Værdi = bevaring! JAGT SOM NATURBEVARENDE KR AFT

Transkript

1 JAGT SOM NATURBEVARENDE KR AFT Værdi = bevaring! De forskellige underarter af markhor er nogle af verdens mest eftertragtede jagttrofæer. Indtil for ca. 15 år siden var der kun meget få markhor tilbage i den vilde natur, men bestanden har siden været i kraftig stigning de steder i Pakistan, hvor der tillades en stærkt begrænset trofæjagt hvert år. Den pakistanske regering udsteder på nuværende tidspunkt årligt ca licenser i alt til de tre forskellige arter af markhor, der lever i Pakistan. Washingtonkonventionen/CITES tillader eksport og import af disse lovligt nedlagte markhortrofæer / 7 / 2013

2 Af alle de mange direkte og indirekte tiltag til bevarelse af den vilde natur, som jeg har oplevet gennem fire årtiers internationalt virke, er det kun dem, der økonomisk set har kunnet betale sig for lokalbefolkningen, som har været succesfulde og af disse har jagt klart været den mest effektive Tekst: Jan Krossteig Foto: Fotolia m.fl. GENNEM NÆSTEN FIRE årtiers drift af Diana Jagtrejser og senere Limpopo Travel har jeg oplevet lidt af hvert i relation til jagt og naturbevarelse over hele verden. Jeg har ikke tal på, hvor mange lande vi har sendt jagtrejsende kunder til, eller hvor mange lokale partnere vi har samarbejdet med, men det skal tælles i hundreder. Jeg har fulgt udviklingen af den kommercielle jagtturisme indefra, og gennem hele forløbet har jagten og naturbevarelsen været to sider af den sam me sag. Morgendagens jagtrejser hviler nemlig helt og holdent på indsatsen for bevarelse af naturen i dag. Jeg har set utallige konkrete eksempler på naturbevarelse, som virkede, og lige så mange, som ikke gjorde det. En del af de fejlslagne forsøg er endt i rene katastrofer. Jo mere jeg har set, desto stærkere er jeg blevet i min overbevisning om, at effektiv naturbevarelse i den virkelighed, vi lever i, bygger på nogle af de simpleste elementer af den menneskelige natur. Det kommer jeg tilbage til. Kan det betale sig? En af mine medarbejdere havde for nylig via facebook en længere samtale med en outfitter i Tadjikistan, som altså sad i sin bjerghytte midt i det asiatiske bjergmassiv tæt på græn sen til Afghanistan og chattede på internettet. Han og hans bror havde for 12 år siden opkøbt omkring 100 kvadratkilometer i bjergene, hvor der dengang levede en bestand på knap 40 markhor. Markhoren er en sjælden art af bjergged, som er stærkt truet. Formentlig er der i dag færre end invider tilbage i verden fordelt på fire underarter i spredte bestande. I dag er bestanden på brødrenes revir vokset til ca. 240 dyr formentlig omkring 25 % af hele verdens samlede bestand af underarten Bukhara Markhor, som kun lever i Tadjikistan og Usbekistan. Men markhorbestanden på brødrenes revir i Tadjikistan vokser ikke mere, fordi sneleoparder (endnu en truet art i regionen) dræber markhor hver vinter. Min medarbejder spurgte, hvorfor man ikke forsøgte at fodre sneleoparderne væk fra markhorflokkene om vinteren, f.eks. med kød fra får og tamgeder, som ikke koster mange penge i regionen. Svaret var lige så nedslående som enkelt: Hvorfor skul le vi det? Markhorene har ingen værdi for os! Få kilometer mod syd i Pakistan har man efter en regeringsbeslutning i 1998 med stor succes solgt nogle få markhorlicenser hvert år til de høj est - bydende internationale storvildtjægere. Ofte koster en markhorjagt jægeren kr., og en stor del af pengene ender i lokalområdet, hvor jagten foregår. Resultatet af den regulerede storvildtjagt har været 6/ 7 / ovenud positivt. Med et