10. juni J.nr

Transkript

1 10. juni 2013 J.nr

2 1. Baggrund for rapporten Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde Afgrænsning af kommissoriet Sammenfatning og løsningsmuligheder Baggrundsviden Det nuværende arbejdsskadesystem Aktørerne i fastholdelsesindsatsen af arbejdsskadede Præmieindtægter og erstatninger Andre landes arbejdsskadesystemer Fastholdelse af arbejdsskadede Opmærksomhedspunkter i forhold til en forbedret fastholdelsesindsats Kommunernes praksis og aktørsamarbejde Den kommunale viden om arbejdsskadesager Arbejdsgiverne får ikke anmeldt alle sager Arbejdsgiverne er i praksis ofte ikke en del af sagsforløbet Forsikringsselskaberne får ikke videresendt alle sager rettidigt Der er forskel på, hvor meget forsikringsselskaberne gør i arbejdsskadesager Barrierer hos tilskadekomne og i ydelsessystemet Manglende virkemidler for Arbejdsskadestyrelsens fastholdelsesindsats Samspillet mellem de sociale sikringsordninger og arbejdsskadeerstatning Udfordringerne i forholdet mellem de sociale sikringsordninger og arbejdsskadeerstatning Analyse af sammenhængen mellem sociale sikringsydelser og erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven Antal personer med tab af erhvervsevne på mindst 15 procent Udfordringen i relation til førtidspension Anbefaling 21 (reguleringen foretages i førtidspensionen) Anbefaling 22 (reguleringen i erstatningen for tab af erhvervsevne) Anbefaling 23 (eliminering af kompensation fra flere systemer) Neutralisering af arbejdsgivernes merudgifter som følge af reformen af førtidspension og fleksjob Udfordring på arbejdsskadeområdet ved reformen af fleksjob Reglerne om fleksjob og forholdet til arbejdsskadesikringen Anbefaling 24 (ændring i beregning af erstatningen til personer i fleksjob) Anbefaling 25 (fra LO) vedr. kommissoriets opgave med neutralisering af arbejdsgivernes merudgifter ved arbejdsskader som følge af reform af førtidspension og fleksjob...82 Bilag A: Rapporten om sammenhæng mellem arbejdsskadesystemet og de sociale sikringsordninger...88 Bilag B: LO's bemærkninger på mødet den 17. december Bilag C: Skematisk overblik over forslagene...89 Bilag D: Arbejdsmarkedsstatus før og efter sygedagpengeforløb samt antal forløb...93 Bilag E: Notat fra Forsikring & Pension...94 Bilag F: Møderække om initiativer til nedbringelse af underanmeldelse af arbejdsulykker...97 Bilag G: Kompensationsniveauer for tilskadekomne, som modtager førtidspension...99 Bilag H: Beregning af merudgifterne på arbejdsskadeområdet som følge af reformen af førtidspension og fleksjob Bilag I Særudtalelse af advokat Karsten Høj på vegne af Danske Handicaporganisationer

3 Regeringen godkendte i oktober 2012, at der blev nedsat en arbejdsgruppe om modernisering af arbejdsskadeområdet med følgende opgave: Kommissorium for arbejdsgruppen om modernisering af arbejdsskadeområdet Hvert år kommer mange tusinde danskere til skade på arbejde. For nogle betyder arbejdsskaden, at de mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. Arbejdsskadesikringssystemet sikrer i disse situationer, at tilskadekomne får en økonomisk kompensation. I sin nuværende form er der dog ingen forpligtende målsætninger eller redskaber i arbejdsskadesikringen, som medvirker til, at tilskadekomne fastholdes eller hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet. Der er således behov for at belyse sammenhængen mellem arbejdsskadereglerne og de øvrige sociale ydelsesområder, herunder vurdere om systemet har en hensigtsmæssig opbygning ud fra hensynet til den enkelte tilskadekomne såvel som ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Der nedsættes på den baggrund en arbejdsgruppe sammensat af eksperter og interessenter på arbejdsskadeområdet, som skal fremlægge konkrete forslag til en fremtidig indretning af arbejdsskadesystemet. Arbejdsgruppens forslag skal tage udgangspunkt i, at et fremtidigt arbejdsskadesystem blandt andet skal: Understøtte fastholdelse af arbejdsskadede på arbejdsmarkedet. Sikre et hensigtsmæssigt samspil med andre sociale sikringsordninger, herunder se på muligheden for at reducere eller eliminere eventuel dobbeltkompensation mellem de forskellige sociale sikringsordninger. Forslag til regelændringer må samlet set ikke indebære merudgifter for arbejdsgiverne og det offentlige. Arbejdsgruppen skal desuden komme med konkrete forslag til modeller for, hvordan både private og offentlige arbejdsgiveres merudgifter ved arbejdsskader som følge af reformen af førtidspension og fleksjob kan neutraliseres. Arbejdsgruppen kan i forbindelse med drøftelserne undersøge, om der internationalt kan høstes erfaringer, der kan indgå i arbejdsgruppens arbejde på arbejdsskadeområdet. Arbejdet igangsættes i oktober 2012 og afsluttes i maj 2013 med en rapport med anbefalinger til beskæftigelsesministeren, som herefter forelægges Økonomiudvalget. Arbejdsgruppen sammensættes på følgende måde: DA LO FTF KL Danske Regioner Forsikring & Pension 3

