Musik, mening og møde om et norsk-palæstinensisk kulturudvekslingsprojekt

Transkript

1 Musik, mening og møde om et norsk-palæstinensisk kulturudvekslingsprojekt Rapport Virksomhedsprojekt for FORUM for kultur og internasjonalt samarbeid Af: Kim Boeskov Studienummer: Vejleder: Sven-Erik Holgersen Antal tegn: Januar 2013

2 Indholdfortegnelse 1. Indledning Tidligere forskning i projektet Perspektiver for undersøgelsen Teori Mening som en kontinuerlig forhandling Musik og mening Kritisk musikpædagogik Baggrund Metode Feltarbejde Adgang Etiske problemstillinger Betydningen af forskerens tilstedeværelse for undersøgelsen Observation og sprog Interviews Etnografiens vilkår Fremlæggelsens form Resultater Personlig betydning Formidling af den palæstinensiske sag og leveforholdene i lejren Oplevelsen af anerkendelse Musikaktiviteternes rolle i kulturudvekslingen Musikaktiviteterne som ligeværdigt mødested Musikaktiviteterne og forskellige muligheder for deltagelse Musikaktiviteter som modstandskamp Kulturudvekslingens effekt på dagligdagen i musikprojektet Konklusion Litteraturhenvisninger

3 1. Indledning Dette virksomhedsprojekt udarbejdes for organisationen FORUM for kultur og internasjonalt samarbeid. Denne organisation er involveret i driften af et musikpædagogisk projekt for palæstinensiske børn og unge i flygtningelejren Rashedieh i det sydlige Libanon. Projektet drives i samarbejde med organisationen Beit Atfal Assumoud, og mellem børn og unge i alderen 6-18 år mødes to gange ugentligt i organisationens kulturcenter for at deltage i musikaktiviteter under ledelse af 4-5 lokale musiklærere. En del af musikprojektet består af kulturudvekslingsaktiviteter med deltagelse af palæstinensiske børn og unge og elever og studerende fra norske skoler og institutioner. Disse aktiviteter gøres i denne rapport til genstand for undersøgelse med henblik på at forstå hvilken betydning deltagelsen i kulturudvekslingen har for de palæstinensiske deltagere, hvordan de forbinder de oplevelser de får i forbindelse med kulturudvekslingen, med deres liv generelt, og hvilken betydning aktiviteterne kan siges at have i den sociokulturelle kontekst deltagerne lever i. Undersøgelsen har ligeledes fokus på den rolle selve musikken spiller i mødet mellem palæstinensiske og norske unge. Undersøgelsen fokuserer primært på to konkrete kulturudvekslingsbegivenheder: a) Den april 2012 besøgte en gruppe musikpædagogstuderende fra Norges Musikkhøgskole kulturcentret i Rashedieh, hvor de lavede musikaktiviteter med de palæstinensiske børn og unge, afsluttende med en koncert for familie og venner. b) Den september 2012 besøgte en gruppe på tolv unge palæstinensere norske venskabsskoler i området omkring Jessheim. Her optrådte de med traditionel palæstinensisk dans, lavede workshops med palæstinensisk dans og musik og lærte selv norske sange og danse. I denne undersøgelse fokuserer jeg særligt på de palæstinensiske unge der har deltaget i kulturudvekslingen. Ved hjælp af etnografiske metoder og interviews vil jeg undersøge deltagernes oplevelser med kulturudvekslingen, og hvilken mening og betydning de tillægger deltagelsen i disse aktiviteter. 1.1 Tidligere forskning i projektet Musikprojektet i Rashedieh er tidligere blevet beskrevet i musikpædagogisk forskning. Storsve, Westby & Ruud betragter projektet som et praksisfællesskab og beskriver hvordan projektet har 3

4 betydning for deltagernes identitetsudvikling og livskvalitet (Storsve, Westby & Ruud, 2009). Even Ruud har i et opfølgende interviewstudie særligt fokus på de sundhedsfremmende effekter for de palæstinensiske deltagerne i projektet (Ruud, 2010). Disse undersøgelser har i høj grad relevans for denne rapport, men nærværende undersøgelse adskiller sig ved at fokusere specifikt på kulturudvekslingsaktiviteterne, og formålet med analysen er ikke at redegøre for disse aktiviteters eventuelle potentiale i forhold til forbedring af deltagernes mentale sundhed eller livskvalitet. 1.2 Perspektiver for undersøgelsen Resultaterne af undersøgelsen fremkommer på baggrund af et otte måneder langt feltarbejde i Libanon, hvor jeg har arbejdet som musiklærer i projektet i Rashedieh. Under feltarbejdet fremstod kulturudvekslingsaktiviteterne som særligt betydningsfulde for de palæstinensiske deltagere, og det vurderes derfor at en grundigere analyse af den betydning disse aktiviteter tillægges, kan give værdifuld indsigt i musikprojektet som helhed. Dette kan bidrage til den fremtidige udvikling af projektet. Musikprojektet i Rashedieh kan ses som en del af en større bevægelse, ofte betegnet 'community music' (Veblen, 2002) eller 'community music therapy' (Stige et. al., 2010). Fællesnævneren for denne type projekter er at de både fokuserer på deltagernes musikalske udvikling og på deres personlige og sociale velvære. Denne undersøgelse sigter mod at bidrage med viden om denne type musikpædagogisk arbejde. 2. Teori Rapporten fokuserer på den mening de unge palæstinensere tillægger deltagelsen i kulturudvekslingsaktiviteterne. Det er derfor på sin plads at præsentere nogle grundlæggende antagelser om mening og kultur. Studiet af kultur er studiet af hvordan mennesker i afgrænsede sociale sammenhænge skaber mening og sammenhæng i deres liv, og denne type videnskab hører til antropologien. Det er her nærværende undersøgelse tager sit udgangspunkt, nærmere betegnet i hvad der af Benedicta Pécseli (2006) betegnes symbolsk antropologi. En af de betydeligste forskere i denne gren af antropologien er Clifford Geertz. Han betegner kultur som det "væv af betydning som mennesket selv har spundet" (Pécseli, 2006, s. 46; Geertz, 1983, s. 5), mennesket konstruerer m.a.o. selv de meninger og betydninger som omgiver det. For at forstå det menneskelige må vi udrede de betydningsstrukturer som udtrykkes i kulturelle ritualer, symboler eller tegn. Geertz ser disse som fortættede begivenheder, og det er disse begivenheder der er fortolkerens indgang til forståelse af en given kultur (Pésceli, 2006, s. 48). 4

