FA MI L I E N L ORENTZEN

Transkript

1 2 FA MI L I E N L ORENTZEN I november måned 1893 ramte en voldsom tragedie den jyske vestkyst. Det meste af vesteuropa havde i dagene forinden oplevet en kraftig storm, hvor et stort antal skibe sank eller blev knust i brændingen, hundredevis af mennesker druknede, mindre byer blev oversvømmet, huse skyllet væk eller voldsomt beskadigede af de hærgende vindstød. Natten mellem den 20. og 21. november nåede stormen frem til Danmark. Frederiksberg Kirke, en smuk ottekantet bygning, fotograferet omkring Kirken blev bygget i 1734 og ligger på hjørnet af Frederiksberg Allé og Pile Allé. Om aftenen og hen over midnat var havet nogenlunde roligt. Fiskerne gik ombord på deres både og stævnede ud mod havet for at fiske, som de plejede. Luften var kølig. Det var jo trods alt november måned, men den 21., kl. 4 om morgenen skiftede vejret pludseligt. Flere hundrede fiskere på havet ved Jyllands vestkyst blev uden varsel overrumplet af stormen. Den spredte sig videre ud over Danmark og resulterede i massive oversvømmelser mange steder ved de danske kyster. Men værst var katastrofens omfang dog ved vestkysten, hvor 49 fiskere den nat mistede livet og alene i eet af fiskersamfundene, blev ikke mindre end 74 børn faderløse på én gang. Landet var i tiden, der fulgte i dyb sorg over de menneskelige tragedier, som pludselig havde ramt landet. For de mange fattige fiskerfamilier, var det en uoverskuelig katastrofe. Det var dog ikke kun sorg og katastrofer, der prægede landets aviser denne vinter. I starten af december blev kongeslottene i Stockholm og København telefonisk forbundet. Et lille mirakel i slutningen af de 19. århundrede var en realitet, nu kunne Danmark og Sveriges monarker føre en hyggelig samtale pr. telefon. Telefonen var blevet opfundet blot 17 år før, og med installationen af kongehusenes nye telefonlinie, var det moderne 18 Carl med fuld opløs_version 2.indd samfunds kommunikationsformer ved at gøre deres indtog i Norden. Men fjernt fra tragedien i Jylland og royale telefoniske passiarer var søndag den 3. december 1893 rammen om noget helt andet, en lille, lykkelig begivenhed, hvor to unge mennesker sagde ja til hinanden på Frederiksberg /09/

2 Scenen var Frederiksberg Kirke, den smukke ottekantede kirke fra 1734, der ligger på hjørnet af Pile Allé og Frederiksberg Allé. Den 3. december, en kølig, let blæsende vinterdag med grå skyer hængende over hovedstaden, stod smedesvenden Niels Jørgen Carl Lorentzen længst oppe mod alteret og ventede på sin brud. Han havde lillebroderen Christian Carl Lorentzen ved sin side med bryllupsringene i lommen. Christian var nervøs, men også glad på sin brors vegne. Niels Jørgen skulle få minutter senere love evigt troskab til den unge Caroline Augusta, som dagen før brylluppet var fyldt 16. Kirkeklokkerne faldt til ro, og et øjeblik efter begyndte orglet at spille, organistens fingre dansede hen over tangenterne, alle rejste sig og vendte blikket mod våbenhuset, hvor døren gik op med en svag knagende lyd. Ind trådte Caroline Augusta med sin far under armen, og mens orglet Carl August dåbsattest. Selvom Frederiksberg Kirke er afbilledet øverst til venstre, blev Carl August døbt i Bedesalen på Chr. Winthersvej på Frederiksberg. fyldte kirkerummet med musik, begyndte Caroline Augusta at gå op mod alteret. Da præsten sidst i ceremonien havde erklæret dem for mand og kone, var den uskyldige høkerdatter og den stærke smedesvend endelig blevet forenet i ægteskabet. Carolina Augusta Lorentzen, Carl Augusts mor, fotograferet omkring Døde 59 år gammel i Carl med fuld opløs_version 2.indd Caroline Augusta og Niels Jørgen gik ind i ægteskabet med ønsket om at stifte familie, leve et harmonisk liv, bringe en børneflok til verden og leve sammen til døden skilte dem. Det var ikke nogen usædvanlig drøm for et ungt nygift par, og ægteskabet så fra starten ud til at blive lykkeligt. Niels Jørgen passede sit arbejde på B&W, mens Caroline Augusta holdt orden i det lille hjem. Et lille halvt år efter brylluppet, i maj 1894 blev hun klar over, at hun var gravid. Deres første barn, Ellen, så dagens lys den 11. Februar Halvandet år senere fulgte Carl August, han blev født den 21 02/09/

