På den anden side 10 år i (in)fertilitetens tegn

Transkript

1 På den anden side 10 år i (in)fertilitetens tegn Jeg er blevet én af dem, som jeg i al hemmelighed plejede at hade lidt. Dem med to børn, hus og (lille) have - én af dem, der nu klager lidt over manglende nattesøvn pga af mange amninger, bekymrer sig over institutionsvalg, løse deller på maven og en snart femårig, der indimellem er temmelig på tværs. Et sådant liv var for få år siden ren utopi for mig - men samtidig også noget alle andre bare fik. Graviditeter og børn kom rullende i det meste af venneflokken, helt naturligt som om de bare lige tog forbi Valby Bakke og så var de gravide. Imens rejste jeg til Himalaya, kæmpede mig op af Mt. Everest med små skridt for så at blive sendt direkte tilbage til Danmark for at starte forfra - igen og igen. Vores rejse begyndte i 2004, da jeg var næsten 30. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mand (dengang kæreste på 5. år), at vi måske så småt skulle starte projekt baby, fordi min fornemmelse var, at jeg ikke ville blive gravid sådan lige med det samme. Jeg havde mere ret end jeg anede. Men vi tog det stille og roligt - var hver især på længere udlandsophold med job og forsøgte au naturel så godt som det nu lod sig gøre. Efter et år fik jeg dog en henvisning til en fertilitetsklinik til insemination. Vi forsøgte en 5-6 gange der, og de målte samtidig diverse tal, der alle så normale ud. Var - så vidt jeg husker - ikke så ramt dengang - vi var jo kun i starten af 30 erne - og der var jo altid IVF, og der blev man jo gravid Vi blev herefter henvist til Hvidovre for IVF. Ialt fik vi fem forsøg her - to mere end normalt, fordi jeg den første gang blev stimuleret alt for lidt (der var kun ét æg) og fordi vi var med i et forsøg med nogle nye hormoner. Allerede ved andet IVF forsøg - hvor vi fik taget 3 æg ud, men der ikke var nogle til oplægning - gav lægen mig ægdonations-snakken. Jeg var dybt chokeret, for jeg følte jo at vi blot lige var startet. Gik grædende ud og følte virkelig, at jeg havde mistet en essentiel del af min menneskelighed - at kunne reproducere og give min mand og jeg et barn. Det var ikke noget jeg havde tænkt dybt over før - det rammer først én, når man får at vide at man ikke kan (eller at chancerne er uendeligt små). Det der frustrerede mig mest var, at de baserede det på kun to IVF forsøg, hvoraf det ene efter deres eget udsagn havde været fejl-medicineret. Og de havde ikke kunne påvise dårlige tal, selvom jeg godt kunne google mig til, at jeg nok var en low responder. I de efterfølgende forsøg fik jeg (på!1

2 trods af max hormonstimulering) taget meget få æg ud (max fire) og de var i to af tilfældene af så ringe kvalitet, at der ikke var nogle til oplægning. For hver gang blev håbet mindre. Jeg var langt nede mange gange - sandsynligvis tæt på depression, og jeg måtte geare kraftigt ned for job-ambitionerne og blandt andet sige nej til lederjob - uden dog at være sygemeldt. Og jeg forsvandt meget ind i mig selv - jeg kunne sidde aften efter aften og google om barnløshed, hormoner, etc. Vi var relativt åbne med venner og familie om, hvad vi gik igennem, og jeg har heldigvis kun mødt støtte, omend ikke alle forstår, hvor meget behandlinger og ønsket om et barn kan fylde og hvor opslidende processen er. Men man opdager, at mange andre også er/har været igennem et behandlingsforløb, og så føler man sig knap så unormal. Min mand og jeg har hele tiden aftalt plan B - det hjalp mig en del i processen. Altid drevet af mig - han har ladet mig bestemme løbet, da det jo var min krop, der var i spil - men han har altid