SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 13. ÅRG. NR. 38 DECEMBER 2009 ISSN

Transkript

1 1 SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 13. ÅRG. NR. 38 DECEMBER 2009 ISSN INDHOLD Leder Af Susanne Malchau Dietz Fagligt stof Sygeplejerske i "folkefællesskabets" tjeneste. Nazityskland Af Therkel Stræde Museumshjørnet Jul i Rusland 1915 Af museumsleder Inger-Marie Børgesen Dansk Sygeplejehistorisk Museum - åbningstider Dansk Sygeplejehistorisk Selskab DSHS beretning 2008/2009 Af Susanne Malchau Dietz DSHS regnskab 2008 Møder, foredrag, udstillingerog wepsider Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Billede 1 - foto på forside: Foto på forside: Jul på hospitalet ca (Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv)

2 2 LEDER Den 29. oktober afholdt Dansk Sygeplejehistorisk Selskab generalforsamling i København. Traditionen tro foregik det i Lærerstandens smukke lokaler i København. Formandsberetningen findes inde i bladet. Efter generalforsamlingen holdt historiker professor Anne Løkke et engageret foredrag om Rigshospitalets historie. DSHS bestyrelse har efter generalforsamlingen konstitueret sig uden ændringer på de forskellige poster. I begyndelsen af december har Marianne Mahler dog trukket sig fra posterne som næstformand og redaktionsmedlem og suppleant Lis Suhr er nu indtrådt på disse poster. På selskabets vegne vil jeg gerne takke Marianne Mahler for en stor indsats både i bestyrelsens og redaktionens arbejde. Jeg vil også gerne byde Lis Suhr velkommen. Det faglige indslag i dette nummer af Sygepleje & Historie er en artikel af historiker Therkel Stræde, som han har skrevet på grundlag af sit foredrag på DSHSs medlemsmøde i foråret. Artiklen omhandler sygeplejerskers virke i Nazityskland. Det er tankevækkende og beskæmmende omsorgsidealer der trækkes frem i denne artikel. Inger-Marie Børgesen har i museumshjørnet fundet arkivalier frem om en dansk sygeplejerskes julevagt på et hospital i Rusland anno Hun fortæller levende om hvordan julestemmeningen blev tryllet frem af personalet og andre. Under møder og foredrag annonceres DSHSs medlemsmøde den 6. maj Mødet holdes på Dansk sygeplejehistorisk Museum og temaet er Florence Nightingale. Vi er nemlig på vej ind i det år, hvor 100-året for Florence Nightingale s død markeres verden over. Og det kommer der meget mere om i Rigtig glædelig jul og godt nytår. Susanne Malchau Dietz Formand

3 3 FAGLIGT STOF Sygeplejerske i "folkefællesskabets" tjeneste. Nazityskland Af Therkel Stræde Therkel Stræde er lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og underviser bl.a. i Lægevidenskab og sundhedspolitik i Nazityskland på medicinstudiet. Hans forelæsning om Sygeplejegerning i Nazityskland, holdt på Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding d. 14. maj 2009, danner udgangspunkt for denne artikel. therkel@hist.sdu.dk I Foto 2: Den tyske sygeplejehistoriker Hilde Steppe udgav bogen Krankenpflege im Nationalsozialismus i "Jeg sværger, at jeg vil være fuldstændigt trofast og lydig overfor min fører, Adolf Hitler. Jeg lover, at jeg - i hvilken position jeg end må blive anbragt - vil udføre mine pligter loyalt og samvittighedsfuldt som nationalsocialistisk sygeplejerske i folkefællesskabets tjeneste, så sandt mig Gud hjælpe." -- sådan lød den ed, sygeplejersker skulle aflægge, når de afsluttede deres uddannelse i Nazityskland (min ovs.). Som andre i offentlig tjeneste forpligtede de sig til at tjene føreren og "folkefællesskabet". Patienterne nævner eden ikke, for den enkelte patient var ikke længere i centrum; det var "folkefællesskabet", altså det tyske folk, opfattet som organisk enhed, som "folkekroppen". I nazistisk ideologi var folket den grundlæggende enhed, føreren dennes hoved, og det enkelte individ blot en celle i folkets krop. Denne ideologi fik vidtrækkende konsekvenser for den tyske sundhedspolitik, lægevidenskab og sygepleje. I det følgende skal nogle af disse opridses, så der gives et indblik i den rolle, sygeplejersker spillede i virkeliggørelsen af den nazistiske vision -- ikke alle tyske sygeplejersker, for der var også dem, der afviste at tjene det nye regime loyalt; men flertallet gjorde som medløbere eller begejstrede støtter for nazismen. Det er velkendt, at lægevidenskaben i Det tredje Rige udviklede sig til et område for horrible brud på den gængse medicinske etik, så når man ser på sygeplejegerningens vilkår og udvikling under nazismen, er det naturligt at fokusere på de forbryderiske aspekter, der adskiller Nazityskland fra andre lande og fra vore dage. Derigennem er man nemlig med til at give et signalement af sygeplejens hverdag under nazismen, som netop kendetegnedes af en vekselvirkning mellem forbrydelser og upåfaldende normalitet. Nazismens herredømme byggede på terror, propaganda og socialpolitisk integration i tæt indbyrdes sammenhæng, og det afspejledes i sygeplejens betingelser og de krav, regimet stillede til denne. I de besatte lande stod terror og undertrykkelse i forgrunden, i det tyske rige sikrede socialpolitiske og symbolske indrømmelser en bred opbakning bag det nazistiske styre i befolkningen. Der findes en omfattende, til dels fremragende litteratur om lægers rolle i Det tredje Rige. Området har i de sidste årtier været genstand for en intens forskningsindsats. I Tyskland har det at gøre med "Vergangenheitsbewältigung", altså det civile samfunds, organisationernes og statens bestræbelser på at gøre op med de nazistiske forbrydelser og lære af disse, så et lignende barbari ikke igen kan vinde frem. Om sygeplejegerningen er der derimod skrevet forholdsvist lidt. Dog skal den pionerindsats, Hilda Steppe og Dokumentationsstelle Pflege i Frankfurt am Main har gjort, fremhæves og filosoffen Peter Tudvads omdiskuterede bog Sygeplejerske i Det tredje Rige (2009)

