Statsborgerskab medborgerskab, et spørgsmål om gensidig anerkendelse

Transkript

1 Statsborgerskab medborgerskab, et spørgsmål om gensidig anerkendelse Lisbeth Lunde Frederiksen Et godt samfund vil være et samfund, der også er i stand til at skabe sociale institutioner og sociale samværsformer, som giver alle medborgere mulighed for også at blive værdsæt socialt. Statsborgerskab og medborgerskab er to begreber, der med fordel kan tænkes sammen med Axel Honneths teori om anerkendelse. I nedenstående artikel vil jeg vha. Honneths teori belyse væsentlige betingelser for konsolidering af det enkelte individs følelse af at være anerkendt ikke kun som statsborger, men også som medborger og skitsere hvilke muligheder for krænkelser og kampe der i dag synes at være i dette regi. Axel Honneth er professor i socialfilosofi og tilhører den såkaldte 3. generation af Frankfurterskolen. Honneth er optaget af at udrede de konstituerende betingelser for, at det enkelte individ kan realisere sine behov og ønsker som et autonomt og individueret væsen og dermed udvikle en fornuftig selv- og omverdensforståelse samt handle og orientere sig frugtbart i forhold til andre. For Honneth ér og skal menneskelig frihed situeres og realiseres ikke kun individuelt men først og fremmest i intersubjektive sammenhænge. For Honneth er gensidig anerkendelse i denne sammenhæng et nøglebegreb. Ifølge Honneth møder mennesker hinanden med anerkendelsesforventninger, som er knyttet til deres psykiske integritet. Derfor er gensidig anerkendelse en forudsætning for KvaN 77/2007 7

2 såvel individuel som fælles udvikling. Anerkendelse anses som noget universelt, der er fælles for alle samfund. Blot vil det som opleves som krænkelse (ved udeblivelse af anerkendelse) skifte med person, socialt lag, samfund og historisk periode. Honneth skelner mellem erkendelse og anerkendelse. Erkendelse gælder den rent kognitive identifikation og anerkendelse den ekspressive handling, hvor en anden person gives anseelse. Ifølge Honneth kan man som person være synlig for et subjekt på to måder. Den ene synlighed handler om det rent visuelle, det kognitive. Her erfares personen af subjektet. Den anden synlighed drejer sig om mere end det, at genstanden kan erfares. Her er synliggørelsen forbundet med evnen til en elementær individuel identifikation. For at en person her bliver synlig, skal subjektet være i stand til at kunne identificere personen som en person med klart opridsede egenskaber. Det er den sidste synlighed Honneth koncentrerer sig om, eller rettere dennes negation: usynligheden. Honneth er nemlig optaget af den sociale synlighed og usynlighed, idet en social synlighed forbindes med anerkendelse og social usynlighed med krænkelse. At være socialt usynlig vil ifølge Honneth sige, at personen er blevet erfaret, altså individuelt identificeret, men hvor reaktionerne, hvorigennem den anden giver udtryk for, at han eller hun har erfaret personen, udebliver. Personen vedbliver med at være usynlig, fordi den anden persons reaktioner på, at han eller hun har erfaret personen, udebliver; personen bliver set igennem, negligeret eller ignoreret, bl.a. ved bortfald af ekspressive udtryksformer. Personen er altså ikke socialt synlig. At blive synlig i denne tolkning indeholder en form for anerkendelse og heri mener Honneth, at synliggørelsen går ud over den kognitive handling. Erkendelse opfattes således af Honneth som en ikke-offentlig kognitiv handling, mens anerkendelse indebærer offentlige ekspressive udtryk. For Honneth er anerkendelse altså ikke blot et udtryk for en erkendelse, fordi anerkendelse normativt indeholder mere end en bekræftelse af en individuerende identifikation. I anerkendelsen sker der også en ekspressiv bekendtgørelse af værdsættelsen. 8

