En dårlig forfatning. En artikel fra KRITISK DEBAT. Skrevet af: Etienne Chouard Offentliggjort: 15. juni Kære kolleger og venner

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT En dårlig forfatning Skrevet af: Etienne Chouard Offentliggjort: 15. juni 2005 Kære kolleger og venner Efter seks måneders intense overvejelser, er jeg nået frem til en argumentation omkring "forfatningstraktaten", som tager sit udgangspunkt i traktaten, men som går langt videre end den, som hverken er højre- eller venstreorienteret og som afslører en historisk fare, der rækker ud over politik og truer os alle. Derfor burde denne korte argumentation være af interesse for alle borgere. For seks måneder siden, i september 2004, var jeg, som alle andre, positivt indstillet over for forfatningsforslaget, uden at have læst det, rent principielt, for at "gå fremad", selvom jeg godt vidste, at institutionerne ikke var perfekte. Jeg ville ikke være en af dem, der bremser Europa. Jeg tror virkelig, at et overvejende flertal af europæerne, på tværs af højre-venstre skellet, elsker denne smukke tanke om et forenet, mere broderligt og stærkere Europa. Det er en drøm om fred, som man kan enes om og som samler et meget stort flertal. Jeg havde ikke læst teksten og havde absolut ikke tid til det: for meget arbejde... Europa er langt væk og med alle disse politikere følte jeg mig beskyttet af mængden: hvis det gik skævt, måtte der være et par stykker til at forsvare os... og jeg undlod at "beskæftige mig med politik", dvs. at jeg undlod at beskæftige mig med mine egne anliggender. Der var allerede nogle, der råbte op mod traktaten, men de kom fra det politiske spektrums yderkanter og af denne simple grund ville jeg ikke en gang begynde at læse deres argumenter og satte fortsat min lid til det store flertals mening, uden selv at undersøge de forskellige tankers meritter. Pludselig begyndte personer, som ikke kan mistænkes for at være antieuropæiske, også at råbe op. Så læste jeg deres appeller, uden at bekymre mig om etiketten, og fandt deres argumenter meget stærke. Jeg begyndte at læse, og jeg læste meget, hele bøger, fra alle sider, Fabius, Stauss-Khann, Giscard, Jennar, Fitoussi, Généreux, etc. og endnu flere artikler skrevet af traktatens tilhængere, fordi jeg ville være sikker på ikke at tage fejl. Jo mere jeg læser, jo mere bekymret bliver jeg. Og i dag tænker jeg ikke på andet, jeg sover næsten ikke mere, jeg er ganske enkelt bange for, at vi er ved at miste det væsentligste: beskyttelsen mod vilkårligheden. Jeg fortsætter med at læse alle indlæg, dem der er for og dem der er imod, og jeg fortsætter med at lede efter bristen i mit ræsonnement. Dette indlæg er en opfordring til at tænke og komme videre: hvis nogen føler, at der er en brist, lad os tale om det, stilfærdigt og ærligt - det er meget vigtigt. Jeg kan tage fejl, jeg søger ærligt at undgå det, så lad os tænke sammen. Jeg føler lidt mere end andre, at det, som underviser i jura er min rolle at tale om dette, at tale om det til mine kolleger, og også til mine elever og til journalisterne. Jeg ville være medskyldig hvis jeg tav. Jeg fandt over 10 alvorlige grunde til at gå imod dette farlige forslag, og endnu ti grunde til at forkaste sådan en ubehagelig tekst, som i virkeligheden ikke er spor broderlig. Imidlertid er det først efter nogen tid, at jeg blev klar over de fem stærkeste og mest overbevisende grunde - fordi det kræver meget arbejde at klarlægge dem - og det er dem, som går på tværs af alle politiske opfattelser, fordi de anfægter selve betydningen af at gøre sig politiske overvejelser. Det er disse 1 / 13

2 grunde, de fem vigtigste, som jeg gerne ville henlede jeres opmærksomhed på og høre jeres mening om, så vi kan diskutere sagen sammen, siden journalisterne nægter os en offentlig debat. --- I denne sag, som er et statsanliggende, bliver forfatningsrettens grundlag mishandlet, hvilket bringer fem traditionelle principper udtænkt for at beskytte borgerne frem i første række. 1) En forfatning skal være læselig for at kunne blive genstand for en folkelig afstemning: denne tekst er ulæselig. 2) En forfatning skal ikke påtvinge den ene eller den anden politik: denne tekst er partisk. 3) En forfatning skal kunne revideres: denne tekst er låst fast på grund af kravet om dobbelt enstemmighed. 4) En forfatning skal beskytte mod tyranni gennem magtens tredeling og kontrol af magterne: denne tekst foranstalter hverken en reel kontrol eller en reel adskillelse af magterne. 