SOUND SETTLEMENTS RAPPORT FRA STUDIEREJSE TIL FREIBURG OG NOTER FRA BASEL, MULHOUSE, LYON, PARIS OG AMSTERDAM OPLÆG TIL TOOLBOX OG SCENARIER

Transkript

1 Kunstakademiets Arkitektskole Institut for Planlægning Bygningsgruppen PDM SOUND SETTLEMENTS RAPPORT FRA STUDIEREJSE TIL FREIBURG OG NOTER FRA BASEL, MULHOUSE, LYON, PARIS OG AMSTERDAM OPLÆG TIL TOOLBOX OG SCENARIER Rapporten er sammenfattet på baggrund af oplæg fra og drøftelser i projektgruppen af lektor, arkitekt Peder Duelund Mortensen. FORORD I foråret 2011 gennemførte 15 af deltagerne i Sound Settlements projektgruppe en fælles studierejse til Freiburg i det sydlige Tyskland. Anledningen til at vi valgte netop Freiburg som rejsemål var, at man der siden 1970erne har arbejdet med bæredygtig byudvikling og byggeri med både eksempler på bæredygtig byfornyelse og planlægning af nye bydele som resultat og best case i Europa. Studierejsens mål var at hente, dele og diskutere erfaringer og inspiration fra rejsen til udviklingen af de fire case områder i projektet Sound Settlements. Men først og fremmest at rejsens iagttagelser sammen med iagttagelser i case områderne skulle danne grundlag for skitsering af en toolbox med iagttagelser, der kan anvendes enkeltvis eller i kombination i scenarier, der udvikles som et af projektets resultater. Rapporten er skrevet med bidrag fra rejsedeltagerne, især de forskere, der behandler det bygningsmæssige tema: Elisabeth Dalholm, Claus Bech Danielsen, Heidi Kajita Svenningsen og Annika Kruuse. Rapporten er desuden i forløbet diskuteret og struktureret i dialog med Heidi Kajita. På oplæg fra Heidi besluttede tre forskere Heidi Kajita, Claus Bech Danielsen og undertegnede at rejse videre efter besøget i Freiburg, først med hele gruppen til Mulhouse og derefter til Lyon og Paris. Målet var først og fremmest at besøge byggerier af arkitekterne Lacaton & Vassal og Frederic Druots tegnestuer. Besøget i Basel blev gennemført på oplæg fra Annika Kruuse, mens en mindre gruppe efter Mulhouse tog til Bijlmermeer og gjorde iagttagelser her på oplæg fra Elisabeth Dalholm. 1

2 Med udgangspunkt i denne rapport og andre inspirationskilder er toolbox ens værktøjer formuleret og indgår i diskussionerne med case områdernes repræsentanter. Igennem tre lokale workshops udvælges de relevante værktøjer og kombineres med iagttagelser fra case områderne. Endelig generaliseres værktøjer og iagttagelser i scenarier, der kan anvendes som inspiration til planlægning andre steder. 0.1 Lighed eller mangfoldighed i bebyggelserne oplæg til diskurs Som oplæg til et nyt paradigme for omdannelser i bebyggelserne er følgende spørgsmål rejst: Kan vi få mangfoldighed ind i projektets tre case bebyggelser, der er skabt i lyset af efterkrigstidens rationelle og systematiske tankegang? Dengang lighed var et princip i arkitekturen! Og videre er følgende spørgsmål rejst: Begår vi i disse år den fejltagelse, at vi oversætter de samfundsmæssige idealer om mangfoldighed og diversitet alt for direkte til det arkitektoniske rum? Med Foucault kunne man påpege, at der er en afgørende forskel på arkitekternes producerede rum, og det levede hverdagsrum. Mangfoldigheden kommer til udfoldelse i livsrummet og det kan udfoldes i mange arkitektoniske former og allersmukkest måske, når den udfoldes på en stram baggrund. Årsagen er en forståelig reaktion mod 1970 ernes bebyggelser altså dem vi beskæftiger os med der er blevet kritiseret for at være ensformige og monotone. Men kan vi i formuleringen af et nyt paradigme for omdannelserne af 70 er bebyggelserne lære af modernismens byggerier i efterkrigstiden fx Søndergårdsparken i Bagsværd? Da Søndergårdsparken blev bygget i var det en dristig fornyelse af bebyggelsesform og tektonik i det almene byggeri. Boligerne var nemlig lave huse omgivet af grønne områder, hvilket stod i skarp kontrast til de store etagebyggerier, der hidtil havde domineret og som kom igen i 70 ernes store, industrialiserede byggeri. Boligerne i Søndergårdsparken er placeret omkring et stort fællesareal, og alle huse har en tilhørende privat have. Netop det grønne fællesareal i midten samt kombinationen af fritliggende og sammenbyggede huse afslører, at bebyggelsen var inspireret af de engelske havebyer fra begyndelsen af 1900-tallet. Til gengæld er husenes homogene, gule teglarkitektur og de spartanske huskroppe uden overflødige dikkedarer udpræget nordisk modernisme. Netop husenes knaphed, materialer og samspil med landskabet tydeliggør, at bebyggelsen knytter sig til den funktionelle tradition. Ikke mindst ligger byggeriet op ad funktionalismens højdepunkt, Aarhus Universitet, der blev påbegyndt i begyndelsen af 1930 erne. Friarealerne genfortolker de store træk i det danske landskab: et let bølgende terræn med fælles opholdsarealer og store, fritstående træer i dalenes bund og bebyggelse øverst på skrænterne. Bebyggelserne er omgivet af private haver med levende hegn, som indrammer og giver læ til det fælles terræn. De blomstrende og forskelligartede haver tilfører nicher med mangfoldighed i anvendelse og udtryk samt biologisk diversitet til landskabets store og enkle træk. Husene er minimale i udtryk, men med stor stoflighed og enkel, udtryksfuld detaljering. Skure og garager supplerer husenes grundform, udført af sortmalet træ og indpakket i hække. Og en mangfoldighed af småbygninger og pergolaer supplerer i haverne. I 2

