KRONIK Marts Isra-tina. Vejen til fred i Mellemøsten? Helle Lykke Nielsen

Transkript

1 KRONIK Marts 2009 Isra-tina Vejen til fred i Mellemøsten? Helle Lykke Nielsen Den libyske leder Muammar Kadafi er altid god for en overraskelse. Ikke blot blev han for nyligt valgt til leder af Den Afrikanske Union og udtalte i den anledning at Haiti, Jamaica og Den Dominikanske Republik der som bekendt ligger i Det Caribiske Hav, nu skulle være en del af unionen, så de kom tættere på deres biologiske rødder. Han lancerede også en fredsplan for Mellemøsten, som han mener kan løse den israelsk- palæstinensiske konflikt: Oprettelsen af en fælles israelsk- palæstinensisk stat med navnet Isra-tina, hvor jøder og arabere kan leve sammen i fred og fordragelighed. Trykt som kronik i Jyllandsposten 27. marts 2009

2 Helle Lykke Nielsen: Isra-tina 2 H vordan kan en arabisk statsleder, der indtil for få år siden tordnede mod Israels eksistens og var parat til at smide jøderne i havet, i dag ikke blot acceptere jødernes tilstedeværelse i regionen, men oven i købet argumentere for at palæstinensere og jøder skal leve fredeligt sammen side om side i samme stat? Er det blot endnu et eksempel på Kadafis ønske om at iscenesætte sig selv på den internationale scene, eller har han en politisk dagsorden? Lad os for et øjeblik glemme Kadafis person og i stedet prøve at forstå hans forslag: Hvad er hans begrundelse for at etablere Isra-tina, og hvordan skal denne stat se ud i praksis? I foreslaget til fredsplanen, som New York Times præsenterede i en engelsksproget udgave d. 22. januar i år, bruger Kadafi en blanding af historiske, praktiske og moralske argumenter, når han skal forklare baggrunden for en et-statsløsning: Historisk set er jøder og palæstinensere fætre der begge nedstammer fra Abraham og de er op igennem historien blevet stadigt mere integreret i hinandens samfund: Det faktum at det geografiske område som sagen drejer sig om, historisk har været beboet af forskellige folk, hvor magten flyttede mellem mange forskellige stammer, nationer og etniske grupper, og som har modstået mange krige og befolkningsbølger fra alle sider gør det ifølge Kadafi vanskeligt i dag at udrede, hvem der med rimelighed kan siges at have ret til jorden. Kadafis moralske argumenter bygger primært på at begge folk har været forfulgte og at de derfor begge fortjener et hjemland: Jøderne har været holdt i fangeskab, udsat for massakrer og er blevet forskelsbehandlet på alle mulige måder af ægypterne, romerne, englænderne, russerne, babylonerne, kanaanæere og senest af tyskerne under Hitler. Det jødiske folk ønsker og fortjener et hjemland. Det samme gælder palæstinenserne: De anser kystbyer som fx Haifa, Acre og Jaffa for deres land, der er nedarvet fra generation til generation indtil for ganske nyligt hvor de er blevet fordrevet fra området ikke med magt, for palæstinenserne var aldrig uvelkomne i Israel og blev heller ikke udsat for vold. De flygtede ifølge Kadafi alene pga. af frygt for vold og rygter om, hvad der ville ske dem, hvis de blev i landet. Men det gør det ikke mindre indlysende, at også palæstinenserne fortjener et hjemland, hvor de kan leve under trygge og rolige forhold. Kadafi synes især at vægte de praktiske argumenter, når han skal begrunde sin fredsplan. En to-statsløsning som den, der til stadighed diskuteres i det internationale samfund, kan ifølge Kadafi slet ikke fungere: Geografien betyder nemlig at Israel al-

3 Helle Lykke Nielsen: Isra-tina 3 drig vil have mere end 13 km til den nærmeste grænse, og derfor vil den israelske stat til stadighed føle sig truet af en væbnet palæstinensisk nabostat. En alternativ opdeling af Vestbredden i israelske og palæstinensiske sektorer, som det tidligere har været foreslået, duer heller ikke, for der er ganske enkelt ikke plads til alle de palæstinensere, der ønsker at vende hjem. Og da israelsk og palæstinensisk økonomi og politik i dag er så gensidigt integreret at det er svært at udrede parternes egeninteresser der bor mere end 1 mio palæstinensere i Israel, de har israelsk statsborgerskab og deltager i det politiske liv sammen med jøderne ; der er israelske bosættelser på Vestbredden. Israelske fabrikker afhænger af palæstinensisk arbejdskraft og der udveksles varer og tjenesteydelser ja, så kan man ifølge Kadafi lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden og gøre denne succesrige assimilation til en model for Isra-tina Krig eller kompromis For Kadafi står valget i mellemøstkonflikten i dag mellem evig krig eller kompromis. Og kompromisset eller det han visse steder kalder den endelige løsning består altså af en et-statsløsning, der i praksis fortsætter den assimilation af palæstinensere og israelere, som længe har været i fuld gang. Men hvordan skal Isra-tina fungere i praksis? Det melder Kadafis fredsforslag fra januar i år ikke noget om, men ser man på et forslag, som han fremsatte tilbage i maj 2003 i en hvidbog om Palæstinaproblemet, kan man få en ide om, hvad foreslaget konkret indebærer. Det blev ganske vist oprindeligt fremført af Kadafis søn Saif al-islam under dennes besøg i London i 2003 en metode Kadafi er kendt for at bruge, når han vil sondere terrænet for nogle af sine mere utraditionelle foreslag men Kadafi tog hurtigt selv ejerskab til ideen og udgav Hvidbogen om Palæstinaproblemet i eget navn. Af hvidbogen fremgår det at Isra-tina skal have form af en verdslig og føderal republik med det officielle navn Føderal Republik for Det Hellige Land. Den skal opdeles i 5 administrative regioner, hvor af den ene, Jerusalem, skal have form af en bystat. Kadafi skriver eksplicit i hvidbogen at Libanon er forbilledet for denne føderale republik, men denne reference genfindes ikke i hans nyeste forslag, utvivlsomt fordi de mange politiske problemer Libanon har haft i de senere år, ikke længere gør det velegnet som eksempel til efterfølgelse. Isra-tina skal være en demokratisk stat i den forstand at der afholdes valg i landet, de første 2 gange under FN-overvågning, og så skal alle have ret til at bevæge sig og bosætte sig overalt i den fælles stat. Kun ved reelt at integrere de to befolkningsgrupper geografisk kan man sikre området mod truslen fra

