Mulighedsfelter i ungdomssanktionen

Transkript

1 Mulighedsfelter i ungdomssanktionen - en magtanalyse af socialarbejderens handlerum i arbejdet med unge kriminelle Kandidatafhandling Cand. Soc. Politisk Kommunikation og Ledelse Copenhagen Business School Vejleder: Adjunkt, ph.d. Holger Højlund Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Afhandlingen er udarbejdet af: Stine Skipper Afleveret efterårssemestret 2008 Antal anslag:

2 Abstract Fields of Possibilities in the Youth Sanction A Power Analysis of the Social Worker s Line of Action in the Work with Young Criminals The starting point of this dissertation is the Youth Sanction. The youth sanction is a sentence for two years of structured, social pedagogical treatment and is an alternative to imprisonment for young people between the age of 15 and 17, who have committed serious crimes such as violence, robbery, rape and gross theft. The target group of the sanction is youngsters with significant problems adjusting to society and the treatment therefore takes shape of a normalizing and rehabilitative treatment. The reputation of the sanction though is marked by the fact that close to 80 % of the sentenced young people falls back into crime. While it is the legal system that sentences the young people to the youth sanction, it is the social workers that must carry out the sentence. The local authorities hold in this way the responsibility for the actual execution and it is in practice up to the social worker to guide the young boy or girl out of their criminal career. There is however several discrepancies between on the one hand the objectives and standards of the administration as a representative of the social system and on the other hand the social workers self-perception and professional integrity. Therefore, the main object of this study is to uncover in which way the tension caused by the above mentioned discrepancies produces a particularly field of possibilities for the social worker to navigate in, when working with these young criminals who have been sentenced to a youth sanction. To survey this field of possibilities, that exposes in which way the youth sanction influences on the line of actions that the social worker must subjugate himself to, this dissertation presents a power analysis. Through this it is possibly to map out those different terms, that the social worker and the social system respectively points out as being significant when creating a line of action in relation to the youth sanction. The purpose of this dissertation is like this to throw light on those impediments that may occur, when the social worker engages in the youth sanction. By these means it might be possibly to find new solutions to overcome some of the impediments and in this way to create more successful youth sanctions. 1

3 Indholdsfortegnelse 1. Socialarbejderen og den unge kriminelle Ungdomssanktionen Socialarbejderens rolle i ungdomssanktionen Problemfelt Afgrænsning Læsevejledning Det analysestrategiske blik At forme blikket Socialkonstruktivisme Selvfølgeligheder Blinde pletter og iagttagelser af anden orden Begrebsapparat Magt Modmagt og ustabilitet Viden og magt Magtens former Den disciplinære magt Den pastorale magt Governmentality Opsamling på magt Subjekt og subjektivering Teknologier Magtteknologier Selvteknologier Det empiriske grundlag Interview Observation Dokumenter Ungdomssanktionen Ungdomssanktionens lovgrundlag Kriterier for anvendelse af ungdomssanktionen Ungdomssanktionens tre faser Det sociale systems rolle Forskning på området Handlerummets motivationsstrategi Motivation som strategi i ungdomssanktionen Motivationsstrategiens teknologier Ansvarliggørelse Selvrealisering Netværksmøder Det økonomiske barometer Handlerummets udformning Positionering af socialarbejderen i handlerummet Positionering igennem den unge kriminelle Modmagt Opsamling på kapitlet

