Dette hellige evangelium til Trinitatis søndag skriver evangelisten Mattæus (Gud være lovet)

Transkript

1 Prædiken til d.22. maj Trinitatis søndag. Lemvig Bykirke kl v/brian Christensen Tekster: Es 49,1-6; Ef 1,3-14; Matt 28, Dette hellige evangelium til Trinitatis søndag skriver evangelisten Mattæus (Gud være lovet) De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:»mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

2 Der manglede én. Han plejede at være der, men nu stod hans plads tom. Glæden over Jesu opstandelse havde været overvældende, helt ubegribelig, forunderlig skøn. Som at vågne op efter en ond drøm. De havde troet at det hele var slut at Jesus havde tabt og Satan vundet men så var budskabet kommet til dem: Graven er tom. Og de havde selv set Jesus, talt med ham, rørt ved ham. Alt var som før, ja endnu bedre. Og så alligevel ikke. For der manglede én. De havde været 12, men nu var de kun 11. Judas var blevet udvalgt af Jesus, som alle de andre. Han havde set Jesus helbrede, været med i båden på Genesereth sø, delt kurvene med mad rundt til de 5000, stået uden for Lazarus grav og se ham komme ud med ligklæderne viklet omkring sig. Judas havde været discipel, endda én af de 12, men han havde valgt en anden vej. Og han kom ikke tilbage. Jeg tror at de savnede ham. Jeg tror at de havde grædt over ham.

3 Det eneste de nu kunne gøre, var at håbe og tro på, at Judas med løkken om halsen havde råbt og bedt om Guds tilgivelse, for så skulle se ham igen i Guds paradis, på den nye jord. Men det var et spinkelt håb og det sidste de havde set til ham var da han forrådte Jesus med et kys. Der er et skel i denne verden. Mellem dem som tror og dem, som fornægter Jesus. Det er ikke et skel mellem perfekte mennesker på den ene side og syndere på den anden. Enhver kristen ved, at man stadig er en synder Paulus kan kalde sig den største af alle syndere. Nej, skellet går mellem dem der vil erkende deres synd, komme til Jesus og i tro bøje sig for ham og så dem, der ikke vil. Jesus siger det på denne måde: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. (Matt 12,30). Vi kan ikke se, hvor det skel går.

4 Vi hverken kan eller skal fælde dom over andre menneskers tro. Jeg har nok at gøre med at bede Gud om at forbarme sig over mig. Men nogle gange får vi den samme oplevelse som disciplene havde, da de gik til Galilæa. At der var nogle som var med engang, men nu står deres plads tom. De var en del af fællesskabet. Var blevet døbt og så vidt vi kunne se, så var de kommet til tro. Men så skete der noget. Måske var det ikke til at sige, hvad der skete eller hvorfor men de holdt op med at komme i det kristne fællesskab. Og vi savner dem. Det smerter os. Og vi beder om, vi håber på, at de vender sig til Gud og tager imod den frelse, som rækkes til dem. Så de ikke ender i mørket. Det evige mørke. Den tanke er ikke til at holde ud.

5 11 disciple på vej til Galilæa. Det standsede dem ikke, at de ikke var 12. De gik alligevel. De måtte gå, for Jesus havde sat dem stævne. Der er en vej fremad for os, også selvom der er nogen der vælger en anden vej. Vi skal ikke opgive troen, fordi andre falder fra troen. Så er der desto mere brug for at vi holder fast. At vi vil gå. For mens vi går, kan vi bede for dem der gik en anden vej at de må finde vejen tilbage. Og bede om at dem, som aldrig har troet, må høre evangiet om at Jesus er verdens frelser og herre. 1. del. På bjerget satte Jesus dem stævne. Det er mere end en indbydelse, mere end en invitation. Jesus holder ikke åbent hus på bjerget. Nej, de er blevet indkaldt. Englen sagde det klart og tydeligt ved graven påskemorgen. Jesus går i forvejen for jer til Galilæa, dér skal I se ham.

6 Men de så ham jo også i Jerusalem! På påskedagen og en uge efter igen, da han viste sig for den tvivlende Thomas. Ja, men i Gaililæa skulle der ske noget særligt. De vendte tilbage til dér, hvor det hele begyndte. For nu skulle de have en ny opgave. I tre år havde de forkyndte evangeliet i hele Israel, til det jødiske folk. Nu var det tid til at sprede det gode budskab til hele verden, til alle folkeslag. Dér på bjerget sagde Jesus til dem: Gå. Ikke Hvis I har lyst, så kan I gå hen og fortælle andre om, hvad I har oplevet eller Hvorhen i verden I går, så lad lige et ord falde om mig. Nej, det er bydeform. I skal gå og fortælle om det I har set og hørt på en sådan måde, at andre kommer til tro, bliver døbt og bliver disciple. Det er opgaven. Den må have virket stor og ret uoverkommeligt den dag i Galilæa. Alle folkeslag. Hele verden.

