Danji Bhanderi Mit Danmark

Transkript

1 Danji Bhanderi Mit Danmark John Lykkegaard Forlaget Mine Erindringer

2 Danji Bhanderi Mit Danmark Danji Bhanderi udgivet september oplag John Lykkegaard Forlaget Mine Erindringer Stavnsvej 102, 8381Tilst tlf Tryk: Scanprint, Århus E-bog udgivet 2011 Danji Bhanderi og Forlaget MineErindringer ISBN:

3 Forord Hver morgen, når jeg står op, går jeg ud på min terrasse og kigger ud over Vejle Fjord. Jeg ser op på himlen og hører fuglene synge. Jeg ser over på hotel Munkebjerg på den anden side af fjorden, som har en enestående belysning på trapperne op til hotellet. Det er en ren meditation for mig, og jeg kommer til at tænke på alle de oplevelser og nydelser, jeg har haft i mit liv. Hver dag går det op for mig, hvor heldig, jeg har været. Det er min måde at komme godt i gang med en ny dag. Efterhånden har jeg boet i Danmark i mere end 30 år, og Danmark er blevet mit nye fædreland. Jeg har skrevet denne bog for at mine børn, Ida og Dan og mit barnebarn Amanda får mulighed for at lære min og min families baggrund bedre at kende, samtidig med, at jeg gerne vil fortælle om mine oplevelser som farmaceut og apoteker, hvor jeg har været udsendt af forskellige hjælpeorganisationer rundt om i verdens ulande for at være med til at udvikle deres sundhedssektor. Ikke mindst mit ophold i Somalia, hvor jeg fik borgerkrigens gru tæt ind på livet, har sat sine varige spor, og kan jeg med bogen bidrage til, at andre rejser ud for at gøre en indsats, er mit mål nået. Mit Danmark 3

4 I dag er der, uanset om danskerne bryder sig om det eller ej, mange nydanskere i Danmark, og bogen er mit bidrag til at bevise, at det kan lade sig gøre at blive velintegreret, gøre en indsats og være med til at påvirke udviklingen i det land, som jeg holder af og kalder mit. Måske er der nogen, der studser lidt over bogens titel Mit Danmark. En af de første bøger, jeg læste, da jeg kom til Danmark, var Karen Blixens fantastiske bog Min afrikanske farm, hvor hun skabte litteraturhistorie med sin fortælling om sin kærlighed til Afrika og i særdeleshed Kenya. Jeg fik bogen af min datter, Ida, og skønt jeg havde svært ved at læse dansk, lykkedes det at pløje mig igennem bogen, når jeg kørte med toget fra min bopæl i Vejle til Skanderborg Apotek, hvor jeg var i praktik for at opfylde kravene, så jeg kunne få overført min engelske uddannelse som farmaceut til Danmark. Den kærlighed, Karen Blixen havde til Kenya, har jeg til Danmark. Hun rejste fra Danmark til Kenya, jeg er taget den modsatte vej. Der har været tidspunkter, hvor jeg har følt, at jeg blev forbigået på grund af min hudfarve og oprindelse. Men den følelse er jeg nok ikke den eneste, der har haft. På et tidspunkt blev det så slemt, at jeg overvejede at rejse tilbage til England. Men efter lange overvejelser besluttede jeg, at jeg ville tage kampen op, for det er i Danmark, jeg hører til. I mange år har jeg haft en drøm om at skrive om mine erfaringer. Nu er bogen blevet en realitet, og i den forbindelse vil jeg gerne takke John Lykkegaard, Forlaget Mine Erindringer, for hans kyndige hjælp og vejledning og Bent, Inge og Hanne for at læse korrektur. 4 Danji Bhanderi

