DET EVIGE VERDENSBILLEDE BOG l1l

Transkript

1

2 DET EVIGE VERDENSBILLEDE BOG l1l

3 DENNE UDGAVE AF DET EVIGE VERDENSBILLEDE ER TRYKT I ET OPLAG PÅ 800 EKSEMPLARER

4 MARTINUS DET EVIGE VERDENSBILLEDE BOG l1l MARTINUS INSTITUT KØBENHAVN 1968

5 MARTINUS 1968 Printed in Denmark

6 Jordens kosmiske stråleglans (Symbol nr. 27) Jordklodens forvandling Som vi allerede i tidligere analyser er blevet kendt med, er jordkloden så langt fremme i sin udvikling, at den som individ eller levende væsen betragtet, befinder sig i den store fødsel. Dens nuværende udviklingsstadium er afslutningen på dens fremtræden som ufærdig menneskeklode. Dens ydre astronomiske forhold er ikke mere af nogen som helst katastrofal natur. Der er ikke udsigt til, at den på nogen måde skal kollidere med nogen anden klode eller på anden måde blive påført mørk karma fra verdensrummet. Den går således fremad mod lysere astronomiske forhold, rent bortset fra den resterende mørke karma, jordmenneskeheden endnu har tilbage at gennemgå, inden den bliver fuldkommen. Jordkloden vil efterhånden fremover blive mere levende og behagelig for menneskeheden. Alle de lavere dyrearter, særlig rovdyr og andre kødædende dyr er i færd med at uddø på den. Det samme er tilfældet med slanger og de andre giftige og for en højere menneskelig tilværelse skadelige levende væsener. Her hid under hører også de giftige og sygdomsbefordrende insektarter. Alle junglekrat og urskove vil forsvinde for menneskets fremtrængen til fordel for en højere menneskelig tilværelse. Alle jordens i dag laveste eller mest primitive mennesker: Pygmæer, buskmænd o. 1. er i færd med at udvikle sig frem til civilisation og kultur. Og de vil derved efterhånden komme på højde med det fuldkomne menneskerige og til sin tid blive borger i dette sammen med alle de andre nulevende ufærdige mennesker på jorden. De meget ufærdige mennesker vil, som vi allerede indgående har forklaret, igennem den af deres ufærdige natur affødte mørke skæbne, ligesom den øvrige del af menneskeheden blive forvandlet fra det dyriske til det menneskelige i væremåden. Og det er dette, den ufærdige jordmenneskeheds forvandungsområde, vi har symboliseret på nærværende symbol. Forklaring til symbol nr. 27 Symbolet symboliserer jordkloden og dens bevidsthed. Vi ser t at der omkring den fysiske klode forekommer en noget detailleret aura eller stråleglorie. Den hvide korsformig«del af stråleglorien symboliserer alt det, der udgør det menneskelige i menneskeheden, der igen 211

7 er det samme som det menneskelige i Jordklodens mentalitet eller bevidsthed. Almindeligvis stråler denne aura eller stråleglorie ud til alle sider. Når vi har udtrykt den i korsform, er det kun for at symbolisere, at samme aura udgør den fuldkomne eller færdige side i menneskeheden og dermed i jordbevidstheden. Den udgør den begyndende kosmiske bevidsthed i Jordens struktur såvel som i jordmenneskets struktur eller psyke. Til denne bevidstheds glorie hører alt, hvar der kommer ind under begrebet kærlighedslovens overholdelse. Alt hvad der kommer ind under begrebet fred og harmoni, alt hvad der kommer ind under begrebet uselviske manifestationer, alt hvad der udtrykker retfærdighed, barmhjertighed, tilgivelse af uret, sympati eller kærlighed også til dem, der er fjendtligt indstillet imod en, alle dem der er intolerante og har antipati eller had til os, alt hvad der går i retning af fredsligaer, antimilitarisme og afskaffelse af krig, alt hvad der arbejder i international retning og på at føre alle Jordens stater frem til at udgøre en stat eller en enhed til fælles glæde og velsignelse for alle Jordens væsener. Det er &tte, af Jordens stater i sympati og kærlighed skabte verdensrige, der vil blive det begyndende»himmeriges rige«på Jorden. Det helt mørke felt, der indrammer de hvide stråler, symboliserer det dyriske i alle ufærdige jordmenneskers bevidsthed tilsammen. Det symboliserer alt det, vi kender under begreberne had, bitterhed, vrede, hidsigh'ed, ukærlighed, egoisme eller selviskhed, alt hvad vi kender som bagtalelse og forfølgelse af sin næste, al ondskab imod levende væsener, dyr såvel som mennesker, alt hvad der kommer ind under begrebet kødspisning eller nydelsen af animalsk føde, alt hvad der kommer ind under begrebet: nydelsen af alkohol, narkotika og andre giftige nydelsesmidler, alt hvad der hører ind under ulykkelige ægteskaber. Hertil kommer naturligvis også alle former for krige, verdenskrige, arbejdskrige, strejker og lockouter o.s.v. Den mørke del af auraen omkring den hvide aura udgør altså det mørke, der skaber ragnarok eller helvede. Den lidt lysere aura udenom de to her nævnte, er den almengældende jordiske atmosfære, repræsenterende en blanding af de trosreligiøse og de materialistiske tankeklimaer, en blanding af det godes og det ondes udstråling fra menneskeheden. Denne blanding af auraen symboliserer altså virkningerne af det dyriske og det menneskelige tankeklima. Det udgør Jordens nuværende kulturstandard. Den mørke aura, den dyriske væremåde og det dyriske tankeklima er altså i aftagende, alt eftersom menneskeheden udvikler sig. Alt efter denne aftagen af den dyriske natur i menneskeheden, vil den menneskelige aura, altså den hvide aura på symbolet, brede sig og udfylde hele billedet. Og menneskeheden vil da være blevet fuldkommen. Og Jorden vil være blevet til en virkelig totalt fuldkommen menneskeklode, en lysende og varmende boplads for væsener i Guds billede efter hans lignelse, et kærlighedens hjemsted i det stjernefyldte evige verdensrum. Forneden på symbolet ser vi et gråt felt. Dette er foroven formet som trappetrin, der strækker sig fra venstre og opad til højre. Disse trin skal symbolisere, at Jordkloden befinder sig på udviklingsstadier i det kosmiske spiralkredsløb ligesom alle andre levende væsener. Trappetrin nr. l er Planteriget. Nr. 2 er Dyreriget, hvortil det ufærdige jordiske menneske hører. Nr. 3 er det rigtige Menneskerige. Nr. 4 er Visdomsriget. Nr. 5 udgør Den Guddommelige Verden. Nr. 6 udgør Salighedsriget. Vi ser på symbolet, at Jordkloden i sin udviklingsbane i sit spiralkredsløb befinder sig lige over for trin nr. 2, hvilket vil sige: over for dyreriget. Den er således på vej til at blive en menneskeklode og herefter senere til en rent åndelig klode, ligesom den tidligere har været ^plante- og mineralklode. Jordkloden er jo for os et makrokosmisk levende væsen og derfor underkastet spiralkredsløbets befordring af de levende væseners evige livsoplevelsesevnes fornyelse og vedligeholdelse. Imellem de to vandrette violetfarvede felter ser vi jordklodens forhold til spiralkreds- 212

