AT FLYTTE PÅ PLEJEHJEM

Transkript

1 AT FLYTTE PÅ PLEJEHJEM

2 AT FLYTTE PÅ PLEJEHJEM et temahæfte udgivet af Dorthe Mariehjemmet Redaktion: Flemming Høj Jermiin Charlotte Bach Foto: Wouter van Dam Layout: Wouter van Dam Tryk: Oplag: 220 stk Udgivelse: juli 2012

3 AT FLYTTE PÅ PLEJEHJEM et temahæfte udgivet af

4

5 indhold Forord 6 Liv på afdelingerne 9 Livsfortællingen skal med på plejehjemmet 15 Når ulykken rammer 19 Glad mand på trods 23 Nogle dage er bedre end andre 27 Et værdigt liv en værdig død 31 Hvilken type bolig findes der? 39 En bolig for livet 43 Fra livskrise til livsmod 47 Pædagogisk rod og individuel omsorg 51 Højteknologi i ældreplejen 57 Det bedst mulige 63 Profilplejehjem og pensionater er fremtiden 69

6 6 Af: Flemming Høj Jermiin Ledelsen Dorthe Mariehjemmet Hver alders frugter Hver alder bærer sine frugter. Det gælder kun om at kunne anrette dem! Raymond Radiguet, fransk forfatter ( ) Jeg kendte en gang en pragtfuld mand, som hed Arnold. Han var min pap-morfar. Han havde et flot liv. Fordi han var et flot menneske. Som menneske mere end som folde-ud-mand. Format var der over ham. Også nok til, da han var 101 år og på mit spørgsmål, om han ikke rigtig gad mere, at svare: 101 (på jysk: Hunderjæn) er ude, do! Som læseren vil vide: når 101 er ude, er der sådan set ikke mere at komme efter. Ikke mere at gøre. Han forlod denne verden på sin 102 års fødselsdag. Der er en vis stil over det! Arnold er et eksempel på noget, vi meget gerne vil stræbe efter i vort møde med de mennesker, som ender deres liv på Dorthe Mariehjemmet. At møde den enkelte med respekt. For den enkeltes format og med ligeværd. Ikke mindst i det indledende møde med hver enkelt. Det har været baggrunden for, at vi har vendt os ud mod de andre, der har meninger om eller indsigt i dette at skulle flytte på plejehjem for at pejle os ind på: når det nu ikke kan være anderledes. Som virkeligheden udfolder sig, er det ikke sådan, at man som ældre sætter sig tilbage i Chesterfielden og når frem til, at Nu flytter vi to spil me på plejehjem, mutter! Man får bevilliget en plads, når det ikke er muligt at passe den gamle fra hjemmeplejen. Måske har man netop mistet sin ægtefælle, og det var det, der fik balancerne til at tippe. Måske blev man ramt af en alvorlig legemlig sygdom, et slagtilfælde, en blodprop Måske gled man ind i et dement tågeland Ét eller andet skete ofte, som udløste, at nu kan det ikke være anderledes. Nu er 101 ude.

7 7 At flytte på plejehjem er derfor meget ofte forbundet med en krise eller et tab. En eksistentiel krise, om man vil. Det er dette udgangspunkt, vi også gerne har villet indkredse og tage ind som en del af udgangspunktet for at kunne møde hver enkelt ny beboer fra et individuelt, et respektfuldt og et ligeværdigt afsæt. Og med format. I sektoren kæmper vi med den evige dialektik, der opstår af, at fordi man har brug for hjælp og støtte til mange dagligdags gøremål, indebærer det ikke, at man ikke kan fastholde både retten til og forventningen om at blive mødt respektfuldt og ligeværdigt. Alle har deres eget format. Dette lille temahæfte skal hjælpe os som organisation og hver enkelt af os som medmenneske til at begribe og forstå. Til bedre at være i stand til at anrette også den sidste alders frugter bedst muligt. Rødovre juni 2012 Nogle af de almindelig daglige gøremål er også de helt basale: at få mad, bad og komme ud af sengen. Såvel for den gamle som for personalet ligger der en udfordring i at holde hinanden fast i, at man ikke er et andet menneske end tidligere, fordi man skal have denne basale hjælp, eller fordi glemslens tågeslør har lagt sig over ens sind. Ens ret til at blive mødt fra et voksent og respektfuldt, empatisk udgangspunkt skal stå uantastet.

