Nyhedsbrev. Insolvens & Rekonstruktion. Den 22. februar Lovgivning

Transkript

1 Den 22. februar 2016 Nyhedsbrev Insolvens & Rekonstruktion Nedenfor følger referat af ny lovgivning samt nyere trykt og utrykt retspraksis om insolvensretlige problemstillinger. Gorrissen Federspiels afdeling for Insolvens & Rekonstruktion kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Kontaktoplysninger findes sidst i nyhedsbrevet. Lovgivning Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love nr vedtaget den 4. december Lovforslaget åbner mulighed for, at Finanstilsynet kan oprette en prisportal for lånetilbud og i den forbindelse kan indsamle og offentliggøre priser på finansielle produkter. Endvidere indfører lovforslaget nye krav til investeringsforeninger og deres indretning med det formål at sikre en øget investorbeskyttelse i investeringsinstitutter. Derudover medfører lovforslaget, at de danske likviditetskrav til penge- og realkreditinstitutter fastholdes frem til udgangen af 2016 med henblik på at undgå et fald i likviditetsniveauet og minimere byrderne for institutterne ved omstilling til det nye EU-likviditetsdækningskrav (LCR), som indføres gradvis fra Lovforslaget indfører tillige EU-konforme regler om individuelle solvenstillæg for at sikre ensartede krav til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde et individuelt solvenstillæg. Loven træder som hovedregel i kraft den 18. marts 2016, dog er der visse dele af loven, som træder i kraft henholdsvis den 1. januar 2016 og den 1. januar Lovforslag om ændring af selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde og forskellige andre nr. 94 fremsat den 16. december Lovforslaget medfører, at selskaber og andre tilsvarende juridiske personer fremover får pligt til at indhente og opbevare oplysninger om deres reelle ejere. Lovforslaget gennemfører desuden dele af fjerde hvidvaskdirektiv (EU-direktiv 2015/849 af 20. maj 2015).

2 Side 2 Retspraksis Privilegerede lønkrav En registreret direktør af et konkursramt selskab blev anset som ansat i skyldnerens tjeneste, og hans lønkrav var som følge heraf privilegeret efter konkurslovens 95. Sagen drejede sig om hvorvidt en registreret direktør i et konkursramt selskab reelt havde udført arbejde i skyldnerens tjeneste, eller om han som ledende medarbejder ikke kunne anses for omfattet af konkurslovens 95. Sagsøger nedlagde påstand om, at sagsøgte skulle anerkende dennes lønkrav som et privilegeret krav, jf. konkurslovens 95. Sagsøgte nedlagde påstand om frifindelse. Sø- og Handelsretten fandt, at sagsøger reelt havde været ansat i selskabets tjeneste. Retten lagde navnlig vægt på, at sagsøgers ansættelsesvilkår ikke adskilte sig væsentligt fra de øvrige underdirektørers og projektlederes, samt at sagsøger som led i sit virke alene kunne træffe beslutninger på et lavere niveau, og primært i relation til projekter, som han var ansvarlig for. Han deltog ikke i overordnede økonomiske beslutninger eller den strategiske planlægning og havde endvidere en begrænset tegningsret. Sø- og Handelsretten fandt, at sagsøger havde et privilegeret krav for løn og pension for august 2013 samt feriepenge optjent i (Sø- og Handelsretten, den 13. november 2015) Ikke separatiststilling under konkurs En pantsætningsaftale indgået mellem et selskab og en bank til fordel for et søsterselskab blev tilsidesat som ugyldig efter selskabslovens 127, da retten ikke fandt det godtgjort, at pantsætningen var i det konkursramte selskabs interesse. Sagen vedrørte, hvorvidt en pantsætningsaftale mellem sagsøger og sagsøgte, var vedtaget, samt om pantsætningsaftalen efter sit indhold var gyldig. Såfremt pantsætningsaftalen var gyldig rejste sagen endvidere spørgsmål om, hvorvidt behørig sikringsakt var foretaget. Pantsætningsaftalen blev indgået den 17. februar Aftalen var foranlediget af, at sagsøger udstedte en bankgaranti på 7 mio. kr., der udgjorde sikkerhed for et lån udstedt til et af sagsøgers søsterselskaber. Aftalen blev fremlagt i en italiensk version og en engelsk version, men kun den italienske blev underskrevet af sagsøgte. Sagsøger gjorde til støtte for sin påstand bl.a. gældende, at aftalen var vedtaget, da den var underskrevet af de tegningsberettigede, og at disse personer havde kendskab til aftalens indhold, da det italienske dokument var ledsaget af en engelsk version. Sagsøger argumenterede endvidere, at pantsætningsaftalen var i sagsøgtes interesse og dermed gyldig, da det danske selskabsretlige krav om varetagelse af selskabets interesse har til formål at beskytte mod dispositioner, som ikke er i selskabets kapitalejeres interesse eller i selskabets kreditorers interesse. Sagsøgte var helejet af moderselskabet, og pantsætningen af dennes aktiebeholdning som sikkerhed for et lån ydet til et andet af moderselskabets datterselskaber var derfor klart i kapitalejerens interesse.

