Vold som Udtryksform. Tema: 14 års indsats. Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, 12. årgang, nr. 2, november 2006

Transkript

1 sss Vold som Udtryksform Tema: 14 års indsats Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, 12. årgang, nr. 2, november 2006

2 Leder Farvel til det gamle goddag til det nye 2 Vi vil blive bedre til at forstå årsagerne til vold som udtryksform. Vi vil fortsætte med at udvikle metoder, der minimerer volden. Vi vil bidrage til at skabe et bedre arbejdsmiljø og bedre livsvilkår for brugere af social- og sundhedstilbud. Vi vil kort sagt sætte livskvaliteten i højsædet for alle parter. Sådan skrev vi i det første nummer af Voldsmagasinet fra Nu 14 år efter, at Vold som Udtryksform blev etableret, viser erfaringerne, at det er muligt at minimere vold og trusler herom, som medarbejdere, brugere, beboere og patienter i social- og sundhedssektoren kan blive udsat for. Men erfaringerne vidner også om, at det tager tid at komme myter til livs og få talt med kolleger om angsten, usikkerheden eller følelsen af magtesløshed. Det tager tid at få etableret en voldspolitik eller et kriseberedskab og få alle på arbejdspladsen gjort bekendt med den. At arbejde med voldsforebyggelse kræver klare holdninger og værdier, et fælles ansvar og en fælles afstemt indsats. Det kræver en ledelse, der går forrest. Det kræver en åben udveksling af erfaringer og udvikling af viden og nye metoder. Det kræver medarbejdere, som kommunikerer, har en evne til at lytte, kan sætte grænser, samarbejde og tackle voldsomme situationer. Men først og fremmest kræver det en forståelse for brugerens behov og at man erkender, at arbejdet med at forebygge vold aldrig er slut. Gennem årene er der i Vold som Udtryksform gennemført en lang række aktiviteter, og der har været holdt mange konferencer og temadage i hele landet. Der er samlet gode eksempler på, hvordan registreringer og analyser, kurser, organisationsudvikling, nye faglige metoder mv. har bidraget til at forebygge og mindske vold på arbejdspladserne. Og der er produceret bøger, videofilm, teksthæfter og inspirationsmateriale til undervisere. Med udgangen af i år ophører Vold som Udtryksform med den organisation, vi kender i dag men de voldsforebyggende indsatser fortsætter! På satspuljen er der nemlig afsat 20 mio. kr. frem til 2009 til at videreføre Vold som Udtryksform på arbejdspladser i de nye kommuner og regioner. Det nye projekt hedder Vold som Udtryksform: Forebyggelse af vold på kommunale og regionale arbejdspladser. Også her vil der være en lang række aktiviteter med fokus på vidensdeling, formidling, udvikling, rådgivning, støtte og uddannelse. Du kan følge med i aktiviteterne på Tak for et stort arbejde i de 14 år, der er gået, og hvor der har været lyst og engagement til at gøre en indsats for at forebygge vold. Og god vind i det videre arbejde. Vi håber at se mange af jer igen i det nye projekt. Dorthe Perlt Seniorkonsulent Socialt Udviklingscenter SUS Vold som Udtryksform 12. årgang, nr. 2, november 2006 Udgiver: Vold som Udtryksform. Sekretariat: Socialt Udviklingscenter SUS, Nørre Farimagsgade 13, 1364 København K Telefon , fax , sus@sus.dk, Red.: Dorthe Perlt, Bjarne Møller, Sidsel Hinsch Olsen og Per Holm (ansv.). Design og tryk: Christian Schmidt. Layout og naturfoto: Zanna Lyck. ISSN: X. Oplag: ex.

3 sss Vold som Udtryksform Tilbageblik:14 år med Vold som Udtryksform Ved årsskiftet skifter Vold som Udtryksform ham. I de seneste 14 år har projektet med Socialt Udviklingscenter SUS som sekretariat været en nøglespiller i indsatsen med at forebygge vold i amterne. Per Holm og Bjarne Møller, henholdsvis direktør og seniorkonsulent i SUS, ser tilbage på årene, der er gået. Af Andreas Hjorth Frederiksen, konsulent, Socialt Udviklingscenter SUS Ideen til Vold som Udtryksform opstod ved, at der i bl.a. Landsforeningen LEV og Socialpædagogernes Landsforbund var diskussioner om forekomsten af vold på arbejdspladserne. Der var nogle gode folk bag initiativet, husker Per Holm. Det var bl.a. folk som John Møller fra Landsforeningen LEV, Gunvør Munch fra Socialministeriet, Hans Ole Madsen fra Amtsrådsforeningen, Jørn Foss fra Socialpædagogernes Landsforbund og Alfred Dam, der var socialchef i Storstrøms Amt. På det tidspunkt i slutningen af 1980 erne var Socialt Udviklingscenter SUS endnu ikke kommet til verden. Per Holm var med i de forberedende aktiviteter som leder af en af SUM-programmets formidlingsenheder, som senere blev en del af SUS. Der var en stor interesse for at få registreret volden på arbejdspladserne. Men vi vidste jo allerede, at volden forekom. Derfor tænkte vi: Lad os komme i gang med at forebygge! En række gode møder og debatter førte frem til, at vi fik formuleret formålet for projektet og særligt det fokus, at brugere ikke som udgangspunkt er voldelige. Vold er derimod en måde at udtrykke sig på. Nye målgrupper Vold som Udtryksform havde i begyndelsen fokus på at forebygge vold på bo- og servicetilbud for mennesker med udviklingshæmning, men har løbende udvidet sin målgruppe. Valget af vores første målgruppe skyldtes ikke mindst Landsforeningen LEV s store engagement. Efterfølgende blev målgrupperne udvidet til også at dække amtslige bo- og servicetilbud for mennesker med sindslidelse, udsatte børn og unge, mennesker med demens og mennesker uden bolig og med misbrug. Gennem de senere år har erfaringerne fra Vold som Udtryksform også været med til at inspirere de voldsforebyggende aktiviteter i flere andre større voldsforebyggende aktiviteter, fortæller Bjarne Møller. Det gælder fx projekt Vold som Kommunikationsmiddel, som blev gennemført fra 1999 og frem til SUS var tovholder på projektets mange aktiviteter, og vi afdækkede bl.a. forekomsten af vold og trusler over for studerende under deres praktikforløb, og satte fokus på flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte boog servicetilbud. Begrebet flaskehalse refererer til de problemer, der kan opstå, når et bo- eller servicetilbud har svært ved at fastholde og rekruttere personale. Problemerne kan medføre, at bo- og servicetilbuddene havner i en ond cirkel, hvor mangelfuld normering og utilstrækkelig uddannet personale kan medvirke til, at forudsætningerne for at forebygge vold forringes. Et andet stort projekt var Projekt PARIS (Psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladser med risiko for vold), som blev gennemført fra 2002 til Bjarne Møller: Med Projekt PARIS, som SUS også var tovholder på, fik vi en mulighed for at formidle vores erfaringer fra Vold som Udtryksform til personalet i private virksomheder, bl.a. parkeringsvagter og buschauffører i Connex og Arriva. Men naturligvis var Projekt PARIS også med til at inspirere og udvikle arbejdet i Vold som Udtryksform. Succeserne Projektet har sat sine spor. En af de helt store succeser har været, at det lykkedes at knække kurven. Vi kan konstatere, at vi på de områder, vi har arbejdet med, ikke har set den stigning i volden, der har fundet sted på områder, som vi ikke har arbejdet med, understreger Per Holm og henviser til CASA s undersøgelse af FTF ernes psykiske arbejdsmiljø (FTF ernes arbejde er udfordrende men det slider på sjælen. 2001). Bjarne Møller hæfter sig ved en anden af Vold som Udtryksforms succeser: Tidligere handlede voldsforebyggelse i meget høj grad om arbejdsmiljø. Man kan sige, at det handlede om at beskytte de ansatte mod de indsatte. Man lærte frigørelsesgreb og den slags. Og det kan også være rigtig godt at kunne. Men for os har vold på arbejdspladser i social- og sundhedssektoren altid været en pædagogisk udfordring, hvor det også har handlet om at skabe bedre livsvilkår for brugere, patienter og klienter. Den holdning har vi været med til at sætte på dagsordenen, og det har i mine øjne været en succes. Organisatorisk gennemslagskraft Vold som Udtryksform er organiseret med en styregruppe og et netværk af kontaktpersoner og i nogle tilfælde kontaktgrupper i amterne. I over 14 år har amter, ministerier og organisationer trukket på samme hammel og bidraget til, at der i dag er opbygget et netværk over hele landet. Al kommunikation kommer ud i de fjerneste afkroge af feltet. Organisationen og netværket giver projektet gennemslagskraft, fastslår Per Holm. Men at opbygge, understøtte og fastholde en velfungerende organisati- 3

