Rapport over efteruddannelsesophold i Hongkong 12. til 17. november 2012

Transkript

1 Rapport over efteruddannelsesophold i Hongkong 12. til 17. november 2012 Fra Flemming Ytzen, Politiken til Ophavsretsfonden og Pressens Uddannelsesfond Opholdet havde to formål: at indhente oplysninger fra medier og det akademiske miljø om de territorielle konflikter i det Sydkinesiske Hav samt at få analytiske vurderinger af udfaldet af den 18. kongres i det kinesiske kommunistparti, afholdt i Beijing i samme periode som mit ophold i Hongkong. Forud for afrejsen forsøgte jeg at få interviewaftaler via mail med relevante eksperter i Hongkongs universitetsmiljø, hvilket lykkedes i to tilfælde. Forsøg på kontakter til flere andre ekspertkilder forblev ubesvarede, hvilket i et enkelt tilfælde var særdeles skuffende: The China Media Project. (CMP). Dette projekt, der er forankret på Hongkong University, forsøger at fremme en mere kritisk og uafhængig journalistik i de statskontrollerede kinesiske medier. Under mit ophold både mailede og ringede jeg dagligt til projektets kontaktperson, David Bandurski, men der blev aldrig svaret tilbage. Jeg forsøgte også at tage kontakt til Hongkongs førende avis, South China Morning Post (SCMP), som jeg har læst regelmæssigt i årtier. Men avisens to tidligere og engang ret kendte China watchers, Willy Lam og Frank Ching er i dag kun løst tilknyttet avisen som kommentatorer og skriver sjældent. Willy Lam er i dag lektor ved Chinese University of Hongkong, foruden et japansk forskningsinstitut, samt den amerikanske tænketank Jamestown Foundation. Han er stort set ophørt med at kommentere kinesisk indenrigspolitik i medierne, men skriver lejlighedsvist i Jamestown Foundations nyhedsbrev (og særdeles indsigtsfuldt). Når hverken han eller Frank Ching længere er faste bidragydere i SCMP s spalter, hænger det utvivlsomt sammen med, at denne avis ikke er nær så ressourcestærk som for f.eks. ti år siden, men derfor også, at den har tabt prestige og indflydelse som international opinionsdanner. SCMP er i dag en skygge af sit tidligere format. På City University of Hongkong er Joseph Cheng en kyndig ekspertkilde på kinesisk elitepolitik og udlagde nyttige og troværdige tolkninger af den 18. partikongres. Samme kan siges om den canadiske professor David Zweig på Hongkong University. På Hongkong Baptist University var professor Jean-Pierre Cabestan hjælpsom med værdifulde skriftlige kilder og kontaktadresser til South China-konflikten. Hongkong er desuden hovedkontor for internetpublikationen AsiaTimes Online (atimes.com), som nok er det vigtigste netmedie for udgivelse af analytiske artikler om udviklingen i hele Øst- og Sydøstasien. Her har bl.a. David Brown, pensioneret amerikansk diplomat, skrevet indsigtsfuldt om konflikten i Det Sydkinesiske Hav, foruden en anden amerikansk analytiker, Richard Javad Heydarian. Atimes.com mere end udfylder hullet efter SCMP og det nu for længst hedengange (og stærkt savnede) ugemagasin Far Eastern Economic Review. Endelig vil jeg fremhæve professor Ian Storey fra Institute for South East Studies, som regelmæssigt publicerer analyser om Sydkinesiske Hav-konflikten. Storey er nok den internationale analytiker, der mest kontinuerligt analyserer og kommenterer South Chinaproblematikken. Jeg har haft stor gavn af materiale fra ham. 1

