Del 1: Kulturmødets historie 20 Del 2: Kulturmødet som en vare 30 Del 3: Dannelsesrejsen 39 Del 4: Hjælperejsen 49 Opsamling 60

Transkript

1 1

2 Introduktion :Indholdsfortegnelse 3 Problemformulering 6 Ordforklaring 7 Forskningsdesign 8 Metodologi 8 Den interaktionistiske tilgang 8 Konstruktionen af feltet i en 9 postmoderne verden Billeder 11 Anvendelse af teori 12 Projektets berettigelse 13 Metode 14 Interviews 14 Dokumenter 17 Runddansen 17 Analysedesign 18 Analyse 20 Del 1: Kulturmødets historie 20 Del 2: Kulturmødet som en vare 30 Del 3: Dannelsesrejsen 39 Del 4: Hjælperejsen 49 Opsamling 60 Afslutning 62 Konklusion 62 Perspektivering 63 Litteratur 65 Abstract 68 2

3 Rejs ud som volontør og arbejd på børnehjem i Kenya, undervis børn i Indien, arbejd i fattige områder af Sydafrika eller tag på højskole og arbejd på lokale projekter i El Salvador. Du bor enten privat hos en lokal familie eller i et gæstehus sammen med andre volontører (Mellemfolkeligt Samvirke) Tag verden i hånden - bliv frivillig Er du over 18 år og har du lyst til at rejse ud og arbejde som frivillig, er der over 20 lande at vælge imellem. Du vil arbejde på et projekt i et lokalsamfund og som oftest bo hos en værtsfamilie. Dermed kommer du tæt ind på livet af den lokale befolkning og får et grundigt indblik i kulturen. (AFS Interkultur) Som volontør kommer du til at bo hos en lokal værtsfamilie. Du bliver dermed en del af en familie og får indsigt i det lokale hverdagsliv. Du vil tage del i de daglige gøremål og komme tæt på livet af din værtsfamilie. Din rolle som volontør er hovedsageligt at være observatør, suge til dig og lære om det land og den befolkning, du befinder dig hos. Du vil blive tilknyttet en lokal organisation, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med. Medarbejderne i organisationen er dem, der forestår nødhjælpsarbejdet i det sidste led.(folkekirkens Nødhjælp) Tag på udveksling med Dansk ICYE og få udvidet din horisont. Lær at tale et nyt sprog, kom ind under huden på en ny og anderledes kultur samtidig med, at du arbejder frivilligt. Alt dette mens du også er med til, at give en anden en chancen for at komme til Danmark og opleve den danske kultur. (ICYE) Ungdommens Røde Kors sender hvert år otte frivillige fem måneder til Uganda, hvor de arbejder sammen med Ugandisk Røde Kors, og bor og lever r i en ugandisk kultur i fem måneder. Programmets fokus er først og fremmest rettet mod kulturel og organisatorisk udveksling. Det betyder, at de frivillige bor to og to i fire forskellige byer, hvor de vil få en ugandisk hverdag, og dermed et unikt indblik i ugandisk kultur. Gennem samvær og samarbejde med de lokale ungdomsmedlemmer skal de frivillige give inspiration til og skabe opmærksomhed om det frivillige arbejde i Uganda samt styrke allerede eksisterende aktiviteter. Sammen med ugandiske frivillige udvikler og gennemfører de frivillige forskellige projekter og aktiviteter, som de også er med til at definere. Samtidig formidler de dansk og vestlig kultur på en positiv måde. (Ungdommens Røde Kors) 3

4 Introduktion Naar dette er bragt i Orden, tiltræde man med godt Mod og munter Forhåbning sin Reise. Man kan i Forveien være forvisset om, at man vil udvide sin Synskreds, berige sine Erfaringer og afkaste mangen vrang Fordom, inden man vender tilbage; at man vil føle sig styrket på Sjæl og Legem. Man vil lære at bedömme sine Medmennesker efter deres sande Værd, og ikke efter Kjole eller Rang og Formue; thi paa Reiser har man bedre end ellers Leilighed til at vurdere den sande Dygtighed og see denne staae sin Pröve i de forskjelligste Livs-Forhold, mens den Daarlige, hvis Kunst blot bestaar i at blænde, af Omstændighederne nödes til at vise sig uden maske. (Waage-Petersen 1840:22) Mennesket har altid rejst og interesseret sig for det nye og fremmede. Ovenstående tekst er fra 1840 og skrevet af Christian Waage Petersen. Dengang var det at rejse ud på en længere færd noget, der blev forbundet med dannelse, selvrealisering og et forsøg på at forstå sin omverden bedre. Dette har som sådan ikke ændret sig synderligt, men rejsen har igennem tiden antaget adskillige former. De opdagelsesrejsende har gjort sit til at forme verdenskortet, og missionærorganisationerne er fortsat, selv efter at kolonialismen slap. Siden er kommet charterrejserne, backpackerrejsen, udvekslingsrejserne og internationalt frivilligt arbejde. Citaterne fra forsiden er taget fra forskellige danske hjemmesider, der formidler kulturmøder for unge mennesker. Som beskrevet drejer det sig om ophold på 4-6 måneder i et land i Asien, Afrika eller Mellem- og Sydamerika. Opholdene koster fra til kr., og dækker alle udgifter på opholdet med enkelte undtagelser. I citaterne lægges der særligt vægt på tre ting: man får et grundigt indblik i en anden kultur, man laver frivilligt arbejde, men ikke hjælpearbejde, og man bor lokalt hos en familie eller på projektet. Dette kulturmøde er blevet meget populært blandt nyudsprungne studenter og studerende på orlov fra studiet, og programmet er i mange af organisationerne nu også udvidet til seniorer, der har overskud til at bruge et halvt år af deres pensionist tilværelse på at se verden på en måde, der samtidig gør gavn. Man kan på denne måde forene to tendenser, der i den grad præger hverdagen på den vestlige del af kloden, nemlig forbrugerisme og velgørenhed - at en såkaldt egoistisk handling har et altruistisk udbytte, og med de store oplevelser, som unge såvel som gamle, tager med sig hjem i bagagen kan vel meget passende siges at være en ren overskudsforretning; som Kampagnechef Peter Christiansen siger: - "Vi havde for første gang et overskud i 2006, og de penge går ubeskåret til vores professionelle hjælpearbejde. Det, synes vi, er en rigtig god historie; at man 4

