Udøveroplæring hvordan eksperter og talenter udvikler a feel for the game

Transkript

1 Er udkommet i Rossing N. N., Ryom K. og Henriksen K. (Red.) Talentudvikling i sport Reflekterede organisationer, gode teams og stærke atleter. Aalborg Universitetsforlag: pp Udøveroplæring hvordan eksperter og talenter udvikler a feel for the game Af Ole Lund & Mette Krogh Christensen Elitesportstræning er blevet en videnskab. Det ses ikke blot ved, at elitesportstræning og talentudvikling er et stadigt voksende forskningsfelt, men også ved videnskabeliggørelsen af selve træningen, der bevirker, at træningen instrumentaliseres og teknificeres og at udøvernes præstationer objektiviseres og kvantificeres 1 (Guttman, 2000). Det er som regel også dette billede, der bliver tegnet populært set, hvor elitesportsudøvere ofte portrætteres som viljestærke og målrettede individer, som er i stand til at cope med hård og ensformig træning, fordi de er gode til at holde det overordnede og objektive mål med træningen for øje. Men spørgsmålet er, om videnskabeliggørelsen af træningen i sig selv kan forklare, hvorfor elitesportsudøvere investerer sig selv i deres træning og opnår deres ekstraordinært høje niveau? Vi vil beskrive en anden og mindst lige så vigtig dimension ved elitesportstræning: Den sanselige her-og-nu-oplevelse af træningen, som trænere og udøvere skal være opmærksomme på for at forstå, hvad der skal til for at være sportslig ekspert og hvad der er vigtig i et talentudviklingsperspektiv for at forstå, hvordan talenter udvikler sportslig ekspertise. Allerede før udøveren ved af det, grundlægges hendes/hans oplevelse af egen performance af ikke fuldstændigt ekspliciterede sansninger, og således skal udøverens oplevelse af sin performance ikke kun forstås ud fra, hvad udøveren rationelt tænker om denne. Den sanselige her-og-nu-oplevelse er for eksempel det, der giver to roere oplevelsen af at båden bare swinger, eller det, der gør to synkrontrampolinspringere i stand til at mærke hinanden selvom de springer i hver sin trampolin, eller det, der får håndboldspillerne til at tone frem og finde hinanden i en spilsituation, før nogen af dem har tænkt tanken. Disse kropslige fornemmelser sætter et afgørende præg på, hvordan udøveren agerer i løbet af træningen og dermed hvor meningsfuld, retningsgivende og effektiv træningen bliver. Flere videnskabelige studier har vist, at sportsudøveres føling med og brug af kropslige sansninger er et centralt men et forholdsmæssigt uudforsket aspekt i deres træning (f.eks. Hockey & Allen- Collinson, 2009; Ravn og Christensen, 2013). Vi ved også, at de mellemkropslige 2 fornemmelser, som skabes under udøveroplæring, dvs. den oplæring, som foregår mellem udøvere i deres daglige træning, er vigtig i udviklingen af den enkelte udøvers sportslige ekspertise (Lund 2012). I et talentudviklingsperspektiv er det derfor væsentligt at forstå den sanselige dimension af træningen og hvordan talentet kan udvikle a feel for the game. 1 Det kan bl.a. betyde, at udøvere tilskyndes til at fokusere på at holde en forudbestemt hastighed i en forudbestemt varighed og med en forudbestemt puls; eller fokusere på en korrekt biomekanisk bevægelse af kroppen; eller fokusere på at holde taktiske formationer på banen. 2 Vi anvender ordet mellemkropslig på samme måde som ordet mellemmenneskelig om noget, der finder sted mellem mennesker, dog med betoning af de sansemættede dynamikker, som mennesker (mere eller mindre bevidst) skaber når de interagerer, som det for eksempel kommer til udtryk når idrætsudøvere træner sammen. 1

2 Formålet med denne artikel er derfor konkret at eksemplificere, dels hvordan elitesportsudøveres herog-nu-oplevelser i form af mellemkropslige fornemmelser og a feel for the game, som skabes under træningen med andre udøvere, er afgørende for udøvernes investering i træningen, og dels hvordan sanseligheden i træningen virker ind på den enkelte udøvers præstationsoptimering. Til sidst præsenterer vi en række generelle perspektiver i forhold til, hvilken betydning artiklens perspektiv på elitesportstræning har for talentudvikling, herunder træneres og sportspsykologers arbejde. Men først et par ord om sanselig opmærksomhed og a feel for the game. Rationel tænkning og sanselig opmærksomhed to gensidigt afhængige dimensioner af træningen Det er reduktionistisk at betragte menneskets eksistentielle her-og-nu-oplevelse som et spørgsmål om, hvad den enkelte rationelt og eksplicit tænker om sig selv og sin aktuelle situation. Her-og-nuoplevelsen præges i høj grad af, hvad vi kan kalde for en sanselig dimension ved den enkeltes væren, dvs. en umiddelbar og overordnet fornemmelse for kroppens tilstand, positur og relation til omgivelserne (Gallagher og Zahavi 2010). Den sanselige side af vores væren er sammenflettet med den aktuelle situation, vi befinder os i, og sætter derfor scenen for, hvad vi oplever og hvordan vi handler i den givne situation. Det er for eksempel det, der gør, at vi umiddelbart føler os hjemme i en situation eller føler os ude af trit med den. Det har også betydning for den måde, vi møder og interagerer med andre mennesker på. Vores handlinger og tanker udspringer ikke af individets indre kerne, men i stedet af den sanselige dimension af vores handlinger, som er udgangspunktet for ethvert menneskeligt samspil. Altså påvirker vi hinanden allerede før, vi nødvendigvis er opmærksomme på det. Derfor kan man tale om, at vores oplevelser og handlinger i en situation, for eksempel i en træningssituation, bliver direkte udvidet af den anden person, som er medskaber af situationen. Når en sådan udvidelse og forstærkelse er perfektioneret, kan eksempelvis to erfarne sportsdansere føle at de smelter sammen til én organisme, når de bevæger sig hen over gulvet, og på den måde optimerer de