5 Kapitel 1 Jeg er af indisk oprindelse, men blev født i Kenya, hvortil mine forældre var emigreret fra det nordlige Indien, som ikke kun dengang, men også i dag er et meget fattigt område. Vi boede i havnebyen Mombasa, og som knægt stod jeg ofte på havnen og kiggede drømmende ud på de store skibe, som sejlede ud på den lange færd mod Indien og Østen. Hvor ville jeg dog gerne have været på de skibe, som langsom forsvandt i horisonten, mens jeg tænkte på alle de mennesker, der var om bord, og jeg tænkte, om jeg mon nogensinde selv ville sejle til Indien. Vi havde hørt så meget om Indien i vores familie, og jeg vidste, at det lå langt væk. Ja, for mig kunne Indien være på en anden planet. Dengang, i begyndelsen af 1950 erne, var det ikke så almindeligt, at folk rejste så meget, som de gør i dag. De store skibe sejlede helt tæt på, hvor vi børn sad og spiste nødder og snacks, og vi så dem forsvinde i horisonten, mens solen, stor og rød, gik ned i en fantastisk solnedgang. Som voksen har jeg været så privilegeret, at jeg har set mange forskellige dele af verden. Ikke kun som turist, men så sandelig også som professionel farmaceut, hvor jeg især har beskæftiget mig med sundhedsproblemer i ulandene. Vi var otte i min familie. Oprindeligt var vi syv børn, men den Mit Danmark 5

6 yngste, Harris, var kun seks måneder, da han døde. Det var han desværre ikke ene om, for mange små børn i ulandene døde dengang af infektioner, da der ikke var behandlingsmuligheder på grund af, at penicillinen endnu ikke var nået til Kenya. Jeg kan tydeligt huske, da han døde. Kremeringen foregik efter hinduistiske traditioner. Der blev lavet et stort bål på stranden, hvor det lille lig, iført et rødt ligklæde, blev brændt. Det var kun mænd og drenge, der overværede en kremering, og alle var klædt i hvidt. Jeg har stadig det certifikat, der blev udstedt i forbindelse med begravelsen. Et hinduistisk kremeringsritual shamshan, er ofte dyrt. Men det er en vigtig del af hinduismen at komme ordentligt af sted. Det var ikke sådan, at ligene fra fattige familier fik lov til at ligge at flyde på gaden. Man betalte efter evne, og var der tale om en fattig familie, var det gratis. Kvinder måtte som sagt ikke deltage i selve ligbrændingen. Mændene sang i guds navn og gik i procession, hvor der ofte deltog mennesker, og jeg kan huske, at jeg som lille deltog i en procession, hvor vi gik en lang tur gennem Mombasas fredfyldte gader. De, der har været tættest tilknyttet den afdøde, klipper alt håret af, og derefter tager de et bad. Hører man om et dødsfald i den nærmeste familie eller blandt venner, tager man også et bad. Hvis man ikke kan komme til det, kan man nøjes med lidt vand og vaske sig, eller bare smide vand på hovedet. Bagefter kommer familien og venner hjem og beder for den afdøde. Det betyder, at den nærmeste familie ikke står alene med sorgen i chokfasen. Moderen i familien må ikke lave mad, det er der andre, der sørger for. Jeg tror, det er fordi hun er i sorg og derfor ikke skal bebyrdes med at lave mad. Jeg er familiens ældste søn. Jeg har tre søstre, Ramu, Sandra og Dimita samt to brødre, Mick og Manji. Vi boede i et lille gammelt hus, som vi delte med tre andre familier i den arabiske 6 Danji Bhanderi