8

9 løbets kulmination i lys og kulmination i mørke symboliseret. Vi ser den mørke figur, der kulminerer i trin nr. 2, der som nævnt udtrykker Dyreriget, ligesom den hvide figur, der symboliserer lyset, her på samme trin er i sin latente eller mindste udfoldelse. Vi ser her, at Jordkloden lige har passeret mørkekulminationen og er på vej fremad imod det tiltagende lys. Det er dette, der er skyld i, at den nu egner sig som bolig for mennesker, der befinder sig i ragnaroksepokernes udfoldelseszoner og den heraf affødte kosmiske begyndelsesepoke, i hvilken det menneskelige i menneskene får overhånd over den dyriske natur i deres bevidsthed. De indgår derved i den sidste epoke i deres udvikling fra dyr til menneske, i hvilken de vil få kosmisk bevidsthed og her blive til færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse. De vil derved efterhånden komme til at udgøre det totalt fuldkomne menneskerige på Jorden, hvilket er symboliseret på symbolet ved trin nr. 3. Det hvide felt på symbolet, der strækker sig fra trin nr. 6 mineralriget, og frem igennem trin nr. l Planteriget, og trin nr. 2 Dyreriget, og rører ved grænsen til trin nr. 3 det rigtige menneskerige, symboliserer den ufærdige jordmenneskeheds bevidstheds grænse. Den ufærdige jordmenneskeheds bevidstheds- eller vidensfelt udgør altså kun en viden om Mineral- Plante- og Dyrerigets fysiske område. De åndelige verdener: Det rigtige Menneskerige, Visdomsriget, Den Guddommelige Verden og Salighedsriget kender de ufærdige eller endnu dyriske mennesker ikke ret meget til. Den ufærdige menneskehed har således i realiteten kun en materialistisk viden, der kun strækker sig til en viden om mineralsk, vegetabilsk og animalsk materie. Det levende væsen og dets kosmiske begavelse og struktur, som udformer og behersker den fysiske materie, kender den ikke noget til som absoult realistisk viden. Den kender således i virkeligheden ikke»det levende«i de levende væsener. Den kender kun den organisme eller matenekombination, som er udformet og behersket af -»dette levender. Det er '»dette levende«, der udgør Jeg'et og dets overbevidsthed eller det absolut '»evige noget«, bag al synliggørelse og skabelse. Hvis ikke Gud igennem verdensgenløsningen gav jordmenneskeheden den kosmiske viden om det virkeligt levende bag al fysisk manifestation og skabelse og dermed vejledede den, ville den aldrig kunne nå uden for dyrerigets område. Men med udviklingen af humanitet og kærlighed skænkes menneskene den kosmiske evne intuitionen. Med denne evne bliver væsenet oplevelses- og orienteringsdygtigt i det åndelige eller kosmiske verdensalt, der er livets evige fundament, medens den fysiske side ved dette verdensalt, som vi allerede i de foranstående analyser har set, kun er illusorisk. Det evige liv eller livsstigen (Symbol nr. 28) 1. Den evige livsoplevelse Vi har allerede igennem det foranstående erfaret, at de levende væsener er evige væsener, og at disses livsoplevelse er en evig realitet. Vi har her symboliseret denne de levende væseners evige livsoplevelse. Vi har set den i de tidligere sym- 213

10 boler som spiralkredsløb, indenfor hvilke der var indvikling og udvikling, og inden for hvilke der også var kulmination af mørke og kulmination af lys. Og vi så, at fortsættelsen af livsoplevelsen gik videre og videre gennem kosmiske spiralkredsløb i det uendelige. Vi blev vidne til, hvorledes væsenerne på denne evige livsbane kom til at danne mikrokosmos, makrokosmos og mellemkosmos for hverandre og betingede således hverandres evige tilværelse eller livsoplevelse, hele vejen på denne livets evige passage, hvor væsenernes udfoldelse af sansesæt og jnanifestationsevne eller den samlede livsoplevelse fornemmes som en vej opad til højere og højere/tilværelsesplaner og livsformer. 2. En åndelig vej opad igennem de højeste verdener Denne opadstigende livsvandring, om man så må sige, har sine opgangs- og nedgangsepoker, men de viser altid fremover - ikke tilbage. Disse nedadgående epoker er en livsbetingelse for, at væsenet senere kan opleve overliggende epoker eller kosmiske spiralkredsløb. Derfor bliver de nedadgående epoker således i virkeligheden i helhedsoverblikket over livsoplevelsen at betragte som opadgående epoker. Vi kan derfor udtrykke de levende væseners evige livsoplevelse eller evige liv som en uendelig åndsstige opad igennem utallige himle og himles himle og paradises paradise uden noget som helst ophør, uden nogen som helst grænse. 3. Guds billede Væsenerne bliver således i kraft af dette deres evige liv, evige skabe- og oplevelsesevne identisk med uendeligheden i tid og rum og dermed identisk med evigheden. Og vi ser således Guds billede her urokkeligt blive åbenbaret i det levende væsen. Kan Guds billede være større eller mere realistisk og strålende åbenbaret end netop således, som det her kommer til syne i det levende væsen? Hvordan skulle det levende væsen ellers på nogen måde kunne være identisk med Guds billede? 4. Forklaring til symbol nr. 28 Symbol nr. 28 symboliserer de levende væseners evige liv, der, som før nævnt, er en evig vej opad igennem en evigt skiftende oplevelse af kontraster i lys og mørke eller principperne det ubehagelige gode og det behagelige gode. Vi kender allerede, hvorledes denne vandring er organiseret i form af spiralkredsløb og tilværelsesplaner, og vi skal derfor her blot symbolisere et lille stykke af denne uden begyndelse og ende fremtrædende livets vej. De store violette trin symboliserer hver især et spiralkredsløb, altså en lysoplevelsesepoke, inden for hvilken væsenerne oplever kulmina- tionen af mørket og kulminationen af lyset. Tager vi det midterste spiraltrin, ser vi, at det strækker sig op over seks farvede trin. På farverne kan vi se, at det nederste trin udgør instinkt planet eller planteriget. Det næste udgør tyngdeplanet eller dyreriget, i hvilket mørket kulminerer. Det tredie rige udgør følelses planet eller det rigtige menneskerige. Det fjerde udgør intelligens planet eller visdomsriget. Det femte udgør den guddommelige verden eller intuition f planet. Og det sjette udgør hukommelsesplanet eller salighedsriget. Disse fire sidste riger er lysets riger, medens tyngdeplanet eller dyreriget er 214