5 Det er dog ikke blot antropologen der arbejder med at fortolke de kulturelle symboler. Ifølge Geertz er medlemmerne af en given kultur konstant involveret i at lægge mening og betydning ind i denne kulturs symboler og tegn. Kulturen er offentlig, og aktørerne er gennem forhandling i det sociale altid midt i en betydningsskabende proces (Geertz, 1983, s. 10). Et symbol tolkes ikke nødvendigvis på samme måde af alle deltagere i kulturen, og netop denne spænding mellem fastlagte betydninger og individuelle variationer betyder at kulturen konstant er under forandring. Geertz betragter kulturen som en tekst som er under udarbejdelse af deltagerne i kulturen. Medlemmerne af kulturen producerer, nyfortolker og rekonstruerer denne tekst, og de nye læsninger medfører nye fortolkninger i en kontinuerlig proces (Geertz, 1983, s. 183; Pésceli, 2006, s. 48). Ved at observere, deltage i og beskrive kulturelle praksisser, specielt som de finder sted i vigtige begivenheder og ritualer, kan den symbolske antropolog konstruere sin egen læsning af teksten og nærme sig en forståelse af den fortolkning aktørerne selv har af disse begivenheder og kulturen som helhed. Det er således i høj grad en hermeneutisk tilgang til kulturen som den symbolske antropolog benytter sig af. Ved at bevæge sig mellem sin egen forforståelse af kulturen, observationer i felten og eksisterende viden af teoretisk eller empirisk art, konstruerer antropologen en fortolkning sin egen læsning af genstandsfeltet, og opgaven bliver herefter at oversætte og formidle denne fortolkning til forskerens egen kultur gennem den antropologiske tekst. Kulturudvekslingsaktiviteterne kan betragtes som sådanne fortættede begivenheder der er ladet med betydning for deltagerne. Håbet er at et nærmere studie af disse begivenheder vil give ny viden om den plads kulturudvekslingen og musikprojektet som helhed har i den sociokulturelle kontekst det er en del af. 2.1 Mening som en kontinuerlig forhandling At kulturen betragtes som en tekst der er under kontinuerlig forandring, medfører at de meningsstrukturer der findes i en given kultur, ikke er faste, men arbitrære. Mennesker er således ikke 'fanger' i deres kultur, men aktive agenter i (gen)skabelsen af kulturen og de betydninger og meninger der er knyttet til denne. Ifølge Kirsten Hastrup er det ikke kun samfundet og kulturen som er under konstant tilbliven, men også mennesket selv (Hastrup, 2001, s. 10). Denne tilblivelsesproces er knyttet til erfaringen, de oplevelser som indlejrer sig i krop og bevidsthed som en tavs viden. Særligt betydningsfulde oplevelser fremhæves og fortælles, og disse historier er ligeledes konstituerende for vores identitet som den forhandles i det sociale rum. Etienne Wenger beskriver udviklingen af identitet som en kontinuerlig meningsforhandling der udspiller sig i de sociale praksisser vi deltager i. Meningsforhandlingen forstår han som en dualitet bestående af elementerne deltagelse og tingsliggørelse. Deltagelse er 5

6 "den sociale oplevelse af at leve i verden, som medlemskab i sociale fællesskaber og aktivt engagement i sociale foretagender" (Wenger, 2004, s. 70). Deltagelsen inkluderer hele vores person, handlinger, tanker, bevidsthed og følelser. Med begrebet tingsliggørelse henvises til "den proces, der former vores oplevelse ved at skabe objekter, der bringer denne oplevelse til at stivne i 'tingslighed'. Vi skaber derved fokuspunkter som meningsforhandlingen kan organiseres omkring" (Wenger, 2004, s. 73). Disse to elementer, deltagelse og tingsliggørelse, udgør en dualitet som meningsforhandlingen udspilles i. Det er gennem vores levede oplevelse af at være til stede i verden og i de sociale fællesskaber vi indgår i, og gennem vores interaktion med symboler, værktøjer, historier, udtryk og begreber at vores tilværelse fremstår som meningsfuld. Nye måder at deltage på og nye 'tingsliggørelser' giver kontinuerligt nye ressourcer til meningsforhandlingen, der således må ses som en konstant genforhandling. Det er afgørende for forståelsen af Wengers teori at denne meningsforhandling situeres i social praksis. Den foregår ikke uafhængigt af verden, men må netop ses indlejret i praksis og i konkrete fællesskaber. Oplevelsen af mening kan således både betragtes som en personlig proces og som en social forhandling, idet vores relationer til omverdenen som tingsliggjorte fænomener ligeledes er ressourcer i den kontinuerlige meningsforhandling. I denne undersøgelse betragter jeg de kulturudvekslingsaktiviteter der foregår i Norge og Libanon, som sociale praksisser der leverer betydningsfulde ressourcer til en kontinuerlig forhandling af mening for de palæstinensiske deltagere. Særligt interessant i denne sammenhæng er det på hvilken måde meningsforhandlingen er knyttet til deltagelsen i musikalske aktiviteter. 2.2 Musik og mening Christopher Small er en af de musikpædagogiske forskere som har arbejdet med musikdeltagelse og mening. Med begrebet 'musicking' gør Small op med en forestilling som tidligere har været dominerende i musikvidenskaben, nemlig den at meningen med musikken skal findes i selve det musikalske objekt, i værket. Small mener at man må henlede opmærksomheden på selve den musikalske handling eller den musikalske aktivitet i bred forstand music bliver således til det handlingsorienterede musicking. Det musikalske objekt, selve lydene og tonerne, er et af de elementer der indgår i konstitutionen af mening, men dette må ses i sammenhæng med den kontekst det musikalske objekt opleves i. Denne forståelse af mening er relevant i denne sammenhæng fordi ambitionen er at forstå de palæstinensiske deltageres oplevelse af mening i forbindelse med kulturudvekslingsaktiviteterne, og netop den særlige kontekst som musikdeltagelsen finder sted i anses for at have betydning for meningskonstruktionen. 6

