Prædiken til 3. søndag efter påske 2008 Slotskirken kl I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Transkript

1 Prædiken til 3. søndag efter påske 2008 Slotskirken kl Ida Secher I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Oplys, du kærlighedens lys, mit hjertes mørke hytte, bo selv i dette ringe hus, og ikke deraf flytte Hvor skal vi gå hen, Herre? Intet spørgsmål udtrykker klarere menneskers rådvildhed i tilværelsen. Fra 13-14års-alderen til støvets år spørger vi igen og igen: hvor skal vi gå hen eller hvor skal jeg gå hen? Og dagligt træffer vi valg og vælger veje at gå, hvor konsekvensen heraf først viser sig meget senere. Igennem voksenlivet tænker vi indimellem tilbage på de veje, vi valgte at gå, gør os måske forestillinger om, hvordan vores liv ville have formet sig, hvis vi havde valgt anderledes. Det er kun forestillinger, mulighedernes legeplads i fantasien, for valgene er truffet, livet er levet og har for alle som levet liv været langt mere indholdsrigt end fantasiens ufrugtbare muligheder. Den amerikanske digter Robert Frost har skrevet et digt, som hedder The Road Not Taken den vej, jeg

2 ikke tog. I digtet fortæller jeg et, hvordan han engang stod ved en skillevej i en skov. Længe står han og ser ned ad den ene vej, så langt som hans udsyn rækker. Men med beklagelse må han jo konstatere, at han ikke kan gå ned ad begge, og vælger så den anden vej, som er ligeså smuk som den første. Begge veje har vist været benyttet i samme omfang, tænker han, men vokser græsset alligevel ikke lidt højere på denne vej, jo, den trænger vist til at blive brugt selvom der denne morgen på begge veje ligger blade, som ingen endnu har trådt på. Vores vandrer reserverer resolut den første vej til en anden dag, - selvom han i sit inderste godt ved, at én vej fører til andre veje, og han derfor måske aldrig kommer tilbage. Mange år efter sukker han ved erindringen: jeg tog den vej, som færrest havde færdedes på. Og det gjorde hele forskellen. And that has made all the difference. Sådan slutter digtet. For evangeliets disciple, for Thomas, Filip og de andre er rådvildheden også stor. De har fulgt deres Herre og Mester, deres lærer og guide, men nu har han annonceret sin bortgang, han forlader dem. 2

3 Hvordan skal de klare sig uden deres vejviser, uden de pejlemærker, han sætter for dem? For Moses i det gamle testamente er problemet nærmest det modsatte. Han er flygtet fra Egypten, flygtet fra det ansvar, som han bærer for en egypters død, flygtet ud i ørkenen og skabt sig en ny tilværelse med kone og børn her. Men sin Gud kan han hverken flygte eller skjule sig for. Gud opsøger ham, taler til ham fra den brændende tornebusk og pålægger ham en vej at gå: tilbage til Egypten, til konfrontationen med Farao, for endelig at kunne føre sit folk, israelitterne, ud af deres slavetilværelse, til et liv i frihed. Sådan kommer fremtiden til at forme sig for en i øjeblikket ikke særligt begejstret Moses. En fremtid med Guds konstante og kontante indgriben, som baner vej gennem ørken og vand, og med skysøjle om dagen og ildsøjle om natten leder ethvert af Moses og israelitternes skridt. Moses får således i sit liv alle de pejlemærker, han kunne ønske sig uden at ha bedt om dem, mens disciplene, som ønsker at få at vide, hvor de skal gå, af Jesus får svaret: Jeg har sagt, hvad der er at sige, jeg har gjort, hvad der er at gøre, min opgave er slut. For livet er jo ikke sådan og skal ikke være sådan, at vi som to-års-børn skal have at vide, hvor vi skal gå og stå. Alligevel lever førerskikkelser og guruer højt på, at vi har svært ved selv at finde vej, at det for 3