4 4 Vold som Udtryksform har siden 1992 været en vigtig medspiller og drivkraft i arbejdet med at forebygge vold på arbejdspladser. Vold som Udtryksform har hidtil haft de amtslige arbejdspladser på social- og sundhedsområdet som målgruppe. Når landets amter nedlægges ved årsskiftet, overtager de nye kommuner og regioner driften af de amtslige arbejdspladser. Folketinget har afsat økonomiske ressourcer til at videreføre Vold som Udtryksform frem til 2010 med kommunale og regionale arbejdspladser som målgruppe. OM VOLD... Annette Wethje, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråd: Vold er et stort arbejdsmiljøproblem på arbejdspladser, hvor der arbejdes med mennesker, og et emne, som er i fokus i mange undervisningsseancer. Og det er lige her, Vold som Udtryksform kommer ind i billedet. Jeg bruger flittigt det mangfoldige materiale om forebyggelse af vold i min undervisning af tillidsog sikkerhedsrepræsentanter. on har også været en udfordring, indrømmer Bjarne Møller: Det har da også til tider været vanskeligt. Men vi har sørget for at servicere kontaktpersonerne bedst muligt og løbende samlet dem til møder og dialog. Vi og kontaktpersonerne har givet hinanden inspiration og viden frem og tilbage. Det har blandt andet været med til at give energi i projektet! Effektiv formidling Vold som Udtryksform har gennem årene udgivet en lang række publikationer. Folk har virkelig brugt vores materiale. Vi har inspireret mange. Og det er vi stolte af. Materialet har været relevant, fordi vi har sørget for at følge op på det. Og vi har været gode til at aflæse behovene, siger Per Holm. Og det kan Bjarne Møller bekræfte: Temaerne har typisk været problemer, der er blevet rejst ude på arbejdspladserne. Og amtskontaktpersonerne har formidlet problemstillingerne videre til os. Bjarne Møller fremhæver Voldsmagasinet, som han mener har været et velfungerende bindeled mellem sekretariatet i SUS og arbejdspladserne. Et andet godt bindeled har været de mange arrangementer, som hvert år er blevet holdt i Vold som Udtryksform. Per Holm uddyber: Vi har været i stand til at tiltrække et meget stort publikum til vores arrangementer og temadage. På den måde er vi i årenes løb nået ud til mange tusinde mennesker. En udfordring at holde fokus Der har naturligvis også været en række udfordringer i Vold som Udtryksform: Det har været en udfordring ikke at udvikle Vold som Udtryksform til et elitært projekt. Der er til stadighed behov for en grundlæggende indsats. Der kommer jo også hele tiden nye medarbejdere til ude i landet, for hvem risikoen for vold er helt ny, forklarer Bjarne Møller, men fastholder samtidig, at det er vigtigt også at holde fokus på udvikling. Og at fastholde fokus er ikke kun en udfordring i sekretariatet, mener Per Holm: Heldigvis er vold de fleste steder ikke noget, der forekommer hver dag, men måske kun et par gange om måneden. Derfor er det også en udfordring at fastholde fokus på voldsforebyggelse ude på arbejdspladserne. Nye tider, nye udfordringer Bjarne Møller peger på, at der indholdsmæssigt fortsat er en række udfordringer at tage fat på. For eksempel når det gælder om at inddrage brugerne i det voldsforebyggende arbejde. I en række bo- og servicetilbud har medarbejdere og brugere i fællesskab udviklet en voldsforebyggelsespolitik. Men spørgsmålet er jo også, hvordan vi kan tage os af de brugere, som udsættes for eller overværer voldsomme episoder. Som medarbejdere og ledere går vi hjem fra arbejde hver dag. Den mulighed har de fleste brugere ikke. De er som udgangspunkt bundet til det, der kan være et voldsomt miljø, fastslår Bjarne Møller. Når kommunalreformen træder i kraft til januar, overgår de amtslige arbejdspladser til de nye kommuner og regioner. De nye rammer giver nye udfordringer: Det er vigtigt, at alle de gode erfaringer med voldsforebyggelse formidles med ind i de nye kommuner, når de får alle de nye opgaver fra amterne. Og den kultur, der opbygges i kommunerne, skal også give plads til arbejdet med at forebygge vold. Men ikke mindst handler det om at fastholde de mange videns- og ressourcepersoner i et netværk, så de kan være med til at rodfæste det voldsforebyggende arbejde i de nye kommuner, slutter Per Holm.

5 sss Vold som Udtryksform 5

6 Vold som Udtryksform stadig aktuelt? 6 Ja, mener psykolog Nina Hedegaard fra Arbejdstilsynet. Hun har læst den første publikation fra Vold som Udtryksform, temaavisen Mosaik, og trækker trådene op til i dag og det seneste nyhedsmagasin fra projektet. Af Nina Hedegaard, psykolog i Arbejdstilsynet Denne artikel er blevet til på en opfordring. Jeg er som psykolog og tilsynsførende i Arbejdstilsynet blevet bedt om at anmelde Vold som Udtryksforms første blad Mosaik fra 1992 og sammenligne det med projektets seneste nyhedsmagasin. Det har givet sig udtryk i mange tanker, og jeg vil her forsøge at gengive de væsentligste. Den første tanke, som falder mig ind, når jeg læser ordene vold som udtryksform, er hvorfor vold som udtryksform og ikke vold som arbejdsmiljøproblem, projekt til nedbringelse af vold på arbejdspladsen eller lignende. Jeg kan heller ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er det fortsat aktuelt? ser problemerne med vold på arbejdspladser ligesådan ud her ved udgangen af 2006, og i tiden hvor netop Vold som Udtryksform lukker og genopstår i én og samme bevægelse? Vold er afmagt I Mosaik-avisen fra 1992 er der gennemgående fokus på at lancere og sætte scenen for et projekt, som ser vold på boinstitutioner for fysisk og psykisk handicappede, specialskoler, psykiatriske hospitaler mv. som en problematik, der handler om at finde de dybereliggende og ofte komplekse årsager til volden. Årsagerne skal findes i forhold som fx kommunikation, brugernes udviklingsmuligheder samt i pædagogik og kvalitet i tilbuddet. Volden opstår herudfra som brugernes måde at kommunikere afmagt i relation til forhold i deres tilværelse. Artiklerne har titler som Vold er afmagt, Udtryk gennem massage og Negativ kontakt er bedre end ingen kontakt og centrerer sig om, hvordan projektet mener, volden skal forstås. Dertil kommer artikler, som handler om forskellige typer af vold. Det være sig vold mod personalet, vold mod andre beboere samt vold mod sig selv (selvskadede adfærd). Mosaik fortæller endvidere gode historier om, hvordan nogle arbejdspladser har haft held til at forebygge og nedbringe volden, og hvor succesen netop har baggrund i, at man har forsøgt at imødegå de dybereliggende årsager til volden. Eksempler herpå er ændringer i pædagogik samt i måden at kommunikere med beboere eller brugere på. Et andet væsentligt tema i Mosaik er historier om, hvilke massive sundhedsmæssige påvirkninger det at være udsat for vold og trusler på arbejdspladsen kan have for den enkelte ansatte. Overskrifter som Jeg gik i bittesmå spåner og Gu fa n gjorde det ondt illustrerer tydeligt dette fokus. Vold som arbejdsmiljøproblem I det seneste nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform (12. årgang, nr. 1, september 2006) er der overvejende fokus på at se volden på arbejdspladsen i sammenhæng med det øvrige psykiske arbejdsmiljø. Magasinet giver eksempler på, hvordan værdsættende samtaler (en interventionsform, som tager sit udgangspunkt i organisationsudvikling generelt), beboerindflydelse og ændringer i vagtplaner, kan anvendes som måder at forebygge volden på. Der arbejdes således stadig med bl.a. pædagogik og kvalitet i arbejdet. Voldsforebyggelsen kan både være årsag til og en sidegevinst ved tiltagene. Det væsentlige er, at arbejdspladserne har fokus på, at hvis volden skal nedbringes, er det nødvendigt at se den i sammenhæng med øvrige faktorer i det psykiske arbejdsmiljø. Og at være opmærksom på, at vejen til at nedbringe volden kan være en helt anden, end den man umiddelbart kunne forstille sig. Netop fordi den bagvedliggende forståelse af problematikken fortsat bygger på, at vold skal ses som en udtryksform. Der er i nyhedsmagasinet ikke længere fokus på at fortælle historier om ansatte, der har været udsat for vold i arbejdet. Det passer godt sammen med det, jeg oplever i mit arbejde. Som psykolog og tilsynsførende i Arbejdstilsynet møder jeg på de fleste arbejdspladser en anerkendelse af, at det at blive udsat for vold og trusler på arbejdspladsen er et fælles arbejdsmiljøproblem, og at voldens påvirkninger af krop og psyke kan være meget alvorlige. Dette er især kendetegnende for de typer af arbejdspladser, Vold som Udtryksform typisk har haft fokus på, og hvor forebyggelse af vold har været på dagsordenen i mere end et tiår. Hvis man vil arbejde her, må man forvente at blive udsat for vold. Hvad virker? Nyhedsmagasinet har heller ikke længere fokus på at forklare, hvad der menes med vold. Nej, det største problem på arbejdspladser i dag synes nærmere at være: Vi vil meget gerne nedbringe volden på vores arbejdsplads, men hvordan skal vi gøre det? Hvad virker? Desværre lever holdningen hvis man vil arbejde her, må man forvente at blive udsat for vold stadig i høj grad nogle steder. Ikke forbi voldens sundhedsskadelige påvirkninger ikke anerkendes, men snarere fordi arbejdspladsen føler afmagt over for pro-