7 Small mener at der i musikdeltagelsen skabes relationer som det deltagende subjekt, hvad enten hun er musiker, danser eller publikum, kan træde ind i og udforske. The act of musicking establishes in the place where it is happening a set of relationships, and it is in those relationships that the meaning of the act lies. They are to be found not only between those organized sounds which are conventionally thought of as being the stuff of musical meaning but also between the people who are taking part, in whatever capacity, in the performance; and they model, or stand as metaphor for, ideal relationships as the participants in the performance imagine them to be: relationships between person and person, between individual and society, between humanity and the natural world and even perhaps the supernatural world. (Small, 1998, s. 13) Det er i disse ideelle relationer at musikkens mening skal findes, og oplevelsen af disse relationer er knyttet til selve deltagelsen i musik. When we take part in a musical performance, any musical performance, when we music, we engage in a process of exploring the nature of the pattern which connects, we are affirming the validity of its nature as we perceive it to be, and we are celebrating our relation to it. Through the relationships that are established in the course of the performance we are empowered not only to learn about the pattern and our relation to it but actually to experience it in all its complexities, in a way that words never allow us to do, for as long as the performance lasts. (Small, 1998, s. 141) Small peger således på at meningen etableres i selve musikdeltagelsen, men han kommer ikke nærmere ind på hvordan vi kan forstå denne proces. Her virker det frugtbart at sammenstille Smalls teori med Wengers, som blev præsenteret tidligere. De unge palæstinenseres deltagelse i kulturudvekslingsaktiviteterne kan betragtes som deltagelse i en betydningsfuld social praksis. De forskellige former for (musik)deltagelse og forskellige (musikalske) symboler, udtryk og tegn udgør ressourcer i den kontinuerlige meningsforhandling der foregår i praksisfællesskabet. Small påpeger med sit musicking-begreb at musikoplevelse udelukkende sker gennem deltagelse i musik, hvad enten det er som lytter eller udøver. Det er ikke ligegyldigt hvilken position man indtager, eller hvilken kontekst man deltager i, 7

8 da forskellige måder at deltage på giver mulighed for oplevelse af forskellige ideelle relationer (Small, 1998, s. 17). Denne måde at beskrive deltagelse på er meget lig Wengers, som netop påpeger at det er de forskellige måder at deltage på, f.eks. gennem øget engagement i den sociale praksis, der giver os mulighed for at opleve nye former for mening (Wenger, 2004, s. 116). I musikdeltagelsen indgår en mængde symboler, udtryk og tegn som er medskabere af de ideelle relationer vi har mulighed for at opleve. Den musik der opleves, og den kontekst den opleves i, er blandt de tingsliggjorte elementer der har betydning for oplevelsen af mening i musikken. Small beskriver de ideelle relationer som opleves i musikken, som metaforer for verden som vi forestiller os den, eller ønsker den skal være. Sådanne forestillinger om verden er ifølge Wenger ligeledes tingsliggjorte elementer og som sådan ressourcer i forhandlingen af mening. Den kontinuerlige meningsforhandling er således centreret dels omkring de forskellige måder at deltage på i musikken, dels omkring de udtryk og symboler der indgår i denne musikdeltagelse, og de ideelle relationer skabes og udforskes i selve denne proces. På dette grundlag kan man overveje hvorvidt deltagelse i et musikalsk praksisfællesskab giver særlige muligheder for oplevelse af mening, og derfor eksempelvis har et særligt potentiale i forhold til identitetskonstruktion. Det er imidlertid vanskeligt at konkludere noget entydigt om dette, men Even Ruuds undersøgelser om musik og identitet kan tolkes i denne retning (Ruud, 1997). Ifølge Ruud bruger vi i høj grad musikoplevelser i vores identitetsarbejde, og han forbinder disse oplevelser med kategorier som tilknytning, sammenhæng, vitalitet og mestringsoplevelser, kategorier der alle har at gøre med menneskers selvfølelse og i sidste ende oplevelsen af at vores liv har mening og kvalitet (Ruud, 1998, s ; Bonde, 2009, s. 186). 2.3 Kritisk musikpædagogik Den forståelse af musik, mennesker og kultur som er fremlagt i dette afsnit, er ikke uden betydning for musikpædagogen og dennes opgave. Hvis vi antager at mennesket bruger kulturelle symboler og artefakter som f.eks. musik i en fortløbende fortolkning og rekonstruktion af både den sociale og den personlige verden, så kan musikpædagogen få en central rolle idet denne er med til at bestemme hvilke kulturelle symboler der er tilgængelige for aktørerne i fortolkningsprocessen, hvordan disse kan bruges, og hvilken værdi og betydning de har. Musik som fænomen er til stede i langt de fleste menneskers liv. Det er musikpædagogikkens opgave at kvalificere og udfolde den måde musikken indgår i individers og gruppers liv, så mennesker gennem denne udfoldelse får nye muligheder for handlen, refleksion og udtryk, der bidrager til øget livskvalitet og mening. Der er således et kritisk potentiale i musikpædagogens opgave: At stille kulturelle redskaber til rådighed for mennesker, som potentielt kan bruge disse til at skabe personlig og social forandring. Denne undersøgelse 8

9 præsenterer empiri der belyser disse aspekter af musikpædagogisk arbejde, uden dog på nogen måde at kunne siges at gå i dybden med disse spørgsmål. 3. Baggrund I 1948 blev staten Israel oprettet i det daværende britiske mandat Palæstina, og den krig der efterfølgende udbrød, sendte tusindvis af mennesker på flugt af disse, primært fra det nordlige Palæstina, kom til Libanon (Rodin, 2008, s. 11). Det er nu efterkommerne af disse flygtninge der lever i de tolv flygtningelejre spredt ud over Libanon. Palæstinenserne lever med hjælp fra FN-organisationen UNRWA i Libanon på ubestemt tid med de traumer og psykiske problemer en så håbløs situation medfører for mennesker. Lejren som dette projekt tager udgangspunkt i, hedder Rashedieh og ligger ca. 5 km uden for kystbyen Tyre. Ifølge UNRWA huser den ca flygtninge 1. Palæstinensernes eksistens kan på mange måder siges at være defineret af ikkedeltagelse. De lever i en flygtningelejr som er adskilt fra den omgivende verden med pigtråd, og hvor den eneste indgang og udgang bevogtes af libanesiske soldater, som kontrollerer hvem der kommer og går. Palæstinenserne bliver diskrimineret i det libanesiske samfund, hvor de ikke har de samme rettigheder som den libanesiske befolkning, f.eks. ift. arbejdsmarkedet, uddannelse og sundhed. Der er ekstremt høj arbejdsløshed blandt palæstinenserne idet kun 37% i den arbejdsdygtige alder har et job (Chabaan et.al., 2010). I området omkring Rashedieh er langt de fleste løst ansatte i landbrugssektoren som appelsin- eller bananplukkere i de mange plantager der findes i denne del af landet. Palæstinenserne i Libanon kan ikke rejse frit. For statsløse flygtninge er det stort set umuligt at få visum til Europa med mindre man kan påvise tætte familieforhold til europæiske statsborgere, og selv i denne situation er det vanskeligt og besværligt at opnå visum. De oplever i høj grad at verden er ligeglade med deres lidelser og deres kamp og betegner sig selv som 'de glemte palæstinensere' (Meidell, 1994). Derfor er et kulturudvekslingsprojekt som det foreliggende af stor betydning: En sådan kontakt med omverdenen ses i høj grad som en mulighed for at fortælle om de leveforhold de palæstinensiske flygtninge lever under, og promovere den palæstinensiske sag, som kort beskrevet omhandler befrielsen af Palæstina og flygtningenes mulighed for at vende tilbage. De unge som deltager i kulturudvekslingsaktiviteterne i Norge, bliver i det lokale anset for at være repræsentanter for palæstinenserne og indtager således en vigtig rolle forbundet med en vis status. Det er de færreste palæstinensere forundt at få mulighed for at rejse til det forjættede Europa, og en sådan rejse må betragtes som en stor begivenhed i de unges liv. Kulturudvekslingen må på 1 9

