Indhold Kort. vide verden

Transkript

1 vide verden peter thielst Som filosofistuderende, fanget ind af antikkens tænkere, kom jeg ret tidligt til Athen, om end der gik et par år, før jeg trodsede juntaen i sommeren Mange ophold senere fik jeg i 2007 fod på egen balkon midt i Metaxourghío-kvarteret, og alt i alt er jeg nu her et par måneder om året. Har her skrevet det meste af Kroppens idéhistorie og Sexualitetens idéhistorie, arbejdet med Kierkegaard-udgaver i moderne retskrivning og senest oversat Nietzsche. Da både Søren og Friedrich jo har deres udestående med Sokrates og hele antikken, er man mentalt godt hjulpet af at være i Athen, hvor man altid kan skæve op til Akropolis og gå en tur langs agoraen. At den vestlige filosofi imidlertid rummer mere end fodnoter til Platon (som A.N. Whitehead sagde), indså jeg klart, da jeg selv gik hele vejen fra Thales til Habermas i Man bør tvivle om alt, og tro på meget, men det er en anden historie, ligesom den om Kierkegaard i Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. 122

2 hverdagen folkelige kvarterer på tværs af byen Selv om templer og ruiner vidner om Athens høje alder, er den reelle by, vi nu kan gå rundt i, knap så gammel, mindre end to hundrede år, hvor den endda er ældst. Det har sine grunde, og siden 1832, hvor den sølle landsby med få tusinde indbyggere blev forvandlet til hovedstad i den nye nation, har dårligt byggeri og hurtigt forfald godt bistået af jordskælv og krigshandlinger åbnet for mange ændringer og fornyelser. Andre er kommet til pga. den trafikale infrastruktur, hvor især bilen har hærget og revet meget ned, og pga. et voldsomt vokseværk: i dag rummer stor-athen hen ved fem millioner mod f.eks. halvanden million, da militærjuntaen måtte give op i Lad os få syn for sagn og bevæge os ud i nogle af de kvarterer, hvor byen er ældst og godt slidt, hvor forfaldet er til at se og brodere videre på, hvor folkelivet er broget og traditionsrigt, og hvor historien ikke er til at komme uden om. Hvis vi fra Stréfi-højen i nord krydser ned over Omónia-pladsen og ind i gaderne vest for Pireós-gaden (officielt Panayí Tsaldári-gaden) for til sidst at støde til det nye og hotte Gázi-område, bevæger vi os fra Exárchia-kvarteret tværs over den travle Omónia-plads og ind i Metaxourghío-kvarteret, der atter går over i Kerameikos-kvarteret. I fugleflugt er der tale om en rute på blot halvanden kilometer, men hensigten er at gøre omveje, gå lidt på kryds og tværs og give sig tid til at lade blikket glide op ad bygningerne og samtidig holde øje med deres rigdom på street art. Inden vi går videre, skal det understreges, at Kerameikos er et ord med flere betydninger. Dels betegner det et specifikt arkæologisk område med den antikke begravelsesplads, dels et større byområde, der oprindelig inkluderede, hvad vi i dag kalder Metaxourghío 123

3 hverdagen (i nord) og Gázi (i syd) hvorfor vor tids reducerede Kerameikos nu ligger mellem disse (mens metrostationen af samme navn ligger midt inde i Gázi!). Endelig har Kerameikos givet navn til hovedgaden (med slutendelsen -ou), der fører igennem Metaxourghío og Kerameikos fra Zínonos nær Omónia til Ierá Odós over for Gázi. Kvarterbetegnelser og især de stedsangivelser, folk benytter sig af kan variere en del: I dag er det mere smart at anføre Metaxourghío og Gázi end Kerameikos. Hellere spejle sig i den nærmeste industrihistorie (se senere) end i den evindelige oldtid, hvor navnet henviser til antikkens pottemagere, der af ler (gr. keramos ) skabte de her anvendte gravurner. ind i exárchia Egentlig skulle vi begynde på toppen af Stréfi, men her er ingen metrostation eller landingsplads for helikoptere. Lad os derfor gå praktisk til værks og starte fra Omónia og gå ud ad Patissíon (28. oktober-gaden) slå et slag rundt om Nationalbanken i det østlige hjørne, hvor universitetsgaden (Panepistimíou) kommer ned til pladsen. Tag fortovet i højre side og styr fremad mod det arkæologiske nationalmuseum, men stop foran Stournara-gaden. Her med front ud mod Patissíon og murværk ned langs Stournári ligger Metsóvion Politechníou, den polytekniske læreanstalt, tegnet af Lysandros Kaftantzoglou og opført Fra hjørnet ser den ikke ud af noget, der er grund til at gøre holdt ved, slidt og snavset, som muren er, hærget af grim graffiti, iturevne plakater og på den modsatte side, vis-a-vis det arkæologiske museum et sammenrend af bumser, narkomaner og illegale indvandrere. De ser nu værre ud, end de er, men næppe værre, end de har det. (Et godt råd: giv aldrig penge, men gerne lidt mad og en flaske vand.) Den polytekniske læreanstalt blev projekteret og opført i kølvandet på universitetet på Panepistimíou, der selv blev flankeret af nationalbiblioteket og videnskabernes akademi. Politechnío kan i sin nyklassicistiske stil minde lidt om denne arkitektoniske treenighed, 124

