Redaktionen It-støttet udfordringsdifferentiering

Transkript

1 Redaktionen It-støttet udfordringsdifferentiering Af Jeppe Bundsgaard I denne artikel argumenterer jeg for at undervisningsdifferentiering kan opfattes på forskellige måder afhængigt af hvilken forestilling man har om undervisning og hvilken måde man udfolder undervisning på. Det er nærliggende at have en traditionel opfattelse af at differentiering handler om at give eleverne stof i forskellige sværhedsgrader eller ekstraopgaver til de dygtige og de dårlige. Og mange læremidler bygger på en sådan opfattelse. Men det fungerer ikke ret godt fordi eleverne bevæger sig væk fra hinanden eller laver noget de allerede kan eller slet ikke er klar til. Derfor foreslår jeg et alternativ i form af udfordringsdifferentiering, som tager udgangspunkt i at eleverne arbejder med det samme tema, emne eller problem, men udfordres forskelligt og støttes forskelligt i deres arbejde med udfordringerne. Fordelen ved udfordringsdifferentiering er at eleverne kan arbejde på den samme type opgave, og derved følges ad, men alligevel kan lære forskellige aspekter eller på forskellige kompleksitetsniveauer. Digitale læremidler er ikke nødvendige for at udfolde udfordringsdifferentiering, men de kan være en stor hjælp for læreren, der i forvejen har nok at se til når hun iværksætter projektorienteret undervisning. Computeren kan således fungere som lærerens støtte i at strukturere forskellige arbejdsstier, organisere samarbejdet, introducere faglige aspekter når der er brug for det, og stille redskaber til rådighed for eleverne.

2 Undervisning er en kompleks praksis Undervisning er en kompliceret praksis i en kompleks situation. I vores mest simple forståelse af undervisning indgår en lærer, en elev og et stof. Det er afbildet i den didaktiske trekant. Med den didaktiske trekant som model for hvad undervisning er, kan man få den tanke at undervisningsdifferentiering er at læreren har to muligheder. For det første at ændre på elevens relation til stoffet, dvs. give forskelligt stof og tilhørende opgaver til forskellige elever. Og for det andet at ændre på sin egen relation til eleverne, dvs. at have forskellig opmærksomhed på forskellige elever. Med en sådan forestilling er det let at få den opfattelse at computere kan indgå på to måder. For det første ved at overtage noget af lærerens arbejde med at formidle stof og træne opgaveløsning så kan hver enkelt elev få lige det stof og de opgaver der passer til ham eller hende. Og i forlængelse heraf bliver det for det andet klart at læreren får frigivet tid til at hjælpe eleverne på individuel basis så hun kan tage sig af de elever der har mest behov, hvad enten det er fordi de har særlige problemer med at forstå eller finde ud af opgaverne, har svært ved at koncentrere sig eller er så dygtige at de har behov for at læreren udfordrer dem mere end kammeraterne. Men den didaktiske trekant er på ingen måde udtryk for hvilke faktorer undervisning faktisk udgøres af. Og derfor er den også et meget dårligt udgangspunkt for at overveje hvordan computere kan understøtte undervisningsdifferentiering. Figur 1 en model der afbilder en mere omfattende række faktorer der indgår i undervisningssituationen1. 1 Modellen er udviklet af undervisergruppen på modulet Almen Didaktik i kandidatuddannelsen i didaktik ved DPU/Aarhus Universitet: Finn Holst, Keld Skovmand, Lena Lindenskov, Lisbeth Haastrup og Jeppe Bundsgaard

3 Figur 1. Model over faktorer i undervisningssituationen Modellen kan bruges til at få øje på de mange faktorer man kan overveje i forhold til differentiering af undervisningen. Jeg vil ikke i denne sammenhæng gennemgå de mange faktorer, men blot påpege hvordan modellen viser at der er meget at holde styr på og meget der kan ændres på, hvis man vil skabe en bedre eller anderledes undervisning. En model skal måles på hvor god den er til at hjælpe læseren med at få øje på de centrale faktorer, og hvor god den er til at nuancere og skabe grundlag for hensigtsmæssige handlinger. Derfor kaldes modeller ofte for heuristiske, dvs. spørgerammer eller opdagestøtte (heuristisk kommer af gr. heuriskein, som betyder opdage eller finde). Det er derfor den didaktiske trekant ikke er nogen god model den hjælper ikke til at opdage alle de væsentlige faktorer i undervisningssituationen.

