DET CENTRALE HANDICAPRÅD ÅRSBERETNING 2000

Transkript

1 DET CENTRALE HANDICAPRÅD ÅRSBERETNING 2000

2 Årsberetning 2000 Det Centrale Handicapråd

3 Årsberetning 2000 Det Centrale Handicapråd Bredgade 25 Sankt Annæ Passage, opg. F, 4. sal 1260 København K Telefon: Telefax: Teksttelefon: dch@dch.dk Hjemmeside: Beretningen udgives også på bånd og diskette. Desuden kan den hentes på Rådets hjemmeside. Redaktion Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansv.) Informationsmedarbejder Casper Hollerup Marts 2001 Tryk: Scanprint a/s Oplag: ISBN: ISSN: Det er Chatarina Mogensen på forsiden. Chatarina kommer på Espevangen, der er et specialfritidshjem for udviklingshæmmede. Billedet indgår også i bogen Billeder af livskvalitet, udgivet af Socialpædagogernes Landsforbund Fotograf: Trine Søndergaard

4 Indhold Forord... 7 Handicappedes retssikkerhed... 9 Mennesker med sindslidelser Handicappolitik mellem retorik og realiteter Stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling Samarbejde med KL om kommunal handicappolitik Myndighedsområder Arbejdsmarkedet Kultur Socialområdet Trafik Uddannelse By og bolig Forskning IT Sundhed Indenrigsministeriet Justitsministeriet Fra vores egen verden Publikationer udgivet i Rådets medlemmer

5 6 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

6 Forord Under overskriften Et nyt lokomotiv i dansk handicappolitik gav jeg på denne plads i sidste års beretning udtryk for Rådets glæde over og store forventninger til det dengang nyetablerede tværgående ministerudvalg på handicapområdet. Regeringens ministerudvalg for handicapområdet har nu eksisteret i et år og har umiddelbart før jul afgivet sin første redegørelse. Det rejser derfor naturligt spørgsmålet: Blev forventningerne indfriet? Og svaret er både ja og nej. Ja, fordi redegørelsen indeholder forslag til nye relevante initiativer. I alt 25 nye initiativer inden for fem forskellige indsatsområder: IT og offentlig information, forskning og uddannelse, tilgængelighed, beskæftigelse og antidiskrimination. Og der er i hvert enkelt tilfælde tale om initiativer, som hver for sig og samlet vil bidrage til en positiv udvikling i ligebehandlingen af handicappede. Nej, fordi udvalget ikke for alvor får fat om det samordnings- og koordinationsbehov, som er så presserende. Ideen med og behovet for et tværgående ministerudvalg er netop det tværgående. Når Det Centrale Handicapråd så varmt støttede etableringen af ministerudvalget, så var det ud fra en erfaring om, at der netop er behov for koordination og samordning på tværs af og hen over de traditionelle ressortgrænser. Flere og flere handicappolitiske problemstillinger hører ikke entydigt hjemme i ét ressort, men opstår i grænselandet mellem og på tværs af ressortområderne. Der er selvfølgelig helt nødvendigt, at de enkelte ministre tager nye initiativer på de områder, som ligger i hjertet af deres ressort. Men der er i meget høj grad også behov for at få sat fokus på de problemer, som går på tværs af og involverer flere ministerier. Der hvor det tværministerielle handicapudvalg virkelig kan gøre en forskel er i samordningen og koordinationen af de problemstillinger, som ikke er ressortspecifikke. En sådan samordning kan være begyndelsen til en sammenhængende handicappolitisk handlingsplan, som går et spadestik dybere end formuleringen af de helt overordnede politiske målsætninger om ligebehandling og sektoransvarlighed. Der er brug for et højere ambitionsniveau og større politisk handlekraft, når det gælder om at omsætte de smukke handicappolitiske principper i konkrete handlingsorienterede aktiviteter, som for alvor påvirker den enkelte handicappedes hverdag. ÅRSBERETNING

7 Store og helt grundlæggende handicappolitiske problemstillinger som handicappedes adgang til ordinær beskæftigelse, handicappedes adgang til uddannelse og efteruddannelse og sidst men ikke mindst samfundets grundlæggende tilgængelighed også når det gælder gamle bygninger og ny informationsteknologi må simpelthen adresseres mere målrettet og systematisk end hidtil. Vi har behov for, at der udformes konkrete handlingsplaner, som på tværs af ministerområder og på tværs af den administrative deling mellem stat, amter og kommuner opstiller strategier for, hvordan vi kommer videre, hvad tidshorisonten er, og inden for hvilke økonomiske rammer det skal ske. Regeringens ministerudvalg for handicapområdet skal nu, hvor den første redegørelse er offentliggjort, ind i en ny fase. Rådet håber, at netop realiseringen af konkrete og tværgående handlingsplaner vil komme til at indgå med stor vægt i udvalgets kommende arbejde. Palle Simonsen Formand for Det Centrale Handicapråd 8 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

