Marx værdilære et uundværligt redskab for arbejderklassen

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Marx værdilære et uundværligt redskab for arbejderklassen Skrevet af: Sven Tarp Offentliggjort: 01. september 2009 Hvis man med et enkelt ord skulle karakterisere den danske presses generelle holdning til krisen, er det skizofreni. I det ene nyhedsindslag får vi at vide, at vi endnu ikke har set det værste, og at der er nye skrækscenarier foran os. I det næste, at bunden er ved at være nået, og at der er lys for enden af tunnellen. Vurderingerne bygger som regel på et eller andet indeks, hvor pilen vender enten opad eller nedad. Kun få, mere seriøse økonomer forsøger at tegne et helhedsbillede af krisen, men de vækker sjældent den store interesse hos en presse, for hvem nyheder er en salgsvare, der skal serveres i småportioner med passende blikfang. Og når de endelig frem til forsiderne, kan man være så godt som sikker på, at de ikke bygger deres analyser på den teori, som Karl Marx lagde grunden til i det 19. århundrede. Det er ærgerligt, for det ville så afgjort hjælpe til forståelsen. Det betyder dog ikke, at Karl Marx ikke nævnes. Ser man bort for egentlige marxistiske og venstreorienterede udgivelser, har hans navn optrådt stadig hyppigere i den mere økonomisk og teoretisk orienterede litteratur gennem det sidste årti - især i udlandet. I takt med at den økonomiske krise er trukket op og har udløst sit uvejr over os, er også et stigende antal borgerlige økonomer begyndt at bladre i hans skrifter. De har simpelthen brug for hans logik til at orientere sig i en kompleks og stormfuld verden. Således har superspekulanten George Soros pralet af, at han ofte læser Marx. Den tyske finansminister Peer Steinbrück har til Der Spiegel sagt, at "nogle dele af den marxistiske teori er alligevel ikke helt forkerte". Og Robert Pollin, der er økonomisk rådgiver for Barack Obama, har tilmed udtalt, at "man ved at læse Marx i dag kan lære meget mere end ved at læse 95 procent af nutidens økonomer". Dette besynderlige fænomen betyder imidlertid ikke, at de pågældende pludselig er blevet arbejderklassens venner og allierede. Marx skrev som bekendt, at opgaven ikke kun er at fortolke verden, men også at forandre den. De nævnte økonomer stopper på halvvejen. De søger hjælp til at forstå komplicerede fænomener, men de ønsker på ingen måde at forandre det system, som er årsag til dem. Derfor accepterer de heller ikke kernen i Marx' økonomiske teorier. Tværtimod gør de deres yderste for at tilbagevise og skabe forvirring omkring de elementer i den marxistiske teori, som kan hjælpe arbejderklassen til at forstå selve grundlaget for kapitalismens krise og give den visioner om et helt andet samfundssystem. Det er ikke uden grund, at den portugisiske økonom Carlos Carvalhas skriver: "Med uddybningen af krisen dukker der også folk op, som hævder, at det er nødvendigt 'at vende tilbage' til Marx. Mange henvisninger til Marx sigter alene mod at give de nyliberale og reformistiske teser og forfalskninger troværdighed. Det er ikke nyt. Det gentager sig fra krise til krise. De fremhæver betydningen af Marx' analyser for derefter at fornægte marxismen 'indefra'. De samler tråden op efter den østrigske skole og tilmed Lausanne-skolen (Pareto, F. Hayek), som gentog og videreudviklede Böhm-Bawerks argumenter mod den marxistiske teori om kapitalen og merværdien... Det er forståeligt, at man søger at så tvivl om merværditeorien, der anses for hjørnestenen i marxismen. Det er den, som blotlægger den kapitalistiske udbytning..." Anders Lundkvists artikel i Kritisk Debat I april-nummeret af Kritisk Debat har Anders Lundkvist en artikel, der udmærker sig ved netop de ting, som Carvalhas fremhæver i ovenstående citat. Lundkvist skriver blandt andet: 1 / 7