3 indretningen af husene introducerede arkitekterne overlappende funktioner fx kombination af spise- og opholdsstue som en ny måde at spare plads på, men samtidig en åbning af boligkonventionerne for forskelligheder i livsformer og behov. Søndergårdsparken er et højdepunkt inden for dansk boligbyggeri og foregriber tæt-lavbyggeriet, som blev populært i 1970 erne og 80 erne. 1 Med udgangspunkt i Søndergårdsparken er spørgsmålet, om vi kan finde en anden måde at slippe mangfoldigheden og forskelligheden løs på, end det paradigme, som har præget i de seneste årtiers omdannelser i 70 er bebyggelserne, om at ombygge bebyggelsernes grundstrukturer til komplekse bygningskroppe med formmæssig pluralisme i detaljering og materialitet,? 0.2 Oplæg til metode og struktur i rapporten - toolbox og scenarier I forbindelse med rapporteringen er skitseret en model, en toolbox for begrebsdannelse og struktur i projektets iagttagelser og oplæg til scenarier. Modellen indeholder to tilgange, tematisk og skalamæssigt, som danner et felt for iagttagelser og relationer: toolbox tema skala BYDEL BEBYGGELSE BYGNING BOLIG IDENTITET LANDSKAB RESSOURCER scenarier Drottninghög MANGFOLDIGHED FORTÆTNING 1 Kilde: Arksite Kanon, Dansk Arkitektur Center. Poul Ernst Hoff, Bennet Windinge. Landskabsarkitekt: Aksel Andersen , Ibsvej, Bagsværd 3

4 På baggrund af workshops i caseområderne er en række scenarier skitseret som et konkret bud på modellen. Planen er at videreudvikle scenarierne i efteråret igennem workshops og at sammenkæde dem til inspiration og som grundlag for diskurser i det enkelte case område og siden generaliseres til inspiration for fremtidige omdannelser i regionen. Foreløbig er følgende rumlige diagrammer skitseret, som illustration af modellens helhed og elementer: BYDEL BEBYGGELSE BYGNING IDENTITET GENERATIONERNES, KULTURERNES OG FORTÆLLINGERNES BY HAVEBYENS LIV, RUM OG UDTRYK VINDUER TIL LIV TILBAGETRUKKET-ÅBENT CYKLISK-FLYGTIGT INDIVIDUELT-FÆLLES LANDSKAB VED STRAND LANDSKABSSTRØG OG STEDER BYGNINGER I LANDSKABET PÅ SLETTE HA-HA GÆRDET PÅ BAKKE STRØGET ALLÉEN HAVEN RESSOURCER DE KORTE AFSTANDES BY KORTE VEJE KOMPAKTE FÅ BELAGTE AREALER LETTE AT VEDLIGEHOLDE REGNVAND TIL DET GRØNNE ÅBNER FOR SOLEN TÆTHED STOP FOR BYSPREDNING TRANSFORMATION MED TÆTHED TÆTTE OG GRØNNE BYDELE HORISONTAL BY FORMÅL RYG MOD RYG PASSAGER ARKADER I GADELINJE HÅRD BLØD ÅBENT - LUKKET SEKUNDÆR ÅBNE SMÅ LETTE SPECIELLE PRIMÆR MANGFOLDIGHED PÅ KANT OM HAVE OM ANLÆG TUNGE GENERELLE AD HOC 4

5 Scenarier, illustration af helhed og elementer IDENTITET Hvis identitet er bevidsthed om særpræg gælder det så om at: Slippe forskellighederne løs, skabe bevidsthed om dem og synliggøre dem? Hvad drejer det sig om? Hvilke karakterer skal de have? Hvilke slags rum skal der til? BYDEL GENERATIONERNES, KULTURERNES OG FORTÆLLINGERNES BY BEBYGGELSE 60 ERBYENS FORSTADSLIV VINDUER TIL LIV BYGNING TILBAGETRUKKET-ÅBENT CYKLISK-FLYGTIGT INDIVIDUELT-FÆLLES Oplæg til uddybning af modellens illustration af scenarier for begrebet identitet 5

6 1. FREIBURG 1.1 BAGGRUND Geografi og planlægning Freiburg im Breisgau ligger centralt i regionen Øvre Rhin i delstaten Baden-Würtemberg. Regionen grænser op til Frankrig i vest og Schweiz i syd. Grænsen følger Rhinen, som både markerer, samler og adskiller floddalens landskabelige hovedform. Floddalen afgrænses af skovklædte bjergområder: Schwarzwald i øst, Vogeserne i vest og Jura i syd. Freiburg ligger mellem Schwarzwald-bjergenes udløbere. Floddalen, de omgivende bjerge og byens beliggenhed på kanten mellem disse landskabsformer skaber store værdier såvel kulturelt som for erhverv og fritidsliv, ikke mindst for landbrug og turisterhverv. Et regionalt samarbejde er opbygget på tværs af grænsen mellem Frankrig, Schweiz og Tyskland. Grænseområdets hovedbyer er Mulhouse på den franske side, Basel på den schweiziske og Freiburg på den tyske side. Samarbejdets fokus er udvikling af industri, naturværdier, viden og turisme initieret igennem politisk og kulturelt samarbejde. Regionens naturrigdomme er fulgt af indsatser for naturbeskyttelse og opbygning af særlige kompetencer omkring energi og bæredygtig udvikling. Atomkraftmodstanden har siden 1975 været en vedholdende og stærk politisk og kulturel faktor i Tyskland, hvor regionens tyske del har afvist atomanlæg. De nærmeste anlæg ligger på den franske side af grænsen og indgår aktuelt i en regional, politisk debat på tværs af grænserne. Den bæredygtige udvikling i Freiburg har rødder tilbage i historien. Det startede i 1970 erne, hvor Freiburg blev en del af en større industriudvikling i EU, og det resulterede i et hurtigt voksende behov for energi. For borgerne i Freiburg hænger byens identitet tæt sammen med områdets landskabelige kvaliteter. I den sammenhæng opstod der en bekymring for, hvad den industrielle udvikling ville medføre. Den voksende miljømæssige bevidsthed kom blandt andet til udtryk i en engageret modstand mod A-kraft. Den miljømæssige bevidsthed i Freiburg har altså hjemme i et engagement i befolkningen og borgerdeltagelsen bliver stadig betragtet som et vigtigt element i den bæredygtige udvikling i Freiburg. Byens position i kulturlandskabet har betydning for byens form og udbredelse. Dalbundens værdi som dyrkningsareal, floddalens rekreative værdier, områder med vindyrkning på bjergenes udløbere nord og syd for byen og skovbrug og rekreative værdier i bjergegnene øst for byen har igennem årtier skabt baggrund for en restriktiv arealpolitik for byens vækst med klare grænser mellem det bebyggede og det omgivende land og med relativt tætte bydele. 6

