Hansen først at nævne, havde næsten udelukkende holdt

Transkript

1

2 FORORD TIL TREDJE UDGAVE. a denne Fortælling for et Snes Aar siden første Gang D viste sig for Publikum, var den i sin Art noget nyt oppe hos os. Vore hjemlandske Novellister, vor fortræffelige Mauritz Hansen først at nævne, havde næsten udelukkende holdt sig til Almue- og Smaastadsforholdene. En Skildring af de sociale Tilstande, saaledes som de efter vor politiske Gjenfødelse artede sig i vort norske Patricierliv, var saa godt som uforsøgt. Den Studsen, som dette Forsøg derpaa vakte, maa fornemmelig tilskrives denne Omstændighed: det uvante. Den samlede sig i den private som i den offentlige Kritik i tvende Hovedanklager. Den første af disse Anklager, at det var en «Tendensroman», vil nu falde bort af sig selv, da det omtrent hører til Umulighederne i vore Dage at skrive en Roman, som ikke er det. Den anden, der er bleven tilbage, at den er Produktet af en pessimistisk Livsopfatning, der ser Skygger overalt, kunde maaske ligesaa let pukke paa

3 Uundgaaelighedsundskyldningen: hvorledes er det muligt i vore Dage ikke, etc.? Imidlertid er det fornemmelig for at imødegaa denne sidste Anklage, at jeg har fundet det nødvendigt at forudskikke et forklarende Ord. Titelen Amtmandens Døtre faar denne Fortælling nu engang beholde; men den kunde maaske mere betegnende omsættes til Et Lands Døtre. Den giver, betydelig formildet, en Skildring af de Livstilskikkelser, der ventede Døtre i de mere dannede Klasser, særlig under vore isolerede Landboforhold. Noget mildnende i disse Vilkaar vil Tiden, især ved sine lettere Kommunikationsmidler, naturligvis have medført. I mit lange Liv, tilbragt under disse Forhold, havde jeg ikke oplevet andet end Tragedier rundt om i Familierne, ei heller, saa langt som Sagnet strakte sig tilbage, hørt berette om andet. Nogle af disse Sagn var af den Beskaffenhed, at de kunde forsvaret en Plads i Sophokles eller Shakespeare. Jeg gjentager derfor: hvad jeg har meddelt deraf, disse Smaabidrag til en fædrelandsk «Kvindehjertets Historie», er gjengivet med al Moderation, al nødvendig Hensynsfuldhed, anende, mere end jeg dengang var mig det klart bevidst, at det vilde være betænkeligt altfor pludselig at rive Sløret bort fra Tilstande, som man nu engang var bleven enig om med aabne Øine ikke at se. Folks Beholdning af smukke, ømme Følelser var næsten

4 ganske flygtet over i Digtningen, særlig derunder forstaaet hin Tids importerede, sterkt taarepersende Romaner, dem, man i slidte Bind og i en forfærdelig Oversættelse kunde finde paa næsten ethvert Familiebord. I denne Lekture søgte man da Forfriskelsen efter Dagliglivets Tryk og Prosa; det var den unge Piges Hjertetrøst at drømme sig ind i den, ligesom det fornemmelig var den, der maatte levere Stoffet til den selskabelige Underholdning. Man skulde næsten sige, at i samme Grad som den æstetiske Følsomhed bevægede Gemytterne, i samme Mon afstumpedes den for de virkelige Tilstande, man havde lige for Øinene. Gjennem Generationer kjendte man dem nu engang ikke anderledes. Man havde vænnet sig til at betragte dem i sine Kriser og enkelte Udbrud omtrent som andre Naturfænomener, som Sommertørken, som et Skybrud eller som den første Nattefrost, der ubønhørlig feier Havens sidste Blomst væk. En Mægling mellem disse to Livsmagter, Digtning og Virkelighed, med det Formaal ved den førstes mægtige Hjælp at vindicere den sidste sin Ret, var som sagt endnu saa godt som uforsøgt. Fru Gyllembourgs Noveller, der paa en høist velgjørende Maade afløste og tildels fortrængte den fremmede Sensationsroman, dannede vistnok en Overgang til en bedre Forstaaelse af vort eget Liv. Men de var dog, trods at de tiltalte os mere hjemlig, byggede paa

5 Kulturtilstande og andre Forudsætninger, der laa os for fjernt til, at de kunde virke stort anderledes end som behagelig Underholdning. Nærværende Fortælling tør derfor uden Anmasselse kun ved en Kjendsgjerningernes simple Berettigelse regne sig som et første Forsøg paa at vække denne Forstaaelse. Det er umuligt at beskrive den Forundring, det vakte dette Blik ind ad «vore egne Vinduer». Endnu inden anden Del af Bogen var kommen ud, havde Personerne og deres Skjæbner vakt den inderligste Deltagelse. Hvordan mon det vil gaa dem? Dog vel ikke for slemt! Anden Del tilfredsstillede derfor mindre. Den vakte al den lyssky Uvilje, som en sandfærdig Historie kun kan ønske som det bedste Vidnesbyrd om dens Sandfærdighed. «Saa nær Lykken, disse stakkels Unge, og dog!... At det skal briste paa et lumpent Tilfælde, som let kunde være greiet! Det er dog for galt!» I denne sidste Anke, at Fortællingens tragiske Vending beror paa nogle «usandsynlige Tilfældigheder», har man samlet sin vegtigste Anklage. Vi vil finde den gjentagen i alle Anmeldelser; selv i de velvilligste mangler aldrig «den usandsynlige Tilfældighed». Og netop i denne Anke har Kritikken, skyldløs i sit