4 Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring Finansministeriet Justitsministeriet Social- og Integrationsministeriet Beskæftigelsesministeriet (formand) Der nedsættes et sekretariat under ledelse af Beskæftigelsesministeriet. Relevante ministerier kan deltage i sekretariatsarbejdet. Arbejdsgruppen kan beslutte at nedsætte tekniske underudvalg og at indhente økonomisk, juridisk, medicinsk eller forskningsmæssig ekspertviden 1.1 Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde Arbejdsgruppen har afholdt møder den 17. december 2012, den 4. januar 2013, den 18. januar 2013, den 4. marts 2013, den 22. april 2013 samt den 13. maj 2013 og har haft deltagelse af de i kommissoriet nævnte organisationer og institutioner samt Danske Handicaporganisationer. Arbejdsskadestyrelsen har varetaget formandskabet og sekretariatet for arbejdsgruppen. Arbejdet skal udmunde i en række anbefalinger til beskæftigelsesministeren. Der har undervejs været ønsker fra parternes side om en række faktapapirer og analyser, som alle er udarbejdet til brug for arbejdsgruppens arbejde. Der vil blive henvist til eller refereret fra disse, hvor det er relevant. Der har derudover været nedsat en teknisk arbejdsgruppe, som har udarbejdet en delrapport om sammenhængen mellem arbejdsskadesystemet og de sociale sikringsordninger. Der henvises til afsnit 5 og separat bilag A. 1.2 Afgrænsning af kommissoriet Et væsentligt aspekt i forhold til gennemførelse af eventuelle ændringer i arbejdsskadesikringsloven er, at erstatningsansvarslovens regler også gælder ved arbejdsskader, når der er en ansvarlig skadevolder. Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige regler om udmåling af erstatning og godtgørelse ved personskade med videre. Erstatninger, der udmåles i henhold til erstatningsansvarsloven, har til formål at dække det tab, som den skadevoldende handling har påført den skadelidte. Loven indeholder regler om udmålingen af erstatning i tilfælde, hvor der efter almindelige erstatningsregler findes en ansvarlig skadevolder. Erstatning og godtgørelse udmålt efter erstatningsansvarsloven er ikke en del af de sociale sikringsordninger, og arbejdsgruppen har derfor ikke behandlet samspillet mellem erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen har ligeledes ikke behandlet samspillet mellem arbejdsmarkedspensioner og erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen gør samtidig opmærksom på den generelle sammenhæng, at en ændring af arbejdsskadesikringsloven, som medfører ændrede udgifter til tab af erhvervsevne, har afledte konsekvenser for udgifter til tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven. Sammenhængen er almindeligvis den, at ændring af udgifter efter arbejdsskadesikringsloven medfører tilsvarende ændrede udgifter efter erstatningsansvarsloven med modsat fortegn. Der henvises til afsnit 5.1. for en nærmere beskrivelse af problematikken vedrørende relationen til erstatningsansvarsloven. 4

5 Arbejdsgruppen bemærker, at der ikke findes data eller statistik, som giver mulighed for en nærmere belysning af dels antallet af sager, dels sagernes karakter, der i praksis er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Et væsentligt aspekt i forhold til at sikre et hensigtsmæssigt samspil mellem arbejdsskadesystemet og andre sociale sikringsordninger er, at der ved siden af disse systemer eksisterer erstatnings- og forsikringsordninger, herunder pensionsordninger, som har til formål at sikre mod den indtægtsnedgang, som kan følge i kølvandet på en arbejdsulykke eller erhvervssygdom med midlertidigt eller varigt erhvervsevnetab til følge. De vigtigste ordninger er i den forbindelse kompensation fra en ansvarlig skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab efter erstatningsansvarsloven, invaliditetsydelser i medfør af arbejdsmarkedspensioner, firmapensionsordninger eller individuelt tegnede pensionsordninger samt kompensation for erhvervsevnetab i ulykkesforsikringer, sygeforsikringer og dagpengeforsikringer. Derudover er hovedparten af den danske arbejdsstyrke omfattet af en pensionsordning, der typisk indeholder en dækning af indtægtstab, som skyldes invaliditet, skade eller sygdom med erhvervsevnetab til følge. Det skal understreges, at disse ordninger ikke er lovregulerede, men i stedet overenskomst- eller aftalebaserede. Endvidere er en mindre del af arbejdsstyrken omfattet af forsikringsordninger (ulykkesforsikring og så videre) med erhvervsevnetabserstatning. Endelig er virksomheder forpligtet til at betale løn under sygdom som følge af arbejdsskader med videre på grundlag af aftalebaserede overenskomster samt funktionærloven. Arbejdsgruppen er ikke gået ind i en nærmere vurdering af de nævnte erstatnings- og forsikringsordningers betydning for forsørgelsen af de arbejdsskadede i tiden efter skaden. De foreslåede modeller i afsnit 5 og 6 drejer sig kun om erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsgruppen har ikke haft lejlighed til at drøfte godtgørelse for varigt mén. Det skyldes, at varigt mén begrebsmæssigt ikke er kompensation for et tab af indtjeningsevne, men kompensation for de ikke-økonomiske (helbredsmæssige) følger af en arbejdsskade. 5

6 Arbejdsgruppen har med udgangspunkt i kommissoriet drøftet tre hovedproblemstillinger: Fastholdelse af tilskadekomne på arbejdsmarkedet Hvert år kommer mange tusinde danskere til skade på arbejdet. For nogle betyder dette, at de mister fodfæstet på arbejdsmarkedet. Ifølge et skøn fra SFI beløber de samlede samfundsomkostninger af arbejdsskader, med indregnet produktionstab og sociale udgifter med videre, sig til en størrelsesorden på 55 mia. kr. om året. De direkte omkostninger i form af erstatningsudbetalinger beløber sig til cirka 4 mia. årligt; heraf tegner de private arbejdsgivere sig for cirka 3 mia. kr. og de offentlige arbejdsgivere for cirka 1 mia. kr. Arbejdsgivernes samlede årlige sikringsbidrag fordeler sig med cirka 1 mia. kr. til erhvervssygdomsområdet (AES) og 3 mia. kr. til arbejdsulykkesområdet (forsikringsselskaberne) Det danske arbejdsskadesikringssystem sikrer, at de tilskadekomne får en økonomisk kompensation, når de rammes af en arbejdsskade. Arbejdsskadeforsikringen rummer dog i sin nuværende form ikke direkte forpligtende målsætninger eller instrumenter, som har til formål at understøtte aktørernes, herunder især kommunernes, arbejde med fastholdelse af tilskadekomne på arbejdsmarkedet efter arbejdsskaden. Af lovforslaget til gældende lov fremgår dog af bemærkningerne til formålsbestemmelsen, at loven ud over det primære formål om økonomisk kompensation for følger af arbejdsskader også skal understøtte den øvrige indsats på beskæftigelsesområdet, således at det sikres, at tilskadekomne så vidt muligt bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet. Hertil kommer forpligtelser efter anden lovgivning, herunder især kommunernes forpligtelser efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det skal tilføjes, at arbejdsskadesikringsloven i dag indeholder visse redskaber, som Arbejdsskadestyrelsen kan bruge i relation til fastholdelse. Der henvises til afsnit 3.2. Arbejdsgruppen ser positivt på at styrke mulighederne for, at arbejdsskadede kan fastholdes på arbejdsmarkedet, og der er generel enighed om, at kommunerne har hovedansvaret for fastholdelsesindsatsen. Der har i arbejdsgruppen været drøftelser af, hvordan dette mål bedst kan opnås. På denne baggrund har udgangspunktet for drøftelserne været: at det primære formål med arbejdsskadesikringen er at kompensere mennesker, der er kommet til skade på arbejdet, økonomisk, og at arbejdsskadesystemet skal understøtte fastholdelsesindsatsen inden for gældende lovgivning i relevante sager. at fokus på fastholdelse af arbejdsskadede er hensigtsmæssigt, såvel af samfundsmæssige hensyn som for virksomhederne, for at sikre, at den enkelte arbejdsskadede så vidt muligt beholder sin kontakt til arbejdsmarkedet. at den tidligst mulige indsats, hvor alle relevante aktører samarbejder, er afgørende for en succesfuld håndtering af fastholdelsesindsatsen. Dette er underbygget af erfaringerne fra 6