7 Freiburg har ikke egentlige forstæder, men der er en række mindre, afgrænsede landsbyer i oplandet Freiburg har som følge heraf ikke egentlige forstæder, men der er en række mindre, afgrænsede landsbyer i oplandet. Tilløb til udbredelse med lav bebyggelse blev bl.a. bremset i 1990 erne med anlæg af to nye, tættere bydele Rieselfeld og Vauban. Rieselfeld blev anlagt på en tidligere vandfiltergrund og Vauban på et tidligere militært kaserneområde for franske besættelsestropper. Det er disse to bydele, der er fokus for denne undersøgelse. Byens udvikling fremover er fastlagt i Land-use-plan 2020, der foreskriver fortætning som modtræk til kommunens begrænsede arealressourcer. Herved opstår markante møder mellem land og by, og mellem ældre haveboligområder og nyere etageboligområder. Zoning, isolation og segregering er afløst af en idé om udveksling mellem lokale identiteter, og byvækst i forstæderne er afløst af transformation af områder indenfor byens kant til tættere bydele. Arealfordelingen i kommunen er: 42 % af kommunens areal optages af skov og vand 25 % af landbrug 28 % deles mellem industrizoner (10 %) og bebyggelse med tilhørende friarealer (18 %) Historie Freiburg er grundlagt i Opførelsen af domkirken Münster begyndte i 1200-tallet. Kirken er stadig et centralt element i byens plan og snit. Bebyggelsernes højde er 3-4 etager i bykernen og op til 5 etager i de omgivende bydele med enkelte højere bebyggelser. Flere krige har hærget i området siden 1200-tallet, senest under 2. verdenskrig, hvor 90 % af Freiburg blev jævnet med jorden. Bykernen blev genopbygget efter krigen og helt frem til 1970 erne i en indsats, der fastholdt tidligere arkitektoniske hovedtræk fx gademønster, ejendomsskel, funktionel struktur og proportioner. Bevarede bygninger og bygningsdele blev genbrugt, suppleret og rekonstrueret på grundlag af de gamle hovedtræk i byen og matrikelopdelingen. På grunde, hvor kun få rester af den tidligere bebyggelse stod tilbage, blev nye bygninger opført i efterkrigstidens byggeskik, med samtidens arkitektoniske træk og nyt indhold, men i en bygningsform der fastholdt de tidligere hovedtræk i højde, etageantal og husdybde. 7

8 1.1.3 Befolkning og beskæftigelse Byen har indbyggere. Indbyggertallet i Freiburg lå i perioden op til 1800 omkring og voksede i 1900-tallet til Indbyggertallet voksede relativt hurtigt i efterkrigstiden, i årene fra 1950 til 2010 fra ca til med en jævn tilvækst på pr. år Befolkningstætheden i kommunen er i gennemsnit 50 indbyggere pr. ha. I de bymæssige områder er befolkningstætheden relativt høj, i bymidten 80 og i de nye bydele Rieselfeld og Vauban hhv. 90 og 127 indbyggere pr. ha. Alders- og kønsfordelingen viser en jævnt faldende kurve i antallet fra yngre til ældre med største antal i 20 års alderen. Andelen af børn og unge under 18 år er 16 % i kommunen som helhed og ca. 30 % i de nye bydele Rieselfeld og Vauban. Antallet af enlige mødre er i de nye bydele højere end byens gennemsnit. Antallet af indbyggere af udenlandsk herkomst er i gennemsnit 12 %, i bymidten 16 %. I 60 er kvarteret Weingarten er andelen 50 % og i de nye bydele Rieselfeld og Vauban 10 %. Freiburg er universitetsby med studerende. Samtidig er turisterhvervet i kraftig vækst. Antallet af overnatninger pr. år steg markant fra i 1980 til i Det kulturelle og relativt velstillede miljø, de mange unge under uddannelse og turisterne er med til at skabe et mangfoldigt og vitalt byliv. Der er arbejdspladser, hvoraf besættes af ind-pendlende arbejdskraft af byens indbyggere pendler dagligt ud til arbejde udenfor byen. Arbejdsløsheden angives til under 10 % siden Transport 70 % af Freiburgs transport i byområdet er dækket af gang, cykling eller offentlig transport. Et kollektivt rejsekort gælder til alle regionens offentlige transportformer. Sporvogns- og letbanelinjer betjener hele byens flade med krydsningspunkter i bykernen. Den første sporvognslinje blev anlagt i efterkrigstiden som led i byens genopbygning. Cykling og kollektiv transport er øget markant i Freiburg i de seneste år. Regler, fysisk planlægning og effektivisering af den kollektive transport støtter dette. Handel og service findes lokalt der, hvor man behøver den. Byen kaldes de korte afstandes by. Antallet af biler i Freiburg er vokset fra i 1980 til i 2005 og er siden faldet til ca Antallet af personbiler pr indbyggere i kommunen er i gennemsnit 339, med 293 pr indbyggere i midtbyen, 299 i Rieselfeld og 160 i Vauban. 8