2 18. partikongres og kinesisk ledelsespolitik For de professionelle analytikere var der næppe store overraskelser i udfaldet af 18. Partikongres i det kinesiske kommunistparti. Stort set alt så ud til at gå efter drejebogen. Dog springer nogle detaljer i øjnene: Politbureauets Stående Udvalg Kinas egentlige regering blev reduceret fra ni til syv medlemmer. I partihierarkiet blev regeringschefen eleveret fra nr. 3 til nr. 2. Den nyvalgte generalsekretær, Xi Jinping, overtog straks den vigtige formandspost i Partiets Centrale Militærkommission (en forskel fra forgængerne Jiang Zemin og Hu Jintao i 1994 og 2004, som kom ind med forsinkelser). Det bemærkes, at to medlemmer af Politbureauet, Wang Yang og Li Yuanchao, ikke fik pladser i det Stående Udvalg. Begge er set som fortalere for politiske reformer i retning af udvidet demokratisering. Dette fravalg tolkes som en sikker indikation af, at Kina ikke vil bevæge sig i retning af demokrati i vestlig forstand i den kommende kongresperiode der er ingen Gorbatjov -skikkelse i den nye ledelse. Den bredt accepterede konklusion er, at kinesisk politik fremover vil vægte emner som korruptionsbekæmpelse og effektiv regeringsførelse højt, men det kommer til at ske inden for rammen af de hidtidige ledelsesprincipper, som i kort form kan beskrives som leninistiske. Det eksisterende system skal styrkes og forbedres, og der skal ikke gives plads til alternative, konkurrerende styringsmodeller. Som et opmuntrende tegn kan fremhæves, at der i det fulde Politbureau på 25 medlemmer nu er en større diversitet i uddannelsesmæssige profiler. De klassiske teknokratuddannelser (ingeniører, økonomer, planlæggere) dominerer ikke længere dette ledelsesorgan. Selv eksperter i klassisk kinesisk litteratur har fået plads, og der er nu to kvindelige medlemmer en fordobling i forhold til tidligere(!) Det Sydkinesiske Hav Det Sydkinesiske Hav er et geostrategisk vigtigt område på ca. 3,5 mio. kvadratkilometer, der strækker sig fra Singapore ved Malaccastrædet til Taiwan Strædet. I havet ligger der mere end 250 små øer, rev, klipper, koralrev og sandbanker. Havet er placeret mellem Det Indiske Ocean og Stillehavet, og seks stræder i dets periferi er vigtige sejlruter, der kontrollerer adgangen til og fra verdenshavene. Omkring 90 pct. af alle handelsvarer, der transporteres mellem kontinenterne, transporteres ad søvejen. Halvdelen af disse handelsvarer målt i tonnage fragtes gennem Det Sydkinesiske Hav, som også er rigt på fisk og skønnes at gemme store mængder olie og naturgas i undergrunden. Siden 2009 er uoverensstemmelser om territorielle og maritime krav i det Sydkinesiske Hav for alvor kommet op til overfladen. Stridighederne er blevet kaldt for alle territorielle konflikters moder pga. seks staters overlappende krav i området. Uoverensstemmelser om territorielle og maritime krav ved Spratley øgruppen er den mest komplekse af stridighederne, da Kina, Taiwan, Filippinerne, Vietnam, Brunei og Malaysia alle gør krav gældende. Uoverensstemmelser over Paracel øgruppen og Scarborough Shoal vedrører kun henholdsvis Kina og Vietnam og Kina og Filippinerne. Øerne har stor betydning, da landene kan gøre krav på farvand rundt om øerne, herunder evt. eksklusive økonomiske zoner og dermed sikre sig rettigheder til ressourcerne i havområderne. 2

3 Udviklingen i Det Sydkinesiske Hav påvirker Kinas generelle udenrigs- og sikkerhedspolitik, da udviklingen i området indikerer, at Kinas intentioner bliver set som en stigende trussel i regionen. Således er flere sydøstasiatiske lande er begyndt at sikre sig mod Kinas stigende magt ved at styrke deres militære bånd til USA. Af officielle kinesiske dokumenter fremgår, at Beijing gør ubetinget krav på alle øer sammen med tilstødende havområder i Det Sydkinesiske Hav. Kina har siden 1951 krævet suverænitet over Paraceløerne og Spratlyøerne. Fra 1958 begyndte