3 11. oktober 1896, dernæst Vilhelm Edvard, den 9. november 1898 og til sidst, den 9. oktober 1900 kom Elise Christine til verden. Da den lille pige blev født, som den sidste i børneflokken, havde meget forandret sig. Hendes forældres ægteskab var blevet kaotisk og konfliktfyldt med mange svigt af børnene. Caroline Augustas udfordringer var ikke usædvanlige for den tid. Brændevin og øl var katalysatoren, og Carolina Augusta måtte efterhånden indse, at hun ikke kunne klare Niels Jørgens konstante drikkeri. Det gik alt for voldsomt ud over familiens ro og tryghed. Da Elise Christine kun var 3 år gammel, måtte Caroline Augusta træffe en svær beslutning. Caroline Augusta og Niels Jørgens problemer var ikke opstået på en enkel nat. Det var nærmere en snigende forandring, der ikke lod sig stoppe. De var langt fra velhavende og levede under trange kår som mange andre i arniels Jørgen Carl Lorentzens registerblad. Dette er kun forsiden, ialt var der registreret 25 flytninger indtil hans død i bejderklassen gjorde i slutningen af det 19. århundrede og videre ind i det nye århundrede. Niels Jørgen indtægt som smedesvend var til at overskue, men han havde dog fast arbejde, og i de første år, hvor hans liv endnu ikke var trukket skævt på grund af alkohol, gjorde han sig fortjent til den ugentlige løn, familiens eneste indkomst. I sin egenskab af hjemmegående husmor var Caroline Augusta til gengæld travlt beskæftiget med at være en god mor for den voksende børneflok, og en hengiven hustru for sin mand. Det var et fuldtidsjob. Mange munde at mætte, tøj, der måtte sys, sokker at strikke, et hjem, der skulle holdes i orden. Grønnegade set mod Gl. Mønt omkring En del af Grønnegade, blandet andet nummer nr. 15, hvor familien Lorentzen boede kortvarigt, blev revet ned i begyndelsen af 1900 tallet. 22 Carl med fuld opløs_version 2.indd I begyndelsen af deres ægteskab boede familien i indre by, først hos Caroline Augustas forældre i Fredericiagade, derpå i Adelgade, og senere i Grønnegade. Lejlighederne i Adelgade og Grønnegade var en del af den 23 02/09/

4 gamle, slidte boligmasse, der senere blev erklæret for slum og revet ned. De boede ikke særligt længe hvert sted, huslejen blev ofte betalt for sent eller slet ikke, og det resulterede naturligvis i utilfredse husejere, der smed dem på porten, når tålmodigheden var opbrugt. Senere fik Niels Jørgen og Caroline August mulighed for at bebo nyere lejligheder på Nørrebro. Urbaniseringen og den stigende industrialisering havde sat fart i byggeriet. Arbejderboligerne skød med voldsomt fart op i brokvartererne. Nogle gange så hurtigt, at det var svært at få lejet alle boliger ud, og i visse tilfælde tilbød bygherrerne gratis bolig i kortere tid. Det var vigtigt at få de nybyggede ejendomme beboet og opvarmet hurtigst muligt, fordi pudsede vægge og murstensbygninger var længe om at tørre. De muligheder benyttede Niels Jørgen og Caroline Augusta sig af og beboede flere lejligheder i nybyggede ejendomme på Nørrebro i starten af 1900 tallet. Det var lidt at spille hasard med deres helbred, for ejendommene var fugtige og usunde at bo i, i hvert fald indtil de var tørre. Familien var afhængig af den indtægt Niels Jørgen fik fra B&W, og lønnen rakte sjældent særlig langt på grund hans voksende alkoholforbrug. Niels Jørgen kom stort set aldrig direkte hjem fra arbejde, i stedet gik han og hans soldebrødre på værtshus. Brændevinen var billig og selskabet godt. Timerne gik, og når han endelig kom beruset hjem, var han olm og voldsom. Han bebrejdede Caroline Augusta den voksende børneflok, og det konstante behov for penge til mad, der kolliderede med hans egen lyst til at skylle støvet fra arbejdspladsen ned med kolde øl og snaps. Skænderier, grædende børn, og smækkende døre gjorde livet udholdeligt for familien. De mange boligskift var ligeså udfordrende og belastende. Utrygheden over fremtiden var altdominerende. Ville der være tag over hovedet den næste dag? Var der råd til mad på bordet, alle disse problemer underminerede familiens tryghed. Mens Carolina Augusta ventede det yngste barn, nåede familien at flytte