P: Okay. Oplever du, at din nuværende tilværelse er forenelig med at få børn?

Transkript

1 Transskribering af interview med Kirsten P: [Intro til interviewet] TEMA 1: BESLUTNINGSPROCES P: Jeg vil gerne starte med at stille dig nogle spørgsmål der vedrører dine tanker om forskellen mellem din egen og dine forældres generation, det at være klar til at få børn, samt dine tanker om det at træffe selve beslutningen. Tror du, at det er et anderledes valg, man som kvinde anno 2016 træffer i forbindelse med at få første barn, end det som din mor stod overfor i sin tid? K: Det tror jeg faktisk ikke. I P: Det tror du ikke? K: ikke lige i det her tilfælde, der tror jeg faktisk at jeg ligner mine forældre på ret mange punkter, så jeg tror ikke, at overvejelserne har været anderledes. Jeg tror faktisk jeg er ret traditionel i forhold til mine egne visioner for, hvordan mit eget liv skal udspille sig i forhold til den familie jeg er opvokset i. Så lige den konstellation, tror jeg ikke at valget eller overvejelserne har været ret meget anderledes. P: Nej? Hvor gamle var dine forældre da de fik børn? K: Ja, hvad har de været. 30, 31 og jeg er 31 nu... Og jeg tænker at sådan er det næste store skridt når der er nogle andre praktiske ting der er faldet på plads. øh. Så på den måde, der minder det meget om hinanden. P: Okay. Oplever du, at din nuværende tilværelse er forenelig med at få børn? K: Nej overhovedet ikke. P: nej, hvordan kan det være? K: Fordi skrigende børn der kræver al min opmærksomhed, er der bare ikke tid til. Jeg har altid haft sådan en, lige så længe jeg kunne huske, haft sådan en ide om, hvad der skulle ske inden jeg skulle have børn, og de ting er først sådan overstået i løbet af det sidste års tid. Og jeg kan godt mærke, at det er de næste store overvejelser, jeg skal gøre mig. P: Hvad er det for nogle ting, er det karrieremæssige mål eller personlige mål? K: Jeg skulle have uddannelse, og jeg skulle have alt mit rejsen ud af systemet og jeg skal selvfølgelig have en kæreste, og det har jeg haft i lang tid. Jeg skulle påbegynde min karriere og være godt i gang med den og forhåbentlig også have et hus, hvor der er plads til de her børn, der er jeg nok også præget af at vokse op i provisen, at det er ikke sådan helt foreneligt med indre Nørrebro og teenager naboer der lige er flyttet hjemmefra og sådan nogle ting. Så det er sådan nogle ting. Jeg ser det ikke ske lige nu, de sidste brikker skal lige falde på plads og så er det nok næste store skridt. P: Okay. Nu kan jeg høre at du taler du om det næste store skridt, vil det sige at du er sikker på, at du gerne vil have børn? eller hvordan skal jeg forstå det? K: Jamen det har aldrig nogen sinde været en drøm, det har aldrig været sådan at jeg partout så de her børn som en del af min fremtid, det har mere været sådan noget med, "hvis jeg har en mand, inden jeg selv synes 1

2 det bliver for sent" og "jeg har styr på tingene", så vil jeg gerne have børn. P: Okay K: Hvis ikke, så kan jeg lave 1000 andre sjove ting. Øh. så det har mere været sådan noget med, hvis det passede ind i min tilværelse, inden jeg selv synes det blev for sent. P: Så det er stadig den devise du går efter, hvis det kommer til at passe ind, så er det noget du gerne vil? K: Ja. Så nej det har aldrig sådan været den store drøm i den forstand, at det har været noget jeg sådan har stilet efter, at nu skulle jeg skynde mig at blive færdig med min uddannelse, skynde mig at finde manden, skynde mig at slå mig ned. Jeg har haft en hel masse andre ting, jeg gerne har ville koncentrere mig om og udleve inden det sådan overhovedet blev aktuelt for alvor, men selvfølgelig har man gjort sig tanker om, at man en eller anden dag bliver en familie på en eller anden måde, om det bare er med en mand om det er med mand eller børn eller om det er noget helt tredje. P: Der er du sådan rimelig åben og tager det som det kommer? K: Ja, og je g vil da også sige, at hvis jeg skulle stå i den uheldige situation, at min kæreste pakker sine ting og smutter, så... Og jeg ikke møder nogen foreløbig og årene ender med at gå, fordi man bliver optaget af sin karriere eller et eller andet. Så er det da heller ikke sikkert, at det er noget jeg vil forfølge. P: Nej K: Så kan det være, at det bliver skide-sjovt at rejse rundt i verden med jobbet eller noget andet. Så det. Men som det ser ud nu, så er det dén vej det går. P: Hvordan ved man, om man er klar til at blive mor? K: Det tænker jeg overhovedet ikke man ved, om man er. Jeg kan slet ikke... Jeg har lige snakket med en veninde om det, som øh... Har fået et barn, det var overhovedet ikke planlagt. Vi er jævnaldrende og hun har været sammen med sin kæreste rigtig længe. og langt inde i den her graviditet var hun sådan lidt "jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er ikke klar", og selv da der var en uge til hun var sat, var hun sådan lidt "det kan godt være at jeg skal ud at købe en barnevogn, og begynde at forberede mig til det her barn". Og jeg tænker også ved mig selv, at hvis jeg skal sætte mig ned, og det tror jeg meget er min natur, men hvis jeg skal sætte mig ned og planlægge, hvornår jeg skal have det her barn og hvornår jeg er klar til det, så vil jeg blive ved med at udskyde det. Der vil altid være et eller andet. Der vil altid være et eller andet yderligere, jeg kan forberede mig bedre på. øh.. Så hvis jeg satte mig ned og prøvede at planlægge det, så ville det aldrig komme til at ske. P: Okay K: og jeg ville aldrig føle mig klar. Jeg har haft sådan nogle ting, jeg gerne ville før jeg blev voksen og fik børn og familie og ting jeg gerne ville efter. Og øh. Jeg tror bare jeg vil blive ved med at udskyde det. Og ikke føle mig klar. P: SÅ man bliver ikke klar, men man kan beslutte sig for at kaste sig ud i det? K: Ja, men jeg tænker også, at nu har jeg overstået alle de ting jeg gerne ville. Hvor jeg tænker, at der ville 2

