Afgørelse i sagen om Viborg Amts afgørelse om fjernelse af trafiksikkerhedshegn ved Ormstrup Gods.

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk nkn@nkn.dk 21. november 2005 J.nr.: / skr Afgørelse i sagen om Viborg Amts afgørelse om fjernelse af trafiksikkerhedshegn ved Ormstrup Gods. Viborg Amt har den 29. juni 2005 taget stilling til lovligheden af et hegn opsat omkring skovarealer ved Ormstrup Gods i Bjerringbro Kommune. Amtet har med henvisning til naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2, truffet afgørelse om, at hegnet på en ca. 1,4 km lang strækning langs østsiden af Frisholtvej, skal fjernes. Afgørelsen er påklaget til Naturklagenævnet af godsets ejer. Sagens baggrund Ormstrup Gods er på i alt ca. 725 ha, hvoraf skovene udgør ca. 520 ha. Skovene bliver primært brugt til rekreative/jagtmæssige formål. Der er en bestand af kronvildt, sikavildt og råvildt. Sagen er opstået ved, at en nabo til godset og Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité har betvivlet lovligheden af hegnet. Hegnsstrækningen langs Frisholtvej er i alt ca. 3 km lang. Hegnet forløber langs østsiden af kommunevejen og er trukket ca. 25 m væk fra vejen. Ud af de 3 km hegn er den nordlige del på ca. 1,6 km kulturhegn. Amtets afgørelse omhandler det resterende sydlige 1,4 km lange og 190 cm høje hegn langs Frisholtvej ned mod Tange Sø.

2 2 Der er desuden opsat en række kulturhegn langs blandt andet Ormstrupvej og Borrevej. Disse hegn er 140 cm høje. Der er således etableret en 8,5 km lang stort set sammenhængende hegnslinie kun afbrudt af Ormstrup Sø. Ved samtlige de veje, der fører ind i skoven, er der åbninger i hegnet. I hegnsåbningerne langs Frisholtvej er der færiste. Mod syd forløber godsets skovarealer langs Tange Sø. Der er ikke hegnet langs søen. Ca. 3,8 km af hegningen løber udenfor de egentlige skovarealer. Hegnet følger her overvejende godsets markarealer og nogle mindre beplantninger. På den 1,4 km lange strækning, som amtet har krævet lovliggjort, er der hegnet i 190 cm højde. Resten af hegningen består af ca. 1,6 km kulturhegn i 190 cm højde og ca. 5,5 km i 140 cm højde. Ifølge klageren har formålet med opsætningen af hegnet langs Frisholtvej været at undgå trafikuheld som følge af påkørsel af vildt. Det fremgår af sagen, at godset inden opsætningen af trafiksikkerhedshegnet henvendte sig til Bjerringbro Kommune, Politiet og Fussingø Statsskovdistrikt. Politimesteren i Viborg meddelte i den forbindelse at der ikke kunne etableres særlige hastighedsbegrænsninger på strækningen, hvor der må køres 80 km/t som på andre landeveje. Men politimesteren kunne tilslutte sig forslaget om opsætning af dyrehegn. Kommunen svarede, at man ikke havde noget imod, at der blev opsat dyrehegn på strækningen. Amtet har forud for afgørelsen foreslået en forhandlingsløsning, hvor godset skulle afbryde hegningen med faste mellemrum. Klager afslog dette af hensyn til trafiksikkerheden. Klager har oplyst, at der kan accepteres en løsning, hvor hegnsstrækningen fra Ormstrup Sø til Frisholtvej og en strækning mellem Tange Sø og Frisholtvej fjernes. Amtets afgørelse Amtet traf den 17. marts 2005 afgørelse om, at det ca. 1,4 km lange og 190 cm høje hegn langs Frisholtvej i sin nuværende udformning er i strid med naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2, 2, punktum. Det blev ved denne afgørelse lagt til grund, at hegnet ikke kan betragtes som sædvanligt, idet det hindrer vildtets frie passage, og idet det sammen