fire gange. Som om de hjemlige problemer ikke var nok i sig selv, var sjakformanden på B&W blevet træt af Niels Jørgen. Han blev fyret og måtte finde sig i et ringere og dårligere betalt job som arbejdsmand på Toldboden. Den første november 1901, da Elise Christine var et år gammel, flyttede familien tilbage til det gamle kvarter og bosatte sig i Klerkegade 7, tæt på Toldboden. Trange kår hos fattige familier i starten af det 20. århundrede. Her mand, kone og fire børn. Det var ikke usædvanligt, at en familie i en 2-værelseslejlighed lejede det ene af værelserne ud. Niels Jørgens alkoholproblemer og hans konstante ødslen med de få penge som hele familien skulle leve for, forandrede naturligvis Caroline Augustas beundring og hengivenhed for Niels Jørgen. Det kaos familien efterhånden var trukket ind i, flyttede hendes fokus væk fra rollen som ydmyg hustru. Caroline ville noget andet med sit liv. Hun var fyldt af gåpåmod, og hendes selvværd voksede, efterhånden som årene gik. Fra at have været en ung uskyldig pige på 16, der troskyldigt vandrede lige i Carl med fuld opløs_version 2.indd /09/

5 armene på den charmerende smed, havde hun forvandlet sig til en handlekraftig og mere moden kvinde, der reflekterede over sin og sin families tilværelse. Det medførte beslutningen om at komme fri af ægtemandens destruktive adfærd. I maj 1905, da hun var 27 år gammel og deres yngste barn var lidt over tre år, begærede Caroline Augusta skilsmisse og fik den efterfølgende bevilget ved Overpræsidiet. Caroline Augusta havde på tidspunktet for sin skilsmissebegæring allerede fysisk forladt sin alkoholiserede mand. For en tid, indtil skilsmissen var gået igennem og et nyt hjem etableret, var hun flyttet hjem til sine forældre i Sankelmarksgade. Hendes drømme om et lykkeligt og romantisk familieliv var ikke gået i opfyldelse, og fremtiden så usikker ud på flere planer. Skilsmisser i starten af det 20. århundrede var hverken en nem eller lykkelig affære. Det er det vel sjældent, men det var langtfra accepteret som i vor tid. Alene det økonomiske problem var en kæmpe udfordring og medvirkede ofte til, at kvinder forblev i dårlige forhold. Samfundet kunne stadig betegnes som patriarkalsk, kvinderne havde endnu ikke fået stemmeret, det fik de først i 1915, så selvom forholdene langsomt blev bedre for kvinder og deres rettigheder, var der stadig lang vej. I forhold til at lade sig separere og skille, lå der fortsat et tungt samfundsmæssigt pres på den enkelte, og gjorde det overordentligt svært for kvinder at løsrive sig fra mandens dominans. Omstændighederne for Caroline Augusta, Niels Jørgen og de 4 børn, var tragiske. Ingen af de to forældre var alene i stand til at tage vare på hele børneflokken, derfor splittede bruddet familien totalt. For Caroline August var det grusomt at skulle vælge mellem sine børn, men det var den eneste udvej, hvis de ikke alle skulle dø af sult eller leve i yderste fattigdom. Ellen, det ældste barn, flyttede med moderen, først hen til bedsteforældrene og siden, d. 1. maj 1906, til en lejlighed i Fiolstræde 24. Carl August flyttede sammen med sin far ind i en lejlighed i Herluf Trollesgade. Hans lillebror Edward blev adopteret af familien Kleine i marts Allerede året før, i maj 1904 var den lille Elise Christine blevet anbragt på et børnehjem i nærheden af Corselitze. Hun var på det tidspunkt lidt over tre år gammel. For Ellen blev skilsmissen en forandring mod det bedre, også selvom hun havde fået sår på sjælen, og mærket smerten ved at blive adskilt fra sine mindre søskende. Caroline Augusta havde fået job i skobutikken, der lå under deres lejlighed i Fiolstræde, hvilket bidrog til at bedre økonomien og gøre livet mere trygt. At være fri for en beruset ægtemand, der gjorde stemningen i hjemmet utålelig, var en befriende omstændighed og medvirkende til, at Caroline Augusta så langt mere positivt på sin tilværelse, end hun havde gjort længe. Men hun savnede naturligvis sine børn, og ville tusind gange hellere kunne beholde dem alle, frem for at sende dem væk. Til gengæld var familiens opløsning en uundgåelig forandring mod det værre for Carl August. Ved at bo hos faderen, der