8

9 Liv på afdelingerne

10 10 Liv på afdelingerne Flyt aktiviteterne ind på afdelingerne og giv plejepersonalet mere viden om aldring, kommunikation og skabelse af venskaber. Det foreslår to psykologer i Frederiksberg Kommune. For de fleste ældre er det en svær beslutning at flytte i plejebolig. Hvordan bliver livet og hverdagen, og kan man gøre, som man plejer? Næsten alle ældre siger i første omgang nej til at flytte på plejehjem. Boligen bliver med årene en del af vores identitet. Derfor kan det medføre en eksistentiel krise at skulle sige farvel til det liv, man har levet. Som gammel, syg og skrøbelig har man ikke overskud til at forestille sig, hvad den nye plejebolig indebærer. Men man har heller ikke kræfterne til den hverdag, der hører til et uafhængigt liv. Nogle ældre sidder alene og mistrives. Det kan føre til depression. Men flytning til en plejebolig kommer ikke på tale, og derfor får mange ældre anbragt sig i en umulig situation, hvor de klynger sig til deres dårlige liv og ikke orker at foretage et valg. Det forklarer Ingrid Lauridsen, der er specialist i gerontopsykologi og demenskonsulent i Frederiksberg Kommune. Hun har været med til at afklare det svære valg hos mange ældre borgere, når de skulle beslutte sig for at flytte på plejehjem. Når de så har boet på plejehjemmet et stykke tid, synes de at glemme, hvad de forlod. Måske fortrænger de, hvor dårligt de havde det. At de jævnligt faldt eller hvis de havde en demenslidelse fór vild, når de var ude af boligen. Og det er da en udmærket mestringsstrategi til livet, at vi mennesker fortrænger og glemmer vores dårlige oplevelser og er i stand til at acceptere de nye livsvilkår. Ydermere erfarer vi, at mange gamle mennesker med den livserfaring, som et langt liv giver, viser sig at være ganske godt rustede til at håndtere nye situationer, siger Ingrid Lauridsen procent af beboerne på plejehjem lider af demens i en eller anden grad. Alle gamle også demente kan stimuleres. Ifølge psykolog og demenskonsulent i Frederiksberg Kommune, Susanne Kaagaard, mangler der blandt mange af de ansatte viden om aldring, demens og aktiviteter. Det er egentlig ganske ligetil at forstå, hvad der betyder noget for os mennesker. Det gør gode menneskelige relationer, nogen at tale med, musik, en hobby og naturen. Sådan er det også for ældre mennesker, men disse forhold mangler til en vis

11 11 grad på plejehjemmene, siger Susanne Kaagaard. Hun foreslår, at aktiviteterne foregår på afdelingen i stedet for i et aktivitetscenter, der som oftest står tomt. Er der liv og glade dage på afdelingerne, giver det beboerne mulighed for at lære hinanden at kende, påpeger hun. Bordfodbold og bordtennis kunne f.eks. sagtens befinde sig på afdelingen, og de pårørende og de ansatte kunne også tage sig en omgang til moro for beboerne. Der er megen god aktivitet i at lade sig underholde fra sidelinjen. Vi skal have liv på afdelingerne, siger hun. Susanne Kaagaard mener, at især mændene er understimulerede. Nogle plejehjem har bygget et skur i haven, hvor genkendelige ting som redskaber og værktøj ligger fremme. Man kan sætte en gammel bil eller en motorcykel i haven, som beboerne kan skille ad. Man kan give mulighed for at spille petanque eller kaste med ringe over plastic-spyd eller andre udendørs aktiviteter. Det vil helt sikkert være en attraktion for beboerne, mener Susanne Kaagaard. Ingrid Lauridsen påpeger vigtigheden af, at de pårørende også lader sig involvere i aktiviteterne.