4 4 om en dansk nazistisk sygeplejerskes tilværelse i Tyskland under 2. Verdenskrig nævnes. At der er skrevet så lidt om sygeplejerskerne har nok med fagets traditionelle usynlighed som "stille gerning" at gøre og afspejler den tids tradition for hierarkiske, mandsdominerede strukturer, hvor kvinders muligheder for udearbejde lå i forlængelse af de opgaver, der tilvistes dem i familien, bl.a. omsorg og pleje. Forskere som Susan Benedict og Mary Lagerwey har brudt med mønstret, men der er lang vej endnu, inden sygeplejerskers vilkår og liv i Nazityskland er tilnærmelsesvist så velbelyst som lægernes. II Foto 3: Nazistisk propagandaplakat Nazistisk sundhedspolitik var baseret på den nationalsocialistiske "verdensanskuelse", som Hitler kaldte sin samfundsvision. Det var en samfundsorden, gennemsyret af racisme og baseret på maksimen: ulighed var naturens orden, menneskerettighedstanken forkert. Alle folkeslag stod i en overlevelseskamp, hvor de stærke sejrede og dermed også vandt retten til sejren -- sådan lød nazisternes radikale udlægning af socialdarwinismen. Den betød, at samfundet baseredes på eksklusion og afgrænsning fra "de andre", ikke på integration, og hvem der hørte med hhv. ikke hørte med, bestemtes af racen, altså afstamning, ikke ens handlinger eller holdninger. Biologien sås som bestemmende naturlov, og nazismen blev af sine førende tilhængere indenfor sundhedssystemet betegnet som "anvendt biologi" og "anvendt racehygiejne". Bagved lå en stærk obsession med sundhed, forstået som arvesundhed: sundhedssystemet skulle fremme det stærke arvemateriale og den tyske, germanske eller ariske races renhed og bekæmpe degeneration og raceblanding. Sundhedssystemet blev på den måde en meget vigtig del af det nazistiske maskineri, idet dets læger og sygeplejersker stod centralt i gennemførelsen af nazismens langsigtede vision om det "arvesunde folkefællesskab". For at tjene skabelsen af en "herrerace", skiftede det paradigme, der lå til grund for sundhedspolitikken: fokus blev forskudt fra forsorg og behandling til forebyggelse, ressourcerne skiftet fra indsatsen for de svage og syge over til en øget indsats for de stærke og sunde. Individet blev underordnet kollektivet, og den enkelte fik pligt til at holde sig sund af hensyn til "folket". Dr. med. Hans Reiter, professor ved universitetet i Rostock, blev efter Hitlers magtovertagelse udnævnt til leder af Reichsgesundheitsamt, en landsdækkende sundhedsoplysende institution. Den 28. okt formulerede han det nye, nazistiske grundprincip, da han talte til deltagerne i et efteruddannelseskursus for spædbørnesygeplejersker: "... vi skal efterhånden vænne os til, at vi ser hvert enkelt menneske, som kommer til os for at blive helbredt, som repræsentant for en lang kæde af generationer, der er blevet svag eller syg. Vi må kontrollere, om dette menneskes svaghed kun er dette ene menneskes svaghed eller sygdom, eller om det står i sammenhæng med slægten, altså med dette menneskes arvebiologiske forbindelse med de forgangne og kommende generationer indenfor denne slægt." (aftrykt i Reiters bog Sinnsprüche, 1939, s.129, min ovs.) Den enkelte patient skulle altså ikke behandles i kraft af, at denne var medmenneske, men ses som repræsentant for en slægt, der skulle indgå i "folkekroppen", hvis den var raceren og arvesund, og ellers udskilles. Vejen til det stærke, etnisk rene folk var frasortering af skadelige arveanlæg og svage individer, hvilket også blev begrundelsen for udrensningen af den jødiske minoritet, der i 1933 udgjorde ca eller 0,6 procent af den tyske befolkning. Jøderne blev frataget deres borgerrettigheder, udsondret af samfundet, frataget deres formueværdier og tvunget til udvandring, og de, der ikke var sluppet ud inden sommeren 1941, blev deporteret til systematiske massemord i

5 5 de besatte østområder. Og folkedrabet blev både i Tyskland og de besatte områder begrundet med pseudomedicinske "argumenter" om, at jøderne var farlige som bærere af epidemiske sygdomme og forurenere af "det ariske blod". Fra Hans Reiter stammer også en lang serie af såkaldte "Sinnsprüche", trykt i samme bog. Det var opbyggelige sentenser til skabelse af korporativ identitet, som bl.a. blev sat op i venteværelser og hospitalernes vagtstuer sammen med billeder af føreren. Et par eksempler viser det tyske sundhedssystems militarisering og ensretning i den biologistiske samfundsvisions tjeneste: 1) "Vor førers program rummer som sit kernestykke tanken om en biologisk statsopbygning. Vi tyske læger må erkende det uhyre ansvar for vort folks liv og sundhed, der derigennem er pålagt os, og vi må for at leve op til dette ansvar kræve bestemmende indflydelse på alle vor stats livsvigtige, dvs. biologiske anliggender." 2) "Det tyske folks skæbne ligger i den tyske læges hånd." 3) "Lægen kæmper som biologisk soldat for sit folks sundhed." Sundhedssystemet oprustede altså om kap med rustningsindustrien og Værnemagten for at gennemføre den ekspansionskrig, som var en forudsætning for, at tyskerne kunne erhverve sig den politiske førerrolle i Europa og skaffe sig det af land og ressourcer, som var nødvendigt for at hævde og opretholde den. Lægerne var befalingsmænd i "racekampen", og når Dr. Richter talte til dem, var han sikker på også at nå sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som både traditionen og deres egen professionsopfattelse bød at udføre deres ordrer loyalt og samvittighedsfuldt. III Foto 4: Forsiden af Sygeplejersken nr , hvor nazistiske sygeplejersker aflægger ed til føreren Sygeplejersker kom i flere henseender i front, når det gjaldt at gennemføre den nazistiske sundhedsog racepolitik. Det var dem og klinikdamerne, der havde den første kontakt med patienterne og regulerede disses adgang til lægerne, så det blev deres opgave at administrere den strøm af diskriminerende regler, der efterhånden udsondrede jøderne fra det almindelige sundhedssystem og henviste dem til de få jødiske læger, som fik lov til at bevare retten til at praktisere, men fra 1938 ikke længere måtte kalde sig læger endsige doktorer, kun sygebehandlere. Også jødiske sygeplejersker mistede deres stillinger i det offentlige sundhedssystem og blev henvist til de få hospitaler, som blev drevet af jødiske institutioner. Her måtte to sygeplejersker ofte deles om én løn, fordi jødernes udelukkelse fra de offentlige sygehuse satte de jødiske hospitalers kapacitet og ressourcer under et enormt belastningspres. Også på andre af den nazistiske biopolitiks områder spillede sygeplejerskerne en central rolle. Barne- og sundhedsplejersker overvågede de yngste og rådgav mødrene om amning (som den nazistiske stat betalte mødrene "ammeløn" for), sund ernæring og levevis -- og rapporterede samtidig til centrale myndigheder, hvis børnene udviklede sig unormalt, og der var mistanke om arvelige defekter i familien. Bedriftssygeplejersker overvågede arbejdsmiljøet og forestod vaccinationer og rækkeundersøgelser imod folkesygdomme, for tyskeren skulle arbejde i sunde omgivelser, der ikke skadede arvematerialet (farligt, giftigt og på anden måde sundhedsskadeligt arbejde overlod man så til udenlandske arbejdere, som blev hentet i de besatte områder, især i Østeuropa, ved hjælp af tvang).