8 Handicappedes retssikkerhed Retssikkerhed har stået meget højt på Rådets dagsorden gennem især de to seneste år. I 1999 gennemførte Rådet således en temadrøftelse om retssikkerhed og denne temadrøftelse er i 2000 fulgt op af dels en pamflet om retssikkerhed, dels en konference under overskriften: Kommunale forskelle et retssikkerhedsproblem for handicappede?. Synspunkterne fra konferencen er opsummeret i et særnummer af HandicapRåd, som udkom i januar Retssikkerhed er et bredt og meget omfattende tema, som kan angribes fra mange forskellige vinkler. Men som overskriften på Rådets konference indicerer, så har Rådet valgt at fokusere på den del af retssikkerhedsproblematikken, som udspringer af de meget store variationer, vi har kunnet konstatere fra kommune til kommune i serviceniveauet over for handicappede. Når denne vinkel påkalder sig særlig opmærksomhed, så skyldes det først og fremmest, at vi gennem adskillige undersøgelser foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede, Socialforskningsinstituttet (SFI) og andre har fået tydelig dokumentation for, at der forekommer meget betydelige variationer fra kommune til kommune fra amt til amt. Variationer, som ligger langt ud over, hvad der med rimelighed kan begrundes i det kommunale selvstyre. Lovgivningen er dog den samme, hvad enten vi er i Hørsholm eller Hirtshals, Tønder eller Tårs. Senest har vi i SFI s undersøgelse af forældre til handicappede børn (februar, 2001) set, hvor massive forskelle forældrene oplever i kommunernes service, når de får et handicappet barn. Og vi har ikke mindst set, hvordan manglende og utilstrækkelig information om pligter og rettigheder i mange tilfælde er vigtigere for sagsforløbet end borgerens behov. Det helt grundlæggende retssikkerhedsprincip, om at man skal være oplyst om og kunne gennemskue ens rettigheder og pligter, er meget langt fra at være opfyldt i en stor del af de sager, som beskrives i SFI-rapporten. Når handicappedes retssikkerhed er af særlig interesse, så skyldes det også, at handicappede, som en minoritetsgruppe der ofte er afhængig af offentlig service, er stærkt beroende på den rets- og forvaltningskultur, der gælder i den enkelte kommune. Som lokalpolitisk interessegruppe er handicappede for få og ofte også for svagt organiseret til at kunne drage nytte af de traditionelle demokratiske spilleregler. Ofte vil handicappede hverken gennem politisk pression eller via stemmesedlen kunne få direkte indflydelse på de lokalpolitiske beslutningsprocesser. Handicappede er ganske enkelt for få til at kunne stemme sig til lokal indflydelse. Derfor er det helt afgø- ÅRSBERETNING