12 12 Begge psykologer anfægter den måde, der ofte kommunikeres på, hvor plejepersonalet taler i tredje person om en beboer, der er til stede. F.eks.: Han har lige sovet. Hun vil ikke tage sin medicin. At tale på den måde hen over hovedet på beboeren er faktisk et sprogligt overgreb. Personalet siger det i den bedste mening, men det er alfa og omega at kommunikere på en god måde. Det højner den ældres selvfølelse, siger Ingrid Lauridsen og nævner et eksempel på det modsatte. Hun besøgte en ældre kvindelig beboer, som ville lave kaffe i sit tekøkken til sin gæst. Hun baksede lidt med tingene, og en medarbejder stak hovedet ind og foreslog, at hun tog den færdiglavede kaffe fra termokanden i spisestuen. Det var selvfølgelig for at hjælpe beboeren, men det tog også hendes værdighed og selvstændighed fra hende, når nu hun ville lave kaffen selv, forklarer Ingrid Lauridsen. Hun mener, det er så som så med selvbestemmelsen, når man er på plejehjem og kalder det en pseudo-selvbestemmelse. Man kan selvfølgelig spise og sove, når man vil, men kan man også bestemme, hvad der skal serveres af mad, og kan man reelt bestemme, hvornår man vil i bad? Hvis man har været vant til at gå i bad om aftenen kan det så lade sig gøre? spørger hun. Mange plejehjem forsøger at være så fleksible som muligt og imødekomme den enkeltes ønsker, men de hæmmes af manglen på personale, især om aftenen og i weekenden. Mange forsøger at plejedifferentiere, så der gives særlige tilbud til dem, der har lidt ressourcer og andre muligheder for de demente, men især det sidste kniber det med, er Ingrid Lauridsens erfaring. Susanne Kaagaard påpeger, at netop gennem kulturarrangementer, musik, dans, motion og lignende dannes der venskaber. Hun synes, at mange plejehjem er for rigide, hvis afdelingerne ikke går sammen om aktiviteter. Det burde være lettere at finde venner på tværs af afdelingerne eller grupperne, mener hun. Desuden er hun ærgerlig over, at det skal være så bøvlet at flytte inden for samme plejehjem, hvis man har fundet gode bekendtskaber på en anden afdeling. Det er nemlig private boligselskaber, der står for lejen af boligerne, og det indebærer en del administrativt arbejde med indskud, der både skal ud og ind.

13 13

14

15 Livsfortællingen skal med på plejehjemmet

16 16 Livsfortællingen skal med på plejehjemmet Vi eksisterer i kraft af de sammenhænge, vi indgår i. Derfor er det at flytte på plejehjem ofte det samme som et funktionstab, da meget af det, man selv klarede før nu gøres af andre. Man kan føle sig til overs, til besvær at der ikke er brug for én. Der er ikke kun tale om et funktionstab, men også om et identitetstab, når man flytter på plejehjem. Meget af ens livshistorie ligger jo i den bolig, man har bygget op og i de ting, man omgiver sig med. Den livshistorie tabes for en stor dels vedkommende i de nye omgivelser. Det påpeger filosof og mag.art. John Engelbrecht, som ikke mindst er kendt for sine talrige foredrag om den tredje alder. Han fortæller om en gammel dame, der hele sit voksne liv havde gået med forklæde på, fordi hun arbejdede i have og køkken dagen lang. Da hun kom på plejehjem, blev forklædet taget af hende. Det havde hun jo ikke brug for nu. Men i forklædet lå en stor del af hendes identitet. Stoltheden og selvværdet amputeres, når man taber relationer, identitet og erindring. Når man er låst fast i en situation, hvor man er afhængig af andres hjælp og er funktionsløs. Og fremtidsudsigterne ændrer ikke på dette. Tværtimod. Der er nok at frygte. Smerte, afhængighed, ensomhed, døden, hævder Engelbrecht. Men han understreger, at flytning ud over afsked og tab også rummer mulighed for nye sammenhænge, nye værdier. Kan man finde relationskompetence, reflektionskompetence og meningskompetence i det nye liv på plejehjemmet, er man godt hjulpet. Det gælder om at kunne se meningen med sit liv, finde den røde tråd fra barndommen, forsone sig med sin fortid og se livets puslespilbrikker falde på plads, siger John Engelbrecht. I opbruddet kan ligge en positiv forventning om det nye. Man kommer med sin livserfaring, sin livshistorie, og man bladrer i sin indre billedbog. Man får øje på værdier i stilheden og langsomheden, og man kommer hjem til sig selv et selv der med alderen er blevet mere tolerant, mere rummeligt, mere tilgivende også over for én selv. Desuden finder man en ny frihed til at slippe det, der før belastede. Man har fået tid til at nyde, at hvile, at slippe for forpligtelser. Man finder måske overskud til humor og glæde og kan le af sig selv, understreger filosoffen.

