Med turistkortet foldet ud

Transkript

1 Med turistkortet foldet ud Fortællinger om turistattraktioner i Viborg og Omegn - og lidt om den jubilerende turistforening Af Henning Ringgaard Lauridsen Turistforeningen for Viborg og Omegn blev stiftet tre dage inde i året Årstallet hører hjemme blandt de mere anonyme i historiebøgerne, men hvis vi et øjeblik leger med tanken om en dag i 1906 at standse en viborgenser i Sct. Mathias Gade og bede ham eller hende udtale sig om den aktuelle situation i landet, ville vedkommende sikkert svare, at det da vist gik meget godt. Der var fred i verden og mange snakkede om, at vi var kommet ind i fremskridtets århundrede, hvor teknik og videnskab ville bane vejen for velstand og lykke blandt mennesker. Det første årti af det nye århundrede er ofte omtalt som de sorgløse tider. I Europa og i det fjerne Amerika troede både rig og fattig på en bedre fremtid. Optimismen hentede næring i de store fremskridt, som industrialiseringen og naturvidenskaberne havde skabt. På store verdensudstillinger fremviste ingeniørerne de sidste nye triumfer på teknologiens område, og hos mange mennesker bredte der sig tillige en følelse af, at fornuft og politisk demokrati ville skabe en lysere og tryggere fremtid i det nye århundrede. I Danmark var fremgang synligt både på landet og i byerne. Landmændene høstede nu gevinsten af den store produktionsomlægning i firserne og halvfemserne, idet andelsmejerier, slagterier og andelseksportforeninger havde gjort dansk landbrug konkurrencedygtigt på verdensmarkedet. I byerne var store virksomheder som ØK, F.L. Smidth og B&W på hver deres område med helt fremme i forreste række. Selv i Viborg, der ellers ikke ligefrem kunne prale med at være industriens mekka, skete der opsigtsvækkende ting. Byens tekniske geni, cykelfabrikant Julius Brems, var sammen med sine to sønner begyndt at konstruere tøffende automobiler, som de under stor opstandelse præsenterede både i hjembyen og i hovedstaden. Viborg 1906 Viborg var ved århundredets fortsat en by af overkommelig størrelse. I vækst kunne den ikke holde trit med de østjyske industribyer, men det begyndte at gå den rigtige vej. I 1901 levede der mennesker i købstaden. I 1906 var der blevet at holde styr på, og i 1911 udgjorde viborgenserne i alt personer. Byen fik sig efterhånden også de faciliteter, som en moderne by skulle have. Jernbaneforbindelser var der til Langå og Struer allerede fra 1864, i 1893 åbnede Himmerlandsbanen, mens Herningbanen kunne indvies i sommeren Telegrafstation havde byen fået allerede i 1857, og i 1887 åbnede Viborg Telefonselskab for samtaler. Derimod trak det ud med vand og el. Vandværket åbnede i 1900, så borgerne kunne få rent vand fra hanerne. Elektricitetsværket stod først færdigt i Kloaknettet var ej heller alt for moderne. Kapaciteten var fortsat ikke til, at folk kunne tilslutte wc, da de i 1900 fik lagt vand ind i husene, et forhold som blandt andre værten på Preislers Hotel var svært utilfreds med. Han ville forståelig nok gerne tilbyde byens gæster de mest moderne bekvemmeligheder.

2 Ferie for de få En følgevirkning af de gode tider var, at ferie blev en del af de bedre stillede menneskers liv. Fine folk tog på kurophold, på rejser og på udflugter. Blandt lønmodtagerne var det dog kun højere tjenestemænd, som endnu havde ret til ferie. Også skolebørn holdt ferie, hvorimod den jævne befolkning måtte nøjes med et par årlige fridage i forbindelse med familiebegivenheder som bryllupper og begravelser, eller hvis de skulle på besøg hos fjerntboende slægtninge. Ferievanerne hos datidens turister gik i to retninger. Mange yndede at besøge byerne især de større - for at få kunst og kulturoplevelser. København blev opmærksom på turistmulighederne i forbindelse med den store nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Det førte i øvrigt til stiftelsen af Danmarks Turistforening året efter. By-turisterne dengang som nu opsøgte både museer og teatre og forlystelsessteder. Folk vil hente indtryk og oplevelser og da også gerne have noget at fortælle om, når de kommer hjem. Det skulle gerne være oplevelser ud over det sædvanlige, altså kunst, malerier, billeder og arkitektur. Og så var det kommet på mode at besøge havet og nyde naturen. Enkelte steder kunne hav, strand og kunst ligefrem forenes, mest succesfuldt i Skagen, hvor tidens store digtere og malere, Drachmann, P.S. Krøyer, Michael Anker, Krogh og flere endnu var begyndt at komme hver sommer. Kolonien voksede og skabte Skagens ry, og snart blev den tidligere så fattige og afsides liggende fiskerflække mål for velbjergede turister og badegæster. På Fyn skabte malerne Fritz Syberg, Johannes Larsen og Peter Hansen i mindre målestok også turisme i småbyer som Kerteminde og Fåborg. Noget tilsvarende skete på Bornholm. Badestrandene langs Danmarks kyster fik for alvor besøg af sommergæster i 1880 erne. Det begyndte med kuranstalter for velnærede grossister og blodfattige frøkner, men snart blev det til badehoteller med dans og underholdning og et menukort, der ikke ligefrem var beregnet på gæster med sarte maver. Badehoteller kom der i Søndervig og Blokhus i 1884, Fanø Vesterhavsbad er fra 1889 og Løkken Badehotel fra Hotellerne blev placeret højt og dominerende i landskabet, ikke langt fra den hvide badestrand. Deres flotte facader blev typisk holdt i hvidt med stukgesimser og støbejernsaltaner. Den i 1889 stiftede Danmarks Turistforening blev i øvrigt fødselshjælper ved adskilligt hotelbyggeri, f.eks. på Fanø, hvor aktieselskabet Fanø Nordsøbad opførte tre hoteller i 1890 erne: Kurhotellet, Kongen af Danmark og Strandhotellet. Viborg som turistby? Men tilbage til Viborg år Her kunne den nye turistforening ikke lokke med hvidt sand og salte, friske bølger. Storbyferie var der jo heller ikke ligefrem tale om, så hvorfor overhovedet spekulere i en turistforening? Jo, Viborg havde fået kunst, som i samtiden var samtaleemne i hele landet hos alle, der blot havde en smule kendskab til de dele. Med betydelig støtte fra staten havde maleren Joakim Skovgaard og en stab af hjælpekunstnere hver sommer siden 1900 arbejdet på det enorme projekt at udsmykke Viborg Domkirke med freskomalerier. De forberedte sig godt, idet de unge kunstnere forud for arbejdet rejste til Italien for at studere fresko-teknikken. Første del af værket omfattede alle vægfladerne i katedralen, og denne del var på vej til at være afsluttet i Så snart stilladserne var ryddet væk, ville publikum børn som voksne - kunne opleve hele bibelhistoriens scenerier i klare farver som en fortløbende billedfortælling; scene for scene gennemtrængt af Joakim Skovgaards grundtvigske lyssyn. I øvrigt stod flere viborgensere model for Skovgaard og Larsen Stevns, når de malede de bibelske personer. Blandt de yngre modeller var den senere formand for turistforeningen, Aage Munksgaard, der optræder som Adam. Selv fortæller han, at kunstnerne, når de trængte til lidt frisk luft, blot pakkede madkassen og drog over i Helvedesdalen, der ligger på østsiden af Nørresø. Der blev unge

3 Munksgaard anbragt på en sten, og så tegnede og malede kunstnerne ham under livlig diskussion og snak. Domkirkens kunstværker stod da også lige fra dag et øverst på turistforeningens liste over turistattraktioner. Én af stifterne, oberstløjtnant Thyge Søegaard, mente dog også at kunne se andre seværdigheder, der kunne lede turiststrømmen ind over by og egn. Landskabet ikke at forglemme: Hald, Dollerup og Karup spåede han ville blive et eldorado for turister, så snart Viborg-Herningbanen åbnede og kunne knytte disse lokaliteter sammen til et hele. Herningbanen åbnede ganske passende 25. juni 1906, og dermed lå en behagelig transportvej klar til at bringe sommerturisterne frem til stationen i Bækkelund, hvorfra der kun var en kort spadseretur til pavillonen, Troldeslugten og vandmøllen eller ruinerne ved Hald. Valgte den rejsende at fortsætte til stationen i Skelhøje, bød landskabet fra højderne ved Dollerup, Lysgaard og Bisballe med Søegaards ord - på en herlig, storslået udsigt, der spændte øjet i et tag over de store vidder og i fugleperspektiv åbenbarede de små, idylliske kroge, som var formet af skov og lyngbevoksede skrænter ved søbredden. Her, på toppen af Dollerup Bakker, havde man det smukkeste og mest karakteristiske Billede af et jysk Landskab, som Nørrejylland ejer. Det havde den naturbegejstrede Søegaard sådan set ret i. Netop Hald Sø og Dollerup Bakker er det fornemmeste istidslandskab i Danmark. Her finder vi sporene i terrænet efter verdens største tøbrud; det tøbrud, som markerede ophøret af den sidste store istid for år siden. Men Søegaard ville også gerne have turisterne med en station eller to længere mod vest for at skue ud over Karupsletten; det vil sige ud over Alheden i hele dens store, stille og andagtsfulde Skønhed. Det var Blichers fødestavn med lyngens brune land, barndommens mørke hede, det gule sand og de sorte høje. Ganske vist var Dalgas & co. i fuld gang med at forvandle meget af heden til kartoffelmarker og plantager, men den bedrift var vel også et besøg værd. Søegaard, der ved foreningens stiftelse kun fik status af menigt bestyrelsesmedlem, skrev sit indlæg i Viborg Stiftstidende i december Det er imidlertid tankevækkende, at de turistattraktioner, som han fremhævede for hundrede år siden som unikke for Viborg og omegn, vel nærmest har vist sig uopslidelige. Viborg Domkirke og den gamle bydel, Hald og Dollerup Bakker går igen i turistbrochurerne helt frem til i dag. Uden mad og drikke For at lokke turister til Midtjylland var det imidlertid ikke nok med gode trafikforhold, kunst, historiske miljøer og naturoplevelser. En god seng og noget godt at spise og drikke hørte dengang som nu til de basale ønsker for en turist langt hjemmefra. Hoteller i den finere turistklasse var der to af i begyndelsen af århundredet; Hotel Phønix og Preislers Hotel. Begge lå i Sct. Mathias Gade og begge kunne byde gæsterne indenfor i stilfulde restauranter med velassorterede spisekort. Af de to regnede Preisler sig vel for finest, og servicen herfra strakte sig helt ned til jernbanestationen, idet hotelkusken ved togenes ankomst stod klar med vognen og parat til at slæbe kufferter og oppakning for turister, der søgte overnatning. Der var også en håndfuld mere beskedne overnatningssteder i byen. I Lille Sct. Hans Gade kunne den rejsende søge ind på Hotel Viborg eller fortsætte ind på Hjultorvet til Hotel Dannebrog. Folk fra landet foretrak muligvis Landmandshotellet i Sct. Mathias Gade, mens afholdsfolk og sikkert også mange andre fra april 1906 søgte mod Gravene, hvor det nybyggede Afholdshotel lå indbydende med lysende hvid facade. For togrejsende, der hurtigt skulle videre, var Jernbanehotellet i Jernbanegade en oplagt mulighed. Værtshuse, gæstgiverier og traktørsteder havde byen til overmål, godt en tredive stykker. Næsten halvdelen lå klumpet sammen i Gravene, Grønnegade og Ll. Sct. Hans Gade-kvarteret, og værtshusene her hørte for det meste til de mere simple af slagsen. Stamkunderne var da også mest heste-