7 sss Vold som Udtryksform OM VOLD... Jørgen Møller Christiansen, arbejdspsykolog og grand old man i Vold som Udtryksform: Vold som Udtryksform er et helt unikt projekt også set i international sammenhæng som er blevet fastholdt og har udviklet sig gennem næsten 15 år. blemstillingen. Det er således fortsat aktuelt at tale om vold som udtryksform og ikke mindst at se volden i sammenhæng med andre faktorer i ansattes arbejdsmiljø og i brugernes miljø. Jeg ser her en sammenhæng med, at fokus i nyhedsmagasinet er på at fortælle de gode historier og derved at inspirere og motivere arbejdspladserne til at arbejde med at forebygge vold, for på denne måde at søge at komme afmagten til livs. Det handler om kommunikation Vold som Udtryksform har som nævnt typisk haft fokus på arbejdspladser, hvor der arbejdes med mennesker med forskellige psykiske og fysiske lidelser. Jeg ser dog intet i vejen for, at tankegangen bag udtrykket vold som udtryksform anvendes i forhold til andre brancher, hvor der arbejdes med mennesker. Et eksempel er buschauffører og billetkontrollører i toge og busser, hvor der ses en tendens til, at vold og trusler fra kunder er stigende. Mange vil sige, at der er tale om et overvejende samfundsproblem, som arbejdspladsen ikke har mulighed for at tackle i særlig høj grad. Det er tankevækkende, når jeg i mit arbejde hører fra en gruppe af billetkontrollører, at de oplever, at volden og truslerne i deres arbejde næsten helt er forsvundet i løbet af ca. et år. Hvordan det lod sig gøre er netop en fortælling, der er hørt før: Det handler om kommunikation. Vi har lært at kommunikere på en anden måde med kunderne og med hinanden på en måde, som ikke skaber og optrapper konflikter. Man kunne fristes til at tilføje: På en måde, hvor man giver kunden mulighed for at udtrykke sin utilfredshed, ærgrelse mv. uden at bruge vold og trusler. Tilbage er kun at ønske Vold som Udtryksform tillykke med genåbningen og held og lykke med det fortsatte arbejde med et projekt, som, set fra min synsvinkel, er lige så aktuelt, som da det tog sin begyndelse i En styrke i projektet er, at det er blevet igangsat og har været prioriteret fra oven (Socialministeriet, Socialpædagogernes Landsforbund og andre faglige organisationer, Amtsrådsforeningen m.fl.) og udført nede fra. En stærk cocktail, når vi taler om effektivitet. Et væld projekter er blevet realiseret koordineret i hvert amt og centralt via SUS. Institutionerne og medarbejderne har været aktørerne, og indsatsen er blevet defineret ud fra og tilpasset til institutionernes lokale problemstillinger. Der er udført et solidt lokalt arbejde i kombination med lokale og centrale netværk og det har båret frugt. Mange yderst værdifulde erfaringer er indhøstet og beskrevet fortløbende i bl.a. nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform. Succesen kan også aflæses i, at anmeldelser af vold i arbejdet til Arbejdstilsynet er reduceret på døgninstitutioner for voksne handicappede og på plejehjem samt centre for ældre. I forhold til fremtiden er det vigtigt at få indarbejdet en systematisk vidensog erfaringsopsamling i projektet, så positive og negative resultater kan synliggøres mere effektivt. OM VOLD... Gunvør Munch, fuldmægtig i Socialministeriet: Vold som Udtryksform har først og fremmest betydet, at der har været særlig fokus på at nedbringe vold og brug af magtanvendelse, og at personalet har fået metoder, som de kan bruge i det daglige arbejde. Endvidere er det blevet synligt og tilladt at tale om vold. Det unikke ved projektet, er, at det er første gang alle amter, forskellige organisationer og Socialministeriet var enige om at bevilge penge til et fælles projekt. Det har været vigtigt, at SUS i alle årene har været tovholder og koordinator for de mange aktiviteter, som har været i gang: Film, bøger, hæfter, temadage og konferencer, hvor medarbejdere har kunnet formidle deres erfaringer. Det er vigtigt, at alle de gode erfaringer, der er samlet, ikke forsvinder, når amterne nedlægges. Der er opbygget netværk, og det er mit indtryk, at man på tværs af amterne er blevet gode til at bruge hinandens viden og hjælpe hinanden i særlige og vanskelige situationer. Det har været fantastisk at være med i styregruppen i så mange år, og opleve den entusiasme, der har været i bo- og dagtilbuddene for virkelig at gøre noget ved problemerne. 7

8 Nye rammer for mødet på Mændenes Hjem 8 Mændenes Hjem har i de senere år bygget om og indrettet huset på en ny måde i samarbejde med en arkitekt og to kunstnere. De nye fysiske rammer på stedet lægger op til et mere (lige)værdigt møde med brugerne og er samtidig med til at forebygge konflikter. Af Robert Olsen, forstander, Mændenes Hjem Mændenes Hjem ligger på Vesterbro i København. Centralt placeret på et sted, hvor den sociale udstødelse er synlig, og polariseringen mellem rig og fattig er blevet tydeligere de senere år, som følge af byfornyelsen og udviklingen i København. Indre Vesterbro er i dag et attraktivt sted, hvor mange veje og mennesker mødes. Hovedbanegården tiltrækker flere hundrede tusinde mennesker hver dag. Hurtigbusserne fra Europa og Norden ender her. Her er Københavns største hotelområder, restauranter og cafeer, der bugner af mennesker. Talrige stripklubber er skudt op de seneste år. Også misbrugere og skæve eksistenser holder til her. Og de udvikler sig også. Nye brugergrupper er kommet til: unge, indvandrere og flygtninge samt stofmisbrugere af forskellige og nye stoffer, især kokain. Hjemløse er ikke længere en stationær gruppe af midaldrende alkoholikere, men forskellige mennesker og forskellige grupper. Hjemløshed opfattes heller ikke mere som en stationær tilstand, forstået således, at når man én gang er blevet hjemløs, vil man blive ved med at være det. Opholdet på forsorghjemmet eller herberget er i dag en proces frem mod andre og mere permanente botilbud. Selve brugerbegrebet har også ændret sig. I dag taler vi forhåbentligt ikke mere om klienter, men om borgere og brugere af vores tilbud. Hele denne udvikling fører nye udfordringer med sig og stiller nye krav til medarbejderne på Mændenes Hjem. Vi har måttet gøre op med tidligere tiders holdninger og værdier. Vi arbejder med at opløse de gamle institutionsrammer, minimere kontrolfunktionerne og sætte brugerne i centrum. Fællesskab i hverdagen De sidste fem-ti år har vi på Mændenes Hjem gradvist ændret arbejdsform. Vi søger nye løsninger, og arbejder ud fra et mere horisontalt forhold mellem bruger og socialarbejder. For at skabe et værdigt møde og forebygge konflikter. Som et led i dette har vi etableret et nyt værdisæt, ændret personalesammensætningen, tilføjet nye arbejdsområder og udvidet andre områder og funktioner. Og vi har øget brugernes ansvar og indflydelse. Alt dette kunne vores gamle institutionslignende rammer ikke leve op til. Husets indretning kunne langtfra tilfredsstille de krav, vi har i dag. Det har været nødvendigt at bygge om, for at vi kan yde den støtte, vi ønsker. Og i de sidste tre år har vi sat fokus på de fysiske rammer og deres betydning for det pædagogiske arbejde. Vores ønske er at ændre behandlerpatient-forholdet eller bruger-socialarbejder-forholdet ved at rokere om på rummenes funktion, så brugere og personale kommer til at have de samme rum til deres sociale og behandlermæssige omgang. Så de får en dagligdag sammen, der er præget af ens rytme og fælles faciliteter. Sidder sammen, spiser sammen, læser avis og foretager sig andre ting sammen. Ved at ændre på og åbne for husets muligheder vil vi skabe et møde med det hele menneske, så det ikke kun bliver den del, der har med det behandlingsmæssige problem at gøre, vi ser. For netop ved at støtte alle sider af de hjemløse og deres situation bliver de bedre rustet til at klare de tilbud, som vi formidler. Nøgleord for renoveringen har været: Fællesskab er den afgørende platform. Hvis vi skal kunne forstå hinanden, må der være noget, der binder os sammen i en form for fællesskab. Vi må dele en dagligdag med noget, vi er fælles om. Samtidig ønskede vi flere mødesteder og flere niveauer at mødes på. En platform for dialog, så mødet i det daglige ikke kun sker om problemer. For at få nye øjne på vores hus er ombygningen sket i samarbejde med en arkitekt og to kunstnere, Kenneth Balfelt og FOS, som blandt andet beskæftiger sig med socialt design (se side 10). Solid platform for dialog Og hvad har vi så gjort? I første omgang ændrede vi på indgangen til Mændenes Hjem for at signalere mere åbenhed. Indgangen var i gamle dage gennem en mørk port. Man gik gennem et par saloondøre og frem til en reception, der mest af alt lignede en østtysk paskontrol. I dag er indgangen flyttet til hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade. Den er synlig med en solid egetræsdør med udskæringer. To af de mest centrale fysiske poster, receptionen og forstanderkontoret, er nedlagt. De patriarkalske symboler, som vi er bærere af i vores institutioner, har vi prøvet at gøre op med. Skranken i receptionen signalerede distance mellem brugere og medarbejdere, så den har vi afskaffet, ligesom vi har ændret på flere andre større og mindre ting. Beboerne har fået egne postkasser, de har selv nøgler til deres værelser osv. Forrige år tog vi fat på at renovere fælleslokalerne i stueetagen. Rumfordelingen var uhensigtmæssig, lokalerne var nedslidte, møblerne ergonomisk dårlige, der var dårlig akustik, institutionsprægede og utidssvarende gulve og vægge mv.