3 For Honneth handler anerkendelse altså om at blive eller gøre en person socialt synlig, altså at den, der anerkender, offentligt giver til kende over for personen, at han anerkender vedkommende. Ved anerkendelse tilkendegives, at man ser sig forpligtet til at holde sig på en særlig velvillig måde over for en person eller gruppe af personer og dermed kommer det moralske perspektiv ind i begrebet. Anerkendelse opfattes som resultat af en kamp som ender i et intersubjektivt fællesskab, Kampen for anerkendelse er ifølge Honneth dét, der bevirker udvikling og fremskridt mod flere og flere frihedsrettigheder, som tegn på at være respekteret som et autonomt og individueret væsen. Således vil primitive samfund i langt mindre grad give plads for individualitet, for den enkeltes originalitet, skabende tænkning og adfærd end det civiliserede samfund (Honneth 92, s. 118). Anerkendelse og selvforhold For Honneth er vellykkede anerkendelsesrelationer en betingelse for at udvikle positive selvforhold og dermed også for optimal udvikling af samfundet. Selvforhold defineres som den selvbevidsthed eller selvfølelse, som en person har i forhold til de muligheder og rettigheder som forekommer ham. (Honneth (2003, s. 87)) og som dets måder at forholde sig positivt til sig selv på.(honneth (92, s. 185)) Positive selvforhold betyder, at individet kan handle og orientere sig succesfuldt og frugtbart i forhold til andre. Honneth opererer med tre lag af praktiske selvforhold: selvtillid, selvrespekt (bevidstheden om at være et moralsk tilregne- 9

4 ligt væsen) og selvværd (bevidstheden om at besidde gode eller værdifulde evner). Krænkelse og moralske forpligtelser En nægtelse af anerkendelse krænker ifølge Honneth individets intersubjektivt opnåede positive forståelse af sig selv og svækker således personens selvforhold. At mennesker kan krænkes handler om at de kun er i stand til at opbygge og opretholde et positivt selvforhold vha. andre subjekters billigende eller bekræftende reaktioner.( Honneth (2003 s.85)) Krænkelser kan således alt efter grad af krænkelse henholdsvis ødelægge en grundlæggende selvtillid, ødelægge selvagtelsen, skade det individuelle selvværd. Ud fra de moralske krænkelser udleder Honneth moralske forpligtelser. Anerkendelse, krænkelse og moral er således i Honneths univers tæt forbundet. En forestilling om en moralsk rigtig handling hænger sammen med, om og hvordan individerne gensidigt anerkender hinanden. Honneth betegner således moral som de indstillinger, man som menneske må have for at sikre hvert enkelt individs udvikling af sit selvforhold. Tanken knyttes til det, at mennesket jo netop pga. sin intersubjektivitet, i sin opbyggen af identitet vha. andre mennesker, er afhængig af forskellige former for anerkendelse i forskellige fællesskaber. Moralske holdninger skal således beskytte mod krænkelser i anerkendelsens tjeneste, med opbygning og udvikling af et praktisk selvforhold for øje. Honneth skriver: Moralen betegner indbegrebet af de indstillinger, som vi er forpligtet til gensidigt at indtage for i fællesskab at sikre betingelserne for vores personlige identitet (Honneth (2003 s. 90)) 10

5 De moralske forpligtelser skulle altså gerne tilsammen garantere betingelserne for vores personlige integritet, men de moralske ydelser kan kun have forpligtende karakter inden for konkrete fællesskaber. Ifølge Honneth varierer de moralske forpligtelser og indstillinger alt efter det konkrete intersubjektive forhold. I den forbindelse pointerer Honneth, at konsekvensen af hans moralteori afviger fra alle traditionelle opfattelser i og med, at der kan være tale om konkurrerende og konfliktende anerkendelsesmåder, konkurrerende og konfliktende moralske forpligtelser! Således vil det være op til den enkelte, når der opstår modstridende moralske krav eller forpligtelser at løse konflikten ud fra personlige individuelle overvejelser. Ifølge Honneth må man i et moderne samfund skelne mellem tre forskellige anerkendelsessfærer for gensidig anerkendelse. Tre sfærer, der er forskellige mht. anerkendelsesmedium, former for udvikling af selvforhold, krænkelser og moralske forpligtelser. De tre sfærer betegnes: Privatsfæren, familie- og vennesfæren med personlige og følelsesmæssige relationer, retssfæren med formale, retslige, politiske og sociale relationer som borger i et samfund og den kulturelle politiske sfære, med relationer, der bæres af værdsættelse, respekt for udtryk for en fælles livsform. I den kulturelle politiske sfære ligger også arbejdet og de relationer og anerkendelse, man etablerer igennem arbejdet. Honneths pointe er, at anerkendelsesmåderne i de tre sfærer i vores samfund er konkurrerende og konfliktende, og at de til stadighed vil være i et spændingsforhold. Privatsfæren I privatsfæren udvikles den grundlæggende selvtillid, der er forudsætning for, at individet overhovedet kan træde i andre intersubjektive forhold, altså kan indgå i de to andre sfærer. Kærligheden er det første stadium af gensidig anerkendelse, her bekræfter subjekterne gensidigt hinandens konkrete behovsnatur og anerkendes som behovsvæsener. Anerkendelsen har 11