3 det være en hindring at have børn. Jeg ville ikke kunne tage et par måneder til New York, hvis jeg havde et lille barn. Nu har jeg overstået alle de her ting, så hvis det skete nu, så ville det ikke være den katestrofe, som jeg ville føle det havde været for 5 år siden, 10 år siden, hvor man stod midt i en uddannelse, eller var ved at flytte fra provinsen til storbyen, fordi man skulle udleve sit ungdomsliv. Så nu synes jeg ligesom, jeg er et sted hvor når de sker, så er det fint at det sker. P: Okay. K: Men det bliver ikke sådan planlagt ned i detaljen, fordi så ville der simpelthen være for mange ting, der ville afskrække mig, tror jeg. Mest på grund af ansvaret, tror jeg. P: Det er ansvaret du tænker? K: Det er ansvaret jeg tænker, 100 procent. P: Som det mest... Det er måske forkert at kalde det skræmmende? Men som det der ændrer ens liv mest? K: JA! Jeg tror ikke sådan jeg er konservativ eller gammeldags, men har sådan haft en forestilling om, hvad der skal nås inden og hvad man bør have på plads og sådan nogle ting. Og det vil jeg vildt gerne kunne byde mit barn. Og jeg vil gerne have styr på de ting inden. Øh. Og jeg tænker også at det lidt er point of no return. Jeg kunne ikke se mig selv back-pack i Asien med et barn. Jeg ved godt at der er mange der gør det, og jeg ville ønske at jeg selv havde mod til at gøre det. Men det tror jeg ikke er mig, og så tror jeg også at jeg ser børn som en hindring i dén forstand. Hvor andre ikke gør det, men tager deres barn med. Så ja.. P: Du var inde på, at der er nogle ting, du gerne vil have på plads. Vil det også sige, at du ikke selv overvejede at få børn mens du studerede? Eller var det ikke lige dig, fordi du godt ville have rammerne på plads? K: Det ville slet ikke falde mig ind. Jeg kender mange der har gjort det og har gjort det med succes, og jeg tænker da også nogle gange, at det ville sgu da være rart, hvis man havde fået de børn og at de var 10 år gamle nu, og de godt kunne blive passet en uge, hvis mor skulle til New York, så ville det jo... Så på den måde ville det jo være fedt, hvis man vare havde gjort det, som jeg kender andre der har gjort det. Men jeg tror ikke at jeg ville have overskud til at skulle være forældre som jeg gerne vil være foræder OG passe et studie ved siden af. Det tror jeg ikke jeg ville... P: Så det ville ikke passe til dig? K: Nej P: Hvad med den levestandard, som du og din kæreste lever efter nu, ville I kunne opretholde den, hvis I fik et barn? Eller ville I skulle gå på kompromis med noget? K: Amen det er jo også sådan lidt det. Der er jeg jo nok lidt på en skillevej i og med at jeg dementerede for nylig. Går sådan lidt og overvejer, hvad jeg skal med den her karriere. Indtægten er forhåbentlig ikke hvad den bliver på sigt. Så nej, det ville vi ikke kunne. Men... P: Er det noget du også tænker over, når du overvejer, hvornår er det et godt tidspunkt for jer? K: 100 procent. Det økonomiske aspekt af at få et barn, er snart noget af det største. Fordi jeg vil gerne have 3

4 råd til det her hus og jeg vil gerne have... Jeg har nogle ideer om, hvad jeg gerne vil med min tilværelse på sigt. Jeg vil gerne have råd til at man kunne rejse og en bil, hvis man får brug for det. Og et hus af en eller anden vis størrelse, hvor jeg tænker, at her kunne min e børn vokse op, og der er økonomi jo afgørende i alle de aspekter. P: Så det er noget, du faktisk tænker ind i det? K: Ja, ja hvis jeg lige pludselig stod nu og fandt ud af, at der er et barn på vej. Så ville den allerstørste bekymring i verden være det økonomiske. P: Okay, for jeg skulle faktisk lige til at spørge dig, hvis du skulle trække det skarpt op. Hvad er så den mest centrale grund til, at du ikke har et barn? K: Det er.. Øh.. Man kan vel godt koge det ned til at det er det økonomiske. Jeg vil gerne have gang i min karriere, så der er styr på de ting, øh.... Alle andre aspekter fungerer jo. Jeg har fået gang i min uddannelse, jeg har arbejde som freelancer lige nu. Jeg har en kæreste og har haft det halvdelen af mit liv nu. Den samme fyr. Så alle omstændighederne er jo til stede, men jeg synes ikke rigtig sådan jeg har styr på de praktiske ting, i den henseende der. P: Okay. Tema 2: Relationer P: Nu går jeg videre til et par spørgsmål der vedrører dine nære relationer og dine tanker om parforhold og familie. Jeg vil starte med at spørge, hvor dine forældre bor henne? K:... P: Er det i Jylland? K: Altså jeg kommer fra Jylland og er vokset op derovre. Min mor døde for nogle år siden, og min far er siden flyttet herhen. P: Til København? K: Ja, så vi er faktisk øh.. Mig og mine søstre og min far samlet herovre nu. hvor vi ellers har holdt til i Jylland. P: Okay og du har to søstre? K: Ja, to mindre søstre. ja. P: Hvor tit ses I i familien? K: Hmm jeg tror egentlig det varierer lidt. Den ene har lige boet i udlandet i en periode, og jeg har rejst lidt, og min anden søster rejser også lidt. Og... Så vi ses nok ikke. Jeg vil ikke sige så ofte som man burde, for så lyder det som om der er regler for det, men vi kunne nok godt ses oftere. Nogle gange tror jeg vi forfalder lidt til at ringe til hinanden, hvor man sagtens kunne have set hinanden. Men så har jeg travlt med noget, og den anden har travlt med noget, og den tredje travlt med noget. Min fr pendler frem og tilbage mellem Jylland og København stadig, så det er sådan meget... Det er sjældent at vi er samlet alle sammen, men på kryds og tværs der ses vi da en gang i mellem. 4

5 P: Er der noget bestemt i mødes om eller laver? K: næ. Der tror jeg bare, i hvert fald lige hvad der angår mine søstre, så skal der sladres lidt, eller der skal shoppes, eller på en udstilling, eller vi gå ud og spiser eller... Jamen det kan være mange ting. Fagligt har jeg meget til fælles med min ene søster, så det snakket vi også lidt om, og nu skal den anden til at flytte, så det har vi snakket lidt om møbler og sådan nogle ting. Det er sådan meget bredt i virkeligheden. P: Okay, Taler du nogen gange med din far om det med at få børn? K: Nej. P: Nej, det er det korte svar? K: Nej det har vi aldrig gjort. Men min kærestes mor har efterspurgt børnebørn, men jeg har ikke oplevet presset fra min familie. Ud over min søster gerne vil have en niece eller nevø hun kan passe en gang i mellem. Men det behov må hun få stillet et andet sted. P: Men er det noget du så har oplevet fra din kærestes familie, det der med at der bliver spurgt "hvornår er det jeres tur"? "Skal I ikke også i gang"? K: Jamen det er heldigvis meget, meget sjældent. Det er sådan mere en joke. Jeg har aldrig følt at der har været sådan et forventningspres eller... noget. Så det er heldigvis ikke noget jeg skal konfronteres med ret ofte. Og han er også enebarn, så der er ikke andre på vej, hvor de så gerne vil have flere. P: Så det er rimelig stille og roligt? K: Ja P: Fordi hvis folk stikker lidt til én, det kan også være nogle andre end familien. Hvordan reagerer du så på det? Bliver du irriteret eller synes du det er noget positivt, eller hvordan? K: Det er underligt sjældent, at jeg oplever det faktisk. P: Det går du fri fra? Det var da dejligt? K: Nu du siger det. Jeg sidder lige og prøver at overveje det. P: Det kan jo også være de der veninder, der er godt i gang med dét projekt, at de havde en holdning til at du også skulle være med? K: nej men på en eller anden måde så tror jeg, når jeg tænker over det. De veninder jeg kender, som har fået børn, Og der fortsætter jeg med at være lige så tætte veninder med dem og bibevære det samme venskab med dem. Der går længere tid mellem man ses og der går længere tid mellem man snakker sammen, men jeg føler, måske lidt at jeg er en af de veninder hvor, at så er der frirum. Det behøver ikke at handle om børn. P: Okay 5

