Interview med PPR psykolog den 26. april 2016 I1: Interviewer I2: Interviewer P: PPR-psykolog

Transkript

1 Interview med PPR psykolog den 26. april 2016 I1: Interviewer I2: Interviewer P: PPR-psykolog 00:00 P: Ja, og i skal skrive speciale. I1: Det skal vi nemlig. P: Ja, dejligt. I? I1: Jamen, jeg studere politik og administration. I1: På Aalborg universitet. I1: Så, ja så er vi ved at skrive om tværfagligt samarbejde, og så lige lidt på det her område, udsatte børn og unge. I1: Så har vi så valgt Langeland kommune som case, det er derfor vi er her for at snakke med jer. I1: Så vil jeg lige høre, er det okay med dig, at vi optager samtalen? P: Selvfølgelig. I1: Det er bare lige, så vi kan huske det, når vi kommer hjem igen. P: Så skal i, i gang med jeres transskribering. I1: Lige nøjagtig. I2: Du må endelig tage for dig af vand og lidt slik og sådan lidt af hvert. I1: Jamen, skal vi ikke bare stille og roligt gå i gang. Bare stil spørgsmål undervejs, hvis der er et eller andet, du er i tvivl om, eller vil have mere uddybet. I2: Super. 01:00 I1: Ja, kan du ikke starte med at fortælle lidt om, hvor længe har du været ansat her i afdelingen. P: Det har jeg i et år. I1: Et år. I1: Godt. Og hvilke arbejdsopgaver, eller ansvarsområder sidder du med? 1

2 P: Jeg sidder med førskoleområdet. Så børn fra 0-6 år. Øhm. Som en del af PPR, hvor jeg er psykolog og så har jeg asylområdet, ja, både PPR delen af det og også lidt af det, der ligger ud over PPR delen, i forhold til at være på asylcentrene. Ja. I2: I forhold til det her projekt Tidlig opsporing, kan du så sige lidt om hvor meget og i hvilken grad du kender til det her projekt, som Langeland kommune er en del af? P: Jeg kender noget til det, fordi jeg sidder i projekt gruppen, så jeg har været med til og - 02:00 P: - Formulere nogle spørgsmål, blandt andet, som man skal bruge i værktøjet, kan man sige, ude i institutionerne. S: Okay I2: Godt, i forhold til fasemodellen for Tidlig Opsporing, er det en du har stiftet bekendtskab med? P: Ja, det er det. I2: Yes. Og hvordan det, altså sådan? P: Jamen, jeg har været med til at formulere de spørgsmål, der bliver brugt i Fasemodellen. I2: Okay P: Altså, som vi bruger her på Langeland. Og man kan sige, så er det jo også mig, der har den daglige gang ude i.. eller, daglige og daglige. Ude i institutionerne, så man kan sige, hvis der er spørgsmål til et eller andet, i forhold til anvendelsen, så kommer de jo og spørger. I2: Hvordan oplever du, at den ligesom, altså, både det her projekt tidligt opsporing og også fasemodellen, at den er med til at påvirke den måde, man arbejder på? P: Det synes jeg er tidligt at sige noget om. 03:00 P: Fordi den ikke har været, sådan helt vildt meget i gang ude i institutionerne, har jeg ikke indtryk af, men man kan sige, at den måde den er opbygget på, der er det jo sådan, at nogle af de bekymringer, som der ligesom bliver lagt op til man skal, hvad kan man sige, holde øje med, både i gul og rød position, dem drøfter vi jo fast, på de møder vi har, der hedder åben rådgivning, som er fastlagt ind i kalenderen, engang hver 5-6 uge i hver institution, hvor vi sidder et tværfagligt panel ude fra PPR, og har sager, børn og problematikker oppe, ja. I1: Jamen, skal vi bare, skal vi gå videre til. I2: Yes. I1: Hvordan oplever du at i samarbejder på tværs af faggrupper? Her tænker jeg blandt andet med sagsbehandlere, socialrådgivere, med sundhedsplejerske, tale-høre, ja, de forskellige faggrupper. 04:00 P: Altså man kan sige i PPR der er vi jo faggrupper. Øhm. Altså, det er mig, der er psykolog og så har vi en PPkonsulent som pædagogisk-psykologisk konsulent, så kommer der en mere på et tidspunkt, og så har vi jo 2

