Bæredygtig velfærd. Rapport nr. 2 Den Alternative Velfærdskommission. Redaktion: Birthe Gamst Bente Rich Per Schultz-Jørgensen. Socialpolitisk Forlag

Transkript

1 Bæredygtig velfærd

2

3 Bæredygtig velfærd Rapport nr. 2 Den Alternative Velfærdskommission Redaktion: Birthe Gamst Bente Rich Per Schultz-Jørgensen Socialpolitisk Forlag 2006

4 4 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd Den alternative velfærdskommission Rapport nr. 2: Bæredygtig velfærd Redaktion: Birthe Gamst Bente Rich Per Schultz-Jørgensen Omslag og illustrationer Bente Schwartz ISBN: Socialpolitisk Forlag 2006 Socialpolitisk Forlag Dortheavej 61, 3 DK 2400 København NV tlf fax socpolfo@post.tele.dk www. socialpolitisk-forening.dk Tryk: Narayana Press

5 Indledning 5 Indholdsfortegnelse Indledning Forord Per Schultz-Jørgensen Introduktion: Velfærd med social substans Birthe Gamst og Bente Rich Velfærdsstatens beskyttelse og udfordringer Velfærdssamfundets særlige udviklingspotentiale Birthe Gamst New Zealand som nyliberalistisk laboratorium Jens Jørgen Nielsen Kommunalreformen kaos eller landvinding? Frank Ebsen Retssikkerhed og disciplinering Jørgen Jepsen Solidaritet, anerkendelse og retfærdighed Søren Juul Socialt medborgerskab Demokrati og medborgerskab Preben Etwil Medborgerskab - integration og differentiering Thomas P.Boje Uliggørelse mindsker ligeværdigt socialt medborgerskab Ann Gamst Fra velfærdsydelser til fattighjælp John Andersen og Jørgen Elm Larsen Køn og velfærd Bente Friis og Bente Schwartz Ingenmandsland Bente Rich Børnevelfærd og manglende børnepolitisk konsekvens Per Schultz-Jørgensen Det gode liv En moderne familiepolitik Helle Rosdahl Lund Velfærdspolitik: en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for folkesundhed Finn Diderichsen Psykisk velfærd for børn Karen Vibeke Mortensen Varme somre i vor tid Knud Vilby Voksenuddannelse og de kortuddannede Knud Illeris Social økonomi og socialt entrepreneurskab Lise Bisballe Timebanker et redskab til social integration Per Bach Dansk kultur og kunst en tilstandsrapport Birgitte Bruun Afslutning Sammenfatning: Udviklingens hovedspor og alle taberne der falder udenfor Knud Vilby Efterskrift: Bæredygtig velfærd Birthe Gamst, Bente Rich og Per Schultz-Jørgensen Bidragyderne

6 6 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd

7 Indledning 7 Forord Den foreliggende rapport er DAV Rapport nr. 2 og altså den anden rapport om velfærdssamfundets fremtid fra Den Alternative Velfærdskommission (DAV). Den første rapport, DAV Rapport nr. 1, blev offentliggjort den 10. oktober Den indeholdt en række artikler, der kritisk belyser det katastrofescenarium, der løbende blev udmeldt af den af Regeringen nedsatte Velfærdskommission. Artiklerne i denne rapport handler især om økonomisk orienterede spørgsmål, ikke mindst affødt af den synsvinkel, der er anlagt af Regeringens Velfærdskommission (RVK). De drejer sig derfor om store spørgsmål som samfundsøkonomi, arbejdsmarkedet og fattigdom. Men også mere detaljerede spørgsmål som brugerbetaling og efterløn behandles. Endelig er der også i rapporten analyser af velfærdsbegrebet og sammenhængskraften i det danske samfund. DAV Rapport nr. 2 har ikke en økonomisk synsvinkel, ligesom den heller ikke primært er orienteret mod udspil fra RVK, der jo netop alle var meget snævre i deres tilgang til spørgsmålet om velfærd i fremtidens Danmark. DAV Rapport nr. 2 går langt bredere og mere åbent til spørgsmålet om velfærd. Her handler det om udfordringerne for velfærden i en langt bredere forståelse. Og det er udfordringer, der ses i lyset af socialt medborgerskab og spørgsmålet om, hvad et godt liv er. Det betyder, at temaer som børn og familieliv spiller en vigtig rolle. Det samme gør et spørgsmål som socialt demokrati og i den forbindelse begrebet»anerkendelse«. Dermed er DAV Rapport nr. 2 placeret i klar forlængelse af selve kommissoriet for DAV. DAV blev nedsat i maj 2004 af Socialpolitisk Forening som et alternativ til den af Regeringen nedsatte Velfærdskommission. Baggrunden var, at RVK både i sin sammensætning og sit kommissorium var ensidigt fokuseret på økonomiske forhold. Selvfølgelig spiller økonomi en overordentlig vigtig rolle, men velfærd er andet og mere end økonomi. Velfærd er også indhold i livet og perspektivet i fællesskabet. Det er også måden, vi behandler flygtninge og indvandrere på for ikke at tale om de fattige og marginaliserede. Velfærdsdebatten handler meget om ydelser, og om vi har råd til det niveau for ydelser, vi har i dag. Ikke mindst i en fremtid, hvor der er færre beskæftigede og flere ældre, der skal forsørges. Men uanset vigtigheden af disse spørgsmål, så er der en værdimæssig problemstilling, der ligger bagved og som i aller højeste grad fortjener en belysning og drøftelse. Hvilken slags samfund er det, vi skal arbejde mere for at bevare eller udbygge? Hvilken slags medborgerskab skal vi sikre alle medlemmer af det danske samfund, uanset om man står inden for eller uden for arbejdsmarkedet? Det er her Rapport nr. 2 fra DAV satser på at yde et bidrag. Bidragene har en fælles grundholdning og accepterer fx ikke den opfattelse, at det er tilknytningen til arbejdsmarkedet, der bestemmer de rettigheder, man har som borger. De accepterer heller ikke, at der skal diskrimineres over for mennesker, der opholder sig her i landet som flygtninge. Grundsynet er, at vi alle skal behandles lige, uanset herkomst og arbejdsduelighed. I den forstand er den skandinaviske velfærdsmodel enestående, for det er netop det grundlag, der er skabt gennem de sidste to-tre menneskealdre. Ved hårdt slid. Derfor skal vi bevare denne model, ikke i en ukritisk antagelse om dens ufejlbarlighed. Men ved at udbygge den og forbedre den.