9 1.1.5 Energi Indsatsen på energiområdet i Freiburg består dels af energibesparelser, dels af udnyttelse af alternative energikilder som sol, vind, biomasse og vandkraft. Freiburg får i dag 5 % af sit energiforbrug dækket af vedvarende energikilder. Til sammenligning får Tyskland samlet set 17 % af landets energiforbrug dækket af vedvarende energikilder. Danmark får dækket cirka 10 %. Energipolitikken er efter Tjernobyl-ulykken i 1986 lagt om med vægt på energibesparelse, kombinerede kraft-varme anlæg, fjernvarme og lokale minianlæg, biobrændsel samt sol- og vindenergi. Politikken støttes af de klimatiske forhold, idet Freiburg har den højeste gennemsnitstemperatur og flest solskinstimer i Tyskland. Den vedvarende energiproduktion på 5 % er langsomt voksende. CO2 udledningen er reduceret med 14 % fra 1992 til Målet er 40 % reduktion frem til 2030 opgjort i forhold til 1992 bl.a. med indførelse af passivhus-standard for nybyggeri. En væsentlig måde at igangsætte opsættelse af solceller i Freiburg findes i reglerne for køb og salg i forhold til den offentlige elforsyning. El-prisen for salg af overskydende strøm fra private solceller er 0,54 euro/kwh. El-prisen for køb af strøm er 0,20 euro/kwh. Det betyder, at det kan betale sig for private at investere i solceller. Der er fx husejere, som har fået lov at opsætte solceller på naboens tagflader, da det blev betragtet som en god investering. Til byens ressourcepolitik hører også vægtningen af kollektiv transport og bløde trafikformer, ligesom rammerne for byens udbredelse og relativt store tæthed og kompleksitet i de nye bydele medvirker til begrænsning af ressourceforbruget. 1.2 IAGTTAGELSER Identitet Freiburg får i dag 5 % af sit energiforbrug dækket af vedvarende energikilder. Det er værd at bemærke, at Freiburg, der er blevet berømmet for sin miljøindsats, ligger væsentligt under det øvrige Tyskland. Tyskland får som helhed 17 % af landets energiforbrug dækket af vedvarende energikilder og Danmark cirka 10 %. Det fortæller om betydningen af branding og identitet, at Freiburg opfattes som best case når det gælder ressourcer. Det viser, at nogle miljøindsatser er lettere at italesætte og dermed lettere at skabe brand og identitet omkring end andre - en indsats på bygnings- og bebyggelsesniveau synes lettere at markedsføre end en indsats omkring energiforsyning. Freiburgs branding af miljøindsatsen støttes af det kollektive transportsystem og koblingen af offentlig transport og bløde transportformer. Fx er mulighederne for cykelparkering og sammenkoblingen mellem café- og byliv, cykelparkering og cykelværksteder lige ved stationen i Café Velo meget synlig i bybilledet og bliver et stærkt symbol på Freiburg som bæredygtig by. 9

10 En stor del af Freiburgs centrale bykerne er opført i 1970 erne. Her lå tidligere Freiburgs historiske bydel, der imidlertid blev ødelagt under 2. verdenskrig. I 1970 erne blev området igen bebygget, og det historiske gadenet blev genetableret. Langs de smalle og snoede gader er opført nye bygninger i struktur og volumen, som i størst muligt omfang svarer til de oprindelige, mens arkitektonisk form og funktion udtrykker den tid, de er genopbygget i. Byens liv og opbygning fornys således med udgangspunkt i kulturelle værdier, sociale organisationer og identiteter indlejret i traditionen. Gaderne er belagt med brosten. Der er åbne render for regnvandsafledning og vandgennemstrømning i bykernen. De åbne regnvandskanaler, der afkøler i sommerperioden, tilfører karakter og adskiller fodgængerarealer fra biltrafik. Der løber konstant vand i renderne fra kilder i bjergene, som støder op til bykernens kant. Gadebelægningen og renden er udført af forskellige stenmaterialer med ilagte mosaikker, formet som ikoner for funktioner i nogle af bygningerne. Valget af ét, robust materiale og anvendelsen af dette i forskellige formmæssige bearbejdninger, tilfører byen et sprog og æstetisk værdi, som bidrager til byens identitet. Det er en kvalitet som fastholdes og videreføres i de nye bydeles belægninger, kanter og siddeflader. Rendernes udspændte superstruktur, lineære enkelhed og præcise snit danner rygrad for middelalderbyens arkitektoniske sammensathed i skala fra by til detalje. Vandet, bevægelsen, den rislende lyd og belægningens materialer markerer nærheden til bjergene og byens naturressourcer. Renderne er samtidig med til at skærpe opmærksomhed og blik ved færdsel i byrummet, sætter farten ned. Bevægelsen forankres i det urbane rum, og der tilføres rekreativ værdi, sanselighed og udfoldelsesmuligheder. De forskellige træk i byens udvikling giver tilsammen en opfattelse af Freiburg som en bæredygtig helhed, med de synlige, fysiske og arkitektoniske greb som afgørende for identitetsopbygningen. Byplanen og bygningerne i bykernen kan siges at mime middelalderbyen. På mange måder kan bydelen således sidestilles med bebyggelser som eksempelvis Jakriborg, der kopierer et historisk udtryk. Bydelen i Freiburg er imidlertid langt mere overbevisende. Hvorfor? Der er rent faktisk det byliv i gaderummet, som det arkitektoniske udtryk lægger op til. Og bebyggelsen låner autenticitet fra mønstre i og rester af den historiske bydel, mens nye bygninger opføres med et samtidigt formsprog og program, hvor der ikke var historiske rester at bygge videre på. 10

