Stine Helweg - arbejder ved de københavnske kirkegårde, der drives af Københavns Kommune.

Transkript

1 Foredrag Gøteborg - Mennesket og kirkegården Stine Helweg - arbejder ved de københavnske kirkegårde, der drives af Københavns Kommune. Assistens, Vestre, Bispebjerg, Sundby og Brønshøj - samlet areal ca. 130 ha. Godt gravsteder i brug. Desuden to krematorier ca kremeringer inkl. de udenbys. Ca urnenedsættelser og godt 400 begravelser. Ca. 200 ansatte. Jeg er ansat som kirkegårdsvejleder - en stillingsbetegnelse inspireret af naturvejlederne, der formidler viden om naturen, typisk ved at tage folk med ud i den. Mit job er så at formidle primært kulturel og etisk viden om kirkegårdene på kirkegårdene. Stillingen oprettet (hvor København var kulturby) Fordi: efterspørgsel på viden om området - især de kulturelle og historiske værdier. Mange tusinder kommer årligt på de københavnske kirkegårde for at høre om berømte døde, interessante monumenter og symboler, begravelsesskikke, landets og byens og kunstens historie som det udfoldes på kirkegården. For mit vedkommende bliver det til en rundvisninger på de 5 kirkegårde årligt. De 30 af dem er offentligt annoncerede ture - vi laver hvert år en turkalender hvor tid, sted og emne for årets rundvisninger præsenteres, og vi gør selvfølgelig også oplysningerne tilgængelige digitalt via internettet. Resten af rundvisningerne er bestilt - blandt en bred kreds. Det vender jeg tilbage til. Så efterspørgslen er der, og det gælder det jo om at udnytte - vi har væsentlig bedre betingelser for at bevare og beskytte kirkegårdenes værdier, hvis offentligheden, herunder skatteborgerne, har 1

2 forståelse for kirkegårdenes betydning og rolle. Det er rods alt dem, der betaler for vores virke, også den kulturhistoriske del af det. En anden grund til at oprette stillingen: at bruge den kulturelle og historiske interesse driftsmæssigt. Hvad vil det sige? Det vil sige at benytte os af publikums interesse til også at oplyse dem lidt om vores kerneydelse - begravelse og kremering. I den moderne verden, den vestlige i hvert fald, er det jo sådan, at en stor del af os ikke ofrer døden mange tanker. Og det er et problem for en organisation som min, der jo er sat i verden for at give folk de bedst mulige betingelser for det at tage afsked med og mindes de døde. Risikoen for, de efterladte sidder tilbage med en følelse af ikke have foretaget de rigtige valg i forbindelse med dødsfaldet - kremering eller kistebegravelse, individuel eller fællesgrav, gravsted i et strengt servitutbelagt område eller i mere frie omgivelser - den risiko er større, jo mindre man ved om, hvad kirkegårdene rent faktisk har at tilbyde. Så - stillingen som kirkegårdsvejleder også oprettet for at forsøge at imødegå uvidenhed på det her område - altså i spørgsmålet om, hvad de københavnske begravelsespladser kan tilbyde. Vi har et meget bredt spektrum af gravstedsformer, som vi gerne vil informere om, og så har vi jo - pga. de meget høje kremeringstal i København - rent faktisk pladsen til stadig at udvide repertoiret for at forsøge at imødekomme befolkningens ønsker - og derfor vil vi utrolig gerne have offentligheden som medspiller på dette område. Det kan godt være ret vanskeligt, fordi døden er tabuiseret og svær at tænke på, men vi synes vi bør forsøge - og dét er altså også en del af kirkegårdsvejlederens jobbeskrivelse. 2