10 grund af den forbindelse den kan siges at udgøre til omverdenen, betragtes som en mulighed for deltagelse for palæstinenserne og dermed som en kontrast til palæstinensernes liv i flygtningelejren. Den mening som kulturudvekslingsaktiviteterne tillægges må i høj grad forstås i forhold til dette. Selvom denne lidt dystre kontekst må anses for at være væsentlig, er det dog nødvendigt at bemærke at alle aspekter af kulturudvekslingsprojektet ikke nødvendigvis skal tolkes i denne kontekst. De palæstinensiske deltagere er mere end blot deres flygtningestatus de er mennesker som lever, elsker og drømmer præcis som alle andre. Ved at fokusere på ét aspekt af disse menneskers liv er der en overhængende fare for at placere dem i en markant anderledes kategori af mennesker end den som forskeren (og måske også læseren) selv oplever at tilhøre. Som Edward Said har påpeget, må man være kritisk over for enhver videnskabelig diskurs som opstiller denne type af kategorier, fordi de kan misbruges af én gruppe til at udnytte og herske over en anden (Said, 2002). Gennem mit feltarbejde i Libanon har det således ofte slået mig hvor ens palæstinensiske og skandinaviske teenagere faktisk er. De er som alle andre optaget af venskaber og kærester, sjov og ballade, oplevelsen af at høre til og være accepteret. De sociale forhold som på mange måder kan siges at påvirke disse unge palæstinensernes liv på en omfattende måde, må således ikke overskygge det faktum at deltagerne alligevel er glimrende eksempler på teenagere som de findes over hele verden. 4. Metode 4.1 Feltarbejde I den foreliggende undersøgelse ønsker jeg at belyse hvilken betydning de palæstinensiske deltagere tillægger kulturudvekslingsaktiviteterne. Interessen er således rettet mod den mening informanterne tillægger deltagelsen i disse aktiviteter, hvordan de forstår det at deltage i netop denne sociale sammenhæng, og hvilken effekt det har på deres forståelse af dem selv og deres plads i den sociale og kulturelle sammenhæng de lever i. I antropologien er feltarbejdet, hvor forskeren placerer sig selv midt i den sociale sammenhæng han ønsker at studere (Hastrup, 2003, s. 14; Tjørnhøj-Thomsen, 2003, s. 93), den centrale metode til at forstå den sociale verden som informanterne lever i. Cathrine Hasse beskriver sociale verdener således: Sociale verdener udgøres af mennesker, der med udgangspunkt i delte kulturelle erfaringer har et fælles kendskab til, hvordan det fysiske rum kan 10

11 identificeres. Ved det fysiske rum forstår jeg ikke alene de fysiske genstande, huse, veje, landskaber. Også ord og mennesker manifesterer sig som konkret stof i det fysiske rum, der omgiver os. (Hasse, 2003, s. 72) Denne undersøgelse er baseret på et otte måneder langt feltarbejde i det sydlige Libanon, hvor jeg har arbejdet som musiklærer i musikprojektet i Rashedieh. Feltarbejdet har været min mulighed for at få del i eller i hvert fald forståelse for de kulturelle erfaringer som mine informanter deler, og som danner grundlag for den måde de forstår og fortolker ord og handlinger, herunder de musik- og kulturelle udvekslingsaktiviteter der er genstand for denne undersøgelse. Det er gennem deltagelse i de sociale praksisser som finder sted i felten, at etnografen kan gøre sig forhåbninger om at tilegne sig denne situerede, kulturelle viden. 4.2 Adgang En af de grundlæggende udfordringer for feltarbejderen er at skaffe sig adgang til de sociokulturelle fællesskaber han ønsker at studere. Ifølge Charlotte Baarts bliver etnografen til i felten i den betydning at etnografen må skabe en identitet en plads i det sociale som bliver accepteret af informanterne, samtidig med at denne plads giver mulighed for at observere og deltage i det sociale liv (Baarts, 2003, s. 41). Denne identitet skabes gennem en forhandling. Det er ikke alle pladser i det sociale der umiddelbart er tilgængelige eller mulige at indtage for etnografen, ligesom det ikke er alle pladser der er hensigtsmæssige i forhold til den produktion af viden som er etnografens formål med overhovedet at deltage i det sociale, og i denne spænding må etnografen finde sin plads (Bundgaard, 2003, s. 54). I det foreliggende projekt har jeg først og fremmest udfyldt rollen som musiklærer. Jeg har således ikke blot observeret, men også deltaget i og styret de ugentlige musikaktiviteter i centret, og det er fra denne position jeg har fået indsigt i palæstinensernes liv og den sociale struktur der udgør livet i flygtningelejren. Fra denne position har jeg ligeledes kunnet iagttage den betydning som deltagelsen i de ugentlige musikaktiviteter har for børnene og de unge, f.eks. hvilke aktiviteter og begivenheder der bliver vægtet højt, og som tilsyneladende har stor betydning for deltagerne og lærerne i projektet. Som lærer er man imidlertid ikke blot en tilfældig deltager i det sociale samspil, der ligger en forventning om at man tager styringen og i højere grad end de andre deltagere påvirker og ændrer grundlaget for de sociale handlinger. I de to perioder med kulturudveksling mellem de norske og palæstinensiske unge som denne undersøgelse primært beskæftiger sig med, har jeg imidlertid ikke direkte indtaget en lærerrolle. Der har været andre til at styre aktiviteterne, og jeg har derfor haft mulighed for blot at være iagttager, hvilket har givet mig 11

