2BRYGGEBLADET 2. SEKTION 15. JANUAR 2015

Transkript

1 BRYGGEKULTUR 2BRYGGEBLADET 2. SEKTION 15. JANUAR 2015 MAnDEn BAG KAMErAEt ricardo ramirez HAr FYLDt BrYGGEBLADEt MED SMUKKE FotoGrAFIEr I ti År. LæS SIDE 4 5 FACEBLADET Find Bryggebladet på Facebook og bliv venner med os dér! Her kan du følge med i vores opdateringer og give os tip om vores lokalområde. facebook.com/bryggebladetavis FIND OS PÅ: FEST? Skal du holde fest eller reception, så kan vi levere drikkevarerne til dit arrangement. Vi rådgiver gerne om hvad du kan servere, og i hvilke mængder. Vi tager gerne uåbnede flasker retur. Vores egen chauffør leverer varerne til jer, og vi tager gerne uåbnede flasker retur, så du kun skal betale efter forbrug. Vi har udlejning af egne fadølsanlæg, med kapacitet fra L/time pr. anlæg. Kontakt os for et uforpligtende tilbud. Islands Brygge 25, 2300 København S tlf: , bryggen@toftvin.dk LOKALNYT Tag godt imod de nye bryggeboere på: Carl Th. Zahles Gade 6, 4.th. Weidekampsgade 57, 1.2. Weidekampsgade 69, 6.th. Skal vi også sælge din lejlighed? Estate Michael Musfelth STATSAUT. EJENDOMSMÆGLER MDE Islands Brygge 7, 2300 København S Tlf.: mail: 2301@estate.dk Din lokale ejendomsmægler

2 2 BRYGGEBLADET 2. SEKTION 15. Januar 2015 BRYGGEORD Gladiatortekster På Kigkurren, ind i gården op ad trappen, holder forlaget Gladiator til. Og Gladiatorskolen, forlagets forfatterskole. De første 20 elever er ved vejs ende, og Bryggebladet har fået lov at bringe en håndfuld af de tekster, eleverne har arbejdet med på skolen. God fornøjelse, det er skøn læsning! Ida Monrad Graunbøl Fluefangere Lygterne fanger fluer, tændes af solen uden folk til at holde dem i snor. De aer henkastet ansigter, glemmer alle og husker ikke at de har været flyvende tallerkener. Deres fødder danner en hær. De snuser tåge til sig og længes efter spor, der får dem til at løbe ud mellem træerne. De har verden under forhør, bjæffer af frost og blæst, men vender altid hjem til de bittesmå blå insekter hver dag, hver nat. Martin Lykke (f. 1985) * Naboen var lastbilchauffør. Den knasende lyd af grus under de store dæk, når han bakkede lastbilen ud om morgenen, lyden af motoren. Hans søn hed John og arbejdede i stalden hos min mor og far. John skubbede mig hen over gårdspladsen på min røde trehjulede cykel med lad, så cyklen raslede, og det kildede i kroppen. Vi kaldte det at køre Ferrari. Mange år senere mødte jeg ham i et øltelt. Han kyssede mig på panden og skreg mig ind i ansigtet: Hvis nogen nogensinde rører dig, slår jeg dem ihjel! * Man skal slå hårdt første gang, over krydset på koen, når den skal på græs. Hvis man ikke slår hårdt første gang, ender man med at tæske løs på koen af alle kræfter, uden at den flytter sig. Hvis man slår hårdt første gang, sætter koen i gang med et ryk. * Min mor lægger giften til dræbersneglene under en tagsten. Dér kan vinb- jergsneglene ikke komme ind med deres hus. * Min far begravede vores hund i haven. Han stampede jorden med sine sorte gummistøvler, så ræven ikke skulle grave hunden op. Oven på graven satte han en sten. Senere satte han også min oldefars gravsten i haven. Han ville ikke betale for at have den liggende 25 år mere på kirkegården. Denne gang stampede han ikke jorden, før han satte stenen.

