METODER TIL LANDSKABSANALYSE

Transkript

1 PER STAHLSCHMIDT & VIBEKE NELLEMANN METODER TIL LANDSKABSANALYSE KORTLÆGNING AF STEDETS KARAKTER OG POTENTIALE FORLAGET GRØNT MILJØ 1

2 ISBN Per Stahlschmidt & Vibeke Nellemann: Metoder til landskabsanalyse 2. udgave Per Stahlschmidt, Vibeke Nellemann og Forlaget Grønt Miljø Kort er gengivet med tilladelse fra Kort & Matrikelstyrelsen (A ). Tilrettelæggelse: Per Stahlschmidt, Vibeke Nellemann og Søren Holgersen. Tryk: Jørn Thomsen A/S. Kortet på omslaget er gengivet fra Thing & Wainø (2002): Rumlig analyse af undersøgelseskorridor for ny højklasset vej i Frederikssundfingeren. Fotos af Per Stahlschmidt, med mindre andet er anført. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Bogen kan citeres med kildeangivelse. Bogen er revideret med økonomisk støtte fra: Karin og Georg Boyes Fond Havekulturfonden Uanset hvor man begynder at spise af æblet, når man ind til kernen. Bergliot Nielsen, gestaltpsykolog 2

3 Forord Når man planlægger, forvalter eller forsker i det fysiske miljø - byen eller det åbne land - har man brug for systematiske undersøgelser af stedet, kort sagt landskabsanalyse. Derfor findes i litteratur, i forvaltning og i praktisk planlægning mange forskellige typer af landskabsanalyse. Vores hensigt med bogen er at skaffe overblik over dette frodige felt af fremgangsmåder ved at præsentere principielt forskellige grundtyper, karakterisere typerne og gruppere dem i forhold til hinanden. Det har været vores ambition, at bogen skal være en systematisk opbygget lærebog, samtidig med at den kan bruges som et idékatalog med eksempler. Både i udvælgelsen og behandlingen af typerne er vægten lagt på analysernes formål og idé, slidstyrke og praktiske brugbarhed. Bogen indeholder anvisninger på, hvordan analysearbejdet kan tilrettelægges, udføres og anvendes. Som kogebogsopskrifter kan de følges nøje af begyndere og være til inspiration for de mere erfarne. Det er ikke hensigten at knæsætte metoderne som korrekte endsige autoriserede. For planlæggere og forvaltere af landskabet er det vigtige at kunne beherske de grundlæggende analyseteknikker, så de kan kombineres og bruges på samme frie måde, som arkitekter og landskabsarkitekter f.eks. anvender fremstillingsteknikkerne opstalt, perspektiv og 3D-model. Hovedvægten er derfor lagt på analyseteknikker, men der er også eksempler på, hvordan teknikkerne kan spille sammen i mere komplekse analysesystemer. Det er vores opfattelse, at jo mere natur- og landskabsforvaltningen bliver specialiseret i videnskabelige faggrene, desto mere er der brug for midler, der kan sammenknytte delene til helheder. Og jo flere tekniske muligheder for landskabsanalyse computeren giver, desto større bliver behovet for at gøre sig klart, hvad der er analysens formål og idé. Landskabsanalyser giver herudover mulighed for underbygget argumentation, som i dag er krævet før væsentlige planlægningsbeslutninger. Vores udgangspunkt for arbejdet har været landskabsarkitektfagets brug af landskabsanalyser. Men vi har hentet eksempler og inspiration fra tilgrænsende fag som geografi, arkitektur, historie, biologi og økologi, da landskabet er arena for mange faglige indfaldsvinkler. I bogen er det forsøgt at bygge på den terminologi, som er fremherskende i litteraturen og i praksis, da udvikling af en faglig terminologi forudsætter accept af andres definitioner frem for egen opfindsomhed. Til trods for, at man bl.a. inden for den digitale verden i vidt omfang bruger engelsk terminologi, har vi bestræbt os på at skrive dansk, f.eks. billedserie af oplevelsesforløb i stedet for serial vision. Så vidt muligt er begreberne klare, konsekvente og modsigelsesfrie, også selv om sproget derved kan blive lidt tungt og omstændeligt. Og endelig har vi forsøgt at gøre stoffet så elementært forståeligt, at det er tilgængeligt uden særlige forudsætninger. 1. udgave fra januar 2001 blev skrevet af Per Stahlschmidt. Efter otte år er bogen ved at være udsolgt, og der er behov for en ny opdateret udgave. Vibeke Nellemann har overtaget ansvaret for kurset Landskabsanalyse ved Skov & Landskab, Københavns Universitet, efter at Per Stahlschmidt er gået på pension. Hun har i sit faglige virke arbejdet med forskning, udvikling og anvendelse i praksis af metoder til landskabsanalyse. Derfor var det naturligt, at hun blev medforfatter til den nye udgave. Denne nye udgave er udvidet med analysesystemet Landskabskaraktermetoden, med brugen af GIS i analysearbejdet og med naturgeografisk analyse. Derudover er teorikapitlet omskrevet og forenklet, der er kommet flere og nyere analyseeksempler, og illustrationerne er fornyet. Ole Hjorth Caspersen, Patrick Karlsson, Rie Celina Nielsen og Uffe Wainø har bidraget med at levere og bearbejde illustrationer. Skov & Landskab, Det Biovidenskabelige Fakultet Københavns Universitet (KU) Juli 2009 Per Stahlschmidt og Vibeke Nellemann 3

4 4

5 Indhold 1.. Teor eori i om metoder... 6 Hvad er landskabsanalyse?... 6 Formål med landskabsanalyse... 6 Hvad er vigtigt?... 6 Forenkling... 6 Analyseprodukt... 7 Bogens opbygning... 7 Teori om metoder... 8 Analysetyper... 8 Udvælgelse af eksempler... 8 Baggrundsanalyser... 9 Handlingsorienterede analyser... 9 Konsekvensanalyser Appendiks Objekter for landskabsanalyse Skala Tema Arealtype Metoder til landskabsanalyse Betydning af metode Historik Kilder til landskabsanalyse Registreringsteknik Objektivitet versus subjektivitet Analyseteknik Fælder for landskabsanalyse Analysesystemer Landskabskaraktermetoden LKM SAVE-metoden Fremstillingsteknik Abstrakt eller virkelighedstro gengivelse? Faktuel information eller anskuelighed? Redelig eller tendentiøs gengivelse? Analysens afhængighed af planlægningsmetoden Analyse af naturgrundlag undlag og arealan ealanvendelse endelse Baggrund og formål Hovedeksempel: LKM naturgeografisk analyse, Kalø Naturgrundlag Geomorfologi Terræn Farvelagte niveaulag Skyggede terrænkurver Digital terrænmodel Snit Jordbund Vand- og vådområder Arealanvendelse Marker og hegn Natur- og halvkulturarealer Skov Park Grønt område Bebyggelser og byområder Byrum Infrastruktur og tekniske anlæg Kulturhis histor orisk isk analyse se Baggrund og formål Hovedeksempel: Kulturgeografisk analyse Borris Varianter Tidsserie af topografiske kort Tidsserie af temakort Sammenfattende tidsserie Rumlig analyse Baggrund og formål Hovedeksempel: Kevin Lynch-analyse Varianter Synlighedsanalyse Øjenhøjdeanalyse Nollis analyse Billedserie af oplevelsesforløb Gordon Cullen-analyse Higuchi-analyse SAVE strukturanalyse SAVE byfrontsanalyse LKM rumlig visuel analyse Sammenlignende analyse Områdeanal ådeanalyse Baggrund og formål Fremgangsmåde for regionalisering Hovedeksempel: Skovboanalysen Varianter LKM landskabskarakterkortlægning, Svendborg Hierarkisk områdeanalyse, England Hierarkisk områdeanalyse, Skive Vær ærdianal dianalyse Baggrund og formål Fremgangsmåde Hovedeksempel: LKM landskabsvurdering, Svendborg Vurderingens fire temaer Landskabsstrategi Implementering Varianter SAVE sideordnet værdianalyse Binær værdianalyse SAVE rangordnet værdianalyse Lokaliser aliseringsanal ingsanalyse se Baggrund og formål Definition af anlæg og landskab Forhold til egnethedsanalyse Fremgangsmåde Inddelingsprincipper Anlægskrav eller landskabskrav Definitive eller relative lokaliseringsfaktorer Tilbud eller begrænsning Elementer, miljøfaktorer, interesser Anlæggets grundareal eller omgivelser Detaljeret eller oversigtligt målforhold Eksisterende eller planlagte lokaliseringsfaktorer Hovedeksempel: McHargs lag-på-lag-teknik Varianter Skovbo-lokaliseringsanalyse LKM lokaliseringsanalyse, Randers Fjord Samsø lokaliseringsanslyse Konsekv onsekvensanal ensanalyse se Baggrund og formål Hovedeksempel: Æstetisk vurdering i VVM Varianter Billedserie af landskabsscenarier Før/efter-billede og alternativer Temaopdeling af forslag Temasammenfatning af forslag Støjzonekort Appendiks 1: Ordliste for landskabselementer Appendiks 2: Checkliste til analyse af et friareal Litteraturliste Stikord

