GLASS/STEAGALL BANKOPDELING NU!

Transkript

1 Nyhedsorientering juni 2011 ADSKIL LEGITIME NORMALE BANKFUNKTIONER fra SPEKULATIVE INVESTERINGSFUNKTIONER Under en Glass/Steagall-lov skal alle banker vælge, om de vil være en normal bank, der ikke må være involveret i spekulation, eller en investeringsbank BANKER Ny Glass-Steagall lov Banker, der laver normal bankvirksomhed til gavn for økonomien, beskyttes og garanteres af staten, mens investeringsbankerne må sejle sin egen sø SKRALD mens NORMAL BANKAKTIVITET BESKYTTES GLASS/STEAGALL BANKOPDELING NU! Ved et møde den 31. maj berettede Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, om chancen for et globalt økonomisk skifte væk fra de hyperinflationære hjælpe pakker, efter IMF-chef Dominique Strauss-Kahns fald fra Olympens tinder. Samtidigt vokser det folkelige oprør imod de nedskæringer, som EU, ECB og IMF har krævet. Løsningen er en genindførelse af Glass/Steagall-banklovgivningen, som nyder voksende opbakning i Den amerikanske Kongres, som et startskud til at rulle hjælpepakkerne tilbage, rense bankerne for den vilde finansspekulation og skabe kredit til økonomisk genopbygning. Hele mødet kan ses og høres på Vi står med en dramatisk indgang til juni måned, mens det danske folketing er i gang med sin afslutningsdebat. Den debat har ikke været en refleksion af de akutte tiltag, der må iværksættes nu og her, men blot været en fortsættelse af den valgkamp, der nu er udsat til efter sommerferien. Selv om økonomi har været et stort tema i den diskussion man har, med Løkkes 2020-plan på den ene side og oppositionens afvisning af blotte nedskæringer og insisteren på, at der skal iværksættes investeringer, så er de barske realiteter i det globale finanssystem slet ikke en del af debatten. Man debatterer ud fra en forestilling om, at verden som den ser ud i dag, ikke vil have forandret sig, når man vender tilbage fra sommerferie, og der er egentlig en grundlæggende enighed om de store træk i de kommende finanslove, hvor man så slås om hvordan man skal fordele et par procent af statens finanser. Dem, der derimod sidder og skal håndtere selve finanssystemet, de er ikke så overbevidste om, at systemet vil klare sig igennem sommeren. Mange er tilmed bekymret for, at det ikke en gang vil overleve frem til sommeren begynder for alvor de fleste steder. Juni måned er skæbnesvanger. Der skal simpelthen et systemskifte til. Et systemskifte under overskriften Glass/Steagall, som var navnet på den lov, som Franklin D. Roosevelt fik gennemført i 1933, der greb ind overfor det spekulationsorgie, som den amerikanske økonomi var blevet til under indtryk af Wall Streets spekulanter. Med Glass/Steagall-loven i hånden gik man ind og rensede op i møget. Skilte skidt fra kanel. KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 Loven bestemte, at banker ikke både kan være en normal indlåns- og udlånsbank for almindelige mennesker og virksomheder og et spillekasino for spekulative gevinster. De to funktioner skulle holdes adskilt, for ellers havner man der, hvor man havnede i 20 erne og begyndelsen af 30 erne, hvor almindelige menneskers økonomi blev hvirvlet ind i et spekulationsorgie, og som vi har set det i dag, hvor almindelige menneskers boliglån og lignende pludselig skulle ud og være en del af en spekulationsboble. Den negative udvikling accelererede, efter at man afskaffede Glass/Steagall-loven i Finansverdenen havde nemlig allerede gennem mange år sendt lange blikke efter de værdier, der var i boligmarkedet. Med store glubske øjne betragtede man dem, og sagde:»kunne vi dog bare få lov til at lege med de penge. I kan tro vi skal få dem til at yngle«. Når der så ikke er de nødvendige love og reguleringer til at forhindre det, så sidder disse finansfolk og bliver stadig mere»friske«i deres investeringer, som er deres omskrivning for at være dumdristig og spekulativ. De kan ikke få nok af at spille på finansrouletten, hvad enten de så taber eller vinder. Det er galt nok at tabe, men endnu værre, hvis de vinder til at begynde med. Så bliver de ved med at spille igen og igen, med stadigt større indsatser og risiko, indtil alt er tabt. Der er blevet skabt en finansverden, hvor en meget stor del af det, der går for at være»penge«, ikke er forankret i fysiske værdier, men i princippet blot er matadorpenge. Det er penge som finansmarkedet selv har skabt. De har skabt nye finansielle produkter, som f.eks. derivater, som de påstår er ligeså gode som penge, men som aldrig er blevet godkendt af en nationalbank, en centralbank eller et parlament. Fiktive finansværdier Det er disse fiktive værdier, som finansverdenen ikke vil afskrive. Man så det i forbindelse med de mange bankkrak i f.eks. Roskilde Bank eller Amagerbanken. Inden de gik konkurs, påstod man, at det var en god forretning, der gik med stort overskud, fordi man havde alle disse værdier på bøgerne. På bøgerne uden nogen fysisk dækning i virkeligheden, når det kom til stykket. Finansverdenen i dag holder fanatisk fast ved det:»de penge, som vi ærligt og redeligt har stjålet, dem vil vi ikke miste.«hvad, hvis de ikke er der i virkeligheden?»så må vi finde nogen til at tage ansvar for at betale dem. Så må den græske regering skrive under på lånene. Så må den irske og spanske regering, og dermed de respektive befolkninger, overtage gælden, så der er nogle, der betaler af på den. Så vi kan blive ved med at få renter og afdrag på de værdier, vi mener os at have.