13. søndag efter trinitatis Sct. Pauls kirke 9. oktober 2016 kl Salmer: 496//290,v.5-7/439/332/476

Transkript

1 1 13. søndag efter trinitatis Sct. Pauls kirke 9. oktober 2016 kl Salmer: 496//290,v.5-7/439/332/476 Åbningshilsen Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Amen Vel mødt til aftensangs-gudstjenesten denne anden søndag oktober i den første efterårsmåned. Det er blevet koldere og mørkere. Også i kirkeåret er vi gået ind i den sidste fase inden 1. søndag i advent. Vi sigter mere og ind på afslutningen af livet, Jesu genkomst og den kommende verden og forskellige aspekter inden da men i det lys. I dag er det 20. søndag efter trinitatis: Hvordan forvalter vi dybdeperspektivet i vores liv, vores relation til Gud og Kristus? Ved gudstjenesten her i eftermmiddag skal vi spejle vores liv i Israels folk og os selv, vi der til forskel fra jøderne har en ikke-jødisk, hedensk baggrund og se, hvem vi er, men også det, Gud har givet os lys over skal ske med Israel og ind i alt det her, får vi ligefrem

2 2 en udstilling af, hvad Gud vil os af godt på trods af alt ondt hos os. Teksten fik I, da I gik herind. Lad os rejse os, se på den og lytte til den: et stykke af apostlen Paulus brev til menigheden i Rom: Rom 11,25-32 v25 Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; v26 så skal hele Israel frelses som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. v27 Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort. v28 I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold

3 3 til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. v29 For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. v30 For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, v31 sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. v32 For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Bøn. Lad os bede! Kære Herre, tak fordi vi må være i dit hus på hvilens og opstandelsens dag og høre dit ord og modtage Kristi gaver i måltidet og sendes ud i en ny uge med din velsignelse, men nye øjne og ny frimodighed. Kære hellige Ånd: Åbn os for Guds hemmelighed, så

4 4 vi afstår fra at være kloge i egne tanker og ser ind i, hvad du har tænkt med Israels folk og folkene og lad os se, hvad det er du vil os og kan gøre mod os, også når andre og vi selv er allerværst, så vi bryder ud i lovsang til dig, du ufattelige barmhjertige Gud. Amen. Prædiken I Bibelens verden findes der to folkegrupper: Israel og jøderne på den ene side og folkene, hedningerne på den anden. Jøder og hedninger. Israel og jøderne er det udvalgte folk. Gud har valgt dem og derfor elsker alle jøder deres eget folk. Det er ikke bare troende jøders egen opfattelse, det siger Bibelen også, både GT og NT! Det er et særligt folk, det kaldes Guds øjesten. Gud har lige præcist valgt dem ud, ikke fordi de var bedre og større og mere retfærdigt end andre folk, men fordi de var det mindste folk (5 Mos 7,7), ja og Gud var helt klar over, at det var et genstridigt og stivnakket folk (5 Mos 9,4-6)! Han har valgt dem til at være det folk, Han vil forberede sin frelsesplan gennem. I det folk fødes Jesus, Guds søn, der blev menneske og jøde. Jesus siger selv, at Han ikke er

5 5 sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus. Han nægter at hjælpe hedninger, fordi deres tid endnu ikke er inde, men lader sig dog hele tiden overvinde af deres tro, hjælper dem og drager dem ind i sit rige, for hans rige er på vej ud til dem også. Israel og jøderne spiller altså en særlig rolle i Guds historie med os mennesker. Men: dermed er vi andre ikke fravalgt. Gud har også os i tankerne. Da Abraham blev udvalgt var det med tanke på alle folkene. Gennem Israel ud til folkene. Gennem indsnævringen gennem Israel ud til alle folkene. Men altså også på den facon. Det er Hans valg, at det skal gå for sig på den måde. Vi synes måske i vores såkaldte klogskab, at Han skulle have gjort det anderledes, men Han har gjort det på sin måde og Han ved altid hvad Han gør og hvorfor Han gør det i sin underfulde visdom, over for hvilken vi er sært dumme. Israel og jøderne i GT er folket, som Gud er god imod og som Han slutter pagt med, men som igen og igen vender ryggen til Ham og går deres egne veje. De er godt nok ikke Guds bedste børn og ikke et hak bedre end hedningerne, end os. Gud revser dem og fælder dom over dem. Straffer dem men efter dommen