4 Differentiering en mulig på mange faktorer I dette tilfælde kan vi bruge modellen til at overveje hvordan man kan differentiere undervisning. For det første kan man ud af modellen se at der er mere end en elev eller at elever er forskellige. Og det er jo netop pointen ved undervisningsdifferentiering, at elever er forskellige og derfor skal behandles forskelligt for at blive behandlet ens. For det andet kan man se at denne forskelsbehandling kan foregå på en række faktorer. Eleverne kan fx stå i forskelligt forhold til læreren, dvs. at læreren kan udføre forskellige handlinger i forhold til forskellige elever. Elever står også i relation til hinanden, og denne relation kan således også rammesættes forskelligt. Fx kan man overveje hvilke elever der skal arbejde sammen, og hvilke elever der måske i en given situation har bedre af slet ikke at have den yderligere komplikation som det er at arbejde sammen med andre. Disse pointer er jo ikke så nyskabende, for dette er netop måder der typisk differentieres på i dag. Men modellen viser også at der foregår processer i undervisningen, og det kan man således også differentiere på fx ved at tilrettelægge meget stramt styrede processer for nogle elever, mens andre får mere frie rammer til selv at vælge hvilke aktiviteter der skal til for at nå et givet resultat. På samme måde kan forventningerne til resultatet differentieres, således at nogle elever forventes fx at producere en reklamefilm, mens andre kan producere en avisartikel osv. I nedenstående liste har jeg opregnet hvad jeg ser af differentieringsmuligheder gennem at undersøge modellen. Der kan differentieres på Mål og indhold Læremidler Stofs sværhedsgrad, opgavetyper, mængde Kompensatoriske læremidler Redskaber Elevernes relation til lærer

5 Elevernes relationer til andre elever Samarbejdsformer Organisering af og deltagelse i grupper Metode Organisering af aktiviteter Støtte i proces Stilladsering af aktiviteter, forskellig hastighed Resultat Produkter, evaluering af udbytte Rum Strukturer i rum (bordopstilling mm.), antal personer i rum, rum uden for skolen Det eneste der således ikke kan differentieres på i en udelt skole, er formålet med undervisningen. Alle elever går i skole med samme formål. Men det betyder ikke at de skal kunne det samme, dvs. nå de samme mål. Det betyder at de alle går i skole med henblik på at blive selvstændigt deltagende samfundsborgere, der er parat til at uddanne sig videre. De opstillede differentieringsmuligheder er dog ikke alle relevante i alle typer undervisning. Således vil eleverne i en formidlingsorienteret undervisning hvor det er et fagligt stof og nogle faglige tilgange der styrer hvad der arbejdes med og i hvilken rækkefølge, blive nødt til at arbejde med dette stof og disse faglige tilgange, uanset om de allerede er bekendt med dem eller ikke er i stand til at forstå hvad det drejer sig om. For eksempel oplever mange elever at de igen og igen skal løse en type matematikopgaver eller bruge en analysemodel i dansk, som de allerede udmærket kan. Det er kedeligt! Samtidig oplever andre at de ikke forstår hvad de skal, fordi de ikke har forstået nogle af de forudsætninger der ligger før det der nu arbejdes med. Det er kedeligt! Bare på en anden måde.

