At hele såret efter Anden Verdenskrig med kunst og kærlighed

Transkript

1 At hele såret efter Anden Verdenskrig med kunst og kærlighed Bunkerne har været der altid. Sådan føles det i hvert fald for os der er vokset op efter krigen med adgang til Jyllands Vestkyst. De er blevet ikoner for 2. Verdenskrig, Hitlers forstenede efterladenskaber på strandene. Som paddehatte skød de op overalt langs kysterne fra Norge, ned over Danmark og hele vejen ned til Frankrig. Alle forbundne i krigens afskyelige mycelium, og med uoverskuelige konsekvenser for dem, der levede langs kysterne. Sidste år genså jeg bunkere for første gang i mange år. Jeg har boet i København i en del år og har længe kun haft min gang på den bunkerfri del af stranden ved Løkken. Den dag havde jeg været i Lemvig og fik lyst til at køre til Thyborøn. Man kører langs landevejen i det midtjyske højland og kommer pludselig til en skrænt, hvorfra man har udsyn til det flade land, hvor Thyborøn ligger på Harboøre tange, og hvor man kan se Cheminovas fabriksområde, som i 80 erne repræsenterede en anden form for ondskab. Det kører man forbi for at komme ind i Thyborøn. Det er et besynderligt sted. Der er ingen træer i byen, og denne træløshed får det hele til at virke goldt, lidt som en ørkenby i et helt andet land. Jeg standsede for at se det muslingesmykkede hus, jeg kunne huske at have set for over 20 år siden. Så tog jeg ud til stranden for at dyppe tæerne i det vidunderlige Vesterhav. Det var en smuk og solrig sensommerdag hen under aften. Ude ved stranden lå et par bunkere. Jeg tænkte ikke over deres tilstedeværelse. Så selvfølgelige er de i bevidstheden, disse nøgne strukturer af metertykt beton, at de bare ér der. Jeg smed skoene og gik ud i vandet. Det var som om der var et stærkt sug i brændingen, stærkere end sædvanligt, som om der få meter fra stranden lå et stort og strømskabende dyb. Det gøs i mig, jeg blev pludselig bange for at blive trukket ud i det dybe vand. Der er al mulig grund til at have respekt for det hav, der i gamle dage blev kaldt Jernstranden og blev anset for at være Europas farligste kyst, og som er bestrøet med skibsvrag i rigt mål. Under 2. Verdenskrig blev den om muligt endnu mere uhyggelig. Under Hitlers herredømme, kaldte tyskerne den for 1

2 Flødeskumsfronten fordi der aldrig blev foretaget nogen invasioner af de allierede, som der f.eks. blev gjort i Frankrig. Tyskerne havde masser af tid på stillingerne i Danmark til at gå og klø sig i røven, spille fodbold, se film og hygge sig. Der blev gjort alle mulige foranstaltninger for at de kunne hygge sig bedst muligt, der blev hentet film hjem hver eneste uge med underholdende indhold, aldrig politisk. Disse soldater med for megen fritid skulle nødig gå rundt og få for interessante ideer i deres hoveder, mentes der fra øvre sted. Men for den danske kystbefolkning havde Regelbau- programmet, som bunkerbyggeriet hed, uoverskuelige konsekvenser. I det lille fiskersamfund i Hanstholm betød tyskernes indryk i byen, at det liv de havde kendt, det landskab, de var vokset op med, som gav dem mad på bordet og som de elskede, blev jævnet med jorden. Det første, der skete, da de tyske soldater kom til Hanstholm var, at inddrage et værelse hos dem, der havde 4 værelser eller mere i deres hjem, til indkvartering af soldater. Fiskerne måtte opgive deres arbejde, og den havn der havde været planlagt til bygning årene for inden, blev indstillet. Senere led husene fysiske skader, da tyskerne byggede den store kanonbunker med en kanon med et 19 meter langt kanonrør og en rækkevidde på 55 kilometer. Trykket fra kanonbraget fik husene til at slå revner. På den tilsvarende side af Nordsøen i Norge, stod en lignende kanon med samme rækkevidde. Således kontrollerede tyskerne indsejlingen til Danmark og i øvrigt hele Nordeuropa med Atlanterhavsvæggens mur af beton. Og som krigen skred frem, lod tyskerne hele befolkningen i Hanstholm evakuere, så de måtte klare sig et andet sted, som de bedst kunne eller flytte ind i de dertil byggede husvildebarakker. Strandene langs vestkysten var oversået med pigtråd, miner og spanske ryttere 1. Det må have været en forfærdelig tid. I dag er det en selvfølge at kunne tage ud til Vestkysten og blive gennemblæst af dens friske luft og se dens skiftende ansigter, solnedgangen, bade, gå kilometer efter kilometer med bare fødder i brændingen. Vesterhavets vidunder blev inddraget i Hitlers spil. Først for nylig er de sidste miner på Skallingen ved Esbjerg blevet ryddet, og Skallingen igen åben for besøgende. Minerne har været sprængfarlige lige siden 1 Spansk rytter er en konstruktion til forhindring af primært militære køretøjers fremfærd. Indgår som en mobil del af en spærring. (Wikipedia) 2