3 15. Januar SEKTION BRYGGEBLADET 3 Camilla L. Page Shosha Raymond Amalie Riis Alle sjæles nat Jeg har et underjordisk hus Jeg er venner med fem Martin er JEG Jeg er her ikke: Familien er ramt, familien er tynd, lys, men sygdommen bringer os tættere sammen, nærmere, døden, giver os svag lugt af hud, falder hen, ren kemi og hudfolder, mørkt, og her er jeg så: ingen. BØRNENE Børnene er her: og de er vilde, småløber af sted ned af gange som vandløb, der buldrer mod dybe trapperum elevatorskakt ventesal. Børnene flyder, er flodvand, omkring strømmer videre, og det vil de kun, nu, ryste de største sten, rundt klemme al livet ind imod hård beton, vaske over kvase og glide ned. FAMILIEN Der bliver ingen ro denne aften, hovederne lister rundt imellem hinanden som duer, kom hen, så vi står og står helt tæt. Men søvnen er langt væk og døden kryber længere op, når øjnene, lyser imod os, vi er her, vi er, vi. JEG Sengen, nu blegner hun skingert, som lyset i kirken, dæmpet støj, ingen kender salmerne. Alle er her: og sidder omkring hende, bænket, fæstnet, og jeg står, næsten tæt, ved sengen, mens hun ligger og taler, til de voksne, en lille, en trækning i den mørke hals, små blikke, til mig. Kvalmen lurer, på stuen, tomt blik, utilregnelig. JEG Ruderne buer i det her mørke. Familien ved ikke, hvor vi er, børnene, lægerne mangler, hvor er de, døden hujer i gangene. De syge sidder op, græskarlyser. JEG Hospitalets beton lyser mørkt imod græsset der tager mine skridt og gemmer dem lidt. Vi satte drager op, en dag, og de fløj så vildt, kastede sig ind, med en vrede mod træerne, der står fast og jeg holdt fast, hårdt, ku næsten stå stille, og se et ansigt i en rude, og måske er det hende, der ser ud, nu, der er noget. Jeg har et underjordisk hus derhjemme med sne i vindueskarmene og gulvtæpper i loftet. Jeg lister ud af døren og sætter mig på en træstub. Græsstråene ser sorte ud. Deres bevægelser er bølgende. Det er som tang på havbunden. Forvrængede elefantformede skyer blæser af sted over mit hoved. Store buede rygge. De mange forskellige nuancer af grå. Haven er omkranset af en hæk. Grenene vrider sig ind og ud mellem hinanden. Under mig er træstubben fugtig og jeg rejser mig og huset er stille. Jeg løber gennem gange og korridorer nu. Planter vokser op ad væggene. Jeg kan mærke stengulvet under fødderne mens jeg løber. Det er koldt på mine fodsåler og jeg kan mærke nattøjet. Alt i kroppen er spændt og huden ligger uden på det hele. Sne og udhulede træer og måneformørkelse og en kuglepen der lækker. Der er mørkeblå plamager og billygtelys i loftet. Det underjordiske hus er indtaget af insekter. Jeg har løbet længe. Her er gulvet af gødning. Jeg standser og lister videre med lukkede øjne. Jeg kan mærke lort komme op mellem mine tæer. Armene strækker jeg ud foran mig. Når jeg åbner øjnene kan jeg se alle dørene. Det er døre af matteret glas. De forsvinder bag mig. Jeg er spiderman. Små kryb kravler op af mine ben. Jeg møver mig ind under dynen i dobbeltsengen. Jeg slog engang hånden gennem en badeværelsesdør og den splintredes. Glasskårene stak ud af mine fingre da jeg trak hånden til mig igen. I sengen ligger jeg og ser op i loftet. De har ikke bemærket at jeg er her. Der er brædder i loftet og jeg tæller dem. Værelset ser anderledes ud i mørket. Det er som om der er længere ned til fodenden. Skabsdørene står åbent og der er tøj på gulvet. Jeg har ligget i sengen og set min mor klæde om inden arbejde. Set hende trække strømpebukserne op om benene. Og tage dem af igen om aftenen. Når der var kommet huller i dem trak hun skuffen ud under skrivebordet. I skuffen fandt hun nål og sytråd frem og satte sig på sengekanten. Når hun havde syet hullerne sammen malede hun tråden til med sort neglelak. Jeg lyttede til stemmen i radioen der lød fra stuen af. Somme tider blev hun siddende på sengekanten og lagde neglelak. Jeg bevæger mig i sengen. De vågner ikke af det. Ligger bare der og trækker vejret dybt på hver sin side af mig. Jeg fryser og