Professor: Lighed er forudsætningen for det enkelte menneskes frihed

Transkript

1 Professor: Lighed er forudsætningen for det enkelte menneskes frihed Med den udvikling velfærdssamfundet har taget, er der ingen tvivl om at lighed må have den højeste prioritet. Frihed og lighed hører sammen, selv om nogle gerne vil sætte dem i modsætning til hinanden ved at hævde, at jo større lighed, jo mindre frihed. Det gælder bl.a. de fleste liberalister i dag, hvad enten de kalder sig neoliberale eller ej. Som neoliberalismens fader, Friedrich Hayek, diplomatisk udtrykte det:»vi må se i øjnene, at bevarelsen af den individuelle frihed er uforenelig med en fuld tilfredsstillelse af den fordelingsmæssige retfærdighed«. Men det er ikke nogen tilfældighed, at de to begreber frihed og lighed sammen med broderskabet blev formuleret i sammenhæng under den franske revolution. De er ingredienser i opbygningen af demokrati. Begrebet broderskab er lidt diffust og må jo heller ikke hedde det længere, nu hedder det fællesskab eller solidaritet. Men hvis man i dag skal vægte de to afgørende begreber frihed og lighed er der ingen tvivl om, i hvert fald for mig, at det vigtigste af de to er lighedsbegrebet. Trods faretruende tendenser til indskrænkning af den personlige frihed gennem terrorlovgivningen og andet, som det for nylig er påvist i en bog af Jacob Mchangama, er frihedsfordringen opfyldt på de fleste områder, og det politiske demokrati er ikke truet, i hvert fald ikke i Vesteuropa. Hvorimod kravet om lighed lige muligheder for alle halter bagefter. Men lighed er i virkeligheden forudsætningen for det enkelte menneskes frihed. Og lighed eller stræben efter lighed kræver i modsætning til neoliberalisternes begreb om staten en stærk stat med en stor og velfungerende offentlig sektor. Og altså en stat, der intervenerer i økonomien. I en lille og lidt overset bog af den italienske jurist og politiske filosof Norberto Bobbio der døde i en høj alder i 2004 med titlen Højre og venstre. Årsager til og betydning af en politisk skelnen, der udkom på dansk i 1995, skriver Bobbio:»Tilhængere af lighedstanken kan man altså med god ret kalde dem, der selvom de er ganske klar over, at menneskene er både lige og ulige lægger vægt på det de har fælles og mener at det er det bedste grundlag at bygge et harmonisk samfund på; modstandere derimod er de der, ud fra samme kendsgerninger, mener at det er vigtigt at bygge på menneskenes forskelligheder, hvis man vil opnå et harmonisk samfund. Lighed er i virkeligheden forudsætningen for det enkelte menneskes frihed Det drejer sig i sidste ende om definitive valg mellem modsætninger hvis egentlige oprindelse det er svært at sige noget om. Men det er netop modsætningen mellem disse definitive valg der, efter min mening, bedre end noget andet kriterium karakteriserer de to modstående grupperinger vi traditionelt kalder venstre og højre«.»på den ene side står de der mener at menneskene er ens og lige i højere grad end uens og ulige, på den anden side de der mener det modsatte«. Bobbio understreger dog, at lighed ikke er ensbetydende med ligemageri. At stræbe efter lighed og det kan altid kun blive en stræben; et endeligt mål kan ikke nås er ikke det samme som at stræbe mod, at alle skal have det samme eller have nøjagtig de samme rettigheder. Det er altid den beskyldning, de borgerlige fremsætter, når venstrefløjen taler om lighed. Men der er stadig ulighed i rettigheder, når det gælder f.eks. voksne og børn; børn har ikke valgret. Fremmede har heller ikke samme rettigheder som indfødte, men kan erhverve dem ved at opfylde bestemte kriterier. Det er ikke i sig selv i strid med lighedstanken. Når man taler om lighed, drejer det sig nemlig om at besvare spørgsmålene om, mellem hvem der skal være lighed, hvad der skal være lighed til og ud fra hvilket kriterium. Det er også det, den politiske debat i høj grad drejer sig om. Tag et nyligt eksempel. VK-regeringen satte en overgrænse på kr. for fradrag i faglige kontingenter mod først at love, at også arbejdsgiverne skulle have en overgrænse for bidrag til deres foreninger. Men så løb regeringen fra det sidste, så den manglende fradragsret kun gælder for fagforeningsmedlemmer. Oprindelig gik man altså ud fra noget, der lignede ligebehandling, men som blev vendt til en ulige behandling mellem mere eller mindre sammenlignelige grupper.