4 blot mere sammentrængt og symmetrisk opbygget, idet den firkantede hovedbygning i to fag (og med en smuk indre søjlegård) helt ude ved Patissíon er flankeret af to nærmest T-formede søjlebygninger, der tydeligvis er mere til pynt og skyggefuld promenade end til praktisk funktion, idet de kun rummer nogle små, højloftede kontorer. Hele komplekset, som man for det meste kun kan komme ind på via Stournára, rummer også nogle nyere og meget grimme undervisnings- og administrationssiloer, men spring dem over. Nej, det, der gør Politechnío interessant ud over de bygningsmæssige kvaliteter, er dens rolle i nyere græsk historie. Lad os her forbigå modstandskampen under Anden Verdenskrig og nøjes med begivenhederne under juntastyret , der for en tid satte en effektiv stopper for det reelle demokrati, der ellers var begyndt at virke Nu stod man med et militærdiktatur, hvis stikker- og terrorvirksomhed længe lagde en dæmper på de store, offensive protester, også blandt de kritiske studenter. Først i marts 1973 kom det til en besættelse af universitetets juridiske fakultet, men aktionen løb ud i sandet, da obersterne begyndte at tale om demokratiske reformer. I november havde de studerende dog fået nok, og flere steder i landet besatte de universitetsbygninger og krævede juntaens afgang bakket op af små, illegale radiosendere. Politechnío var den betydeligste studenterbase i centrum og blev snart den afgørende kampplads: Natten mellem den 16. og 17. november 1973 satte juntaen nemlig militær og kampvogne ind. Det blev en blodig nat med 24 dræbte, utallige sårede og hen ved 900 arresterede. Det blev det chok, der fik den ellers noget ængstelige modstand til at vokse, og et halvt år senere måtte obersterne kapitulere og give magten tilbage til folket et fald, der også havde med håndteringen af Cypern-spørgsmålet at gøre, men det er en anden historie. Som følge af denne begivenhed uhyrlig i sig selv, men i frihedskampens lys heroisk og løfterig er den 17. november siden blevet dagen, hvor studenter og alle andre grækere med regeringskritisk indstilling 125

5 hverdagen Sammenstødet mellem militær og studenter natten til den 17. november 1973, hvor tanks pløjede sig ind gennem porten til den polytekniske læreanstalt. Junta-regimet varede fra april 1967 til juli 1974 eller blot national ære går i stor demonstration fra den polytekniske læreanstalt over Klafthmónos-pladsen til parlamentet og videre til den nærliggende amerikanske ambassade (da USA i sin tid støttede oberstregimet). Inden da er der blevet lagt kranse og blomster ved det markante mindesmærke inden for porten ved Patissíon. Er man i byen denne dag, kan det anbefales at holde sig lidt på afstand af selve demonstrationstoget, der ofte tiltrækker køllebevæbnede elementer, der kun er ude på konfrontation med politiet og hærværk mod banker og butikker hvorfor alle sådanne på ruten lukker og trækker gitre ned. En særlig følge af studenternedslagtningen på Polytechnío den 17. november 1973 var, at politiet (og hæren) fremover blev forment adgang til landets universiteter og højere læreanstalter disse blev, lidt som kirkerne tidligere, udlagt som frie områder, hvor ordensmagten ikke måtte gøre sig gældende eller ved sin blotte tilstedeværelse virke provokerende. Det betød desværre, at universiteterne gennem årene kom til at 126