6 1 Teori om metoder Hvad 1 HVAD er ER landskabsanalyse? LANDSKABS ANDSKABSAN ANAL ALYSE? At analysere et landskab vil sige at pille et sted fra hinanden, ikke i bogstavelig, men i abstrakt forstand, for derefter at samle delene igen i en eller anden form for konklusion. Endelsen analyse kan kobles sammen med snart sagt et hvilket som helst emne (markeds-, risiko-, drikkevandsanalyse osv.) uden at de har med landskabsanalyse at gøre. Andre analyseformer, som bruger-, behovs- og budgetanalyser, kan være nødvendige bidrag i planlægningsprocessen, men er stadig ikke landskabsanalyser, fordi de ikke har stedet som deres objekt. Men også inden for kategorien landskabsanalyse svirrer det med en mængde begreber, der kan have et mere eller mindre klart betydningsindhold. Man skelner mellem kvantitative analyser, hvor bestanddelene mængdesættes, og kvalitative analyser, hvor bestanddelenes egenskaber vurderes. I bogen behandles hovedsageligt kvalitative analyser. Skiller man begrebet landskabsanalyse i sine to led, forstås ved landskab et sted, en lokalitet, i byen eller på landet, med sine elementer (terræn, jordbund, vand, vegetation, bygninger, veje mv.), miljøfaktorer (klima, økologiske processer, lyd, lugt mv.), funktioner og interesser (arealanvendelse, ejerforhold, byggelinier mv.) og fremtrædelsesform og betydninger (karakter, visuelle oplevelsesmuligheder og historie). Landskabsbegrebet er skalaafhængigt. Framstad og Lid (1998, s. 267) definerer landskab som et areal stort nok til at rumme mønstre og processer, som er nødvendige for de økologiske eller forvaltningsmæssige problemer, som er af interesse. I praksis kan arealstørrelsen gå fra få hundrede m 2 til mange hundrede km 2. Det brede landskabsbegreb, der anvendes her, står i modsætning til det snævre: Et værneobjekt altovervejende af billedlig æstetisk eller oplevelsesmæssig betydning knyttet til fritid og rekreation (Geelmuyden, 1993). Interessante essays om landskabsbegrebet findes i Jackson (1984). I Den Europæiske Landskabskonvention (2000) defineres landskab som: et område - som opfattet af mennesker - hvis egenart er resultatet af naturlige og/eller menneskelige faktorers påvirkning og gensidige påvirkning. Analyse (fra græsk análysis = opløsning, af ana, op, op på, opad + afledning af lýein, at løse): en tilbundsgående undersøgelse af noget for at finde ud af dets bestanddele og sammensætning; det kan være en undersøgelse af en tekst, et emne, et område, et grundstof m.m., betyder opløsning af noget i dets bestanddele (Politikens Nudansk Ordbog 1999), modsat syntese. Landskabsanalyse betyder således undersøgelse af aspekter ved et geografisk område for at forstå eller planlægge dets indhold, udformning og anvendelse. FORMÅL Formål MED med LANDSKABS ANDSKABSAN landskabsanalyse ANAL ALYSE Formålet med landskabsanalyser er at finde og synliggøre, hvad der er vigtigt i landskabet, og at forenkle den komplekse og uoverskuelige virkelighed. I landskabsanalysen bliver vigtige egenskaber derfor tydeliggjort på en sådan måde, at de kan kvalificere valg i en systematisk proces. Generelt vil det styrke kvaliteten i den fysiske planlægning, at mål, strategier og planforslag aktivt inddrager det konkrete landskab med dets særlige indhold, identitet, funktioner, tilstand og udviklingspotentiale. Hvad ad er vigtigt? Hvad der er vigtigt, afhænger af situationen i den givne opgave. Derfor kan man stille to spørgsmål, før man udfører en landskabsanalyse: Hvilke forhold ved landskabet er relevante for opgaven? Hvilken analyseteknik er egnet til at løse opgaven? Der er foretaget megen planlægning uden landskabsanalyse, endda planlægning uden et kort med terrænkurver. Landskabsanalyse skal man udføre, fordi man mener, at stedets forskelligheder er interessante og bør øve indflydelse på f.eks. et planlægningsresultat. Efter vores opfattelse er forudsætningen for god planlægning en tolkning af stedet for at finde frem til dets særpræg, tilstand, potentialer og sårbarhed. Dermed ikke sagt, at løsningen nødvendigvis skal underordne sig eller føje det eksisterende landskab. En løsning, hvor det nye står i kontrast til det eksisterende, kan være et lige så kvalificeret svar. For orenkling Principielt kan landskabsanalysen gå to veje. Den første er, at man gennem sin oplevelse af stedet når frem til en erkendelse - en pointe - der kan være relevant i den givne opgave. Derefter søger man gennem analysen at få denne pointe til at fremstå så distinkt og opfattelig som muligt. Den anden vej består i, at man begynder med en analyse, som anses for relevant i den givne sammenhæng, og at man gennem analysen uddrager en erkendelse, der bringer opgaven et skridt videre. 6

7 Et af formålene med landskabsanalyse er at anbringe sig på et velvalgt sted. God lokalisering er ikke blot et spørgsmål om æstetik, men en tilbøjelighed, der er biologisk forankret. Den instinktive fornemmelse af, om det sovende barn er placeret godt i landskabet, kan med indlevelse og øvelse udvides til en bevidst vurdering af om f.eks. et hus ligger godt på sit sted. I det første tilfælde kan man f.eks. have en idé om, at den kommende bebyggelse skal lægges mellem fire høje. Derfor søger man gennem farve- og skyggelægning at få de fire høje til at fremstå så tydeligt som muligt på kortet. Forslaget bliver på denne måde underbygget af terrænanalysen. I det andet tilfælde, hvor man afsøger stedets muligheder, vil farvelægningen måske fremhæve helt andre træk end de fire høje, f.eks. kunne et vandløb, der senere er blevet rørlagt, blive et styrende element for bebyggelsesplanen. Begge veje er brugbare arbejdsprocesser. Landskabsanalyser handler således om at forenkle virkeligheden. Et analysekort behøver kun at belyse et enkelt væsentligt forhold for stedet. Udfordringen er med andre ord at skære en masse væk, som i andre sammenhænge kan være nok så betydningsfuldt, for at få det udvalgte aspekt til at stå klart frem. Et analysekort kan vise sagen i en nøddeskal. Senere kan man supplere det første analysekort med nye, der belyser andre, relevante sider af virkeligheden. Det er derfor vigtigt at holde synsvinklerne for de forskellige analyser adskilt undervejs, så de hver især kan komplettere hinanden, i stedet for at de bliver til uklare miks. Formålet med landskabsanalyser kan defineres i forhold til hvilken type arbejdsopgave, der skal løses, og i forhold til hvilken rolle, produktet skal spille. Det er arbejdsopgaverne, der har styret bogens inddeling i kapitler. Som det fremgår af næste afsnit, er analyseopgaverne grupperet i hovedemnerne baggrundsanalyser, handlingsorienterede analyser og konsekvensanalyser. Analysepr seprodukt Resultatet af landskabsanalysen kan være et plandokument, der kan fremstå som et selvstændigt produkt, eller være et led i planlægningsprocessen, hvor analyseresultatet indgår som input i løsningen/syntesen, f.eks. en landskabsstrategi. Men hvad enten analysen er et mellem- eller et slutprodukt, må den ende med en konklusion, en form for syntese, for at have brugsværdi. Store og komplekse planlægningsopgaver kræver i dag rationel argumentation og demokratiske beslutningsprocesser. Derfor er landskabsanalysen ikke alene en vej for planlæggeren til at forstå stedets karakter økologisk, historisk, kulturelt, oplevelsesmæssigt og erhvervsmæssigt. Den er også et argumentationsredskab. Som plandokument skal landskabsanalysen derfor være systematisk og kunne efterprøves (Geelmuyden, 1993, s. 152). BOGENS Bogens OPBYGNIN opbygning GNING Bogen består af tre dele: Teori, analysetyper og appendiks. Efter deres rolle i planlægningsforløbet kan analysetyperne yderligere grupperes i tre slags analyser: bag Kapitel 1: Teori om metoder 7