3 talepædagoger og vi har motorikvejledere og vi har fysio- og ergoterapeuter, så på den måde, der arbejder vi jo noget sammen, fordi vi også sidder ude, kan man sige, sammen. Samarbejdet med socialrådgiverne er, er mere sådan, på adhoc-basis altså, hvis man har et spørgsmål, eller man har en fælles sag, kan man opspore den vej igennem. Vi har ikke sådan indlagt faste, hvad kan man sige, møder på den måde, til at have den sparring. I1: Okay. Så hvidt jeg kunne forstå, så er der sådan nogle tværfaglige møder der bliver holdt, var det en gang i måneden? I2: Ja, var det socialrådgiverne eller? I1: Socialrådgivere og sundhedsplejerske - 05:00 I1: - Og tale-høre og. Jeg synes egentlig også psykologer blev nævnt. P: Mhm, øh, jeg tænker, jeg tror det var på rådgivningen, der bliver refereret til i den. Der sidder socialrådgiverne ikke med. Socialrådgiverne sidder til gengæld med på RUSK-møderne i skolen, når der er RUSK-udvidet, så er det meningen, i hvert fald, at der skal sidde, alle fra. Altså, alle faggrupper repræsenteret fra PPR og en socialrådgiver og tandlæge, og hvad man ellers kan ja. I1: Alt hvad der er relevant P: Vejledere og sådan noget, ja. Lige præcis I1: Godt. Ja. I2: det kan være, vi bare skal tage den slavisk. I1: Jo jo. I2: Jamen, så kunne jeg godt tænke mig, at høre lidt om, du har godt nok været lidt inde på, der er de her forskellige faggrupper. Kunne du prøve og fortælle lidt mere omkring, hvad der er, i forhold til sådan, ansvarsrollefordelingen, i forhold til det her, øhm, hvad kan man sige, småbørnsområdet, eller førskoleområdet, altså, hvilke, hvad kan man sige, hvilket.. med din profession og din baggrund, - 06:00 I2: - Hvilke ansvars- og rollefordeling, eller rollefordeling har du så og hvor går dine grænser som psykolog, i forhold til at skal være, for eksempel, i forhold til socialrådgiver og i forhold til for eksempel sundhedsplejerskerne og etc. Altså man kan sige, når man sidder som psykolog i PPR, så er der den grænse der hedder, at vores udgangspunkt er de udfordringer og vanskeligheder, der kan være i børnehave- eller skoleregi, eller i dagpleje. Det vil sige, som udgangspunkt, er det ikke hvad der foregår i hjemmet, selvfølgelig kan der være nogle, der kan være nogle overlap, i forhold til at, jeg kan jo godt lave noget rådgivning, men man kan sige, jeg har ikke mandat til at gå ind i hjemmet. Altså, jeg har ikke, mandat til at gå ud og se, jamen hvad gør i så derhjemme. Det er ikke min rolle her. Så det er ligesom den faglige grænse der er, for os i PPR, altså, vi er ligesom skabt, sat 3

4 i verden for, hvad kan man sige, servicere børnene og institutionerne, når de ér i institutionerne, altså, ja. Og for personalet der, kan man sige. 07:00 P: Hvor socialrådgiverne, de er jo mere, i hjemmet. I2: De er mere i hjemmet. Ja. Okay. Kan du sige noget omkring, også det her med, i hvor høj grad. Man har jo selvfølgelig Fasemodellen, som er, kan man sige, er en måde at strukturere selve den tværfaglige samarbejde på, men man kan jo også godt forestille sig, at noget af det tværfaglige samarbejde dels er, hvad kan man sige, noget af det er måske en del struktur-baseret og andet er måske baseret på noget med nogle fleksibilitet og noget skøn af en eller anden grad. Kan du sige noget omkring hvornår bliver noget regelstyret og hvornår er noget mere skøns baseret, når man samarbejder? P: Mm. I2: Det er måske et spørgsmål, som kræver lige lidt. P: Jeg tror ikke helt jeg forstår. I2: Nej, nej. P: Tænker du i forhold til hvilke procedurer vi har for.. I2: Ja. Altså, jeg tænker lidt på, jamen, i hvor høj en grad, øhm, når man skal finde ud af, eller vurdere - 08:00 I2: -, er der et behov for tværfagligt samarbejde. Så tænker jeg, at nogle gange, kan det jo godt være op til jer, om der er en høj grad af sådan noget fleksibilitet, i forhold til, eller om der er nogle krav til, at man skal ind og så sige, når vi.. på de og de her områder, jamen så skal vi have kontakt til en anden faggruppe, fordi det er der enten en procedure i kommunen der ligesom siger, eller en lovgivningsmæssig procedure. P: Nej, det er faktisk meget skønsbaseret, vil jeg sige, det er det. Man kan sige, det giver lidt sig selv nogle gange, fordi vi i børnehaven, altså, førskoleområdet, der sidder vi jo alle sammen og hører det samme, så på den måde, der kan vi jo hver i sær byde ind med hvad vi kan, selvfølgelig er det sådan, så vi engang imellem oplever, at en udfordring, der kan starte umiddelbart som et taleproblem, det viser sig, at det var det måske ikke, og så bliver det jo igen et skøn, om, at så kan det være, at jeg skal ind i det, eller en anden skal ind i det, en ergoterapeut, eller.. øhm. Og omvendt selvfølgelig også, kan man sige, - 09:00 P: - Noget der kan umiddelbart virke som en psykologisk problemstilling, det kan godt vise sig, at det måske egentlig nok var bedre serviceret gennem logopædisk arbejde, eller. Ja. I2: Yes. I1: Jamen, øhm. I forhold til det her samarbejde på tværs af faggrupper, oplever du så, at de andre faggrupper, har sådan, hvad kan man sige, indsigt og forståelse for, sige din faggruppe som psykolog? 4