fortsatte sit umådeholdne drikkeri, mistede han muligheden for at vokse op i trygge, familiære kår. Faderen havde absolut ikke de ressourcer, der skulle til for at udfylde en normal faderrolle, og var ude af stand til at give Carl August en sund og omsorgsfuld tilværelse. Da Niels Jørgen og Caroline Augusta var flyttet fra hinanden og Carl August kom til at bo alene med sin far, forandredes hverdagen fuldkommen. Han fulgte som regel sin far til arbejde kl. 6 om morgenen. Herefter var han overladt til sig selv, men var dog ikke altid alene. I Nyboderkvarteret, ikke langt fra Carl August, boede hans kusine Lona og hendes familie. Lona var datter af Niels Jørgens bror, Christian Carl Lorentzen og hustruen Sofie Caroline. Sofie Caroline var udmærket klar over, hvor miserabelt et liv Carl August havde, hvordan han måtte klare sig selv på egen hånd, uden hjælp fra sin far. Hun var ulykkelig på nevøens vegne og ønskede inderligt at adoptere ham, frelse ham fra svogerens svigt. Niels Jørgen modsatte sig helt og aldeles tanken, og det samme gjorde hendes mand, der syntes, at de havde rigeligt med børn at brødføde. Det kunne han måske have ret i, da de havde fået 6 børn Carl med fuld opløs_version 2.indd /09/

6 ondt af Carl August og Lona, to små sultne børn, der strejfede alene om i Københavns gader, og ville blot invitere børnene med ind i deres lejlighed for at proppe dem med lækker mad. Carl August og Lona var målløse. Det var en pludselig indtræden i et slaraffenland, som de sjældent eller aldrig havde oplevet det. Det var næsten uvirkeligt, og i sine memoirer mindes Carl August, at damerne opfordrede dem til at komme tilbage. Børnene tog ikke imod invitationen, men holdt sig væk. De var bange for, at damerne skulle fortryde og melde dem til politiet. På et af æbletogterne i Kongens Have gik det igen galt for det unge par. Carl August var på vej over gitterværket med en bunke æbler i favnen, Skt. Pauls gade i Nyboder i starten af 1900 tallet. I princippet kunne den lille pige være Lona. sammen. Endelig var også deres eget ægteskab skrøbeligt, ikke mindst på grund af Christians alkoholforbrug, der medvirkede til ægteskabets opløsning nogle år senere. I 1955 beskrev Carl August for en journalist, som udgav hans memorier i en artikelserie i Det nye Magasin, hvordan han sammen med sin kusine, Lona, strejfede omkring på må og få i de københavnske gader. De rapsede, de stjal æbler fra Kongens Have, brød rosinkasser op på Toldboden og spiste tørrede druer for at stille den værste sult. En dag gik det galt. Carl August og kusinen blev taget på fersk gerning, mens de var i fuld gang med at stjæle fuglefoder fra et foderbræt hos et par ældre damer, der boede i Nyboder. Damerne havde holdt øje med børnene i nogle dage, og en dag strøg de to adrætte kvinder ud af hoveddøren, og fik hurtigt indfanget de to sultne skarn, der sprællede i deres hænder. Carl August og hans kusine blev skrækslagne, de troede de stod over for korporlig afstraffelse eller en politianmeldelse, men det var slet ikke damernes hensigt. De havde 28 Carl med fuld opløs_version 2.indd Illustration af Carl August, produceret i forbindelse med udgivelsen af hans memorier i Carl August og hans kusine Lona bliver taget til fange af to ældre damer i Nyboder, som havde observeret de to sultne børn stjæle fuglefoder fra deres Horsens Museum /09/

7 mens Lona holdt vagt. Hun opdagede desværre ikke en politibetjent, der stod på lur. Da Carl August landede på fortovet, greb betjenten straks fat i nakken på de to børn, der forgæves prøvede at rive sig løs og stikke af. Politibetjenten trak børnene med hen på politistationen i St. Kongensgade, hvor de fik en alvorlig irettesættelse. Sådan endte Carl August og Lonas jagt efter mad i de københavnske gader og på Tolboden. Efter irettesættelsen blev begge børn fulgt hjem af politiet. Lonas forældre undskyldte over for politiet, som blot bad dem holde bedre øje med deres datter. For Carl August var udfaldet noget anderledes. Politiet blev hurtigt klar over, at Carl Augusts far var ude af stand til at skaffe sit barn den fornødne omsorg og opdragelse, og derfor blev Værgerådet kontaktet. Værgerådet