8 8 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd Rapport nr. 2 rummer beretningen om et velfærdseksperiment, der ændrede en universel model i retning af en ren markedsorientering. Det er New Zealand, der er tale om, og det er et skræmmende eksempel på, hvad man ikke skal gøre, selvom udtalelser fra forskellige såkaldt liberale tænketanke netop antyder det som en farbar vej. Rapport nr. 2 er en advarsel i så henseende, men giver også selv bud på andre visioner for velfærdssamfundet end de rent markedsorienterede løsninger. Den grundlæggende forudsætning for rapporten og for DAV er, at mennesket ikke kan reduceres til spørgsmålet om en værdi på et arbejdsmarked. Mennesket fra en velfærdsvinkel kan slet ikke gøres op på den måde. Men hvad er alternativet? Det er, at et menneske har»værdighed«, som det er udtrykt af filosoffen Immanuel Kant. Derfor ligger der i den rene økonomi-tænkning en alvorlig risiko for et tingsliggøre mennesket. Nogen vil mene, at denne risiko i dag er næsten synlig i det danske samfund. I hvert fald er DAV Rapport nr. 2 et forsøg på at gøre opmærksom på, at vi skal tænke både bredere og dybere, når vi behandler spørgsmålet om det danske velfærdssamfunds fremtid. Bidragyderne til rapporten er alle forskere og debattører inden for det tema, de skriver om. Derfor er alle artiklerne også dokumenterede. Nogle af bidragyderne er medlemmer af DAV, mens andre er kritiske røster fra en bred del af den offentlige samfundsdebat i Danmark. Alle bidragyderne har arbejdet ulønnet, både som forfattere og som medlemmer af DAV. Et stort ansvar har hvilet på sekretariatet i Socialpolitisk Forening. Der skal lyde en stor tak til alle, der har ydet en indsats. Også en tak til alle dem, der har ydet en økonomisk støtte, så rapporterne er blevet muliggjort. Der er mange kilder, her skal alene rettes en tak til Peter og Susi Robinsohns Fond og Fagligt Fælles Forbund (3F). Det gav os mulighed for at lægge de foreløbige overvejelser frem på et sommermøde på Brandbjerg Højskole i august 2005 og trykke den rapport, du sidder med i hånden. Per Schultz Jørgensen Professor, formand for Den Alternative Velfærdskommission og Socialpolitisk Forening

9 Indledning 9 INTRODUKTION: Velfærd med social substans Birthe Gamst og Bente Rich Formålet med denne bog er at give et både kritisk og visionært indspark i debatten om fremtidens velfærd. Bogen henvender sig til offentligheden og politiske beslutningstagere. Ærindet er ligesom Den Alternative Velfærdskommissions rapport nr. 1 at bidrage til en folkelig afklaring af, hvor vort fælles samfund skal eller bør bevæge sig hen. Artiklerne tager udgangspunkt i tre helt centrale temaer om de velfærdsmæssige rammer og vilkår som både nu og i fremtiden vil få betydning for menneskers hverdagsliv og eksistensvilkår og som Den Alternative Velfærdskommission (DAV) finder det nødvendigt at få sat på den velfærdspolitiske dagsorden. Temaerne er»velfærdsstatens beskyttelse og udfordringer, Socialt medborgerskab og Det gode liv«. Det er centrale temaer, som den regeringsnedsatte Velfærdskommission (RVK) så godt som overser i de 43 konkrete forslag, der blev offentliggjort den 7. december I disse forslag rettes opmærksomheden primært imod, hvad der kan gøres, når der i de kommende år bliver færre på arbejdsmarkedet til at forsørge flere ældre. Fokus er i høj grad økonomisk og dagsordenen for snævert sat. Menneskesynet er primært bundet til en forståelse af mennesket som en arbejdskraft, der skal sikre samfundets velstand og en fortsat høj vækst. Velfærdskommissionen kommer ikke med et velfærdsbegreb eller definerer, hvad der mere grundlæggende skal forstås ved et sådan. Det er som om ordet velfærd bare bliver brugt som en begrundelse for at ændre på nogle økonomiske og fordelingsmæssige prioriteringer for at tilgodese arbejdsmarkedets og forbrugerens behov for vækst- og velstandsøgning. Fundamentale og livsvigtige værdier som solidaritet, lighed, ligeværd og demokratiudvikling nævnes ikke med et ord. Der opstilles heller ikke ambitioner om, hvordan vi kan sikre mennesker imod fattiggørelse og gøre op med leveniveauer, såsom starthjælp og nedsat kontanthjælp, som intet menneske herunder børn kan vokse op med uden at tage skade. Til gengæld er der megen opmærksomhed omkring, hvordan mennesker, der i forvejen har nok skal begunstiges yderligere ved skattelettelser. Vi håber dermed at inspirere til en bred dialog i befolkningen om indretningen af det samfund, vore børn og børnebørn skal leve i. Det danske velfærdssamfund er udviklet siden verdenskrigene, og i den fase har især arbejderbevægelsen, støttet af intellektuelle med samme politiske holdning og Socialdemokratiet været igangsættere, mens de borgerlige partier har legitimeret det velfærdssamfund, vi har kendt, indtil oliekrisen gav svære rystelser af den fulde arbejdsmarkedsbeskæftigelse. Velfærdssamfundets oprindelige projekt var at frigøre mennesket fra fattigdom og ufrihed ved skabelsen af det solidariske fællesskab. I de skandinaviske