8 2 Analyse af naturgrundlag og arealanvendelse Baggrund BAGGR GGRUND OG og FORMÅL formål Ved naturgrundlaget forstås her områdets geomorfologi, terrænform, jordens beskaffenhed og hydrologi, dvs. landskabets indhold af vand som vandspejl eller vådområde. Terrænform, jordbundsforhold, søer og vandløb er i Danmark ganske vist påvirkede af, eller direkte produkter af, menneskelig aktivitet. Naturgrundlaget er således ikke defineret stramt i betydningen uden kulturpåvirkning, men som temaer, der generelt har et tydeligere oprindelighedsaspekt end veje og bebyggelser. Ved arealanvendelse forstås her ikke kun funktion (land use), men også indholdet af landskabselementer (land cover). Arealanvendelsen er det menneskeskabte kulturlag, som er integreret i naturgrundlaget. Tilsammen danner naturgrundlag og arealanvendelse det fysiske landskab, også kaldet topografien. Funktioner kan igen opdeles i hovedanvendelse og bianvendelse. Hovedanvendelsen er arealets dominerende funktion, f.eks. landbrug, mens bianvendelsen er overlappende funktioner, på et landbrugsareal f.eks. jagt og vandindvinding. Eksempler på landskabselementer er levende hegn, veje og bebyggelser. Der er ikke altid et sammenfald mellem funktion og landskabselement. Eksempelvis er en skov et landskabselement, hvor den tilknyttede funktion kan være træproduktion, men skoven kan også være en lystskov, der har rekreation som hovedanvendelse. En tydelig sammenhæng mellem naturgrundlaget og arealanvendelsen er karakteristisk for nogle landskabsområder, f.eks. ådalen med græssede enge i dalbunden og skov på de stejle sider, hvor intensiv landbrugsdrift er uhensigtsmæssig. Eller byområdet med friarealer i dalstrøg og på stejle arealer. Men mange steder er tidligere sammenhænge mellem de natur- og kulturskabte mønstre sløret eller brudt. Det er f.eks. tilfældet, hvor diger og dræning har muliggjort intensiv landbrugsdrift på tid- Med mindre man går ned på mikroniveauet, vil registreringsarbejdet være overkommeligt på Kringelrøn, Læsø. Skalaen er stor, og variationen lille - en vandret flade uden afbrydelse af huse og træer. Derfor er landskabet storslået, det har identitet, og det er sårbart for visuelle påvirkninger. 8

9 ligere strandenge, eller hvor nyere tids byudvikling er foregået uden hensyntagen til terrænform og vådområder. Formålet med kapitlet er at forstå landskabets fysiske indhold. Derfor er varianterne ordnet tematisk i hovedafsnittene naturgrundlag og arealanvendelse. Der er tale om analyser, hvor registreringsdelen, dvs. dataindsamlingen, udgør en forholdsmæssig større del end i de øvrige analysetyper. Hovedeksempel: Hovedeksempel: LKM Naturgeografisk analyse LKM NATURGEOGRAFISK ANALYSE KALØ Kalø Eksemplet er hentet fra området omkring Kalø Vig, Djursland. Det stammer fra en forelæsning af seniorforsker Ole Hjorth Caspersen, Skov & Landskab, KU efteråret 2008 i kurset Rural Landscapes - policy and strategies. Bagefter har han og GIS-medarbejder Patrick Karlsson bearbejdet kortene. Formålet med kortlægningen er at danne grundlag for en samlet landskabskarakteranalyse i området omkring Kalø Vig, Djursland. Som beskrevet i kapitel 1 er den naturgeografiske analyse et af de første trin i landskabskaraktermetodens kortlægningsfase (LKM). Objektet er landskabets geologiske dannelse, terrænforhold og jordbund. Kilderne til kortlægningen fremgår af illustrationerne, der alle er i digital form, så de kan behandles i GIS Fremgangsmåden er at sammenholde og tolke de forskellige temakort (figur ) med det formål at oplav Figur De e Djur slands g eomor 2.1 Dett sydlig sydlige Djurslands geomor eomorffologi Mols Bjerge er et randmorænelandskab formet af gletchere fra syd med beliggenhed i henholdsvis Kalø Vig og Ebeltoft Vig. Mens der på indersiden af randmorænebakkerne overvejende er lerjord, er der på ydersiden, dvs. på Tirstrup Hedeslette, flader med lagdelt smeltevandssand. Kolindsund nord for hedesletten er en tørlagt fjord. Mål: 1: (Efter Smed, 1981). Morænelandskab fra sidste istid, overvejende lerbund Tunneldal Morænelandskab fra sidste istid, overvejende sandbund Ås Randmorænelandskab Issøplateaubakke (fladbakke) Større, særligt fremtrædende bakkepartier Lavtliggende issø (isdæmmet sø eller lignende søbassin) Mindre, særligt fremtrædende bakkepartier Marint forland dannet siden stenalderen, 5000 f.k. Landskab med dødisrelief Kunstigt tørlagt areal Hedesletter. Prikrækker er skematiske højdekurver Yoldiahavets kystlinje Ekstramarginal smeltevandsfloddal Stenalderhavets højeste kystlinje Smeltevandsflodterrasser Kystklint Kapitel 2: Analyse af naturgrundlag og arealanvendelse 9

10 3 Kulturhistorisk analyse Baggrund BAGGR GGRUND OG og FORMÅL formål Ved kulturhistorisk analyse forstås undersøgelse af tidsdimensionen over en årrække i et område. Det er altså ikke årstidsvariationen eller endnu kortere processer, det her drejer sig om, men ændringer af stedets fysiske karakter over længere tid. Ifølge Forman og Godrons Landscape Ecology (1986, s. 11) fokuserer landskabsøkologien på tre karaktertræk ved landskabet: Struktur (structure). Den rumlige relation mellem distinkte økosystemer eller elementer og fordelingen af energi, materialer og arter. Funktion (function). Strømmene af energi, materialer og arter mellem og i økosystemerne. Forandring (change). Ændring af struktur og funktion for den økologiske mosaik i løbet af en tidsperiode. Kulturhistorisk analyse drejer sig ikke specielt om økologi, men terminologien kan hjælpe til at præcisere, at objektet for historisk analyse er forandringsprocesser, ikke struktur eller funktionelle processer. Spørgsmålet, en kulturhistorisk analyse kan besvare, er: Hvordan er udviklingen forløbet i dette landskab? Gennem analysen fås et indblik i, hvordan byen eller kulturlandskabet har forandret sig, og dermed en forståelse for, at det foreliggende landskab er resultatet af en dynamisk udvikling. En kulturhistorisk analyse er et tilbageblik, men ikke nødvendigvis et tilbageblik på gamle dage. Tværtimod vil en analyse ofte blive ført frem til i dag. Med landskabsøkologisk sprogbrug er landskabets nuværende struktur et resultat af tidligere tiders processer. Det nuværende landskab kan betragtes som en akkumulation af naturprocesser og tidligere tiders menneskelige udnyttelse. Derfor vil man ofte støde på spor eller levn fra forældede brugsmønstre. Spor der først giver mening i deres historiske sammenhæng. Når man skal planlægge forandringer af et sted, er det godt at vide noget om de forudgående ændringer: Har stedet i lange perioder været uforanderligt? Det kan kræve større forsigtighed end i et dynamisk landskab, hvor radikale nyskabelser måske lettere kan absorberes. Hvilken historie fortæller landskabet os, og hvilken historie ønsker vi at fortælle? Åbenbarer analysen, at elementer og strukturer i området, der umiddelbart fremtræder tilfældige, i virkeligheden kan forklares? Er der uanseelige kulturhistoriske spor eller træk, der gennem planlægningen ikke blot kan bevares, men også tydeliggøres og få en ny positiv betydning? Den kulturhistoriske analyse kan have forskellig vægt i forhold til et løsningsforslag. Ved planlægning af nye anlæg er den historiske analyse en baggrundsanalyse, der først og fremmest skal bruges til at få en forståelse for opgaveområdet. Den kan være én af måderne til at finde genius loci, stedets ånd. Ved stedets ånd forstås stedets særpræg og identitet, ofte i forbindelse med tolkning af stedet i en planlægningssituation. Den oprindelige betydning er den ånd der beskytter stedet. Ved en restaureringsopgave, f.eks. et naturgenopretningsprojekt eller forslag til restaurering af en herregårdspark, kan den kulturhistoriske analyse derimod få en styrende rolle for forslaget, den kan med andre ord være handlingsorienteret. Hvis restaureringsprincippet er rekonstruktion, dvs. tilbageføring til en tidligere, dokumenteret tilstand, vil resultatet af den kulturhistoriske analyse ligefrem være identisk med planforslaget. Som for alle andre historiske studier er man afhængig af kildernes pålidelighed. Derfor må man skelne mellem primære og sekundære kilder, ligesom man må være opmærksom på, hvilket målforhold og hvilket formål et originalkort har haft, så over- og fejlfortolkninger undgås. Figur 3.7 er eksempel på, at der er begrænset sammenlignelighed mellem 1796-kortet (original 1:80.000) og de øvrige kort (original 1: og 1:25.000). Der kan indgå mange kilder i kulturhistoriske analyser, f.eks. udgravning, feltstudier af levn, skriftlige beretninger, spørgeskemaer, interviews, statistik, luftfotos, perspektivfotos og malerier. Her omtales kun forskellige former for kortbladsanalyse, hvor den primære kilde er kort, eller andre former for opmåling. Man er bundet af sine kilder, her kortene. Man kan ikke frit vælge tidspunkter i sin historiske analyse, men må indrette sig efter det år, der tilfældigvis er en kortlægning fra. Kortbladsanalysen giver forståelse for, hvor og hvordan landskabet har udviklet sig, men fortæller ikke, hvorfor ændringerne er sket, dvs. årsagerne til udviklingen. Er der ikke umiddelbart en indlysende forklaring, f.eks. at der optræder vand ved en dæmning, må en tolkning bygge på supplerende kilder, f.eks. statistik eller mundtlige og skriftlige beretninger. På topografiske kort er signaturerne defineret på nogenlunde samme måde gennem de cirka 150 år, vi i Danmark har haft landsdækkende, detaljerede topografiske kort. Det er en væsentlig forudsætning for udførelse af en pålidelig historisk analyse. Det daværende Geodætisk Institut, (GI, i dag Kort & Matrikelstyrelsen, KMS) ændrede målforhold på deres kort i 1953 til NATO-standard. Målebordsbladene, 1:20.000, der var den mest detaljere- 10