støttet op og været der til alle vigtige lægebesøg etc. Vi havde en deadline for, hvornår vi ville gå igang med IVF, hvis insemination ikke lykkedes, og hvornår vi ville sætte gang i adoptionsforløb, hvis jeg ikke blev gravid - og hvornår vi endeligt ville stoppe forsøgene. Vi påbegyndte adoptionsforløb i 2009, sideløbende med at vi var skrevet op til ægdonation på Riget og begyndte i det private. Jeg havde to IVF forsøg i det private uden det mindste bonus. Jeg kom i denne forbindelse på en klinik, der kunne måle FSH korrekt - og som ganske rigtigt viste, at tallet var forhøjet (hvilket er tegn på små æg-reserver og en sandsynlig tidlig start af overgangsalder - en hård besked at få som 34 årig). Men samtidig gjorde det skridtet til ægdonation lettere - endelig var der et bevis for, hvor problemet var (udover de mange fejlede IVF forsøg). Samme klinik havde også en del ægdonorer, og en bekendt var netop blevet gravid i første forsøg hos dem. Og så det med ægdonation - det er ingen let beslutning at opgive sin egen genetik. F.eks. har jeg brune øjne - og alle kvinderne i min familie har brune øjne. Så ubevidst har jeg jo altid troet, at hvis jeg fik børn (især en pige), ville hun have brune øjne. En fuldstændig latterlig ligegyldig ting i det store billede, men noget man også skal sige farvel til. Dertil kommer tanker, om at man ikke kan give sine forældres genetiske arv videre - at det ligesom stopper her (jeg er enebarn og har ingen fætter/kusiner på min mors side). Det er ikke en let beslutning for nogen, tror jeg. På et tidspunkt skal man også forklare barnet dets genetiske ophav - vi tror ihvertfald ikke på at holde det skjult. Det understregede adoptionskurset også - alle undersøgelser viser, at man skal fortælle så meget som muligt, så tidligt som muligt - så bliver det en del af barnets historie og sjældent noget der giver årsag til krise. Men man må jo acceptere, at der kan komme en nysgerrighed og spørgsmål om donor på et tidspunkt.!2

3 Personligt har jeg øvet mig i at fortælle historien helt fra mine børn var nyfødte - det gør det nemmere for mig selv og afdramatiserer processen omkring det, synes jeg. Men på trods af alle disse tanker, var det vigtigste omkring ægdonation, at det gav et reelt HÅB - håb om de forjættede to streger, om at opleve en graviditet, amning og alt det, der syntes så fjernt. Og på en måde synes jeg, at ægdonation er mere demokratisk end sæddonation i parforholdet, når situationen nu var at problemet ligger hos mig. Min mands genetik bliver givet videre og jeg bygger barnet af mine celler i ni måneder. Derudover kan man læse en masse om epi-genetik, hvis man går op i det (det menes at den, der bærer barnet præger hvilke gener, der rent faktisk kommer i spil hos barnet). Så vi sagde ja tak, da klinikken tilbød os en ægdonor. Processen med ægdonation er lidt anderledes end IVF - man bliver nedreguleret med en sprøjte, der varer i 3 måneder - og opreguleres så med hormoner, så man holdes samme sted i en kunstig cyklus - parat til at modtage æg. Og pludselig var jeg gravid - i første forsøg. Det virkede helt ufatteligt, og jeg var med det samme ovenud lykkelig - uden den store uro for at noget kunne gå galt. Når først de to streger endelig var der, var målet nået, følte jeg. Der gik heller ikke noget galt - vi stoppede adoptionsforløb efter de to forberedende kurser - og vores søn blev født i Jeg havde en rigtig fin graviditet og fødsel - og var allerede efter få måneder som mor helt klar på, at vi skulle have nr. 2 på et tidspunkt - babyboblen var for dejlig til ikke at skulle opleves igen. Jeg har ellers aldrig