3 3 med den øvrige hegning danner en kreds omkring Ormstrup Skov og Borre Skov. Amtet henviser i afgørelsen til udtalelse af 31. januar 2005 fra Fussingø Statsskovdistrikt om hegnets indvirkning på vildtets frie bevægelighed samt DMU s udtalelser af 21. april 2005 og 13. juni Det fremgår af sagen, at amtet ikke anser de 3,8 km hegn, der løber udenfor skovarealerne for omfattet af forbuddet i naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2. Amtet henviser imidlertid til, at eksistensen af denne hegning gør, at der er tale om hegning omkring skov. Med henvisning til, at hegnene er konstrueret af stolper og almindeligt dyrehegn, og da det høje hegn langs Frisholtvej desuden er trukket 25 m væk fra vejen og ind i skovbrynet, har amtet ikke fundet, at hegnene kan karakteriseres som dominerende eller skæmmende. En stor del af hegningen mod øst langs Borre Krat er, ifølge amtet, en sædvanlig og lovlig kulturhegning. Det fremgår videre af amtets afgørelse, at der på Frisholtvej på strækningen fra Ans til Sahl i de seneste 20 år er registreret 17 uheld, heraf 3 med 4 dræbte. I 2 af de 3 uheld med dræbte, var føreren sprirituspåvirket. 2 af uheldene skete med høje hastigheder. 2 uheld skete i dagslys. De 3 uheld skete alle i en kurve. I de i alt 17 registrerede uheld mellem Ans Og Sahl er der ingen oplysninger om dyr på vejen i forbindelse med uheldet. Over en 10-åring periode er der registreret 1 uheld på Frisholtvej, hvor vildt var involveret. Uheldet fandt ikke sted ud for Ormstrup Gods men nord for Sahl by, hvor en trafikant undveg et rådyr og derved påkørte nogle vejtræer med materiel skade til følge. Klagen Det er hovedsynspunktet i klagen, at der ikke er tale om hegn omkring en skov, og i hvert fald ikke hegn, som hindrer vildtets frie passage og dermed er usædvanligt. Ifølge klager er hegnet alene opsat af hensyn til trafiksikkerheden. Klager henviser til, at det er uvist, om der har været vildt involveret i de beskrevne færdselsulykker. Ifølge klageren er den omhandlede

4 4 strækning af Frisholtvej et farligt vejstykke med en betydelig mængde trafikuheld. På baggrund af de mange trafikuheld med tab af menneskeliv, person- og tingskader samt påkørsel af vildt med døden eller stærke læsioner til følge, har klager forsøgt at få dæmpet hastigheden på strækningen. Da dette ikke kunne lade sig gøre, har godset i stedet afholdt udgifterne i forbindelse med hegnets opsætning. Der henvises i klagen til, at statsskovdistriktet inden hegnets opsætning telefonisk havde accepteret dette og meddelt, at en formel forespørgsel herom var ufornøden. Der forelå endvidere accept af hegnets opsætning fra kommune og politi. Klager anfører, at det er fast praksis i Skov- og Naturstyrelsen, at der etableres et almindeligt skovgærde på 140 cm til beskyttelse af nyplantninger mod vildtskader. Det almindelige skovgærde kan efter Vildtforvaltningsrådets opfattelse passeres af alt hjortevildt, herunder råvildt. Det er ubestridt fra klagers side, at trafiksikkerhedshegnet hindrer vildtets frie passage. Formålet med etableringen har været at undgå trafikuheld i fremtiden. Ifølge klager er denne intention lykkedes, idet der efter hegnets opsætning er sket et fald i antallet af påkørsler af hjortevildt. Klager har ved hegnets etablering efter råd fra skovdistriktet rykket hegnet ca. 25 m ind i skoven. Samtidig blev der foretaget en betydelig udtynding imellem vejkant og hegnet for at det hjortevildt, der orienterer sig om flugtmuligheder foran hegnet kan have frit udsyn til vejen. Derved minimeres risikoen for påkørsel under tilbagevandring mest muligt. Klager henviser videre til, at det anslås, at der årligt trafikdræbes stk. råvildt i Danmark. Dette på trods af, at der langs landeveje og motorveje er opsat flere tusinde kilometer trafiksikkerhedshegn. Godsets skytte har i perioden 1995 til januar 2004 registreret 51 stk. trafikdræbt hjortevildt på den omhandlede vejstrækning. Klager har i forbindelse med sagens behandling ladet hegnet opmåle af firmaet Hogg Faunia. Denne måling viser, at der i skov er trafiksikkerhedshegn med en længde på 1800 m, på landbrugsjord er der trafiksikkerhedshegn på 1200 m, mens de eksisterende kulturhegn på 140 cm andrager m, hvoraf 2300 m løber langs skov mens 1725 forløber langs mark.