9 rende for den enkelte borgers retsstilling, at kommunen og den enkelte forvaltning har en meget højt udviklet retsbevidsthed og en forvaltningskultur, som bygger på strenge og præcise standarder. Det er blevet sagt, at det er med retssikkerhed, som det er med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Derfor var det også så meget desto mere glædeligt, at Rådets konference i efteråret 2000 om retssikkerhed blev så konkret og samtidig pegede på en række initiativer, som vil styrke handicappedes retssikkerhed. Bedre efteruddannelse af sagsbehandlerne Bemærkelsesværdig var det i sig selv, at ikke én end ikke repræsentanterne fra kommunerne bestred, at der er for store forskelle fra kommune til kommune. Skal de store forskelle udjævnes, så er bedre uddannelse og især bedre efteruddannelse af sagsbehandlerne en af de vigtige veje at gå. På retssikkerhedskonferencen blev det gentagne gange understreget, at sagsbehandlerne har behov for efteruddannelse i både den konkrete lovgivning, som de dagligt administrere, og den tilgrænsende lovgivning. Det er ganske enkelt en forudsætning for, at borgerne får den kompetente og helhedsorienterede rådgivning, som lovgivningen kræver. Men uddannelsesbehovet omfatter ikke blot faglig opkvalificering i forhold til det lovgivningsområde, som den enkelte sagsbehandler forvalter. Efteruddannelsesbehovet gælder i lige så høj grad indsigten i god forvaltningsskik. Retssikkerhed og de processer, som understøtter den enkelte borgers retssikkerhed, må i højere grad sættes på dagsordenen i den daglige forvaltning: skuffecirkulærerne skal frem i lyset, offentlighed i forvaltningen, aktindsigt, brug af bisiddere og partshøringer skal betragtes som tillidsskabende foranstaltninger frem for at blive fortolket som udtryk for borgernes mistillid til sagsbehandlingen. Derudover skal sagsbehandlingsfrister overholdes og afgørelser skal være begrundede, veldokumenterede og henvise til en klar lovhjemmel. Hvis blot disse helt elementære spilleregler for god sagsbehandling blev overholdt, vil det i sig selv føre til en væsentlig bedre retskultur. Men som det i øvrigt også blev understreget på konferencen så forandrer man ikke en retskultur nedefra. Skal den kommunale retskultur ændres, skal det understøttes af klare signaler fra både den politiske og den administrative ledelse. Den øverste ledelse skal tydeligt tilkendegive, at man ønsker og forventer, at der forvaltes lovmedholdeligt, at borgernes retssikkerhed og retsfølelse sættes i højsædet, og at god forvaltningsskik efterleves. En ændret og forbedret retskultur i kommunerne forudsætter, at en sådan prioriteres og håndhæves som en central værdi i den forvaltningskultur, man ønsker i 10 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

10 kommunen. Derfor indgår begreber som værdibaseret ledelse og en juridisk controllerfunktion også som nogle af de værktøjer, der skal i arbejde for at hæve retssikkerhedsstandarden i kommunerne. Uvildig rådgivning Al retssikkerhed tager udgangspunkt i en saglig og velkvalificeret sagsbehandling, og derfor er der behov for efter- og videreuddannelse af sagsbehandlerne. Men uanset hvor godt uddannet den enkelte sagsbehandler er, så vil der fortsat eksistere en strukturel modsætning mellem sagsbehandlerens rolle og borgerens interesser. En rollekonflikt, som kan kompromittere borgerens retssikkerhed. I virkeligheden har vi nemlig placeret sagsbehandleren i en rolle, som det i praksis er umuligt at leve op til. I realiteten forventer vi, at sagsbehandleren i en og samme person skal fungere som både rådgiver og vejleder, og den der bevilger, følger op og kontrollerer. Det er i praksis en umulig opgave, og konsekvensen er, som det meget tydeligt fremgår af den ovenfor nævnte SFI-rapport om forældre til handicappede børn, at tilliden og dialogen mellem sagsbehandleren og borgeren bliver til mistillid og kamp. Derfor er der behov for en uvildig rådgivnings- og vejledningsinstans, som kan rådgive og bistå den enkelte handicappede med sine rettigheder og pligter uafhængig af den konkrete sagsbehandling. I lovforslaget om grundtakstfinansieringen på det sociale områder er der lagt op til en uafhængig konsulentordning, men det er vigtigt at understrege, at der er behov for en rådgivningsenhed, som kan rådgive om alle spørgsmål af relevans for den handicappede borgers kontakt med de lokale myndigheder og ikke kun i spørgsmål, som relaterer sig direkte til finansieringsreformen. Afskaf begrænsningerne i retssikkerhedslovens 69 Domstolene er kun i yderst begrænset omfang egnet til at sikre handicappedes retssikkerhed. Domstolene fungerer naturligvis som en retsgaranti, men det tager lang tid, og det er omstændeligt at føre sagerne, bl.a. fordi det kræver involvering af advokater. Og netop på grund af den meget lange sagsgang bliver det et dobbelt problem, at en sag ved domstolene ligesom i ankesystemet ikke har opsættende virkning i forhold til den afgørelse, som kommunen eller amtet har truffet. En helt afgørende og meget væsentlig del af handicappedes retssikkerhed er derfor muligheden for at få prøvet en afgørelse ved en administrativ klage- eller ankeinstans. Inden for det sociale område er der en meget lang og veludbygget tradition for en ganske omfattende processuel retssikkerhed i form af en udstrakt administrativ klageadgang. På et helt afgørende punkt er der imidlertid lagt en meget væsentlig begrænsning ind i borgernes mulighed for at få efterprøvet en afgørelse. Af retssikkerhedslovens 69 frem- ÅRSBERETNING