4 handlerne på de store markedsdage, samt håndværkssvende og de mange menige soldater, som boede i kvarterets små pensionater. Stemningen i de små værtshuslokaler, hvor tæt røg fra langpiber og cigarer ud på aftenen alvorligt kunne begrænse sigtbarheden, har sikkert været gemytligt, men det var nok ikke ligefrem udenbys turister, den stedlige vært forventede at se tumle ind ad døren. Turister og andre fine folk var til gengæld hjertelig velkommen om sommeren i Salonselskabets Pavillon på Borgvold. Her var soldater, tjenestepiger og hunde derimod uønskede, stod der at læse på et opslag ved indgangen. Jævnere folk, som gik tur på Borgvold eller langs søerne, behøvede dog ikke gå slukøret hjem uden vådt eller tørt. Det var Madam Leegaards Øl-Halle garant for. Dette folkelige traktørsted lå 100 meter fra Salonen, omtrent hvor legepladsen på Borgvold ligger i dag. Turister på tur i omegnen behøvede ej heller at lide nød. I Birgittelyst lå Non Mølle Kro, åben for både vejfarende og sommergæster. Rejsende, som søgte til Hald Sø og videre mod Dollerup Bakker, kunne overnatte på Bækkelund Turisthotel eller indtage delikatesser i den gule træpavillon. Her spillede orkestret også op til dans i sommernatten. Et andet yndet udflugtsmål for både viborgensere og turister var Rindsholm med skov, sø og legeplads og eftermiddagskaffe på kroen. Stifterne Bestyrelsen for Turistforeningen for Viborg og Omegn blev rekrutteret blandt byens bedre borgerskab. Formanden gennem de første femten år var overretssagfører Bjarne Johnsen, mens de øvrige bestyrelsesmedlemmer var førnævnte oberstløjtnant Thyge Søegaard, jægermester Aage Krabbe, grosserer Holger Christensen og overlæge Chr. Geill. Blandt de fem havde godsejer Krabbe, Hald Hovedgaard, givetvis de fleste økonomiske interesser i en aktiv turistforening. Allerede i 1890 erne samarbejdede han med Danmarks Turistforening om markedsføring af Bækkelund Turisthotel og Pavillon, og i en række somre annoncerede han med daglige afgange for turistrejsende med hestevogn mellem Nytorv i Viborg og Hald. I de første seks-syv år tog foreningen mange trafikale spørgsmål op, og ofte sloges bestyrelsen med De danske Statsbaner om en bedre forbindelse mellem Viborg og hovedbanenettet. Især forekom togrejsen på tværbanen fra Langå mod Viborg at være en bedrøvelig og langsommelig affære for den rejsende. Her kunne DSB kun tilbyde et nedslidt materiel og sneglefart med stop ved alle landstationer og billetsalgssteder. Da biler begyndte at dukke op på vejene, var turistorganisationen også på mærkerne; eksempelvis i 1912, hvor bestyrelsen skrev til sognerådet i Tapdrup og anmodede om at få åbnet en række veje for automobilfart. Ønsket om en bedre forbindelser mellem byen og verden lå også bag en længerevarende tvist, som turistforeningen havde med Jydsk Telefon A/S i Bestyrelsen hentede forbundsfæller i både handelsstandsforeningen og håndværkerforeningen, og det fælles krav var at få bemandet centralen, så Viborg fik natforbindelse til omverdenen via telefonnettet. Der var også andre kurer på tråden, og det endte med, at turistforeningen påtog sig arbejdet med at organisere abonnenterne for at få valgt en repræsentant fra Viborg til Jysk Telefons repræsentantskab. Fra starten måtte publicering af turistførere og anden turistpropaganda naturligt være en opgave for foreningen. Bestyrelsen trak i den forbindelse mange veksler på landsarkivar Georg Saxild, der ud over sit kendskab til Viborgs historie også var kunstkender og kunstelsker og en glimrende fortolker af Skovgaards malerier. Foreningen bevægede sig enkelte gange udenfor egne enemærker for at gøre opmærksom på egnens turistmæssige kvaliteter. Det skete blandt andet på en udstilling i Tivoli og på den store landsudstilling i Århus i 1909, hvor byens førende fotograf, Chr. Jørgensen, leverede by- og landskabsbilleder. Foreningen arrangerede tillige en vellykket fællestur til Århus for alle interesserede.

5 Derimod fremgår det ikke tydeligt, hvilken rolle turistorganisationen indtog i forbindelse med Teaterfesten i Viborg i Folkefesten, der skulle indsamle midler til udsmykning af byens nye teater, blev stablet på benene med kun fire ugers varsel. Festens hovedattraktion blev et stort vogntog gennem byen med borgmester og byråd i spidsen for mere end 40 festligt udsmykkede vogne. Først rullede alle håndværkerfagenes vogne frem under ledsagelse af op til flere hornorkestre, herefter fulgte fiskere fra Hjarbæk, og efter dem bondevogne med studeforspand fra Alheden, sidst vogne med artister, som skulle optræde på Borgvold. Mere end mennesker fulgte vogntoget, og mange af dem søgte herefter ned for at overvære de mange eksotiske forestillinger, som foregik på plæner og i telte og boder på Borgvold. Det internationale skyttestævne 1914 I sommeren 1914 blev Viborg værtsby for en international begivenhed, som hidtil kun havde været afviklet i storbyer. En appelsin var faldet i Viborgs turban: Det internationale skyttestævne Men besværlige forhandlinger gik forud, og både økonomien og det organisatoriske voldte hovedbrud. Det tunge ansvar for organiseringen hvilede på skuldrene af Viborg Skyttekreds formand, overlærer Lomholt. Næsten skytter, fordelt på de fleste europæiske lande, ventedes til Viborg. Hertil kom følgekomitéer fra de forskellige lande samt gæster, der ønskede at overvære skydekonkurrencerne. At Viborg fik tildelte stævnet, skyldtes mere end noget andet det meget fine skydeanlæg, der på det tidspunkt lå i Undallslund. Anlægget var anlagt som militær skydebane, men overgik senere til Viborg Amts Skytteforening. Her var allerede holdt flere store amtslige og nationale stævner, og forud for verdensbegivenheden i 1914 blev der på skydebanerne investeret i nye tekniske faciliteter. Til lejligheden byggede håndværkere endvidere en række pavilloner og barakbygninger. En del af disse blev indrettet til informationsbureau, værksteder og postkontor, mens andre fungerede som restauranter, der på spisekortet kunne byde på alt fra fisk og vildt til rødgrød. Hertil kom boder og telte for handel med tobak, frugt, bøger og drikkevarer. Turistforeningen var tilsyneladende kun indirekte involveret omkring planlægningen af stævnet. Bestyrelsen sørgede dog for få genoptrykt relevant turistmateriale. Byens forretninger, spisesteder og overnatningssteder kunne imidlertid se frem til kronede dage. Rygtet ville vide, at også kongen kom, foruden andre navne og titler, der betyder noget, som Viborg Stifts Folkeblad udtrykte det. Her drejede det sig blandt andet om et par franske grever med følge og en hollandsk mangemillionær i egen sportsvogn. Et held, at Preislers Hotel i 1912 var blevet overtaget af Johannes Christensen, idet den nye ejer straks var gået i gang med en gennemgribende modernisering. Der kom telefon, wc., elektrisk lys og bad på værelserne. Selskabslokalerne festsalen, caféen og spisesalen blev restaureret og den mondæne vestibule shinet op. Hotelejer Christensen bidrog også til at udbrede gæsternes kendskab egnens seværdigheder, idet han hos Carlo Mortensens Bogtryk fik fremstillet brochurer, der både fortalte om hotellet og gav forslag til udflugter i byen og på egnen. Det internationale skyttestævne var planlagt til at vare fra den 19. til den 26. juli Den første dag strømmede gæsterne fortsat til. For en del sydlændinge lå Danmark uden for det nærmere kendskabs grænser, så de mødte op med uldent overtøj og tæpper, som skulle de til et isfyldt polarland. Stor var glæden derfor over at komme til Viborg og granskoven i Undallslund, hvor luften næsten stod stille i sommervarmen. De første dages skydekonkurrencer blev afviklet planmæssigt. Trafikken mellem byen og skoven var også livlig, idet mange gæster gerne ville følge begivenhederne. Nogle færdedes til fods, andre i hestevogn og enkelte i automobil. Aftenerne inde i byen genlød af muntre stemmer i mange tungemål, Salonen på Borgvold bød på koncert, senere dansemusik, mens spisesteder og værtshuse lokkede med musik, visesang og anden underholdning.