deres performance. Og fodboldspillere kan opleve, at de har en tavs og indvævet forståelse for hinandens løbemønstre på banen, som gør at de udvider og forstærker hinandens performance. Vi har for vane at skelne det kropslige og sanselige fra det intellektuelle og rationelle og gøre disse til to uafhængige dimensioner ved menneskets væren. Den intellektuelle og rationelle dimension har i mange sammenhænge fået forrang, og megen sportspsykologisk forskning om talentudvikling og ekspertise i sport lægger da også vægt på, at sportsudøverens fortsatte udvikling forudsætter, at udøveren stopper op og reflekterer rationelt og eksplicit over, hvad hun/han kan og bør korrigere (f.eks. Ericsson, 2007). Denne form for rationel refleksion er helt sikkert en vigtig del af sportsudøverens træning, men ofte glemmer vi, at rationel refleksion og sanselighed er helt uadskillelige aspekter. Man kan endda argumentere for, at udøverens sanselige opmærksomhed og tilstedeværelse i træningen er det, der overhovedet muliggør, at udøveren efterfølgende har noget at reflektere over. I det følgende vil vi vise, hvordan den mellemkropslige kommunikation mellem udøvere giver dem konkret sanselig feedback, som når de har lært at være opmærksomme på det bliver en yderst vigtig katalysator for deres investering i træningen og deres præstationsoptimering. Netop dette synes at kendetegne succesfuld og effektiv udøveroplæring. Men først vil vi introducere læseren for det sociologiske begreb a feel for the game, som vi bruger til at illustrere de sanselige og mellemkropslige 2

3 dynamikker, som vil præge udøvernes samspil og dermed være afgørende for den læring, som kommer ud af at træne sammen. Feel for the game Inden for sociologien (Bourdieu, 2007; Crossley, 2001) bruges spillet som metafor til at forstå, hvordan den sociale verden fungerer og hvordan den påvirker menneskets tanker og handlinger. Et spil kendetegnes af dets særlige regler (skrevne såvel som uskrevne), handle- og interaktionsformer (eksplicitte såvel som implicitte) og ekspertiser (kropslige såvel som intellektuelle). Disse regler, handle- og interaktionsformer og ekspertiser afgrænser og etablerer forskellige praksisfelter i den sociale verden. Elitesportens træning og talentudvikling er et godt eksempel på et praksisfelt med særlige former for spil. Vi vælger i denne artikel at bruge metaforen samspil for at betone, at spillet forudsætter deltagelse af flere parter, der er enige om at engagere sig sammen i spillet, samt at spillet skabes i fællesskab, hvilket vil sige, at den enkelte udøvers deltagelse på helt grundlæggende vis påvirker og bliver påvirket af andre udøveres måde at deltage i spillet på. Det, der kendertegner rigtig dygtige udøvere i spillet, er, at de har en fint udviklet sanselig fornemmelse for spillet, også kaldet a feel for the game (Bourdieu, 2007; Crossley, 2001). Det vil sige, at de dygtige udøvere under deres gentagne deltagelse i spillet har udviklet en evne til at tune sig ind på spillet og navigere klogt og effektivt i forhold til (sam-)spillets regler og mellemkropslige dynamikker, uden først at skulle stoppe og tænke over det. De er således ikke bare gode til at følge regler eller strategier, men er i stand til umiddelbart at fornemme, hvad der skal gøres og samtidig gøre det. Den dygtige udøver mærker også, at der er noget på spil, fordi hun/han har investeret sig selv i spillet. Det betyder, at udøveren er tiltrukket af spillet og har en dyb og følelsesmæssig tro på værdien ved at spille spillet. Udøveren finder det så indlysende rigtigt at spille med, at vedkommende sjældent stiller spørgsmål ved sin deltagelse i spillet. Og det vil også sige, at udøveren ikke anser spillet for bare at være en leg. Men snarere opleves deltagelse i spillet som en naturlig nødvendighed. Udøverens investering i spillet afhænger dog af den måde, som spillet i den specifikke trænings- eller kampsituation bliver spillet på. Interaktionen med og relationen til de andre udøvere er altså afgørende for, hvad der er på spil og dermed afgørende for den investering, udøverne lægger i træningen eller kampen. Det peger på, at en udøvers motivation ikke bare er en mental tilstand inde i vedkommendes hoved, men er en socialt skabt stemning, der bliver udviklet (eller i værste fald reduceret) i den mellemkropslige dialog mellem udøverne, mens de spiller spillet. Ovenstående peger endvidere på, at udøvere vil få sværere ved at udvikle deres feel for the game, hvis de i for høj grad tilskyndes til at holde en objektiv og rationel distance til spillet. Udøvere er nødt til at investere sig følelsesmæssigt i spillet for at mærke spillets mellemkropslige dynamikker og lære at navigere klogt og effektivt i forhold til disse. Derfor synes et vigtigt aspekt ved talentudvikling at være arbejdet med at fastholde og udvikle udøvernes følelsesmæssige investering i træningen og kampene. I det følgende vil vi præsentere tre eksempler på udøveroplæring. Eksemplerne er udvalgt fra empiriske studier i dansk elitesportstræning hos henholdsvis en damedobbeltsculler (Lund, Ravn og Christensen, 2012), et mandligt trampolin-synkron-par (Lund, Ravn og Christensen, 2013) og et kvindeligt håndboldhold (Lund, Musaeus og Christensen, 2013). I præsentationen vil vi sætte fokus på det mellemkropslige aspekt ved træningen, og give eksempler på, hvordan udøverne i fælleskab 3