5 P: Ja det synes jeg faktisk. Det jo også sådan vi sidder sammen, så høre vi jo også hvad hinanden siger, så begynder man jo også at tænke, når jamen, det her har jeg hørt at, den og den faggruppe ved noget om, eller. Øhm, men jeg vil sige, at hvis vi ikke sad sammen på den måde, så tror jeg, at jeg ville have en ringere forståelse for hvad de andre lavede. Der kan man nogle gange godt have nogle idéer på forhånd om, hvad en faggruppe kan og så kan man blive helt vildt overrasket over, at de kan noget andet, eller noget mere, eller, ja. 10:00 I2: Kan du sige noget omkring, altså det der med, at når man skal, jeg tænker på, der kan måske godt være forskellige faglige vurderinger af om et barn for eksempel, der er i mistrivsel og man kan måske have nogle, noget forskelligt man ligger vægt på, alt afhængig af, hvilken profession man har, er det noget du oplever? Eller, hvordan oplever du det? P: Ja, det øh, det. Ja, altså. Jeg kan sige, det er ikke sådan, så jeg synes at vi sådan har, løber ind i udfordringer over det. Altså, vi plejer sådan ligesom at tale os ind på det, kan man sige, men det er da jævnligt at vi oplever hver især at der var nogle, som kunne byde ind med noget, som man ikke selv havde set, eller, som kunne sige, at det her, det er faktisk utroligt normalt, hvis sådan og sådan, øhm, hvor jeg så kunne sige, jamen, det har jeg ikke nogle forudsætninger for at vide, eller omvendt. Det oplever vi af og til. I2: Yes. Har du nogle eksempler på det? 11:00 P: Åh, så skal jeg jo til at tænke. Øh. Hvad kunne det være. Hmm. Jeg tænker, det sker måske engang i mellem, hvis der er, kan være en anden faggruppe, der har en bekymring over at, det og det, det kan være tegn på eller en form for mistrivsel, fordi de tænker at det så er noget, altså, jeg synes ikke det er sådan fordi, at de så går i gang med selv og lave en hel masse inden for deres, men så kommer de og siger, jeg tænker, det her det er bekymrende, fordi, et eller andet, og så kan det godt være, at jeg siger, at fordi mor og far lige er blevet skilt, så er det faktisk utroligt normalt, at man ser den her adfærd lige efter, eller. Altså på den måde, kan der være, sådan ja. I2: Men er det særligt i forhold til nogle specielle, altså er der nogle, altså, er det en faggruppe, at du tænker at det, eller er der sådan generelt i forhold til faggrupperne eller er det, er det i forhold til.. P: Nej, det er generelt. 12:00 P: Ja, altså, jeg kan også godt nogle gange blive overrasket over noget, hvor jeg vil sige, der vil jeg sige, sådan her om det, og så kommer audiologopæden og siger, amen det er faktisk sådan her fordi. I2: Det er tale-høre.. P: Ja lige præcis. Ja. Det synes jeg går flere veje. 5

6 I2: Okay. Men hvordan forgår så, så har i en dialog, en samtale i forhold til sagen, ja, godt nok. Ej, det kunne være rigtig rart, hvis vi lige havde et eller andet eksempel og følge op på nemlig, men. Fordi, det bliver sådan lidt generelt jo, men du kan lige få lov til, sådan lige og summe lidt på det kan man sige. Godt nok. I1: Jeg kunne egentligt godt tænke mig at høre, i forhold til, jeg kan godt hører i dialogen, sådan, hvad jeg lige forstår på dig, den egentlig kører rimeligt godt imellem 13:00 I1: - Faggrupperne. Oplever du alligevel, at der kan være nogen gange, at der er nogle bestemte faggruppers faglighed, der bliver vægtet højere end andres? I1: Ja. Hvilke er det? P: Øhm. Der er en almindelig tendens til at man godt vil tale med psykologen, det synes jeg. I2: Har du en ide om hvorfor det forholder sig sådan? P: Jeg tænker at det, der er jo dels noget kultur i det, at man kan sige, i mange år tidligere, der har PPR jo som sådan ikke eksisteret som en enhed, der har været skolepsykologen og så har det været skolepsykologen der har skulle løse, hvad der så har været, ikke også. Så dels kan der selvfølgelig være noget i det. Noget andet er, tænker jeg jo også, at næsten ligegyldigt hvad det er for en vanskelighed, man kan have fat i, så kan det ofte give nogle vanskeligheder, eller nogle udfordringer, som går ind på det psykologfaglige område, så jeg synes ikke, der er så meget, der rent går uden om. 14:00 P: Der kan være nogle helt konkrete sådan talesager, i forhold til noget udtale, hvor man kan sige at, det er jeg sjældent inden i, med mindre, at det er så massivt, at det giver nogle vanskeligheder i forhold til barnets, sådan deltagelsesmuligheder i de fællesskaber der er i børnehaven. I2: Hvordan i forhold til, hvad tænker du, har betydning for det, altså, hvis man gerne vil tale med psykologen, har. Tænker du det har nogle, betydning for sagen i forhold til at, at i har en, måske, at jeres faglighed bliver vægtet i en måske lidt højere grad, end måske andre fagligheder. Gør det noget i forhold til, til selve, hvad kan man sige, selve synet på barnet, eller synet på mistrivsel? P: Mm, Ja, altså fordi, hvor man kan sige, at personalet typisk måske, har tildens til, at sige, vi vil godt have psykologen ind over - 15:00 P: - Så har jeg også lidt haft oplevelsen af at, forældrene er lidt mere bange for det, hvis det er psykologen, end hvis det er en ergoterapeut eller en logopæd, så der har også været lidt i forhold til det der, hvem indstiller man sig til først, også i forhold til sådan at modne forældrene lidt. Og der er det jo noget med, hvor vi også ligesom prøver at sætte nogle grænser, og sige, at altså, vi skal jo ikke sætte, spilde en hel masse ressourcer fra audiologopæderne, hvis det ikke er det, altså. Fordi det virker mindre farligt for forældrene. Altså ja. 6

