Maria ikon og spiritualitet

Transkript

1 Maria ikon og spiritualitet Jakob Munck

2 Indhold *** Indledning *** Hvad er mariologi? *** Maria ** Hvem er Maria? ** Det horisontale og det vertikale Mariabillede ** Mariologiens universalitet ** Marias smerte ** Papisme og mariologi ** De romerske Maria-dogmer ** Protestantismen ** Maria-spiritismen *** Mariologisk moral ** Partikularisme kontra universalisme * Jødedommen i Gammel Testamente: * Jødedommen i den Babyloniske Talmud: * Islam iflg. Koranen: * Konklusion ** Jesu moral kontra mariologien ** De mariologiske normer ** Offer og etik ** Synd, skrifte, bod og aflad ** Mariologi kontra materialisme *** Mariologi kontra psykologi *** Meditationer over de mariologiske festdage *** Ikoner ** Øst- og vestkirken ** Ikonens tre formål ** Tre slags Maria-ikoner og deres spiritualitet Den autoritære ikon (Maria med Jesus som prædiker) Den romantiske ikon (Maria med kyssende Jesus) Den rene ikon (Maria uden Jesus) ** Hvordan skaffer man en god ikon? Lav den selv Bestil den hos en ikonmaler Køb en fabriksfremstillet ikon Køb en færdigmalet ikon Forfatterens erfaring ** Ikonens karisma og dens indvielse *** Mariologisk bøn ** Bønnens form kropsholdninger Den stående bøn Den knælende bøn Bøn med fuld prostration

3 ** Bønnens indhold hvad skal man sige? *** Mariologisk teologi ** Treenighed og fri vilje ** Skærsild og retfærdighed *** Mariologisk meditation *** Mariologisk skriftemål *** Maria, just try her! *** Ordliste *** Spørgsmål til overvejelse

4 *** Indledning Kære læser Velkommen til mariologien. Lad mig allerede her fra starten præsentere mig selv og fortælle, hvad formålet med dette projekt er. Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med religion, spiritualitet og personlig udvikling. I denne tid har jeg også selv udviklet mig, og det står stadig mere klar for mig, at vi mennesker her i Danmark har brug for en ny religion, og at denne religion hverken skal være lutheranismen eller den romerske katolicisme. Den skal være noget helt tredje, og det jeg foreslår er, at den bliver kaldt for mariologien. Derfor har jeg skrevet denne tekst, som skal forstås som værende første udgave af en mariologisk lærebog. Mine inspirationskilder er først og fremmest hentet i Bibelen og den kristne tradition, men til forskel fra hvad man mener i traditionel kristendom og flere andre monoteistiske religioner, så tror jeg ikke, at sandheden kan findes i en enkelt bog alene. Tværtimod. Sandheden er universel, og hvis Gud eksisterer, så er han Gud for alle mennesker, uanset hvor de lever og hvilken religion de tilhører. Dette synspunkt er det bærende i denne bog. Jeg har arbejdet med bogen i cirka et halvt år, og nu synes jeg at det er på tide at slutte. En stor del af denne tid er gået med personlige afklaring, som har fundet sted i takt med skrivningen. Teksten, som du læser nu, er revideret mange gange, inden den blev som den er nu. Men alligevel er den hverken færdig eller perfekt. Der er stadig mange steder brug for bedre formuleringer og yderligere gennemtænkning af det mariologiske koncept. Alligevel har jeg besluttet at overlade teksten til læserne nu, i den stand den er i. For ellers er jeg bange for at køre træt. Jeg har behov for feedback, så al kritik er velkommen. Alt vil blive brugt som inspiration, når en ny og endnu bedre udgave af teksten skal lanceres, forhåbentlig med titlen "Lille lærebog i mariologi". Jeg har lavet en ordliste bagerst i bogen. Den kan du bruge til at tjekke uklare begreber. Og så har jeg også lavet en liste med spørgsmål til diskussion. Disse spørgsmål er ikke nogle, som jeg selv har et færdigt svar på, men nogle som den interesserede læser vil kunne lære noget af at forholde sig til. Og den afklaring, som læsning og debat kan føre til, håber jeg vil skabe mere klarhed og dermed også inspirere til udvikling af den mariologiske spiritualitet og måske starten på en mariologisk bevægelse. Jakob Munck - 4 -

5 *** Hvad er mariologi? Mariologi er læren om den skønneste af alle kvinder, som har levet på denne jord, nemlig Jomfru Maria, som er moder til Jesus, og som derfor med rette kaldes for Guds Moder. Jeg elsker Jomfru Maria, og jeg ser hende som en åndelig moder for alle mennesker og som et billede på al ægte kærlighed. Men jeg ved også, at den Maria, som vi møder i den kristne bibel, kun er en ud af mange guddommeligt ophøjede kvinder, som mennesket har tilbedt op gennem historien. En af de ældste kulturgenstande, som vi kender fra Europa, er den hellige Venus fra Willendorf, som blev fundet i Østrig i Det drejer sig om en 11 cm. høj limstensfigur, som forestiller en nøgen kvinde, udsmykket med et net om håret. Alt tyder på, at det har været en kultgenstand i en af de første former for moderdyrkelse, som vi kender til. Denne figur er dateret til at være år gammel, så det at dyrke moderen som noget helligt, har ikke noget med kristendom at gøre, for kristendommen er kun år gammel. Dyrkelsen af den hellige moder er udtryk for en universel spiritualitet, som kendes fra mange måske alle kulturer og religioner. Her i denne tekst vil jeg kalde denne spiritualitet for mariologi, fordi vi beskæftiger os med den ud fra en kristen synsvinkel og dermed ud fra den lære om det moderlige, som findes i Det Nye Testamente. Derfor vil jeg også tillade mig at citere fra Bibelen, når jeg finder det passende i en given sammenhæng. Ikke fordi at jeg tror, at denne bog er skrevet af Gud eller at alt, hvad der står i den er sandt, men fordi denne tekst på mange måder ligger til grund for den kultur, som vi lever i. Det at vi finder den kærlige moder i Bibelens tekster gør, at vi kalder hende for Maria, for Maria var Jesu moder og dermed - for kristne - Guds moder. Enhver som tror på Jesus, ved at han lod sig føde af en kvinde og alle kristne må beundre og elske denne kvinde, for uden hendes "ja" til Guds engel ville kristendommen ikke være blevet til noget. I det følgende vil jeg gøre mit bedste for at forklare hvem Maria er, hvilken rolle hun spiller i Bibelen, og hvilken rolle hun spiller for den mariologiske religion. Og du kan lige så godt vænne dig til dette ord mariologi med det samme, for det er et nøgleord i den tekst, som du er gået i gang med. Det er nemlig min opfattelse, at det er muligt at skabe en universel religion, der har Maria som udgangspunkt, fordi denne Maria Guds Moder er fælles for al kultur og alle religioner, også selv om hun har forskellige navne i hver af dem. Maria er fælles for os alle, ikke kun fordi hun optræder under forskellige navne i de fleste af verdens religioner, men også fordi hun er en helt central del af vores individuelle tilværelse. Maria repræsenterer jo moderen, og vi har alle en moder, som - 5 -