10 10 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd lande foregik denne udvikling parallelt, og den skandinaviske model er vidt berømmet og anerkendt over hele verden, som særligt robust over for udefra kommende trusler. Siden midten af 80'erne er der i Danmark iværksat en modernisering af den offentlige sektor med en markedsgørelse af offentlige opgaveløsninger. Markedets rationalitet har i dag koloniseret alle offentlige domæner og har derved taget magten fra civilsamfundets rationalitet, der er baseret på fælles etiske forestillinger om processer i offentlige opgaver, om professionsetik m.m. Denne udvikling er foregået sideløbende i andre lande med England som bannerfører i Europa. Margareth Thatcher gik så vidt som til at udtale, at der ikke eksisterer noget samfund, kun familier og enkeltindivider. I dagens Danmark tror de fleste borgere stadig, at de er medlem af et samfund med en gensidig indbyrdes afhængighed blandt medlemmerne og fælles forpligtelser og rettigheder. Samtidig har politikerne fra borgerlige partier og langt ind i socialdemokraternes rækker travlt med at gennemføre den definitive markedsgørelse af den offentlige sektor, så der alene bliver tale om offentlige ydelser som varer og borgerne som konsumenter. Afgørende faktorer bliver penge og kontrakter, som man ser det på det private marked. Den nuværende regering har, inspireret af kontrakttanken, udformet sin helt specielle kontrakt med befolkningen om, at der opretholdes et skattestop uanset hvad det koster. Og uden at undersøge om den anden part i kontrakten, befolkningen, ønsker netop denne kontrakt endsige på forhånd er gjort opmærksom på omkostningerne derved. Med nyliberalismens store gennemslagskraft i Danmark ser vi en massiv ændring af samfundet til en markedsplads, hvor mennesker og samfundsarenaer får karakter af omsættelige varer. Udlicitering af offentlige opgaver til private markedsaktører sker alene ud fra økonomiske rationaler. I princippet kunne udlicitering foregå ud fra andre rationaler, som f.eks. kvalitative principper baseret på det enkelte områdes professionsetik eller ud fra et krav om størst mulig sammenhæng med andre sektorers arbejde i relation til opgaven eller ud fra fortsat gensidig forpligtelse til uddannelse af medborgere til disse funktioner osv. Der findes talrige, måske ligeså egnede eller bedre rationaler for en udlicitering. Kun fantasien og viljen sætter en begrænsning. Grundlaget for licitationen, de basale krav til opgavens udførelse, kan være helt forskellige fra, hvad vi ser i dag, men de kommer aldrig i spil. Der tales om den enkelte konsuments valgfrihed, men kun ud fra et økonomisk rationale og en gennem skattestop og lovgivning stram statslig regulering. I dag ser vi mange mennesker, der forsøger at gøre arbejdsmarkedets og konkurrencesamfundets krav til deres egne behov. De tror efterfølgende, at de afspejler samfundets behov. Vinderne er de optimalt tilpasningsduelige, som indfrier forventningen om kontinuerlig selvforandring: de omstillingsparate. Alt foregår så hurtigt og under så stort et pres, at civilsamfundets kodeks ryger med i købet. Hvor man tidligere kunne opleve sig som en respekteret medborger, selv om man en stund havde brug for samfundets hjælp, er det i dag blevet umoralsk at have brug for støtte. Mens det er moralsk at være selvhjulpen. Hjælpeløshed gøres synonymt med, at man snylter på systemet. Det er lykkedes liberalistiske politikere at fremstille det billede af velfærdssamfundet, at der er tale om et kvælende omsorgssamfund, hvor offentligt ansatte ikke har nogen interesse i at hjælpe klienterne til at blive selvhjulpne. Samtidig med, at den offentligt ansatte arbejder under et stort krydspres, hvor man ser nogle socialrådgivere vælge side og ende med at betragte klienten som en fjende. Borgerne kæmper en kamp for at få plads blandt vinderne, de selvhjulpne. Restgruppen