4 formår at skabe en sanselig opmærksomhed og investering, der betyder, at de udvikler deres feel for the game. 1. Dobbeltsculleren rollespillet og fysisk sammenkobling I 2009 afsluttede Anne Lolk sin kajak-karriere, hvor hun bl.a. havde vundet fire VM-guldmedaljer på marathon-distancen i toer-kajak. Anne følte ikke længere, at der var en realistisk mulighed for, at hun nogensinde ville nå sit helt store personlige mål, nemlig deltagelse i OL. Og derfor var hun indstillet på at påbegynde en civil karriere. På dette tidspunkt var Juliane Elander Rasmussen, som er en af Danmarks bedste kvindelige roere 3, på udkig efter en ny dobbeltsculler-partner, da hendes tidligere partner var stoppet. Juliane kunne ikke finde en passende erstatning inden for egne rækker, og helt utraditionelt rettede hun henvendelse til Anne om at indgå et samarbejde hen imod OL i Juliane kendte Anne fra Bagsværd Sø, hvor både hun og Anne havde trænet med deres respektive landshold. Juliane havde lagt mærke til Annes fysik og hendes indstilling til kajaktræningen, og dette gav Juliane forhåbninger om, at hun kunne omvende Anne til at blive en god dobbeltscullerroer. Anne var beæret over henvendelsen og hun skulle ikke bruge megen betænkningstid inden hun sagde ja. I starten af samarbejdet var konstellationen ikke en officiel del af det danske ro-landshold, men de deltog alligevel i nogle af ro-landsholdets træningssamlinger. I den første periode af samarbejdet var Juliane gravid, så hun trænede kun for halv kraft og fokuserede mere på at oplære Anne i at ro. Henover det første år af samarbejdet viste Anne store fremskridt. Og kort efter at Juliane var vendt tilbage for fuld styrke var de to roere i stand til at erobre landsholdspladsen i den danske letvægtsdobbeltsculler. I efteråret 2011 lykkedes det dem endvidere at kvalificere båden til OL i 2012, og således blev deres helt store mål indfriet. Men dermed stillede roerne sig ikke tilfredse. Til de olympiske lege formåede de at ro sig frem til den A-finale, som hidtil havde glippet for Juliane. Endvidere var de med i kapløbet om bronzen, men måtte til sidst nøjes med en flot fjerdeplads. Et vigtigt aspekt i roernes træning er at opøve og forfine en grundlæggende gensidig rytme og timing, fordi dette er forudsætningen for, at de kommer til at ro sig ud. Selvom rytme og timing er noget, roerne tilstræber ved hver eneste træning, er det svært for dem at forklare, hvad de skal gøre for at skabe dette i træningen: Man er ikke tvivl om, når det går godt. Så er der et godt flow og man føler, at man kan sidde og arbejde hårdt. Andre dage kan man sidde og gøre det tungt for hinanden, hvis man ikke lige rammer hinanden, så føles det bare tungt og trægt. Og der kan det være svært at sige, hvad vi gør anderledes fra den ene dag til den anden. (Juliane) Som erfaren og dygtig roer besidder Juliane en veludviklet praktisk og kinæstetisk fornemmelse for, hvordan den gode rytme i båden skal fornemmes. Denne fornemmelse er uløseligt forbundet til Julianes måde at ro på og hun bruger den aktivt til løbende at finjustere og optimere sin roning i 3 Juliane har været med til at vinde VM-sølv i letvægtsdobbeltfireren i 2005 og I 2007 blev det sammen med hendes daværende makker til to sejre i World Cuppen samt VM-bronze i letvægtsdobbeltsculleren. I 2009 vandt Juliane VM-bronze i letvægtssinglesculleren. Herudover har Juliane deltaget ved OL i Athen 2004 og Beijing 2008 i letvægtsdobbeltsculleren, dog uden at nå helt til A-finalen. 4

5 træningen. Det er således en fornemmelse, der er vokset ind i hendes handlinger og styrer den måde, hun ror på. Det samme var i starten ikke tilfældet for Anne, som på baggrund af sin uerfarenhed især manglede en fornemmelse for, hvornår i taget hun skulle glide tilbage med sædet. En tilbagevendende og gentagen øvelse i træningen handlede derfor om at ro i samme båd eller sammenkoblede ergometre og arbejde med at skabe en gensidig rytme og timing. Som det fremgår af nedenstående citat kendetegnes disse situationer af, at roernes tag og individualiserede fornemmelser for taget og rytmen smelter sammen, og den enkelte roers fornemmelser og bevægelser enten bliver udvidet eller begrænset. Anne fortæller her om det at træne med Juliane i de sammenkoblede ergometre: hvis vi ikke lægger trykket på det samme tidspunkt, så kan man mærke, at det giver sådan et tjuk eller en form for forsinkelse i kraft af de sammenkoblede ergometre. Så på denne måde kan jeg bedre fornemme Julianes tryk igennem taget. Så for mig er det en god øvelse til at mærke, hvornår trykket skal ligge i taget, og til at mærke, hvornår jeg kommer til at køre for hurtigt frem med sædet. (Anne) Dette viser, at de sammenkoblede ergometre (eller båden, når de træner på vandet) også sammenkobler de to roeres sanselige fornemmelser for roningen. Roerne bliver således del af det samme dynamiske sensomotoriske system, som dels skaber øjeblikkelige handlinger og reaktioner, dels umiddelbare fælles-sanselige oplevelser af at være i rytme og ikke-rytme. Det vil sige, at roerne her overskrider deres egne evner i forhold til, hvordan de ellers bliver udført og fornemmet, når de ror hver for sig. For Annes vedkommende, opnår hun en umiddelbar fornemmelse af noget, som hun endnu ikke helt mestrer, nemlig den rytme og timing, som kendetegner Julianes roning. Denne fornemmelse præger hendes bevægelser i ergometeret. Hvis roerne ikke følger den samme rytme, oplever hun spænding og modstand. Men når roerne finder ind i en fælles rytme, har Anne til gengæld en hands-on-oplevelse af, hvordan det skal fornemmes at ro i rytme sammen med Juliane. På denne måde udvikles Annes fornemmelse for rytmen. Hun opnår en begyndende fornemmelse for, hvad der er god og dårlig rytme, og hvordan hun skal navigere for at blive i stand til henholdsvis at fastholde førstnævnte og korrigere for sidstnævnte. Selvom Anne primært har til opgave at følge Juliane, går påvirkningen også den anden vej - fra Anne til Juliane. Juliane mærker, at hun bliver begrænset i at ro den rytme, som hun føler, hun skal ro i. Så den direkte fornemmelse af Annes roning (i form af flow eller modstand) tilskynder hende til at understøtte Annes bevægelser med henblik på at finde sammen i en rytme, som