3 krigen. Omkring 600 bunkere blev bygget på kysten i Danmark. Den struktur, der bandt dem sammen var gjort af et utroligt had, en ufattelig frygt. Som om Hitlers åbne sår stadig ligger på strandene og bløder. Det had og den frygt, som udførte folkemord, som krævede verdensherredømme og som en sidste konsekvens var årsag til bomberne over Hiroshima og Nagasaki. Disse efterladenskaber ligger stadig på strandene med deres massive kontrafej. Tomme og gabende som kranier strøet ud over strandene og landet. Når man står foran bunkerne, mærker man deres metafysiske udstråling, hvad end man er bevidst om deres historie eller ej. Bunkerne er uden skyld. De er blot de fysiske beviser på en enkelt mands vanvid, der besmittede verden og satte den i flammer. Den totale krig er ikke forbi. Bunkerne placerer den stadig i vores sind. Derfor mener jeg, at projektet BunkerLove er et vigtigt projekt. Det har til hensigt at transformere al den frygt, lidelse, had og skyld til kærlighed. Derfor er jeg virkelig glad for at have fået mulighed for at bidrage til projektet. Jeg kan være med til at bringe lidt mere kærlighed ind i verden gennem mit enkelte bidrag, som lige nu er ved at tage form af en sci- fi- fantasy- roman med bunkerne som det væsentligste bindemiddel og med Vestkystens natur og kultur som bagtæppe. Jeg havde den 7. juli mulighed for at opleve den første BunkerLove festival af 3: Alert i Hirtshals. En af kunstnerne, Meile Sposmanyte, havde placeret 111 små buddhaer på stranden og installeret et tibetansk munkekors chanten i en mørk bunker. Et andet værk var en videoinstallation i et mørkt rum bag et gitter, en ung pige, der a capella sang folkevisen Liden Karen. Smukt og enkelt. En skuespillertrup fra Vendsyssel opførte en sammenskrivning af Edgar Lee Masters fantastiske værk, Spoon River Anthology i forestillingen A walk in the dark. Den kæmpestore ildlederbunker var helt igennem besmykket med blomster og lys hele vejen igennem og opnåede en sakral stemning. Der var dansetrup, sambaorkester og performance. Der var en Free Pussy Riot happening. Jeg opfattede værkerne som betydningsfulde og tidssvarende. De lokale besøgte festivalen og var virkelig glade for det, de så. Den engelske fotograf fortalte mig, at noget sådant aldrig ville have kunnet gennemføres i 3

4 Hannah Arendt definerede efter at have oplevet Adolf Eichmanns deltagelse i jødeudryddelserne under krigen den automatisk- bureaukratiske deltagelse i krigens ondskabshandlinger som ondskabens banalitet. Jeg ser for mig billedet af den dansende Hitler. Han dansede over en triumf. Et projekt, der var gået som han planlagde, invasion af Frankrig. Det fik ham til at danse. Et grotesk billede. 2 Sophie Scholl var med i en Hitlerjugendfraktion for piger, før hun sprang ud som frihedskæmper. Som jeg forstod det, var hendes deltagelse i Hitlerjugend en slags ungdomsoprør, som hun forkastede, da hun blev klar over, hvad det i virkeligheden stod for. Og herefter gav hun sit eget liv i pant. Min farfar var politimand og en aktiv del af modstandsbevægelsen. Efter krigen talte han ikke meget om de aktioner, han havde været involveret i. Jeg husker ham som en stille og alvorlig mand. Jeg har siden forstået, at tavshed var en forholdsvis typisk strategi for dem, som havde udført stikkerlikvideringer. I kraft af sit embede var han på sin vis selvskrevet til at udføre den slags arbejde. It s a dirty job, but someone s gotta do it. Min farfar var en tid nødt til at gå under jorden, og i det samme tidsrum husede min farmor to engelske flyvere på loftet. Det var i Esbjerg, hvor Regelbauprojektet fandt sted som det næststørste efter Hanstholm. Også det, at min egen familie har været involveret i modstandskampen, gør min deltagelse i BunkerLove- projektet særdeles relevant for mig. Det havde store konsekvenser for min familie. De satte livet på spil for Danmark. Jeg ved, at modstandskampen førte til, at mange blev sidste dages hellige, og at megen frygt og frustration kom til udtryk i krigens eftervirkninger i form af forfølgelsen af værnemagere og tyskertøserne. Det er fint udtrykt i Matador hvor Axel Strøbye får knald i låget efter at være blevet arresteret som værnemager. Det havde han ikke set komme. Han var jo bare en entreprenør, som i sin egenskab af driftig forretningsmand greb mulighederne for at leje ud til tyskerne. Der er fremskridt og vækst i at gribe mulighederne og se dem forvandles til penge. Hvad galt skulle der være i det? Men der ser man hvor vores hjerter kræver at blive set i på daglig basis. Har denne vej et hjerte? spørger Lars Lilholt i en af sine sange. Hans musik taler til 2 5