ligger mig på maven. Jeg krydser benene og klemmer knæene mod hinanden. Det meste af kroppen er presset ned mod den varme seng. Jeg holder vejret kort for at komme til at trække vejret samtidig med dem. Jeg er venner med fem Martin er. Det er som om at Martin er, dem kan man bare regne med. Det er som om de ikke prøver at skjule noget. De er enkle på den måde. Det de ønsker sig er enkelt. Når Martin vil have noget, så siger han direkte; må jeg låne dén her roman af dig? Han mener vitterligt at han gerne vil låne romanen. Og så kan man jo svare ja eller nej til det. Han kommer selv tilbage med den. Måske lægger han en lille seddel ved eller en marsbar, som tak. Martin kan også finde på at skrive en sms ud af det blå, på en helt almindelig lørdag aften, når man sidder i bussen på vej hjem fra Ikea. Hvordan går det med dig, skriver han. Han har ingen agenda, han vil bare høre hvordan man har det. Jeg har lige købt en ficus, skriver jeg tilbage. Jeg kan ikke lide mænd der hedder det samme som dyr, dem kan jeg ikke lide. Pludselig tror de, at de også skal opføre sig som dyr. Bjørn trådte ind af min dør en måned efter skilsmissen. Så stod han ellers dér og brølede, selvom Svin ville have været bedre navn. Og jeg lagde mig ned som en kæmpemæssig so, midt i stuen. Men så er der noget helt særligt med ham, der hedder Rasmus. Der er noget roligt, noget venligt, måske ansvarligt. Rasmus kyssede mig i 7., bag busskuret og sagde til mig, at han synes jeg var pænere end nogen anden pige fra klassen. Bagefter spurgte han om han måtte prøve at røre lidt ved mine bryster. Min kusine er blevet tagget i et billede med Rasmus Seebach. Han står i døren, backstage, med siden til. Hans næse er lidt for stor, men jeg kan virkelig godt lide den alligevel. Min kusine har violinen under armen, hun kom med på hele sommerturen. Man kan se at han er ved at sige noget. Er der nogen der har set tasken med håndklæder, han vil gerne i bad inden koncerten. Han sveder også lidt efter lydprøven. Der er bad i hallen, i omklædningsrummet hvor lilleputholdet træner mandag, tirsdag og torsdag. Turneringen skal foregå i Randers til efteråret. Pokalen er så godt som deres. Han smider tøjet på bænken og går ind til bruseren. Hans hud er helt sommerbrun og glat, han står der lidt, helt nøgen og pæn, nu har han fandme glemt shampoen. Jeg har liket Huxi. Jeg kender ham jo ikke, men jeg er vild med ham. Ikke så meget på grund af hans åbenlyse rarhed eller humor, der måske kunne være en tand skarpere. Men han er gennemført reel. Han har sådan nogle forældre, der ringer og spørger hvordan han har det. En stabil barndom, en hæk, to biler. Måske var der lidt med moderen, hun havde en let depression eller ledegigt. Jeg kan virkelig godt lide folk, der er vokset op i gennemsnitlig dårligdom. De finder ikke på mærkelige ting. Man kan ligesom se worst case scenario for sig og det klarer man jo nok og jeg elsker det navn, det skaber en let mystik, men ikke for meget. Når han kommer hjem til jul står hun dér i døren med udstrakte arme og forklæde på. Han har altid syntes at hun var for meget over ham og han misundte de andre drenge i skolen hvis forældre var mere fraværende. Der var mere på spil, på en måde. Men hun hentede ham til festerne, jeg er der klokken to, ikke også, Huxi, og klokken to, sharp, sad hun ude foran parcelhuset og ventede i bilen. Han kunne godt finde på at lade hende vente et kvarter længere, det sagde hun aldrig noget til. Hun har været lærer hele sit liv, ikke på hans skole, men den anden, håndarbejde og hjemkundskab. Gaver Når jeg er lige ved at bukke under, kan jeg godt finde på at sætte Sias Clap your hands på og pakke ting fra reolen ind i silkepapir med sløjfer og bånd, til og fra kort og hele molevitten. Jeg kan også finde på at stille mig i vinduet ud til gaden og vinke til kloakmanden, splitterragende og så ringer jeg også gerne til X og spørger om du egentlig blev FØDT som et gigantisk røvhul eller om det ligesom bare er kommet med alderen?

