Risiko for udvalgte kræftformer blandt ansatte i Forsvaret i relation til arbejdsmæssige påvirkninger

Transkript

1 Risiko for udvalgte kræftformer blandt ansatte i Forsvaret i relation til arbejdsmæssige påvirkninger Christina Funch Lassen Johnni Hansen Christoffer Johansen Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse Strandboulevarden København Ø

2 Indholdsfortegnelse Forord.. s. 3 Resume s. 4 Indledning s. 10 Formål.. s. 12 Udvælgelse af potentielt kræftfremkaldende påvirkninger i arbejdsmiljøet... s. 13 Metode s. 20 Resultater s. 26 Diskussion... s. 46 Konklusion.. s. 49 Tabel A til O s. 50 Referenceliste.. s. 66 Bilag (spørgeskema). s. 71 2

3 1. FORORD I nærværende rapport undersøges årsager til udvalgte kræftformer i perioden 1990 til 2003 blandt nuværende og tidligere ansatte indenfor Forsvaret. Læge, ph.d. Christina Funch Lassen, Arbejde og Kræft, har siden starten på dataindsamlingen i 2004 haft det daglige ansvar for undersøgelsens praktiske gennemførsel. Undersøgelsens design blev udarbejdet af seniorforsker, ph.d. Johnni Hansen i samarbejde med overlæge, dr. med. Christoffer Johansen, Professor, dr. med. Finn Gyntelberg, Arbejdsmedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, kontorchef Susanne Kærup Hansen, Forsvarskommandoen, oberst, speciallæge Benny Bardrum, Forsvarets Sundhedstjeneste samt specialkonsulent Jimmy Jensen, Forsvarskommandoen. Herudover har repræsentanter fra Forsvarets medarbejderorganisationer deltaget, herunder med bidrag i form af ønsker til specifikke påvirkninger, som efterfølgende er blevet belyst i undersøgelsen. Afdelingslæge Bernadette Guldager, speciallæge i arbejdsmedicin, Forsvarets Sundhedstjeneste, kaptajn Richard L. Andersen (Forsvarskommandoen), generallæge Erik Darre, stabslæge og oberst Jørgen Torp Svendsen har deltaget i det initiale arbejde omkring undersøgelsens tilrettelæggelse. Alle takkes for væsentlige bidrag. Endelig takkes alle de nuværende og tidligere ansatte i Forsvaret, herunder deres pårørende, der har brugt tid på at besvare de mange spørgsmål. Alle indhentede oplysninger er behandlet strengt fortroligt, og kun ansatte på Institut for Epidemiologisk Kræftforskning, der dagligt har arbejdet med undersøgelsen, har haft adgang til data. Undersøgelsen er godkendt af Datatilsynet. Januar

4 2.RESUME I 2003 viste en registerbaseret kortlægning af kræft blandt lønmodtagere under 85 år ( Kræftsygelighed blandt danske lønmodtagere ( ) fordelt på Arbejdstilsynets 49 branchegrupper ), at ansatte i Forsvaret i perioden havde en signifikant øget risiko for femten forskellige kræftformer sammenlignet med jævnaldrende lønmodtagere i Danmark. Årsagerne hertil kunne ikke umiddelbart forklares. Samtidig var der i medierne en debat om, hvorvidt arbejde med radarudstyr og radioaktiv maling kunne medvirke til kræft blandt ansatte i Forsvaret. I tilknytning hertil modtog Tv-avisen opfordrede henvendelser fra tidligere ansatte i Forsvaret, især yngre radarteknikere med sjældne kræftformer. Forsvaret tog derfor initiativ til nærværende undersøgelse, der har til formål at belyse tre hovedspørgsmål: 1) Kan bestemte påvirkninger i arbejdsmiljøet i eller udenfor Forsvaret relateres til den øgede forekomst af kræft i tyktarm, endetarm, bryst, modermærker, i huden i øvrigt, nyre, blærehalskirtel, testikler, blære, lunge, samt i livmoder? 2) Har ansatte, der har været beskæftiget med radarudstyr, selvlysende maling o.l. en øget risiko for ovennævnte kræftformer samt for kræft i hjernen, skjoldbruskkirtel og knogler? 3) Er risikoen for kræft i hjerne- og nervesystem, skjoldbruskkirtel samt leukæmi øget blandt ansatte under 45 år, og har disse personer arbejdet med radarudstyr, selvlysende maling, eller har de været udsat for andre muligt kræftfremkaldende påvirkninger? Materiale og metode Den samlede undersøgelse blev udført som en spørgeskemabaseret case-kohorte undersøgelse. Vi tog udgangspunkt i personer, som havde været ansat i Forsvaret i perioden 1964 til Disse personer blev identificeret med individuelle personnumre i registret for Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), og var alle i live den 1. januar 1990, og var endnu ikke var fyldt 75 år ved starten af dataindsamlingen ultimo På basis af personnumrene opsporede vi i Cancerregistret de personer, der var diagnosticeret med de udvalgte kræftformer i perioden fra 1990 frem til Vi udtrak endvidere en sammenligningsgruppe på i alt personer, der var en tilfældig stikprøve af de ansatte, som havde haft en ansættelsesperiode indenfor Forsvaret, og med nogenlunde samme fordeling på køn og fødselsår som personerne med kræft. Med henblik på at indsamle oplysninger om individuel udsættelse for specifikke potentielt kræftfremkaldende påvirkninger fik både personerne med og uden kræft tilsendt et spørgeskema eller fik tilbudt et telefoninterview. For de personer, der var døde i perioden efter 1990, forsøgte vi at indhente oplysninger fra nære pårørende til afdøde. Spørgsmålene om de enkelte ansættelser og arbejdsmiljøpåvirkninger omfattede alle ansættelser både i og udenfor Forsvaret. Spørgsmålene om specifikke påvirkninger blev udvalgt ved, at vi indledningsvis gennemgik den videnskabelige litteratur med henblik på at identificere arbejdsmiljøpåvirkninger, der var dokumenteret eller sandsynlige årsager til de 4