5 både kan få en rejse og så via sin rejse hjælpe andre folk - altså, i stedet for at det er Tjæreborg, der tjener pengene." 1 De førnævnte organisationer fremhæver, at det er mødet med kulturen, der er i højsædet; et møde, som rækker dybere end almindelig backpacking og turisme, fordi man har en funktion i lokalsamfundet. Man bor hos en værtsfamilie og man arbejder på et lokalt projekt, og dette skaber ifølge organisationerne et billede af den lokale hverdag, så autentisk som muligt. Som Jacob Wachmann, formand for ICYE 2 siger, så er værtsfamilien og det frivillige arbejde midlet til at nå en dybere interkulturel forståelse, men er ikke målet i sig selv - for frivilligt arbejde kunne du jo i teorien bare lave herhjemme. Man er som udrejsende selv ansvarlig for at indholdsudfylde kulturmøder; det en tanke og en mulighed organisationerne sælger, ikke et produkt 3. Organisationen sørger dog for det praktiske og organisatoriske omkring rejsen, så de unge udelukkende skal fokusere på selve kulturmødet: Ja, altså vi har ret bevidst valgt at sælge vores ting som en pakke og det er sådan lidt at når du har betalt de kr., så har du kost, logi, flybillet, så behøver du ikke bruge mere, så er det selvfølgelig hvis du en eller anden dag bliver træt af majsgrød og vil have en burger så er det det du bruger dine ekstra penge på, det har vi gjort for at så kan folk ligesom fokusere på det med at skabe deres egen oplevelser. 4 Det vigtige bliver altså at skabe et så virkeligt kulturmøde, som muligt - hvilket ifølge organisationerne er målet med rejsen i dag. Men kigger man tilbage på kulturmøder igennem historien, så var det ofte noget, der fandt sted i forbindelse med krig eller erobring, undertvingelse eller udbytning; korstogene er et tidligt eksempel på et sådan kulturmøde. De mere fredelige af slagsen var fx mission og udbredelsen af klosterordner, og senere diplomati, handel, og udveksling af politik, viden og varer. Der var med andre ord et primært formål med rejsen, hvor kulturmødet var middel til målet. Da AFS Interkultur og ICYE opstod, så deres kulturmøde også en del anderledes ud end i dag. Dengang var der ikke brugerbetaling, og man arbejdede ikke, men gik derimod i skole. 1 Information, 23. februar Interview med Jacob Wachmann, formand for ICYE s. 2 3 Interview m. Anette Bauer, programkoordinator i AFS Interkultur s.3 4 Interview med Jacob Wachmann, formand for ICYE s. 12 5

6 Det er i lyset af de historiske kulturmøder, at jeg mener, det bliver interessant at undersøge nutidens kulturmøder. Der synes at være opstået en omvendt situation, hvor vi nu betaler for det, som før var et middel til at få et udbytte. Hvor man før rejste ud for at få et økonomisk overskud, bruger man nu sit økonomiske overskud på at rejse ud - kunne det tænkes, at der for den unge ligger et andet motiv bag kulturmødet end den interkulturelle forståelse, og hvad betyder rejsens form for opnåelsen af denne interkulturelle forståelse. Det er det, jeg har sat mig for at undersøge. Idéen til dette projekt stammer fra min egen tid som frivillig. Da jeg rejste ud efter gymnasiet var jeg drevet af et ønske om at opleve nye kulturer, komme ud af den vestlige tryghedszone og samtidig gøre rejsen meningsfuld ved at give noget tilbage til det sted jeg besøgte; hjælpe nogen, der havde brug for det, når jeg nu selv havde så meget (økonomisk) overskud, at jeg kunne rejse ud og se verden. Det var en fantastisk oplevelse, men retrospektivt har det givet stof til eftertanke. Dels fordi det fra organisationens side blev formidlet som kulturmøde, mens det i min efterfølgende formidling fremstod som hjælpearbejde fordi jeg jo havde arbejdet og hjulpet de lokale, og dels fordi det var en enormt dyr rejse, og jeg derfor ofte kom til at vurdere indholdet af rejsen og organisationen, ud fra det jeg havde betalt. Der opstod med andre ord en situation, hvor jeg kom til at vurdere kulturmødet som en vare og som en hjælperejse, men ikke kun som et kulturmøde Konflikterne mener jeg ligger i præmissen for kulturmødet. Udover det etablerede magtforhold mellem den unge, der har penge nok til at betale for at lave frivilligt arbejde, modsat værtsfamilien, som aldrig ville have råd til at gøre det samme, så ligger der også et misforhold i at møde en kultur gennem sociale institutioner som børnehjem og centre for Hiv/AIDS-smittede. At de unge så tilmed ofte sættes i ledende positioner i disse institutioner, er med til at forstyrre mit billede af et ligeligt kulturmøde. Kulturmøderne har ikke altid set sådan ud, og jeg undrer mig derfor over, hvordan man er kommet frem til denne formel for kulturmødet 2008? Det er det, jeg med dette projekt ønsker at finde ud af. Min problemformulering bliver derfor følgende: Hvordan har kulturmøderne, faciliteret af AFS Interkultur og ICYE udviklet sig fra deres begyndelse i efterkrigstiden og frem til i dag, og hvad er den overordnede konsekvens af denne udvikling? 6