tog ansvaret for Carl August og anbragte ham efterføl- gende på børnehjemmet Godthåb på Frederiksberg. Hermed skiftede den lille drengs skæbne igen spor. Familien var blevet splittet og spredt for alle vinde. Faderen havde ikke været sin opgave voksen, og nu var Carl August anbragt på børnehjem, svigtet af hele sin familie. Den 2. juni 1905, da han var 9 år gammel, blev Carl August indskrevet på børnehjemmet. Det betød mad på bordet, rent tøj og ordnede forhold, ganske vist ikke det samme som at vokse op i en familie med et par omsorgsfulde forældre, men set i forhold til et liv hos faderen, hvor han stort set ingen tryghed fik, var det unægtelig et fremskridt. Børnehjemmet kunne være blevet en rigtig god chance for Carl August, og måske var opholdet og skolegangen på børnehjemmet i virkeligheden årsagen til, at det ikke gik ham værre i livet, end det gjorde. Han var absolut ikke ubegavet, tværtimod, og selvom han var svær at styre, og stjal og løj, havde personalet også positive ting at sige om ham. En udtalelse i børnehjemmets protokol lyder således: Carl er af en let Karakter, som hurtig glemmer, hvad han er irettesat for, men ellers en godmodig Dreng. Han har desværre været tilbøjelig til at rapse. Han er godt begavet og har let ved at lære sine Lektier. Men han skal stadig mindes, da han er meget flygtig og Copyright Horsens Museum Illustration af Carl August. Carl August og Lona står skoleret for politiet i St. Kongengade, der havde fanget de to børn på fersk gerning i færd med at stjæle æbler i Kongens Have. 30 Carl med fuld opløs_version 2.indd Trods de forbedrede muligheder, havde Carl August udviklet sig til lidt af en rebel, og da hans ophold på børnehjemmet sluttede i 1908, skrev bestyrerinden Marie Nielsen om ham, at han var en skidt knægt, der løj og stjal, når han kunne komme til det. Til gengæld fortalte Carl August mange år senere til en psykiater, at bestyrerinden var en streng og ubehagelig kvinde. Antipatien var tilsyneladende gensidig. Caroline Augustas liv udviklede sig fortsat i positiv retning, ægteskabet med Niels Jørgen havde været en voldsom prøvelse, men også en udfor31 02/09/

8 var endnu bedre, var, at der også blev plads til Carl August. 13 år gammel forlod han børnehjemmet, og flyttede hjem til moderen og storesøsteren. Carl August havde allerede vist gode evner på børnehjemmet skole, og blev nu sat i Vester Voldgades skole. Her gik det over al forventning, han knoklede ihærdigt med sine lektier, og klarede sig rigtig godt. Til sin mors store overraskelse og glæde blev han nr. 2 i klassen. I løbet af årene havde forholdet mellem skomagermester Frandsen og hans unge ekspeditrice udviklet sig til at være mere end en arbejdsrelation. Caroline Augusta var en attraktiv kvinde, og hun var single. Der havde naturligvis været flere bejlere på hendes vej, men først da Frandsen friede, sagde hun ja. Han var ganske vist 17 år ældre end hende, men han passede godt på hende, elskede hende og ægteskabet ville uden tvivl forøge hendes muligheder for at give sine to ældste børn endnu bedre livsvilkår. Fiolstræde set mod Nørre Voldgade omkring Skobutikken i Fiolstræde 24, lå i 3. ejendom på højre side, lige efter den lave bygning. Her arbejdede Caroline Augusta som ekspeditrice i en skobutik. Hun boede en overgang i baghuset, først alene sammen med datteren Ellen, senere flyttede Carl August ind, og endelig, i 1912, giftede Caroline Augusta sig med skomager Frants Laurits Frandsen og flyttede ind i den øverste lejlighed mod gaden. dring, der givetvis havde været med til at styrke hende. Friheden og afstanden fra det kaos, familielivet havde været, betød, at hun nu blomstrede op, at hendes tro på livet vendte tilbage. Det gjaldt om at overleve, og Caroline Augusta var stærk. I 1908 avancerede Caroline Augusta i skobutikken. Skotøjshandler Frants Laurits Frandsen, en ældre, velhavende skomagermester, var yderst tilfreds med hende. Han gav hende større ansvar og en højere løn, hvilket bidrog til at Caroline Augusta i november 1909, sammen med datteren Ellen, kunne flytte ind i en større lejlighed i Nansensgade 38. Hvad der 32 Carl med fuld opløs_version 2.indd Frandsen havde