11 Villa Lemm ved Havel-floden i Berlin blev anlagt i 1908 som landskabshave. I 1913 blev det formale terrasseanlæg i italiensk renæssancestil tilføjet. I 1998 blev den private have rekonstrueret efter en minutiøs historisk analyse af kontoret for Gartendenkmalpflege i Landesdenkmalamt, Berlin. Når målet med en renovering er at genskabe en historisk tilstand så korrekt som muligt, bliver den historiske analyse handlingsorienteret. Dens funktion er ikke blot baggrundsforståelse. de, landsdækkende serie, blev til 4 cm-kort i 1: Trods det mere oversigtlige målforhold er tydelighed og detailrigdom stort set uændret, ligesom signaturerne stort set er defineret på samme måde, også selv om kortlægningen i dag for en stor del er baseret på tolkning af luftfotos i stedet for feltstudier. På 4 cm-, 2 cm- og 1 cm-kort er opmålings- og eventuelle revisionsår anført under kortrammen til venstre. Enkelte rettelser og vejrevision betyder, at kortet ikke er fuldstændig revideret. Det kan give usikkerhed, om kortet er revideret, f.eks. når det gælder nye eller sløjfede vådområder, småskove og levende hegn. Dermed bliver dateringen usikker. Bruger man digitale kort fra Kort & Matrikelstyrelsen, kan man ved at klikke på egenskaber finde de relevante årstal for kortet. Tolkning af kort forudsætter naturligvis, at man kender signaturforklaringen. Hvis den ikke er angivet på det kort, man studerer, findes signaturforklaringer på alle danske topografiske korttyper i Topografisk Atlas Danmark (Jensen og Jensen, 1976). Eksakte definitioner - hvad er f.eks. et hegn? - skal dog hentes i kartografernes rekognosceringsbestemmelser. Andre korttyper som Videnskabernes Selskabs Kort, sogne- og matrikelkort er gode kilder til historisk analyse. Også de landsdækkende luftfotos, optaget med få års interval, er brugbare kilder, som findes i Kort & Matrikelstyrelsen. Nogle årgange er på nettet: og En grundig indføring i kulturhistoriske analysemetoder fås i Dam og Jakobsen: Historisk-Geografisk Atlas (2008). Specielt om brug af historiske kort til landskabsanalyse henvises til Korsgaard: Kort som kilde - en håndbog om historiske kort og deres anvendelse (2006). En levende beskrivesle af landbyernes udvikling findes i Porsmoses Danske Landsbyer (2008). Især tre valg er vigtige, når man skal i gang med en historisk kortbladsanalyse: Hvilke temaer er relevante? (Udviklingen af f.eks. bebyggelser, vådområder, skove eller veje?) Hvilke årstal er relevante? (Tidspunkter, der både er interessante og tilgængelige?) Hvilket grundkort skal jeg vælge som baggrund for den kultur historiske analyse? (Nutidigt eller gammelt kort, nedtonet eller blankt papir?). Hovedeksempel: HOVEDEK VEDEKSEMPEL: KULTUR Kulturgeografisk TURGEOGRAFISK ANAL analyse, ALYSE BORRIS Borris Analysen Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding (1979) er udført af Ruth Helkiær Jensen og Kristian Marius Jen Kapitel 3: Kulturhistorisk analyse 11

12 4 Rumlig analyse Baggrund BAGGR GGRUND OG og FORMÅL formål Ved rumlig analyse forstås undersøgelse af de aspekter ved landskabets fysiske struktur, som man orienterer sig efter og i øvrigt oplever visuelt. Spørgsmålet, den rumlige analyse kan svare på, er: Hvordan er landskabets arkitektur, dvs. dets rumlige struktur og udtryk? Gennem rumlig analyse kan landskabets fremtrædelsesform karakteriseres på samme måde, som man beskriver en bygningskrop ved at fortælle om tag, facader, vinduer, døre osv. Rumlig analyse er ikke kun begrænset til fænomeners udbredelse i to dimensioner. Den tredje dimension - højden - er altid med i en rumlig analyse. En af udfordringerne er netop på det plane stykke papir at give information om et steds tre dimensioner. Rumlig analyse må ikke forveksles med en analyse af rummelighed. Rummelighed er et spørgsmål om, hvorvidt arealstørrelsen svarer til det givne behov. Dette emne hører hjemme under lokaliseringsanalyse (kapitel 7). Rumlig analyse er beslægtet med visuel analyse. Visuel analyse handler om hvordan landskabet ser ud (fremtrædelsesform). Rumlig analyse handler om hvordan landskabet er (opbygning). Den rumlige analyse kan være af direkte betydning for opgaveløsningen, men vil ofte være en baggrundsanalyse udført med det formål at forstå, hvordan landskabet opleves som arkitektur. HOVEDEK Hovedeksempel: VEDEKSEMPEL: KEVIN Kevin LYNCH- Lynch-analyse H-AN ANAL ALYSE SE Kevin Lynch skrev i 1960 The Image of the City, fordi han undrede sig over, hvordan folk kunne finde rundt i de store amerikanske kvadratnetsbyer. Han bad indbyg- Stien fra Hammershus til det hvide besøgscenter i baggrunden vil i en Kevin Lynch-analyse (figur 4.1) få signaturen færdselsåre, mens besøgscenteret er et knudepunkt, og broen et orienteringspunkt. Skrænten til højre i billedet og skovbrynet i baggrunden er rumbegrænsninger og forgrunden med stenmurene er et karakteristisk område. Ved at bruge sådanne symboler får man rumlige briller på og bedre mulighed for at få et overblik over stedets rumlige struktur. Andre analysetyper tilbyder anderledes briller, som kan åbne øjnene for nye sider ved stedet. 12