11 Indledning 11 marginaliseres, og denne store gruppe borgere befinder sig i praksis uden for beslutningsprocesserne i samfundet. En anden stor gruppe føler sig truet af, at de kan blive de næste, der»ryger ud over kanten«, og de lever med et dagligt stress, der belaster helbred og livskvalitet betydeligt. I kølvandet på markedsgørelsen er der i samfundet opstået en generel angst i befolkningen for fremtiden og globaliseringen. Markedsgørelsen påvirker mange mennesker, så de ikke længere ser sig selv som borgere i et politisk fællesskab, men i stedet iscenesætter deres egen identitet ud fra reklamebaserede symboler på tilhørsforhold til en bestemt gruppe. Børn og unge de ubefæstede sjæle er hurtigst blevet præget af markedgørelsen og på sin vis har forældre mistet kontrollen over børnenes tilværelse på markedet. Reklamer rettes mod selv små børn, og deraf kunstigt opståede behov styrer forventninger internt i familien. Markedsrationaliteten har også påvirket RVK's forslag til en heldagsskole, så børn rationelt kan formes til at opfylde markedssamfundets behov. Derved berøves børn en væsentlig side af barndommen, retten til at lege og eksperimentere uden et bestemt formål. De bliver til»små voksne«. Og det samfund, hvor de som rigtigt voksne skal gøre sig gældende, mister kreativitet og pluralisme. Den politiske diskussion, der tidligere foregik på arbejdspladsen, og hvor folk i øvrigt mødtes, er i et vist omfang visnet. Mediernes antal er indskrænket voldsomt, og emner, der opnår at blive behandlet i medier, kan virke tilfældigt udvalgt og er i hvert fald ikke repræsentative. Fjernsynet har gjort os til publikum til politiske diskussioner, der ofte mere opfylder underholdningshensyn end medinddragen af borgerne i udformningen af fremtidens samfund. Vi vil med DAV-rapport 2 forsøge at råde bod på dette og give et indspil til befolkningens overvejelser over hverdagslivets betingelser og bud på det fremtidige velfærdssamfund. I sidste ende håber vi at åbne op for en værdidiskussion. Vi kan i det øjeblik, hvor vi tør stoppe op og engagere os, generobre vort medborgerskab i praksis til deltagelse i udformningen af fremtidens velfærdssamfund. Politikerne bør ikke fortsat have monopol på initiativer på den politiske arena. Det handler om, hvilket menneskesyn, vi ønsker at slutte op om. Velfærdsstatens beskyttelse og udfordringer Det første tema går bag om nødvendigheden af at bevare velfærdsstatens grundlæggende værdier og grundopfattelser samtidig med, at der også skitseres en vej for en velfærdsstatslig fornyelse. Der er en bred opslutning til den danske velfærdsstat og dens sikkerhedsnet, som et system der både skaber tryghed på det personlige plan og samtidig giver det enkelte menneske større personlig frihed. Størstedelen af befolkningen opfatter fortsat den danske velfærdsmodel som indbegrebet af en solidarisk og retfærdig stat, hvor det er de stærkeste skuldre, der skal bære mest. På trods af den megen snak fra erhvervslivets og politisk side om, at skattetrykket er for højt mener to ud af tre danskere, at skattetrykket er passende, mens kun 29 procent mener, at de betaler for meget i skat. (Epinion for DR Nyheder Online). Der er altså et meget stort flertal af befolkningen, der trives godt med det værdigrundlag, som den danske velfærdsmodel bygger på og den omfordelende investering, der skal til for, at samfundet som helhed drager nytte af de fælles goder. Først og fremmest leverer denne velfærdsmodel et sæt af institutioner, der gør men-

12 12 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd nesker i stand til at bevæge og udvikle sig, samt påtage sig de opgaver, globaliseringen stiller krav om. Danmark har en veluddannet befolkning, et fleksibelt arbejdsmarked og et højt ambitionsniveau for hele samfundet, som er bygget op om et menneskesyn, der som hovedprincip baserer sig på solidaritet, omfordeling og hvor man løser interessekonflikter gennem samarbejde. Velfærdsstaten er blevet en integreret del af den danske identitet og vurderes af befolkningen på grundlag af kvaliteten i dets fælles goder så som børnenes daginstitutioner, de unges uddannelsesmuligheder, sundhedstilbudene, serviceydelserne til de ældre og måden, der tages hånd om de, der falder udenfor majoritetssamfundets normstandarder. I stedet for, at velfærdsstaten begrænser det enkelte menneskes frihed, som det nogle gange hævdes af liberale debattører, er velfærdsstaten snarere et personligt frihedsprojekt, der frigør menneskelige potentialer og samtidig skaber tryghed og sikkerhed i en turbulent globaliseringsfremtid. Den ene udenlandske undersøgelse efter den anden tegner ligeledes et positivt billede af, hvad den skandinaviske herunder danske velfærdsmodel betyder, når det drejer sig om at forbinde menneskelig trivsel, lighed, en stor velfærdsstat og et højt skatteniveau med dynamisk og økonomisk vækst. Ud fra forskelligt opstillede parametre konkluderes det, at denne model mere end nogen anden er langtidsholdbar og bæredygtig i en fremtidig samfundsudvikling samtidig med, at den tilgodeser, hvad der er det allervigtigste den menneskelige trivselsfaktor og nogle centrale fælles velfærdsgoder. Den danske velfærdsmodel er gennem de seneste ti år tilmed blevet til et stadig større aktiv i forhold til konkurrenceevnen. Omvendt kan et nyliberalistisk samfundsmæssigt eksperiment, der udspillede sig i New Zealand fra 1984 til 1999, hvor der blev gennemført en dybtgående liberalistisk reform af hele samfundet, næppe bruges positivt som et forbillede til efterfølgelse. Erfaringerne herfra er interessante, fordi der er en lang række lighedstræk ved den danske og New Zealandske samfundsmodel, inden eksperimentet tog form. Den neoliberale teori tog afsæt i, at befolkningen ville arbejde mere og med en højere effektivitet hvis den offentlige sektor blev beskåret, de sociale ydelser sænket og fagforeningernes krav om kollektiv overenskomst fjernet. I virkelighedens verden førte de neoliberale omlægninger til, at New Zealands økonomiske vækst målt i BNP pr indbygger faldt sammenlignet med andre OECD lande. Det samme gjorde arbejdsproduktiviteten. Reformpolitikken skabte tilmed en stor gruppe af udstødte, som belastede skatteyderne, ligesom kriminaliteten var voksende i reformperioden. I 1999 blev det nødvendigt at sætte en stopper for det newzealandske eksperiment. Først og fremmest viste New Zealand eksperimentet, at en nyliberalistisk strategi ikke automatisk fører til de mål, mange af denne ideologis fortalere ønsker. I New Zealand skete det modsatte. Man kan spørge sig selv om, hvorvidt Kommunalreformen vil blive en landvinding eller udvikle sig i negativ henseende. Kommunalreformen har som udgangspunkt ikke været genstand for en åben demokratisk dialog, men er blevet udviklet af en politisk elite på baggrund af et embedsmandsudvalg»strukturreformkommissionen«, som regeringen havde nedsat. Dette udvalg, stillede forslag om, at der blev færre kommuner, og at amterne blev erstattet med regioner. Der vil fra 2007 være 98 kommuner mod tidligere 270 og 5 regioner mod 14 amter. Forandringerne på det sociale område er omfattende. Det gælder ikke mindst på området truede børn og unge og på beskæftigelsesområdet. Det er usikkert, hvem der

