Sofisternes syn på erkendelse og etik. Med Protagoras som dominerende sofist

Transkript

1 Sofisternes syn på erkendelse og etik Med Protagoras som dominerende sofist 1

2 Prolog Jeg vil i denne opgave belyse sofisternes erkendelse og etik. Jeg vil tage udgangspunkt i Protagoras og Gorgias, erkendelse og etiske opfattelse, men også komme omkring andre sofister. Jeg vil give en filosofihistorisk introduktion til sofismen og der ved komme ind på sofisternes erkendelse og etik. Jeg vil belyse ved kritik og diskussion, sofisternes teorier, med Platon som fortaler. Til sidst vil jeg komme med en opsummering på sofisternes erkendelsesteori og etik og ud fra dette give en konklusion. 1 Sofisternes opståen set i relation til deres samtid Åndshistoriens begivenheder, i det 500 århundrede f. Kr., udvikler sig meget hurtigt. Athen bliver fra ca. 450 f.kr. den græske verdens kulturelle centrum, og filosofien tager en ny retning efter naturfilosofferne. I Athen rettes interessen mere koncentreret om mennesket, og mennesket plads i samfundet. Demokratiet udvikles og tager form, hvilket medfører øget efterspørgsel for undervisning i de demokratiske regler - undervisning der gør den enkelte i stand til at deltage i de demokratiske processer. Sofisterne er et produkt af den nye retning, der påvirker moralens standarder og religionen, og denne sekulariseringen er grunden, til sofisterne kom til Athen. Sofismen Skal man forsøge at fremstille sofismen, kan man sige at der ikke findes nogen fælles kerne af ideer i gruppen af sofisterne. Dog er det muligt at påvise følgende er typisk baggrund og ideer hos sofisterne. Sofisterne er 1 Der findes ikke meget kildemateriale om sofisterne, det meste er gået tabt, sandsynligvis fordi Platon betragtede dem, som fjender og derfor blev de udelukket fra den doxografiske tradition, til med er meget af det kildemateriale der er bevaret, skrevet af Platon. Man mener dog, at han så Protagoras, som en værdig modstander, og derfor menes kildematerialet at være oprigtigt, i hvert fald når det handler om Protagoras, men med kildematerialet, der omhandler de andre sofister, er det mere tvivlsomt. 2

3 hverken videnskabsmænd eller filosoffer, de kommer fra hele Grækenland og er en gruppe omrejsende lærde, som tjener penge på, at undervise unge hvis forældre har penge til at betale for undervisningen, frem for unge der er født til høje titler, men måske ikke så velhavende. Sofisterne er velbetalte undervisere af de nyriges unge, samfundets kommende magtelite. Sofisternes vigtigste disciplin er retorik. Den retorik lærer de deres elever, så disse elever kan få evnen til at begå sig i det athenske demokrati og retssystem. Der bliver lagt vægt på argumenter ud fra sandsynlighed snarere end sandhed, hvilket Friis Johansen pointerer i følgende citat. Det er vel først og fremmest sofisterne de vise der står for tidens rationalisme og humanisme, en stærk tillid til menneskets autonomi, dets mulighed for at forstå og omforme den kulturverden, det selv har skabt. Et menneskes værdi og succes beror for en Sofist på viden og dannelse, ikke på fødsel eller privilegier.( K.F. Johansen 2007, s 131) Sofisternes filosofiske arbejdsområder, er primært spørgsmålet om erkendelsens objektive gyldighed eller mangel på samme, forholdet mellem sprog og virkelighed, sandhedsbegrebet, moralske normers objektive gyldighed og deres afhængighed af kultur og psykologi. Sofisternes undervisning i praktiske og formelle færdigheder hænger nøje sammen med deres videnskabelige og filosofiske teorier. 2 Sofisterne og retorikken Retorikken er som nævnt sofisternes vigtigste disciplin, og der var tre slags taler man traditionelt underviste i: 1) retstalen, som handler om hvad der er sket, 2) den politiske tale, der handler om hvad der bør ske og 3) Lejlighedstalen, der kun skal appellerer til følelserne. Sofisterne udviklede nogle specielle teknikker og regler for god argumentation, men det rejser også en kæde af erkendelsesteoretiske og 2 Friis Johansen 2007, s 132 3

