Valgfri periode i Västerås

Transkript

1 Valgfri periode i Västerås En sommerdag i August 2004 fik vi den tossede ide, at kontakte HanneWissing med henblik på vores valgfri periode på 7. Semester. Vi havde talt om at tage til udlandet i praktik flere gange, men var måske ikke lige indstillet på 2-3 måneder hjemmefra. Så da den valgfri periode på 4 uger blev aktuel, tænkte vi, at nu var chancen der. Vi kontaktede Hanne med de kriterier, at vi var villige til alt, blot der var mulighed for at søge stipendier, da vi vidste at SU en alene ikke rakte. Nogle uger forinden havde der været et par studerende fra Sverige, som var tilknyttet Slagelse sygeplejeskole. Derfor mente Hanne, at Sverige var villige til at tage i mod os. Vi gik fra kontoret med ansøgning om udlandsophold og stipendier til Nordplus, samt med viden om, at vi kunne søge tilskud i skolens aktivitetskasse. Nu var processen startet. I løbet af efteråret fik vi afvide at vi kunne komme til Västerås i Sverige, lidt sydvest for Stockholm, med praktikplads i Köping, som ligger 40 km fra Västerås. Vi skulle være på henholdsvis hjerteintensiv og akut medicinsk modtageafdeling. Et par uger inden afrejse modtag vi velkomstbrev, samt mødetider fra praktikstederne. Vi modtog desuden hver 3500 d.kr i legat fra Nordplus, 1000 kr. fra skolens aktivitetskasse samt 500 se.kr i transporttilskud fra Mälardalens Högskola i Västerås. Vi ankom til Arlanda lufthavn, Stockholm søndag d. 13. Februar. Vi tog bussen Flygturen fra lufthavnen direkte til Västerås og det kostede 180 se.kr. I Västerås blev vi modtaget af Mälardalens Högskolas internationale koordinator Lillemor Fernqvist. Lillemor havde vi haft kontakt til i ugerne op til afrejsen, da det var hende der skulle tilrettelægge vores ophold. Lillemor kørte os til vores kollegium, efter en hurtig rundvisning i byen. Park studentbostäder lå cirka 3.5 km fra centrum, og vi skulle bo på 11.etage. Vi blev indlogeret på meget spartanske værelser, dog med eget bad og toilet. Inden afrejse havde vi fået afvide, at der ville være dyner og hovedpuder ved ankomst - dette viste sig at bestå af to tæpper og en pude. De første to dage i ugen havde vi fri fra praktikken. Dette gav os en mulighed for at se byen vi var havnet i. Vi skulle også mødes med Lillemor, samt universitetsadjunkt Katarina Heikenskjöld for at

2 få de mere praktiske ting på plads, såsom mål for praktikken og id-kort så vi kunne færdes på universitetet og bruge deres computerer -også i weekenden. For at komme frem og tilbage mellem bolig og praktik, købte vi en månedkort til Västeråsområdet til tog og busser, dette kostede 890 se.kr. hvoraf vi jo fik 500 se.kr i tilskud fra Högskolan. Onsdag startede vi i pratikken. Vi skulle mødes med vores vejledere på Köping hospital om eftermiddagen. Vi blev modtaget af vejlederene Maria og Susanne fra Akut modtagning. De bød os velkommen og viste os rundt på hospitalet. Derefter blev den ene af os taget til Akut modtagelse, og den anden til hjerteintensiv hvor vejleder Ann-Christine ventede. Akut medicinsk modtagning: Det var en underlig følelse, men også en følelse fuld af forventninger, der overstrømede én, da jeg stod der med to vejledere der var meget forventningsfulde. De begyndte straks, at tale om mål der skulle opnås. Jeg havde nogle mål, men det var personlige mål såsom; at se hvordan der ydes akut sygepleje, se forskellen fra svensk til dansk sygepleje og dels bare kunne deltage i alle de ting, jeg kunne, samt opleve Sverige. Denne praktik har jo ikke nogle mål fra skolen af, men det havde mine vejledere svært ved at forstå, indtil jeg forklarede dem om den valgfri periode, som vi har i Danmark. Nogle gange kan der forekomme sprogproblemer, men hvis alle parter taler langsomt, så går det bedre. De første tanker jeg gjorde mig om aftenen, var vores enorme forskel på hygiejniske principper. Plejepersonalet bar ringe og ure, selvom de godt kendte risikoen fra bakterieoverførsel. De synes måske jeg var lidt hys, men jeg sprittede af, som var jeg derhjemme på et dansk sygehus. Den næste store forskel er, at sygeplejersker tager blodprøver og tager EKG. Det skulle jeg også lige vænne mig til, men jeg overvandt min nervøsitet, for at stikke forkert, og kan nu tage blodprøver og ligge venfloner. Det har dog kostet et par perforerede åre og nogle forkerte stik, men så prøver man bare igen. EKG er heller ikke svært, og den kontakt man får med patienten, mens man laver disse ting, er faktisk uundværlig, og det kunne vi godt lære noget af i Danmark. Da sygeplejersker i Danmark ikke tager EKG og blodprøver, spurgte sygeplejerskerne i Sverige om: Hvad laver i så? Vi har tæt kontakt til lægen, og det har de ikke i Sverige. Der er sygeplejerskens opgaver meget kliniske, og der er ikke så meget papirarbejde. Alt i alt har min praktik på modtageafdelingen været meget positiv, alle har været meget søde, interesserede og har spurgt om alt fra dansk sygepleje til ens eget liv. En oplevelse der kan