7 tidligere analyser, herunder blandt andet SFI-undersøgelser 1, Arbejdsskadestyrelsens Inspirationsprojekt 2, PTU-projektet 3 og SFI s undersøgelser om Arbejdsskadestyrelsens Fastholdelsescenter fra 2012, samt det store Tilbage Til Arbejde-projekt (TTA-projektet), hvori det konkluderes, at jo tidligere der sættes ind med en fastholdelsesindsats, jo bedre chancer er der for, at denne lykkes. at fastholdelsesindsatsen skal være målrettet de arbejdsskadede, hvor det vurderes, at der er en mulighed for tilbagevenden til arbejdet. at da det ikke er realistisk, grundet de forskellige skaders art og omfang, at alle arbejdsskadede helt eller delvist kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, skal den arbejdsskadede fortsat have den erstatning, som denne er berettiget til. at en af flere muligheder er at optimere fastholdelsesindsatsen ved en udbygning eller justering af en række håndtag, herunder udbrede viden om best practice til relevante aktører på området. at der ikke er ønske om nye aktører, da der i forvejen er en lang række aktører, som hver for sig bidrager positivt til fastholdelse af arbejdsskadede. at det overordnede myndighedsansvar for fastholdelsesindsatsen ligger i kommunerne. Kommunerne kan henvende sig til Arbejdsskadestyrelsen i forhold til fastholdelse af arbejdsskadede og få bistand, når det er relevant for at sikre en fastholdelsesindsats. at der kan ske en bedre udnyttelse af og koordination mellem de eksisterende aktører, idet det er opfattelsen, at de mange aktører nogle gange kan betyde en uklar arbejdsdeling i de gode forsøg på at hjælpe den arbejdsskadede. at arbejdsgiverne har en helt central rolle i forbindelse med fastholdelse af arbejdsskadede. Der er ligeledes enighed i arbejdsgruppen om, at arbejdsgiverne, så vidt det er muligt, skal inddrages, og gerne i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med skaden. at arbejdsgiverne generelt er gode til at fastholde egne medarbejdere på egen arbejdsplads, men ikke har de samme muligheder som kommunerne for rehabilitering i bred forstand. at den tilskadekomne og dennes fagforening/advokat også skal have øget fokus på at understøtte en fastholdelsesindsats. Arbejdsgruppen har på dette grundlag drøftet en række anbefalinger, der har fokus på fastholdelse af flere arbejdsskadede på arbejdsmarkedet. Det drejer sig om: Udarbejdelse af en vejledning om fastholdelse af arbejdsskadede på arbejdsmarkedet 1 Arbejdsskader og modtagelse af velfærdsydelser, SFI: 04:15 og Hvad tilbyder kommuner og arbejdsgivere personer udsat for en arbejdsskade, SFI: 07:15 Arbejdspapir 2 Der henvises til beskrivelsen i afsnit Projekt om trafikskadedes rådgivningsbehov. 7

8 Kontakt fra kommunerne til Arbejdsskadestyrelsen i sygedagpengesager efter 3 og 6 måneder Systematisering af Arbejdsskadestyrelsens automatiske lister til kommunerne Inddragelse af Arbejdsskadestyrelsen i relevante sager, som forelægges de kommunale rehabiliteringsteams Anbefaling til kommunerne om at foretage tilkobling til det elektroniske advis-abonnement Udpegning af en arbejdsskadekoordinator eller lignende i kommunerne Etablering af vidennetværk i kommunerne Informationskampagne med fokus på anmeldelse af arbejdsulykker Indførsel af anmeldemulighed for skadestuer og læger vedrørende arbejdsulykker Udpegning af en fastholdelseskoordinator i kommunerne Fremrykning af videresendelsen af anmeldelser fra forsikringsselskaberne til Arbejdsskadestyrelsen Adgang for forsikringsselskaber og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til at udbetale forskud til tilskadekomne Ændring af tilkendelsesperioden for erstatning for tab af erhvervsevne Præcisering af tabsbegrænsningspligten hos tilskadekomne Ændring af formålsbestemmelsen i arbejdsskadesikringsloven Genindførelse af Arbejdsskadestyrelsens mulighed for at træffe selvstændige afgørelser Indførsel af systematisk anvendelse af mulighedserklæringer i Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling Ændring af arbejdsskadesikringsloven til at omfatte lindrende behandlingsudgifter Et forbedret samarbejde med de arbejdsmedicinske klinikker Afgrænsning af arbejdsskadebegrebet Der er med udgangspunkt i kommissoriet peget på ovennævnte anbefalinger til imødegåelse af de beskrevne udfordringer. Det skal understreges, at arbejdsgruppen ikke er enige om alle anbefalingerne. Særstandpunkterne fra arbejdsgruppens medlemmer er derfor gengivet i forbindelse med anbefalingerne. Hele arbejdsgruppen er dog enige om, at der er behov for at udarbejde en generel vejledning om fastholdelse af arbejdsskadede (anbefaling 1). Der er derudover enighed om en mere systematisk anvendelse af mulighedserklæringer i Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling (anbefaling 17). Der er ligeledes enighed om, at der skal arbejdes videre med anbefalingen om forsikringsselskabernes udbetaling af forskud (anbefaling 12), og at der skal arbejdes videre med at genindføre selvstændige afgørelser (anbefaling 16). Der er endelig enighed om, at der skal arbejdes videre med anbefalingen om et forbedret samarbejde mellem Arbejdsskadestyrelsen og de arbejdsmedicinske klinikker (anbefaling 19). Sammenhængen mellem arbejdsskadesikringen og de sociale sikringsordninger Siden etableringen af den første arbejdsskadesikring i 1898 er de sociale sikringsordninger blevet udbygget med blandt andet sygedagpenge, førtidspension og kontanthjælp. Der er undervejs sket visse tilpasninger af arbejdsskadesikringen i forhold til de øvrige sociale sikringsordninger. Men en egentlig omdefinering og samtænkning af arbejdsskadesikringens rolle i forhold til de andre ordninger eller i forhold til de beskæftigelsespolitiske målsætninger har ikke fundet sted. Der er i regi af arbejdsgruppen udarbejdet en analyse om sammenhængen mellem erhvervsevnetabserstatningen i arbejdsskadesystemet og de sociale sikringsordninger. Analysen viser, at der i 8