4 moralske problemer. 3 Man skal gøre sig overvejelser om forholdet mellem sandhed, sandsynlighed og hensigtsmæssighed, både i retssalen og over for beslutningstageren. I retstalen kommer det til at afhænge mere af sandsynlighed end om sandhed, da man kun sjældent i sådanne situationer kan fremlægge entydige bevismaterialer en pointe ligeledes fremhævet af Friis Johansen. For ikke alene når vi aldrig til den rene objektive sandhed, men det er en menneskelig institution, domstolen, der fastsætter sandheden gennem retsafgørelse. Altså skaber mennesket ikke bare ret, også sandhed. ( K.F. Johansen 2007, s 133) I den politiske tale bliver der argumenteret med sandsynlighed og hensigtsmæssighed, som Friis Johansen siger: Også her er det mennesket, der kan do things with words. (K.F. Johansen 2007, s 133) Disse ord eller taler, giver problemer for både sandheden, loven og endegyldigt for retfærdigheden. Filosofisk set er sofisterne kendt for, at tage udgangspunkt i de menneskelige evner humanisme og rationalisme. En tro på at mennesket selv kan danne og udvikle sine intellektuelle evner, og at man tilsvarende kan afvise religiøs overtro, og guddommelige forklaringer om hvordan mennesket og verden hænger sammen. Sofisterne og erkeendelsesteorien Erkendelsesteoretisk er sofisterne påvirket af naturfilosoffen Parmenides lærersætninger. For Parmenides er tanken og væren det samme, og ikke væren er bare nogle tomme navne som de dødelige har fundet på. 4 Friis Johansen giver et eksempel på et sofistisk slagord : man kan ikke tænke det, der ikke er (K. F. Johansen 2007, s 133). I dette slagord ligger en drejning af erkendelsesbegrebet. Erkendelsen subjektiveres og relativeres og er ikke kun et teoretisk begreb, men også 3 Friis Johansen 2007, s Friis Johansen 2007: s 133 4

5 erkendelse der bruges i praksis. 5 Som Friis Johansen så fint skriver: Den, der lader sin erkendelse gå videre, er pædagog, demagog, psykagog han er opdrager og politisk leder, og han leder sjæle (K. F. Johansen 2007, s 134). Man kan altså ikke skille erkendelsen fra formidlingen af erkendelse, og det er sandsynligvis under sofistisk indflydelse, at ordet paideia (opdragelse) antager betydningen af karakterdannelse. Toneangivende sofister På trods af at der er fællestræk mellem de forskellige sider af sofistikken, har hver enkelt sofist sine egen interesser, som de dyrker. Jeg vil derfor i det følgende præsentere en række forskellige sofister og deres erkendelsesteori og etik. Protagoras Sofismens godfather er Protagoras ( f.kr.). Han er så kendt, at han i 444 f. Kr. hjalp athenerne med at lave love i deres koloni i Syditalien. Protagoras spænder meget bredt i erkendelses- og moralfilosofiske spørgsmål, hvilket gør ham til den ypperste form for pædagog. Den platoniske Protagoras fremfører flere relativistiske synspunkter, som fx at noget gavner mennesker, og ikke for dyr og noget gavner dyr og ikke planter osv. Disse synspunkter bliver til de såkaldte dobbeltargumenter. Hverken de relativistiske eller skeptiske synspunkter er nye i den filosofiske tradition. Protagoras kommer med nye tiltag i hans erkendelsesteori. 6 Protagoras mest kendte tese er hans homo mensura tese, som ligger til grund for hans erkendelsesteoretiske hovedværk Sandheden. Denne tese hedder: Mennesket er alle tings målestok, for de værende tings væren, for de ikke værende tings ikke væren (K.F. Johansen 2007, s 136). 5 Friis Johansen 2007: s Friis Johansen 2007: s 135 5