5 udvalgte kræftformer. Vi udvalgte også påvirkninger, der er karakteristiske for Forsvaret, men dårligt belyst med hensyn til kræftfremkaldende potentiale, f.eks. affyring af ammunition og brug af kemiske kampstoffer. Endvidere medtog vi spørgsmål om arbejdstempo og om indflydelse på arbejdet som indikatorer for arbejdsrelateret stress. Vi spurgte endelig om livslang udsættelse for væsentlige risikofaktorer for kræft, herunder om tobaksrygning og alkoholindtagelse m.v. Blandt personer med kræft var villigheden til at besvare spørgsmålene i gennemsnit 72 % for mænd og 58 % for kvinder, mens den tilsvarende var 61 % og 70 % i sammenligningsgruppen. Villigheden til at deltage afhang af kræftformen, og var størst blandt mænd med knoglekræft (89 %) og mindst blandt kvinder med kræft i skjoldbruskkirtlen (20 %). Endvidere var ældre personer generelt mere villige til at besvare spørgsmålene end yngre. For hver relation mellem en given påvirkning og tilhørende kræftform beregnede vi dels en relativ risiko (RR), der alene er justeret for alder, og dels en relativ risiko (RRj), der yderligere er justeret for risikofaktorer, der især forekommer udenfor arbejdsmiljøet, f.eks. tobaksrygning og alkoholindtagelse. Disse relative risici blev desuden beregnet både i forhold til nogensinde at have været udsat for påvirkningen versus aldrig at have været udsat, og dels som den relative risiko per års udsættelse, hvor der tages hensyn til gennemsnitlig varighed og hyppighed af påvirkningen indtil Endelig beregnede vi for alle resultater 95 % sikkerhedsgrænser (95 % SG). Resultater, hvor den nedre sikkerhedsgrænse er over 1, betragtes som statistisk signifikant øget. Eksempelvis svarer en RRj på 1,02 til en 2 % øget relativ risiko i forhold til de, der ikke har været udsat for påvirkningen, og justeret for andre risikofaktorer. Resultater Delformål 1: For mændene undersøgte vi cirka 300 relationer mellem 25 udvalgte arbejdsmiljøpåvirkninger og kræft i tyktarm, endetarm, modermærke, i huden i øvrigt, blære, blærehalskirtel, nyre og testikler. Nedenfor fremhæves de relationer, hvor vi observerede statistisk signifikant øgede relative risici (RRj) enten ved nogensinde at have været udsat for påvirkningen, og/eller ved beregning af den justerede relative risiko per års udsættelse. For kræft i blærehalskirtlen fandt vi, at de, der havde arbejdet udenfor normal dagarbejdstid, dvs. i tidsrummet fra kl. 17 til kl. 9, havde en øget RRj på 1,3 (0,7-2,2). Yderligere havde de, der havde haft denne type arbejde i mindst 15 år en RRj på 2,2 (1,1-4,5). Mænd, der arbejdede ombord på fly, havde en øget RRj på 2,3 (1,1-5,0) for kræft i tyktarmen. Den tilsvarende RRj per år var 1,02 (0,99-1,04). Derudover havde personerne, der har arbejdet på fly, en øget RRj på 2,2 (1,1-4,5) for modermærkekræft med en RRj per år på 1,03 (1,02-1,05). Samme gruppe havde også en øget RRj på 2,2 (1,4-3,4) for anden hudkræft, og RRj per år var 1,002 (0,990-1,015). Andre personalegrupper end piloter, der havde arbejde på fly, havde endelig en øget RRj på 3,0 (1,2-7,5) for kræft i blærehalskirtlen, samt en RRj per år på 1,01 (0,98-1,03). Undergruppen af piloter havde en øget RRj for 5

6 kræft i tyktarmen på 1,3 (0,5-3,8), og RRj per år var 1,02 (1,00-1,04). Endelig havde piloterne en øget RRj for modermærkekræft på 1,96 (0,96-4,00), og en RRj per år på 1,02 (1,01-1,04). For mænd med mekanikerarbejde, herunder automekanikere, fandt vi en ikke-signifikant nedsat RRj for endetarmskræft på 0,8 (0,4-1,5). Omvendt fandt vi en øget RRj per år på 1,02 (1,01-1,03). Endelig fandt vi for mænd, som havde afskudt ammunition indendørs, en ikke-signifikant nedsat RRj på 0,6 (0,3-1,3) for nyrekræft, og omvendt var RRj per år øget med en faktor 1,1 (1,0-1,2). Udover ovenstående fandt vi for mændene ikke sammenhæng mellem arbejdsmæssige påvirkninger og de otte undersøgte kræftformer. Blandt kvindelige ansatte undersøgte vi cirka 200 relationer mellem arbejdsmiljøpåvirkninger og kræft i tyktarm, endetarm, bryst, modermærker, i huden i øvrigt, nyre, og blære. De, der havde arbejdet mindst 6 år udenfor normal dagarbejdstid, havde en øget RRj på 1,6 (1,1-2,4) for brystkræft, baseret på 30 kvinder. Herudover fandt vi ikke sammenhæng mellem andre arbejdsmæssige påvirkninger og de øvrige kræftformer. Delformål 2: De påvirkninger, som indgår i dette delformål, er ifølge besvarelserne fra både ansatte med og uden kræft sjældne, og der er kun fra mellem en og seks ansatte med de omhandlede kræftformer, der har rapporteret udsættelse for arbejde med radarudstyr, senderør og selvlysende maling. Mænd, der rapporterede arbejde med radarudstyr, havde en øget RRj på 2,0 (0,8-5,0) for kræft i skjoldbruskkirtlen. RRj per år var 1,04 (1,01-1,07). Der var en øget RRj for knoglekræft på 2,2 (0,6-8,3) med en tilsvarende RRj per år på 1,02 (0,9-1,1). For hjernekræft var RRj 0,7 (0,3-2,0), mens RRj per år var 0,8 (0,4-1,4). Herudover fandt vi en øget RRj for leukæmi på 1,5 (0,6-3,5) og en RRj per år på 1,03 (1,00-1,06). Endelig fandt vi en øget RRj for kræft i endetarmen på 1,2 (0,6-2,6) med en RRj per år på 1,01 (0,99-1,03). Mænd, der angav at have arbejdet med senderør, havde en øget RRj på 3,8 (1,2-12,2) for kræft i skjoldbruskkirtlen, og RRj per år var 1,04 (1,00-1,08). Vi fandt en RRj på 0,7 (0,1-5,4) for hjernekræft, hvor det ikke var muligt at beregne RRj per år. RRj for leukæmi var 2,6 (0,8-8,1) og var per år 1,08 (1,03-1,13). Endelig fandt vi en øget RRj på 1,2 (0,4-3,5) for kræft i endetarmen med tilhørende RRj per år på 1,03 (1,01-1,04). For mænd, der angav, at de havde anvendt selvlysende maling, fandt vi en øget RRj på 1,8 (0,2-13,5) for kræft i skjoldbruskkirtlen, og RRj per år var 1,3 (1,1-1,5). Vi fandt endvidere en øget RRj på 1,9 (0,5-7,5) for hjernekræft, mens RRj per år var 1,1 (0,9-1,5). Desuden fandt vi en nedsat RRj på 0,8 (0,1-6,6) for kræft i endetarmen. Den tilsvarende RRj per år var 0,96 (0,66-1,39). Endelig beregnede vi en RRj på 0,7 (0,1-4,3) for kræft i blærehalskirtlen. Den tilsvarende RRj per år var 1,03 (1,01-1,06). For mændene med kræft påbegyndtes arbejdet i perioden fra 1950 erne og frem til Samme personer har angivet flere af de nævnte påvirkninger med potentiel udsættelse for ioniserende stråling 6

