Lederes erfaringer med at skrive essays

Transkript

1 Lederes erfaringer med at skrive essays Når man så bliver sat ned og tænke lidt dybere over det, er det ikke så simpelt, men når man så kommer dybt nok bliver det måske enkelt igen. (L1) Af videncentermedarbejdere Gunver Mossin Kofoed, Christian Tang Lystbæk og Jan Grønnebæk Denne tekst er blevet til som afslutning på et udviklingsprojekt på Diplomuddannelse i Ledelse, Det Personlige Lederskab om skrivning af essays med henblik på at invitere ledere til en fortløbende og forsøgsvis refleksion over egen ledelsespraksis. 1 Teksten baserer sig på interviews med ledere der har været studerende på en særlig tilrettelagt udgave af Leder. På denne baggrund vil teksten komme med et par teoretiske bud på hvordan det er muligt at forstå refleksion som en aktivitet i hhv. uddannelse og lederpraksis. Jeg synes godt nok det var noget langhåret i starten For de interviewede ledere var modulet Det Personlige Lederskab det første ledelsesfaglige diplommodul. De utrykker samstemmende, at de inden uddannelsen havde en forventning og ønske om, at diplomuddannelsen kunne kvalificere deres ledelsespraksis ved at give lidt mere teori at holde lederskabet op på. Til at begynde med fandt de uddannelsens udgangspunkt i en filosofisk tilgang til ledelse og det skarpe fokus på refleksion i starten lidt langhåret. Men det der i starten syntes langhåret, nemlig en insisteren på at den studerende skulle fastholde sig selv i at spørge til egne antagelser, blev efterhånden indarbejdet som en metodik der medvirkede til at få det systematiseret og få spurgt ned i antagelserne. Én af de interviewede ledere fremhæver at metoden med at reflektere med sig selv er en god metode til at grave ned i ledervirket det kræver ikke andre mennesker eller noget af de ydre rammer ud over fred og ro. (L1) Som det fremgår giver lederen udtryk for hvad man kunne kalde refleksionspraksis som en indre dialog at reflektere med sig selv. Hvor er jeg henne? 1 Denne artikel er del tre af en tekstserie om skriftlige lederrefleksioner. De to øvrige Skriftlige lederrefleksioner i lederuddannelse og Håndbog xxxx findes begge på delseogorganisationsudvikling.aspx I Håndbogen kan du finde en udførlig beskrivelse af de refleksionsmetoder der blev arbejdet med på diplom modulet I uddannelsesmodulet og udviklingsprojektet blev refleksion og reflekterende skrivning anskuet ud fra et pragmatisk og handlingsorienteret perspektiv. Vi er i den forbindelse inspireret af bl.a. John Dewey, Jack Mezirow, Kristian Firing m.fl.. Kristian Firing (Firing, 2005:230ff) tager netop udgangspunkt i Dewey s tanker om hvordan mennesker reflekterer og gør sig erfaringer. 1

2 Dewey skelner mellem erfaringens aktive og erfaringens passive element. Det aktive element udgøres af selve handlingen eller eksperimentet. Det kunne for eksempel være en episode, en begivenhed eller blot en handling ledelseshandling, som en leder gerne vil reflektere over. Til denne handling knytter der sig et passivt element, nemlig den konsekvens af begivenheden eller handlingen, som lederen erfarer på baggrund af handlingen. Handling og konsekvens udgør således i denne forståelse erfaringens to elementer. Dewey s pointe er at det først bliver, hvad han kalder en fuldbyrdet erfaring, når vi erkender forbindelsen mellem de to elementer. Refleksion er en måde at opdage denne forbindelse på. Det at kunne iagttage forbindelsen som forbindelse bliver således refleksionens omdrejningspunkt. Eller som Firing udtrykker det: Noen erfaringer er enkle å konstruere, som når barnet stikker hånden inn i flammen og kjenner konsekvensen, mens