9 forbindelse med førtidspension kan opstå et overkompensationsproblem. Problemet kan opstå i de følgende grupper: Enlige førtidspensionister med en lav årsløn før skaden Enlige førtidspensionister med et højt erhvervsevnetab Gifte førtidspensionister med en lav indtægt før skaden og et højt erhvervsevnetab Det er blevet vurderet, at kommissoriets anvendelse af begrebet dobbeltkompensation ikke dækker det ønskede i kommissoriet, idet dette begreb samtidig betyder kompensation fra flere steder. Analyser og forslag er derfor udarbejdet med udgangspunkt i begrebet overkompensation, som traditionelt forstås som kompensation over 100 % af hidtidig indtægt. Der har været drøftet tre forslag til imødegåelse af det identificerede overkompensationsproblem. Det drejer sig om: Regulering af den samlede ydelse ved nedsættelse af førtidspensionen Regulering af den samlede ydelse ved reduktion i erstatningen for tab af erhvervsevne Eliminering af dobbeltkompensation ved, at det samme tab ikke skal kompenseres fra flere forskellige systemer Arbejdsgruppen henviser til, at det fortsat er en meget kompleks opgave at finde hensigtsmæssige (og samfundsøkonomisk bæredygtige) løsninger på overkompensationsproblematikken uden grundlæggende at skulle ændre principperne i flere lovgivninger. Derudover viser arbejdsgruppens analyser, at overkompensation er begrænset til personer per skadesårgang. Det betyder, at der årligt er cirka personer, der modtager overkompensation, idet der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne i gennemsnitligt cirka 15 år. Der er i dag økonomisk sammenhæng mellem de forskellige systemer, hvilket betyder, at hvis man skruer ned for udgifterne i et system, vil det medføre, at man øger udgifterne i andre systemer. For eksempel, hvis modellen giver en besparelse på erstatningerne efter arbejdsskadesikringsloven, vil modellen medføre øgede differenceerstatninger efter erstatningsansvarsloven. Som et andet eksempel kan nævnes, at hvis man nedsætter de løbende erstatninger, vil det offentlige få en mindre skatteindtægt og flere udgifter til førtidspension, mens forsikringsselskaberne og dermed arbejdsgiverne vil få færre udgifter til erstatningen. For den tilskadekomne vil det resultere i mindre løbende erstatning, lavere skat og højere førtidspension. Alle forslagene indebærer således betydelige økonomiske konsekvenser for enten arbejdsgiverne, det offentlige, de tilskadekomne eller for flere af disse. DA kan ikke støtte de forslag, der går på at løse overkompensationsproblematikken gennem en regulering af førtidspensionen. Efter DA s vurdering er der alene grundlag for at arbejde videre med modeller, der regulerer erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsskadesystemet skal ikke overtage den rolle, som det sociale system har. DA finder principielt, at der skal gøres op med dobbeltkompensation. Det vil sige, at samme skade udløser betaling fra flere systemer. Ligeledes vil kompensationsniveauet på op til 100 procent modarbejde incitamentet til at søge at fastholde en arbejdsmarkedstilknytning. LO, FTF og DH kan ikke støtte de fremlagte løsningsforslag, da man ikke finder, at overkompensationsproblematikken er belyst, idet problemets omfang og løsningsforslagenes konsekvenser ikke er tilstrækkeligt belyst. For eksempel vurderer man, at der mangler svar på, hvad spændet er i 9

10 procent i overkompensation i førtidspensionsgruppen. LO, FTF og DH finder også, at underkompensation for andre grupper end førtidspensionister er det mest udbredte i den tekniske analyse, men at dette samtidig er det dårligst belyste. LO, FTF og DH mener desuden, at alle de fem løsningsforslag til eliminering af overkompensation også indebærer risiko for forringelser af forsørgelsesgrundlaget for dem, som i forvejen er underkompenserede, og uden at dette er nævneværdigt belyst og problematiseret i rapporten. Forsikring & Pension finder det ikke meningsfuldt at drøfte kompensationsniveauet for de arbejdsskadede uden at inddrage de supplerende, lønkompenserende ydelser, som mange arbejdsskadede har krav på efter erstatningsansvarsloven, pensionsordninger og andre forsikringer med dækning af løntab. Forsikring & Pension opfordrer til som det blandt andet også skete i forbindelse med ændringen af erstatningsansvarsloven i 2011 at der snarest muligt gennemføres en grundig analyse af såvel det økonomiske som det øvrige samspil mellem de lovgivninger og forsikringsordninger, som er relevante for personer, som rammes af en arbejdsskade. KL finder, at når en arbejdsskade er den primære årsag til den problematik, der foreligger, så bør kompensation efter arbejdsskadelovgivningen (erstatning for erhvervsevnetab, méngodtgørelse) være den primære kompensation, og eventuel kompensation efter anden lovgivning eller ordning (sociale lovgivning, erstatningsansvarsloven) bør netop være sekundær og supplerende i forhold til den primære kompensation efter arbejdsskadelovgivningen. Derfor bør en eventuel overkompensation samlet set udlignes ved reduktion af de supplerende ydelser efter den sociale lovgivning eller lignende. KL er enig med Forsikring og pension i, at der er behov for en grundig analyse af såvel det økonomiske som det øvrige samspil mellem de lovgivninger og forsikringsordninger, der er relevante for personer, der rammes af en arbejdsskade. Neutralisering af arbejdsgivernes merudgifter som følge af førtidspensions- og fleksjobreformen Formålet med reformen af fleksjob var et ønske om at skabe et økonomisk incitament for personer i fleksjob til at øge timeantallet hos arbejdsgiveren. Dette er gennemført på den måde, at pågældendes gevinst i form af lønstigning er større end tabet i tilskud. Tabet af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven udmåles som 83 procent af forskellen mellem indtjeningen før skaden og den samlede indtjening i fleksjobbet. Dette modvirker således i et vist omfang pågældendes økonomiske incitament til at øge timeantallet hos arbejdsgiveren. Dette er en følge af, at arbejdsskadesikringsloven er en erstatningslov, der blandt andet har til formål at kompensere for det økonomiske tab af erhvervsevne, der er en følge af arbejdsskaden. Der er ved reformen en samlet merudgift på arbejdsskadeområdet på cirka 175 mio. kr. Dertil kommer en særlig udgift i år 1 på grund af de særlige overgangsbestemmelser, hvor reformen får virkning for tidligere skadeårgange, hvor tilskadekomne vil få bevilget fleksjob efter de nye regler. Det skønnes, at de samlede merudgifter på arbejdsskadeområdet af reformen for fleksjob fremadrettet er 163,3 mio. kr. årligt. Reformen af førtidspension medfører en merudgift på arbejdsskadeområdet på cirka 11 mio. kr. Beregningerne tager udgangspunkt i de skøn, der ligger til grund for lovforslaget om førtidspension og fleksjob. 10