6 Ved skydebanerne formåede entreprenante viborgensere naturligvis også at tjene en ekstra skilling. Kosmorama sikrede sig retten til at filme begivenhederne i Undallslund, herunder kongebesøget. I det varme vejr tjente restauratørerne og bryggeriet Odin også godt i teltene, men også andre kom til. På andendagen opslog eksempelvis barber Dragheim sin barberstol på pladsen for at pynte facaderne på skytterne. Det var han sikkert den rette til, idet han var Viborgs fuglekonge, en titel han havde vundet om foråret ved fugleskydningen på Borgvold. På stævnets tredjedag dukkede kongen op. Allerede kl. 13 tog mange viborgensere opstilling ved Sct. Mathias Port for at vente på kong Christian den 10., der skulle komme i kgl. automobil fra sommerboligen Marselisborg i Århus. Majestæten dukkede dog først op en time senere og kørte hastigt gennem byen og via Skottenborg til Undallsund. Alle stævnets pinger havde taget opstilling foran det store restaurationstelt for at tage imod. Kongebesøget blev dog kortvarigt; regenten havde modtaget storpolitiske underretninger, der varslede ilde. Bekymrede røster havde allerede lydt i talerne ved den officielle frokost, hvor både østrigere, danskere og hollændere talte varmt for fred og forståelse mellem nationerne. Men næsten symbolsk slog vejret om på stævnets næstsidste dag, fra sommervarme til tunge skyer, blæst og regn. Ude i den store verden trak endnu mørkere skyer ind over den politiske himmel. Den 23. juli havde Østrig-Ungarn stillet Serbien et ultimatum. Svaret, som serberne leverede to dage senere, var ikke tilfredsstillende. Den 25. juli mobiliserede Østrig, Rusland fulgte efter. En kædereaktion var sat i gang, og inden ugens udgang var 1. verdenskrig brudt ud. Mange af deltagerne ved skyttestævnet var officerer, og flere af dem hastede hjem allerede den 25. juli. De serbiske deltagere måtte omlægge ruten for hjemrejsen over Rusland, idet de ikke turde rejse gennem Tyskland og Østrig. Få uger efter afslutningen af det internationale skyttestævne i Viborg var vanviddet i gang, idet flere af de udenlandske deltagere lå i skyttegravene og skød på hinanden. Krigsfanger og eksotiske skuespillere I hvilket omfang den indenlandske turisme blev forstyrret af verdenskrigen er vanskeligt at måle. Det lykkedes Danmark at forblive neutral under stormagternes blodige opgør. Du Puslingland, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge, skrev Jeppe Aakjær, men Viborgegnen fik dog i glimt indblik i krigens gru, idet Dansk Røde Kors i 1917 opførte en baraklejr i Hald Ege og bragte i tusindvis af lemlæstede krigsfanger fra østfronten hertil. Byen modtog imidlertid også andre gæster. Under krigen mødte tyske hestehandlere eller deres repræsentanter op i stort tal på de store hestemarkeder i Gravene. Krigen efterspurgte et næsten ubegrænset antal trækdyr, der blev brugt til at trække artilleriets kanoner eller til at føre forsyninger frem til skyttegravene. At heste i tusindvis blev skudt eller sprængt i stykker på slagmarkerne øgede blot efterspørgslen. En anden og større gruppe af gæster, om end med noget ringere købekraft, var de mange danske soldater, der var indkaldt til sikringsstyrken. Viborg havde en betydelig garnison i de år. Årene omkring første verdenskrig bød endelig på besøg af mere eksotiske gæster i Viborgs nærhed, idet A/S Filmfabrikken Danmark og senere Nordisk Film slog sig ned i Bækkelund og omdannede Hald til Danmarks Hollywood. Filmdirektørerne fandt stedet egnet til nogle filmscener, som krævede dramatiske kulisser. Og drama blev skabt i Bisballe og Dollerup Bakker. Filmen Diligencekusken fra San-Hilo fra 1914, der indeholdt afsnittet Vesuv i Udbrud, krævede om ikke et bjerg så i det mindste en bakkeknude. På toppen gravede minørholdet fra ingeniørkasernen et krater, anbragte krudt og brandbare stoffer, og straks filmkameraet snurrede, blev tændsatsen aktiveret. De første små eksplosioner sendte i hurtig rækkefølge sorte skyer op. Så nåede ilden ned til hovedsprængladningen, der bestod af 150 pund krudt, 10 tønder benzin, seks tønder petroleum og fire

7 tønder tjære. Udbruddet kom som et dommerdagsbrag, jorden skælvede i bakkerne, og en mægtig søjle af røg og ild slog op i luften og formørkede sommerhimlen over Hald. I 1917 arbejdede Ole Olesen fra Nordisk Film med optagelserne til filmen Zigøjnerprinsessen. Den kvindelige hovedrolle blev spillet af skuespillerinden Mille eller Emilie Sannom, som hun rettelig hed. I en af scenerne rullede en prærievogn fyldt med mørklødede zigøjnere og den smukke, tilfangetagne prinsesse i stærk fart ned ad Møldalvejen. En anden zigøjnerbande lå i baghold, og ved hjælp af nogle lange reb fik de vognen til at vælte, så zigøjnerprinsessen kunne undslippe. De to bander kom herefter ud i et drabeligt slagsmål med råb og trusler, slag og benspænd i lyngbakkerne. Hestene og prærievognen, som blev benyttet i filmoptagelserne, tilhørte slagteren i Skelhøje. Flere lokale folk deltog også som statister ved filmoptagelserne. Derfor var de naturligvis inviteret i biografen det følgende efterår, hvor Zigøjnerprinsessen blev vist i Kosmorama i Viborg. Da filmen nåede frem til scenen med den vilde kørsel ned ad Møldalvejen, klappede og trampede alle i salen, så den hvide lærredsskærm dirrede. Rundt i landet gjorde filmene også stor lykke, og scenerne fra Bisballe og Dollerup Bakker fik en god turist-reklameværdi for egnen. Hjemstavns-stævne i Viborg Hvorvidt Turistforeningen for Viborg og Omegn var i stand til at eksponere denne reklameværdi, kan imidlertid drages i tvivl. Aktiviteterne faldt mærkbart under krigen; om årene 1915 og 1916 er forhandlingsprotokollen helt tavs. I 1919 og 1920 skruede bestyrelsen igen helt ned for blusset. Turiststrømmen mod Midtjylland var givetvis ikke særlig stærk i de første år af tyverne. Dog blev Røde Kors lazaretlejren i Hald Ege i 1922 indrettet til Kuranstalt for ubemidlede syge, og Folkekurens patienter modtog efterhånden en del gæster, der i forbindelse med sommerbesøg også opsøgte turistmål. Patienter på Folkekuren, som modtog længe ventet besøg af familier eller venner, ville også gerne have et sted, hvor de kunne være sammen under lidt hyggeligere rammer end på sanatoriet. Behovet fik i 1926 Chr. Nielsen, der var tjener fra Bækkelund Pavillonen, til at bygge traktørstedet Egely i skoven bag Folkekuren. Han åbnede med en lille købmandshandel og et lille café-lokale, men i løbet af få år fulgte en større udvidelse i form af en restaurationsfløj og 10 værelser til gæster på fuld pension. Nielsens succes ansporede muligvis til åbningen af en konkurrerende virksomhed i Hald Ege ude ved landevejen, idet Egekroen åbnede i 1936 som både købmandshandel og traktørsted. I august 1929 stod Turistforeningen som medarrangør af det 7. danske Hjemstavns-stævne. Programmet strakte sig over en uge, hvor arrangørerne satte kvalificeret fokus på egnens natur, særpræg og kultur. Kendte fagfolk og forfattere leverede i byrådssalen hver formiddag kyndige foredrag som oplæg til eftermiddagens ekskursioner. Oplægsholderne talte blandt andre statsgeolog V. Milthers og skovrider Flensborg, museumsinspektørerne Brønsted og Hugo Matthiessen, sprogforskeren Peter Skautrup og forfatteren Jeppe Aakjær, foruden lokale kræfter som landsarkivar Georg Saxild, landsdommer la Cour og lærer Kr. Pedersen. Stævnet omfattede også et folkemøde i Vium præstegårds have med Blicher som tema. Koncert i domkirken og en aften med sange og fortællinger fra E Bindstouw, udført af folk fra Lysgaard og omegn, kunne stævnet også byde på. Alle foredragene blev senere publiceret i bogform.

8 Aage Munksgaard træder i karakter Generalforsamlingen den 16. oktober 1925 indledte en glansperiode for Turistforeningen for Viborg og Omegn. Nyvalgt til bestyrelsen blev boghandler Aage Mogensen og fotograf Aage Munksgaard. Især sidstnævnte blev garant for fornyelse og dynamik. Året efter blev også fabrikant Aage Philipsen medlem, og de tre navnebrødre fik sat skik på bestyrelsesarbejdet gennem organiseringen af en række udvalg. Også en agitationskampagne blev søsat, hvilket betød, at medlemstallet i løbet af 1926 steg fra 62 til 224. Fotograf og biografdirektør Aage Munksgaard er ubetinget den enkelperson, der har udrettet mest for Turistforeningen for Viborg og Omegn. I over 24 år forblev han medlem af foreningens bestyrelse, heraf 14 år som formand. Han var bysbarn, den ældste af en dygtig børneflok fra graverboligen i Viborg. Lillebroderen Ejnar Munksgaard blev landskendt forlagsboghandler, mens Aage kom til at markere sig lokalt og nationalt, især inden for fotografisk virksomhed, film og turisme. Listen over tillidsposter var lang. Foruden formandsposten i turistforeningen fra 1935 til året før sin død i 1949, var han blandt andet medstifter af og i en periode formand for Viborg Erhvervsråd, medlem af bestyrelsen for Biografteaterforeningen i provinsen, medlem af repræsentantskabet for foreningen Norden, medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks Turistforening og for Samvirkende jydske Turistforeninger, jydernes repræsentant for Danmarks Filmudvalg, Viborg Amts repræsentant i Turistforeningen for Danmarks rådgivende Landsudvalg, formand for Viborg-dagene, formand for Dansk fotografisk Forening, medstifter af Viborg Orkesterforening, medlem af Danmarks Turistforenings Udvalg for Oprettelse af en jydsk Mønsterkro, medlem af Turistforeningens Udvalg for Oprettelse af nye Rejsebureauer i Skandinavien og meget mere. Listen kan gøre de fleste forpustede, men Munksgaard nøjedes ikke med at være kransekagefigur i de mange bestyrelser og udvalg. En grænseløs flid drev ham frem, faktisk besad han - ifølge Arne Lilholt, der som ung journalist mødte ham - en ildhu og en ligefrem hensynsløs iver, og det i en grad at de mennesker, han samarbejdede med, havde svært ved at hamle op med det. Munksgaards store indsats i turistarbejdet faldt i en tid, hvor det at holde ferie efterhånden blev virkelighed for flere og flere mennesker. I løbet af 1920 erne fik også lavere funktionærer og tjenestemænd adgang til ferie med løn. Det gode, de opnåede, smittede snart af på andre samfundsgrupper, idet arbejderne begyndte at tage krav om ferie med i fagforbundenes ønsker ved overenskomstforhandlingerne. I 1928 havde arbejdere sikret sig ret til mindst seks dages ferie, og i 1936 nåede tallet op på arbejdere. To år senere fik Stauning-regeringen strikket en egentlig ferielovgivning sammen, hvorefter arbejdere og funktionærer i offentlig eller privat virksomhed fik ret til én dags ferie med godtgørelse for hver måneds fuld beskæftigelse, altså op til 12 fridage årligt. Viborg går til filmen Et af Munksgaards flotte initiativer var at sælge egnens fortræffeligheder via turistfilm, som blev vist i biograferne i hele Norden. Aage Munksgaard havde i 1926 overtaget Kino-Palæet, som han drev sammen med sin kone Ellen. Det var fortsat i stumfilmens dage og dermed med musikledsagelse til filmene. Almindeligvis klarede biografdirektørerne det problem med en klaverbokser, men Aage Munksgaard fik dannet et helt orkester, der aldrig var under fire mand. Det bestod af violin, bratsch, cello og klaver, og musikerne optrådte med et særligt program i pausen, når filmene skulle spoles om. Munksgaard havde en fortid i regimentsmusikken, og ideen med orkestret slog vældigt an. Engang i forbindelse med en russisk stumfilm fik Munksgaard en russisk kvartet til fra scenen at synge Pramdragernes sang i pausen. Kvartetten blev sekunderet af et russisk balalajkaorkester med oberst Nogaetz, der havde været adjudant hos dronning Dagmar og stadig var knyttet til hendes hof i København. Kedeligt har det bestemt ikke været i biografen dengang.