6 K: Jeg talte også med en veninde for nyligt, der har fået en datter. og jeg burde have mødt den her datter for længst, og jeg spørger så om jeg ike snart skal komme forbi og møde den her datter og hilse på, og "nej, nej", "lad og lave noget andet", ikke. Så jeg ved ikke om det er fordi, vi har nået en alder, hvor rigtig mange har fået børn, og jeg så er en af de få der ikke har, så må det gerne handle om alt andet end børn, ikke. P: Okay. K: Og så bliver det heller ikke bragt på bane. P: Så fortæller du, at du har en kæreste og har haft det i mange år. K: ja P: Vil du fortælle lidt om, hvordan i mødte hinanden, hvor længe i har været sammen, Nu kan jeg så regne ud, at I ikke bor sammen, men hvordan er det lige det fungerer, er det langdistance forhold så?? K: Åh, det har været lidt af det hele. Jeg er 31 nu, ikke. Og han er 33 og vi mødte hinanden, da jeg var 15, hvor jeg var havnet til en eller anden fest, hvor han var. hvor jeg var med en veninde og ikke kendte nogen. Og så har vi sådan. Der har været ophold undervejs, men vi har mere eller mindre været sammen siden. Og han bor. Vi har boet sammen her [Nørrebro] og vi har boet sammen i Jylland. Øh... Nu er han primært her i weekenderne og når jeg på grund af mit studie og på grund af den måde jeg har arbejdet på det sidste stykke tid, har jeg mulighed for at tage derover i lidt længere perioder ad gangen. Så det er den måde det har fungeret for os på... I... Det er ved at være nogle år siden vi har boet sammen sidst. Der er i hvert fald 4, 5 år siden, vi sidst har boet sammen på samme adresse. P: Okay, har I planer om at ændre på det, eller tænker I at fortsætte som I gør nu? K Nej, det vil vi gerne ændre på. Målet var ligesom, at nu skulle jeg have den her uddannelse færdig. Han er uddannet for længst og har fast arbejde, og så skulle jeg lige have styr på mit, ikke. Og så skulle det næste forhåbentlig gerne være et fælles huskøb. P: Okay. Så det er lidt planen på et tidspunkt? K: Ja, når jeg.. Jeg freelancer lidt nu, men tænker, hvis jeg skal træffe den voksne, den fornuftige beslutning, så tager jeg en fast stilling i en periode for ligesom at få styr på, på økonomien og få etableret mig på den måde. P: Okay.. Hvad med din kæreste, vil han gerne være far på et tispunkt. Er det noget I har talt om? K: Ja, men han er en inkarneret Vestjyde og taler generelt ikke så meget om tingene [griner] K: Eller sætter forfærdeligt mange ord på det, men øh... Det vil han. Og jeg tror også, at han vil det mere end han giver udtryk for over for mig, måske. Eller jeg tror måske han har sådan en forestilling om, hvordan det skal blive. Nogle gange taler han i hvert fald om den her, de her børn, som skal med ham på værksted og de skal med ud i baghaven, der ligner en pløjemark, fordi det går vi ikke op i, og selvfølgelig skal de gå til sport, og måske vi kun skal have et, fordi "så kan jeg give barnet alt det, det vil have", ikke? Og der tror jeg vores 6

7 værdier er lidt forskellige... P: Men han har på dén måde nogle tanker om, hvordan det kommer til at se ud når I... K: Ja, hvordan det kommer til at se ud, men han har aldrig sådan lagt pres på mig i forhold til "bliv nu færdig med den uddannelse" eller "få nu rejst, så vi kan få de børn". Der tror jeg begge to vi tænker, at der skal være fuldstændig styr på tingene, inden vi roder os ud i noget som helst. P: Jeps. Så kommer der sådan lidt hypotetiske spørgsmål, men tænker du at du og din kæreste bliver gode forældre en dag? K:... Det håber jeg da virkelig. Det vil jeg da bestræbe mig på. Jeg prøver i hvert fald i mine overvejelser i det at få børn at opnå de ting, jeg tænker, der ville bidrage til at blive en god forældre. At have en tryg base, at have en veletableret fundament i forhold til et stabilt forhold, og øh. Jamen gøre sig nogle overvejelser om, hvad man har af mål på sigt med sin tilværelse. Så sådan de praktiske ting, prøver jeg at få styr på i forhold til at være en god forælder. Eller hvad jeg forestiller mig, vil være en god forælder. Og så er der selvfølgelig hele det følelsesmæssige aspekt af det at være en god forælder, det håber jeg da ved gud, at jeg kan leve op til. Så det håber jeg da. Og jeg tror det også. P: Ja.. Nu ved jeg ikke hvor relevant det er, fordi I bor på to adresser. Men hvordan deler I praktiske opgaver mellem jer derhjemme - Har I en skarp opgavefordeling eller er den mere flydende? K: På den måde kan man måske godt sige, at jeg allerede har et barn. P: ja? K: Øh, og at det er det, der har afholdt mig fra at få mine egne rigtige børn. Men der vil jeg side, at der.. Lige hvad de ting angår, der er vi totalt modsætninger. Og hans sådan lidt ja ja, det ser vi til. Det ser vi til i morgen, omkring praktiske ting. Øh.. Og jeg er sådan meget, nu får vi lige styr på tingene, nu får vi det her ordnet, så kan vi lave alt muligt andet bagefter. Der bliver de træk i mig væsentlig forstærket af hans sådan lidt mere tilbagelænede stil. Så det er nok også roden til de helt store konflikter i vores forhold, det er hvornår der skal gøres rent, og skal de sokker ligge lige der på gulvet, når du har en vaskekurv lige der, ikke? Så jeg prøver at være sådan lidt efter ham. Sådan, hvis jeg skal lave maden, så tager du opvaksen, og sådan er det. Jeg er overhovedet ikke indrettet som husmor og jeg gider ikke de ting, jeg synes det er rædselsfuldt, jeg synes det er spild af tid. Så på den måde, der er jeg nok lidt krævende i forhold til, at der bidrager vi begge to. P: Okay K: Det kommer ikke helt naturligt til ham, så jeg bliver nødt til... P: Men er det noget, du nogen gange har tænkt ind i, i forhold til, når I så også får børn? Tænker du så også nogen gange på, at det praktiske skal foregå på en bestemt måde nu, så det ligesom også kommer til at køre på den måde senere? K: Jeg er nok kommet til at sige, at han bliver nødt til at overveje, at jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor han bliver nødt til at indse, at når han ikke hjælper med opvasken og ikke gider hjælpe med at gøre rent og smider med de sokker, at så tænker jeg over det id et perspektiv der hedder, jamen hvordan bliver det når 7