4 Englen fr Ricardo Ramirez, skyder i 1985 en g hovedstad. Skudde psykologistuderendes Mød Bryggebladets sy j 4 BRYGGEBLADET 2. SEKTION 15. Januar 2015 BRYGGEKNIPS TEKST: Hans Buhl FOTO: Ricardo Ramirez redaktion@bryggebladet.dk Angel Ricardo Ramirez Larsen. Lad os barbere geden: Angel er spansk for engel og kun til indvortes brug. Larsen var fru Larsen. Og Ramirez, det er kun indtil man kender ham. Så er der Ricardo tilbage, den Ricardo, Gud og hver mand på Bryggen kender, har set, mødt, er blevet fotograferet af. Den Ricardo, der nu i 10 år har skildret livet og vejen på Bryggen i Bryggebladet. Virkeligheden set, sanset, tolket, fastholdt. A-huset fungerede indtil 2004 som kontorlokaler, derefter blev det brugt af kunstnere og kreative folk. Mellem 2007 og 2010 gennemgik bygningen en renovering, der blev præmieret som Københavns Kommunes bedste ombygning. Fotos i stabler Ricardo ér billeder. Den kendsgerning er i kas- Cykelbroen er en af Bryggens (og måske Københavns) vigtigste trafikale årer. Den er med til at binde byen sammen og gøre den mere cykelvenlig.

5 15. Januar SEKTION BRYGGEBLADET 5 a Buenos Aires alias Angel Ricardo Ramirez Larsen, ammel dame i en park i Argentinas t kommer bagfra. Det er den 19-årige første pletskud. Men langtfra det sidste damerikanske husfotograf, der har 10 års ubilæum i spalterne sen, endnu mens man står i entreen på en femtesal i Bergthorasgade og prøver at finde den luft, man tabte mellem tredje og fjerde. Heroppe under taget holder Ricardo til. Her er hans atelier, hans værksted, her står det digitale isenkram, her er der fotos i stabler: Politibetjente med tvivl og visir, kongelige med blådovent blod, fodboldspillere med skarpe træk, rockstjerner med attitude, bryggeboere med en sag Og et eller andet sted dybt i en bunke ligger den gamle dame fra Buenos Aires begravet. Det første motiv, den første fremkaldelse, hende det hele begyndte med. Jeg er fotograf, det er mit arbejde, det er min passion. Når jeg kigger i søgeren, er jeg i en anden verden. Og det er lige meget, om det er Kronprinsesse Mary eller en anonym person, jeg skal fotografere, jeg har samme indgang til det. Ricardo er 19 år, da han skyder den gamle dame. Han læser ellers psykologi på universitetet, men Ricardo vil noget andet, noget kreativt, maleri måske. Fotografi er slet ikke på dagsordenen, så det bliver dét. Ricardo læser tilfældigt et opslag om et fotokursus, låner et kamera og søger ind. To år senere er han uddannet fotojournalist og allerede godt i gang som freelancer for flere af hovedstadens dagblade. Pressefotos, det er det Ricardo vil. Mode, reklame, nej. Madrid på billetten Det tegner godt for den unge pressefotograf. Men ikke for Argentinas økonomi, inflationen tonser udover Pampasen, og statskassen hedder Tom til fornavn. En dag i april 1990 står Ricardo Ramirez, nu 23 år, ved en check in-skranke i Buenos Aires internationale lufthavn. Madrid på billetten. For Ricardo vil fotografere, og kan det ikke blive i Argentina, så må det blive et andet sted. Jeg havde en returbillet, da jeg rejste til Europa første gang. Men fik aldrig brugt den. Jeg har aldrig seriøst overvejet at vende tilbage til Argentina, og nu kan jeg ikke forestille mig andet end at blive her. De næste 10 år tager Ricardo stort set ikke et billede. Motivet i søgeren er det daglige brød. For hvad hjælper det, at chefredaktøren på El Pais roser Ricardos billeder, når nikket afløses af