5) En forfatning skal ikke skænkes af de magtfulde, den skal skabes af folket selv, netop for at beskytte sig mod de magtfuldes vilkårlighed, gennem en uafhængig grundlovgivende forsamling, som er valgt til formålet og opløses derefter: denne tekst stadfæster europæiske institutioner, som er smedet gennem de sidste 50 år af magthavere, som på en gang har været dommere og part i sagen. Indledende betragtninger: forfatning eller traktat? Hvad er den rigtige betegnelse for dette forslag? Vi skal erindre om, hvad en forfatning er, og hvorfor tilblivelsen af en forfatning omgives af særlige forholdsregler. En forfatning er en pagt mellem borgerne og dem, der regerer dem. Det er fordi de har underskrevet denne pagt, at borgerne accepterer at rette sig efter lovene. Det er gennem denne pagt, at autoriteten får sin legitimitet. Denne pagt skal beskytte borgerne mod uretfærdigheden og vilkårligheden. De principper, som vi vil gennemgå her, har til formål at garantere, at pagten lever op til sin beskyttende rolle og at borgerne er i stand til at kontrollere den. Forslaget til "Traktat om en forfatning for Europa" (forfatningsforslaget) gælder uden tidsbegrænsning, den berører næsten alle de væsentlige aspekter af folks liv, og juridisk står den over alle vores nationale normer (vedtægter, love, grundlov). Den etablerer de tre magter (udøvende, dømmende, lovgivende) og regulerer styrkeforholdet mellem dem. Forfatningsforslaget er således, i sin natur, en grundlov: det fastlægger "lovenes lov". Det er hovedsageligt denne betragtning, som man har søgt at gendrive i den igangværende debat. Derfor styrker jeg min argumentation med et citat af Olivier Gohin, professor ved Paris II Universitet: "Den nye traktat er en sand forfatning, idet den falder ind under definitionen af en forfatning: den organiserer de offentlige myndigheder og garanterer de fundamentale friheder, samt identificerer en grundlovgivende magt (...) den nye europæiske union samler, allerede nu, de elementer, som er nødvendige for at blive defineret som stat". Desuden er det forhold, at europæisk ret, om det så blot er en forordning, har forrang frem for 2 / 13

3 medlemsstaternes ret, selv deres forfatning, tydeligt bevist af flere universitetsprofessorer, som selvfølgelig råber op mod denne juridiske omvæltning, der bevidst undervurderes af Forfatningsrådet (se Frédéric Rouvillois et Armel Pécheul (1)). Det vigtigste er således, efter min mening, ikke hvilken betegnelse, forfatterne selv giver til deres tekst. Idet de principper, som vi vil gennemgå, har til formål at beskytte borgerne mod farlige institutioner, burde enhver grundlæggende tekst, som definerer eller ændrer institutionernes magt, respektere disse principper, uanset hvordan den betegnes officielt. Giver denne tekst, med forfatningsmæssige ambitioner, de garantier man kan forvente af den? Første forfatningsretsligt princip: forfatningen skal være en læselig tekst En forfatning skal godkendes direkte af den befolkning, som underkaster sig den. Denne godkendelse vil kun give mening, hvis teksten kan læses af befolkningen, dvs. dem, der skal skrive under (og ikke bare af eksperter). Ud fra den betragtning er forfatningsforslaget langt og komplekst: 485 A4 sider (2), dvs. næsten en hel pakke papir. Denne længde er enestående i verden for en forfatning, og dertil kommer utallige henvisninger, som gør teksten ganske ulæselig for almindelige borgere. Nogle vigtige punkter, såsom definition af "tjenesteydelse af almen økonomisk interesse" findes ikke i teksten. Der findes modsætninger mellem forskellige dele. Som illustration af hvor svært det er at læse denne tekst, kan man også nævne, at der ikke findes nogen liste over de områder, hvor hver institution kan lovgive, og det er alvorligt. Man kan således heller ikke finde nogen liste over de områder - og derfor udmærket ignorere, at de findes - hvor det Europæiske parlament er udelukket fra lovgivningsarbejdet (hvilket hverken er trivielt eller uskyldigt). Vil man kende denne fordeling, skal man granske hundredvis af artikler, en ad gangen, og håbe, at man ikke har overset noget (se senere). Kan man sige, at sådan en tekst er læselig? Der er andre vigtige artikler, der heller ikke ledsages af en kontrollerbar liste, for eksempel artikel I- 33, som indfører "ikke-lovgivningsmæssige retsakter" (forordninger og afgørelser), som bemyndiger en (ikke-valgt) kommission til, uden parlamentarisk kontrol, at skabe regler, som er lige så bindende som love. Denne længde og kompleksitet udelukker den almindelige borger fra at foretage en kritisk vurdering. De 75% af de spanske vælgere, der afgav deres stemme, og godkendte denne tekst, og de 60%, der undlod at stemme, har sandsynligvis ikke læst den - og det har ministrene, parlamentarikerne, lærerne, journalisterne og borgerne nok heller ikke, for de har alle sammen andet at lave. Hvem kan finde tid til at læse 500 A4 sider? Man skal blot stille sig selv spørgsmålet - og regne med, at det samme gælder de andre. Borgerne tager en stor risiko, ikke bare for sig selv, men også for deres børn og børnebørn, nemlig risikoen for at opdage noget så sent, at de ikke længere kan ændre på det. 3 / 13

4 Man skal selvfølgelig læse, og kunne forstå, det, man skriver under på. Ellers skal man nægte at skrive under. Selv om den var enkel (og det er den ikke) er det ikke muligt at bedømme så lang en tekst på forstandig vis. Men man skal jo have en mening. Hvordan kan man få en mening om en tekst, som man ikke kan læse? Ved at følge "de andre", så man føler sig tryg - som i en fåreflok. Denne teksts længde er i sig selv udemokratisk: debatten er forbeholdt eksperterne. Forfatningen er grundloven, "lovenes lov", den skal kunne læses af alle, således at de kan godkende eller forkaste den ud fra en sikker viden. Andet forfatningsretsligt princip: forfatningen skal ikke påtvinge den ene eller den anden politik, den skal gøre den politiske debat mulig, uden at påtvinge dens udfald. En demokratisk forfatning er hverken