9 sss Vold som Udtryksform I dag er stuen nyindrettet som et slags cafemiljø med koksestole, hvor man kan slappe af. Der er kommet farver på væggene, og i stedet for små borde er der store fælles borde, som man kan rykke rundt på efter behov Vores samtalerum er bygget op som en campingvogn for at skabe en anderledes platform for dialog end normalt. Kunstnernes ide var at bruge associationer fra hjemløses hverdag i indretningen. Mange hjemløse drømmer om en campingvogn, hvor de kan bo. Campingvognen signalerer hygge, møder signalerer magt. Det at placere mødet i en campingvogn er en måde at nedtone magtforholdet. På lignende vis er vores gamle reception lavet om til observationsrum (nattesoverum), med udgangspunkt i, hvordan en kupe i en togvogn er designet. Igen en association til hjemløses hverdag mange har fra tid til anden sovet i et tog. Materialerne har vi også tænkt over. Vi har brugt solide møbler og stabile materialer som massivt træ, terrazzo og kobber, fordi vi ønsker at skabe en tryg base i brugernes ellers meget ustabile og kaotiske liv. Ikke blot via tillid og hjælp fra personalet, men også i det fysiske miljø. Ombygningen på Mændenes Hjem er sket i samarbejde med to kunstnere, som har forsøgt at bruge associationer fra hjemløses hverdag i indretningen. 9 Færre voldelige episoder Samarbejdet med arkitekter og kunstnere har været intenst, besværligt og anderledes, men det har været givende at inddrage andre faggrupper, som har en anden tilgang end den klassiske sociale. Ombygningen har skabt rammer for en anden måde at mødes på. Det er endnu for tidligt at sige, om de fysiske rammer i sig selv har betydet færre konflikter og fald i de voldelige episoder. For samtidig med, at vi har bygget om, er der som sagt kommet nye brugergrupper til og flere brugere. Og vi rettet vores tilbud mere mod gaden, vi tilbyder social rådgivning på gaden, sygepleje eller lægehjælp i nærområdet, akuthjælp mv. Det betyder, at medarbejderne er kommet endnu tættere på de barske sider af Vesterbros Samtalerummet øverst er fx bygget op som en campingvogn, og nattesoverummet herover er indrettet med inspiration fra en togkupe. Koksestolene i cafeen er bygget af solide materialer.

10 10 Mændenes Hjem Mændenes Hjem er et socialt tilbud på indre Vesterbro. Der er åbent 24 timer i døgnet alle ugens dage for bydelens hjemløse, udsatte og misbrugende mennesker. Mændenes Hjem består af en lang række tilbud: et almindeligt herberg for hjemløse, to bofællesskaber, sygepleje med et team af frivillige læger, et kontaktsted med opsøgende arbejde, et køkken med billig mad, natcafe samt udlevering af sprøjter og kanyler og distribution af hjemløseavisen Hus Forbi. Der kommer mellem 300 og 500 personer på Mændenes Hjem hver dag i de forskellige tilbud. Socialt design Kunstneren FOS (Thomas Poulsen) har i flere år beskæftiget sig med socialt design, et begreb han selv har defineret. Socialt design fokuserer på de måder kunst eller design kan bruges til at ændre på ideen om det sociale rum. Udgangspunktet er, at et rum består af både sociale dimensioner og fysisk virkelighed. Og ligesom det fysiske rum kan formes, ser kunsten det sociale som et materiale, der kan formes. Det sociale materiale alle de sociale relationer, et samfund er opbygget af kan betragtes som lige så fysiske som stål og sten og kan derfor indgå fuldt ud som element i en designproces. OM VOLD... Jørn Foss, tidligere kursus- og udviklingskonsulent i SL og medinitiativtager til Vold som Udtryksform: Vold som Udtryksform har sat fokus på et uhyggeligt historisk tabu i socialpædagogisk arbejde hvor fysisk/psykisk magt, overgreb og umyndiggørelse er blevet ignoreret og undertrykt. Det mest positive har været, at opleve hvordan socialarbejdere, embedsmænd, politikere, pårørende og brugerne har samarbejdet ud fra en fælles erkendelse af at det er en samfundsmæssig og pædagogisk udfordring som vi alle er ansvarlige for at løse og forebygge. Det er super vigtigt, at projektet ikke taber pusten, men fortsætter med at indsamle, undersøge, udvikle nye metoder og forskning, samt formidler erfaringer i et dynamisk netværk Det er en menneskeret at blive behandlet med anerkendelse og respekt også hvis man er afhængig af professionel støtte. subkultur. De møder død, vold, trusler og selvdestruktion i hverdagen. Det faktiske antal voldsepsioder på Mændenes Hjem er ikke faldet, men ser vi på antallet af voldsepisoder i forhold til antallet af brugere, så er der færre voldelige episoder i dag end for tre år siden. Vi oplever stadig vold og trusler i dagligdagen. Det er uundgåeligt, hvis vi vil arbejde med den gruppe af hjemløse og stofmisbrugere, som findes på Vesterbro. Overskud forebygger Mændenes Hjem har i mange år arbejdet med en ikke voldelig tilgang til et voldeligt miljø, formuleret i vores personalepolitik. Forebyggelse, kommunikation, refleksion over egen praksis er en del af den pædagogiske praksis. Og vi har et højt beredskab for at støtte medarbejderne i deres funktioner: Supervision, debriefing efter voldsomme episoder, ambulanceplaner, bærbare alarmer m.m. Gennem arbejdspladsvurderingen (APV en) forsøger vi hele tiden at udvikle arbejdsmiljøet, og for at kunne lære af de forskellige voldelige episoder fører vi statistik over alle episoder på Mændenes Hjem. Statistikken analyseres og vurderes i Sikkerhedsudvalget. Alt sammen nødvendige tiltag. Men den fysiske indretning, stemningen og kulturen på stedet er mindst lige så vigtige. En tidligere sikkerhedsleder på Mændenes Hjem sagde engang, at glæde, overskud og engagement blandt medarbejderne er den bedste forebyggelse af konflikter. Og det er nok ikke helt løgn. Artiklen er en bearbejdet udgave af en længere artikel i Social Kritik om de fysiske rammers betydning for det pædagogiske arbejde. Robert Olsen: Udfordringer og nye veje. Social Kritik nr. 101, Held og lykke med projektet.

11 Det er sin sag at få slag vold mod pædagogstuderende 11sss En gruppe studerende fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium har skrevet projekt om vold i praktikken. Nu håber de at gå et skridt videre med en oplysningskampagne til seminarier og praktiksteder. Af Christina Røddik, Mie Dinesen, Noomi Lind og Maria Toräng, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium Vold er en del af det pædagogiske arbejde. Det lærte vi på den hårde måde i vores første lønnede praktik. Vi har alle været udsat for forskellige former for vold, verbale trusler, truende adfærd, bid, slag og spark. Det hele begyndte for alvor, da vi kom i praktik inden for specialområdet (på bo- og dagtilbud for børn, unge eller voksne med sociale vanskeligheder eller med fysiske eller psykiske handicap, red.). Her erfarede vi, at vold var en stor og uundgåelig del af hverdagen, der psykisk kom til at fylde utroligt meget. Volden stjal derved vores fokus og tog en stor del af det overskud, som vi ellers havde tiltænkt brugerne. Særligt den uforudsigelige hverdag, hvor usikkerheden og angsten for at være alene, hvis volden skulle opstå, tappede os for energi. Inden praktikken var vi vidende om, at det ikke ville blive en dans på roser, men ville udfordre og udvikle vores pædagogiske kompetencer. Derfor gik vi ind til praktikken med en respekt og ydmyghed, og med en stærk tro på, at vi kunne stå distancen. Og netop derfor undlod vi også at vise svaghedstegn i pressede situationer, fordi det lå i luften, at kunne man ikke klare mosten på stedet, var det ikke ens fremtidige arbejdsområde. Første gang vi blev bevidste om, at vi ikke var alene om at føle et psykiske pres i praktikken, var, da vi midtvejs i praktikforløbet mødtes med alle fra årgangen på seminariet. Der blev vi præsenteret for begrebet supervision. I små grupper skulle vi dele erfaringer fra praktikken, og her viste det sig, at langt de fleste med praktikker inden for specialområdet ligesom os havde erfaret, at vold var en del af praktikken. Mere i dybden Vi fik et dybere kendskab med emnet vold i praktikken, da vi tilbage på seminariet skulle skrive et FUA-projekt (forsknings- og udviklingsarbejde). Til vores overraskelse opdagede vi, at der findes en del materiale om vold på arbejdspladsen. Vi erfarede, at vold var en stor og uundgåelig del af hverdagen. Vi fik blandt andet kendskab til en undersøgelse blandt studerende i social- og sundhedssektoren udarbejdet af Socialt Udviklingscenter SUS. Undersøgelsen viser, at to ud af tre praktikanter er udsat for vold. Det bekræftede os i, at det er en alvorlig problemstilling, som kræver aktion fra studerende, praktikstederne og særligt seminarierne. Vores intentioner med projektet var at skabe en større bevidsthed blandt pædagogstuderende om vold i specialpraktikker. Vi ville starte en oplysningskampagne for at få seminarierne og praktikstederne til at tage del i ansvaret for at ruste de studerende inden praktikstart. Vi mener fx, at information om voldrisici og undervisning i kropskrænkelse og praktikantens rettigheder bør være en obligatorisk del af skemaet i seminariernes praktikforberedelse. Og at voldspolitikken ude på praktikstederne skal være let tilgængelig og præsenteres for den kommende praktikant inden praktikken begynder. Tiltag og gode idéer For at realisere projektet tog vi kontakt til Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), der fandt det spændende og relevant. Vi valgte derfor i første omgang at gå videre med det i form af en artikelserie i deres blad PLS-PULS. Gennem flere møder med en journalist og en it-koordinator, har vi diskuteret problemstillingen, og hvilke tiltag der kan realiseres. Indtil nu har vi haft et debatforum på PLS hjemmeside, hvor pædagogstuderende kunne dele erfaringer med vold i praktikken (forummet er imidlertid nedlagt igen). For at skabe en bredere debat arbejder vi frem imod at holde oplæg på praktikkoordinatorkonferencer om emnet. De deltagende er PLS og repræsentanter fra seminarierne fra hele landet, der koordinerer seminariernes praktikpladser. Dette vil forhåbentlig sætte fokus på emnet og skabe debat om seminariernes rolle i forberedelsen af studerende til praktikken. For at anskueliggøre problemet med vold i praktikken og have håndfaste beviser ønsker vi at få lavet en målrettet spørgeskemaundersøgelse af problemets omfang blandt pædagogstuderende. Gennem artikler i PLS-PULS og her i Voldsmagasinet har vi været med til at skabe debat om vold i praktikken. Det er for vigtigt et emne at Lærte du så noget i praktik? Om? Det blev banket ind i knolden på mig!