11 går det nemlig, at det sociale nævn og Ankestyrelsen kun under særlige omstændigheder kan efterprøve det kommunale eller amtslige skøn. Bestemmelsen er indføjet i lovgivningen for at sikre, at klageinstanserne ikke træffer afgørelser, som går på tværs af kommunernes selvstyre. Bestemmelsen er imidlertid blevet opfattet og brugt af kommunerne som legitimering af de meget store forskelle, der forekommer fra kommune til kommune. Da en meget stor del af de afgørelser der træffes efter den sociale lovgivning er skønsmæssige afgørelser, så er 69 en meget alvorlig og indgribende begrænsning i klageorganernes mulighed for at tage stilling til en meget stor del af de afgørelser der træffes. Det Centrale Handicapråd har derfor kraftigt opfordret socialministeren til, at retssikkerhedslovens 69 tages op til revision. Den nuværende bestemmelse sætter spørgsmålstegn ved hele klagesystemets troværdighed og medvirker i meget høj grad til at retfærdiggøre de store forskelle imellem kommunerne. Etablering af amtslige handicapråd Som nævnt indledningsvis er en af årsagerne til, at retssikkerhedsproblemstillingen bliver særligt presserende på handicapområdet, at handicappede som minoritetsgruppe har vanskeligt ved at gøre sig gældende gennem de traditionelle politiske kanaler. En styrkelse af handicappedes retssikkerhed kan derfor også opnås gennem etablering af et mere formaliseret dialogforum mellem handicappede og regionale/lokale myndigheder. Et amtsligt handicapråd kan være en måde til at sikre, at handicappede inddrages i den politiske proces, uagtet at gruppen ikke er stor nok eller interessant nok til at påkalde sig almindelig politisk bevågenhed. Der findes allerede i dag handicapråd i en række kommuner råd som er oprettet på lokalt initiativ og uden lovgivningsmæssig forankring. Det er Rådets erfaring, at disse lokale handicapråd mange steder fungerer som et godt og velfungerende forum for en direkte dialog mellem handicappede og lokale politikere og embedsmænd. Med baggrund i disse positive erfaringer bør det overvejes at erstatte de nuværende sociale brugerråd med amtslige handicapråd. 12 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

12 Mennesker med sindslidelser Der er ikke nogen tvivl om, at mennesker med sindslidelser er omfattet af såvel det handicapbegreb, vi benytter i Danmark, som i den måde handicapbegrebet defineres internationalt, fx i det miljørelaterede handicapbegreb i FNs Standardregler fra Sindslidende har ligesom andre handicapgrupper en nedsat eller anderledes virkende funktion, som gør, at de i visse situationer har behov for kompensation for at kunne fungere på lige fod med andre i samfundet. Ikke desto mindre må vi erkende, at netop sindslidende og psykiatriområdet er et af de områder, Det Centrale Handicapråd hidtil kun har beskæftiget sig med i et begrænset omfang. Derfor besluttede Rådet, at psykiatriområdet skulle sættes på Rådets dagsorden i 2000 som et særligt tema, der skal udvikles og udbygges over de kommende år. Psykiatriområdet har over de seneste år været præget af meget store forandringer og meget store økonomiske investeringer. Siden amterne i 1976 overtog ansvaret for psykiatrien inden for hospitalsområdet, er der sket en voldsom udbygning af området. Op gennem 90 erne er der investeret mere end 2 mia. kroner alene i puljemidler på områder, og fokus er flyttet fra den traditionelle hospitalspsykiatri til distriktspsykiatrien. Fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri Der er ingen tvivl om, at de seneste 25 års udvikling generelt er udtryk for en nødvendig modernisering og et betydeligt kvalitetsløft i tilbuddene til mennesker med sindslidelser også selv om overgangen fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri bestemt ikke har været problemløs og uden omkostninger for den enkelte bruger af systemet. I visse regioner gik afviklingen af hospitalspsykiatrien noget hurtigere end etableringen og dimensioneringen af distriktspsykiatrien. Udviklingen på psykiatriområdet er på mange områder en parallel til udviklingen i udlægningen af særforsorgen. I overgangen fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri er der sket en normalisering, og der er sket en kraftig decentralisering af indsatsen: tilbuddene er generelt rykket tættere på borgeren og det miljø, borgeren befinder sig i. Også på psykiatriområdet er der som på andre handicapområder sket en af-hospitalisering og af-institutionalisering. ÅRSBERETNING