højre- eller venstreorienteret, den er hverken socialistisk eller liberalistisk. En forfatning er ikke partisk: den skal muliggøre den politiske debat, den skal være hævet over den politiske debat. I modsætning hertil, søger forfatningsforslaget, ikke bare at bestemme de politiske spilleregler, men også selve spillet! Idet den i alle sine dele (I, II og især III) påtvinger liberalistiske bindinger og referencerammer, er denne tekst ikke politisk neutral og den påtvinger for lang tid fremover et valg af økonomisk politik, som burde være underlagt den daglige politiske debat og kunne variere alt efter konjunkturerne. Man forhindrer hermed skift i den økonomiske politik. I særdeleshed bekræfter denne tekst for lang tid fremover, at Europa giver afkald på de tre vigtigste økonomiske styreredskaber, som anvendes af alle stater i verden: Ingen monetær politik: som de eneste i verden, har vi gjort vores centralbank fuldstændig uafhængig og givet den inflationsbekæmpelsen som forfatningsmæssig og urørlig hovedopgave, altså ikke beskæftigelsen eller væksten. Man giver ikke de politiske instanser mulighed for at ændre denne opgave - selvom man ved, at prisen for inflationsbekæmpende politikker næsten per automatik er øget arbejdsløshed. Ingen finanspolitik: Stabilitetspagten låser staterne fast i en rigoristisk politik, som selvfølgelig er et muligt valg, men som ikke bør være det eneste i al evighed. Der er ikke længere mulighed for at sætte skub i økonomien efter keynesiansk model (omfattende offentlige arbejder). Ingen industripolitik: forbudet mod enhver konkurrencehindring medfører forbud mod at støtte nationale aktører, som er svage eller i vanskeligheder. Det er en politik kendetegnet af økonomisk magtesløshed, som beskrevet af økonomen Jean-Paul Fitoussi (3), man på den måde institutionaliserer og påtvinger for lang tid fremover. I den forbindelse skal man læse den spændende analyse, der er udgivet af de tolv økonomer mod forfatningsforslaget (4). Dette forfatningsforslag fordummer Europas borgere: det gør det meningsløst for os at tænke på alternativer. Hvorfor skulle vi fortsætte den politiske debat, når ethvert alternativ er direkte forbudt 4 / 13

5 i den højeste lov? Rent konkret, hvis der i morgen var et flertal i Europa, der ønskede at skifte kurs hen imod en mindre kommercielt orienteret og mere solidarisk politik, ville det ikke kunne lade sig gøre: det kræver enstemmighed. Denne partiske forfatning ville udgøre et enestående tilfælde i verden, med undtagelse af den sovjetiske forfatning (som også påtvang en bestemt politik, nemlig kollektivismen). Tredie forfatningsretsligt princip: en demokratisk forfatning skal kunne revideres. I et demokrati skal befolkningen kunne revidere sin samfundspagt. Forfatningsforslaget er alt for svært at revidere: for at ændre et enkelt komma i teksten skal regeringerne først enstemmigt vedtage et revisionsprojekt, som så skal ratificeres enstemmigt af befolkningerne (via deres parlamenter eller folkeafstemninger) - (det er det, man kalder den almindelige revisionsprocedure). Med 25 stater er denne procedure, der kræver dobbelt enstemmighed, en garanti for, at der ikke kan ændres noget, og en gave til dem, der ikke vil have noget ændret efter denne forfatning. Denne tekst er født forstenet. Rent konkret, hvis et flertal af europæerne ønskede at ændre deres grundlov, ville de ikke kunne gøre det. Det er chokerende og bekymrende. Det er uacceptabelt for en forfatning, og den ville også på dette punkt være enestående i verden. Man besvarer dette ved at understrege ordet "traktat" for at antyde, at det er normalt at kræve enstemmighed (hvilket er rigtigt hvad angår traktater), men det holder ikke, fordi det er indlysende, at denne tekst spiller samme rolle som en forfatning, og oxymoronet (sammensætning af to modstridende begreber) "forfatningstraktat" gør det muligt, ved at spille med ordene, at skabe en ny højeste lov, der både er for stiv og for svær at revidere. Mærkeligt nok forvandler denne ekstreme stivhed sig til en bemærkelsesværdig smidighed, når det gælder en anden procedure, som ikke kræver befolkningernes direkte godkendelse: det er den forenklede revisionsprocedure, som giver et af EU's organer (Ministerrådet) beføjelser til, på eget initiativ, at ændre et af forfatningens nøgleelementer, nemlig regulerering af den grad af suverænitet, medlemslandene bevarer på bestemte områder (ved overgang til flertalsafgørelser mister alle vetoretten (5)). Det er alvorligt, fordi denne forfatning derved kan ændres, dog uden at indhente befolkningernes godkendelse til de enkelte ændringer. I forbindelse med en ny stats optagelse i EU udgør enstemmighedskravet en beskyttelse, men der er ikke tale om enstemmighed blandt befolkningerne, udtrykt gennem en folkeafstemning. Det handler først om enstemmighed blandt de 25 regeringsrepræsentanter (hvoraf mange ikke er folkevalgte og ingen er valgt med mandat til at bestemme på dette punkt), og derefter enstemmighed blandt staterne på grundlag af deres nationale ratifikationsprocedurer. Kun befolkninger fra lande, der bruger folkeafstemning, og det gælder Frankrig, vil blive spurgt direkte. Det ser ikke ud til, at befolkningernes vilje betyder meget for dem, der regerer. Fjerde forfatningsretsligt princip: En forfatning skal beskytte mod vilkårlighed, ved at sikre både magtens tredeling og kontrol af magterne. 5 / 13