7 del af den gamle by. Hver familie havde et værelse, og jeg må sige, at vi virkeligt lærte hinanden at kende under de trange forhold. Det kunne være ganske koldt om natten, men det gjorde ikke noget, for vi børn lå så tæt sammen i sengen, at det gav varmen. Det fik senere den betydning, at vi hele livet har haft et fantastisk sammenhold. Vi er alle født hjemme undtagen den ene af mine brødre, som blev født på sygehuset. På den tid var det meget almindeligt, at kvinder fødte hjemme. Der var et sygehus i Mombasa, men det var kun, hvis der opstod komplikationer, at kvinden blev indlagt. Sygehuset var et betalingssygehus, men det var en skik, at hvis man ikke have råd til at betale, var behandlingen gratis. Alle havde den samme adgang til behandling uanset tro, og der var ingen af de rigere familier, der snød med betalingen. Hvis man havde råd, satte man en ære i at betale eller lave en større donation til hospitalet. Min bedstefar rejste fra Indien til Kenya i 1890 erne, og min mors bror rejste til Kenya i 1920 erne. Han klarede sig godt, og i 1940 erne sørgede han for, at de forskellige papirer blev ordnet, så mine forældre kunne forlade deres lille gård eller farm i Indien, og rejse til Kenya, hvor far fik arbejde som stenhugger hos min onkel. At bygge huse var dengang hårdt arbejde. Der var mangel på cement, så man brugte ikke mursten. Men der var masser af granit, og der var meget arbejde til en dygtig stenhugger. Granitten blev sprængt i mindre stykker, og så var det stenhuggerens opgave med hammer og mejsel at lave granitten til firkantede sten, der passede perfekt sammen. Min morfar var entreprenør og havde mange ansatte i sin virksomhed. De fleste huse i den gamle bydel i Mombasa samt en stor del af det nyere Mombasa er bygget af min familie, og flere er blevet storentreprenører og bygger højhuse i Kenya. På et tidspunkt begyndte min far også at bygge huse for andre. I stedet for at tilhugge stenene, tog han nu småjobs og lavede repa- Mit Danmark 7

8 rationer og ombygninger. I stedet for at bygge til, byggede man op. Det vil sige, at når en familie havde brug for mere plads, blev der simpelthen bygget en etage mere på huset. Da det blev almindeligt at bygge med cement, grundlagde han en lille fabrik, hvor han støbte sten af cement. Han lavede en træform, som han fyldte med cement, og så lavede han stenene. Det betød, at han kunne bygge større huse hurtigere end andre, og han fik hurtigt mange kunder, hvoraf en stor del var europæere. Jeg kan huske, at jeg som fem, seks-årig var med ham til Bamburi Beach for at hente cement på en gammel F.L. Smidth eller Ålborg Portland cementfabrik. Den fabrik ligger der stadigvæk. Vi tog af sted klokken fem om morgenen og kørte ad kystvejen til Malindi. Dengang var der skov og jungle, og jeg kan især huske de mange dyr, vi så. I dag er dyrene væk, og i stedet er der bygget hoteller og boliger langs kysten. Det var vigtigt at hente cementen tidligt om morgenen, for når man støber gulve i den varme, er det bedst, at man gør det tidlig om morgenen eller sent om aftenen. Far tog mig ofte med ud til de mange byggerier, og jeg fik lov til at komme med på kundebesøg. Mange af kunderne var som sagt europæere, og de boede i store, flotte huse. De havde som regel nogle store hunde. Dem var jeg meget bange for, så jeg stod altid udenfor og ventede på min far. Det var ikke normalt at komme ind i husene, men far var velkommen, for han var en lille mester på sit felt. Var der tale om et længere møde, kom jeg med ind, og så måtte jeg snige mig langt uden om hunden. Selvom jeg tit var med min far, havde jeg selvfølgelig også tid til at lege. Jeg havde et par legekammerater, og vi brugte megen tid på at fiske i kloakken udenfor vores hus. Der løb stinkende vand i kloakken, og vi fangede selvfølgelig aldrig noget, hvilket uden tvivl var ganske godt, for hinduer må ikke slå noget 8 Danji Bhanderi