andre, eksempelvis sociale erfaringer, er mere komplekse. Det er derfor vigtig å se det kvalitative skillet mellem aktivitet og erfaring (Firing, 2005:230) Således også med lederens erfaringer. Der eksisterer forholdsvis simple forbindelser der kan klares med automatiserede og til en hvis grad mekaniske overvejelser over handling og konsekvens, eller hvor disse overvejelser helt udelades og situationen håndteres ved ren handling. Men der er også mere komplekse forbindelser. Eksempelvis udtrykker en leder i interviewene denne problematik; Jeg har brugt redskaberne for eksempel i forhold til en medarbejder med trivselsproblemer. Her har jeg brugt redskaberne til at reflektere over: Hvor er jeg henne i det her? Hvad er mine antagelser? Hvad er hendes antagelser? Hvor kan vi komme hen? Det her kan vi nok ikke komme ud af sammen men så hver for sig? (L1) Her reflekterer lederen over de antagelser der måtte lægge til grund for mulige handlinger og konsekvenser og anledningen til refleksionen er at lederen er kommet til skillevej, hvad Dewey netop ville kalde a forked road situation, dvs. en situation, der overrasker, hvor tidligere handlinger ikke længere slår til. Sådanne situationer kan give anledning til refleksion over de antagelser der måtte lægge til grund for mulige handlinger. Det ligger jo i baghovedet Lad os vende tilbage til lederens udsagn ovenfor om at metoden med at reflektere med sig selv er en god metode til at grave ned i ledervirket det kræver ikke andre mennesker eller noget af de ydre rammer ud over fred og ro. (L1) Når man, som det her bliver sagt, graver ned i ledervirket må det kvalitative skillet mellem aktivitet og erfaring (Firing, 2005 s. 230) blandt andet kunne iagttages i lyset af de refleksionsredskaber, der graves med. Her kunne der lidt polemisk spørges til om ledervirket både kan være det der graves i og det der graves med? I forløbet har vi præsenteret lederne for, hvad ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby peger på, at ledere kan undersøge sit lederskab med, nemlig de mange stemmer, som et menneske er bærer af og bærer på. Men særligt én stemme er det relevant at undersøge sit lederskab med, nemlig en indre stemme, hvor lederens samvittighed og grundlæggende værdier bliver retningsgivende for spørgsmålenes karakter og kvalitet. Herom siger Kirkeby: 2

3 At lede er slet og ret at lytte. Ikke til trends. Ikke primært til andres tanker. Men lytte til sin egen indre stemme. (Kirkeby, 1998) Men hvor kommer denne stemme fra? For at nærme os dette spørgsmål yderligere, har vi præsentere de studerende for læringsforskeren Jack Mezirow. Mezirow er interesseret i, hvordan vi reflekterer og hvordan refleksion får betydning for (voksnes) læring. Mezirow opererer i den forbindelse med et begreb han kalder meningsstrukturer, som er den forstålsesramme, der strukturere vores forståelse. Fig. 1 (Wahlgren m.fl 2002) Meningsstrukturen danner baggrunden for vores umiddelbare forståelse ( fortolkning ). Meningsstrukturen består dels af de meningsskemaer, der giver mening til fortolkningen, dvs. klassifikations og begrebsskemaer, som vi forstår ud fra. Disse beror videre på et grundlæggende meningsperspektiv, der giver mening til meningsskemaer, dvs. vores grundlæggende antagelser, eksempelvis vores grundlæggende syn på mennesket, samfundet eller verden. Mezirows pointe er, at hvis der skal reflekteres på en måde, hvorved der ændres ved grundlæggende antagelser, skal der ske en præmisrefleksion. Der skal med andre ord spørges til de grundlæggende antagelser og præmisser for en given forståelse. En stor del af ledelsesopgaven kan (heldigvis) løses