8 du har tre skrigende børn rendende også. Og det gider jeg bare ikke! [Sukker] Så der er en frist på, om at prøve at undslippe rengøringen [griner], og smide med sure sokker og sådan nogle ting. Men det er også svært når vi bor hver for sig, for så lever han jo sit ungkale liv, og jeg kan selv styre min rengøring her. Så selvfølgelig er der nogle kontroverser når vi skal rette ind en gang i mellem. Men altså, jeg tror, at når jeg taler med mine veninder, at det er et problem... P: Af mere generel karakter? K: Ja, det tror jeg! Og jeg tror ikke at det ville blive bedre af, at jeg gik ud og fandt en ny kæreste og tænkte, at det ville løse alle problemerne. Sådan tror jeg bare, at det er. Og det tænker jeg også ændre sig, når man bliver mere fælles om tingene. Fordi det er jo trods alt hans hjem jeg kommer ind i. Og han kommer stadig i mit hjem. P: Så der er også nogle ting ind over der? K: Ja, jeg tænker, den dag hvor det bliver fælles, der tror jeg også at bidraget, hvad de ting angår, bliver lidt mere på eget initiativ. P: Jeps. Så vil jeg spørge lidt til. nu var du selv inde på at mange af dine veninder har børn. Er er noget ved deres tilværelse, der giver dig lyst til selv at få børn? og er der omvendt også noget, der giver dig mindre lyst til selv at få børn? K: [Sukker] Nu bliver du virkelig nødt til at gøre det her interview anonymt. Men jeg vil sige, overvejende der tænker jeg, eller jeg tænkere oftere "shit mand, der er ikke nogen vej tilbage nu", end jeg tænker "det glæder jeg mig også til det der". P: Og hvad er det, der får dig til at tænke sådan? K: Jamen jeg kan slet ikke overskue, at et andet menneske skal være så afhængigt af mig. Jeg kan ikke tage en lur når jeg vil, jeg kan ikke rejse når jeg vil, jeg kan ikke gå ud af huset når jeg vil, jeg kan ikke... P: Så det er et eller andet sted din frihed? K: Det er 100 procent min frihed. Og jeg har det svært ved at gå en hverdag i møde, hvor alt skal planlægges. Jeg er ikke den ultra spontane type, men jeg vil virkelig gerne have styr på alle mine forpligtigelser, så jeg har tid til at være spontan og gøre hvad jeg vil. Og øh.. Der tror jeg. Der er det igen det der med, at der ville det være en hindring for mig at få børn, hvor det for andre slet ikke er. "Det er da fantastisk at have baby med i en klapvogn, når man tager på Roadtrip i USA", hvor jeg kan slet ikke overskue at skulle tænke det aspekt ind i sådan en oplevelse. P: Så det gør mest at du tænker, det gør ikke noget, at jeg venter lidt med det? K: Ja, det gør det. Selvom man da selvfølgelig bliver helt varm om hjertet når man ser små babytæer og mødre der kysser deres børn, også på munden, selvfølgelig er det da også noget som jeg glæder mig til, men det bliver lidt overskygget af, at så kan man ikke deltage i det ene eller så er man forpligtet til det andet. Og der er jeg bare ikke rigtig nået til endnu sådan 100 procent. P: Nej. Hvordan ville du have det med at være en af de første i venindeflokken der fik barn? 8

9 K: Åh ja, det er jo alt for sent at gøre sig overvejelser om det. Det tror jeg... Altså jeg har veninder der fik børn nærmest lige efter folkeskolen, så det har aldrig nogensinde været overhovedet på tale, at jeg muligvis kunne blive den første af mine veninder der kunne... P: Så det er af den grund, måske ikke noget du lige har forhold dig til? K: Nej, jeg kan ikke huske at jeg i en ung alder har gjort mig overvejelser om det at skulle have børn, andet end at jeg nærmest stadigvæk siger, "jeg skal ikke have børn før om 10 år", og det tror jeg, det har jeg sikkert sagt siden jeg var 14, 15 år, og hvis jeg kunne slippe afsted med det, ville jeg sikkert fastholde det i dag også, men nu er jeg 31. Så kan jeg nok ikke stække den 10 år endnu. P: Men hvis du kunne, ville du måske gerne gøre det? K: Ja, der er jo så nogle andre faktorer der begynder at spille ind, som man nok ikke selv helt er herre over... Men jeg kunne altid bruge lidt mere tid, uanset hvad jeg foretager mig. P: Jeps. Tema 3. Oplysningskampagne P: Nu er du selv inde på det her med, at man ikke nødvendigvis har 15 år mere at løbe på. Men lod du mærke til sidste år, heri i Københavns Kommune, at der var en oplysningskampagne, som faktisk gik på: "Har du talt dine æg i dag", det hang på busser og rundt omkring. Det var i samarbejde med Rigshospitalets fertilitetskliniks til information om, hvornår kvinders frugtbarhed og mænds sædkvalitet gennemsnitligt begynder at falde. Der stod fx på en plakat; "din chance for at blive mor er dobbelt så stor når du er 25 kontra når du er 35. K: Jeg har ikke lagt mærke til kampagnen, men jeg erindrer at der på et eller andet tidspunkt var noget polemik omkring en kampagne, hvor der var nogen der syntes den var lidt over grænsen for, hvor budskabet vist var sådan noget "dyrk noget mere sex", agtigt, end det var sådan fakta. P: Jeg tror det var den der kørte på DR på samme tid K: jeg har ikke engang set den, jeg har bare hørt den omtalt, fordi der jo altid er nogen, der lader sig hidse op over den slags. ikke. P: Ja. Men du er i hvert fald ikke stødt på den. K: Nej og hvis jeg er, så har jeg i hvert fald ikke bidt mærke i det. P: Men hvad tænker du om, at Kommunen går ind og gør opmærksom på sådan nogle ting? K: Jamen det tror jeg, at jeg har lidt svært ved at tage stilling til, når jeg ikke ved hvad hensigten er. Øh.. Fordi jeg kan da godt se, at det kan medføre nogle problematikker, at der fødes færre børn, og at det heller ikke er ligeligt fordelt over landet, men i bund og grund, synes jeg ikke at det er noget de skal blande sig i overhovedet. P: Så du kan måske godt forstå, hvis nogen er blevet provokeret? 9