6 Lovenes ånd som beskrevet af Montesquieu er formodentlig den bedste idé i hele menneskehedens historie: alle magter driver, naturligt og automatisk, hen imod magtmisbrug. Det er derfor vigtigt, for at beskytte menneskene mod tyranni, først at dele statsmagten og derefter at sikre en kontrol af disse magter: adskillelse af magterne og ingen magt uden modmagt. Så sagde folket: "Du, parlament, giver lovene, men du sætter dem ikke i værk. Og du, regering, sætter lovene i værk, men du kan ikke skrive dem selv." Således kan ingen magt alene påtvinge sin vilje. Det er væsentligt. "Desuden, hvis en af magterne vurderer, at den anden opfører sig på en uacceptabel måde, kan den afsætte den: forsamlingen kan vælte regeringen og regeringen kan opløse forsamlingen. I begge tilfælde skal man høre folkets mening (valg), idet magtens eneste ophav skal forblive hos folket". Hver magt skal stå til regnskab og den skal vide, at den er under stadig kontrol. Det er også væsentligt. Verdens bedste idé er måske netop den, der gør, at man ikke behøver at frygte en despot. Hvorfor skulle disse beskyttende principper miste deres værdi, fordi man taler om en moderne union mellem stater? Det er imidlertid svært at få øje på balancen mellem de tre magter (lovgivende, udøvende og dømmende). Den lovgivende magt nyder stor legitimitet på grundlag af direkte, almene valg og det er fristende at gøre den stærkere end de andre. Imidlertid kan en forsamling, om end den er legitim, udmærket blive tyrannisk, idet valgmekanismen på ingen måde erstatter en modmagt. I øvrigt er forsamlingen ikke nødvendigvis altid det bedste sted til at træffe beslutninger: flokeffekten, eller en vis opløsning af det individuelle ansvar ved kollektive beslutninger, kan føre til overskridelser. Derfor er der ofte sat grænser for den parlamentariske magt på trods af den suverænitet den repræsenterer: der er ofte to kamre (tokammersystemet), således at det ene kammer kan moderere det andet. I Frankrig er det Senatet, også folkevalgt, men ældre, der spiller denne moderatorrolle over for Nationalforsamlingen - dog uden risiko for fastlåsning (ved uenighed er det Nationalforsamlingen der har det sidste ord). Ofte er der en anden vigtig begrænsning til den lovgivende magt: man skal kunne opløse forsamlingen, stadigvæk ud fra den betragtning, at der skal være en modmagt, som de offentlige aktører skal stå til ansvar overfor. Inden for disse begrænsninger (de to kamre og opløsningstruslen) skulle parlamentet spille en reel lovgivende rolle, dvs. kunne tage lovgivningsinitiativer og ændre lovtekster på alle områder, samt spille en reel rolle i forbindelse med skatteudskrivningen (en af dets grundlæggende opgaver er netop at kontrollere den skattebyrde, de offentlige myndigheder pålægger borgerne)... Det harmonerer ikke helt med det, forfatningsforslaget lægger op til: Parlamentet kan slet ikke tage lovgivningsinitiativer, hvilket i sig selv er uacceptabelt, dets rolle i forbindelse med vedtagelsen af budgettet, om end styrket, forbliver begrænset, og frem for alt, er det udelukket fra at drøfte love inden for visse områder, som er forbeholdt Ministerrådet (de særlige lovgivningsprocedurer). I virkeligheden er det endnu værre: jeg har længe fæstet mig ved lovene (lovgivningsmæssige retsakter), men jeg opdager nu, med forbløffelse, "afgørelserne" (art. I-33, I-35), "ikke lovgivningsmæssige retsakter", som er klart forskellige fra de almindelige forordninger. Der er ikke 6 / 13

7 noget at udsætte på forordningerne, der er retsakter til gennemførelse af lovene, ligesom man i Frankrig har dekreter og bestemmelser, som traditionelt giver den udøvende magt en begrænset myndighed til at udstede regler med henblik på hurtigt at kunne fastsætte de praktiske forhold omkring en lovs gennemførelse. "Afgørelserne" er forskellige og beskrives særskilt. "Afgørelser" (husk dette ord, som kan komme til symbolisere demokratiets tilbagegang i Europa) er lige så bindende som love, men er meget nemmere at producere og omgivet af mindre kontrol end love - og selv Centralbanken (ECB) har adgang til at vedtage afgørelser. Det er for galt. Hvem kan vedtage disse "afgørelser", en slags "lovgivning uden parlament"? Europarådet (stats- og regeringschefer), Ministerrådet og Kommissionen (alle repræsentanter for den udøvende magt på nationalt og europæisk plan, og ofte ikke folkevalgte), og gæt hvem mere... ECB. Det passer, ECB har beføjelser til at træffe "afgørelser". Og hvem kontrollerer denne centralbank? Ingen... Siden der ikke findes nogen liste over de artikler i forfatningsforslaget, der (for nuværende) kan producere "europæiske afgørelser", er det op til os at oprette den sammen. Fortsættelsen følger... Vi får præsenteret en "trekant" bestående af Parlamentet, som repræsenterer befolkningerne, Ministerrådet, som repræsenterer staterne, og Kommissionen, som repræsenterer den almene interesse (sic). Kommissionen udspringer hovedsageligt fra Det Europæiske Råd, som udnævner alle dens medlemmer, Parlamentet har en kontrolfunktion og "vælger" dens formand (efter forslag fra Rådet). Kommissionen