5 5 Den samlede omkreds omkring Ormstrup og Borre Skov samt Vejerslev Krat andrager m. Længden af trafiksikkerhedshegn i skov er 1800 m eller 11,6% af den samlede omkreds. Hvis kulturhegn medregnes, hvilket klager bestrider at det skal, så er den hegnede længde i skov 26,4%. Klageren henviser til DMU s udtalelse af 21. april 2005, hvori det anføres, at krondyr kan passere et hegn på 140 cm men kun vil gøre det undtagelsesvist. Et tilsvarende forbehold tog DMU ikke i den såkaldte Jyndevad sag, hvor DMU uden forbehold fastslog, at et hegn på 1,5 m højde kunne passeres af voksne krondyr. Klager udtaler videre, at der ikke i erklæringerne fra DMU er henvist til, om udtalelserne bygger på videnskabelige publikationer eller på almindelige felt-iagttagelser. Ifølge klager foreligger der ikke danske forskningsresultater, der kan underbygge disse udtalelser. For at få spørgsmålet om hjortevildtets evne til at springe over hegn belyst af personer, der dagligt beskæftiger sig med forvaltning af hjortevildt, har klager indhentet udtalelser fra 4 af landets største skovbrug, Frijsenborg, Emmedsbo, Sostrup samt Stiftelsen Sorø Akademi, der alle har store bestande af hjortevildt. I brev af 28. april 2005 udtaler Emmedsbo/Sostrup, at kronvildt, dåvildt og sikavildt passerer et hegn med en højde på 140 cm uden problemer og uden at være presset/stresset. Det fremgår videre, at også råvildt passerer hegn i højden 140 cm om end ikke så hyppigt som de store hjortearter. På Sostrup opsætter man fremover ikke kulturhegn omkring nyplantninger, fordi det efter distriktets iagttagelser ikke holder råvildtet ude. Af brev af 20. april 2005 om hjortevildtet på Frijsenborg fremgår, at et hegn med en længde på 6,7 km og en højde på 130 cm på ingen måde hindrer sika- og råvildtets passage. Stiftelsen Sorø Akademi konstaterer i brev af 17. maj 2005, at det er stiftelsens erfaring, at rå- og dåvildt passerer 140 cm s højde uden problemer. Først ved en hegnshøjde på 1,7 m forekommer passage yderst sjældent for råvildt og relativt sjældent for dåvildt. Klager henviser endvidere til, at Ringkøbing Amt i brev af 15. november 2004 accepterede et hegn med en højde på 140 cm omkring ejendommen Barslundgård, der er på 125 ha, idet denne hegnshøjde efter amtets opfattelse ikke er i strid med naturbeskyttelseslovens bestemmelser, da

6 6 det ikke hindrer vildtets frie passage og er i overensstemmelse med Vildtforvaltningsrådets anbefalinger. På Ormstrup Gods er det jagtvæsenets iagttagelse, at kronvildt og råvildt veksler ind og ud af skoven som før opsætningen af trafiksikkerhedshegnet. Det sker ved, at hjortevildtet enten vandrer ud på steder, hvor der er adgangsveje til skoven eller ved, at hjortevildtet springer over kulturhegnene. Klager henviser endvidere til Naturklagenævnets tidligere afgørelse vedrørende Raadegaard Gods, hvor hegnslængden var længere end den omhandlede. Ifølge klager bør placeringen af 23 i naturbeskyttelseslovens kapitel om offentlighedens adgang føre til en indskrænkende fortolkning, således at reglen kun kan anvendes, hvor resultatet er ganske åbenbart. Klager mener, at amtet har foretaget en udvidende fortolkning af bestemmelsen. Ifølge klager er det ikke tale om hegning omkring skov. Hegning i det åbne land og kulturhegning er ikke omfattet af bestemmelsen. Udtalelse fra Fussingø Statsskovdistrikt Skovdistriktet har i brev af 31. januar 2005 udtalt, at hegnet langs Frisholtvej hindrer passage for både kron-, sika- og råvildt fra begge sider af hegnet. Distriktet henviser til, at råvildt kan passere et hegn på 140 cm men vil normalt ikke gøre det, medmindre dyrene er pressede. Kronvildt og andre større hjortearter kan uden problemer passere et hegn på 140 cm, men vil, ifølge distriktet, være utilbøjelige til det, med mindre de er pressede af forstyrrelser eller fødemangel. Hegnet virker således adfærdsregulerende over for disse arter, hvilket er en væsentlig grund til, at kulturhegn på 140 cm er det mest benyttede i dansk skovbrug. Flere større eller mindre vildtpassager i hegnslinien vil, ifølge distriktet, ændre forholdene i gunstig retning i forhold til vildtets frie passage. Udtalelse fra Danmarks Miljøundersøgelser DMU udtalte den 21. april 2005, at det blandt andet på baggrund af DMU s egne undersøgelser er kendt, at især krondyrene tidligere bevæge

