14. s. efter trinitatis Luk 17,11-19.

Transkript

1 14. s. efter trinitatis Luk 17, Jeg læste engang følgende historie i et ugeblad om en kvinde som oplevede at blive mirakuløst helbredt og som på flere måder er en pendant til vores tekst her. Mia Fog elskede heste og ejede selv sin hest, Fax. Men en dag sparkede Fax Mia så voldsomt, at hendes liv blev et smertehelvede. Lægerne opgav hende og hun fik tilkendt pension. Hun overlevede kun ved at tage 200 mg morfin hver dag. 29 år og invalid. På et tidspunkt blev hun nærmest lokket til et møde med en kristen prædikant. Mie havde aldrig været troende og afviste al snak om overnaturlig helbredelse som det rene overtro. Og havde hun vidst at det drejede sig om Gud og Jesus, havde hun aldrig taget med. Men kæresten skjulte det for hende. Hun havde mest lyst til at løbe sin vej, men modstræbende gik hun frem og lod prædikanten bede for sig. Og for at gøre en lang historie kort, så ender det med at Mie bliver helbredt og slipper for sine mange smerter og får et helt normalt liv igen. En nutidig parallelhistorie til vores beretning om de 10 spedalske. Hvordan endte det med Mie? Lignede hun de 9 der ikke vendte tilbage og takkede? Eller lignede hun den ene, der vendte tilbage og sagde tak? Ja, det er svært at svare på. Men artiklen slutter med at Mie siger: Jeg kommer ikke mere i kirken, det siger mig ikke noget. Men jeg må indrømme, at jeg hver aften sender en taknemmelig bøn op til Jesus. Hvad skal vi sige? Hvem ligner Mie? Ja, der er vel både lidt af de 9 over hende såvel som lidt af den ene over hende. På den ene side takker Mie Jesus for helbredelsen. På den anden side afviser hun det fællesskab, hvor Jesus er herre menighedens

2 fællesskab. Det siger hende ikke noget. På den måde er Mie nok en tidstypisk helbredt spedalsk. Hun bærer på en tak i sit hjerte men hun ved ikke helt hvor hun skal parkere den. Inden vi går videre må vi nok lige røre ved spørgsmålet om undere i det hele taget kan finde sted. Det vil mange i dag nok benægte. For at svare på det spørgsmål, vil jeg gi ordet til Augustin teolog og kirkefader, Han siger ganske klogt og besindigt: Mirakler er ikke i modstrid med naturen selv, men de er i modstrid med det, som vi ved om naturen. Og skulle vi så ikke lande den der? Og ikke i hovmod mene, at vi ved alt om, hvordan naturen opfører sig. Undere er ikke reglen men undtagelsen fra reglen. Spedalskhed var og er en forfærdelig sygdom, som kommer snigende, og som dengang var uhelbredelig, og ofrene kunne ofte leve i mange år, mens de blev mere og mere vansiret af deres sygdom. Men ud over den fysiske lidelse, så var der også en anden sygdom i spil her. Det var fjendskabet mellem to broderfolk jøderne og samaritanerne. Siden hjemkomsten fra Babylon år tidligere, havde der rådet et uforsonligt fjendskab mellem jøder og samaritanere. Samaritanerne havde rottet sig sammen med fjenderne, da jøderne fattige og sårbare var kommet hjem fra fangenskabet. Og siden var hadet blusset op i generation efter generation, sådan at en rettroende jøde på Jesu tid takkede Gud for, at han ikke var som en samaritaner. Tænk sig så stor magt har ondskab og had mellem mennesker. I århundrede efter århundred har hadet styret to broderfolks adfærd. Og så er der alligevel en elendighed, der kan blive så