3 anbefales og det er med garanti vigtigt at se, at tingene kan gøres på forskellige måder -uden det ene er mere rigtigt end det andet! HIA -Hjerteintensiv: Da jeg ( Louise) blev modtaget på hjerteintensiven, ventede der mig nogle spændende dag. Jeg havde lidt kendskab til det intensive miljø, i det jeg har været på intensiv i Danmark - men det har alligevel været en anderledes oplevelse da fokus primært ligger på hjertet. Da det var en sengeafdeling jeg skulle være på, var sygeplejerskerne her mere opmærksomme på hygiejnen, men de vidste godt at de ikke levede op til de danske standarder - dog blev sengene sprittet af mellem patienterne, og håndhygiejnen var god. Det var mere ved brug af udstyr, som foreksempel manchetter og blodsukkerapperater, hvor det sagtens kunne være bedre. På afdelingen kom der ofte patienter ind, som skulle til observetion for et AMI, de mere kritisk syge blev kørt til Västerås sygehus, hvor også de fleste behandlinger forgik. Jeg var blandt andet med til en coronarangiograf i Västerås, hvor lægen stikker et katheder ind i lysken og fører det via de store kar til hjertet, for at sprøjte kontrast ind i hjertets kar, for at se om der skulle være et stop et sted. Det var spændende at se, og både læger og sygeplejersker var utrolig søde til at forklare, og vise på skærmen. På HIA var der kun lidt undren over hvad vores mål egentlig var med denne praktik, men det stod hurtigt klart for min vejleder, at jeg bare skulle prøve og se så meget så muligt. Derfor blev jeg hurtigt kastet ud i at lægge venflon og tage blodprøver, samt tage EKG. Det var rart at blive inddraget, og føle at man gjorde noget, da der ikke er den store mulighed for at tage samtaler med patienter. Selvom det gik fint med at forstå vejleder, var det til tider meget svært at forstå patienterne. Både fordi nogle mumlede, talte hurtigt og med dialekt, og ikke mindst fordi de havde smerter. Derimod kunne jeg være med til at blande medicin, hænge væsker op, tage blodsukker osv. Ann-Christine prøvede også at vise mig forskellige EKG, og forklare hvad man skal kigge efter, men det var utrolig svært, og er først noget der kommer med erfaringen. Egentlig lignede det på mange måder den danske sygepleje. Der var selvfølgelig nogle procedure der var forskellige, men sådan er det jo også fra et sygehus til et andet i Danmark. En ting der på mig virkede godt, var at sygeplejerskerne havde 2 forskellige rum til deres rådighed. Det ene var et rum til pårørende til svært syge, hvor de kunne være under et sygdomsforløb. Altså hvor de kunne sove og evt. snakke med læger og sygeplejersker i fred. Det andet var deres personalerum. Dette var indrettet med spisebord, samt sofaer og tv/video. Det var helt tydeligt at det var meget mere afslappet for personalet i pauserne, end jeg har oplevet i Danmark.