7 7 de sig regelmæssigt mellem skovområderne ved Sahl Hede, Gundenåcentralens Plantage og Ormstrup Skov. Krondyrenes normale bevægelsesmønster mod nordvest er efter DMU s vurdering helt blokeret af hegnet langs Frisholtvej. Amtet har efterfølgende på baggrund af et møde med klager bedt DMU vurdere, hvorvidt 3 konkrete tiltag vil kunne sikre vildtets frie bevægelighed: Hegnsstrækningen mellem Ormstrup Sø til Frisholtvej og en væsentlig del af den nord-sydgående strækning fra Tange Sø til Frisholtvej fjernes. Der skabes åbninger på ca. 10 m bredde i hegningen langs Frisholtvej med faste mellemrum (f.eks. for hver 500 m). Der skabes en åbning på ca. 200 m midt på hegnsstrækningen langs Frisholtvej. DMU har i brev af 13. juni 2005 svaret, at det vurderes, at vildtets frie bevægelighed mod nordvest vil kunne retableres, hvis størstedelen af hegnet langs Frisholtvej fjernes. Dog er det DMU s vurdering, at en 200 m lang hegnsstrækning omkring vejens kurveforløb kan bevares. Kammeradvokatens udtalelse til sagen. Advokatfirmaet Poul Schmidt (Kammeradvokaten) v/kurt Bardeleben har på amtets foranledning den 20. maj 2005 afgivet en udtalelse i sagen. Det fremgår heraf at godt 55% af de i alt 8,5 km hegning løber langs de egentlige skovarealer. Da langt størstedelen ca. 72% - af det indhegnede areal er skovareal, er det kammeradvokatens vurdering, at der er tale om hegn omkring en skov, fordi området som helhed kan anføres at have skovkarakter. Det er efter denne vurdering ikke afgørende, at kun godt 55% af hegnet løber langs de egentlige skovarealer. På grund af den sparsomme praksis er denne vurdering dog behæftet med nogen usikkerhed. Der redegøres endvidere for, at vildtet ikke kan bevæge sig frit mod et andet skovområde. Vildtet har ganske vist et 725 ha stort areal at leve på men mod syd udgør Tange Sø en naturlig grænse, ligesom det 140 cm høje hegn langs Borre Skov medfører, at vildtet i henhold til skovdistriktets oplysninger mest sandsynligt ikke vil bevæge sig den vej. Området på den anden side af dette hegn er endvidere ikke skov men land

8 8 brugsjord. Det er således alene en del af det 190 cm højde hegn, der vender ud mod skov, og distriktet har vurderet, at vildtet ikke vil kunne passere dette hegn. Vildtet kan endvidere ikke passere gennem de åbninger, der er etableret ved vejene ind i skoven, da der i disse åbninger er indsat færiste. Det konkluderes herefter, at hegnet hindrer vildtets frie passage og derfor må betegnes som usædvanligt og i strid med 23, stk. 2, 2. punktum. Klagers supplerende undersøgelser Klager har efter klagens indgivelse sendt en række forespørgsler vedrørende spørgsmålet om hvad en hegning på 140 cm betyder for vildtets færden til blandt andet forskere i udlandet og Flyvestation Krarup, der i sin helhed er indhegnet. Klager har endvidere bedt DMU oplyse, om de afgivne udtalelser er baseret på forskning foretaget i felten af DMU. DMU s svar på klagers henvendelse DMU har i brev af 15. september 2005 oplyst, at DMU ikke har foretaget egne undersøgelser af danske hjortevildtarters adfærd i forbindelse med forskellige typer og højde af hegn. DMU har henholdt sig til fakta omkring traditionel anvendelse af hegn og henviser i den forbindelse til Bekendtgørelse om opdræt af hjortevildt af 9. juni 1993, hvorefter en forsvarlig indhegning af en hjortefarm (krondyr eller dådyr) kan etebleres ved et ståltrådsnet med en højde på 190 cm samt overtråd i en højde af 200 cm. En forsvarlig indhegning tolkes af DMU som en indhegning, der effektivt holder de indhegnede dyr indespærret, altså i praksis bremser al passage. DMU henviser videre til, at der i områder, hvor der kun forekommer rådyr normalt hegnes med ståltrådsnet i en højde af 140 cm. Mange års praksis i skovbruget har vist, at disse hegn fortsat anvendes til at hindre rådyrets passage. Dette tyder ifølge DMU på, at rådyr kun i undtagelsestilfælde passerer et sådant hegn. Klagers supplerende bemærkninger Ifølge klager bygger DMU s udtalelser alene på formodninger. Med henvisning til de øvrige udtalelser i sagen, herunder fra andre skovbrug,