er fuldstændig uafhængig, den må ikke modtage instruktioner fra nogen, men den kan alligevel afsættes af Parlamentet gennem et mistillidsvotum, og hvert enkelt medlem af kommissionen kan "blive gået" af kommissionens formand. Kommissionen er ansvarlig for lovgivningens tekniske forberedelse og forelægger sine forslag for Ministerrådet og Parlamentet, som præsenteres som to lovgivende organer. Ministerrådet præsenteres således som et "overhus", som skulle spille senatets rolle, men det er svært at acceptere: for det første er ministrene ikke folkevalgte, og desuden tilhører de den udøvende magt i deres lande, hvilket betyder at de kontrollerer de offentlige myndigheder, der, når de kommer hjem, gør det muligt for dem at iværksætte de regler, de selv har udarbejdet. Det er således de samme personer, som skaber lovene på europæisk plan og iværksætter dem på nationalt plan (efter at de er blevet omsat): magterne er ikke adskilte. Ministerrådet er et organ med en indlysende forbindelse til den udøvende magt, som har fået tildelt en lovgivende rolle. Med den manglende adskillelse af magterne mister vi et vigtigt værn mod vilkårligheden. Selvom det gælder et begrænset antal områder (21, eller hvem ved?) er det farligt. I den tidligere nævnte artikel (6) gør Laurent Lemasson opmærksom på, at Parlamentet kun består af et kammer og ikke er ansvarligt over for nogen: ingen kan opløse det. Vi så, at Parlamentet ikke kan tage lovgivningsinitiativer, men det kan afsætte Kommissionen, som kan tage sådanne initiativer, og dette giver Parlamentet en vis overmagt, når det fremsætter sine "forslag" til Kommissionen. L. Lemasson ser en fare i dette, nemlig faren for et forsamlingsregime (en slags parlamentarisk tyranni). Det er helt nyt for mig, men det er en interessant analyse: det ser ud til, at parlamentet er helt magtesløs på visse områder (man kan spørge hvorfor netop disse områder...), mens det måske er for stærkt på andre områder. Det skal uddybes... I lys af denne nye måde at anskue tingene på, ser jeg i dag mere positivt på "fælles beslutningstagen", som en modmagt i begge retninger, således at hverken Parlamentet eller 7 / 13

8 Ministerrådet kan misbruge deres magt. Undtagen på de områder, som Parlamentet er udelukket fra og hvor rådene, Kommissionen og ECB lovgiver alene (det er nok ikke tilfældigt, at det er vigtige økonomiske områder - Art. III-130-3: det indre marked og Art. III-163 og III-165: det konkurrenceretlige område). Det chokerende er, at der på disse områder næsten ikke findes nogen modmagt: kan Kommissionen (som for det meste bevarer initiativet) reelt betragtes som en kraft, der kan intervenere hvis rådene (som den er så tæt på) kommer på gal kurs? Der er altså et reelt problem med demokratiet på alle de områder, som Parlamentet er udelukket fra: hverken adskillelse eller kontrol. Der findes ikke nogen liste over disse forbudte områder, ligesom Parlamentets udelukkelse fra visse områder aldrig er klart formuleret. Der, hvor der ikke er nogen kontrol over magterne, mister vi endnu et vigtigt værn mod vilkårligheden. Det er chokerende for en almindelig borger, som ikke på forhånd er psykologisk indoktrineret, men måske tager jeg fejl. Kan nogen forklare mig dette mærkelige styrkeforhold mellem magterne? Hvem er denne tekst skrevet for? Som borger vil jeg gerne have forklaret, hvorfor Parlamentet udelukkes fra visse områder, hvilke kriterier brugte man til at vælge disse forbudte områder, og hvorfor har man ikke opstillet en eksplicit liste over dem (som kunne diskuteres).[...] Kommissionen udgør et vigtigt magtcenter. For eksempel er kommissæren med ansvar for international handel, kommissær i kraft af et mandat, han får en gang for alle, og han er Unionens eneste repræsentant i alle internationale forhandlinger (WTO og andre). Denne person råder alene over en enorm magt. Det er denne kommissær, som forhandler GATS (den Almene Overenskomst om Handel med Tjenesteydelser, et meget omfattende projekt for afskaffelse af regler, en international udgave af Servicedirektivet) i alle europæeres navn, men i fuld hemmelighed: han skal slet ikke rapportere til Parlamentet om de forhandlinger, han fører omkring en aftale, som vil medføre dybgående ændringer i alle europæeres liv, og Parlamentet kan ikke pålægge ham at rapportere. Der er således allerede håndgribelige tegn på skred i retning af tyranni, og de er mulige på grund af det skæve styrkeforhold mellem institutionerne, som forfatningsforslaget vil fastlåse for lang tid fremover. Parlamentet kan vedtage et mistillidsvotum til Kommissionen, men det kræver to tredjedels flertal, hvilket betyder, at Kommissionen kan regere 450 millioner mennesker med tilslutning fra kun en tredjedel af Parlamentet. Selve valgsystemet (baseret på lister) garanterer partilederne en sikker plads i parlamentet, hvilket gør disse folkevalgtes ansvarlighed i forbindelse med valgene mere teoretisk. Alle disse magter uden reel kontrol, denne manglende ansvarlighed... Hvor er demokratiet? Hvor er værnene mod vilkårligheden? Det siges, at studiebøgerne på statskundskab de sidste 20 år har kaldt dette for EU's "demokratiske underskud". Et meget uskyldigt udtryk for at betegne, at man svigter befolkninger, der har for megen tillid til dem, som de har valgt til at forsvare deres interesser. Jeg synes, at alle samtaler mellem almindelige borgere i øjeblikket burde analysere, punkt for punkt, 8 / 13