6 6 Indenfor psykiatri og socialmedicin fik sygeplejerskerne en nøglefunktion som dem, der udpegede de som oftest unge kvindelige patienter, som skulle tvangssteriliseres eller fra slutningen af 1939 myrdes i det såkaldte eutanasiprogram. Det var læger, der traf afgørelse i sterilisations- og eutanasisager, men sygeplejerskernes observationer og forslag dannede en vigtig baggrund. Også ved selve sterilisationsindgrebene spillede sygeplejersker en vigtig rolle. I Nazityskland blev et sted mellem mennesker gjort ufrugtbare, mest sindslidende, udviklingshæmmede og socialt afvigende kvinder og i de allerfleste tilfælde ved hjælp af tvang; ca døde af komplikationer som følge af indgrebet. "Eutanasiaktionen" - altså den patientdrabskampagne, der løb under kodebetegnelsen T4 - ramte de samme grupper samt børn og voksne med fysiske handicap, der ansås for at være arvebetingede, kostede i selve det tyske rige op imod tyskere livet, og ofte var det en sygeplejerske, der foretog drabet. Seks psykiatriske sygehuse blev 1939/40 indrettet til "eutanasianstalter" med gaskamre og krematorier samt specielle folkeregistre til fabrikation af falske dødsattester, og så gik man i gang med at fjerne 25 procent af patienterne fra sygehuse og institutioner over hele landet. De blev kørt til eutanasianstalterne, hvor mandlige plejere og politifolk forestod drabene under ledelse af læger, men hele vejen fra hjeminstitutionen til gaskammerets dør var der sygeplejersker med for at skjule for patienterne, hvad der var i vente, berolige dem og få processen til at glide. Da protester i befolkningen og blandt katolske gejstlige i 1941 fik Hitler til at afbryde den i princippet hemmelige, men efterhånden almindelig kendte eutanasiaktion, gik patientdrabskampagnen "under jorden" og fortsatte decentralt på de enkelte sygehuse og anstalter, og nu fik disses sygeplejersker hyppigt rollen som den, der foretog drabet -- ved hjælp af injektioner, kvælning (ved små børn) eller omhyggeligt afmålt sultekost. Det anslås, at ca af eutanasidrabene blev foretaget af sygeplejersker. Af de ca drab på små og større handicappede børn (den såkaldte "børneeutanasi") tegner tyske sygeplejersker sig formentlig for den helt overvejende del. Patientdrabskampagnen udstraktes i øvrigt også til de besatte østområder, men her var drabsmændene politifolk, og metoderne skydning eller gasning i lastbiler, der på et værksted i koncentrationslejren Sachsenhausen var blevet ombygget til mobile gaskamre. IV Foto 5: Forsiden af Sykepleien nr , hvor nazistiske sygeplejersker får lektion i barnepleje Det er svært at forstå, at sygeplejersker, der var uddannet til at helbrede, pleje og lindre syge menneskers kår og ofte havde valgt deres profession ud fra menneskelige motiver som barmhjertighed og næstekærlighed, kunne påtage sig en aktivt assisterende og til dels udførende rolle i drab på patienter, tvangssterilisationer og i et vist omfang også tvungne aborter. Langtfra alle deltog i forbrydelserne, men det var ikke kun enkelte, så der er grund til at se på, hvordan de kunne gøre det, og hvad det var, der motiverede deres handlinger. "Eutanasi" (= den smukke død) var den eufemisme, nazisterne benyttede om drabsaktionen imod tyske handicappede og psykisk syge, som forblev belagt med hemmeligholdelsespåbud og hele perioden igennem uden lovgrundlag. Allerede på NSDAPs partikongres i Nürnberg i 1929 var Hitler inde på tanken om at sortere de mere svagelige småbørn fra og derved forbedre den tyske arvemasse. I en tale på partidagen tænkte føreren højt: hvis tyske kvinder føder 1 million børn om året, og vi slår de svageste af disse ihjel, vil det samlet set føre til en styrkelse af det tyske folk i befolkningskonkurrencen med de andre europæiske nationer. Dengang var nazisterne et lille højreekstremistparti, der kun fik ganske få procent af stemmerne ved valgene, men kun 3½ år senere var det blevet landets største og stillede kansleren og andre nøgleministre i en konservativtnazistisk koalitionsregering. Knapt var Hitler kommet til magten, før han tog de første skridt i retning af at udrense "dårligt arvemateriale" fra den tyske folkekrop. I juli 1933 var en lov om