fulgt Caroline Augusta og hendes børn på tæt hold op til frieriet, han var nærmest blevet en del af familien og glad for den, men til gengæld var han ikke særlig imponeret over Carl August og hans opførsel. Forholdet mellem Frandsen og Carl August, der både var temperamentsfuld og oprørsk, slog ofte gnister. Allerede inden ægteskabets indgåelse, når Carl August havde fået fri fra skole, hjalp han til i butikken som bydreng, men ikke uden modstand, for Carl August ville hellere have en anden karriere og ikke mindst friheden til at gøre, hvad der passede ham. Skomageren gjorde sit bedste, både for at støtte Caroline Augusta, og også for, efter sin egen mening, at give Carl August nogle gode muligheder i tilværelsen. Han ønskede, at Carl August fik sig en ordentlig uddannelse, og dermed blev i stand til at klare sig som en snart voksen mand. Carl August følte det ikke sådan, for Frandsen kunne ikke skjule sin antipati mod sin uregerlige stedsøn, hvilket Carl August senere gav udtryk for i et brev skrevet under en varetægtsfængsling i Odense. Det hjalp ikke på forholdet mellem stedfar og stedsøn, da Frandsen tog Carl August ud af skolen som 33 02/09/

9 14-årig og skaffede ham ind som tjenerelev på et etablissement langt væk fra København. Første læreplads var i Nykøbing Sjælland. Det gik overhovedet ikke, og Carl August forlod stedet få uger senere. Stedfaderen gav ikke op, han skaffede Carl August en læreplads på Hotel Phønix i Hjørring, dette gik heller ikke. Stedfaderen var stædig, en ny fiasko fulgte, da Carl August blev sendt til Bendix Hotel i Nykøbing Mors. Hotelfaget havde ikke Carl Augusts store interesse, det passede ham meget dårligt, at befinde sig i et latterligt slavejob som tjenerelev i de små provinsbyer. Det var alt for langt væk fra hans kammerater og ikke mindst København, som han i den grad savnede. Carl August havde andre planer, med det resultat, at de forskellige etablissementer fik lige så svært ved at holde fast på ham, som fængslerne senere oplevede det. Det gjorde stedfaderen aldeles rasende, og tidspunktet var enormt uheldigt, da Caroline Augusta og Fransen stod overfor at gifte sig, Frandsen havde absolut ikke overskud til at beskæftige sig med den stridslystne Carl August. Da den sidste læreplads var rømmet, og Carl August var vendt tilbage til København, begyndte tilværelsen at skride for ham. Effekten af en utryg barndom, familiens opsplitning og opholdet på børnehjemmet, var ved at slå igennem. 3 TEENAGER PÅ FLUGT Året 1912 blev et år, som med Titanics tragiske forlis skrev sig ind i verdenshistorien med store bogstaver. På sin jomfrurejse med afgang den 10. april fra Southampton ramte den store luksusliner den 14. april kl et isbjerg 300 sømil sydøst fra Nova Scotia. Påsejlingen kunne være undgået, men på grund af en fejlkommando og andre uheldige omstændigheder, skrabede isbjerget et ca. 1,2 kvadratmeter stort hul i Titanics skrog tons vand i timen strømmede herefter ind skibet, indtil det 2 timer og 40 minutter senere, med en knagende og sydende lyd sank, og forsvandt i dybet. Omkring 1500 mennesker omkom i det iskolde vand. For Carl August blev 1912 også et skelsættende år. 17 dage efter Titanics forlis, den 1. maj 1912, blev Caroline Augusta gift med Frandsen. På grund af sit elendige forhold til stedfaderen og måske ovenikøbet på hans foranledning flyttede Carl August hjemmefra i juni Kun få uger senere løb han ind i sine første problemer med det københavnske politi. I slutningen af juni måned arresterede politiet Carl August og sigtede ham for to mindre forseelser, et mislykket indbrud og et tyveri på lidt over en krone fra en automat i Tivoli. Han var egentlig ligeglad. Han var jo kun et barn, en stor dreng, hvordan kunne de straffe ham for noget så ligegyldigt? Politiet havde da heller ikke tænkt sig, at spærre ham inde i et fængsel i den forstand. Så alvorlig var hans forbrydelse trods alt ikke. Da Carl August på det tidspunkt kun var 15 år gammel og ustraffet, så det ud til, at han slap for fængsel. Kriminalpolitiet indstillede over for Justitsministeriet, at Carl August kunne slippe for en dom, hvis han til gengæld blev overgivet til Fængselshjælpen. Fængselshjælpen var en forening, der var stiftet i 1902, og som på flere måder støttede og hjalp betinget dømte eller Carl med fuld opløs_version 2.indd /09/