6 Ifølge Platon, som er fortolker i dialogen Theaitetos, udtrykker tesen en relativistisk og subjektivistisk generel erkendelsesteori: det vil sige, tingene er for mig, som de perciperes af mig, for dig, som de perciperes af dig - hvilket netop er Protagoras perceptionsteori. Fx kan vandet forekomme varmt for mig, og forekomme koldt for dig. Der bliver ikke sagt noget om vandet er koldt eller varmt, men kun noget om hvordan den enkelte individ opfatter situationen, og der fokuseres på individet og individets perception og ikke på vandet. Det fremgår af Platons fortolkning, at dette forekomme for, gælder for alle personer og for enhver type udsagn, det vil sige udsagn om sanseoplevelser, fysik, moral, jura osv. Protagoras har med andre ord betragtet perceptuelle domme, som basale i forhold til meninger eller vurderinger. Af dette kan følge to ting: 1) Når man ikke kan tage fejl om, at noget forekommer én, at være på en bestemt måde, så taler og tænker mennesker altid sandt. 2) Det er meningsløst at modsige andre, for de taler jo kun om deres egen subjektive oplevelse af verden. Skal man søge at forstå meningen med tesen er ordene mennesket og ting de mest interessante ord at se lidt nærmere på. Hvad er mennesket, ifølge Protagoras? Det er det individuelle menneske, ikke som menneskeheden som helhed. Det er det enkelte individ der afgør sandheden og ikke mennesker som art. Hvad er ting, ifølge Protagoras? Som det fremgår, har vi ikke direkte adgang til verden, som den er i sig selv, altså de fysiske objekter. Alt hvad vi erkender, er verden, som den fremtræder for os. Fx hvis min venstre fod er kold og min højre fod er varm, fx efter den ene har haft sok på og den anden ikke, så vil det samme lunkne fodbad føles varmt for min venstre for og koldt for min højre fod. Er fodbadet så koldt eller varmt? Denne tankegang kan videreudvikles i to forskellige retninger: 1) Protagoras kan have en metafysisk pointe og udvise en ekstrem form for subjektivisme, hvor der ikke findes nogen ydre, objektiv virkelighed. Verden er helt igennem subjektiv og relativ. Denne retning er sidenhen i 6

7 filosofien udviklet til både fænomenalisme, ideen om at der kun findes subjektive bevidsthedstilstande og til sidst solipisme, ideen om at der kun findes mig og mine subjektive bevidsthedstilstande. 2) Protagoras kan også være moderat, og lade sig nøje med en erkendelsesteoretisk pointe og blive en form for skeptiker, hvor han går ud fra at der er en verden uden for vores univers, der er uafhængig af vores perception. Vi kan intet vide nærmere om denne verden, og erkendelsen er alene afhængig af det enkelte subjekts sanser. Protagoras skal dog opfattes som skeptiker, idet han forholder sig agnostisk over for fænomener, der ikke kan sanses, fx at vandet er koldt for nogen og varmt for andre, til det vil Protagoras sige, at selvom det giver mening at tale om, at der findes vand, det objektive eksisterende, som man begge oplever, så er der ingen objektiv sandhed for, hvorvidt vandet er koldt eller varmt. Protagoras mener ikke at vi nogensinde vil nå anden form for sandhed end den subjektive sandhed og derfor prøver han ikke at finde en teori om hvordan den sande virkelighed ser ud. Alle domme er ifølge Protagoras sande fordi, de handler om hvad der forekommer et subjekt at være tilfældet. Alle domme er sande, både for det ene menneske, som for alle i samfundet, men ikke alle er lige hensigtsmæssige, hvilket gør ham til pragmatist. 7 Man kan ikke meningsfuldt modsige andre menneskers påstande, for det handler jo om, hvad der er sandt for det enkelte individ og der kan de ikke tage fejl. Man kan prøve at påvirke deres holdning så den bliver mere hensigtsmæssig. I forbindelse med det hensigtsmæssige, kommer sofismens opdeling i nomos og physis, modsætningen mellem natur på den ene side og vedtægter og normer på den anden. Protagoras mener at moralske og juridiske normer er menneskeskabte, og kan ændres hvis de ikke er hensigtsmæssige - altså at de er nomos - men at mennesker danner samfund og konventioner er naturgivet - det er en del af menneskets givne natur, det 7 pragmatikeren mener, at sandheden er det der er nyttigt for mennesket, og ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med den objektive virkelighed. 7