9 Men tilbage til turistfilmene. Den første var en stumfilm, optaget i sommeren Boghandler Aage Mogensen tog sammen med Aage Munksgaard det store slæb. Indholdet overrasker for så vidt ikke. De første scener præsenterede Viborg set fra øst, herefter domkirken, Sct. Mogens Gade og Sct. Nicolaj Gade, hvorfra en avlsbruger drev køer ud på bymarken. Fokus skiftede derefter til det moderne Viborg med forretninger i Sct. Mathias Gade og trafik ved banegården. Efter et panorama over de nyere bydele fik publikum billeder fra oplandet. Hjarbæk Fjord blev beundret fra Vorde Bavnehøj, andre billeder i fjordlandet var fra Taarupgaard og Ørslevkloster. Naturligvis viste filmen også optagelser fra Rindsholm Skov, Dollerup Bakker, Lysgård, Hald og Aunsbjerg. Viborg-filmen blev forsynet med Viborg-vers, skrevet af forfatteren Niels Jeppesen og digterne St. St. Blicher og Jeppe Aakjær. Munksgaard brugte timer og dage med klipning og redigering, hvorefter foreningens tidligere formand, oberstløjtnant Bokkenheuser, drog på turne med filmen rundt til danske provinsbyer. Efter hver filmforevisning holdt Bokkenheuser foredrag om byen og egnens mange kvaliteter. Skønt den første turistfilm fra 1934 fik mange anerkendende ord, var Munksgaard den første til at erkende, at tiden var til 36 mm film med tale og lyd. Som biografdirektør vidste han, at en tonefilm i langt højere grad ville interessere det kræsne biografpublikum. Turistforeningen sluttede derfor i 1937 kontrakt med Nordisk Filmcompagni om at optage en såkaldt tone- og talefilm, der skulle tilbydes alle biografer i Skandinavien som forfilm. Optagelserne fandt sted i sommeren Snart efter kastede bestyrelsen sig over den næste film, en Blicher-film. Dette projekt måtte dog udsættes nogle gange. Men hvorfor ikke komme helt ind i folks stuer med det gode budskab om Viborgs mange fortræffeligheder? I løbet af mellemkrigsårene nåede radioen efterhånden ud i de fleste hjem. Statsradiofonien blev familiens samlingspunkt om aftenen, og for Munksgaard og co. betød det en ekstra fjer i hatten, da det i maj 1937 lykkedes at få redaktør Aksel Dahlerup til byen med en radiovogn for at optage hørebilleder fra Viborg. Turistformanden tog med Dahlerup hele turen rundt. Først til Lysgaard, hvor en lokal kender af Blicher læste op på jysk, hvorefter Munksgaard greb violinen og spillede, mens Lysgaard-folk sang Blichersange. Næste stop var Frederiks, hvor radioen talte med en af efterkommerne af Kartoffeltyskerne. Lydoptagelserne i Viborg skete både på kasernen og i domkirken samt i håndværkerforeningens bygning, hvor flere af byens sangkor fik mulighed for at give prøver på deres formåen. Viborg-dagene En anden meget fortjenstfuld indsats, som Munksgaard ydede til glæde for byen og foreningen, var skabelsen af Viborg-dagene. Den første store Viborg-fest fik Munksgaard og turistforeningen stablet på benene i Opbakningen i byen var imponerende, det var som om folk ville ryste mange års krisestemning af sig. Det organisatoriske apparat bag byfesten var stort. Formanden og sparekassebogholder H. Ballund Jensen ledede forretningsudvalget, men ellers var et utal af byens borgere sat i sving i de mange underudvalg for blandt andet presse, annoncering, trafik, optog, idræt, udsmykning, koncerter, skuespil, ringridning, folkefest, bortlodning, i alt var der 29 udvalg. Også en særlig velkomstsang til byfesten blev det til. Sangskriveren var teglværksbestyrer og bestyrelsesmedlem i turistforeningen, M. E. Gulddal fra Bruunshaab. Viborg-dagene 1936 åbnede med kanonsalut søndag den 14. juni. Herefter fulgte musik i gaderne og kl begyndte den første sportskamp på stadion. Det var en fodboldkamp mellem et VFFhold og et hold brødre fra Hvilsom. Moderen, enkefru Dahl gik i spidsen for sine sønner ind på banen og blev hyldet før kampen. De 11 af brødrene spillede, mens den 12. sad på bænke som reserve. Kampen endte 6-4 til VFF. Den store fodbold-oplevelse kom dog om eftermiddagen, hvor et for-

10 stærket VFF-hold mødte de engelske mestre fra Wimbledon Football Club. Kampen samlede mellem 3 og tilskuere og englænderne vandt! Et af festoptogene gennem Viborgs gader var et vogntog med studekøretøjer, hestevogne og veteranbiler. Her greb arrangørerne tilbage til Teaterfesten i 1909, hvor netop optoget havde skabt stor opmærksomhed. Ideen i 1936 var at præsentere udviklingen i transportformerne på landevejen. Vognoptoget rullede ud med et studeforspand fra Lysgård, efterfulgt af hestekøretøjer og dernæst veteranbiler fra århundredets begyndelse. Blandt sjældenhederne her var en 30-årig bil, der engang havde tilhørt vatfabrikant Petersen i Viborg. Sidst i optoget præsenterede byens bilhandlere, anført af Ford-Philipsen, de nyeste modeller, og hovedgevinsten på byfestens lotteri var naturligvis en bil. Også skuespillet på Nytorv, en genopførelse af Kong Salomons hyldning, blev et tilløbsstykke, men aftenprogrammet på Borgvold trak dog flest af huse; godt mennesker løste billet, skønt vejret ikke var det bedste. Tusindvis af kulørte lamper og levende fakler illuminerede Salonsøen og Borgvold. Mellem boder, radiobiler, musikanter, gøglere, cirkusartister, varietéskuespillere, zigøjner-lejre og meget andet på anlæggets græsplæner, flokkedes den halve by og masser af gæster. Aftenen sluttede med ildregatta, bål, fakkeltog og festfyrværkeri. Succesen var i hus og gav mod på mere. Viborg-dagene vendte tilbage i 1938 og Den jyske landsby og E Bindstouw Mange viborgensere, både i turistforeningen og i byen som sådan, luftede en vis skepsis, da Munksgaard i 1936 præsenterede det stort anlagte program for Viborg-dagene. Ville det hele ikke ende i fiasko og dundrende underskud? Og hvis nu det hele druknede i regn? Pessimisternes forudsigelser holdt ikke stik, skønt vejret under festen ikke viste sig fra sin bedste side. Alligevel gav Viborg-dagene 1936 et pænt overskud. De skulle bruges til gavn for turismen, og formanden så straks perspektivet, da teglværksejer Gulddal fra Bruunshaab præsenterede bestyrelsen for projektet Den jyske Landsby. Gulddals idé var, at landsbyen som en jysk parallel til Frilandsmuseet i Lyngby skulle vokse frem på Klostermarken øst for Viborg Søndersø. Turistforeningen havde tilmed allerede et trumf i ærmet, da bestyrelse forelagde planerne for Viborg Byråd i august 1936, idet foreningen havde E Bindstouw i Lysgaard på hånden og var indstillet på at købe den gamle landsbyskole for overskuddet fra byfesten, hvis kommunen ville lade bindingsværksbygningen flytte og genopføre på Klostermarken. E Bindstouw, som i dansk litteratur er udødeliggjort i Blichers novelle af samme navn, skulle både være Blichermuseum og den første bygning i Den jyske landsby. Idéen til landsbyen på Klostermarken havde rumlet hos Gulddal siden 1928, hvor der i pressen foregik en voldsom polemik omkring Danmarks ældste bondegård, Vinkelgården eller Søgården i Vinkel, der var fra ca Nationalmuseet ønskede at købe gården og flytte den til Frilandsmuseet i Lyngby, men direktør Hjerl Hansen snuppede den for næsen af museumsfolkene, idet ministeriet smølede med en bevilling til købet. I den jyske presse lykkedes det Hjerl Hansen at vinde sympati for købet ved at puste til den altid ulmende jyske uvilje mod københavneriet, men i Viborg så mange dog også med stor skepsis på en eventuel flytning af Vinkelgården til en fjern og ukendt hede ved Flynder Sø, En kort overgang så det faktisk også ud til, at gården i stedet kunne flyttes til Viborg, men Gulddal manglede på det tidspunkt solid lokal opbakning, og Hjerl Hansen fik sin vilje. Dermed blev Vinkelgården den første begyndelse til det senere Hjerl Hede Frilandsmuseum. Havde Viborg kendt sin besøgelsestid i 1928 og var det i 1936 også lykkedes at få flyttet det gamle skolehus E Bindstouw til Klostermarken, ja, så havde frilandsmuseet Den jyske Landsby måske i dag ligget i Viborg, mens Hjerl Hede var forblevet et stykke forblæst hede. Men sådan gik det som bekendt ikke. Turistforeningens initiativ i 1936 var ellers særdeles prisværdigt, idet ingen i Lysgaard åbenbart på det tidspunkt interesserede sig for hverken Blicher eller