7 Men det var jo ikke første gang, at Gud gav en befaling til en lille gruppe mennesker og hvor opgaven kunne virke uoverkommelig. I begyndelsen velsignede Gud Adam og Eva i Edens have og sagde: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den (1. Mos 1,26) de må have set på hinanden og undret sig. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? De var to og de havde fået fornemmelsen af at jorden var temmelig stor. Men de adlød befalingen og det lykkedes. Menneskene blev talrige og jorden blev opfyldt. Men selvom de adlød den del af befalingen, så svigtede de en anden. Derfor kom døden og ondskaben ind i verden og til sidst måtte Gud begynde forfra. Og endnu engang lød en befaling. Ikke i en have, men på et bjerg. På Ararat bjergets skråninger lød der et ekko af den første befaling, da Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde: Bliv frugtbare og talrige og opfyld jorden (1. Mos 9,1).

8 Til den lille gruppe af mennesker lød det som syntes stort og uoverkommeligt de var så få og jorden så stor. Men de adlød og med dem fik verden en ny begyndelse. Fra dem udgik alle verdens folkeslag, så mange, som der er i dag. Nu var det så igen tid til en ny begyndelse. Da Jesus mødte disciplene efter opstandelsen, så fik de en ny befaling. Og den var både fra haven og fra bjerget. Fra gravhaven lød budskabet: Døden er overvundet og besejret. Guds kærlighed er stærkere end alt andet. Det beviste Jesus, da han gav sit eget liv for os og opstod af graven. Fra bjerget lød budskabet: Det skal alle folkeslag høre. Gå og fortæl det, så et nyt liv kan tage sin begyndelse. Det nye liv, hvor Guds rige gives til enhver som tror. Hvor det nye Guds folk skal udbredes til jordens ende, hvor Jesus er konge og herre og hvor kærlighed og tjenersind er de bud, som vi skal leve efter.

9 De var så få. Hvordan skulle det kunne lykkes? Men de gik. Med Guds velsignelse og med Guds kraft. Med løftet om at Jesus selv ville gå med dem alle dage indtil verdens ende. 2. del. 3 gange talte Gud med magt og myndighed og hver gang fik vi mennesker en ny begyndelse. Når vi samles til gudstjeneste i dag, så er vi stadig under den 3. befaling om at gå og gøre folkeslagene til disciple. For de fleste af os betyder det det danske folk. Hver søndag sætter Jesus os stævne. Ikke på bjerget, men i sit hus, hvor han minder os om at han har al magt i himmel og på jord. Her, i sit eget hus, taler han med os alt det han er og alt det han har gjort og så sender han os ud og siger gå for der er stadig flere der ikke har hørt og stadig flere der ikke er blevet disciple.

10 Så kan det være, at vi gør ligesom Adam og Eva, Noa og hans sønner og de 11 disciple. Vi ser på hinanden og på opgaven Jesus giver os og det ser alt for stort og uoverkommeligt ud. Og vi drister os måske til at sige til Jesus: Kender du egentlig det danske folk? Mon de vil høre! Mon de vil tro! Og vi frygter at det aldrig skal lykkes. Men så skal vi huske, at de første disciple stod overfor en endnu mere vanskelig opgave. En hedensk verden. En helt igennem ugudelig græsk kultur og overmægtig romersk militærmagt. For ikke at tale om de vilde folkeslag i syd og gallere, germaner og nordboere i nord. Og vi ved også at mange af de første disciple mistede livet i deres tjeneste for at sprede evangeliet. De måtte bringe mange og store ofre. Men det lykkedes.

11 Bare få århundrede efter, var det hedenske romerrige blevet kristent. Men hvis vi stadig synes det er uoverskueligt hvordan skal det lykkes at gå med evangeliet til det danske folk så tror jeg at Paulus kan hjælpe os. For det han skrev til menigheden i Efesus, som vi hørte først i gudstjenesten, dét gælder stadig. Og det Paulus gør er ikke at tale om alt det de skal overvinde eller al den modstand de vil møde. Han taler ikke om det hedenske mørke. Nej, han taler om det som de er, som Guds børn og om det som Jesus han har gjort for dem. Først taler han om fortiden. Det som Jesus har gjort. I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder, ved Guds rige nåde. Han taler om nåden. Om fundamentet. Ordet om korset er evangeliet om at vi intet skal gøre, vi kan intet gøre, for Jesus har gjort alt. Der er bygget bro mellem himmel og jord.

12 Forestil dig at du er på havnen i Nyborg. Det kan være at du får dig en spadsertur, mens du venter på den næste togbus til Odense, man ved aldrig i disse DSBtider. Her møder nu en familie, som har sat bilen og går rundt og leder og leder efter noget. Nysgerrig, som du jo er, så spørger du dem, hvad de leder efter. Vi kan ikke finde ud af, hvor storebæltsfærgen er. Vi er på vej til Sjælland. Når du så er færdig med at grine over, at de ikke ved, at færgerne blev hugget op for 20 år siden da man byggede broen, så forklarer du dem, hvordan de kommer op på broen og videre over broen til Sjælland. Ligeså komisk er det egentlig, hvis vi tror at vi skal gøre noget som helst for at behage Gud eller fortjene os til et evigt liv. For broen er bygget. Jesus er død på korset og jeg skal bare tro på ham. Stole på, at han har overvundet døden for mig. Sikke et budskab. Det skal andre da høre. At Jesus har forløst mig fra døden og djævelens magt.