3 Jeg skal tilføje, at det også sker på andre måder. Dels forsøger vi at få bedemændene til at hjælpe os - det er typisk i kontakten med dem, at familierne foretager deres valg af gravstedsform. Vi har udarbejdet en såkaldt bedemandsmappe, hvor vi - kirkegård for kirkegård - præsenterer de enkelte gravstedsformer i tekst OG billede, beskriver servitutter for anlæg og monumenter og regler for køb og fornyelse, osv. Mappen er pæn og præsentationerne skrevet i et sprog, der ikke kræver forhåndskendskab til kirkegårdsdrift - og det er vores håb er, at bedemændene simpelthen vil vise mapperne frem til familierne, når de henvender sig. Og så finder der jo også en præsentation af vores ydelser sted, når familierne kommer ud på kirkegården for at vælge et konkret gravsted. Der er det kirkegårdsbetjentene, der er i aktion og kan vise forskellige muligheder frem. Men på det tidspunkt er de grundlæggende valg ofte foretaget - det er derfor, at bedemændene er vigtige at få engageret i det her. De er inde over på et tidligere tidspunkt. Men allertidligst ude er man naturligvis, hvis man som jeg har kontakt med de endnu levende, og i mit job betyder vores ønske om at oplyse folk om de mange muligheder, at jeg altid indfletter nogle meget håndgribelige informationer om død og begravelse i mine rundvisninger - også selv om temaet for turen ikke lige lægger op til det. Fordi både det menneskelige og kunstneriske materiale på de københavnske kirkegårde er så rigt, har jeg holdt ture om mange, mange forskellige emner: Om digtere, om naturvidenskabsfolk, om Københavns bombardement, om mændene bag byens ekspansion sidst i 1800-tallet og om kirkegårdens berømte kvinder. Jeg har holdt ture om dødens symboler og skikke, om gravmæler og social identitet, om donatorste og om sygdom og død - de store sygdomme, der igennem tiderne har hærget land og by og naturligvis også sat sine spor på kirkegårdene. Mange forskellige emner, og emner, der helt sikkert trækker et større publikum, end 3

4 hvis jeg annoncerede en tur under overskriften hvilke gravstedsformer kan jeg vælge imellem på Assistens Kirkegård?. Det ER i vid udstrækning de kulturelle og historiske emner, der får folk ind af portene hos os. Men når først de er kommet dét, ja så får de altså ikke lov til at forlade os igen uden OGSÅ at have hørt lidt om kremeringsprocedurer, eller planer for kirkegårdens anlæg, eller en ny type gravsteder, vi er ved at anlægge. Jeg giver også gerne folk tip om, hvordan de - næsten med garanti - kan sikre sig, at deres sten engang vil blive vurderet bevaringsværdig - hvis bare de lige sørger for at citere et enkelt vers eller to af en anerkendt digter på deres sten. Det griner folk gerne lidt af, men jeg håber faktisk, at i hvert fald nogle af dem tager informationen til sig, for på den måde sikrer vi jo, at der også i fremtiden er monumenter på vores kirkegårde, der har noget spændende at byde på. Når det er sagt, så skal det tilføjes, at selvom der gerne må les på rundvisningerne, og selv om folk meget gerne må synes, at en tur på kirkegården med kirkegårdsvejlederen har været fornøjelig, så er der naturligvis grænser for, hvor morsomme begivenheder, vi kan arrangere. Hvis folk skal komme igen, ja så skal de have haft en god oplevelse, men det går altså ikke at vi tænker på os selv som en del af underholdningsbranchen. Vi forventer selv en lødig opførsel fra vores besøgende, og her tænker jeg selvfølgelig især på dem, der kommer på kirkegården af primært rekreative årsager - (med gravstedsejerne giver det som regel sig selv) - og vi er selvfølgelig nødt til selv at kvittere med en tilsvarende adfærd... Så vidt om årsagerne til at kirkegårdsvejlederstillingen blev oprettet. Hvad består arbejdet så konkret i - hvad er de konkrete udfordringer og muligheder i jobbet? 4