11 E Bindstouw. Det gamle skolehus lå ikke længere på sin oprindelige plads ved kirken og gadekæret, idet en lokale håndværker i 1852 havde købt det og flyttet det til et andet sted i byen. I 1936 stod det næsten som en ruin, men de Lysgaard-folk kom nu pludselig i erindring Blichers vers Føst naar dær æ Nø po Far, kommer Jyden ud a Dar. I alt fald rejste Munksgaards præsentation af planerne for flytning af skolehuset til Viborg et helt kor af buldrende protester i det halve Lysgaard Herred. Læserbreve beskyldte Viborg for at ville stjæle deres historie ud fra griske turistinteresser. En stor underskriftindsamling blev sat i værk, og Lysgaard-folkene allierede sig både med eksterne folk som Nationalmuseets direktør Mackeprang, museumsinspektør Hugo Matthiessen og landstingsmand H. Hauch samt en række organisationsfolk og kendte personer i Lysgaard, Kjellerup, Thorning, Vium, Dollerup og Sjørslev. Turistforeningen accepterede derfor en forhandling og understregede, at det væsentlige måtte være at redde det forsømte skolehus. Lysgaard-folkene lancerede som modforslag til Viborg-løsningen, at E Bindstouw blev genrejst på dets oprindelige plads ved kirken i Lysgaard. Efter lidt mudderkastning endte sagen med, at turistforeningen tilbød huset til Lysgaard-folkene. I den følelsesladede debat var der dog folk, som ikke kunne dy sig for at nævne, at Lysgaard ellers ikke hidtil havde udvist særlig pietetsfølelse over for Blicher. Klapsejleren på Lyshøj Her stak vedkommende til Lyshøj, hvor mindestenen for Blicher var rejst. Lyshøj berømmedes allerede af Steens far, Niels Blicher, der i skildringen af Vium og Lysgaard sogne fortæller, at man i klart vejr fra højen kunne se hele 41 kirker. Men den slags kunne praktiske folk i Lysgaard Vandværk ikke tage hensyn til. Lige efter århundredskiftet var de gået sammen om at skaffe sig vand. Til det formål havde de udset Lyshøj, det højest beliggende punkt på egnen, for her at grave en murstensbrønd og rejse en vindmoter til at pumpe vandet op. Den første vindmoter havde vindrose og en styrehale, hvorpå navnet SAMSON var malet med store bogstaver. Siden blev dette monstrum udskiftet med en femvinget klapsejler. Men da vinden selv ikke på Lyshøj blæser uophørligt, murede beboerne tillige en vandbeholder, der kunne rumme nogle dages forbrug. Om konstruktionen på Lyshøj skrev forfatteren Jeppe Aakjær i 1909 i et brev til en mand i Kjellerup, der ville gå i spidsen for oprettelsen af et Blicher-museum, at - - Deres Idé er kommen noget sent til Verden, og paa et Tidspunkt da Pieteten for Blicher ikke er større end at de Lysgaard Bønder har kunnet rejse deres ræddelige Vindmotor lige op ad Blichers smukkeste Mindesmærke. Med denne Daad synes jeg Rekorden for intellektuel Raahed er slaaet i dette af Vandaler mishandlede Land. Unægteligt en ordentlig bredside fra Aakjær. Det skal retfærdigvis nævnes, at den skraldende klapsejler var fjernet i 1922, hvor Lysgård-folkene fik langt strøm ind, men tilbage i 1936 stod endnu vandbeholderen og et hus til elmotoren. Der skulle gå en rum tid endnu, inden E Bindstouw var genopført og indrettet som mindestue på den oprindelige plads. Længe gik det trægt med indsamlingen. Den lokale indsamling i Blichers fødesogn Vium indbragte således kun 54 kr. Komitéen bag bevarelsen af E Bindstouw i Lysgård, anført af andelsgårdmanden Røhr Lauritzen, Pederstrup, var dog i 1939 så vidt, at den bad arkitekt Søren Wig-Nielsen udfærdige tegninger til genrejsning af huset. Men så kom krigen, og planerne blev lagt til side. Først den 11. oktober 1952 havde E Bindstouw som en ny fugl Phønix rejst sig på de gamle syldsten på grunden ved kirken. Et faktum er det dog, at det var Viborg og ikke Lysgaard, som tog initiativet til dets bevarelse. Da turistforeningen i 1936 vinkede farvel til E Bindstouw, stod bestyrelsen tilbage med et par særprægede genstande, som var indkøbt til det påtænkte Blichermuseum. Det ene var et gevær, som havde indgraveret navnetrækket St. Blicher og årstallet Den anden var komponisten H.C. Simonsens violin. Simonsen skrev melodien til Jyden han er stærk og sej. Museumsforstander

12 H.P. Hansen i Herning fik gennem dagspressen nys om Blicher-geværet, hvilket fik ham til at indrykke et læserbrev i Viborg Stiftstidende. I indlægget hævdede han, at en fugtig Murer i Østeregnen syntes at være ekspert i at opdage inskriptioner på gamle geværer. Hvor vidt inskriptionen nu også var svindel og humbug, eller om der blot var tale om brødnid fra Hansens side, blev vist ikke afprøvet, men såvel gevær som violin kom senere på museum; først i Viborg og siden i Thorning. Nudister og vandrelaug I mellemkrigsårene opstod der i flere vestlige lande en række bevægelser, som sigtede mod at dyrke naturen, fællesskabet og sundheden. En af dem var nudistbevægelsen, der ret tidligt fik tilknytning til Viborgegnen. Redaktøren af bladet Sol og Sundhed, Viggo Dahlsen, Randers, efterlyste i midten af trediverne en passende lejrplads til nudistbevægelsens stævner, og gårdejer Sigvald Nielsen tilbød at udleje jord til en lejrplads ved den sydlige ende af Vedsø. Vedsø-lejren åbnede i sommeren 1936 og har eksisteret lige siden. I de første år var maleren og naturisten Chr. Lyngbo en central figur i fællesskabet omkring bevægelsen og lejren. Ud over badning og svømning har forskellige atletikgrene været en del af bevægelsens idemæssige grundlag. Gennem årene er tallet for overnatninger i Vedsø-lejren svinget en del. Campingpladsfaciliteterne i Vedsø er i de senere år blevet moderniseret, så stedet har en høj standard, hvilket i enkelte sæsoner har givet op mod 700 overnatninger. En anden stor friluftsorganisation, Dansk Vandrelaug, opstod som bevægelse i 1930, og en del af organiseringen bestod i, at medlemmerne på deres cykel- eller vandreture rundt i landet kunne søge overnatning på særlige ungdomsherberger. Allerede i sommeren 1931 kunne medlemmer med vandrerkort finde et herberg i Viborg, idet KFUM s stråtækte træhus i Sommerparken på Skivevej tilbød medlemmerne overnatning. Ønskede de også mad og drikke, kunne de kikke ind i KFUM s restaurant i bygningen på Trekronervej. I trediverne blev vandrerhjemmet på Skivevej årligt kun besøgt af nogle få hundrede turister. Forholdene var for trange, men fra 1939 fandt vandrerturisterne overnatning og fuld forplejning i et nyt vandrerhjem det nuværende - nær Forstbotanisk have øst for Søndersø. Initiativet skyldtes tømrermester Aage Havn, som åbenbart var rask i vendingen. Der gik kun kort tid, fra han fostrede ideen, til han satte spaden i jorden. Herved glemte han at tage højde for fredningsbestemmelserne, men Fredningsnævnet forbarmede sig over ham, fordi der ikke var tale om en privat beboelse. Et vandrerhjem blev defineret som en samfundsnyttig institution, hvis placering godt kunne forenes med den nærliggende natur, hvilket sikkert har glædet mange gæster siden hen. Den gode tømrermester Havn var herbergsfatter i seks år, dog i høj grad assisteret af fruen i huset. Parrets tid som ejere af hjemmet faldt dog sammen med de vanskelige besættelsesår, hvor samfærdsel over større afstande blev mere og mere besværlige, både på grund at restriktioner fra besættelsesmagtens side og på grund af noget så elementært som manglen på cykeldæk. De første år blev hjemmet besøgt af omkring gæster, men tallet blev mere end halveret i løbet af krigen. Først i halvtredserne begyndte turisterne i stort tal at søge overnatning på Viborg Vandrerhjem. Herbergsværten hed nu Ove Petersen. Gæsterne var fortsat mest unge, som kom på cykel eller med tog, men efterhånden dukkede også familier i privatbiler op. De fik mulighed for at bo i de familiehytter, som vandrehjemmet blandt andet udvidede overnatningskapaciteten med. De første udvidelser fandt sted i 1954, hvilket gav plads til lejrskoler. Senere fik herberget oliefyr og kunne dermed slå dørene op for vintergæster. I 1960 erne lå tallet for overnatninger på omkring , og gennem de næste to årtier viste kurven over overnatninger en svagt stigende tendens.