8 er physis. Protagoras afleder nomos af physis, hvor mange af de andre sofister anser de to begreber for at være hinandens modsætninger. Mennesket har en naturgiven evne, arete, som dækker over dyd, duelighed og dygtighed, denne medfødte evne skal udvikles igennem uddannelse og opdragelse til, at opnå en hensigtsmæssig adfærd, arete. Protagoras betragter denne egenskab, som et middel og ikke et mål. Protagoras mener, at borgerne skal uddannes til, at deltage i samfundet og demokratiet. Ifølge Protagoras er borgernes handle måde altid sand, når de handler efter egen overbevisning, men det er hans etik der afgør, om der er hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt. Man skal være dydig og deltage i demokratiet, regler og normer må ikke overtrædes, så længe de gælder. Som Friis Johansen skriver: Hans syn på arete som almen og som lærbar viser en reflekteret stillingtagen til forholdet mellem sagkundskab og medbestemmelse i et demokrati (K.F. Johansen 2007, s 140). Gorgias En mere radikal sofist er Gorgias. Gorgias lader til at være ekspert i retorik, og det ser ud, som om han især har interesseret sig for argumentationsteknikken. Gorgias er en dygtig taler, men er helt uden moralske skrupler og gør alt til sort eller hvidt, hvilket passer fint til det over ordnede syn på sofisterne, som Friis Johansen nævner. Gorgias hævder, i modsætning til Protagoras, at intet er sandt, og han hævder også at alt er illusorisk, vi kan med ord skabe illusioner i stedet for kendsgerninger, og kan aldrig bruge ord til at beskrive en objektiv virkelighed. Friis Johansen skriver om Gorgias: ukendelig er den væren, der ikke opnår at synes, svagt er det tilsyneladende, der ikke opnår væren. ( K.F. Johansen 2007, s 144) Gorgias er kendt for sine tre radikale teser: 1) intet eksisterer, 2) hvis noget eksisterer, kan det ikke erkendes, 3) hvis det kan erkendes, kan det ikke meddeles. Den første tese går ud over Protagoras skepticisme, for den påstår at verden ikke eksisterer. Tesen forsvares ved hjælp af en række reductio ad absurdum argumenter, der giver en konklusion på det værende hverken kan 8

9 være evigt eller skabt eller begge dele, og det hverken kan være et eller mange. Disse argumenter slår de Eleatiske lærersætninger med deres eget våben. 8 Gorgias skelner desuden mellem virkelighed, erkendelse og meddelelse af erkendelse, måske som en af de første. Og man kan give Gorgias den ære at han kommer med en skarp kritik af Eleaterne. Antiphon Antiphon er en anden toneangivende sofist, kan stilles overfor Gorgias, idet han mener at nomos og physis er absolutte modsætninger. For Antiphon er moral og loven blot menneskeskabt (nomos) og de er derfor ikke bindende, som naturens love (physis) der nok må ses som love for egoistisk overlevelse. Det kan for det meste betale sig at følge samfundets love, men er de i konflikt med naturens, er det klogest af følge naturens love. Det enkelte individ skal handle i egen interesse. Det er svært at se hvordan et samfund med sådanne handlemåder og indstillinger fungerer, og vil undgå at degenerere til et anarki, på trods af at Antiphon i et kort fragment tager afstand fra anarki. 9 Thrasymachos Thrasymachos er en sofist, der også er meget radikal i sine udtalelser. Hans tese er magt er ret. Loven og moralen er altså menneskeskabt (nomos), og uden objektiv gyldighed, den er skabt af de stærke, som et middel til at styre de svage. For Thrasymachos er retfærdighed ensbetydende med det, der er i den stærkes interesse. Den stærke vil altid kunne trumfe en moral og lovgivning igennem, der er i hans egen interesse, og der findes ingen ret over den stærkes ret, som kan bruges til kritik af den stærke. 8 Friis Johansen 2007: s Friis Johansen 2007: s 150 9