2 "Jeg har det bedste forhold til Marx, og vi diskuterer dagligt..." "På mange punkter var Marx langt forud for sin tid, fx med sin dugfriske aktuelle analyse af overgangen fra konkurrencekapitalisme til monopolkapitalisme, eller med sin kriseteori [...] men først og fremmest gav hans kritiske geni [...] en lang række indsigter, herunder i inkonsistenserne og den apologetiske bias i datidens økonomiske teorier. Det man først og fremmest bør lære af Marx, er hans realisme, dvs. evnen til at se de praktiske interesser bag al snakken om idéer." "Her er der masser at lære fra Marx." Men side om side med disse generelt set positive bemærkninger fremsætter Anders Lundkvist sit egentlige ærinde: "Heller ikke Marx' økonomiske teori er et godt redskab til at forstå kapitalismen, og slet ikke dennes moderne udgave." "Jeg frygter, at marxismen får en opblomstring, i takt med at kapitalismens krise uddybes, for mange ser marxismen som den eneste radikale og konsekvente kapitalismekritik. Men det er for det første forkert, og for det andet er der ikke råd til at tænke den moderne kapitalismes problemer inden for en teori, der dels er logisk fejlagtig, dels empirisk af ringe nutidig relevans. Anders Lundkvist kritiserer først og fremmest Karl Marx' teorier om værdi, merværdi og kapital. Og han henviser her eksplicit til Böhm-Bawerk. Om arbejdsværditeorien skriver han således, at "Marx' argument for denne [...] er ugyldigt som allerede påvist af Böhm-Bawerk." Hvem er denne Böhm-Bawerk, som Lundkvist og mange andre henviser til, når de ønsker at gendrive Marx' økonomiske teorier? For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at knytte et par kommentarer til Marx' Kapitalen og dens historiske skæbne. Kapitalen Kapitalen var Karl Marx' absolutte, men ufuldendte hovedværk, som udkom i fire bind, hvoraf kun det første blev trykt i forfatterens egen levetid. De to følgende bind blev færdiggjort og udsendt af hans nære ven og kampfælle Friedrich Engels, mens fjerde bind blev udsendt flere årtier senere under titlen Teorier om merværdien. I Kapitalen afdækker Karl Marx de økonomiske lovmæssigheder og bevægelseslove, som ligger til grund for udviklingen af det kapitalistiske samfund. Han påviser, at kapitalismen er en samfundsformation, der kendetegnes ved uforsonlige indre modsætninger, stadige kriser og historiske skranker, som bunder i modsætningsforholdet mellem produktionens voksende samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske ejendomsret og tilegnelse af de fremstillede produkter. Herigennem lægger han grundlaget for en teori, der blandt andet kan bruges til at forstå og finde en udvej af nutidens store krise, der er langt mere end en traditionel økonomisk krise. Marx tager sit udgangspunkt i analysen af varen, der er det mest elementære og almene fænomen, der kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde. Han afdækker varens dobbeltkarakter som både brugsværdi og bytteværdi og undersøger disse to sider hver for sig og i deres indbyrdes relation. Med sin dialektiske metode, og med støtte i et stort empirisk materiale, udleder han af denne modsætning mellem brugsværdi og bytteværdi, der er alle varer iboende, andre vigtige modsætninger, der præger de økonomiske bevægelseslove under kapitalismen. Centralt i Marx' analyse af kapitalismen er produktionen af merværdi. Marx påviser, at arbejderne ikke - som det var den gængse opfattelse - sælger deres arbejde til ejerne af produktionsmidlerne (kapitalisterne), men deres arbejdskraft, dvs. retten til at benytte denne arbejdskraft en vis tid. På det grundlag deler han den nyskabte værdi op i den del, der går til at betale arbejdskraften (lønnen), og den del, som kapitalisten tilegner sig (merværdien). Det er denne form, som udbytningen tager under kapitalismen. 2 / 7