10 K: Øh.. P: Der var nemlig nogle der skrev vrede læserbreve og ligesom kvinder der følte sig provokeret af, at man går ind og siger " få nu nogle børn", hvor det er sådan lidt, "ja, men der er også mange faktorer i det". K: Ja, men altså de opfordrer jo også en til alle mulige andre ting, der ikke nødvendigvis er forenelig med at få børn. Altså vil du have at jeg skal tage den uddannelse på normeret tid, eller vil du have at jeg skal føde børn? Det synes jeg ikke de skal blande sig i, men jeg kan godt forstå. Eller nej, meget ofte kan jeg ikke forstå, at folk bliver så provokerede som de bør. Men jeg synes ikke det er noget kommunen skal blande sig i. Eller staten for den sags skyld. Men hvis det har været biologiske facts, så er det da en fed vinkel til en oplysningskampagne, i stedet for at det er sådan en eller anden skræmmekampagne, eller at det skal være super-humoristisk. Der kan jeg da se for mig at det har været nogle interessante facts. Tema 4: Karriere P: Nu vil jeg gerne gå videre til at stille dig nogle spørgsmål som vedrører dine tanker om karriere. Kan du sætte nogle ord på, hvilken type branche duer indenfor? K: Jamen det er fotografi og kommunikation. Så det er nok inden for visuel kommunikation, så det er jo kommunikationsbranchen et eller andet sted. P: Og lige nu som freelancer? K: Ja. Efter jeg dimitterede var jeg virkelig splittet omkring, om jeg skulle skynde mig at rejse lidt mere eller om jeg skulle gå allin på freelance tilværelsen eller om jeg skulle få en fast stilling med fast løn. så jeg kunne påbegynde en opsparing. Og der kan jeg bare godt mærke, at der er jeg stadigvæk splittet. Så mens jeg træffer en endelig beslutning, har jeg freelance et lidt. P: Og hvor meget arbejder du sådan ca. om ugen. Er der noget gennemsnit på det? K: Nej, det kan være... Jeg har lige haft en uge hvor jeg nok har arbejdet 100 timer. Så kan der går to uger, hvor jeg ikke laver en skid. Og det er jo sådan noget med deadlines. Hvornår ruller opgaven ind, hvor omfattende er den og hvilke problematikker opstår undervejs. Og det synes jeg ikke nødvendigvis er forenelig med lige pludselig at få et barn. Det sidste års tid har... Er der ikke noget der hedder ugentlige arbejdstimer. Det varierer simpelthen i sådan en grad at... Men gennemsnitligt er det vel, hvad der svarer til en normal arbejdsuge. P: Okay, så det er måske også en del af det... Det der med at få noget stabilitet på, måske at få en fast stilling inden projekt eventuelle børn? K: 100 procent, jeg skal være sikker på at der kommer nogle penge i kassen, hvis der skal købes bleer og babymos og betales institutioner og alt muligt. Og er er jeg bare i den situation, at hvis jeg går i gang med det nu, sådan all in, så vil det ikke være en specielt givtig forretning, fordi der er alt for meget ubetalt benarbejde i at skulle etablere sig i sådan en branche P: Okay. K: SÅ jeg tænker at den fornuftige beslutning er at etablere sig i en fast stilling et sted, med en fast løn, og så må det der freelancer eventyr komme, når der er lidt mere stabilitet. 10

11 P: Okay. Er du glad for dit arbejde? K: Ja, det vil jeg sige jeg er. Det er jo sådan lidt endt med at blive min hobby, som jeg beskæftiger mig med så det præger min hverdag. P: Det lyder dejligt. K: Så det sådan lidt privilegeret. Men det præger sådan i høj grad min hverdag og min fritid, at det er det jeg beskæftiger mig med. Vil det også sådan sige, at det godt kan flyde lidt sammen arbejde og fritid, fordi det også er en hobby? K: Ja, det kan det da det kan de da bestemt. Jeg kan sagtens sidde og arbejde hele dagen, for så at rejse mig og gå ud med mit kamera. P: Så det er flydende. K: Ja P: Kan du fortælle lidt om, hvilken branche og karriere din kæreste befinder sig i? K: Han er smed. P: Hvor meget arbejde ugentlig er der sådan i det? K: Det varierer også lidt for ham, nu har han fx også lige haft noget.. Været udstationeret i København. Udstationeret lyder lidt voldsomt når det er i København,... Men så har han været herovre og haft nogle lange arbejdsdage og så øh er der måske nogle, hvor det er lidt smalt med ordrer på hans arbejdsplads og så afspadserer han og så laver vi et eller andet der. Men jeg vil sige, at de sidste par år, der... Der er også derfor vi bor hver for sig nu, så han har kune koncentrere sig om at banke så mange timer af, som det overhovedet har været tilladt at komme i nærheden af på de steder han har arbejdet. Og jeg har kunne koncentrere mig fuldt om mit studie. Og når vi så begge har haft noget fritid hvor vi har kunne få det til at gå op, har jeg enten taget hjem til ham, når det har været lidt længere perioder, eller han kommer her i weekenderne. P: tænker du, at de to karriereveje, I har valgt, de er rimelig forenelige med et familieliv? K: Ja... Altså der vil jeg da sige, at jeg tror jeg er ret privilegeret, hvis min forestilling går i opfyldelse med, at så får jeg den her faste stilling og har den i en periode, så kommer der et hus og nogle børn, der vil jeg jo så også være så privilegeret, at hvis jeg vælger at blive selvstændig på et tidspunkt at kunne administrere min tid en lille smule. Jeg kan nok godt selv bestemme om jeg går på arbejde kl 8 elle kl 9. Eller om jeg skal skynde mig at banke nogle opgaver af i hverdagene, så jeg kan bruge ekstra tid med børnene i weekenden. Eller institution lukker kl 17, så jeg skal i hvert fald gå så tideligt på arbejde så jeg kan nå det. Så det tror jeg vil medføre en frihed, men det vil sikkert også medføre nogle lange og travle dage, hvor han må tage over. Men øh.. P: Men det ville godt kunne forenes? 11