9 levende ihjel. Vi havde ikke legetøj, da jeg var barn, men det gjorde ikke noget, for efterhånden var vi mange børn i huset, og vi kunne altid finde på noget at lave. Vi kørte rundt med gamle cykelhjul, hvor vi havde fjernet dækkene, og vi spillede med en lille bold lavet af gammelt tøj. Vi boede i den gamle bydel ved siden af et fiskemarked, som stadig findes, og hvor det stadig stinker ganske forfærdeligt af fisk. Den gamle havn lå ikke langt væk, og der var mange små handelsboder i de smalle gader. De findes stadig, men de fleste boder er nu omdannet til turistbutikker. Dengang var der mange små handlende, som solgte mel, sukker, smør, og hvad vi ellers skulle bruge, og man købte ind hver eller hver anden dag. Vi levede strengt efter de hinduistiske traditioner, og her var maden en vigtig del, som mine søstre hjalp mor med at tilberede. Om morgenen fik vi te og pandekager, og til aften fik vi grød. Det kunne være ris og linser, der var blandet sammen. Det var simpelt, men alligevel var det meget næringsrigt. Jeg var ikke underernæret, men måske nok lidt tynd. Vi fik salat og grønsager, og vi var vegetarer, som hverken spiste æg eller kød. En gang om ugen fik jeg et glas mælk fra et lokalt mejeri. Jeg kan huske fra min barndom, at det med kød var virkelig forfærdeligt. Jeg var opdraget til, at man ikke måtte slå dyr ihjel. Æg måtte vi ikke spise, for de kom fra et dyr. I dag er det anderledes. Jeg vejer min kost, men nu spiser jeg kød. Koen er allerhelligst, men mange andre dyr er hellige, for de har hjulpet guderne. Aben er hellig, fordi den hjalp guden Ram med at hente hans kone fra Sri Lanka, da hun var blevet kidnappet. Elefanten er også hellig, da den ifølge legenden gav sit hoved til Ganesh, søn af Shiv og Parvati. I dag er den symbol på held, rigdom og visdom. Om aftenen gik vi til et lille tempel, der var blevet bygget til vort lille samfund, hvor min onkel var valgt Mit Danmark 9

10 som leder af sekten, der bestod af cirka 5000 familier. I dag består det af Min mor var meget hellig, og hun tændte lyset i husets alter, hvor vi om aftenen holdt en lille ceremoni, inden vi skulle spise. Hun tændte et lille stearinlys morgen og aften, og om søndagen gik vi alle til templet for at bede og være sammen med andre. Som hinduer fejrede vi ikke nytår. Det er jo bare et skel mellem et år, der er overstået, og et nyt, der begynder. I stedet fejrede vi det hinduistiske nytår, Diwali, med små pengegaver til børnene og med fyrværkeri. Vi fik alle nyt tøj, og pigerne gik i farvestrålende sarier. Ellers var vi ikke vant til at feste, og det påvirker mig i dag. Især efter, at jeg er kommet til Danmark. Det er mit indtryk, at hvis folk ikke kan fejre jul eller nytår med andre, får de en depression. Vi fik kun slik til festlige lejligheder, og det bestod af indiske kager. Yderst sjældent fik jeg lov til at købe karameller hos en lille købmand. Han lavede selv karamellerne, og vi fik dem pakket ind i papir. Det begyndte at gå bedre med fars virksomhed, og han fik råd til en lille bil en varevogn, så han kunne hente varer fra cementfabrikken og forskellige andre ting, som han havde brug for. Efterhånden voksede hans firma, men far blev aldrig rig af at bygge huse. Som entreprenør blev man tit snydt, for nogle kunder ville ikke betale, selvom der var lavet en kontrakt, som begge parter havde underskrevet. Da jeg var omkring fem, seks år, lejede min far et større værelse, for familien voksede. Min mor fødte hjemme, og jeg kan huske, at lige inden og en uge efter hun skulle føde, blev der varmet op under sengen. Det foregik på den måde, at det lille komfur, hvor min mor plejede at lave mad, blev stillet ind under sengen. Når jeg så det, var jeg klar over, at nu blev vi flere søskende. Senere flyttede vi til Station Road i dag hedder den Heile Selassi Road. Jernbanen til Uganda begynder i Mombasa. 10 Danji Bhanderi

