1. søndag efter påske, den 3. april 2016 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Johs 21,15-19 Salmer: 408, 434, 300, 674 v.1-2, 249, 228, 230, 292 v.

Transkript

1 1 1. søndag efter påske, den 3. april 2016 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Johs 21,15-19 Salmer: 408, 434, 300, 674 v.1-2, 249, 228, 230, 292 v.5, 247 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Det er voldsomt sådan ligefrem at blive aftvunget en kærlighedserklæring. Elsker du mig? spørger Jesus. Og selvom det er Peter, Jesus spørger, tænker man umiddelbart som den, der står ved siden af, hvad man selv ville have svaret. Elsker du Jesus? Vi ville måske kunne sige, at vi elskede kirken eller elskede at komme i kirken, elskede at møde hinanden. Men Jesus! Vi ville beskrive vores forhold til Jesus med andre ord. Og det er da også, som om dialogen mellem Jesus og Peter er forlagt til en privat sfære, som Jesus samtaler ellers ikke foregår i. Jesus interesserer sig for menneskets liv, - ikke for det private jeg. Eller med K.E. Løgstrups ord fra en prædiken over netop denne samtale mellem Jesus og Peter: Det er ikke det mere eller mindre interessante jeg og dets skæbne og dets forhold til

2 jeget hos andre, ikke det biografiske liv, Jesus taler til, men livet, der er givet os, og som både er for stort og enfoldigt og glædeligt til bare at være interessant (K.E. Løgstrup, Prædikener fra Sandager-Holevad). Løgstrups konkluderer, at samtalen derfor er et vidnesbyrd om den tidlige kirkes interesse i at sikre Peters plads som førstemand og ikke et psykologisk studie. Resten af hans prædiken handler derfor også om forskellen på disciplenes forhold til deres samtidige dengang og præstens forhold til sognefolket nu. Samtalen har for ham ikke interesse som beskrivelse af vores forhold til Jesus. Den bliver i stedet anledning til overvejelser over præstens ansvar for den vigende kirkegang på Vestfyn i 40 erne. Svigter folket kirken, siger prædikanten, så bliver præsten ikke missionær af den grund, men så er der sket det, at arbejdsforholdets livslov er brudt. Livsloven lyder, at du (altså kirkegængeren) skal bruge, fortsætte og frugtbargøre det arbejde, du lader en anden udføre for dig, ellers har du ikke lov til at lade ham arbejde for dig, hvor meget du end betaler ham. Du kan ikke betale dig fra den befaling. Bruger man ikke den kirke og præst, man dog betaler for, så er man til grin for egne penge, ville vi sige. Filosoffen går videre og siger, at man har brudt en livslov. 2

3 Livslovene er som livet givet os, som noget der både er for stort og enfoldigt og glædeligt til bare at være interessant. Når vi ikke bare kan gentage det, der blev sagt i 40 erne under krigen, skyldes det moderniseringen af vores bevidsthed, som betyder, at der nu ikke er noget, der er større eller mere enfoldigt eller glædeligt end vores interessante selv. Vores jeg. Og dermed også den måde, jeget tror på, opfører sig på og elsker på. Engang var livslovene større og glædeligere end jeg et. Nu er jeg et interessant. Da jeg i sin tid flyttede fra et lille landsogn til et stort forstadssogn nord for byen, kommenterede en af familiens indremissionske fastre flytningen med ordene, at nu skulle jeg nok op til de interessante. Det var meget mere præcist, end hun forestillede sig. Det var en flytning fra et sted, hvor kirke og kristendom først og fremmest var tradition, til et sted, hvor kristendommen var nogles interesse, mens andre gik i konservativ vælgerforening eller til croquis. Jeg tror ikke, man ville have kaldt sit forhold til Jesus for et kærlighedsforhold hverken det ene eller det andet sted. Men i landsognet ville selv ordet interesse have været for stærkt. Man gik bare i kirke, og sådan var det. Bad sin aftenbøn og kunne næsten sin trosbekendelse. 3