trylleslag gik man i mange områder direkte fra det, som i bedste fald var en nulvækst i den skrøbelige bestand, til en årlig tilvækst på over 10 %. I et enkelt område er bestanden siden 1998 steget fra 150 til flere end 700 dyr. Hvad ske - te der? De lokale kunne pludselig se en gevinst i ikke at jage markhor for de få dollars, som kødet er værd! For outfitteren i Tadjikistan er den pakistanske solstrålehistorie en ringe Verdensnaturfonden og andre seriøse naturbevarelsesorganisationer har for længst anerkendt den regulerede trofæjagt som et nyttigt redskab til naturbevarelse. trøst. Der er ingen umiddelbare udsigter til, at de tadjikiske myndigheder ser lyset og får et solidt regelsæt på plads, som åbner mulighed for salg af nogle få trofæbærende handyr til finansiering af naturbevarelse. Den egentlige taber er markhoren. Afrika Min erfaring gennem årene er, at hvis ikke det kan betale sig helt ude i det yderste led at beskytte naturen, så sker det ikke, uanset alle gode intentioner om det modsatte. For masaien i Kenya er løven, som æder hans kvæg, kun til besvær, og står det til ham, ender den hellere sine dage før end siden. Derfor er bestanden af 87 >

3 Økoturisme virker i nogen udstrækning, men er bare langt mindre effektivt end reguleret trofæjagt. > storvildt i Kenya kollapset, siden man i 1977 indførte et totalt stop for storvildtjagt. Jagtsafariindustrien forsvandt, og det samme gjorde de lokale jobs, opsynet med vildtbestanden, bekæmpelsen af krybskytteriet og det billige vildtkød til de lokale. Vildtet mistede helt enkelt sin værdi for lokalbefolkningen, og dyrene uden for nationalparkerne forsvandt hurtigt i kødgryderne. Selv inde i sel ve nationalparkerne er det gået voldsomt tilbage. London Zoological So cie ty har offentliggjort tal, der viser en tilbagegang på godt 60 % i bestanden af storvildt i Kenyas nationalparker siden I Vestafrika ser det end nu værre ud; her er 85 % af vildtet ifølge samme kilde forsvundet. Heldigvis har man andre steder fulgt andre veje. F.eks. er store dele af det sydlige Afrika åbent for reguleret trofæjagt, og her er bestandene af storvildt i modsætning til landene i Øst- og Vestafrika gået markant frem siden Et lysende eksempel er Sydafrika. Her så enkelte jordejere i slutning en af 1960 erne en forretning i at reservere jorden til jagt frem for til landbrug som alle de andre farmere. Det viste sig, at jagten var en bæredygtig forretning, og langsomt, men sikkert, nedlagdes flere og flere traditionelle kvægfarme, og vildtet vendte tilbage til bushen. Ganske vist under hegn (en nødvendighed for at sikre rentabiliteten), men ikke desto mindre eksploderede bestandene af de sydafrikanske arter og det gælder vel at mærke alle arter fra planter, insekter og småvildt til det storvildt, som er underlaget for jagtindustrien. I dag består hele 17 % af Sydafrikas areal af private naturområder. Der er i alt mere end af disse private nature reserves, og deres samlede areal er godt kvadratkilometer, altså over fire gange Danmarks areal. Tidligere var disse hovedsageligt relativt golde farme med meget begrænset biodiversitet nu lever der mange steder op imod 30 forskellige naturligt hjemmehørende klovbærende vildtarter. Jeg har selv været med til at genskabe natur i det nordlige Sydafrika gennem ejerskab af en større jagtfarm. I dag er dette område, som jeg solgte min del af for nogle år siden, vokset til hektar altså 450 kvadratkilometer natur. Hvor der tidligere græssede kvæg, er der i dag alle de tidligere forekommende vildtarter inklusive elefanter, næsehorn, bøfler