spørgsmål om opholdsog arbejdstilladelse? En argentiner lader sig indrullere i hæren af illegale smykke- og souvenirsælgere. I Madrid, i Barcelona, på turistdestinationerne langs Middelhavskysten. Der er kunder nok. Men alt for mange politibetjente, der nidkært og hårdhændet slår ned og viser ud. Der skal være OL i Barcelona i 92, og de illegale er ikke inviteret. Legal i Danmark Ricardo klarer frisag. Hånd i hånd med en blond dansk kæreste, den står ikke i politihåndbogen Men det står skrevet over det hele, at Ricardo er forelsket. Han bliver også gift med blonde fru Larsen. Og skilt igen. I mellemtiden er han flyttet til Danmark. Nu er Ricardo legal, men er du gal, hvor er der mange arbejdsløse fotografer Bryggebladet er en lille avis, men et stort og vigtigt projekt for mig. Det var det, da jeg begyndte på bladet efter næsten ikke at have fotograferet i 10 år, og det er det stadig. Hvert blad er en træning og en udfordring for mig. Jeg er meget glad for Bryggebladet, vi passer sammen. Ricardo fra Argentina begynder at gøre rent i lufthavnen. Og bliver kollega med Jean fra Canada, der skriver for Bryggebladet. Jean synes, Ricardo skal kigge indenfor på redaktionen en dag. Det gør han så. Syv-otte år senere. I mellemtiden er rengøringsfirmaet gået konkurs, og Ricardo har bidt sig fast som freelancepressefotograf. Han er også blevet gift med Beata fra Polen, og der er småfolk oppe under taget i Bergthorasgade. Først en datter, så en søn, så Lokal og global Bryggebladet. Ricardo er i spalterne første gang i Det sidste billede af en silo før den bliver revet ned. 2004, han er det også i dag. Trofast men altid en anelse forsinket kommer han cyklende hver anden torsdag og fanger vores lokale virkelighed ind. Resten af tiden er Ricardo totalt global, han knipser Danmark til det store udland. Landskamp i Parken, Ricardo ér der. Stones på Roskilde, nytårskur hos Margrethe, udenlandske gæster i magtens korridorer, Ricardo ér der. Information er kunde, Kristeligt Dagblad er kunde, men det er primært udlandet blandt andet verdens største spansksprogede pressebureau Agencia EFE der føler sig ramt af Englen fra Buenos Aires. Sådan så legepladsen i Gunløgsgade ud, før den blev ombygget i 2012.

6 6 BRYGGEBLADET 2. SEKTION 15. Januar 2015 BRYGGEMIX Dagligstue med hjort Sæt dig i min sofa, tag en kop kaffe og en friskbagt kanelsnegl, så skal jeg fortælle dig en historie! Bryggens historiefortæller, historiedamen Mariane Josefsen, byder publikum indenfor i privaten bålet i skoven og køkkenbordet hos husmanden. På den måde bliver Hjortens Flugt i Mariane Josefsens dagligstue ikke blot intim, men intim på den oprindelige måde. Næsten som at være gæst til historiefortællingens barnedåb. Dengang før Den Store TV-Pakke. Mellem mennesker TEKST: Hans Buhl FOTO: Ricardo Ramirez redaktion@bryggebladet.dk End dækked Nattens Teppe Den drømmende Lund; End slumred Dagens Øie Sit sidste, søde Blund; Halvmaanens blege Aasyn Fra Himlens dybe Blaae Med tungsindige Blikke Til Kongeborgen saae. Så ildevarslende smukt bryder Christian Winther isen på det første blanke ark papir, da han i 1850 erne skaber Hjortens Flugt, et af hovedværkerne i dansk litteratur. Hjortens Flugt er den store købmandskurv i den danske variant af romantikken, en kunst- og kulturstrømning der gik gennem Europa i 1800-tallet. I Hjortens Flugt bugner følelserne, kærligheden er uendelig og ulykkelig, helte og skurke lurer om hvert