«det Glass/Steagall-lovgivningen gjorde i 1933, under omstændigheder hvor næsten halvdelen af USA s banker var blevet væltet i tiden op til, at Roosevelt blev indsat som præsident, var at lave et helt nyt sæt spilleregler. Ligesom det er tilfældet i dag, kunne man ikke redde alt. Det var umuligt. Man måtte beslutte sig for, ligesom vi må gøre det i dag, hvad der skal reddes, og hvad der må gå ned. Hvad er vigtigst? Det er befolkningen. Menneskene er det vigtigste, for det er fremtiden. Dertil kommer vor industri og vort landbrug, og de ting der kan sørge for, at samfundet kan fungere. Det er investeringer i infrastruktur, i uddannelse og sundhedsvæsen, og i at pensionister kan få deres pension. Det er alle de ting, som den uhellige treenighed bestående af EU, Den europæiske Centralbank, ECB, og Den Internationale Valutafond, IMF, ikke mener er vigtige, når de kommer på besøg i Athen, Dublin eller Lissabon. Det som de vil skære væk.»skær i pensionerne, fyr de offentligt ansatte og stop alle investeringer. Det eneste vigtige er, at kreditorerne kan få så mange penge som muligt.«men det er ikke, hvad der egentligt er vigtigt. Kreditorerne har brug for at tage et bad ind imellem (som man kalder det, når de taber deres investering). Så lugter de måske ikke helt så fælt, for det er ikke en særlig velduftende branche, de befinder sig i. Det vil måske gøre dem godt. Det vigtige er at redde befolkningerne og den fysiske økonomi. Det er det, der er fundamentet, som vi skal bruge til at skabe fremtiden. Menneskene må komme først ikke finansverdenen. Den kamp spidser så dramatisk til nu, selv om det er et spil, der har stået på ganske længe, specielt siden systemet kollapsede i 2007 og Responsen fra centralbankerne og regeringerne, som blev fastlagt af Wall Street og City of London, har været at forsøge at redde spekulationsboblerne. Man ville redde derivaterne og alle de fiktive værdier. Det var årsagen til, at vi fik alle disse hjælpepakker til finansverdenen. Her i Danmark overtog staten gælden i Roskilde Bank, og fik vi bl.a. bankpakke I, bankpakke II og bankpakke III. Alt sammen under parolen, at hvis staten ikke gør det, så får det fatale konsekvenser for samfundet. Men det var ikke rigtigt. Man gjorde det for at forhindre, at det skulle få fatale konsekvenser for banker og andre, der var ude i spekulationsmarkedet og sad med alle disse fiktive værdier, der var ved at gå op i røg. Dominique Strauss-Kahns kæp i hjulet Men for et par uger siden forgreb chefen for IMF, Dominique Strauss-Kahn, sig så på en stuepige, mens han boede i en suite til kr. per døgn, på sit luksushotel på Manhattan i New York. Efterfølgende forlod han hotellet i hast, men da han sad i sit fly i lufthavnen, på vej tilbage til Europa, hvor han skulle deltage i krisemøder om en ny hjælpepakke til finansverdenen, blev han i stedet hentet i flyet af politiet. Han kom fra himmel til helvede, fra luksussuiten til rendestenen, for han blev bragt til det berygtede fængsel Rikers Island, hvor man har placeret nogle af de mest barske kriminelle i USA: mordere, voldtægtsmænd og lignende. Det må jo siges at være passende selskab for en chef for IMF. Den slags folk er han jo nok vant til at omgås, men det er typisk i form af mere velklædte og velduftende kriminelle fra den finansielle verden, end dem man støder på i Rikers Island. Grunden til at Dominique Strauss-Kahn endte i Rikers Island-fængslet var ikke, at han forgreb sig på en stuepige og gjorde vederstyggelige ting, som han nok har gjort mange gange før. Årsagen var, at patriotiske kredse rundt omkring i verden mente, at tiden var inde til at stoppe den fejlslagne politik, som han repræsenterede. Man ville ikke have en ny runde hjælpepakker, for hvis man nok en gang ville lange 2 Schiller Instituttet juni 2011

3 disse kæmpebeløb over disken, og dermed gældsætte staterne til op over skorstenen, så ville man også miste muligheden for at sikre befolkningernes og nationernes fremtid. Sådanne hjælpepakker har måske været gratis for finansverdenen, men ikke for staterne der skulle betale. Når USA i dag har en gæld på over mia. dollars, hvoraf det meste er kommet de sidste par år for at hjælpe finansmarkedet, så har det bragt USA på bankerottens rand og fjernet USA s muligheder for at skabe kredit til investeringer i fremtiden. Derfor var der kredse der besluttede, at det må være slut med denne politik, og at man kunne stoppe den gennem at stoppe Strauss-Kahn. Hans svagheder kendte man til, og man vidste, at han ville være tilbøjelig til at sætte sin kæp i hjulet for sig selv. Han er lidt for frisk og fyrig, og meget besat af at skulle bevise sin manddom. Sådanne mænd er lette at sætte en fælde for, hvis man vil af med dem, eller fange dem i situationer, de ikke burde befinde sig i. I lighed med en indgriben deus ex machina, som man så det i de græske tragedier, hvor der pludseligt ville være en tilsyneladende guddommelig indgriben på scenen, så er Dominique Strauss-Kahn pludseligt sat ud af spillet, og med hans fald er det også slut med alle de mange hjælpepakker og den planlagte proces, der indeholdt en ny hjælpepakke til Grækenland og til Portugal, og så måske en lille ekstra en til Irland og en kæmpe en til Spanien. Det var meningen, at EU skulle samle en stor pose penge i lighed med IMF, og hvor så Den europæiske Centralbank skulle lave en masse fiktive penge, de kunne opkøbe dårlige papirer med. Det kollapsede alt sammen med Dominique Strauss-Kahns afgang, både her i Europa og i USA, for Strauss-Kahn var sammen med USA s finansminister Geithner og Føderalbankchef Bernanke nøglepersoner i at lave alle disse hjælpepakker til finansverdenen. Den proces er nu sat helt i stå. En gylden chance for forandring Det har givet os en gylden chance. Havde man sluppet af sted med at lave en ny runde hjælpepakker, så havde man måske købt tid i et par måneder, hvor