3 Selve formålet med den kapitalistiske produktion er frembringelse af merværdi (i dens forklædte form som profit) og ikke skabelse af brugsværdier, der kan tilfredsstille menneskelige behov. Varens karakter som brugsværdi interesserer kun kapitalisten i det omfang, at den nødvendigvis må opfylde bestemte behov for at blive solgt, så han kan realisere sin merværdi. Det er dette i bund og grund umenneskelige udgangspunkt, som forklarer det paradoks, at der under kapitalismen - f.eks. under den nuværende krise - på den ene side kan være overskud af arbejdskraft, kapital, produktionskapacitet og varer, der ikke kan afsættes, og på den anden side uopfyldte behov, ikke mindst hos de arbejdsløse, der brænder efter at komme i arbejde og skabe sig en ordentlig tilværelse. Reaktionerne på Kapitalen Kapitalens første bind udkom i Den blev straks anbefalet af Første Internationale og gjort til genstand for grundige studier blandt tusinder af klassebevidste arbejdere. Disse studier var en væsentlig teoretisk forudsætning for styrkelsen af den internationale arbejderbevægelse og dannelse af socialistiske massepartier på marxistisk grundlag i de efterfølgende årtier. Men Marx havde også håbet, at bogen kunne skabe debat blandt datidens borgerlige økonomer, og så med stor forventning frem til denne debat. Den udeblev stort set. Få er klar over, at Engels med Marx' samtykke skrev en række stærk kritiske anmeldelser, som han under pseudonym fik optaget i borgerlige publikationer for at anspore interessen. I de følgende år blev det ved sporadiske kommentarer, indtil den østrig-ungarske økonom og finansminister Eugen von Böhm-Bawerk i 1890'erne tog udfordringen op efter publikationen af Kapitalens tredje bind. Ligesom Karl Marx havde Böhm-Bawerk udviklet en omfattende økonomisk teori, et helt system. Med den ballast tog han fat på Kapitalen og leverede en alsidig og dybtgående kritik. Faktisk så grundig, at det er den, man henviser til endnu i dag, når man vil undsige Marx. Forfatteren og hans kritiker kunne ikke være mere forskellige: Hvor Marx anlagde en historisk synsvinkel, havde Böhm-Bawerk en ahistorisk tilgang til sit stof. Hvor Marx tog udgangspunkt i vareproduktionen, var Böhm-Bawerks udgangspunkt forbruget. Hvor Marx bestræbte sig på at etablere objektive kriterier, tyede Böhm-Bawerk til subjektive og individualistiske kriterier. Hvor Marx fokuserede på de menneskelige relationer, som kommer til udtryk i produktionen og udvekslingen af varer, fortabte Böhm-Bawerk sig i varernes naturlige og fysiske egenskaber som ting. Selv om Böhm-Bawerk uden tvivl havde brugt meget tid på at læse Kapitalen, var resultatet af disse forskelligheder, at han flere steder misforstod Marx og gav et forvrænget billede af dennes synspunkter. Disse misforståelser blev enten ikke opfanget, eller også blev de tilgivet. Faktum er, at Böhm-Bawerk er den økonom, som man lige siden har henvist til, når man hævder, at Marx' teorier for længst er gendrevet. Det gælder ikke kun for borgerlige økonomer, men også for teoretikere inden for arbejderbevægelsen, som har vendt sig mod det samfundsforandrende budskab, som er en iboende bestanddel af Marx' lære. Det første kendte eksempel er Eduard Bernstein, som kort efter Engels' død i 1895 begyndte at "revidere" Marx' teorier og i den forbindelse tyede til Böhm-Bawerk for at tilbagevise hans værdilære. Han fik straks læst og påskrevet af Anden Internationales førende teoretiker, Karl Kautsky. Det var dog de to økonomer Rudolf Hilferding og Nikolai Bukharin, der mere end nogen andre gav Böhm-Bawerk svar på tiltale. De havde begge personligt fulgt hans forelæsninger i Wien, og deres bøger, der udkom i henholdsvis 1904 og 1919, betragtes som marxismens endegyldige svar på hans kritik. Al senere kritik af Kapitalen på grundlag af Böhm-Bawerks skriverier er indeholdt i den polemik, som fandt sted i årene umiddelbart før og efter år / 7

4 Der er således intet nyt under solen, når Anders Lundkvist i april-nummeret af Kritisk Debat retter kritik mod Marx' værdilære. Det er blot gammel vin på nye flasker. Desværre er flaskerne så fyldte, at det ikke er muligt at smage på det hele inden for rammerne af denne artikel. Det følgende er derfor kun en aperitif. Marx' værdilære og jordens "pris" Karl Marx' værdilære beror på den opfattelse, at arbejde er den eneste kilde til værdi, og at en vares værdi kan bestemmes ud fra den mængde samfundsmæssigt nødvendigt gennemsnitsarbejde, som er gået til at fremstille den. Ved arbejde forstår han i den forbindelse både det "levende arbejde", som umiddelbart nedfældes i varen, og det "døde arbejde", som er gået til at fremstille de