versehjørne, naturen får en buket ved hvert æseløre, og erotikken hvisker stædigt insisterende bag den kristne morals figenblade. Den får kort sagt ikke for lidt i Hjortens Flugt. Og det får den meget længe. Christian Winther kalder sit værk Et Digt, nutiden ville sige En Versroman. Lad det ligge. Facit, da Winther sætter sidste punktum, er næsten 1000 ottelinjede vers. En romantisk maraton. Måske derfor deler Hjortens Flugt skønt solgt i sekscifret antal støvet boghylde med Ulysses, Bibelen og andre berømte, men sjældent læste mesterværker. Pissegod historie Men hjorten skal ikke stå dér og brøle støv. Det er synd for den. For os. Hvis man spørger Bryggens historiedame Mariane Josefsen. Det er en pissegod historie! Det bliver sagt med tryk på pis, lokal dialekt for seks stjerner. Og har man sagt pis, må man også fortælle, det er historiedamers lod. Så Mariane Josefsen har rystet hjorten og skåret ind til geviret. Og den sidste onsdag i januar er publikum inviteret til hjorteflugt i historiedames dagligstue. Der kan man så sidde i sofaen og søbe kaffe og gumle kanelsnegle, mens Mariane Josefsen pisser sin hjort af uden versefødder og med flugt over feltet og fokus på historiens dramatiske hjul. Unplugged Hvorfor er det så, vi skal hjem i historiedamens dagligstue? Og slå hovedet mod udsolgt, når de første 12 billetter er væk? Det bliver intimt, tæt, en varm måde at møde sit publikum på. Og for publikum er det en anderledes oplevelse, fordi de kommer i mit hjem. Jeg glæder mig helt vildt, siger Mariane Josefsen. Og klapper hjorten: Det er også en stor udfordring, det er jo helt unplugged, og i forvejen har man som historiefortæller ingen rolle at gemme sig bag. Man har kun sig selv, det kan føles nøgent. Måske kommer jeg til at føle mig dobbelt så nøgen. Nøgen, dobbelt så nøgen En tanke værd, mens vi konstaterer, at historiedamens dagligstue lægger sig i slipstrømmen fra lejr- Hjorten græsser nu. Så gør vi beholdningen af sukker og kanel op imens. Er der nok? Der skal bages snegle tre dage i januar. Hjortens Flugt får selskab af Tårefabrikanten og Irmafortællinger. Tårefabrikanten er historien om et land, hvor tårer bliver forbudt, mens vi i Irmafortællinger kan følge Irma fra Vestjylland. Irma flytter til København for at arbejde i en Netto-butik og bliver noget så ensom. Men så går hun til banko Hjortens Flugt er Mariane Josefsens første forsøg som tolker, genfortæller af en stor historie. I historierne om tårerne og ensomme Irma er hjortene sprunget ud af historiedamens egen fantasi. Som udgangspunkt vil jeg skabe en god historie. Men når jeg ser tilbage på det, jeg har lavet, så kan jeg se, at mine historier kredser om, hvad der sker mellem mennesker. Men intet er tænkt frem, jeg har tillid til, at det jeg skaber giver mening. Og hvis historierne skulle rumme et budskab, så er der i hvert fald åbent. Ikke løfte sløret Mariane Josefsen, 54, har fortalt historier i 15 år. Det kalder hun at være erfaren nybegynder. Jeg ville være skuespiller, men havde ikke selvtilliden til det. Historiefortællingen, det er en form, jeg kan fungere i. Jeg er 100 procent vild med det. Bare det at du laver det hele selv, det elsker jeg da for vildt. En ny fortælling simrer i historiedamens fantasigryde. Noget om konfliktløsning i lokalsamfundet. Mariane Josefsen antyder temaet, men vil ikke løfte sløret for meget. Hvorefter hun man er vel historiedame lader mund og gestik løbe med alt