13 I 1974 ændrede vandrehjemmet status, idet det gik fra at være privatejet, til at Viborg Kommune købte stedet og overlod driften til Danmarks Vandrerhjem. Organisationen ansatte Ole og Kirsten Gram som bestyrerpar. Ove Petersen og frue fik over 25 år som populært værtspar på stedet, men den rekord har Ole og Kirsten Gram allerede tangeret. Moderniseringer, store udvidelser og nye gode turistinitiativer har kendetegnet deres virke. Den store satsning Den massive indsats, som Turistforeningen for Viborg og Omegn under Munksgaards formandskab ydede fra midten af 1930 erne, gav efterhånden genklang i hele landet i et omfang, der ikke tidligere var set. Den enkeltfaktor, som betød mest, var turistfilmene. Den professionelt producerede taleog tonefilm fra 1937 kunne med stor succes sælges til landets biografer, hvor den blev set af danskere. Herefter gik den sin sejrsgang som forfilm i de svenske biografer. Viborg syntes foran de fleste andre byer i brugen af filmmediet i jagten på tredivernes mange nye turister. En række nøgletal stivede også selvtilliden af hos bestyrelsen. I efteråret 1936 kom tusinder af mennesker til Viborg i anledning af det store Oxford-stævne. I 1937 nåede besøgstallet i Domkirken op på mennesker, hotellerne havde overnattende gæster og statsbanernes trafik på Viborg steg %. Den nye Lillebæltsbro og de nye, røde lyntog gjorde det ikke længere så uoverkommeligt for østdanskere at rejse til Midtjylland. Foreningens bestyrelse gik derfor på med krum hals i forberedelserne til Viborg-dage i 1938, men parallelt med det blev Munksgaard engageret i den kreds af fremtrædende viborgensere, der var i færd med at støbe de første kanoner til den helt store satsning i 1940 i form af en landsudstilling i Viborg. Landsudstillingen var naturligvis en sag for Viborg Byråd. Udstillingskomitéen bestod af borgmester Aggerholm som formand og oppositionens leder, fabrikant Philipsen som næstformand, men det kom ikke som en overraskelse, at komitéen efterfølgende udpegede Munksgaard som formand for et forretningsudvalg, der skulle planlægge landsudstillingen, mens arkitekt Jens Madsen blev udstillingens arkitekt. I de første måneder af 1939 lykkedes det at tegne en garantikapital på et sted mellem og kr., et ganske pænt beløb efter tidens målestok. Fra starten var både byrådet og forretningsudvalget opmærksom på, at Viborg skulle byde på noget, der ikke blot var et plagiat af andre udstillinger. En del af fornyelsen skulle komme fra det høje nord, idet en færøsk, en grønlandsk og eventuelt en islandsk afdeling skulle med på landsudstillingen. Fra det lokale erhvervsliv kunne især Hedeselskabet bidrage med den nyeste teknologi og ekspertise inden for jordkultivering og plantagedrift. Og ellers skulle erhvervsdelen beskæftige sig med fremskridtene inden for maskinindustri, fødevareindustri, landbrug, byggeri og boligindretning. Fremtrædende firmaer fra hele landet fik en invitation om at deltage. Landsudstillingen skulle også beskæftige sig med sport og fritidsliv samt kunst, idet Viborg fik en aftale med udstillingsbygningen Charlottenborg i København om at præsentere publikum for både klassisk og moderne kunst. Efter en del drøftelser i byrådet besluttede politikerne, at udstillingen fysisk skulle placeres på arealerne ved Sønæs vest for Søndersø. Jordbunden her var imidlertid fugtig mose og eng, og Hedeselskabet fik opgaven at dræne og afvande. Indsatsen lykkedes. I sommeren 1939, under heftig juliregn, kunne selskabet ikke alene love, men også dokumentere, at den kommende sommers mange tusind gæster ville kunne færdes tørskoet på det store areal. Landsudstillingen ville blive en bydel med 15 meget forskellige pavilloner, hvoraf den ene, som skulle være en stor restaurant med plads til 800 gæster, ifølge planen skulle placeres på en lang anløbsbro ud i søen. Fra anløbsbroen skulle gæster kunne sejle ind til bymidten ved Borgvold. Planlægningen forløb intenst i første del af Borgmester Aggerholm, stiftsamtmand Buchwalt og direktør Munksgaard var ofte i København for at pleje de rigtige forbindelser. Det lykkedes

14 således i marts at få tilsagn fra kong Christian d. 10. om at være protektor for udstillingen. Regeringen Stauning viste også sin velvilje, idet statsministeren tiltrådte præsidiet sammen med fire fagministre. Foråret 1939 må have været noget nær den mest hektiske i turistforeningens historie. Bestyrelsen nøjedes ikke med at deltage i forberedelserne til landsudstilling i Viborg-dage i 39 skulle viborgenserne også have. Og den landsdækkende propaganda for byen og egnen, som så virkningsfuldt var sat i værk med Viborg-filmen, fik flere facetter med plakater og mærkater og ny turistfører. Viborg-dagene blev endvidere markedsført på poststempler, endda de luftbårne, idet Munksgaard, straks han fik nys om åbningen af den første postfly-rute mellem Aalborg og København, sendte luftpost med stempel og pressemeddelelse om den forestående byfest i Viborg til samtlige avisredaktioner på Sjælland, og dem var der mange af på det tidspunkt. Det massive turistfremstød hang i høj grad sammen med store forventninger til den nye ferielov. Ved generalforsamlingen i januar 1939 var borgmester Aggerholm inde på perspektivet med at organisere folkeferier i henhold til den nye lov. Han havde tilmed en ganske bestemt plan for øje. Byrådet ville om kort tid stå med en stor ledig kommandogård i Grønnegade, idet militæret forlod stedet, så snart officererne kunne rykke ind i den nyopførte administrationsbygning på Rødevej. Borgmesteren så gerne et feriehjem indrettet i den forladte kommandobygning. Kommer Luftwaffe? Også på et andet felt var der sammenfald mellem kommunens planlægning og turistforeningens fremtidsønsker. Byrådet havde lige sendt en plan for anlæg af en trafikhavn ved Hjarbæk til godkendelse i Trafikministeriet. Turistforeningen kvitterede ved at søge nærmere kontakt til en række Limfjordsbyer med det mål at etablere turistsejlads på fjorden. Ikke underligt, at formanden til generalforsamlingen i januar 1939 fremsatte ønsket om at få ansat en turist- og erhvervschef i Viborg. Det fuldt berettigede ønske blev ikke i først omgang imødekommet. Til gengæld blev Viborgdagene mere professionelle i deres indhold. I 1939 blev festen udvidet til tre dage. Temaet var sporten til alle tider; på plakaten symboliseret med en romersk stridsvogn i fuldt firspring rundt i arenaen, mens et moderne svævefly sejler hen over det. Festdagene bød da også på både optog og store idrætsbegivenheder. Det historiske skuespil, der havde kongestriden mellem Svend, Knud og Valdemar som tema, havde fået en professionel instruktør og professionelle skuespillere i hovedrollerne. Men masser af viborgensere trak naturligvis igen i kostumerne for at spille bi-roller og statistroller i det store gadeoptog. En hovedattraktion ved festen var naturligvis opvisning med svævefly, udført af tyske flyvere og en kendt dansk oberstinde, der i sit svæveplan sejlede frem i lufthavet over byen som en måge med udspillede vinger. Længe så det imidlertid ud til, at tyskerne ikke ville nå frem til Viborg-dagene. Luftwaffe havde jo - skulle det snart vise sig - også andre opgaver at forberede. Men til sidst faldt tingene på plads. Byfesten blev en bragende succes, hvor mindst mennesker deltog. Statsradiofonien, med redaktør Jens Fr. Lawaetz ved mikrofonen, dækkede begivenhederne. Så kunne viborgenserne om aftenen lytte til sig selv. Krigsår og nødblus Efter endnu en stor succes for Viborg-dagene ville det være helt i Munksgaards ånd at kaste alle kræfter ind i arbejdet for landsudstillingen året efter. Udstillingen optimistiske tema lød Viborg vil videre, men de store forberedelser blev oftere og oftere forstyrret af uheldssvangre efterretninger fra den store verden. Frygten for en ny krig i Europa sneg sig ind i folks underbevidsthed som en isnende kold vind i natten. Den 23. august 1939 indgik Hitler og Stalin en ikke-angrebspagt og den

15 2. september læste viborgenserne med store typer på forsiden af deres avis, at tyske tropper dagen før var rykket ind i Polen. Den 3. september erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig. Anden verdenskrig var en realitet. Snart fulgte restriktioner og rationeringer. Uanset Viborgs vilje til at komme videre ville verden det anderledes. Efter en række sonderinger meddelte borgmester Aggerholm den 19. december 1939, at landsudstillingen var aflyst! Den 9. april 1940 kom som bekendt store grupper af ubudne gæster til landet i form af tyske tropper. Hverdagen under besættelsen var for de fleste forbundet med knaphed på varer, med rationeringskort, mørklægning og store indskrænkninger i dagligdagens mulighed for at rejse og bevæge sig frit. Efterhånden måtte menigmand helt opgive at skaffe sig en dunk benzin, og bilejere valgte oftest at klodse køretøjet op. I løbet af besættelsen skete der også stadige indskrænkninger i togtrafikken; alt sammen svære forhindringer for en turistforenings virke. Slut var det også med planerne om folkeferie og feriehjem. Den forladte kommandørgård i Grønnegade blev i stedet indrettet til husvildeboliger for børnerige familier. I alle krigsårene fastholdt den tyske besættelsesmagt betydelige militære styrker på Viborgegnen. Viborg by husede en stor garnison, og helt frem til krigens slutning fortsatte tyskerne med at udbygge flyvestationen - Fliegerhorst Grove - i Karup. De tyske soldater gæstede byens restauranter og forlystelsessteder, og om sommeren dukkede de op på turist- og traktørsteder i omegnen. De grønne uniformer kunne give anledning til uro; et sammenstød mellem tyske soldater og en flok unge viborgensere en sommerdag ved friluftsbadet på Kærvænget havde til følge, at en ung mand blev dræbt. I de sidste år af besættelsen så viborgenserne mere og mere skævt til de restauratører og hotelejere, der servicerede tyskerne, men der var også servitricer og hotelpiger, som fraterniserede med fjenden. Det kunne give ballade. Eksempelvis hos en købmand, der også drev traktørsted ved Hald Ege. Købmanden havde ansat en tjenestepige. Pigen lod sig lokke af en af de unge mænd i de grønne uniformer, men at det ligefrem udviklede sig til et fast forhold mellem pigen og den tyske soldat, huede ikke rigtig købmanden, efterhånden som den folkelige uvilje mod besættelsesmagten voksede i krigens sidste år. Han valgte derfor at fyre tjenestepigen. Så brød balladen løs. Pigen følte sig uretfærdigt behandlet, ville have hævn og klagede sin nød til kæresten. Soldaten tog resolut affære, idet han gik ned til købmandens privatbolig og tømte magasinet på sit automatvåben ind gennem vinduerne, med det resultat, at det meste af møblementet blev splintret. Søndagsturen Hvad gjorde en turistforening, når rutebil- og togtrafikken blev indskrænket og benzinrationering forhindrede bilkørsel ud over det mest livsnødvendige? Initiativer til fremme af nærturisme kan vi vel kalde det tiltag, som den mangeårige medlem i bestyrelsen, Holger Ballund Jensen tog i samarbejde med Viborg Stiftstidende i foråret Han ansporede ganske enkelt viborgenserne til at drage på udflugt i omegnen. Turene kunne klares til fods eller på cykel, enkelte krævede, at folk tog rutebilen eller toget til en af omegnens småbyer og fortsatte turen derfra til fods. Turbeskrivelsen kunne viborgenserne hver fredag læse i avisen under rubrikken Søndagsturen. Holger Ballund Jensen var ud af en gammel Viborg-slægt. Han ernærede sig i sit borgerlige hverv som bogholder i sparekassen, men det han for alvor brændte for, var lokalhistorie og teater, ikke mindst det at iscenesætte og spille komedie. Dette gjorde ham til en komplet sekundant for formand Aage Munksgaard i det alsidige arbejde, som turistforeningen havde sat i værk fra slutningen af trediverne. Han medvirkede i organiseringen af mange af Viborg-dagene og han var hovedforfatter til manuskriptet på Blicherfilmen og medforfatter til Viborg-filmen fra Halvtreds forslag til Søndagsturen blev det til fra Ballund Jensens hånd. Viborg Stiftstidende bragte dem i somrene 1942, 1943 og Ballund gjorde ikke noget halvt, så han gik eller cyklede