11 Det var englænderne, der byggede banen, men arbejdskraften kom fra Indien. I de år, hvor byggeriet fandt sted, blev der brugt omkring indiske arbejdere, og historien fortæller, at omkring 150 af dem blev ædt af løver. Englænderne var i Østafrika, hvor de drev handelsstationer længe før, de andre europæere kom til området. Mens vi boede på Station Road, byggede min far og hans to brødre deres eget hus. Et hus i tre etager, hvor de fik hver sin etage. Der var seks lejligheder, og de tre blev lejet ud til andre. I min familie har vi altid været fælles om tingene og arbejdet sammen. Mine to brødre havde en fælles virksomhed, og det er kun mig, der skiller sig ud. I Indien er det ofte den ældste søn, der bestemmer over familieformuen, når forældrene er døde. Men som årene går, træder de gamle traditioner mere og mere i baggrunden. Dengang arbejdede indiske kvinder ikke. Min mor har aldrig haft arbejde, mens vi boede i Kenya. Til gengæld passede hun hjemmet, og det var et arbejde i sig selv. Der var nok at se til, for vi havde ikke hushjælp. Lejligheden skulle passes, der skulle købes ind, og der skulle hentes vand til tøjvasken, der foregik på taget af huset. Fem, seks unger i en lille lejlighed kan jo ikke undgå at sætte sit præg, og vi var storleverandører af beskidt tøj. Det var let at komme til at gøre rent hjemme, for vi havde ikke mange møbler. For eksempel havde vi intet spisebord, så når vi spiste, sad vi på gulvet. Jeg er den eneste, der har gået i børnehave, men det var kun i kort tid. Der smagte jeg for første gang toast med marmelade. Det var en luksus, jeg ikke havde prøvet før. Det er også det eneste, jeg kan huske fra den periode. Når mor skulle noget, blev vi altid passet af en anden i familien. Det betød, at man lærte sin familie at kende, og det gav et utroligt familiesammenhold. Vi stod op ved fem, seks tiden om morgenen, og det er måske grunden til, at jeg også står tidligt op i dag. Dengang var det Mit Danmark 11

12 nødvendigt at stå tidligt op, for vi skulle stå i kø for at komme på toilet eller i bad. Da jeg var et halvt år, rejste mine forældre sammen med min tre år ældre søster til Indien, for hun skulle forloves. Det var skik, at forældrene planlagde ægteskabet, mens børnene var små, og man begyndte som sagt med, at børnene blev forlovet. Det halve år, de var væk, boede jeg hos en af min fars brødre. Da de kom de tilbage, havde de medbragt et sæt cricket, som jeg dog først fik glæde af, da jeg blev lidt ældre. På den tid boede inderne i lokalsamfundet sammen med arabere, muslimer og sikher, og skønt vi hver især havde forskellige former for tro, opstod der aldrig problemer. Vi levede i fred og fordragelighed, og vi respekterede hinandens trosretning. Vi kendte alle de forskellige helligdage, de forskellige grupperinger havde, som f.eks. englændernes Christmas og nytår, muslimernes faste, Eid osv. I skolen blev vi undervist i de forskellige religioner hver onsdag, hvor vi havde fællestime. I de timer læste vi op af forskellige religionsbøger. Den ene time læste vi op fra Koranen. Den næste time kunne det være hindu tekster osv. Vi sluttede timen med at bede en bøn fra den aktuelle religion. På den måde fik vi forståelse for andre religioner, og det har jeg haft stor gavn af siden. Afrikanerne boede ude på landet. Men de kom ind til byen, hvor de var ansat mange steder som hushjælp, havehjælp eller med at bære varer til butikkerne. De kom også med deres afgrøder, som de solgte på markederne. I nærheden af, hvor vi boede, var der et stort marked, hvor man kunne købe alt fra stoffer og bukser til smykker og fødevarer. Af og til tog vi ud til farmene. Men det var ikke almindeligt, for man boede langt fra hinanden, og det betød, at vi ikke havde mulighed for at lege med de lokale. Vi kunne heller ikke lege med dem i skolen, for der var vi også adskilte. Der var ikke ret mange skoler for afrikanerne, og det betød, at der var mange, 12 Danji Bhanderi