7 I2: Okay. Godt nok. Men er der nogle gange hvor du tænker at, det her med, at det kunne lige så godt have været en socialrådgiver, der havde påtaget sig af den opgave, som du nogle gange påtager dig, i forhold til nogle opgaver i forhold til børnene? P: Njae, jeg tænker faktisk, at jeg gør noget ud af, at grænsesætte det. Så man kan sige, jeg tager virkelig, sørger for at holde udgangspunktet i, hvad er det vi ser i børnehaven. 16:00 P: Altså. Så man kan sige, nogle gange, løber vi jo også ind i sager, hvor at, man kan sige, at der er nogle vanskeligheder i børnehaven, men, det bliver sådan forholdsvis hurtigt tydeligt at, det nok stammer hjemmefra. Så kan man sige, så går jeg jo ikke ind og på den måde holder samtale med forældrene, altså, så vil jeg sige, så er det en anden afdeling, der skal ind over der. I2: Ja, okay. Jeg har et spørgsmål omkring det her med den nye måde, som i organiserer jer på og samarbejder på, i forhold til det her med fasemodellen, du var lidt inde over det, omkring det her med, at den måske ikke sådan var helt implementeret, men, hvordan tænker du at den, dels lidt omkring det, men dels også lidt omkring, hvordan den, hvad den bidrager med i forhold til den måde I skal samarbejde på, og ansvarsfordele på? P: Jeg tænker at det - 17:00 P: - Det den kan være god til, det er at den, den man kan sige, den indarbejder, ligesom er med til at indarbejde en fast procedure for, at det er ligesom, at det er et screenings-værktøj, ikke også, så man kan sige at, jamen, her er der noget vi skal kigge på, og det er ligesom de samme ting vi kigger på, ved alle børn, sådan så vi er sikre på, at vi ikke overser noget, fordi, der er en rigtig sød mormor, der er vi lige nødt til at tale om det alligevel, så det ikke kommer til at bero på subjektive vurderinger, der gør at vi ikke bliver lige så bekymrede, som hvis. Altså. På den måde tænker jeg, at det kan give en mere, øh. Det kan måske sikre at det er mere den samme opmærksomhed, der bliver rettet på alle børn. Ligegyldig hvem der bor naboer med hvem, eller. Ja. På den måde, kan det være en fordel. I1: Ja, hvordan tænker du at, at Fasemodellen, den måde i arbejder på, hvad den bidrager med i forhold til jeres - 18:00 T: - indsigt og forståelse for hinandens fagligheder? P: jamen jeg tænker at, der kan være noget i, at man, øh. Hvad kan man sige, bliver opmærksom på at der kan være et andet spørgsmål, der ville rette sig rigtig godt ind i det her, for at sikre sig at man lige kom rundt om en andens fagområde. Det kan give sådan, det kan også give os, hvad kan man sige, en mulighed for at være bedre til at vide, hvad kan vi egentlig tilbyde hver især. Også selvom vi en dag ikke er her alle sammen, eller. Ja. Det tænker jeg. 7

8 I1: Hvor lang tid siden er det, at fasemodellen den egentlig sådan blev færdig og blev meldt ud til medarbejdere. P: Det tror jeg den blev i oktober måske. I1: Oktober, ja. Og ved du, hvad man har gjort for sådan at, hvad skal man sige, udbrede kendskabet til den. Altså nede på hver enkelt medarbejderniveau? 19:00 P: Mm, hvad man har gjort. Jamen jeg tænker, at den er blevet præsenteret på personalemøder, og man kan sige, at det er jo selvfølgelig noget de skal. Men man kan sige, det jo så faldet sammen med, at der har været nogle andre projekter og nogle forskellige ting, der har gjort, at jeg tror, at nogle af institutionerne føler sig pressede, fordi de også i perioder har været overbelagte og sådan. Så der er. Motivationen for at gå i gang med det, kan man sige, kan måske godt være lidt vekslende. I1: Har du oplevet, at der er nogle faggrupper, der har, måske, vist mere interesse i det her, altså, projektet og for Fasemodellen og sådan noget, end andre? Er der måske nogle, der ikke rigtig interessere sig for den? Eller har været mere villige til at tage det i brug? P: Jeg tænker at pædagogerne, der er ude, de føler sig pressede, altså fordi de har mange ting, altså. Så, det ja. Det er det jeg tænker, at der sådan kan være af udfordringer. 20:00 I2: Og det er måske derfor at du også et eller andet sted siger, at den ikke er helt så tilstrækkelig er blevet implementeret. P: Ja, det tænker jeg. I2: At det er fordi, at man er presset. P: Ja, det tror jeg. Det er det jeg oplever i hvertfald. I2: I forhold til dagtilbud. I2: Okay. Jamen, så tror jeg, at vi vil gå lidt mere i dybden, med det her med samarbejde, på tværs af faggrupper. Vi har jo været lidt omkring det, men, er der nogle faggrupper hvor du, hvad kan man sige, samarbejder måske bedre med end andre, eller har en, hvor du tænker, her er der en større forståelse i forhold til problematikken end andre faggrupper, eller hvor du måske har brug for lige og. Eller det kan være, at der er nogle faggrupper, hvor I har brug for lige og få diskuteret lidt mere, eller få drøftet sagen i en højere grad, fordi det kræver noget mere at komme ind til sagens kerne, eller, kræver noget mere lige og finde den der fælles forståelse, som man jo gerne skal have? 21:00 P: Altså, jeg tænker, at os der ligesom har været i pæd/psyk-gruppen, vi har haft, hvad kan man sige, nogle møder med, den socialfaglige chef for afdelingen, Charlotte, som I også har skullet interviewe, det vil sige, det 8