2 Det skæve forhold er i øvrigt ikke blevet ophævet af S- R-SF-regeringen, der på de fleste områder har fortsat den gamle regerings politik og ikke lader til at tage regeringsgrundlagets og i øvrigt det socialdemokratiske principprograms krav om lige muligheder for alle særlig alvorligt. Ja, i en Kronik i Politiken sidste år skrev fire ledende socialdemokrater oven i købet, at fordelingskampen ikke længere skulle have førsteprioritet. Kravet om lighed er ikke det samme som ligemageri, som nogle socialistiske grupperinger historisk har været talsmænd for. Det ville være et abstrakt og tendentielt totalitært lighedsbegreb. Meningen med lighed er at gøre det muligt for det enkelte individ at udfolde sig som menneske; en vis form for lighed er i virkeligheden det, der muliggør forskelligheden mellem mennesker, fordi den i udgangspunktet giver dem lige vilkår, som de så kan udfylde på forskellig vis. Meningen med lighed er at gøre det muligt for det enkelte individ at udfolde sig som menneske For Karl Marx var definitionen på et socialistisk samfund jo, at»enhver yder efter evne og modtager efter indsats«; her er det samme tankegang, der ligger til grund, mens formlen for kommunismen var, at»enhver yder efter evne og modtager efter behov«et krav, der lyder mere romantisk end realistisk. Begrebet lighed er med andre ord relativt, ikke absolut (og det er i øvrigt det samme med frihedsbegrebet), og synet på lighed, respektive ulighed, vil også ændre sig med tiden, med samfundsudviklingen. Hvad der blev betragtet som lighed i 1800-tallet bliver i dag anset for at være ulighed, f.eks. det at valgretten og valgbarheden var begrænset til mænd og kun til mænd med egen husholdning. Det var i virkeligheden det, som i en vigtig bog af Anette Faye Jacobsen har fået navnet husbonddemokrati. Den politiske rettighed, også efter grundlovene i 1849 og 1866, var nemlig knyttet til husstanden, som blev repræsenteret af husbonden, og ikke til det enkelte individ; det fulgte med andre ord ikke parolen Et menneske, en stemme, som vi mener i dag, når vi taler om politisk demokrati. Men siden indførelsen af den almindelige valgret har presset for større lighed mellem mennesker tilsyneladende været uimodståeligt. Især efter Anden Verdenskrig har de tre vigtigste årsager til ulighed og forskelsbehandling, nemlig klassetilhørsforholdet, racen eller det etniske og kønnet, været til konstant debat og forandring. Efter lange og seje kampe er kvinderne gradvis blevet (nogenlunde) ligestillet med mændene; raceskellene er, i alt fald juridisk, blevet fjernet de fleste steder tænk dels på USA, dels og mest markant på Sydafrika og klasseforskellene er blevet om ikke udjævnet så mildnet gennem opbygning af velfærdsstater eller socialstater, som man taler om i Europa. En vældig historisk bevægelse for større lighed; det vi i dag kalder universalisme, har været i gang, og bortset fra fascismen og kommunismen er det først i de senere år, der er fremtrådt en modbevægelse, som i dag står relativt stærkt i Europa og især i USA, og som politisk går ind for en neoliberal politik med en mindre stat og en større privat sektor. Og som også er begyndt at legitimere