det, hun ikke ville løfte sløret for. Bryggebladets mund er lukket med syv hjorte, men vi tør godt røbe, at Bryggens historiedame er fuld af historier. De venter bare på at komme ud. Ud og tage kampen op med Den Store Historiedamen Mariane Josefsen byder publikum på gode historier i hendes egen stue i Ballonparken. Pakke og hans hær af netbårne lejesvende. Jeg er ikke bekymret for konkurrencen. Historiefortællingen breder sig, og jeg kender mange unge, der synes, at historiefortælling er for fedt. Historie fortællinger i dagligstuen: Tirsdag den 27. januar: Tårefabrikanten Onsdag den 28. januar: Hjortens Flugt Torsdag den 29. januar: Irmafortællinger Billetter og mere info: Kulturdyr med tjek på det hele Ny kulturguide for børn og unge på Bryggen: Høn har fire øjne, og det giver overblik over alle lokale kunst- og kulturarrangementer for børn og unge Den nye kulturguide for børn, unge og børnefamilier på Bryggen hedder Høn og er høj i hatten. Det er Høn nødt til at være, for deroppe ligger de foldere gratis, værsgo at tage der fritager dig for selv at holde styr på udbuddet af kunst og kultur i børne- og ungehøjde. Klippe og klistre? Tosset teater? Rock i rouladen? En fastelavnstønde med det hele? Så er det folderen op af hatten, dér er tid og dér er sted. Så skal du og I bare selv af sted. Kulturfolderen udkommer fire gange om året og kan hentes i hatten både i Kulturhuset Islands Brygge, på biblioteket i Njalsgade og Christianshavns Bibliotek. Der er altså ikke én, men tre Høn s. Folderen kan også hentes på nettet: k-i-b.dk eller bibliotek.kk.dk. ha Høn var helt ude i skoven, før han blev ansat som kulturguide for børn og unge på Bryggen og Christianshavn.

7

8 8 BRYGGEBLADET 2. SEKTION 15. Januar 2015 BRYGGEJAZZ Amerikansk jazz med et twist af Bryggen Onsdag den 28. januar spiller Scott DuBois Quartet op til jazz i Kulturhuset Islands Brygge. Det er jazz i verdensklasse fra den New York-baserede Scott DuBois. Og bag trommerne gemmer danske Kresten Osgood sig TEKST: Kenneth Dürr FOTO: Søren Osgood redaktion@bryggebladet.dk På et tidspunkt skal Kresten Osgood spille en koncert i et irsk højsikkerhedsfængsel sammen med guitaristen og sangeren George Kilby Junior. De skal spille for nogle af de værste forbrydere i Irland. Mordere og voldtægtsforbrydere. Inden koncerten advarer en af fængselsbetjentene dem om, at de kun skal spille rolige sange for ellers kan de indsatte gå amok. Kresten Osgood sætter sig bag det mest smadrede trommesæt, han nogensinde har spillet på. Foran ham sidder der rækkevis af hårdkogte kriminelle, og bag dem står fængselsbetjente med geværer. George Kilby Junior sparker koncerten i gang med Sweet Home Alabama, og hele salen flipper ud til musikken. De vælter stolene, og fængselsbetjentene træder ud af lokalet bag skudsikre ruder. Bandet er alene med en gruppe vilde kriminelle. Da den næste sang begynder, hopper George Kilby Junior ud blandt publikum, der begynder at hive hans tøj af. Kresten Osgood går lidt i panik. Han prøver at åbne døren bag ham, men den er låst. Men George Kilby Junior vinder åbenbart publikums respekt, så til det næste nummer falder de ned igen. Efter koncerten spørger Kresten Osgood fængselsbetjenten, hvad der ville ske, hvis de blev taget som gidsler. You d be fucked, lyder svaret. De var blevet advaret. overgivelse til musikken Helt så dramatisk bliver det nok ikke, når Kresten Osgood skal spille sammen med Scott DuBois