6 engang har bragt os til denne verden, og som sandsynligvis har elsket os højt og gjort, hvad hun kunne, for at vi skulle blive sunde og lykkelige. Det, som er det centrale i al religion kærligheden er altså også det centrale i mariologien, og den kærlighed vi taler om, er ikke en slags spirituel indbildning, men den håndfaste og virkeligt eksisterende kærlighed, som vi kender fra vores egen moder og fra alle andre mødre i denne verden. Det gode ved mariologien er, at den ikke er forbeholdt tilhængere af den ene eller anden religiøse konfession, for den bygger på erfaringer, som vi alle har, uanset om vi tror på Gud eller ej. Mariologien er simpelthen læren om den universelle kærlighed, som vi alle kender og længes efter. Men den er også læren om, at der stilles krav til os, for at vi kan møde denne kærlighed, for ingen moder kan hjælpe sine børn, hvis ikke disse børn har tillid til hende og gør det hun siger. Hvis man vil være uafhængig, så har man ikke brug for en moder, for kærlighed giver afhængighed. Mariologien er derfor ikke, som nogle tror, en opskrift på gratis kærlighed eller "billig nåde", som teologen Dietrich Bonhoeffer ( ) advarede imod. Det er en lære om bøn, offer, disciplin og lydighed, som fører mennesket frem mod den tilstand, som det er skabt til at være i. Mariologien er en vej til hellighed, og dermed er den fælles for alle religioner, for netop denne hellighed er religionernes højeste formål. Det gælder ikke om at slås, eller om at bevise at den ene konfession er bedre end den anden. Det gælder om at finde frem til den kerne, som findes udtrykt i al hellighed og i al religion, som eksisterer. Det er denne kerne, som vi her kalder for mariologien, fordi vi tager vores udgangspunkt i den kristne religion og i det kristne evangelium, hvor Guds Mor hedder Maria. Lad os slutte med en traditionel Mariabøn: Hil dig Maria, fuld af nåde Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt Jesus Hellige Maria, Guds Moder, bed for os Nu og i vor dødstime. Amen. *** Maria ** Hvem er Maria? Maria kender vi alle. Hun er den fælles moder (Joh ), som repræsenterer den universelle kærlighed. Hun elsker sine børn betingelsesløst, og dermed elsker hun os alle. I den kristne tradition hedder denne moder Maria, men denne kvinde adskiller sig ikke i væsentlig grad fra de moderguder, som kendes fra andre religioner. Man skal dog passe på, når det drejer sig om kristen teologi, for Maria er ikke en Gud, vil teologerne sige, og det er også rigtigt. Maria er den øverste helgen i det himmelske hierarki, og dermed har hun en magt, som ingen andre helgener har. Og derfor kan vi bede til Maria og forvente at få svar. Vi kan også bekende vores skyld til hende, men det skal vi gøre - 6 -

7 med den viden, at Maria ikke selv kan tilgive denne skyld. Men hun kan formidle forbindelsen til sin søn, Jesus Kristus, som er den ultimative Gud, kristne mennesker tror på. Der er tre kilder til vores viden om Maria, og hver af dem er lige så god som de andre. Den første kilde er erfaring, den anden er vores forstand, og den tredje er den guddommelige åbenbaring, som vi kender den fra historierne i Det Nye Testamente. 1. Erfaring har vi alle med den moderlige kærlighed, da de fleste af os er så heldige, at vi har, eller har haft, en moder, som elskede os, og som gjorde alt, for at vi skulle blive lykkelige. Vores moder har aldrig været perfekt, hvilket intet menneske kan være, men hun har altid gjort, hvad hun kunne, for at gøre livet godt for sine børn, og det er derfor, vi elsker hende. 2. Forstanden er den anden kilde til vores viden. Da Maria er den ultimative kærlighed, så møder vi hende alle steder, hvor vi møder denne kærlighed. Også når denne kærlighed ikke er så stærkt, som vi kunne ønske. Når man skal bruge sin forstand til at forstå Maria, så er det fordi, den ultimative kærlighed aldrig kan fungere, hvis den ikke kombineres med forstandens afgørelser. En moder kan godt blive fristet til at gøre noget, som rent umiddelbart er til glæde for hendes børn, men som set i længere perspektiv er til skade. For at undgå det må hun bruge sin forstand. Hvis hun f.eks. fortæller børnene, at de ikke behøver at gå til tandlægen, fordi de ikke bryder sig om det, så er det ikke til gavn for dem og de risikerer at få tandproblemer og unødvendige sygdomme, når de bliver ældre. Børn skal naturligvis til tandlægen, også selv om de ikke bryder sig om det. Og når de bliver voksne, så takker de forhåbentlig den moder, som tvang dem til at gøre det rigtige, medens de stadig var så unge, at de ikke selv kunne forstå det. Og derved har vi vist, at kærlighed kræver omtanke. Der er mange afgørelser i livet, som ikke bør træffes ved blot at vælge den letteste løsning. Hvis en moder kun tør træffe de afgørelser, som hendes børn bedst kan lide, så skader hun sine børn. Og det samme gælder i al form for kærlighed, at den kræver forstandens medvirken, hvis den ikke skal udarte til noget dårligt. Det er derfor også nødvendigt at bruge sin forstand og sin sunde fornuft, hvis man vil forstå hvad Maria kærlighedens helgen nummer ét er for en person. For Marias kærlighed er aldrig forbundet med fratagelse fra den frie vilje. Selv om hun vejleder os i at gøre det gode, så har vi stadig friheden til at handle anderledes. 3. Åbenbaringen er den tredje kilde til vores vide om Maria, og da vi nu behandler det mariologiske ud fra en kristen synsvinkel, så vil vi koncentrere os om de kristne tekster, hvor vi kan læse om hende. Det vil især sige Det Nye Testamente, hvor vi bl.a. møder Maria i disse situationer: Da hun får besøg af en engel. Vi ved fra Lukasevangeliet (1,26-35), at da en kvinde ved navn Elizabeth var i 6. måned af sin graviditet, blev Guds engel Gabriel sendt til Jomfru Maria, som på det tidspunkt - 7 -