10 prøveløsladte. Efter planen skulle Carl August i en periode anbringes på en opdragelsesanstalt i Glostrup, som alternativ til en fængselsstraf. Det var absolut ikke noget, der passede den noget frihedssøgende Carl August. Derfor præsterede han ved den lejlighed, den 6. juli 1912, sin allerførste flugt fra myndighederne på Nytorv. I et ubevogtet øjeblik forsvandt han fra betjenten, der skulle føre ham til Glostrup, Carl August ilede afsted, spænede ud i friheden, hen ad brostenene, ind og ud mellem hestevognene på Nytorv og videre gennem de smalle gader i det indre København. Betjenten bandede og svovlede, mens han prustende løb efter ham. Løbeturen var forgæves, Carl August var alt for hurtig og forsvandt i en af de små sidegader. Så gik han under jorden og sørgede for at holde sig væk fra familiens adresser, så ingen kunne finde ham. Carl Augusts første registerblad hos politiet. Læg mærke til, at han i 1919 blev registreret efter løsladelsen fra Nyborg Straffeanstalt. 36 Carl med fuld opløs_version 2.indd Den 6. juli 1912 flygtede Carl August fra en fængselsfunktionær ved Nytorv. Det lykkedes ham at undslippe i det myldrende liv på Nytorv. Her fotograferet nogenlunde på den tid, hvor Carl August så sit snit til at flygte. Det var hans allerførste flugt fra myndighederne /09/

11 Nu ville det have været fornuftigt for Carl August at fordufte fra København og gemme sig i provinsen, men han besad sin egen særlige form for fandenivoldskhed, der prægede ham gennem hele livet. Hvorfor skulle han flygte som en kujon, når det var langt mere spændende og interessant at være i en by som København. Hvor ellers ville han kunne rode sig ud i tvivlsomme, men spændende affærer, der ville kunne give ham nogle herlige adrenalinkick? Han var fræk, han var ikke bange for noget, han var parat. Han var sin egen herre, og det bedste var, at familien ikke var der til at begrænse hans udfoldelser. Det var en udmærket tid på året at være fredløs. Dagene var lange, det var sommer, og Carl August kunne snildt finde steder, hvor det var muligt at overnatte. Skulle det blive nødvendigt at sove i en port eller i en trappeopgang, var det ok, vejret var lunt og behageligt, bare det ikke regnede. Han var sluppet væk fra stedfaderens klør, og det var ren ferie. Naturligvis savnede han trygheden i hjemmet, moderens gode mad, rent tøj og en ordentlig seng, men vendte han hjem, ville han meget hurtigt blive sat fast. Spørgsmålet var, om myndighederne denne gang ville lade ham slippe med Fængselshjælpen og et nogenlunde frit ophold på opdragelsesanstalten. På sin vej rundt på byens skumle caféer og værtshuse, stødte Carl August ind i nogle jævnaldrende fyre, som også var ude på at tjene nogle lette penge, og meget gerne uden at løfte hænderne ret meget op af lommerne. De frekventerede værtshuset Cirkuskælderen i Jernbanegade. Røgen bølgede i lokalet, der blev drukket øl, og fikse forslag til smarte forretninger blev slynget over bordet. De unge mennesker spillede billard, gik indimellem op på gadeniveau for at indsnuse den friske sommerluft, slentrede rundt på Rådhuspladsen, eller på Vesterbrogade og de omliggende gader. De nød driverlivet, men engang imellem skulle der tjenes penge til de kølige pilsnere. 38 Carl med fuld opløs_version 2.indd DEN F ØRSTE F ÆN GSELSDOM Sommeren 1912 var en ganske almindelig dansk sommer. Hverken mere våd eller tør end de fleste, og indimellem skinnede solen lunt og venligt ned over Tivoli. Folk spadserede rundt i haven, mellem forlystelserne, restauranterne og cafeerne, på stierne, over broen ved søen, spiste is. De skød til måls, kørte i karrussel. Børnene løb glade rundt og legede, mens forældrene drak kaffe på de fyldte restaurationer. Fotografi fra Plænen i Tivoli i starten af 1900-tallet. Tivoli var i 1912 rammen om den første alvorlige kriminelle handling Carl August var involveret i. Sammen med to andre pressede Carl August penge af en tjener ved at true med at afsløre hans trang til homoseksuelle handlinger. Det kostede Carl August 60 dages fængsel, hans første fængselsdom, som han modtog i efteråret /09/