ligger tættere op af Julianes feel for the game. Man kunne måske fristes til at antage, at roernes investering i deres meget hårde og ensformige træning grundlægges i roernes individuelle viljestyrke og evne til at arbejde koncentreret. Men meget tyder på, at roernes investering i træningen i høj grad udspringer af de særlige former for samspil, som de skaber, dels via det tekniske udstyr, dels via deres rollespil, og som sætter fornemmelsen for rytmen i centrum for træningen. Det tekniske udstyr (de sammenkoblede ergometre eller dobbeltsculleren) i træning synes at understøtte roernes gensidige investering i samspillet om den fælles rytme, idet udstyret skaber en direkte mærkbar kobling mellem roerne, som gør det mellemkropslige påtrængende nærværende i roernes opmærksomhed som en fornemmelse af dårlig eller god rytme. Dette er med til at opbygge Annes investering i træningen, fordi hun herved mærker, hvad det betyder, når roerne finder en rytme eller ikke gør det. Hun mærker enten flowet eller modstanden. Således opbygger hun ikke kun en spirende fornemmelse for at være i den gode rytme, men hun begynder også foretrække den 5

6 fornemmelse, som hun sanser under situationer med god rytme, og det gør det naturlig for hende at jagte muligheder for at genskabe denne fornemmelse i træningen med Juliane. Dette bliver en selvforstærkende proces, hvor Anne forfiner sin fornemmelse for roernes rytme og udvikler sin evne til at genskabe den gode rytme sammen med Juliane. Men hvad får egentlig roerne til at udvikle sig i den rigtige retning, dvs. at Juliane ikke bliver trukket ned på Annes niveau? For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at kigge på nogle underliggende og mellemkropslige dynamikker, som præger de to roeres samarbejde. På den ene side har Juliane, ved at være idékvinde bag og initiativtager til samarbejdet og ved at forpligte sig selv til at oplære Anne, investeret sig i samarbejdet og i rollen som læremester for Anne 4. Juliane er ikke blot ansvarlig for egen præstation, men har også påtaget sig et ansvar i forhold til Anne. På den anden side udtrykker Anne gang på gang sin taknemmelighed for den uventede mulighed, som Juliane har givet hende for at kunne komme til OL, og at hun føler en vis forpligtigelse i forhold til den tillid og investering, som Juliane lægger i hende. Anne giver i mange henseender udtryk for, at hendes indsats i træning og konkurrencer kan kædes sammen med, at hun ønsker at betale Juliane tilbage for den investering og tillid, som hun giver Anne. Hun ønsker ikke at skuffe Juliane. Desuden betyder Annes kendskab til Julianes tidligere bedrifter og at hun ved, at Juliane ved, hvad der skal til for at komme til OL, at Anne har tiltro til Juliane og investerer sig i rollen som lærling, dvs. at hun finder det helt naturligt at følge Julianes råd og vejledning, og ikke mindst hendes praktiske eksempel, når de to roere er koblet sammen. Således er Juliane helt naturligt positioneret som mester og Anne som lærling i samarbejdet generelt, men også i den enkelte træningsøvelse. Som eksempel fortæller Anne, at hun umiddelbart fornemmer forstyrrelser i rytmen som et udtryk for, at hun gør noget forkert, og således føler sig nødsaget til at korrigere sine bevægelser. Kort sagt, de to roere investerer sig i et rollespil, hvor Juliane spiller mester og Anne spiller lærling, uden at det optager deres fokus, at det er det, de gør. Således sætter rollespillet en naturlig ramme for roernes træning, der uden at tiltrække sig opmærksomhed understøtter, at de fordyber sig i jagten på en god fælles rytme, imens underforståede mellemkropslige kræfter trækker lærlingen Anne i retningen af den gode rytme, som mesteren Juliane foretrækker at ro i. I et talentudviklingsperspektiv peger ovenstående studie på, at det nære mesterlæreforhold mellem talenter og eksperter kan bidrage positivt til talentudviklingen. Derfor skal trænere og ledere være opmærksomme på, at man ikke skaber for stor afstand mellem talent-træningsgrupper og eksperttræningsgrupper. Ovenstående viser i særlig grad de positive effekter ved at lade eksperten (mesteren) og talentet (lærlingen) indgå i konkrete samspilssituationer, idet det kan give talentet en sanselig fornemmelse for ekspertens feel for the game, der på en direkte og umiddelbar måde kan gå ind og give talentets anstrengelser i træningen både retning, mening og fremdrift. Men studiet peger også på vigtigheden af, at man i talentudviklingsmiljøer arbejder med andre lag i udøvernes samspil end blot det sportsspecifikke samspil, og f.eks. udvikler indforståede mesterlæreforhold mellem erfarne og mindre erfarne udøvere. Disse ekstra lag i udøvernes samspil kan have stor betydning for kvaliteten i træningen, hvilket også vil blive understreget i de efterfølgende to studier. 2. Trampolinspringerne ordspillet og malende diskussioner og vejledninger 4 Desuden ligger roerne pres på sig selv (og øger deres investering i projektet) ved offentligt at gøre reklame for - og dermed vække mediernes interesse for - deres utraditionelle forhold og deres ambitiøse mål om at komme til OL. 6