7 indenfor samme periode, hvorfor det ikke er muligt entydigt at adskille mulige bidrag fra de enkelte påvirkninger. Blandt kvindelige ansatte fandt vi ingen signifikant øget risiko for nogen af de undersøgte kræftformer i forbindelse med betjening af radarudstyr, kalibrering af senderør eller anvendelse af selvlysende maling. Delformål 3: Blandt mandlige undersøgelsesdeltagere, der fik stillet diagnosen, før de blev 45 år, var der henholdsvis 44 personer med hjernekræft, 18 med skjoldbruskkirtelkræft samt 25 med leukæmi. Disse personer er en delmængde af personerne, der indgår i delformål 2. Ingen af mændene med kræft i skjoldbruskkirtlen angav at have arbejdet med senderør eller at have arbejdet med selvlysende maling. Ligeledes var der ingen med leukæmi, der angav at have arbejdet med sidstnævnte. Der var en statistisk signifikant sammenhæng mellem at have arbejdet med senderør og leukæmi, idet RRj per år var øget med 1,15 (1,08-1,23). RRj for nogensinde at have haft denne påvirkning var ikkesignifikant øget med 1,5 (0,2-10,8). Udregningen er baseret på en person. Desuden fandt vi en RRj per år for kræft i skjoldbruskkirtlen på 1,04 (1,01-1,07) ved arbejde med radarudstyr. RRj for nogensinde at have haft denne påvirkning var 1,0 (0,2-4,4). Udregningen er baseret på to personer. Vi fandt ingen statistisk signifikante sammenhænge, hverken hvad angår nogensinde at have været udsat, eller RRj beregnet per års udsættelse for de undersøgte påvirkninger med potentiel udsættelse for radioaktiv stråling og kræft i hjernen. Endelig fandt vi ingen statistisk signifikante sammenhænge med andre af de undersøgte arbejdsmiljøpåvirkninger. Undersøgelse viser således, at der blandt mændene på under 45 år var nogenlunde samme øget risiko for leukæmi og kræft i skjoldbruskkirtlen som i den samlede gruppe af ansatte, der havde arbejdet med senderør og radarudstyr. Samlet kan undersøgelsen ikke bekræfte, at særlige forhold gør sig gældende for de mænd, der fik kræft i en relativ ung alder. Diskussion Høj og ensartet deltagelse hos personer med og uden kræft er væsentlig for fortolkning af resultater i en undersøgelse som denne. For de fleste kræftformer har deltagelsesandelen i nærværende undersøgelse været acceptabel, men for kræft i hjernen og kræft i blæren har deltagelsen været relativt lav. Hertil kommer lungekræft og livmoderkræft, hvor deltagelsen var så lav, at det ikke var formålstjenligt at beregne risici for disse grupper. Relative risici kan i en undersøgelse som denne overvurderes, hvis personerne med kræft er mere villige til at deltage i undersøgelsen, og er mere tilbøjelige at huske udsættelse for mulige risikofaktorer (recall bias) for kræft end personer uden sygdommen. Vi ser ingen systematiske tendenser hertil i 7

8 nærværende undersøgelse, da de to grupper rapporterer nogenlunde samme udsættelse for de fleste af de påvirkninger, hvor der vides ikke at være sammenhæng mellem påvirkning og kræftformen. Omvendt vil der blandt personerne med kræft være en væsentlig højere andel af afdøde, for hvilke det kun i begrænset omfang er muligt at indhente valide oplysninger om påvirkninger fra pårørende. Dette kan undervurdere en reel sammenhæng mellem påvirkning og kræftsygdom. I nærværende undersøgelse var 27 % af personerne med kræft og 5 % af personerne uden kræft afdøde, hvilket ikke giver væsentlig anledning til bekymring omkring undersøgelsens validitet. Endelig er massesignifikans et uundgåeligt problem, når der i en undersøgelse som denne er foretaget mange hundrede sammenligninger mellem påvirkninger og kræft med et signifikansniveau på 5 %. Derfor kan nogle af de beregnede relative risici være falsk signifikant enten øget eller nedsat. Mere end en tredjedel af både mænd og kvinder i sammenligningsgruppen uden kræft havde på et tidspunkt i deres arbejdsliv haft arbejde udenfor normal dagarbejdstid, og sammenholdt med de fundne øgede relative risici for brystkræft og for kræft i blærehalskirtlen synes denne type arbejde at kunne forklare en betydelig del af de tidligere fundne øgede risici for disse kræftformer. De relative risici, der er fundet i denne undersøgelse, er af nogenlunde samme størrelsesorden som de relative risici, der er fundet i andre undersøgelser uden for Forsvaret. En række tidligere undersøgelser har fundet sammenhæng mellem kræft i tarmen, huden, modermærker, bryst og blærehalskirtel ved arbejde ombord på fly i cockpit og kabine. I nærværende undersøgelse udgør alle deltagere med arbejde ombord på fly kun få procent af de ansatte i Forsvaret, og kan derfor kun forklare en mindre del af den tidligere fundne øgede risiko for disse kræftformer i den samlede gruppe af ansatte. Størrelsen af de relative risici, som vi har fundet i denne undersøgelse, svarer nogenlunde til de risici, der er fundet i andre epidemiologiske undersøgelser. Bortset fra hudkræft er der hverken i nærværende eller i andre undersøgelser påvist andre faktorer i arbejdsmiljøet som årsag til disse kræftformer. Der er tidligere rejst mistanke om, at arbejde med bl.a. smøreolie i autoværksteder kan være årsag til endetarmskræft, og den her fundne øgede risiko kan muligvis have relation til mekanikerarbejde, selvom det ikke har været muligt at pege på konkrete påvirkninger. Sammenhæng mellem indendørs afskydning af ammunition og nyrekræft er ikke rapporteret tidligere, men kan muligvis være relateret til blyudsættelse. Ud over de her beskrevne observationer har vi ikke kunnet påvise andre arbejdsmæssige faktorer, som kan forklare de tidligere fundne øgede risici for kræft i endetarm, nyre, blære eller testikel. De fleste af resultaterne for specifikke påvirkninger er baseret på beregninger med et begrænset antal personer med kræft, hvilket sammen med muligheden for recall bias bidrager til usikkerhed i fortolkningen af resultaterne. Dette gælder i særdeleshed i forhold til arbejde med radarudstyr, senderør og selvlysende maling. Resultaterne fra nævnte registerbaserede kortlægning af erhverv og kræft for perioden kan ikke yderligere forklares med resultaterne af nærværende studie. Undersøgelserne dækker forskellige 8

9 tidsperioder, og på trods af delvist overlap er de ansatte i nærværende undersøgelse væsentlig yngre end i registerundersøgelsen, og har påbegyndt deres erhvervskarriere i en periode, hvor arbejdsmiljøet i samfundet generelt har været bedre end i perioden for registerundersøgelsen. Konklusion Nærværende undersøgelse, der er den hidtil største af sin art, omhandler arbejdsmæssige årsager til kræft blandt ansatte i Forsvaret i Danmark i perioden 1990 til 2003 blandt personer under 75 år. Vi har genfundet mulige sammenhænge med risiko for kræft i tarmen, modermærkekræft og anden hudkræft, brystkræft og kræft i blærehalskirtlen, der tidligere har været rapporteret i videnskabelige undersøgelser udenfor Forsvaret og i andre lande. Disse sammenhænge omfatter arbejde ombord på fly, arbejde udenfor normal dagarbejdstid, samt arbejde som mekaniker. Det er ikke muligt entydigt at afgøre, om disse påvirkninger, der også har fundet sted før og efter ansættelsen i Forsvaret, især kan tilskrives ansættelsen i Forsvaret eller andetsteds. Hertil kommer en mulig sammenhæng mellem indendørs afskydning af ammunition og en øget risiko for nyrekræft, som ikke tidligere har været rapporteret. Mandlige ansatte, der kan have været udsat for ioniserende stråling, angivet som beskæftigelse med radarudstyr, herunder reparation af senderør mv. eller med selvlysende maling, har signifikant øgede relative risici for kræft i skjoldbruskkirtlen, endetarm, leukæmi og blærehalskirtel. Disse resultater er baseret på fra en til seks mænd med kræft i en periode på 14 år. Der var ingen af personerne med de undersøgte kræftformer, hvor påvirkningen var påbegyndt efter 1980'erne. Vi har hverken blandt mænd eller kvinder observeret signifikant øgede risici for kræft i hjernen, knogler eller andre kræftformer ved potentiel udsættelse for ioniserende stråling. Blandt de personer, der fik stillet deres diagnose, da de var under 45 år og har deltaget i undersøgelsen, har vi ikke observeret væsentlige forskelle i risici i forhold til personer, der fik kræft senere i livet. Undersøgelse viser samlet, at arbejde uden for normal dagarbejdstid er den erhvervspåvirkning, der bidrager mest som forklaring til de tidligere fundne øgede risici for kræft i Forsvaret. 9