16 først ruten igennem, før han satte pen til papiret. Det fortrinlige ved de små beskrivelser er, at de både er tidsbilleder og tillige fyldt med fine fortællinger om historiske personer og forsvundne stednavne. I turen til det 5. Hald får vi eksempelvis beretningen om herremanden og bondeplageren Frederik Schinkel, der bestemt ikke led af mindreværdskomplekser. Han sagde om sig selv: Gud er Gud, og Kongen er Kongen, men jeg er den Onde gale mig den tredje Mand i Landet!. Ballund havde også blik for de historiske spor i landskabet, tydeligvis inspireret af Johannes V. Jensens poesi: Hver spån, du finder i Danmarks jord, er sjæl af dem, der har bygget riget. Søndagsturene var sprogligt veloplagte; Ballund tog sine læsere ved hånden. På gåturen til Fristruphøj skulle man forbi et tæt brombærkrat, så derfor Pas på Silkestrømperne, mine Damer!. Og cykelturen til Ans og Grønbæk og videre med trækstien langs Gudenåen ville blive lang. Derfor var forfatterens råd: Lad os stå tidlig op og faa Madposen og Cyklen i Orden, saa vi kan komme hjemmefra, før Solen er kravlet alt for højt op paa Himmelhvælvet! Men hvem af os er ogsaa ked af det! Dejligt er det en Sommermorgen at forlade den sovende By. Naturen viser sig smuk og frisk efter Nattens Hvile, endnu ligger der Spor af Morgentaagen over Engene. Man ser for sig en flok morgenduelige viborgensere med fornuftig oppakning og cykelklemmer i buksebenene rask rulle af sted i morgendisen ud ad Århusvej. Viborgenserne tog straks turene til sig, og mange spurgte efter en samlet udgivelse, da avisserien ophørte i Turistforeningen ville gerne påtage sig opgaven som udgiver, men på grund af papirmangel lykkedes det først i 1946 at få trykt bogen. Fredningssager Naturens store rekreative værdi for turismen har gennem årene betydet, at Viborgs turistforening har været aktiv i forbindelse med fredningssager. Af egne midler eller gennem sponsorater bekostede foreningen tillige, når udsigtspunkter skulle afmærkes eller bænke opsættes, og den tog også på sig at rydde op på meget besøgte rastepladser. Opstillinger af en række mindesten er det også blevet til. En fredningssag ved nordøstenden af Nørresø, rejst af turistforeningen i 1941, stod der megen blæst om. Grunden langs søbredden neden for Granada-skoven, fra skovkanten og ud til Røddingvej, blev i 1941 af en privat lodsejer udstykket i syv sommerhusgrunde. Mange viborgensere protesterede, idet syv sommerhuse helt op ad søbredden ville afskære alle andre end de syv sommerhusejere fra udsigten over søen, ja, muligvis ville den fremtidige passage af stien blive afbrudt. Turistforeningen blev først opmærksom på sagen, da en af de nye grundejere var begyndt at bygge. Fredningsnævnet reagerede dog hurtigt med et midlertidigt byggeforbud. Både køberen af grunden og manden, som havde udstykket de syv grunde, reagerede imidlertid voldsomt. I et avisindlæg forsøgte han på ingen måde at skjule, hvad han mente om turistforeningens og fredningsmyndighedernes indblanding. Og manden, som var begyndt at bygge et lille stråtækt sommerhus, fortsatte stædigt hermed. En anden person, som også havde købt grund, bankede et flere meter højt stakit op langs gangstien. Munksgaard måtte ud med en erklæring til avisen. Han fastholdt, at i en fredningssag af denne type måtte almenhedens interesser gå forud for private hensyn. For viborgenserne var stien og et frit kik til søen af stor rekreativ værdi. Sagen endte i Overfredningsnævnet, som førte lange forhandlinger med de private grundejere. Afgørelsen blev en fredning. De berørte personer fik erstatning, dog fik manden med det lille, ulovligt opførte sommerhus ingen, men derimod en bøde på 100 kr. Til gengæld fil han lov at beholde sit lille hus, som nu stod på en fredet grund. Det står der såmænd endnu!

17 Viborgs byjubilæum 1950 Efter krigen, i sommeren 1946 og de følgende somre, greb turistforeningen igen med sikker hånd fat om arbejdet med at organisere Viborg-dage. Igen udgjorde de store historiske optog i byens gader omdrejningspunktet for byfesten, sammen med sportsbegivenheder og folkefesten på Borgvold festen fik ekstra power, idet Viborg valgte at markere ikke mindre end fem jubilæer: 700 år for bystyret, 800 år for købstadsprivilegierne, 900 år som bispestad, år som handelsplads og år som retsstad; en imponerende samling af runde tal, som dog må siges på et par områder at være tilpasset lidt til lejligheden. Men hvad gør det, når sagen drejede sig om at feste. Byjubilæet i 1950 blev, som det også havde været tilfældet med forberedelserne til landsudstillingen i 1940, organisatorisk hævet op på byrådsniveau. Byrådet bad imidlertid igen turistforeningen om at tilrette programmet og fremkomme med en oversigt over de omtrentlige udgifter. Foreningen accepterede og understregede samtidigt, at den ville inddrage så mange foreninger og institutioner som muligt i det store arrangement. Og stort blev det. Festprogrammet dækkede otte dage i begyndelsen af juli Kongeparret var der, statsminister Hans Hedtoft var der, USA's ambassadør var der, foruden fagministre og departementschefer, landstingsmænd, dommere, biskopper og talrige andre øvrighedspersoner. Men først og fremmest fyldtes gader, torve og anlæg af viborgenserne og folk fra oplandet samt en del gæster fra det øvrige land og fra de nordiske venskabsbyer. Folkemødet på Borgvold, hvor statsminister Hans Hedtoft talte, havde samlet mennesker. Højdepunkter i øvrigt i programmet var en international roregatta, en række koncerter, en Nordisk Kunstudstilling, en fornem friluftsforestilling, hvor den verdensberømte José Greco ballet dansede, samt soldatens dag med stor militæropvisning på Klostermarken. Turistforeningen tog sammen med Kunstforeningen også initiativ til i anledning af byjubilæet at indsamle en folkegave til byens udsmykning. Borgergaven skulle bruges til et symbolsk kunstværk, der kunne udtrykke elementer i byens historiske identitet. Opgaven at skabe kunstværket blev overladt billedhuggeren Anker Hoffmann, som valgte at koncentrere sig om Viborg som retsstad. Udkastet blev en klassisk kvindeskikkelse i blå-grå Rønnegranit, 2,2 m. høj, symbolet på retfærdigheden. Efter gammel tradition stod fru Justitia, retfærdighedens gudinde, med vægten og sværdet i hånden og med bind for øjnene, således at hun kunne være helt upåvirket af alt uvedkommende, når hun skulle skille ret og uret. Kunstneren ændrede imidlertid opfattelse og fik borgmesterens tilladelse til at fjerne bindet fra kvindens øjne. Hoffmann begrundede det med, at han gerne ville skabe en skulptur, der forenede den klassiske ide med en moderne kvindeskikkelse. Til dagbladet BT udtalte han, at Jeg har fremstillet Fru Justitia som en nutidig ung og rank Pige, rund og frodig, en Pige, der synes at være groet af det dejlige, bakkede Landskab omkring Viborg. Hende kunne jeg ikke lade lege Blindebuk! Det ville virke helt forkert. Billedhugger Hoffmann havde gjort sit hjemmearbejde ordentligt. Hele tre modeller havde han indkaldt, og de havde, som han udtrykte det, hver deres fortrin. Endnu en ændring foretog han, idet sværd og vægt forsvandt. I stedet stod Viborgs Fru Justitia med en griffel i den ene hånd og en rulle pergament i den anden, Det tog kunstneren en del tid at skabe kvindeskulpturen i granit. Byen måtte vente på borgernes gave, men i sommeren 1954 var hun der. Viborgs retfærdighedsgudinde blev i al sin frodighed afsløret på Stænderplænen foran rådhuset af borgmester Egon Lauritzen i Diskussioner var der om, hvordan hun skulle orientere sig. Det endte med, at hun vendte front mod rådhuset og bagdelen mod byen!

18 På skoleudflugt Ferieloven fra 1938 banede vejen for den brede, folkelige turisme, som også Viborg fik sin andel i. Besættelsen lagde for en tid det meste øde, men fra slutningen af fyrrerne dukkede de frem i stadig større tal: rutebilerne med foreninger på sommerudflugt, særtog med løsslupne skolebørn, rejsende til fods eller på cykel og flere og flere familier i egen bil. Blandt dem, som kunne glæde sig over udviklingen, var indehaveren af Pavillon Borgvold, den tidligere Madam Leegaards Øl-halle i Borgvold-anlægget. Pavillonen var i 1926 blevet købt af overtjener Frederik Stjernfelt. Han ombyggede den, så der både var kiosk med salg af is, konfekt og souvenirs samt restaurant med køkken og udskænkning. Gæsterne kunne både spise smørebrød og varme middagsretter, eller nøjes med en øl eller en kop kaffe. Stjernfelt tilbød også folk, som selv havde madkurv med, at de kunne få plads ved et bord, blot de købte drikkevarer hos ham. Sommergæsterne på Borgvold var både familier og selskaber. Hertil kom de mange skoleelever. Juni var højsæson for skoleudflugter. Eleverne kom klassevis sammen med deres lærere fra store del af Jylland. DSB udstyrede dem med billetter til stærkt nedsatte priser, men så rejste eleverne også med bumletogene. Men hvad gjorde det, når de havde udsigt til en udflugtsdag sammen med kammeraterne og med penge på lommen til sodavand og slik. Programmet havde næsten altid nogle faste besøgsmål. Fra jernbanestationen gik det i to rækker og samlet flok til domkirken, hvor læreren viste rundt og fortalte om Skovgaards malerier. Herfra gik turen til Borgvold, hvor børnene spiste deres madpakker og drak sodavand. I 1950 erne kom der små både i Salonsøen. Bådene blev drevet frem med pedaler, hvilket var til skolebørns udelte fornøjelse. Skoleudflugten omfattede ofte også en tur til Bækkelund station og herfra videre til Dollerup Bakker, og her bød muligheden sig at få brugt de sidste lommepenge i kiosken på toppen, hvor slikmutter solgte både is, slik og små mindegaver, som ungerne kunne tage med hjem til deres mødre. Pavillon Borgvold eksisterede indtil Siden 1943 havde pavillonen endda været ene om at servicere anlæggets gæster, idet Salonen i 1943 af ukendte viborgensere blev brændt af, fordi den tyske besættelsesmagt havde overtaget den og benyttede den til indkvartering af soldater, som var på vej til østfronten. I 1955 stod imidlertid en genopført Salonbygning klar til at modtage gæster, hvilket indebar, at byrådet inddrog Stjernfelts bevilling. Rådet turde ikke lade to restauranter have åbent på Borgvold. Det internationale studentercenter i Hald I sommeren 1951 kunne turistforeningen melde om et markant internationalt islæt i tilstrømningen af turister til egnen. Studenter fra fjern og nær kom rejsende til Viborg Banegård for straks at skifte til Herningbanen. De skulle til Hald Hovedgård, hvor Danmarks internationale Studenterkomité havde lejet sig ind med støtte fra undervisningsministeriet og Viborg Byråd. Ideen bag det internationale studentercenter skal ses i lyset af to verdenskrige og en tiltagende koldkrigsstemning. Studenter fra øst og vest, nord og syd skulle mødes på centret for at være sammen og udveksle tanker og ideer. Det andet formål var at give unge fra udlandet indtryk af dansk kultur og samfundsliv. Programmet på Hald Hovedgaard var derfor varieret med foredrag, koncerter, diskussioner og udflugter. Hertil kom besøg på typiske danske virksomheder som andelsmejerier og slagterier samt institutioner og uddannelsessteder. Meget af de unges tid forløb dog med sport, spil, socialt samvær og madlavning. Overnatningskapacitet på Hald var på ca. 120 pladser, når alle hjørner og afkroge blev udnyttet. I løbet af et sommerhalvår nåede centeret op på at have besøg af et sted mellem og unge. De fordelte sig på op til 40 forskellige nationaliteter. En af årsagerne til, at Hald Hovedgaard i 1951 blev hjemsted for studentercentret var, at ejeren, den danske stat, stod med en herregård, som embedsmændene i finansministeriet ikke rigtig kunne