5 et sted, som jeg ofte glemmer findes. Et uskyldigt sted, måske det som i newage- lingo kaldes det indre barn. Det samme sted, som William Blake taler til i hans Songs of Innocence and Experience. Astrid Lindgren skriver også ind i det sted. De var vise mennesker. Det er jeg ikke. Måske bliver jeg det aldrig. Men jeg tror, at hvis man frygtløst tør give af sin kærlighed, så bliver man måske vis. Men det er farligt at give af sig selv, at tilbyde sin kærlighed. Så bliver man sårbar. Man bliver grebet af frygt for mørket, for det brændende inferno, vi stadig kan se resterne af på stranden. Jeg skrev til en veninde lige før, at jeg sad i en duftende, solbeskinnet svensk skov og skrev på min sci- fi fantasi til BunkerLove projektet. Hun skrev: Hvor vildt! Må jeg være med som en ond fe, der tager røven på alle, fordi jeg har vinger, og alle derfor tror, jeg er uskyldig? Jeg skrev til hende, at jeg havde en vision om at se hende læse op i skæret af stearinlys i en bunker. Min veninde er er en fantastisk digter. Hun skriver om nogen fra sit hjerte, og der er et fint og sårbart udtryk i hendes tekster. Og fra samme fine og sårbare sted læser hun op. Det ville være så smukt mod den massive bunkerbeton. Hun er en af dem, der kan transformere frygten og hadet til kærlighed. Jeg drømte en morgen i tilstanden mellem søvn og vågen om soldaterne på Hanstholm. De blev beskudt med rosenblade og blev selv til roser. Og til glitrende lys, der dansede på Vesterhavets vand. Til morild. Jeg svømmede engang i morild, ved kysten ud for Blåvandshuk med en stor fuldmåne over et blikstille hav. Når man dykkede ned i de lysende alger og brød gennem vandoverfladen, lå de og lyste på huden. Som om man havde stjerner på sin hud. Det var i nærheden af Tirpitz, som også var en vigtig stilling i Regelbauprogrammet, og alle stillingerne havde dyrenavne. Stillingen i Hanstholm hed Hyäne, og der var en, der hed Raben. Stillingen i Himmerland, hvor jeg nu bor, hed Lindworm! Det kunne ikke siges bedre. Lindorm. Jeg sad en dag med min israelske veninde i hendes atelier og drak øl og talte om krigen, jødeforfølgelserne og Holocaust og om dem, som satte livet på spil for at hjælpe eller skjule jødiske borgere for de tyske tropper. Who would hide me, sagde hun næsten sørgmodigt. I would, sagde jeg, you could hide in my attic! Og jeg håber inderligt, at jeg ville udvise det samme mod som modstandskæmperne. Men tænk, hvis man blev grebet af frygt for sit eget liv, at 6

6 man ikke turde gøre det. Det er nok den største frygt. På samme måde, som dem, der gik i panik under branden på Scandinavian Star eller det synkende Titanic. At panikke fordi man desperat vil redde sit eget sølle skind og dermed tilsidesætte al medmenneskelighed. Jeg håber ikke, mit mod nogensinde skal møde en sådan prøvesten. Men at jeg kan stole nok på mig selv til at vide, at jeg ville handle rigtigt og med tanke på mine medmennesker. Jeg har ofte gået ture i mindelunden over de danske frihedskæmpere i Ryvangen ved Hellerup. Det er et meget smukt sted. Første gang jeg så de tre pæle, der er støbt i bronze efter dem, som blev bundet til dem og likvideret her, rejste hårene sig på mit hoved. Det er et smukt og enkelt kunstværk og et af de mest håndgribelige symboler på, hvad der skete her. I Mindelundens udstilling er der en montre med et afskedsbrev, som en ung frihedskæmper skrev til sin mor, inden han skulle henrettes i Ryvangen. Det minder mig om en novelle, jeg engang læste om en ung frihedskæmper, der fik et par sidste ønsker, inden han skulle dø. Det ene var at han måtte ryge en cigaret. Det andet var, at han måtte tage sin islandske sweater af, så der ikke kom blod på den. Jeg håber, at jeg ville have den samme pragmatiske holdning til min egen død, hvis jeg havde levet dengang. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller. Det forekommer enkelt. Jeg har prøvet at være modig efter bedste evne. Over for mænd for eksempel. De gange, jeg har følt mig helt til grin, er muligvis større end de gange, det har givet pote. Jeg har også forsøgt det i professionel forstand, taget chancer, en af dem med økonomisk bundskraber til følge. Astrid Lindgrens ord i Brødrene Løvehjerte har gjort et dybt og uudsletteligt indtryk på mig: Der er ting man må gøre, selvom man ikke tør. Ellers er man ikke et menneske, men kun en lille kujon! Det er Jonathan Løvehjerte, der fortæller det til sin lillebror Tvebak inden han går ind i modstandskampen mod den onde besætter af Rosendalen og hans drage Katla. Dette husker bunkerne mig på. Som frugter af krigsmyceliet fortæller de mig, at jeg skal huske at udvise mod. Og kærlighed. Det hedder jo heller ikke Bunker Hate, men Bunker Love! 7