12 K: Ja, det tror jeg bestemt det kan. Tema 5: Den værdi, som børn tilfører livet P: Nu vil jeg gerne stille dig nogle spørgsmål der vedrører, hvad du påtænker, det, at få et barn, kan tilføre til livet. Kan du sætte nogle ord på, hvad du tror det skyldes, når folk vælger at få børn? Hvad er det, de gerne vil med det? K: Ej, det var da godt nok et godt spørgsmål. P: Ja, det er lidt fluffy K: Ja, men det ved jeg sgu ikke. Jeg ved ikke om man tænker, at jeg vil kunne berige et barns liv, at jeg ville kunne give det her barn et godt liv, eller om man tænker, at barnet ville berige ens eget liv. For hvem man egentlig træffer beslutningen. Men overvejende må det jo nok være for en selv. Jeg tror da også det er derfor, jeg er så vaklende i min beslutning. Fordi jeg ikke altid nødvendigvis lige vil betragte det som en berigelse at skulle skifte bleer og være oppe hele natten. Jeg ved det virkelig ikke. Nogle gange tænker jeg også bare, når jeg betragter mine veninder lidt på afstand, at man godt kan blive revet lidt med af den traditionelle trummerum. I al hemmelighed, taler mig og enkelte veninder om Esbjerg Modellen, hvor det går sådan meget slag i slag, og dem der er blevet derhjemme har gjort meget det samme. Så nogle gange tænker jeg også, om man sådan bliver revet med af, at det er sådan det skal være, eller bør være. At nu er man nået til et punkt i sit liv, hvor "nu skal jeg have børn", uden egentlig at tænke mere over det. Jeg må indrømme, at jeg ved det ikke. P: Det vil sige, at du oplever at dem der er blevet tilbage, det også er dem der har fået børn? K: de har fået tidligere børn. Dem der er blevet i den ny, jeg er opvokset i, de har fået tidligere børn end dem jeg kender der også er rejst til storbyen. Og det har allesammen været for at studere. P: Tror du det har noget med det at gøre? Eller hvad tænker du det skyldes? K: Jamen jeg kan mærke... Jeg vil ikke sige, at jeg har mere til fælles med de veninder jeg har her kontra dem der er blevet, men mine tanker omkring det at få børn, har jeg nok i højere grad til fælles med dem, der er fulgt med herover, end dem der er blevet. Hvor det er gået lidt hurtigere for dem der er blevet. SÅ er de kommet ud af folkeskolen og så har de fået sig den uddannelse, de gerne vil have. Så har de købt sig et hus med deres kæreste og fået deres børn, og det er inden de fylder 24, ikke. P: Så det er bare kommet enormt hurtigt på plads, kan man sige? K: Ja, billedet er jo så et andet i dag 5, 6 år senere. Hvor det faktisk er et fåtal af dem, der stadig er sammen med den samme mand og i det samme hus. P: Okay, så der er sket noget? K: Ja, der er 100 procent sket noget, og jeg tror også det er det der har afskrækket mig, hvor jeg har det sådan lidt, at det skal jeg bare overhovedet ikke have travlt med. Der vil jeg hellere undvære end jeg vil have det skal... Hvis man kunne vente lidt og så føle sig mere etableret i sit forhold eller... Fordi eg tror da 1000 procent, at det er kedelige praktiske ting, der kan tage livet af sådan et samliv. at der ikke er styr på fundamentet. 12

13 P: SÅ jo mere sikker man er på fundamentet, jo bedre odds synes man også man går ind i det med? K: Jeg tænker da bare, i hvert fald for mit eget vedkommende. Mit overskud det afhænger da af enormt meget af, at jeg har styr på... min økonomi, mit arbejde eller studie eller, at alle de ting spiller. Og der tror jeg bare, at hvis jeg kan gøre mit for, at jeg har styr på de ting, så er det forhåbentlig heller ikke kontroverser om økonomi eller arbejde der skal præge mit familieliv P: Okay. Kan du sætte nogle ord på, hvad du tror det skyldes, når par vælger at forblive frivilligt barnløse? K: Jeg kunne sagtens selv ende sådan med den indstilling jeg har til det. Og for mit eget vedkommende, der tænker jeg, at der er 1000 andre sjove ting, jeg kunne tage mig til. Jeg kunne pakke min taske og flytte til New York og garenteret få et ligeså berigende liv, som hvis jeg blev herhjemme og fik 2,4 børn, eller hvad det lyder i dag. Så måske handler det lidt om, hvad man har gjort sig af tanker, og hvad man har af ambitioner i tilværelsen. Fordi for mange er det jo en ambition at få etableret den her familie og leve med det her familieliv og få de her børn. Og det har det bare aldrig rigtig været for mig. P: nej? K: Øh.. Og det vil det heller ikke være den dag jeg får børn. Der vil der være lige så vigtigt for mig, at stadigvæk have en ligeså berigende karriere og stadigvæk have børn og kunne komme ud at rejse, selvfølgelig til den tid. P: Det ville ikke være dit altoverskyggende fokus? K: Næ og jeg tror også jeg ville være en mega træls mor, hvis jeg ikke havde nogle inputs. Det kan jeg jo se, bare min kæreste og mig imellem, hvis en af os har perioder hvor der ikke rigtig sker noget i vores tilværelse, så er man altså bare ikke et skide inspirerende menneske at være i nærheden af. SÅ det tror jeg... Jeg kan 100 procent godt forstå, at folk de træffer den beslutning, at de tænker der er meget andet ude i verden. P: Oplever du, at en sådan beslutning er socialt accepteret i vores samfund? K: Det var da et godt spørgsmål. Det ved jeg ikke. Ja, men med det forbehold, at det vil jo have nogle konsekvenser for sådan et lille land, at der kommer sådan nogle skævvridninger generationerne imellem. Så får det enkelte par, tænker jeg da, at det er socialt acceptabelt, jeg har ikke oplevet andet. Men øh. I det store hele billede, kan det måske have nogle konsekvenser. P: Men man kunne godt sige det til et middagsselskab uden at skulle frygte, at folk ville synes det er vildt mærkeligt? K: Ja, det håber jeg da ved ud. Det håber jeg virkelig. igen, der kan være 1000 årsager til det, som ikke rager de mennesker omkring det middagsbord. Og det synes jeg godt man kan have lov til at sige, uden at skulle redegøre for det. Det kan der jo være mange årsager til. Ufattelig personlige årsager. Det kan være at man har noget sygdom. Altså jeg har en veninde, som selv har frygtet det lidt at skulle have børn, fordi hun selv har haft nogle ting. Skal man sidde og redegøre for det ved et middagsselskab? Nej det synes jeg ikke man skal. Så det... P: Det burde i hvert fald være socialt acceptabelt, tænker du? 13

14 K: Ja det synes jeg da. Det kan godt være, at det i vores lille andedam er et problem, at der ikke bliver født børn nok, men det gør der jo altså andre steder på kloden. P: Ja, det kan man sige. K: Så det kan man jo også have med i sine overvejelser. Det har jeg da også selv gjort mig overvejelser om, at hvis jeg ikke selv når det i tide. Så findes der jo også andre muligheder end at jeg selv føder det barn. P: Tænker du, at man kan opnå den slags forhold som forældre har til deres børn, via et andet forhold, hvis man ikke selv har børn? Kan man kompensere ved andre relationer eller aktiviteter. Det lyder til at du tænker, at man kan virkelig gå et godt liv uden børn. Vil det sige, at du ikke tænker, at man ville føle man mangler noget. K: Jeg tror det kommer an på, om det har været et ønske. Og jeg tror også det er noget der kan vende tilbage i ens tilværelse. På et senere tidspunkt. Det kan da godt være, hvis jeg ikke får de børn, at jeg sidder og ærgre mig mega, når jeg bliver gammel og der ikke er nogen der kommer at besøger mig. Så kan det jo godt være at ønsket vender tilbage og man tænker, jamen jeg skulle have fået børn. P: men tænker du fx man kan få et forhold til fx en niece eller nevø, der dækker ens behov. Eller er det noget helt unikt at få sit eget barn? K: det tror jeg bestemt det er, men jeg tror også, at hvis man ikke nærer et brændende ønske om at få børn, så har man nok heller ikke den relation som man ønsker opfyldt. P: Så er det slet ikke et behov? K: Nej ikke nødvendigvis, men igen, det kommer nok også lidt an på, hvad der ligger til grund for beslutningen, hvis man har tænkt "jeg skal overhovedet ikke have børn, det gider jeg ikke", eller hvis man som jeg, måske kunne havne i en situation, hvor man ikke synes man nåede det, fordi man traf nogle andre valg, og man ville egentlig godt have haft de børn, men det var ikke sådan det gik. Så kunne det da godt være, at hvis man som mig, ville få enormt meget glæde af sine niecer og nevøer, men jeg tror da 100 procent, at de bibringer noget som i hvert fald i en eller anden grad ikke kan erstattes af niecer eller nevøer eller to hunde, som vi har. Det tror jeg da bestemt. P: Hvordan håber du på, at dit liv/din tilværelse er om ti år? Tænker du nogen gange på det? har du nogle ønsker? K: Jeg tror altid jeg har haft sådan nogle overordnede mål sådan på lang sigt. Jeg har bare ikke sådan haft en ide om, at det her, det skal gøres inden for fire år. Det er så endt med at tage mig 10 år, de der ting, jeg gerne ville have ud af verden inden. fra da jeg kom ud af gymnasiet og indtil nu. Der har det taget mig 10 år at få det ud af systemet. P: Ja. Men du har ikke noget som du tænker i forhold til de næste 10 år frem? K: Jeg tænker, at hvis vi fortsætter ned ad den rute, vi ligesom går ned ad nu, hvor nu har vi ligesom snakket om det næste der skal ske, når vi har fået en fast indtægt, om det så er at gå all in på frelance eller om det er en fast stilling, så er der et huskøb i vente, så er der børn inden for de nærmeste år, og så skulle jeg da 14