4 5. Handlerummets normaliseringsstrategi Normalisering som strategi i ungdomssanktionen Normaliseringsstrategiens teknologier Inddragelse Legitimering af socialarbejderens handlinger De målbare resultater Struktur Rollemodellen Handlerummets udformning Positionering af socialarbejderen i handlerummet Positionering igennem den unge kriminelle Modmagt Opsamling på kapitlet Handlerummets behandlingsstrategi Behandling som strategi i ungdomssanktionen Behandlingsstrategiens teknologier Ungdomssanktionens indholdsbestemmelse Relationer og tillid Konsekvens Handlerummets udformning Positionering af socialarbejderen i handlerummet Positionering gennem den unge kriminelle Modmagt Opsamling på kapitlet Ungdomssanktionens handlerum Handlerummets udformning Kortlægning af handlerummet Sammenfatning Litteratur Figur 1: Illustration af afhandlingens iagttagelsesprogram...11 Figur 2: Ungdomssanktionens handlerum...73 Tabel 1: Motivationsstrategiens udformning af handlerummet...49 Tabel 2: Normaliseringsstrategiens udformning af handlerummet...60 Tabel 3: Behandlingsstrategiens udformning af handlerummet...69 Tabel 4: Handlerummets konditionerende præmisser og konstituerende kategorier...70 Bilag 1a, b og c: Interviewguide Bilag 2: Interview med sagsbehandler/koordinator, Nørrebro Bilag 3: Interview med institutionsleder, Akademiet Bilag 4: Interview med sagsbehandler/koordinator, Østerbro Bilag 5: Interview med sagsbehandler/koordinator, Vesterbro Bilag 6: Interview med ungdomssanktionskoordinator, Socialforvaltningen Bilag 7: Interview med sagsbehandler/koordinator, Brønshøj-Husum-Vanløse Bilag 8: Interview med sagsbehandler/koordinator, Brønshøj-Husum-Vanløse Bilag 9: Interview med sagsbehandler/koordinator, Vesterbro-Kgs. Enghave 3

5 Indledning 1. Socialarbejderen og den unge kriminelle Strengere straffe til unge kriminelle. Sådan lød mange dagblades overskrifter en dag i starten af august dette år. Disse udsagn kom som en reaktion på, at en 16-årig dreng blev idømt kun fire års fængsel, efter han knap et år forinden havde tæsket en 48-årig mand til døde og efterfølgende angiveligt skullet have brugt sin mobiltelefons videooptagelser af dødsvolden til at prale overfor sine venner. Den danske befolkning var rystet over den milde straf; borgernes retsfølelse var blevet krænket. De råbte på handling fra politikernes side. Landets justitsminister reagerede hurtigt med en lovning på at gennemgå den særregel i Straffeloven, der gør sig gældende, når mindreårige stilles for retten, mens et flertal i Folketinget samtykkede med befolkningen i kravet om strengere straffe. Dette tilfælde af dødsvold er blot et i rækken af den ungdomskriminalitet, der bliver stadig grovere, en udvikling der nu har stået på i godt et årti. 1 En lignende situation fandt sted i slutningen af 90 erne, hvor en række gruppevoldtægter og grove gaderøverier i Århus og København begået af mindreårige rystede den danske befolkning. Flere gange mundede retlige omstændigheder herunder tiden i varetægt og de dømtes unge alder ud i, at gerningsmændene blev løsladt umiddelbart efter domsafsigelsen. Ydermere var flere af gerningsmændene under 15 år og kunne således ikke retsforfølges. Befolkningen var oprørt, og den daværende justitsminister nedsatte en ekspertgruppe, der havde til formål at undersøge nødvendigheden af at indføre nye straffeforanstaltninger for de mindreårige og eventuelt sænke den kriminelle lavalder. I januar 2001 afleverede ekspertgruppen sin rapport, hvori den konkluderede, at det var nødvendig med en skærpelse overfor de unge, der tilhører den hårdeste kerne i det kriminelle miljø. Det var ekspertgruppens overordnede opfattelse, at hvis der var noget, der kunne hjælpe de mest adfærdsvanskelige såkaldt uanbringelige unge, så var det en socialpædagogisk behandling. 2 Derfor var ekspertgruppens forslag til, hvordan disse unge kunne blive straffet konstruktivt samtidig med, at danskernes retsfølelse ikke blev krænket, indfø- 1 Udviklingen viser, at færre unge begår kriminalitet, men den kriminalitet, der begås, bliver af stadig grovere karakter. Flere unge satser på en fremtid, der inkluderer god uddannelse og spændende job. Men på grund af denne positive udvikling, bliver det sværere at tilhøre den marginaliserede gruppe af unge kriminelle, der ikke har mulighed for at udnytte disse mange muligheder. Afstanden mellem dem, der klarer sig godt, og dem, der ikke gør, vokser, jf. Zeuner & Højland 2003, Balvig 2000 og Balvig Her skal det tilføjes, at rapporten endvidere indeholdt en mindretalsudtalelse fra tre af ekspertgruppen medlemmer, der påpegede en problematik omkring behandlingsindsatsen samt sanktionens længde (ROU 2001:137). 4