6 En drøm om undervisningsmaskiner Det er umådeligt svært at ændre på dette inden for en undervisning der er organiseret omkring formidling af fagligt stof. For hvis dem der kan, skal have nyt stof og nye faglige metoder at arbejde med, og dem der ikke kan, skal tilbage til noget tidligere bearbejdet, så vil eleverne flytte sig i hver sin retning og læreren vil til sidst stå i midten strakt ud mellem to fjerne punkter. Dette er et virkelig alvorligt problem, for rigtig meget undervisning er netop organiseret omkring formidlingen af faglige begreber og metoder. Læreren løser typisk problemet ved at undervise mod midtergruppen dem som ikke kan, men godt kan lære det, eller med andre ord: Dem hvor det faglige stof ligger inden for nærmeste zone for udvikling. De to andre grupper må så hænge på og kede sig så godt de kan. Derfor er det ikke så mærkeligt at der florerer en drøm om at lade computeren overtage lærerens rolle som formidler og opgavestiller og -kontrollør. Hvis drømmen kan blive til virkelighed, så vil hver elev kunne sidde med lige netop sit faglige indhold, læse det hun eller han er klar til at forstå, og løse opgaver der passer lige netop til det niveau eleven har nået. Denne drøm har været forsøgt virkeliggjort siden før computeren spillede nogen praktisk rolle. Den blev formuleret af behavioristen B.F. Skinner i en banebrydende artikel fra Her skriver han om hvordan dyr lærer gennem at erfare at der er en sammenhæng mellem et givet stimuli, deres egen respons og en feedback. Når rotten går ind af det rette hul, får den mad, når den går ind af det forkerte får den stød. Så lærer den hurtigt at gå ind af det rigtige hul hver gang. Og Skinner kan konkludere om dyr og mennesker at de har forbløffende ensartede egenskaber i deres læreproces (Skinner, 1954). Så det handler om at give menneskene de rette stimuli og hurtig feedback på deres respons. Men problemet med skolen er at der går for lang tid før eleverne får feedback på deres respons. Så de oplever ikke den ønskede sammenhæng mellem stimuli, respons og feedback. Skinners svar

7 på udfordringen var fremsynet og innovativt: Lad os udvikle undervisningsmaskiner til programmeret undervisning. Og det gør han så. Det er maskiner hvor 1) materiale præsenteres for deltageren i systematisk og logisk rækkefølge, 2) deltageren påvirkes (stimuleres) således at han reagerer med adfærd (overt response), og 3) deltageren gives feedback, dvs. viden om hvorvidt hans reaktion var rigtig eller forkert. Figur 2. Et blik ind i det indre af Skinners undervisningsmaskine (Kilde: Wikipedia2) Computeren er naturligvis som skabt til at fungere som undervisningsmaskiner, for de kan netop præsentere materiale, stimulere og give feedback i en uendelighed, og oven i købet på en 2 pg

8 måde så stimuli er pakket ind i en motiverende sammenhæng. Og derfor er det ikke så mærkeligt at det vrimler med såkaldte læringsspil hvor spilleren skal skyde bogstaver, fange tal og alt muligt andet. Drømmen lever i bedste velgående. Desværre er det en af de drømme som fordrejer virkeligheden. For det eleverne skal lære, er slet ikke disse simple faktaenheder og procedurer som læringsspillene kan formidle og stimulere eleverne til at øve sig i. Det er langt mere kompliceret ting som kompetence til at analysere en situation for at afgøre hvilke handlemuligheder der er, kompetence til at skabe en matematisk model til at beskrive forskellige mobilabonnementsmuligheder eller kompetence til at henvende sig på skrift til en given målgruppe (Bundsgaard et al., 2011; Bundsgaard, 2011; Bundsgaard, Misfeldt, & Hetmar, 2012). Denne type kompetencer er skolens opgave, og det kan ikke reduceres til simple fakta og procedurer. Progression i udfordringer Derfor giver det god mening at flytte undervisningen fra at være styret af progressionen i et fagligt indhold til at være styret af progression i udfordringer i situationer, hvor det faglige indhold inddrages efterhånden som det kan bidrage til at eleverne mere kompetent og indsigtsfuldt kan løse de udfordringer de står over for. Eleverne kan fx arbejde med undersøgelser af det lokale vandhul, hvor nogle kan arbejde efter en nøje tilrettelagt struktur med lærervalgte redskaber og aktiviteter og få indblik i sammenhængen mellem landbrugets udledninger af næringsstoffer og vækst af alger i vandløbet, mens andre kan få en åben opgave om at undersøge dyrelivet og sammenligne det med et kendt sundt vandløb. Alle elever kan producere en video der forklarer for yngre elever hvordan det står til med deres perspektiv på vandløbet, hvor nogle grupper af elever får besked på at bruge et storyboard og ellers har frie hænder, mens andre stilladseres