13 Indledning 13 får ansvar for at etablere de fornødne pladser især for de dårligst stillede med behov for specialiserede tilbud og det er usikkert, hvordan kommunerne vil reagere på synliggørelsen af udgifterne. Det mest sandsynlige, er at der bliver færre specialiserede tilbud og at kommunernes handlinger præges af ønsker om at nedbringe udgifterne på det sociale område. Staten forsøger via etableringen af en ny styrelse på det sociale område at indføre et markedselement i specialrådgivningen. Herigennem satser staten på, at der via en konkurrence mellem specialister kan opnås de billigste og bedste rådgivningstilbud. Hvorvidt det bliver billigere eller bedre er usikkert. Foreløbig kan man blot følge eksperimentet nøje. Det samme gælder i forhold til borgerens retssikkerhed i fremtiden. Ideelt set forudsættes det, at borgeren har kendskab til sin retsstilling og til det administrative system. Han skal kende de kommunalpolitiske reguleringer og vide, at selv om det efter loven ser ud til, at han har krav på en vis service, har kommunen i de fleste tilfælde en selvstændig ret til at bestemme sit serviceniveau. Indenfor de seneste år har der været et skifte i retssikkerheden, der tidligere var baseret på en ideologi om solidaritet med de svageste. Alle, også de svageste, antages at være rationelle borgere, der selv må tage det fulde ansvar for deres eget liv herunder for deres overlevelse. Trods alle udtalte gode intentioner om»retssikkerhed for de mest udsatte«er det imidlertid klart, at retssikkerhed er gradueret efter værdighed. Kontanthjælpsmodtagere er i dag retsløse overfor indplaceringen i de arbejdsevne-orienterede»match-kategorier«, der kan være afgørende for om de kan opnå økonomisk hjælp. Indførelsen af starthjælpen 1/ har ramt den absolut svageste gruppe i Danmark: de nyankomne flygtninge. Ydelsen er lavere end almindelig kontanthjælp. Samtidig skal»de fremmede«afgive en troskabsed, der forudsætter et samfundskendskab og en underkastelse, som man ikke ville forlange af nogen etnisk dansker som en forudsætning for at få hjælp til deres egen og familiens overlevelse. De låses fast på et leveniveau, der er langt under fattigdomsgrænsen og overlever kun på almisser fra kommunens budget for enkeltudgifter. Det alvorligste problem for mange mennesker er, at de føler sig nedværdiget, stigmatiseret og usynliggjort i mødet med velfærdsstatens institutioner og ikke oplever, at der er rettigheder, der beskytter dem, og at de bliver anerkendt. Det fører til tab af selvtillid, selvværd og selvagtelse og svækker deres deltagelsesmuligheder i samfundet. Frem for at tænke i hvordan velfærden kan beskæres, vil det have en helt central betydning fremadrettet at diskutere, hvordan det velfærdspolitiske projekt kan humaniseres og forbedres kvalitativt, så det giver borgeren i særdeleshed den svage borger bedre betingelser for at udvikle et positivt selvforhold og hermed deltagelsesmuligheder i samfundet. Socialt medborgerskab Det andet tema handler om socialt medborgerskab som er stedmoderligt behandlet af RVK, men som i høj grad afspejler, hvordan vi ønsker at se hinanden, identificere os med hinanden og være et fælles samfundsmæssigt aktiv. Spørgsmålet om velfærd hænger i høj grad sammen med vores medborgerskabs- og demokratiforståelse. Et vitalt socialt og retfærdigt medborgerskab bygger på lige og aktive deltagelsesmuligheder, ligeværdighed, solidaritet og er forudsætningen for et bæredygtigt socialt og samarbejdende demokrati. I den danske befolknings selvforståelse er demokrati ikke kun en politisk styreform med liberale mindretalsgarantier. De inddrager samfundets sociale og økonomiske sider i deres demokratiopfattelse. Der er således tale om en vidtgående demokratiopfattelse i retning af socialt demokrati (Svensson 2004).