Quartet i Kulturhuset Islands Brygge. Jazzkvartetten har spillet sammen i ti år og er eksperimenterende og improviserende, men forlader aldrig guitarist Scott DuBois musikalske univers. Et univers der af jazzkendere bliver beskrevet som fascinerende, fejlfrit, exceptionelt og meditativt. Og man behøver ikke være inkarneret jazzelsker for at kunne nyde kvartettens musik. Det er en myte, at improvisationsmusik er svært tilgængeligt, siger Kresten Osgood. Han har flere gange oplevet, at personer, der slet ikke havde noget forhold til jazz og improvisationsmusik, blev slået fuldstændig bagover til en af hans koncerter. Og bagefter har de været overbeviste jazzdisciple. Livet som musiker Kresten Osgood er med i utallige musikalske konstellationer. Alligevel er det ikke svært for ham at omstille sig til et nyt musikalsk udtryk, nogle gange fra dag til dag. For som han siger: Det står skrevet i musikken. Samtidig spiller han ofte improvisationsmusik, hvor han skal glide med musikken, nuet og det, der sker inde i ham selv. De mange forskellige konstellationer er en stor styrke, fordi det giver mulighed for at kunne hægte sig på forskellige ældre kunstnere, der har brugt et helt liv på at udvikle deres lyd. Samtidig er det også en nødvendighed at sprede sine aktiver som Bryggebo Kresten Osgood sidder bag trommerne, når New York-baserede Scot DuBois Quartet spiller jazzkoncert i Kulturhuset Islands Brygge 28. januar. musiker, hvis man gerne vil gøre det til sin levevej. Og musikken har altid været det, der drev Kresten Osgood. Det drev ham til klaver- og trommeundervisning, da han var seks; til at danne sit første band, da han var ni år; til Københavns Rytmiske Konservatorium, da han var i starten af tyverne; og hele verden rundt med nogle af verdens bedste jazzmusikere. Scott DuBois Quartet: Scott DuBois (guitar), Gebhard Ullman (tenorsaxofon og basklarinet), Thomas Morgan (bas) og Kresten Osgood (trommer). Kulturhuset Islands Brygge, onsdag den 28. januar klokken Entre: 60 kroner. Vi fejrer 30 års fødselsdag Lørdag den 31. januar kl Der vil være: - 80 er priser - sang og klovnerier - korte hestevognsture - kaffe, te og sodavand - kagekoner og glade koner Vær med til at gøre dagen til en fest sammen med os i GenBryggen, Reykjaviksgade JAN. TORSDAG KL AZURIT (EP RELEASE) 16. JAN. FREDAG KL. 24(E) HARD ROCK BITCHES 17. JAN. LØRDAG KL. 24(E) FLIM FLAM OCTATONIC BAND 19. JAN. MANDAG KL CLUB MUSIC LOVER: LINE BØGH + CHRISTINA PERS- SON 21. JAN. ONSDAG KL JAM V/MIKALA BOSETI 23. JAN. TORSDAG KL SONG SURFING V/NANNA LARSEN PRESENTS: SELECT CAPTAIN & PO- LYPHONE (CH) 24. JAN. FREDAG KL. 24(E) STAKKELS JIM 25. JAN. LØRDAG KL. 24(E) HOME AT JAN. MANDAG KL ØL, QUIZZE & HORNMUSIK 28. JAN. ONSDAG KL JAM V/DENNIS FLACHE- BERG 29. JAN TORSDAG KL SONG SURFING V/NANNA LARSEN PRESENTS: LOUISE DUBIEL & MOVE THE ELEPHANT 30. JAN. FREDAG KL. 24(E) FUNK SHUI 31 LØRDAG KL. 24(E) ACDC JAM 2. FEB. MANDAG KL STIG MØLLER TRIO 4. FEB. ONSDAG KL JAM V/KASPER KLEMME EBDRUP KOMPAGNISTRÆDE 34 TELEFON MUSIKCAFÉ JANUAR/ FEBRUAR 5. FEB. TORSDAG KL DOG IN A BAG 6. FEB. FREDAG KL. 24(E) RIKKE AND THE RUNNE- RUPS 7. FEB. LØRDAG KL. 24 (E) RAGGATEERS 8. FEB. SØNDAG KL. 15 DANSK BARBERSHOP-FOR- ENING 9. FEB. MANDAG KL CLUB MUSIC LOVER PRE- SENTS: JUNE BELTOFT + MORTEN SAUGAARD 11. FEB. ONSDAG KL JAM V/BRIAN JENSEN 12. FEB. TORSDAG KL RAGGY SHAG 13. FEB. FREDAG KL. 24(E) THE BLACK ROSE 14. FEB. LØRDAG KL. 24(E) BASTARDOS