11 Arbejdsgruppen har fået forelagt et forslag til eliminering af arbejdsgivernes merudgifter. DA er positiv over for forslagets princip om beregnet indtjening i stedet for en faktisk indtjening, så udgiftsloftet i reformen af fleksjob og førtidspension kommer til at gælde også for tilskadekomne i fleksjob. DA og KL er umiddelbart positive over for forslaget, men ønsker at få vished for effekten samt yderligere viden om antallet af sager. LO, FTF og DH kan ikke støtte, at de arbejdsskadede kommer til at betale arbejdsgivernes merudgifter som følge af fleks- og førtidspensionsreformen. Der burde desuden i rapporten være en langt mere klar angivelse af, at tilskadekomne med reformen allerede har betalt en gang som en konsekvens af, at der efter arbejdsskadesikringsloven højst kan udbetales 83 procent af den tidligere indtægt. Der er allerede som følge af reformen et økonomisk incitament til at arbejde mere i fleksjob, hvilket fremgår af beregningerne. LO mener, at der ikke er tale om en udgiftsstigning for arbejdsskadesager som sådan på grund af reformen, men om en udgiftsforskydning imellem stat og arbejdsgivere en udgift, som i øvrigt er faldet som følge af nævnte 83 procentproblemstilling. LO har stillet forslag om, at merudgiften neutraliseres gennem den besparelse, som kan opnås ved at lægge arbejdsulykkesforsikringen ind under Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. FTF og DH støtter forslaget. Forsikring og Pension finder, at forslaget ikke kan rummes i kommissoriet, og bemærker, at forslaget ikke har været drøftet på et nogenlunde fyldestgørende grundlag i arbejdsgruppen. Forslaget giver langtfra et retvisende billede af økonomien i forsikringsområdet, og en række fordele ved, at opgaven varetages i forsikringsregi, er ikke omtalt i oplægget. F&P finder, at LO s omtale af selskabernes fortjeneste som etisk er misvisende og unødigt miskrediterende i forhold til forsikringsbranchen. Økonomiske konsekvenser og finansieringsmuligheder Det fremgår af kommissoriet, at forslag til regelændringer samlet set ikke må indebære merudgifter for arbejdsgiverne og det offentlige. Bilag C indeholder en oversigt over de økonomiske konsekvenser i de enkelte forslag. Der gøres opmærksom på, at en del af forslagene ikke kan indføres samtidig. For eksempel vil det ikke være muligt at vælge to af forslagene i afsnittet vedrørende samspillet mellem de sociale ydelser og arbejdsskadeerstatningen, idet disse hver for sig udelukker hinanden. Generelle betragtninger fra arbejdsgruppen Arbejdsgruppen peger generelt på, at der er behov for at se anbefalingerne og forslagene i en sammenhæng, og at de enkelte anbefalinger ikke kan stå alene. I rapporten er der i uprioriteret rækkefølge opstillet 20 anbefalinger med primær fokus på bedre fastholdelse af arbejdsskadede, opdelt på hovedaktørerne. Det er i princippet muligt at gennemføre alle anbefalinger i kapitel 4 om forbedret fastholdelse. Arbejdsgruppens forskellige holdninger til de enkelte forslag har dog betydet, at arbejdsgruppen ikke har taget stilling til det hensigtsmæssige heri eller sammensat mulige pakker af forslag. I 11

12 stedet kan forslagene ses som et katalog med forskellige muligheder med udgangspunkt i de forskellige aktører. Arbejdsgruppen har taget udgangspunkt i et ønske om at forbedre aktørsamarbejdet og skabe en mere koordineret fastholdelsesindsats, idet det er arbejdsgruppens overbevisning, at den meget tidlige indsats i relation til fastholdelse af arbejdsskadede fortsat skal ligge i kommunerne. Arbejdsgruppen peger samtidig på, at der ikke i kataloget er anbefalinger, som forbedrer den meget tidlige indsats, fordi der ikke er og ikke har kunnet foreslås faste spilleregler for denne fase, blandt andet fordi der heller ikke er enighed om, hvilke aktører der bør handle mere eller anderledes. Der er enighed om, at der i forbindelse med udarbejdelse af en "best practice" skal arbejdes videre med denne problemstilling. I relation til anbefalingerne i kapitel 5 gøres opmærksom på, at nogle af anbefalingerne udelukker hinanden, og at der er tale om overordnede beskrevne løsningsforslag, uden at der er taget stilling til afledte konsekvenser, konkret udformning med videre. De deltagende ministerier i arbejdsgruppen har primært forholdt sig til de faglige beskrivelser i rapporten og har ikke taget stilling til de enkelte forslag. 12