7 Ordforklaring Blot for at understrege, hvor komplekse disse kulturmøder er, kommer her en liste over de forskellige alias jeg bruger til at beskrive dem. Kulturmøde: Kulturmøde bruger jeg i projektet som en gennemgående betegnelse for rejser, som dem AFS Interkultur og ICYE tilbyder. Når jeg henviser til kulturmøder, så er det specifikt møntet på brugerbetalte rejser af et halvt års varighed, som har fokus på den interkulturelle forståelse, og hvor de unge arbejder frivilligt som et middel til at opnå større indsigt i kulturen, og ikke for at hjælpe. I de forskellige del analyser vil kulturmødet også blive nævnt som dannelsesrejse eller hjælperejse, men da er det altid i form af den betydning de unge lægger i mødet. Som udgangspunkt og gennem hele analysen er det altså kulturmøder, der tales om, blot med forskellig alias. Pakkerejse: Er et begreb jeg bruger i 2. delanalyse og henviser til rejser, hvor den unge betaler et engangsbeløb, og dermed får en samlet pakke i form af flybillet, kost og logi, samt forsikring; med andre ord en pakke. Eksempelvis er Kulturmødet arrangeret af AFS Interkultur og ICYE en pakkerejse. Hjælperejse: Ordet hjælperejse bruger jeg en del i 4. analysedel, hvor det også er min overskrift. Jeg bruger ordet hjælperejser, for at indikere, at rejsens primære motiv for de unge er at hjælpe, men at det ikke nødvendigvis opfattes som nødhjælp. Jeg benytter ordet til at beskrive den betydning, som mange af de unge lægger i kulturmødet. Frivilligrejser: Når det er rejser organiseret af fx Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælps kalder jeg rejserne for frivilligrejser. Frivilligrejser er et bredere begreb end Kulturmøder. 7

8 Forskningsdesign Hvordan man angriber en problemstilling har selvsagt meget at sige i forhold til den konklusion man i sidste ende kan drage. Konstruktionen af feltet fortæller noget om afgrænsningen af emnet, den videnskabsteoretiske tilgang definerer, hvad man mener at kunne undersøge, valget af teori fortæller noget om de lys, med hvilke man belyser sin problemstilling, og endelig bliver den metodiske del forklaringen på, hvordan ovenstående så har udmøntet sig i praksis. Det er disse emner, jeg i dette forskningsdesign vil komme omkring. Metodologi Den interaktionistiske tilgang Jeg har i dette projekt valgt at positionere mig ud fra en interaktionistisk tilgang. Interaktionismen bliver af Nanna Mik-Meyer og Margaretha Järvinen (2005) brugt som en fælles betegnelse for de analytiske tilgange, som har det tilfælles, at de antager, at betydning af en handling eller et fænomen skabes i interaktionen mellem mennesker eller mellem mennesker og ting. Fælles for de tilgange, som interaktionismen her dækker (deriblandt konstruktivisme, poststrukturalisme, fænomenologi og hermeneutik) er, at de deler en pragmatisk tilgang til i analysen af et fænomens betydning (Mik-Meyer og Järvinen 2005:10). Der er således ikke én sand betydning af et fænomen eller et udsagn; betydning er derimod er relationelt fænomen, som konstrueres ud fra den situation og mellem de mennesker det skabes i. Den interaktionistiske begrebsramme får dermed stor indflydelse på, hvordan man som forsker kan generere og bearbejde sit arbejde, og dermed hvilket resultat man kan nå frem til. Det bliver for det første ikke relevant at tale om at afdække feltet, at nå ind bag facaden eller at skrive om, hvad kulturmøderne i virkeligheden er. Med denne videnskabsteoretiske positionering har jeg dermed afskåret mig selv fra at søge og afdække, hvad der egentlig sker på disse kulturmøder, men fokuserer i stedet på, hvad de unge italesætter kulturmøderne som, når de kommer hjem. Samtidig får arkivmateriale og dokumenter en særlig funktion. De kan i denne optik ikke være neutrale vinduer eller kilder til et mere sandt billede af fx en organisation, men kan i stedet fungere som et emne (topic), der kan være med til at skabe en mere nuanceret forståelse af organisationen (Mik-Meyer 2005:194). Og i og med at betydningen er relationel efter situation, og efter afsender 8

9 og modtager, bliver dokumenter i denne sammenhæng uløseligt bundet op på det tidspunkt og forum, de er skrevet i. Et andet element, som har stor betydning i et interaktionistisk perspektiv, er forskerens rolle i feltet. Interaktionismen går imod idéen om interviewpersonerne som containere for opbevaring af fakta og følelser (Gubrium og Holstein i Järvinen 2005:29) og intervieweren som indsamler af denne viden. Interaktionismen kritiserer også den klassiske etnografiske tilgang, hvor forskeren forventes at kunne sætte sin egen forforståelse i parentes. I stedet bliver intervieweren og forskeren i et interaktionistisk perspektiv en medsammensvoren, med andre ord en medproducent af information: Undersøgelsens materiale er formet af intervieweren og interviewpersonen i fællesskab og præget af interaktionen i selve interviewsituationen. Interviewet er et møde, hvor (mindst) to sæt af forudsætninger, holdninger og interesser brydes med hinanden. Interviewets materiale er et resultat af dette møde og derved interviewerens fælles bud på en række plausible forståelser af verden (Järvinen 2005: 29) Slutteligt medfører den interaktionistiske og konstruktivistiske tilgang også et brud med den kvantitative forskning. Hvis alt er konstrueret, og hvis betydning skabes mellem mennesker, er kontekstafhængigt og relationelt, så validerer 100 interviews ikke projektet mere end 1 interview det gør det højst mere nuanceret; et bredt spektrum af kvalitative metoder og materialer er ønskværdige i sociologien, og der findes ikke materialer eller miljøer, som er for ydmyge til at fortjene sociologiens opmærksomhed (Mik-Meyer og Järvinen 2005:11). Materialerne og miljøerne vil jeg komme nærmere ind på i næste afsnit, hvor jeg vil redegøre for konstruktionen af mit felt i et postmoderne perspektiv. Konstruktionen af feltet i en postmoderne verden Der var engang, hvor etnografi var tæt forbundet med formelle og historisk rejsebeskrivelser og afrapportering fra kolonier. Selvom man var klar over, at det var kvalitative beskrivelser, så lå der alligevel et skær af et positivistisk vidensideal det var indsamling af data og det var videreformidling af virkeligheden, som den så ud i kolonierne. Samtidig var den moderne opfattelse af feltet, at det var en afgrænset størrelse, som man dermed kunne kortlægge. Dette syn er dog sidenhen blevet udfordret fra flere sider: 9