13 Patient eller handicappet På grund af den psykiske lidelses særlige karakter som årsag til et handicap, så forløber den af-hospitaliseringsproces forståeligt nok en del anderledes og væsentlig mere langsomt end på andre handicapområder. Det forhold at psykiske lidelser i en række situationer kan behandles med succes at medicinsk og terapeutisk behandling har en effekt gør, at sundhedsvæsenet og den medicinske behandling spiller en helt anden og langt mere central rolle end på så mange andre handicapområder. Den meget store oplevelsesmæssige forskel der er på at have en psykisk lidelse, som kan behandles og måske helbredes, og et kronisk handicap, som man skal leve med resten af sine dage, betyder, at hele området og ikke mindst den enkelte person med en psykisk lidelse oplever sig selv som spændt ud mellem en hospitals- og lægeorienteret verden og en social- og handicappolitisk verden: Mellem en patientrolle og en brugerrolle. Denne dobbelthed præger i meget høj grad den handicappolitiske diskussion om sindslidende og psykiatriområdet. I diskussionen har der tilmed ofte været en tendens til at ville gøre resultatet op i et enten-eller: Enten forstår man sig selv som patient og dermed som en del af en behandlingslogik, hvor syg og rask og helbredelse er centrale begreber, eller også definerer man sig som handicappet og dermed som del af en handicappolitisk diskurs, hvor begreber som kompensation og ligebehandling er centrale begreber. Men der er næppe tale om et enteneller. Realiteten er formentlig, at man er begge dele: At man i nogle situationer mest opfatter sig selv som patient, og i andre situationer først og fremmest forstår og oplever sig selv som handicappet. I nogle situationer vil man have behov for behandling, og i andre situationer vil en eller anden form for kompensation eller social foranstaltning være det relevante tilbud. Og ofte vil behovet typisk være en kombination af de to former for indsats, hvor netop samspillet mellem forskellige aktører er det helt afgørende. I tilfælde hvor en sindslidelse fører til et handicap, som kan afhjælpes gennem en eller anden form for kompensation, skal sindslidende selvfølgelig have samme rettigheder som andre handicappede. Det er derfor helt afgørende, at diskussionen om sindslidendes vilkår ikke bliver en skyttegravskrig mellem forskellige faggrupper om ejerskabet til de sindslidende. Det gode og relevante tilbud vil typisk være et tilbud, som bygger på mange forskellige fagpersoners bidrag. På dette områder er der ligesom på alle andre handicapområder først og fremmest behov for en helhedsorienteret indsats. Når Det Centrale Handicapråd ønsker at udbygge og udvide sine aktiviteter i forhold til mennesker med sindslidelser, er det netop for at styrke og bidrage til det tværdisciplinære i opgaven. 14 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

14 Det Centrale Handicapråd skal ikke og har heller ikke forudsætningerne for at indgå i en diskussion om relevansen og effekten af forskellige medicinske eller terapeutiske behandlingsformer. Rådets opgave er derimod at bidrage til udviklingen og kvalificeringen af de problemstillinger og løsninger, der relaterer sig til sindslindende som handicapgruppe. Og der er tilsyneladende problemstillinger nok at tage fat på. Ser man helt overordnet på sindslidendes vilkår set i forhold til det traditionelle handicapområde, får man meget let det indtryk, at udviklingen nok er forløbet parallelt, men at den er parallelforskudt ti år bagud, når det gælder sindslidende som handicapgruppe. Kompensationsprincippet I den sammenhæng er det først og fremmest vigtigt at få afklaret og defineret, hvad kompensationsprincippet indebærer i relation til mennesker med sindslidelser. Vores nuværende kompensationsbegreb er meget instrumentelt og bygger i meget høj grad på forestillingen om, at det der skal kompenseres for er et fysisk handicap motorisk eller sensorisk. Det er en konsekvens af det forhold, at sindslidelser i høj grad er blevet betragtet som en sygdom og ikke et handicap. Derfor er sindslidende kun i meget begrænset omfang tænkt ind i de eksisterende kompensationsordninger. På en lang række områder må vi derfor konstatere, at de kompenserende foranstaltninger til sindslidende er væsentlig dårligere udbygget end til andre handicapgrupper. Det kan skyldes, at vi enten ikke har viden om eller fantasi til at forestille os, hvad den relevante kompensation kan bestå i. Eller måske snarere, at vi er så indgroet i en bestemt og meget mekanisk opfattelse af, hvad kompensation kan være, at vi ikke er i stand til at tænke begrebet tilstrækkeligt rummeligt til også at kunne omfatte sindslidende. Det vil fx sige rummeligt nok til også at omfatte hjælp til at takle sociale relationer. Sektoransvarlighed Det er tilsvarende vigtigt at få sat fokus på sektoransvarlighedsprincippet. Netop når det gælder området for sindslidende, er der fortsat en udpræget tendens til at skyde både problemerne og løsningerne over til andre: det må social- eller sundhedsområdet tage sig af. Det er bl.a. en logik, vi er stødt på inden for områder som ledsagelse i forbindelse med transport, og det er et problem, vi har mødt i forbindelse med brug af personlig assistance til handicappede i erhverv. Det kan være svært at forestille sig, hvordan de kendte ordninger kan udbredes til også at omfatte personer med psykiske lidelser. ÅRSBERETNING