11

12 mørkets plan, spagfærdigt begyndende i planterigets sidste del. Og således rummer hvert spiraltrin den samme struktur og J. e samme tilværelsesplaner men i nye variationer. Det evige liv er således i virkeligheden fundamentalt en lysets vej. Det mørke, der findes, eksisterer jo kun for at markere denne vej. Hvis det ikke fandtes ville der ikke kunne eksistere nogen som helst form for oplevelse eller sansning og derfor heller ikke nogen som helst form for oplevelse af liv og manifestation. Hvert tilværelsesplan har igen mange mindre kredsløb, som også kan symboliseres ved trappetrin. Der er f. eks. de enkelte jordliv, som hver for sig bliver mere og mere fuldkomne. Der er årskredsløbene og døgnkredsløbene med flere. Disse tilværelsesplanernes mindre, lokale trin er symboliseret som Farvefelterne længst til højre på symbolet, der skal udtrykke trappefigurens forside. Vi skal komme tilbage til den i forklaringen til symbol nr Den hvide farve på symbol nr. 28 symboliserer X l, der her betyder verdensaltets Jeg. Vi har således på symbol nr. 28 vist det mest letfattelige billede af det evige livs eller verdensaltets struktur. Det viser os, at det evige liv er en vej i evigt kosmisk lys, der er det samme som en vej i evig kærlighed. Kosmiske udviklingsbaner (Symbol nr. 29) 1. Symbol nr. 28 set forfra og set fra siden Medens strukturen på symbol nr. 28 er formet som en trappekonstruktion set fra siden, udtrykker symbol nr. 29 denne trappekonstruktion set forfra. Når denne på symbol nr. 28 er vist fra siden, er det for at man derved kan se de store spiralkredsløbsafsnit, der er symboliseret ved de store violette trin, og ligeledes for at man kan se tilværelsesplanerne, der er symboliseret ved de mindre og i grundenergiernes farve fremtrædende trin. Når vi på symbol nr. 29 viser nævnte trappekonstruktion forfra, er det for at vi kan udtrykke de meget mindre kredsløbsafsnit, såsom jordlivskredsløbene og de levende væseners udviklingsbaner. 2. Forklaring til symbol nr. 29 Nærværende symbol symboliserer ligesom symbol nr. 28 de levende væseners evige liv. Dette liv udgør, som vi allerede er kendt med, en evig skiftende direkte og indirekte vej mod og vandring i det allerhøjeste lys. Vi ser t at trappeformationen er omgivet af ligesom en hvid tåge. Denne skal symbolisere X1. Ved siderne ser vi et svagt anstrøg af den violette farve, som her symboliserer X 2. Disse to X'er symboliserer her henholdsvis alle de levende væseners Jeg'er og X 2 tilsammen. De danner, som vi også er blevet kendt med, Guddommens XI og X 2, hvilket igen vil sige: Guddommens Jeg og skabeevne. De andre farvefelter på symbolet symboliserer alle eksisterende levende væseners organismer, der jo alle hører ind under de skabte ting. Disse udgør ligeledes tilsammen Guddommens organisme, der igen er det samme som det evige verdensalt, og hvorved Guddommen bliver synlig som et levende væsen. Og sale" des befinder alle levende væsener sig i Gud- 215

13 dommen og Guddommen i dem. Og da de levenfø væsener er Guddommens bevidsthedsog manifestationsredskaber; forstår man her, hvorledes det er muligt for Guddommen at være almægtig, alvis og alkærligt og ligeledes hvorledes han kan være allestedsnærværende. Med hensyn til verdensaltets levende væsener udgør de alle hver især princippet»menneske«. I spiralkredsløbets menneskerige, visdomsrige og den guddommelige verden udgør de samme levende væsener alle hver især det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Men efter udlevelsen af denne høje guddommelige tilstand degenererer væsenets kosmiske manifestations- og oplevelsesevne i den ydre verden. Og væsenet overgår efterhånden til salighedsriget og lever her hovedsageligt på sin hukommelses- eller erindringsevne. Fra salighedsriget overgår de altså til en ny spirals fysiske verden og danner den del af salighedsriget t vi kender under begrebet: Mineralriget. Herefter gennemgår de atter udviklingen igennem plante- og dyreriget og bliver til et færdigt menneske i det nye spiralkredsløb og genoplever nu atter de højeste verdener i dette spiralkredsløb for atter at degenerere og genopstå i et endnu højere spiralkredsløb og således fortsættende i al evighed. I mineral- plante- og dyretilstanden er væsenet således et ufærdigt menneske. Dets mineralske, vegetabilske og dyriske fremtræden udgør i virkeligheden kun en fostertilstand i dets tilblivelse som menneske. Disse nævnte tre stadier er således kun ufærdige»menneskestadier«. Bag disse stadier eksisterer altså det evige, treenige princip, der udgør det levende væsen, som er ophavet til manifestationerne og oplevelserne. Dette princip er nøjagtigt det samme for alle eksisterende levende væsener. Det er i sig selv Guds billede og livsfundamentet for alt levende. Det er på dette fundament, at al organismeskabelse, manifestation og livsoplevelse er baseret. Men den færdige og totalt fuldkomne fysiske menneskeorganisme er ikke ens for alle eksisterende færdige mennesker. Organismen er en skabt foreteelse og vil være et resultat af den særlige udviklingslinje eller udviklingsbane, dens ophav har gennemlevet i det pågældende spiralkredsløb. Der findes således også her på jorden forskellige udviklingsbaner for de levende væsener. Insekterne bliver således til færdige mennesker ad helt andre udviklingsbaner end jordmennesket. Indenfor disse sidstnævnte baner forekommer der samfundssystemer, der er så godt organiseret og livsbefordrende for deres enkelte individer, at de ikke står tilbage for visse primitive jordmenneskesamfund. Dette vil altså sige, at de er ligeså berettiget til at kaldes ufærdige»menneskesamfund«, som de nævnte jordmenneskesamfund. At være det totalt fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse betyder således ikke, at væsenet absolut skal have en fysisk organisme, der er formet akkurat ligesom det fuldkomne jordmenneskes fysiske organisme. Men selv om de færdige menneskeheders organismer er forskellige, har de dog det til fælles, at de udgør hver især et totalt fuldkomment redskab for manifestation og oplevelse af kosmisk bevidsthed. Der findes således i verdensaltet eller kosmos en uendelighed af menneskeheder fra helt andre kosmiske livsbaner end jordmenneskehedens. Disse menneskeheders væsener forekommer naturligvis i helt andre strukturer og former for organismer end jordmenneskehedens væsener, alt afhængigt af deres udviklingsbaners forskelligartethed fra jordmenneskehedens udviklingsbane. Disse fremmede menneskeheders organismer vil således have andre strukturer og former, alt efter deres udviklingsbanes fysiske og astronomiske forholds afvigelse fra de fysiske og astronomiske forhold, jordmenneskehedens udviklingsbane har passeret. Ligesom jordmenneskehedens organismer er bygget op som livsbetingende redskaber for oplevelsen af livet og manifestationen, tilpasset de astronomiske og andre livsbetingende forhold på jordkloden, således er også de andre beboede kloders menneskeorganismer bygget op som livsbetingende redskaber for de astronomiske forhold og livsbetingelser, disse andre kloders væsener har måttet leve under. Men selv om væsenerne er forskellige i organismeopbyg- 216