3 stor, at den kan forene jøder og samaritaner. Spedalskheden var årsag til så stor en elendighed, at de ti havde fundet sammen på tværs af århundredgamle skel. Det er en eftertanke værd. Hadet mellem jøder og samaritanere var lige så stærkt og lidenskabeligt og uforsonligt som den modsætning vi oplever mellem jøder og muslimer i dag. Men nøden forener dem. Når nøden bliver stor nok, kan ellers uoverstigelige skel overvindes. I den fælles nød havde de fundet sammen. I hvert fald en af de ti var en samaritaner ved vi om resten var jøder ved vi ikke. De råber deres nød til Jesus. Men hvad svarer han? Et mærkeligt svar. Der er mindst to dagsrejser til Jerusalem. Og så beder han dem gå denne lange vej og lade sig undersøge af præsterne for at de igen kan erklæres for raske og dermed religiøst rene. Og hvad skulle de sige til præsterne: Ja, vi mangler godt nok fingrer og tæer og ligner levende døde, men Jesus bad os om at blive undersøgt. Mon ikke de har diskuteret det, Jesus siger han siger bare sådan for at gøre grin med os, eller han vil bare have os væk. Har de nok tænkt. Men af sted drog de om end fulde af tvivl og protest. Det er ikke, fordi vi tror, det gør nogen forskel. Men vi har jo ikke noget at tabe ved at gå, har de måske tænkt. Er det ikke det vi også ofte oplever. Vi ber Gud om noget. Og så gir han os et svar men ikke det svar vi havde håbet på. I stedet for at opfylde vores bøn straks,bliver vi sendt afsted videre i livet uden garanti for, at han har hørt vores bøn. Og de to døgns vandring til Jerusalem det kan være en hård ventetid fuld af

4 tvivl og uro. Den ventetid kan faktisk vare et helt liv. For måske svarer Gud først på vores bøn når vi står i evigheden. Så går de. Og meget enkelt skildres underet. Mens de gik, blev de rene. Det er svært at forestille sig, hvordan de har reageret. Mon ikke de ti eller tyve eller hundrede gange skulle føle på fingre og tæer, før de kunne tro det. Mon ikke de skulle høre det fra hinanden igen og igen, så at de ikke troede, de drømte eller at deres sanser spillede dem et puds. På et øjeblik var deres liv forvandlet. Men så skilles deres veje. De ni fortsætter mod Jerusalem. Kun én vender tilbage til Jesus. Og så falder han på sit ansigt for Jesus og takker ham. Det er måske år og dag siden, at han har været så tæt på et andet menneske, der er rask. Lad os prøve at samle i nogle punkter det, som denne tekst lærer os. Altså hvad er det Jesus vil fortælle os i dag. Os der lytter nu. For det første ser vi, at nøden forenede de to grupper der ellers levede i fjendtlighed og på afstand af hinanden. Nøden forenede dem. Men gjorde nåden det også? Nej, desværre ikke her skiltes deres veje. Det rejser spørgsmålet, om vi kun søger Gud i nøden når det brænder på, eller om vi også har brug for ham ellers? Nøden har vi til fælles med alle mennesker den er almen menneskelig. Nøden forener os på tværs af religiøse og kulturelle skel. Der er masser af nød der forener os. Men nåden nådens fællesskab har vi kun med dem, der vender tilbage for at sige tak. Det særlige ved det kristne fællesskab er nåden, der forener os. Nøden har vi til fælles med alle

5 mennesker, men nådens fællesskab består af dem, der er vendt tilbage for at sige tak. Det andet vi kan lære af denne beretning er, at den dårlige hukommelse er troens fjende. De 9 glemte tilsyneladende alt om, at det var Jesus, der havde gjort dem rask. Glæden over at være blevet helbredt, gjorde dem desværre glemsomme. Glemsomme, det er vi ofte i forhold til Gud. Vi bad om noget og der skete tilsyneladende intet som helst. Men på et tidspunkt skete der noget, som alligevel var opfyldelsen af vores bøn. Men da havde vi for længst glemt, hvad vi bad om. Jeg tror faktisk vi ville kunne se langt flere bønhørelser, hvis vi bare havde en bedre hukommelse. Er glemsomheden troens fjende, så er gentagelsen troens moder. Når vi igen og igen mindes om Guds mange velgerninger imod os og ikke glemmer dem, sådan som vi hørte det læst fra Sl. 103: Min sjæl pris Herren, glem ikke alle hans velgerninger når vi igen og igen mindes Guds godhed imod os, så næres og holdes troen i live. Gentagelsen er en kilde til troens vækst. Vi kunne også sige vanen den gode vane fx den gode vane med at gå i kirke. For gentagelsen er troens moder. For det 3. kan vi af denne beretning lære, at tak til Jesus gir kontakt til Jesus. Tak og kontakt rimer jo lidt på hinanden. Alle 10 mødte Jesus. Men kun ham som vendte tilbage og sagde tak fik for alvor kontakt med Jesus. Så megen kontakt, at det blev til frelse for ham. Der går en lige linje fra tak til Jesus til kontakt med ham og til frelse.