været én, der gik op i veninders babyer, og selvom jeg da i mine 20 ere tænkte, at jeg nok skulle ha et barn en dag, var jeg dengang ikke sikker på, at jeg ville have to. Det blev jeg hurtigt - også selv om jeg syntes det var hårdt med manglende nattesøvn etc. Så kort efter vores søn blev 1 år, kontaktede vi klinikken for at høre, hvordan donorsituationen var. Desværre havde tingene ændret sig, og det var ekstremt svært at få æg både hos dem og andre steder i Danmark på dette tidspunkt. De foreslog derfor Spanien, og jeg fandt selv en god klinik dernede (hvilket sparede os en del penge ift. de klinikker, som de danske klinikker sender én til). Det krævede en del research, masser af mails og et enkelt forhåndsbesøg, men vi blev hurtigt matchet til en donor (i Spanien giver de omkring EUR 1000 til en donor - herhjemme får man det samme som en mandlig donor (400 kr) + kørsels/ sygefraværs tillæg, hvilket er fuldstændig latterligt, da ægdonorer skal igennem en fuld IVF behandling). Så stor respekt og taknemmelighed til donorer herfra. Der blev taget 7 æg ud - vi benyttede to i vores første forsøg, og der blev frosset 5 fine æg ned i Spanien. Så stor var optimismen da vi tog hjem med to gode æg ombord - vi kendte jo odds ene for graviditet, der ligger på den gode side af 50-60%. Og ganske rigtigt - jeg blev gravid igen med rigtig fine HCG tal på de to målinger, de tog herhjemme på klinikken i!3

4 Danmark. Jeg var stor-lykkelig og anede ingen uråd. En uge efter begyndte jeg dog at bløde, og jeg aborterede i midten af 5. uge. Det var et kæmpe chok - ikke fysisk, men psykisk, da jeg jo regnede med at tingene ville forløbe lige så glat som sidst, når jeg havde set de to streger. Det var i slutningen af Det føltes lidt uoverskueligt at skulle tage til Spanien igen, men på den anden side havde vi jo fem fine fryseæg - og vi havde jo nok bare været uheldige (?). Og jeg blev gravid igen - og aborterede igen i 5. uge. Tredje gang blev jeg ikke gravid, men det blev jeg på 4. og sidste forsøg - og aborterede igen. Det var sindsygt hårdt, selvom det var tidlige aborter allesammen - der var jo rigtig meget forberedelse op til (man er igang med hormoner 3-4 uger inden oplægning - og når man så aborterer er man i overgangsalder i 3-6 uger ) Samtidig forsvandt håbet om baby nr. 2 mere og mere. Jeg vidste efter min søn, at jeg ikke ville adoption mere - dels var vi blevet for gamle til at vente 2-3 år yderligere på et barn, og dels ville jeg ikke gå glip af en graviditet og de første år af et barns liv. Selvisk, ja, men når jeg havde oplevet min søn, kunne jeg ikke forestille mig andet. Så vi prøvede at indstille os på kun at skulle være os tre. Klinikken herhjemme havde imidlertid fået flere donorer, og efter den sidste abort fandt de hurtigt en donor til mig, som dog kun havde æg til én oplægning - men måske var en anden donor svaret? Det var det ikke - på trods af prednison og diverse hormoner, aborterede jeg endnu engang. Det var i foråret Mentalt forsvandt jeg ind i en mørk hule i den tid - jeg levede mit liv på overfladen, gik på arbejde, var sammen med min mand og søn, men jeg følte mig som en skal, som der så let som ingenting kunne prikkes hul på og så ville sorg og vrede vælte ud. Samtidig følte jeg mig også utaknemmelig, for vi havde jo vores dejlige søn, og dette forløb skulle jo ikke gå udover ham. Derfor var beslutningen om at standse meget nærliggende. Men klinikken foreslog ved den sidste abort at henvise os til Rigets abortklinik. Jeg tænkte en del over det og konkluderede, at jeg var nødt til at give det et forsøg - jeg ville altid spekulere på, om det