12 12 Vold og konsekvenser Arbejdstilsynet har følgende definition af vold: Ved fysisk vold er der tale om aktivt påført vold som fx slag, spark, bid, kvælningsforsøg og knivstik. Der kan også være tale om, at de ansatte bliver involveret i voldsomme hændelser. Psykisk vold omfatter episoder, hvor de ansatte bliver udsat for verbale trusler, krænkelser, truende adfærd, systematisk fornedrelse, ydmygelse eller lign. Uanset om man bliver udsat for fysisk eller psykisk vold, kan det påvirke ens psykiske trivsel og velvære i så høj grad, at man kan blive ude af stand til at fungere i det daglige. I visse ekstreme tilfælde kan man få varige mén som følge af en voldelig episode. Symptomer efter vold ifølge Rigshospitalets psykiatriske klinik: Psykiske symptomer: selvbebrejdelser, skyldfølelse, uro og rastløshed, angstreaktioner, følelse af tomhed, grådtendens, vrede, irritabilitet etc. Fysiske symptomer: træthed, hovedpine, appetitløshed og søvnvanskeligheder etc. 5 gode råd, hvis du skal i praktik på specialområdet: 1. Spørg ind til voldspolitikken på praktikstedet, så du ved hvad du skal gøre, hvis du bliver udsat for fysisk og psykisk vold. 2. Hvis du bliver udsat for fysisk eller psykisk vold på arbejdspladsen, har du krav på hjælp. Hjælpen kan bestå af samtale med en krisepsykolog, supervisor eller en god kollega, alt efter hvad dit behov er. Det er en god idé at få pointeret, hvad de kan gøre for dig, hvis du bliver udsat for vold, da det er forskelligt fra institution til institution. 3. Lyt til dig selv. Mærk efter, om du har nogle af de fysiske eller psykiske symptomer (jf. ovenfor), det kan være en indikator på, at du er blevet udsat for vold. 4. Tag dig selv alvorligt. Hvis du føler dig krænket, er du blevet krænket. Lad ikke andre eller dig selv bagatellisere episoden. 5. Bare fordi du har været udsat for vold og er blevet påvirket af det, er det ikke ensbetydende med, at du er en fiasko inden for dit arbejdsområde. negligere. Seminarierne brokker sig over, at der ikke er tid og ressourcer nok, men det er bare ikke en god nok undskyldning, når to af tre praktikanter rammes af vold. I dag er seminarierne selvejende, og de udformer selv deres studieordninger. Her ser vi gerne en fælles linje for at nå alle studerende med den basale information om voldens karakter både fysisk og psykisk, dens påvirkning og mulige konsekvenser (se boks). Oplysninger, vi selv gerne ville have haft, inden vi blev kastet ud i vores specialpraktik. Dette kunne iværksættes ved at gøre det til obligatorisk undervisning på alle landets seminarier. Væk med tabuerne At gå fra vores lille projekt til at indfri vores visioner kræver en debat, hvor vold bliver aftabuiseret. Hvor praktikanter får plads til at være ærlige, og seminarier og praktiksteder tager deres del af ansvaret. Vold er en del af arbejdet som pædagog, og det vil det altid være. Men at blive kastet ud i det uden forberedelse og viden af nogen art er uansvarligt og kan i yderste konsekvens være med til at knække nogle studerende psykisk og derved miste dem inden for faget. Tanken med, at man ikke er det rigtige sted, hvis man ikke kan holde til magtanvendelser og leve med vold som en del af hverdagen, er fejlagtig. Når man som ung praktikant kommer ud på arbejdsmarkedet, skal man have hjælp og støtte til at tilegne sig de kompetencer, der er nødvendige for at kunne agere som en professionel pædagog. En knap så succesfuld praktik betyder ikke nødvendigvis, at man ikke egner sig til at være pædagog inden for området. Det vigtigste er at lære at kende sine egne grænser og vide, at man ikke er alene med sine oplevelser med vold.

13 Information til studerende inden for social- og sundhedssektoren 13sss At arbejde med mennesker kan give sår på krop og sjæl Vold som Udtryksform har udgivet en pjece, der sætter fokus på de studerendes muligheder for at forebygge og håndtere vold. Vold er ikke et individuelt problem. At undgå voldelige episoder er ikke et spørgsmål om at have hår på brystet. Det er et fælles anliggende for alle på arbejdspladsen. Når vold skal forebygges, er det vigtigt med en fælles holdning til vold. Vold, trusler og krænkelser skal ikke accepteres som et arbejdsvilkår. Pjecen kan rekvireres hos Socialt Udviklingscenter SUS. Den er gratis, modtager betaler porto og forsendelse.

14 Forebyggelsen virker ikke godt nok Omfanget af vold på voksenhandicapområdet er uændret 14 Hver tredje ansatte inden for voksenhandicapområdet i Århus Amt var i 2003 udsat for vold på arbejdspladsen. Selvom der er taget flere initiativer for at forebygge vold på amtets institutioner de senere år, har initiativerne ikke haft den ønskede effekt. Det fremgår af en ny undersøgelse. Af Stine R. Christensen, studentermedarbejder, Socialt Udviklingscenter SUS Det psykiske arbejdsmiljø inden for voksenhandicapområdet er langtfra så godt, som man kunne ønske sig. Det er hovedkonklusionen på en ny undersøgelse fra voksenhandicapområdet i Århus Amt. Undersøgelsen sætter fokus på arbejdsmiljø og helbred hos medarbejderne på området. Den viser, at de ansatte oftere end medarbejdere på andre områder udsættes for vold, og den peger på flere tegn på psykisk belastning inden for voksenhandicapområdet. For det første er omfanget af arbejdsrelateret udbrændthed og adfærdsmæssig stress øget. For det andet er de sociale relationer på arbejdspladsen færre, og følelsen af socialt fællesskab mindre, sammenlignet med andre arbejdsområder. Og for det tredje er de følelsesmæssige og kognitive krav 1, der stilles til de ansatte højere, end når der sammenlignes med danske lønmodtagere generelt. Volden er uændret Afdelingslæge Lone Donbæk Jensen fra Arbejdsmedicinsk Klinik ved Århus Universitetshospital har været med til at lave undersøgelsen, der omfatter 23 institutioner. Hun fortæller: Hovedkonklusionen i undersøgelsesrapporten er, at mange institutioner inden for voksenhandicapområdet i Århus Amt i stor udstrækning har udarbejdet voldspolitikker og registrerer vold på arbejdspladsen, men omfanget af volden er alligevel ikke ændret. Måske havde det set værre ud, hvis ikke der var gjort noget. Men det er langtfra et tilfredsstillende resultat, vi ser. Derfor er der behov for at gennemgå den aktuelle praksis for voldsforebyggelse på de enkelte institutioner. Voldens omfang og karakter Undersøgelsesrapporten viser, at forekomsten af vold er markant højere på voksenhandicapområdet, sammenlignet med voldsforekomsten inden for social- og sundhedssektoren generelt. Mens 16 pct. af danske sygeplejersker har været udsat for vold inden for det seneste år, ifølge en undersøgelse fra 2004 af Dansk Sygeplejeråd og Arbejdsmiljøinstituttet, har hele 33 pct. af de ansatte på voksenhandicapområdet været udsat for vold inden for det seneste år. En betydelig andel, 34 pct. af de ansatte, har også været udsat for trusler om vold. Volden er sjældent rettet personligt mod medarbejderen, men opstår ofte i situationer, hvor der stilles krav til beboeren, eller i situationer, hvor beboeren oplever utryghed det kan være i forbindelse med medicinering, vask, påklædning, transport og lignende. De ansatte blev i undersøgelsen bedt om at uddybe de voldsepisoder, de havde oplevet, for at give et billede af voldens karakter. Det er voldsepisoder som de følgende, de oplever i deres arbejde: slået så briller gik itu finger i øjet/revet i hår/spyttet på kasten med ting kvælningsforsøg armen vredet om spark over skinneben slag og spyt i forbindelse med bad eller lign. slag med bruser overfaldet med brækket arm som følge lussing knytnæveslag i hovedet slag på siden af halsen med termokande forsøg på bid og nap. Der kan være flere forklaringer på, hvorfor ansatte inden for voksenhandicapområdet er særlig udsatte hvad angår vold. Lone Donbæk Jensen: De, der arbejder inden for voksenhandicapområdet har ofte et stort ønske om, at beboerne har det godt, og at de på sigt får det bedre. Men ofte er der tale om en gruppe beboere, som medarbejderne opnår begrænsede resultater med også selvom de gør en stor indsats. Man skal huske, at der er tale om voksne mennesker med udviklingshæmning, der har betydelig nedsat funktionsevne. Mange af de ansatte arbejder på området i mange år, faktisk er ancienniteten i gennemsnit 11 år, og over tid kan det være en følelsesmæssig belastning at arbejde med mennesker, der har det så svært. Det kan gøre den ansatte sårbar. Og jeg tror, at volden slår hårdere, når den ansatte befinder sig i en sårbar situation. Ikke nok at registrere volden Af undersøgelsesrapporten fremgår det, at de fleste af institutionerne arbejder med forskellige voldsforebyggende indsatser. Det sker gennem voldspolitikker, voldsregistrering, arbejde med APV og gennem supervision og pædagogiske målsætninger. Stort set alle de arbejdspladser, der medvirkede i undersøgelsen, har siden midten af 1990 erne registreret vold. Alligevel er voldens omfang uacceptabel. 1. Følelsesmæssige krav omfatter krav, der stilles til vores følelser, til vores evne til at leve os ind i andres situation og til at vise forståelse og medfølelse. De kognitive krav også kaldet krav til hukommelse og tænkning, handler om at træffe beslutninger, huske meget, få ideer og overskue mange ting.