10 3. INDLEDNING Ansatte indenfor Forsvaret kan være udsat for potentielt kræftfremkaldende påvirkninger. Eksempler herpå er kemikalier, brændstof, ioniserende stråling, elektromagnetiske felter, solstråling, forbrændingsprodukter fra motorer, stress, skiftearbejde samt afskydning af ammunition (Schubauer-Berigan and Wenzl 2001;Bleise, Danesi et al. 2003; Kang, Enzinger et al. 1987;Breckenkamp, Berg et al. 2003). Omvendt må det formodes, at den øgede fysiske aktivitet, der antagelig forekommer indenfor visse grupper i Forsvaret i forhold til hos andre lønmodtagere, beskytter mod kræft i f.eks. bryst, tarm og bugspytkirtel (Kang, Enzinger, Breslin, Feil, Lee, and Shepard 1987). Ligeledes må det formodes, at en del af de militært ansatte som udgangspunkt har et bedre helbred end den gennemsnitlige lønmodtager som følge af særlige fysiske og helbredsmæssige krav. Kortlægningsundersøgelsen Kræftsygelighed blandt danske lønmodtagere ( ) fordelt på Arbejdstilsynets 49 branchegrupper (Hansen J and Mehrsohn A 2003) viste, at den samlede gruppe af ansatte i politi og Forsvar m.fl., hvoraf over 85 % havde været ansat i Forsvaret, havde signifikant øgede risici for en række kræftformer: tyktarm, endetarm, blærehalskirtel, testikler, nyre, blære, i modermærker, anden hudkræft, Hodgkin's lymfom (lymfekræft), mund, tunge, bughinde, lunge, bryst samt livmoder. Sammenlignet med de øvrige 48 branchegrupper, der blev undersøgt, var militær og politi et af de områder, hvor der blev observeret flest kræftformer med signifikant øget risiko. Der indtil videre dokumenteret over 30 påvirkninger, der overvejende forekommer i arbejdsmiljøet som årsag til kræft og endnu flere påvirkninger er under mistanke herfor (Siemiatycki, Richardson et al. 2004). Det vides imidlertid ikke om ansatte i Forsvaret i højere grad end andre lønmodtagere har været udsat for disse eller andre kræftfremkaldende påvirkninger. Nogenlunde samtidig hermed foregik der en offentlig debat i en række Vesteuropæiske lande, herunder i blandt andet Belgien, Holland, Tyskland, Norge og Danmark om hvorvidt arbejde med radarudstyr kan være forbundet med kræftrisiko. Siden hen udvidedes debatten i Danmark til også at omfatte, hvorvidt arbejde med selvlysende (radiumholdig) maling kan medføre risiko for kræft, og om hvorvidt der var en særlig strålingsrelateret kræftrisiko blandt yngre radarteknikere. Sidstnævnte var foranlediget af, at TV AVISEN modtog en række opfordrede henvendelser fra især yngre radaroperatører og teknikere eller deres pårørende, der oplevede en ophobning af relativt sjældne kræftformer (hjerne- og nervesystem, bugspytkirtel, skjoldbruskkirtel samt leukæmi). Statens Institut for Strålehygiejne har i de sidste ca. 25 år foretaget et mindre antal målinger af ioniserende stråling på de radarsystemer, der har været brugt i Danmark. Resultaterne har ikke givet anledning til kritik af strålingsniveauet. I Danmark har vi gode betingelser for at gennemføre epidemiologiske undersøgelser med henblik på at vurdere mulige årsager til kræft, ikke mindst fordi vi har et velfungerende Cancerregister samt mulighed for entydig identifikation af alle borgere i det Centrale Person Register. Derudover har vi i 10

11 Danmark et unikt register for Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), der muliggør rekonstruktion af lønmodtageres ansættelseshistorie. En kobling af data fra disse registre anvendes som udgangspunkt for identifikation af de personer, fra hvem vi ønsker at hente detaljerede oplysninger om arbejdsmæssige påvirkninger, samt andre oplysninger af betydning for kræft. Nærværende undersøgelse omfatter såvel påvirkninger ved ansættelse i og udenfor Forsvaret samt arbejde med radarudstyr og selvlysende maling i Forsvaret. Derfor er der i undersøgelsen også medtaget kræftformer, for hvilke der ikke var fundet øget risiko i før nævnte registerundersøgelse (Hansen J and Mehrsohn A 2003). 11

12 4. FORMÅL Formålet er at undersøge om: - den øgede forekomst af kræft i tyktarm, endetarm, blærehalskirtlen, testikler, nyre, blære, modermærker, i huden i øvrigt, lunge, bryst samt livmoder, som blev fundet i en dansk registerundersøgelse, kan relateres til bestemte påvirkninger i arbejdsmiljøet i eller udenfor Forsvaret - personer, der har været beskæftiget med radarudstyr, selvlysende maling o.l. har en øget risiko for ovennævnte kræftformer samt for kræft i hjernen, skjoldbruskkirtel og knogler - risikoen for kræft i hjerne- og nervesystem, skjoldbruskkirtel samt leukæmi er forøget blandt personer under 45 år, og om disse personer har arbejdet med radarudstyr, selvlysende maling eller har været udsat for andre mulige kræftfremkaldende påvirkninger i Forsvaret. 12

13 5. UDVÆLGELSE AF POTENTIELT KRÆFTFREMKALDENDE PÅVIRKNINGER Med henblik på at undersøge om udsættelse for potentielt kræftfremkaldende påvirkninger i arbejdsmiljøet helt eller delvist kan forklare den øgede forekomst af en række kræftformer i Forsvaret, har vi taget udgangspunkt i klassificeringer af påvirkninger, som er foretaget af International Agency for Research on Cancer (IARC) under Verdenssundhedsorganisationen (WHO). IARC har siden begyndelsen af 1970 erne systematisk indsamlet og vurderet dokumentation om årsager til kræft ( På basis af tilgængelig videnskabelig litteratur om epidemiologiske undersøgelser, dyreforsøg, biologiske mekanismer m.v., foretages der en samlet vurdering af en påvirknings kræftfremkaldende potentiale hos mennesker. Der benyttes hertil fem kategorier til klassificering af dokumentationen. Gruppe 1 omfatter påvirkninger, der er vurderet som kræftfremkaldende hos mennesker; gruppe 2A er påvirkninger, der er sandsynligvis kræftfremkaldende hos mennesker; gruppe 2B påvirkninger der muligvis er kræftfremkaldende hos mennesker; gruppe 3 kan ikke kan klassificeres med hensyn til kræftfremkaldende virkning hos mennesker; gruppe 4 er sandsynligvis ikke kræftfremkaldende hos mennesker. Det er ved udgangen af 2007 vurderet, at 102 forskellige påvirkninger er kræftfremkaldende hos mennesker. Der er yderligere over 300 påvirkninger (gruppe 2A og 2B), der er under mistanke for at være kræftfremkaldende for mennesker, fordi de er kræftfremkaldende i flere uafhængige dyreforsøg og/eller der er fundet en øget risiko i epidemiologiske undersøgelser, uden at rimelig tvivl om andre årsager har kunnet udelukkes. Tobaksrygning, og til dels alkohol, soldyrkning, og reproduktionsforhold knyttet til vestlig kultur er årsag til en væsentlig del af kræfttilfældene i vores del af verden. Hvis sådanne påvirkninger forekommer i væsentligt forskelligt omfang i forskellige brancher, kan en tilsyneladende forøget relativ risiko på brancheniveau helt eller delvis skyldes forskelle i påvirkninger udenfor arbejdslivet. Vi forsøger at tage højde for sådanne påvirkninger udenfor arbejdsmiljøet, når vi beregner relative risici for kræft blandt de ansatte i Forsvaret. I nedenstående litteraturgennemgang redegøres for valget af potentielt kræftfremkaldende arbejdsmiljøpåvirkninger, der undersøges nærmere. 5.1 Ioniserende stråling, leukæmi, brystkræft, kræft i bugspytkirtlen samt modermærkekræft, anden hudkræft, kræft i skjoldbruskkirtlen, blærekræft, kræft i hjernen, knoglekræft, lungekræft (IARC gruppe 1). Ioniserende stråling er en veldokumenteret årsag til kræft hos mennesker (IARC monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans 2000). Ioniserende stråling stammer bl.a. fra naturlig kosmisk stråling, stråling fra diagnostiske og terapeutiske procedurer, nuklear-testning samt bidrag fra ulykker med kernekraft og militære aktiviteter. Vores nuværende viden er overvejende baseret på undersøgelser af overlevende efter atombomberne i Japan i slutningen af Anden Verdenskrig samt ulykker med og terapeutisk brug af ioniserende stråling. Mere end 100 studier har vist, at terapeutisk brug af 13