15 Holdningspåvirkning Endelig er det en væsentlig opgave for Rådet at bidrage til at synliggøre og skabe accept for mennesker med psykiske lidelser. På det område er der en meget stor opgave at løse. Som nævnt er en af parallellerne mellem udviklingen på psykiatriområdet og udviklingen på handicapområdet i øvrigt, at der er sket en af-institutionalisering, og at tilbuddene er rykket tættere på den enkelte borger. Det betyder også, at både sindslidende og andre handicappede er blevet langt mere synlige i samfundet. Kun få sindslidende lever i dag deres tilværelse på store centrale institutioner eller hospitaler. Den proces har langt hen ad vejen betydet en tilsvarende stor accept og forståelse for handicappedes vilkår. SFI s undersøgelse af holdninger til handicappede (november, 2000) viser generelt, at jo tættere vi kommer på handicappede i vores dagligdag, jo mere positive bliver vores holdninger. Men undersøgelsen viser også, at mennesker med psykiske lidelser rangerer nederst i det interne hierarki mellem de enkelte handicapgrupper. Den almindelige danskers holdning til personer med psykiske lidelser lader meget tilbage at ønske. Derfor er der en ekstraordinær stor informations- og oplysningsindsats at udføre i forhold til netop gruppen af sindslidende. På trods af gruppens størrelse (ca. 1/5 af Danmarks befolkning kommer på et eller andet tidspunkt i deres tilværelse i berøring med det psykiatriske behandlingssystem) er det fortsat gruppen af sindslidende, som vi har den laveste grad af accept og tolerance overfor. 16 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

16 Handicappolitik mellem retorik og realiteter Handicappolitikken er under forandring, og der blæser nye vinde, som påvirker den danske måde at udøve de politiske visioner på. Både herhjemme samt i EU- og FN-sammenhæng er der bevægelse i de strategier og metoder, som skal være med til at omsætte visioner til realiteter. Nogle handicappede oplever, at der er langt mellem de pæne ord, og den virkelighed de oplever til hverdag. Bliver handicappolitikken til tom retorik, vil det være med til at øge konfliktniveauet mellem handicappede og det politiske system. Med EU s direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN-menneskerettighedskommissionens planer om en handicapkonvention er handicappolitikken på vej mod en mere rettighedsorienteret strategi. På hjemmefronten markerer redegørelsen fra regeringens ministerudvalg på handicapområdet, at handleplaner og ekstern monitorering er en anden metode, som med politiske og styringsmæssige redskaber kan bygge bro mellem ord og handling. Regeringens ministerudvalg for handicapområdet Statsministeren nedsatte i november 1999 et tværgående ministerudvalg for handicapområdet. Udvalget fik, med udgangspunkt i FNs Standardregler, til opgave at samordne og koordinere regeringens politik på handicapområdet og følge op på de initiativer, der iværksættes. I november 2000 offentliggjorde udvalget sin redegørelse indeholdende 25 initiativer, hvoraf der inden for fem områder iværksættes nye initiativer. Det drejer sig om IT og offentlige information for alle, forsknings- og uddannelsesområdet, fysisk tilgængelighed, arbejdsmarkedsområdet og antidiskrimination. I forbindelse med, at den daværende formand for udvalget, forhenværende by- og boligminister Jytte Andersen, besøgte Rådet, blev det ligeledes klart, at udvalget vil foretage eksterne evalueringer af handleplanerne, så disse ikke får lov at sande til. Rådet set med stor velvilje på dette og vil følge ministerudvalgets arbejde tæt. Direktiv om ligebehandling ved beskæftigelse og erhverv Rådet for den Europæiske Union vedtog den 27. november 2000 et direktiv, som forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. ÅRSBERETNING