5 Jeg nævnte tidligere de offentligt annoncerede ture med forskellige temaer, men som sagt er de fleste af mine rundvisninger særrundvisninger bestilt af en lang række forskellige grupper. Og fordi de besøgende, dem der bestiller turene, er så forskellige, så er det også nogle meget forskellige typer rundvisninger, jeg laver i den sammenhæng. Nogle af de rundvisninger, jeg er rigtig glad for at lave - fordi de harmonerer utrolig godt med vores ønske om ikke bare at fortælle publikum om kirkegårdenes kulturelle og historiske værdier, men også udbrede kendskabet til vores kerneydelser - det er rundvisninger for studerende ved social- og sundhedsuddannelserne, folk, der jo i vid udstrækning kommer til at have deres arbejdsliv på plejehjem. Og det er rundvisninger, der faktisk udelukkende har fokus på dét, kirkegården kan tilbyde i relation til kremering, begravelse og gravsteder. De har et klart undervisningspræget sigte - pointen er, at de studerende skal opnå et kendskab til området, og forhåbentlig på den måde være med til at hjælpe os med at få budskabet ud til den gruppe, de kommer til at beskæftige sig med - altså mennesker, der er gamle nok til, at de i hvert fald i princippet kunne have en interesse i at vide noget om, hvilke muligheder der er for at sige verden ret farvel. Det er i hvert fald vores håb, at vi i de her studerende kan få nogle ambassadører, nogle folk, der ved besked om de faktiske muligheder på området, og som kan hjælpe de mennesker, de arbejder med til dagligt, med at tænke over deres egne ønsker for, hvad der skal ske efter døden, og træffe deres valg på et informeret grundlag. De social- og sundhedsstuderende er en helt særlig gruppe, fordi de netop kommer på kirkegården for at få undervisning i vores kerneydelse. Men det er ikke den eneste gruppe, som kan have gavn af kirkegårdene i undervisningsregi. Jeg har lavet undervisningsrelaterede rundvisninger for skolebørn på alle niveauer - fra 1. klasse til gymnasiet. At det kan lade sig gøre, hænger selvfølgelig meget sammen med, at materialet på de københavnske kirkegårde er så rigt. Der er ikke mange aspekter af 5

6 de sidste 250 års historie, som ikke på én eller anden måde er afspejlet på vores kirkegårde - hvad enten vi taler nationens historie, byens historie, den politiske historie eller kunsthistorien. Så det er klart, at på de vilkår lader et kirkegårdsbesøg sig meget let integrere i en masse forskellige undervisningsforløb. Selvfølgelig skal historien om f.eks. de tusindvis af tyske soldater- og flygtningegrave på VK i Kbh. fortælles forskelligt, alt efter om målgruppen er 7 eller 17 år gammel, og derfor kræver alle rundvisning også særskilt forberedelse selvom selve stoffet jo efterhånden bliver velkendt for kirkegårdsvejlederen - men det kan altså sagtens lade sig gøre. Der er selvfølgelig mange kirkegårde, hvor koncentrationen af historisk interessante personer og gravmæler ikke er så høj som på de store københavnske kirkegårde. Men man kan sige, at uanset størrelsen af ens kirkegård, så har den i hvert fald altid én ting at byde på, og det er lokalhistorie. Så dér kan man i hvert fald byde ind med nogle undervisningstilbud. Og så er der hele det område der hedder etik og dødens kultur - der kan man også lægge billet ind uanset størrelsen af ens kirkegård og variationen i gravmæler. Og det er på mange måder en god idé, synes jeg. Lærerne er selvfølgelig glade for det - for dem er fordelen jo den indlysende, at de får et alternativt input til deres undervisning. Og for os på kirkegårdene er det jo bestemt interessant at få et ungt publikum i tale, få mulighed for både at vække deres interesse for dét, kirkegårdene kan tilbyde, og også få mulighed for at indgyde dem respekt for dét at færdes blandt de døde og de gravminder, som deres efterladte har sat over dem. Og det er generelt ikke en vanskelig opgave. Jeg havde ikke erfaring med at formidle til unge mennesker, inden jeg begyndte i det her job, og jeg må indrømme, at jeg var lidt spændt på, hvordan dét at slæbe klasses elever med på kirkegården ville spænde af. Men det spænder altså ret nemt af. Og jeg tror i den sammenhæng godt man kan prise sig lykkelig over at lave rundvisninger 6