13 I 1898 blev den første ulykkesforsikringslov indført. Baggrunden var blandt andet den igangværende industrialisering og mekanisering af samfundet og erhvervslivet. Loven byggede på et erstatningsansvarsprincip. Arbejdsgiveren kunne tegne frivillig forsikring for ansvaret. Ydelserne var dagpenge og erstatning for invaliditet (erhvervsevnetab) samt forsørgertab ved dødsfald. Dagpengene var en løbende ydelse, mens erstatningerne var et kapitalbeløb. Som en væsentlig social sikringsordning tager arbejdsskadesikringen i 1916 sig af behovet for blandt andet sygebehandling og hjælpemidler, genoptræning og revalidering, midlertidigt indtægtstab og varigt tab af erhvervsevne, men naturligvis for de arbejdsskadede. Det forudsættes, at tilskadekomne medvirker til medicinsk og erhvervsmæssig rehabilitering i sundhedssystemet og i det sociale system. Sideløbende med udviklingen af arbejdsskadesikringen sker der med tiden en udvikling af en række andre sociale sikringsordninger, som i et vist omfang overtager arbejdsskadesikringens oprindelige byrder på de nævnte områder. Billedet skifter med andre ord fra, at ulykkesforsikringen er den vigtigste sociale sikringsordning, som aktiveres straks efter ulykken, og som understøtter arbejdstagere, der er kommet til skade, til at være én blandt flere sikringsordninger, der aktiveres ved arbejdsskade. Den seneste større reform af arbejdsskadesikringsloven fandt sted i Et af formålene med ændringen af arbejdsskadesikringsloven dengang var at understøtte fastholdelse. Det var dog ikke tiltænkt, at Arbejdsskadestyrelsen skulle have en aktiv rolle, som den senere oprettelse af Fastholdelsescenteret er et udtryk for. Der henvises til anbefalingen om ændring af formålsbestemmelsen nedenfor for en yderligere gennemgang samt arbejdsgruppens vurdering heraf. 3.1 Det nuværende arbejdsskadesystem Arbejdsskadesikringsloven hviler på et erstatningsprincip, hvor arbejdsgiveren er objektivt ansvarlig for de ansatte og deres efterladte for følger af personskader (ulykker og erhvervssygdom), der skyldes arbejdet for arbejdsgiveren eller de forhold, hvorunder dette foregår. Sikringsordning Private arbejdsgivere har pligt til at afgive risikoen vedrørende ulykker til et forsikringsselskab efter eget valg og risikoen vedrørende erhvervssygdomme til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, ved betaling af henholdsvis præmie og bidrag. Det er herefter forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, der betaler erstatning med videre, når der sker arbejdsskader. Offentlige arbejdsgivere med flere har ikke pligt til at tegne forsikring. De offentlige arbejdsgivere, der har valgt ikke at tegne forsikring, er derfor direkte erstatningsansvarlige over for tilskadekomne og efterladte i tilfælde af skade. Udgifter til erstatning med videre afholdes over myndighedernes budgetter. Pligten til at tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring gælder også offentlige arbejdsgivere. Forsikringsselskaberne er i indbyrdes konkurrence på arbejdsskadeområdet. Konkurrencen begrænses dog af, at arbejdsskadesikringsloven er grundlaget for forsikringsvilkårene, og at det er Arbejdsskadestyrelsen, der behandler de konkrete skadesager. Det betyder, at selskabernes kon- 13

14 kurrenceparametre i vidt omfang er deres egen administration og muligheden for at inkorporere arbejdsskadeforsikringen som et element i erhvervsforsikringspakker. Anmeldelse af arbejdsskader og Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling Når der indtræder en arbejdsskade, skal denne anmeldes. Alle og enhver kan dog anmelde en arbejdsskade. 4 Ulykker skal anmeldes af arbejdsgiveren til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Forsikringsselskabet har mulighed for at tage stilling til visse spørgsmål efter loven uden at sende sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Det drejer sig om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler med videre. Forsikringsselskaberne skal sende anmeldelserne videre til Arbejdsskadestyrelsen, når: skaden har medført eller må antages at ville medføre den tilskadekomnes død, skadens følger kan begrunde erstatning ud over udgifter til sygebehandling og hjælpemidler med videre efter lovens 15, eller skaden har medført, at den tilskadekomne endnu 5 uger efter skadens indtræden ikke har genoptaget sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang Erhvervssygdomme skal anmeldes af læger og tandlæger. Anmeldelserne går til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har samme ret til at tage stilling til betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler med videre som forsikringsselskaberne. Arbejdsskadestyrelsen inddrager derfor Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i sagerne, når de bliver anmeldt. Når Arbejdsskadestyrelsen har modtaget anmeldelserne, skal der træffes afgørelse om anerkendelse og erstatning med videre. Udgangspunktet for denne afgørelse er en samlet afgørelse af alle spørgsmål. Den samlede afgørelse skal træffes inden for et år efter, at sagen er modtaget i Arbejdsskadestyrelsen. Der kan eventuelt træffes midlertidige afgørelser af erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen, der er den endelige ankeinstans. I visse tilfælde anlægges der retssager, hvis resultater ikke mindst fra Højesteret bliver retsstiftende. Ydelser i arbejdsskadesikringsloven Efter arbejdsskadesikringsloven er det muligt at opnå Betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler med videre Erstatning for tab af erhvervsevne Godtgørelse for varigt mén Overgangsbeløb ved dødsfald Erstatning for tab af forsørger Godtgørelse til efterladte Denne opregning er udtømmende, og det er således ikke muligt at opnå for eksempel erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. Disse erstatnings- og godtgørelsesarter kan opnås efter dansk rets almindelige erstatningsregler, der forudsætter, at man kan rejse kravet mod en ansvarlig skadevolder. 4 Note 173 i Karnov- kommentar 2010, side

15 Hovedtal for arbejdsskadesager: Hvert år anmeldes cirka ulykker i EASY til forsikringsselskaberne. Af de ulykker behandles cirka sager i forsikringsselskaberne uden inddragelse af Arbejdsskadestyrelsen. Forsikringsselskaberne sender hvert år cirka anmeldelser af ulykker videre til Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsen modtager herudover cirka anmeldelser af erhvervssygdomme. Arbejdsskadestyrelsen modtager således i alt cirka anmeldelser af arbejdsskader om året. Af disse cirka anmeldelser afsluttes cirka 2500 med en afgørelse om et tab af erhvervsevne på mindst 15 procent (som er nedre grænse for, hvornår man kan få udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne). Dette svarer til cirka 6 procent af sagerne. Det vurderes, at der i cirka sager årligt er basis for en fastholdelsesindsats. Disse sager ( ) koster cirka 1 mia. kr. i erstatning med videre. Det vurderes, at der er cirka sager på en skadeårgang, hvor førtidspension helt eller delvist skyldes arbejdsskaden. En række undersøgelser viser, at der er en væsentlig andel af de anmeldepligtige arbejdsulykker, som ikke anmeldes af arbejdsgiverne, jf. bilag F. 3.2 Aktørerne i fastholdelsesindsatsen af arbejdsskadede Når en arbejdsskadet borger får behandlet sin arbejdsskadesag, er der flere myndigheder og eventuelt også en række øvrige aktører involveret. Det drejer sig foruden borgeren om Arbejdsskadestyrelsen, kommunerne, forsikringsselskaberne, arbejdsgiverne, fagforeninger, de arbejdsmedicinske klinikker og øvrige læger. Disse aktører har en række forskellige roller, som for myndighedernes vedkommende er lovmæssigt tildelte. De øvrige aktører kan enten få tildelt en rolle af myndighederne eller på egen hånd vælge at påtage sig en rolle. Dertil kommer, at myndighederne kan vælge at påtage sig en rolle, som ligger ud over det lovgivningsmæssigt fastsatte, som for eksempel de aktiviteter, som ligger i Arbejdsskadestyrelsens fastholdelsesindsats. Kommunerne Kommunerne behandler og afslutter årligt cirka sygedagpengesager. Heraf afsluttes inden for 2 uger, og yderligere cirka er afsluttet inden for 4 uger. Tabel Sygedagpenge. Antal afsluttede forløb fordelt på varighed Hele landet Antal afsluttede forløb fordelt på varighed Under 2 uger 2-4 uger 5-13 uger uger uger uger over 52 uger I alt Kilde: KMD's sygedagpengeregister og Arbejdsmarkedsportalen. 15