og leoparder. Et ekstra plus er, at man har opdaget, at den naturlige kødproduktion på et velfungerende naturområde er større end produktionen på en kvægfarm. Man producerer altså stadig kød mere og bedre end tidligere og man har fået en betydelig merindtægt i kraft af jagten. Natur betaler sig! Jagtindustrien har gennem de seneste 15 år haft en årlig tilvækst i omsætningen på godt 20 %, og branchen beskæftiger nu cirka mennesker i Sydafrika. Markedskræfter i arbejde Faktisk er jagtindustrien i Sydafrika et glimrende eksempel på, hvad markedskræfterne kan gøre for naturen. Tag f. eks. det hvide næsehorn. I 1968 var den tilbageværende bestand på omkring individer. Man beslut- Peter Lindsey biolog fra Zimbabwe har opgjort, at der i Afrika er udlagt omkring kvadratkilometer til private naturreservater fordelt på 23 lande. Disse finansieres først og fremmest af indtægterne fra reguleret trofæjagt / 7 / 2013

4 tede sig for at åbne for en reguleret trofæjagt på gamle handyr for at tilføre dyrene værdi for farmer ne. Resultatet: Bestanden er med jagt som den primære finansieringskilde vok - set til små dyr. Man har for få år siden åbnet for en stærkt begrænset trofæjagt på sorte næsehorn i Sydafrika og Namibia. Bestanden af sorte næsehorn er gået tilbage med 95 % i Afrika siden Håbet er, at udviklingen med reguleret trofæjagt vil spejle det hvide næsehorns succeshistorie. I det sydlige Afrika kan arterne Black Wildebeest, Bontebok og Cape Mountain Zebra helt og holdent takke trofæjagten for deres overlevelse. De blev alle reddet på udryddelsens rand af sydafrikanske jagtfarme, og disse gjorde det først og fremmest, fordi det kunne betale sig! Tilsvarende kan arter som Scimitar Horned Oryx, Addax Antilope og Dama Gazelle takke jagtfarme i Texas for deres eksistens. Man kan mene om jagtfarmene, hvad man vil, men uden disse farmes avlsindsats ville det se særdeles sort ud for de nævnte arter. Verdensnaturfonden og andre seriøse naturbevarelsesorganisationer har for længst anerkendt den regulerede trofæjagt som et nyttigt redskab til naturbevarelse. Kort og godt fordi det virker ikke mindst i praksis, hvilket adskiller jagten fra myriader af velmente bevaringsindsatser, der ikke er så effektive i virkeligheden, som de er på papiret. Økoturisme, f.eks. fotosafarier, er et eksempel på en anden måde at tilføre vildtet værdi. At det i nogen udstrækning virker, er der ingen tvivl om, det er bare langt mindre effektivt end reguleret trofæjagt. Det er der flere indlysende årsager til. En af dem er, at økoturisme giver færre penge i kassen. Ud af den samlede årlige omsætning på cirka en mia. USD, som de privatejede naturområder i Sydafrika menes at have, kan hele 75 % således tilskrives trofæjagten. Dette på trods af, at antallet af jægere kun udgør en brøkdel af antallet af økoturister. Det er imidlertid et betydeligt større problem, at økoturismen ikke skaber den omsætning i vildtbestanden, som jagten giver, og som kræver meget store og sunde vildtbestande Arterne Black Wildebeest, Bontebok og Cape Mountain Zebra kan helt og holdent takke trofæjagten for deres overlevelse. for at være bæredygtig. Fototuristerne kan i princippet klare sig med nogle få parker, hvor de samme dyr kan fotograferes titusinder af gange, mens jagten forudsætter store naturområder og målrettet vildtforvaltning. Ellers hænger det ikke sammen. Jægere er desuden parate til at opsøge vildtet langt ude i bushen, hvor økoturisterne ikke kommer. Skal der penge til naturbevarelse ud i disse naturmæssigt meget vigtige områder, er trofæjægerne p.t. blandt de absolut tungeste og eneste bidragsydere. Også i Danmark Uanset hvad man måtte mene om trofæjagt, er der ingen tvivl omkring dokumentationen for, at jagten, hvis den forvaltes ansvarligt, er en af de bedste indirekte metoder til bevarelse af både vildtet og dets biotoper og dermed den samlede biodiversitet mange steder i verden. Som det på et tidspunkt blev bramfrit udtrykt i et nyhedsbrev fra organisationen for in- > 6/ 7 /