13 der aldrig fik en uddannelse. Der var nogle indiske skoler, og som fem-årig begyndte jeg i privatskole en primary school, som hed Kikowani. Jeg husker min første skoledag meget tydeligt, for jeg skulle have en skoleuniform, som bestod af brune kakibukser og en hvid skjorte, og det måtte mine forældre selv betale. Det kostede en dollar eller to om måneden at gå i skolen, og det udelukkede mange afrikanere, for de havde simpelt hen ikke råd. Vi søskende kom i den samme skole, men piger og drenge var i hver sin afdeling. Vi kunne se hinanden, men vi kunne ikke være sammen. Undervisningen foregik på engelsk, for Kenya var dengang et engelsk protektorat. Hjemme talte vi indisk. Vi havde efterhånden fået råd til at ansætte hushjælp, og med dem talte vi swahili. Ude i byen talte vi engelsk, så på den måde lærte jeg flere sprog. Da jeg begyndte i skolen, gik jeg alene de tre, fire kilometer, der var hen til skolen. Senere, da mine søskende begyndte, kunne vi gå sammen, og det gjorde turen lidt sjovere. Vi gik turen tre gange om dagen, for i middagspausen var vi hjemme for at spise. Vi havde fri et par timer i den værste middagshede, før vi gik tilbage til skolen klokken 14, og så havde vi fri klokken 16. Når vi kom hjem, legede vi sammen med de andre børn ude på gaden. Vi havde selvfølgelig ikke tv. Men det savnede vi nu heller ikke, for i stedet var vi kreative og opfandt forskellige lege. Da vi var små, var det sjældent, at vi fik frugter. Det var en luksus, der ikke var råd til. Men da en af mine søstre blev syg og havde feber, fik hun et æble. Jeg satte mig ud i solen, for jeg tænkte, at hvis jeg blev rigtig varm i hovedet, fik jeg også et æble, men så heldig var jeg alligevel ikke. Min morfar var glad for mig, og han ville gerne se mig og lege med mig. Så han sendte en onkel hen for at hente mig. Hver morgen gik min onkel fem kilometer for at hente mig. Han bar mig hen til min morfar og hjem igen om eftermidda- Mit Danmark 13

14 gen. På vejen skulle han købe et lille stykke chokolade, men han måtte ikke selv tage et stykke. Det var til mig familiens kæledække. Da jeg blev voksen, fortalte han tit, hvor meget arbejde, jeg på den måde havde givet ham. I dag er han blandt de rigeste i Kenya, og han ejer stålvalseværker, betonfabrikker og entreprenørvirksomheder ikke kun i Kenya men også i Uganda. Der var tre, firehundrede børn i skolen, og i hver klasse var der 30 til 35 børn og kun én enkelt lærer. Der var meget disciplin, og når læreren kom ind, skulle vi rejse os op. Vi måtte ikke snakke i timerne, undtagen, når vi blev spurgt. Dét, læreren sagde, var rigtigt, og havde man en anden mening, måtte man holde den for sig selv. Der var tale om envejslærdom, men det var alligevel ikke så dårligt. Det var en god skole, og vi lærte meget. Vi havde mange pligter, men det var sjovt at gå i skolen. Det var først, da jeg begyndte i skolen, at jeg fik mit første par sko. Det var noget, jeg skulle vænne mig til, for normalt gik vi med bare tæer. Det sidder stadig i mig, for jeg elsker at gå rundt uden sko. Efter 12 år skulle jeg til eksamen. Alt afhængig af, hvor god en eksamen vi fik, kunne vi enten læse videre eller begynde at arbejde. Jeg ville gerne læse videre. Derfor var det meget vigtigt at få en god eksamen, for der var kamp om pladserne. Der blev optaget 120 børn, og der var mange hundrede, der søgte optagelse. Det var selvfølgelig kun dem med de bedste eksamener, der blev optaget. Jeg slap gennem nåleøjet, men det var på et hængende hår. Jeg var meget motiveret i skolen, for jeg vidste, at det drejede sig om at være dygtig, hvis jeg ville frem i verden. Det sad nærmest på rygraden, for som børn så vi mange indiske film, der udelukkende drejede sig om opdragelse og uddannelse. Man skulle arbejde sig op, og det foregik ved at læse og blive dygtig. Derfor har jeg altid brugt megen tid på at lave lektier og 14 Danji Bhanderi