produktionsmidler, som anvendes under produktionen, og som lidt efter lidt overfører deres værdi til de færdige produkter. Han skelner desuden mellem en vares værdi og dens pris og afdækker den komplekse måde, hvorpå prisen dannes dels under den simple vareproduktion og dels under den komplicerede kapitalistiske vareproduktion. Anders Lundkvist betragter Marx' værdilære som uholdbar. Han mener, at det er forkert, når "Marx siger, at den eneste fællesnævner mellem to varer, der udveksles, er at de er arbejdsprodukter". Han begrundelse er blandt andet, at "også andet kan udveksles og antage vareform, fx jomfruelig jord". Dette argument er lånt fra Böhm-Bawerk, men det ændrer ikke ved, at Lundkvist her begår en videnskabsmetodisk dødssynd. Man kan være uenig med en teori, men man kan ikke argumentere imod den ved stiltiende at give de begreber, som er centrale i denne teori, en anden betydning. I Marx' definition er en vare ikke alene noget, der kan udveksles, men lige så meget noget der er fremstillet netop med henblik på udveksling. Som sådan har den både bytteværdi og brugsværdi. Marx skriver: "En ting kan være brugsværdi uden at være værdi. Det er tilfældet, når dens nytte for mennesket ikke skyldes arbejde. Dette gælder luft, jomfruelig jord, naturlige enge, vildtvoksende skov osv. En ting kan være nyttig og fremstillet ved menneskeligt arbejde uden at være en vare. Den, der gennem sit produkt tilfredsstiller sit eget behov, skaber ganske vist brugsværdi, men ikke vare. For at producere en vare skal man ikke blot producere brugsværdi, men brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi... For at blive en vare skal produktet overdrages til den anden, for hvem det udgør en brugsværdi, gennem udveksling. Endelig kan ingen ting være værdi uden at være brugsgenstand. Er den nytteløs, så er også det arbejde, der er indeholdt i den, nytteløst, tæller ikke som arbejde og danner derfor ingen værdi." Det er klart, at jomfruelig jord ikke er et arbejdsprodukt, idet den eksisterede millioner af år, før homo sapiens dukkede op og begyndte at arbejde. Følgelig har den heller ikke nogen værdi, i hvert fald ikke i marxistisk forstand. Noget andet er selvsagt jord, hvor der er foretaget rydning, dræning, terrassering, gødskning eller anden form for forbedring. Her er der nedlagt arbejde, og den har derfor en værdi. Jomfruelig jord har derimod ingen værdi og kan derfor heller ikke betragtes som en vare. Alligevel kan denne jord på grund af sin brugsværdi under særlige historiske betingelser blive gjort til genstand for udveksling med andre varer og dermed få en "pris". Marx' værker er ikke fuldendte, og han behandlede intet sted i sine skrifter denne problematik indgående. Men det gjorde til gengæld Hilferding, som skriver: "De naturlige betingelser, under hvilke arbejdet udføres, er uforandret givet til samfundet, og af disse betingelser kan forandringer i de samfundsmæssige relationer derfor ikke udledes. Det eneste, som ændrer sig, er den måde, hvorpå arbejdet bemægtiger sig disse betingelser... I det omfang en naturresurse er til rådighed for et individ, så han dermed kan arbejde med større produktivitet end det samfundsmæssige gennemsnit, er han i stand til at realisere en ekstra merværdi. Kapitaliseret 4 / 7

5 udtrykker denne ekstra merværdi sig nu som prisen på den naturresurse, f.eks. jorden, som den er en del af. Jorden er ingen vare. Men gennem en langvarig historisk proces antager den varekarakter som forudsætning for produktion af varer. Udtrykket jordens værdi eller pris er derfor intet andet end en irrational form, hvorunder et virkeligt produktionsforhold, dvs. værdiforhold, gemmer sig. Jordejendommen skaber ikke den del af værdien, som forvandles til merprofit, men sætter alene jordejeren i stand til at overføre denne merprofit fra fabrikantens lomme til sin egen. Når Böhm- Bawerk tilskriver naturens gaver en værdi, forfalder han til den fysiokratiske illusion, at denne rente kommer fra naturen og ikke fra samfundet. På denne måde sammenblander Böhm-Bawerk til stadighed det naturlige og det samfundsmæssige." Vi