7 på kirkegården og ikke på f.eks. kunstmuseet - det kan være, det er en fordom, men jeg forestiller mig, at det må være langt sværere at få en 14-årige til at tie stille og høre efter, hvis det er impressionisme i dansk malerkunst, man skal fortælle dem om, end når det er døden, der er på tapetet. Det gør indtryk, også på unge mennesker. Københavns Kommune driver også to krematorier - i tilknytning til hhv. Bispebjerg og Sundby Kirkegård, og jeg har temmelig mange rundvisninger dér, en stykker årligt. Den største gruppe besøgende dér er konfirmander - der er mange præster, som bruger deres samtaler med de unge om livets afslutning og dét der evt. måtte komme bagefter som afsæt for et besøg hos os, så de unge kan se, hvad der i hvert fald helt sikkert kommer bagefter, hvis man vælger at blive kremeret. Rundvisningerne dér tager som regel en lille times tid - vi viser de unge hele processen fra kisten bliver indleveret, bliver stillet i kølerum, og bliver brændt - samt den efterfølgende behandling af brændingsresterne, der jo består i først afkøling, så en proces, hvor brændingsresterne bliver malet, knust i en maskine, der samtidig frasorterer proteser o.l. og endelig i omhældningen af den fint malede aske i en urne. Jeg viser dem også krematoriets rum for familiemodtagelse, bedemændenes omlægningsrum (dér, hvor de flytter afdøde fra én kiste til en anden, typisk i forbindelse med dødsfald i udlandet) og urneudleveringsrummet - hvis rummene er tomme, selvfølgelig, ellers må vi gå uden om dén dag. Og jeg siger altid til dem, at de ikke vil få døde mennesker at se, men at de vil få kister med døde at se, og så, hvis de har lyst, aske. Det er ikke altid alle, der har lyst til det, og det er jo fint, det skal de selv bestemme. Men for det meste er de meget nøgterne omkring det - så nøgtern som man nu kan være i dødens nærhed, det er jo for langt de fleste mennesker i vores del af verden en lidt uhåndterlig størrelse. Men de følger med, stille og roligt, og kan jo danne sig deres egen holdning til dét de ser undervejs. Det kan sagtens være, at de skifter mening senere, måske mange gange i løbet af deres liv - men det er for os at se ikke så afgørende, det vigtigste fra mit 7

8 perspektiv er, at vi ved at vise dem, hvordan tingene foregår i et krematorium, har givet dem et ret præcist billede af, hvad det helt konkret implicerer at lade sig brænde. Der er jo helt klart nogle etiske spørgsmål involveret i det her, og ikke bare hvad angår dét at forholde sig til hhv. kremering og kistebegravelse, men også i spørgsmålet om, hvordan vi formidler viden på dette område til mennesker - og ikke mindst, hvordan vi gør det i forhold til meget unge mennesker. Det er min erfaring, at konfirmander er store nok til at kunne klare at blive præsenteret for dét, vi viser dem i vores krematorier. Til gengæld har jeg aldrig lavet krematorierundvisninger for et publikum, der var yngre - og det tvivler jeg også meget på, at jeg kommer til. Jeg tror ikke det er en god idé. Det ER en ret voldsom nærkontakt med døden, man oplever i et krematorium. Og ja - hvis vi levede i en kultur, hvor døden i større grad var et integreret element i livet, ja så kunne det da godt være, at også små børn kunne tåle at komme på besøg i et krematorium. Men det ville jo være synd at sige, at det forholder sig sådan. Ganske vist mener jeg, at man kan tale med små børn om hvad som helst, også døden, så længe man gør det i et sprog, de kan forstå - og jeg laver også meget gerne rundvisninger for også de helt små klasser på kirkegårdene. Men et krematoriebesøg tror jeg helt klart vil være for meget, så længe det nu engang er sådan, at vi lever i en kultur, hvor man - som det er tilfældet for mig selv - kan blive næsten 40 uden nogensinde at have set et dødt menneske. Og man kan jo fortsætte tankerækken omkring det etiske - for de spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med f.eks. rundvisninger i krematorier, angår jo ikke alene publikummet - det angår også hensynet til de døde mennesker, som det er blevet os betroet at tage vare på - hvad enten det er på vores kirkegårde eller i vores krematorier. Man kunne jo godt med nogen ret spørge om man overhovedet kan tillade sig at lave rundvisninger i et krematorium - at fremvise kisterne, som de 8