12 mulighed for være mere opmærksom på detaljerne i det sociale samspil der foregår i et sådant kulturelt og personligt møde mellem deltagerne. 4.3 Etiske problemstillinger Antropologen er primært til stede i felten for at generere ny viden. Adgangen til denne viden sikres ved for en tid at dele liv og oplevelser med lokale informanter. Det er igennem relationer mellem antropolog og informant at ny antropologisk viden kan skabes. Denne kendsgerning indeholder imidlertid et etisk dilemma for antropologen: Informanterne bliver et redskab for antropologen og dennes ambitioner om at opnå viden. Det er imidlertid ikke kun antropologen der bruger informanterne som redskab til sine egne formål, også informanterne kan have dagsordener og hensigter med at indgå i relationen med antropologen. I løbet af mit feltarbejde i Libanon er jeg ofte blevet takket for min tilstedeværelse i flygtningelejren, ikke kun fordi jeg gør et stykke arbejde som musiklærer, men også fordi der ligger en forventning om at jeg ved at få indsigt i informanternes livsforhold og problemer kan skabe øget opmærksomhed om palæstinensernes problemer når jeg vender hjem til Danmark. Ligesom jeg bruger informanterne til at skaffe viden om forhold som jeg er interesseret i, forsøger informanterne at bruge mig til at promovere deres egen sag. Som antropolog i felten har man en forpligtelse til at være loyal over for de problemer man møder i felten, som er vigtige for informanterne, netop fordi disse problemer er blandt forudsætningerne for den meningsskabelse der finder sted i den sociokulturelle kontekst. Når jeg i min analyse bruger et begreb som modstandskamp (i forståelsen kamp mod Israel), er det således ikke for at indtage en bestemt position i den komplekse Israel-Palæstina konflikt. Det er imidlertid virkeligheden for mine informanter at de er part i denne konflikt, og de kulturudvekslingsaktiviteter de deltager i, får en del af deres betydning ud fra dette faktum. I denne undersøgelse er informanterne anonymiseret. De har alle frivilligt indvilget i at deltage i undersøgelsen og er blevet oplyst om rapportens indhold, formål og udbredelse. 4.4 Betydningen af forskerens tilstedeværelse for undersøgelsen Som vesterlænding er min tilstedeværelse i flygtningelejren ladet med betydning for palæstinenserne. Jeg er en repræsentant for 'verden udenfor', den verden som palæstinenserne oplever har glemt dem og deres kamp for at kunne vende tilbage til deres land. Derudover repræsenterer jeg de vestlige organisationer som de palæstinensiske samarbejdspartnere er økonomisk afhængige af for at kunne drive deres aktiviteter. Dette er forhold som er vigtige at tage i betragtning i undersøgelsen. Har informanterne en særlig interesse i at 'please' mig? Forsøger de at fortælle mig det de tror jeg vil vide, frem for at fortælle mig 'sandheden'? En af de måder jeg har 12

13 sikret denne undersøgelses gyldighed på, er ved at diskutere mine resultater med andre i kulturen, dvs. andre palæstinensere som ikke er direkte involveret i projektet, og som derfor ikke har nogen økonomisk interesse i at fremstille projektet på en bestemt måde. Med disse personer har jeg diskuteret om mine informanters svar og beskrivelser virker sandsynlige og konsistente, og hvor der muligvis er overdrivelser eller misforståelser på spil. 4.5 Observation og sprog Et af de vigtigste redskaber for forståelsen af andre mennesker er sprogkundskab. Forskeren må, ideelt set, kunne forstå de samtaler der finder sted omkring hende i felten for at få et optimalt indblik i den sociale verdens struktur. Det arabiske sprog er imidlertid ikke et man tilegner sig på otte måneder, og selv om jeg har modtaget undervisning og også kan føre simple samtaler på arabisk, kan jeg ikke påstå at kunne begå mig på sproget eller forstå de samtaler informanterne i felten har med hinanden. I den konkrete undersøgelse hvor genstanden for interesse er de kulturelle udvekslingsaktiviteter, afhjælpes dette problem dog af at meget af den interaktion der er interessant, foregår mellem palæstinensere og nordmænd og således på fællessproget engelsk. Derudover er en stor del af de fælles aktiviteter dans eller musik, en type interaktion hvor ord ikke er af primær betydning. 4.6 Interviews Feltarbejde og observation af kulturudvekslingsaktiviteterne danner en baggrund der er nødvendig for at forstå den sociale verden som de palæstinensiske deltagere bevæger sig i, men for at forstå hvilke oplevelser, erfaringer og følelser informanterne selv forbinder med deltagelse i aktiviteterne, bruges interview som metode (Merriam, 1998, s. 72). I forbindelse med denne undersøgelse har jeg afholdt to gruppeinterviews, det ene med tre drenge i alderen år, det andet med to piger på 15 og 16 år, der alle har deltaget i kulturudvekslingsaktiviteter både i Norge og i Rashedieh. Flere deltagere i musikprojektet opfyldte dette kriterium, men valget faldt på netop disse informanter fordi de er de mest stabile i projektet og for det meste deltager i musikaktiviteterne i Rashedieh hver fredag og søndag. De er således udvalgt ud fra praktiske hensyn, men antages at repræsentere hele gruppen. Der er fordele og ulemper ved at afholde gruppeinterviews. Det må formodes at informanterne vil være mere trygge i et gruppeinterview end i et enkeltinterview, og et gruppeinterview giver ligeledes mulighed for at observere den interaktion der er mellem informanterne, og måden de eventuelle divergerende opfattelser af samme spørgsmål forhandles mellem dem. På den anden side kan der være magtforhold som ikke er gennemskuelige for forskeren, og som bevirker at 13