6 6 kommer igen og igen et løfte om Guds indgreb og altid er der en rest i folket, der tror det. Da Jesus kom, skete det samme. Generelt, stort set forkastede folket og i særdeleshed de jødiske ledere på nogle få nær Kristus og det glædelige budskab. De blev fjender af evangeliet og fjender af de jøder og hedninger, der tog imod det. Tragisk. Igen valgte folket Gud fra. Men: det som var skidt, blev anledning til noget godt: Budskabet gik nu fra jøderne og Israel til folkene og hedningerne. Det var i begyndelsen ikke let for de første kristne, som alle var jøder, den hellige rest, at tro, at Jesusbudskabet skulle til folkene, selv om GT sagde det, og Jesus selv til sidst havde sagt: gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple (Matt 28,18) og og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende (ApG 1,8), Alligevel måtte de nærmest tvinges til det ved undere og åbenbaring fra Gud og først da fik de nyt lys over det og mod til at slippe budskabet ud til hedningerne, men Peter og de ledende i Jerusalem havde svært ved at leve det helt ud. Det skildrer Lukas meget for os i ApG kapitel 8-10: fra jøder, til halvhedninger (samaritanerne) og så helt ud til hedningerne (grækere og romere og andre

7 7 barbare ). Men jøden og den romerske borger, Paulus, blev folkenes og hedningernes apostel. Hvad dog ikke hindrer ham for igen og igen først at henvende sig til jøder og så til hedninger efter modellen: for jøde først og så for græker (hedninger). Og skidt stod det til med Israel: Der hvilede forhærdelse, hårdhed, afvisning, forstokkelse over langt de fleste i Israels folk. De var fjender af evangeliet og af hedningerne. Kristendommen blev flyttet fra jøderne til folkene, den blev de hedningekristnes kirke med ganske få jødekristne i. Og mange jøder er stadig fjendsk indstillet mod den kristne tro. Op gennem historien er enkeltjøder blevet kristne og i vores tid er der groet såkaldte messiansjødiske menigheder frem særligt i Israel, altså jøder, der tror, at Jesus er Messias og på den måde er kristne, men samtidig bevarer deres jødiske egenart f.eks. omskærelse og vikke kalder sig kristne men messianske jøder, men de er vore trosbrødre og søstre. På grund af alt dette kan der let ske det med os hedningekristne, vi, der er de fleste, at vi bliver hovmodige og selvfede og kloge i egne tanker, på

8 8 grund af jødernes generelle afvisning af Jesus og af det forhold at det er et særligt folk: dem og så alle os andre, så vi ser ned på dem og tænket: det er er os, der er kirken, vi er de kristne, vi ved besked. Her ligger noget af kimen til antisemitismen i århundreder, til kirkens forfølgelse af jøder, til holocaust og til den antisemitisme som igen og igen stikker sit lede fjæs frem også i dag. Hvordan står det så med det folk? Paulus bruger helle tre kapitler ud af 16 i hans vigtigste brev, til det folk og hans budskab er: Gud har ikke forstødt og forkastet dem! De er stadig det udvalgte folk. Paulus elsker sit folk og trygler Gud om deres frelse. Han siger: Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd (9,1-3). Og lidt senere: ja, jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt, om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse (hvad hedningekristne dog har som vi ikke har ) og frelse nogle af dem (11,13f).