10 The second imperative for beginning to discuss the idea of the field in anthropology follows from a now widely expresses doubt about the adequacy of traditional ethnographic methods and concepts to the intellectual and political challenges of the contemporary postcolonial world. Concern about the lack of fit between the problems raised by a mobile and changing, globalized world, on the one hand, and the resources provided by a method originally developed for studying supposedly small-scale societies, on the other has of course been evident in anthropological circles for some time (Gupta & Ferguson 1997: 3) I det postmoderne samfund har man gjort op med forestillingen om verden som sammenhængende. Verden er fragmenteret og flydende, og der er dermed ikke noget givet felt. Antropologen George Marcus påpeger, at etnografien har ændret sig fra at være single-sited til multi-sited, og at det er blevet muligt at følge forskellige løbebaner og kæde dem sammen, for på den måde at definere det studerede (Marcus 1995:95). Endvidere har studiets fokus også ændret sig. Hvor man før mente, at forskeren kunne sikre sit materiales kvalitet ved at komme så tæt på de studerede som muligt, ved at overgive sig til den anden kultur (Mik-Meyer & Järvinen), så er opfattelsen af objektet såvel som forskerens rolle i dag markant anderledes. Ifølge George Marcus bør etnografiske undersøgelser i et postmoderne samfund fokusere på cirkulation af kulturelle betydninger, objekter og identiteter i tid og rum (Marcus 1998:79). Mit felt er i dette projekt karakteriseret ved at være spredt ud over den fysiske verden såvel som den virtuelle. Feltet rummer frivillige organisationer i Danmark, såvel som i USA; det rummer dokumenter fra AFS Interkulturs arkiv, såvel som taler og andre dokumenter fra nettet. De interviewede unge er fra to forskellige organisationer, men via rejsebreve kommer også andre unge til orde. Observationer glimrer ved deres fravær, for de unge på rejse har det ikke været muligt at inddrage som en del af dette projekts felt det kan man i en klassisk etnografisk optik kun begræde; jeg vil dog hårdnakket, og med Gupta & Ferguson i ryggen, som i deres bog Anthropological Locations argumenterer for, at et ændret verdensbillede nødvendiggør en revision af måden at gå til feltarbejdet på: Like any tradition valued by a community, anthropology s fieldwork tradition will manage to secure its continuity only if it is able to change to accommodate new circumstances. For that to happen, such a tradition must be aggressively and imaginatively reinterpreted to meet the needs of the present (Gupta & Ferguson 1997: 33) 10

11 Billeder I min problemformulering spørger jeg, hvad der ligger til grund for de arrangerede kulturmøder, hvad de unges incitament for at tage af sted er, og hvad de tilsigtede såvel som utilsigtede betydninger af rejsen er. Til at svare på dette bruger jeg igennem rapporten forskellige billeder. Med anvendelsen af billeder trækker jeg på den pædagogisk antropologiske forsker Ulla Ambrosius Madsen, der i sin egen forskning gør brug af billeder. ( ) billederne fremstår som det, jeg vil kalde rene eller rå data, i det omfang det overhoved giver mening at operere med den kategori, når jeg fortsat argumenterer for, at data konstrueres og skabes af forskeren og netop ikke bliver til som rene afspejlinger af virkeligheden. Det er data, der først tilføres betydning og en særlig mening, når de reflekteres i analysen og fortolkningen. (Madsen 2007:48) Billederne er i dette projekt små, indrammede, komprimerede uddrag af empirien, skabt på baggrund af interviews og arkivmateriale. Deres formål er at formidle noget konkret om den kontekst, som de er taget fra, samtidig med at de skal kunne referere bredere. De er derudover med til at fastholde fokus på empirien, og gøre det muligt for læseren at følge argumentationsrækken, samtidig med at det efterlader læseren muligheden for selv at drage konklusioner. Billederne får på den måde en dobbeltfunktion, ganske som var de malerier. De bliver en formidlingskanal samtidig med at de bliver åbne for fortolkning. Selvom billederne på den måde bliver selvstændige dele i en samling, er der dog stadig en vis forbundenhed imellem dem. De rækker ud over deres kontekst og relaterer sig til hinanden og bliver på den måde røde tråde i det postmoderne fragmenterede felt. Men hvordan er det så lige, at det lader sig gøre? Jeg er i denne forbindelse inspireret af etnografen Paul Willis og hans idé om etnografisk fantasi. Med fantasi understreger Paul Willis en afstandstagen til nøjagtige eller præcise definitioner af fænomener: The social sciences can hope only to develop sensitizing concepts about the social world, approximate conceptions which are rough and always provisional guides to a changing and complex reality. (Willis 2000:xi). Han bruger derudover begrebet til at beskrive den etnografiske arbejdsproces, som ifølge ham består af to trin: Det første er at bringe observationsdata fra det virkelige liv, med input fra de studerede subjekter selv. Andet trin består i at eksperimentere ved at bringe data sammen med udefrakommende begreber og teori, for på den måde at få nye pointer og betydninger frem i materialet: 11