9 9 bestrider klager DMU s udtalelse om, at hegning på 140 cm forhindrer vildtets passage. Øvrige udtalelser til sagen Skov- og Naturstyrelsen har telefonisk oplyst, at der på styrelsens foranleding primært opsættes trafiksikkerhedshegning langs motorvejsstrækninger men sjældent ved andre vejtyper. Ifølge styrelsen anvendes trafiksikkerhedshegn kun, hvor det er absolut nødvendigt, og hvor oversigtsrydning og andre tiltag ikke kan løse problemet. Styrelsen prioriterer hensynet til dyrenes frie bevægelighed. DNA-analyser af grævlinge før og efter hegning har vist, at den isolering af dyrene fra andre artsfæller, som hegning medfører, er en langt større trussel mod bestandens overlevelse end risikoen for påkørsler. Skov- og Naturstyrelsen har endvidere oplyst, at der ca. er 1 personskade pr. år i Danmark som følge af påkørsler af vildt. Naturklagennævnet besigtigede den 14. oktober 2005 Ormstrup Gods samme med sagens parter. Naturklagenævnets sekretariat har i forlængelse af besigtigelsen bedt klageren om yderligere oplysninger om kulturhegningen. Klageren blev endvidere bedt om at fremkomme med eventuelle kommentarer til oplysningerne i sagen om, at 72% af det indhegnede areal har skovkarakter. Klageren har herefter fremsendt et kort over de sammenhængende kulturhegn på ejendommen og en opgørelse fra Hogg Faunia, der viser arealfordelingen samt en supplerende udtalelse til sagen. Ifølge arealopgørelsen er 61% af arealet skovbevokset, mens 39% består af ager, eng, mose, hede og ubevoksede stormfaldsarealer. Det fremgår endvidere, at denne arealfordeling tilgodeser idealkravene for hjortevildtets optimale forhold. Af Hogg Faunias opgørelse fremgår det, at 95 ha er egentlige ager-arealer. Dette svarer til ca. 16% af det indhegnede areal. Mens sagen har verseret, har ejeren fjernet en del af hegnsstrækningen nord og øst for godsets bygninger. Det er imidlertid af ejeren oplyst, at denne del af hegnet ønskes retableret.

10 10 Naturklagenævnets afgørelse I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Bent Hindrup Andersen, Ole Pilgaard Andersen, Marie-Louise Andreasen, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Anders Stenild, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Naturklagenævnet har tidligere tilkendegivet, at naturbeskyttelseslovens 78, stk. 1 om, at tilsynsmyndighedens afgørelse ikke kan påklages, skal forstås med det forbehold, at det ligger indenfor Naturklagenævnets kompetence at afprøve den grundlæggende lovfortolkning. Vurderingen af om der foreligger et ulovligt forhold efter naturbeskyttelselovens 73, stk. 6, foretages af amtet som tilsynsmyndighed. I den foreliggende sag beror afgørelsen på en vurdering af, om der er tale om et hegn, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2. Det bemærkes, at det drejer sig om en principielt ufravigelig forbudsbestemmelse. Der er ingen dispensationsmulighed. Naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2 står i lovens kapitel 4 om offentlighedens adgang til naturen. 23 handler om skove. 23, stk. 2 har følgende indhold: Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må ikke opsættes usædvanlige hegn omkring skove Det fremgår af bemærkningerne til 23, stk. 2, 2. punktum, at der ved vurderingen af, om der er tale om et usædvanligt hegn om skov, lægges vægt på, dels om hegnet ved højde, konstruktion eller materialevalg virker dominerende eller skæmmende, dels om hegnet hindrer vildtets passage. Bestemmelsen forbyder hegn, som en gennemsnitsskovejer normalt ikke ville sætte op omkring sin skov. Nævnet har i afgørelse af 20. juni 1997 om hegning ved Jyndevad Plantage lagt til grund, at alene den omstændighed, at et hegn (som er opsat omkring en skov) forhindrer vildtets frie passage, gør det usædvanligt i 23 s forstand og dermed omfattet af forbuddet. Der er enighed mellem sagens parter om, at det 190 cm høje hegn, der er opført af stolper og almindeligt dyrehegn, 25 m fra vejen, ind mod skovbrynet, ikke er dominerende eller skæmmende. Der er heller ikke