15 Lone Donbæk Jensen: Nu har man i 10 år, i det voldsforebyggende arbejde, fokuseret på, at vold skal registreres. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan registreringen anvendes? Det har været meget uklart i forbindelse med undersøgelsen, hvordan institutionerne anvender den registrering, de foretager og man kan tvivle på, om registreringen bruges aktivt. På baggrund af undersøgelsen kan det konkluderes, at det ikke er nok at registrere. Der skal sikres en systematisk opfølgning på registreringen. Det kan fx være en ide at se tilbage på det seneste års registrering og diskutere, hvordan man kommer videre. Det kan både ske på institutionsniveau og på kommunalt eller regionalt niveau. Derudover er der behov for at dykke lidt dybere ned i årsagerne til, at volden finder sted. Når man laver ulykkesanalyser på andre områder, går man flere årsagskæder ned, og det er der også behov for her. Fremtidens tiltag Fordi de tiltag, der er sat i værk for at forebygge vold på institutionerne, ikke har haft den tilstrækkelige positive effekt, anbefaler undersøgelsesrapporten, at institutionerne gennemgår den aktuelle praksis for forebyggelse af vold. Der er simpelthen behov for at revurdere forebyggelsesindsatserne, hvis man ønsker at reducere omfanget af voldsepisoder på området. Derudover skal de ansatte styrkes og forberedes på de følelsesmæssige krav, som arbejdet indebærer, hvis det psykiske arbejdsmiljø skal forbedres. Hermed vil risikoen for stress og udbrændthed kunne mindskes. Øget uddannelse og systematisk supervision er nogle af de tiltag, som undersøgelsesrapporten vurderer kan lette de ansattes arbejde. Lone Donbæk Jensen tilføjer: Der er et behov for solid videreuddannelse af de ansatte på de enkelte institutioner. Da institutionerne og deres målgrupper er så forskellige, kan det være en fordel at målrette videreuddannelsen i forhold til den konkrete målgruppe, som den enkelte ansatte har med at gøre i sit daglige arbejde. Lone Donbæk Jensens forhåbning er, at institutionerne i Århus vil se nærmere på undersøgelsens resultater. Vores intention med undersøgelsen var, at institutionerne kunne få gavn af den ved at arbejde målrettet med arbejdsmiljøet. Vi har da også mødt stor interesse i forbindelse med undersøgelsen men ingen af institutionerne har endnu meldt tilbage på tilbuddet om et opfølgende møde. Mit gæt er, at det skyldes, at de har travlt i forbindelse med kommunalreformen. Men det er jo lidt ærgerligt, når nu der er så meget at tage fat på. Problemer i hele landet Undersøgelsen har en høj svarprocent og omfatter både nye og ældre institutioner i byen og på landet. Derfor mener Lone Donbæk Jensen godt, at undersøgelsens resultater kan generaliseres til voksenhandicapområdet i resten af landet. Det er altså ikke kun i Århus Amt, at der er behov for at se nærmere på de strategier og indsatser, der anvendes i det voldsforebyggende arbejde inden for voksenhandicapområdet. Lone Donbæk Jensen fortsætter arbejdet med undersøgelsen. I øjeblikket arbejder jeg videre med dele af undersøgelsen, og forsøger at lokalisere de faktorer, som er bestemmende for tre forhold: arbejdsmæssig udbrændthed, adfærdsmæssig stress og selvvurderet mentalt helbred. Den hypotese, jeg arbejder ud fra, er, at vold i særdeleshed er medvirkende til, at de ansatte oplever udbrændthed, stress og dårligt mentalt helbred. Tilfredse ansatte trods volden Selvom hver tredje ansatte inden for voksenhandicapområdet oplever vold i arbejdet, fremgår det af undersøgelsen, at 90 pct. af de ansatte generelt er meget tilfredse eller tilfredse med deres job. Til det siger Lone Donbæk Jensen: Det er selvfølgelig positivt. Men det overrasker mig egentlig ikke. Det er tit sådan, at de ansatte inden for pleje- og omsorgssektoren er tilfredse i deres job. Én af årsagerne er, at man selv har valgt at arbejde med mennesker. Og de, som ikke er glade for det, har forladt arbejdet. Jeg har været meget positivt overrasket over, at de ansatte er så engagerede i deres arbejde, når jeg har været på besøg på institutionerne i forbindelse med undersøgelsen. Det er et fantastisk stykke arbejde, der bliver gjort. Og netop derfor er det så vigtigt at forbedre det psykiske arbejdsmiljø for de ansatte inden for området. Undersøgelsen Undersøgelsen er foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet og Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Universitetshospital. Den omfatter 23 institutioner i Århus Amt, 535 ansatte deltog i to undersøgelsesrunder i 2001 og Undersøgelsen blev til på baggrund af et udredningsarbejde igangsat af branchesikkerhedsrådet for social- og sundhedssektoren i Fordi der hverken i Danmark eller udlandet findes undersøgelser, der giver et tilfredsstillende billede af de helbredsproblemer, ansatte døjer med i arbejdet med fysisk og psykisk handicappede mennesker. Undersøgelsesrapporten fra 2006 Arbejdsmiljø og helbred blandt ansatte indenfor voksenhandicapområdet i Århus Amt en 2-årig opfølgningsundersøgelse på 23 institutioner i Århus Amt er udarbejdet af: afdelingslæge Lone Donbæk Jensen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Universitetshospital; forskningsmedarbejder Hanne Giver, Arbejdsmiljøinstituttet og ph.d.-studerende Jesper Strøyer Andersen, Arbejdsmiljøinstituttet. Rapporten kan downloades på Der er et behov for solid videreuddannelse af de ansatte på de enkelte institutioner. 15sss

16 Hjælp til voldsofre 16 Landsforeningen Hjælp Voldsofre har i 25 år ydet hjælp til ofre for vold, voldtægt, røveri og incest. Både direkte og ved at påvirke lovgivningen. Af Jørn Hougaard, sekretariatsleder, Landsforeningen Hjælp Voldsofre Retssystemet tager sig af gerningsmanden. Landsforeningen Hjælp Voldsofre tager sig af ofrene. Netop det, at vi er til for ofrene, er opgaven, fastslog landsforeningens nyvalgte formand, kriminalassistent Henning Wollsen, da foreningen i juni markerede sit 25 års jubilæum. Selvom jubilæumsdagen var festlig, så var den også lidt vemodig, for der er mere brug for os end nogensinde. Vi får ca henvendelser om året, og tallet ligger nogenlunde fast. Tid til snak Landsforeningen Hjælp Voldsofre yder hjælp til ofre for vold, voldtægt, røveri og incest. Hjælpen omfatter først og fremmest rådgivning, Man kan henvende sig stort set hele døgnet, og det betyder utvivlsomt, at ofrene og de pårørende føler, at de møder forståelse og finder tryghed i en meget vanskelig situation. Det at vi på sekretariatet har tid til at snakke med ofre og pårørende er erfaringsmæssig godt og vigtigt. Vi får da også mange tilbagemeldinger fra voldsofre, som har fået støtte og hjælp fra foreningen oftest med en bemærkning om at det nu var rart at snakke med nogen, der forstod vores problemer og havde tid til at snakke!. De fleste henvendelser til sekretariatet er telefoniske og kommer fra voldsofre og/eller pårørende, som ønsker råd og vejledning ofte til, hvor-