6 Foran læreanstalten er der mindesmærker for såvel de faldne under Anden Verdenskrig som de døde og sårede fra den 17. november Sammen med den sammenkrøllede gitterport vidner dette store hoved om juntaens ugerninger huse mere problematiske og antidemokratiske kræfter, så den rene og regelrette studenteropposition blev vanskelig at afgrænse i forhold til kriminelle kræfter. Og som altid i Grækenland: En erhvervet rettighed skal man aldrig give fra sig (uanset hvor tåbeligt den udvikler sig), og derfor tog det skiftende regeringer lang tid, før man for et par år siden fik taget sig sammen og afskaffede denne særlov. Til juntatidens excesser hører også adressen Bouboulínas 18, hvor det militære sikkerhedspoliti (ESA) holdt til, og hvor de politiske fanger blev fængslet og sat under tortur heriblandt komponisten Mikis Theodorakis (læs hans Dagbog, 1971, da. 1973) og modstandshelten Alekos Panagoulis (læs Oriana Fallacis En mand, 1979, da. 1981). Dette rædselskabinet er i dag afløst af en nydelig beboelsesejendom, men det er værd at påpege, at gaden, hvori det befandt sig, løber lige bag om den polytekniske læreanstalt og det arkæologiske museum. Ser man bort fra dette makabre stop og går 127

7 hverdagen videre op ad Stournára, er man pludselig i hjertet af Exárchia, den trekantede plads med de mange barer og cafeer. Dette er byens latinerkvarter par excellence, det sorte look og den overvintrede flipperstil taler tydeligt herom. Mange bygninger i området er fornyede, og de gamle går ikke meget længere tilbage end til begyndelsen af 1900-tallet. På selve pladsen har hjørneejendommen ved Arachóvis, over for friluftsbiografen Box, flest år på bagen: funkis-jugend fra 1938, nu med det mondæne bog- og kaffested Floral. Her fra dette hjørne er det svært at undgå Stréfi-højen, for den ligger lige oppe for enden af Themistokléous, den gade, der skærer pladsen på langsiden og i den anden ende nærmest støder ud til Omónia. Der er trappe op fra Kalidromíou lige over for Em. Benáki. Når Stréfi må kaldes en høj, er det, fordi betegnelsen bjerg skal reserveres til Likavittós, der ligger blot en halv kilometer væk og er byens højeste punkt. Stréfi giver nu også et godt udblik over byen, men først helt oppe, når man er fri af trætoppene: Her er grønt og stille, et godt sted at slå sig ned med en bog. Hver lørdag er Kalidromíou, der løber lige neden for højen, rammen om et af byens store markeder med frugt, grønt, æg, fisk osv. Boderne er koncentreret på toppen af gaden, men holder ved i faldet ned mod byen på begge sider. Som kvarter afgrænses Exárchia af Pedion tou Áreos-parken eller den stærkt trafikerede Leofóros Alexándras i nord, Patissíon mod vest, Akademías mod syd og Ippokrátous op mod øst (socialistpartiet PASOK holder til i nr. 22). Næsten midt i kvarteret ligger, hvad man kan kalde Folkets Park, placeret mellem Zoodóhou Piyís og Hariláou Trikoúpi, hvor de krydses af Navarínou. Baggrunden for denne anderledes oase midt i byen er ganske tragisk, for den skyldes drabet på den knap 15-årige Alexandros den 6. december 2008, forårsaget af en uagtsomt eller tankeløst affyret politikugle under en ellers ret fredelig demonstration. Som med drabene i 1973 blev det dråben, der for mange unge fik bægeret til at flyde over: Først fulgte der en del ballade og hær- 128

8 Folkets park i Exárchia er en grøn og dekorativt meget varieret plet, hvor man kan slå sig ned og se ud til de omgivende småbarer og husruiner og studere resultatet af et smukt lokalt initiativ værk, senere i foråret 2009 opstod Folkets Park på en grim tomt, der i løbet af en nat blev brudt op, tilplantet og forsynet med bænke, stier og mosaikker. Et fredfyldt sted, langt væk fra knippelsuppe. Fra pladsen kan man gå ad Tzavélla ned til hjørnet af Mesolonghíou, hvor der til venstre ved nr. 13 findes en mindeplade for den unge dreng. omónia Da det nye Athen, efter den tyske prins Ottos indsættelse som konge i 1832, skulle tegnes op, blev Omónia ( enigheden, som det franske concorde) tænkt ind som det folkelige modstykke til det officielle centrum med det nybyggede kongeslot. Pladsen fik i øvrigt sit nuværende navn, da folket i 1843 afkrævede kongen en egentlig forfatning (gr. syntagma ). Derfor blev Omónia rund og Síntagma firkantet, den ene tænkt som uformelt samlingssted, velegnet til promenade og måske lidt flirt, den anden, passende niveausænket, som opmarchplads for militærparader og lydige og glade 129