14 14 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd Det fælles for en udvidet forestilling om, hvad et demokrati er, bygger på den grundopfattelse, at politisk lighed ikke kan ses uafhængigt af, at social og økonomisk lighed også er til stede. Den politiske lighed, som skabes ved den almindelige valgret og flertalsprincippet er i praksis en illusion, hvis borgerne har forskellige muligheder for at opnå indflydelse, fordi de har ulige ressourcer til rådighed på det politiske marked. Det gælder derfor om at fjerne de handicaps for politisk indflydelse, der skyldes dårlige uddannelsesmuligheder og ringe økonomiske midler. Måden vi organiserer vores samfund på får i høj grad indflydelse på hvem, der har mulighed for at deltage aktivt som samfundsborger og blive anerkendt som ligeværdig medborger. I og med at lønarbejdet har fået så central en betydning for individernes sociale integration, har det fået fatale konsekvenser for den sociale integration af betydelige grupper i samfundet. For velfærdsstatens vedkommende er der tale om, at den integrerer gennem det sociale medborgerskabs rettigheder, men i den snævre sammenhæng, som i dag politisk er etableret mellem socialt medborgerskab og lønnet arbejde risikerer større grupper i befolkningen at miste deres legitime og substantielle medborgerskabsrettigheder, fordi de er sat uden for det regulære arbejdsmarked og der ikke er det rummelige og særlige arbejdsmarked, der kan inkludere disse mennesker. Det er især er de grupper i samfundet, som i forvejen er fattige og socialt ekskluderede, som er blevet ramt af forskellige typer af stramninger på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. Samtidig har det vist sig, at de skærpede økonomiske incitamenter til at tage beskæftigelse ikke i nævneværdig grad har resulteret i en forøget beskæftigelse for disse grupper. Det er nemlig de selv samme grupper, som har en række problemer at slås med ud over ledigheden fx at nogle blandt etniske minoriteter taler dårligt eller et svært forståeligt dansk, er helbredssvækkede eller traumatiserede på grund af oplevelser i oprindelseslandet der især rammes af loftet over kontanthjælpen. Det forventelige resultat er derfor, at især nedsatte forsørgelsesydelser vil føre til en forstærket fattigdom, social eksklusion og et indsnævret socialt medborgerskab for de berørte individer og familier. Vi er vidne til at der skabes større og større ulighed mellem mennesker. Det sker på et tidspunkt i vores historieskrivning, hvor vi aldrig har været rigere og mere konkurrencedygtige end vi er nu ikke mindst takket på grund af den måde, som vi aktivt har opbygget vores velfærdssamfund på. Den tendentielle ulighedsstruktur i samfundet og den politiske fattiggørelse af nogle borgere gennem indførelse af starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og ulige livschancer er med til at stille nogle mennesker ringere hvad angår livsvilkår og samfundsmæssig ligeværdighed. De dårligst stillede borgere bliver gjort til mindreværdige medborgere og deres ringere status i samfundet stadfæstes gennem deres manglende muligheder for social deltagelse i samfundslivet. Bemærkelsesværdigt nok berøres denne problematik ikke af RVK. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at RVK i sine rapporter og udtalelser slet ikke beskæftiger sig med kønnet som udslagsgivende faktor eller med den økonomiske uligestilling og den samfundsskabte forskelsbehandling af kvinder og mænd. Selv om borgerens køn har indflydelse på, hvad hun får i løn, optjener af pension, får af sygdomme, har af levetid og meget andet. Tidsforbrug, arbejdsdeling og magt- og dominansforhold er stadigvæk størrelser, der gør tilværelsen forskellig for de to køn, som ikke har samme sociale forpligtelser eller ens og fælles vilkår. Heller ikke børn fylder meget i diskussionerne om fremtidens velfærdssamfund. Det har således ikke været muligt at finde mange afsnit i rapporterne fra RVK, hvor børn næv-

15 Indledning 15 nes. Børn er med i et afsnit om grundskolen, men ellers er synspunktet snarere, at børn og daginstitutioner betragtes som en»nettoudgift«i det sociale regnskab. Måske symptomatisk for den forholdsvis snævre synsvinkel, der anlægges af RVK. Det er ikke desto mindre tankevækkende, fordi børn er en integreret del af både nutidens og fremtidens velfærdssamfund. Skal børnestemmerne tages alvorligt og indgå i debatten om en bæredygtig relation mellem familie- og arbejdsliv og et børnevenligt samfund, er barnets omverden forpligtet til også at lytte, sætte sig ind i og forstå barnets behovsytringer. Det er en kendsgerning, at børn på mange måder er udsatte i et samfund, der i den grad trækker på forældrenes deltagelse i den erhvervsmæssige beskæftigelse. På intet tidspunkt rammes børn imidlertid så hårdt, som det sker i flygtningefamilier på starthjælp og for asylansøgere på de danske asylcentre i dag. Den lave startydelse til flygtninge har klare konsekvenser for de børn, der måske endda over en længere periode skal leve på de stærkt begrænsede sociale betingelser som niveauet for starthjælp sætter. Uanset at der er tale om en minoritet i forhold den store gruppe af danske børn, er den lave startydelse udtryk for en særlig børnepolitisk markering, vendt mod de særligt svage børnefamilier. Der er i disse år tale om en både hetzende og kynisk tone. Værst stillet er de mellem 2- og 3000 flygtninge med børn, som har fået endeligt afslag på asyl. Disse flygtninge får ikke udbetalt penge overhovedet og kan derfor ikke tage nogen bus fra asylcentret, hvis de trænger til at se verden udenfor. De kan ikke opretholde telefonkontakt til efterladte i hjemlandet. De kan ikke selv bestemme, hvad de vil spise. Herved har myndighederne fjernet den sidste omsorgsfunktion, der kunne signalere, at de er en normal familie, der planlægger og tilbereder et fælles måltid. Unge mennesker, der efter mange år i asylcentre, fylder 18 år, bliver fra den dag nægtet skolegang og driver rundt ubeskæftigede, i praksis isoleret fra fornuftige beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder. Ikke mindst børnene mærker, hvordan det danske samfunds negative sanktioner belaster dem med en tung og negativ social arv. Det gode liv Under denne temaoverskrift har vi samlet artikelbidrag, som vi synes, bør vægtes særligt, når vi tænker fremadrettet. Emner, vi synes, bør topprioriteres i den offentlige debat om fremtidens velfærdssamfund. Der bør satses på en meget mere slagkraftig familiepolitik, end vi ser i dag. Hidtil har arbejdsmarkedets parter ved konsensusløsninger afklaret politikområder vedrørende arbejdsmarkedsforhold men samtidig har disse umådelig stor betydning for familielivets vilkår. Dette væsentlige område bør ikke overlades til arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagerorganisationer, som har andre dagsordener at prioritere. Markedsgørelsen af samfundet accelererer presset på familierne ud over at gøre familierne og de enkelte medlemmer til konsumenter. Derfor er det ikke udtryk for nostalgi at efterspørge en egentlig familiepolitik men den nødvendige handling at trække i nødbremsen, så vi får mulighed for at etablere den hidtil ikke-eksisterende familiepolitik. Tæt forbundet med dette område er en revurdering af psykisk velfærd for børn. Skattestoppet og andre økonomiske stramninger samt den kommende omfordeling af børneomsorgsopgaver i forbindelse med Kommunalreformen gør det aktuelt at give området et eftersyn. Hvis børn dagligt mangler den nødvendige omsorg og støtte, får det livsvarige alvorlige konsekvenser, da barnets udvikling lider derved. Børn kan ikke vente