ulighed og diskrimination på forskellige områder. Herhjemme bliver denne modbevægelse repræsenteret af de borgerlige partier af forskellig afskygning, naturligvis først og fremmest af Dansk Folkeparti med dets åbent diskriminatoriske politik over for flygtninge og indvandrere. Men ønsket om øget ulighed italesættes nu også uden skam i den offentlige debat og ligger jo implicit i den økonomiske politik, der bliver ført, f.eks. skattereformen. Ønsket om øget ulighed italesættes nu også uden skam i den offentlige debat Vi står altså i en situation, hvor universalismen er under angreb, ligesom velfærdsstaten er det. Det er også længe siden, venstrefløjen havde direkte appel til lønarbejderne. Problemet i dag er ikke, at venstrefløjen ikke vil repræsentere arbejderne, men at den næsten helt er holdt op med at henvende sig til dem, og at de fleste arbejdere ikke kan identificere sig med dem, der siger, at de vil repræsentere dem politisk. Politik er blevet til noget for djøf ere eller folk, der satser på en politisk karriere gennem partiernes ungdomsorganisationer. Der er dog ingen tvivl om, at venstrefløjens politikere rent faktisk gerne vil repræsentere også arbejderne der i de senere år for manges vedkommende er gået over til Venstre og Dansk Folkeparti og delvis gør det gennem den politik, de fører. Men den neoliberale tidsånd har øjensynlig været for stærk; i hvert fald står regeringen nærmere ved den neoliberale linje end ved den keynesianske. I dag er enhver regering naturligvis oppe imod det frie markeds kræfter, der nu udfolder sig på globalt plan. Og det er her, sammenstødet sker: Hvor velfærdsstaten byggede på nationalstaten med dens ydre og indre regulering, magter arbejderpartierne ikke opgaven under den globale kapitalisme, med en dereguleret finanssektor og et arbejdsmarked, hvor en polsk håndværker vil gå for 60 kr. i timen, mens en dansk skal have over 400 kr. inklusive mestersalæret. Og hvor masser af job flytter ud til Østeuropa eller Asien. Det er nogle objektive forhold, arbejderpartierne skal prøve at takle, men hvor løbet på mange måder allerede er kørt. Fagforeningernes medlemstal rasler ned, organisationsprocenten bliver lavere og lavere den er vel nu på efterlønnen angribes af hele etablis-

3 sementet, dagpengeperioden halveres, førtidspensionen svækkes, fagforeningskontingentet kan ikke længere fradrages fuldt ud, arbejdsformidlingen er overdraget til kommunerne osv. alt sammen tilbageskridt for fagbevægelsen/arbejderbevægelsen. Hvis vi graver lidt dybere og ser på den historiske udvikling herhjemme, kan vi på venstrefløjen se en udvikling fra krav om demokrati og socialisme, forstået som statens overtagelse af produktionsmidlerne et krav, der allerede holdt op i 1930 erne til krav om et samfund med lige muligheder for alle, som blev den nye målsætning efter cirka Den store fortælling om socialismen er afløst af en række mindre fortællinger, men med en kerne, der i sin essens minder om den store Det er det, der har stået i de socialdemokratiske principprogrammer lige siden, og det er en stræben, som hele venstrefløjen støtter fra dens højrefløj med de radikale, for man kan også tale