måske havde været svaret, hvis jeg ikke gjorde det. Og det var jo nu eller aldrig. Der gik et halvt år mere med informationmøde, forundersøgelse, en mindre operation og ventetid på donor - men i slutningen af 2013 kunne vi omsider gå igang med den temmelig krævende og eksperimentelle immunglobulin behandling. Den består i at sidde med drop i 3-4 timer to gange om ugen de første uger af graviditeten, hvorefter der trappes ned til hver og hveranden uge indtil midt i graviditeten. Idéen er, at immunglobulinen neutraliserer ens eget immunsystem, som i mit tilfælde måske reagerede mod fosteret pga bla. en tidligere drengefødsel, donoræg og blodtab ved første fødsel. Desværre aborterede jeg få dage efter, jeg ellers var konstateret gravid, og dermed lukkede bogen mentalt for mig. Hvis dette ikke virkede, var der ikke flere ting at prøve. Men vi havde to fryseæg, og Riget var villig til at forsøge immunglobulin igen - så det skulle jo prøves.!4

5 Kort tid efter fik jeg derfor disse æg lagt op i naturlig cyklus. Og endnu engang var der to streger, men jeg troede overhovedet ikke på dem. Jeg havde mange småblødninger den første måned - hvert toiletbesøg var et helvede - og hvert besøg på Riget føltes som den værste eksamen nogensinde. Man bliver scannet hver gang inden immunglobulin behandling, og hver gang frygtede jeg at blive sendt hjem med besked om, at det var slut. Men fosteret hang ved - alle tal var fine, og jeg havde det godt fysisk. Psykisk var en anden sag - jeg havde virkelig svært ved at glæde mig, selvom omgangskredsen jublede, og selvom jeg jo overstod diverse milepæle (hjerteblink, nakkefold, 20 ugers scanning, sen vægtscanning) osv. I uge 20 fik vi at vide at vi ventede en pige - vi var begge overbeviste om at det ville være en dreng, så det var endnu mere surrealistisk, men selvfølgelig dejligt. I løbet af min graviditet var der flere fra min omgangskreds, der aborterede sent, og det gjorde mig meget paranoid, på trods af at sene aborter jo ikke var min historik. Men nu er hun landet - min lille pige - i efteråret 2014, efter en perfekt og nem fødsel. Det føles stadig helt uvirkeligt at vi er en familie på fire, at behandling er slut, at vi bare kan begynde det helt almindelige familieliv nu. Jeg har altid været flittig læser af diverse barnløsheds-blogs, diskussionsfora og lignende - men aldrig bidraget aktivt med så meget som én kommentar. Og nu sidder jeg som andengangs mor og følger stadig med i blogs som din - og har indset, at jeg nok altid vil føle mig forbundet med barnløse. Men måske kan nedskrivningen af min historie hjælpe lidt til at rydde op i mit hoved - for alvor lægge sorgen, frustrationen, vreden, desparationen ved behandlinger og skuffelser bag mig. Jeg håber også, at den måske kan få andre, der får beskeden om dårlige æg til at overveje ægdonation som en (fantastisk) mulighed. Jeg elsker mine to unger højt. Jeg kan sagtens se, at de ikke ligner mig meget, og der er en lille sorg over det - men de er de to børn, vi skulle have, og jo mere jeg lærer dem at kende, jo mindre ønsker jeg det anderledes. Til alle jer der stadig kæmper: jeg føler virkelig med jer. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at holder man ud, så er der bonus i den sidste ende. Det var der for mig, men der er desværre ingen garantier i infertilitets-verdenen. Og hvor kan det være håbløst og altfortærende at være i det. Jeg ønsker virkelig, at I må komme ud på den anden side og stadig holde fast i jer selv og jeres parforhold - næsten ingen slipper uden ar på sjælen, men det bliver en del af én - på godt og ondt. Alt det bedste herfra.!5