16 16 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd ret længe på denne omsorg uden betydelige konsekvenser. Et så rigt samfund som vort måles på, hvorledes man tager sig af de mest udsatte medborgere. Det er vigtigt, at den nødvendige omsorg for børn ikke styres af et skattestop med konstant nivellering på alle områder. Børn er ikke kun afhængige af forældres evne til at varetage omsorgen de er også afhængige af, at samfundet betragter dem som»sine«, at samfundet konstant overvåger deres udviklingsforhold. De næste generationer skal gerne vokse op i et samfund, hvor folkesundhed og et bæredygtigt miljø sikrer ordentlige livsvilkår, og derfor understreger vi betydningen af disse områder. På begge felter opfører vi os i dag på en måde, med politisk støtte fra de store partier, så forholdene automatisk vil forringes. Hvad angår folkesundhed, ønsker vi alle et godt helbred for os selv og vore nærmeste, og det er en kendt sag, at sundhedsudgifter spiller en meget stor rolle i statsbudgettet. Trods dette sker der i dag en øget fattiggørelse af større grupper med den sikre konsekvens, at de får et dårligere helbred og kortere levetid. Sundhedspolitiske emner i medierne består stort set i afvikling af ventelister til kirurgiske ydelser og kræftbehandling, men folkesundhedsområdet er meget mere omfattende. Derfor gives der her i en artikel inspiration til en bred diskussion af, om vi er på rette vej eller fortsat mangler en kursændring. Det bæredygtige miljø ligger som politisk tema underdrejet i disse år, selv om den globale udvikling på dette område kan gå hen og blive den største trussel mod vores velfærd inden for den periode, RVK opererer med. Dette omtales slet ikke i den aktuelle velfærdsdebat. Danmark har indtil for få år siden været blandt de førende lande omkring engagementet i et bæredygtigt miljø. Den plads bør vi snarest generobre, hvis vi vil gøre et seriøst forsøg på at sikre næste generation et miljø, der ikke skader helbred og velfærd. Social kapital: dette oversete område bringer vi til debat, da RVK ikke i væsentligt omfang medinddrager dette. To artikler understreger alternative veje til at få disse ressourcer frem i lyset og værdsat efter fortjeneste. Mange mener, at vi her har den egentlige årsag til sammenhængskraft i det danske samfund, og derfor er det vigtigt, at området får mere opmærksomhed. Også med den hensigt at udbrede arbejdsbegrebet til mange flere borgere i en periode, hvor det klassiske arbejdsmarked ikke vil kunne dække behovet for, at flere kan opleve, at de er vigtige bidragsydere til samfundets fælles funktion. Uddannelsesområdet for voksne med korte uddannelser har vi givet særlig opmærksomhed, fordi den siddende regering har givet det signal, at alle kan skaffe sig et arbejde, hvis de vil, og hvis skatteforhold og offentlig støtte ikke forhindrer det. Derved bliver det den enkeltes egen skyld, hvis han ikke kan gøre sig gældende på det almindelige arbejdsmarked. Vi er uenige i dette synspunkt og håber på en mere seriøs debat om de faktiske problemer for kortuddannede på arbejdsmarkedet. Endelig bringer vi en artikel om kunst og kulturens betydning for samfundet. Dette felt er længe stedmoderligt behandlet også her har markedsgørelsen virket ødelæggende. Netop i en overgangstid er kunst uundværlig og kan give os en mulighed for at se forholdene med nye øjne og dette på tværs af sociale forskel. Kunsten viser os pluraliteten, såvel i vore egne holdninger som i vore omgivelser. Den stiller spørgsmål til vanetænkning og peger med dristighed på andre løsninger, end de velkendte. Kunst, der ikke på forhånd er båndlagt, kan være det bedste boldværk mod markedsgørelse af vort liv.

17 Indledning 17 Litteratur Jensen, P.H., Schultz-Jørgensen, P., Schwartz, B. (red.) (2005) Velfærdssamfundets fremtid, Rapport nr. 1 fra Den Alternative Velfærdskommission. København: Socialpolitisk Forlag. Schultz-Jørgensen, P. & Møller, L. (red.) (2005) 10 skarpe om velfærd. Hovedsynspunkter fra DAV 1. København: Socialpolitisk Forlag. Svensson, P. (2004) Danskerne, magten og demokratiet, Århus. Magtudredningen.