19 finde ud af, hvad de skulle gøre med. Staten havde overtaget den i forbindelse med retsopgøret. Under besættelsen, i 1943, var en 75-årig husmand og karetmager fra Vindblæs rykket ind som den nye herremand på Hald. Karetmagerens tre sønner havde ganske enkelt foræret godset til forældrene i guldbryllupsgave, fordi sønnerne engang havde lovet deres far, altså husmanden, at han skulle ende som herremand. Men det, som kommer let, går som bekendt også let. Sønnerne havde tjent de mange penge ved værnemageri, og da dommen faldt i 1948, konfiskerede staten herregården Hald. En plan i 1948 om at få stedet indrettet til rekonvalescenthjem for tuberkulosepatienter faldt fra hinanden. Nye forhandlinger mellem finansminister H. C. Hansen og Viborg Byråd førte derefter til lejeaftalen med Danmarks internationale Studenterkomité, DIS. Både byrådet og turistforeningen var svært godt tilfreds med aftalen, idet de mange udenlandske studenter efter minderige dage på Hald og i Viborg sandsynligvis ville rejse hjem som gode gesandter for landsdelen. I foreningens årlige beretninger kommenterede formanden da også ofte centeret i positive vendinger. Der er imidlertid ingen tvivl om, at der var stor forskel på de studenter, som kom i 1951, og de unge, som slukkede og lukkede godt 20 år senere. På det tidspunkt havde den oprindelige ide mistet sin tiltrækningskraft, og ungdommens ændrede adfærd vandt muligvis ikke længere helt samme sympati blandt de ældre. Fantasterne på Kongenshus En turistattraktion af en hel anden karakter så dagens lys i Det var Kongenshus Mindepark. Den store Alhede på Karup-sletten var skrumpet slemt i første del af 1900-årene, som det også var tilfældet med heden alle andre steder i landet. Nu stod mindet tilbage hos mange i litteraturen hos Jeppe Aakjær og Steen St. Blicher eller i malerkunsten hos Hans Smidth. Men ved Resenfelde lå lyngheden fortsat som en vidtstrakt, mørk og ensformig flade, kun forstyrret en smule af spredt gyvel, gråpil, bævreasp og ene. For en naturelsker, som strejfede rundt efter tyttebær eller pors, var her langt til menneskeboliger. Kun en enkel bygning kunne anes ved landevejen mellem Skive og Herning, hvor den hvidkalket lå og lyste op på solskinsdage. Det var huset med det agtede navn Kongenshus. Historien om Kongenshus er for så vidt en af de bedrøvelige, idet stort set alt gik galt for dem, der havde forsøgt at omskabe stedet. Indtil 1700-tallet brugte egnens få hedebønder udelukkende hedens ressourcer af lyng og græs. At pløje lyngskorpen for at dyrke den magre sandjord, holdt de sig fra; de interesserede sig mere for hosebinding og husflidsproduktion af jydepotter. Men i 1754 tog regeringen sagen op. Hele landet skulle frugtbargøres, og kongen overlod mecklenburgeren kaptajn Ludvig von Kahlen et stykke af Alheden til opdyrkning. Af kongen, Frederik d. 5., fik Kahlen 200 rigsdaler årligt og hjælp til at opføre et hus. Til ære for kongen kaldte han det Kongenshus. For at få hjælp til at oprette et fårestutteri hidkaldte von Kahlen en del familier fra Mercklenburg, men efter få år drog de skuffede hjem igen. I 1766 opgav Kahlen, men det gjorde kongen til gengæld ikke. Allerede i 1758 lod den enevældige monark sig overtale til at importere i hundredvis af tyskere fra Rhin-egnene og anbringe dem i kolonier på heden, men ej heller dette forsøg blev den store succes. Mange af kolonisterne var håndværkere med ringe kendskab til landbrug, og de forlangte at bo samlet i store landsbyer, som de var vant til hjemmefra. Ved landevejen lidt sydøst for Kongenshus klumpede de mange familier sig sammen i kolonistbyerne Grønhøj og Havredal, men jorden var alt for mager til at kunne brødføde dem alle. Regeringen måtte gøre noget radikalt for at undgå, at tyskerne fortsat skulle leve af offentlig forsørgelse. De mest besværlige kolonister blev udvist, mens de flittigste af dem blev spredt over et større areal. Derved opstod de mange små bebyggelser, blandt dem Tohuse, Trehuse og Firehuse, hvor kolonistfamilier startede forfra med at bryde heden op for at dyrke korn og kartofler.

20 Heden omkring Kongenshus blev imidlertid friholdt for kolonister, og arealerne lå øde hen indtil 1912, hvor forfatteren Johannes Bech foreslog at indføre rensdyr fra Nordsverige og Finland til den jyske hede. Den danskfødte rigmand Hans Dall fra Hamborg blev gjort interesseret, og han købte ca ha af Kongenshus Hede. Området lod han indhegne, og i stedet for det første Kongenshus fra Frederik den 5.s tid byggede han et nyt. Dall indførte nu nogle hundrede rener, der blev passet af en lappefamilie, som boede i et rigtigt lappetelt. En renpark var skabt, hvilket i moderne tid sikkert ville have været en stor turistattraktion. I 1912 nøjedes de lokale med at ryste på hovedet af hele menageriet. Dyrene skulle leve af rensdyrlav på heden, men lavet voksede så langsomt, at det efterhånden kneb med føden. Sygdom udbrød blandt renerne, og mange af dem blev under første verdenskrig eksporteret som gullasch til Tyskland. Hans Dall solgte i 1923 hele herligheden til en københavnsk grossist, der i stedet forsøgte sig med fåreavl og opdræt af islandske heste. Det gik heller ikke, og i 1941 solgte grossisten renparken til aktieselskabet Jydsk Landvinding. Selskabet valgte at videresælge arealerne til en komite, der havde sat sig for at skabe en mindepark for hedens opdyrkere. En fredning af den gamle renpark faldt på plads, og ved en stor folkefest i sommeren 1953 blev mindeparken indviet. I en dalsænkning et par kilometer syd for Kongenshus fik de fremmeste blandt de jyske hedeopdyrkere deres mindesten, og Viborgegnen fik en ny turistattraktion. Men fandt turistfolket vej til Kongenshus? I høj grad. Bønder var der endnu ganske mange af i Danmark i 1950 erne og 1960 erne, både gårdmænd og husmænd. Nu valfartede de til Kongenshus på udflugt sommeren igennem, enten familievis eller i grupper på dagture, arrangeret af deres respektive husmands- eller landboforeninger. Selv turistfolk blev overrasket over, hvor mange de kom. I midten af halvtredserne nåede besøgstallet over gæster; i første del af tresserne svingede besøgskurven oppe i nærheden af tallet Tallet faldt ind i halvfjerdserne. I 1972: gæster. Fra grav og grube Minedrift i Danmark er ikke hverdagskost, og det sjældne vil mange gerne se. Derfor kunne kalkgruberne i Daugbjerg og Mønsted lægges til de populære udflugtsmål, som Viborgegnen fik i halvtredserne. I Daugbjerg finder vi både Daugbjerg Daas og Dybdal Kalkgruber. Den mærkelige bakkeknude og de underjordiske kalkgruber har til alle tider talt til almuens fantasi. I Daasen boede ellefolk og bjergmænd, og i gruberne skjulte røvere og stimænd sig, og her fejrede taterne deres natlige orgier i faklernes skær. Digteren Jeppe Aakjær, der havde stor passion for folkeminder, lader da også i bogen om Jens Langkniv sin hovedperson kaste lystne øjne efter Daugbjerg-præstens smukke, rødhårede kone, der bestemt ikke var afvisende. Da Jens under kalkbrænderfesten følte sig truet, greb han straks den iltre rødtop og bragte hende med sig ned i de mørke grubegange for at fornøje sig med hende i sin elskovshule. Den slags sagn og røverhistorier er herlige at kunne fortælle en flok gysende turister, mens de sidder sammenkrøbne i kalkskakten omkring skæret fra en petroleumslampe. Kunsten at kunne gøre det, så uhyggen krøb som mørke skygger langs de kolde vægge, beherskede Johanne Hildsgaard. Hun huserede i Daugbjerg Kalkgruber helt frem til 1980 erne. Kalkbrydning i Daugbjerg og Mønsted var begyndt i 1100-tallet. Da lærte danskerne at bygge stenhuse i granit og tegl, og begge dele krævede kalk som bindemiddel. Kalken blev først brudt i grave, men efterhånden også i underjordiske gange. Med en hakke banede huggeren sig vej under jorden. Mændene huggede de grålige kalksten løs mellem flintlagene, mens kvinderne med krogede rygge bar kalkstenene i trug foran sig op til indgangen. Her foregik brændingen i primitive ovne. For hver brænding fyrede kalkbrænderne uafbrudt med lyngknipper i ovnen i fire dage.