Kina for første gang at kræve maritime rettigheder rundt om øerne. I 1992 vedtog Kinas Nationale Folkekongres en lov, der stadfæster Kinas suverænitet over øerne og øernes tilknyttede territorielle farvand. Den Nationale Folkekongres vedtog i 1998 en lov, hvor Kinas maritime rettigheder i Kinas eksklusive økonomiske zone blev inkorporeret. Beijing insisterer på, at forhandlinger om overlappende krav skal ske bilateralt og ikke multilateralt, men siger også, at de territorielle og maritime stridigheder skal løses fredeligt. Den kinesiske regering har desuden foreslået at lade det være op til kommende generationer at løse uoverensstemmelserne, da tiden på nuværende tidspunkt ikke er moden til at finde en løsning, men samtidig opfordrer Kina paradoksalt nok til, at parterne kan dele ressourcerne i de omstridte områder, men lægger dog ikke skjul på, at områderne efter fælles udvinding stadig er kinesiske(!). Beijing kan imidlertid få meget svært ved at indgå et kompromis, da Kinas ledere har benyttet landets retmæssige og historiske krav i Det Sydkinesiske Hav til at styrke styrets indenrigspolitiske legitimitet, dvs. befolkningens opfattelse af regeringens evne til at varetage nationale interesser. Nationalisme kan vise sig at være et tveægget sværd, da folkelig vrede kan vendes mod styret, hvis Kinas ledere bliver opfattet som svage i forbindelse med at varetage Kinas nationale interesser. Stridighederne i sommeren 2012 om den japanskkontrollerede øgruppe Senkaku, som Kina kalder Diaoyu, der ligger nordøst for det Sydkinesiske Hav, demonstrerede, hvor sensitivt disse anliggender er indenrigspolitisk, da det kom til talrige anti-japanske demonstrationer i flere kinesiske byer. Der er naturligvis en risiko for Kina, at landet stilles over for en hel koalition af stater, der er mistroiske over for Kinas langsigtede intentioner. Derfor er Kina siden slutningen af 1990 erne begyndt at indgå i multilateralt samarbejde med de sydøstasiatiske ASEAN-lande. I 1996 ratificerede Beijing Havretskonventionen og i 2002 underskrev Kina sammen med ASEAN-landene et adfærdskodeks, hvis formål er at dæmpe stridighederne i Det Sydkinesiske Hav. Adfærdskodekset indeholder bl.a. tillidsskabende tiltag og opfordrer parterne til at vise tilbageholdenhed og løse stridighederne fredeligt. I 2003 tiltrådte Kina ASEANs samarbejdstraktat fra 1976, hvor parterne forpligter sig til at løse stridigheder fredeligt og uden brug af magtanvendelse eller trusler herom. Derudover er samhandlen mellem Kina og ASEAN-landene steget siden midten af 1990 erne efter, at ASEAN og Kina i november 2002 indgik en rammeaftale om at oprette et frihandelsområde mellem Kina og ASEAN. Frihandelsaftalen trådte i fuld kraft 1. januar 2010, og samhandelen vokser kraftigt i disse år. Kina har for længst overhalet Japan og er nu ASEANs største samhandelspartner. 3

4 Men siden 2009 er friktionerne mellem parterne blusset op igen, og Kinas mindre naboer er på ny blevet bekymret for Kinas intentioner. Kinas sydlige naboer frygter, at Beijing er blevet mere villig til at forsvare og håndhæve sine krav uden at tage hensyn til andre landes interesser. Diplomatiske gnidninger om maritime rettigheder steg i ugerne op til den tidsfrist i maj 2009, hvor staterne kunne forelægge dokumentation til en FN-kommission for udvidelse af deres kontinentalsokkel. Denne FN-kommission ser på staters krav på kontinentalsokler, der strækker sig ud over 200 sømil fra et lands kyster, men den behandler ikke forelæggelsen, hvis der eksisterer en territoriel eller maritim strid. Tidsfristen i maj 2009 medførte, at de involverede