4 Under hele forløbet var både sygeplejersker og undersygeplejersker utroligt søde og hjælpsomme hele vejen igennem. De ville gerne gøre det så godt så muligt for en, så jeg kunne opleve det jeg ville. Det var en utrolig god, og anderledes praktik som jeg altid vil mindes positivt. Helt sikkert en oplevelse, jeg vil anbefale andre at prøve. Nogle af de ting som vi fik mulighed for at prøve mens vi var på Köping sygehus, var muligheden for blandt andet at besøge dialyseafdelingen, den fysiologiske klinik, hjerterehabiliteringsafdelingen samt dagmedicinsk afdeling - dette var alle utroligt spændende afdelinger. Og endnu engang kunne vi konstatere, at det var dejligt at se nogle forskellige afdelingers arbejde. Især fordi man om et halvt år er færdiguddannet, og hvad skal man så? Måske kunne nogle af de besøg, vise nogle spændende afdelinger, som man ikke lige havde haft mulighed for at se derhjemme. Og det gjorde de! Ambulancetjeneste Da vi havde været i Sverige i 14 dage, var det blevet tid til et besøg i ambulancetjenesten - dette skulle vise sig, at blive det mest spændende i vores 4 ugers forløb. Vi startede om tirsdagen, hvor vi blev modtaget af en stue fuld af mænd. Vi var lige lidt overraskede, men der blev taget meget godt imod os lige fra starten. Vi blev hurtigt delt ud på en ambulance hver, som vi skule følge på dens kørsler, samt følges med 2 personer som var en sygeplejersker og en undersygeplejerske. I Sverige er det sygeplejersker og undersygeplejersker der køre ambulancerne, og det fungere virkelig godt. Som sagt er der et overtal af mænd, men det siger bare lidt om at der er en del flere mænd som uddanner sig inden for sygeplejen i Sverige. Men det er så primært også for at komme i ambulancetjenesten. Inden man bliver ansat der, skal man desuden havde arbejdet på en akutmodtagelse eller på en hjerteintensiv i et par år. Desuden tager man så et års videreuddannelse inden for ambulancetjenesten. Men som sagt blev vi også her kastet ud i det. De første par gange man susede derudaf med fuld udrykning, var selvfølgelig noget nervepirrende, for hvad var det man ville komme ud til. Selvfølgelig havde man fået en melding om det hjemme fra stationen - men for os to grønskollinger var det virkelig spændende. I de 4 dage vi var i ambulancen, skete der ikke det helt vilde. Dvs ingen store uheld eller ulykker. Man har det også lidt skidt med, at man godt kunne tænke sig de lidt vildere ting - men det høre jo

5 med til jobbet. Vi fik dog afvide at op til og i weekenderne, var der de fleste vilde ting kom. Vi måtte dog hverken arbejde aften, nat eller weekender, til vores store skuffelse. Men det blev da til udrykninger, med både kramper, narkomaner, alkoholiker, brystsmerter, selvmordsforsøg, respirationsbesvær samt de mere rolige hoftefrakturer og cancerpatienter. En virkelig spændende periode, der fik os til at ærgre os over, at vi ikke kunne bygge videre på vores uddannelse, så man kunne blive ambulancesygeplejerske i Danmark. Efter vi er kommet hjem og har fordøjet oplevelserne, er vi begge enige om at det har været en rigtig god tur. Vi vil helt sikkert anbefale andre at gøre det samme, hvis de har mulighed for det. De få ting, som vi ville have ændret ved vores tur, var for det første at bo i samme by, som vi var i praktik. Der var store problemer med transporten idet at tog og bus kun gik på visse tidspunkter. Det andet var, at vi i vores 4 uger tilbragte studiebesøg på 4 andre afdelinger. Dette ville være smart at samle disse besøg i en uge, så man opnåede kontinuitet på sin stamafdeling. Denne kontinuitet manglede både vejledere og vi. Men alt i alt opnåede vi vores mål, nemlig at se den svenske sygepleje og de akutte plejeforløb, samt muligheden for at se flere forskellige specialer. Hvis I går i rejse-tanker og har nogle spørgsmål, er I velkomne til at kontakte os via mail. Belinda_eo@hotmail.com eller vermele@hotmail.com. Skrevet af Belinda Olsen & Louise Larsen Feb.02 A