13 gere om at tegne hver deres mentale kort over byen, og ud fra disse kort skabte han notationssystemet med de fem symboler, som er forklaret på figur 4.1. Formålet med en Kevin Lynch-analyse er at fremdrage de kendetegn i byens anatomi, der gør det muligt at navigere. Selv om bogen kun handler om byer, har metoden også vist sig anvendelig i det åbne land. I bogen beskrives, hvordan metoden er skabt og udviklet, ligesom der er eksempler på, hvordan den er anvendt. I det følgende lægges vægten derimod på dens tillempning til praktisk brug. Metoden er brugbar i alle skalatrin, fra regionens store til havens lille skala, blot skifter signaturerne betydning fra det ene trin til det andet. F.eks. er København et knudepunkt på Danmarkskortet, Rådhuspladsen er et knudepunkt på Københavnskortet, og rådhusets hovedindgang er et knudepunkt på kortet over Rådhuspladsen. Med hensyn til type hører Kevin Lynch-analyse til gruppen af kvalitative analyser - modsat kvantitative analyser. Kevin Lynch-analyse er dog ikke en værdianalyse, fordi oplevelsen af objekterne ikke vurderes positivt eller negativt. Objektet for en Kevin Lynch-analyse er de landskabstræk, der repræsenteres af de fem symboler vist på figur 4.1. Afhængigt af situationen kan man modificere symbolerne og supplere med nye, der er væsentlige for, hvordan man orienterer sig i landskabet. Også Kevin Lynch brugte symbolerne helt udogmatisk, når han selv udførte landskabsanalyser. Til gengæld er symbolerne oversat og fortolket til dansk i denne bog (figur 4.1). F.eks. er betegnelsen færdselsåre bedre end den direkte oversættelse sti (path), fordi betegnelsen også skal omfatte ganglinje, vej, jernbane, kanal mv. Rumbegrænsning erstatter ord som kant eller grænse (edge) for at indsnævre betydningen af begrebet til væg i et landskabsrum. Karakteristisk område foreslås i stedet for distrikt eller område (district), fordi benævnelsen kun skal omfatte områder, der i særlig grad har egen identitet. I stedet for landmærke (landmark) foreslås orienteringspunkt, fordi landmærke i almindeligt sprogbrug betyder en genstand på kysten, som søfarende kan orientere sig efter, f.eks. en bygning eller en bakke (Politikens Nudansk Ordbog 1999). Benævnelsen vartegn strider også mod almindeligt sprogbrug, f.eks. i betydningen Gåsetårnet er Vordingborgs vartegn. I kommuneatlassene (SAVE-metoden) anvendes betegnelsen fikspunkt, der er synonymt med orienteringspunkt. Node er oversat direkte til knudepunkt. Kilden til analysen er kort og eventuelt også luftfoto suppleret med rekognoscering i marken. Da symbolerne er relative inden for opgaveområdet, og de ikke bestemmes efter, hvor store elementerne er målt i meter, men hvordan analytikeren opfatter deres betydning, er der et væsentligt element af personligt skøn i en Kevin Lynch- Paths Færdselsårer. Kan afhængig af skalaen være stier, ganglinier, veje, jernbaner mv. Edges Rumbegrænsninger. Grænse mellem to forskellige områder. Kan være mere eller mindre gennemtrængelig. Districts Karakteristiske områder. Ensartede områder med egen identitet. Nodes Knudepunkter. Strategiske punkter, hvor man kan passere. Det er hovedsageligt kryds mellem forskellige veje eller trafikarter. Landmarks Orienteringspunkter. Betydningsfulde for indbyggernes orientering i byen. Skal opleves udefra. Normalt et fysisk objekt, som i stor skala kan være en bygning, et tårn eller bjerg og i mindre skala en markant facade, et træ eller en høj. Figur Kevin Lync ynch-anal h-analyse, se, Boston on Kortet viser, hvordan Bostons struktur er tolket ved hjælp af fem forskellige symboler. Da hvert symbol er gradueret på to niveauer, fås altså i alt ti forskellige signaturer. Der er kraftige rumbegrænsninger mod Charles River i nord og havnen i øst. De fleste hovedfærdselsårer peger mod bycentrum i øst, hvor også den største koncentration af knude- og orienteringspunkter findes. Den rastede rektangel langs floden i nord er et kvarter, der skiller sig ud fra byen i øvrigt ved at bestå af karréer i røde mursten. Det er derfor et af de karakteristiske områder. Målforhold 1: (Lynch, 1960 s.19). Kapitel 4: Rumlig analyse 13

14 5 Områdeanalyse Baggrund og formål Områdeanalysen bruges til at få overblik over et landskab ved at inddele det i mindre, homogene arealenheder og derefter beskrive de særlige karakteristika, der kendetegner hver af disse enheder og afskiller dem fra de omgivende enheder. De arealmæssige enheder, inddelingen resulterer i, kaldes homogene områder. Mens man i den kulturhistoriske og rumlige analyse får oversigt over et tema i hele opgaveområdet, behandler man i områdeanalysen helheden i hver af områdets enkelte lokaliteter. Spørgsmålet, områdeanalysen kan svare på, er: Hvordan giver samspillet mellem landskabets temaer - naturmæssige og kulturelle - sig udslag i det enkelte, homogene områdes karakter og muligheder? Regionalisering, som inddelingen i homogene landskabsområder kaldes, er den grundlæggende teknik i Landskabskaraktermetoden LKM, ligesom mange artikler om landskabsanalyse, bl.a. Selmann (2006), argumenterer for denne analysetypes styrke, når det gælder at inddrage de stedlige forudsætninger i planlægningen. Regionaliseringen består i at opdele et areal i, hvad geograferne kalder formale flerelementregioner (Jensen og Reenberg, 1980). Formal betegner homogenitet i landskabets fysiske indhold i modsætning til en funktionel region, der er et areal, som indeholder forbundne objekter. Et skoledistrikt er eksempel på en funktionel region. Flerelementregion vil sige, at der ligger flere faktorer til grund for inddelingen. Det er i modsætning til en enkeltelementregion, hvor inddelingskriteriet kun består af én faktor. F.eks. giver en inddeling efter jordbund formale enkeltelementregioner. Områdeanalysen kan være et vigtigt supplement til tematiske analyser, fordi den indbyrdes sammenhæng mellem landskabets temaer (elementer, miljøfaktorer, interesser og fremtrædelsesform) er i fokus inden for det homogene område. I temaanalyserne bevares derimod de tematiske sammenhænge på tværs af de forskellige homogene områder. I kapitel 7 er der eksempler på, hvordan man i planlægningsprocessen kan veksle mellem tema- og områdeanalyse. Men derudover kan de to analyseformer anvendes parallelt, ved at det homogene område analyseres tematisk, f.eks. med hensyn til historie og rumlig struktur. Lille Vejleå (figur 6.8) er eksempel på en værdianalyse inden for et homogent område. Områdeanalysen kan være en systematisk måde at lære et landskab at kende på, dvs. den kan bruges som baggrundsanalyse (f.eks. Borris, figur 3.2, kapitel 3). Områdeanalysen kan imidlertid også indgå i et handlingsorienteret forløb, dvs. være et grundlag for andre analysetyper. I LKM anvendes områdeanalyserne i Kortlægningsfasen og de her fastlagte landskabskarakterområder som baggrund for Vurderingsfasen og Strategifasen (se kapitel 1 om LKM generelt, figur 2.4 og 2.7 i kapitel 2, figur i dette kapitel og hovedeksemplet i kapitel 6). I Skovbo anvendes områdeanalysen, figur i kapitel 7, til lokaliseringsanalyse. I kommunernes parkforvaltning bruges regionalisering, f.eks. ved kvalitetsbeskrivelse for drift af grønne områder. Ideen bag denne form for regionalisering er, at der ofte vil være en vis samstemmighed mellem de forskellige landskabstemaers udbredelsesmønster, på grund af arealanvendelsens afhængighed af naturgrundlaget, f.eks. at skoven på dalskrænten afløses af en vandret flade med eng. I en regionalisering ses hvert område som et samspil mellem stedets naturgrundlag og nuværende arealanvendelse, set i et kulturhistorisk perspektiv. Derfor kan et homogent område beskrives som en enhed, ligesom områdets stabilitet og potentiale over for fremtidige forandringer kan vurderes. Områdeanalysen kan også nuancere og tydeliggøre den historiske dimension og landskabselementernes oprindelse. Man kan f.eks. skelne mellem husmandskolonier fra begyndelsen af 1900-tallet og områder med jordbrugsparceller fra begyndelsen af det nuværende årti. I udformningen kan de have fællestræk, men deres udviklingshistorie og potentialer er meget forskellige. En områdeanalyse kan udføres sideordnet eller hierarkisk. Sideordnet områdeanalyse vil sige, at regionaliseringen ligger på ét niveau, og hvert område er en geografisk enhed, som behandles ligeværdigt. Maskestørrelsen, dvs. detaljeringsgraden i inddelingen, kan være stor eller lille. Hovedeksemplet Skovboanalysen og landskabskarakterkortlægningen i LKM er eksempler på sideordnet områdeanalyse. Hierarkisk områdeanalyse vil sige, at regionaliseringen ligger på to eller flere niveauer. Hvert område på et overordnet niveau er underopdelt, så de danner et detailniveau. Med andre ord indeholder det grovmaskede net et finmasket net. Den engelske Landscape Character Assessment (LCA) med landskabskarakterområder på henholdsvis nationalt/regionalt, amtligt/kommunalt og lokalt niveau (figur ) og områdeanalysen i Skive (figur ) er eksempler på hierarkiske områdeanalyser. Rækkefølgen i arbejdsforløbet kan være en proces fra bunden (buttom-up), hvor man går fra det detaljerede til det oversigtlige målforhold, dvs. sammenlægger små 14