kan tilføje, at også Anders Lundkvist sammenblander disse to forskellige størrelser. Ved at gå i Böhm-Bawerks fodspor overtager han i det hele taget dennes subjektivisme og ahistoriske tilgang. Marx' merværdilære: salg af arbejdskraft Anders Lundkvist er heller ikke fornøjet med Marx' merværdilære, der med rette betragtes som grundstenen i hans analyse af den kapitalistiske produktionsmåde. Lundkvist mener, at denne lære har både et logisk og et empirisk problem. Det logiske problem berører den centrale opdagelse, at en arbejder ikke sælger sit arbejde, men sin arbejdskraft til en kapitalist, som derefter benytter denne til at producere en nyværdi, der ikke alene dækker arbejderens løn, men også indeholder en merværdi, som kapitalisten stikker i egen lomme. Denne opfattelse er ifølge Lundkvist ulogisk, fordi "arbejderen forvandles til slave, hvis han sælger sin arbejdskraft, for han kan kun sælge evnen til at arbejde ved at sælge sig selv". Her gør Anders Lundkvist endnu engang regning uden vært. Han overser, at Marx eksplicit gør opmærksom på, at forudsætningen for dette forhold mellem arbejder og kapitalist er, at arbejderen er og forbliver ejer af sin arbejdskraft, og at det derfor ikke er ejendomsretten til denne, men alene rådigheden over den en bestemt tid, som han sælger. Marx skriver: "Hvis dette forhold skal vare ved, kræver det, at arbejdskraftens ejer altid kun sælger den for en bestemt tid, for hvis han sælger rub og stub af den, en gang for alle, så sælger han sig selv, han forvandles fra fri mand til slave, fra varebesidder til vare. Som person må han bestandig behandle sin arbejdskraft som sin ejendom og dermed som sin egen vare, og det kan han kun, hvis han kun forbigående, kun for et bestemt tidsrum stiller den til rådighed for køberen, overlader ham den til brug, altså ikke giver afkald på sin ejendomsret til den, når han sælger den." Marx' merværdilære: arbejdskraftens værdi Ifølge Marx bestemmes arbejdskraftens værdi ligesom værdien af enhver anden vare af den arbejdstid, som er nødvendig til dens fremstilling. Eftersom arbejderen er et levende væsen, er denne arbejdstid lig den tid, som er nødvendig for at fremstille den mængde livsfornødenheder, som skal til for at producere og reproducere arbejdskraften, for at den kan være til rådighed den ene dag efter den anden, den ene generation efter den anden. Ifølge Anders Lundkvist er denne teori befæstet med det empiriske problem, at den "er i modstrid med lønforholdene i moderne kapitalistiske samfund, hvor lønnen er mange gange højere, end hvad der er nødvendigt for at overleve". Dette er en total forvanskning af Marx' teori. Marx betragter ikke en arbejder som et væsen, der kun har en række fysiske behov ligesom dyrene i naturen, men som en civiliseret person, der tillige har en lang række kulturelle og historisk bestemte behov. Lad os derfor endnu engang se, hvad Marx selv skriver: "Selve de naturlige behov, føde, klæder, varme, bolig osv. er forskellige alt efter de klimatiske forhold og andre naturlige omstændigheder i et land. På den anden side er omfanget af de såkaldte 5 / 7

6 nødvendige behov ligesom måden at tilfredsstille behovene på selv et historisk produkt og afhænger derfor i høj grad af et lands kulturtrin, blandt andet også væsentligt af, under hvilke betingelser klassen af frie arbejdere er blevet til, og dermed hvilke vaner og krav til livet den har. I modsætning til de øvrige varer indeholder bestemmelsen af arbejdskraftens værdi altså et historisk og moralsk element. For et bestemt land i en bestemt periode er den gennemsnitlige mængde og sammensætning af de nødvendige livsfornødenheder imidlertid givet." Lundkvist nævner godt nok disse historiske og moralske elementer, men han afviser dem som en gummiparagraf og skriver spydigt: "Så hvis årgangsvin og turistrejser til Kreta er 'sædvane', skal lønnen også dække disse udgifter". I højt udviklede kapitalistiske lande er der brug for en højt kvalificeret arbejdskraft, som ikke bare vanmægter på grænsen af fysisk overlevelse. De behov, som en arbejder i et land som