11 Bebyggelsen får således autenticitet ved at placere sig i det historiske gadenet, hvor Jakriborgs arkitektoniske udtryk ikke har rødder i en lokal kontekst, og ved samtidig i indhold og arkitektonisk form at udtrykke en autentisk nutid i den del af bebyggelsen, der ikke kunne bygges op igen Ressourcer Trafikplanen er et væsentligt element i byens bæredygtighed. Den understøttes af rammer for butiksforsyningen, som fastholder dagligvare- og specialbutikker i bykernen og bydelscentrene i kort afstand fra boligområderne, og forhindrer opførelse af storcentre bortset fra særlige varegrupper udenfor bydelenes forretningsstrøg. Byens planlægningsrammer forbedrer dermed mulighederne for den mangfoldighed, der opleves lokalt i Freiburgs bydele. Trafikplanen støttes også af et regionalt Travel Card, der giver adgang til al offentlig transport i byen og oplandet med et enkelt kort. Freiburgs banegård er udformet som en trafikal hub, der skaber mødepunkt og omstigning mellem alle byens kollektive og bløde trafikformer. Her mødes international og regional togtrafik, sporvogns- og letbanelinjer med byens hovedstrøg og stinet. En vejbro over banen har omstigningsstoppested for letbanen. Og bygningen Café Velo med cykelparkering, cykeludlejning og -service samt café forbinder broen med stinettet. Det er tydeligt en by, som prioriterer bløde trafikformer som forudsætning for et godt miljø omkring hverdagslivet, tæthed, mangfoldighed og begrænset ressourceforbrug. Den fysiske udformning bidrager hertil på tværs af skalaer fra byens trafikplan til snit i gader og stier. I det centrale Freiburg er der et udbredt net af gågader og cykelruter, og der er indrettet cykelparkering. Vandkanalerne støtter opfattelsen af byrummene som fodgængerstrøg og forhindrer, at biler kan køre op på fortovene ved af- og pålæsning. Men bevægelseshæmmede kan have besvær med at komme frem på grund af brostensbelægningen og kanalerne. Store dele af belægningen er slebet, så der opnås god bevægelsesfrihed også for bevægelseshæmmede på disse arealer. 90% af indbyggerne bor i zoner med højst tilladt hastighed på 30 km i timen, men spørgsmålet er, hvor effektive disse zoner er, når hastigheden kun reguleres med skiltning, mens vejenes bredde og forløb lægger op til højere hastighed. 11

12 2. RIESELFELD 2.1 BAGGRUND Rieselfeld er det ene af to større nye byområder, Rieselfeld og Vauban, der er opført i de seneste årtier i Freiburg med henblik på at etablere en bæredygtig udvikling i forbindelse med byens vækst. Rieselfeld er det største af de to områder, med ca beboere. Området var tidligere udlagt til behandling af Freiburgs spildevand, mens Vauban har været bebygget siden 1938, hvor området husede en række kasernebygninger for militæret. Efter krigen blev kasernen hjemsted for franske tropper. En række af de gamle bygninger findes stadig i området. De er indrettet til boliger, og arealet er udviklet med boligbyggeri. Rieselfeld er afgrænset mod vest og nord af et naturområde, mod øst af nabobydelen Haslach og en ringvej og mod syd af industriområdet Haid. Bydelen er afskærmet mod ringvejen og industriområdet med skovbælter. Transport til bykernen tager 12 minutter med letbanen, som blev åbnet i Bebyggelsen rummer ca boliger med indbyggere. 18 % af indbyggerne er under 18 år. Antallet af arbejdspladser er planlagt til i bydelens institutioner, butikker, restauranter og andre serviceerhverv. I det tilstødende erhvervsområde er der industriarbejdspladser Historie Rieselfeld ligger i det vestlige Freiburg på en tidligere kommunal vandfiltergrund. Området dækker et areal på 70 ha, der blev udviklet som et eksempelprojekt for bæredygtig udvikling efter en plan fra Rensningsanlægget blev lukket i 1985, og bydelen forventes færdigudbygget i % af bydelens indbyggere er flyttet til fra andre områder i Freiburg og opland. Beboerne føler sig og er Freiburgere, ikke beboere i en forstad. Rieselfelds bebyggelsesform blev fastlagt igennem en arkitektkonkurrence i 1992 ud fra vinderprojektets forslag med storkarréer. Bebyggelsesformen fulgte en bevægelse for bymæssighed med gaderummet som det primært strukturerende element, fx kendt fra udviklingen i Berlins IBA. 2. præmieforslaget tegnet af Vandkunsten foreslog derimod en udvikling efter idéer fra 1920 ernes haveby, som kendes i Freiburg fx i bydelen Weinberg. Forslaget formede en fliget kant mod det åbne land af lav-tæt bebyggelse. Den realiserede byplan har derimod en skarp kant mellem det bebyggede og det omgivende landskab. 12

13 Planlægningen indeholder økologiske målsætninger fx høj grad af energimæssig selvforsyning og bæredygtig regnvandshåndtering. Kommunen overdrog jorden til et udviklingsselskab, som byggemodnede arealet og solgte byggefelter og byggeret til private bygherrer eller byggegrupper. 70 % af byggeretten blev solgt til Baugemeinschaften eller andre private ejere, 20% til almene boligselskaber og 10% til private udlejere. Målet var at udvikle en naturligt voksende by sovebyens modsætning. Planen var oprindeligt at opføre 50% som socialt boligbyggeri, men det blev kun til 20% i forbindelse med, at bebyggelsen viste sig at kunne tiltrække miljøbevidste husholdninger fra middelklassen, heraf mange børnefamilier med voksne i erhvervskarrierer. For at undgå segregering har ambitionen været at blande udlejnings- og ejerboliger. Hver bygherre fik lov til at opføre højst 60 boliger. Etableringen af Baugemeinschaften blev favoriseret og fik bl.a. ret og hjælp til at ansætte deres egne, professionelle byggerådgivere. Der er opført 90 enheder med denne ejerform Bebyggelsens målsætninger og rammer Målsætningen for bydelens planlægning er: Urban karakter med høj bebyggelsestæthed Mulighed for både at bo og arbejde i selve bydelen Opmærksomhed på udvikling af særlige kvaliteter i bystruktur og boligform Boligområde med tilgængelighed og indretning uden barrierer både for familier og handicappede Storkarreer opdelt i små enheder boliger til indbyggere God privat og offentlig service Bæredygtighed i planlægning og byggeri Rekreative kvaliteter Den arkitektoniske målsætning er: Mangfoldighed i stedet for monokultur med gennemsnitligt 24m brede grunde for at skabe arkitektonisk afvekslende byggeri Storkarreer med randbebyggelser langs de omgivende veje og med fælles friarealer på bagsiden Sammenbyggede eller fritliggende etage- og flerfamiliehuse med parkering under terræn 13