14

15 ning, vil de alle uden undtagelse i deres slutfacit igennem deres manifestation og væremåde afsløre sig som det totalt fuldkomne væsen: Mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Op over symbolets trappetrin forekommer der nogle forskelligt tegnede striber eller løbere. Disse symboliserer de levende væseners kosmiske udviklingsbaner. At de er markerede ved forskellige indtegnede figurer skal kun betyde, at de levende væsener i hver bane ikke er akkurat ligesom væsenerne i de øvrige baner. Hver banes væsener har sit særlige præg. Men fælles for alle de forskellige baners væsener er, at de alle uden undtagelse er»mennesker«på forskellige stadier, nogle på færdige og andre på ufærdige stadier. Den femte bane fra højre symboliserer jordmenneskehedens kosmiske udviklingsog livsbane. Afsnittet mellem den øverste og nederste punkterede linje udgør dyreriget. Afsnittet mellem den øverste og den næstøverste punkterede linje udgør den del af dyreriget, vi kender som den ufærdige jordmenneskehed. Det gule felt symboliserer det rigtige menneskerige, hvorefter visdomsriget kommer, men dette sidste rige er ikke symboliseret på symbolet. De levende væsener passerer altså disse riger i spiralkredsløbet ad de symboliserede udviklings- eller livsbaner. Foruden jordmenneskehedens kosmiske livsbane forekommer der også andre sådanne kosmiske livsbaner på jorden. Til disse hører som nævnt blandt andet de forskellige insektarter og andre væsensart er, af hvilke nogle allerede er nået frem til at opfylde visse jordmenneskelige, mentale udviklingsstadier, og danner samfundsforhold, der står hævet over visse primitive jordmenneskesamfund. Ligeledes vil mange fiskearter eller havdyr, der nu forekommer i dybet, nå menneskestadiet ad andre kosmiske baner end den jordmenneskeheden befinder sig på. At disse væsener i deres ufærdige fysiske tilstand fremtræder i strukturer og organismer, der afviger fra jordmenneskets strukturer og organismer, er selvfølgeligt, men denne forskel udlignes efterhånden med udviklingen. Og de opnår alle nøjagtigt det samme guddommelige slutfacit, nemlig dette at blive til Mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Og da vil dette færdige menneske igennem materialisationsevnen selv kunne bestemme sin ydre organisme og sit udseende. Alle kender her hverandre, alle forstår her hverandre og alle elsker her hverandre, da alle her er eet med Gud. Når der på symbolet er indtegnet 25 kosmiske livsbaner, skal det absolut ikke udtrykke, at der kun eksisterer disse 25 baner. Disse baner forekommer selvfølgelig i et uendeligt antal i verdensaltet. De markerede 25 baner skal kun symbolisere, at der er mange. Vi kan ikke her komme nærmere ind på disse kosmiske livsbaner, men blot udtrykke at den væsentligste del af disse ikke berører jordkloden, men går ind over andre kloder og verdener i det evige verdensrum. Og her repræsenterer de menneskearter med strukturer og former for levende væsener, der forekommer i et ocean af variationer af organismer, der i skønhed og fuldkommenhed er ufattelig for det ufærdige jordmenneske. Men de har alle tilfælles, at de er mennesker, nogle på vej til fuldkommenhed, andre er allerede i denne fuldkommenhed og kulminerer i udstråling af Guds almagt, visdom og kærlighed igennem hele verdensaltet, atter andre er på vej ind i en ny spirals mørke for her at opleve den kosmiske indvielse og fuldkommengørelse til at opleve Guddommens evige eksistens, lys og varme, almagt og kærlighed i endnu højere spiraler og livszoner i det evige verdensalt. Vi ser her Kristi ord:»7 min Faders hus er der mange boliger*., stå ved magt, ligesom vi også ser, at det er naivt at tro, at den jordiske menneskeform er den eneste i verdensaltet, igennem hvilken Guddommen kan åbenbare sit billede, sit liv, sin væremåde, sin alvisdom, almagt og altoverstrålende, kulminerende kærlighed. 217

16 Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse (Symbol nr. 30) Forklaring til symbol nr. 30 På symbol nr. 30 symboliserer vi Guddommen og de levende væseners sansebegavelse. Igennem de levende væseners sansebegavelse, der tilsammen udgør Guddommens sansebegavelse, ser vi, hvorledes Guddommen igennem denne sansebegavelse bliver i stand til at skabe og opretholde de forskellige tilværelsesplaner. Vi ved, at denne sansebegavelse, hvilket vil sige: livsoplevelse og skabelse, befordres i kraft af de seks grundenergier, hvis skiftende virkefelt reguleres af moderenergien, og hvorved spiralkredsløbsprincippet og tilværelsesplanerne opretholdes. Den hvide figur med strålerne oppe i højre hjørne på symbolet udtrykker Guddommens jeg. Denne figurs stråler symboliserer, at Guddommens jeg består af alle de eksisterende levende væseners jeg'er tilsammen. Efter den hvide figur kommer der nogle figurer i violette farver, disse symboliserer de levende væseners X 2 eller skabeevner, der tilsammen udgør Guddommens X 2 eller skabeevne. Fra disse figurer og ned til den hvide rand med flammefigurerne symboliseres alle eksisterende levende væseners X 3, der er det samme som deres organismer og øvrige skabte ting, der igen tilsammen udgør Guddommens organisme eller det evige verdensalt. Symbolet viser således, hvorledes Guddommens Jeg består af alle levende væseners Jeg'er, og hvorledes Guddommens skabeevne består af alle de levende væseners skabeevner, og at Guddommens organisme består af alle de levende væseners organismer, såvel af de mellemkosmiske som af de mikrokosmiske og makrokosmiske. Verdensaltet er således Guddommens synlige legeme eller organisme, igennem hvilke dens usynlige skabeevne og Jeg åbenbarer sig som kendsgerning for den kosmisk begavede iagttager. Til venstre på symbolet ser vi en trappefigur. Den skal symbolisere den evige udviklingsstige. Hvert trappetrin er et tilværelsesplan, der består af levende væsener. Dette er markeret ved den hvide trekant, der forekommer ud for hvert tilværelsesplan og betyder Jeg'et i det levende væsen. Farverne markerer, hvilket grundenergiplan hvert trin på udviklingsstigen tilhører. Fra det nederste røde trin på udviklingsstigen og op til det indigofarvede trin har vi et spiralkredsløb med dets seks riger eller tilværelsesplaner. Vi ser, at der ud fra hvert af disse trin eller tilværelsesplaner udgår nogle stråler. Disse stråler rammer figuren til højre, der symboliserer verdensaltet. Disse stråler repræsenterer væsenernes mani* festations- og oplevelsesenergier. Med disse energier indvirker væsenet altså på verdensaltets energier, hvilket vil sige: på dets omgivelsers energiudfoldelse: menneskers, dyrs og planters væremåde eller livsudfoldelse. Den reaktion, der herved opstår, udgør de pågældende væseners livsoplevelse eller skæbne. Hvert trins væseners mentalitet befordres i særlig grad af den grundenergi, der er kulminerende i det pågældende tilværelsesplan eller rige. Livsforbindelsen mellem det levende væsens Jeg og verdensaltet eller Guddommen betinges således af den grundenergi, der er den herskende i det tilværelsesplan, i hvilket væsenet midlertidigt befinder sig. De førnævnte stråler, der udgår fra hvert trin på trappefiguren til venstre symboliserer energierne i væsenernes sansebegavelse, hvilke energier igen er det samme som de seks grundenergier. Vi ser, at der ud fra det røde trin, der symboliserer planteriget, udgår en rød stråle. Den udtrykker plantevæsenets mest fremtrædende sanseenergi, hvilket vil sige in- 218