10 Platons Kritik af sofisterne I dette afsnit, vil jeg fremsætte en kritik af de sofister jeg nævner i tidligere afsnit, jeg vil tage udgangspunkt i Platons kritik af dem. Protagoras Sofisterne bidrager betydeligt til hvad vi kalder humanistisk videnskab, men Platon taler alligevel nedsættende om dem. Platon kritiserer Protagoras, men man mener at Platon opfattede Protagoras, som en værdig modstander. Dog kritiserer han Protagoras for, at være selvgendrivende. Man spørger sig selv, om hvad han vil med sin tese Homo Mensura hvor han tilkendegiver, at mennesket er alle tings målestok, hvis dette er tilfældet vil det i sig selv være en relativ og subjektiv sandhed, og kan vi bruge det til noget? Desuden fremfører Platon, at Protagoras har svært ved at fastholde sin moderate skepticisme, idet den bliver selvmodsigende, fordi skepticismen forholder sig skeptisk over for alle ideer og dogmer, og derfor ikke kan være moderat, for så må man handle med objektiviteten, hvilken er den, Protagoras som sofist ikke anerkender. Dette kan belyses ved Protagoras tese om perception, hvor Protagoras mener at alle sanseindtryk er subjektive, både synet, smagen og følelsernes opfattelse er individuelle. Herunder er hans beskrivelse af vinden, som Friis Johansen giver eksempel på værd at fremhæve. Det at vinden er der, er en objektiv sandhed, men at dens beskaffenhed er individuel for det enkelte menneske. Han hælder samtidig mod, at vinden er et fænomen, som mennesket må acceptere, og ikke kan ændre noget ved, hvilket gør, at hans tese er selvmodsigende, idet han ikke kan tale om, at der findes fænomener, som mennesket ikke kan røre, og at han samtidig siger at alt er menneskeskabt. Et andet eksempel på denne tankegang kan være af visuel karakter, så som vurderingen af farven Hvid. Protagoras mener at farven er hvid set med den enkeltes øjne er en subjektiv oplevelse og at det man ser, er subjektivt og ikke objektiv. Smagssansen er også individuel opfattelse, fx kan to personer være uenige om hvorvidt en mango frugt smager godt, idet den ene 10

11 person mener at bitterstoffet, som er karakteristisk for en mango frugt er ubehageligt og den anden mener det er forfriskende. Disse udsagn repræsenterer subjektets opfattelse. Men mango frugtens aromastoffer er de samme - altså objektive. Alligevel vil Protagoras fremføre, at der kun findes en sandhed nemlig individets oplevelse, til trods for at den sunde fornuft vil påpege, at der er tale om både en subjektiv og en objektiv sansning, idet to forskellige udsagn om den samme oplevelse ikke giver mening hvis ikke, der er tale om to forskellige størrelser. Ved at se på Protagoras, og hvordan han i offentligt rum argumentere for sine teser, viser netop de forhold, at han stoler på brugen at et objektivt entydigt sprog (dette er Aristoteles kritik). At han også acceptere kontraindikationspricippet (hvis p er sand, kan ikke - p også være sand), viser en vaklen i forhold til sofisternes tankegang. Gorgias Platons Kritik af Gorgias, er at Gorgias retoriske interesse udelukker, en seriøs fordybning i filosofien. Da Gorgias mener at man kan gøre alt op i ord, og ikke tager hensyn til kendsgerningerne. Dette præsenterer blandt andet Holberg i komedien Erasmus Montanus, med sætningen: mor lille kan ikke flyve, en sten kan ikke flyve, ergo er mor lille en sten. Dette er et typisk eksempel på, hvordan man med retorik kan gøre alting illusorisk. Antiphon Platons kritik af Antiphon er, at hans teser er for ensidige. Hvilket betyder at hans samfundsnorm ikke ville kunne fungere i praksis. Når alle enkel individer har ret, er der tale om et anarki og ikke et demokrati. Antiphon kommer i sine taler med en masse teser, men ingen konkrete løsninger. Thrasymachos Platons gør i Staten Thrasymachos til en ret vulgær type. Et meget brugt ordsprog der præsentere hans tese er: 11