6 karakter af følelsesmæssig billigelse og opmuntring. Såvel kærligheds- og venskabsforhold beror på den grundlæggende morbarn relation. En relation som gennem en positiv udvikling munder ud i en gensidig kærlig afhængighed og opmærksomhed, der samtidig anerkender den anden som selvstændig person. Individet oplever her, hvordan anerkendelsesbehovet dækkes igennem en konkret anden. I relationen har individet mulighed for at få fortrolighed med egne følelsesmæssige behov, følelser og indstillinger og se dem modtaget og anerkendt. Og dette er ifølge Honneth en forudsætning for at få etableret den grundlæggende selvtillid, der gør, at individet kan stå ved sig selv og sine følelser og realisere sig selv. Kærester, familie og venskab vil senere kunne vedligeholde individets fundamentale selvtillid. Den moralske forpligtelse i denne sfære er at give følelsesmæssig støtte og bekræftelse af selvstændighed, der er understøttet af opmærksomhed. Retsfæren I retsfæren gives retlig anerkendelse. Den retlige anerkendelses form for gensidighed adskiller sig fra kærlighedens ved udelukkende at være et resultat af en historisk udvikling. Den retlige anerkendelse hviler på, at alle i et fællesskab tilskriver hinanden rettigheder og pligter, baseret på fornuft og moralsk kompetence. Den moralske forpligtelse beskrives som en kognitiv respekt i retlige forhold, og her anerkendes man som en ligeværdig samfundsborger med samme rettigheder og pligter og med en moralsk tilregnelighed. Retlig anerkendelse betegner ifølge Honneth primært det forhold, hvor jeget og den anden respekterer hinanden som retssubjekter, fordi de begge kender de sociale normer, der ligger til grund for den legitime fordeling af rettigheder og pligter i deres samfund. (Honneth (92 s. 148)) 12

7 Honneth skriver, at et individ i denne sfære bliver anerkendt som en person der besidder den samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker og at denne type anerkendelse, har karakter af en universel ligebehandling. (Honneth (2003 s.92)) Det er den moralske tilregnelighed, der gør en person værdig til respekt. Hun anerkendes som en person med selvstændig dømmekraft og får via dette selvrespekt. Men for at kunne agere som en moralsk tilregnelig person, altså at kunne orientere sig ud fra moralske normer, må man ifølge Honneth ikke blot have retlig beskyttelse mod indgreb i sin frihed, men også en retligt sikret mulighed for at deltage i den offentlige beslutningsproces. Om dette skriver Honneth: gennem erfaringen af den retlige anerkendelse er et subjekt i stand til at betragte sig selv som en person, der sammen med de øvrige samfundsmedlemmer har den egenskab, som gør det muligt at deltage i en diskursiv beslutningsproces og muligheden for at forholde sig positivt til sig selv på denne måde kan vi kalde selvrespekt ". (Honneth 92 s.162) Hvis man skulle tænke begreberne statsborgerskab og medborgerskab ind i denne tænkning, vil begrebet statsborgerskab kunne henregnes til denne sfære. Gennem et statsborgerskab har den enkelte borger således mulighed for at udvikle selvrespekt, fordi hun via sit statsborgerskab retligt bliver anset som en moralsk tilregnelig person med selvstændig dømmekraft og retligt sikret mulighed for at deltage i den offentlige beslutningsproces. Statsborgeren bliver anerkendt og behandlet som et fornuftigt væsen; som en fri person. Statsborgerne respekterer hinanden som retssubjekter, og hver enkelt statsborger gør sig på sin side værdig til anerkendelse ved at adlyde noget alment: loven. Borgeren opfører sig på en almen gyldig måde, anerkender sine 13

