Helligtrekonger søndag, den 3. januar 2016 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (Job 28,12-28) Johs 8,12-20) Salmer: 362, 434, 606, 66, 125, 123 v.7, 101.

Transkript

1 1 Helligtrekonger søndag, den 3. januar 2016 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (Job 28,12-28) Johs 8,12-20) Salmer: 362, 434, 606, 66, 125, 123 v.7, 101. Gud, lad os leve af dit ord Som dagligt brød på denne jord Det er ikke sikkert, vi føler, at vi er blevet klogere i julen. Mange føler, at de er blevet tungere. Og fra vores gamle juletraditioner ved vi, at endnu flere må have følt sig klemt i en sådan grad, at de var ved at eksplodere. Foruden alt det, julen også er, øver den et socialt og psykologisk pres på os. De gamle og næsten glemte traditioner ved julens afslutning sørgede tidligere for at afhjælpe dette pres. Det er med julefesten som med enhver anden stor fest sådan, at den rummer mere end vores hverdag. Det er en fantastiske vigtig kvalitet ved enhver fest. Rummeligheden. Festen er støre end vores daglige trakasserier og uoverensstemmelser. For en tid kan vi leve sammen i salig forglemmelse af hinandens mindre flatterende sider, fordi festen er vigtigere og større. Men det går kun for en tid, så klemmer tiden og opgaverne virkeligheden ind på livet af os. Og vi kan pludselig se, hvor anstrengende og urimelige, vi i virkeligheden har været. Vi kan undre os over,

2 hvordan vi overhovedet har kunne holde hinanden ud. Nu kan vi så gå hver til sit uden egentlig at få bragt mellemværendet på plads. Dengang man ikke sådan bare kunne gå hver til sit, måtte man ordne sine mellemværender, inden man kunne tage fat på de daglige opgaver igen. Det var her, juleafslutningsfesten kom ind i billedet. Helligtrekonger er i dag en reminiscens af den gode gamle juleafslutning. Når vi blot kan gå hver til sit, har vi ikke brug for ritualer eller traditioner, som hjælper os videre. Derfor er traditioner for juleafslutning svundet ind til næsten ingenting eller bare almindelig udmattelse. Dengang vi ikke bare kunne gå hver vores vej, måtte vi have hjælp til at udleve julens frustrationer. Man har selvfølgelig altid haft og brugt den mulighed at slås. Den er bare ikke så hensigtsmæssig, når man skal videre i sin dagligdag sammen. Legen har derfor budt sig til som en langt mere brugbar mulighed. Ved helligtrekonger bar man legende julen ud. Helligtrekonger var som fastelavn en udklædningsfest. Men man legede ikke som ved fastelavn med sin identitet. Man legede med sin socialitet, sit sociale sindelag eller mangel på samme. Man gik forklædte ind til sine venner og fjender, - med særlig omhu de sidste. Så kunne man 2

3 3 bagefter more sig over at have drukket kaffe i et hus, hvor man ellers ikke var særlig velkommen. Blev man gættet bag sin forklædning og maske, måtte man udstå sin straf: at blive beværtet med julens sidste småkager og konfekt. Sådan bar man julen ud. Som et svagt minde om fordums løsslupne juleafslutningsfest er der stadig familier, der tænder juletræet en sidste gang til helligtrekonger for derefter at bære det ud. Men visdommen i denne gamle bearbejdelse af sociale konflikter ved julens afslutning er glemt. Vi er gode til at forberede vores fester, julen ikke mindst med dens advent, men vi dårlige til at afslutte. Gode til begyndelser og dårlige til afslutninger. Og det er ærgerligt. For der var rigtig megen visdom at hente i de gamle traditioner. Men visdommen, hvor kommer den fra? Hvor bor indsigten? Spørger Jobs bog Vi ville mene, at nu skal den hentes på lokalhistoriske arkiver, og at det nok aldrig bliver helt det samme. Selv svarer Jobs bog, at kun Gud kender visdommen. At frygte Herren, det er visdom, at holde sig fra det onde, det er indsigt. Selvom det måske er i dybe tanker, vi bærer vores visne juletræ hen til genbrugsstationen, så er der vist ikke mange, der abonnerer på Jobsbogens tanke om, at visdommen findes hos Gud og at traditionen kunne være ledestjernen.