17 Det Centrale Handicapråd har i sit høringssvar til EF-specialudvalg vedr. arbejdsmarked og sociale forhold udtrykt skepsis over for denne antidiskriminationsbestemmelse. Fakta er dog, at direktivet nu er vedtaget og skal implementeres i dansk ret inden den 2. december Der er en række uafklarede forhold om direktivets konsekvenser for de offentligt finansierede kompenserende ydelser til handicappede arbejdstagere. Hvis konsekvensen af direktivet er, at arbejdsgiverne pålægges en øget finansiering af de handicapkompenserende ydelser, vil direktivet kunne få den modsatte effekt, nemlig at arbejdsgiverne bliver yderligere tilbageholdende med at ansætte handicappede. Det er ligeledes uklart, om der som følge af direktivet bliver oprettet et særligt klageorgan. Rådet er imod et sådan klageorgan og ønsker i stedet klagevejen etableret i det eksisterende klagesystem. Der er også uklarhed om, hvorvidt direktivet kommer til at omfatte fleks- og skånejob, da disse kan blive defineret som sociale ydelser, og dermed ikke er omfattet af direktivet. Det store spørgsmål er, hvad direktivet i øvrigt vil betyde for integrationen af handicappede på arbejdsmarkedet. Der et tale om et rettighedsorienteret instrument, som styrker den enkeltes retssikkerhed men vil dette instrument kunne åbne døren hos arbejdsgiveren? Eller vil direktivet reelt ikke få den store betydning i praksis og dermed ende som retorisk staffage? På vej mod et Europa uden barrierer for handicappede Set i en større sammenhæng, er anti-diskriminationsdirektivet kun en lille del af en bredere strategi, som Kommissionen i EU har udarbejdet for at fremme ligebehandling og lige muligheder for handicappede. I Kommissionens meddelelse om et Europa uden barrierer for handicappede beskrives de initiativer, som er iværksat på EU niveau. Her er der fokus på de EU-politikker, som fremmer handicappedes mobilitet, såsom tilgængelighed til transport, rejseinformation, tilgængelighed til bygninger og til informationsteknologi. Initiativer på netop disse områder vil have en synergieffekt på en lang række andre områder, såsom beskæftigelse og uddannelse. Af andre initiativer kan nævnes, at Kommissionen vil foreslå EU-Rådet, at år 2003 bliver erklæret Det Europæiske År for Handicappede borgere. Det sker for at styrke opmærksomheden om handicappedes vilkår og fjerne holdningsmæssige barrierer. Planer om en FN-konvention på handicapområdet De Samvirkende Invalideorganisationer har i en henvendelse til udenrigsministeren opfordret til, at Danmark arbejder aktivt for, at der udarbejdes en konvention på handicapområdet. Internationalt er der blandt handicaporganisationerne et ønske om en sådan konvention, der kan være med til at sætte fokus på de problemer, handicappede har. Udenrigsministeren sva- 18 DET CENTRALE HANDICAPRÅD

18 rede, at han vil indkalde interesserede danske parter, herunder Det Centrale Handicapråd, til drøftelse af en eventuel dansk indsats for en handicapkonvention. At handicappolitik er på dagsordenen både nationalt og i internationale sammenhænge viser, at der er lydhørhed for handicappedes problemer og synspunkter. Men lydhørhed er ikke nok i sig selv, og konventioner, direktiver og handleplaner er ikke meget værd, hvis de ikke følges op af konkret handling. Der er mange led i den kæde som går fra ord til handling, og mange ting kan gå galt i denne proces. De politiske visioner kan køre af sporet, eller bliver måske aldrig omsat til virkelighed. Derfor bør man i langt højere grad sætte fokus på, at implementeringsprocesserne lykkes og fører til reelle forandringer. Ellers ender de handicappolitiske visioner i tom retorik. ÅRSBERETNING