9 er hendes tid jeg har fået, ikke? Ja. Øh. Hvor at man kan sige, der kan det nogle gange være rart, at når vi får sager ind, at vi har mulighed for og ligesom høre, hvad foregår der på jeres side, er der noget, har der været noget, det er nogle gange det der kan være rart, hvis man får en sag ind, på et barn der har det rigtigt vanskeligt, så det faktisk rigtig god viden at have, at familien har i forvejen fået tvangsfjernet to børn, eller. Altså. Det kan være god viden at have, også i forhold til, hvordan møder man bedst forældrene og hvordan sætter man sig bedst ind i deres, hvad kan man sige, frygt for det samarbejde, som man skal til at gå ind i, det tænker jeg, at der kan være et rigtigt godt udgangspunkt. I2: Og have viden omkring. P: Ja I2: Yes P: I forhold til sådan drøftelser - 22:00 P: - Der vil jeg sige, altså, i og med, at vi er så lille en afdeling og vi er så få mennesker, så har jeg haft mest drøftelse med audiologpæderne, altså, i forhold til, hvis vi løber ind i sådan nogle lidt sjove gråzoner, som verbaldyspraksi, eller sådan noget, som kan hører lidt til i begge lejre, der kan vi få nogle meget sådan halv nørdede faglige diskussioner. I2: Yes, okay. Men i forhold til det her med, når man taler, skal tale mistrivsel i forhold til barnet, og det her med og tale med om hvornår er der behov for en indsats, eller en foranstaltning eller anden forebyggende initiativ fra kommunens side, så tænker jeg, at der måske kunne være en, en forskel i, sådan, både du som psykolog eller socialrådgiver eller sundhedsplejerske, har af syn på hvornår - 23:00 I2: - Hvornår er en indsats eller en foranstaltning, og i så fald også, hvilken form for foranstaltning. Kan du fortælle lidt om det? P: Jeg kan forsøge, altså. Man kan sige. Jeg tænker at, jeg går som regel ind i sagerne lige så snart der er en eller anden beskrevet form for mistrivsel, det er næsten ligegyldigt hvad det er, man kan sige, vi tager sager ind på den måde, at, altså, vi tager dem ind igennem åben rådgivning, det vil sige, at vi har mulighed for direkte at spørge til, altså, stille relevante spørgsmål til, er der noget vi kan sådan, afdække sådan rent konsultativt, eller skal vi gøre noget mere, ud fra det, der kan man sige, der kan mistrivsel jo i mit øh, altså i mit fag jo være, at man ikke har lyst til at spise sin madpakke, eller at man - 24:00 P: - Ikke rigtig har lyst til at tage jakke på, når man skal ud, eller. Altså, selvfølgelig ikke sådan i, nu stiller jeg det lidt op ikke også, men mistrivsel kan være utroligt mange ting, jeg tænker, at socialrådgiverne er nok mere sådan fordi, deres mistrivselsarbejde, det handler jo rigtig meget om, at det er baseret på underretninger, så det er jo typisk lidt mere alvorlig karakter, det er jo, mere sådan noget med, at der er nogle, der har set, at der 9