uden at der nødvendigvist skal foretages angreb på grundlæggende antagelser. Som en leder udtrykker det i interviewene: Den filosofiske tilgang og refleksionen har været brugbare det ligger jo i baghovedet hvad jeg gør, men det er jo ikke sådan at jeg tænker over hvordan jeg tænker jeg mere bare gør. (L2) Men når der som i eksemplet, der er citeret ovenfor (L1) med medarbejderen i trivselsproblemer, træder episoder frem som ikke kan løses (tilstrækkeligt kvalificeret) på baggrund af et forholdsvis rutinepræget og simpel logik, kan det blive nødvendigt at gå i lag med en præmisrefleksion. Men dette er stadig ikke et godt nok svar på, om det er muligt at nærme sig et sådan refleksionsniveau ad, eller måske rettere gennem, sig selv. En af de tænkere der har inspireret både pragmatikerne og systemteoretikerne er Gregory Bateson. En af de teser han er mest kendt for er antagelsen om en forskel der gør en forskel. 2 Denne tese har bl.a. haft stor betydning for den systemteoretiske læringsteoris forståelse af forstyrrelse som en nødvendighed for systemers udvikling. 3 Med disse antagelser i baghovedet kunne vi spørge: Hvordan ser den forskel, der gør en forskel, ud når man reflekterer med sig selv hvad skaber forstyrrelsen? Et af svarene som gives af interviewpersonerne er den filosofiskreflekterende tilgang at blive ved med at spørge til antagelserne. En systematiseret insisteren på at vende den en gang mere, dvs. at tænke med men også mod sig selv og andre med forstand på ledelse, eksempelvis 2 Se f.eks. Ølgård 3 Se. f.eks. Rasmussen 3

4 ledelsesteori eller ledelseskolleger. Herom siger én af de interviewede ledere: Dialektikken har været det bedste; dialogen med mine egne tanker, hvad ville holdet sige, og teksterne. Hvis jeg bare havde læst nogle tekster helt for mig selv, ville jeg ikke være kommet så langt. Holdets input får mig bragt videre. (L1) Mødet med teori, systematik og andres perspektiver er altså væsentlige bidragydere til at skabe forstyrrende bidrag til refleksion under uddannelsen. Det viser sig tydeligt i arbejdet med essayskrivning Det helt eminente var at vi tog udgangspunkt i vores egen virkelighed teorien bliver ikke det centrale. Teorien bliver et spejl. (L2) Spejlet som metafor bliver centralt i ledernes forståelse af hvordan refleksion kan bruges i en travl hverdag. For at kunne lave de gode refleksioner med sig selv, bliver det nødvendigt at der findes passende spejlingsmuligheder og passende spejlingslejligheder. Det er ikke lige så godt at gøre det uden at skrive Udviklingsprojektet var bygget op på en sådan måde, at de studerende gennem arbejdet med skriftliggjorte refleksioner af egen praksis og gennem en systematiseret tilgang til episodebeskrivelser og lederfortællinger arbejdede sig frem mod et afsluttende essay. Én af lederne i interviewene giver udtryk for at De der lederfortællinger, dem har jeg hadet som pesten. Jeg synes det er svært at finde på noget at skrive om, jeg har svært ved de der problemformuleringer, men jeg ville ikke have nemmere ved at fortælle fortællingerne end at skrive dem det er mere det der med at komme i gang. (L2) Lederne er enige om at det, at man skulle dele sine refleksioner med lederkolleger var vigtigt for skrive og refleksionsprocessen. Som én af lederne udtrykker det: det forpligter mere det man skriver tankerne er jo flygtige, man glemmer hurtigt mellemregningerne (L2) eller sagt på en anden måde tit i dagligdagen er det nemt at snyde sig selv, når man f.eks. sidder og snakker med kollegaer når man begynder at argumentere med sig selv på skrift bliver det sværere at snyde. (L1) Det satte gang i en