8 var forlovet med Josef. Englen hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede! [ ] Frygt ikke Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus." Maria var ikke i tvivl om, hvorvidt hun skulle følge Guds kald, og derfor svarede hun ganske enkelt: "Se jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Da hun får ros for sin lydighed mod Gud. Vi ved, at under ovennævnte besøg (Luk. 1,41) roser Elizabeth Maria for hendes lydighed mod Gud og priser det barn, som hun skal føde. Elizabeth siger: "Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt!" (Luk. 1,42). Medens hun omtaler Gud som sin frelser. Under det samme besøg (Luk. 1,46-55) siger Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger og med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort Maria fryder sig altså over den opgave, som Gud har sat hende til at løse. Hun beskriver sig selv som hans "ringe tjenerinde" og forudser at alle slægter skal prise hende salig. Hun siger også, at han vil splitte dem, som er hovmodige, og at han har ophøjet de ringe og mættet de sultende. De rige, derimod, har han sendt tomhændet bort, hvilket måske kan lyde urimeligt, hvis vi opfatter rigdom og fattigdom som værende rent økonomiske begreber. Men det ville også være alt for snævert. Da hun føder Jesus i stalden i Betlehem. I Lukasevangeliet (kap. 2) læser vi historien om Jesu fødsel i stalden i Betlehem. Vi forstår, at Jesu forældre lever under de mest fattige kår, men ikke desto mindre har de fået opgaven at skulle opfostre selve Guds Søn i menneskelig form. Det er altså ikke kun de stærke kloge, de rige og de hellige, som får store opgaver, det gør vi alle. Jesu egen fødsel er det bedste eksempel på dette. Da hun leder efter Jesus, som er i templet. I Matthæusevangeliet (12,48-50) møder vi Maria som den moder, der forsøger at kalde sit barn hjem, fordi hun er bekymret for, hvad han foretager sig. Jesus er i synagogen, og da han får at vide, at hans moder står udenfor og vil tale med ham, siger han: "Hvem er min moder og hvem er mine brødre?" Og han peger på menigheden og siger: "Se, her er min moder og mine brødre. For den, der gør min himmelske faderes vilje, er min bror og søster og moder." Det høres tydeligt, at Marias barn er både intelligent og moralsk. Han ved godt, at moderskabet hverken kan eller må begrænses til at gælde det - 8 -

9 biologiske alene. Også mennesker uden børn, kan være forældre, og den som gør det gode, er bror eller søster til Jesus Kristus, Marias søn = Gud selv. Da Jesus siger til hende, at Gud er hans far. I Lukasevangeliet (1,30) læser vi om Jesus, som er løbet væk fra sin mor og far, hvilket gør at de bliver urolige. Men da Jesus kommer hjem, beroliger han dem og siger, at han var været hos sin fader, hvilket vil sige i synagogen. Det forstår Maria ikke, men alligevel står der, at hun "gemte alle ordene i sit hjerte" (Luk. 2,51). Alt hvad Gud siger, gør indtryk på Maria, som gemmer det hele i sit hjerte. Hun lærer og forstår, lige som vi alle er kaldet til at lære og forstå. Da Jesus forvandler vand til vin. Jesus og Maria er indbudt til et bryllup, hvor Jesus forvandler vand til vin. Gæsterne undrer sig, men Maria siger til dem, at de skal gøre alt det, som han siger til dem (Joh. 2,1-11). Hun er nu bevidst om Jesu evner, og da han hævder at være Gud selv, så er lydighed ikke et valg men en nødvendighed. Det ved Maria. Da Jesus korsfæstes. Ved Jesu kors står Maria ved siden af flere andre kvinder, hvor i blandt er Maria Magdalena. Også en af de mandlige disciple er til stede. Jesus siger til sin moder, som står ved siden af disciplen: "Kvinde, der er søn" og til disciplen siger han: "Dér er din moder." (Joh. 19,25-27). Det er derfor helt naturligt, at vi regner Maria som værende vores fælles moder, og alle andre kristne mennesker som værende vores brødre. Det moderskab, der her er tale om, er naturligvis ikke af biologisk, men af åndelig art. Efter Jesu død. Vi ved også at Maria holdt kontakt med Jesu menighed, endnu efter Jesu død, og at hun bad med menigheden og med andre, som havde kendt Jesus (ApG. 1,14). Maria var altså med til at føre den kristne kirke videre og dermed med til selv at skabe den tradition mariologien som vi skriver om her. Som det ses er det kun få og sporadiske billeder vi får af Maria i Det Nye Testamente. Hvis disse fragmenter var alt, hvad vi havde at tro på, så var den mariologiske spiritualitet meget svag. At dyrke mariologi på et rent bibelorienteret grundlag, er derfor næppe muligt. De, som forsøger noget sådant, ender som regel med at reducere Maria til ingenting, og det er en stor fejl. Inden du læser videre, vil jeg opfordre dig til at folde dine hænder og bede denne bøn: Kære Maria, Guds Moder. Giv mig den forstand, som jeg har brug for, og stil mig ikke overfor opgaver, som er større, end at jeg kan løse dem med de evner, jeg har. Jeg beder også om at måtte få det mod, som skal til for at virkeliggøre det gode, som jeg gerne vil og om at kunne se dig så klart, at dit billede inspirerer mig til hele tiden at vokse i tro og færdighed, og at kunne løse de opgaver, som jeg er sat til, på den bedste måde. Det beder jeg dig om, kære Maria, du hellige Guds Moder. Amen

10 ** Det horisontale og det vertikale Mariabillede Alle mennesker tror på Maria, det har slet ikke noget med bibel eller religion at gøre, det er simpelthen erfaring. At benægte Maria er det samme som at benægte sin egen moder. Det giver ingen mening, og det er usandt. Selv mennesker, som måske en gang i fremtiden vil blive skabt gennem kloning i et reagensglas, vil have en moder. Måske ved de ikke, hvem hun er, men hun eksisterer, og i en eller anden forstand har hun ofret sig for at skabe det liv, som man nu nyder godt af. Der findes to forskellige billeder af Maria, som begge kan være sande, men som lægger vægt på forskellige aspekter ved hendes person. Det ene billede er det horisontale, og det andet er det vertikale. Det horisontale lægger vægt på Marias virkelige identitet, hendes menneskelige egenskaber og hendes relationer til sine sociale omgivelser. I kristen sammenhæng oplever man ofte, at de horisontalt troende ikke mener, at historien om Marias jomfrufødsel er historisk korrekt. De medgiver gerne, at den kan tjene til moralsk ophøjelse af Maria-figuren. Men netop denne moralske ophøjelse apoteosen er horisontalisterne kritiske overfor, da de ikke ønsker at gøre Maria til en særlig figur i Himmeriget, som de i mange tilfælde slet ikke tror på eksisterer. Horisontalisterne lægger derfor vægten på den praktiske kærlighed til de reelt eksisterende kvinder, herunder den særlige kvinde, som er ens egen moder. Men kærlighed til de døde giver ingen mening, og bøn og mariologisk spiritualitet, som retter sig mod evigheden, tror de ikke på. Lutheranere, protestanter eller ateister kalder disse mennesker sig sædvanligvis, men det gør ikke den store forskel. For dem er den historiske Maria død og ikke-eksisterende. Mariologi har derfor ikke den store interesse. I den lutherske udgave af horisontalismen mener man, at Maria engang vil opstå og dermed kunne komme i Guds rige, men at hun endnu ikke befinder sig der. For de "dødes opstandelse" har jo endnu ikke fundet sted. Denne opstandelse sker først ved Jesu genkomst, mener protestanterne, og den er endnu ikke sket. At bede til Maria er derfor lige så virkningsløst som at kalde på en ikke-eksisterende person. Hun eksisterer ikke, hverken som krop eller ånd og hverken i denne verden eller i Himmelen. Dette forhindrer dog ikke horisontalisterne i at se Marias liv som et eksempel til moralsk inspiration og/eller som et ideal for kvindeligheden, men hendes virkning i denne verden skyldes alene de handlinger, som hun udførte da han levede for to tusinde år siden. I dag har hun ingen eksistens og ingen indflydelse, så bønner til Maria bliver hverken hørt eller besvaret. Alternativet til det horisontale Mariabillede er det vertikale, hvor Maria ses som en ophøjet og hellig person, et levende menneske i den åndelige verden og en helt særlig figur i Guds rige, også kaldet for Himmelen. Det har altid været den universelle (ortodokse og katolske) kirkes opfattelse, at Maria var levende, og at man kunne bede til