17 17 Tilværelsen på plejehjem afhænger af en lang række faktorer som alder, livserfaring, netværk, livsopfattelse, menneskesyn, robusthed, gemyt og humor. Hvad har vi med i den åndelige bagage? Hvordan håndterer vi livets store goddag er og ikke mindst farvel er? Hvordan kan man rumme sit liv? Det gælder om at forsone sig med det, der gik i vasken i løbet af livet og hente guldet frem af slaggerne. Livsglæden er en muskel, der skal styrkes, og man kan overleve ved at fortrænge det triste og tvinge sig til at være munter. Kan man forsone sig med sine nederlag og sin smerte, kan man lettere acceptere døden. Men man skal også fryde sig med frugten af sin livserfaring. Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Den var måske ikke lykkelig i virkeligheden, men måden vi vælger at opleve den på kan stå i et lysere skær, forklarer John Engelbrecht. Han råder til at man som beboer på plejehjem fylder så meget som muligt. Deler sin livsfortælling med andre, for livet er vel en fortælling værd. I livsfortællingen bliver vi mennesker hele og finder grundlaget for vores identitet og meningen med livet. Vi eksisterer i det omfang, vi er i stand til at fortælle historien om os selv, siger John Engelbrecht. Men plejehjemmet bør ifølge filosoffen også gøre sit til at fremme samtalen om både fortid og nutid. Erindringskasser med genstande fra beboernes yngre dage er fremragende til at forny samtale og fortælling. Og nutidens samtaleemner kunne peppes op med nyttehaver, så beboerne kan pusle med dem i det omfang, de er stand til det og dermed få både nyt indhold i hverdagen og nye fortællinger, foreslår Engelbrecht.

18

19 Når ulykken rammer

20 Når ulykken rammer Det har været et chok af traumatiske dimensioner for Lillian Rasmussen at flytte på plejehjem efter en alvorlig blodprop. Fra den ene dag til den anden forsvandt hendes hidtidige liv og hjem. Det er hårdt at skulle sige farvel til sit eget hjem. Her der ligger en stor del af ens identitet. Møbler, tæpper, malerier, dækketøj, linned, fotografier, nips. Der knytter sig minder til det alt sammen, og man kan kun have en brøkdel med på plejehjem. Desuden er der naboerne og kvarteret, som man må slippe. Ofte efter mange års bekendtskab. De daglige gøremål som indkøb, madlavning, rengøring er også forbi, og et nyt indhold i dagligdagen kan være svært at finde. Flere beboere på Dorthe Mariehjemmet har givet udtryk for denne smerte. For selv om de synes, at medarbejderne er søde og hjælpsomme, så kan et plejehjem aldrig erstatte et rigtigt hjem. Der sniger sig noget institutionelt og praktisk ind, som overskygger den hjemlige atmosfære. En af dem, der har haft og stadig har det svært, er Lillian Rasmussen på 88. Hun flyttede ind på Dorthe Mariehjemmet i april Han faldt om i sit hjem på Randrupvej i Rødovre den 3. november En blodprop slog hende omkuld. Hun kom på Herlev Hospital og siden til genoptræning på rehabiliteringsafdelingen i Broparken. Hun kan ikke gå, og sidder derfor i kørestol. Hendes venstre arm er lammet, og da hun er venstrehåndet, har hun skullet træne den højre hånd ekstra meget. Det er det værste, jeg nogensinde har været ude for. Mit hjem, som jeg har boet i siden 1972, er borte. Jeg får det aldrig at se mere. Jeg har grædt og grædt, og jeg græder stadig ved tanken. Jeg har tænkt på at tage mit eget liv, siger Lillian Rasmussen.