9 gennem at skulle følge en række trin fra idegenerering over tilrettelæggelse til færdig produktion. Arbejdet og læringsindholdet er forskelligt, men eleverne følges ad og kan bruge hinandens resultater. Det giver en række fordele. For det første udvikler eleverne relevante kompetencer på en måde så de kan huske og forstå hvad meningen er med det de lærer. For det andet bliver det faglige indhold sat ind i en kontekst og derved forbundet med den verden som det oprindeligt var et forsøg på dybere forståelse af og bidrag til handlemuligheder i. Og for det tredje giver det mulighed for at eleverne kan arbejde på det samme, men alligevel blive udfordret forskelligt. Denne typer undervisningspraksis kaldes projektorienteret. Projektorienteret undervisning er kendetegnet ved at læreren og eleverne etablerer fælles projekter som kræver mange forskellige kompetencer at løse, således at eleverne både kan erfare at gøre det de er gode til, og samtidig kan blive udfordret på områder hvor de ikke er det. Projektorienteret arbejde er også kendetegnet ved at lærere og elever i deres arbejde tager udgangspunkt i og støtter sociale relationer mellem eleverne og mellem elever og lærere (og andre deltagere). Men selv om projektorienterede arbejdsformer giver god mening både fra et curriculum-perspektiv og fra et motivations-perspektiv, så er det alligevel en meget udfordrende undervisningstilgang. Der er i hvert fald to store udfordringer forbundet med projektorienteret undervisning. For det første skal læreren hjælpe eleverne med at arbejde med udfordringer der er inden for deres nærmeste zone for udvikling, dvs. populært sagt hverken er for svære eller for lette, og som samtidig giver dem mulighed for at udvikle nogle af de kompetencer som det er vigtigt at de udvikler videre. Eleverne skal med andre ord arbejde inden for varierede områder med varierede udfordringer. For det andet skal der i projektorienteret undervisning foregå

10 væsentligt mere komplicerede processer end elever og lærere er vant til fra formidlingsorienteret undervisning. Formidlingsorienteret undervisning vil typisk foregå i en proces der kan beskrives som Læreroplæg Forståelsesspørgsmål (fra lærer til elever og omvendt) Opgaveløsning Plenumbehandling. Denne proces har Thomas Illum Hansen og jeg (Bundsgaard & Hansen, 2010) givet navnet LFOP fordi den er så almindeligt forekommende. Den har mange fordele, bl.a. fordi deltagerne ved hvad de skal, når de indgår i undervisning på denne måde, men også fordi den reducerer kompleksitet, idet alle deltager i samme aktivitet på samme tid. Processen er blot ikke så god til at udvikle kompetencer der fordrer problemløsning, tilrettelæggelse, forestillingsevne osv. Derfor har mange didaktikere fra John Dewey, William H. Kilpatrick (Dewey, 2011; Kilpatrick, 1918) og frem argumenteret for at undervisningen måtte organiseres på andre måder. Og det betyder at den må udfolde sig i andre processer. I projektorienteret undervisning er processerne til gengæld meget mere komplicerede end i LFOP-undervisning. Her samarbejder eleverne på forskellige projekter, i forskellige faser af forskelligt strukturerede arbejdsprocesser. Og de har samtidig forskellige forudsætninger fagligt såvel som projektmæssigt. Dette resulterer ofte i at lærere enten afviser at de og deres klasse er i stand til en sådan arbejdsform, eller at eleverne arbejder engageret og ansvarsbevidst og producerer flotte film, powerpoints, raketter, vulkaner osv., men reelt ikke lærer noget mens de gør det (jf. Barron m.fl., 1998). Man kan kalde denne arbejdsform for aktivisme. Udfordringsdifferentiering Opgaven for læreren består således i at følge elevernes arbejde (evaluering), udfordre dem på deres niveau og stilladsere deres arbejdsproces når de står over for udfordringer i situationer. Jeg vælger derfor at kalde opgaven for læreren for udfordringsdiffe-