11 hende, og mange mente, at det var helt unødvendigt, da pave Pius IX i 1864 lod troen på Marias optagelse i Himmelen ophøje til et katolsk dogme. Den katolske og den ortodokse kirke har altid været vertikalt orienterede og set Maria som et bindeled mellem denne verden og den næste. Hun anses for at være fuldt levende og optaget med sjæl og legeme i Himmelen, hvor hun er den person, som bedst af alle modtager vores bønner, og som altid vil gøre alt for at fremme de legitime ønsker, som vi retter til hende. Men processen med at ophøje og helliggøre Maria er ikke slut, og tilhængerne af den vertikale mariologi ønsker, at kirkerne tilslutter sig flere mariologiske dogmer, som kan være med til at klargøre Marias stilling i det himmelske rum. Det er allerede klart, at hun er evigt jomfru, og at hun blev født uden arvesynd, og at hun befinder sig med sjæl og krop i Guds Himmel. Men der er mange, som kræver, at de kirkelige myndigheder også anerkender Maria som værende himmelsk mediatrix (formidler) og co-redemtrix (medfrelser). Om disse dogmer vil blive del af den kirkelige lære, er det endnu for tidligt at sige noget om, men den mariologiske tro har heldigvis en helt unik evne til at udvikle sig ganske uafhængigt af de kirkelige dogmer, så man kan jo tro som man vil. Og det gør vi. Som det måske er fremgået af det foregående, så er mariologien ikke en fast og uforanderlig lære. Den forandrer sig tværtimod hele tiden, og den er forskellig fra kirke til kirke og fra religion til religion. Der er lige så mange Maria-forståelser, som der er mennesker, men det at der er mange tolkninger, betyder ikke, at de alle er lige gode. Der er f.eks. al mulig grund til at forholde sig kritisk til den mariologi, som bygger på postulerede moderne Maria-åbenbaringer, uanset om disse åbenbaringer er "godkendt af den katolske kirke" eller ej. Desværre er der alt for mange politiske og økonomiske interesser forbundet med de kendte åbenbaringssteder (Lourdes, Medjugorje o.a.), og man må undre sig over om dette er i overensstemmelse med Marias vilje. En anden form for mariologi, som efter min mening bør afvises, er den, som har til formål at understøtte den katolske paves tro på egen ufejlbarlighed og hans bestræbelser på at underlægge sig al verdens kristendom og at gøre den til et politisk instrument til glæde for de ikke-kristne magthavere i USA og den vestlige verden. At den katolske pave gerne vil være venner med de vestlige magthavere, er ikke svært at forstå. Men hvis dette venskab betyder, at han skal stille kirken til disposition for disse magthavere og bruge den som et kolonialistisk værktøj, som skal forberede vejen for den moderne nykolonialisme og dens række af militære interventioner, så er dette projekt næppe i overensstemmelse med Marias vilje og dermed med mariologien som sådan. Vi afslutter dette afsnit med følgende bøn: Kære Maria. Tilgiv os mennesker, at vi ikke forstår at se dig og at tolke dit budskab så klart, som vi har brug for. Vi søger efter det gode, og vi ønsker at gøre det gode, men vi er ikke altid i stand til at gøre det. Derfor beder vi dig om at oplyse os og at give os modet til at spørge og til at lære nyt. Både når det drejer sig om Gud i Himmelen, og når det drejer sig om denne verdens problemer. Først og fremmest takker vi dig for din uendelige

12 kærlighed og beder dig om at give os modet til at følge dig. Derom beder vi, du hellige Guds Moder. Kære Maria. Amen. ** Mariologiens universalitet Som udgangspunkt er mariologien en inkluderende spiritualitet, som åbner op for, at alle kan være med, uanset alder, køn, konfession og geografisk lokalitet. Det, som karakteriserer mariologien, er, at den bygger på et universelt fænomen, nemlig den kærlige moder, som i kristen teologi kaldes for Maria. At kende denne kærlige moder har intet med religion eller spirituelle forestillinger at gøre, for alle mennesker har en moder, og alle mennesker har et billede af den kærlighed, som denne moder har udvist ved at lade sit barn føde ind i livet og ved at passe på det i den første tid, hvor livet er så skrøbeligt. Mariologien er en religion, en ideologi og en spiritualitet, som bygger på kærlighed, og som har kærligheden som mål. Og derfor er den ikke sekterisk. Den giver mulighed for at alle kan blive lykkelige og alle kan blive frelst (Titus 2,11). Men den er naturligvis ingen garanti, for menneskets skæbne afhænger først og fremmest af mennesket selv, og mariologien forringer ikke menneskets frie vilje og tager dermed heller ikke det personlige ansvar væk fra mennesket. Mariologien er universalistisk, også selv om den i den kristne version henviser til den kristne Gud, som hedder Jesus Kristus. Men Maria elsker alle, også tilhængerne af de ikke-kristne religioner og også dem, som slet ikke tror på noget, og som ikke bryder sig om hende. Hun er som den gode moder, der altid søger at bringe sine børn tilbage til det gode, når de uanset årsag er faret vild. Og da vi alle er Marias børn (Joh. 19,25-27), så føler hun kærlighed og drager omsorg for os alle, også ganske uanset hvilken tro vi bekender os til. Maria ved, at menneskers tro er svag, og det gælder ikke mindst, når den handler om abstrakte koncepter som dem, der optræder i den ene eller anden religiøse metafysik. Derfor lægger hun vægt på den gode vilje og de praktiske handlinger, og ikke detaljerne i den trosbekendelse, som vi vælger at aflægge. Kærligheden er det højeste bud for mariologien, og kærligheden er universel. Den som kun elsker andre, som er lige som ham eller hende selv, elsker i virkeligheden ingen. Og det samme kan siges om den, som kun elsker mennesker, som tror på Gud i den ene eller anden konfessionelle tolkning. Det er altid let at forstå og at identificere sig med andre mennesker, som minder om en selv, men sandheden er, at det gør de fleste mennesker i verden ikke. De fleste har et andet sprog og en anden religion, og derfor trives fordommene overalt. Men kærligheden og mariologien har ikke plads til racisme eller til religiøs sekterisme, og derfor er mariologien ikke en neutral komponent i ideologiernes brogede verden. Maria henviser til sin søn, som har som sit udgangspunkt, at vi alle er lige for Gud, fordi vi alle er syndere, alle er søgende og alle har muligheden for at blive frelst