15 passe mine studier. Vi mødte op hver dag, og der var straf, hvis vi pjækkede. Straffen var hård og faldt omgående. Hvis vi pjækkede, blev vi sat til at passe skolens have eller noget kedsommeligt. I december 1961 traf mine forældre det svære valg, at de ville rejse tilbage til Indien. Det var ikke lykkedes far at spare særligt meget op i Kenya, så nu ville han tilbage til Indien og til sin mor, min farmor, hvor han ville begynde en ny tilværelse som farmer. Han solgte det lille hus og det meste af, hvad de havde samlet sammen gennem årene. Mine forældre rejste til Indien sammen med mine søskende, mens jeg skulle blive tilbage, indtil jeg var færdig med skolen. Forberedelserne til turen havde taget et stykke tid. Kufferter var en luksus, som vi ikke havde mange af, så i stedet blev tingene pakket i store tønder, som blev bragt om bord på skibet. Vi kørte ned til den flotte havn i Mombasa. Jeg stod på kajen sammen med min far, mor og fem søskende. Det var svært for mig at sige farvel til min familie, så jeg græd så meget, at min far ville købe en billet til mig også. Men min mors bror onkel Kanjimama, som jeg skulle bo hos, sagde, at det nok skulle gå. Mine forældre og mine søskende gik om bord på det store skib sidst på eftermiddagen. Det varede flere timer, inden skibet forlod havnen, og om aftenen gik jeg over til den anden side af havnen, som var et populært udflugtssted for mange familier, når de skulle lidt ud om søndagen. Dengang hed det Ocean Road, i dag hedder det Kenyatta Drive. Jeg så skibet sejle langsomt forbi. Der var hvid havbrus og bølger. Det var mørkt. Solen var gået ned, og efter to, tre timer forsvandt skibet langsomt i horisonten. Det var en forfærdelig oplevelse for mig, da jeg så det store skib lægge fra kaj med min familie om bord. Det var ikke blot en lille tur, de skulle ud på, for sejlturen til Indien varede en måned, og jeg vidste, at der skulle gå fire år, før jeg så dem igen. Grunden til, at jeg blev til- Mit Danmark 15

16 bage, var, at jeg lige var blevet færdig med skolen, og nu skulle jeg forsætte mine studier. Mine forældre mente, at det var synd for mig, hvis jeg skulle forsætte studierne i Indien, så det blev bestemt, at jeg i stedet skulle blive og bo hos min mors bror, min onkel, som var meget velhavende. Min onkel og tante havde ingen børn. De boede i et stort hus, så der var rigeligt plads til mig i de fire år, hvor jeg studerede. Til trods for, at jeg var ihærdig med mine lektier, havde jeg kun med nød og næppe slæbt mig op på en karakter, der gav adgang til en videregående uddannelse. Skolen bestod af A, B, C og D klasser, og jeg var kommet i D-klassen, som var bundklassen. Systemet var endvidere, at de fem med de bedste karakterer rykkede op, og de fem med de laveste rykkede ned. Det første år gik det ikke særligt godt, og min onkel var min store indpisker. Hjemme havde vi været fattige, så det var sjovt at komme til et rigt hjem. Jeg var vant til at sidde på gulvet og spise. Her sad vi ved et bord. Den første dag, jeg var hos min onkel og tante, var noget af det første, min tante sagde til mig, at jeg skulle smide mine sko langt væk, for de passede ikke til huset. Jeg fik et par nye, men jeg var ked af at skille mig af med de gamle, for de var en gave fra mine forældre. Da jeg begyndte i high school, Allidina, fik jeg flot tøj og nye skoleuniformer, som bestod af hvide kortærmede skjorter og korte hvide bukser. Skolens motto var, og er stadig, Life is duty. Jeg delte værelse med min fætter Suresh. Og dét, at vi kun var to om at dele et værelse, var en luksus, jeg aldrig havde prøvet før. Når jeg var kommet i seng, lå jeg og læste bøger og lektier i nattens stilhed, og på grund af det sene tidspunkt var det dejligt køligt. I det sidste år læste jeg tit til klokken var tre, fire om natten. Jeg blev færdig med skolen i december Mens jeg gik der, blev jeg vidne til store politiske omvæltninger. Den poli- 16 Danji Bhanderi