tankerække som gør, at jeg forsat udvikler mig Kristian Firing (2005) forholder sig til skrivning som refleksionsform gennem tre perspektiver, nemlig skrivning som medierende proces, emotionel proces og dialogisk proces. Når skrivning betragtes som medierende proces lægges vægten på skrivning som et kulturelt værktøj, der sammenlignet med talesproget bl.a. befordrer langsomhed gennem en mere kompleks syntaks, distance gennem dekontekstualisering og springet fra et analogt til et digitalt sprogbrug. Betragtes skrivning som emotionel proces vægtes der en tendens til at skriftliggørelsen gennem objektivering fører refleksionen fra et følelsesmæssigt udgangspunkt mod en mere kognitivt proces. 4

5 Som det tredje perspektiv fremhæves skrivning som en dialogisk proces. Her er Firing med kraftig inspiration fra den russiske sprog og litteraturforsker M. Bakhtin optaget af hvordan skriveprocessen bidrager til at skabe en dialog mellem skribent og det skrevne. I Bakhtins tænkning skabes selvet i et (sprogligt) møde mellem individet og den anden/det andet. Det er dette perspektiv Firing bruger til at fremhæve hvordan den studerende gennem skriftliggørelsen af erfaringer får mulighed for at møde sig selv som den anden og hvordan skriftet i sig selv kommer til at udgøre en andethed som den studerende kan bruge som dialogpartner. I skriveprocessen inddrages også f.eks. teorier som repræsenterer en andethed der muliggør dialogen mellem forfatter og teori. Det er bare den andres kategorier som vil la meg blive et objekt for min egen perseption. Jeg ser meg selv som jeg oppfatter at andre ser det. I den hensikt å skape et selv, må jeg gjøre det fra utsiden. Med andre ord, jeg forfatter meg selv. (Holquist; 2002: 28, in Firing). Skriveprocessen gør det altså muligt at skribenten bliver objekt for egen iagttagelse. Gennem skriveprocessen får forfatteren mulighed for både at være på indersiden, at skrive ud fra sig selv og at træde på ydersiden at skrive om/forholde sig til sig selv. Det er denne vekslen mellem inderside og yderside der bliver skriveprocessens dialogiske omdrejningspunkt, der hvor bevægelsen og (selv) skabelsen får næring. Én af de ledere, vi har interviewet, udtrykker det på denne måde; Reflektere? Det gør jeg i bilen! Selvom interviewpersonerne og forskningen tilsyneladende er enige om at skriftliggørelse rummer muligheder og kvaliteter der kan kvalificere refleksionen, hvilket f.eks. udtrykkes i interviewene ved de at skriftliggjorte refleksioner er mere forpligtende og mindsker (selv) snyd og at når man skriver noget ned så fanger bordet, så bruges skriveri som refleksionsmetode i dagligdagen ikke. For som én af lederne siger ulemperne ved at skrive i det daglige er jo at få sig sat. Har jeg et problem med et personale tænker jeg over det, jeg skriver ikke det foregår inde i hovedet ikke på papiret. (L2) Men selv om lederne ikke fortsætter med at bruge essayet som format for refleksionerne over dagligdagens ledelsesmæssige udfordringer, peger de på, at essayets reflekterende form har sat sig, dvs. er blevet et aktiv og ledelsesredskab, der bruges hyppigt, når tiden og omgivelserne tillader det. Eksempelvis i bilen til og fra arbejde. Det er sgu typisk køreturen fra og til arbejde, det kan også være i fritiden. Hvis jeg nu havde et ledernetværk ville det blive mere besværligt. Her [i bilen] kan jeg ta den, når den er der. (L1) I skriveprocessen flyttede jeg mig. Det satte gang i en tankerække som gør, at jeg forsat udvikler mig. Jeg kunne ikke skrive det samme essay igen der er sket meget med mig. (L2) Fortællingerne ender aldrig der hvor jeg troede de ville (L2) 5