21 21 Hun mistede sin mand i Også han blev ramt af en blodprop, og de sidste godt fire år, han levede, var han stærkt handicappet. Var halvt lammet og kunne ikke tale. Sammen med hjemmehjælpere passede Lillian Rasmussen sin mand, til han døde i hjemmet. Det var utrolig hårdt, fortæller hun. Et lyspunkt er hendes tre døtre, deres ægtemænd, børn og 12 oldebørn. De har hjulpet hende gennem de svære tider. Både i 1980erne og nu. Døtrene planlagde, hvad hun skulle have med på plejehjem og fordelte indboet mellem sig. F.eks. har en svigersøn ved navn Bendt overtaget nogle flotte glas med et sandblæst B. Det stod for Børge, som Lillian Rasmussens mand hed. Et andet lyspunkt er den gode ven hun har fået i enkemanden Søren Olesen, som bor få opgange fra Lillian Rasmussens tidligere hjem. De to har gennem mange år været sammen hver dag på skift i hinandens hjem, og i dag kommer Søren Olesen hver eftermiddag og besøger Lillian Rasmussen på Dorthe Mariehjemmet. Vi er lidt ude en tur, hvis vejret er til det, og så sidder vi her i den store fællesstue og drikker kaffe, siger Søren Olesen, der indrømmer, at han er lige så ked af det, der er sket, som Lillian Rasmussen. Hverdagen har ikke rigtig noget indhold for Lillian Rasmussen bortset fra Søren Olesens og familiens besøg. Hun bliver hjulpet op om morgenen. Sat i en stol. Vasket. Får morgenmad i den fælles spise stue. Kører lidt rundt på afdelingen i sin kørestol. Får frokost. Kører lidt rundt igen. Får aftensmad og går i seng ved tiden. Alt for vågen, som hun siger. Jeg har mistet evnen til at læse, se TV eller høre radio. Jeg kan ikke få fat i det. Og med en arm ude af spillet kan jeg ikke lave håndarbejde, som jeg ellers har lavet så meget af til familiens børn. Det er ikke så let at finde nogen at snakke med her på stedet. Mange er meget svage, og det kan være hårdt at se, hvor svært de har ved at spise, og hvor meget de skal hjælpes. Men jeg har fundet en veninde på en anden etage, og vi besøger hin-anden. En gang om ugen er der musik med pianist og harmonikaspiller. Det er ganske underholdende. Men hvis jeg skal være ærlig, så kunne tingene godt blive bedre her på stedet. Når jeg ringer på mit nødkald, kan der godt gå en halv time, før der kommer nogen. Det er længe at vente, hvis man skal på toilettet. Og maden er altså ikke så spændende. Smørre-brødet har altid den samme slags pålæg, siger Lillian Rasmussen. Hun viser rundt i sin bolig. Der er mange fotografier af den store familie, og hun har styr på hver eneste. Lillian Rasmussen og Søren Olesen er opdigtede navne. Parret har ikke ønsket at optræde med deres rigtige navne, som er redaktionen bekendt.

22

23 mand på trods Glad mand på trods

24 24 Glad mand på trods Livet er ikke lutter lagkage. Det ved John Bøg. Alligevel holder han humøret oppe på sig selv og sine omgivelser med lune bemærkninger og musik på harmonikaen. På John Bøgs dør står Flagmand, Sprællemand, Glad mand, Formand, Harmonikamand, og på det lille skilt med Dorthe Mariehjemmets logo, som han bærer på blusen står Undermassa. Det skilt har han fået af forstanderen Flemming Høj Jermiin. De to kan godt lide at gasse hinanden lidt. Man er ikke i tvivl. John Bøg på 78 er lidt af en skælm. Nærmest på trods. For som de fleste af plejehjemmets beboere døjer han også med tunge byrder. Han flyttede ind sammen med sin kone Jytte Bøg i februar Før da boede parret i et lille rækkehus i Horsevænget i Rødovre. Jytte Bøg havde brug for særlig pleje efter et fald, og John Bøg passede hende i seks år sammen med hjemmehjælpere. Men efter en bypass-operation og en dropfod, sagde hans læge, at nu gik den ikke længere. Han kunne ikke mere passe sin kone, som havde fået flere blodpropper. Det kneb også med at klare trapperne i huset.