7 Ikke alle sportsgrene tillader at træne på samme fysisk sammenkoblede måde, som det er tilfældet med roerne, men som de næste to studier viser, er der andre måder, hvorpå udøvere kan guide hinandens træning på en tilsvarende sanselig måde. Det danske trampolinlandsholds træning er kendetegnet ved, at springerne skiftes til at springe og at træneren tilskynder springere som venter på, at det bliver deres tur, til at observere og vejlede dem, som er i gang med at springe. Træningen er derfor kendetegnet ved, at springerne diskuterer deres spring med hinanden og vejleder hinanden verbalt. Disse diskussioner og vejledninger præges af, at springerne har et deltaljeret kendskab til teknikken bag deres spring; at de vejleder hinanden på baggrund af et fælles og meget specifikt ordforråd; og at springerne evner at give hinanden praktisk anvendelig feedback ved hjælp af ordspil. Særligt Peter Jensen (der er den dygtigste, ældste og mest erfarne springer) går forrest i vejledningen af de andre, yngre og mindre erfarne, springere. Ofte ser man Peter stå ved siden af trampolinen, observere en anden springer og råbe korte instrukser til springeren. Her fortæller den yngre springer Daniel Præst, hvordan sådanne instrukser kan lyde: Det kan f.eks. være Armene op!, Tag det frem!, Spænd hoften! og så Ned med armen! Det er kommandoer, der gives, fordi hjernen ikke kan nå at tænke: Nu skal jeg også lige huske at svinge den ene arm op og den skal i øvrigt være helt strakt og... de bliver typisk givet i fasen fra at springeren retter ud til han rammer dugen. Det er så der, råbet kommer til næste spring, ik. Fordi så ved man ligesom, at springeren har overstået springet og lige har et splitsekund til at kigge ned og så kommer det bare. Og det er jo også en timing, vi har. Det ved vi jo, ik. (Daniel) Som allerede nævnt, synes springerne at besidde en veludviklet forståelse af, hvad der udgør korrekt eller forkert teknik, men det betyder ikke som citatet herover viser - at hver eneste detalje i en given teknisk rettelse bliver italesat, og at det handler om at følge detaljerede tekniske beskrivelser til punkt og prikke. Tilsvarende fortalte Peter om en situation under en træningslejr med det franske trampolinlandshold, hvor han havde en diskussion med en af de franske springere omkring et bestemt springmoment. Her foreslog den franske springer, at Peter i stedet for at "blokere sin skulder" i springet, burde kaste armen rundt". Peter blev fascineret af denne måde at beskrive springet på og trænede efterfølgende springet, imens han havde den nye beskrivelse for øje. Det forbedrede hans spring, selvom han til stadighed fastholder, at beskrivelsen var fuldstændig a-teknisk". Det vil sige, at denne måde at tænke på springet er imod de gældende forskrifter for, hvordan springet skal udføres. Et er at sige noget, noget andet er at gøre det. Alle udøvere ved, at det ikke altid er ligetil at udføre beskrivelser og vejledninger i praksis. Så hvad gør springernes verbale diskussioner og vejledninger udtryksfulde og praktisk anvendelige? Det er i denne forbindelse ikke nok at se på, hvad der bliver sagt, ordene skal ses i forhold til den sociale kontekst, hvor de bliver udtrykt. Generelt er springerne i stand til at bruge hinandens vejledninger til at optimere deres præstationer, fordi deres handlinger og ord tilhører det samme system, og springernes ord har således ofte en umiddelbar praktisk og udtryksfuld betydning. Vi vælger at tolke det som et tegn på, at springerne har investeret sig selv i et ordspil (Crossley, 1996). Begrebet ordspil betegner forholdet mellem kontekst og ord, og at et ord kan have en fælles praktisk betydning, når de interagerende udøvere er enige om reglerne for sproget i en given kontekst. Det er vigtigt at understrege, at denne enighed om reglerne for ordspillet skal forstås som en grundlæggende fælles forståelse af, hvordan man sanser det at springe i trampolinen, og at enigheden derfor ikke blot er rationel eller bevidst, men også sanseligt funderet (Crossley, 1996, s. 41). 7

8 Det vil sige, at springernes diskussioner og vejledninger bliver udtryksfulde og gennemsyret af praktisk betydning, fordi springerne langt hen ad vejen deler hinandens feel for the game, der betyder at de i dialogen med hinanden fornemmer en genklang i det, den anden siger og gør. Springernes diskussioner og vejledninger skaber således ikke kun rationel og refleksiv klarhed om, hvad der skal til for at korrigere et spring, men - hvad der er mindst lige så vigtig deres ordspil skaber en praktisk og sanselig fornemmelse af, hvordan det vil føles at udføre det korrigerede spring. Coachingen mellem springerne har dermed en virkning, som kan sammenlignes med det, der sker, når man bliver ramt af poesien under en digtoplæsning: When coaching is poetry, a phrase upsets the usual lax linkage between experience and language [ ] A phrase strikes us as poetry in everyday use because it powerfully evokes an experience that we have had, or jolts us into perceiving things in a new light. Thus, good coaching is a form of applied poetic phenomenology: an analysis of how things are experienced that may facilitate a shift in an athlete s perceptions (Downey, 2005, s. 48). Som det fremgår af citatet forudsætter den malende vejledning, at man formår at sætte sig i den andens sted og fornemme, hvordan den anden oplever det givne spring, som skal korrigeres. Og at man med ord forsøger at ændre på den andens fornemmelse for og sanselige tilstedeværelse i springet. Samtidigt forudsætter dette, at den vejledte springer investerer sig i coachens ord; og at man - ligesom det eksemplificeres med Peters brug af franskmandens gode råd - prøver at tænke i forlængelse af dette og lade ordene (eller mere præcist ordenes praktiske betydning) forme egne tanker, fornemmelser og handlinger under træningen af det givne spring. Dette er endnu et eksempel på, hvordan den enkelte udøvers fornemmelse for egen præstation kan blive udvidet og udviklet via samspillet med andre udøvere i træningen. Modsat roerne viser dette eksempel, at det ikke kun sker gennem direkte fysisk sammenkobling, men også i mødet mellem udøvernes ord og handlinger. Udviklingen af springernes præstationer sker, fordi springerne investerer sig i et ordspil, som rent sanseligt skaber en fælles baggrund for at forstå hinanden, for at sætte sig i hinandens sted, at fornemme hvordan de andre oplever deres spring og verbalt fremmale udtryksfulde beskrivelser og instrukser, der kan forandre