3 Side 3 Sagsøgte gjorde bl.a. til støtte for sin frifindelsespåstand gældende, at aftalen ikke var vedtaget, da der ikke var ført fornødent bevis for, at den var underskrevet af de tegningsberettigede personer. Selv hvis dette bevis var blevet ført, havde de tegningsberettigede personer ikke på aftaletidspunktet haft fuldt kendskab til afgørelsens indhold, da det underskrevne aftaledokument var udfærdiget på italiensk. Såfremt aftalen blev anset for vedtaget gjorde sagsøgte bl.a. gældende, at aftalens indhold ikke var gyldigt, da denne stred imod sagsøgtes interesser, i der ikke var nogen særlig relation mellem sagsøger og søsterselskabet. Sø- og Handelsretten udtalte, at pantsætningsaftalen var underskrevet af de tegningsberettigede personer i virksomheden, og pantsætningsaftalen var derfor vedtaget. Sø- og Handelsretten udtalte endvidere, at pantsætningsaftalen var ugyldig, da sagsøger havde disponeret på en måde, der var åbenbart egnet til at skaffe sit søsterselskab en utilbørlig fordel på sagsøgtes bekostning, jf. selskabslovens 127, stk. 1. Retten lagde vægt på, at pantsætningsaftalen ikke var i sagsøgtes interesse, da denne allerede var i økonomiske vanskeligheder ved pantsætningsaftalens indgåelse, og at sagsøgte ikke modtog nogen modydelse for pantsætningen. Da pantsætningsaftalen var ugyldig, tog retten ikke stilling til spørgsmålet om behørig sikringsakt. Sø- og Handelsretten tog dermed sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. (Sø- og Handelsretten, den 7. december 2015) Krav mod Lønmodtagernes Garantifond Lønmodtagernes Garantifond (LG) var berettiget til ikke at udbetale værdien af feriefridage som et privilegeret krav efter konkurslovens 95 under henvisning til, at feriefridagene blev anset for afholdt i sagsøgers fritstillingsperiode. Sagsøger nedlagde påstand om betaling af værdien af fem feriefridage. LG nedlagde påstand om frifindelse. Sagsøger gjorde til støtte for sin påstand gældende, at feriefridage anses som en lønandel, og et sædvanligt vilkår i en ansættelsesaftale, og dermed måtte kravet blive anset som et lønkrav i konkurssituationen og betalt i overensstemmelse hermed. Sagsøger argumenterede, at ansættelseskontrakten ikke indeholdt en regulering af vilkårene for feriefridage, og at der således måtte ske en udfyldning af vilkårene i sammenlignelige overenskomster, hvoraf fremgik, at feriefridage ikke kunne kræves afholdt uden varsel. Sagsøger gjorde endvidere gældende, at feriefridage ikke kunne sidestilles med et forlænget opsigelsesvarsel, der kunne konkursreguleres efter konkurslovens 61. Sagsøger fremførte, at da eftersom feriefridagene ikke var afholdt, var sagsøger berettiget til at rejse et privilegeret krav efter konkurslovens 95 mod LG. Sagsøgte gjorde bl.a. gældende, at en ansat ikke kunne tillægges økonomiske rettigheder, som ikke fremgik af ansættelseskontrakten. Sagsøgte fremførte endvidere, at en bestemmelse, hvorved den af konkursen følgende opsigelse i sig selv medførte automatisk konvertering af frihed til løn, ville skade boets øvrige kreditorer, hvilket ville være i strid med det almindelige princip om kreditorernes ligestilling i konkurs.