9 denne tilbagegang for demokratiet: det ser ikke ud til, at befolkningens vilje regnes for meget i de europæiske institutioner, Unionens organer synes ikke at skulle stå til ansvar over for nogen, og desuden bliver en bestemt økonomisk politik påtvunget for lang tid fremover. Hvordan kan analytikerne og kommentatorerne gå let hen over dette, som om det var en biting? Europa for enhver pris? Europa på en hvilken som helst måde? Selv om det ikke er demokratisk?! Det kan man ikke diskutere uden at blive kaldt antieuropæisk? Argumentet "det er det samme alle vegne" gør mig ikke tryggere, men derimod endnu mere bekymret: mens de fleste borgere, hypnotiseret af reklamer, fodbold og TV, forsømmer demokratiet, er der andre der aktivt, og diskret, beskæftiger sig med det - og man kan se hvordan. Man fortæller os: "denne tekst er bedre end tidligere, man skal være dum for at sige nej til fremgang". Det slører, at man med denne tekst ikke bare vil gå frem: man vil også fastfryse, fastlåse, bekræfte, styrke og for første gang indhente folkelig opbakning til tekster som hidtil har klaret sig uden - og man kan se resultatet. Selvom den er bedre end tidligere er denne tekst farlig. Montesquieu må vende sig i sin grav. Det bliver et sørgeligt paradoks, hvis befolkningerne selv accepterer demokratiets tilbagegang, dvs. nedbrydning af de værn, der beskytter dem mod "den stærkestes lov" og dens uretfærdighed. Man prøver at få os til at tro, at alle disse mangler mere end opvejes af nogle opsigtsvækkende fremskridt. De, som for eksempel udbasunerer indførelsen af "folkeafstemninger på initiativ af en million borgere", har ikke læst teksten ordentligt: traktaten definerer ikke andet end retten til at fremsætte petitioner, der ikke på nogen måde er bindende for Kommissionen, som kun opfordres til at overveje sagen og bare kan smide forslaget i papirkurven uden at skulle begrunde det. På samme måde er de smukke, almene og generøse principper, der nævnes igen og igen i de officielle indslag, alle vegne, i alle radio- og TV-kanaler, i virkeligheden udtryk for en tilbagegang i forhold til den vores nuværende lovgivning (7). Til gengæld, og i modsætning til det, som antydes i art. III-2, er de virkelig bindende, om end det kommer til at afhænge af EU-domstolens fortolkning. Denne tekst er bedragerisk og tilslører demokratiets sygdom: mens de skamløst hævder det modsatte, har de nationale udøvende magter, højre og venstre, i forbindelse med Europas opbygning over de sidste halvtreds år, gradvis og i det skjulte, arbejdet på at frigøre sig fra parlamentarisk kontrol på det område, hvor den er mest tiltrængt (det økonomiske), og mere generelt fra enhver reel ansvarlighed for de fleste af deres politiske beslutninger. Femte forfatningsretsligt princip: en demokratisk forfatning må nødvendigvis etableres af en forsamling, der er uafhængig af de bestående magter. En forfatning skal ikke skænkes af de magtfulde. Den skal formuleres af befolkningen selv, eller af dens repræsentanter, valgt til denne specifikke opgave, netop for at beskytte sig mod de magtfuldes vilkårlighed. I modsætning hertil er de europæiske institutioner (gennem de sidste halvtreds år) blevet smedet af de politikere, der var ved magten, og som således på en gang var dommer og part i sagen. Hvad enten de var fra højre eller venstre, er de ansvarlige, ved selv at skulle fastsætte de bindinger, som 9 / 13

10 ville hæmme deres daglige arbejde, blevet partiske på en farlig måde - det er menneskeligt og også forudsigeligt. Også dette er enestående for et demokrati. Vi kan se resultatet nu som en karikatur af netop det, man skal søge at undgå: den udøvende magt har fuld rådighed over udvalgte økonomiske områder, næsten ingen af Unionens organer skal stå til ansvar over for nogen på deres beslutningsniveau, et skindemokrati med bedrag overalt, små fremskridt, der blæses op, men en reel tilbagegang for værnene mod vilkårligheden. Der er kun en troværdig måde at skabe en ligevægtig og beskyttende grundlov på: at vælge en grundlovgivende forsamling, som er uafhængig af de bestående magter og udelukkende har mandat til at formulere forfatningen, i henhold til en gennemgående offentlig og kontradiktorisk procedure (i juridisk terminologi betyder ordet "kontradiktorisk", at modsatte synspunkter kan udtrykkes fuldt ud), og som opløses når den har løst opgaven. Det er op til borgerne at tvinge denne procedure igennem, hvis de politisk ansvarlige søger at undgå den. Giscard-konventets [Det Europæiske Konvent] relativt varierede sammensætning med mange værdifulde personligheder, er ikke noget tilfredsstillende argument. Det er milevidt fra en grundlovgivende forsamling: dens medlemmers blev ikke valgt med dette mandat, ikke alle var uafhængige af de bestående magter, og de havde i særdeleshed ingen beføjelser til at formulere en ny, ligevægtig og demokratisk tekst: de kunne kun validere, kompilere (og foretage små ændringer i) tidligere tekster, skrevet af aktører som både var dommer og part i sagen. Ud fra et forfatningsretsligt synspunkt, er det også en