6 lykkelige Ikke-hjemme paa dette Felt, rørt ved Fortællingens egentlige tragiske Hovednerve. Lykken kaldes det; men mon det for hendes Vedkommende ikke snarere kunde kaldes Lykketræf? Thi i Sandhed, saaledes som vort Samfundsreglement engang er ordnet og vedtaget, beror den kvindelige Lykke kun paa en Mulighed, et blot og bart Træf, omtrent ligesaa beregneligt som Udfaldet af en Trækning, naar man har et Lod i det store, garanterede Statslotteri. Egteskabet, Familielivet har man fastslaaet som Kvindens Bestemmelse; hendes «sande, skjønne Livsopgave», hendes «hellige, ophøiede Kaldelse», pleier Presterne at benævne det. «Derfor er det mindre ved Aandens Gaver end ved Hjertets, ved Følelsen, at hun faar sin Betydning og udfylder sin Plads i Samfundet,» etc. etc. Smuktklingende Ord! Man glemmer kun, at hun selv staar vanmægtig bunden ligeoverfor denne ophøiede Kaldelse. En overveiende Del Kvinder tilstedes jo slet ikke at opfylde sin Bestemmelse, og sker det, falder Loddet neppe én Gang blandt hundrede saaledes ud, at denne skjønne Livsopgave virkelig bliver skjøn, medens alt udenfra ved alle Tilskyndelsesmidler vil drive hende til at opfylde Bestemmelsen netop saaledes, og ikke anderledes.

7 Og nu hendes Følelse, derunder forstaaet en viss halsstarrig Smag for og Vilje til at paatage sig Livets Besvær, netop for ham og ingen anden, og finde dette Besvær uendelig himmelsk... hvad Betydning har denne hendes sterkeste Sjæledrift for Samfundet? Hvad bruges den til? Hvilken øm Agtelse viser dette samme Samfund denne Skat, som den vil paastaa at stille saa høit? Du, som spørger, hvis du kræver alvorligt Svar, spørg Virkeligheden, dette ene paalidelige, ubestikkelige Vidne. Lad den fortælle dig sine Hemmeligheder, sine triste Hemmeligheder, alt dette ubehagelige, brydsomme, som Verden stræber at glemme ved haardnakket at negte, at det eksisterer. Den vil fortælle dig, stakkels unge Pige, hvis det er dig, som spørger, den vil fortælle dig denne Virkelighed, at samme din mægtigste Sjælsevne kun i Tale og Digt hæves saa høit og gives de smukke Navne af «dit Hjertes Skat», «Livets Fornyelseskilde» o. s. v., men at denne Skat paa dens egen Grund er en saare ringeagtet, usselig Ting, som du maa skjule næsten som en Skam, skjule, undertrykke, indtil den har fortæret sig eller maaske i bedste Tilfælde dig selv. Den kan fortælle dig, at selv hvor det hænder, at Lykkens store Lod kommer ud, selv hvor det vidunderligste hænder, at din Følelse besvares og et af disse stille, bævende Forhold indtræder, som Ordet endnu ikke har beseglet eller Tilliden gjort uangribeligt, vil dette samme Samfund have tusend Midler

8 til forstyrrende at gribe ind. Endnu maa du tie og lade alt ske, tør ingen Forklaring søge, er dette Ord ikke udtalt og Pakten sanktioneret af lykønskende Slegtninger og Veninder. Vær da paa din Post; det hænger i et Haar; noget ørkesløst Sladder, et ubetimeligt Drilleri, en plump Ven, en tynd Væg, der røber noget, der skulde forstaaes anderledes, kort, den jammerligste Tilfældighed optræder her som Skjæbne og har den Magt at knuse din Lykke paa Stedet, og du du maa taus lade det ske. Alt dette har Virkeligheden, denne min tidlige, mørke, indesluttede Fortrolige, fortalt mig. Den har hvisket mig det i Øret, i lange, kolde, ensomme Dage, og ængstelig besvoret mig ikke at røbe det. Om jeg har formaaet at holde Løftet, maa min Fortælling afgjøre.

9 FØRSTE DEL

10 [I, 1] n Eftermiddag, mod Slutningen af Trediveaarene, var en E Reisende, der kom Syd fra, steget af paa Skydsskiftet Storemo, beliggende i et af Landets nordlige Amter. Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjesteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro, man overfaldes af paa disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes ved en mørk, regnfuld Oktoberdags hele Tristhed. Skydsen havde allerede ladet vente paa sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Mil i det slette Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige Leiligheder forsøger for at bekjæmpe Utaalmodigheden og bringe Minutterne til at gaa; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid; bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side; han havde vist for syvende Gang beset Skilderierne paa Væggene, lige fra