12 1. Chefen har altid ret. 2. Skulle Chefen undtagelsesvis ikke have ret. Træder 1 straks i kraft. Chefen har altid ret Platon mener, at Thrasymachos er for rabiat i sit udgangspunkt for statens funktion. Da det er Platons egen fremstilling af Thrasymachos, kan man sætte spørgsmålstegn ved hans objektivitet. Beskrivelsen af ovennævnte sofister og den kritik Platon giver, præsenterer sofisterne og deres moral begreber, samt måden hvorpå de vurderer datidens demokrati og samfund. De har en overordnet erkendelsesteori og etik, hvor udgangspunktet er at mennesket, er det vigtigste. De fire sofister jeg har valgt at beskrive, har alle deres egen fortolkning af disse begreber, der er mere eller mindre rabiate. Diskussion/konklusion Platon hvis beskrivelse jeg har taget udgangspunkt i, er hvad vi med nutiden øjne vil kalde dualist/humanist, da han mener at mennesket ikke alene, er skaber af universet og verdenssamfundet, men at der er noget andet og mere som mennesket ikke har indflydelse på. Desuden mener han, at vi har en sjæl, der er forbundet til vores legeme. I modsætning til sofisterne, der kan betragtes som materialister/skeptisister, idet sofisterne mener, at mennesket er alvidende og alt skabende. Platon udviser mest sympati overfor Protagoras, sandsynligvis fordi Platon finder Protagoras dyds begreber, sympatiske og et samfund bygget på disse begreber, er et samfund der vil fungerer i praksis. Desuden kan Platon diskutere med Protagoras, fordi Protagoras argumentere for sine teser, i modsætning til de andre sofister jeg har nævnt. De udelukker argumentationen ved at holde på deres teser og kun på dem, og deres hoved tese er at en hver er sin egen lykkes smed. Der mener Protagoras trods alt, at mennesket skal overholde, de love og regler samfundet og demokratiet har stillet op. 12

13 Hvad angår Gorgias og Thrasymachos, præsenterer han dem meget rabiate, ved blandt andet at undlade at gøre opmærksom på, at Thrasymachos ikke beskriver samfundet, som det bør være, men som han rent faktisk ser det, og at Gorgias præsenterer samfundseliten, som griske tyranner. Dette gør Platon sandsynligvis for at advare mod, sofisternes retorik og undervisning, som Platon mener, vil skabe en ny magtelite. Denne magtelite vil sætte sig selv først i alle henseender og lade den øvrige befolkning(de mindrebemidlede) i stikken. Platon mener, at et sådan samfund med det værdiggrundlag vil ende i anarki og kaos. Epilog Ved at have belyst så forskellige sofister som Protagoras, Gorgias og Thrasymachos erkendelses teorier og etiske moralbegreber, med udgangs punkt i Platons tekster og holdt disse teorier op mod den kritik Platon har givet, samt vurderet sofisternes teser ud fra mine egne vurderinger. Mener jeg at sofisternes syn på erkendelse og etik er belyst, ved at Platons kritik er, draget ind i denne beskrivelse. 13

14 Litteratur Johansen, Karsten Friis 2007: Den europæiske filosofis historie, Antikken. Viborg af Nyt nordisk forlag Arnold Busck. Jones, W.T. 1980: A history of western philosophy, the classical mind I. Thomson learing. 14