4 Helle Lykke Nielsen: Isra-tina 4 et udefrakommende arabisk eller muslimsk angreb. Alle masseødelæggelsesvåben skal fjernes fra den nye stat hvilket i praksis vil sige at de israelske atomvåben skal ud af området - og som det sidste krav i Kadafis plan fra 2003 skal alle palæstinensiske flygtninge have lov til at vende tilbage til deres hjem. Hvis disse krav opfyldes, vil konflikten i Mellemøsten ganske enkelt ophøre, og jøder og palæstinensere leve sammen i fred og fordragelighed - alt sammen altså ifølge Kadafi. Vil man vide mere om baggrunden for Isra-tina, og hvordan Kadafi mener at kunne løse konklikten i Mellemøsten, kan man finde hans hvidbog fra maj 2003 på webstedet al-qadhafi taler: Et personlig websted som præsenterer ideer og foreslag fra Broder og Leder Muammar al-qadhafi og hans synspunkter på løsninger af verdens emner af i dag. Webstedet er en sand guldgruppe, hvis man vil vide hvad Kadafi mener om dette og hint terrorisme, olie, internationale konvensioner, den politiske situationen i Pakistan og Rusland, etc. og altså også Isra-tina - og det endda præsenteret i både ord og billeder. Kadafis politiske dagsorden For en umiddelbar betragtning kan Kadafis forslag måske forekomme overraskende venligt og imødekommende over for jøder og israelere, men man skal ikke lade sig narre: For trods alle smukke ord om fred og sameksistens betyder Kadafis forudsætning om at alle palæstinensere skal kunne vende hjem til Isra-tina, nemlig at israelerne meget hurtigt vil blive en minoritet i den nye stat. Forskellen på fødselsraten blandt israelere og de palæstinensere der i dag bor inden for Israels grænser, er allerede i disse år et varmt politisk emne i israelsk politik, fordi den palæstinensiske befolkning vokser langt hurtigere end den israelske. At lade hjemvendte palæstinensere få fri adgang til et nyt Isra-tina fremskynder blot denne udvikling. Det skriver Kadafi selvfølgelig ikke noget om i sin fredsplan, men henviser alene til den uretfærdighed der er blevet begået mod palæstinenserne (og israelere). Men uanset begrundelsen betyder palæstinensernes ret til at vende hjem, at Isra-tina nærmest ved et snuptag omformer Israel til en arabisk-muslimsk stat og på den måde kan man jo godt som Kadafi hævde, at Mellemøstproblemet så vil være løst. Man kan med god ret spørge, hvorfor Kadafi finder på at støve et gammelt fredsforslag fra 2003 af og bringe det frem på den internationale scene anno 2009, når konsekvenserne er relativt gennemskuelige, og forslaget forekommer ganske urealistisk. Nogle politiske iagttagere har hævdet at det skal ses i sammenhæng med Obamas ind-

5 Helle Lykke Nielsen: Isra-tina 5 sættelse som ny amerikansk præsident og den våbenhvile der i januar faldt på plads mellem Hamas og Israel at Kadafi i den sammenhæng selv har troet at ideen om Isratina kunne realiseres. Andre primært arabere har anført at Kadafis forslag i virkeligheden har et helt andet formål, nemlig at fornærme Israel: For ganske vist er navnet på den nye stat som Kadafi forslår, sammensat af de arabiske ord Isra il og Falastin - Isra-tin men ordet tin i arabisk hverdagssprog betyder også mudder, affald og lort, og ved at knytte dette ord til Israel får den libyske leder sendt et tydeligt signal til omverden om, hvordan han ser på den sag. Den gimmick skulle Kadafi efter sigende også tidligere have brugt, fx ved at henvise til socialist-tin og kapitalist-tin, men denne gang har han fået sit budskab trykt i New York Times og det er ikke sådan at kimse af. Litteratur Muammar Qaddafi: The One-State Solution, i: New York Times, 22. januar Muammar Qaddafi: al-qadhafi taler: Et personlig websted som præsenterer ideer og foreslag fra Broder og Leder Muammar al-qadhafi og hans synspunkter på løsninger af verdens emner af i dag Muammar Qaddafi: Hvidbog om Isratin