7 7 tvangssterilisation på eugenisk indikation klar, på partidagen i Nürnberg i september 1935 fulgte et forbud imod ægteskab hhv. ikke-ægteskabelig sex mellem "ariere" og "ikke-ariere". Ved samme lejlighed drøftede Hitler med Gerhard Wagner, som han havde udnævnt til "rigslægefører" og chef for det tyske sundhedsvæsen, iværksættelse af en landsdækkende patientdrabskampagne, men besluttede sig til at vente, til krigen, han planlagde, var en realitet. Systematiske drab på syge mennesker stred imod den etik, som prægede almindelige tyskere i kraft af den kristne kulturarv og mellemkrigstidens ret stærke socialistiske solidaritetsbevægelse, så der måtte først sættes en holdningsændring igennem, før befolkningen var klar til et så drastisk indgreb, vurderede Hitler. Men når krigen først kom, og unge, raske, tyske mænd omkom på slagmarken, ville tanken om "medlidenhedsdrab" på "åndeligt døde", "ballasteksistenser" og "unyttige spisere" kunne slå igennem. Indtil da varmede en blød, men massiv propagandakampagne, der involverede sentimentale spillefilm, billedpropaganda og "oplysende arbejde" i skolerne, op til den dag, da eutanasiaktionen blev sat i gang hhv. trods hemmeligholdelsen ville komme befolkningen for øre. Også sundhedssektorens personale blev udsat for målrettet propaganda, som blandede barmhjertighedsargumenter med sundhedsøkonomiske betragtninger: det er synd at lade en uhelbredeligt sindssyg vegetere på en institution hele livet, og for det, det koster at opbevare ham, kan så og så mange nyttige samfundsborgere behandles og genvinde deres sundhed, eller man kan bygge huse til hårdtarbejdende, arvesunde arbejderfamilier. Sygehusenes personale var lydhøre for den slags tale; de levede jo med begrænsede ressourcer og var vant til, at der måtte prioriteres. V I betragtning af, at mange tyske hospitaler og de fleste sygeplejeskoler var knyttet til de kristne kirker, er det bemærkelsesværdigt, så lidt modstand sygeplejerskerne rejste imod regimets brug af eutanasidrab, tvangssterilisationer og tvungne aborter, der selvfølgelig i særdeleshed for de katolske søstre, men også for mange sygeplejersker af evangelisk observans brød med etiske grundsætninger omkring livets ukrænkelighed og barmhjertighedsbudet. Der er mange eksempler - f.eks. fra personlige breve og vidnesbyrd - på, at sygeplejersker havde det meget dårligt med det, der foregik, men klagede de deres nød til deres overordnede, præst eller skriftefader, fik de i reglen besked på at forholde sig i ro, bede til Gud og gøre, hvad de kunne for at mildne ofrenes lod; det, der skete, var clearet med både den katolske og de evangeliske kirker, og så skete det med førerens udtrykkelige godkendelse. At sætte sig op imod sine overordnede, kirken, myndighederne og selve statsoverhovedet kunne de færreste tyske sygeplejersker få sig selv til. Vel kan angst for Gestapo ikke have spillet den store rolle, for i de ikke helt få tilfælde, hvor pårørende skred til fysisk blokade og andre aktioner for at forhindre transport af patienter til drabsanstalterne, optrådte det politiske politi med stor tilbageholdenhed; men den tids tyske sygeplejersker var opdraget til udpræget lydighed overfor lægerne, institutionerne og staten -- og havde også en del at miste rent materielt, hvis de satte sig på bagbenene. I en analyse af den første Hadamar-proces i 1945, hvor læger og sygeplejersker fra eutanasianstalten ved Koblenz blev draget til ansvar for drab på patienter, når Mary Lagerwey frem til, at sygeplejerskerne - der fejrede drab nr med en rødvinsreception i krematoriet (!) - må betragtes som "helt almindelige kvinder" (i Elisabeth Baer m.fl.: Experience and Expression. Women, the Nazis and the Holocaust. 2003). Hun peger på professionalismen i tysk sygeplejetradition som en årsag til distance mellem sygeplejersker og patienter. Hvor britisk sygeplejegerning - jvf. Florence Nightingale - var en metier for kvinder af velstående baggrund og overvejende filantropisk/altruistisk præget, var sygepleje i Tyskland en profession og et af de få jobs af en vis status, der var tilgængeligt for kvinder og endda gav adgang til tjenestemandsansættelse. Deraf fulgte en høj grad af identifikation med arbejdsgiveren og