om fløje inden for fløjen til dens venstrefløj med Enhedslisten. Den store fortælling om socialismen er afløst af en række mindre fortællinger, men med en kerne, der i sin essens minder om den store. Venstrefløjens idé og her tænker jeg på det, der i hvert fald samler Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten om det chancelige samfund må siges at være et rimeligt alternativ til ideen om offentlig overtagelse af produktionsmidlerne, som har vist sig urealiserbar overalt, i hvert fald på dette tidspunkt i historien. Men skabelsen af et samfund med lige muligheder for alle kræver lige så store eller måske endda større samfundsændringer end et rent statsdirigeret samfund. Lige muligheder eller chancelighed kan jo ikke kun gælde i udgangspunktet eller som en engangsmulighed for den enkelte det er den liberalistiske tanke men må være en bestandig chance for hver enkelt, uanset hans/hendes udgangspunkt og nuværende situation. Ideen er dybest set lige så revolutionær eller utopisk, om man vil, som tanken om det statssocialistiske samfund, da mennesker deres fysiske og psykiske habitus ufortalt fødes ind i vidt forskellige vilkår og rammer for deres opvækst. Derfor er en politik, der først og fremmest sigter på økonomisk vækst, slet ikke nok til at gøre menneskers vilkår lige; der kræves i lige så høj grad en kulturel, uddannelsesmæssig, boligmæssig, miljømæssig osv. indsats. Og ikke mindst kræves der for mig at se en engagering af mennesker i forvaltningen af deres egne livsomstændigheder, som kun kan opnås ved dybtgående ændringer af ledelsesforholdene, sådan at mennesker bliver medansvarlige ikke kun for samfundets politiske liv, men også for det økonomiske, begyndende med deres egen arbejdsplads. Deltagelsessiden ved demokratiet har venstrefløjen, og her tænker jeg især på Socialdemokratiet, ikke gjort ret meget ved, og i de seneste år har der oven i købet bredt sig en elitær opfattelse, som også er i tråd med neoliberalismen, af, hvordan offentlige foretagender skal ledes, med stærkt chefstyre, konkurrence og neddroslede rettigheder for de ansatte. Universitetsloven fra 2003, som Socialdemokratiet var med til at vedtage sammen med de borgerlige partier, er et godt eksempel. Man burde gå den modsatte vej og give brugere og ansatte større indflydelse. Det drejer sig i det hele taget om at give det direkte demokrati og dermed civilsamfundet større og ikke mindre magt. Erhvervslivet vil hovedsagelig forblive på private hænder, men der bør være en stærkere samfundskontrol af det end den, der nu er tale om, ikke mindst af finanssektoren. Den offentlige sektor bør selvfølgelig heller ikke bringes til at fungere som et marked, i hvert fald ikke uden en stærk modmagt fra de ansatte og brugere, der bliver berørt af det. De rent økonomiske kriterier, som politikere og djøf ere her tænker i, f.eks. taxameterprincippet, egner sig ikke til styring af en lang række samfundsspørgsmål, der f.eks. har med medbestemmelse, kvalitet eller moral at gøre. Under alle omstændigheder er demokratisering i dybden stadig et uopfyldt mål, og her har venstrefløjen en stor opgave, både på det nationale og det internationale plan.