9 står dér på rad og række, og at fremvise asken, resterne af et menneske, der har været nogens familiemedlem, ven, ægtefælle? Kan man dét? Det mener jeg jo godt, man kan - så længe man insisterer på en værdig opførsel, og det gælder jo både publikum og så os, der arbejder i de omgivelser til dagligt. Men jeg mener også, at vi er nødt til, hver gang vi stiller vores kirkegårde og de tilknyttede faciliteter til rådighed for andet end lige kerneformålet - at vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor vi gør det, om det er etisk forsvarligt, om det er noget, vi kan tillade os. Kan vores f.eks. tillade os at stille vores kirkegårde til rådighed for rekreative aktiviteter? Det gør vi jo faktisk i København, og vi har tænkt over det, så for vores vedkommende er svaret altså et velovervejet JA, det kan vi godt tillade os - inden for visse, veldefinerede grænser, dog. Og vi ved også godt, hvorfor vi gør det. Vi gør det, fordi vi er en del af en storby med et begrænset udbud af grønt - og dét grønne, der findes, det trækker altså mennesker til. Især er vores Assistens Kirkegård præget af, at storbymennesker også har lyst til at se på noget naturligt ind imellem. Folk spiser frokost her, de læser til eksamen, de lufter hund, de løber eller cykler en tur eller de får sig en øl i solen. Og det accepterer vi - så længe det foregår i de områder, hvor der ikke længere foretages begravelser. Store dele af Assistens Kirkegård er jo i dag en slags historisk mindepark, og JA, der ligger døde, og der er sat stene over dem, men de er ikke sat for nyligt, de har ikke længere emotionel betydning for efterladte, men snarere historisk betydning for byen og dens borgere. Så når man som vi på Assistens Kirkegård har så meget plads, at over 2/3 af kirkegården ikke længere anvendes til begravelser, ja så kan man, det mener vi i hvert fald, trække hensynet til de levende lidt videre, end det ellers ville være sømmeligt at gøre. Som kirkegårdsvejleder taler jeg naturligvis også om etiske problemstillinger med vores besøgende - både dem, der direkte angår vores egne aktiviteter - at vi tillader picnicer i det grønne, at de 9

10 proteser, der ligger tilbage efter en kremering, bliver genbrugt, eller at der - som det ser ud nu - vil blive anlagt en metrostation ved AK, der vil kræve en del gravearbejde også på kirkegårdens område. Men jeg forsøger også at formidle etiske problemstillinger af mere almen karakter, f.eks. ved at fortælle om, hvilke begravelsesformer, der i DK er tilladt, og hvilke der ikke er, - det er jo interessant, at de europæiske lande har meget forskellige regler på det her område, og vel alle ud fra en intention om at have netop etisk forsvarlige regler. Der er også hele problemkomplekset omkring gravfred og fortidslevn - hvad sker der med knogler fra sløjfede grave, eller sløjfede kirkegårde? Hvornår skal vi genbegrave, og hvornår skal arkæologerne til i stedet? Der er spørgsmålet om de rammer kirkegården stiller til rådighed. Er det rimeligt, at andre end gravstedsejeren kan bestemme, hvordan gravstedet skal udsmykkes? Og hvad kan man tillade sig at skrive på gravstenen - Hell Angels, f.eks.? Vi har på Assistens Kirkegård en gravsten med inskriptionen Her hviler en kurdisk partisan hvis bedste våben var en pen, og et gevær som et nødvendigt onde" - det kan da godt tænkes, at man på den tyrkiske ambassade ikke synes så godt om dét statement. Så må man det? Og så er der de etiske spørgsmål, der optager børn - hvorfor må man ikke begrave dyr samme steder som mennesker? Hvorfor må man ikke blive begravet i baghaven - eller have urnen stående på kaminen? Det er jo i alle de her spørgsmål ikke nødvendigvis min opgave at være den, der kan komme med svarene. Jeg er selvfølgelig - i de spørgsmål, der angår min egen institutions gøren og laden - en repræsentant for Center for Kirkegårde og må som sådan kunne formidle organisationens holdning og de overvejelser, der ligger til grund for dem, men i langt de fleste tilfælde handler etisk vejledning jo simpelthen bare om at belyse de problemstillinger, der er knyttet til det felt, vi beskæftiger os med. 10