6 relsen af en længerevarende socialpædagogisk behandlingsdom. Denne nye type behandlingsdom fik betegnelsen ungdomssanktion (ROU 2001). 1.1 Ungdomssanktionen Ungdomssanktionen trådte i kraft den 1. juli 2001 og blev dermed løsningen på ungdomskriminalitetens evige dilemma: på den ene side skal samfundet markere overfor andre unge, at sådanne lovovertrædelser ikke accepteres og derfor må sanktioneres på den anden side vil sådan en markering tvinge den unge kriminelle til at knytte sig endnu mere til det kriminelle miljø på grund af samfundets afvisning. Straffen skal altså falde som en signalværdi til den unge, der overtræder loven, men er ligeledes en bestræbelse på, at befolkningens tro på retssystemet opretholdes. Samtidig viser feltets videnskabelige undersøgelser, at unge under ingen omstændigheder profiterer af traditionelle fængselsstraffe. Med ungdomssanktionen bliver de unge idømt et to-årigt forløb, hvor de anbringes og fastholdes på et socialpædagogisk behandlingssted, og såvel befolkningen krav om straf samt den unges behov for behandling søges imødekommet (Zeuner & Højland 2003:30-32; Balvig 2006:6 jf. endvidere Borch 2005:208). Ungdomssanktionen sigte er,... at de unge resocialiseres, og at færre af dem falder tilbage til kriminalitet. (Servicestyrelsen 2007:23) Denne resocialisering skal finde sted gennem et normaliserende behandlingsforløb, der kan genopdrage den unge og integrere ham eller hende i samfundet. Sanktionsforløbet starter ud på en lukket afdeling, hvorefter den unge overføres til et åbent, socialpædagogisk behandlingssted. Sanktionen sluttes af med et udslusningsforløb, hvor den unge får hjælp til at få en normal hverdag stablet på benene. I dag, hvor ungdomssanktionen har eksisteret mere end syv år, ser statistikkerne dog ikke videre opløftende ud. Op mod 80 % af de unge har været i gang med ny kriminalitet inden for to efter dommen til ungdomssanktionen er faldet. Af dem har mere end hver tredje efterfølgende begået så alvorlig kriminalitet, at de er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf. Ydermere får omkring hver femte forlænget deres ungdomssanktion på grund af fornyet kriminalitet. Ifølge Servicestyrelsen er der dog ikke noget entydigt billede af, om tilbagefaldt er højere blandt unge, der er idømt en ungdomssanktion, end for dem, der er blevet idømt en ubetinget straf (Servicestyrelsen 2007:54). 5

7 1.2 Socialarbejderens rolle i ungdomssanktionen I ungdomssanktionen er det socialarbejderen, der som repræsentant for de sociale myndigheder i den unges hjemkommune udfører sanktionen. Det er således socialarbejderen, der skal motivere den unge kriminelle til at indgå i den normaliseringsproces, som sanktionens behandling tager form af, og påtage sig den rolle,... der bl.a. drejer sig om at understøtte den unges positive sociale udvikling i overgangen fra ydre til en stadig højere grad af indre styring. (Servicestyrelsen 2007:153) Det er altså socialarbejderens ansvar at både tilrettelægge sanktionens indhold og gennemføre sanktionen, og han eller hun kan hurtigt komme til at indtræde i en dobbeltrolle; på den ene side som støttefunktion, på den anden side som strafudøvende. Ifølge Servicestyrelsen har socialarbejderen dog... vide beføjelser til at tilpasse vilkårene efter den dømtes aktuelle behov. (Servicestyrelsen 2007:27) Denne introduktion af socialarbejderens forpligtigelser i ungdomssanktionen stemmer godt overens med det ideelle møde mellem socialarbejder og klient. Med socialarbejderens forventning om det respektfulde, ligeværdige og medmenneskelige møde er individet sat i fokus før sanktionens start. Således er socialarbejderens rolle i ungdomssanktionen altså helt i overensstemmelse med ønsket om at have et socialt system, der bøjer... sig mod den hjælpesøgendes særegne situation og livsform. (Järvinen et al 2002:83; Villadsen 2004:239) 3 Men hvorvidt dette ideal stemmer overens med realiteterne er en anden sag, da de selv samme forvaltninger og institutioner, som ønsker det individuelle, bygger på en organisationskultur, der fremmer regulerede logikker, regler og rutiner udsender cirkulærer, rutiner og regler og på denne måde konditionerer socialarbejdernes handlemuligheder. At socialarbejderen i praksis er udsat for en problematisk grad af styring oppefra kommer da også til syne blandt socialarbejderne, når samtalen falder på ungdomssanktionen: Den form for detailstyring i sådan nogle komplicerede sager, det komplicerer det bare yderligere. (Bilag 6:6 jf. endvidere bilag 7:10). 1.3 Problemfelt Ungdomssanktionen er altså et eksempel på en sådan gennemstruktureret praksis omkredset af regler og rutiner, som socialarbejderen underlægges. Med en håndbog på 325 sider fyldt med retningslinier, er det ganske op til socialarbejderen at tilpasse ungdomssanktionen til den unges individuelle behov. Dermed kan ungdomssanktionen anskues som et symptom på et gennemgående paradoks i socialt arbejde, der opstår, når socialarbejderen på den ene side sø- 3 Jf. endvidere Caswell (2005), der påpeger vigtigheden af at anerkende, at grænserne for sagsbehandleres handlerum, er afgørende for, hvordan de forholder sig til borgeren. 6