15 områder i det finmaskede net til store områder i det grovmaskede. Men rækkefølgen kan principielt lige så godt være en proce sfra toppem (top-down), hvor man begynder med den grovmaskede inddeling for senere at underopdele i mindre områder. Hägerstrand (1993, s. 26) ser landskabet som alt hvad der er nærværende og på vej et eller andet sted hen i rum og tid. Til betoning af det dynamiske har han skabt begrebet förloppslandskapet (forløbslandskabet). Midlet til at identificere denne totalitet er at identificere håndterbare enheder ved at foretage en opdeling oppefra i stedet for, som det normalt sker, at addere detaljer nedefra (1993, s. 27). Altså en opfordring til en top-downproces. Den hierarkiske områdeanalyse kan lette overblikket, især hvis opgavearealet er stort. En særlig form for områdeanalyse er den såkaldte basisøkologiske kortlægning (Andersen et al., 1990), hvor de naturgeografiske faktorer, især jordbund, terrænform og hydrologi er inddelingskriterier. Analysen er hierarkisk opbygget fra små til store enheder. De mindste enheder er nanochorer, der danner mikrochorer. Mikrochorerne kan igen ses som elementer i større mesochorer, der igen kan sammensættes til makrochorer. Hensigten med den basisøkologiske kortlægning er, at den skal danne grundlag ikke blot for økologiske analyser, men også for planlægning og forvaltning generelt. Det rejser et generelt spørgsmål for områdeanalyser, nemlig i hvilket omfang en analyse, der er inddelt ud fra ét sæt kriterier, kan anvendes til formål med andre kriterier. Denne forskydning i kriterier findes i alle eksemplerne i dette kapitel. Til eksempel er inddelingskriterierne i Skovbo (figur 5.4) den foreliggende landskabskarakter, mens formålet er vurdering af egnetheden for byudvikling. Man må i det konkrete tilfælde vurdere, om et problem behandles optimalt ved at anvende en foreliggende regionalisering som reference, eller om opgaven løses bedre ved en inddeling, der er skræddersyet til formålet. FREMGAN Fremgangsmåde ANGSMÅDE FOR for REGIONALISERIN regionalisering ALISERING En områdeanalyse består af en regionalisering og en områdebeskrivelse. Regionaliseringen består i, at man på sit kort deler arealet op i mindre områder, der hver for sig er ensartede i fremtrædelsesform. Fremtrædelsesformen er kombinationen af temaer som terrænform, vand, vegetation og bebyggelsesmønster. Grænsedragningens mål er, at der inden for området bliver så stor grad af homogenitet (ensartethed) som muligt, mens forskellen til naboområderne bliver så stor som mulig. At et område er homogent betyder ikke, at det er usammensat. Homogeniteten kan udmærket bestå i, at hele området er sammensat eller varieret med et stort antal elementer. Homogeniteten kan også bestå i, at området er usammensat. Såvel Legoland som en kornmark kan være eksempel på et homogent område. Udgangspunktet for regionaliseringen er valget af inddelingskriterier, der igen afhænger af, hvilken hensigt man har med at udarbejde analysen. Man kan få inspiration til kriterierne ved at se på det topografiske kort eller på sine naturgeografiske analysekort og dermed danne sig et indtryk af, hvilke karaktertræk der gør opgavearealets dele forskellige. Nogle dele kan f.eks. være præget af bakker, mens andre er flade, nogle præget af skovplantninger, mens andre er skovløse. Regionaliseringen kan principielt foretages på to forskellige måder, tematisk eller topografisk. jordbund geologi, morfologi biologi, vegetation kulturlag landskab friluftsliv Figur Regionaliser egionalisering ing Store dele af det danske landskab præges af moræneplateauer gennemskåret af smeltevandsdale eller tunneldale. På tværsnittet af dalen ligger områdegrænserne for temaet jordbund (j) ved dalskråningens fod og ved den ene skråningskrone. Det øvrige naturgrundlag i blok 1 er geologi og biologi. Fredningsinteresserne i blok 2, kulturlag, landskab og friluftsliv, har andre grænser. Den endelige områdegrænse i blok 3 er lagt ved skråningskronen. Plateauet udgør normalt en enkel helhed, mens dalen med skrænt, bund og vandløb danner rammen om forskellige kombinationer af fredningsinteresser. Det er derfor naturligt at tage udgangspunkt i en opdeling i to planlægningsområder, plateauet og dalen. (Miljøministeriet, 1982a, s. 57). Kapitel 5: Områdeanalyse 15

16 6 Værdianalyse Baggrund BAGGR GGRUND OG og FORMÅL formål Værdianalyser er metoder, hvor opgaven er at vurdere (= værdisætte, bedømme, evaluere) landskabets kvalitet. Spørgsmålet, en værdianalyse kan svare på, er: Hvad i dette område er - i forhold til den stillede opgave - værdifuldt/bevaringsværdigt eller dårligt/problematisk? Analyse adskiller sig fra registrering ved at være vurderende, dvs. at der i en vis forstand altid er knyttet værdi og betydning til en analyse. Hensigten med at udføre landskabsanalyser er at sætte fokus på de forhold ved stedet, der i situationen er vigtige. For værdianalyser kan det specifikke formål være at udvælge, hvad man vil bevare eller kassere. Analysetypen kaldes også konfliktanalyse eller konflikt/ værdianalyse. Når værdianalyse her vælges som betegnelse, er det for med ét ord at kunne angive egenskaber af både positiv og negativ art. Gennem værdianalysen kan man på kortet få et overblik over stedets nuværende eller potentielle kvalitative aspekter set i forhold til en bestemt anvendelse eller synsvinkel. Aspekterne kan være værdifulde og bevaringsværdige eller dårlige og problematiske. I sidstnævnte tilfælde kan man tale om en diagnose, dvs. en tilstandsbeskrivelse af forhold, der kræver en form for genopretning. Det er mindst lige så vigtigt at udvikle metoder til systematisk at identificere dårligt fungerende områder, som til at finde kvaliteterne (jf. f.eks. Primdahl, 1999, s. 243). De dårligt fungerende områder - socialt, æstetisk eller økologisk - kan være restarealer ved større trafikanlæg, tidligere industriarealer, opgivne landejendomme, marginaliserede jordbrugsarealer og naturmæssigt og visuelt forarmede områder. Ofte vil hensigten med at udarbejde en værdianalyse være at kvalificere et forslag, dvs. at analysen er handlingsorienteret. I denne situation er vurderingerne i værdianalysen bestemt af den givne op- Kvols landsby lejrer sig i en mindre erosionsdal ned mod Hjarbæk Fjord. I en værdianalyse må man skelne mellem værdien af sammenhænge og helheder og værdien af enkeltelementer. Samspillet mellem bebyggelse, plantninger og terrænform kan være bevaringsværdigt, uden at de enkelte huse eller træer har en selvstændig bevaringsværdi. (Foto: Jørgen Primdahl). 16

17 NEJ -1 JA HUS TRÆ VEJ SIDEORDNET BINÆR RANGORDNET Figur Var ariant ianter er af vær ærdianal dianalyse se I den sideordnede værdianalyse er særlige kategorier trukket frem, mens vurderingen i den binære er af typen god/dårlig. I den rangordnede analyse er vurderingen derimod gradueret, enten mod polen god kvalitet eller mod dårlig kvalitet. gave. Det betyder, at man med et andet planlægningsmæssigt formål for det samme areal ville få anderledes analyseresultater. For værdianalyser, der er handlingsorienterede, må man skelne mellem analyseresultat og forslag. F.eks. er træet, der på analysekortet er vurderet bevaringsværdigt, ikke nødvendigvis bevaret i planforslaget. Der kunne jo være andre forhold, der nødvendiggjorde, at det måtte ryddes trods dets bevaringsværdi. Lille Vejleå (figur 6.7), Folehaven (figur 6.8) og Torvet i Svendborg (figur 6.10) er eksempler på værdianalyser, der danner grundlag for en ny udformning af et område. LKM Svendborg (figur 6.2-5), Vester Ulslev (figur 6.5 og 6.6) og Hjarbæk (figur 6.9) er eksempler på værdianalyser, der danner grundlag for forvaltning af et område. Varianterne er grupperet efter princippet for værdisætning, ikke efter analysernes formål eller indhold. Der skelnes mellem tre slags værdisætning: sideordnet, binær og rangordnet. Betegnelserne er inspireret af Cyanthia A. Brewer (1994), som beskriver hvordan farvelægning af temakort bør afhænge af, om de variable objekter er qualitative, sequential eller diverging. Sideordnet (qualitative) vil sige, at objekterne placeres i emnemæssige kategorier, f.eks. hus/træ/vej. Binær (binary) vil sige at objekterne placeres i kun to kategorier, f.eks. god/dårlig. Rangordnet (sequential + diverging) vil sige at objekterne rangordnes fra lavest til højest, f.eks. god/bedre/bedst, eventuelt suppleret med at værdiskalaen går i to retninger, f.eks. god/bedre/bedst og dårlig/værre/værst. Fremg emgangsmåde Fremgangsmåden ved udarbejdelse af en værdianalyse består i på kortet at markere, hvad der i relation til den givne opgave er godt og dårligt. Det kan være delområder, elementer og strukturer som træer, bebyggelser og veje, miljøfaktorer som udsigt, støj mv. og funktioner som trafikfarlige vejkryds mv. Hvor nuanceret det er rimeligt at vurdere de enkelte emner, afhænger af opgaven. I nogle tilfælde er det f.eks. tilstrækkeligt at skelne mellem + bevaringsværdige og ikke-bevaringsværdige træer, mens det i andre tilfælde er nødvendigt at give hvert træ karakter for udseende, sundhed, placering mv. Værdisætningen må normalt foretages i marken, med mindre man overfører andres bedømmelse. Overføres andres bedømmelse må man, som det er tilfældet med registrering i det hele taget, gengive betegnelser og kilder nøjagtigt. Uanset om værdisætningen hentes fra foreliggende kilder eller foretages af en selv, må den begrundes både med hensyn til kriterier, og hvorfor de valgte kriterier er relevante i den givne sammenhæng. En kvalitativ vurdering i faglig sammenhæng skal - som nævnt i kapitel 1 - være saglig og upartisk, dvs. så vidt mulig uafhængig af øjeblikkets omstændigheder med hensyn til årstid, vejr, humør eller private sym- og antipatier, dvs. smag og behag. En vurdering kan aldrig være objektiv i betydningen værdifri, men den kan være det i betydningen pålidelig og kvalificeret. Hovedeksempel: Hovedek edeksem sempel: LKM Landskabsvur absvurder dering Svendbor endborg LKM landskabsvurdering, Svendborg Landskabsvurdering er en fase i Landskabskaraktermetoden LKM (kapitel 1). Hovedeksemplet er fra Miljøministeriets vejledning om landskabet i kommuneplanlægningen (Miljøministeriet, 2007). Vurderingsfasen i LKM er her illustreret med landskabskarakterområde 1 Egense landbrugsflade, umiddelbart vest for Svendborg by, som også er brugt i varianten LKM Landskabskarakterkortlægning Svendborg (kapitel 5, figur ). Udgangspunktet for vurderingen er analyser og beskrivelser i kortlægningsfasen af: Landskabskarakteren, dvs. nøglekarakteristika i form af karaktergivende elementer og rumlige visuelle forhold. Oplevelsesrige delområder og enkeltelementer, herunder dele af karakterområdet, som er i visuel sammenhæng med havområdet og de modstående kyster (kaldes i LKM kystforland ). Landskabskarakterens kulturhistoriske oprindelse og tidsdybde. Nøglefunktioner, dvs. de vigtigste funktioner for opretholdelse af landskabskarakteren. I forundersøgelsen under kortlægningsfasen er der herudover ved skrivebordet indhentet foreliggende kort- og plandata, f.eks. kommuneplanen og diverse juridiske bindinger (såsom fredninger og ejerforhold), statistiske oplysninger om arealudviklingen, nationale og lokale prioriteringer (f.eks. nationale geologiske interesseområder, kulturarvsområder). Vur urder dering ingens fir ire temaer Der er på forhånd opstillet klare kriterier for vurderingen, så den bliver gennemskuelig og så ensartet som muligt. De fire temaer i vurderingen af det enkelte landskabskarakterområde er: Landskabskarakterens styrke (figur 6.2a). Den betegner tilstedeværelsen og tydeligheden af de karaktergivende landskabselementer og rumlige visuelle forhold, dvs. nøglekarakteristika, i de forskellige dele af området. Kapitel 6: værdianalyse 17