9 9 Og nu kommer hemmeligheden, åbenbaringen fra Gud: i endetiden, altså i den sidste tid inden Jesus kommer igen, skal der ske noget: Når alle de hedninger, der vil lade sig frelse ind i Guds rige, er gået ind i riget og der ikke er flere tilbage som vil være med, så skal hele Israel frelses! Så kommer der en vækkelses og fornyelsestid. Linjen fra NT for jøde først og så for græker bliver nu til for jøde først og så for græker og så for jøder Og derpå Guds folk bestående af jøder og hedninger. Sammen. Fuldt ud realiseret. Ikke alle jøder tager imod og de tvinges ikke som vi heller ikke tvinges af Gud. Han er jo kærlighed og hvor kærlighed er, er der frihed og Han ønsker sin kærlighed besvaret i frihed. Og alle jøder er ikke Guds børn (9,8), kun dem, der ikke bliver i deres vantro er ægte jøder i åndelig forstand (11,23). Derfor skal vi ikke foragte Israel og jøderne, de skal have en særlig plads i kristnes hjerter, i vores agtelse af dem. Fra dem kommer kristendommen, vi har virkelig dybe rødder i det jødiske. Jesus var jøde. Og selv om det er et stridbart folk, så har Gud ikke forkastet det, men vil deres frelse og mange jøder skal frelses i endetiden. De skal derfor være i vore bønner, oggodt at der drives kristen mission blandt dem, fra

10 10 dansk side kanaliseret gennem Israelsmissionen og Ordet og Israel med det danske hus i Tiberias og den danske menighed i Jerusalem og Jaffo og diakonalt arbejde blandt israelere. Og så skal vi af den grund aldrig glemme palæstinenserne og ikke forsvare Israel, når de behandler palæstinensere og arabere dårligt, tværtimod skal de revses og holdes fast på deres ansvar, ligesom Gud gør i GT om end vi stadig skal huske: for jøde først og så for græker. Det var en hel masse spændende om Israel og folkene, som vi sjældent beskæftiger os med i kirkeåret, men det er her i dag og også nogle andre søndage. Og så herhen mod slutningen skal vi beskæftige os med, at alt dette her bliver anledning til at understrege det dybeste i den kristne tro: V.29-32, prøv at følge med : v29 For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. v30 For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed,

11 11 v31 sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. v32 For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Gud fortryder ikke, angrer ikke, ærgrer sig ikke over, at Han har valgt Israel, at budskabet er gået ud til os, at vi er blevet døbt! Selv om vi igen og igen svigter Ham og er oprørske mod Ham. Så meget vil Han fællesskab med os! Ulydigheden, vantroen, modstanden mod Gud er stor. Det ved Han og det lægger Han ikke skjult på. Han ændrer ikke på sig selv, på sin kærlighed og vilje, skruer ikke ned for blusset, indretter sig ikke efter at vi er som vi er det vil jo også være at slippe helvede ind i himlen, tværtimod indeslutter Han os i det, der kendetegner os: ulydighed. Indkredser og fanger os i det. Rubricerer os inder overskriften: synd! Alle er vi under om dom på grund af vort frække oprør mod Gud. Men hvorfor? Nej, for at (målet med det første) forbarme sig over alle i barmhjertighed: være medlidende med os, være

12 12 overbærende mod os, være mild over for os. Det Gud vil: Joh 3,17: Guds mål er ikke at dømme verden, men frelse den ved Kristus. Han vil., at alle skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4). Det er drivet i Gud på trods af al vores oprør, hedningers og jøders og vi har intet at lade Israel høre for og de ikke os. Ja, lige der, hvor vi er netop er kredset i vort oprør og det er alle størst: Gal 3,22f; Rom 3, Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Jo værre, jo bedre. Jo mere synd, jo mere nåde. Rom 5,20! Sådan er Gud. Derfor: Gud er virkelig kærlighed, meget dybt og vedvarende og målrettet! I ekstrem grad. Han er det virkelig!!! Sådan en Gud vil jeg tro på. Og derfor skal vi her hente mod til at rejse os fra værste af det værste, selvforagten, selvfordømmelsen og vores kredsen om os selv. Rejse os fra det faldne mod. Op i frelsen og friheden. Yes, videre.

13 13 Og ikke foragte andre, men håbe på andres frelse og tro på den fordi Gud er så god, som Han er og vil det stadigt på trods af oprøret og ulydighedens vækst. Elske alle kristne og dem, der endnu ikke er det. Hvordan reagerer Paulus selv på det, Han her siger? Med lovprisning: v33 O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! v34 For»hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? v35 Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?«v36 Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.