man kunne hævde, at man havde løst problemerne. Men man ville så samtidigt uundgåeligt have skabt et hyperinflationært sammenbrud af hele systemet, for hvis man bliver ved med at trykke penge uden nogen form for fysisk dækning, så vil man på et eller andet tidspunkt få hyperinflation. Så mister pengene hurtigt deres værdi, og når først det sker, så er det for sent at stoppe processen. Sideløbende med denne udvikling er der på mange niveauer blevet skabt et momentum for en genindførelse af Glass/Steagall i USA, inklusive langt ind i præsidentskabet, finansministeriet, Kongressen osv. Ikke i form af opbakning fra Obama eller Geithner, men der sidder folk i disse institutioner der mener, at de ikke bare skal tage imod deres løn og så holde kæft, men at de har en forpligtelse overfor USA s fortsatte eksistens: At sikre at USA, den amerikanske befolkning og de amerikanske drømme, ikke blot bliver afskrevet, fordi det er blevet besluttet politisk. Et lovforslag for at genindføre Glass/Steagall er allerede blevet introduceret i Repræsentanternes Hus som juni 2011 H.R af Marcy Kaptur, og forslaget har nu tolv medunderskrivere, deriblandt en række politisk tunge kongresmedlemmer. Loven er også på vej til at blive genfremsat i Senatet, hvor den tidligere har været sat på dagordenen af demokraten Maria Cantwell og republikaneren John McCain. Det gør sig gældende i både Repræsentanternes Hus og Senatet, at dette ikke er en del af partipolitik. Man forsøger for en stund at glemme partiinteresser og sætte nationens interesse fremmest. Glass/Steagall er ikke vedtaget endnu, men vi ved, at diskussionen bag scenen er helt anderledes i dag, end den var for tre uger siden. Dengang var folk pessimistiske og sagde, at de godt kunne sætte det på dagsordenen, men at det alligevel aldrig ville kunne komme igennem. Nu er det en helt anden stemning, hvor flere og flere forstår, at dette bare må igennem. Man skal huske på, at det her foregår under omstændigheder i USA, hvor der er stadigt stigende kaos og panik. Vi har godt nok mærket den globale finanskrise en smule her, og haft danske konkurser som Roskilde Bank og Amagerbanken, hvor der er folk, der har tabt en hel del penge, men livet er trods alt for de fleste fortsat, nogenlunde som det plejer. De fleste har stadigvæk deres job eller modtager en pension. Livet fortsætter. Det er lidt som den mærkelige stemning efter invasionen af Danmark den 9. april, hvor man vidste, at man var blevet ramt af en stor ulykke, men hvor hverdagen for de fleste fortsatte nogenlunde som før. Det er derimod ikke tilfældet i USA. I USA er der nu massefyringer i alle delstaterne. Op til 30% af sygeplejerskerne, politifolk, brandmænd etc. ryger simpelthen ud. Men jo mere man sparer, desto værre bliver delstaternes finanser, og de har ikke lov til at bruge penge, de ikke har. De kan ikke bare trykke flere penge, som en national regering indirekte kan, så man er totalt desperate. Alle de hjælpeprogrammer, som Bush og Obama satte i gang, var aldrig til gavn for de almindelige mennesker. De eneste man hjalp, var nogle af de banker, der havde penge i klemme. Folk har måttet forlade deres boliger og har måttet tage deres børn ud af college, fordi de ikke længere har råd til at betale for deres studier. Hele verden er brudt sammen for rigtig mange amerikanere, og oven i kommer der nu nedskæringer i tilskuddet fra sygeforsikringen, så man måske ikke længere har råd til sin hjertemedicin. Det hele disintegrerer. For så ligesom at sætte trumf på, så rammes USA netop nu af nogle forfærdelige vejrfænomener, som er helt unormale. Man har været ramt af den største mængde tornadoer i mands minde, og da sidste vinter var den hårdeste i 100 år, så har det betydet rekordstore smeltevandsstrømme, som sammen med kraftige nedbørsmængder har medfødt truende oversvømmelser i hele Mississippi-flodsystemet. Alle disse udfordringer fra naturens side kommer på et tidspunkt, hvor Obama har haft travlt med at skære ned på alle de systemer, som behøves for at håndtere denne situation. Alt, lige fra de ingeniørtropper, der står for at bygge diger, til de satellitter, der overvåger vejrsystemerne, har Obama målrettet gået ind og skåret ned på. Man står med ekstraordinært store udfordringer, men er usædvanligt dårligt udrustet til at håndtere dem. Schiller Instituttet 3

4 Og hvem er det ellers, man kan trække på til at håndtere sådanne kriser? Det er politiet, brandvæsenet, sygehusvæsnet (i tilfælde af epidemier) etc. Hele det statsapparat bliver for alvor testet, når der kommer sådanne naturkatastrofer, men det apparat har man haft travlt med at afskaffe, for man mente, at man ikke havde råd til det længere. Der er oprør i gang i USA. Det er ikke klart, hvordan det vil udvikle sig, men det er under sådanne omstændigheder, at folk bliver desperate og erkender, at der må ske noget fundamentalt anderledes. Det er, hvad Glass/Steagall repræsenterer. Der er selvfølgelig mange økonomer, der har fulgt med i tingene og som har nærlæst Angelides-rapporten, der vil sige:»ja, men Glass/Steagall kan jo ikke løse alle problemerne. Der er så mange andre. Kreditvurderingsselskaberne som Standard & Poors, Moodys etc. har lavet fejlagtige kreditvurderinger, der har været manglende tilsyn og kontrol osv. Der er et hav af problemer.