14 synspunkter der ikke anses for legitime i det sociale spil mellem informanterne, undertrykkes. I denne sammenhæng virkede det imidlertid som om informanterne var trygge og kunne sige hvad de tænkte. De var alle snakkesalige, men opmærksomme på at alle skulle have mulighed for at tale, og interviewene blev gennemført i en god stemning. Drengene og pigerne blev interviewet i hver deres interview for at give de bedst mulige betingelser for en fri samtale, da det særligt i forbindelse med interviews af teenagere kan have indflydelse på de ting informanterne siger at der er personer af modsat køn til stede. Interviewene indledtes med en kort videofilm med klip som forskeren selv har optaget fra kulturudvekslingen. Filmen viser informanterne i forskellige situationer både i Rashedieh og i Norge, og i interviewsituationen fungerede den som stimulated recall (Lyle, 2003), en metode der stimulerer informanternes hukommelse om bestemte begivenheder, så de har mulighed for at komme i kontakt med de følelser der er knyttet til de situationer der er af interesse. Denne metode er specielt relevant fordi nogle af situationerne ligger et halvt år tilbage i tiden. Stimulated recall rummer dog den fare at gennemsyn af videoen bringer ny viden til informanterne som ikke var tilgængelig for dem før. På grund af afstanden til oplevelsen og muligheden for at se sig selv udefra kan den oprindelige oplevelse ændres for informanterne og blive til noget andet end det den var. Interviewet er imidlertid ikke kun møntet på at forstå hvordan oplevelsen var, men også hvordan informanterne på et senere tidspunkt udtrykker deres oplevelser med kulturudvekslingen. Ikke bare oplevelserne i sig selv er interessante, men ligeledes tolkningerne af disse oplevelser. I gruppeinterviewet får forskeren således mulighed for at erfare hvordan informanterne fremstiller deres oplevelser med kulturudvekslingsaktiviteterne, og ligeledes hvordan disse fremstillinger bliver bekræftet eller forhandlet mellem informanterne. Interviewene blev afholdt med tilstedeværelse af en tolk der oversatte informanternes svar fra arabisk til engelsk. Enkelte af informanternes svar blev afgivet direkte på engelsk, men de blev fra begyndelsen opfordret til at tale på arabisk, så de kunne udtrykke sig som de ville uden sproglige begrænsninger. Tolken var på forhånd informeret om undersøgelsens interesseområder og temaer og havde fået udleveret en interviewguide med relevante spørgsmål som kunne danne udgangspunkt for samtalen. Spørgsmålene var formuleret på baggrund af mine egne oplevelser i feltarbejdet og med kulturudvekslingsaktiviteterne. I løbet af mit ophold i Libanon har jeg lært informanterne at kende, og jeg har fået en større forståelse for deres liv og den sociale og kulturelle kontekst de lever i. Denne viden har jeg taget med i observationen af informanternes deltagelse i kulturudvekslingsaktiviteterne, og de 'forbløffelser' (Hastrup, 1992; Fink-Jensen, 2012) jeg er stødt på i disse observationer, og som jeg efterfølgende har noteret i mine noter, har dannet udgangspunkt for formuleringen af spørgsmålene. 14

15 Tolken er en lokal palæstinenser der bor i Rashedieh og derfor på forhånd kendte både lidt til projektet og også til informanterne, idet hun tidligere har været ansat på informanternes skole. Informanterne virkede på ingen måde påvirkede af tolkens tilstedeværelse, men fortalte tilsyneladende frit og åbent. Selve interviewet blev i høj grad styret af forskeren da tolken oversatte informanternes svar med nogle minutters mellemrum. Forskeren blev på denne måde med jævne mellemrum opdateret om samtalens drejning og kunne formulere uddybende spørgsmål. Interviewene blev optaget på video og kunne således genses senere under tilstedeværelse af tolken. Her blev informanternes udsagn oversat grundigere og eventuelle tvetydigheder eller uklarheder blev identificeret og diskuteret. Direkte citater fra interviewteksten er formuleret på engelsk i samarbejde med tolken. 4.7 Etnografiens vilkår Brug af tolk medfører altid risiko for meningstab, misforståelser og unøjagtigheder, men det er et vilkår i etnografien at udtalelser, situationer og begivenheder tolkes og omformuleres for at kunne formidles i den etnografiske tekst. Den personlige mellemkomst ses i humanistisk forskning ikke som en begrænsning, tværtimod er denne mellemkomst en nødvendighed for at kunne transformere den tavse, kropslige viden som levede erfaringer udgør, til en tekst om disse erfaringer. Teksten er ikke bare en kortlægning af virkeligheden som den findes 'derude', men en radikal fortolkning af virkeligheden, en transformation af én slags viden, den kropslige og situerede, til en anden slags, den teoretiske (Hastrup, 2003, s. 27). I denne rapport forsøger jeg således at pege på de centrale betydninger som kulturudvekslingen har for de palæstinensiske deltagere og belyse disse med teoretiske begreber på en måde der er loyal over for den måde informanterne beskriver deres oplevelser på. Denne loyalitet betyder imidlertid også at jeg må bruge den viden jeg har opnået under mit ophold i Libanon om den sociokulturelle virkelighed informanterne lever i, til at tolke, forklare og transformere informanternes udsagn så de kan forstås og bruges af læseren. 4.8 Fremlæggelsens form Inden fremlæggelsen af resultaterne vil jeg kort redegøre for fremlæggelsens form. Interviewene omhandler to forskellige begivenheder (en i Norge og en i Libanon) med vidt forskelligt indhold. Interviewene tager primært udgangspunkt i palæstinensernes besøg i Norge, da dette står som det mest specielle og derved det mest betydningsfulde for de palæstinensiske deltagere. De norske musikstuderendes besøg i Rashedieh bliver dog også behandlet. Fremlæggelsen af undersøgelsens resultater vil ske i to afsnit. I det første afsnit vil jeg præsentere resultaterne fra interviewene arrangeret i tre temaer som udkrystalliserede sig i 15

16 analysearbejdet. I fremlæggelsens anden del diskuteres de af informanternes udsagn der specifikt kan knyttes til deltagelsen i de musikalske aktiviteter. Denne opdeling kan umiddelbart føles kunstig, særligt fordi en stor del af den fremlagte teori drejede sig om sammenhængen mellem musikdeltagelse og mening. Deltagelsen i de musikalske aktiviteter kan imidlertid ikke adskilles fra den generelle oplevelse af mødet med nordmændene og Norge, og da jeg i denne undersøgelse er interesseret i en bred beskrivelse af hvilke aspekter i kulturudvekslingen der fremstod som særligt betydningsfulde for palæstinenserne, er det nødvendigt først at fremlægge de generelle temaer som fremkom i interviewene. 5. Resultater 5.1 Personlig betydning Under opholdet i Norge bor de palæstinensiske unge hos norske familier og bliver en del af disse familier, og netop dette aspekt af turen har gjort særligt indtryk. Flere af informanterne mener at det bedste ved turen var at bo hos de norske familier, som behandlede dem godt, og som de knyttede sig til. Informanterne sammenligner forholdene i Rashedieh med forholdene i Norge. De giver eksempelvis udtryk for at de norske børn virker mere rolige, disciplinerede og derfor også mere lærenemme. Denne forskel bliver begrundet med de forskellige levevilkår i Norge og i Rashedieh. De to steder bliver generelt beskrevet i modsætninger: ordentligt/rodet, rummeligt/trængt, åbent/lukket, rent/beskidt, muligheder/intet arbejde, natur/affald, følelse af velvære/sygdom. Oplevelsen af den store forskel i leveforhold mellem Norge og Rashedieh, som bliver udtrykt i disse modsætninger, får palæstinenserne til at føle sig som 'andre mennesker' under opholdet i Norge. Denne følelse af at blive et andet menneske er knyttet til oplevelsen af en anden måde at leve på hvor mennesker behandler hinanden bedre, møder til tiden, deltager i 'systemet' og holder af at arbejde. I Norge oplever de unge ligeledes en anden frihed. De kan gøre ting de ikke har mulighed for i Libanon som f.eks. at overnatte sammen med vennerne, tage på udflugter og bruge meget tid sammen med hinanden. Opholdet i Norge giver således palæstinenserne mulighed for at erfare en måde at leve på som ikke er mulig i Rashedieh. At få muligheden for at rejse til udlandet er noget særligt for en palæstinensisk flygtning, og det er de unge klar over. En del af den fortælling om rejsen til Norge som informanterne fremlægger i interviewet, handler om det besvær og de vanskeligheder der er forbundet med at skulle ansøge om visum og klare det praktiske omkring rejsen. Disse omstændigheder viser at en sådan rejse ikke er mulig for alle palæstinensere, og det giver den en særlig betydning. Enkelte af de unge udtrykker også at rejsen har givet dem nogle erfaringer som de kan bruge i deres liv 16