11 11 sket nogen forhindring eller vanskeliggørelse af offentlighedens lovlige adgang. Naturklagenævnet finder ikke, at det af ejeren anførte trafiksikkerhedshensyn eller omstændighederne i forbindelse med opsætningen af hegnet langs Frisholtvej, kan tillægges selvstændig betydning i vurderingen af hegnets lovlighed i relation til forbudsbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2. Det er til Naturklagenævnets behandling af sagen oplyst, at 61% af det indhegnede areal er skovbevokset, mens resten er eng, mose, hede, ubevoksede stormfaldsarealer samt egentlige agerarealer (16%). På baggrund af besigtigelsen sammenholdt med skovkort og luftfotos m.v. er det Naturklagenævnets opfattelse, at betydelige dele af de ubevoksede arealer inde i skoven naturligt må betragtes som hørende til skoven og som dele af denne. Samlet set vurderes det, at 70-80% af det indhegnede areal har karakter af skov. Da klart den overvejende del af det indhegnede areal således må betegnes som skov, finder Naturklagenævnet ikke grundlag for at anfægte amtets vurdering af, at der er tale om hegn omkring en skov. Hegnet er på visse strækninger, bl.a. langs Frisholtvej 190 cm højt. På andre strækninger udgøres hegnet af kulturhegn med en højde på 140 cm. Ejeren har bestridt, at kulturhegnene hindrer vildtets frie passage. Statsskovdistriktet og DMU har udtalt, at vildtet vil være utilbøjelig til at passere et hegn på 140 cm. Det er endvidere oplyst, at sædvanlige kulturhegn, der opsættes med det formål at forhindre vildtets adgang til nyplantninger, normalt er 140 cm høje. Naturklagenævnet lægger herefter til grund, at almindelig erfaring har vist, at sådanne hegn faktisk i vid udstrækning hindrer vildtets frie adgang. Det forhold, at dyrene er i stand til at springe over hegnet, er ikke afgørende, når det alene sker i særlige situationer (stress og fødemangel m.v.), og der er tale om en væsentlig adfærdsregulerende effekt. Naturklagenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte amtets vurdering af, at den samlede hegnsstrækning omkring skoven, omfat

12 12 tende såvel trafiksikkerhedshegn som kulturhegn, udgør en hindring af vildtets frie passage til og fra områder uden for skoven. Sammenfattende er det herefter Naturklagenævnets opfattelse, at den omhandlede hegning er i strid med forbuddet i naturbeskyttelseslovens 23, stk. 2, 2. led, mod opsætning af usædvanlige hegn omkring skove. Amtet har derfor som tilsynsmyndighed haft hjemmel til at skride ind og forlange forbuddet respekteret ved fjernelse af dele af hegnsstrækningen. Det fremgår af sagen, at der forudgående har været en dialog med ejeren, men ikke hvilke løsningsmuligheder, der har været på tale. Naturklagenævnet kan på den baggrund ikke anfægte den af amtet valgte lovliggørelsesmåde ved fjernelse af dele af hegnsstrækningen langs Frisholtvej - som i sig selv synes sagligt begrundet. Nævnet skal dog ikke undlade at bemærke, at som lovens forbudsbestemmelse er udformet, vil ejeren ved fjernelse af andre hegnsstrækninger af passende længde f.eks. dele af kulturhegnene, kunne lovliggøre forholdet på anden måde. Med disse bemærkninger kan der ikke gives medhold i klagen over amtets afgørelse af 29. juni På Naturklagenævnets vegne Sanne Kjær specialkonsulent Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. naturbeskyttelseslovens 82. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lovens 88, stk. 1.