14 ioniserende stråling øger risikoen for kræft, dvs. at behandling med stråler medfører risiko for kræft, navnlig leukæmi, kræft i skjoldbruskkirtlen samt brystkræft ( Personer, som har arbejdet med diagnostisk røntgenudstyr, har øget risiko for modermærkekræft, anden hudkræft og andre kræftformer. Risikoen var højest før 1960 erne, hvor de arbejdsmiljømæssige forhold formodes at have været ringere sammenlignet med senere årtiers forbedrede viden om risikofaktorer (Freedman, Sigurdson et al. 2003; Yoshinaga, Hauptmann et al. 2005). Bestråling af huden uanset omstændigheder er en stærk risikofaktor for hudkræft (Lichter, Karagas et al. 2000;Levi, Randimbison et al. 2006). Ioniserende stråling menes også at være en mulig årsag til andre kræftformer, herunder hjernekræft og knoglekræft. Radium indtaget med drikkevandet kan øge risikoen for knoglekræft (Finkelstein and Kreiger 1996). Efter Tjernobyl-ulykken er der påvist øget lokal forekomst af blærekræft, som muligvis kan være forårsaget af bestråling (Romanenko, Morimura et al. 2003). Stråleterapi for kræft i blærehalskirtlen er muligvis en risikofaktor for udvikling af blærekræft (Chrouser, Leibovich et al. 2005;Shah, Lui et al. 2006). Det er vist, at kvinder, som malede med selvlysende radiumholdig maling i 1950'erne, havde en forhøjet risiko for knoglekræft (Fry 1998). Det er vist i flere undersøgelser, at f.eks. minearbejdere, som har været udsat for radon, har en øget risiko for lungekræft (Gundestrup and Storm 1999;Leuraud, Billon et al. 2007). Med hensyn til militære aktiviteter: der kan genereres røntgenstråler fra højspændingsrørene i radaranlægs sendedel (branchevejledning 2006). Såfremt der arbejdes på rørene under spænding uden afskærmning, er der risiko for, at de, der arbejder på rørene, f.eks. kalibrerer og reparerer senderørene, modtager ioniserende stråling. Udarmet uran: nylige beregninger tyder på, at den stråledosis, som amerikanske soldater og den irakiske civilbefolkning potentielt har været udsat for i forbindelse med kontakt med udarmet uran, måske ikke var tilstrækkelig høj til at medføre strålingsinduceret leukæmi eller fosterskader (Marshall 2007). En dansk undersøgelse blandt cirka Balkanveteraner fandt, at der bortset fra fire tilfælde af knoglekræft ikke var øget risiko for kræft relateret til tjeneste på Balkan (Storm, Jorgensen et al. 2006). 5.2 Kosmisk stråling, hudkræft, brystkræft, modermærkekræft, hjernekræft, leukæmi, testikelkræft, tyktarmskræft Det er vist, at flybesætninger har øget risiko for en række kræftformer, bl.a. hudkræft og kræft i modermærker (Haldorsen, Reitan et al. 2001;Tokumaru, Haruki et al. 2006). Det er vist, at kabinepersonales og piloters risiko for hudkræft og modermærkekræft til dels er uafhængig af påvirkning fra solens ultraviolette stråler (Rafnsson, Hrafnkelsson et al. 2003). Der er også fundet sammenhæng mellem risiko for udvikling af brystkræft og arbejde ombord på fly (Salhab and Mokbel 2006). En undersøgelse af kræft hos 2750 personer i det amerikanske luftvåben viste, at forekomsten af hjernekræft var mindre end i den generelle befolkning (Yamane 2006). En øget risiko for hjernekræft hos flyvende sammenlignet med ikkeflyvende personel i luftvåbnet vistes at været relateret til socialklasse, idet hjernekræft er relateret til højere 14

15 sociale klasser (Faggiano et al. 1997; Grayson 1996). Resultater vedrørende risikoen for testikelkræft er modstridende, men i én undersøgelse er der fundet fordoblet risiko for denne kræftform hos navigatører og andet flyvende personel på rekognosceringsfly (Yamane and Johnson 2003). Resultaterne vedrørende tyktarmskræft er ligeledes modstridende, idet flere undersøgelser har vist sammenhæng øget risiko for tyktarmskræft hos piloter og navigatører (Irvine and Davies 1992;Nicholas, Lackland et al. 1998), mens en kohorte-undersøgelse af personer med cockpit-arbejde ikke viste øget risiko (Blettner, Zeeb et al. 2002). En undersøgelse af personer med cockpit-arbejde fandt ikke øget risiko for udvikling af leukæmi (Blettner, Zeeb et al. 2003). Der er foretaget mere end 20 undersøgelser af arbejde ombord på fly, resultaterne er modstridende, aktuelt med overvægt i retning af, at der ikke er sammenhæng med leukæmi (Sigurdson and Ron 2004). 5.3 Elektromagnetiske felter, kræft i hjernen, tyktarmskræft, modermærkekræft og leukæmi (IARC gruppe 2B og gruppe 3) Statiske elektriske felter og magnetiske felter kan være høj- eller lavfrekvente; i almindelighed genereres felterne fra både naturlige kilder og fra menneskeskabte kilder, men ekstremt lavfrekvente felter er helt overvejende menneskeskabte og genereres f.eks. ved brug af elektriske og elektroniske instrumenter. Mistanken til, at lavfrekvente felter i beboelsesområder kan udgøre en risiko i sammenhæng med udvikling af leukæmi hos børn, opstod i 1970 erne. Konklusionen efter snart 40 års forskning er, at der er begrænset evidens for, at ekstremt lavfrekvente magnetiske felter kan være årsag til leukæmi hos børn (gruppe 2B) (Who/IARC 2002). Igennem flere årtier er det undersøgt, om arbejdsrelateret udsættelse for elektromagnetiske felter er en risikofaktor for udvikling af leukæmi og hjernekræft. Det er konkluderet, at påvirkning med ekstremt lavfrekvente magnetiske felter kan muligvis være en risikofaktor for udvikling af kræft hos mennesker (gruppe 2B), men denne konklusion bygger på de føromtalte undersøgelser af børn. De øvrige typer af felter kan ikke klassificeres i forhold til deres eventuelle kræftudvikling hos mennesker (gruppe 3), (IARC monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans 2002). I undersøgelser, der er foretaget efter IARC-klassifikationen, er det vist, at udsættelse for elektromagnetiske felter ved mobiltelefoni ikke synes at være en risikofaktor eller kun måske en meget svag risikofaktor for gliomer, der er en undertype af hjernekræft (Schuz, Jacobsen et al. 2006;Lahkola, Auvinen et al. 2007). Der er muligvis en sammenhæng mellem mangeårigt brug af mobiltelefon og udvikling af en knude på hørenerven (Schoemaker, Swerdlow et al. 2005). Det har været foreslået, men er ikke dokumenteret, at kombinationer af erhvervsmæssig påvirkninger med udsættelse for elektromagnetiske felter kan være en risikofaktor for hjernekræft, f.eks. i kombination med blyudsættelse eller organiske opløsningsmidler (Navas-Acien, Pollan et al. 2002). 15