«det er helt korrekt, men i samme øjeblik som man genindfører Glass/Steagall, så har man fundamentalt skiftet kurs. Man har gået i den forkerte retning i meget lang tid, så Glass/Steagall indebærer et 180 graders kursskifte, og er et angreb på selve essensen af det rådne i systemet: At spekulationen har fået lov til at overtage og ødelægge resten af økonomien. Bankerne skal opdeles Glass/Steagall indebærer, at alle banker får besked på, at de i løbet af et par uger skal dele banken i to. En del, der tager sig af normal indlåns- og udlånsvirksomhed og anden legitim bankvirksomhed, og en anden del, hvor man kan samle de aktiviteter, der har at gøre med spekulation på børserne, derivater osv. De to forskellige typer af aktiviteter må ikke finde sted i samme bank. Når en banks aktiviteter således bliver delt i to, f.eks. i to forskellige banker, så må en person, der arbejder i den ene type bank, ikke have noget at gøre med den anden. Sidder man i bestyrelsen for den ene, så kan man ikke være med i den anden. Det var, hvad man gjorde med Glass/Steagall. Der skal være vandtætte skodder mellem de to forskellige typer af bankvirksomhed. I mange tilfælde må man vælge, blot at lade de fornuftige dele af bankaktiviteterne køre videre, mens man smider spekulationspapirer, derivater etc. i skraldespanden. Er der så nogle spekulanter, der får problemer, fordi der ikke længere er opbakning til derivaterne, så er det bare synd. Er der nogle, der har fordringer, der ikke kan blive betalt, så er det ikke noget staten tager sig af. Det er de normale bankfunktioner, som det er vigtigt at redde. Alt dette gælder også for Danmark. Vi skal have en undersøgelseskommission, der kan blotlægge, hvad der egentlig har fundet sted i de sidste par år, også i Nationalbanken, Finansiel Stabilitet, Finanstilsynet, Økonomi- og Erhvervsministeriet osv. Hvorfor tog man så grueligt fejl? Hvordan er der gået med de danske bankpakker? Hvem har egentlig lavet dem og til gavn for hvem? Når f.eks. Rothschild Bank bliver betalt af Det danske Økonomi- og Erhvervsministerium for at være rådgiver i processen med at lave bankpakker, som det kom frem for et stykke tid siden, så borger det ikke for tilliden til kvaliteten, for hvem er det Rothschild Bank vil være interesseret i at hjælpe? De danske omstændigheder er anderledes, end dem der hersker i USA. Vi har f.eks. et realkreditsystem, der fungerer anderledes, men grundprincippet er det samme: Vi skal ind og rense op. Vi skal skille finansinstitutionernes aktiviteter i to. Det, som er absolut essentielt for den normale fysiske økonomi og folks hverdag, lader vi køre videre, og om nødvendigt stiller vi statsgarantier til rådighed for disse banker, hvis det behøves. Men det kan ikke være den danske stats, og dermed de danske skatteyderes, opgave at stille garantier for Danske Bank, fordi Danske Bank har tabt en hel masse penge på bankeventyr i Irland og andre steder. Det er absurd, men det er faktisk, hvad der er foregået med de danske bankpakker indtil nu. Derfor må man tage Danske Bank og dele den i to eller flere dele. De dele, der er vitale for den danske økonomi, skal staten nok gå ind og støtte op om, hvis det er nødvendigt. Alt det andet må man finde en anden sponsor til at tage sig af. Hvis Mærsk er villig til at holde under det, så værsgo. Det samme gælder Nordea og de danske banker i øvrigt. Det er, hvad vi må gøre, i stedet for at gældsætte staten, som det er sket i Grækenland og Irland. De er nu bundet på hænder og fødder, og kan ikke bygge så meget som en cykelsti, for staten har allerede pantsat sit budget langt ud i fremtiden for at betale renter og afdrag på en gæld, som borgerne aldrig fik nogen nytte af. Den blev skabt gennem et spekulationsorgie i finanssektoren. Den famøse trojka bestående af EU, ECB og IMF har netop været på besøg i Grækenland, men har så midlertidigt afbrudt besøget, fordi man ikke mente, at grækerne var seriøse nok i deres nedskæringer. Financial Times skrev, at EU krævede privatiseringer for 30 mia. euro i løbet af den nærmeste tid jeg ved ikke, hvor de vil finde den slags værdier, men EU vil jo nok have, at de sælger Parthenon og andre dele af kulturarven, hvor der kunne ligge nogle fremtidige turistindtægter. Man kræver meget kraftigere nedskæringer, og at der sættes internationale skatteopkrævere ind i Grækenland, for grækerne kan jo ikke selv finde ud af, at inddrive skatter nok. Man kunne selvfølgelig også forestille sig, at man kunne sælge den skatteopkrævningsret til højestbydende. Det kunne jo nok være interessant for internationale banker. Det her ville egentlig være ganske komisk, hvis det ikke var så tragisk. Det er egentlig en gentagelse af, hvad der fandt sted i Romerriget og i de andre monetære systemer, der siden fulgte efter. Man udliciterede skatteinddrivning. I Romerriget kunne man så købe retten til skatteopkrævning imod, at man betalte en årlig afgift til kejseren. Det var en stor udgift, men alt hvad man derudover kunne inddrive, det kunne man så beholde selv. Financial Times gør opmærksom på, at det godt kan være, at forslaget med udenlandske skatteopkrævere vil give bagslag. Det kan godt være, at grækerne ikke synes, at det er en god idé og vil vende sig imod disse udlændinge, der vil opkræve skatterne og bestemme over dem. EU og IMF har netop nu indefrosset de næste udbetalinger til Grækenland, indtil de vurderer, at grækerne bedre 4 Schiller Instituttet juni 2011