14 Byhuse med etageboliger og to-plans boliger i øverste etage samt række- og dobbelthuse med carporte Alle behov i dagligdagen kan findes i bydelen. I bydelens midte er udlagt et område til bydelsfunktioner og institutioner, bl.a. et gymnasium. Gymnasiet var den første større funktion, der blev udflyttet til det nye område og var med til at motivere en forlængelse af letbanelinjen og en fortsat bymæssig udbygning. Bydelens overordnede funktioner ligger på en central plads ind til strøget med friarealer, der strækker sig mod nord ud imod de omgivende rekreative arealer. Parkering sker på veje og i p-kældre. To karréer i bydelens sydvestlige område er i ca. dobbelt størrelse. Bebyggelserne åbner sig her på bagsiden mod et frodigt landskabsstrøg, en bypark med regnvandsgrøft og fælles, halvprivate og private friarealer bl.a. naturlegeplads og kolonihaver. Grænserne mellem arealer og funktioner er grønne og transparente. Friarealerne anlægges og plejes efter et grønt regelsæt for udformning, anvendelse og drift af de offentlige områder. Regnvand fra bebyggelsens tage ledes ud i terræn via åbne render. Rieselfeld er en karrébebyggelse med private altaner eller forhaver til de enkelte boliger samt delte haver omkring hver bygning. Hvor der er større baghaver eller fælles friarealer, er der mange eksempler på gør-det-selv legehuse og skure. Dette må ses i relation til den organisering og kollektive styrke, som findes i ejerformen, særligt i bydelens Baugemeinshaften, og til udvikling af et regelsæt, som åbner for bygningsmæssig mangfoldighed. Rammebetingelserne for bygningerne stiller krav til en relativ høj tæthed og randbebyggelse med byggeri væg mod væg langs gaderne i max. 5 etager. De mange, forskellige bygherrer og flere grupper med Baugemeinschaften bidrager til, at de fleste huse ser forskellige ud. Gaderummene skal beplantes med træer, og friarealerne bag skal være grønne. Den enkelte bebyggelsesenhed må max. indeholde 60 boliger, hvilket giver plads til mindst 3 enheder i hver karré. 14

15 Der er krav om tilgængelighed for barnevogne og kørestolsbrugere uden trin til alle stueetager incl. individuelle boliger, store elevatorer og plads til at stille barnevogne og hjælpemidler i alle indgangszoner. Der er endvidere krav om tryg og kriminalitetsforebyggende planlægning, som gælder både bygninger og friarealer: Korte og trygge færdselsarealer i bebyggelserne og til omgivende friarealer og rekreative funktioner, transparens, lys og opbygning af naboskab og særligt fokus på sikkerhed for kvinder og børn. 2.2 IAGTTAGELSER Identitet - bebyggelse og landskab Rieselfeld er en speciel bydel, som søger sin identitet i en bæredygtighedsprofil. Friarealernes og bebyggelsens arkitektur følger træk i det postmoderne bylandskab og signalerer tæthed, offentlighed og byliv. De forskellige dele holdes sammen af en akse med sporvognstracé, kommercielle og offentlige institutioner. Byplanen er zoneopdelt, med store institutioner, skole og gymnasium tæt på byens plads. På pladsen ligger kirke og mediecenter. Langs pladsens ene side er bydelens centrale strøg, som spænder igennem bebyggelsen med forretninger nederst og boliger ovenpå. Sporvognen har flere stoppesteder i forløbet. Pladsen er et udstrakt rum med fritliggende og robuste, offentlige bygninger. Omkring de offentlige bygninger er zoner formet til udendørs formål. Pladsens flade spænder ud til de omgivende boligbebyggelser. Pladsen er opdelt i områder med hårde og bløde belægninger, og beplantet med opstammede træer. Overfladen er dels grus og dels stenbelagt. Den minder om franske byers store paradepladser og fungerer som dem til skiftende funktioner som marked, cirkus og festivaler. Her promeneres i den blå time, og unge samles på bænkene i tilpas afstand fra boligerne. Man kan færdes i anonymitet og samtidig være i tryghed. Institutionsbyggeriet i pladsens kant er udformet, så det i fremtiden kan ændre funktion fra børnepasning til ældrecenter. Bydelenes relativt lille befolkningstæthed kan imidlertid kun skabe byliv i dele af hovedstrøget og det største af de indre friarealer. Resten af bydelen er forstadspræget - stille, harmonisk og børnevenlig. Rieselfelds identitet er således knyttet til den urbane bys opdeling i private parceller afgrænset af tydelige skel mellem offentligt og privat. Opdelingen forstærkes af den funktionelle deling af fladen og bebyggelsens karréform, der opdeler terrænet i gade- og gårdrum. Opdelingen blødes dog op med gadernes rummelige og sammensatte snit, allétræer og forhaver. Denne identitet kendes fra kvarterer til det mere velstillede borgerskab fra 1900 tallets begyndelse i storbyerne. Grundstørrelserne uden for bykernen, byggeselskaberne og bebyggelsesenhederne voksede i størrelse, og der opstod samlede gård- 15