8 medborgere som det, hun selv vil gælde som fri som person. At være statsborger betyder altså, at man er bærer af nogle almene grundværdier, at man anses som moralsk tilregnelig og som en person med selvstændig dømmekraft. Men hvad statsborgerskabet indbefatter af rettigheder og pligter konkret, siges der intet om. Kampen i retsfæren drejer sig om udvidelse af retspersonens og hermed også statsborgerskabets status både mht. konkret indhold og socialt omfang. Honneth mener, at ringeagten (og dermed krænkelse) i den retlige sfære beror dels på den magtmæssige begrænsning af den personlige autonomi dels på følelsen af ikke at have status som en fuldgyldig moralsk ligeberettiget interaktionspartner. Offentlige institutioner har de sidste årtier været udsat for moderniseringsprocesser præget af selvforvaltning, men med udprægede centraliseringsbestræbelser og tiltag som forudsætning og følge (Hjorth (01), Lunde Frederiksen (04) (05) (07)). Meget tyder på, at medarbejderne i de offentlige institutioner netop oplever den ringeagt og de krænkelser, som Honneth skriver er karakteristisk i den retlige sfære. Hvis man tager lærerne som eksempel på disse medarbejdere, så ser man tydeligt, hvordan hele den tiltagende eksterne styring af folkeskolens praksis indsnævrer lærerens særlige råderum i undervisningen, deres muligheder for at udføre professionelt fagligt ansvarligt arbejde, deres frihed til at træffe kvalificerede pædagogiske og faglige skøn i den konkrete undervisning. Lærernes faglige, moralske og professionelle arbejde bliver nu underlagt hensyn til staten, markedet og brugerne som et resultat af moderniseringen, selvforvaltningen og den medfølgende centralisering. Dét må tolkes, som at lærere af samfundet anses som mindre moralske tilregnelige. Man ser således her en misligholdelse af et anerkendelsesmønster, og dét må igen af lærerne opleves som en krænkelse, en krænkelse, som svækker lærernes praktiske selvforhold, deres positive forståelse af dem selv som lærerstand. Og dét må svække lærernes betingelser for realisering af gode lærerliv. Centraliseringsbestræbelserne i disse tider kan 14

9 således tolkes som en krænkelse af visse statsborgere (Lunde Frederiksen (04). Den kulturelle/politiske sfære I Honneths kulturelle politiske sfære er der tale om relationer, der bæres af værdsættelse og respekt for en fælles livsform. Til denne sfære hører bl.a. arbejdet. Hvordan arbejdet fordeles, organiseres og vurderes i en samfundsmæssig sammenhæng er én af de vigtigste kilder til anerkendelse i denne sfære. I den sociale sfære gives anerkendelse gennem individets deltagelse og positive engagement i et fællesskab bl.a. gennem social solidaritet. I denne sfære er der tale om værdsættelse af individuelle (eller en gruppes) præstationer og evner. Anerkendelsen kan have baggrund i individets særlige livsforløb, livsformer eller have med de særlige funktioner, evner eller handlinger, individet udfører, at gøre. Vel at mærke hvis handlingerne er ønskelige og i overensstemmelse med de værdier og normer, som fællesskabet ønsker. Der er altså tale om, at individet indhøster anerkendelse ved på den ene side at indgå i et fællesskab med fælles værdier og på den anden side ved det at være netop dette enestående individ, der kulturelt, religiøst, politisk eller økonomisk bidrager til fællesskabet. Inden for et etableret værdisystem bliver subjekternes sociale anseelse således målt ud fra, hvad deres specielle selvrealiseringsformer kan bidrage med til fællesskabet. Anerkendelsen af individets (eller en gruppes) selvudfoldelse sker altså ud fra de værdier et kulturelt og politisk fællesskab anser som ønskelige, f.eks. i form af solidaritet og accept af værdier, men også gennem økonomiske midler. Pga. moderniteten og dermed pluralisering af værdier og personalitetsidealer vil kampene for anerkendelse i denne sfære bl.a. handle om udbuddet af almene værdier og om fortolkning af disse værdier. Anerkendelsen i denne sfære bidrager til selvværd en væren sig selv i et fællesskab. Der er her tale om en symmetrisk værdsættelse mellem individualiserede subjekter, som er en 15