11 Jobbet som kirkegårdsvejleder involverer også ind imellem nogle aktiviteter, som vi ikke selv er de direkte initiativtagere til. Det er aktiviteter, som vi kaster os ud i som konsekvens af de krav, det kan medføre at være del af en politisk ledet organisation. Center for kirkegårde hører som sagt under Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, vi har altså en borgmester som øverste chef. Og det, at vi er en del af en kommunal forvaltning betyder, at vi jo også ind imellem bliver mødt med et ønske om, at kirkegårdene skal byde ind på nogle af de områder, som i øvrigt er i fokus i forvaltningen. Det kan måske lyde problematisk, men det er i realiteten ikke et problem, for vi bliver ikke bedt om åbenlyse urimeligheder - i hvert fald ikke på mit område. Der oplever vi meget forståelse for, at kirkegårdene er et særligt område, som kræver særlige hensyn. Men på mange områder kan vi sagtens bidrage. F.eks. er det vores politikernes ambition, at København skal være verdens bedste cykelby. Hvordan kan Center for Kirkegårde hjælpe med til det? Ja det kan vi f.eks. gøre ved at stille de store alléer på vores kirkegårde til rådighed for cyklisterne - måske også på tidspunkter, som egentlig ligger uden for kirkegårdens åbningstid. F.eks. har vi på Assistens Kirkegård nu åbnet kirkegårdens porte en time tidligere om morgen - kl. 7 i stedet for kl. 8, sådan at områdets børn kan cykle til skole ad vores sikre alléer frem for ad den stærkt trafikerede parallelgade, Nørrebrogade. I det hele taget kan de store bykirkegårde sagtens indtænkes i den byplanlægning, der foregår, når kommunen forsøger at etablerer cykelveje på kryds og tværs af hele København. Det koster mange millioner at anlægge 1 km cykelsti - og hvis man kan spare et par nyanlæg på at lade cykelruterne gå gennem kirkegårdene i stedet for udenom, ja så er det da værd at overveje. Men naturligvis skal de her ting hele tiden overvejes i relation til vores primære opgaver - at gravstedsejere skal kunne komme på kirkegården og føle sig godt tilpas. Så den overvejelse må man gøre sig, hver gang der er politiske initiativer, som kan involvere kirkegårdene. 11

12 Der er også andre eksempler på, hvordan kirkegårdene kan bidrage til byens liv og udvikling uden at vi sætter vores primære eksistensberettigelse på spil. Ligesom øvrige enheder i Københavns Kommune kan vi yde en indsats for det, man kalder tilgængelighed - og det betyder for mit vedkommende, at jeg skal være opmærksom på, at mine rundvisninger også skal kunne gennemføres fra en kørestol. Jeg laver også engelsksprogede rundvisninger og kan på den måde bidrage til kommunens indsats i forhold til turisme. Og det kan jo lyde frygtelig kommercielt, men det behøver det jo faktisk ikke at være, det er efter min mening lige så lødigt at fortælle om Søren Kierkegaards monument på engelsk som at gøre det på dansk. Og det er faktisk sådan, at udenlandske rejseførere er begyndt at nævne Assistens Kirkegård som et interessant sted at besøge, når man er i København, og det skal vi selvfølgelig kunne kvittere for og leve op til. Et andet eksempel er hele spørgsmålet om integration, hvor kirkegårdene efter min mening også har noget at byde på. I København har vi jo en ret stor repræsentationen af både religiøse og etniske mindretal både inden for og uden for kirkegårdens mure, og hvis man, som vores politikere vil det, gerne vil fremme kendskabet til og forståelsen imellem de mange forskellige grupper, som borgerne i vores kommune tilhører, ja så kan et besøg på en af de store kirkegårde være et meget givtigt udgangspunkt for det. Vi har på de københavnske kirkegårde særlige afdelinger eller faciliteter for en lang række mindretal - grønlændere, færinger, svenskere, lettere, russere, katolikker, buddhister, mandæere, Frelsens Hær og selvfølgelig muslimer. Og det har altså en betydning, når man skal vise f.eks. skoleklasser rundt, hvor der af børn af mange forskellige slags herkomst, at vi kan vise, at her er plads til alle. Og efter min mening fremmer det kun sagen, at det foregår i dødens nærhed. Døden indgyder jo altså i sig selv respekt i langt de fleste mennesker - og så er det en af vores basale, fællesmenneskelige erfaringer - uanset at vi måtte have forskellige måder at håndtere døden på 12