18 18 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd

19 Tema: Velfærdsstatens beskyttelse og udfordringer 19 Velfærdssamfundets særlige udviklingspotentiale Birthe Gamst De nordiske lande herunder Danmark har historisk udviklet en særlig samfundsmodel velfærdsmodellen der er unik. Først og fremmest leverer denne velfærdsmodel et sæt af institutioner, der gør mennesker i stand til at bevæge og udvikle sig, samt påtage sig de opgaver, globaliseringen stiller krav om. Danmark har en veluddannet befolkning, et fleksibelt arbejdsmarked og et højt ambitionsniveau for hele samfundet, som er bygget op om et menneskesyn, der som hovedprincip baserer sig på solidaritet, omfordeling og hvor man løser interessekonflikter gennem samarbejde. Der er ingen tvivl om at velfærdsstaten er blevet en integreret del af den danske identitet og dagligt vurderes af befolkningen på grundlag af kvaliteten i dets fælles goder såsom børnenes daginstitutioner, de unges uddannelsesmuligheder, sundhedstilbudene, serviceydelserne til de ældre og måden, der tages hånd om de, der falder udenfor majoritetssamfundets normstandarder. Under den nuværende regering er velfærdsmodellen imidlertid blevet sat under en kritisk ransagelse og anfægtelse. I 2003 tog regeringen initiativ til at nedsætte»en kommission om fremtidens velfærd«(rvk). I slutningen af 2005 fik vi RVKs velfærdspolitiske budskab for fremtiden. Et budskab som i al dets forudsigelighed alene handler om finansieringen af fremtidens velfærd, herunder gradvis afskaffelse af efterlønnen, en forhøjelse af pensionsalderen og brugerbetaling på en lang række offentlige ydelser. RVK har ikke interesseret sig for velfærd, kun for at se på påståede negative økonomiske sideeffekter af de eksisterende velfærdsordninger. Her tænkes næsten alene på, hvad et muligt let forhøjet skattetryk vil komme til at belaste den arbejdende danske befolkning med og ikke, hvad den danske velfærdsmodel indholdsmæssigt og omsorgsmæssigt i det lange stræk betyder for den menneskelige trivselsfaktor. Der mangler nogle konstruktive og levedygtige fremtidsvisioner. Vi skal til udlandet og udenlandske undersøgelser for at få tegnet et positivt billede af, hvad den skandinaviske herunder danske velfærdsmodel betyder, når det drejer sig om at forbinde menneskelig trivsel, lighed, en stor velfærdsstat og et højt skatteniveau med dynamisk og økonomisk vækst. Den ene internationale undersøgelse efter den anden konkluderer ud fra forskelligt opstillede parametre, at denne model mere end nogen anden er langtidsholdbar og bæredygtig i en fremtidig samfundsudvikling samtidig med, at den tilgodeser, hvad der er det allervigtigste den menneskelige trivselsfaktor og nogle centrale fælles velfærdsgoder. I denne artikel vil vægten blive lagt på at indkredse, hvad det er for kvaliteter, der gør den danske velfærdsmodel så robust, velegnet og tilpasningsduelig til fremtidens menneskelige, sociale og økonomiske udfordringer. Når der i artiklen tales om den danske velfærdsmodel, menes der ikke snævert den institutionelle. Der tænkes først og fremmest på hele det humanistiske værdigrundlag og menneskesyn, som har dannet og danner afsæt for den særlige måde at organisere og rumme velfærdstænkningen på.

20 20 Den alternative Velfærdskommission: Bæredygtig velfærd Frihed og samhørighed I den gamle borgerlige humanisme betonedes især menneskets ret til at være sig selv, uafhængigheden og retten til selvudfoldelse. Fra borgerlig side har der været en tendens til at adskille den enkeltes frihed fra fællesskabet, ja faktisk kunne fællesskabet ses som en barriere for det individuelle menneskes frie udfoldelse og ret til dets egen definering af»det gode liv«. Mange opfatter det netop som et gode, at mennesket har erobret retten til selv at definere, overveje og vælge, hvad der er et godt liv for den enkelte, hvilke idealer man vil tilslutte sig og hvilke livsmønstre man vil følge. Meget få mennesker ønsker at give køb på den moderne frihed til selv at formulere det gode liv. For mange handler det gode liv i dag om at realisere et individuelt potentiale. Hermed bliver indholdet i det gode liv et personligt projekt. Den dominerende tendens i senmoderniteten er, at vi ser mennesket som ren forbruger, udstyret med uendelige ønsker. Hermed risikerer vi at miste et bredere perspektiv på tilværelsen, fordi vi fokuserer for snævert på vore egne individuelle liv. Det senmoderne samfund har ligeledes en tendens til at understøtte og fremhæve det enkelte menneskes selvberoenhed og autonomi, hvilket i sig selv ikke er af det onde, men når sådanne kvaliteter sættes op som en kontrast til et solidarisk fællesskab og en samhørighed, der udvirker, at fælles opgaver kan løses ved fælles spilleregler og til det fælles bedste, går noget tabt. Det er problematisk. Undervejs i historieskrivningen har der også været andre røster fremme, som i højere grad end den borgerlige humanisme, har taget udgangspunkt i et socialdemokratisk orienteret humanistisk tankegods, der har betonet, at det er forbundetheden med andre mennesker, ikke friheden fra dem, der gør mennesket til social medborger. En af fortidens store kulturpersoner Jul. Bomholt, har i en artikel»aktiv humanisme«i bogen Mennesket i centrum (1953) skrevet følgende:»den moderne humanisme peger fremefter mod et fællesskab, der giver den enkelte rigere livsbetingelser. Den enkeltes frihed og det frit samarbejdende fællesskab kan ikke mere adskilles«. (s. 31). Der er tale om en væsentlig kulturarv, der ser den enkeltes frihed og et frit samarbejdende fællesskab som indbyrdes relaterede og forbundne kar. Fra den tyske socialfilosof Axel Honneth ved vi at mennesket, eftersom det er et socialt væsen, ikke kan udvikle en personlig identitet uden anerkendelse fra sin omverden (2003). Det, der får det enkelte menneske til at gro, til at udvikle en social identitet og til at lære at forstå sig selv som et både ligeberettiget og egenartet medlem af et samfund, handler om relationen. Mennesket skabes og udvikler sin selvfølelse gennem de relationer, det indgår i, men det forudsætter gensidig forståelse samt anerkendelse og samfundsmæssig solidaritet. Er de sociale kommunikationsformer i samfundet ikke i stand til at stille den fornødne anerkendelse til rådighed, som er nødvendig for menneskets identitetsarbejde, må det tolkes som en fejludvikling i samfundet og ikke i det enkelte individ. Det er således vigtigt at sætte fokus på de anerkendelsesbetingelser, der eksisterer i et samfund og de moralske krænkelser, som mennesker udsættes for, når deres færdigheder og evner ikke nyder social anerkendelse. Et enkelt eksempel kan være, når hele grupper diskrimineres i et juridisk og socialt system jvf. flygtninge på starthjælpsydelse. Her kan man tale om en systematisk og samfundsmæssig krænkelse af anerkendelsesmulighederne og mangel på respekt for det enkelte menneske som en ligeværdig medborger. Spørgsmålet er, hvor individualistisk en livs- og samfundsforståelse kan være før sam-