13 Mange religioner har deres eget billede af Maria. I Koranen er der 34 referencer til Maria og et helt kapitel (Sura 19: Maryam ) er opkaldt efter hende. I hinduismen beder man både til Jomfru Maria, Moder Kali, Krishnas kone Shakti og til andre moder-guder. Overalt drejer det sig om den samme himmelske figur, som repræsenterer og viser den moderlige kærlighed, som vi kender det fra al kultur og civilisation og fra vort eget liv. Det, som er karakteristisk for mariologien, er, at det ikke er en ny religiøs sekt eller en forening, som man skal konvertere til eller melde sig ind i. Vi bliver alle født til Marias kærlighed, så vi kender den alle. Vi behøver ikke at lære den på kurser eller gennem bøger, for den er en del af vores eget liv. Havde vi ikke mødt denne kærlighed, så havde vi ikke eksisteret. Forskellen mellem mennesker i deres forhold til mariologien er, at nogle bruger Maria som ikon, medens andre har andre billeder. Maria har den fordel, at hun er fælles for mange, og at hun indgår i en gammel tradition. Men dermed ikke sagt, at andre billeder af den hellige Guds Moder ikke kan være lige så gode. Og nu vælger vi så at bede: Kære Maria. Tilgiv os, at vi ikke altid forstår dig rigtigt, og at vi alle forsøger at bruge dig og at fortolke dig ind i vores egen sammenhæng og til vores egen fordel. Det, som er det centrale ved dig, er din uendelige kærlighed og din åbenhed overfor alt, hvad menneskelivet rummer. Du er Guds Mor og dermed spirituel moder til os alle, og det har vi grund til at glæde os over. Tilgiv os derfor vore misforståelser og alt det, vi gør forkert i forhold til dig og i forhold til hinanden. Kom til os, og giv os den vejledning, vi har brug for. Kære Guds Moder, dig ærer vi over alt i denne verden, og din Søn er den frelser, vi tror på. Kære Guds Moder. Maria. Amen. ** Marias smerte Det er svært at forestille sig den smerte, som Maria har oplevet, da hun stod ved korsets fod og så sin søn lide og på vej til at forlade denne verden. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om den smerte, som Jesus oplevede, var større end den, som hans mor måtte igennem. Mit eget svar er nej. For Jesus vidste, hvad han skulle, og han vidste, hvorfor han blev korsfæstet. Han kunne se et perspektiv og en mening i ulykken. Men Maria havde ikke denne viden, og hun var tvunget til magtesløst at skulle bevidne den mest frygtelige død et menneske kan få, og så for sin egen søn, som hun elskede over alt i denne verden, og som intet ondt havde gjort. Når vi forsøger at forstå Marias person og hendes livsholdning, er det nødvendigt at se det hele i lidelsens perspektiv. Og i det samme perspektiv skal vi se Maria som vores fælles moder og som ikon for det menneskelige liv. For intet liv kan leves uden smerte og lidelse, og der kommer altid en tid, hvor man ikke kan gøre mere for at redde sig selv eller andre og hvor man derfor er nødt til at give op og acceptere det, som vil ske under alle omstændigheder

14 Det at kunne møde lidelsen, tabet og smerten, er en af de sværeste ting i den menneskelige tilværelse, men også en af de mest nødvendige. For uden smerte opnår vi ingen resultater, uanset hvor i livet vi forsøger at gøre os gældende. Det kan handle om sport, kærlighed, forretning eller karriere. Uden villigheden til af yde ofre, at leve med smerte og at acceptere det onde, som ikke kan laves om, kommer vi ingen vegne. Vil vi ikke lide, må vi flygte, og prisen for dette valg er ikke, at vi undgår lidelsen, men kun at vi udsætter den en smule. Så kommer vi til at møde den på et senere tidspunkt og ofte i en endnu værre og mere langvarig udgave. Livet "går op og ned" siger man, og dette udtryk er en sammenfatning af den grundlæggende sandhed, at uden lidelse får vi ikke fremgang. Alle filosofier og teorier, som hævder, at lykken kan vindes uden smerte, er løgn og indbildning, og jeg vil råde dig til at forkaste dem med det samme. Spild ikke din tid på den slags. Lær hellere af Maria, som accepterede smerten, og som så en mening og et perspektiv i det offer, som hun måtte yde. Hun vidste ikke hvad perspektivet ville være i den handling, som hun skulle udføre. Men hun var fuld af tillid og derfor fulgte hun Guds vejledning, som den blev givet til hende gennem ærkeengelen Gabriel. Hun gjorde det, som hun skulle, og hun søgte ikke at påkalde sig medlidenhed. Hun gjorde det hun gjorde, ikke for sig selv, men for andre. For dig og mig. Hendes liv var et stort offer, og derfor havde det mening. Og derfor kan vi lære af hende. ** Papisme og mariologi Det må siges til pavernes ros, at de har gjort meget for at ophøje Maria og for at præge den papistiske religion i mariologisk retning. I nogen udstrækning er det måske også lykkedes, men grundlæggende er der en uovervindelig modsætning mellem papisme og mariologi. Dette skyldes ikke at paverne og deres tilhængere mangler tro på Maria, eller at de mangler god vilje, men udelukkende det faktum, at den pavelige religion i sin natur er i modstrid med mariologien og Marias lære. Den pavelige religion er præget af hierarkisk magt, teologiske dogmer og en løbende kamp for at ekskommunikere (udelukke) den ene og den anden slags ikke-korrekt troende mennesker, som kirkens ledelse mener, ikke er rigtige katolikker. Den pavelige religion er præget af sin autoritære og teatralske natur og ikke mindst af sit hykleri. Man belønner hierarkiets ansatte (præster, biskopper, kardinaler og paver) med social prestige og alle de goder, som følger med. Det handler om magt, penge, sex og social status, præcis som alle andre steder i den moderne verden. Kirken adskiller sig ikke fra den verden den eksisterer i på anden måde end ved den måde man aflønner sine ansatte. Forskellen mellem det kirkelige hierarki og hierarkiet i den moderne forretningsverden er først og fremmest det, at de kirkelige dignitarer er mere forfængelige end de kommercielle. Alene det faktum, at man straffer hierarkiets ansatte med afskedigelse, når de ikke overholder pavens retningslinjer, fortæller med al tydelighed, at der er attraktive goder forbundet med det at være ansat i pavekirken. Havde det ikke være tilfældet, så ville afskedigelse jo ikke have været en straf, men derimod en befrielse