12 Experiment by bringing this into forcible contact with outside concepts, accidentally or inspirationally chosen, by trying to frame the whole with necessary complexity and to deliver analytical and illuminating points not wholly derivable from the field but vital to conceptualizing its relationships. (Willis 2000:xi) Der er ikke en enkelt vej frem til resultatet og det er i orden at bryde grænserne. Her finder jeg støtte hos Charles Wright Mills, som med sit begreb om den sociologiske fantasi (Mills 2002) også har fungeret som inspirationskilde for Paul Willis. Den sociologiske fantasi indikerer et opgør med dogmatisme, hvilket gør det muligt, empirisk såvel som teoretisk, at gå på tværs af fastlåste paradigmer, og herved åbnes der op for en undersøgelse af forbindelser mellem før afgrænsede analytiske enheder. Den sociologiske fantasi er alt andet end illusorisk, og den hviler netop på vores egentlige evne til at se en sammenhæng i tingene i stedet for at adskille, modstille og opsplitte dem. Den er en form for klarsyn, der gør, at sociologiens genstandsfelt, samfundet, ikke er spaltet i individer på den ene side og strukturer på den anden. Fænomenerne skal i stedet forenes. (Jacobsen i Mills 2002:9) I dette projekt fortæller jeg gennem billeder min historie om kulturmødets historie (Willis 2000) ved hjælp af forskellige begreber og teorier. Denne anvendelse af teori vil jeg i det følgende komme nærmere ind på. Anvendelse af teori Teorien, som bliver benyttet i dette projekt løber i to niveauer. Det øverste niveau er mit videnskabsteoretiske afsæt; det er min førnævnte positionering indenfor et interaktionistisk og socialkonstruktivistisk felt. Teorien på dette niveau danner baggrund for min indsamling af empiri; for min forståelse af feltet og vil blive uddybet i det følgende metodeafsnit. Analysen af mine billeder udgør projektets andet niveau. Billederne repræsenterer forskellige udvalgte problemstillinger i feltet; de repræsenterer emner, som har vist sig insisterende og gennemgående i empirien. Disse problemstillinger begrebsliggøres af forskellige teorier, hentet fra faglitteratur såvel som skønlitteratur. Det er svært at finde en fællesnævner for den valgte teori, idet den ikke er valgt indenfor et bestemt paradigme, men skal der endelig nævnes noget, så må det være at den valgte teori lige fra Pierre Bourdieu, over Tor Nørretranders til Stuart Hall forholder sig til 12

13 strukturer såvel som til et kreativt handlende og meningsskabende individ. Der er en anerkendelse af strukturer, men der er samtidig også en forestilling om, at aktører gennem sociale processer i større eller mindre grad kan øve indflydelse på disse. Det, jeg dog mener, er vigtigt at nævne i forbindelse med brugen af denne teori, er at formålet med brugen af teorien ikke er at bekræfte teoretikerens position. Teorien fungerer som forskellige måder at belyse billedet, for derved at få forskellige betydninger frem. Ved at sætte empirien sammen med forskellig teori, bevæger jeg mig på 2. trin af det, Paul Willis beskriver som den etnografiske arbejdsproces. Jeg forsøger derved at bringe nye betydninger frem i materialet; betydninger, som læseren derefter kan være enig såvel som uenig i. For mig er formålet med Paul Willis ord: ( ) to produce an Ah-ha effect in the reader, in the experience of the reader. Grounded imagination is essential to these moments when new understandings and possibilities are opened up in the spaces between discourse and experience, at the same time deconstructing and reshaping the taken for granted in a particular response to the shape of a phenomenon, as well as transcending dichotomies which normally separate the elements you are trying to relate. (Willis 2000:117) Projektets berettigelse Før jeg går videre til den metodiske del af forskningsdesignet, finder jeg det relevant netop at tage fat i formålet med, og berettigelsen for dette projekt. Jeg har nemlig igennem projektet mærket en vis forundring over, at jeg dog vil grave ned i et emne, som for mange virker fuldstændig uproblematisk. Når der er så mange andre emner at tage fat på, kan det virke mærkeligt at ville angribe dem, som netop har overskud til at møde andre kulturer, der hvor de er, og at ville stille spørgsmålstegn ved disse frivillige organisationer og unges intentioner. Der er med andre ord blevet luftet en vis frygt for, at jeg ville sætte de hårdt arbejdende organisationer i et dårligt lys. Derudover blev der tidligt i processen, af mine medstuderende, stillet spørgsmålstegn ved relevansen af dette projekt indenfor Internationale Udviklingsstudier. Til denne tvivl og undren vil jeg svare følgende: Hvis dette projekt er et angreb på de unge, der har været af sted, så er det lige så meget et angreb på mig selv. Projektet er opstået på baggrund af min egen undren over formålet og betydningen af disse rejser, og på baggrund af refleksioner fra min egen tid som frivillig. Projektet opstår altså i den sammenhæng lige så meget ud fra et behov for at forstå min egen handlemåde, som at forstå andres. Formen på dette projekt er ligeledes bevidst valgt med det formål at give læseren plads til egen stillingtagen: 13