8 8 statsmagten, og at sygeplejerskerne havde noget at tabe: job, indkomst og en vis status, idet sygeplejegerningen gjorde det muligt for kvinderne at hævde sig på et traditionelt mandsdomæne, arbejdsmarkedet, uden at bryde med det traditionelle moderdyrkelsesorienterede kvindebillede og på den måde udfordre den maskulinisme, som var blevet meget stærk i Tyskland efter den tabte 1. Verdenskrig, fordi mændene forsøgte at kompensere indadtil for den sejr, de ikke havde kunnet vinde udadtil. Det ideologiske pres for at tvinge kvinderne tilbage til Kinder und Küche var stærkt i nazismens første regeringsår, og selvom det lettede, da man nåede fuld beskæftigelse i 1936, var et sygeplejerskejob både for enlige og gifte kvinder, der ikke ønskede at underkaste sig en mands forsørgerskab, værd at holde fast på. Dér gjorde det indtryk, at regimet i 1938 indførte den første tyske lov om sygepleje, som gav standen symbolsk anerkendelse og pålagde hospitalerne at oprette flere sygeplejeskoler og sygeplejerskejobs. Til de tyske sygeplejerskers tradition hørte også en faglig bevidsthed, der var udpræget apolitisk og snarere præget af den konfessionelt bundne uddannelse. Der var altså stærke incitamenter til at overlade de overordnede beslutninger til mænd og "passe sin næringsvej", for de sygeplejersker, der arbejdede på eutanasianstalter og de børneafdelinger (Kinderfachabteilungen), hvor størsteparten af børneeutanasiens forbrydelser foregik, således også et særligt løntillæg. På børnehospitalet Eglfing- Haar, hvor der udarbejdedes en videnskabeligt funderet "ernæringsplan" for de børn, der skulle sultes ihjel på en upåfaldende måde, fik de involverede sygeplejersker udbetalt et tillæg på 25 Rigsmark om måneden, kaldet "smudstillæg", svarende til en ekstra ugeløn. Autoritetstro og - til dels defensive - økonomiske motiver kan være med til at forklare, hvorfor så mange sygeplejersker medvirkede ved udgrænsningen af og overgrebene imod de "racemæssigt mindreværdige", ideologisk tilslutning til nazismen derimod kun i mindre grad. Mens 45 procent af alle tyske læger meldte sig ind i det nazistiske parti (og mange endda tidligt, inden det blev klart, at det kunne vinde hhv. fastholde statsmagten og dermed gavne karrieren), lod kun 9 procent af sygeplejerskerne sig organisere i partiet. Langt flere forstod sig som kristne, men også kristne tyskere havde en stærk identifikation med den tyske nation under nazismen og accepterede for det store flertals vedkommende Hitler som deres fører. Og den racehygiejniske tanke, der indebar indgreb til forhindring af de "mindreværdiges" forplantning og omvendt også progenerative foranstaltninger til fremme af børnefødsler og -opdragelse i "racemæssigt højtstående" familier, havde tilslutning i langt bredere kredse end de nazistiske, også i andre lande som USA, Storbritannien og Danmark i det 20. århundredes første halvdel. I udførelsen af sin racepolitiske opgave kunne sygeplejersken så berolige sig selv med, at det, der skete, var i overensstemmelse med "god doktorlatin" i samfundet, og at barmhjertighedstanken stod i centrum i selve kontakten med offeret/patienten: det var synd, at disse ulykkelige eksistenser skulle leve og også synd, at de skulle dø i agoni; overfor den skæbne forekom "nådedøden" (en af de meget benyttede eufemismer for patientdrabene) mild. Da Hilde Steppe i 1980'erne undersøgte sygeplejen i Nazityskland, fandt hun frem til, at tidligere eutanasisygeplejersker mente, at de havde været kærlige og omsorgsfulde overfor ofrene, og at dette næppe kun var efterrationalisering, men formentlig afspejlede deres faktiske holdning på det tidspunkt, hvor de foretog drabene. VI Efter krigen gik de fleste nazistiske gerningsmænd fri for retsforfølgelse. Det gjaldt mange af de mest horrible massemordere og de fleste af de læger, der havde styret eutanasiprogrammet og de uetiske menneskeforsøg i koncentrationslejrene og de psykiatriske sygehuse. Kun få læger og sygeplejersker blev stillet for retten, endnu færre dømt. Man kan sige, at sygeplejerskerne også her kom til at stå i skyggen af lægerne. Var der tale om kvinder, straffedes der oven i købet særligt mildt.

9 9 Den første Hadamar-proces fandt sted i Nürnberg i 1945 og handlede om drab på udenlandske tvangsarbejdere, idet den internationale domstol ikke havde jurisdiktion i tilfælde, hvor ofrene var tyskere. Disse ofre var blevet dræbt på eutanasianstalten, angiveligt fordi de var bærere af smitsomme sygdomme, så her kombineredes den racemæssige begrundelse (at det drejede sig om "slaviske undermennesker") med en hygiejnisk (patientdrab som epidemibekæmpelse). Her blev en oversygeplejerske og en sygeplejerske dømt til døden og hængt. De var begge mænd, hvilket var typisk for psykiatrien, men atypisk for tysk sygepleje generelt. Oversygeplejersken Irmgard Huber slap med 25 års tvangsarbejde. Syv andre sygeplejersker vedgik i vidneskranken at have dræbt patienter under eutanasikampagnen i 1940/41, men her var ofrene tyskere, så disse forbrydelser lå udenfor Nürnberg-domstolens jurisdiktion. Den anden Hadamar-proces i Frankfurt am Main i 1947 handlede om drab på tyske patienter og havde atter Irmgard Huber som en af de hovedanklagede, men hun blev frifundet og trods den tidligere dom sat på fri fod i 1951, som sædvanen var i Vesttyskland under den konservative forbundskansler Adenauer. Få senere processer førte til domfældelse, men i nogle tilfælde viste de sigtede sig skyldsbevidste. Flertallet så dog intet galt i deres medvirken ved eutanasidrabene. De "mildere" racepolitiske indgreb såsom tvangssterilisationerne kom ikke til retsforfølgelse, og først så sent som i 1990'erne skabtes en bevidsthed i det nu genforenede Tyskland om, at ofrene for disse indgreb burde tilkendes en vis erstatning eller Schmerzensgeld. Ved siden af de forbryderiske aspekter, som der her er fokuseret på, var mange sygeplejerskers virke i Nazityskland naturligvis præget af helt normal sygeplejegerning med de til dels dramatiske modifikationer, som krigsførelsen og i særdeleshed luftkrigen førte med sig. Men også hverdagen på tyske sygehuse, klinikker osv. var præget af nazismens racepolitiske vision og gennemkriminelle program. Der var skam også sygeplejersker, som ydede modstand, modarbejdede systemet, hjalp jøder o.a. truede mennesker, men ligesom der ikke er forsket meget i sygeplejens historie i Det tredje Rige generelt, mangler der også undersøgelser af sygeplejerskers MODSTAND hhv. DISSENS. Typisk var nok den individuelle reaktion: man kunne prøve at opretholde en etisk forsvarlig faglig praksis, holde sin sti ren rent personligt, være kærlig og omsorgsfuld overfor patienterne uden persons anseelse og uden at skele til "racemæssig værdi". Nazismen satte tyske sygeplejersker - og tyskere i det hele taget - i ekstreme moralske dilemmaer, som mange dog valgte at unddrage sig, hvis de da ikke muntert marcherede med den. Det vides, at der var sygeplejersker, som fik problemer eller ligefrem brød sammen, fordi de følte sig i klemme mellem systemets/ideologiens krav og deres egen - måske kristne, måske socialistiske - etik. Selvmord forekom, men også her er der brug for mere forskning.