17 dan de kommer videre med deres liv. Hvis vi skal gå ind i en egentlig sagsbehandling, kræver det, at den, der henvender sig, har meldt volden til politiet. Herefter kan vi fx henvise til advokat og psykolog, ligesom vi også tager en snak med vedkommende om mulighed for hjælp via de sociale myndigheder mv. Det betyder naturligvis ikke, at vi afviser at tale med et voldsoffer eller en pårørende, hvis der ikke er indgivet politianmeldelse, eller det måske ikke vil ske. Men skal vi gå dybere ind i sagen med hjælp og støtte, som betyder udgifter for foreningen, så kræver det en anmeldelse. Fingeraftryk på lovgivningen Fra den spæde start i 1981 og til i dag har mange forhold ændret sig. Og Landsforeningen Hjælp Voldsofre har gennem årene haft en, efter vores egen opfattelse, ikke ringe indflydelse på lovgivningen til gavn for voldsofre og pårørende. Vi har høstet mange erfaringer i arbejdet med at hjælpe og støtte voldsofre. Og vi giver gerne vores erfaringer videre. Via foreningens advokater har vi flere gange fremsat ønske om bedre forhold for voldsofre, bl.a. via bistand fra beskikkede advokater, og vi har haft den glæde at se sådanne forslag ført ud i egentlig lovgivning. Landsforeningen har i alle årene arbejdet aktivt for at blive hørt ved påtænkte lovændringer, som berører voldsofre. Vi har i mange år været høringsberettiget og er opmærksomme på, at vores høringssvar skal være grundige, seriøse og veldokumenterede. Vi har heller ikke ligget på den lade side, når muligheden for at få en politiker i tale har været til stede. Det har båret frugt på forskellig vis, bl.a. i forbindelse med bevillinger via Finansloven. Endelig har vores bistandsadvokater ført sager ved domstolene for at få afklaret eksempelvis grænserne for forskellige ydelser, som ikke er nærmere defineret i loven. Forhøjelser af erstatninger har også været til prøvelse. Når det er sagt, så har desværre hverken lovgivningen eller arbejdet med at bedre forholdene haft en mærkbar indflydelse på voldsstatistikken. Sørgeligt er det fx at konstatere, at omkring kvinder hvert år bliver udsat for vold og/eller trusler om vold af dem lever i parforhold, hvilket desværre også betyder, at ca børn overværer volden eller inddrages korporligt. Volden stikker stadig sit modbydelige ansigt frem ofte med en ondskab og en råhed, som vi hverken fatter eller forstår. Ø-projekt med gode resultater Det vil føre for vidt her at fortælle om de mange sager, hvor Landsforeningen Hjælp Voldsofre har gjort en forskel, men en enkelt skal nævnes Ø-projektet: I samarbejde med en psykolog og en sygehuspræst, der også har en terapeutisk uddannelse, gennemførte vi i september 2005 et projekt med seks traumatiserede voldsofre (fire kvinder og to mænd). Vi rejste til Gran Canaria i otte dage med det formål udelukkende at få deltagerne til at fokusere på sig selv og hinanden. Det betød, at de som udgangspunkt ikke var i kontakt med omverdenen, hvilket selvfølgelig ikke skal opfattes helt bogstaveligt. Men at den store verden var lukket ude var en forudsætning for projektet. Det overordnede formål var at give deltagerne styrke til og forudsætninger for bedre at tackle dagligdagen, når de kom hjem igen. Foruden psykologen og sygehuspræsten deltog også medarbejdere fra Landsforeningen i Ø-projektet. Projektet var vores hidtil største og dyreste, men også vores bedste. At det var en succes for deltagerne fremgår bl.a. af deltagernes kapitel i den rapport, som blev lavet efter turen. Vi har siden fulgt op på forløbet og kan konstatere, at vores forventninger til fulde er blevet indfriet. Landsforeningen Hjælp Voldsofre Landsforeningen Hjælp Voldsofre en upolitisk og humanitær forening, der yder hjælp til sagesløse ofre for vold, voldtægt, incest og røveri. Det kan fx være psykologhjælp, advokatbistand eller hjælp i forbindelse med forsikring eller erstatning. Landsforeningen har tre hovedformål: 1. at hjælpe, rådgive og vejlede ofre for vold, voldtægt, incest og røveri 2. at følge lovgivningen på de nævnte områder og søge at forbedre forholdene for ofrene ved at påvirke politikere og ministerier 3. at være med i det forebyggende arbejde ved foredrag, kampagner, oplysning og udstillinger. Landsforeningen Hjælp Voldsofre kan kontaktes på telefon mellem 8.00 og Uden for åbningstid henviser en telefonsvarer til, hvor man kan få hjælp. Læs mere om foreningen på 17sss

18 Åbenhed forebygger vold 18 Åbenhed og tolerance kombineret med få regler og krav er med til forebygge og undgå mange konflikter på Pensionatet Mette Marie i Vanløse. Og med til at skabe god kontakt mellem beboere og medarbejdere. Af Samy Visvanathan, forstander, Pensionatet Mette Marie De fleste socialarbejdere kender til psykisk og fysisk vold på deres arbejdsplads. Det hører med til vores arbejde. Vold skal ikke accepteres, men vi skal vise forståelse for, at det kan være beboernes udtryksform. På Pensionatet Mette Marie lægger vi vægt på at forebygge vold. Vores arbejdsmetode og planlægning forhindrer, at vold og dårlige oplevelser dominerer huset. Vi forsøger at tænke anderledes og tage utraditionelle beslutninger og arbejdsmetoder i brug. Det betyder, at medarbejderne tager nogle chancer indimellem. Nogle gange går det galt, men som oftest virker det. En tryg base Pensionatet Mette Marie er et socialpsykiatrisk bosted for sindslidende med misbrugsproblemer. Det ligger i et boligkvarter i Vanløse med både villaer og etagebyggeri, og der hører en stor gammel have til. Huset er i to etager og har plads til 16 beboere. På hver etage er der 8 værelser med eget bad og toilet. Værelserne er på ca. 22 m 2. Der er tekøkken på hver etage og et fælleskøkken i kælderen for hele huset. Huset er velegnet, fordi det ikke er for stort eller for institutionslignende, det giver ro og undgår at være med til at stigmatisere beboerne. Gunstige rammer har en positiv virkning på beboere og personale. Beboerne kan indrette deres værelser som de ønsker, det er deres eget domæne. De har nøgle, som passer til værelset, deres postkasse og hoveddøren. Vi mener, det er et basalt behov at have et sted at bo uden risiko for at blive sagt op. Det betyder, at den enkelte beboer ikke kan smides ud. Få regler Der er få regler på Mette Marie. Regler skaber ofte konflikter, som igen mindsker muligheden for en god, tillidsfuld og fredelig relation mellem beboerne og mellem beboere og personale. Mange voldelige episoder begynder med små konflikter. Vores husorden siger, at man ikke må indtage alkohol, hash eller andre stoffer på fællesarealerne undtagen ved højtider og særlige lejligheder, hvor alkohol er tilladt i begrænset mængde. Hvad beboerne foretager sig i deres egen bolig, blander personalet sig ikke i. Men beboere og medarbejdere taler frit om det at have et misbrug. Beboerne kan have gæster til spisning og overnatning. Gæsten skal betale for maden og overholde vores husorden. De har adgang til huset i 24 timer. Det har dog været nødvendigt at give nogle gæster tidsbestemt karantæne (højst 3 måneder) på grund af trusler, voldelig adfærd eller salg af rusmidler. Ingen krav om fællesskab Vi stiller ikke krav om, at beboerne skal have et fællesskab. Hvis der opstår et fællesskab, skal det være på deres præmisser, og fordi de selv ønsker det. Det er en generel erfaring, at beboerne ofte trækker sig fra fællesskabet, hvis de bliver tvunget eller ikke har lyst. Det giver en dårlig stemning og skaber i værste fald konflikter eller voldelig adfærd, når personalet gentagne gange skal påtale at det er et krav. Disse konfrontationer er vi fri for. Der er heller ingen krav om, at man skal hjælpe til med at lave mad og gøre rent. Mange bosteder har skemaer, som viser, hvem der har tur til madlavning, hvem der skal rydde op, købe ind etc. Vi mener, at det er en firkantet måde at organisere det på, som kan skabe unødig grobund for konflikter. Hvis beboerne ikke har lyst til at deltage i de praktiske daglige gøremål, accepterer vi det. Der er ingen sure miner, og det betyder, at beboerne ofte bliver i fællesrummet i stedet for at få dårlig samvittighed og måske gå op på deres værelse. Beboerne har indflydelse på hverdagen, når de ønsker det. Og de tager større og større ansvar for Mette Maries dagligdag og hinanden. Vi holder beboermøde hver 14. dag, hvor store og små spørgsmål dukker op. O.k. at låne penge Endnu et forhold, der gør, at vi undgår store unødvendige konflikter, er at vi indimellem låner beboerne penge af vores fælleskasse. Det kan falde nogen for brystet, når vi fortæller om det uden for huset især fordi det handler om misbrugere. Og ja, når en beboer en sjælden gang henvender sig og beder om at låne fx 100 kroner, så ved personalet godt, at pengene måske vil gå til forskellige former for misbrug. Overvejelserne er dog, at afslag måske giver store diskussioner og dermed uro i huset. Beboeren kan vælge at stjæle, udnytte en svag medbeboer eller måske true sig til penge. En ting er sikkert, hvis beboeren er desperat nok, skal han nok skaffe penge. Her vælger personalet i nogle situationer at låne beboeren et beløb fra fælleskassen og indgå en afdragsordning. Beboerne er som regel ikke vant til at få vist den tillid, og de bliver ofte overraskede. Vi har altid fået pengene tilbage og har ikke oplevet en eneste gang, at en beboer har lånt penge ved at true en medarbejder.