12 Der var dog én, der ikke helt nød den sommer. I midten af Juli måned 1912 henvendte en ulykkelig mandlig tjener sig til politiet for at anmelde en pengeafpresser. Tjeneren kunne ikke oplyse noget navn på personen, men en formiddag i Juli måned, hvor han var på vej til arbejde i Frk. Nords Restauration i Tivoli, gik han gennem Jernbanegade og blev her stoppet af en ung mand. Den unge mand bad tjeneren om at give sig 2 kr. Tjeneren var målløs, hvad bildte knægten sig ind. Han afviste blankt at aflevere 2 kroner til fyren, som han ikke anede, hvem var. Den unge mand gav ikke op. Han var trådt et skridt nærmere og spurgt tjeneren, om han da ikke kunne huske, at han, tjeneren, havde været sammen med hans bror, en ung mørk fyr, nogle dage forinden. Det udsagn havde rystet tjeneren en smule, et par dage tidligere var han nemlig faldet i snak med en yngre mand, der netop havde været mørkhåret og mørk i løden. Manden havde spurgt, om han ikke skulle følge tjeneren hjem til sin bopæl, hvilket han havde indvilliget i. Tjeneren opfattede nu henvendelsen fra den unge mand i Jernbanegade som en trussel, et forsøg på at forskrække ham og så ingen anden udvej end at give ham de 2 kr, hvorefter knægten forlod ham og gik hen til et par unge mænd, der stod uden for Cirkuskælderen. Politiet stillede flere opklarende spørgsmål angående episoden mellem den mørkhårede og tjeneren. Hvorfor havde den unge mand lige netop kastet sig over ham med sine beskyldninger? Tjeneren indrømmede med et lidt forpint udtryk i ansigtet, at han ind imellem, under indflydelse af spiritus, havde en tendens til at indlade sig med mænd på en pervers måde, som der stod i politirapporten. Ikke noget med at lade sig bruge i endetarmen, men blot for at blive gnedet på sit mandlige lem. Betjenten løftede øjenbrynene et kort sekund, men fortsatte så med at skrive tjenerens vidneudsagn ned på sin fedtede notesblok. Tjeneren gik videre i sin beretning. Over de næste par uger var den unge mand og hans venner vendt tilbage flere gange. Hver gang trude de med at afsløre ham som homoseksuel, og det gik tjeneren mere og mere på. Han følte sig magtesløs over for truslerne, men turde samtidig ikke involvere politiet, fordi han frygtede, at det ville medføre en afsløring af hans seksuelle orientering over for restaurationschefen, Frk. Nord. Den vagthavende politibetjent, der tog imod tjenerens anmeldelse, lyttede opmærksomt og griflede omhyggeligt detaljerne ned. Han bad også om de unge mænds signalement. Oplysningerne var desværre ikke særlig brugbare, byen var oversvømmet med unge mænd, der slentrede omkring og bidrog til det brogede gadebillede, men han lovede at sætte gang i en efterforskning og opfordrede tjeneren til at indfinde sig igen, hvis pengeafpresserne forsøgte at presse ham yderligere. Et par dage senere, lidt over midnat, indfandt tjeneren sig atter på politistationen, denne gang slæbende med en ung fyr, som han havde foretaget en civil anholdelse af. Tjeneren havde anholdt ham, fordi han var overbevist om, at fyren kendte de unge mænd fra Tivoli. Den anholdte var nemlig lige præcis den unge mørke mand, som den første af pengeafpresserne havde omtalt over for tjeneren. Den anholdte, Laurentius, indrømmede, at han et par uger før havde mødt tjeneren på Vesterbrogade sent om aftenen. De var faldet i snak, og tjeneren havde inviteret ham med hjem på et glas øl. Laurentius var fulgt med til tjenerens bopæl i Peder Skramsgade. Han var ikke gået med op, men tilsyneladende havde de haft et seksuelt forhold i porten, selvom han kun ville indrømme, at de havde stået og trykket hinanden længe i hånden, og ikke foretaget sig andet end det. Bagefter havde tjeneren givet ham tre kroner, hvorpå de var gået hver til sit. Laurentius stod fast på, at han intet havde haft med pengeafpresningen i Tivoli at gøre. Han kendte dog navn og adresse på afpresseren og indrømmede overfor politiet, at han en eftermiddag på Rådhuspladsen havde udpeget tjeneren og fortalt afpresseren om sit seksuelle forhold til ham Carl med fuld opløs_version 2.indd /09/