10 10 MUSEUMSHJØRNET Jul i Rusland 1915 Af museumsleder Inger-Marie Børgesen Foto 6: Valborg Hjorth som ung sygeplejerske (Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv) Sygeplejerske Valborg Hjorth ( ), skrev spændende optegnelser om sine oplevelser i et krigshærget Europa til sin tuberkuloseramte veninde hjemme i Danmark. I nedenstående uddrag fra optegnelserne, som Valborg Hjorth gav overskriften Et lille menneskefnug hvirvles rundt i Europa, fortæller hun om julen 1915 i Petrograd (Sankt Petersborg). Her arbejdede hun i et halvt år, udsendt med Dansk Hjælpeambulance Komité. Valborg Hjorth s erindringer findes i Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv. Valborg Hjorth meldte sig efter opfordring til den danske ambulance til Rusland. Personalet ankom den 21. oktober 1915 og måtte i begyndelsen vente på, at slottet, Palæ Stroganoff, som var udset til at huse ambulancen, blev indrettet til formålet. I mellemtiden fik Valborg Hjorth og en kollega mulighed for at arbejde på Rigas Rigshospital, som pga. forholdene under 1. Verdenskrig, var blevet evakueret til Petrograd. Her arbejdede hun til januar 1916, og i sine erindringer beskriver hun levende julefejringen på hospitalet. Valborg Hjorth blev i Petrograd til midt i september måned i 1916, hvor en ny ambulance fra Danmark overtog arbejdet. Sygeplejerske Valborg Hjorths jul i Rusland anno 1915 Vi holdt jul to gange det år først dansk jul og 11 dage senere russisk jul. Første juledag gik vi i svensk kirke, der pyntet med gran og lys og med skandinavisk julestemning og julesalmer, greb os om hjertet og gav os rædsom hjemve. På hospitalet forløb den russiske jul som følger: Lillejuleaften fik alle vore patienter amerikansk olie, og efter at de havde gjort deres pligt, kom de i bad og fik ren skjorte på og rene lagener på sengene, og sygestuerne fik en ekstra rengøring, og der blev lavet en slags alter under de russiske ikoner. Juleaften klokken 14 begyndte julefesten med messe, der blev udført af godt udpolstrede russiske præster i lilla silkestolaer og mitra på hovedet der var tændt mange lys og olielamper røgelseskarrene blev svunget, og der blev sunget og messet meget smukt, man forstod blot så lidt af det. Til sidst kyssede soldaterne korset, og så var den del af festen forbi. Soldaterne fik nu serveret flæskesteg, der regnedes for meget finere end gåsesteg i Rusland. Derefter gik vi ind i hospitalets mere private saloner for at afvente et besøg af hospitalets protektrice en storfyrstinde Vaselikova. Der var rejst et stort juletræ i forhallen for personalet, og de mødte alle frem renvaskede i fineste puds. Vi ventede i stigende spænding mere og mere utålmodige de russiske læger gik der og trippede i galla og ordener først da klokken var 21, og vi var ved at opgive det, holdt vognen for døren, og forestillingen kunne begynde. Først kom en tjener med gaverne, så to tjenstgørende officerer, der ledsagede den høje gæst. Storfyrstinden, der havde lagt pelsen, så strålende ud iført en nedringet, hvid atlaskeskjole med langt slæb over armen, diadem funklende af diamanter, og perlekæder og juveler om hals og bryst. I forhallen blev alle stillet op efter rang og anciennitet, officererne fik en liste med navnene, og så kom funktionærerne frem, en for en, bukkende og nejende, fik deres gave, kyssede storfyrstinden på hånden og forsvandt mere og mindre røde i hovederne. Det samme gentog sig i salonen bagefter, hvor alle fra overlægen og nedefter fik en lille pung med gratiale. Da turen kom til søster J. og mig, var man lidt tvivlrådig,

11 11 om vi også hørte med, men så blev vi hentet frem og fik hver vore pung, nejede og takkede da vi senere åbnede pungen, som for øvrigt var af pap, var den tom, men æren havde vi dog haft. Efter at storfyrstinden havde vederkvæget sig ved et glas vin, fortsatte den kejserlige gæst til andre hospitaler. Men vi gik ind til den længe ventede julemiddag og juletræ. Der herskede en god julestemning de fleste af staben var baltere, der sang Heil er Nacht osv. Lægerne sang solo eller spillede forskellig julemusik på klaver, violin og violoncel osv. Senere blev der uddelt en overdådighed af gaver. Forstanderinden havde tilbragt mange nætter med at omdanne den lille salon til forår der var et lille bord til hver med gaver, der alle var pakket ind i crepepapirshylster, forestillende vældige krokus og andre blomster, medens store papirsommerfugle svævede rundt i stuen mellem blomsterguirlander. Dansk Sygeplejehistorisk Museum Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding Åbningstider: Onsdag 11-18, tirsdag-fredag 11-16, lørdag og søndag (tlf ) museum@dshm.dk - Billetpriser: Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS Øvrige: Voksne 40 kr., grupper over ti 30 kr., pensionister 25 kr. og studerende 30 kr., børn under 16 gratis. Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet dog ikke søndag (gælder ikke gruppebilletter). Der tages forbehold for eventuelle ændringer.