5 En fredning af de danske agerhøns eller harer ville være katastrofalt for arternes videre eksistens i det danske landskab. > ternationale jægere, SCI: at slå vildtet ihjel er måske er den bedste måde at bevare det på underforstået: Reguleret jagt er den bedste bevaringsstrategi. Nøjagtig de samme mekanismer ser jeg herhjemme. Hvordan mon landskabet ville se ud, hvis ikke bønderne kunne se frem til den årlige jagtleje? Det er svært at få en god leje for en gold kornmark, og det faktum er jo nok en særdeles medvirkende årsag til, at landbruget i årtier har accepteret irriterende landskabselementer som levende hegn, remiser og fodermarker. Alt sammen tiltag som forbedrer jagten, men som også gavner den øvrige natur. Af samme grund ville en fredning af de danske agerhøns eller harer være katastrofalt for arternes videre eksistens i det danske landskab, præcis som fredningen af de indiske tigre i 1970 formentlig var artens dødsdom på den fri vildtbane. For hånden på hjertet: Hvor meget har den gennemsnitlige jæger gjort målrettet for at bevare f.eks. grønspætter? Ingenting for grønspætter har ingen jagtlig værdi. Det samme ville gælde agerhøns i tilfælde af en fredning. Jeg bilder mig ikke ind, at naturbevarelse er en væsentlig del af jægernes motivation for at gå på jagt; vi jager først og fremmest for vor egen skyld. Vi er på ingen måde velgørere, som donerer store dele af vore indtægter til naturbevarelse for naturens skyld. I hvert fald ikke direkte. Men nettoresultatet er det samme uanset vore intentioner og motiver, det ligger i forudsætningerne for jagten, og naturen er den store vinder. Jagt er og har i al min tid været et hedt debatemne. Det gælder ikke mindst international trofæjagt. Blandt ikkejægere florerer der en masse fordomme og misforståelser omkring moderne jagt. Folk kan ikke umiddelbart forliges med rimeligheden i, at jægere nedlægger arter, som er truede. Men først og fremmest oplever jeg manglende forståelse for jægerens motiver til at gå på jagt. Det er jeg naturligvis ked af, men jeg kan dog sagtens leve med, at ikkejægere ikke på samme måde som jeg selv ser en særlig fascination i den naturoplevelse, som jagten giver mig. Langt mere tragisk er det, når manglende forståelse fører til hadske udfald og unødige restriktioner imod jagten. Årtiers praktiske erfaringer og saglig dokumentation for, at jagten er et godt redskab til naturbevarelse, er desværre ikke nok til at forhindre indgreb baseret på fordomme og uvidenhed. Var jagtmodstandere i højere grad forkæmpere for naturen end modstandere af jagt, ville de trods alt vælge den kurs, som i sidste ende resulterer i mest natur. Det sker desværre ikke altid i dag, selv om vi ved, at mennesket kun passer på det, som har værdi for den enkelte Der er nok at kæmpe for fremover! Privatfoto Jan Krossteig Den canadiske regering tillader inuiterne at videresælge deres isbjørnelicenser til internationale trofæjægere. Da jeg for mange år siden nedlagde denne isbjørn, var prisen på en isbjørnejagt godt kr. Skød inuitten bjørnen selv og solgte skindet, kunne han kun få omkring en tiendedel af beløbet / 7 / 2013