9 vide verden Omónia i dag er en skygge af sig selv. Den runde form anes endnu, men trafikregulering og ønsket om ikke at gøre pladsen attraktiv for hjemløse har sat sit præg. Det er nedenunder, det foregår, idet to vigtige metrolinjer her krydser hinanden undersåtter. Samtidig blev Omónia placeret ind som et knudepunkt for den nye vejføring, der skulle samle byens akser og organisere vigtige ind- og udfaldsveje den slags lægger man jo ikke på kongens dørmåtte, men i behørig afstand. I dag ligner Omónia noget, ingen har tænkt nærmere over, eller en trafikal løsning, der er gået helt i smadder, men det har sine årsager. Da pladsen blev anlagt midt i 1800-tallet, var de eneste transportmidler foruden eget bentøj heste, æsler og vogne trukket af disse. Det gjorde, at man uden fare for liv og lemmer let kunne komme ind på pladsen fra alle sider. Der var palmer og græsbevoksning med stier og bænke som i enhver anden park, og i årtier lå der boder hele vejen i yderkanten og dannede et stort cirkulært marked. I begyndelsen af 1900-tallet kom de elektriske sporvogne og de første biler til, og pladsen blev omlagt den ene gang efter den anden, efterhånden også med et underjordisk anlæg, da togbanen fra Kifissiá til Piræus blev ført igennem det blev palmernes endeligt. Frem til Anden Verdenskrig var det endnu en plads, 130

10 man ret ugenert kunne komme frem til, men efter krigen sejrede bilerne. Først med det resultat, at pladsen blev omdannet til én kæmpemæssig rundkørsel, der lukkede af for enhver menneskelig adgang hvorfor den runde midte blev forvandlet til en grøn og lettere beplantet ø med springvand og skulpturer: noget kønt at kigge på gennem bilruden. Derpå gjorde selve bilmængden det vanskeligt for rundkørslen at fungere, og pladsen blev endegyldigt frataget sin runde form, idet den blev trukket ud mod øst og vest, så der som nu kun føres trafik omkring den i to reducerede halvcirkler. Det har så muliggjort, at menneskenes børn atter kan komme ud på pladsen, som desværre samtidig blev forvandlet til en betonørken uden form og med et på alle måder dysfunktionelt kunstspringvand i den ene ende. Over udluftningsristene fra metroen varmer de hjemløse sig om vinteren, og ellers haster folk blot af sted, for her er ikke længere rart at være. ind i metaxourghío og kerameikós Er man kommet helskindet fra det østlige til det vestlige hjørne af Omónia, kan man lidt nede ad Pireósgaden dreje ind i Metaxourghío-kvarteret gennem den livlige handelsgade Zínonos. Hele området herfra og ned til Gázi afgrænset af de trafikalt rasende strøg Pireós, Konstantínou, Achilléos, Konstantinoupóleos og Ierá Odós er karakteriseret ved mange gamle bygninger, ofte kun i to etager, nogle fint istandsatte, andre stærkt forfaldne og en del rene ruiner, afspærret pga. nedstyrtningsfare og for at undgå, at hjemløse, stofmisbrugere og illegale indvandrere rykker ind. Denne bebyggelse hænger sammen med, at Metaxourghío- og Kerameikós-området, der har Thermopilón som uformel skillelinje, er byens ældste arbejder- og arbejdskvarter, dvs. mange simple boliger med værksteder, småindustri og oplagspladser for handel med maskiner, byggematerialer, koks osv. Det har været et virksomt, støjende og noget snavset kvarter, og af samme grund derfor også forsynet med mange beskedne spisesteder, værtshuse og bordeller. Sidstnævnte er der stadig en del af, især i Metaxourghío og altid i de 131