4 Socialismen er demokratisk, realistisk og aktuel Demokratiet er i krise. Nationalismen er trængt, den traditionelle konservatisme er dybt svækket, og den klassiske liberalisme er blevet fortrængt af en knusende nedtromling af alle, der er og tænker anderledes. Tilbage står som nutidens helt dominerende ideologi en neoliberalisme, der forsvarer og legitimerer den uhæmmede kapitalisme. Derfor er der behov for socialismen Curt Sørensen, professor emeritus Socialismen er død, siger man. Ikke blot den økonomiske elite, men også den store flok af ledende politikere, organisationsfolk, mediefolk, opinionsmagere og mainstream intellektuelle synes at være enige om denne konstatering. Dette dødsbudskab indgår som et grundaksiom i tidens konventionelle visdom og den dominerende ideologi, hvor det er forbundet med et postulat om, at socialismen er udemokratisk. Anfægtende tidens massive konformitet og den nye politiske korrekthed skal jeg hævde, at socialismen er demokratisk, at den bygger på realiteter i virkeligheden selv, og at den stadig udgør en aktuel udfordring. Socialismen var i sin oprindelse et produkt af den industrielle og den franske revolution. Socialismen udviklede sig derefter videre i takt med den moderne kapitalistiske udvikling og den moderne statsbygning. Socialismens mest massive udfoldelse fandt da også sted i Vest- og Nordeuropa, i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Udviklingen i Rusland var ganske anderledes end i Vest-europa, og der var tale om en fundamentalt anden problematik, det man senere kaldte udviklingslandenes problematik. Den russiske revolution var ikke - og kunne heller ikke være - en 'socialistisk revolution'. Dertil var landet for tilbagestående. Den af Stalin efterfølgende skabte ideologi om 'socialisme i ét land' skulle imidlertid endnu senere afføde en ny myte, nemlig myten om 'socialismens død'. Ser vi på socialismens udfoldelse i dens mest massive udviklingsområder i Europa, så var der mange nuancer og retninger. Men i sin hoved-udfoldelse kan socialismens historiske program angives i fire hovedpunkter, nemlig: for det første kravet om politisk demokrati med almindelig og lige valgret og i forlængelse heraf en videre vision om en på én gang horisontal og vertikal demokratiudvidelse: horisontalt ind i det økonomiske livs område i form af 'industrielt' eller 'økonomisk demokrati' og en vertikal demokratiudvidelse forstået som nedbrydelsen af skellet mellem de regerende og de regerede og stærkt øget folkelig deltagelse. Et andet hovedpunkt i socialismens historiske program var visionen og kravet om lighed. Dette indebar ikke nødvendigvis et samfund præget af ensartethed, men et egalitært samfund, et samfund med lige rettigheder og uden stor ulighed og fattigdom. Det tredje hovedpunkt var forestillingen om solidaritet. Man udviklede her en vision om et samfund uden den egoistiske selvfremføring og alles kamp mod alle, der prægede allerede datidens samfund, og som er blevet så dominerende i dag. Man forestillede sig et alternativt samfund præget af fællesskab, sammenhold og gensidig hjælp og anerkendelse. Det fjerde hovedpunkt var visionen om alsidig selvudvikling. Det slog igennem i den europæiske arbejderbevægelses vældige kulturarbejde, hvor selvudviklingen foregik i samklang med udviklingen af solidaritet og fællesskab. Har allerede udviklet sig Socialismen er ikke uundgåelig, men må dog fremstå af elementer og tendenser, der allerede har udviklet sig derude i virkeligheden selv. Sådanne elementer og tendenser kan da også identificeres: Kapitalismen har gennem en massiv udvikling af produktivkræfterne og den samfundsmæssige produktion frembragt det materielle grundlag for afskaffelse af fattigdom og social nød samt for den nedpresning af 'det nødvendige arbejde' til et minimum, som igen er forudsætningen for den alsidige livsudfoldelse og det rige demokratiske liv, som indgår i visionen om socialisme. Udviklingen af arbejdsdelingen og det samfundsmæssige samarbejde har tillige rent faktisk skabt en socialitet, samtidig med at udviklingen af social regulering og velfærdsforanstaltninger har etableret et element af solidaritet. Kapitalismen har endvidere udviklet en omfattende organisation og planlægning. Som den amerikanske liberalistiske økonom John Kenneth Galbraith påpegede det: 'planøkonomien har sejret'. Og dermed tænkte han ikke på stalinismens kommandoøkonomi i 30'ernes Sovjetunion, men på den faktiske planøkonomi i de store amerikanske corporations. Derude i virkeligheden selv eksisterer en uhyre masse af økonomisk organisation, magt og planlægning. Det drejer sig om at få denne vældige masse af koncentreret økonomisk magt og plan under demokratisk kontrol og indflydelse. Sidst, men ikke mindst, er den store historiske demokratiseringsproces et stykke realiseret socialisme. Det er en proces, der har strakt sig over de seneste 200 år, og som ikke bare var en jævnt fremadskridende evolution i takt med 'industrisamfundets' udvikling, men