5 lever op til ånden i de tidligere aftaler, man har lavet. Derudover vil man så have alle disse nye ting igennem. Det skal det græske parlament så vedtage, men det er svært at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Derefter skal man så have alle de forskellige eurolande til at sige god for aftalen. Alt dette sker under et kraftigt tidspres, for man ved, at Grækenland ikke vil have pengene til at udbetale lønninger til sine offentlige ansatte den 29. juni, hvis de ikke får de indefrosne penge udbetalt. Det er under disse omstændigheder, at der i løbet af den sidste uge hver dag har været ude at demonstrere i Athen. Det er alt lige fra studenter til boligejere og ortodokse præster. Det er en stemning, der minder om det vi har set i Ægypten og andre steder. Befolkningen vælter ud på gaden, fordi den har fået nok. Folk vil ikke finde sig i det mere. Det er meget spændende, men også ret så skæbnesvangert. Hvorfor laver man det her i Grækenland? Hvorfor reorganiserer man ikke bare den græske statsgæld og nedskriver værdien til 40% eller 20%, noget som grækerne vil være i stand til at betale? Der vil være en række investorer, der så taber penge på deres græske eventyr, men så ved de næste gang, at de skal være lidt mindre grådige og lidt mere forsigtige. Det kan da ikke være så svært? De forbandede derivater Men hvis Grækenland gør det, så er man ikke blot bange for, at hele eurosystemet ryger, men også hele det globale finanssystem. Omdrejningspunktet i det globale finanssystem er i dag derivaterne, specielt det der hedder Credit Default Swaps. Det er en masse papirer, som finansinstitutionerne udsteder, hvor man for en procentsats af pålydende værdi kan få en garanti for, at hvis f.eks. den græske statsobligation man har købt pludselig mister sin værdi hvilket jo burde være utænkeligt, da Grækenland er en del af euroen så vil den, der har udstedt forsikringen det være sig Danske Bank, Deutsche Bank, Morgan Stanley, Goldman Sachs eller andre udbetale forsikringen. Derfor siger man, at man roligt kan købe de græske statsobligationer, så længe man også køber en lille derivat som beskyttelse. Derivat betyder egentlig»afledet«, fordi de ikke giver ejerandel i noget som helst. Det er en spekulation i den stigende eller faldende værdi af forskellige ting. Det begyndte som en slags»forsikringsordning«, hvor man kunne få dækket en del af sine tab i tilfælde af ubehagelige finansielle overraskelser, men blev så i stedet et fantastisk spekulationsobjekt og en slags marked for lodsedler. De største spillere på markedet, og dem der har den mest lukrative virksomhed, er dem, der sætter sig op som»forsikringsselskab«på derivatmarkedet. Der kan man så f.eks. købe en derivat for f.eks. en million, der er en garanti i tilfælde af, at Danske Bank går ned. De udsteder garantier til højre og venstre og skovler penge ind, som de så uddeler til deres ejere eller aktionærer. Hvis man tænker tilbage på 2008, da det medierne kaldte finanskrisen tog fart, så var det, da Lehman Brothers gik ned, for Lehman Brothers var et sådant selskab, der havde juni 2011 skrevet under på en hel masse derivater. Pludselig var der folk her i Danmark, der tabte penge på noget, de troede var sikre investeringer, fordi der var tegnet en forsikringspolice på det hos Lehman Brothers. Der var derfor panik, da Lehman Brothers gik ned, og den næste store spiller på derivatmarkedet, det internationale forsikringsselskab AIG, American International Group, var på vej til at følge efter. Så kom den amerikanske stat på banen med 100 mia. dollars, for hvis AIG også var gået ned, så var det en så central spiller på derivatmarkedet, at det hele var gået op i røg. Det folkelige oprør kommer til Europa Det er grunden til, at man ikke kan tåle en græsk statsbankerot, eller en irsk, eller en i Portugal, hvor der er valg i denne uge, og hvor man også har alle disse problemer. Eller i Spanien, der er en langt større økonomi med potentielt set langt større problemer, i hvert fald når det gælder volumen af udestående beløb. Af de fem millioner arbejdsløse, der er i Spanien, har halvdelen et boliglån, som de desperat forsøger at betale af på. Der er en enorm mængde af nybyggede hoteller, der står tomme. Så længe finansboblen bare voksede og voksede, var det meget let at skabe enorme værdier på papiret. Når det så krakker, er disse papirværdier ingenting værd, men gælden, man har opbygget i processen, er der stadig. Man ved ikke, hvordan det her skal landes. Der er ikke nogle lette løsninger. Der er ingen løsning, hvor alle får det, de gerne vil have. Man kan ikke betale renter og afdrag på al den gæld, man har skabt. Så det store valg er: Hvad afskriver vi, og hvad redder vi. Det er det afgørende spørgsmål, men det diskuteres ikke i Folketinget. Det diskuteres ikke i de ledende medier, men det er det, det drejer sig om. Det er her, hvor befolkningerne kommer til at spille en afgørende rolle. Vi så et oprør i Tunesien, Egypten, og faktisk også i Libyen, imod regeringer, som var blevet lovprist af IMF og EU for at tage alle de»rigtige«økonomiske beslutninger. De satte de internationale finansmarkeders interesser frem for deres egen befolknings, og denne tilsidesættelse af befolkningens interesser var netop grunden til, at befolkningerne til sidst gjorde oprør. Situationen i Spanien (med en ungdomsarbejdsløshed på 50%), i Grækenland, i Irland, eller for den sags skyld for de unge i Frankrig eller Tyskland, er ikke særlig anderledes, end den var for de unge i Tunesien og Egypten. Hvis ikke der sker en forandring, så har de ikke nogen fremtid. De får måske en fin eksamen, men de kan ikke bruge den til noget, for de kan ikke få et job, og de har ikke råd til en lejlighed. De har ikke noget sted at bo, næsten ingenting at leve af og ingen fremtid. Den eneste løsning til alt dette er indførelsen af Glass/ Steagall, hvor man går ind og renser op. Redder det, der er vigtigt at redde, og lader resten gå ad Pommern til. Skiller skidt fra kanel. Stadig bredere kredse i Europa kan se fornuften i det her, for stadig flere vil blive ramt, men EU er totalt i lommen på det nuværende finansielle system, som det køres fra City of London. Briterne kører EU som deres eget lille loppecirkus inklusive Tyskland. Det ses tydeligt Schiller Instituttet 5