17 stinktenergien. Ved hjælp af denne energi kan plantevæsenet ane behag og ubehag. Den kan ikke analysere eller på nogen som helst måde gøre sig begribeligt, hvad dette behag eller ubehag er. Men den kan begynde at føle sig tiltrukket af det behagelige og åbne sig for dette, ligesom den kan føle sig frastødt af det ubehagelige. Den kan åbne sig for solens varmepåvirkning og lukke sig for nattekulden. Ved instinktenergien befordres hele plantelivsformer organisme dannelse rent automatisk. Igennem denne kuldens og varmens påvirkning og andre ydre former for påvirkning, såsom dyrenes og menneskenes påvirkning, naturens tørke- og vædepåvirkninger bringes væsenets talentkerner for organismedannelse fra et tidligere spiralkredsløb til at vokse frem. Og igennem denne påvirkning igennem årtusinder får planten udviklet sig en individuel organisme, i kraft af hvilken den efterhånden bliver til et dyr. Som dyr er væsenets bevidsthed nu ikke mere indskrænket til kun at kunne ane. Den har begyndt at ja udviklet talentet for at kunne opleve og manifestere sig i kraft af tyngdeenergi og en mindre grad af primitiv følelse, og ligeledes en endnu mindre grad af intelligens. På symbolet udgør det orangefarvede trin dyreriget. Vi ser at tyngdeenergistrålen, markeret ved orange farve, her er dominerende. Sammen med instinktenergien, følelsesenergien og ligeledes en mindre grad af intelligensenergi behersker tyngdeenergien således dyrets bevidsthed, livsoplevelse og manifestation. Denne kombination af grundenergierne i dyrets bevidsthed bevirker, at dette væsens livsbetingelse er baseret på det dræbende princip. Det må i stor udstrækning dræbe for at leve. Det er således disse energier, der ligger til grund for livskontrasten mørket, djæviemennesket, ragnarok eller helvede. Det næste trin, markeret ved gul farve, symboliserer det færdige eller fuldkomne menneskerige. Vi ser følelsesenergien i fuld udfoldelse, men da den er forbundet med en så høj grad af intelligensenergi, at følelses- og tyngdeenergien kun kan udfoldes absolut logisk, hvilket igen vil sige: kun kan åbenbares som absolut alkærlighed eller næstekærlighed, har vi her livskontrasten lyset. Det er denne kombination af grundenergierne i væsenets bevidsthed, der danner det medvirkende grundlag for væsenets fremtræden som mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det næste trin, markeret ved grøn farve, udgør visdomsriget. Strålen, der udgår fra dette trin udgør den kulminerende intelligens. Sammen med de forannævnte grundenergier danner den således her hjemstedet for den allerhøjeste eksisterende visdom eller videnskab. Alle væsener med denne bevidsthedskombination af grundenergierne er her kulminerende i den allerhøjeste visdom og skabelse. Det er herfra al skabelse på det fysiske tilværelsesplan dirigeres og styres frem til dens slutfacit: at være til glæde og velsignelse for alt levende. Det næste trin, markeret ved den blå farve, symboliserer livets allerhøjeste tilværelsesplan. Og vi har derfor udtrykt dette tilværelsesplan som»den guddommelige verden*. Den førende grundenergi her er intuitionsenergien der er udtrykt ved den blå farve. Den er livets allerhøjeste og altgennemtrængende sanseenergi. Som man ser på symbolet spænder den over hele spiralkredsløbsfeltet og giver efterhånden mennesket permanent kosmisk bevidsthed. Det udgør her det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Vi kommer herefter til det sidste tilværelsesplan i nærværende spiralkredsløb. Det udgør det, vi kalder salighedsriget. Det er markeret ved lys indigo farve. Dette tilværelsesplan er en absolut indre verden for væsenet. Den fundamentale sanseenergi på dette plan er hukommelsesenergien. Væsenet er således her vågen dagsbevidst i sine erindringer fra alle rigerne eller tilværelsesplanerne i den spiral, det nu igennem salighedsriget skal forlade for at overgå til et nyt kosmisk spiralkredsløb. Det lever her i en fra den ydre verden isoleret tilværelse. Dets evner tu at sanse i den ydre verden er her degenereret og ophørt. Det kan kun opleve erindringer. Men da 219