17 tiske situation i Kenya havde gennem de senere år ændret sig. Afrikanerne og Mau-Mauerne havde kæmpet mod englænderne, og Jomo Kenyatta var vendt hjem fra England og havde dannet en oprørsbevægelse. Den 12. december 1962 gik det britiske flag ned, og det flotte, farverige kenyanske flag blev hejst i Nairobi af Jomo Kenyatta. Overalt var der kenyanske flag, og der blev jublet rundt om i landet. Når Kenyatta holdt taler, sad vi alle og lyttede intenst til radioen.. Han begyndte altid med at råbe Harambe! i fællesskab. Han var meget populær, og på grund af ham blev der skabt en stolt fællesholdning til de nye tider og dét at være kenyaner. Vi fik ofte besøg af min mosters mand fra Nairobi, som kom til spisning sammen med sine afrikanske venner. Han var politisk aktiv og var rådgiver og ven med mange af de førende politikkere i Kenya. Han var ansat i FN, og da han døde i et flystyrt i Adis Abba, Etiopien, blev vejen, hvor han boede, omdøbt til Bhanderi Road. I 1963 blev Kenya selvstændig, og i 1964 kom Kenya African National Union (KANU) til magten, og Kenyatta blev udnævnt til præsident. Der skete mange forandringer i Kenya i de år. Afrikanerne begyndte at overtage butikker. De blev herrer i eget hus, en udvikling, mange indere var bange for. Vi frygtede, at situationen ville udvikle sig, som det var sket i Zanzibar, hvor der var regeringsovertagelse med militærkup, meget vold og mange voldtægter, som førte til en stor folkeudvandring. Det gik især ud over inderne, der havde boet i Zanzibar i generationer. Hvad ville der ske, når afrikanerne overtog Kenya? Ville vi blive smidt ud og få beslaglagt vore virksomheder, eller kunne vi få lov til at være i fred? Der gik mange rygter. Et gik ud på, at man kunne vælge mellem at få et kenyansk pas eller forlade landet. Hvis det var rig- Mit Danmark 17

18 tigt, ville jeg få problemer. Jeg var født i Mombasa, som havde været underlagt sultanen af Zanzibar. Zanzibar ligger cirka 50 km fra kysten. Mombasa er havneby placeret i en ti km lang østafrikansk stribe. Det havde været et britisk protektorat modsat resten af Kenya, som havde været en britisk kronkoloni. Som britisk protektorat var vi under englændernes beskyttelse, men vi var statsløse, og det betød, at jeg hverken hørte til Indien, England eller Kenya. Og det var en situation, som bragte mig i vanskeligheder, da jeg nogle år efter kom til Indien. Det store hus var indrettet, så begge mine onkler kunne bo der. Min anden onkel, Karsanbhai, var en stor mand, som var leder af det lille samfund. Det betød, at vi var tvunget til at gå med dem i templet, og derhjemme kom fine folk og politikere ofte på besøg. Når der var fornemme gæster, fik vi store måltider med mange retter, og så bøvsede gæsterne på livet løs. Det var høfligt at bøvse, for det var tegn på, at man var mæt, og at maden havde smagt godt. På grund af min onkels status var det et fast ritual at besøge vores indiske tempel om morgenen og om aftenen inden aftensmad. Min nye familie var, som min mor, selvsagt meget hellig. Min far derimod havde ikke været så meget for templer og religioner. Når der var diwali, indisk nytår, fik vi vores fineste tøj på, og så fik vi besøg af næsten alle inderne fra vores landsbyer. Karsanbhai hjalp utroligt mange mennesker. Ikke kun økonomisk men også med at tolke loven, hvis de kom ud for problemer med politiet og immigrationsmyndighederne. Han holdt Newsweek, Life magasin, og vi fik morgenaviser, som jeg også læste. Via dem fulgte jeg Kennedys mord, Beatles udnævnelse til Members of the British Empire MBE, Cubakrisen, og udviklingen af Kenya. Jeg havde det godt. Jeg boede bedre, end jeg nogensinde før havde boet, men der var noget, jeg savnede. Det lyder underligt, 18 Danji Bhanderi