og udvikle de andres feel for the game. I et talentudviklingsperspektiv peger ovenstående studie på, at man - især som træner - skal være opmærksom på, at god dialog med udøverne og præstationsfremmende vejledning ikke blot handler om at fylde talenterne med eksplicit viden i form af detaljerede og videnskabelige taktiske og tekniske beskrivelser. Snarere handler god dialog og vejledning om at udvikle udøvernes sanselige fornemmelser for samspillet, dels udøvere imellem og dels mellem udøver og sportens genstand (som f.eks. trampolinen), ved at tale om og lytte til de sanselige fornemmelser i praksis. Derfor er det vigtigt, at man både trænere og udøvere arbejder sammen om at kæde ord og praksis sammen, hvilket indebærer, at man bestræber sig på at sætte sig i hinandens sted og forstå, hvordan de andre rent sanseligt oplever træningen og hvad der ligger til grund for de ord, man anvender i praksis. At skabe et fælles sproglig fundament betyder, at diskussionen og vejledningen i træningsgruppen ikke forbliver analytisk og abstrakt, men snarere opleves som det, vi kan kalde for praksistale, hvor man taler om praksis med udgangspunkt i den sanselige fornemmelse for praksis, hvorved specifikke ord og vendinger kan formgive og virke forstærkende på udøvernes praksis. Håndboldholdet - skuespillet og dramatiseret fremtoning 8

9 Randers HK har manifesteret sig som tophold i den kvindelige danske håndboldliga. I sæsonen og kvalificerede holdet sig til DM-finalen, men tabte begge gange. Internationalt set har holdet deltaget i Champions League (to gange) og i den lidt mindre prestigefyldte EHF-Cup, som holdet vandt i Under det empiriske studie bestod holdet af 18 danske og udenlandske udøvere. Herunder er der en række erfarne udøvere, som har mange års erfaring med at spille håndbold på allerhøjeste niveau for såvel klubhold som landshold, heriblandt Katrine Fruelund og Mette Melgaard. Men holdet indeholdt også en lille gruppe unge og talentfulde udøvere, som på sigt skulle tage over for de ældre og erfarne udøvere. Det empiriske studie viste blandt andet, at spillernes investering i træningen i høj grad var påvirket af den måde, holdet optrådte på, herunder hvilken fremtoning og attitude den enkelte spillede med i træningen. Spillerne mærker hurtigt, om de andre på holdet investerer alle deres ressourcer i træningen, og en sådan fornemmelse bliver grundlagt i det ekspressive udtryk, som spillerne møder i det konkrete ansigt-til-ansigt- og krop-til-krop samspil med de andre: Jeg synes, at det har meget med det her mimik at gøre. Øjenkontakt og ansigtsudtryk. Altså når man ser på hinanden, så kan du se, at folk er der og du kan se, at de er fuldstændigt fokuserede. Og når du siger noget til dem, så er der fuld kontakt, frem for når du nogle gange siger noget til én, så kigger hun den anden vej eller ned i jorden. Der synes jeg, at man kan mærke, at hende her, hun er der sgu, og hver eneste gang vi kommunikerer med hinanden, så er der direkte øjenkontakt eller vi har hele tiden fat i hinanden. (Katrine) at kaste sig ind over stregen er som regel også et godt tegn på, at man er klar. Modsat hvis man lige trækker sig lidt i de der situationer [...] Når man er fuldt fokuseret, så tænker man ikke på konsekvenserne af ens handlinger, hvorimod hvis man er sådan lidt fraværende eller ikke helt klar, så tænker man: Ej, det gør måske lige lidt mere ondt i dag, eller... (Mette) Disse udsagn understreger, at måden spillerne toner frem for hinanden på, kommunikerer spillernes parathed og investering i træningen, og noget tyder på, at spillernes fremtoning har en umiddelbart smittende effekt på hinanden. Vi observerede således, hvordan spillere i løbet af træningsøvelser og kampe påvirkede hinanden ved at give hinanden højlydte opmuntringer og inciterende tilråb, ved at kaste sig dramatisk ind over stregen eller ved at fighte hidsigt efter bolden. Og vi observerede, at sådanne aktioner var med til at ændre stemningen i træningen, og at de kunne hæve intensiteten, tændingen og fokuseringen hos de resterende spillere, og således øge kvaliteten i træningen. Katrine fortalte, hvordan man aktivt kan udnytte denne dynamik ved at spille sådan lidt skuespil, når man kan mærke, at intensiteten i træningen er for lav. Det vil sige, at man kan påvirke de andre til at øge investeringsniveauet i træningen ved bevidst at dramatisere og intensivere udtrykket i egne handlinger, f.eks. ved at overdramatisere forsøg på at bryde igennem forsvarsmuren, eller overdrive sin jubel efter en scoring. Katrine understregede dog, at dette gøres mest virkningsfuldt af de veletablerede og erfarne spillere på holdet. At det netop er de erfarne spilleres optrædener på banen, der er toneangivende og formår at trække de andre spillere med, kan ses som et udtryk for, at spillerne på holdet er investeret i et underliggende rollespil, hvor spillerne tildeles magt efter deres erfaring og meritter. Derfor fremstår de erfarne spilleres fremtoning umiddelbart som eksemplarisk og gennemslagskraftig i denne form for udøveroplæring. 9