13 praktisk og rituelt. Så - selv om det ikke lige er kirkegårdsafdelingen, man har i tankerne, når man taler om integration i Københavns Kommune, ja så har vi altså efter min mening faktisk noget unikt at byde ind med dér. Og det må også være en mulighed andre steder i landet. Selvom koncentrationen af mindretal måske ikke er så høj, at man har specifikke afdelinger for dem på kirkegårdene, så er der dog begravet mennesker med andre religiøse og nationale tilhørsforhold end flertallets på mange af landets kirkegårde. Hærværk - ja tiltag i forhold til hærværk er desværre også en del af kirkegårdsvejlederens arbejde. I Danmark er hærværk på kirkegårdene desværre ikke et særsyn, og der er jo mange kloge hoveder, der har spekuleret over, hvad vi kan gøre for at imødegå den tendens. Nogle peger på videoovervågning af kirkegårdene, andre på låste porte, andre igen på bedre børneopdragelse. Og der er jo en masse forskellige hensyn at afveje her - ikke mindst i forhold til, hvilke kirkegårde vi egentlig ønsker at have. Skal vi have kirkegårde, der ligner fæstninger? Og selv om vi ønskede det, så er der nok mange, der ikke lige ville have råd til at tage alle de fornødne forholdsregler for at få dét realiseret. I København har vi heldigvis ikke hyppigt, men dog jævnligt hærværk. I efteråret blev en lang række gamle monumenter på Assistens Kirkegård tagget - en graffitimaler satte sin signatur. Vestre Kirkegårds muslimske afdeling har også haft fornøjelsen af at få besøg af hærværksmænd nogle gange. Og i efteråret 2005 havde vi en kæmpe sag på Bispebjerg Kirkegård, hvor mere end 140 gravstene blev væltede eller ødelagt. Og i det tilfælde faldt det sådan, at politiet faktisk fandt ud af, hvem der stod bag - en håndfuld knægte fra kvarteret, alle under den kriminelle lavalder. Der lyder den med bedre børneopdragelse jo som en god idé. Men hvad kan vi selv gøre? Ja i København har vi gjort det, at vi både på Bispebjerg og Assistens lukker kirkegården, når det bliver mørkt. Egentlig meget mod vores vilje - vi så helst, at alle byens kirkegårde kunne være åbne 24 13