10 konkret er blevet gjort sådan og sådan, hvor at mine sager, det er også meget det der med, at pædagogerne oplever at barnet, eller at de fornemmer at barnet, sådan og sådan. Så der er forskel på, hvad kan man sige, præmissen for, at gå ind i sagen. Når jeg går ind i det, er det ikke altid så, øh. På baggrund af så konkrete ting, ikke nødvendigvis, hvor at det er det nok i højere grad for både sundhedsplejerskerne og socialrådgiverne. I2: Okay. Så der er forskel på konkretheden i hvornår man er en del af det P: Ja, det tænker jeg. Jeg oplever i hvert fald også, at man kan sige, at hvis der kommer en underretning på et barn, som er i en børnehave, som pædagogerne kan være bekymrede for - 25:00 P: - Den generelle trivsel. Hvis der ikke er, nu taler jeg ud fra hvad jeg oplever, det kan godt være, at der er nogle, som siger noget helt andet. Hvis der ikke er, hvad kan man sige, nogle konkrete, sådan episoder, eller ting at hive fat i, som mega beskidt tøj eller tøjet er alt for småt, eller mor lugter af alkohol, så vil vi hellere have den over i PPR, fordi så er der noget, som vi kan arbejde med i børnehaven, altså, giver det mening? I2: Ja, ja, yes. Okay. Men oplever du også nogle gange, at det, altså, jeg tænker også hele det der mistrivsel i forhold til, noget man kan se og noget man umiddelbart ikke kan se, at ja. Hvordan skal man sige. Ja, hvordan, altså det der med, at man vil jo gerne opdage problemer tidligt, man kunne måske godt stå med nogle små børn, hvor at det ikke umiddelbart er til at se, at der er mistrivsel, kan i godt have nogle forskellige, sådan faglige, altså, igen syn, eller syn på det der med - 26:00 I2: - Altså, i forhold til, er der tilstrækkeligt mistrivsel hos det her barn, i den her familie, på baggrund af det der. P: Tja, jeg ved ikke om vi nødvendigvis har forskelligt sådan syn på det, når vi diskutere det, men der er forskel, der er helt klart forskel på hvornår vi gør noget ved det. Det er der. Igen fordi jeg tænker, at hele deres fundament, for deres arbejde beror jo på krise, altså, noget der er akutfunktion, hvor at vi jo sådan mere, er mere en, det er i hvert fald meningen, at det har vi i hvert fald ikke oplevet så meget, apropos også skudepisoden den anden dag og sådan noget, men man kan sige, at der er det meningen i hvert fald, at vores afdeling er mere sådan, det er ikke en akutfunktion, det er sådan når der har været mistrivsel over noget tid, så jeg tænker på den baggrund er der forskel i præmissen for arbejdet. I2: Godt nok. Ja så der er. Så du tænker nogle gange, at du kan godt, øh, måske - 27:00 I2: - Vægte, at i den her situation, er der måske mistrivsel, som du ser nogle faktorer som PPR psykolog, mens at en anden profession måske ikke lige ser de der risikofaktorer, eller. P: Altså, jeg tænker, at de kan godt se dem, men de kan ikke gøre noget ved det. Altså, nej. I2: ja, okay. Så du kan i højere grad handle i sådan en situation. P: ja, det tænker jeg. 10

11 I2: Yes, godt nok. Og det er i forhold til at, det i forhold til socialrådgivere og sundhedsplejerske, vi taler? Det samme syn, eller er der også en forskel der. P: Så meget har jeg heller ikke arbejdet sammen med dem. Og det er selvfølgelig meningen, men det er der en hel masse årsager til, at det har været lidt undervejs, kan man sige. Men man kan sige, de har jo også lidt på samme måde i, at de første eller to leve år, hvor de har nogle faste besøg i hjemmet. 28:00 P: Hvor man kan sige, jamen der har de jo mandat til at komme og tjekke uden at der nødvendigvis behøver at være en sag, hvis de så er bekymret, så underretter de jo som regel, fordi der er bekymringen jo, som regel i en grad hvor at, der er det en sagsbehandler, der også skal vide det. Jeg har ikke nogen sager, hvor det. Altså. Jeg har en enkelt sag fra dagplejen, øhm. Og jeg tænker, jo yngre børnene er, jo sværere kan det være at se, sådan mild mistrivsel, altså, øh, der det mere sådan alvorlige ting, så derfor er det mere sundhedsplejerske og socialrådgivere der ligesom kommer i dagpleje/børnehave, så bliver det lidt mere, de her sådan lidt mindre ting, hvor man kan se, ah der er også noget og Tobias har ikke rigtig nogle venner og altså, på den måde mistrivsel. Men man kan sige, vi laver jo ikke underretninger til sagsbehandlerne, fordi Tobias han ikke har nogle at lege med onsdag eftermiddag, altså, så, der er ligesom det der, ja. 29:00 I1: Du nævnte det her med, at der er nogle forskellige årsager til at det har været undervejs, altså samarbejdet mellem psykologer og sundhedsplejerske, kan du sætte lidt ord på, hvad det har været? P: Jamen, det har været meget sådan lavpraktisk i forhold til at der har været udskiftning i afdelingen, og det er simpelthen sådan nogle årsager, det er ikke fordi det ikke er meningen, men. Og det har også fungeret tidligere, men der har simpelthen været så mange nye mennesker, at man skal hele tiden finde. I1: Ja, ja der sker meget i de forskellige afdelinger, med udskiftning både i ledelse og omstrukturering og ting og sager. I2: Jeg ved ikke lige hvor langt vi er kommet, det vel der. Altså det der med. I1: Jo, altså, ja. Det ved jeg ikke om giver mening, det må du sige til hvis ikke det gør. Men, hvis man nu skal kigge på det samarbejde i har på tværs af faggrupper, vil du sige at det er primært sådan præget af kompromiser, enighed eller måske forskellige syn - 30:00 I1: - Faglige syn på barnet, eller løsninger. Ja. P: Altså i tænker, sådan om samarbejde er sådan mere eller mindre konfliktfyldt eller om det er mere eller mindre kompromisøgende, eller? 11