18 7 Lokaliseringsanalyse Baggrund BAGGR GGRUND OG og FORMÅL formål Ved lokaliseringsanalyse forstås en systematisk udvælgelse af placeringsmuligheder for et påtænkt anlæg. Spørgsmålet, lokaliseringsanalysen kan svare på, er: Hvor i landskabet er der de bedste placeringsmuligheder for det nye anlæg? Analysen er et godt grundlag for et lokaliseringsforslag. I Nudansk Ordbog (1990) har lokalisere to betydninger: 1. Henføre til et bestemt sted (f.eks. lokalisere en smertefornemmelse). Og 2. Anbringe, placere (f.eks. lokalisere en filial i nabobyen). I Politikens Nudansk Ordbog (1999) er kun angivet førstnævnte betydning: bestemme hvor noget findes inden for et afgrænset område = stedfæste. Vi bruger lokalisere i betydningen bestemme hvor noget kan placeres inden for et afgrænset område. Lokaliseringsanalyser kan omfatte store landområder og inddrage komplekse forhold, som stiller store krav til datamængder og datahåndtering. Eksempelvis har man i en kommune besluttet, at der skal etableres en ny losseplads, men hvor? Når opgaven er omfattende, kan lokaliseringsanalysen indgå i større systemer. Lokaliseringsanalyser kan bruges på alle niveauer: fra det nationale, overordnede niveau til privathavens detaljerede. En teoretisk og metodisk undersøgelse af de visuelle aspekter ved udformning og indpasning af industrielle indgreb i landskabet findes i Nilsson (1988). Lokaliseringsanalyse har fællestræk med værdianalyse som nævnt i kapitel 6. Forskellen er, om målet er lokalisering af et konkret anlæg eller vurdering og fastlæggelse af en landskabsstrategi. Den grundlæggende teknik i en lokaliseringsanalyse er kortlægning, dvs. udtegning af lokaliseringsfaktorer, opstillet på baggrund af en definition af anlæggets krav og landskabspåvirkninger. Herved forstås, at man på et kort markerer arealkategorier, der belyser landskabets tilbud og begrænsninger for et nyt anlæg (figur 7.2). Da der er tale om en ukompliceret og hurtig teknik, vil den med fordel ofte kunne bruges til den første frasortering af placeringsmuligheder. Bagefter kan anvendes andre teknikker i sorteringsprocessen, bl.a. områdeanalyse. Formålet med at kortlægge lokaliseringsfaktorer er at afsøge de steder i landskabet, hvor der er stærke argumenter for placering, og svage eller ingen imod placering. Lokaliseringsfaktorer er således egenskaber ved landskabet, der kan kortlægges, og som bør være styrende for, hvor anlægget placeres. Lokaliseringsfaktorer kan være elementer (f.eks. er en sø tiltrækkende for placering af et sommerhus), miljøfaktorer (f.eks. er støj frastødende for placering af en park) og interesser (f.eks. udelukker fredskov placering af en campingplads). Når flere transparente kort, der hver indeholder et sæt lokaliseringsfaktorer, lægges oven på hinanden og gennemlyses, fås et sumkort. Teknikken, der kaldes lagpå-lag-teknik, forklares i afsnittet Fremgangsmåde. På figur 7.1 er vist, hvordan planlægningsprocessen typisk vil forløbe i en lokaliseringsanalyse. Syntesen - dvs. forslaget til lokalisering - er sammensmeltningen mellem det nye anlæg og det foreliggende landskab. En god syntese forudsætter, at anlægget er defineret med hensyn til dets relation til landskabet det pågældende sted, både hvad der er godt set fra et anlægssynspunkt (f.eks. hvor vil jeg helst bygge mit hus?), og hvad der er godt set fra et landskabssynspunkt (f.eks. hvad synes naboerne?). Det er disse emner, det er interessante at belyse i lokaliseringsanalysen. Definition af anlæg og landskab ab Begrebet anlæg (= projekt) skal forstås i en bred betydning. Anlæg er ikke blot et nyt element eller en ny genstand, f.eks. bygning, vej, mølle, elledning. Det kan også være en ny hovedarealanvendelse, f.eks. boliger, rekreation, landbrug, våde enge). Det kan videre være en ny biarealanvendelse, f.eks. vandindvindingsområde eller udflugtslandskab. Endelig kan det være en arealudpegning af hensyn til offentlig administration, f.eks. et område hvor skovrejsning er uønsket, eller et areal, der ønskes fredet. Der er et vidt spekter fra anlæg, der på forhånd har en eksakt given størrelse og udformning, til anlæg, der helt kan formes efter den lokalitet, det anbringes i. En rød postkasse er eksempel på et ufleksibelt anlæg. Uanset hvilken farve facade den placeres ved, forbliver den postkasserød. Jordfyld og skovtilplantninger er derimod eksempler på fleksible anlæg. Veje og bygninger ligger mellem disse yderpunkter, fordi de som regel kan tilpasse sig mere eller mindre til stedet. Når anlægget ikke er et element, men en arealanvendelse eller arealudpegning bliver det mere abstrakt og uhåndgribeligt, f.eks. areal med behov for landskabspleje. Det er mere entydigt at visualisere et konkret anlæg, f.eks. en vindmølle, end et abstrakt, f.eks. byggemuligheder eller behov for naturgenopretning. Som nævnt i afsnittet Bogens opbygning i kapitel 1 hører både lokaliserings- og egnethedsanalyser til gruppen af handlingsorienterede analyser. Sigtet er forskelligt, men i begge tilfælde bygger syntesen på en under- 18