12 12 NYT FRA DANSK SYGEPLEJEHISTORISK SELSKAB DSHS årsberetning 2008/2009 ved generalforsamlingen den 29. oktober 2009 Af formand Susanne Malchau Dietz Foto 7: Dansk Sygeplejehistorisk Selskabs bestyrelse fotograferet ved generalforsamlingen oktober Set fra venstre: Bodil Jacobsen, Marianne Mahler, Anne Granborg, Susanne Malchau Dietz, Bente Sigvaldsen, Kirsten Stallknecht, Bente Petersen, Inger-Marie Børgesen. I beretningen om Dansk Sygeplejehistorisk Selskabs (DSHS) virksomhed i året 2008/09 vil jeg først rette en stor tak til Dansk Sygeplejeråd (DSR). DSR har fortsat ført medlemsregistret, holdt styr på økonomien, udsendt breve, trykt, pakket og udsendt tidsskriftet Sygepleje & Historie samt stillet lokaler til rådighed ved afholdelse af bestyrelsesmøder i København. Medlemstal og økonomi I indeværende år 2009 er der budgetteret med 255 medlemmer og 60 organisationer. I dag er der 259 enkeltmedlemmer og 59 organisationer, så jeg kan konstatere, at det medlemstal, der dannede grundlaget for budgettet akkurat holder den udstukne ramme. Der er nye indmeldelser, men der er også frafald. Derfor anbefaler bestyrelsen, at DSHS i 2010 budgetterer med 260 enkeltmedlemmer og 58 organisationer. Bestyrelsen er fortsat opmærksom på, at det er vigtigt med en aktiv indsats for at øge medlemstallet. Et fald i antallet af organisationsmedlemmer har været uundgåeligt grundet DSRs strukturforandringer. Det har været et problem for selskabets medlemmer fra udlandet at betale de udsendte girokort. Problemet skulle være løst i og med at girokortet nu er opdateret med relevante betalingsoplysninger. Samme oplysninger kan findes i Sygepleje & Historie og på hjemmesiden. Proceduren med en gang årligt at udsende rykkerbrev til medlemmer i restance er fastholdt. Selskabet har som det fremgår af de fremlagte bilag haft et overskud på kr. i regnskabsåret Hvilket må betegnes som tilfredsstillende. Det skal understreges, at grunden til selskabets relativt lave udgiftsniveau skyldes den hjælp DSR yder selskabet. PR- arbejde Et væsentligt PR-arbejde er fortsat, at fastholde den bestående medlemsskare samt skaffe nye medlemmer. Dette er bl.a. søgt varetaget gennem uddeling af selskabets informationsbrochure og Sygepleje & Historie. I 2009 DSHS har bekostet genoptrykning af den folde ud brochure som dækker både museet og selskabet. Den er trykt i et oplag på 5000 stk. Informationsbrochurer om selskabet er opstillet på Dansk Sygeplejehistorisk Museum (DSHM). Et andet PR-middel er fortsat selskabets hjemmeside. Hjemmesiden opdateres fortløbende af webmaster Winnie Høgsaa, som gør en stor indsats for at få alle nyheder ud så hurtigt som muligt. På hjemmesiden findes også generel information om selskabet på dansk og engelsk, samt adresseliste, vedtægter, indmeldelsesblanket og mødekalender. I 2009 er alle indholdsfortegnelser til Sygepleje & Historie nr lagt ud på hjemmesiden. Den praksis vil fortsætte. På hjemmesiden er det muligt at tilmelde sig service med meddelelse af nyheder. Medlemmerne opfordres meget til at benytte sig af denne mulighed.

13 13 Bestyrelsesmøder Efter sidste års generalforsamling konstituerede bestyrelsen sig med den ændring, at Marianne Mahler blev valgt ind i bestyrelsen og tiltrådte posten som næstformand. Bente Sigvaldsen fortsatte som ordinært medlem og vi skylder Bente stor tak for indsatsen som næstformand gennem mange år. Ligeledes stor tak til Birthe Mortensen, der trak sig helt fra bestyrelsen efter et mangeårigt engageret arbejde. Der har været afholdt fem bestyrelsesmøder, hvor fire blev afholdt i København og et på DSHM. To møder blev afholdt i forbindelse med generalforsamlingen i september De resterende møder foregik i december, marts og juni. Museumsleder Inger-Marie Børgesen er fortsat fast deltager i bestyrelsesmøderne. Faste punkter på bestyrelsesmøderne har været: Udvikling af selskabets virksomhed, Sygepleje og Historie og nyt om samlingerne og museet. Bestyrelsesmøderne har været præget af et konstruktivt samarbejde om at indfri selskabets tosidige formål: at medvirke til at fremme interessen for sygeplejens historie og virke som støtteforening for Dansk Sygeplejehistorisk Museum. Initiativer til indfrielse af DSHS formål Museet og selskabet har også i år fortsat haft nært samarbejde og en række medlemmer yder stor indsats i form af PR-virksomhed, indsamling, beskrivelse og istandgørelse af effekter til museet. Formanden har i samarbejde med museumsleder Inger-Marie Børgesen næsten færdiggjort en publikation på grundlag af Renæssanceudstillingen på museet. Publikationen er under udgivelse. Selskabet har støttet projektet med kr. DSHSs medlemmer har fortsat fri adgang til museet, hvilket DSHS årligt betaler 40 kr. per medlem for til DSHM. I juli 2009 udgav DSHS Proceedings fra den internationale sygeplejehistoriske konference selskabet stod som arrangør af i september Bogen omfatter 14 artikler og er udgivet i publikationsserien fra Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet. Den blev trykt i et oplag på 200 stk. med mulighed for genoptryk. Alle deltagere på konferencen har fået tilsendt publikationen og dertil er den sendt til DSHSs nærmeste samarbejdspartnere. DSHM har fået den resterende del af oplaget som sælges fra museet for kr Indtægterne fra salget går ubeskåret til museet. Konferencepublikationen er betalt med midler fra konferencen sat af til samme formål, samt et tilskud fra DSHS på kr Der etablerede netværk for historieundervisere i Sygeplejerskeuddannelsen fungerer godt. Netværkets medlemmer kommunikerer med hinanden elektronisk og via Selskabets hjemmeside. Materiale vedrørende netværket kan ses og udskrives fra hjemmesiden. DSHS er fortsat medlem af Dansk Sygeplejeselskab (DASYS), der er et koordinerende selskab for Faglige Sammenslutninger under Dansk Sygeplejeråd, samt andre selskaber med hovedvægt af sygeplejersker som medlemmer. DSHS kontingent til selskabet er 25 kr. årligt pr. enkeltmedlem. DSHS er også fortsat medlem af Nordisk Medicinhistorisk Forening (Nordic Association for Medical History). Medlemskabet koste 2 kr. per medlem hvert andet år. Sygepleje & Historie