4 nogle er ultimativt tryghedsskabende at pantsætte deres frihed til en andens vilje. Men intet er mere desillusionerende end at opdage, at man er blevet vildført. En desillusion, som kan efterlade en med de begrænsede valg: at rette ind, men miste sin sjæl, at flygte, med tomhed og øde i sindet, eller at tage eller blive frataget sit liv. 4 Arkitekten Daniel Liebeskinds nye store tilbygning til Det jødiske Museum i Berlin er anlagt omkring tre akser, tre veje. En vej repræsenterer kontinuiteten mellem fortidens og nutidens jøder, en vej leder til eksilet, repræsenteret ved en gårdhave, og en vej leder til Holocausttårnet. De to sidste veje beretter således om valget mellem at flygte eller at omkomme. Som jernbaneskinnerne endte blindt i Auswitz- Birkenau, endte i døden i gaskamrene, ender den ene akse-vej ved den tunge sorte ståldør ind til Holocausttårnet, hvor lydene fra verden udenfor stadig kan høres, men hvor enhver normalitet er udenfor rækkevidde. Den anden vej, flugten, ender i Eksilet, landflygtigheden, borte fra dér, hvor man hører hjemme, uden sprog, ejendele, penge, familie men også borte fra den umiddelbare trussel om død.

5 I Eksilets gårdhave hælder grundfladen (12 grader), mellem betonsøjlerne mistes orienteringen, og indtrykket er ustabilt og svimmelt selvom den seje middelhavsplante Oleanderen, som behersker anlægget, trods alt giver håb for nyt liv. Sådan vil et diktatur altid fratage mennesker ethvert reelt valg: du må rette ind, flygte eller omkomme. Er du uønsket, elimineres du. Religiøs fundamentalisme er religiøst diktatur, som er karakteriseret ved at pege på én vej for alle, én sandhed for alle, ét liv for alle. Og noget mere ugudeligt og umenneskeligt, kan jeg ikke forestille mig! Derfor skal der lyde et Gud ske lov for evangeliet, hvor Jesus sætter tingene på plads: Kun HAN er VEJEN, SANDHEDEN og LIVET! Kun i Gud er Vejen og Sandheden og Livet én, og kun i Jesus Kristus genkendes Vejen og Sandheden og Livet (i bestemt form). For Jesus har prædiket og vejledt og lært jer, at enhver af jer, hvilken vej I ellers i livet har færdes af, har plads hos Ham og Faderen, hos Gud selv. Jesus har prædiket og vejledt og lært jer, ikke at dømme jer selv eller andre, for I besidder IKKE sandheden om jer selv eller andre. Og Jesus har prædiket og vejledt og lært jer, at jeres liv er uendeligt værdifuldt, ikke fordi 5

6 det med al dets ufuldkommenhed tilhører jer, men fordi det tilhører Gud, omfattet af HANS kærlighed. Derfor er også vejene, vi som mennesker kan gå, mange og ikke de samme. Derfor er det, som er sandt for dig, ikke nødvendigvis sandt for mig, og derfor er livet en gave og endda kun til låns. Guds hus har mange boliger og det er muligt at finde hjem ad forskellige veje. Nogle finder en lige vej, andre går ad omveje. Nogle finder en rolig og tryg vej, andre en kaotisk, eller endda en forfærdelig og hjerteskærende vej. Nogle vælger den lette, andre den svære vej. Og nogle vælger at gå veje, hvor de ikke altid har ryggen fri, de veje, hvor livet på godt og på skidt får muligheden for at tage, undskyld mig, røven på dem. Når Jesus forlader sine disciple, er det for at de skal stå på egne ben, usikkert måske, men på deres egne ben. Evangeliet er nemlig et frihedsbudskab, et budskab om, at mennesket under Guds ansigt er sat fri, at mennesket indenfor den ramme, som er Guds, kan male sit eget billede. Eller, med andre ord, Guds hus har mange boliger, men hjørnestenen er én og den samme, nemlig Kristus. MEN friheden kan, som den var for Jesu disciple, være angstprovokerende 6

7 7 Gud sagde til Moses: jeg er den, jeg er. Mit navn er Jeg Er. Men hvilket menneske kan sige det? Hvilket menneske er uden tvivl om, hvem det egentlig selv er? Uden tvivl om sig selv og sine valg? DERFOR rækker Gud ikke kun den ene hånd, den med liv og frihed, frem mod os. Også Guds anden hånd er strakt mod os og tilbyder det følgeskab i livet, som løfter og bærer: TROEN og HÅBET. Troen og håbet færdes med Guds Ånd på landevejen mellem Gud og mennesker, ikke som en opskrift på det liv, du skal leve, men som et lys, der fanger dit blik. Oplys, du kærlighedens lys, mit hjertes mørke hytte, bo selv i dette ringe hus, og ikke deraf flytte Din vej, hvorhen den så går, er altid vejen hjem fordi Gud vil det. Så gå da trygt med Gud, og lev dit liv med tro og håb. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.