15 Forskellen mellem papisme og mariologi er let at forstå. Maria havde ingen overordnede, hun fulgte Gud alene, som talte til hende gennem hendes samvittighed. Hun rettede sig ikke efter kirkelige dogmer og fik hverken løn eller social prestige for sit personlige offer. Hun havde intet andet motiv til at handle, som hun gjorde, end det, at hun ville være lydig overfor Gud og sin egen samvittighed. Og der var et reelt offer forbundet med Marias accept af den rolle, som Gud havde tildelt hende. Hun kunne have sagt "nej" til at udføre den opgave, som hun blev pålagt, for hun havde sin frie vilje. Men det gjorde hun ikke, på trods af at hendes valg ikke gav hende nogen magt, ingen økonomisk sikkerhed, ingen spændende tjenesterejser, ingen flinke kolleger og ingen social prestige. Hun adlød simpelthen sin samvittighed og gjorde dermed Guds fødsel ind i denne verden mulig. Marias kald adskiller sig på afgørende vis fra det, som romerkirken betegner et "kald", for hendes beslutning indebar et personligt offer og en tilslutning til noget, som set med datidens øjne var helt umuligt, nemlig at Gud skulle fødes som menneske i en stald i Betlehem. Ud over det moralske så adskiller papismen og mariologien sig også fra hinanden på det trosmæssige område. Hvor man i førstnævnte forestillingsverden mener, at der eksisterer et ufejlbarligt menneske i denne verden, og at alle verdens kristne bør underordne sig denne person, så er mariologien hverken autoritær eller overtroisk. Maria var ikke født ufejlbarlig og handlede derfor ikke bare som en robot, der var kodet til at gøre og sige som Gud ønskede det. Hun var et ægte menneske, som følte på samme måde som andre mennesker, og som havde sin frie vilje til at sige ja og nej. Hun rettede sig ikke efter selverklærede ufejlbarlige kirkelige autoriteter, men kun efter den Gud i Himmelen, som hun troede på. Hun følte at hun havde et kald, og hun sagde ja til en opgave, som skulle vise sig at være verdenshistoriens vigtigste. Men det vidste hun ikke på forhånd, hvad konsekvensen af dette kald skulle blive. Mariologien er i modsætning til papismen en lære for frie mennesker, som ønsker kontakt direkte til Gud, uden at denne kontakt tolkes og formidles af et læreembede i Rom. For mariologer er der ikke brug for nogen pave, hverken i Rom eller andre steder, for mariologien er ikke - som papismen - et politisk redskab, som skal tjene denne verdens herskere. Maria er ikke tjenerinde, hverken for de italienske konger eller for den amerikanske præsident. Hun tjener hverken den ene eller anden magtkonstellation, og hun er hverken tilhænger af den ene eller anden zar, præsident eller kejser. Hun er evig og universel og har ikke som pavekirken sin rod i det antikke Rom. Hun er ikke et redskab til udbredelse af den judæo-amerikanistiske kultur, og hun bilder ikke mennesker ind, at hverken hun selv eller andre er ufejlbarlige. Marias lære kan man ikke blive ekskommuniceret fra, tværtimod søger hun at trække alle denne verdens søgende mod sig fordi hun ved, at det vigtigste i denne verden er det, som hun står for. Nemlig kærligheden

16 ** De romerske Maria-dogmer Selv om der er afgørende modsætninger mellem mariologien og den romerske katolicisme, så kan det ikke nægtes, at sidstnævnte har arbejdet flittigt gennem hele sin historie for at gøre Maria til en del af sin trosarv. Erfaringen har vel lært de kirkelige autoriteter, at Maria var så populær blandt de troende, at hun kunne blive en trussel mod den pavelige autoritet, hvis ikke hun på den ene eller anden måde blev indarbejdet i den romerske dogmatik. Derfor har kirkens ledelse formuleret en række mariologiske dogmer: 1. Læren om Maria som Guds Mor. Vedtagelsen af dette dogme var del af kirkens kamp mod arianerne, som hævdede at Jesus kun var et almindeligt menneske og ikke Guds enbårne Søn. Opgøret med denne forfladigelse af Maria-figuren skete på et kirkeligt koncil i år 431, hvor man blev enige om at benævne Jomfru Maria som Guds Mor, for derved at understrege, at Maria ikke kun var en almindelig kvinde og moder, men et helt særligt menneske, som alle kristne burde tilbede. 2. Læren om at Maria er evig Jomfru. Kampen mod arianerne, som ikke anerkendte Marias status i historien og i Guds plan for frelsen, fortsatte, også efter vedtagelsen af læren om at Maria er Guds Mor. Kirken fandt det derfor nødvendigt ved Lateransynoden i år 649 at fastlægge dogmatisk, at Jomfru Maria ikke kun før Jesu fødsel havde været jomfru, men at hun også var det både under og efter denne fødsel. Der var altså tale om en mirakuløs hændelse, da Jesus blev født, og dette faktum skulle tjene til at understrege, at han ikke var et almindeligt menneske. 3. Læren om at Maria er født uden arvesynd. Dette dogme blev erklæret i 1864 af pave Pius IX. Årsagen til denne proklamation var sandsynligvis at kirken stod i en presset situation, fordi man var i ideologisk kamp mod den voksende arbejderbevægelse, socialisme og sekularisering. Kristendommen var ikke mere en fælles ideologi for de europæiske folkeslag, som snarere følte sig bundet af den nationale identitet, som var defineret ved et fælles sprog og historiske grænsedragninger. Paven og kirkens ledere mente derfor, at det nu var tid til at fremhæve mariologien, som også den gang var det mest værdifulde og populære aktiv, man havde i kirkens troslære. 4. Læren om at Maria er optaget med sjæl og legeme i Himmelen. Dette dogme blev fastlagt ved pavelig proklamation af Pius XII i Formålet var at gøre det klart at Maria kunne høre de troendes bønner. Hel- og halvprotestantiske trosretninger havde gennem lang tid stillet spørgsmålstegn ved Marias stilling og denne tvivl gav anledning til en række frugtesløse diskussioner, som var med til at svække kirken og den mariologiske spiritualitet. Derfor proklamerede paven, at det nu var et ufejlbarligt katolsk dogme, at Maria befinder sig med sjæl og legeme i Himmelen. Derfor giver det mening at bede til hende. 5. Læren om at Maria er kirkens moder. Dette Maria-dogme har form af en encyklopædisk erklæring, som blev udstedt af Paul VI i Der står her at Maria er hele kirkens moder, og at hun derfor er moder for alle kristne og alle mennesker, som