17 nogle erfaringer som gør dem specielle i forhold til deres venner i lejren. En enkelt informant påpeger at hun ikke føler sig som noget særligt i forhold til de af hendes venner der ikke får muligheden for at rejse, men hun mener alligevel at turen giver hende en større viden om verden som ikke er mulig at få adgang til i det lukkede samfund som lejren udgør. Flere af de unge føler at de har udviklet sig personligt pga. det ansvar de har fået, f.eks. for at undervise norske børn i traditionel palæstinensisk dans. Dreng 1: Even our personalities are changed a lot. (...) We learned how to hold a responsibility. Our personalities grow from this, we feel more mature. This is the most important thing we have learned. Denne oplevelse peger på at en ændring i måden at deltage i den sociale praksis kan føre til en ændring i selvopfattelse og identitet. Informanterne træder i Norge ind i en lærerrolle og får ansvaret får at formidle palæstinensisk dans og musik til de norske børn, og denne ændring i deltagelse i den sociale praksis bliver oplevet som betydningsfuld. 5.2 Formidling af den palæstinensiske sag og leveforholdene i lejren Turen til Norge er ikke kun et personligt projekt for informanterne. De ser i høj grad sig selv som repræsentanter for det palæstinensiske folk, og dette tema kommer op flere gange i løbet af interviewene. Repræsentationen af Palæstina bliver knyttet sammen med fremvisningen af traditionel palæstinensisk kultur og undervisningen af traditionel palæstinensisk dans, som de norske børn og unge deltager i med de palæstinensiske unge som lærere. Informanterne betragter denne undervisning som en måde at formidle den palæstinensiske sag: Pige 1: When I teach somebody my Palestinian traditions (...) I feel very proud with myself and at the same time I am very happy because I spread the Palestinian traditional dance to the world, for them to know about us and to change their opinion towards the Palestianians. Formidlingen af den palæstinensiske sag bliver også i høj grad knyttet til det gode eksempel som informanterne bestræber sig på at være over for nordmændene. Ved at vise at de er dygtige dansere, dygtige undervisere og generelt gode mennesker, mener de at kunne give et godt indtryk af palæstinenserne som folk. Dette gode indtryk bliver knyttet til kampen for tilbagevenden til Palæstina. 17

18 Dreng 2: We do something that the prime ministers and the president can't do. We fight for our case, but the prime minister does nothing. Dreng 3: [To be a teacher for a group] is nice because it shows our identity, that we excist, that we have a home and traditions. This is very important to us and to our case. De unge palæstinensere betragter sig selv som gode eksempler for det palæstinensiske folk fordi de evner at vise den palæstinensiske kultur for et internationalt publikum, og det vil ifølge informanterne bidrage til at skabe mere respekt omkring palæstinenserne, hvilket de har brug for i forhold til opbakning fra verdenssamfundet til deres sag. Undervisningen i den palæstinensiske kultur er vigtig da kulturen og traditionerne bliver opfattet som undertrykte, ligesom palæstinenserne opfatter sig selv som undertrykte. Ved at undervise nordmænd i den palæstinensiske kultur tages kampen mod undertrykkelsen op. Enkelte af de unge beskriver det at undervise i palæstinensisk kultur som en pligt, noget de gør fordi de er palæstinensere og derfor har pligt til at kæmpe mod undertrykkelsen. Denne pligtfølelse er også knyttet til organisationen Beit Atfal Assumoud og musikprojektet som helhed, som de unge ligeledes repræsenterer på denne tur. Ved at gøre et godt indtryk, være dygtige dansere og opføre sig ordentligt, mener de at de kan være med til at sikre at projektet fortsætter og måske ligefrem udvides til at omfatte andre projekter til gavn for palæstinenserne generelt. Under opholdet i Norge fortalte de unge palæstinensere om leveforholdene i lejren, et tema som de generelt oplever at nordmændene er interesserede i at høre om. I mødet med en gymnasieklasse i Norge fik palæstinenserne mulighed for i mindre grupper at fortælle de norske elever om forholdene i flygtningelejren, og en af informanterne beretter hvordan han følte at der var for lidt tid til at tale om disse ting. Dreng 2: We talked a lot but we needed more time to talk about a lot of things (...) because there are unlimited things to talk about. When a person suffers he can't talk to anyone about it all, because he needs a lot of time. (...) The youth from the camp need opportunity to talk more [about the suffering]. Det betyder noget for denne informant at fortælle om sin situation, men han er bange for at tage hele taletiden. Han vil også gerne have at hans venner skal have tid til at udtrykke deres synspunkter. Muligvis oplever informanten en form for terapeutisk virkning ved at forklare udenforstående om 18