11 rentiering. Udfordringsdifferentiering består i at eleverne kan have forskellige mål, forskelligt indhold, bruger forskellige læremidler, forskellige relationer til hinanden og læreren, forskellige processer, forskellige metoder og forskellige krav til resultater. Eller med andre ord: der differentieres potentielt på alle faktorer på nær formål. I opsummerende form kan udfordringsdifferentiering beskrives som følger. Læreren og læremidlet kan i samarbejde med eleverne i forskellig grad støtte disse igennem at Strukturere arbejdsprocesser Organisere samarbejde Organisere og strukturere delopgaver Præsentere faglige begreber og tilgange for eleverne, når disse kan kvalificere deres arbejde med udfordringen. Stille relevante redskaber til rådighed for eleverne Evaluere elevernes arbejde gennem fokus på tegn og delprodukter Følge op på evalueringerne med tilpasninger af relevante faktorer (stilladseringsinitiativer, fagligt indhold og faglige mål, produktmål osv.) Dette er en meget stor udfordring, og derfor er det en skam at ideologien omkring projektarbejdsformen har plæderet for at eleverne skal arbejde kritisk og selvstændigt, og netop frisættes for lærerens strukturerende undervisning. Det har ikke været hensigtsmæssigt (Barron et al., 1998; Darling-Hammond & Barron, 2010; Gregersen & Mikkelsen, 2007). Der er nemlig brug for støtte til såvel lærerens som elevernes deltagelse i sådanne mere komplekse undervisningspraksisser.

12 Ekstra Bladets Redaktionen Derfor skal der udvikles læremidler der understøtter projektorienteret undervisning. Et sådant læremiddel er Ekstra Bladets Redaktionen3 og det tilsvarende Politikens Redaktionen. Efter en præsentation af de to platforme gennemgår jeg de måder hvorpå læremidlet intenderer at støtte læreren i udfordringsdifferentiering. Redaktionen4 er hvad jeg har kaldt en praksisstilladserende interaktiv platform (forkortet PracSIP (Bundsgaard, 2008)). Dvs. en platform som stilladserer lærere og elever i deres arbejde med at producere en avis fra de beslutter sig for avisens profil og målgruppe, til de sender den til tryk og får hhv eller 500 eksemplarer leveret til distribution efter eget valg. Redaktionen støtter læreren i at differentiere efter udfordringsdifferentieringstilgangen. Først og fremmest sker det gennem strukturering af arbejdsprocesser og organisering af samarbejde. I figur 3 ses fire forskellige måder denne stilladsering foregår på. A 3 4 B Denne artikels forfatter har deltaget i udviklingen af Redaktionen. Ekstra Bladet har stået til rådighed for skoler siden Siden da har omkring 1700 klasser arbejdet med læremidlet. Politiken er en tilpasset version af Redaktionen, som har været tilgængelig siden Ca. 800 klasser arbejdet med denne version. Begge læremidler er gratis at anvende, incl. trykning af aviser.

13 C D Figur 3. Støtte til strukturering arbejdsprocesser og organisering af samarbejde For det første er der i læremidlet en række faser som eleverne skal gennemløbe for at producere deres avis. Dette er angivet som menupunkter fra Intro til Deadline. For det andet er der støtte til forståelse af hver enkelt fase i form af en kort video (se skærmbillede A) som introducerer fasen og dens indhold. Ofte klikker eleverne ved starten af et avisprojekt igennem alle punkterne og ser videoerne igennem. Derved får de en bedre forståelse af hvad det er for en proces de skal igennem. Nogle elever vil have tendens til at skynde sig frem til layout-fasen for at få produceret en flot avisside. Men systemet tvinger eleverne til at producere delprodukter i de foregående faser, for man kan ikke skrive direkte i layout-fasen. Men faserne kan alligevel gennemløbes i forskelligt omfang, med forskellige begrænsninger. Læreren vil derved have støtte til at fastholde nogle elever længere i en given fase, eller til at vende tilbage til en tidligere fase, mens hun vil kunne give andre større frihed til at hente inspiration i faserne, men samtidig køre et mere selvstændigt forløb. I nogle af faserne er der desuden forskellige processtyringsredskaber. I profilfasen (se skærmbillede B) fx et simpelt redskab til at udforme en profil for avisen (fx bestemme emneområde, modtagergrupper, sproglig stil osv.) som kan bruges at holde eleverne på et fælles spor i arbejdet. I planlægningsfasen (se skærmbillede C) introduceres et mere udfoldet processtyringsværktøj i form af et Gantt-kort hvor eleverne opretter en