16 Der henvises til bilag D for en oversigt over arbejdsmarkedsstatus før og efter sygedagpengeforløb samt antal forløb. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) indeholder regler for, hvordan kommunen og statslige myndigheder skal behandle sager efter lovgivningen på det sociale område. Formålet med denne lov er blandt andet at fremhæve kommunalbestyrelsens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område og fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp og forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse. Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp, og i givet fald hvilken form for hjælp. Det fremgår for eksempel af loven, at kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp, og i givet fald hvilken form for hjælp. Efter retssikkerhedslovens 5 skal kommunalbestyrelsen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Det gælder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunalbestyrelsen, efter retssikkerhedslovens 6, tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt. Hjælpen skal således tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Kommunen skal foretage en helhedsvurdering i sagen. Endvidere indeholder sygedagpengeloven en række pligter og rettigheder, både for borgeren og kommunerne. Regeringen har den 7. februar 2013 fremlagt et reformudspil på sygedagpengeområdet, der blandt andet vil styrke den aktive indsats og afskaffe varighedsbegrænsningen. Der er herudover lagt op til en endnu mere aktiv indsats, herunder særligt med fokus på fastholdelse af personer, som er i beskæftigelse. Arbejdsskadestyrelsen Arbejdsskadesikringsloven indeholder i dag flere bestemmelser, der uanset de ikke er målrettede mod fastholdelse kan medvirke til at understøtte en fastholdelsesindsats. Arbejdsskadestyrelsen har med udgangspunkt i disse bestemmelser udviklet en praksis, der anvendes i sager, hvor der et fastholdelsesperspektiv. Det drejer sig primært om Adgangen til at tilkende en midlertidig løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen har mulighed for at fastsætte et starttidspunkt for den løbende erstatning, der understøtter fastholdelsesindsatsen Adgangen til at træffe afgørelser vedrørende udbetalingen af erstatning for tab af erhvervsevne, således at den del af erstatningen, der svarer til det sikre tab af erhvervsevne, udbetales som et kapitalbeløb, mens resten udbetales som en løbende erstatning Adgangen til at følge konkrete sager tæt gennem genoptagelse af afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne med jævne mellemrum 16

17 De nævnte muligheder gælder generelt for alle arbejdsskadesager. I sager, hvor der er et fastholdelsesperspektiv, er der særligt fokus på de muligheder, som bestemmelserne indeholder, og der er udviklet en praksis, der understøtter fastholdelsesindsatsen. Den mere fokuserede fastholdelsesindsats i Arbejdsskadestyrelsen er organiseret i et særligt fastholdelsescenter under hensyn til den pilot- og udviklingsfase, som indsatsen har været i siden begyndelsen i Det overordnede formål med centret er at medvirke til, at de arbejdsskadede fastholdes på arbejdsmarkedet. Baggrunden for Arbejdsskadestyrelsens arbejde med fastholdelse var, at en SFI-rapport i 2007 konstaterede, at samspillet mellem opgavehåndteringen i dels sygedagpengeloven dels arbejdsskadeloven måtte forbedres. De blev derfor besluttet at opprioritere arbejdet med fastholdelse i Arbejdsskadestyrelsen. Som i dag var målsætningen at fremme samspillet mellem aktørerne (kommuner, forsikringsselskaber, fagforeninger, arbejdsgivere og styrelsen) for at forbedre den konkrete indsats over for den enkelte arbejdsskadede. Udgangspunktet var og er, at fokus på fastholdelse er hensigtsmæssigt, såvel af samfundsmæssige hensyn som for arbejdsgiverne, og ikke mindst for den enkelte arbejdsskadede, som bedre og hurtigere kan bibeholde sin rolle på arbejdsmarkedet helt eller delvist. Starten blev finansieret af etårige bevillinger fra 2008 til og med I 2011 og 2012 blev bevillingen toårig og udgjorde 7,5 mio. kr. per år. Dette blev fortsat for årene 2013 og 2014 med 12 mio. kr. i hvert af årene. En aktørevaluering, som blev gennemført af SFI i 2012, afdækkede gennem interviews med repræsentanter fra kommuner, fagforeninger, forsikringsselskaber og arbejdsgivere, hvorledes indsatsen generelt er værdiskabende for borgerne og konkret i forhold til løsningen af specifikke problemer for den enkelte. Eksempler på denne indsats er: 1. Samspillet mellem kommunerne og Arbejdsskadestyrelsen Samspillet sikrer dels, at sagerne bliver behandlet mest hensigtsmæssigt ud fra et beskæftigelsessigte, og dels, at de bringes frem til afgørelse parallelt og hurtigst muligt begge steder. Evalueringen peger på, at rundbordssamtaler (hvor både kommunen og styrelsen mødes med borgeren og dennes repræsentanter) motiverer borgeren til aktivt at være med til at opstille planen for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. 2. Løsninger, der er tilpasset borgerens situation Fastholdelsesindsatsen sikrer, at løsningerne tilpasses borgerens aktuelle situation. Eventuelle barrierer skal identificeres og håndteres, og både kommunen og Arbejdsskadestyrelsen bidrager hertil. Det kan for eksempel være uvisheden om den økonomiske situation ved at påbegynde en omskoling, skifte til andet erhverv, ansøge om fleksjob eller forsøge at blive i eget erhverv med det maksimale timeantal, som skaden muliggør. Styrelsen kan i en række tilfælde skabe ro omkring de økonomiske forhold ved at træffe midlertidige afgørelser. Fastholdelsescenteret havde i 2012 et forholdsvist formaliseret og struktureret samarbejde med godt en tredjedel af landets kommuner, et mere ad hoc-agtigt samarbejde med yderligere en tredjedel og et sporadisk samarbejde med de øvrige. 17