17 søger Gud. Dette er den naturlige konsekvens af Jesu ord i Matt. 12,49, hvor han erklærer, at alle, som følger Gud, er hans søstre og brødre, og dermed deler Maria som deres fælles moder. Det skal til slut nævnes, at behovet for Maria-dogmer efter mange katolikkers mening endnu ikke er opfyldt. Der har derfor siden midten af 60'erne eksisteret en bevægelse, som ønsker at den katolske pave ophøjer Maria endnu mere, hvilket f.eks. kan ske ved at erklære, at hun af kirken bliver anset for at være medfrelser, mediatrix eller intercessor. De teologiske implikationer af sådanne erklæringer finder mange katolikker positive fordi de - helt rigtigt - fornemmer en modsætning mellem mariologien og den papistiske autoritanisme. At ophøje Maria er det samme som at sætte de troende fri, og det er lige netop det, som en meget stor del af verdens 1,7 mia. kristne mener, at der er brug for. Den mariologiske religion er en spiritualitet, som går på tværs af kristendom, islam og asiatisk religion, og dermed en spiritualitet, som peger frem mod enhed. Den religion, hun opfordrer menneskene til at samles om, er måske den samme, som hendes søn forsøgte at udbrede, men der er også nuancer. Vi ved om Maria, at hun opfordrede gæsterne ved brylluppet i Kana til at gøre, som Jesus sagde (Joh. 2,1-12). Og det samme er også formålet med den moderne mariologi. Ikke at erstatte Jesus med Maria, men at kombinere hans ikke altid lige kærlige lære med tilgivelse og sund fornuft. Det handler om, at skabe frihed for de troende og tillid til, at religion kan være andet end hykleri og autoritær undertrykkelse. For os kristne handler det, først og fremmest, om at befri Gud Fader og hans hellige moder fra kirkens lænker og at gøre dem troværdige. For vi har brug for dem. ** Protestantismen Ligesom mariologien er i modsætning til papismen, er den også i modsætning til protestantismen, i hvert fald når denne form for religiøsitet udtrykker sig i det horisontale livssyn, som findes i lutheranismen. De, som mener, at Maria kun kendes fra Bibelen, og at hun er en for længst afdød kvinde fra Mellemøsten, vil ikke finde glæde i mariologien, og derfor oplever man ofte i protestantisk sammenhæng, at Maria er en fjern og ikke-eksisterende person. Og det er desværre med til at gøre protestantismen til en fattig religion. For når man mener, at Maria ikke lever og derfor ikke kan høre, så giver det ingen mening at bede til hende, og når man mener, at hun blot er et almindeligt menneske, så må man formode, at hun også var lige så syndig som andre kvinder på hendes tid. Og så giver det jo ingen mening at ophøje hende til ideal for den kristne tro. Den protestantiske horisontalisme finder derfor sjældent nogen glæde ved meditation over mariologiske temaer, og når dertil lægges, at tilhængerne af den lutherske moralforståelse har den opfattelse, at alle menneskelige handlinger er onde, så giver mariologien slet ingen mening. For så er Maria jo også ond. Og hvis Jesus, Guds Søn, har valgt en ond kvinde til at være sin moder, så er der vel grund til at tvivle på Jesu

18 egen moralske karakter. Tvivlen på Marias jomfruelighed, hendes renhed og hendes optagelse i Himmelen, fører således til tvivl om selve den kristne religions grundlag, nemlig Jesu guddommelighed og Guds eksistens i det hele taget. Og denne tvivl præger protestanterne, og især dem som bekender sig til den lutherske lære. For her tror man på at mennesket er underlagt en "trælbunden vilje" (Luthers udtryk), som får det til altid at handle ondt og imod Guds kærlighed. Og hvis dette er tilfældet, så har bøn jo ingen mening, for Gud vil aldrig hjælpe os med at gøre det onde, og det vil Maria naturligvis heller ikke. Men alt dette skal ikke afholde protestanter fra at søge Maria og fra at søge del i det fællesskab, som dyrker den mariologiske spiritualitet. Naturligvis skal de ikke lade sig skræmme, heller ikke selv om den teologi, som Martin Luther udviklede, er en alvorlig hindring for den kærlighedsbaserede mariologi. Adgangen til Gud og til Maria er stadig åben for alle. Det mariologiske projekt er bare lidt sværere for protestanter, end det er for de mennesker, som er oplært i de traditionelle kirker. Derfor er det en stor fordel for mennesker med protestantisk baggrund, hvis de lærer at se begrænsningerne i den protestantiske teologi. Den lutherske lære om de to adskilte "regimenter" er jo intet andet end en tom horisontalisme. På basis af dette kan mariologien aldrig blive andet og mere end en slags psykologi. Men den (vestlige) verden vi lever i er allerede fuld af psykologi og af mennesker, som tror at man kan forklare livets mysterier ud fra denne lære. Men psykologi er slet ikke det, som det søgende menneske har brug for, for psykologien bygger på er en falsk mekanistisk lære om at mennesket er en biologisk maskine, som er styret af sine gener og sociale påvirkninger. Og det er en stor løgn! Det er vigtigt at understrege, at det opgør, som den troende protestant er nødt til at gøre med lutheranismen, for at få et ægte kærlighedsforhold til Maria, ikke betyder at han/hun skal skifte religion og konvertere til en af de andre kristne retninger. Der er mange gode ting i protestantismen, som man bør værdsætte og udvikle. Måske er det netop protestantismens kerne, at mennesker skal tænke selv, og at de er kaldet til at skabe deres egne gudsforestillinger, som ikke er udsprunget af kirkelige dogmer. Og, hvis det er sandt, så har protestanterne en god forudsætning for at lære Maria at kende. For det som hun søger er ikke mennesker, som blindt gentager, hvad de har fået at vide af en kirkelig autoritet. Det hun søger er ærlighed, kærlighed, ydmyghed og vilje til at erkende og overvinde sine begrænsninger. Og mange protestanter har uden tvivl disse egenskaber. Det er derfor ikke på nogen måde nødvendigt at konvertere til en anden religion. Ja, faktisk må det frarådes overhovedet at forsøge, da sådanne livsforandringer erfaringsmæssigt skaber årelang turbulens i et menneskes tilværelse, og dermed gør vejen til en fredfyldt mariologisk spiritualitet unødig besværlig. Den sande spiritualitet den mariologiske hæver sig over konfessioner og kræver ikke, at mennesker tilslutter sig et autoritært fællesskab eller en kirkelig konfession. Mariologien tilegner man sig gennem bøn og personlig udvikling, og alt det man søger, vil man finde, i takt med at man vokser, lærer, erfarer og møder nye mennesker. Det hele drejer sig om en rejse, som mennesker skal turde gå i gang med. "At rejse er at leve", sagde H. C. Andersen engang, og han kunne have tilføjet, at livet også i sig selv er en rejse. Forskellen mellem det gode liv og det mindre gode er den holdning, som