14 artikel, fordeler delopgaver og sætter deadlines. Disse beslutninger bliver derefter brugt i resten af systemet til at støtte eleverne i at holde øje med om de følger deres aftaler og overholder deadlines. Endelig er der et processtyringsværktøj i skrivefasen (se skærmbillede D) hvor eleverne skal angive om en artikel er under udarbejdelse, klar til respons, klar til korrektur, klar til layout osv. Derved støttes eleverne i at organisere samarbejdet omkring kvalificering af artiklerne. Igen kan læreren vælge at give forskellige elever forskellige opgaver. Nogle elever kan således få til opgave at give mere respons i sværere sammenhænge end andre, nogle kan få til opgave at fokusere på at læse korrektur osv. Og læreren kan vælge at tage nogle af disse opgaver selv, eller hun kan lade eleverne gøre det første arbejde og selv supplere i det omfang hun finder det nødvendigt. Dette er samtidig, ligesom de assistentrapporter der omtales nedenfor, et eksempel på hvordan læreren i systemet får hjælp til at evaluere elevernes arbejde gennem fokus på delprodukter, som systemet giver læreren let adgang til, således at læreren kan evaluere disse, evt. i samarbejde med eleverne og følge op på disse med tilpasninger af relevante faktorer (stilladseringsinitiativer, fagligt indhold og faglige mål, produktmål osv.). Eksemplerne her viser således for det første at projektorienteret arbejde indeholder en række komplicerede processer som kan struktureres og organiseres, for det andet at disse processer kan ekspliciteres gennem konkrete værktøjer, og for det tredje at disse værktøjer giver læreren mulighed for at differentiere på såvel strukturering som organisering af elevernes arbejde. I projektorienteret arbejde kan det ofte være et problem at få fagligt arbejde tematiseret når der er behov for det. For det første skal læreren kunne gennemskue hvad der er af faglige potentialer i en given praksis, for det andet skal læreren vurdere hvilke af disse faglige aspekter der kan eller skal fokuseres på, og for det tredje skal læreren sørge for at eleverne tilegner sig

15 faglige begreber og tilgange når de skal bruge dem. Dette er en uoverkommelig opgave for en lærer der i forvejen har nok at se til med at lede elevernes projektarbejde. Men også hertil kan computeren bruges. Således er der i Redaktionen en række såkaldte interaktive assistenter (se figur 4). Figur 4. Interaktiv assistent om kildekritik og assistentrapport Disse interaktive assistenter er udviklet så de giver eleverne mulighed for at lære fagligt relevante begreber og tilgange, når det passer ind i deres arbejde. Assistenterne tager udgangspunkt i konkrete delopgaver, som eleverne skal igennem (fx forberede interview, fokusere stoffet, layoute en artikel osv.), de præsenterer et fagligt indhold, og leder eleverne igennem en række overvejelser over opgaven som kvalificerer deres løsning, samtidig med at de udvikler et fagsprog. Også her kan læreren differentiere, således at hun foreslår nogle elever at bruge en given assistent, mens andre har tilegnet sig de nødvendige faglige forudsætninger, så de kan løse opgaven uden den interaktive assistent. Og omvendt kan nogle elever blive ekstra udfordret gennem at skulle arbejde med en assistent, mens andre elever ikke er klar til den givne udfordring eller i øvrigt har nok at forholde sig til i forvejen. Når eleverne har arbejdet med en assistent gennem at besvare de spørgsmål assistenten har stillet, samles et relevant udvalg af svarene op til sidst i en assistentrapport. Denne rapport kan eleverne bruge i deres eget videre arbejde,