11 hverdagen mest slidte og forfaldne bygninger; trafikken ind og ud er overraskende livlig, men mange tager sig øjensynlig blot en smuttur for at kigge på varerne. Modsat disse etablissementer, som ingen taler om, er de fleste spisesteder og cafeer i dag nyindrettede, og de formår i reglen mere og andet end turistkøkkenerne inde i centrum. Den solide bestanddel af ældre bygninger skyldes desuden, at de nu i en del år har været fredet: dvs. at der ikke må rives ned, men kun restaureres og genopbygges og det kan være en dyr fornøjelse, så mange ejere ser tiden an. Det hele kan blive endnu dyrere, hvis man råder over en ruin, der trods alt ikke står til at redde, for skal man bygge nyt, vil man ved moderne beton-armeret byggeri gerne ned i jorden med et solidt fundament. Her støder man overalt i området på det faktum, at der allerede har været nogen: at der et par spadestik nede ligger antikke rester, enten fra beboelseshuse eller fra begravelsespladser (som i udgravningsområdet Kerameikos). Når man kommer ned til den slags, går arbejdet i stå, og arkæologerne afgør, hvornår og på hvilke vilkår man kan gå videre med sit byggeri. Derfor ser man i området ikke blot ruiner, som ingen gør noget ved, men også tomter, der gror mere og mere til. Det kan måske genere en kræsen turists øjne, men det er et held for bydelen, som på den konto har undgået en del billigt spekulationsbyggeri og kan vente på bedre tider, mens hullerne i tandrækken lader historien melde sig. Siden 2007 har forskellige kondemnerede, men ikke ligefrem nedstyrtningstruede huse og nogle tomter fået et periodisk nyt liv, idet kulturprojektet ReMap har skaffet en række kunstgrupper adgang til her at vise, hvad de dur til. En af de bygninger, der har været inddraget gennem alle årene, er den store og noget forfaldne ejendom på Keramikoú nr. 28. Den er symmetrisk anlagt med port i midten og hovedindgange til første sal i begge sider; heroppe er der 12 fag og to store balkoner. Øverst er bygningen udstyret med et fladt panoramatag, så man hævet over byen har kunnet tage sig en drink og kigge over til 132

12 Akropolis ganske som i scenen på Iakovos Rizos berømte maleri På terrassen. Aften i Athen (1897), der i dag kan ses på Nationalgalleriet. Indenfor venter der én, trods slid, forfald og mange lag maling, nogle stilfulde lokaler, som med mellemrum huser ret så diskutabel installationskunst (pt. Kunsthalle Athena). Karakteristisk for området er i øvrigt foruden de nævnte bordeller og flere små teatre de kinesiske tøjbutikker, der dominerer gadebilledet i en sådan grad, at man her må tale om Athens Chinatown. Hvordan det hele løber rundt, er, ligesom græsk økonomi og politik, lidt af en gåde, for der ankommer konstant flere containere med varer, end der ses kunder i butikkerne. Kinesernes tilstedeværelse er dog med til at bevare kvarterets karakter af foretagsomhed og gesjæft og dermed med til at forhindre, at mange butikker og lagerrum står tomme. Det er også blevet til enkelte kinesiske restauranter og et rullende gadekøkken, men pas lidt på de sælgere, der har kurven eller termotasken fuld af hjemmegjorte specialiteter: Maden kan være flere timer gammel og ligger derfor ikke altid godt i maven. hansens silkefabrik Halvvejs nede i Metaxourghío møder vi kvarterets nok vigtigste seværdighed og fortælling om den nærmeste fortid, den såkaldte silkefabrik (på græsk Metaxourghío). Det lyder måske eksotisk, men begynder et helt andet sted, nemlig ombord på et skib på vej fra øen Korfu til Patras på fastlandet i året Her møder den unge danske arkitekt Christian Hansen den græske forretningsmand Georgios Kantakouzinos, der var af royal herkomst og førte sig frem som prins af Valakiet (et område i det nuværende Rumænien). Kantakouzinos havde penge på lommen og var ude på at gøre forretninger i det nye Athen, der ganske bogstavelig skulle begynde på herrens mark. I 1833, året efter kong Ottos ankomst, var man endnu ikke blevet enige om grundplanen for den nye hovedstad, men meget tydede dengang på, at kongeslottet skulle opføres nordvest for Akropolis altså i det nuværende 133

13 vide verden Christian Hansens store bygning fra 1835, der senere blev taget i brug til Athens første større industrivirksomhed (den berømte silkefabrik), er i dag nænsomt restaureret og forvandlet til kunstmuseum. Her blot et lille udsnit fra hjørnet af Mylérou og Leonídou Metaxourghío. Det fik projektmageren Kantakouzinos til at spekulere i området, opkøbe jord og udtænke planer for et gevaldigt handelscenter nær det nye slot Leverandør til det græske hof! Det er hér, Hansen kom ind i billedet, for da Kantakouzinos blev klar over, at den unge mand var arkitekt, godt uddannet i København og nu også klassisk skolet efter to års studier i Rom, var han ikke sen til at foreslå Hansen at tegne og forestå opbygningen af et vældigt butikscenter samt en gedigen villa til prinsen selv. Hansen var ikke på vej til Athen for at søge arbejde og gøre karriere, men for at afslutte den antikrejse, han havde fået midler til hjemmefra; på den anden side var hans legat ved at slippe op, og Kantakouzinos var en charmerende entreprenør med store armbevægelser. 134