5 også en lang kamp mod magthavende eliter og besiddende klasser. Socialismen er demokratisk, fordi den fremgår af en lang kamp for demokrati, og fordi den rummer en vision om en yderligere både horisontal og vertikal udvidelse af demokrati. Vi er i dag i en ejendommelig dobbeltsituation: på den ene side kan man konstatere, at socialismen allerede er til stede som massive elementer og tendenser i virkeligheden selv. I den forstand er den realistisk. På den anden side kan man også konstatere en række historiske tilbageslag for socialismen, såsom udviklingen af stalinismen i Sovjetunionen, samt tilbagerulningen af de store demokratiske masse-organisationer og folkelige bevægelser, den samfundsmæssige atomisering, som mainstream-samfundsvidenskaben og medierne eufemisk omskrivende kalder 'individualisering'. Demokrati undergraves Men det er ikke blot blot socialismen, der er i krise. Det samme er, som påpeget af bl.a. den norske magtudredning og konstateret af selv liberale og konservative iagttagere fra Benjamin Barber, og George Soros til John Gray, det bestående politiske demokrati. Det undergraves mere og mere af en fuldstændig løssluppen kapitalisme og den dominerende neo-liberalistiske markedsfundamentalisme. Samtidig er selve den sociale solidaritet alvorligt svækket af den fremadskridende atomisering, den altomfattende kommercialisering og opløsningen af alle hidtidige værdier. Det er kapitalismen, ikke indvandrerne, der borteroderer den sociale solidaritet. Klassiske dominerende ideologier og politikker kommer heroverfor alle til kort. Nationalismen er trængt i den globale kapitalismes verden. Den klassiske konservatisme er dybt svækket af samme kapitalismes undergravning af alle traditionelle værdier og holdninger. Den klassiske liberalisme med dens vægt på retssikkerhed, tolerance og genuin offentlig debat er blevet for trængt af en knusende nedtromling af alle, der er og tænker anderledes. Tilbage står som nutidens helt dominerende ideologi en neoliberalisme, der forsvarer og legitimerer netop den uhæmmede kapitalisme. Vi lever i en verdensorden karakteriseret ved fortsat stor ulighed mellem verdens forskellige regioner og internt i de enkelte regioner og lande, store enklaver af fattigdom, nød og elendighed i en sameksistens med et umådeholdent forbrug i andre dele af verden, stadigt opblussende sociale, etniske, religiøse og nationale konflikter, en altgennemtrængende kommercialisering af hele det samfundsmæssige liv og hele vores tilværelse, en verden gennemsyret af holdninger og værdier som selvfremføring, egoisme, grådighed, forbrugerisme og alles kamp mod alle, og et demokrati, der er blevet inddæmmet og skævvredet af økonomisk magt, mediemagt og politikkens professionalisering samt en stadig mere og mere kommercialiseret og ensrettet nyhedsformidling. Såvel de klassiske dominerende ideologier som enhver partiel pragmatisme kommer til kort konfronteret med den bestående sociale ordens brutale realiteter og den dominerende ideologis massive kraft. Men der er også andre elementer og tendenser i verden, elementer og tendenser, som kan udvikles til et modstående samlet alternativ til hele neoliberalismens dominerende verdensorden, og som netop derved også er aktuelt: et samfund, hvor elementære livsfornødenheder er sikret for alle, et samfund uden voldsom ulighed, fattigdom og social elendighed, et samfund befriet for kommercialiseringens svøbe, et samfund med en fri og genuin demokratisk politik og debat, et samfund, hvor demokratiet ikke systematisk skævvrides til fordel for de rige og ressourcestærke, et samfund præget af egalitære og solidariske værdier, et samfund med individernes alsidige udfoldelse i et socialt fællesskab, altså et samfund hvor, med Marx' udtryk, "enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling". Men dette er netop socialisme.