Danmark har, er bestemt af den samfundsøkonomiske og kulturelle udvikling. Og i hvor høj grad disse behov opfyldes, bestemmes af atter de resultater, som arbejderne har opnået i deres klassekamp mod kapitalisterne. Der er intet her, der er i modstrid med Marx' teori. Snarere tværtimod. Dertil kommer, at man i dag ikke kan betragte kapitalismen inden for rammerne af enkelte lande, og slet ikke højt udviklede lande, men at man må beskue den som et sammenkædet verdenssystem. Anlægger man en sådan vinkel, viser de empiriske kendsgerninger, at størstedelen af den arbejdende befolkning i verden faktisk lever lige over, på eller tilmed under eksistensminimum. Men for at forstå dette fænomen, er det ikke tilstrækkeligt "at vende tilbage" til Marx. Man må også "vende tilbage" til Lenin og hans analyser af imperialismen som et globalt system, hvor monopolerne og finanskapitalen har taget over. Det er særligt aktuelt under den nuværende krise. Konklusion Marx' lære må ikke forstås som et dogme, men som en vejledning til at forstå verden og handle derefter. Hans økonomiske lære er en helhedslære og ikke en discountbutik, hvor man bare tage det, man har lyst til, og lade resten ligge. Denne lære er selvsagt ikke noget fuldendt, en gang for alle givet, men et vigtigt grundlag, der til stadighed skal udvikles med henblik på at give svar på de nye fænomener, som udvikler sig. Betragter man marxismen på denne måde, er den et formidabelt redskab til at forstå og forandre verden. Ifølge Marx bestemmes arbejdskraftens pris (lønnen) ikke direkte ud fra arbejdskraftens værdi. Under kapitalismen er der en stadig tendens til at presse lønnen ned under arbejdskraftens værdi - ikke mindst i krisetider som den nuværende. Hvad vi oplever for tiden, er et voldsomt krav om lønnedgang fra arbejdsgivernes side. Om det lykkes at opretholde lønnen, afhænger frem for alt af en aktiv fagbevægelse, der kan mobilisere medlemmerne på grundlag af klassekamp mod kapitalisterne og deres samfundssystem. I den forbindelse kan Marx' lære om merværdi og kapitalisme spille en vigtig rolle og være med til at klæde arbejderne og de faglige ledere teoretisk på. Den kan være med til at give retning og visioner for kampen. Dropper man derimod denne lære, dropper man samtidig teorien om udbytningen og dermed kernen i marxismens politiske økonomi. Og opgiver man marxismen, afvæbner man arbejderklassen teoretisk i dens kamp mod kapitalismen og den nuværende krise. Det ville være sørgeligt, hvis det skete. Litteratur Bernstein, Eduard 1899: Socialismens forutsetninger. Oslo: Pax Forlag Bukharin, Nikolai 1919: Economic Theory of the Leisure Class. (www. marxists.org) Bugallal, Isabel 2009: Robert Pollin: Leyendo a Marx se aprende más que del 95% de los 6 / 7

7 economistas. La Opinion Coruña, 1. juli (www. laopinioncoruna.es) Böhm-Bawerk, Eugen 1896: Karl Marx and the Close of His System. ( hussonet.free.fr/bohm.pdf) Böhm-Bawerk, Eugen 1899: Capital and Interest: A Critical History of Economical Theory. (www. econlib.org/library/bohmbawerk/bbci.html) Carvalhas, Carlos 2009: A crise e a luta ideológica. O Militante, nr. 299, marts-april (www. omilitante.pcp.pt) Hilferding, Rudolf 1904: Böhm-Bawerks Marx-Kritik. (www2. cddc.vt.edu/marxists/deutsch/archiv/hilferding/1904/xx/boehm.htm) Kautsky, Karl 1899: Bernstein und das Sozialdemokratische Programm: Eine Antikritik. (www2.cddc.vt.edu/marxists/deutsch/archiv/kautsky/1899/bernstein/index.htm) Lenin, V.I. 1917: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Udvalgte værker, bind 6. København: Tiden Lundkvist, Anders 2009: Krisen og økonomisk teori - hvorfor neoklassikerne og Marx går fejl af den moderne kapitalisme. Kritisk Debat, nr. 47, april Marx, Karl 1867: Kapitalen, bind I. København: Rhodos Marx, Karl 1885: Kapitalen, bind II. København: Rhodos Marx, Karl 1894: Kapitalen, bind III. København: Rhodos Marx, Karl 1905: Teorier om merværdien. København: Rhodos Stepanova, Jevgenija 1989: Friedrich Engels Biografi. Moskva: Sputnik. Sørensen, Morten 2008: Finanskrisen gør Marx moderne igen. Politiken, 15. oktober / 7