15 forhåbentlig gerne have fået etableret en karriere sideløbende med det. Og leve anstændigt af den. og så gøre alle de ting, jeg rigtig gerne vil, og de ting jeg selv er opvokset med. Jeg tænker at dem vil jeg også gerne kunne give mine børn. så det er jo nok sådan noget der vil ske inden for de næste 10 år, med mindre at der sker et eller andet, der afsporer planen. Men det... Det lyder måske som om, at jeg ikke tænker, at det her er det forhold jeg skal være i og den mand jeg skal have børn med, men sådan skal det ikke lyde, jeg tror bare, at jeg er meget bevidst om, at der kan ske et eller andet. P: Sådan realistisk? Eller hvad man vil kalde det, hvis man kigger på raterne? K: Ja, han kunne skride, eller jeg kunne falde ned med et fly eller et eller andet. Der kan ske 1000 ting. Så der er ikke sådan at jeg planlægger, at det kan godt være at jeg går fra ham og så flytter jeg faktisk til New York og udlever den drøm, men hvis den plan som vi ligesom har snakket om nu, den ligesom bliver eksekveret, så er det nok det, der kommer til at ske i løbet af de næste 10 år. P: Har du tænkt på, hvis I går i gang med projekt børn, ikke. Hvor mange børn du kunne tænke dig? K: øh... Ikke kun et. Jeg lander på to. for jeg vil helst ikke have et, og jeg tænker at tre kan blive for meget. Jamen det er nok jævnt dansk. 2,4. Jeg deler et af dem med naboen. Men der kan jo også ske noget, det kan være at jeg ender med at få dem alle tre på en gang. P: Ja, det kan jo ske. Har du en øvre aldersgrænse for hvornår du senest vil have første barn? K: Ja, det har jeg jo nok, for jeg tager mig selv i, hvis jeg ser en overskrift '56årig mor',... P: Hvad tænker du så? K: Så tænker jeg, det er simpelthen for gammelt, du. P: Så det går du ikke efter K: nej. Jeg vil da sige, hvis jeg er 40 og der ikke er nogen udsigter, så tror jeg den plan bliver lagt på hylden. I hvert fald for mine egne biologiske børn. Det kan være at man adopterer, eller møder en mand der har. øh.. Men der vil jeg sige, at der vil jeg konkludere, at så bliver jagten indstillet og så må jeg udfylde min tilværelse med nogle andre ting. Tema 6: Betingelser for familiedannelse P: Nu vil jeg stille dig et par spørgsmål der vedrører de mere samfundsmæssige samfundsmæssige rammer og muligheder, der kan relatere sig til det at have børn. Hvis vi antager, at du er kommet ind i den faste stilling, som du ønsker at få. hvordan tror du så du ville have det med, at skulle meddele din chef at du var blevet gravid og skulle gå på barsel. K: det ville jeg da overhovedet ikke have det sjovt med. P: Nej? K: Og jeg har det allerede nu sådan en lille smule anstrengt med, at jeg er så kalkulerende ift. det med at tænke, at det mest fornuftige... at det ville være super nedern at være freelancer, ikke at have haft en opgave i tre mdr. og finde ud af at man var gravid. Hvor fanden kommer den barsel så fra? Det ville være en mega- 15

16 træls situation at stå i. Så derfor tænker jeg da også, at en fast stilling, det er også en del af den her plan. At der er noget praktisk i den forstand. Så i og med, at jeg egentlig er en lille smule kalkulerende omkring det, det ville jeg selvfølgelig ikke have det godt med. Det er ikke sådan at jeg ville gå ud og finde mig et job når jeg var gravid, og så smutte tre dage senere, men jeg tænker da, når jeg har været i den her stilling i 2, 3 år og med den alder jeg har, så kan det forhåbentlig ikke helt komme som en overraskelse. P: Så du tænker at det også at det er på de vilkår de ansætter dig, når de kender din alder og privatstatus K: Ja, det ville en chef vel gøre hvis der kommer en kvinde ind i den fødedygtige alder. Og det bliver man også lidt nødt til, hvis man skal have en virksomhed til at fungere. P: Så der er dobbelt? K: Ja, det tænker jeg at det er. Men hvis man bliver i stillingen og holder god ro og orden og man ikke smækker med dørene, altså så ville jeg ikke have det ultra dårligt med det P: men lidt? K: Selvfølgelig. Man forpligter sig til nogle ting, og der er andre mennesker der afhænger af en. Og jeg har tænkt over det nu, så det er lige på grænsen til at være lidt for kalkulerende at lade sig ansætte. P: Men er der ligesom nogle uskrevne regler for, hvor lang tid man skal vente med at blive gradvid, når man så har fået en fastansættelse. du sagde 2, 3 år før? K: Nej men... Det er ikke kun i forhold til at få børn, det er også i forhold til at jeg bliver etableret, fordi jeg på sigt tænker, at der er det afgørende for mig at have et godt netværk og have en vis erfaring og have en portefølje af en anseelig størrelse i forhold til den branche jeg er i. Det ville måske tage de her to, tre år før jeg overhovedet selv ville tænke, at nu kan jeg godt forlade arbejdsmarkedet for en stund og koncentrere mig om det her. P: Okay. Så det er både personlige ambitioner for karrieren og samtidig hvad du tænker, der ville være god stil over for arbejdspladsen K: tja. det kan jo også ske, at jeg bliver ansat i morgen og finder ud af i overmorgen at jeg er gravid, og så er det bare mega træls for alle parter, når jeg gerne ville have være det, og de ville gerne have mig og... barnet bar ikke lige tilsigtet. Det kan jo ske og så er der ikke noget at gøre ved det. Men hvis man er sådan ultra kalkulerende omkring det, så synes jeg det er lidt dårlig stil over for en virksomhed der også skal løbe rundt. Det er ikke så velset blandt mine veninder at være på arbejdsgivers side i den situation... P: Men du tænker det også på den måde? K: Der er jo også nogle ting der skal gå op på bundlinjen der, og det synes jeg ikke at man bare kan negligere og så tænke, jeg skal have en ordentlig barsel. Man hører jo om det, at det kan indgå i ens overvejelser. P: En undersøgelse (foretaget af Institut for menneskerettigheder knap 1600 respondenter) viser, at 18 procent af de adspurgte kvinder har oplevet at få frataget ansvar og/eller opgaver i forbindelse med barsel, og 11 procent af de adspurgte kvinder har oplevet at deres nærmeste chef reagerede negativt, da de fortalte at de var gravide. Stemmer det overens med, hvad du tænker om det og hvad du hører fra andre? 16