13 Det budskab, som vi er sendt med er ikke et budskab om Guds pegefinger. Vær ordentlig. Gør det. Hold op med det. Nej, det er et budskab om Guds ringfinger. Du er højt elsket af Gud. Din far venter bare på at favne dig det har han bevist ved at sende sin søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv. Dernæst taler Paulus om fremtiden. Der er en arv, der venter på os. Når vi ikke længere skal være her på denne jord, så skaber Gud nyt. Grøn kirke er en de nyere trends indenfor dansk kirkeliv og der er en hel del, der gør noget for at kirken skal være miljøbevidst og tage sig af naturen. Der er mellem kirker, som er med i grøn kirke, men det har ikke lige slået an i Vestjylland. Jeg synes jo, at vi skal passe godt på naturen, men det må være en opgave for den enkelte eller en politisk opgave.

14 Vi skal som kristne og som kirke ikke bekymre os så meget om, hvordan klimaet bliver på denne jord om 100 år for der er noget som er langt mere vigtigt. Nemlig at forkynde og fortælle om den nye jord, som Gud vil skabe engang efter jordens ende. Vi har faktisk et fantastisk budskab til en verden, der frygter klimaforandringer og bruger uanede ressourcer på at modvirke dem: I behøver ikke være bekymrede eller bange. Denne verden skal forgå. Det er menneskene på den vi skal sørge for. Og en dag vil Gud skal alting nyt. Det er er den arv, der venter os. 3. del. Paulus taler om fortiden det Gud har gjort for os. Om fremtiden og den arv, der venter. Og til sidst taler Paulus også om nutiden. Vi har nemlig allerede nu fået Helligånden. Guds ånd bor i os og vil give os kraft og frimodighed til at være vidner om Jesus. Men hvordan? Det er det sidste vi skal have med idag

15 Jeg har i dag talt om at der er nogen der vælger kristentroen fra, som bevidst vælger ikke at tro på Jesus og den smerte det giver at opleve det. Jeg har talt om Jesus befaler os at gå og at vi ikke skal blive overvældet af den store opgave. - For det budskab vi er sendt med er helt fantastisk. For det sætter os fri fra synd og skyld og dødens magt. - Det giver os et håb om et nyt liv, på den nye jord. Men hvordan skal vi så gøre det i praksis, så mennesker hører det og bliver disciple? Jeg tror vi skal gøre det samme, som de første disciple. Vi skal gribe det an, som de gjorde. For det første skal vi lade os fylde af Ånden. Disciplene tog ikke båden til Rom direkte fra bjerget i Galilæa. De vendte tilbage til Jerusalem og ventede på at få Ham, som Jesus ville sende i hans sted. Helligånden skulle udruste dem, inspirere dem, fylde dem med gnist, gejst og Guds kærlighed. Guds ild. Derfor skal vi søge Gud først.

16 Vi skal bede. Bede tålmodigt. Vedholdende. Konkret. Bed Gud om at vise dig de mennesker eller den opgave, som du særligt skal bede for. Søg først Guds rige, siger Jesus. Det gælder især, når evangeliet skal forkyndes. Så vil Gud også velsigne os som han velsignede Adam og Eva og Noa og disciplene, før de gik. Det første sted vi skal gå hen er hen til Gud og søge hans kraft og hans visdom. Dernæst skal vi gøre som Peter pinsedag. Han stillede sig op og proklamerede, hvad der var sket med Jesus. Vi skal turde tale offentligt og tale klart og tydeligt om, hvem Jesus er og hvad han har gjort. Ikke for at slå andre oven i hovedet, men fordi vi ikke skammer os. Vi har virkelig ikke noget at skamme os over. Og jeg tror, at der er rigtig mange, som aldrig rigtig har hørt det eller forstået, hvad det betyder: at Guds søn blev menneske for at frelse os.

17 Samtidig med de to første ting bønnen og proklamationen så skal vi holde fast ved det kristne fællesskab. Det gjorde den første menighed. Der står fortalt, hvordan de holdt sammen i enighed og kærlighed og at det var et stort vidnesbyrd i Jerusalem i den første tid. Menigheden vandt yndest i folkets øjne og Gud føjede dagligt nogle til, som blev frelst. Hvis vi skal gøre os noget håb om, at der er flere som kommer til tro, så skal vi elske hinanden, så det kan ses og mærkes. Så må vi prioritere den indbyrdes omsorg for hinanden. Ikke bare som et missions-strategisk greb, men fordi vi mener og mærker det i hjertet. Når vi kommer til gudstjeneste, så er det en familiefest. Der er en grund til at man helt fra begyndelsen har kaldt sine medkristne for brødre og søstre. Det er fordi der er et helt særligt bånd, der knytter os sammen.

18 Og når det kan ses og mærkes, så er der flere som bliver interesseret i at vide mere om, hvem Jesus er og hvad det er der skaber denne særlige indbyrdes kærlighed. Guds kraft Proklamation indbyrdes kærlighed. Det er den vej, vi skal gå, for at gøre disciple i dag. Amen