12 I2: Ja, eller om det er præget af, altså, det kan jo også være præget af, at. Konfliktfyldt, det kommer også til at lyde. Altså, man kan jo godt have et positiv drøftelse af uenigheder et eller andet sted, men at det stadigvæk er konflikterene et eller andet sted. P: Åh, jeg synes det kommer meget an på, hvem man samarbejder med. Altså jeg tænker i vores, altså i PPR, den tværfaglighed vi har der, der synes jeg egentlig, at vi er rigtig gode til at understøtte hinanden. I2: Ja, men det er sådan internt. Altså, at du sidder i PPR. Jeg kunne godt tænke mig, altså, lidt i forhold til det her med de andre faggrupper, ikke også, hvor du siger, at det kommer også lidt an på hvilke faggrupper. Om der er. - 31:00 I2: - Det der med, om det er mere konflikterene eller ja. I forhold til nogle faggrupper og i forhold til nogle andre. P: Jeg tænker, der hvor det sådan umiddelbart kan være mest konflikterene, det er i samarbejdet med institutionerne, fordi nogle gange, oplever vi jo at det vi anbefaler, er noget de ikke oplever de kan imødekomme, på grund af ressourcemangel, eller der kan være alle mulige årsager til det, af den årsag er der også sket et paradigmeskifte kan man sige i PPR, hvor at vi også er nødt til at tænke inklusion som kerneopgave, altså, vi kan ikke, eller, altså, det kan vi jo godt, men det jo ikke så sjovt, hvis ikke det kan blive implementeret, på den måde gå ud og foreslå, at nu skal i tage barnet ud af dets kontekst og så skal i gøre sådan og sådan tre gange om dagen, fordi det kan ikke lade sig gøre, så derfor er vi også nødt til at tænke på andre måder, og jeg tænker, det er nok der hvor det kan blive mest, altså det der med, at man har noget, der ville være ideelt, men, det kan godt være, at vi lige er nødt til at gøre sådan her - 32:00 P: - Fordi, ellers, så kan det ikke helt lade sig gøre. I2: Har du et konkret eksempel på det? Det kunne jo være spændende, hvis det var. P: Øhm. Altså, man kan sige, jeg synes egentlig, at vi generelt er gode til, at tænke det meget ind i børnefællesskabet, meget ind i grupper. Øhm, jamen jeg tænker, at logopæderne har nok flere eksempler, på den måde, fordi der nogle gange kan være nogle ret gode grunde til at man simpelthen er nødt til at tage barnet ud og undervise, ikke, i et eller andet, eller træne noget, sådan en-til-en, det kan der også godt være psykologfagligt, nogle gange nogle børn, hvor man kan sige at, at de har nogle vanskeligheder, som i højere grad bærer præg af tidlig svigt, der kan det godt være så massivt, kan man sige - 33:00 P: - At der bliver det simpelthen nødvendigt, at barnet har en anden form for støtte, altså, så der er det nødvendigt nogle gange at man siger, at det er simpelthen nødt til at være sådan her det er, det løser vi som regel ved, at vi søger støttetimer på visitationsudvalget, det har jeg ikke oplevet ikke er gået igennem endnu, man kan sige, det jo så på den måde, det jo så det kompromis vi finder i det, fordi vi foreslår en løsning, og det 12

13 kan de simpelthen ikke imødekomme, men de ressourcer de har, så søger vi ressourcer. Så er det selvfølgelig nogle gange, det at vi søger x-antal timer og så får vi det halve, og så må vi jo så forsøge at løse det, på det ikke også. Men det er ligesom kompromiset. Ja. I2: Okay. Så har vi jo det her spørgsmål omkring, også i forhold til det her med samarbejde på tværs af faggrupper, sådan, men mere i forhold til kommunikation, altså. Oplever du nogle gange, at man godt kan have forskellige måder, - 34:00 I2: - Og kunne kommunikere på, i forhold til familierne, til borgerne eller at, du som psykolog måske har en, PPR psykolog, har en tilgang til den her familie, eller til den her borger, eller barn, eller hvad nu. Skal kommunikeres til på en bestemt måde og at måske, at den måde at kommunikere på ikke bliver praktiseret hos en anden faggruppe, eller socialrådgiverne, eller en anden faggruppe omkring barnet. Hvor at, at selve den der måde.. og tilgangen til borgeren eller.. P: Jeg synes egentlig generelt, at dem jeg samarbejder med, er dygtige til at tilpasse kommunikationen. Det synes jeg faktisk ikke er noget jeg oplever der kan være et problem. Jeg har engang imellem oplevet det, hvis jeg har assisteret min kollega på skoleområdet, - 35:00 P: - Der kan være nogle årsager til, i forhold til at jeg kan lave nogle udredninger, hvor jeg så ligesom har været. Selvom det ikke er mit område, hvor jeg har været. Altså, hvor jeg har assisteret, kan man sig ved det. Øhm. Hvor, der kan jeg nogle gange godt opleve. Jeg ved ikke om det sådan er noget faggruppe specifikt, sådan, jeg arbejder jo mest med pædagoger, eller hvad det er, men jeg oplever nogle gange, at der kan lærerne blive så frustreret at, at de kommer til at have nogle, sådan lidt, lidt ærgerlige forestillinger eller fordomme om barnet og dets intentioner, om at gøre noget, på en bestemt måde, som er ubehageligt. Der vil jeg sige, der har jeg nogle gange oplevet, at der kan kommunikation godt blive lidt ærgerlig, altså, uhensigtsmæssige, i retningen af, at det bliver sådan noget med at man italesætter, at barnet for eksempel ikke har empati, eller den slags italesættelse, hvor man kan sige, at det var måske ikke lige, det var måske ikke lige der vi startede, øhm, ja. 36:00 I2: Så det er i forhold til sådan, pædagog/lærers måde at kommunikere på. P: Ja, jeg synes der er forskel, men det kan også godt være, at det har handlet om, at de bare har været så pressede at, at de simpelthen ikke har magtet mere, eller ja. I2: Er det noget med den måde man, sådan, jeg tænker på det her begreb man kalder anerkendende kommunikation. P: Jae, det har måske noget at sige. I2: Ej, men det ved jeg ikke. Hvad med i forhold til socialrådgiver fronten og kommunikationen, kan der være noget der, i forhold til, hvordan man, umiddelbart, så kunne man jo måske forestille sig, at socialrådgivere er. 13