4 Side 4 Sø- og Handelsretten udtalte, at i mangel af anden aftale kan afholdelse af feriefridage pålægges uden varsel. Sagsøgers feriefridage kunne således anses for afholdt i fritstillingsperioden. Retten fandt ikke, at der var grundlag for en udvidende fortolkning af ansættelsesaftalen, da dette ville stride imod det grundlæggende princip om ligestilling af kreditorerne i en konkurssituation. Retten tog herefter LGs frifindelsespåstand til følge (Sø- og Handelsretten, den 18. december 2015). Omkostningsgodtgørelse Ombudsmanden var enig med Skatteankestyrelsen i, at et revisionsselskab ikke var part i en sag om omkostningsgodtgørelse i forbindelse med, at selskabet havde ydet en klient bistand der efterfølgende var gået personligt konkurs. Revisionsselskabet sendte en ansøgning til SKAT om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med, at selskabet havde assisteret en klient ved indbringelse af hans sag for byretten. Da klienten var under konkursbehandling underskrev kurator ansøgningen, hvori det var anført, at revisionsselskabet var bistandsyder, og at kravet på omkostningsgodtgørelsen var overdraget til bistandsyderen. SKAT afviste ansøgningen, da den ikke var underskrevet af den godtgørelsesberettigede, som måtte være klienten selv. Revisionsselskabet ankede SKATs afgørelse, men Skatteankestyrelsen afviste klagen, da revisionsselskabet ikke kunne anses for at være part i forhold til SKATs afgørelse. Det fandtes ikke godtgjort, at klienten havde overdraget kravet til revisionsselskabet. Efter en redegørelse for partsbegrebet i forvaltnings- og skatteretten erklærede Ombudsmanden sig enig med Skatteankestyrelsen. Revisionsselskabet kunne kun betragtes som part i afgørelsen, hvis kravet på omkostningsgodtgørelse kunne anses for overdraget til selskabet fra klienten. Det blev dernæst vurderet, hvorvidt kurator var berettiget til at overdrage kravet til revisionsselskabet eller om det alene var klienten, der havde beføjelsen hertil. Revisionsselskabet påstod, at kurator var berettiget hertil i medfør af konkurslovens 29 om, at skyldner mister sin råderet ved konkurs og 110 om, at kurator skal varetage boets interesser. Heroverfor gjorde SKAT gældende, at omkostningsgodtgørelse ifølge konkurslovens 36 ikke indgår i konkursboets aktivmasse, hvorfor det alene var klienten, som kunne underskrive ansøgningen og overdrage kravet. Ombudsmanden fandt, at kurator ikke var berettiget til at underskrive ansøgningen, herunder overdrage kravet, idet der henvises til 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 791 af 25. juni 2014 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens 19. Efter denne bestemmelse fremgår det, at hvis en anden er blevet bemyndiget til at modtage omkostningsgodtgørelse, skal den godtgørelsesberettigede fremlægge dokumentation herfor og at hvis kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til den sagkyndige skal dette fremgå af ansøgningen. Ombudsmanden henviste ligeledes til Københavns Byrets dom af 6. juni 2014, hvoraf dette ligeledes er blevet fastslået.

5 Side 5 Herudover fandt Ombudsmanden, at Skatteankestyrelsens begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens 24, jf. 22, idet der burde være redegjort for, hvorfor styrelsen ikke mente, at det var godtgjort, at kravet var overdraget til revisionsselskabet (Folketingets Ombudsmand nr ). John Sommer Schmidt D M jss@gorrissenfederspiel.com Lars Grøngaard D M lg@gorrissenfederspiel.com Morten L. Jakobsen D M mj@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.