6 på den seneste udvikling, hvor man har brugt jordskælvet og tsunamien i Japan, med de problemer det skabte på Fukushima-kernekraftværket, til at skabe et hysteri imod kernekraft i Tyskland som ellers ikke lige er det sted, der rammes af flest jordskælv og tsunamier. Nu vil man så lukke alle tyske kernekraftværker. Det er ikke bare retorik. Man har allerede lukket syv af dem, og i skal det så være helt slut med tysk kernekraft og gerne langt tidligere, hvis man kan få det gjort. Tyskland plejer at eksportere strøm til sine naboer, men siden man lukkede disse syv kernekraftværker, er man blevet nettoimportør af el. Den manglende strøm fra tyske kernekraftværker skal nu kompenseres for af franske kernekraftværker og danske kulkraftværker. Der er der, der er kapacitet til at producere ekstra strøm. Lukker man resten af sine kernekraftværker, vil der opstå en kæmpe mangel på elektricitet. Man siger så, at man har tænkt sig at bygge en hulens masse vindmøller, men det er på ingen måde en fuldgod erstatning. Hver sommer, når et højtryk ligger solidt plantet over en stor del af Europa, og luften står stille i et par uger, hvad så? Når man har mest brug for strømmen, er der måske ingen vind. Hvad gør man så? Lukker al industrien? Det er faktisk, hvad der er den underlæggende dagsorden, i det der foregår i Tyskland netop nu. Dem der har svært ved at tro det, kan læse den rapport om en verden i forandring, som WBGU, Det Tyske Rådgivende Råd om Global Forandring, under ledelse af Hans- Joachim Schellnhuber (der af den britiske dronning blev udnævnt til kommandør af Det britiske Imperium) netop har udgivet [se Schiller Instituttets Nyhedsorientering fra maj 2011]. Denne rapport, som tilsyneladende er rettesnoren for kansler Merkels og den øvrige tyske regerings politik, slår fast, at Tyskland skal af med både kernekraften og de fossile energikilder. Det betyder, at Tyskland skal bruge meget mindre strøm. Hvad så med Tysklands rolle som en industriel magtfaktor i Europa og verden? Det kan man ikke være mere. Der er selvfølgelig et ramaskrig på vej i den tyske industri, for man kan godt se, hvor det bærer hen. Hvis man fortsætter den kurs, man har lagt nu, vil det hurtigt resultere i en fordobling, tredobling eller mangedobling af elpriserne, bl.a. ved hjælp af skyhøje CO2-afgifter, hvilket er den politik, der lægges op til, som den eneste måde hvorpå man kan slippe af med de fossile brændstoffer. Selv om det er meget billigere at producere strøm på et kulkraftværk end ved hjælp af en vindmølle, så vil vindmøllerne fremstå billigere, hvis vi pålægger hver kilowatt-time fra kulkraftværket en kæmpe CO2-afgift. Og kernekraftværkerne, som jo slet ikke udleder CO2, har man så forbudt. Det, at man fordobler eller mangedobler elpriserne, er ikke bare en gratis omgang. Det vil smadre økonomien. Det vil betyde, at man fjerner grundlaget for at have energiintensive industrier, som i høj grad er det Tyskland lever af. Det er absurd, men hvis det er, hvad Det britiske Imperium kræver af Tyskland netop nu, så er det, hvad kansler Merkel gør. Der er en lignende britisk indflydelse på størstedelen af Europa og i EU, så forvent ikke, at det er Europa, som vil udfordre spillereglerne i det nuværende finansielle system. Der er desværre dårlige traditioner på det område i Europa. Den europæiske befolkning plejer at være alt for meget under tøflen, med mindre man har inspiration udefra. Med mindre at USA baner vejen, for så er det en helt anden snak. Hvis USA skiftede kurs, så ville Tyskland være tilbøjelig til at følge efter (ligesom i øvrigt også Danmark), for så skal man ikke stå på egne ben, men kan i stedet følge i storebrors fodspor. Obama vælger England frem for USA Er det så muligt, at USA skifter kurs? Ikke hvis man tror, at det er Barack Obama, der skal være ridderen på den hvide hest, der kommer ind og redder USA. Obama er blot en tom skal, hvor der sidder en form for højtaler, der styres af en mikrofon i London. Hvis nogen har været i tvivl om det, burde det være blevet tydeligt i løbet af den sidste uges tid, hvor USA blev ramt af disse voldsomme ulykker, og hvor Obama ikke havde tid til at tage sig af det, fordi han skulle til middag hos den britiske dronning. Han havde en invitation til Buckingham Palace, og den ville han ikke for alt i verden sige nej til. Obama mængede sig så med den britiske dronning og prins Philip og holdt taler, hvor han gjorde grin med den amerikanske befrielseskrig og sagde, at det var en stor fejltagelse, for Storbritannien og USA står jo altid sammen. Obama har så også lige besluttet, at Storbritannien og USA skal have et fælles sikkerhedsråd, så alle vigtige beslutninger kan blive truffet i fællesskab. Da Obama så kom hjem til USA igen og holdt en tale i byen Joplin, Missouri, en by der blev kraftigt ramt af naturkatastroferne, så holdt han en tale med essensen, at den slags naturkatastrofer sker, og at vi ikke kan forudse dem eller gøre noget ved det. Men det er selvfølgelig også svært at forudsige noget, hvis de satellitter, man får informationerne fra, bliver sparet væk, og man har fyret dem, der skal beskytte befolkningen. Selvfølgelig kan man forudsige og håndtere naturkatastrofer, hvis bare man får afsat Obama og erstattet ham med en anden præsident, og Obama har ikke længere en stor stjerne hos den amerikanske befolkning, der i stigende grad føler sig forrådt af ham. Denne følelse af at Obama er ligeglad med USA, USA s forfatning og den amerikanske befolkning, fik yderlig næring, da Obama bevidst valgte ikke at gå til Kongressen, for at orientere den om USA s fortsatte