25 25 Hos mig var der ingen tvivl. Skulle Jytte på plejehjem, skulle jeg med. Jeg ville være, hvor Jytte var og ikke sidde alene i en halvandenværelses et eller andet sted, siger John Bøg. Parret har hver deres bolig og spiser alle måltider sammen. Bagefter får de sig en smøg sammen i Jytte Bøgs bolig. De er også sammen om aftenen, hvor de hygger sig med de andre beboere. De har for nylig fejret deres guldbryllup på Dorthe Mariehjemmet. Medarbejderne har gjort meget for os. Både i det daglige og i forbindelse med vores guldbryllup, hvor vi blev fejret sammen med vores to børn og fire børnebørn. Men skal jeg være helt ærlig, savner jeg vores lille rækkehus og haven. Flytningen gik alt for hurtig. Jeg fik ikke taget ordentlig afsked med møblerne, porcelænet og glassene. Vi havde sådan nogle festlige Tivoli-glas. Det er væk alt sammen. Tæpper, senge, porcelæn. Det skal vi jo ikke bruge her. De mange gode naboer fra Horsevænget ser vi heller ikke. Hele det liv fra dengang er borte. Det er egentlig underligt, når man tænker på, hvor meget Jytte inviterede naboerne og gjorde for dem, siger John Bøg. Han er tidligere buschauffør og har bl.a. kørt i 20 år for SAS med lufthavnsbussen fra Hovedbanen til lufthavnen. Jytte Bøg har arbejdet som damefrisør, med rengøring og med demente. Hun inviterede ofte to-tre demente plejehjemsbeboere med hjem til kaffe på Horsevænget. På Dorthe Mariehjemmet har John Bøg flere pligter. Han hejser flaget hver gang, der er fødselsdag. Han er formand for bestyrelsen i Dorthe Mariehjemmets Boligselskab, og han underholder på harmonika hver onsdag sammen med pianisten Holger Rønnow. Desuden giver han gerne et nummer på harmonikaen, når en beboer har fødselsdag. Når nu det skulle være, så er Dorthe Mariehjemmet ikke noget dårligt sted at bo. Medarbejderne lytter til vores små og store problemer. De er meget søde og betænksomme, siger John Bøg. Han vil gerne lidt mere ud af huset og har søgt om at få en trehjulet cykel, så han kan komme lidt omkring. Et par udflugter til Ishøj og Køge er det blevet til med Dorthe Mariehejmmets udflugtsbus. Men han går ikke til nogle af husets aktiviteter som gymnastik eller samtaleklub. Han synes ikke rigtig, han kan forlade sin Jytte.

26

27 Glad mand på trods Nogle dage er bedre end andre

28 28

29 29 Nogle dage er bedre end andre Det har været et langt liv, og Ewald Urth vil egentlig gerne sætte punktum. Mens han venter, bor han på Dorthe Mariehjemmet. Og der er rart, synes han. Ewald Urth på 97 har klaret sig selv i et hus med have i Rødovre, siden hans kone døde i I januar 2012 flyttede han ind på Dorthe Mariehjemmet, da han, som han siger, blev træt af at lave mad. Men jeg savner mit hus og min have. Jeg boede der i over 20 år. Mine tre børn og svigerbørn tog sig af møblerne og indboet i det hele taget. Jeg ved ikke, hvad de gjorde ved det. Jeg har, hvad jeg skal bruge her. Når man når min alder, er det ikke lige boligindretning, man går så meget op i, siger Ewald Urth med et grin gennem cigarrøgen. Han synes, han har det godt på Dorthe Mariehjemmet. Der er god mad og søde medarbejdere. Han læser avisen hver dag. En gang imellem kigger han lidt på sin frimærkesamling. Han har ikke så meget med de andre beboere at gøre, og han har endnu ikke taget hul på nogle af husets aktiviteter. Jeg ville gerne lidt mere ud. Min datter henter mig en gang imellem til en lille tur, og det er udmærket siger Ewald Urth, der bevæger sig fint omkring blot ved hjælp af en stok. Han er født i Viborg i 1914 og udlært som farvehandler i Lemvig. I mange år havde han en farvehandel i Islev. Det var en god tid, husker han. Egentlig vil jer gerne herfra. Ensomhed er noget skidt. Men nogle dage er bedre end andre, og jeg har det rigtig godt her, siger han.