14 14 Siden selskabets stiftelse har der været udgivet et nyhedsbrev, der i 2003 tog navneændring til Sygepleje & Historie. Der udkommer tre numre årligt - det sidst udkomne var nr. 37, der udkom i september og var et lykønskningsnummer til DSHS der netop er rundet de 10 år. Tidsskriftet varetages af et redaktionsudvalg som fortsat består af formanden som ansvarshavende redaktør samt museumsleder Inger-Marie Børgesen, Marianne Mahler, Kirsten Frederiksen og Winnie Høgsaa. Sidstnævnte er også DSHS webmaster. Redaktionen har afholdt møde på DSHM 14. maj I redaktionen har man med bestyrelsens opbakning fastholdt, at Sygepleje & Historie indeholder: En leder der tegner selskabets holdninger, en rubrik benævnt Museumshjørnet hvor medlemmerne opdateres med aktiviteter på museet, én til to faglige artikler og relevant informationsstof som omtale af udstillinger, aktuelle møder/konferencer, bogudgivelser m.m. Medlemsmøder De to medlemsmøder om året er en anden måde hvorpå selskabets formål søges nået. Ved generalforsamlingen i september 2008 holdt museumsleder Inger-Marie Børgesen et foredrag om Sygeplejemuseets opgaver og udstillinger de første 10 år og museets fortsatte udvikling. Årets andet medlemsmøde blev afholdt den 14. maj 2009 på DSHM. Her holdt historiker Therkel Stræde et foredrag om Sygeplejegerning i Nazityskland. Efter foredraget var der et lettere traktement i museets café. Der var rigtig god tilslutning til mødet. Konklusion og perspektiver Afslutningsvis vil jeg konkludere, at Dansk Sygeplejehistorisk Selskab på konstruktiv måde søger at nå formålet med selskabets virke. Det er fortsat blevet indfriet gennem Sygepleje & Historie, medlemsmøder og samarbejde med og støtte til Dansk Sygeplejehistorisk Museum samt undervisernetværket. Selskabets største arbejde i år har været at få redigeret og udgivet konferencepublikationen. Visionen for DSHS er at selskabet markerer sig endnu mere på den internationale arena. Et trin herimod er at selskabet i samarbejde med DSHM, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet står som arrangør for den internationale sygeplejehistoriekonference, der traditionen tro afholdes ca. hvert andet / tredje år. I 2010 afholder The American Association for the History of Nursing (AAHN) i samarbejde med engelske samarbejdspartnere en sygeplejehistorisk konference i London. Anledningen er 100-året for Florence Nightingale s død. I 2012 bliver Danmark værtsland for den internationale sygeplejehistoriske konference, som vil blive afholdt den august Lokalitet for konferencen bliver Dansk Sygeplejehistorisk Museum (og Hotel Koldingfjord). (Se opslag på DSHS hjemmeside). Beretningen rundes af med en tak til bestyrelsens medlemmer for godt samarbejde det forløbne år. Jeg vil også udtrykke bestyrelsens tak til Lærerstandens Brandforsikring, der har stillet lokaler til rådighed for generalforsamlingen.

15 15 DSHS regnskab for 2008 Indsæt scan 1

16 16 MØDER, FOREDRAG, UDSTILLINGER OG WEBSIDER DSHS medlemsmøde maj 2010 Der afholdes medlemsmøde den 6. maj 2010 kl på Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. DSHS giver på mødet bidrag i den internationale fejring af Florence Nightingale i anledning af 100-året for hendes død. Lektor Kirsten Frederiksen og lektor Susanne Malchau Dietz fra Aarhus Universitet taler over emnet: Florence Nightingale: sygeplejens ikon - myte og realitet! DSHS: International Nursing History Conference in Denmark - August 9-11, 2012 An international conference in Nursing History will take place in Denmark August 9-11, The venue of the conference will be The Danish Museum of Nursing History. The conference will be run jointly by the Danish Society of Nursing History and the Danish Museum of Nursing History. Accommodations: Hotel Koldingfjord, a four-star hotel located next to the museum (approximately $150 USD per night for conference attendants). Further announcement concerning theme, call for abstracts etc. will follow in 2010 at (look for the English link on the right-hand side of the page). Contact person: Susanne Malchau Dietz - sm@sygeplejevid.au.dk International Perspectives on Nursing History, London - September 14-16, 2010 Arr. European Nursing History Group and American Association for the History of Nursing Deadline abstracts: February 15, 2010 Further information: AAHN Annual Conferences American Association for the History of Nursing Inc. 2011: Tentative: Texas Christian University, Fort Worth, Texas 2012: Tentative: Cleveland Clinic, Cleveland Ohio Further information: Møder i medicinsk historiske selskaber se hjemmesiderne Jysk Medicinhistorisk Selskab, Dansk Medicinsk-historisk Selskab, Medicinsk Historisk Selskab for Fyn, hjem.get2net.dk/medhistfyn/medicinsk_historisk_selskab_for_.htm

17 17 DANSK SYGEPLEHISTORISK SELSKAB Selskabets adresse: Dansk Sygeplejeråd Sankt Annæ Plads 30 Postbox København K Bestyrelsen: Formand: Susanne Malchau Dietz, Nordre Fasanvej 78 4th, 2000 Frederiksberg ( sm@sygeplejevid.au.dk) Næstformand: Lis Suhr, Udbakken 27, 2750 Ballerup Sekretær: Kirsten Stallknecht, Tunet 31, 3450 Allerød Kasserer: Bodil Jacobsen, Nørre Alle 3, 4400 Kalundborg Bente Sigvaldsen, Bernstorfflund Allé 25, 2920 Charlottenlund Dansk Sygeplejeråd: Adm. direktør Anne Granborg, Dansk Sygeplejeråd Seniorsammenslutningen DSR: Bente Petersen, Tvingsvej 2, Anisse, 3200 Helsingør Suppleanter: Jan Agerbo Toft, Frueløkke 195, 6200 Aabenraa Inger Clausen, Kirsebærlunden 26, 3460 Birkerød Trine Holgersen, Dansk Sygeplejeråd (suppleant for Dansk Sygeplejeråd) Sigrid Jacobsen, Slåenvej 10, 9900 Frederikshavn (suppleant for Seniorsammenslutningen) Revision: Revisor: Benny Andresen, Odense Revisor: Hanne Schytte, København Revisorsuppleant: Sinne Kamstrup, København Redaktion Sygepleje & Historie: Susanne Malchau Dietz, København (ansv. red.) Inger Marie Børgesen, Kolding Kirsten Frederiksen, Århus Lis Suhr, København Winnie Høgsaa, Århus Betalingsoplysninger vedr. medlemskab af DSHS: Danske Bank Reg.nr Konto nr IBAN nr.: DK Swift/BIC: DABADKKK Husk at angive faktura nr./fakturakonto eller navn ved indbetaling. Spørgsmål vedr. betaling til Annelise Arentoft på aar@dsr.dk

18 18 Navn: Adresse: Postnr./by: Indmeldelsesblanket til Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Dato:... Underskrift: Sæt kryds: Enkeltmedlemskab: Foreningsmedlemskab (organisation eller firma): EAN-nr. Medlemskontingent: Enkeltmedlemmer: Kr. 150,00 pr. år. Foreningsmedlemskab: Kr. 500,00 pr. år. Sendes til: Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Sankt Annæ Plads 30, Postbox 1084, 1008 København K