18 erindringer, jo ældre de bliver, desto mere kommer til at stråle i et forklarelsens lys, bliver det en ekstasefrembringende nydelse for væsenet at opleve disse sine erindringer fra hele det tilbagelagte spiralkredsløbs regioner. Hele væsenets samlede erindringsområde er jo intet mindre end en kopi af verdensaltet, således som væsenet har oplevet det i det nævnte tilbagelagte spiralkredsløb. I dette levende erindringsbillede af verdensaltet lever væsenet. Det udgør her hele dets livsoplevelsesområde. Det har ingen bevidst forbindelse med noget som helst andet levende væsen. Det lever helt og holdent i sin erindringsverden. Her kan det genopleve alle sine tidligere oplevelser og kan genfremkalde tidligere oplevede samvær med sine kære venner. Det lever her suverænt i sin egen af erindringer bestående verden. I denne dets egen suveræne verden får det ligesom lov til at opleve sig selv som Gud i dette sit eget lille verdensalt. Det er en symbolsk oplevelse af, hvorledes Guddommen befinder sig i sit eget store verdensalt, men dog med den forskel, at Guddommens Verdensalt består af virkelige levende væsener, medens menneskets i erindringerne fremkaldte verdensalt kun består af kopier af levende væsener og ting. Men ikke desto mindre er oplevelsen i dette væsenets eget indre verdensalt den allerhøjeste eksisterende salighedsfrembringende foreteelse. Strålen, der udgår fra salighedsriget, symboliserer altså erindrings- eller hukommelsesenergien. Vi ser, at også den strækker sig over hele spiralkredsløbets område og er fundamentet for denne væsernes allerhøjeste livsoplevelse i deres indre verden, netop denne, at opleve sig selv som en Guddom i sit eget verdensalt, omstrålet af kulminerende salighed. Ved at betragte de på symbolet markerede udstrålinger fra hvert af rigerne i spiralkredsløbet, kan vi se, at saligheds ener gien giver guddommeligt lys og velvære i den indre verden. Intuitionsenergien giver lys og velvære i den guddommelige verden. Intelligensenergien giver lys i visdomsriget, medens intelligens og følelse skaber lys i det rigtige menneskerige. Menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget er således udelukkende lys- og glædesriger, hvor livet kulminerer i sin allerhøjeste velværeform, og hvor alle væsener udelukkende er til glæde og velsignelse for hverandre og fremtræder derved i Guds billede efter hans lignelse. Da planterigets livsformer hovedsageligt har dagsbevidsthed i salighedsriget, er det således i virkeligheden også et lysets rige. Tilbage bliver der så kun dyreriget. Det er rigtigt, at det er spiralkredsløbets mørkezone. Men da denne zone er en livsbetingelse for skabelsen af den bevidsthed, i kraft af hvilken væsenerne bliver i stand til, som mennesket i Guds billede eller væremåde, at oplev* de fem andre spiralkredsløbsrigers kulminerende totale lysregioner og salighed, vil dyreriget eller mørkets zone retmæssigt også kun vare at betragte som til glæde og velsignelse for de levende væsener. Uden denne mørkezones eksistens ville al bevidsthedsskabelse vare en total umulighed. Mørket hører således også med til verdensaltets grundtone som et kærlighedens udslag. 220

19

20 Det levende væsens sanseevne og udviklingstrinene (Symbol nr. 31) Alle levende væsener er»mennesker«men på forskellige stadier Som vi er blevet bekendt med, er alle levende væsener, kosmisk set, det samme væsen. Når de ikke desto mindre fremtræder for os som tusinder og atter tusinder af forskellige racer og arter, skyldes det kun den omstændighed at de almindeligvis dømmes efter deres fysiske organisme. Da denne organisme i realiteten eller kosmisk set absolut ikke er selve væsenet, men derimod kun udgør det redskab, ved hvilket det skaber og oplever livet, er det naturligvis forkert at bedømme væsenets virkelige eller absolutte identitet efter denne dets organisme, og især da denne er timelig og skal forgå. Derfor må det levende væsen bedømmes efter dets virkelige og evige identitet. Denne kosmisk«bedømmelse er den absolut højeste og derfor den totalt retmæssige. Det er i denne bedømmelse, at det levende væsen udtrykkes ved begrebet»menneske«. Bag udtrykket»menneske«forekommer der altså en absolut evig udødelig realitet. Og da hvert eneste eksisterende levende væsen i hele verdensaltet både i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos har denne analyse, bliver det således her til kendsgerning for den intuitive iagttager, at alle disse nævnte væsener i deres højeste og inderste kosmiske analyse hver især udgør den samme art væsen. De er alle»mennesker«i denne deres højeste, kosmiske analyse. Når vi i dagliglivet ikke udtrykker alle de levende væsener som»mennesker«, skyldes det som før nævnt udelukkende dette, at de fremtræder i forskellige organismer og livsoplevelses- og manifestationsformer, der afviger fra den organisme- livsoplevelses- og manifestationsform, vi almindeligvis udtrykker som menneske. Når vi f. eks. ikke udtrykker en hund, en kat, en hest, en elefant, en fisk eller et hvilket som helst andet dyr som menneske, skyldes det udelukkende den organismeform og de livs- og manifestationsformer, de pågældende evige væsener manifesterer sig igennem. Da organismerne, livs- og manifestationsformerne er skabte foreteelser og således kun er midlertidige forekomster ved de levende væsener, kan de umuligt være identiske med de levende væsener selv. De udgør kun noget, der er frembragt af de levende væsener. Men bag dette frembragte noget eksisterer det virkelige og evige væsen som et Jeg med en lige så evig overbevisthed. Det er dette Jeg og dets overbevidsthed, der tilsammen udgør det virkelige evigt levende væsen bag den forgængelige fysiske organisme. Det er dette levende væsen, der skaber organismen, oplever og manifesterer sig igennem denne og atter kan adskille sig fra den, når den bliver gammel og opslidt eller på anden måde bliver læderet eller defekt og dermed ubrugelig for væsenet. Det er denne 221