4 4 Men julen gjorden den klogere, som lod sig informere af andet end sin egen iscenesættelse af festlighederne og deres afslutning. Forestillingen om at visdom er noget, der kommer udefra og ikke fra det, vi kan tænke os til eller er i stand til at forestille os, har båret vores fester og de ritualer, som hørte til dem. Man gav sig derfor festen i vold i troen på, at man ikke alene blev tungere men også klogere. Når Jesus ifølge Johannesevangeliet kalder sig verdens lys og lover, at den, der følger ham som ledestjerne, aldrig skal vandre i mørke, men have livets lys, er det ikke en indre illumination, han lover sine følgere. Det er ikke en teknik, hvormed man kan komme i forbindelse med sit sande jeg, - hvilket de fleste sikkert også ville blive slemt skuffede over. Det lys, Jesus lyser med, skal forstås meget bogstaveligt som et lys, vi kan se ved hjælp af, en oplysning ikke om menneskelivet, men en oplysning af menneskelivet, så vi kan se, hvordan det er. Eller måske bedre: så vi kan holde ud at se, hvordan det er. Dengang man byggede landets første stenkirker, lod man lyset fra den opgående sol falde skråt ind gennem et rundt eller kløverbladsformet vindue i apsis. Her så den, der deltog i gudstjenesten, det guddommelige mysterium, når lyset på sin vej faldt på det kors, som stod på alteret. Gud, som bor i lyset, kunne man ikke se. Den, der ser ind i lyset, bliver blændet eller blind. Men hvor

5 lyset reflekteres i det menneske, som symboliseres ved korset, så man både Gud og den oplysning af menneskelivet, Jesus havde givet med sit liv og sin død. I vinduets ubrudte glas var hele julens mystik. Ligesom lyset ikke splintrede glasset, var Marias jomfruelighed intakt efter både undfangelse og fødsel. Og som korset på alteret genskinnede af lys fra lysets kilde, således var Jesu død ikke mørkets sejr men livets sejr. Lyset er julens helt afgørende allegori. Ligesom lyset i stager, adventskranse og balanceholdere, brænder og derved udsender lys og varme, sådan brændte Jesus også. Han brændte ikke i den betydning, at han ivrede for en sag. Der var ikke noget, han brændte for. Jesus brændte som lyset ved at fortære sig selv, brænde op og brænde ud. Men han udsendte så varmt et lys og så god en varme, at vi siden har kunnet både se og varme os ved det. Blandt ålefiskere går den talemåde, at der er frost i lyset. Det betyder meget bogstaveligt, at når det bliver klart vejr, bliver det også isnende koldt. Men det har selvfølgeligt også samtidig den overførte betydning, at der findes en oplysning om os så ubarmhjertig, at den isner i os. Det er akkurat det forhold, Grundtvig konstaterer i fortalen til Nordens Mytologi i sin søgen efter sandhed, at lys uden varme er et helvedes. Der lærte jeg arme i midvinter sval, at lys uden varme er helvedes kval. 5

6 Jesus lyser op i vores tilværelse med en varme, som får os til at se. Vi ser ikke noget, som ikke altid har været der, men vi ser i stedet for at se bort fra. Vi ved, at alt tåler det lys, han lyser med. Jesus lyser med livets lys. Det er akkurat denne viden, traditionen har båret frem til os som leg. Helligtrekongersløb og udklædningsfest. Her blev vi tidligere klogere på vores konflikter. Vi lærte, legende, at det aldrig er nok at have ret. Det gjaldt i stedet om at finde ud af at leve sammen med dem, man havde forurettet, fornærmet, krænket ved at opgive den billige vellyst ved selv at føle sig forurettet for i stedet at lege sig frem til en sandhed om sit eget liv. Når Gud kunne kaste sit nådige lys over vores liv, kunne vi vel også holde det ud i øjenhøjde. Og kunne vi ikke, gav legen os en hjælpende hånd. Og vi blev klogere. Vi kan ikke rigtig lege mere, men vi kan fortælle historien, og det kunne da være, at den havde samme kræfter som legen. 6