14 No ethnographer should say, This is how it is, or I know better than you do about your life. The point at issue is whether understanding and human empathy are increased or not. Adding to the human dialogue is not to add better photographs or to make further unreflective Archimedean truths. It is to widen and deepen the always contingent and reflexive body of knowledge about humankind by sieving knowledge and imagination through a tight focus on the specifics and groundedness of how humans use resources for meaning-making in context. (Willis 2000:120) Hvad angår udviklingsdimensionen, så mener jeg det er yderst relevant at give disse kulturmøder et nærmere eftersyn. Der synes nemlig at være disse idéer om, at man i udviklingsstudier er ude over diskussionerne om fremstillingen og forståelsen af andre kulturer, at man med andre ord har gjort sig fri af den kolonialistiske arv og ambitiøst og målrettet arbejder på at ændre de overordnede strukturer, som hindrer den positive udvikling i syd. Det er begreber som bistandsstrukturer, Paris deklarationen, partnerskaber, logical framework approaches, mikrokreditter og udviklingsmål, der fylder i pensum og i debatten på området. Men disse strukturer og fænomener er bygget på et fundament af opfattelser omkring de implicerede parter, og som ved konstruktionen af ethvert bygningsværk er det relevant at kende fundamentet. Kulturmøderne behandlet i dette projekt vil normalt ikke betragtes som værende en del af den formelle bistandsarkitektur, men det gør dem ikke mindre relevante, idet det ofte er kulturmøder som disse, der baner vejen for de unges senere interesse indenfor bistandspolitik og udviklingsstudier igen trækker jeg på egen erfaring. Jeg håber derfor med dette projekt at kunne motivere til en bredere forståelse af feltet, som overordnet betegnes Internationale Udviklingsstudier. Metode Dette projekt er baseret på et gruppeinterview med fire unge, der netop er hjemvendt fra et halvt års kulturmøde, et interview med formanden for ICYE, to informantinterviews med ansatte i AFS Interkultur, 10 rejsebreve fra AFS hjemmeside, artikler fra AFS arkiv samt forskelligt informationsmateriale på nettet. Jeg vil i det følgende afsnit præsentere de metoder jeg har benyttet mig af, for til sidst at slutte af med min tilgang til analysen. Interviews Jeg vil her komme ind på et par af de metoder jeg har benyttet mig af i indsamlingen af empirien. Jeg har først og fremmest ved alle interviewene haft en interviewguide som udgangspunkt, som jeg mere eller mindre har holdt mig til, og har også optaget og transskriberet alle interviews. Jeg har i 14

15 informantinterviewene forsøgt at stille nogenlunde de samme spørgsmål for at sikre et grundlag for sammenligning mellem AFS Interkultur og ICYE, og har på den måde taget en forholdsvis ledende rolle. Med gruppeinterviewet har det dog været lidt anderledes. Som en del af min empiriindsamling har jeg foretaget et gruppeinterview med 4 unge, der netop var kommet hjem fra deres rejse, de tre af dem var fra AFS Interkultur, og den sidste var fra ICYE. Jeg valgte at blande dem, dels fordi jeg havde fået at vide under interviewet med programchefen fra AFS Interkultur, at organisationerne lignede hinanden meget, men også for at finde ud af, hvordan de unge fremstillede deres tur over for en/nogen, der ikke havde været af sted med den samme organisation. Mit primære formål med interviewet var at finde ud af, hvad de unge lagde mest vægt på ved kulturmødet; hvad var det de snakkede mest om, hvad var de største oplevelser ved turen, og hvilke betydninger pegede de selv på? Interviewet var konstrueret omkring tre øvelser; først skulle de unge fortælle om motivationen for at tage af sted og forventningerne før rejsen. Til det havde jeg fundet tre billeder, som jeg mente kunne symbolisere nogle forventninger af forskellig art: Et billede med en ung frivillig omringet af små børn og med storsmilende børn på skødet, et billede af en tropeø i solnedgang, og et billede af et trek op ad et bjerg. Billederne var dels inspireret af fotos fra organisationernes egne hjemmesider, men også valgt ud fra det jeg selv husker som værende en forventning, dengang jeg selv var af sted som frivillig. I 5 : Hvad med altså hvad med jeres forventninger i forhold til at skulle af sted altså nu har I fortalt lidt om hvad I tog af sted for, men før I så rejste af sted med AFS og ICYE, havde I det sådan, at I tænkte okay nu skal jeg gøre det her, det her bliver det vigtigste, det her kommer jeg til at opleve? U3: Ja, det synes jeg da, jeg havde da mange forventninger ift. at blive, det ved jeg ikke, connecte lidt med folk dernede, sådan rigtig, ja det havde jeg rigtig meget, det der billede som du viste, det var rigtig meget min forventning I: Hvilket et af billederne? U3: Det med ham fyren, der sidder med 1000 børn omkring, det var da også derfor jeg valgte at skrive at [jeg ville]arbejde med børn (Gruppeinterview Bilag 3, s.4 ) 5 De unge fra gruppeinterviewet er i projektet anonymiseret. De unge hedder i projektet U1, U2, U3 og U4, og I står for interviewer. De tre repræsentanter for hhv. ICYE og AFS Interkultur betegnes i projektet som J for Jacob Wachmann, formand for ICYE, L for Lene Godiksen, Programchef for AFS Interkultur og A for Annette Bauer, programkoordinator ligeledes fra AFS Interkultur. 15