militære involvering i Libyen og bede om lov til den, på trods af, at den såkaldte»war Powers Act«kræver en sådan orientering og godkendelse indenfor 60 dage efter, at det militære engagement er startet. Det var altså ikke som i Danmark, hvor det var Folketinget, som, tåbeligt nok, enstemmigt besluttede at lade danske F16-jægerfly deltage i bombardementerne i Libyen. Obama traf på USA s vegne selv den beslutning, uden at lade Kongressen blive hørt, og valgte så nu at undlade at give Kongressen den orientering og mulighed for efterfølgende at sige god for operationen, som loven kræver. Det alene burde faktisk være anledning til, at der blev rejst en rigsretssag imod Obama, for han må ikke sætte sig selv over loven. Som Lyndon LaRouche gentagne har advaret om, så lider Obama af samme narcissistiske personlighedsforstyr- 6 Schiller Instituttet juni 2011

7 relse, som Nero og Hitler havde, og vil derfor være tilbøjelig til samme egomaniske og destruktive politik, som de førte. Det har Obama tænkt sig at fortsætte med. Obama lader samtidigt fortsat den økonomiske politik blive fastlagt ud fra hensynet til spekulanterne på Wall Street, der er ligeså grådige, som de altid har været, og hvor bonusserne i finansverdenen er større end nogensinde før. Det, der skabte ulykkerne, fortsættes, og en stadig større del af befolkningen står så tilbage og har mistet alt. Det er det, som skaber et momentum. Det er den cocktail, som enten kan lede til en fransk revolution, hvor man finder nogen man kan hugge hovedet af, for at få afløb for sine frustrationer, eller at utilfredsheden bliver kanaliseret i en konstruktiv retning, til at sikre genindførelsen af Glass/ Steagall og iværksættelsen af virkelige reformer.»vi skal gøre noget lignende i dag, baseret på de samme principper som Roosevelts indgreb i Vi skal have Glass/ Steagall gennemført, så vi kan rydde op i finansverdenen. Vi skal rulle hjælpepakkerne til bankerne og Wall Street tilbage. Derefter kan vi så skabe statslige kreditter, så vi kan sende økonomisk hjælp til de betrængte delstater, der så kan undgå at gå helt i sort, og til massive investeringer i infrastruktur og økonomisk opbygning.«usa-kina-rusland-indien-alliancen Så snart USA på denne måde får sat fart i tingene derhjemme, skal man også have søsat den fire-magts-alliance mellem USA, Kina, Rusland og Indien, som allerede på diskussionsplanet er kommet langt på vej, gennem ihærdigt forarbejde af bl.a. Lyndon LaRouche og Bill Clinton. Denne fire-magts-alliance ville genetablere et internationalt fastkursvalutasystem, for at sikre international samhandel og samarbejde i en verden, der er under opløsning, fordi det nuværende monetære system har spillet fallit. Så snart denne fire-magts-alliance er på plads, så vil alle andre stå i kø for at være med. Selv EU vil måske ikke som EU, men som en række suveræne nationer sørge for at blive hægtet på det nye system, og være en del af en kommende stabil og fredelig verden. Hvad enten det gælder Danmark eller Tyskland, så er vi i store problemer, hvis vi ikke er i stand til at handle med og eksportere til resten af verden. Vi må også i gang med langt bedre at håndtere disse nye vejrfænomener, der sammen med flere kraftige jordskælv og vulkanudbrud er en følge af forandringer i Solens og Galaksens aktivitet. Det unormale vejr i USA har allerede ødelagt en stor del af den eksport af korn og ris til verdensmarkedet, som man kunne forvente fra USA. Mange afgrøder skal genplantes, og det har landmændene ofte ikke råd til. Man pløjer det i stedet ned og håber på en lille erstatning fra forsikringen. I Frankrig er der samtidigt netop nu en rekordtørke, som rammer fransk landbrug hårdt. Kommer der ikke snart regn, bliver det en katastrofehøst. Allerede sidste år var der store problemer med tørke i Rusland og Ukraine, der medførte eksportforbud for korn, så lagrene rundt omkring er små. Samtidigt er der alle disse»grønne«fantaster, der har sørget for, at potentielle fødevarer bliver konverteret til bioetanol. juni 2011 Alt dette har sammen med den internationale politik på fødevareområdet ført til, at vi står med truslen om en global fødevarekrise, som under de nuværende politiske omstændigheder ser ud til, at få lov til at gå sin egen skæve gang, med katastrofale konsekvenser for mange mennesker. Så vil præsident Obama, hvis han ikke hurtigt bliver afsat, holde belærende taler om, at sådan er det bare. Vi mennesker må bøje os for naturkatastroferne og alle de mange ulykker, der rammer os, for vi er ikke i stand til at gøre noget ved dem eller ved en global hungerkatastrofe. Vi må blot være klar til at sætte militær ind, for at forsøge at kontrollere de mange oprør og kriser, der uvægerligt vil følge med. Udover at tage os af sådanne akutte problemer som global fødevaremangel, så skal vi i gang med de mange store projekter, som allerede burde have været sat i værk, men som i stedet har ligget i mølposen. Projekter som NAWAPA i Nordamerika, Transaqua i Afrika og opbygningen af et globalt infrastrukturnetværk. Det vil også hjælpe folk til at bryde ud af den nuværende»grønne«klimaboble, hvor man hjernevasker folk til at mene, at videnskabeligt og teknologisk fremskridt er noget skidt, og at det er meget bedre, hvis vi går tilbage til at gøre tingene på samme måde, som vore bedsteforældre gjorde det.»hvorfor skal vi bruge kunstgødning eller sprøjtemidler? Er det ikke meget bedre at luge med håndkraft?