19 19sss Få medarbejdere Sammenlignet med andre bosteder er vi få medarbejdere på Mette Marie, 0,6 medarbejder pr. beboer. Når medarbejderne er på arbejde, er de er altid tilgængelige dørene til kontorerne er kun lukket to timer om ugen ved supervision eller personalemøde. Men vi har ikke døgnbemanding, så ansvaret er overladt til beboerne i de timer, hvor der ikke er personale. Der er personaledækning mandag til fredag fra kl. 8 til kl. 22 og i weekender og helligdage fra kl. 13 til kl. 21. Hvis der opstår et fællesskab, skal det være på deres præmisser, og fordi de selv ønsker det. Det er også vores holdning, at få ansatte kan være en fordel, når det gælder om at forebygge vold. De sidste fem år har det vist sig, at normeringen er meget passende, og gavner både beboere og medarbejdere. Det har betydning, at beboerne ikke skal forholde sig til mange medarbejdere, og at de ikke føler sig konstant overvåget. En større normering kan være med til at overbeskytte beboerne og medarbejderne samt skabe en falsk tryghed. Naboråd Da Pensionatet Mette Marie blev etableret for fem år siden, var omgivelserne som forventet meget skeptiske over at få et bosted for psykisk syge misbrugere i boligområdet. For at imødegå det var vi fra begyndelsen meget opmærksomme på naboernes reaktioner. Vi har derfor oprettet et naboråd bestående af repræsentanter fra naboer, beboere og personale. Naborådet har sammen deltaget i et kursus om konfliktløsning. Klager fra naboerne bliver forelagt beboerne, som altid tager klagerne alvorligt. Vi har desuden tradition for at invitere naboerne til forskellige arrangementer i huset. Det gør også, at de vænner sig til og bliver trygge ved beboerne. Rummelighed og overskud Grundlæggende accepterer og respekterer vi beboerne, som de er, og den måde, de har valgt at leve deres liv på. Det kræver en vis rummelighed, som kun er mulig, hvis medarbejderne har psykisk overskud. Det er hårdt at være sammen med en gruppe mennesker, som er påvirkede af rusmidler det meste af tiden. Af forskellige årsager har beboerne og deres venner (husets gæster) en adfærd som fylder meget. Det hjælper ikke at snakke med store bogstaver, det skaber kun afstand. Beboerne accepterer vold indbyrdes. Mange af dem har enten selv været voldelige eller selv været udsat for vold. Personalet tager afstand fra vold, men viser forståelse for beboernes handlinger. Vi opfordrer dem til at anmelde vold til politiet, men det sker næsten ikke. De vælger som regel selv at finde løsninger på deres til tider voldelige adfærd. Decideret vold blandt beboerne sker ca. en gang om måneden og ca. 4-5 gang om året tilkalder personalet politiet. Selv om beboerne er krævende og stiller store krav til personalets tålmodighed og rummelighed, så oplever vi, at vi med de arbejdsmetoder, vi anvender på Mette Marie, er i stand til at håndtere både psykisk og fysisk vold på en acceptabel måde.

20 Et godt arbejdsmiljø kræver fælles fodslag 20 Den sikrede institution Stevnsfortet i Storstrøms Amt rummer nogle af Danmarks mest marginaliserede unge kriminelle. Personaleudvikling og fælles værdier er i fokus i arbejdet med at skabe et godt arbejdsmiljø uden vold Af Kaj Lauritzen, forstander, Stevnsfortet Da jeg for godt fem år siden blev ansat som forstander for den nye sikrede institution Stevnsfortet, var den samlede personalegruppe 15 medarbejdere. I dag er der ca. 45 ansatte. Stevnsfortet er en sikret døgninstitution. At den er sikret vil sige, at de unge ikke har mulighed for at forlade institutionen. De er frihedsberøvede. Et ophold sker på baggrund af en tvangsforanstaltning, enten som surrogat til almindelig varetægtsfængsling/afsoning eller til en pædagogisk observation/behandling. Stevnsfortet blev oprettet i december 2000 med kun en måneds forberedelsestid og en forventet levetid på fem måneder, driftsperioden blev senere forlænget tre gange, indtil institutionen blev gjort permanent i maj 2004, og samtidig udvidet fra otte til ti sikrede elevpladser. Perioden frem til 1. maj 2004 var præget af stor usikkerhed hos personalet på grund af de midlertidige godkendelser. Herudover var der tale om en helt ny institutionstype, som amtet og medarbejderne ikke havde nogen erfaring med. Det satte sit præg på arbejdsmiljøet. Der var et højt sygefravær og mange henvendelser til Stevnsfortets eksterne kriseberedskab i forbindelse med bl.a. voldelige episoder. Begge dele er siden mindsket. Fælles værdier I det daglige har vi brugt og bruger meget energi og mange ressourcer på at arbejde ud fra et fælles værdigrundlag og have fælles fodslag i hele organisationen. Den proces, vi har været igennem, har med al tydelighed vist, hvor vigtigt det er for både medarbejdere og elever, at der er fælles viden om og accept af den pædagogiske linje og struktur, af fælles værdier samt af de regler og rammer, der bliver sat op for de unge. At organisationen vel og mærke fungerer. Det giver anledning til stor frustration og utilfredshed, når man oplever, at kollegaer trækker hver sin vej qua deres personlige grundlæggende pædagogiske og menneskelige syn, og en individuel tolkning af værdierne. Den samme frustration opstår, hvis ledelsen trækker hver sin vej. I den sidste ende går det ud over de unge. De fornemmer lynhurtigt frustrationen hos medarbejderne, og deres reaktion spænder fra at afvise kontakt med personalet til trusler og en optrapning af både fysiske og verbale konflikter og hermed kan spiralen med det dårlige arbejdsmiljø og øget sygefravær være sat i gang. Det skal være sjovt Der er ingen tvivl, om at et af de vigtigste ledelsesmæssige indsatsområder er at udstikke og fastholde den pædagogiske linje i hverdagen og at finde en ledelsesform, så vision og værdier hænger sammen med vores måde at være og agere på i hverdagen. Personaleledelse og personaleudvikling er primære fokusområder for mig som leder i det voldsforebyggende arbejde. Det ligger mig meget på sinde, at Stevnsfortet skal være et rart sted at være, både for medarbejderne og for de unge. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og det skal være sjovt at være anbragt, alt taget i betragtning. Følelsen og værdien i at have gjort en forskel skal være markant og give mening. Heri ser jeg kimen til vores succes. På fem år har vi skabt en velfungerende organisation, der kan rumme nogle af Danmarks mest marginaliserede unge kriminelle. Det har krævet og kræver fortsat både ledelsesmæssigt og personalemæssigt store ressourcer. En anerkendende tilgang Hele organisationen har fokus på den dialogbaserede, værdsættende og anerkendende samtale i den daglige tilgang til personale og til eleverne/de unge. Det handler om hele tiden at være opmærksom på brugen af sit sprog, og opmærksom på, at motivationen til nytænkning og forandring bedst skabes, når vi møder de unge med anerkendelse og påskønnelse. Positive forventninger, tillid og indstilling har en betragtelig effekt på lærings- og udviklingsprocesser i det daglige arbejde. Vi viser de unge nysgerrighed og anerkendelse, så dialog bliver praksis for relationen. At sætte grænser for de unge er ofte nødvendigt for at skabe tryghed, skabe kontakt og bygge relationen op. Vi har lært, at et nej ofte er forbundet med konflikter, som så ender igen med magtanvendelse. Men et nej kan også være anerkendende. Et anerkende nej sker i en magtsituation, hvor vi signalerer, at vi er ressourcepersoner, som den unge kan læne sig op ad. Den unge skal opleve måske for første gang at han kan stole på en andet menneske. Vi går i dialog med de unge, fra de går ind ad døren og prøver at optræde sådan, som de ikke forventer. Vi sørger for omsorg fra dag et, er handlekraftige og tydelige, i en humoristisk ramme, som ofte bløder op på en konfliktsituation. For at kunne sige nej på de rigtige tidspunkter og forudse konflikter skal vi bevare roen og yde den helt fundamentale omsorg, være i stand til at tale os ind bag vreden og hjælpe den unge. Vreden dækker ofte over en følelse af svigt og sorg og manglende mening med deres liv. Vores primære opgave er at få skabt orden i det kaos, den unge ofte befinder sig i, og når den unge oplever det,