16 Denne øvelse spillede en central rolle i interviewet. Billederne var med til at skabe en fælles forståelse mellem de unge og mig; det, at jeg kunne vælge nogle billeder, som kunne repræsentere deres forventninger gav et indtryk af, at vi var i samme båd at jeg ikke blot var interviewer, men faktisk også var en, der på samme måde som dem, havde været ude at rejse og dermed kunne anerkende de motiver og betydninger, de lagde i en sådan rejse. Øvelsen fik dermed betydning for stemningen i rummet og dermed på interaktionen. Til den næste øvelse fik de unge fem minutter til at skrive de temaer og emner ned, som de syntes havde karakteriseret deres tur, eller som de syntes havde fyldt mest. Dette gjorde jeg først og fremmest for at lade dem skabe kategorierne, så det ikke kun var styret efter emner, som jeg havde valgt. Derudover var det en måde at finde ud af, hvor mange emner, der overlappede, og det viste sig at være utrolig mange. Samtidig var det også en måde at lade dem overtage styringen; det var dem, der trak en ny seddel, når de ville skifte emne, og det gjorde interaktionen mellem dem mere naturlig, end hvis det var mig, der havde styret - og det gjorde også, at der kom nogle vinkler på nogle emner, som jeg ikke havde forudset, som fx her, hvor de diskuterer kompetencer: U4: jeg følte måske lidt at man blev tilegnet nogle kompetencer, fordi man kom herfra, hvor man gjorde, veluddannet og sådan noget, som geografi og engelsk og matematik, der føler jeg nok at de følte at man kunne det stof, fordi man kom herfra. U1: det mener jeg også at man kunne U4: Ja, hvis du sammenligner med de lærere, så var vi jo overuddannede U2: Ja, ikke? U1: selvfølgelig var vi det, men det er også det de forventer, synes jeg lidt, det er jo det de forventer (Gruppeinterview, bilag 3, s.20) I den sidste øvelse skulle de unge forestille sig, at de skulle vejlede en ung, som skulle ud at rejse, men ikke vidste, hvordan hun ville rejse. De skulle så hver lave et par minutters oplæg med argumenter for og imod at rejse ud i et kulturmøde. Denne øvelse havde til formål at lade de unge formulere det, de syntes var hovedelementerne ved en sådan rejse, og viste sig at være et meget godt pejlemærke i afstemningen af forventninger vs. realitet. Og så var det en mulighed for de unge at fortælle om deres rejse endnu engang: U4: Det er faktisk meget rart synes jeg at komme ind til sådan noget her, fordi altså alle eller de fleste af mine venner de forventer ligesom at jeg er færdig med at snakke om det, når jeg har snakket i en halv time ikke, det er sgu meget rart at der er nogen, der gider, der ligesom gider lytte. (Gruppeinterview, Bilag 3, s. 24) 16

17 Dokumenter Jeg har i dette projekt brugt to forskellige slags dokumenter som empiri. Den første slags er baggrundsdokumenter hentet fra de forskellige organisationers hjemmesider og arkiver, med særligt fokus på AFS Interkultur og ICYE. Disse dokumenter beskriver organisationernes historie, deres formål, deres mål for fremtiden og deres værdisæt. Jeg har brugt disse dokumenter til at undersøge, hvad der ligger til grund for organisationerne, men vigtigst af alt, hvad de selv fremhæver som vigtigt ved kulturmødet formålet og betydningen for de unge. Arkivmaterialet fra AFS Interkultur har samtidig været med til at vise nogle af de brud, der har været i organisationens historie samt den måde forandringerne er blevet italesat på. Jeg har derudover også brugt baggrundsmateriale fra andre organisationer, heriblandt American Peace Corps, for at forstå den historiske kontekst, som disse kulturmøder har været en del af. Den anden slags dokumenter er rejsebreve, hentet fra AFS Interkulturs hjemmeside, fra unge, der har været af sted på kulturmøde. Udfordringen ved rejsebreve er selvfølgelig, at de er meget kontekstafhængige, og skrevet til bestemte modtagere, dermed med bestemte pointer in mente. Dette har jeg dog valgt at se som en styrke, da jeg netop har ønsket at finde ud af, dels hvad det er, de unge lægger vægt på ved kulturmødet, hvordan de fremstiller turen men også for at undersøge, hvad det er for et indtryk af kulturmødet, som AFS Interkultur er med til at give, når rejsebrevene ligger som en del af deres infomateriale på hjemmesiden. Runddansen Med inspiration fra antropologen Cato Wadel har jeg valgt at kalde dette sidste afsnit for runddansen, da det på meget fin vis beskriver processen omkring produktionen og analysen af det empiriske materiale; Mens selve feltarbeidet har form av en stadig runddans mellom teori, metode og data, har utskrivningen form av en runddans mellom valg af genre, disponering og språk i tillegg til en ny runddans mellom teori, begrepsbruk og data. (Wadel 1991: 160) Hvor det har været mine forforståelser, min viden og mit teoretiske og metodiske fundament som studerende, der har ledt vejen frem til det empiriske materiale, så er det det empiriske materiale, der har ledt vejen frem til analysepunkterne og videre til brugen af empirien. Men det er her runddansen 17

18 for alvor begynder. Teorien har givet inspiration til nye blik på empirien, som så igen har ledt mig tilbage til empirien, som så igen har ledt mig videre til nye analysepunkter, og supplerende teori. Der er altså to overordnede nøgleelementer på spil i denne runddans: For det første en fleksibel teoretisk ramme, som giver mulighed for mange mulige læsninger af den tale og de handlinger samt de dokumenter, der møder en i feltarbejdet. For det andet en refleksiv tilgang til det empiriske materiale, der lægger op til alternative konstruktioner (Alvesson og Kärremann 2005:128). Nedenstående citat er et uddrag fra Paul Willis beskrivelse af den etnografiske analyse og fortolkningsproces - jeg mener denne fremstilling meget fint illustrerer den kreative proces, der ligger i runddansen. I take, develop or invent ideas (while immersed in the data) and throw them, in a what if kind of way, at the ethnographic data the real world of the nitty gritty, the messiness of everyday life to see what analytical points bounce out on the other side, pick them up again, refine them and throw them again. The problem with many empirical data, empirically presented, is that they can be flat and uninteresting, a documentary of detail which does not connect with urgent issues. On the other hand the big ideas are empty of people, feeling and experience. In my view well-grounded and illuminating analytic points flow only from bringing concepts into a relationship with the messiness of ordinary life, somehow recorded (Willis 2000:xi) Jeg vil som et afsluttende afsnit i dette forskningsdesign opridse analysens opbygning, for derefter at gå videre til selve analysen Analysedesign Analysen består i dette projekt af fire analysedele: Kulturmødets historie, Kulturmødet som en vare, Dannelsesrejsen og Hjælperejsen. 1. I den første del undersøger jeg historien bag kulturmødet; jeg tager her udgangspunkt i de to valgte organisationer AFS Interkultur og ICYE. Afsnittet er ikke stringent kronologisk opbygget, men er bygget op omkring en meningsgivende sammenhæng. Mit formål med denne del er dels at skabe et historisk fundament til brug i de øvrige billeder, men også at redegøre for de skift, som er sket i organisationerne op igennem tiden. 18