uting, at magthaverne fik et år, efter at konventet havde afleveret sit forslag, til at omskrive teksten. Det er ikke magthavernes opgave at skrive lovenes lov. [...] Jeg nærer stor respekt for konventets fremragende medlemmer, men jeg mener simpelthen ikke, at de havde mandat til at gøre det, de gjorde. Desuden bliver man forbløffet over at høre mange fremtrædende politiske aktører højlydt beklage, at forfatningsforslaget skal sendes til folkeafstemning, og understrege, at det havde været nemmere og mindre usikkert at holde sig til Parlamentet, der havde stemt ja, alle som én, måske uden at læse teksten... Hvor meget betyder befolkningen for vor elite? I den forbindelse, gør de regeringer, som nøjes med at få deres nationale parlament til at ratificere dette forslag i stedet for deres befolkning (via folkeafstemning), sig skyldig i embedsmisbrug: disse befolkninger snydes både for en debat og en direkte meningstilkendegivelse, hvor de havde haft mulighed for at modsætte sig denne tilbagegang i demokratiet, som udleverer dem til vilkårligheden. Hvilke midler har disse borgere så tilbage for at modsætte sig denne beslaglæggelse af deres suverænitet? Denne foragt for befolkningerne og deres valg afslører tydeligt den fare, som vokser i stor hemmelighed: vores elite, højre som venstre, er bange for demokratiet og de fratager os det snigende, gradvist og målrettet. 10 / 13

11 Konklusion Forfatningsforslaget synes at være farligt på flere måder. Hvilke svar har jeg fået hidtil? (Undskyld hvis jeg har glemt nogle af argumenterne, men det er et stort arbejde at kompilere alt dette.) Man prøver at dæmpe min frygt ved at tale om fremgang, men alt afhænger i virkeligheden af sammenligningsgrundlaget. Sammenligner man med Nicetraktaten (som jeg anser for beklagelig på et demokratisk plan) er det selvfølgelig "bedre", en "fremgang", og man kan godt forstå, at man henviser til denne tekst for bedre at kunne sælge os forfatningsforslaget. Sammenligner jeg imidlertid med det nationale demokrati, som jeg skal ofre til fordel for "det europæiske demokrati", er det en tilbagegang, man beder mig om at godkende. Det gælder de forskellige magters daglige virke, kontrollen af den udøvende magts reserverede områder (og der er et ukendt antal af dem), og især den pålagte økonomiske politik, som højst sandsynligt er årsag til kronisk arbejdsløshed og sløv vækst, og som tydeligvis er pålagt for lang tid fremover. Jeg skal lige minde om, at det er første gang i halvtreds år, at man spørger om min mening: som borger er jeg ikke medunderskriver af Nice-traktaten, og heller ikke af de tidligere traktater. Ved afstemning om Maastricht handlede det, hvis jeg husker ret, om monetær og økonomisk politik, og ikke om styrkeforholdet mellem magterne eller kontrol af magterne. Hvad angår de økonomiske politikker, havde man lovet at gøre status. Har man gjort status? Har man grund til at være tilfreds med disse institutioners præstation - de er jo mere økonomisk end politisk orienteret? Læs Fitoussi og Généreux igen. Hvorfor er det så kun den lille forskel mellem Nicetraktaten og forfatningsforslaget, jeg skal tage stilling til? Hvorfor kunne jeg (altså "jeg" som almindelig borger) ikke udtale mig om helheden i dette utrolige kup, som de nationale udøvende magter har gennemført over de sidste halvtreds år, og om borgernes kontrol over de førte politikker? Jeg kan ikke se, hvorfor man kunstigt indskrænker den tekst, der skal stemmes om, til de ca. 50 artikler, som er nye i forfatningsforslaget. Når jeg hører fremtrædende eksperter hævde, at der kun er 60 sider at tage stilling til, altså ikke andet end 50 små artikler, og at resten er noget, som allerede eksisterer og derfor uden for emnet og ikke genstand for afstemning, så tænker jeg, at tiden er kommet til at vågne op. Hvis man afviser den helhedsbetragtning, jeg taler om, hvis denne halvtredsårige periode er hellig, stemplet urørlig og uigenkaldelig, og hvis Nice-traktaten pålægges som udgangspunkt, så er forfatningsforslaget rigtig nok en "god tekst", idet man "går frem" - men forekommer det Jer ikke, at der mangler en del af bevisførelsen? At man således pålægger os at godkende en forkert vej. Det var utvivlsomt en fejl (af dem, der bygger dette lidet demokratiske Europa) at kalde teksten for en forfatning (det vakte vores mistanke), ligesom det også var en fejl at sende den til afstemning blandt arrogante kværulanter, som franskmænd er, men disse to fejl giver os, borgere, en historisk chance til at se faren tydeligere og endelig gøre modstand. Der er en ting, som er et uomtvisteligt fremskridt i denne traktat... at der gives mulighed for at slippe ud af fængslet: Artikel I-60-1: "Frivillig udtræden af Unionen. Enhver medlemsstat kan i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser beslutte at udtræde af Unionen.". Denne ret findes ikke i dag, hvilket indebærer, at hvis man forkaster denne tekst, forbliver man fanget i en anden fælde, nemlig Nice-traktaten. Muntert! 11 / 13