16 eller haverum og kvarterer med forhaver, i København fx på Frederiksberg, på Østerbro og omkring Borups Allé. Tætheden i disse bydele er dog væsentligt større end i Rieselfeld, hvor det forstadsprægede hverdagsliv må stille spørgsmål til valget af gade-gård mønstret som eneste grundlag for den bymæssige form. En kombination med træk fra havebyens tradition kunne give bedre boliger og kvaliteter i byudsnittet, fx vanskeliggør karréformen en optimering af sollysindfald i boliger og friarealer. Adgangen sker fra gaden, mens friarealet ligger i gården. Idet boligerne følger karréens kant opstår bygninger med forskellige og modstridende muligheder for sol, udsigt og adgang afhængig af, hvor boligen ligger i randbebyggelsen. En friere bebyggelsesform, som kendes fra havebyen, kunne optimere bygningernes orientering mod adgangsvej og sol. Bebyggelsens kanter ville samtidig bedre kunne knytte sig til haveboligområderne omkring bydelen. De fire delområde, som er opført i etaper, har ingen tydelige, selvstændige identiteter. Det personlige præg udfoldes derimod på de enkelte huses niveau, hvor udformningen er meget varieret. De mange bygherrer og den store variation i bygningsformer og overflader har givet de enkelte huse og huskroppe deres egen identitet. Bygningerne er komplekse i udtryk begrundet i et relativt mangfoldigt program for boliger og bifunktioner, de små ejerenheder og ønsket om et synligt udtryk for bebyggelsens frodighed og åbenhed. Det komplekse udtryk tegner helhedsbilledet, men overdøver samtidig forskelle i bygningernes konstruktion, materialitet og forskelle udviklet i bebyggelsens levetid. Udtrykket kan derfor forekomme postulerende. Måske er den afgørende forskel mellem bebyggelserne i Rieselfeld og Vauban, at bygningsstrukturen er strammere i Vauban. Mens Rieselfeld består af bygninger i forskellige højder, orienteret forskelligt, og i en plan, der er svær at overskue, er bebyggelsen i Vauban enkel og mere stram. Der findes muligvis et potentiale for fortætning i Rieselfeld, men den valgte planstruktur med åbenhed og meget grønt er en stor kvalitet. Tættest bebyggelse findes langs bydelens rygrad, mens tætheden afløses af åbenhed ud mod bydelens yderkanter Ressourcer - kollektiv transport og privatbiler i den tætte bydel Bydelen Rieselfeld prioriterer kollektive transport og bløde trafikformer. Bydelen er opbygget som storkarréer omkring et hovedstrøg med butikker og serviceerhverv i stueetagen. Letbanen indgår i hovedstrøgets gadeprofil, mens biltrafik ledes i loops fra de omgivende veje ind på korte strækninger af strøget. Biltrafikken kan komme frem overalt, også i hovedstrøgene, men det sker uden gennemkørsel, og der er skrappe parkeringsrestriktioner. I Rieselfeld er der et tydeligt gade-gård mønster, med mulighed for bilkørsel i alle gader i et snit med fortove, p-pladser i rabatten og smalle bil- og cykelveje et sammenhængende bymæssigt, men rigelig bredt udlæg med bilen som udgangspunkt. I Vauban er der derimod tvungen indbetaling til p-fond, hvis man har bil, der er p-forbud på veje og friarealer, og vejene er smalle. På bagsiderne i Rieselfeld ligger sammenhængende gårde eller haverum, nogle steder med gang- og cykelstier. Det giver samlet set et meget stort udlæg af færdselsarealer. 16

17 2.2.3 Mangfoldighed Byggeopgaven og ejendomsretten er overdraget til byggeselskaber, private bygherrer og byggeforeninger ikke til sociale eller kommunale boligselskaber eller større boligselskabsafdelinger. Rammer, råderet og adfærd reguleres i meget små enheder, tilsyneladende med stort incitament og engagement til følge, og med stor frihed til udfoldelse og tolerance overfor forskelligheder. KIOSK er en privat og lokalt baseret humanitær organisation med baggrund i et økonomisk samarbejde mellem den evangeliske og katolske menighed. KIOSK står med kommunalt tilskud for kontakt, information, organisation, selvhjælp og kultur i bydelen, og driver bl.a. kirken og Glashaus på den centrale Maria von Rudolff Platz, udgiver bydelsavisen og driver en faghøjskole for sociale medarbejdere. Organisationen står for bydelens kommunale ungdomsarbejde og opbygningen af naboskabet. Det ser ud til, at også kommunale opgaver dermed er lagt ud til lokalt selvstyre, og der er skabt sammenhæng mellem det kommunale, det foreningsdrevne og det frivillige arbejde. 3. VAUBAN 3.1 BAGGRUND Bydelen Vauban ligger i det sydlige Freiburg, 3 km fra bykernen. Vauban ligger i det sydlige Freiburg omgivet af lavere boligområder, et mindre industriområde og en jernbanelinie. Der er mod øst via en landskabskile med kolonihaver forbindelse til det åbne land. Områdets ca. 40 ha blev overgivet til staten fra de franske besættelsestropper i 1992 og købt af Freiburg kommune. De tidligere kasernebygninger blev renoveret og indrettet til boliger og bofællesskaber, og der er gennem årene sket mindre om- og tilbygninger. Byggeretten blev videresolgt til en række byggeselskaber, heraf størstedelen til kollektive byggeforeninger, Baugemeinschaften hver med familier. Indbyggertallet er nu

18 Målet er at udvikle bydelen som et naturområde bl.a. på grundlag af en bevaringsplan for eksisterende træer, anden bevoksning og landskabelige hovedtræk. Tysklands Toscana bo hvor andre ta r på ferie i park, ikke på en parkeringsplads Bydelen er opbygget omkring to øst-vest gående linjer, en sti i forlængelse af kasernens oprindelige hovedgade og parallelt hermed den nyanlagte Vaubanallée med letbane. Bydelsfunktioner som butikker, marked med lokale og regionale landbrugsprodukter og institutioner ligger omkring og for enden af alléen indenfor gangafstand fra alle boliger. På tværs af alléen findes boligområder med fælles friarealer og stier, som forbinder bebyggelserne med det tilstødende åbne land. Bydelen er bilfri med begrænset ret til tilkørsel, tvungen indbetaling til p-anlæg for alle og brug af parkeringsanlæg i randen af bebyggelsen mod ekstra betaling, hvis man har bil. P- husene drives af et byggeselskab i samarbejde med kommunen. Planen vil tilskynde til et liv uden privatbil og 0- tolerance overfor ulovlig parkering. Der er etableret et system som kombinerer delebiler med adgang til fri offentlig transport Organisation Byplanen og bebyggelsesformen blev fastlagt i en fire år lang dialogproces i sidste del af 1990 erne med opbygning af en lokal organisation Forum Vauban med pladser til forhandlingsgruppen GRAG s repræsentanter for de offentlige myndigheder. Forum Vauban blev tillagt udvidet beslutningskompetence. Planen blev udviklet på grundlag af vinderprojektet i en arkitektkonkurrence med Kohlhoff & Kohlhoff som arkitekter. Projektet blev fremhævet for en høj grad af robusthed overfor ændringer, der måtte komme i processen. Kasernebygningerne og deres programmering blev overdraget til lokale grupper SUSI, der var gået i samarbejde med studenterorganisationer, og mange af de nye bygninger blev planlagt og opført i processer styret af selvkørende grupper af indbyggere fra Freiburg. Planlægningen skete indenfor en overordnet ramme, der fastlagde grundudnyttelsen. Kommunen havde kontrol med udlægget af parceller og hvilke købere, der overtog 18