19 2. Anden del af analysen har fokus på den stigende markedsgørelse, som jeg har identificeret som et tydeligt udviklingstræk for organisationer som AFS Interkultur og ICYE. Jeg analyserer i dette afsnit, hvilken betydning denne stigende tilpasning til markedsvilkår kan få for kulturmødet og for organiseringen af de frivillige. 3. Tredje del af analysen tager udgangspunkt i den klassiske dannelsesrejse, for her at drage paralleller til nutidens kulturmøde, som af de unge selv betegnes som en slags dannelsesrejse. Mit mål er at perspektivere kulturmødet op imod formålet med den klassiske dannelsesrejse, for derved afdække de motiver, der også kan ligge i et kulturmøde. 4. Sidste del af analysen bliver samtidig også et fjerde blik på kulturmødet, og jeg arbejder her ud fra en analysemetode, hvor jeg benytter mig af de unges italesættelse af kulturmødet som en hjælperejse. Jeg undersøger her, hvilken betydning det skjulte hjælpemotiv har for selve kulturmødet. Opdelingen af analysen i fire dele tjener to overordnede formål. For det første repræsenterer delene forskellige blik på den valgte problemstilling. I hver del præsenteres således en mængde modsætninger, konflikter eller dilemmaer, som jeg ser klare tendenser på i empirien. Opdelingen bliver samtidig en måde at fastslå, at det er fire dele; fire fragmenter og dermed ikke en fuldstændig analyse. Som allerede nævnt, er det i et postmoderne perspektiv ikke muligt at levere et udtømmende billede af problemfeltet (eller verden for den sags skyld) og analysedelene bliver derfor i stedet brikker i et puslespil, som aldrig helt kan samles. Dette udelukker dog ikke, at der, ligesom med billederne i projektet, alligevel er en vis forbundenhed imellem analysedelene. De refererer til hinanden, og overlapper også enkelte steder. Således kan du som læser opleve det samme stykke empiri brugt flere steder, men idet fokus er forskelligt, bliver empiriens funktion og betydning det også. Endelig er det vigtigt at nævne, at jeg i min analyse ikke har levnet særlig meget plads til de positive betydninger af kulturmøderne; jeg har som sagt primært fokus på modsætninger, konflikter og dilemmaer. Dette skyldes følgende: Som tidligere nævnt, er der en grundlæggende forståelse af disse kulturmøder som positive; alene det, at de er så udbredte og populære indenfor organisationsverdenen må vel være et tegn på, at mange synes de fungerer godt. Med dette for øje vil jeg derfor bruge min sparsomme plads på at fokusere på de betydninger, som ikke har fået så 19

20 meget opmærksomhed, og så lade det være op til dig som læser at foretage den endelig afvejning af kulturmøderne. Del 1: Kulturmødets historie Analysen Jeg vil i denne historiske del gennemgå udviklingen i de to udvalgte organisationer AFS Interkultur og ICYE. Jeg har valgt at samle gennemgangen under fem overskrifter det første kulturmøde, statens rolle i organisationen, udveksling af kulturer, Internationalisering samt halvårsprogrammet og frivilligarbejdet. Disse fem overskrifter repræsenterer nogle markante brud i organisationernes historie, som jeg mener, har betydning for min videre analyse. Jeg afslutter denne første del med en opsamling af kendetegnene for kulturmødet i dag. Det første kulturmøde AFS Interkultur og ICYE opstod nogenlunde samtidig og med meget identiske målsætninger, nemlig at rette op på skaderne efter 2. verdenskrig og forhindre, at en ny krig opstod. American Field Service, som AFS Interkultur startede med at hedde, var oprindeligt et frivilligt ambulancekorps, som primært fungerede i Frankrig under 2. Verdenskrig, men som også var med til at befri fanger i Bergen-Belsen i Tyskland ved krigens afslutning. AFS havde fra sin begyndelse fredsaspektet som sin prioritet; det var unge amerikanere, der gerne ville hjælpe til i krigen, men som ikke selv ville slås. Imellem 1. og 2. verdenskrig etablerede grundlæggeren af AFS en udveksling af 222 collegestuderende mellem USA og Frankrig. Denne udveksling blev kaldt AFS Fellowship, og var forløberen for det, der efter 2. verdenskrig skulle blive til AFS High School exchanges. AFS var uafhængige af de nationale styrker idet de lavede privat fundraising, og det var også denne fundraising, som betød, at de efter krigen havde penge tilbage. For at fortsætte den internationale service fra krigen, besluttede de 250 ambulanceførere at etablere AFS International Scholarships, og stærkt opfordret af det amerikanske udenrigsministerium begyndte en udveksling mellem USA og tidligere fjendtlige nationer som Tyskland og Japan. 6 Den første udveksling var i 1947 og AFS motto blev: Walk together, talk together, oh, ye peoples of the earth, for then - and only then - shall ye have peace (AFS Jubilæumsskrift 2007:20) 6 Uddrag fra AFS hjemmeside 20