18 I forbindelse med, at fastholdelsesindsatsen i Arbejdsskadestyrelsen fik tildelt midler fra Forebyggelsesfonden for årene 2013 og 2014, blev der politisk bedt om, at der skulle foretages en uafhængig vurdering af indsatsen, med henblik på drøftelser af eventuel videre finansiering fremadrettet. Evalueringen, der i praksis forventes at bestå af et mindre antal initiativer, forventes iværksat i løbet af Arbejdet forventes færdigt i første kvartal Der henvises til aftalen Et godt og langt arbejdsliv for alle og finansloven for Af aftalen Et godt og langt arbejdsliv for alle fremgår endvidere: "Samtidig skal Fastholdelsescentrets indsats yderligere styrkes gennem en tættere koordinering med den forebyggende indsats, som de arbejdsmedicinske klinikker står for. Fastholdelsescentrets indsats skal derudover fortsat være koordineret med den øvrige indsats i kommunerne over for den, der er kommet til skade. Det offentlige og private skal samarbejde mere om fastholdelse for at fastholde flere personer, der er blevet ramt af en arbejdsskade på arbejdsmarkedet. Regeringen ønsker derfor at iværksætte et pilotprojekt, hvor Arbejdsskadestyrelsen indgår et offentligt-privat samarbejde med to-tre udvalgte arbejdsgivere om fastholdelse. Formålet er i praksis at afprøve forskellige tiltag med særligt fokus rettet mod den tilskadekomne og den tilskadekomnes arbejdsgiver. Det skal afdække, hvordan arbejdsgiveren bedst muligt inddrages, og hvilke konkrete indsatsformer der har den største effekt i forhold til at fastholde den tilskadekomne hos den konkrete arbejdsgiver eller på arbejdsmarkedet i øvrigt. " Forsikringsselskaberne Forsikringsselskaberne, der i denne sammenhæng omfatter de private forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), de selvforsikrede kommuner og de selvforsikrede statslige enheder med flere, er juridisk part i arbejdsskadesagen. De har dermed samme partsrettigheder, som tilskadekomne har. Nogle private forsikringsselskaber har gennem flere år arbejdet med "aktiv skadebehandling." Aktiv skadebehandling består af en række forskellige tilbud til tilskadekomne i den tidligere fase af en sygeperiode. Formålet er at fastholde tilskadekomne i beskæftigelse og dermed mindske de økonomiske følger af arbejdsskaden. Denne rolle er selvvalgt og ikke lovmæssigt eller på anden vis reguleret. Der henvises til afsnit 4.7 for en nærmere beskrivelse. Arbejdsgiverne Arbejdsgiverne er ikke part i selve arbejdsskadesagens behandling i Arbejdsskadestyrelsen, men har en stærk interesse i at blive inddraget. Arbejdsgiverne har pligt til at anmelde de arbejdsulykker, der sker på virksomhederne. I fastholdelsesøjemed er det helt centralt, at arbejdsgiverne inddrages i umiddelbar tilknytning til skaden, da arbejdsgiverne gennem afklaring af perspektiverne for de tilskadekomne kan være med til at sikre en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Tilskadekomne De tilskadekomne har tre roller. For det første er de tilskadekomne part i egen arbejdsskadesag 18

19 De tilskadekomnes anden rolle er, at de skal medvirke aktivt i behandlingen af arbejdsskadesagen. Manglende medvirken kan betyde, at Arbejdsskadestyrelsen må afgøre sagen på baggrund af de oplysninger, der kan indhentes fra anden side. Den tredje rolle er, at tilskadekomne har en pligt til at medvirke til at mindske følgerne af arbejdsskaden (tabsbegrænsningspligten). Denne rolle er central i relation til fastholdelsestemaet, da den pålægger tilskadekomne en pligt til at arbejde aktivt for egen tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Ovenstående rollebeskrivelse for tilskadekomne er beskrevet set ud fra arbejdsskadesagens synspunkt, men kan i høj grad paralleliseres til rollen i den kommunale sygedagpengesag. Fagforeninger/partsrepræsentanter Fagforeningerne har som udgangspunktet ingen rolle i forhold til arbejdsskadesagen eller en kommunal sag. Men i en lang række sager får de en formel eller uformel rolle. Den formelle er, hvis borgeren gør dem til partsrepræsentant i arbejdsskadesagen. Lidt mindre formel kan rollen være, hvis der er tale om en begrænset fuldmagtsstatus i sagen. Fagforeningerne har dog en stor og vigtig rolle i praksis på det uformelle plan, da de i større eller mindre grad rådgiver og bistår deres medlemmer, både i håndteringen af deres konkrete sager og dermed interaktionen med forskellige myndigheder og hele navigationen i forhold til det offentlige system. Dermed påtager fagforeningerne sig også en rolle i forhold til arbejdsmarkedsfastholdelsen, da de bistår deres medlemmer i hele forløbet efter arbejdsskaden. 3.3 Præmieindtægter og erstatninger Arbejdsgruppen har været forelagt et notat, udarbejdet af Forsikring & Pension, om præmieindtægter og erstatningsudgifter på arbejdsskadeforsikringsområdet for årene Af notatet fremgår, at præmieindtægterne er steget fra omkring mio. kr. i 1995 til knap mio. kr. i Samtidig lå erstatningsudgifterne i 2011 på et lidt lavere niveau end i 1995 efter at have ligget en del højere i perioden Arbejdsgruppen har yderligere været forelagt et notat udarbejdet af Forsikring & Pension, hvor det resumeres, at rentabiliteten i arbejdsskadeforsikringen ikke kan bedømmes ved at se på et enkelt eller nogle få år. Ser man samlet på perioden fra 1995 til 2012, er det forsikringstekniske resultat omkring nul. Det betyder, at der stort set ikke har været økonomi til aflønning af egenkapitalen i selskaberne. Arbejdsskadeforsikring er forbundet med betydelige risici for de selskaber, der udbyder produktet. Det øger afkastkravet. Der henvises til bilag E. 3.4 Andre landes arbejdsskadesystemer Arbejdsgruppen har fået forelagt et notat om arbejdsskadesystemerne i Tyskland, Holland, Sverige, Norge og Finland, som sekretariatet har udarbejdet på baggrund af en høring af sine europæiske samarbejdspartnere. Nedenfor gengives hovedpunkterne. Det fremgår, at de enkelte landes arbejdsskadesystemer som i Danmark er opbygget fra omkring slutningen af 1800-tallet som sikringssystemer med vægten på forsørgelse i lyset af den stigende industrialisering. Tyskland har en selvfinansierende og meget ressourcestærk arbejdsskadeorganisation, som samler alt: arbejdstilsyn og forebyggelse, sygebehandling på egne hospitaler og klinikker og ved egne læger, medicinsk og erhvervsmæssige rehabilitering samt erstatning. Arbejdsskadesystemet er på 19