30

31 Glad mand på trods Et værdigt liv en værdig død

32

33 33 Et værdigt liv en værdig død Den sidste tid på plejehjem skal være rar og værdig. Det blev den for Else Margrethe Mathiasen, der boede fire år på Dorthe Mariehjemmet og døde 14. januar Else Margrethe Mathiasen flyttede ind på Dorthe Mariehjemmet, da hun var 90 år. Hun havde været alenemor med tre børn og arbejdet med rengøring og som husmorafløser. Børnenes far forlod familien, da børnene var ganske små. Else Margrethe Mathiasen mødte fem år senere en ny mand, som blev børnenes stedfar, og hun fik endnu en datter med ham. Han døde imidlertid, da hun var 62 år. Hun syntes ikke, hun kunne klare huset alene i Damhusdalen og flyttede i lejlighed på Tårnvej. Som 65-årig gik hun på pension og fortsatte sit strukturerede liv med spadsereture, aftenskole og øget samvær med børn og børnebørn. Da hun var omkring de 85, fik hendes børn mistanke om demens. Hun fortalte lange, opdigtede historier og havde problemer med at finde hjem, når hun gik ud. Samtidig fik hun jævnligt maveinfektioner, fordi den mad, hun spiste, var for gammel. Den mad, hun fik gennem kommunen, brød hun sig ikke om. En demenstest på Herlev Hospital bekræftede børnenes anelser, og Else Margrethe Mathiasen skrev nødtvungent under på at komme på plejehjem. Hun ville gerne have været på Engskrænten, for det kendte hun, fortæller datteren Else-Marie Mathiasen. Men der var lang ventetid. Så vi kiggede i stedet på det nye, ombyggede Dorthe Mariehjemmet, og min mor fik en bolig tilbudt her. Hun accepterede den og flyttede ind på 3. sal. Det tog næsten et år, før hun holdt op med at pakke kuffert, fordi hun mente, at hun skulle hjem igen,, siger Else-Marie Mathiasen. Jeg vidste godt, at min mor ikke var meget for at komme på plejehjem. Han har altid sagt, at hun helst ville blive i sin lejlighed. Men hun gav også udtryk for, at det kunne blive sådan fat, at der ikke var andet at gøre. Når jeg fortalte, hvordan hun fik maveinfektioner, fordi maden blev for gammel, og at hun nogle gange fór vild og ikke kunne finde hjem, så var hun godt klar over, at det ikke kunne fortsætte på den måde. Men disse uheld glemte hun hurtigt igen, siger Else-Marie Mathiasen.

34 34 Hun og hendes tre søskende delte ansvar og beslutning, men Else-Marie Mathiasen havde det rigtig skidt med at skulle overtale moren til at skrive under. Og selv om hun fortalte moren om risikoen ved at falde om i lejligheden og ligge i mange timer, før nogen opdagede det, så vidste hun godt, at det også handlede om hendes og hendes søskendes utryghed. På grund af min mors demens kunne hun jo ikke tage reel stilling. Så det var svært. Men jeg har ikke fortrudt. Jeg ville have gjort det samme i dag, og jeg er glad for, at min mor fik fire år på Dorthe Mariehjemmet, hvor hun nåede at falde til og være glad for at være der og ikke mindst for personalet omkring hende, siger Else-Marie Mathiasen. Børnene hjalp moren med at vælge de få møbler, der skulle med til plejehjemmet. Noget af det vigtigste for hende var bogreolen og bøgerne. Hendes siddehjørne med sofa, bord, TV, lampe og nips blev omhyggeligt anbragt på plejehjemmet som en tro kopi af lejlighedens hjørne. I tiden på Dorthe Mariehjemmet oplevede Else Margrethe Mathiasen en hel del udskiftning af personalet, men ifølge hendes datter var det hele tiden til det bedre. Else Margrethe Mathiasen fik et par gode veninder, og de tre var ofte sammen til en snak, en tur i haven eller til aktiviteter på plejehjemmet. Men på et tidspunkt bemærkede Annette Hvass, som var hendes kontaktperson, at hun virkede mindre glad for selskabet. Annette Hvass foreslog derfor, at hun blev tilknyttet en anden leve-bo-gruppe. I den gruppe fik hun en ny veninde, som moren fik stor glæde af, indtil veninden døde i sommeren Else-Marie Mathiasen giver udtryk for, at vurderingen fra Annette Hvass side var meget fin og rigtig. Det sidste halve års tid havde Else Margrethe Mathiasen svært ved at indgå i en samtale. Hun trak sig mere og mere fra selv at opsøge kontakt, og hun spiste mindre. I julen 2011, da hun var 94 år, havde Else-Marie Mathiasen hende hjemme til julemiddag og overnatning.