21 Jeg'ets adskillelse eller frigørelse fra sit fysiske legeme, vi kalder»døden«. Og som vi allerede er blevet bekendt med, kan væsenet igennem særlige betingelser atter danne en ny fysisk organisme og atter opleve livet på det fysiske plan. Det er denne proces vi kalder»fødsel«. Begge disse to processer fødsel og død udgør tilsammen grundlaget for den såkaldte»reinkarnation«eller»genfødelse«. Dette levende, evige væsen bag organismerne, der oplever og manifesterer livet i kraft af sin organisme, er i sig selv navnløst, eftersom det i sig selv er hævet over al manifestation, idet det er selve manifestationens ophav. Det kan kun udtrykkes som»noget, der er«. Kun det, det frembringer og skaber kan gives navn. Det primære i dets skabelse er dets organisme. Og i virkeligheden er det efter dennes struktur, det får navn. Den fornemste og totalt fuldkomneste af alle de levende væseners organismer er menneskeorganismen. Det er efter denne, at de levende væsener får navn af»menneske«, alt eftersom de når så langt frem i udviklingen, at den modsatte pol begynder at gøre sig gældende, og dermed i tilsvarende grad begynder at ændre dyrementaliteten og dyreorganismen henholdsvis til menneskementalitet og menneskeorganisme. Menneskementaliteten kendetegner sig ved den med polforvandlingen tiltagende intelligens, viden, begavelse og skabeevne. Menneskeorganismen kendetegner sig ved dyreorganismens udvikling hen imod den oprejste gang, den efterhånden forfinede muskulatur og de forfinede ansigtstræk, tilsynekomsten af begyndende feminine anstrøg i mands-organismen og maskuline anstrøg i kvinde-organismen. Og således udvikler menneskementaliteten og menneskeorganismen sig ud af forudgående primitive stadier. Og det er linder disse primitive stadier, at de evige virkelige væsener bag organismerne bliver udtrykt som dyr, planter og mineralske livsformer og ikke som menneske. Forklaring til symbol nr. 31 Keglefiguren til venstre på symbolet symboliserer verdensaltets som altså strækker sig fra det uendelige mikrokosmos til det uendelige makrokosmos. I dette verdensalt befinder sig alt, hvad der eksisterer. Den store trappeformation til højre på symbolet symboliserer udviklingsstigen, på hvis trin alle eksisterende levende væsener befinder sig. Hvert trappetrin symboliserer et udviklingstrin. På et af disse trin ser vi en trekant. Denne symboliserer et levende væsen. Fra dette levende væsen udgår der en lysende stråle. Denne symboliserer det pågældende væsens sansebegavelse, hvilket igen vil sige: dets manifestations- og livsoplevelsesevne. Hvad væsenet kommer til at opleve og skabe beror altså på, hvilket udviklingstrin, det befinder sig på. Det kan jo kun opleve den del af verdensaltet, der er tilgængeligt for dets sanser på nævnte trin. Jo højere væsenet er udviklet, desto fuldkomnere kan det sanse og opfatte verdensaltet. Trinene på trappefiguren til højre på symbolet symboliserer de almindelige menneskelige udviklingstrin. Når de er symboliseret her, er det for at vise, hvor ulogisk og tåbeligt det er at være intolerant. Den hvide trekant, vi ser på et af trappetrinene på symbolet, symboliserer et levende væsen. Strålen, der udgår fra dette levende væsen og over mod kegleformen, der symboliserer verdensaltet, symboliserer nævnte væsens sansning ud fra det pågældende trin. Væsenet kommer ved sin sansning på nævnte trin til at se verdensaltet i et i denne sansning fremtrædende særligt perspektiv. At det ufærdige eller primitive menneske opfatter dette perspektiv som den sande virkelighed er naturligvis givet. Det har derfor 222

22

23 vanskeligt ved at forstå de over- og underliggende udviklingstrins menneskers opfattelse af verdensaltets eftersom denne fremtra der i de af disse nævnte trin formede perspektiver. At disse perspektiver er nødsaget til at være forskellige, alt eftersom de ikke er set fra det samme synsfelt eller trin på udviklingsstigen, er selvfølgeligt. Dette skaber derfor stor misforståelse, uvilje, intolerance og strid mellem de ufærdige mennesker fra forskellige udviklingstrin. De tror hver især, at deres specielle opfattelse er den totalt urokkeligt, fuldkomne opfattelse af verdensaltet, og at de andre menneskers opfattelse er forkert. De forstår endnu ikke, at de befinder sig på forskellige udviklingstrin og derfor umuligt kan se verdensaltet i det samme perspektiv. Først når væsenet får kosmisk bevidsthed og er det færdige menneske i Guds billede, er det i stand til at se hele udviklingsstigen med dens mange trin og disses beboere, og at disse nødvendigvis må være forskellige i ånd og tænkemåde, alt eftersom deres sansekapacitet er forskellig på de udviklingstrin, de befinder sig på. Det ufærdige menneske må derfor lære at forstå, at dets næstes livsopfattelse eller syn på verdensaltet er nødsaget til at være formet og begrænset af den sansekapacitet, denne næste midlertidigt er i besiddelse af. Og denne er igen begrænset af, hvilket trin på udviklingsstigen væsenet befinder sig på. Det er denne her beskrevne væsenernes sansekapacitets begrænsning af udviklingstrinene, de ikke forstår. De tror hver især, at de sanser eller oplever verdensaltet fra det samme udsigtspunkt, altså samme udviklingstrin. Og der er ingen, der gerne vil tro eller vedgå sig at stå på et lavere udviklingstrin end sin næste. Derfor kæmper de fleste ufærdige mennesker hver især for at få sit synspunkt eller sin livsopfattelse gjort gældende som den absolut rigtige eller eneste saliggørende. Og vi har således her grunden til al intolerance, krig og lidelse. Før menneskene er kommet til at forstå, at de befinder sig på forskellige udviklingstrin og derfor kun kan have det syn på verdensaltet og livsopfattelsen, som er tilgængelig igennem den sansekapacitet, der er gældende for trinet, vil den virkelige varige og absolutte verdensfred være en umulighed på jorden. Men alt eftersom menneskene når frem til at blive færdige mennesker, får kosmisk bevidsthed og bliver i Guds billede efter hans lignelse, bliver de i stand til at opleve det absolutte verdensbillede i sin helhed. Og her ser de blandt andet alle de ufærdige menneskers forskellige livsopfattelser og væremåder som arbejdende detaljer i Guds skabelse af menneskehedens befrielse fra mørkets og djævlebevidsthedens natsorte lidelsessfærer til lysets og kærlighedens sfærer i en kulmination af salighed. De tolv grundfaciter eller livsmysteriets løsning (Symbol nr. 32) Guddommen og verdensaltets enhedsanalyse Vi er hermed kommet igennem verdensaltets kosmiske grundanalyser, der samtidig er selve livsmysteriets løsning. Disse analyser har vi delt i tolv grundfacitter og symboliseret dem på symbolet i en sådan rækkefølge, at de tilsammen danner 223