17 K: Jeg kan da godt se, at det som arbejdsgiver må være mega irriterende, at man har projekter planlagt og tal der skal gå op på bundlinjen og man er afhængig af den her medarbejder, det kan jo også påføre arbejdsgiveren en eller anden stress så på den måde kan jeg måske godt sætte mig ind i det. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over den pågældende medarbejder... Jeg ved ikke om det også, jeg ved ikke hvad der ligger til grund for de 11 procent. Hvor længe har de været ansat... P: og det ved jeg heller ikke. K: Så det er jo svært at vide hvad der ligger til grund. Om der har været en rimelighed i at arbejdsgiveren måske synes det var lidt træls. men... Det kan også være et misforstået hensyn at blive frataget nogle arbejdsopgaver. Det kan være at arbejdsgiveren tænker, jamen så skal hun sgu da ikke løfte tunge papkasser ude på lageret når hun er gravid. Og hun vil sikkert synes det var fint, hvis hun kunne gå lidt før eller et eller andet. Det er jo ikke til at vide. Men hvis jeg selv følte, jeg kunne påtage mig de arbejdsopgaver, ville jeg måske også.. Jeg tror godt kvinder kunne lære lidt af at sige frem på en arbejdsplads. P: Åbne munden simpelthen? K: Ja det tror jeg. Eller jeg ved det. Og det baserer jeg på en undersøgelse jeg engang læste. I forhold til ligestilling og løn og dit og dat. Hvor man så kunne påvise, at den primære årdag til at kvinder får lavere løn er, at de ikke selv formår at kommunikere de her krav på en arbejdsplads, og det tænker jeg måske også kunne vise sig i andre aspekter. Det kunne også være at situationen var reddet af, at man sagde til sin chef "jamen jeg kan godt fortsat påtage mig den her arbejdsopgave"... P: Så det kan gå begge veje? K: Ja, det kan da også være, at chefen bare er et røvhul. P: Ja det ved man jo ikke. K: Der tror jeg måske jeg skulle have lidt mere indsigt i de situationer, hvis jeg skal gøre mig til dommer. Men grundlæggende kan jeg da forstå begge parter P: Og så igen til nogle hypotetiske spørgsmål: Kunne du forestille dig frivilligt at vælge at blive hjemmegående i en periode, hvis du havde helt små børn K: Nej! Jeg kan ikke en gang forestille mig at skulle være hjemmegående i en hel barsel. P: Nej? K: Jeg håber min mand, eller min kæreste, siger, at han også gerne vil have noget barsel... Men det fortryder jeg nok den dag, jeg er på barsel, at jeg har sagt det, men det kunne jeg bestemt ikke nej. P: Hvad skyldes det? K: Jeg tror bare jeg ville være mega sur, knotten og uinspirerede og uinteressant at være sammen med, hvis jeg bare skulle sidde derhjemme. Jeg synes at hjemlige opgaver er en pestilens. Jeg synes det er forfærdeligt at bruge tid på. 17

18 P: Så det ville ikke være lige drømmen? K: Ne og jeg ville heller ikke være en god partner. Hvad skulle vi snakke om når han kom hjem? At jeg havde tømt opvaskemaskinen igen eller hvad? Eller skejet ud og slået græs. Jeg ville ikke være sjov at leve sammen med, og jeg tror det ville være sådan noget der kunne gøre, at mit forhold ville gå til grunde. Hvis jeg skulle være derhjemme som hjemmegående. Det kan jeg slet ikke forestille mig. P: Hvad med nedsat tid, ville det være samme svar? K: Nej det tror jeg ikke, for det er jo også en af de ambitioner jeg har med det, jeg godt kunne tænke mig at blive freelancer. Hvor det er, hvis jeg har lyst til at tage en opgave i udlandet i 14 dage, så kan jeg gøre det. Hvis jeg har lyst til at tage tidligere fri, så kan jeg gøre det. Hvis jeg vil arbejde helt vildt sindssygt komprimeret i en periode, for at kunne tage tidligere fri i de efterfølgende uger, så kan jeg gøre det. P: Så det ville du faktisk godt kunne tænke dig? K: Ja, ikke sådan permanent deltid, men at jeg ville have frihed til selv at administrere... Nogle gange ville det sikkert være vildt fedt at kunne få til middag og hente ungerne tidligt eller et eller andet. P: Men ikke permanent? K: Næ, og jeg tror heller ikke jeg kunne udrette nok på deltid, som freelancer til at få det til at løbe rundt. P: Nu siger du, at det ikke er sikkert at det økonomisk kunne svare sig. Men hvad nu hvis der var nogle ordninger statsligt, som gik ind og supplerede op, fordi man har små børn? Ville det så være mere attraktivt? K: Er det de der ordninger der har været tale om, var det i... P: Sverige. De har det når man har børn under skolealderen, så kan den ene forælder gå på nedsat tid og få suppleret op, så det ikke går ud over arbejdsgiveren. K: Næ det tror jeg ikke, jeg ville være interesseret i. Det kan da gdt være, at jeg ombestemmer mig, når barn nummer tre melder sin ankomst... At så kunne det måske være rart med nogle ekstra frie timer P: Men det er ikke noget du tænker nu, som noget der ville give dig mere lyst til at komme i gang? K: nææ. Jeg synes. Jeg læste lige en anden debat, der kørte lidt af sporet omkring hvorvidt børn skulle have morgenmad i skolerne. Hvor jeg også nogen gange tænker helt ærligt, hvem er det, der har ansvaret for de her børn.? Er det forældrene eller er det det offentlige. Så jeg tænker også, at man gerne selv må gøre sig nogle overvejelser om, hvordan og overhovedet, man kan få sådan et projekt til at lykkes i stedet for at afhænge af at der kommer nogen og betaler din løn, fordi du vil gå hjemme, og når børnene så er i institution, så søger de også for at børnene får noget at spise... P: Men hvordan tænker du at mulighederne er i DK for at kombinere rollen som karrierekvinde med at være mor? Nu var du inde på det her med at institutionerne heller ikke skal tage helt over, men synes du muligheden er der for at kombinere det på en fornuftig måde? 18