16 Særlige undersøgelser af militære aktiviteter og elektromagnetiske felter, herunder radar offentliggjort før ovenstående vurdering: På basis af registeroptegnelser vedrørende tjenestetype og lokalisation af tjenestested viste en undersøgelse af dødsårsager, at ansatte i det polske forsvar, som ifølge deres stamoplysninger med hensyn til tjenesteområde kunne have været påvirket af elektromagnetiske felter, havde en forhøjet risiko for kræft i mave-tarm-kanal og hjerne samt for leukæmi og non-hodgkin lymfom (lymfekræft) (Szmigielski 1996). En anden undersøgelse af sammenhæng mellem potentiel udsættelse for elektromagnetiske felter og arbejde i søværnet viste øget risiko for leukæmi for ansatte med elektrikerfunktion (Garland, Shaw et al. 1990). En israelsk undersøgelse af teknikere med en række kræftformer kom til den konklusion, at de sygdomsramte havde været udsat for større påvirkning fra elektromagnetiske felter end deres raske kollegaer (Richter, Berman et al. 2000). En tysk undersøgelse af personer med testikelkræft viste, at der ikke var sammenhæng mellem selvrapporteret udsættelse for radarenheder og denne kræftform (Baumgardt-Elms, Ahrens et al. 2002). På mistanke om skadelig virkning af brugen af trafikradar blev der foretaget en undersøgelse af betjente i 1998; undersøgelsen viste en øget forekomst af testikelkræft og modermærkekræft, som dog ikke direkte kunne refereres til radarbrug (Finkelstein 1998). Særlige undersøgelser af militære aktiviteter og elektromagnetiske felter, herunder radar offentliggjort efter ovenstående vurdering: en ekspertvurdering af 9 store gruppeundersøgelser med hensyn til påvirkning fra elektro-magnetiske felter og udvikling af kræft konkluderede, at der ikke var sammenhæng (Breckenkamp, Berg, and Blettner 2003). En undersøgelse af belgiske soldater ansat i en bataljon, som bl.a. betjente radarudstyr (Degrave, Autier et al. 2005), viste ikke øget dødelighed i denne gruppe sammenlignet med en gruppe soldater med tjenestested, som ikke omfattede radarbetjening. En undersøgelse af dødelighed henover en 40-års periode blandt cirka amerikanske veteraner fra Korea-krigen med potentiel udsættelse for arbejde med radarudstyr, hvoraf halvdelen vurderedes at have særlig høj udsættelse, viste en lavere dødelighed blandt de undersøgte sammenlignet med den generelle befolkning i samme alder og køn, ingen forhøjet risiko for hjerne- eller testikelkræft, - men forhøjet risiko for leukæmi (Groves and Lazarchick 2003) blandt elektronikteknikere i luftbårne eskadriller. En undersøgelse har vist, at besætningens udsættelse for elektromagnetiske felter under flyvning med aktiv radar i et F-15 fly i det amerikanske luftforsvar ikke oversteg den anbefalede grænseværdi på 10 mw/cm 2 (Laughrey, Grayson et al. 2003). 5.4 Sennepsgas, lungekræft, øvre luftveje (IARC gruppe 1) Udsættelse for sennepsgas (Ghanei and Harandi 2007) øger risikoen for lungekræft samt kræft i øvre luftveje 5.5 Udstødningsgasser, lungekræft, blærekræft, leukæmi, testikelkræft (IARC gruppe 2A og 2B) 16

17 Udstødningsgasser indeholder talrige kemiske forbindelser, herunder vand, kuldioxid, organisk materiale, metalforbindelser (navnlig bly), partikulært kulstof m.v. Dieselmotorer afgiver omkring 40 gange flere partikler og mindst 20 gange flere nitrogenforbindelser end benzindrevne motorer. Klassifikationen er baseret på en række undersøgelser af erhvervsgrupper, der typisk er udsat for udstødningsgasser: skinnearbejdere, buschauffører, havnearbejdere og maskinfører i relation til risiko for bl.a. lungekræft, blærekræft, kronisk lymfatisk leukæmi og testikelkræft. Mistanken om en mulig sammenhæng med testikel- og blærekræft er svag. IARC vurderede i 1998, at udstødningsgasser fra dieseldrevne motorer sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker (gruppe 2A), og at udstødningsgasser fra benzindrevne motorer muligvis er kræftfremkaldende for mennesker (gruppe 2B), det samme gælder udsættelse for benzin og visse typer diesel (IARC monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans 1998). Der er efterfølgende foretaget en række undersøgelser, der underbygger disse vurderinger yderligere (Boffetta, Dosemeci et al. 2001). 5.6 Ultraviolette stråler, modermærkekræft, anden hudkræft (IARC gruppe 1) Ultraviolette stråler fra solen og fra solarier er årsag til modermærkekræft og anden hudkræft. Solstråling er den væsentligste årsag til hudkræft, men stenkulstjære, sod samt visse mineralske olier er også risikofaktorer (Tolbert 1997). Buesvejsning producerer et fuldt UV-spektrum. Herudover opstår der ved visse typer svejsning elektromagnetiske felter af ekstrem lav frekvens og metalliske aerosoler. Det er foreslået, men ikke fuldt dokumenteret, at denne påvirkning også kan være en årsag til hudkræft (Currie and Monk 2000). 5.7 Organiske opløsningsmidler og arbejde som maler, lungekræft, blærekræft (IARC gruppe 1) Brugen af organiske opløsningsmidler har tidligere været særdeles udbredt og anvendes fortsat i f.eks. i malerprodukter, på trykkerier, i lim, ved gummifremstilling og til afrensning af metal og plastik med videre. En lang række epidemiologiske undersøgelser har vist, at benzenudsættelse øger risikoen for akut myeloid leukæmi (Huff 2007). Arbejde som maler indebærer udsættelse for bl.a. pigmenter, opløsningsmidler, bindemiddel, titandioxid, krom-, jern-, og blyforbindelser m.v. Flere metaanalyser baseret på over 50 undersøgelser har vist en øget risiko for både lunge- og blærekræft på omkring %. Arbejde som maler øger risikoen for lunge- og blærekræft (gruppe 1) (IARC monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans 2007). Endvidere er trichlorethylen og perchlorethylen vurderet som sandsynligvis kræftfremkaldende. 17