parter forsøgte at styrke deres egne krav og protestere mod de andres. Før denne tidsfrist har eksempelvis mange af landenes nøjagtige krav i Det Sydkinesiske Hav ikke været kendt. Tidsfristen har således været med til at bidrage til at eskalere stridighederne i Det Sydkinesiske Hav, da parterne har anvendt muligheden for at stille krav om en udvidelse ud over de 200 sømil. I maj 2009 afleverede Vietnam sin dokumentation til FN-kommissionen for en udvidelse af landets kontinentalsokkel sammen med en fælles vietnamesisk/malaysisk forelæggelse. Kina og Filippinerne protesterede mod disse forelæggelser. Herefter udstedte alle de involverede parter krav og modkrav. Kina fremlagde ikke selv nogen forelæggelse og nøjedes med at bestride de andres forelæggelser. Som et resultat af parternes krav og modkrav forstærkedes og intensiveredes konkurrencen om de maritime rettigheder. Således udtrykte USA og 11 lande forsamlet til et ASEAN Regional Forum-møde i juli 2010 bekymring for Kinas ageren i Det Sydkinesiske Hav. På en pressekonference efter mødet udtalte den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, at USA havde en vital interesse i at sikre navigationsfrihed, og at folkeretten blev overholdt i Det Sydkinesiske Hav. Clinton fremhævede desuden, at de territorielle stridigheder burde løses i overensstemmelse med Havretskonventionen og uden brug af trusler. Clinton opfordrede også parterne til at implementere adfærdskodekset fra Clinton tilbød samtidig, at USA ville assistere parterne i processen. Dette var en torn i øjet på Kina, som længe havde insisteret på, at de territorielle stridigheder skulle løses bilateralt og uden indblanding fra udefrakommende magter. Siden mødet i 2010 har USA taget skridt til at styrke sine forsvarsforbindelser med lande, der er bekymrede for Kinas hensigter. Således er USA s militære samarbejde med ASEAN-landene Indonesien, Filippinerne og Vietnam blevet styrket. USA har også styrket det militære samarbejde med en gammel partner, Australien. I november 2011 annoncerede præsident Barack Obama, at USA vil stationere marineinfanterister i det nordlige Australien, der ligger forholdsvis tæt på Det Sydkinesiske Hav. USA har desuden udmeldt, at Stillehavsregionen er en topprioritet for USA og forsikret landene i regionen om, at amerikanske militære budgetnedskæringer ikke vil ske på bekostning af USA's engagement i regionen. I 2011 stod Kina derfor over for et samlet Sydøstasien, som havde tilsagn om opbakning fra USA. For ikke at forværre situationen begyndte Kina i sommeren 2011 at ændre opførsel, så 4

5 Kinas strategi i Det Sydkinesiske Hav blev bragt i bedre overensstemmelse med Kinas overordnede fredelige opstigningsstrategi. I juli 2011 indledte Kina og ASEAN-landene således forhandlinger om at få implementeret adfærdskodekset fra Kina tog også initiativ til og deltog i flere møder om bl.a. maritime tillidsskabende foranstaltninger. F.eks. var Kina i januar 2012 vært for et møde mellem ASEAN-landene og Kina om at få implementeret adfærdskodekset. Denne kinesiske indsats for at dæmpe trusselopfattelsen er sandsynligvis ikke nok til ændre den tendens, hvor sydøstasiatiske lande styrker deres militære bånd til USA. Kinas magt er vokset i forhold til midten af 1990 erne. Da var Kinas forsikringer og engagement i multilateralt og institutionelt samarbejde nok til at dæmpe frygten for Kinas intentioner. Det ser ikke ud til at være tilstrækkeligt længere. De territorielle stridigheder vil sandsynligvis blive ved med at komme op til overfladen især efter øget mediedækning og folkelig opmærksomhed på området