14 timer i døgnet, men på den anden side, så synes vi altså også, at vi er nødt til at forsøge at gøre, hvad vi kan, for at beskytte gravstedsejerne mod den oplevelse at komme og se sit monument knust af en flok kåde idioter. Så vi lukker for natten. På Bispebjerg Kirkegård gjorde vi også noget andet - fordi det rent faktisk lykkedes politiet at finde ud af, hvem gerningsmændene var. Politiet kunne og skulle naturligvis ikke oplyse os om deres navne, men de ville godt fortælle os, hvilken skole de gik på. Så jeg kontaktede inspektøren og sagde, at jeg meget gerne ville i en eller anden form for dialog med eleverne i de store klasser om, hvad det vil sige at færdes på en kirkegård, og hvorfor gravskænderi er så forkasteligt en handling, som det jo er, og som det jo i øvrigt er i alle kulturer. Og det fik jeg lov til - jeg blev inviteret til at holde et foredrag - det tog en halv times tid - for eleverne i 6. til 10. klasse. Hjælper det så? Det er jo svært at sige. Vi har ikke siden haft lignende hærværkstilfælde på Bispebjerg Kirkegård, men det kan der jo i realiteten være mange forskellige årsager til. Men når vi nu har ressourcerne i skikkelse af en kirkegårdsvejlederstilling, ja så synes jeg afgjort, at vi er forpligtede til at forsøge at gøre det, vi nu kan. Og til de præventive foranstaltninger hører jo altså også dialogen. Så - som det forhåbentlig er lykkedes at formidle, så kan arbejdet med at forsøge at skabe opmærksomhed, viden og interesse om kirkegårdenes arbejde og værdier, ja det kan foregå på utrolig mange forskellige fronter. To nyere eksempler på vores aktiviteter kan demonstrere spændvidden i arbejdet. I den mere traditionelle ende arbejder vi p.t. på en bogudgivelse - Assistens Kirkegård fylder snart 250 år, og i den anledning skal vi naturligvis have et skrift på gaden. Det bliver en registrant over kirkegårdens bevaringsværdige gravsteder - og der er mange, et par tusinde, vel - og ambitionen er at tilrettelægge den sådan, at ikke kun fagfolk får lyst til at købe og 14

15 læse bogen. Der skal være mange billeder i, der skal være biografiske oplysninger om udvalgte, interessante afdøde, og så skal det hele have et lækkert format, så vi altså forhåbentligt kan appellere til det brede publikum, som kirkegården i sig selv jo allerede har. Og så har vi netop produceret en såkaldt podwalk - en audio-gåtur - til Assistens Kirkegård, altså gåture, hvor publikum downloader en lydfil fra vores hjemmeside, lagrer den på deres mp3-afspiller og så selv går på kirkegården, guidet af lydfilens fortællerstemme. På sigt kunne man forestille sig, at vi også kunne gøre turene tilgængelige via infoskærme på selve kirkegårdene, det ville jo gøre det lidt lettere for folk, hvis de faktisk kunne downloade turene, når de er på stedet, i stedet for at skulle planlægge det hjemmefra. Så det håber jeg, vi kan få realiseret. Og man kan sige, at det jo formentlig især er unge mennesker, der har styr på dét der med mp3-filer osv., men det ville jo heller ikke gøre noget, hvis den fleksibilitet, som de nye medier tilbyder, kan gøre det lettere at få budskabet ud også til den aldersgruppe. Hvis jeg afslutningsvist skal forsøge at sætte de her ting, vi laver i København, ind i et bredere perspektiv, så vil jeg sige, at rigtig mange af de aktiviteter, jeg har nævnt i dag som et led i kirkegårdsvejlederens arbejde - ja de er jo altså også blevet udført FØR man oprettede en stilling, der specifikt skulle tage sig af de her ting. I København er det sådan, at antallet af mennesker, der fejrer både 25- og 40-års jubilæum på kirkegårdene er bemærkelsesværdigt højt - så der er mange af mine kollegaer, der har utrolig stor viden om alle mulige aspekter af dét, vi laver på kirkegårdene - og som også sagtens kan finde ud af at formidle det til en udefrakommende publikum. Det er der garanteret også hos jer. Og som sagt, så synes jeg det er indlysende, at uanset størrelsen på ens kirkegård, og uanset hvor mange eller hvor få berømte mænd og kvinder der ligger begravet der, og hvor kunstnerisk set interessante monumenter de har, så vil der altid være masser at fortælle om. 15

16 Alle kirkegårde fortæller lokalhistorie, alle kirkegårde er vidnesbyrd om tidligere generationers smag og skikke, alle kirkegårde kan fremvise fine variationer i monumenttyper, i inskriptioner og i symboler. De historie kan og bør vi fortælle så vidt og bredt, som vi kan komme af sted med det. 16