12 Endelig er dette forfatningsforslag en øjenåbner, som kaster lys over de beslutninger, der er blevet taget uden om os i så lang tid. På en måde er katten sluppet ud af sækken og borgerne kan endelig se faren og gøre modstand. En af de store fejltagelser er, sandsynligvis, at man sætter det økonomiske før det politiske, at man giver afkald på handlemuligheder. Det er at stole blindt på markedspolitik og overlade roret til økonomer, mens de faktisk skulle blive under dæk for at køre maskinerne (det er Bernard Maris, som smilende foreslår dette i sin herlige "alternativ håndbog i økonomi"). Ved at berømme frihed som en højere værdi, frem for broderskab, ved at institutionalisere konkurrence frem for samarbejde og gensidig støtte, ved at påtvinge disse valg i den højeste lovtekst, gennem dogmet om den absolutte konkurrence og til sidst en "enhver er sig selv nærmest og imod alle andre" moral, ved at tage reguleringsopgaven fra staten, som værn om den almene interesse, og give den til markedet, som sum af særlige interesser, angriber de liberalistiske økonomer demokratiets grundlag for, til syvende og sidst, at frigøre de vigtigste økonomiske beslutningstagere fra enhver kontrol. Den systematiske regelafskaffelsespolitik, der er ført i Europa (institutioner, politik og forfatningens fastlåsning) og mere generelt i hele verden (WTO, GATS, TRIPS), er en tilbagegang for civilisationen, et skridt tilbage mod barbariet og den stærkestes lov. På grund af optimisme, naivitet eller ligegyldighed tillader de moderne befolkninger en erodering af deres mest dyrebare gode. Et gode, som er sjældent på denne planet og som er nøglen til tryghed i deres dagligdag, nemlig de forskellige værn mod den stærke mands vilkårlighed: fra virksomhedens hjerte (sociale rettigheder) til staten (demokratiske institutioner, som er underkastet kontrol og kan afsættes/opløses). Demokratiet er ikke evigt, det er endog uhyre skrøbeligt. Ved at tage det for givet, er vi ved at ved at tabe det på gulvet. Efterskrift "Denne tekst har fået en uventet succes og fremkaldt tusindvis af reaktioner. Jeg modtager hundredvis af beskeder hver dag, næsten alle entusiastiske, og nogle kritiske, hvilket hjælper mig med at komme videre. Nogle spørgsmål og mistanker kommer igen i mange af disse beskeder og jeg vil gerne besvare dem her for at foregribe de næste. Jeg underviser i jura, økonomi og IT på den højere teknikeruddannelse [BTS] på et gymnasium i Marseille. Jeg er 48 år og har 4 børn. Jeg tilhører ikke noget politisk parti, nogen fagforening eller anden form for forening. Jeg har hele mit liv beskæftiget mig meget mere med paraglidning end med politik, hvor jeg er en nybegynder, der "vågnede op" for seks måneder siden, og hvor jeg ikke bliver gammel (fri flyvning er som narkotika: man kan ikke holde sig væk fra det ret længe). Jeg er altså ikke nogens "ubåd" (sjovt spørgsmål modtaget for nylig). Jeg er blot en almindelig borger, en "græsrod"... Jeg har modtaget tilbud om at udgive artiklen på forskellige websites og i forskellige blade, og jeg har sagt ja uden at kontrollere, om CIA eller KGB stod bag. Mange websites har oprettet links til denne artikel, nogle gange uden at kontakte mig, og det er fint. Jeg ønsker at foregribe mulige fremtidige anklager, som sætter én i bås politisk for nemmere at kunne diskreditere én. Jeg er ikke politiker og har ingen ambitioner om at blive det. Jeg påberåber 12 / 13

13 mig heller ikke at være jurist for at kunne påtvinge andre mine synspunkter, men for at forklare min fremgangsmåde - og i øvrigt er jeg ikke rigtig jurist, men bare uddannet jurist. Det er under alle omstændigheder uvæsentligt, fordi jeg ønsker, at debatten skal handle om selve emnet, uden at udarte til golde, og sommetider ondartede angreb på personer eller deres hensigter, noget som politiske kommentatorer er eksperter i." Yderligere oplysninger: opdateringer, noter og bibliografi på: n1 Artiklen er hentet fra "Franske stemmer" udgivet af tænketanken Ny Agenda ( og er oversat af Martine Petród. NOTER 1) Se Frédéric Rouvillois, kap. 1, «Le double jeu du Conseil constitutionnel», i bogen "La nouvelle Union européenne. Approches critiques de la Constitution européenne", (éditions XF de Guibert), og Armel Pécheul, kap. 3 i den samme bog. 2) OVERSÆTTERENS NOTE: det gælder den franske udgave, den danske udgave fylder 449 sider som pdf-fil. 3) Se Jean-Paul Fitoussi, "La politique de l'impuissance", 2005, Arléa. 4) "Douze économistes contre le projet de constitution européenne" af Gilles Raveaud, doktor i økonomi og underviser (Institut for europæiske studier, Paris III Universitet) og elleve andre. Se 5) Se Laurent Lemasson, "Constitution européenne : l'europe y trouve-t-elle son compte" på: Se s. 10 om risikoen for, at institutionerne udvider deres magt på eget initiativ og uden befolkningernes direkte accept. 6) Se Laurent Lemasson, "Constitution européenne : l'europe y trouve-t-elle son compte" på: 7) Vedr. de fundamentale rettigheders tilbagegang i forhold til gældende lov, se Raoul Marc Jennar, "Europe, la trahison des élites", ss Se også Alain Lecourieux's synspunkt i "L'illusion des droits fondamentaux dans la Constitution européenne" på: samt professor ved Rennes I Universitet Anne-Marie Le Pourhiet's afhandling "Les valeurs et objectifs de l'union", i bogen "La nouvelle UE. Approches critiques de la Constitution européenne", og Jacques Généreux's "manuel critique du parfait européen", ss. 113-: aucune avancée des droits sociaux. 13 / 13