18 5.8 Metal og metalforbindelser (beryllium, cadmiumforbindelser, nikkelforbindelser, hexavalente kromforbindelser), lungekræft (IARC gruppe 1), bly, lungekræft, nyrekræft, kræft i nervesystemet (IARC gruppe 2A). Beryllium anvendes i fly- og elektronikindustrien og er vurderet til at øge risikoen for lungekræft samt kræft i nervesystemet (gruppe 1). Cadmium anvendes i batterier, ved galvanisering, som en stabilisator i plastikindustrien og som rødt/orange pigment; der er potentiel udsættelse for cadmium i loddeprocesser, og stoffet vides at øge risikoen for lungekræft og måske for kræft i blærehalskirtlen (gruppe 1), (IARC monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans 1997). Nikkelpåvirkning forekommer bl.a. ved svejsning, galvanisering og slibning af metalmateriale med indhold af nikkel m.v., f.eks. er der en potentiel udsættelse ved forarbejdning af rustfrit stål. Nikkelforbindelser øger risikoen for lungekræft (gruppe 1). Udsættelse for hexavalent krom forekommer f.eks. i svejserøg, ved udsættelse for visse gule og orange pigmenter, ved fremstilling og påføring af maling samt galvanisering med krom. Der kan ligeledes forekomme udsættelse for hexavalente kromforbindelser ved stålproduktion samt drejning og skæring i metal indeholdende kromforbindelser. Endelig har zinkchromat især været brugt til rustbekyttelse af metaloverflader. Hexavalente kromforbindelser er kræftfremkaldende for mennesker (gruppe 1). Uorganisk bly anvendes i diverse konstruktionsmaterialer, i batterier, tidligere som tilsætning i benzin og pigment og korrosionsinhibitorer i maling. Uorganisk bly øger sandsynligvis risikoen for lungekræft, kræft i nyren samt i nervesystemet (IARC monographs on the Evaluation of Carcinogenic Risks to Humans 2006). 5.9 Natarbejde, brystkræft (IARC gruppe 2A) IARC har i efteråret 2007 vurderet, at skiftearbejde, der indebærer døgnrytmeforstyrrelse (natarbejde), sandsynligvis øger risikoen for brystkræft. Indtil videre er der nogen men utilstrækkelig dokumentation for sammenhæng med kræft i tyk- og endetarm, kræft i blærehalskirtlen samt endometriet (livmoderen). Nogle, men ikke alle undersøgelser peger på, at risikoen for kræft især er øget efter års skiftearbejde (Hansen 2006; Hansen 2001; Megdal, Kroenke et al. 2005; Schernhammer, Kroenke et al. 2006) Kampstoffer og ammunition Der kan forekomme særlige påvirkninger knyttet til krigshandlinger samt øvelser, f.eks. udsættelse for kampstoffer (sennepsgas, tåregas, m.fl.) samt røg m.v. fra afskydning af ammunition. De fleste undersøgelser på området vedrører amerikanske soldater i Korea- og Vietnam-krigene. I forbindelse med affyring af håndvåben forekommer der udsættelse for bly. Niveauet af bly i jorden på skydebaner kan være relativt højt (Bennett, Kaufman et al. 2007), og kan måles i blodet hos skytterne (Lofstedt, Selden et al. 18

19 1999). Det er vist, at pistolskytter har øget koncentration af bly i blodet, som er dosisrelateret i forhold til ugentlig tid på indendørs skydebaner (Svensson, Schutz et al. 1992) Oversigt Nedenfor set en samlet oversigt over de udvalgte kræftformer og relaterede påvirkninger, der er vurderet af IARC Ioniserende stråling og dens kilder Tyktarm, endetarm, blærehalskirtel, testikler, nyre, blære, modermærker, hud, lunge, bryst, hjernen, skjoldbruskkirtel, knogle, leukæmi Ikke-ioniserende stråling Hjerne, tyktarm, modermærke, leukæmi 2B, 3 Benzen Leukæmi 1 Malerarbejde Urinblære, lunge 1 Metal- og metalforbindelser: beryllium, Lunge 1 cadmium, nikkelforbindelser, hexavalente kromforbindelser Bly, uorganisk Lunge, nyre, hjerne 2A Udvalgte arbejdsmiljøpåvirkninger, relaterede kræftformer og seneste IARC-klassifikation Påvirkning Kræftformer IARCklassifikation 1 Brændstof, dieselolie, benzin Lunge 2A, 2B Svejsning Lunge 2B Skiftearbejde, der indebærer døgnrytme forstyrrelse (natarbejde) Bryst 1: kræftfremkaldende hos mennesker 2A: sandsynligvis kræftfremkaldende hos mennesker 2B: muligvis kræftfremkaldende hos mennesker 3: kan ikke klassificeres med hensyn til, hvorvidt påvirkningen er kræftfremkaldende hos mennesker 2A 19

20 6. MATERIALE OG METODE 6.1 Case-kohorte design I nærværende case-kohorte studie indgår ansatte med de udvalgte kræftformer, samt en sammenligningsgruppe af ansatte fra Forsvaret, der er fælles for de forskellige kræftformer. Hver kræftgruppes påvirkninger sammenlignes med påvirkninger i sammenligningsgruppen, og på basis heraf kan en relativ risiko beregnes. Denne udtrykker, hvor mange gange hyppigere en given kræftform forekommer blandt de, der har været udsat for påvirkningen i forhold til de, der ikke har. Desuden har vi justeret den relative risiko for andre påvirkninger, der medvirker til den pågældende kræftform, som kan være skævt fordelt i grupperne, og som ikke direkte er forbundet med arbejdsmiljøpåvirkninger, eksempelvis tobaksrygning. 6.2 Identifikation af ansatte i Forsvaret Ved brug af Danmarks Statistiks erhvervsgrupperingskode for Forsvaret (91030) og de dertilhørende virksomhedsnumre som indgang har vi fra registret for Arbejdsmarkedets Tillægs Pension (ATP) udtrukket information om alle ansatte i Forsvaret, herunder ansættelses- og fratrædelsestidspunkter for hver ansættelse i Forsvaret tilbage til 1. april ATP-ordningen har som hovedformål at fungere som en slags pensionsordning. Der har siden ordningens oprettelse i 1964 været obligatorisk medlemskab for alle lønmodtagere, når der har været udbetalt løn for minimum én arbejdsdag per uge fra en arbejdsgiver. Ved indbetaling af ATP-bidraget oplyser arbejdsgiveren CPR-nummeret for den ansatte, eget 8-cifrede virksomhedsnummer samt perioden som indbetalingen omfatter. Vi har yderligere afgrænset den samlede undersøgelsesgruppe til de, der var i live 1. januar Dette er sket af undersøgelsestekniske grunde, fordi en større andel af de personer, der har fået kræft forud herfor, med stor sandsynlighed ville være døde på tidspunktet for interview. Da det yderligere kan være særligt vanskeligt for ældre mennesker at huske detaljer om arbejdsmiljø og andre påvirkninger (Checkoway 1986), har vi derfor kun medtaget den delmængde af personer, der endnu ikke var fyldt 75 år på tidspunktet for undersøgelsens start. 6.3 Identifikation af kræfttilfælde Via CPR-nummeret er personer med de udvalgte kræftformer, der er diagnosticeret i perioden 1. januar 1990 til 2003, identificeret i Cancerregistret. Cancerregistret, der i Danmark har fungeret siden 1942, registrerer formelt alle tilfælde af kræftsygdomme i Danmark. Det er den behandlende hospitalsafdeling eller den praktiserende læge, der har pligt til at anmelde til Cancerregistret. På anmeldelsen noteres ud over navn og CPR-nummer, dato for diagnose, samt en detaljeret beskrivelse af diagnosen. Ifølge Lov om patienters rettigheder skal man forud for kontakt af en patient have tilladelse fra den behandlende hospitalsafdeling, eller den praktiserende læge, hvilket vi forsøgte at opnå for alle patienter. 20