6 Her finder du noget af kristenlivets dynamik. En slags grundlov i Guds rige. Tak er en drivkraft i troens liv. Tak gir kontakt til og fællesskab med Jesus. Og kontakt med Jesus gir evigt liv og frelse. Tak til Jesus forener os med ham. For det 4. Lad os her blive helt konkrete og praktiske. For det med at vende tilbage og sige tak, det er jo ikke noget, der er gjort en gang for alle. Der er mere tale om en livsstil. Noget vi må gøre resten af vores liv. Det har noget at gøre med det, jeg sagde om, at gentagelsen og vanen er troens mor. Og enhver erfaring med kristen tro siger, at vane og gentagelse og rytme er vigtig for at troen kan vedligeholdes og vokse. Lad mig nævne to gode måder, hvorpå vi kan takke vores herre. Det første jeg vil nævne er en kort morgenbøn og en kort aftenbøn. Sådan et lille dryp der vander vores trosliv i løbet af dagen. Det er ikke nødvendigvis de lange bønner, der virker bedst. Fx kan man bede denne korte morgenbøn: Far i himlen, tak for denne nye dag, jeg må modtage af din hånd. Hjælp mig til at træde varsomt ud i den, så jeg kan møde dagens opgaver i bevidsthed om, at jeg har brug for din hjælp til at løse dem. Hjælp mig til at møde mine medmennesker med respekt og omsorg. Lad mig i dag lytte til din stemme, så jeg gør det, du vil have gjort og siger de ord, du vil have sagt. Herre vær du mig nær. Amen. Og ligeledes kan man om aftenen bede følgende bøn: Tak Gud for denne dag. Tak for det du brugte mig til. Må jeg have været til glæde og gavn for nogle mennesker, og må du

7 have fået ære af mit liv i dag. Tag alt det tilbage, jeg i dag fik sagt og gjort, som ikke var til gavn for mennesker og til ære for dig. Tak fordi jeg må gemme mig i din nærhed og nåde. Amen. Den anden gode vane med at sige tak og dermed vande og styrke sin tro er bordbønnen - en bøn man beder inden man sætter sig til bordet og spiser. En bøn i forbindelse med et måltid sætter maden i det rette perspektiv og vi fastholdes på ikke at tage maden som en selvfølge men bevarer taknemmeligheden. En bordbøn kan fx lyde sådan: Fader, du har skabt det hele. Tak, at du med os vil dele! Du har dækket dette bord, giv os også livets ord! Herligt at samles om bordet! Bænket i venskab og fred deler vi brødet og ordet om at Guds søn sidder med. Jeg har trykt og lamineret et lille kort med disse enkle bønner tag dem og brug dem. Ligger herpå bordet ved siden af. Tak til Jesus gir som sagt kontakt til Jesus. Og den jævnlige og vedholdende tak holder troen i liv. Det er ikke et spørgsmål om at bede længe eller bede med nogle bestemte ord. Men en enkel morgen og aftenbøn samt en bøn i forbindelse med et måltid kan være det, der er med til at holde troen i live.

8 Lad os ikke glemme at takke. Det gir livet perspektiv det gir livet dybde og retning. Og det skaber den livsnødvendige kontakt til Jesus vores velgører. 4. Det gamle Testamente Introduktion Loven/toraen Urhistorien Patriarkhistorierne Udvandringen fra Ægypten Profeterne Skrifterne Hvorfor læse Det gamle Testamente? 5. Det nye Testamente Introduktion Hvilken bog i Det nye Testamente blev skrevet først? Fire evangelier alligevel kun ét evangelium Øvelse evangelium Evangel