19 byggeretten på parcellerne. I de første faser har grupperne organiseret sig selv igennem personlige kontakter og fundet en arkitekt, senere er flere grupper etableret med arkitekten eller fondsbaserede selskaber som igangsætter og udvikler. Kommunen har accepteret en langsommere realiseringstakt for at fastholde det økologiske grundlag, høj identifikation og hindre grundspekulation. 50 % af indbyggerne angiver pris og medindflydelse som motivation for at bo og engagere sig i Vauban. Det store antal af deltagere i bygherreroller og fagfolk har skabt en dynamisk proces med økologi og kultur som driver. people are the developers IAGTTAGELSER Identitet sin egen og dog en del af byens helhed I området findes boliger og 600 arbejdspladser. Der er mindre butikker, og en gang i ugen er der torvehandel. Torvehandelen drives af bønder, som sælger deres produkter på forskellige steder i bebyggelsen på forskellige ugedage. Befolkningsunderlaget på personer er lille som underlag for butikker og service, men det ser ud til at fungere i sammenhæng med den relativt store tæthed og den klare profilering, synlighed og tilgængelighed, som butiks- og servicestrukturen har. Og fordi beboerne i stor udstrækning vælger at købe deres dagligvarer lokalt. Det lokale butiksliv understøttes af forbuddet mod omegnscentre. Der synes at være udbredt konsensus i befolkningen i dette område om at være del af og bidrage til det lokale liv, en holdning, som understøttes af de bløde trafikformers prioritet og det relativt lille antal af privatbiler. Det kollektive transportsystem med sporvognslinje kobler bydelen effektivt til centrums udbud af specialbutikker og byens kulturelle liv. Forholdet mellem den særligt profilerede bydel og byfunktioner bl.a. i Freiburgs bymidte kan opfattes som del af en netstruktur - en ligeværdig udveksling mellem forskelligheder. Indbyggertallet betegnes dog af kommunen som lavt set som opland for den kollektive transport, og bydelens vægtning af bæredygtighed og brugerinddragelse bl.a. det bilfri koncept er mål for kritik i den offentlige debat. Bebyggelsen siges at favorisere middelklassen og skabe social eksklusion. Kritikken begrundes også i et relativt lille antal på 209 boliger opført med offentlige tilskud, hvilket dog samtidig tilskrives ændringer i støtteordningerne. I Vauban er de landskabelige kvaliteter stærkt til stede, og træer og buske fylder rummene ud mellem bygningerne. De mange ældre og velvoksne træer, som er resultat af bevaringsplanen for træer, giver bebyggelsen sin egen identitet. Bebyggelsen præges ligesom Rieselfeld af en stor variation i husenes ejerforhold og udformning. Der findes en blanding af udlejnings- og ejerboliger med mange Baugemeinschaften. Husenes forskellige udformning og karakter bidrager til, at gangstrøg og udemiljø bliver varierede: ikke altaner men altanformer, ikke taghuse men taghusformer hegn, mure et udvidet vokabularium.. 2 Citater af Hans Jürgen Schwander, Innovation Academy, Freiburg 19

20 I modsætning til Rieselfeld er bygningerne i Vauban tænkt sammen til trods for forskellighed på de enkelte facader. Det ses eksempelvis i hovedgaden, hvor de gavlvendte boligblokke er sammenbyggede langs gaden, så der skabes et sammenhængende gaderum. Alle bygninger er anlagt med samme bygningshøjde, og stier er anlagt med snit og detaljer, der skaber markante rum. De enkle og tydelige arkitektoniske hovedgreb i bygningskroppe og byrum danner baggrund for oplevelsen af byomådets diversitet og mangfoldighed. Der er således en tydelig skaladeling i den arkitektoniske idé med enkle og stærke træk i den større skala, som deler mellem faste og tilføjede strukturer - og forskellighed i konstruktiv opbygning og materialitet. Både Rieselfeld og Vauban er på flere måder typiske bebyggelser fra 2000-tallet. Ikke mindst de store bestræbelser på at give plads til mangfoldighed og diversitet kommer tydeligt til udtryk i begge byområder. Der er bygninger opført i forskellige materialer, med hver sin arkitekt og med forskellige arkitektoniske udtryk. Også på de enkelte facader kommer forskelligheden til udtryk, blandt andet gennem forskellige farver på de enkelte opgange. Her på mangfoldigheden - udfordres vores 3 bebyggelser i Øresundsområdet for alvor. De to byområder har endvidere flere træk til fælles i udformningen af uderummene mellem bygningerne. Beplantningerne er frodige og delvist u-plejede. Men til trods for de to byområders mange fælles træk, er oplevelsen af dem meget forskellige. Det ser ud til, at Vauban bedre kan opfange forskelligheden, mens det i mindre grad lykkes i Rieselfeld. I Rieselfeld kammer forskelligheden dog flere steder over, og bygninger i forskellige højder, farver, udtryk og retninger opleves som ustrukturerede og rodede. De grønne områder er organiske i deres form, uden klare afgrænsninger, og da bygningsstrukturen ligeledes er uklar, kommer bebyggelsen til at mangle en samlende karakter. Det større grønne område, der strækker sig på tværs af karréstrukturen i Rieselfeld i bebyggelsens syd-vestlige del giver dog en samlende karakter ligesom det grønne hovedstrøg med sporvognslinjen og bytorvet Tæthed - bløde snit I både Rieselfeld og Vauban er tætheden høj. Alligevel opleves områderne meget grønne, og friarealerne meget levende, også pga. den store tæthed og relativt mange hjemmegående husmødre, hjemmearbejdende og børn, der medfører, at der i hvert fald på visse tider af året og dagen er masser af liv på friarealerne. I modsætning til friarealer i danske bebyggelser, hvor buske og træer tyndes ud med henblik på at skabe tryghed og kriminalitetsforebyggelse, er beplantningerne på Rieselfelds og Vaubans friarealer høje og markante. Alligevel føles områderne meget trygge. Det kan være en pointe, at den store tæthed og det medfølgende liv på friarealerne, skaber tryghed i sig selv. 20