21 6.4 Identifikation af sammenligningsgruppen Personer i sammenligningsgruppen udgør en subkohorte af de ansatte i Forsvaret (kohorten). Personerne i denne subkohorte er udtrukket blandt de, som opfylder samme inklusionskriterier som deltagerne med kræft, dvs. de skulle være i live pr. 1. januar 1990 og være under 75 år på undersøgelsestidspunktet. For hver person med kræft er der fundet mindst to personer fra den samlede gruppe af ansatte i Forsvaret (kohorten) ved tilfældig lodtrækning således, at fordelingen på alder og køn er nogenlunde den samme som i selve kohorten. Subkohortens i alt medlemmer udgør et repræsentativt udtræk af den gruppe, hvorfra personerne med kræft er identificeret. 6.5 Oplysninger om afdøde En del af de identificerede personer med og uden kræft var ikke længere i live på undersøgelsestidspunktet. Informationer om de afdøde personers arbejde er derfor søgt indhentet hos deres nærmeste pårørende, dvs. ægtefæller, som de har været gift med i mindst 10 år eller børn over 18 år, som de har boet sammen med i mindst 10 år. 6.6 Den endelige undersøgelsesgruppe Vi identificerede personer, som fik kræft efter deres første ansættelse i Forsvaret og som opfyldte kriterierne for deltagelse. Efter indhentning af tilladelse fra de læger/hospitalsafdelinger, som havde anmeldt kræftsygdommen til Cancerregistret, til at kontakte personerne eller disses pårørende, kunne (86 %) personer deltage i undersøgelsen. Vi fandt navn og adresse for afdøde relevante pårørende, og i alt personer kunne inviteres til at deltage. Deltagelse i undersøgelsen blandt personer med kræft fremgår af tabel A. 6.7 Spørgeskemaet I samarbejde med Forsvarets Sundhedstjeneste og repræsentanter fra Forsvaret, inkl. lønmodtagerorganisationer og Arbejdsmedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, udarbejdedes et spørgeskema til brug for indhentning af information vedrørende demografiske forhold, arbejdsmiljøpåvirkninger i og udenfor Forsvaret samt påvirkninger udenfor arbejdslivet f.eks. tobaksrygning, alkohol og soldyrkning. Efter et mindre pilotstudie blev det endelige spørgeskema udarbejdet. Skemaet indeholdt spørgsmål om skolegang og uddannelse, uddannelsesniveau indenfor Forsvaret inklusive specifikke tilknytningsforhold til militære enheder samt spørgsmål om civile versus militære ansættelser. Endvidere er der spørgsmål om alle ansættelser på over et års varighed, herunder om til- og fratrædelsesår, jobtitel og jobfunktioner. Derudover har nulevende deltagere oplyst, om de har arbejdet med de udvalgte arbejdsmiljømæssige påvirkninger, f.eks. om de har arbejdet i udstødningsgas fra dieselmotorer eller med 21

22 galvanisering uanset varigheden. De har oplyst, i hvilket år de første gang arbejdede med den pågældende påvirkning, og hvor ofte de arbejdede hermed i hvert årti fra 1950 erne og til den dag, de udfyldte spørgeskemaet. Svarmulighederne var: dagligt/næsten dagligt, et par gange om ugen, et par gange om måneden, et par gange om året, aldrig og ved ikke. For detaljer, se bilag. Påvirkningerne blev medtaget i spørgeskemaet, når de kunne antages at have en minimums-forekomst blandt deltagerne, og i det omfang, at der kunne formuleres spørgsmål om arbejdsmiljøpåvirkningerne, som ville efterlade mindst mulig tvivl om hvilken påvirkning, der blev spurgt til. Desuden blev der vedrørende interessen for ioniserende stråling og elektromagnetiske felter og eventuel sammenhæng mellem udsættelse for arbejde med radar og kræft stillet spørgsmål om arbejde med overvågningsudstyr i kontrolrum, arbejde i form af radarbetjening samt radartekniker-arbejde, som bl.a. kan bestå i reparationer eller kalibreringer af senderør, som genererer det elektromagnetiske felt, og som ved bieffekt genererer røntgenstråling. Eksempelvis har vi for arbejde med betjening af radarudstyr oplysninger om, hvor mange af deltagerne, der har svaret ja til, at de har betjent radarudstyr, hvilket år de først begyndte med dette arbejde, og hvor ofte de gennemsnitligt betragtet arbejdede med betjening af radarudstyr fra 1950 erne og op til nu. Desuden ved vi fra svarene på de supplerende spørgsmål hvilke deltagere, der har angivet at arbejde med radarudstyr inklusive detaljer, som drejer sig om, under hvilken stillingsbetegnelse de arbejdede hermed, hvilket kunne være radarplotter, plottergast, navigatør, flyveleder, elektriker, radartekniker, pilot m.v. På ønske fra lønmodtagerorganisationerne blev der indarbejdet spørgsmål om subjektiv vurdering af tempo/arbejdspres samt spørgsmål om indflydelse i forhold til kompetence. Endelig inkluderede vi spørgsmål om subjektiv livsfare i forbindelse med arbejde. Variablene blev parametriseret: højt/lavt tempo: over og under/lig 10 år med for højt arbejdspres; høj/lav indflydelse: over og under/lig 10 år med for lav indflydelse i forhold til kompetence. Livsfare: variablen anvendtes som livstruende begivenhed: ja/nej. Deltagerne blev bedt om at oplyse aktuel vægt og højde, som blev omregnet til et Body Mass Index (BMI), der er et mål for fedme, og beregnes som vægten i kg divideret med kvadratet på højden i meter. Deltagerne oplyste, hvor mange år de havde røget tobak, og hvor mange cigaretter de havde røget pr dag i 7 aldersintervaller fra teenagealderen. Data blev omregnet til pakkeår, dvs. tobaksforbruget i antal år med 20 cigaretter om dagen. Deltagerne oplyste, hvor mange genstande alkohol, de havde drukket om ugen i 5 aldersintervaller. Intervallerne blev omdannet til dikotome variable: over 10 eller mindre end/lig 10 genstande om ugen pr aldersinterval. Deltagerne oplyste endvidere, hvor mange timer de brugte pr uge på fysisk anstrengende aktiviteter igennem livet i 5 aldersintervaller. Intervallerne blev omdannet til dikotome variable: over 3 timer om ugen eller mindre end/lig 3 timer om ugen pr aldersinterval. Deltagerne oplyste deres vaner med hensyn til soldyrkning. Data blev grupperet, således at de, der udnyttede enhver mulighed for solbadning grupperedes for sig med øvrige grupper, som solbadede mindre, som referenceniveau. De, der udviklede blærer, smerte og afskalning ved solbadning, grupperedes for sig med øvrige grupper, som havde mindre udtalte reaktioner, som referenceniveau. Ligeledes blev de, der bliver fregnede og ikke solbrændte 22