10 forudsætning for solidaritet. At værdsætte hinanden symmetrisk betyder ifølge Honneth at man betragter hinanden i lyset af værdier, der lader de andres egenskaber og muligheder fremtræde som betydningsfulde for den fælles praksis (s. Honneth ) Den moralske forpligtelse består i denne sfære i at give social agtelse i grupper med fælles værdiorienteringer. Ligesom statsborgerskab kan medtænkes i den retlige sfære kan medborgerskab tænkes ind i den kulturelle politiske sfære. Man får således anerkendelse som medborger når ens præstationer kan værdsættes af et fællesskab. Inden for et etableret værdisystem (kulturel selvforståelse) bliver medborgerens sociale anseelse målt ud fra, hvad hendes eller hendes gruppes specielle selvrealiseringsformer kan bidrage med til fællesskabet. Ifølge Honneth vil der først være tale om fuld frihed, et fuldt vellykket selv- og omverdensforhold, hvis der er tale om vellykkede anerkendelsesrelationer, som svarer til alle tre sfærer, altså kærlighed, agtelse og værdsættelse/solidaritet. Sfærerne eller fællesskaberne kan således siges at være konkrete anerkendelsesmedier. Et godt samfund vil ifølge Honneth være et samfund, der også er i stand til at skabe sociale institutioner og sociale samværsformer, som giver alle medborgere mulighed for også at blive værdsæt socialt. Ifølge Honneth synes mange dog i dag i vores samfund at kæmpe for at få anerkendelse i den kulturelle politiske sfære. Kampen kæmpes i dag i denne sfære specielt af minoritetsgrupper herunder de etniske; enten kollektivt eller som enkeltindivider. Mange minoritetsgrupper anses for uvæsentlige for samfundets reproduktion, og deres livsform og værdihorisont værdsættes ikke. Ifølge Honneth kan en sådan manglende anerkendelse i den sociale sfære og altså en manglende anerkendelse af medborgerskabet tænkes at føre til en form for flugt til religionen. Religionen kan i denne sammenhæng bruges som udtryksmiddel for dem, der føler en form for utilfredshed, som 16

11 middel til at beskytte sig mod krænkelse, som middel til at genetablere fællesskabsfølelsen og finde nye måder at opnå respekt på i et samfund, der ikke anerkender minoriteters livsformer og kan således blive en kulturform, hvori kampen for anerkendelse foregår. Ud fra ovenstående synes udfordringen i dag for statsborgere og medborgere at være det at have fokus på og have større følsomhed over for, hvor skrøbelig folks identitet er (i og med at menneskets selvrealisering er afhængig af anerkendelse i alle tre sfærer), og i den sammenhæng at udvikle en stærkere følsomhed over for behovet for anerkendelse. En følsomhed, der bl.a. kan differentiere minoritetskulturer mhp. at anerkende og integrere dem, der ikke overtræder majoritetskulturens overordnede principper og værdier som statsborgere og som medborgere. Litteratur: 1. Hjort, Katrin (2001), Tekster om moderniseringen af den offentlige sektor. Erhvervs-og voksenuddannelsesgruppen. Institut for uddannelsesforskning RUC. 2. Honneth, Axel (1992), Kamp om anerkendelse. Hans Reitzels Forlag (2006). 3. Honneth, Axel (2001), Om sociologiens rolle i anerkendelsesteorien. Tidsskrift for samfundsteori. Århus Honneth, Axel (2003), Behovet for anerkendelse. Hans Reitzels Forlag. 5. Raffnsøe-Møller, Morten (1999), Anerkendelsens sociale grundformer: Kærlighed, agtelse og værdsættelse. Axel Honneths bud på en kritisk socialfilosofi. (1999) Philosophia-årg. 27, Lunde Frederiksen, Lisbeth (2004), Modernisering af den offentlige sektor i Danmark herunder folkeskolen, Silkeborg Seminarium Årsskrift Lunde Frederiksen, Lisbeth (2005), Modernisation of the public sector in Denmark hereunder the School. Eten 15 The proceeding of the 15th Annual Conference of the Euro- 17

12 pean Teacher Education Network. Neil Hall and Doug Springate (ed.). University of Greenwich. 8. Lunde Frederiksen, Lisbeth (2007), Lærerarbejde og vitalisering. Phd. afhandling RUC. Lisbeth Lunde Frederiksen (f.1955), cand. pæd. pæd, stud. ph.d RUC, lektor i pædagogik på Silkeborg Seminarium, ekstern lektor i universitetspædagogik på Syddansk Universitet. 18