19 sin egen situation, en virkning som han ønsker at kammeraterne også skal have mulighed for at få del i. 5.3 Oplevelsen af anerkendelse Palæstinenserne føler også at de bringer noget med sig til Norge, at de har noget at byde på som nordmændene værdsætter. De oplever at nordmændene er interesserede i og ønsker at lære om den palæstinensiske kultur, primært symboliseret ved dansen debke, som under opholdet i Norge dels danses som en fællesdans, hvor alle både nordmænd og palæstinensere deltager, dels som en showdans, hvor palæstinenserne i flotte kostumer optræder med indstuderede koreografier. Palæstinenserne har grundet deres flygtningestatus en generel følelse af mindreværd. Denne følelse bliver imidlertid udfordret på denne tur. Pige 1: They treat us very good and they said you are beautiful, and not like the people who say, we are not good people, the world says Palestinian are not good, they [the Norwegians] say you are good. (sagt på engelsk) Forbindelsen til nordmændene tillader de palæstinensiske unge at udforske en følelse af anerkendelse og ligeværd, en følelse som de unge som ovenstående citat illustrerer ikke oplever til daglig. Denne følelse er også i høj grad til stede når grupper af norske studerende besøger Rashedieh. Selve besøget er en stor begivenhed som børnene og de unge i musikprojektet ser frem til på forhånd. De palæstinensiske børn og unge får i løbet af de dage besøget varer, mulighed for at komme tæt på de norske lærere, som de hurtigt får tillid til. De lægger særligt mærke til den måde de underviser på og beskriver dem som forstående, rolige og venlige. De palæstinensiske børn og unge er vant til den meget autoritære undervisningsstil fra UNRWA skolerne. Den skandinaviske pædagogiske stil som de norske studerende praktiserer, gør et stort indtryk på børnene. En af informanterne beskriver hvordan hun særligt kunne lide én af de studerende fordi han gav 'highfives' til sine elever efter gennemspilning af en af sangene. Det har stor betydning for informanterne at de studerende fra Norge tager del i deres liv og i deres kultur og traditioner. Det kom konkret til udtryk ved sidste års besøg hvor de norske studerende optrådte med en debke-dans iført traditionelt palæstinensisk tøj. Pige 1: We taught them debke, and they accept that they learn debke, and they want it, and they wear our clothes because they like to wear our clothes, and because they want to be like us, not only dancing debke but 19

20 also wearing our clothes. This means a lot to me because the Palestinian traditions mean a lot to us. Netop musikken og dansen bliver et mødested for de to kulturer. De norske studerende introducerer nye sange i projektet, og disse får efterfølgende betydning for palæstinenserne. En af informanterne beskriver hvilke sange hun særligt husker fra det sidste besøg. Det er bemærkelsesværdigt at musikken tiltaler hende på grund af indholdet af teksten og det som sangen kommer til at symbolisere i forhold til projektet. Pige 1: I like Come together and L-O-V-E. Come together means to be together like the Norwegians and the Palestinians are together and the song L-O-V-E is about the fact that we love each other, there is no difference between us and them. (...) The songs have a very nice meaning. Dette aspekt af kulturudvekslingen diskuteres yderligere i næste afsnit hvor fokus er den mening som tillægges musikdeltagelsen som den finder sted i kulturudvekslingsprojektet. 6. Musikaktiviteternes rolle i kulturudvekslingen 6.1 Musikaktiviteterne som ligeværdigt mødested Musikaktiviteterne i kulturudvekslingen danner ofte ramme om mødet mellem nordmænd og palæstinensere. Musikken tilbyder en ramme, noget at gøre sammen, som både palæstinensere og nordmænd anser for meningsfuldt. De skiftende roller at både nordmænd og palæstinensere skiftes til at være lærere og elever understreger ligeledes den ligeværdige relation, som er betydningsfuld for informanterne. I kulturudvekslingsaktiviteterne i Rashedieh får særlige elementer stor symbolsk værdi. Det gælder udvalget af sange, f.eks. Come together og L-O-V-E, som for en af informanterne kommer til at symbolisere samarbejde, fællesskab og kærlighed mellem nordmænd og palæstinensere. På samme måde får de norske studerendes danseoptræden i traditionelt palæstinensisk tøj stor betydning idet palæstinenserne oplever at de studerende ønsker at identificere sig med palæstinenserne. Særligt sangene bliver vigtige elementer også i hverdagen i musikprojektet fordi de bliver en del af det fælles repertoire og således lever videre i projektet. At spille disse sange kan være en måde at komme i kontakt med erindringer om kulturudvekslingsaktiviteterne og de 20

21 oplevelser og den mening der er knyttet hertil. Sangene bliver på denne måde til symboler på et venskab mellem nordmænd og palæstinensere og de følelser af ligeværd og anerkendelse der er knyttet hertil. Musikudøvelsen kan på denne måde siges at frembringe ideelle relationer som deltagerne kan erfare og udforske. Måske særligt fordi palæstinenserne føler sig undertrykt og afskåret fra omverdenen, bliver oplevelsen af ligeværdighed og anerkendelse betydningsfuld for deltagerne. Bestemte sange bliver symboler på denne relation og kan derved ses som vigtige ressourcer i den kontinuerlige meningsforhandling der foregår i musikprojektet. 6.2 Musikaktiviteterne og forskellige muligheder for deltagelse Musikaktiviteterne giver de palæstinensiske unge mulighed for at indgå i fællesskabet på forskellige måder og i forskellige roller. I kulturudvekslingsaktiviteterne i Libanon deltager palæstinenserne primært som elever mens de norske studerende indtager rollerne som lærere og instruktører. De norske studerende virker her som forbilleder for de palæstinensiske unge, der kan lide dem for deres måde at undervise på som de finder behagelig og god. Kulturudvekslingsaktiviteterne giver palæstinenserne mulighed for at erfare en markant anderledes pædagogisk metode end den de er vant til i UNRWA skolerne, og konstituerer alternative måder at indgå i lærer-elev relationen. Dette kan forstås som en mulighed for at afprøve forskellige måder at deltage på. De unge palæstinensere der kommer til Norge, får i højere grad mulighed for at udforske rollen som lærere, specielt i forhold til instruktion i traditionel palæstinensisk dans. I løbet af de to uger de unge var i Norge, underviste de folkeskoleelever, gymnasieelever, studerende på Norges Musikkhøgskole, i en folkemusikforening og i mere uformelle sammenhænge, f.eks. i situationer hvor værtsfamilierne mødtes. Informanterne beskriver hvordan de trives med lærerrollen. De befinder sig godt i den, ønsker ikke at gå hjem og kan lide de børn de underviser, og de anser dem for at være dygtige og lærenemme. I interviewene fremgår det at palæstinenserne tillægger det ansvar som er knyttet til lærerrollen, stor vægt i forhold til deres personlige udvikling. Det er gennem det stigende ansvar for praksis at de unge palæstinensere får mulighed for at deltage på en ny og betydningsfuld måde og derved lære noget af betydning for selvopfattelsen. Der er således knyttet meget positive oplevelser til netop denne form for deltagelse. Udover lærerrollen indtog de unge ligeledes rollen som performere i forbindelse med de mange danseforestillinger som blev afholdt på skoler og på offentlige pladser. Her indtager de unge rollen som scenevante performere af deres egen kultur. Både lærerrollen og performerrollen kan anskues som en ekspertfunktion. Gennem denne form for deltagelse får palæstinenserne mulighed for at blive anerkendt som eksperter i deres egen kultur, som repræsentanter for deres 21