«uden moderne teknologi vil vi på ingen måde være i stand til at brødføde de knap syv milliarder mennesker, vi har i verden i dag, men i stedet blot to milliarder, måske én milliard, eller måske blot nogle hundrede millioner. Det er videnskabeligt og teknologisk fremskridt der viser, at vi er mennesker, og som gør os så uvurderlige for universet. Vi udviser ikke blot kreativitet, men vi har en viljemæssig kreativitet. Vi kan stå i en tilsyneladende umulig situation og så sige:»det her gider vi ikke finde os i. Hvis vi følger de gængse spilleregler, så er vi solgt til stanglakrids. Fint, så ændrer vi spillereglerne«.»men, det kan man da ikke?jo det kan vi, for vi er ikke dyr, vi er mennesker. Vi laver nogle nye spilleregler. Vi laver nogle nye teknologiske opdagelser, så vi kan gøre tingene på en ny og bedre måde, og derigennem får vi en langt højere produktivitet, som betyder, at vi kan være langt flere mennesker med en langt højere levestandard.«men betyder det så, at vi skal sidde med hænderne i skødet og vente på, at der kommer disse forandringer i USA? Nej, vi skal ikke bare vente.»her i Danmark går det ikke så godt. Så må vi jo håbe, at der kommer en ny regering, og at tingene så bliver bedre.«den går ikke! Det er nu, at vi skal sætte disse ting på dagsordenen. Det er nu, at man skal se på, hvordan en dansk Glass/Steagall-lovgivning skal se ud. Finde ud af, hvad der burde vedtages nu. Kan vi så ikke få det sat i gang under den nuværende regering, så må vi sørge for, at det er så meget i omløb, at en ny regering vil have det på dagsordenen. Ligesom Roosevelt, allerede inden han blev indsat som præsident, havde en klar idé om alle de mange ting, der skulle sættes i værk inden for de første 100 dage, så må den kommende regering være klar til at sætte mange ting i gang på samme tid. Alt det, man ønsker at få lavet om, skal helst sættes i gang i løbet af de første 100 dage, mens man har et momentum. Men det kan jo ikke lade sig Schiller Instituttet 7

8 IMF Stuepigen gjorde modstand Hvad med dig? Dominique Strauss-Kahns redningsforsøg Ballner Oversættelse af et græsk demonstrationsskilt. gøre, hvis man først begynder at arbejde på sagen, når en ny regering indsættes. Man kan passende bruge sommerferien til at finde ud af, hvad det egentlig er, der skal gøres. Jeg er desværre ikke optimistisk, når det gælder den nuværende regering. I dag indtrådte Danmark officielt i en recession, samtidigt med at Lars Løkke Rasmussen holdt sin store tale om, hvor godt det går Danmark og den danske økonomi ved afslutningsdebatten i Folketinget. Det var Dansk Statistik, der kunne meddele den sørgelige nyhed, fordi Danmark nu har haft to kvartaler i træk med faldende bruttonationalprodukt, BNP. Men BNP-tal fortæller ikke hele sandheden. Hvis vi gennemførte en Glass/Steagalllov, kunne det sagtens tænkes, at BNP et midlertidigt ville falde, pga. af et kraftigt fald i indtjeningen i den finansielle sektor. Problemet med det nuværende fald i BNP et er, at det skyldes et fald i de offentlige investeringer, som regeringen målrettet har skåret ned på. De ting, som det er vigtigst at sætte i gang, skærer regeringen ned på, og de ting, der er relativt ligegyldige, som f.eks. at stimulere privatforbruget for den bedrestillede del af befolkningen, der allerede har et stort forbrug i forvejen, prioriterer man højt. Der skal altså både renses op i finansverdenen og den økonomiske politik. Samtidigt med oprensningen i finansverdenen skal staten skabe kredit til store danske infrastrukturprojekter. Vi skal ikke bare have bygget en Femern Bælt-tunnel hurtigst muligt, men også have bygget en Kattegatbro, en tunnel mellem Helsingør og Helsingborg, og et dansk magnettognet. Dertil kommer et hav af både statslige og kommunale projekter, der længe er blevet Det voksende folkelige oprør i Grækenland truer den barbariske nedskæringspolitik, som den uhellige treenighed af EU, Den International Valutafond og Den europæiske Centralbank forsøger at gennemtvinge for at redde finansverdenens spekulative profit og give den dødsdømte euro lidt ekstra levetid. udskudt på vej- og jernbaneområdet, sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet og indenfor forskning og udvikling. Ved siden af de mange projekter herhjemme skal vi også bruge det økonomiske apparat, som vi er i gang med at opbygge, til ved hjælp af videnskabeligt og teknologisk fremskridt at afskaffe underudvikling og fattigdom i hele verden. Vi har i dag teknologien, som behøves for at sikre, at alle nationer bliver velsignet med den udvikling, der kan sikre deres befolkning en anstændig levestandard. Det er også den udvikling, der vil sikre, at vi som menneskehed vil være i stand til at håndtere de langt større udfordringer, som vi vil stå overfor, på Jordens fortsatte vandring gennem vor Galakse. Vi kan allerede nu mærke, at det nok bliver en meget turbulent rejse, hvor vi vil blive udsat for nogle ekstreme situationer, som vi som menneskehed aldrig har stået overfor før, men det kan vi håndtere, hvis vi er godt rustet videnskabeligt og teknologisk og hvis vi kommer mere ud i verdensrummet og for alvor finder ud af, hvordan denne Galakse og vort univers egentlig fungerer. Men det kræver en menneskehed der fungerer, og hvor de fantastiske ressourcer, der findes i hvert enkelt individ, der bliver sat i verden, og som i dag til størstedelen forbliver et uudnyttet og spildt potentiale, bliver udviklet og brugt til fulde. Det er ved, at vi alle udvikler og bruger vort talent til at handle på vegne af den fremtidige menneskehed, at vi realiserer det fulde menneskelige potentiale vi har i os, som udødelige aktører i dette univers. Og det er, hvad det hele drejer sig om. Kontakt os! , si@schillerinstitut.dk Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy 8 Rosell, Schiller Janus Instituttet Kramer Møller. Homebanking: , Giro: Eget tryk. ISSN: juni 2011