4 I byen derimod er tro et interessant fænomen på linje med alt det andet, som rækker blot lidt ud over den almindelige cargokult. Vi følger derfor med psykologisk interesse, dialogen mellem Jesus og Peter. Man har således gjort et stort nummer ud af det ord, Johannesevangeliet lader Jesus anvende, når han spørger til Peters følelse. Elsker du mig? På græsk har man to ord for at elske. Og uden at optræde som en anden Jean de France kan jeg godt nævne dem, for de kan forstås uden videre. Man kan skelne mellem eros og agape. Eros er, som man næsten selv kan oversætte det, den erotiske tiltrækning, mens agape er den ofrende, selvhengivende kærlighed, som ikke søger sit eget, altså en aseksuel kærlighed. Og pointen er selvfølgelig, at den kærlighed, Peter elsker Jesus med er af den sidste slags, den ofrende, selvhengivende kærlighed. Det er det samme ord for kærlighed, som anvendes i kærlighedens højsang (1. kor. 13), når Paulus taler om den kærlighed, som overvinder alt, tror alt og udholder alt og derfor er størst blandt de tre kristne kardinaldyder tro, håb og kærlighed. Så bliver da tro, håb og kærlighed. Disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Og det er selvfølgelig også ordet agape, vi finder i det lille evangelium i Johannesevangeliet (Joh 3,16). Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv. 4

5 Betyder det så, at vi som danskere har et forsimplet trosforhold på grund af vores fattige ordforråd med kun et ord for at elske. Et ord, vi ikke engang tør anvende til beskrivelse af vores forhold til Jesus? Eller gemmer der sig i virkeligheden i vores sprog en viden om kærligheden, der hvad enten man anvender det ene eller andet ord er en varm, inderlig følelse over for en anden, som man føler sig knyttet til. I så fald er der også i Peters kærlighed til Jesus mere på spil end blot den ofrende, selvhengivende agape. Der er også den lidenskab, selvforglemmelse og drift, der ligger i begrebet eros. Noget kunne tale for det. For hvordan skulle vi ellers forklare det martyrium, Jesus forudsiger Peter? Det kan være, det i virkeligheden er en bornert kirkelighed, der redder sit skind, når den skelner mellem den kærlighed, vi elsker hinanden med, - når vi gør det, og den kærlighed, vi elsker Gud med, - hvis vi kan sige, vi gør det. Hvad ville vi i grunden sige, hvis vi blev spurgt. Elsker du Jesus? Ville vi sige, at vi finder ham meget interessant, at han var et godt menneske, at han er svær at glemme, når man først har lært ham at kende? Når vi siger om et menneske, at vi elsker ham eller hende, så fritager det os på forundelig vis for yderligere bedømmelse. Og det er da en frihed. Vi behøver ikke forklare, hvad det er, der gør vores 5

6 ægtefælle, vores børn, vores forældre så elskelige. For det er ikke noget særligt. Det er det alt sammen. Vi har ikke behov for at pinde det ud. Det samme kunne gælde Jesus. Vores forhold til ham ville være enkelt og lige til gengivet i svaret, at ja, vi elsker Jesus. Og hans svar er så ikke det alt for private, at han også elsker os, selvom det er blevet indbegrebet af kristendom for mange. At Gud elsker os eller endnu værre, at Gud elsker os som vi er. Jesus svarer med et krav, en befaling. Vogt mine lam. Den kærlighed, vi elsker Jesus med, skal vi udmønte i omsorgen for den anden. Jesus elsker os som dem, vi kan blive. Vi skal ikke elske de andre i den udstrækning, vi eventuelt finder dem interessante eller elskværdige. Vi skal elske dem, fordi Jesus også stiller krav til dem. I det kravet om at tage os af hinanden får vi bekræftet den kærlighed, Jesus elsker os med. Skulle vi endelig til sidste trække en psykologisk pointe ud af denne kirkeligt konstruerede samtale, kunne vi sige, at det da ikke er mærkeligt, at Peter bliver ked af at blive spurgt hele tre gange. Men så kan han ligesom alle os andre, se at komme i gang i stedet for at stå der og bare snakke 6