19 søgelse af relationen mellem anlæg og landskab (se figur 7.2). Begrebet landskab forstås som stedet i bred betydning, jævnfør definitionen i kapitel 1, afsnittet Hvad er landskabsanalyse?. For orhold til egnethedsanal hedsanalyse se Der er forskel på lokaliseringsanalyser og egnethedsanalyser (jf. afsnittet Handlingsorienterede analyser, kapitel 1). I lokaliseringsanalysen er anlægget det givne. Spørgsmålet er, hvor anlægget skal anbringes. I en egnethedsanalyse er det omvendt: Grundarealet er givet. Spørgsmålet er her, hvilken funktion eller status arealet egner sig til. I det åbne land møder man spørgsmålet om arealers egnethed som: Hvad skal den færdigudgravede grusgrav anvendes til i fremtiden? Skal den bruges til rekreation, til landbrug eller gro til som skov? Og i byen som: Hvad skal det nedslidte industriområde ændres til? Park, boliger eller kontorer? At finde frem til den optimale anvendelse af et givet grundareal i en egnethedsanalyse kræver en undersøgelse både af stedet selv og af dets relationer til omgivelserne. Desuden skal man opstille hvilke mulige anvendelser eller formål, der er relevante i situationen, og anvendelserne skal sammenlignes og konsekvensbedømmes for derved at nå frem til den mest hensigtsmæssige arealanvendelse. Idéen i egnethedsanalysen, nemlig at stedets egenskaber skal styre den fremtidige brug, genfindes i den såkaldte lokalitetskortlægning (tysk: standorts-kartierung ) i skovbruget. Princippet er, at vækstvilkårene, ikke mindst jordbunden og grundvandsstand, skal bestemme træartsvalg og etablerings- og driftsmetode. Lokalitetskortlægning står i modsætning til traditionel skovdyrkning, hvor vækstvilkårene i et vist omfang tilrettelægges for den pågældende art. NY AREALANVENDELSE Skovboanalysen (figur og ) betegnes som en egnethedsanalyse, fordi hvert af de homogene områder vurderes for hvilken fremtidig anvendelse (dvs. anlæg) arealet er mest velegnet til. Skovboanalysen er imidlertid også en lokaliseringsanalyse, fordi det vurderes, hvor hvert af de fem udvalgte anlæg bedst kan placeres. I dette særtilfælde afhænger typebetegnelsen med andre ord af, om man tager udgangspunkt i stedet eller i anlægget. En mere holistisk måde at forholde sig til lokaliseringsopgaven findes i det klassiske, kinesiske feng-shui-system. Ifølge Ping Xu (1997) betragtes landskabet efter feng-shui på samme måde som menneskekroppen i den klassiske akupunktur. Den vitale energi fra himlen, båret af regn og vand og bevæget af vinden kaldes Qi. På det ideale feng-shui-sted akkumuleres Qi, og yin og yang er i balance. Yin repræsenterer det feminine, det mørke, det døde og det konstante. Yang det maskuline, det lyse, det levende og det bevægelige. Sammen danner yin og yang en enhed. Bjerget er f.eks. yin, mens vandet er yang. Ikke kun husets placering i landskabet, men også dets orientering og rumfordeling kan bestemmes ved hjælp af reglerne for feng-shui. FREMGAN Fremgangsmåde ANGSMÅDE Den første del af processen i lokaliseringsanalysen er at definere anlægget. Hvad er det for behov, der begrunder et nyt anlæg? Hvilken type anlæg er relevant? Hvor stort er anlægget? Hvilke anlægskrav stiller det, dvs. hvor opfyldes anlæggets ønsker bedst? Og hvilke landskabskrav stilles der til anlægget, dvs. hvor opfyldes landskabets ønsker bedst? I det omfang, det er muligt, omsættes disse krav derefter i lokaliseringsfaktorer. Eksempelvis er loka EKSISTERENDE LANDSKAB Figur 7.1 Diagram am for det t typiske for orløb løb i en lokaliser aliseringsanal ingsanalyse se Fra venstre defineres det nye anlæg. Fra højre bliver kortlægningen af landskabet mere og mere målrettet. Der skal være gensidig påvirkning mellem disse to processer, derfor vil der i praksis også være tilbagekoblinger. Udkastet til ny disponering/udformning er syntesen mellem anlæg og landskab, der konsekvensbedømmes før udarbejdelsen af det egentlige forslag. Figuren er identisk med figur 1.1 (kapitel 1). ANALYSE AF BEHOV OG BEGRÆNSNIN- GER FOR NY AREALANVENDELSE DEFINITION AF ANLÆG UDKAST TIL AREALANVENDELSE KONSEKVENSANALYSE FORSLAG TIL AREALANVENDELSE HANDLINGSORIENTEREDE ANALYSER BAGGRUNDSANALYSER GRUNDKORT Kapitel 7: lokaliseringsanalyse 19

20 8 Konsekvensanalyse Baggrund BAGGR GGRUND OG og FORMÅL formål Ved konsekvensanalyse forstås en efterprøvning af planforslag i bred betydning, men her vil vi holde os til efterprøvning af lokaliseringsforslag. Formålet med konsekvensanalysen er dobbelt: På den ene side at undersøge hvilke virkninger placering af et påtænkt anlæg vil have på en given lokalitet. Og på den anden at undersøge hvilke virkninger lokaliteten vil have på det påtænkte anlæg. Konsekvensanalyse består med andre ord i at undersøge, om den foreslåede løsning opfylder henholdsvis landskabets og anlæggets krav (figur 7.2). Konsekvensanalyser indgår som en del af planlæggerens arbejdsproces for at bearbejde og udvælge den mest brugbare løsning blandt flere alternativer, og de bruges af myndigheder som grundlag for offentlige høringer og godkendelser. I lokaliseringsanalysen er spørgsmålet: Hvor finder jeg det bedste sted at placere det nye anlæg? I konsekvensanalysen er spørgsmålet derimod: Hvilke virkninger for anlæg og landskab vil være sandsynlige, hvis et bestemt anlæg placeres her, eller en given udvikling finder sted? Den fremtidige situation, som underkastes en konsekvensanalyse kan være et enkelt eller flere alternative forslag, en prognose, en fremskrivning eller en hypotese: Et forslag er en løsningsmulighed for en fremtidig situation, der er begrundet og viljebetinget. Et alternativt forslag er én løsningsmulighed blandt flere. En prognose er en forudsigelse af hvilken fremtidig situation, der vil være mest sandsynlig. En fremskrivning er en beregning af, hvordan fremtiden ville blive, hvis den nuværende udviklingstendens - over en kortere eller længere tidsperiode - forløber uændret. En hypotese er en antagelse om fremtiden på grundlag af bestemte vilkår eller beslutninger. Formålet med konsekvensanalyser er at opnå den bedst mulige løsning og at foregribe negative overraskelser, mens det endnu er let at foretage justeringer. Når huset står der, er det for sent at analysere konsekvenser og for sent at fortryde! I princippet kan alle de analysemetoder, der bruges til at undersøge det eksisterende landskab, også bruges til at undersøge det fremtidige. I dette kapitel er det derfor de forhold, der er særlige for analyse af et fremtidigt landskab, der drages frem. Konsekvensanalysen udføres først, når man har et udspil at undersøge, men den vil ofte være et led i forløbet mod det endelige forslag. Så vidt det er muligt, vil man søge at inddrage de styrende faktorer for lokaliseringen, før udspillet til en lokalisering laves. Der er imidlertid visse ting, der først kan belyses, når man har et udspil at forholde sig til. F.eks. må man vente med at analysere, hvordan det vil opleves at cykle på en sti, til man har et udkast til, hvor stien kan ligge. I dette tilfælde kan konsekvensanalysen bestå af en række frihåndsperspektiver, en billedserie af oplevelsesforløb, som beskrevet i figur 4.5. Konsekvensanalysen kan også bruges som et element i beskrivelsen og visualiseringen af et forslag samt til at vurdere et færdigt planforslag, der er udført af andre end en selv, eventuelt med det formål at vurdere planen og begrunde, at den ændres. I alle EU-lande er det påbudt at VVM-behandle visse bygge- og anlægsprojekter. VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet. Vurderingen foretages af alle enkeltanlæg, der kan påvirke miljøet væsentligt. En VVMredegørelse er en konsekvensanalyse af et færdigt forslag, som handler om påvirkningen af bl.a. landskabet, men ikke om stedets betydning for anlægget. VVM-redegørelsen skal overholde en række formelle krav til indhold og procedure. Idéen er fra USA, der har lang tradition for konsekvensanalyser ( impact analysis ) før påtænkte, større landskabsindgreb. I Danmark er reglerne for VVM fastsat i planloven, i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 813 fra juni Kommunerne skal indarbejde retningslinjer i kommuneplanen om beliggenhed og udformning af de VVM-pligtige anlæg, med tilhørende redegørelse og vurdering af de miljømæssige konsekvenser. De anlæg, der er omfattet af VVM-reglerne, er: Større forurenende anlæg som kraftværker, raffinaderier, forbrændrings- og produktionsanlæg Større trafik- og ledningsanlæg og vindmøller Omfattende omlægning og intensivering af landbrugsdrift og større anlæg til husdyrproduktion Visse former for skovrejsning og rydning af fredskov Større råstofgrave Større butikscentre og hoteller/feriebyer og andre rekreative anlæg. VVM-redegørelsen skal oplyse om det påtænkte anlægs udformning, placering og miljøpåvirkninger, herunder på befolkningen, naturen, miljøet, kulturarven og landskabet med dets adgangsmuligheder. Herudover skal der gives oversigt over de vigtigste alternativer og mulige foranstaltninger til at nedbringe skadelige virkninger på miljøet. Skov- og Naturstyrelsen har udgivet en håndbog (Miljøministeriet, 2002) med anvisninger på håndtering 20