35 De var også til julegudstjeneste i den lokale kirke. Alt forløb fint. Nytårsaftensdag var hun på besøg hos moren på Dorthe Mariehjemmet, hvor de spiste kransekage. Det var sidste gang, Else-Marie Mathiasen så sin mor i nogenlunde form. En halv snes dage senere var moren lettere febril og havde ikke spist i nogen dage. Feberen gik op og ned, og hun havde svært ved at indtage penicillin. Spørgsmålet var, om hun skulle på hospitalet for at få drop med både medicin, væske og næring, eller om hun skulle blive på plejehjemmet for at dø der under kærlig pleje og omsorg. Vi havde et møde med lægen, som anbefalede, at vores mor blev på plejehjemmet. Vores halvsøster ville imidlertid have vores mor indlagt. Hun var rasende og sagde, at jeg iscenesatte vores mors død. Dog var resten af os søskende enige i lægens anbefaling. De aggressive reaktioner fra min halvsøster, hendes mand og hendes voksne søn var meget ubehagelige oven i sorgen over min mors tilstand. Men personalet på Dorthe Mariehjemmet var særdeles støttende, hvilket de viste i deres både professionelle og personlige omsorg for os alle, siger Else-Marie Mathiasen. Hun har lutter ros til medarbejderne for den måde, de drog omsorg for moren og familien i den sidste tid. En sovebriks blev stillet op i morens bolig, så et medlem af familien kunne overnatte, og gæsten fik serveret en morgenbakke, så der kunne spises morgenmad ved morens seng. En cd-afspiller blev anbragt, så der kunne spilles stille musik. Personalet kom hver anden time for at skifte og vende min mor, give hende væske m.m., og hver gang præsenterede de sig og fortalte min mor, hvad de gjorde. Det blev de ved med lige til det sidste, selv om min mor næsten ikke var ved bevidsthed. Det synes jeg var meget værdigt og respektfuldt over for et døende menneske, siger Else-Marie Mathiasen.

36 36 Lørdag den 14. januar 2012 var Else-Marie Mathiasen om formiddagen på vej tilbage fra lufthavnen, hvor hun havde afleveret datteren, der skulle til Singapore, hvor hun boede. Fire nære familiemedlemmer var hos Else Margrethe Mathiasen, og Else-Marie Mathiasen blev ringet op og fik at vide, at morens død nærmede sig. Da Else-Marie Mathiasen nåede frem, havde moren udåndet 10 minutter forinden. Midt i sorgen var der hjælp at hente hos personalet, som havde nogle ritualer, der gav mening for mig og støttede mig. Min mor fik den kjole på, vi havde aftalt, hun skulle bisættes i, der blev tændt to lys, vinduet blev åbnet, så sjælen kunne flyve ud, der blev sat noget stille musik på, og hun fik en blomst i sine foldede hænder. Jeg fik en mappe om det praktiske i forbindelse med bedemand, begravelse osv. Næste dag lagde bedemanden vores mor i kisten, og vi lagde billeder af familiemedlemmer og af min mors forældre i kisten. Hun blev sunget ud af personalet og os familiemedlemmer samt de beboere, som gerne ville deltage. Vi sang Se nu stiger solen af havets skød og Dejlig er jorden. Det hele var meget smukt og værdigt, siger Else- Marie Mathiasen. Nogen tid efter modtog hun fra Annette Hvass fotos af Else Margrethe Mathiasen, der var blevet taget af hende gennem tiden på Dorthe Mariehjemmet. Else-Marie Mathiasen er imponeret over medarbejderne på Dorthe Mariehjemmet. Ud over at de var velinformerede og fagligt meget professionelle, var de også empatiske og hjertelige, og de forstod at håndtere en familiekonflikt, der var ved at løbe grassat, siger hun.