10 Selvom dramatisering af spillerens eget udtryk i udgangspunktet er fingeret og ikke nødvendigvis et udtryk for, at man selv er hundrede procent investeret i praksis, synes skuespillet at være en bevidst strategi til ikke blot at få de andre spillere op i gear, men også til at øge egen investering, da de andres øgede investering, som afstedkommes af skuespillet, kan smitte af på en selv. Dette tegner billedet af, at træningens kvalitet ikke blot er afhængig af at spillerne retter sig mod tekniske og taktiske aspekter, men også er afhængig af, hvordan den enkelte spiller aktivt dramatiserer sin egen fremtoning og på den måde påvirker de andres indstilling. Både til gavn for den enkelte spiller selv, de andre spillere, og for holdet som helhed. Men dette viser også, at den enkelte spillers investering og motivation bliver udviklet (eller reduceret) i det sanselige samspil mellem udøvere (og trænere) undervejs i træningen, og ikke blot udspringer af en mental tilstand inde i spillerens hoved. I et talentudviklingsperspektiv peger dette studie på, at talentudvikling også bør handle om at udvikle talenternes måder at tone frem på i sportens skuespil og ikke kun handle om at oplære unge talenter i rene tekniske og taktiske facetter ved sporten. Eksempelvis bør man gøre talenterne opmærksomme på, hvordan deres fremtoning og spillen på forskellige roller er med til at rammesætte og præge træningen og oplære dem i, hvordan man kan justere stemningen og kvaliteten i træningen ved at dramatisere og fingere sin fremtoning, så kropssproget tydeliggør og understøtter intensiteten i træningen. Studiet peger også på en af fordelene ved at skabe blandede talenttræningsgrupper, forstået på den måde, at gruppen indeholder udøvere på forskellige niveauer. De mere erfarne udøvere vil med deres veludviklede feel for the game kunne have en finger på pulsen og mærke efter om træningen udføres med den rette intensitet, og om nødvendigt justere på denne ved at træde i karakter. Konklusion og anbefalinger for talentudvikling Ovenstående viser, at elitesportsudøvere effektivt formår at udvikle hinandens ekspertise under deres fælles træning, når de retter opmærksomheden mod og arbejder med udgangspunkt i de sanselige indtryk, som opstår i deres konkrete samspil. I det følgende vil vi opsummere artiklen i tre overordnede konklusioner, og under hver af disse vil vi foreslå en række anbefalinger for, hvordan trænere og eventuelt sportspsykologer kan optimere træningen i talentudviklingsgrupper. 1. Udøvernes investering og følelsen af at der er noget på spil i træningen afhænger af dynamikken i træningsgruppen. Vores studier viser, at udøvere i træningsgrupper altid (før de ved af det) vil påvirke og blive påvirket af hinanden og dermed samspille eller modspille - på et konkret kropsligt og sanseligt niveau. Som træner er dette en vigtig indsigt for at forstå, hvordan udøverne har det socialt med hinanden. Endnu vigtigere er det imidlertid, at træneren forstår, hvordan sanseligheden og det mellemkropslige samspil mellem udøvere tillægger meningsgivende lag omkring træningen, der er afgørende for, om der er (eller ikke er) noget på spil i træningen, og om den ofte hårde og repeterende træning forbliver interessant og tænder udøvernes lyst til at udvikle deres feel for the game. Eksempelvis betyder roernes rollespil, hvor den erfarne spiller mester og den uerfarne spiller lærling, at den uerfarne gives en følelig og motiverende målestok i træningen, nemlig den erfarne roers fornemmelse for rytme. Trampolinspringernes fælles ordspil sammenkæder ord og praksis og gør deres diskussioner og vejledninger til praksistale, der former og forfiner måden, hvorpå de umiddelbart sanser og udfører deres spring. Og de erfarne håndboldspilleres bevidste brug af skuespil regulerer stemningen og motivationen blandt udøverne og bruges til at optimere både 10

11 egne og de andres (lærings-)muligheder. En forudsætning for at disse former for samspil (rollespil, ordspil og skuespil) virker og bidrager positivt til udøvernes træning, er, at alle parter investerer sig i og køber ind på præmissen for samspillet og anser det for en naturlig nødvendighed at deltage i spillet. Det vil mere specifikt sige, at udøverne på det mest grundlæggende (før-refleksive) niveau af deres handlekraft, investerer sig i samspillet og spiller deres rolle på en måde, som er fri for den objektive distance, der vil minde dem om, at dette er just a game (Crossley, 2005, s ). Dette har følgende implikationer for arbejdet med talentudviklingsprocesser: Trænere skal være opmærksomme på, at talenternes investering i træningen ikke udelukkende skabes på baggrund af videnskabelige vejledninger og instrumentelle målsætninger, men i høj grad handler om at skabe passion og oparbejde en dyb følelsesmæssig tro på værdien af at deltage i spillet i træningen. Trænere skal være opmærksomme på, at de i kraft af deres autoritet kan have stor indflydelse på den mening, som talenterne kommer til at tillægge træningen. Trænere bør derfor være opmærksomme på, at de ikke undertrykker og overdøver talenternes følelsesmæssige investering i sporten. Således synes det vigtigt, at trænere har en god føling med træningsgruppens underliggende dynamikker eller spil, og at de forstår at udnytte og udvikle de samspil, som synes at have en positiv effekt på træningen (og evt. dæmpe dem, der virker negativt ind). 2. Udøvere udvikler deres feel for the game (ekspertise), når de aktivt arbejder med deres sanselige forståelse af træningen. Studierne viser på forskellig vis, hvordan træningen blandt nogle af landets bedste elitesportsudøvere i høj grad handler om at være opmærksom på og aktivt arbejde med deres sanselige fornemmelse for sporten og stræbe efter bestemte fornemmelser under træningen. Udøveroplæringen handler således om at plante spirende sanselige fornemmelser hos hinanden, der kan være en konkret hjælp til yderligere forfinelse af udøvernes feel for the game. Dette har følgende implikationer for arbejdet med talentudviklingsprocesser: Både trænere og talenter skal være opmærksomme på effekten af sanselig feedback, og lære at give hinanden kropslig og verbal feedback på denne måde. Med andre ord bør man se feedback som en metode til at udvikle udøverens sanselighed og sensitivitet i forhold til den specifikke træningssituation, og ikke kun betragte feedback som noget, der skal føre udøveren til en detaljeret forståelse af, hvad udøveren gør forkert og hvad udøveren rent teknisk eller taktisk kan gøre for at korrigere disse fejl. Både trænere og talenter skal bestræbe sig på at udvikle måder at træne på, der giver udøverne en direkte sanselig kontakt med og fornemmelse for hinandens (og især eksperters) feel for the game, f.eks. igennem fysiske sammenkoblinger, og ved at rette opmærksomhed mod, lytte til og imitere de andres (eksperternes) bevægelsesrytmer og ekspressive udtryk. Denne måde at tune sig ind på hinanden på er en effektiv måde at fastholde feedback i et sanseligt og direkte omsætteligt format. 3. Udøvere udvikler deres feel for the game (ekspertise) i samarbejdet med mere erfarne udøvere, der træder i karakter som vej-ledende forbilleder. Særligt roer- og håndboldstudiet viser fordelene ved, at erfarne udøvere træder i karakter som tydelige og gode forbilleder på ekspertise i sporten. Under udøveroplæring, dvs. det sanselige og mellemkropslige samspil med en dygtigere og 11