19 Stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling I februar 2000 modtog Rådet en stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling. Nævnet uddeler hvert år en række stafetter til forskellige myndigheder, organisationer mv. Ved modtagelsen af en stafet forpligter man sig til at gennemføre aktiviteter, som belyser forholdene for etniske minoriteter i Danmark. I 2000 modtog bl.a. Danmarks Radio, Rigspolitichefen, Amtsrådsforeningen også stafetter. Hvert år afholdes der en Stafetkonference, hvor de enkelte projekter afrapporteres, og hvor stafetter til det efterfølgende år uddeles. Rådet opfordrede Center for Ligebehandling af Handicappede til at gennemføre to dokumentationsprojekter, som belyser forholdene for etniske minoriteter. Det første projekt handlede om den vidtgående specialundervisning, som varetages af amterne. Det er undersøgt, om der er en overrepræsentation af tosprogede handicappede elever i den vidtgående specialundervisning. Undersøgelsen viser, at der på landsplan kun er tale om en marginal overrepræsentation af tosprogede handicappede børn. Desværre viste undersøgelsen også, at der er alvorlige mangler i skolernes og amternes information til de tosprogede forældre med børn i den vidtgående specialundervisning. I nogle skoler er der et godt og frugtbart samarbejde med forældrene, mens andre skoler slet ikke sørger for, at forældrene kan medvirke i barnets hverdag. Der anvendes kun sjældent uddannede tolke, og mange vigtige skriftlige informationer oversættes aldrig. Det betyder, at nogle forældre ikke får mulighed for at deltage aktivt i deres barns udvikling og skolegang. Information om sociale tilbud Det andet projekt, som Centret har gennemført, drejer sig om adgang til information om sociale tilbud om handicapkompenserende ydelser ude i kommunerne på andre sprog end dansk. 30 udvalgte kommuner deltog i spørgeskemaundersøgelsen. Kun meget få kommuner har sørget for, at deres informationsmateriale om kommunens tilbud om handicapkompenserende ydelser er oversat til andre sprog end dansk. Som opfølgning på projektet om adgang til information om sociale tilbud på andre sprog end dansk, vil Centret få oversat sin pjece Ret til hjælp for alle. Pjecen udkommer i april DET CENTRALE HANDICAPRÅD

20 Samarbejde med KL om kommunal handicappolitik Det Centrale Handicapråd har ved adskillige lejligheder forsøgt at få en tættere dialog med kommunerne om deres rolle i dansk handicappollitik. Og gentagne gange har det vist sig at være en vanskelig opgave. Men i år 2000 synes det endelig at være lykkedes. På et møde mellem Det Centrale Handicapråds formandskab og formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Anker Boye, i april 2000 blev det aftalt, at KL og Rådet i fællesskab skulle tage initiativ til at styrke kommunernes opmærksomhed omkring den kommunale handicappolitik i almindelighed og FNs Standardregler i særdeleshed. Det blev aftalt, at KL snarest muligt skulle udsende en informationsskrivelse til samtlige kommuner med en opfordring om at arbejde mere bevidst med sektoransvarlighedsprincippet i deres organisering af den lokale handicappolitiske indsats. Skrivelsen gik ud til samtlige kommuner i maj Samtidig blev det aftalt, at KL og Rådet i efteråret 2000 skulle sende et fælles brev, hvor Anker Boye og Rådets formand Palle Simonsen i fællesskab opfordrer kommunerne til at styrke den handicappolitiske indsats i lyset af FNs Standardregler. Brevet blev udsendt i slutningen af november 2000 til samtlige kommuner stilet til kommunalbestyrelsen, kommunaldirektøren, teknisk forvaltning og social- og sundhedsforvaltningen i den enkelte kommune. I henvendelsen understreges endnu engang betydningen af sektoransvarlighedsprincippet, og det understreges, at FNs Standardregler er det grundlag, som handicappolitikken må bygge på. Sammen med henvendelsen fulgte et kort notat Centrale problemstillinger om tilgængelighed til information og det fysiske miljø. Notatet peger på nogle af de centrale indsatsområder, som KL og Rådet mener, at kommunerne bør prioritere. Desuden modtog kommunerne Rådets udgivelse Værktøjskasse til FNs Standardregler ideer og redskaber til en kommunal handicappolitik. Som opfølgning på Rådets og KLs fokusering på den kommunale handicappolitik har Center for Ligebehandling af Handicappede i øvrigt fået udvidet sin bevilling til ansættelse af yderligere en informationsmedarbejder. Denne ansættes netop med det formål at kunne styrke og forøge informationsindsatsen omkring de handicappolitiske grundprincipper og FNs Standardregler på kommunalt niveau. Den øgede bevilling giver således Centret de bedste muligheder for at følge op på Rådets og KLs politiske initiativ. ÅRSBERETNING