14 Det centrale i byggeprojektet var den store bygning med plads til butikker, værksteder og sikkert også et enkelt ouzeri eller kafeneio. Om det var Kantakouzinos, der bad om en L-formet bygning, eller om det var Hansen, der kom med ideen, ved vi ikke: Kun at dét blev skabelonen, og at hele tanken vel var at forny den gamle agora-idé med mange forretninger samlet ét sted. Hvad den store privatbolig angår, ved vi så meget, at den stod færdig i 1835, og at den forsvandt igen engang omkring Resten er et par skitser fra Hansens hånd, dateret 1833, samt en panoramategning fra 1835, der ikke er helt sikker i proportionerne og blander reelle bygninger med nogle blot projekterede. Den store L-formede bygning var planlagt til at huse et større antal butikker m.v. i grundplanet og en række hertil relaterede boliger på mezzaninen, men arbejdet med at bringe planen til udførelse kørte hurtigt af sporet. Først fordi bygherren lagde sig ud med sin arkitekt og ønskede en førstesal føjet til, hvorefter Hansen som senere Jørn Utzon i Sydney stod af og overlod resten til andre. Senere fordi byggeriet gik helt i stå, officielt pga. uduelige håndværkere, reelt fordi Kantakouzinos smækkede pengekassen i og opgav projektet. Det havde sin baggrund i, at han havde fejlkalkuleret kongeslottets endelige placering og derfor var endt med at opføre sit prægtige storcenter midt ude på Lars Tyndskids mark. Ved nærmere inspektion viste området sig nemlig at være ret sumpet og plaget af malariamyg, så slottet endte i 1836 med at blive opført nordøst for Akropolis, og byens nye centrum flyttede naturligvis med. Inden Kantakouzinos satte sit byggeri på standby, var det nu stort set gjort færdig, og den store hjørnebygning på Mylérou og hjørnet af Megálou Aléxandrou slap for den omtalte etagetilføjelse og kom således i grundplan og form til at følge Hansens tegninger (der siden gik tabt). Problemet var blot, at bygningen stod tom og aldrig kom til at opfylde sit oprindelige formål. Til gengæld fik den en snes år senere en anden og nok så navnkundig funktion, men da havde Hansen forladt Athen efter 17 års omfattende virke. Det var industrialiseringens 135

15 hverdagen gradvise indtog i det ellers tilbagestående agrarsamfund, der fik liv i det strandede butikscenter. Man så nemlig muligheder i silkeproduktion baseret på moderne industrimaskineri, dvs. med dampmaskine som drivkraft. Mindre anlæg var allerede i gang i Sparta og Piræus, så man vidste godt, hvad man arbejdede med. Nu skulle der blot tænkes stort, men A. Wrampe & Co. det engelske selskab, der i 1852 havde købt hele Kantakouzinos menageri overvurderede opgaven og gik konkurs i august Bygningen stod da klar til brug, og de fleste maskiner var også indkøbt, blot ikke installeret. Alt lå derfor igen stille og afventede den auktion, der skulle gøre konkursboet op og bringe nye aktører i spil. Det tog sin tid, og i nogle måneder fra juli 1854 blev bygningen taget i brug som midlertidigt hospital for kolerapatienter den hæslige sygdom hærgede epidemisk overalt i Europa i disse år. I mellemtiden lykkedes det en kreds af forretningsmænd med den foretagsomme Athanasios Durutti i spidsen at danne et selskab Société Séricole de la Grèce der kunne tage over, hvor Wrampe slap, og i begyndelsen af 1855 gik produktionen i gang. En bygning, en række spindemaskiner og en kraftig dampmaskine gør ikke en silkefabrikation. Der skal også en del flittige hænder til: 140 unge kvinder blev snart oplært og sat i arbejde i perioder under bevæbnet vagt pga. nogle lidt for nysgerrige og nærgående unge mænd i sidegaderne! Råstoffet, silkekokonerne, kom fra store plantager med morbærtræer og silkeorme på Attika, længere oppe i Balkan og helt ude i Østen. Durutti organiserede det hele og kunne snart over for myndighederne prale med at holde 300 fattige familier i Athen beskæftigede. Det var i begyndelsen, snart spandt fabrikken også nærmest guld, så man udvidede: dels gennem opkøb af grunde i nærområdet og etablering af bl.a. oliepresse, kornmølle, smedje, snedkeri og bageri; dels ved at udvide købmandskabet til at omfatte andre varer, bl.a. import af maskiner. På relativt få år var mange i den nye landsby og simple bebyggelse, der skød frem omkring silkefabrikken, involveret i dens aktiviteter, en 136