19 vi møder udfordringerne med, for uanset hvordan vi vælger at rejse, så vil vi møde det, som vi ikke forstår og ikke behersker. Og det er netop her, at skabelsens vidunder viser sig. Intet er større og intet er rigere end det, som vi ikke forstår. Det mente teologen Tertullian (ca ), som sagde: "jeg tror, fordi det er absurd" ( Credo quia absurdum ). Og på samme måde kan vi se mariologien som et kærlighedens mysterium, som vi aldrig kan forstå. Men uden dette mysterium vil vi være fattigere. ** Maria-spiritismen Noget andet som mariologien må afgrænse sig i forhold til, er den såkaldte Mariaspiritisme. Det drejer sig om en hinduistisk inspireret version af teosofien, der gør Maria til en vandrende ånd, som kan vælge at inkarnere sig i kroppen af et spiritistisk medie eller at manifestere sig i tågeform i den fri natur, hvor det hævdes, at kun børn og rene sjæle kan se hende. I Maria-spiritismen er Jomfru Maria kun én ud af mange ånder, som kan manifestere sig i den fysiske verden, og blandt denne læres tilhængere har man konstateret, at der også findes ånder, der præsenterer sig som værende Maria uden virkelig at være det. Bedrageri findes også i den åndelige verden, og derfor er der brug for kirkelige kommissioner og masser af research for at finde ud af, hvad der er realitet, og hvad der er indbildning. Problemet er bare, at man ikke har noget sikkert kriterium for at finde ud af, hvad der er ægte, og hvad der er svindel. I romerkirken har man derfor vedtaget at reducere de løbende undersøgelser til at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt de angivelige ånder og deres jordiske kontakter i den menneskelige verden udtaler ting, som er i modstrid med den pavelige lære. Gør de det, så stemples de som falske. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før de bliver godkendt. Derfor er den Maria, som åbenbarede sig i Fatima, og den, som åbenbarede sig i Lourdes, blevet godkendt, medens den, som har vist sig gennem mange år i Medjugorje, er blevet stemplet som falsk. Kirken ved, at grænsen mellem fantasi og virkelighed er flydende i disse sager, og derfor foretrækker den at vente med at godkende åbenbaringer til de mennesker, som har modtaget dem, er døde. Så risikerer man ikke, at de pludselig blamerer sig, eller at de får flere åbenbaringer, som kirken ikke kan kontrollere, og som de enfoldige medlemmer tror på. For behovet for åbenbaringer er enormt, og det gælder ikke kun i den pavelige religion. Det gælder også i mere sekulære kultur, som f.eks. den, der omgiver den afdøde popsanger Elvis Presley. Hundreder af mennesker i USA kan bevidne, at de har set ham levende, og et større antal kvinder kan fortælle, at han har besøgt dem om natten ved flere lejligheder. Enkelte med graviditet til følge. Men hvordan kan man overhovedet skelne mellem fantasi og virkelighed? Hvordan ved vi, om en åbenbaring er sand, eller om en ånd er indbildning og illusion. Svaret er, at det kan vi ikke vide. Al religion bygger i en vis forstand på indbildning, og det gælder også troen på Maria. Grænsen mellem løgn og sandhed er svær at finde, og det letteste ville være at sige god for alle åbenbaringer, som mennesker nu hævder at have modtaget

20 Men det vil jeg nu advare mod, da det ville gøre mariologien til at kaotisk virvar af indbyrdes usammenhængende forestillinger. Maria ville rent ud sagt blive til grin. Men de moderne åbenbaringer behøver ikke at være løgn. Mennesker, som hævder at have inkarneret Maria eller at have set og talt med hende under særlige omstændigheder, behøver ikke at lyve. De kan meget vel tale sandt. Jo flere gange de fortæller historien, og jo mere opmærksomhed de får, jo mere tror de i hvert fald selv på, at det passer. Subjektivt er der altså tale om virkelighed. Og måske er denne virkelighed ikke kun subjektiv, måske har den som hævder det virkelig mødt Maria og ført samtaler med hende. Vi kan ikke modbevise det, og er derfor i princippet nødt til at tro på det. Men for at sådanne åbenbaringer skal tages alvorligt må vi kræve, at den Maria, som medierne hævder at have haft kontakt med har lighed med den Maria vi kender fra de hellige skrifter. Hvis den, som taler, virkelig er Guds moder, så vil de ord, der siges, også være udtryk for Marias tænkning. Og denne tænkning handler om kærlighed. Derfor må vi forkaste alle de åbenbaringer, som foregiver at handle om en Maria, som udsteder politiske direktiver, som roser pavelige dogmer, eller som søger at vejlede den ene eller anden kirke i at få succes på de andres bekostning. Al form for kirkepolitisk propaganda og politisk virksomhed ligger Maria fjernt, og alle åbenbaringer, som tjener sådanne formål er falske. Og her slutter vi med en lille bøn: Kære Maria. Giv mig evnen til at kunne skelne det ægte fra det uægte. Lad mig ikke forvirre af overtro eller af falske åbenbaringer, men lad mig se og forstå dig og alt det du står for. Lær mig at se den sande identitet af de mennesker jeg omgås og lær mig selv at være ægte og åben så andre mennesker tør stole på det jeg siger. Lær mig også at være ydmyg, som du er det, og at gøre det gode for andre, også når det kræver offer og overvindelse for mig selv. Dette beder jeg dig om. Kære Maria, du hellige Guds Moder. Tak. *** Mariologisk moral ** Partikularisme kontra universalisme Den mariologiske moral kan udledes af det forhold, som Maria havde til sin søn og af hendes opfordring til mennesker om at følge hans anvisninger. Det grundlæggende princip i denne forbindelse er, at man skal "være mod sin næste, som man ønsker at denne skal være mod en selv" (Matt. 7,7-14) og dermed kommer mariologien i konflikt med både jødedom, islam og den bibelbaserede kristendom. For i alle disse religioner gælder det, at man i henhold til deres hellige skrifter opstiller forskellige moralske regler for mennesker, afhængigt af om de er medlemmer af den pågældende religion eller ikke. Den kærlighed som de monoteistiske religioner kræver at deres medlemmer praktiserer, skal kun gælde i forhold til trosfællerne, og ikke andre. De monoteistiske