24 den enhedsanalyse, som hele verdensaltet i sig selv udgør. Vi vil her gennem livets egen tale vise sandhedssøgeren den altomfattende livets virkelige store sandhed, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, og at verdensaltet er en eneste stor organisme for et levende væsen, der eksisterer under begrebet Gud, og at denne Guddom igennem denne organisme eller verdensaltet udgør et eneste evigt og uendeligt eksisterende lys- eller kærlighedsvæsen, i hvilket alle eksisterende levende væsener lever, røres og er. Vi skal nu ved hjælp af nærværende symbol gå over til at klarlægge dette altoverstrålende levende væsen, dette evige altrummende verdensalt, dette livets mysterium, i kraft af fysiske og kosmiske kendsgerninger eller evige facitter. Forklaring til symbol nr. 32 Nærværende symbol symboliserer som nævnt livsmysteriets løsning. Nar symbolet er formet som en stjerne, skal det symbolisere, at livsmysteriets løsning er en afsløring af et altoverstrålende guddommeligt lys, baseret på kulminerende harmoni, visdom og kærlighed. Livsmysteriets løsning bliver en mental lysende og varmende solopgang i ethvert ufærdigt menneskes sind og tanke, en inspirerende og livgivende fornemmelse af Guds nærhed, en opstandelse fra dødens og mørkets rige. Uden om stjernen ser vi på symbolet et orangefarvet felt, der danner symbolets yderste rand, dette symboliserer tyngde ener giens, det dræbende princips eller mørkets domæne. Dernæst kommer et grønt felt, der symboliserer intelligens, samt et gult felt, der symboliserer følelse. Når disse to bevidsthedsener gier på symbolet er svejset sammen og ligesom danner en enhed, skal det betyde, at de udtrykker intellektualiseret følelse, der er det samme som kærlighed. Nævnte gulgrønne felt symboliserer således lyset, medens det orangefarvede felt symboliserer mørket. Rent bortset fra, at det gulgrønne felt, der, som vi lige har nævnt, symboliserer kærligheden^ skal det også her på nærværende symbol symbolisere den højeste ilds to store hovedorganer: den maskuline pol og den feminine pol. Det grønne farvefelt symboliserer således den maskuline pol, medens det gulfarve de felt symboliserer den feminine pol. Tilsammen udgør disse to poler fundamentet for mørkets og lysets skabelse i spiralkredsløbet. Som vi ser på symbolet, er den maskuline pol (det grønne felt) i en fremtrædende overvægt i forhold til den feminine pol (det gule felt), der kun danner den tynde rand uden om det grønne felt. Væsener i hvem dette forhold gør sig gældende udtrykker vi som»hankønsvæsener«ligesom vi udtrykker væsener, i hvilke det modsatte forhold gør sig gældende, som»hunkønsvæsener«. Hankøns- og hunkønsvæsener er således væsener, i hvilke kun den ene af de to poler er i fuld virksomhed. Vi udtrykker dem derfor som»enpolede«væsener. Da slutfacittet for væsenernes udvikling er dobbeltpolethed, vil de være at betragte som ufærdige væsener i samme grad som de er enpolede. Centrumsfiguren i stjernens midte symboliserer det dobbeltpolede væsen. Den inderste runde gulgrønne figur symboliserer væsenets ordinære pol, hvilket vil sige: den maskuline pol hos hankønsvæsenet og den feminine pol hos hunkønsvæsenet. Uden om denne pol på symbolet ser vi et andet gulgrønt ringformet felt, dette symboliserer væsenets modsatte pol, hvilke vil sige den feminine pol hos manden og den maskuline pol hos kvinden. På farverne ser vi, at det maskuline og det feminine princip er smeltet sammen til en harmonisk ligevægtig enhed. Væsenet er således ikke mere noget specielt hankønsvæsen eller noget specielt hunkønsvæsen. Det udgør nu det totalt fuldkomne dobbeltpolede væsen, der igen betyder, at det er blevet det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det har permanent total kosmisk bevidsthed og er nu hjemmehørende i Guds primære bevidsthed. 224

25 Stjernefelt nr. 1. De tolv grundfacitter, som livsmysteriets løsning repræsenterer, er hver især symboliseret i et nummereret felt af stjernefigurens 12 felter. Hvert felt symboliserer således et af livsmysteriets grundfacitter. Stjernefelt nr. l symboliserer livsmysteriets første facit. Det udgør selve verdensaltets eller alt hvad der overhovedet er til. Vi ser på farverne, at det symboliserer planteriget, dyreriget, menneskeriget og de øvrige riger i spiralkredsløbet, samt moderenergien (den violette farve) og de levende væseners Jeg'er symboliseret ved den hvide trekant foroven i nævnte stjernefelt. Ethvert levende væsen står altså over for selve verdensaltet. Det bliver påvirket af dette, og det reagerer tilbage over for det. Da det således er en kendsgerning, at verdensaltet -eksisterer og udgør alt, hvad der overhovedet er til, bliver vi nødsaget til at opfatte det som»noget, som er*. Det kan ikke tages væk. Denne analyse er altså ganske urokkelig. At benægte dens rigtighed er det samme som at benægte sin egen eksistens. Stjernefelt nr. 2. Ser vi på det forannævnte»noget* eller verdensaltet, ser vi, at det udgør et eneste stort ocean af årsag og virkning. Dette er symboliseret på symbolet ved den hvide figur med de gentagne indsnævringer. Det indsnævrede punkt symboliserer årsag, medens det udvidede felt symboliserer virkning. Her har vi således også et urokkeligt facit. Der findes i realiteten absolut ikke noget som helst skabt, der ikke er virkningerne af en årsag, ligesom der ikke findes virkninger, der ikke bliver til årsager. Alle skabte ting eksisterer udelukkende som virkninger af forudgående årsager. Hele bevægelsesområdet, skabelsen eller energiudfoldelsen vil derved være at inddele i årsag og virkning. Da virkninger igen ikke kan eksistere uden at blive årsag til nye virkninger og således fremdeles, er livsoplevelsen det samme som oplevelsen af en årsags- og virkningskæde. Denne livsmysteriets anden analyse eksisterer således også som en uomstødelig kendsgerning. Stjernefelt nr. 3. Alle eksisterende skabelsesprocesser, alle levende væseners manifestationer, alle naturens processer og bevægelsesarter, kan kun eksistere i form af denne årsags- og virkningstilstand. Ved en nærmere iagttagelse ser vi, at denne årsags- og virkningstilstand er logisk, hvilket vil sige, at den udløser sig i et ocean af skabelsesprocesser, der i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Er ikke netop alle de levende væseners organismer skabte foreteelser, der er til glæde og velsignelse for deres ophav. Er ikke ethvert organ i disse organismer ligeledes til glæde og velsignelse for organismen og dens ophav? Er ikke naturens skabelse af de modne frugter, der udgør sund føde for levende væsener, til glæde og velsignelse? Er ikke solens lys og varme til så megen glæde og velsignelse for de levende væsener, at det ligefrem er en livsbetingelse for deres fysiske eksistens? -? Men der er mange af naturens skabelsesprocesser, der ikke er færdige. Disse kan naturligvis ikke opfylde formålet at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Til disse endnu ikke færdigskabte foreteelser hører blandt andet de jordiske mennesker. Deres mentalitet og væremåde er endnu ikke så færdigskabt, at de permanent kan være til glæde og velsignelse for levende væsener. Det er jo derfor mørket florerer inden for menneskeheden. Men slutfacittet på denne menneskehedens skabelse bliver urokkeligt til glæde og velsignelse for hvert enkelt menneske selv og dermed for hele menneskeheden. Når naturens skabelsesprocesser i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener, og denne naturens skabeevne også bringer menneskenes skabeevne og væremåde frem til i deres slutfacit at være til glæde og velsignelse for levende væsener, bliver det vældige ocean af skabelse, som igennem verdensaltets skabeevne bringes til udfoldelse, således udelukkende til glæde og velsignelse for alle verdensaltets eksisterende levende væsener. Denne altoverstrålende totale fuldkommenhed, som denne verdensaltets samlede skabelsesproces, der må udtrykkes som Guddommens skabelsesproces og væremåde, repræsenterer, har vi på symbolet symboliseret ved korsets tegn, da dette er lysets og fuldkommenhedens symbol. Det var på dette Kristus tilgav sine bødler og åbenbarede hermed kærlighedens kulmina- 225