16 del som løsarbejdere og fragtmænd. Desværre vendte udviklingen, silkeindustrien var overalt i alvorlig krise, og det viste sig umuligt at rejse den fornødne kapital til at omstille sig og komme videre. Derfor stoppede produktionen brat i februar Metaxourghío bestod derfor kun i en snes år, men nåede dog at markere sig: ikke alene som den første, men i flere år også den største dampdrevne industrivirksomhed i Grækenland. Den blev så meget en dynamo for udviklingen i kvarteret, at navnet kom i folkemunde og bed sig fast selv om der ikke er meget silke tilbage, men nok en masse syntetiske tekstiler i kvarterets mange kinesiske butikker. Den station på metrolinje 2, der har fået navn efter silkefabrikken, ligger ved Karaiskaki-pladsen, hvor Konstantínou går over i Achilléos: nu en pyntet rundkørsel som Omónia i gamle dage. Læg for resten mærke til udsmykningen nede på stationen, for her er det kvarterets teaterliv, der slår igennem, ikke silkearbejdets rekvisitter. Efter silkefabrikkens fallit blev Hansens bygning omdannet til boliger og værksteder, og især efter det katastrofale nederlag til Tyrkiet i kampen om Smyrna (Izmir) i 1922, hvor flere hundredtusinde grækere måtte flygte og genhuses, kom den til at rumme mange fattige familier. På den baggrund kom der så alligevel gang i nogle små værksteder og butikker, men det hele forfaldt hastigt, og i 1993 overtog Athens bystyre den da kondemnerede ejendom. Afspærringen kunne ikke forhindre en gruppe bz ere i at bryde ind og slå sig ned, og de sidste røg først ud, da man i efteråret 2007 delvis for EU-midler gik i gang med det længe planlagte rekonstruktionsarbejde. I 2010 kunne Hansens smukke og ganske imposante bygning så genopstå som kunstmuseum, idet Athens Pinakotek pinako for billede/maleri og tek for gemmested/samling flyttede ind her. Trods megen ny beton og moderne metal- og glaskonstruktioner er det en gammel bygning, der har set mange menneskeskæbner, også af den mere tragiske slags: foruden kolera og fattigdom en del brutale likvideringer under borgerkrigen , hvor kongetro, 137

17 hverdagen reaktionære partisaner netop her tog sig drabeligt af deres kommunistiske modpart. Længe før Hansens bygning kom til, var der også et liv her, og det fik man syn for, da håndværkerne under den indledende oprydning kom ned under det gamle gulv. Her stødte man på antikke mure og grave, undtagen hvor Hansen havde anlagt kældre, for dér var det antikke lag ubekymret skovlet væk. Gennem 2008 kunne man følge med i arkæologernes udgravninger og opmålinger, men bortset fra nogle rester af et beboelseshus i det nordøstlige hjørne (kig selv ind ad det sidste vindue), er alle herlighederne atter gemt af vejen. Man skal i øvrigt gøre sig klart, at Hansens silkefabrik, som den tager sig ud i dag, er noget reduceret. Det skyldes dels, at der omkring 1900 blev ført en ny vej (Germanikoú) direkte gennem bygningen på Mylérou-siden, dels at Durutti-familien i samme ombæring skar en ordentlig luns af bygningens afslutning mod øst ad Megálou Alexándrou for at få plads til deres villa på hjørnet af den ligeledes nye vej Giatrákou. Det er således en oversavet dame uden fødder, vi kan møde i dag, og der er indgang fra hovedet ved Leonídou. Et falleret kommercielt eventyr blev til markant industrihistorie for derpå ad omveje at ende som kulturhus et velkendt forløb overalt i Europa, der holder lidt sammen på tiden og hukommelsen. til sidst: en afstikker til platon Når man er kommet til vejs ende i Kerameikos og i syd står over for den brede Ierá Odós, kan man fortsætte lige over og gå ind i Gázi og spille moderne i ly af de gamle gasbeholdere det er hipt og dyrt. Men man kan også lade være, gå lidt tilbage og tage en rask udflugt til Platons akademi (et par kilometer nordvest, en halv time til fods). Nok venter der ikke her én det store symposion, men en særlig mulighed for stoisk ro i grønne omgivelser. Jo, vi taler om dén Platon og om de sidste, spredte murbrokker fra alle akademiers og universiteters moder. Start i Kerameikoú med at gå nordpå ud ad Kolokynthoús. Denne gade møder den stærkt trafikerede Achil- 138