14 Kommer af en baggrund, en profession, hvor man måske i en højere grad stiller nogle, altså man er vant til, at det er noget lovgivningsmæssigt og der er nogle bestemte krav, som skal opfyldes, som nogle regler, nogle procedure, som måske gør noget ved den måde, man ligesom får i talesat nogle problemer eller nogle. Jeg har helt klart et indtryk af at de er faktisk er dygtige til - 37:00 P: - At kommunikere med folk og være forstående og være imødekommende. Man kan sige, de mennesker vi, hvad kan man sige, betjener, er jo ikke altid lige tilfredse, fordi der netop kan være en lovgivning, der står i vejen for en eller anden ydelse vi har givet, eller en eller anden indsats, og derfor får man jo selvfølgelig også nogle gange skæld ud med på vejen. Men jeg har egentlig oplevelsen af generelt her fra, at folk er dygtige til at holde, hvad kan man sige, den professionelle og anerkendende tone ind i kommunikationen. I2: Ja, godt. Så er der hele den her informations udvekslingsspørgsmål, i hvor høj grad, tænker du at, altså, det vi forestiller os, det er jo at, der kan jo ryge, sådan rigtig mange informationer omkring et barn, sådan rundt i systemet, og tænker du nogle gange at, ja. - 38:00 I2: - Dels hvor høj grad sikre man, at det der informations udveksling, er det altid lige relevant, og hvor høj grad sikre man at det er relevant og ja, og hvor meget informationsudveksling sker der, altså, mellem faggrupper. Kan du nogle gange som psykolog godt tænke, at det, jamen, at den her information, jamen er det udelukkende bare et, altså, en form for, altså, er det relevant i forhold til sagen, eller er det bare en information der er irrelevant, eller forstyrrende for sagens kerne. P: ja, jeg kan sagtens følge dig. Altså grundlæggende synes jeg måske, at ligegyldig hvilke informationer jeg får, så kan de være gavnlige, fordi hvis ikke det fortæller mig noget om sagen, så fortæller det jo i hvert fald noget om, den, den person i nærheden af barnet der giver den, eller hvordan noget foregår, altså, det kan jo være sådan. Men altså, jeg tænker helt sikkert, at der er noget i det der med Need to know Nice to know, altså. - 39:00 P: - Nogle gange ikke også. Men det jo også rigtig svært at lave den skilning, kan man sige, fordi, er det sladder og sige at, mor har fået fjernet et barn tidligere, eller er det egentlig noget hvor man kan sige, nå men det var faktisk rart for mig at vide, altså. Så jeg synes det er lidt svært, i forhold det det samarbejde vi har her internt, der kan man sige social og familie, består jo både af, altså børne, det vil sige, socialrådgiverne og PPR, så derfor har vi jo naturligt lovgivningsmæssigt mandat til at dele informationer uanfægtet hvad det drejer sig om, altså, fordi vi som sådan er samme afdeling. Selvfølgelig, altså, der kan da godt engang imellem, nu er det jo en lille ø, gå nogle rygter rundt om folk, eller børn, eller familier, hvor man kan sige, at det skal man nok sådan, ja, det er nok mere sådan, personspecifikt, end det er sådan generelt tendens, tænker jeg. 40:00 I1: At man kan bringe det ind, i det faglige arbejde tænker du? 14

15 P: ja. I2: Er vi igennem? I1: Jeg tror faktisk, at vi er ved at være igennem. I2: har du nogle input eller noget du tænker du gerne vil... nej. I1: hvis vi nu kommer i tanke om, at vi har et eller andet opfølgende spørgsmål, må vi så henvende os til dig? P: Det må i gerne. I1: ja, har du noget arbejdsmail, eller sådan telefon eller. P: mm, ja det har jeg, men, jeg stopper den 30. april. T: Du stopper, ja. Det jo meget godt at vide, så skal de jo være inden der. P: Ja, for så skifter jeg måde mail og telefonnummer, til noget jeg ikke kender endnu I2: Hvor skal du så, skal du arbejde et andet sted eller. P: ja, jeg skal til Faaborg-Midtfyn Kommune T: Spændende. Kan jeg få din arbejdsmail, sådan hvis der er noget. 41:00 P: ja, det er MLPH@langelandkommune.dk T: Super. Det er bare fornemt. Jamen, tak for hjælpen. P: jamen selv tak. Så må i have rigtig meget held og lykke med jeres specialeproces T: tak skal du have 41:22 15