16 og de kan vise den til læreren som får lejlighed til at give fagligt fokuseret feedback. Derved bliver læreren aflastet, fordi hun ikke selv skal stå for al formidlingen, men kan tage udgangspunkt i det resultat eleverne er kommet til på baggrund af den formidling den interaktive assistent har stået for. Den interaktive assistent skal derfor opfattes som lærerens assistent. Det sidste jeg vil nævne om Redaktionen, er de mange redskaber fra den journalistiske praksis, som står til rådighed for eleverne (se figur 5). Der er fx notetagningsværktøj, mindmap-værktøj, fotoredigeringsværktøj, skriveværktøj, layoutværktøj mv. Alle disse værktøjer er med til at lette elevernes arbejde og stilladserer dem således i deres læreproces. Også her kan læreren vælge at foreslå nogle elever at bruge nogle af disse værktøjer, mens andre kan undlade at bruge dem eller kan bruge mere komplicerede versioner af værktøjerne, fx til fotoredigering. Figur 5. Værktøjer til brug i arbejdet med at skrive en avis.

17 Udfordringsdifferentiering I denne artikel har jeg præsenteret begrebet udfordringsdifferentiering og jeg har vist hvordan Redaktionen kan understøtte lærere og elever i at arbejde med det samme og alligevel lære noget forskelligt. Eleverne der arbejder med Redaktionen kan arbejde på den samme type opgave, men alligevel lære forskellige aspekter eller på forskellige kompleksitetsniveauer. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at der ikke er tale om en løsning der gør lærerarbejdet simpelt for selv med alle disse værktøjer er der tale om en yderst kompleks proces og om mange potentielle udfordringer for både lærere og elever. Lærere der vil udøve udfordringsdifferentiering, må derfor udvikle deres kompetencer til processtyring; dvs. de må kunne tilrettelægge og bruge værktøjer til systematisering af processer, kunne følge og følge op på elevernes arbejde og samarbejde, kunne evaluere delprodukter og vejlede eleverne til bl.a. gennem brug af faglige tilgange mere kompetent at løse de opgaver de arbejder på. Her er der hjælp at hente fra digitale processtyringsværktøjer som er udviklet til professionel brug, men desværre er der ikke mange didaktiske læremidler som støtter læreren i udfordringsdifferentiering. Så her er et forslag til fremtidig læremiddeludvikling. Referencer Barron, B. J., Schwartz, D. L., Vye, N. J., Moore, A., Petrosino, A., Zech, L., & Bransford, J. D. (1998). Doing with Understanding: Lessons From Research on Problem- and

18 Project-Based Learning. Journal of the Learning Sciences, 7(3). Bundsgaard, J. (2008). PracSIP. Designværkstedet. Bundsgaard, J. (2011). The missing link - prototypiske situationer som didaktisk kategori. Nordic Journal of Digital Literacy, 6(Special_issue), Bundsgaard, J., & Hansen, T. I. (2010). Processer i undervisningen. Læremiddeldidaktik, (4), Bundsgaard, J., Misfeldt, M., & Hetmar, V. (2012). Udvikling af literacy i scenariebaserede undervisningsforløb. Viden om Laesning, 2012(12), Bundsgaard, J., Misfeldt, M., Hetmar, V., Bundsgaard, J., Misfeldt, M., & Hetmar, V. (2011). Hvad skal der ske i skolen? et bud på en prototypisk situationsorienteret curriculum-logik, (8), Darling-Hammond, L., & Barron, B. (2010). Prospects and challenges for inquiry-based approaches to learning. The Nature of Learning (s ). OECD Publishing.

19 Dewey, J. (2011). Democracy and education. S.l.: Simon & Brown. Gregersen, C., & Mikkelsen, S. S. (2007). Ingen arme, ingen kager!: en Bourdieu-inspireret praksisanalyse af skolens sociale sortering. Unge Pædagoger. Kilpatrick, W. H. (1918). The Project Method. Teachers Collage Record, 19(4), Skinner, B. F. (1954). The science of learning and the art of teaching. Harvard Educational Review, 24,