18 Engang, da Platon havde bestemt mennesket som et dyr med to fødder og uden vinger, greb kynikeren Diogenes en høne, plukkede den og rakte den frem med ordene: Dette er Platons menneske!. I dag er det Platons berømte akademi, der ligner en plukket høne, om end der nu er frilagt lidt mere end, hvad der her lader sig ane léos i krydset, hvor den lille Metaxourghío-plads (med en beskeden marmorfontæne fra 1800-tallet) ligger. Gå herfra til venstre ad Virginías Benáki, kryds jernbanen og styr lige frem mod pladsen, hvor man støder til gaden Plátonos: følg denne meter frem og gå til venstre ad Alexandrías. Over for tværgaden Timaíos også navnet på en af Platons dialoger, den om verdens og menneskets oprindelse! ligger hovedindgangen til den grønne oase, der også rummer de beskedne rester af Platons akademi. Her er man sat ud af byen og sendt på en mental rejse 2400 år bagud, helt uden skilte og forklaringer. Der er ingen udskænkning, så medbring selv en flaske vand, lidt frugt og måske ligefrem et eksemplar af Platons Symposion. Dvæl lidt i solen eller skyggen, for nu er der et pænt stykke vej tilbage til Stréfi. 139

19 hverdagen noter arkæologi Kerameikos 19 I antikken pottemagerkvarter og begravelsesplads. Indgang fra Ermoú ned mod Gázi; godt vue over området fra udkigspladsen på passagen mellem Ermoú og Ayión Asomáton. Metrostation Thissío (L1). Se odysseus. culture.gr. Platons akademi 35 ligger i et større parkområde nordvest for centrum, nær hovedindgangen fra Alexandrías-gaden i kvarteret Akademía Plátonos. Også adgang fra Kratýlou, hvor der er stoppesteder for bus 51, der kører mellem Menándrou (på hjørnet af Zínonos nær Omónia) og busterminal A. Se bøger I Exárchia finder man bøger på engelsk i: Xenoglosso Vivliopoleio 36 (Fremmedsproglig boghandel) Ippokrátous 12. Metrostation Panepistímio (L2). Det største udvalg fås i Eleutheroudakis 37 Panepistímiou 11, på hjørnet af Amerikís. Midt mellem metrostationerne Panepistímio (L2) og Síntagma (L2 & 3). Der er udendørs græsk bogmesse i september på pladsen foran Záppeion på Leofóros Vasilíssis Amalías. Metrostation Síntagma (L2 & 3). kunst Pinakothíki Dímou Athinaíon 38 Athen Kommunes Pinakotek i den gamle silkefabrik viser enten sin egen samling af græsk kunst fra de sidste to hundrede år eller skiftende særudstillinger. Indgang nu fra hjørnet af Mýlerou og Leonídou. Metrostation Metaxourghío (L2). Kunstprojektet ReMap i Metaxourghío og Kerameikós er foreløbig blevet afviklet hvert andet år (ulige år). Se 140

20 latinerkvarter Folkets park 39 Beliggende på hjørnet af Zoodóhou Piyís og Navarínou, Exárchia. Metsóvion Politechnío 40 Den polytekniske læreanstalt. Patissíon (28. oktober-gaden) 42. Se Mindepladen 41 for den 15-årige Alexandros kan findes på hjørnet af Mesolonghíou-gaden, ved nr. 13. markeder Der er lokalt marked med frugt, grønt, æg, fisk osv. i Exárchia om lørdagen på Kalidromíou-gaden neden for Stréfi-højen. Metrostration Omónia (L1 & 2). Og i Kerameikos om tirsdagen på Kerameikou-gaden mellem Thermopilón og Plateón. Metrostation Metaxourgíou (L2). spisesteder I Exárchia spiser man godt, især op ad gaderne Emánuil Benáki og Zoodóchou Piyís, men også omkring Exárchiapladsen. Kig ind hos Barba Yiannis 12 (Onkel Johannes) i Emánuil Benáki på hjørnet af Derveníon: Her findes de gode gamle dage med dagens retter parat i varme fade. Eller tag en tur med Doureios Ippos 13 (Den trojanske hest) på hjørnet af Kolétti og Themistokléous oppe på tagterrassen om sommeren og nede i kælderen om vinteren. I Metaxourghío begynder spisestederne især i området omkring silkefabrikken og tager til i antal nedad mod Kerameikos. Mest interessant er så afgjort Ta Koutalakia 14 (De små skeer) midt på Thermopilón 39, men rart er der også i I auli tou Petrou 15 (Petros gård) på hjørnet af Plateón og Leonídou. Metrostation Metaxourghío (L2). 141