12 mere erfaren udøver, er der gode betingelser for, at en mindre erfaren udøver kan udvikle sin fornemmelse for spillet feel for the game i sporten, netop fordi udvikling af denne fornemmelse forudsætter, at udøveren mærker sportens mellemkropslige og sanselige betydning på egen krop. Studierne viser, at denne form for udøveroplæring er effektiv, når den mindre erfarne udøver indordner sig og accepterer den erfarnes autoritet på det allermest grundlæggende (før-refleksive) niveau af sin handlekraft, og derfor føler sig tiltrukket og fascineret af forbilledets måde at gøre tingene på. Samtidigt med at forbilledet på samme grundlæggende vis forsøger at fastholde og udvikle denne fascination ved at vise interesse i og tage ansvar for den mindre erfarnes udvikling. Det vil med andre ord sige, at begge parter lever sig ind i og investerer sig i et hierarkisk rollespil eller skuespil. Studierne viser endvidere vigtigheden af, at de erfarne udøvere involverer sig i talenternes udvikling af feel for the game ved at fastholde følingen med denne proces og løbende understøtte de mindre erfarne udøveres bestræbelser. De erfarne udøvere træder således i karakter som vej-ledere, dvs. nogle, der netop viser vejen frem og ikke kun peger på målet for derefter at lade det være op til de mindre erfarne selv at opdage, hvordan man når den erfarnes niveau. Dette har følgende implikationer for arbejdet med talentudviklingsprocesser: Trænere skal være opmærksomme på, at niveauforskelle i en træningsgruppe skaber dynamik og understøtter læring og udvikling. Derfor skal de skabe en træningskultur, hvor udøveroplæring er en anerkendt måde at træne på. De allerdygtigste talenter (og erfarne eksperter) skal træde i karakter og præsentere sig som autoriteter og forbilleder, der er værd at følge, f.eks. ved 1) at invitere mindre erfarne udøvere til at deltage i mester-lærlinge rollespil og således føre (også i fysisk forstand) de mindre erfarne ind i de bevægelser og grundrytmer, man foretrækker at performe sin sport ud fra, 2) at anvende ordspil og tale malende og udtryksfuldt om sin egen feel for the game, og 3) at anvende skuespil og dramatisere og betone attituder og skabe stemninger, som man igennem egen erfaring ved er nødvendige for at skabe kvalitet i træningen. Talenterne skal lære at udvise åbenhed og nysgerrighed i forhold til hinandens måder at gøre tingene på. I lighed med en method actor skal de lære at lege med og imitere hinandens udtryk, forsøge at 'blive' og føle sig som forbilledet, og derigennem tilnærme sig den måde, som forbilledet indtager og opfatter verden på (forbilledets feel for the game). Talenterne skal lære, at de har et medansvar for kvaliteten i træningen, og for om der f.eks. skabes en kultur for vidensdeling og mesterlære i træningsgruppen. I lighed hermed bør erfarne udøvere og forbilleder forstå, at det at dele sin viden og oplære andre kan komme én selv til gode, fordi det kan tvinge én til at reflektere over og sætte ord på sin egen feel for the game, og fordi denne refleksion samt feedbacken fra dem, man oplærer, kan give én en fornemmelse for, hvad man selv kan forbedre. Litteraturliste Bourdieu, P Den praktiske sans. Hans Reitzels forlag. Crossley, N Intersubjectivity - The fabric of social becoming. Sage Publications. Crossley, N The social body Habit, identity and desire. Sage Publications. Crossley, N Key concepts in critical social theory. Sage Publications. 12

13 Downey G Learning capoeira. New York: Oxford University Press. Ericsson K.A Deliberate practice and the modifiability of body and mind: toward a science of the structure and acquisition of expert and elite performance. International Journal of Sport Psychology 38: Gallagher, S. og Zahavi, D Bevidsthedens fænomenologi. Gyldendal. Guttmann, A The development of modern sports. I Handbook of Sport Studies, redigeret af J. J. Coakley and E. Dunning. Sage Publications. Allen-Collinson, J. og Hockey, J The essence of sporting embodiment: Phenomenological analyses of the sporting body, The International Journal of Interdisciplinary Social Sciences, 4 (4): Lund, O Hvordan foregår mesterlære i elitesport? Udviklingen af ekspertise gennem udøveroplæring i roning, trampolin og håndbold. Ph.d.-afhandling. Syddansk Universitet. Lund, O., Ravn, S. og Christensen, M Learning by joining the rhythm: apprenticeship learning in elite double sculls rowing. Scandinavian Sport Studies Forum 3: Lund, O., Ravn, S. og Christensen, M Jumping together: apprenticeship learning among elite trampoline athletes. Physical Education and Sport Pedagogy 19 (4): Lund, O., Musaeus, P. og Christensen, M. K Shared deliberate practice: a case study of elite handball team training. Athletic Insight 5 (2): Ravn, S. og Christensen, M Listening to the body? How phenomenological insights can be used to explore a golfer s experience of the physicality of her body, Qualitative Research in Sport, Exercise and Health. 13