8 ger at varetage sin faglige integritet og selvforståelse, som afspejles i værdier som respekt for individualiteten, og på den anden side skal leve op til systemets mange cirkulærer, standarder og regler. Socialarbejderen og det sociale system er hinandens forudsætning, hvorfor socialarbejderen må indarbejde standarder og rutiner i det specifikke forløb, som den unge kriminelle skal tilbydes. Således åbner ungdomssanktionen op for et rum, hvori socialarbejderen udfordres på sin faglige selvforståelse. Nedenstående afhandling er et studie i, hvordan socialarbejderen overkommer de skel, der er mellem hans eller hendes selvforståelse og det sociale systems strukturerede praksis. Jeg vil undersøge, hvordan socialarbejderen navigerer rundt mellem de krav, der stilles fra systemets side om at imødekomme fastsatte målsætninger, og de krav, som socialarbejderen selv producerer, og som bygger på hans eller hendes faglige selvforståelse. Mit fokus lægger således på, hvordan det sociale system konditionerer socialarbejderens handlerum, mens socialarbejderen i praksis redefinerer dette handlerum for at skabe større overensstemmelse mellem hans eller hendes faglige selvforståelse og systemets standarder og målsætninger. Dette leder mig frem til følgende problemformulering: Hvordan konstrueres socialarbejderens handlerum gennem de strategier, der er indlejret i ungdomssanktionens program, og hvordan forsøger socialarbejderen at overkomme uoverensstemmelserne mellem det sociale systems målsætninger og standarder og socialarbejderens selvforståelse og faglige integritet i arbejdet med de unge kriminelle? For at besvare min problemformulering vil jeg undersøge de magtformer, der er på spil i forvaltningen af ungdomssanktionen. Jeg vil bryde forvaltningen ned i mindre dele, identificere de redskaber og mekanismer, som forvaltningen indeholder for til slut at vise, hvordan disse virker ind på socialarbejderens handlerum. Når jeg anvender betegnelsen handlerum er det med fokus på de præmisser, der er bestemmende for de handlinger og beslutninger, som socialarbejderen møder i arbejdet med ungdomssanktionen. Handlerum bliver således en samlende betegnelse for de betingelser, der bestemmer, hvordan socialarbejderen kan og ikke kan agere. Til at beskrive dette vil jeg anvende Michel Foucaults magtanalytik. Foucaults magtforståelse skal ses som et opgør med det, som han selv betegnede som en juridisk-politisk magtforståelse, og som er kendetegnet ved at begribe magt som noget negativt og undertrykkende gennem frihedsberøvelse, tvang, forbud og sanktioner. Foucaults pointe er, at magt i stedet skal anskues som en kompleks, strategisk situation i et givet samfund. Magten skal betragtes som et relationelt og processuelt fænomen, som vi til hver en tid deltager i at konstitu- 7

9 ere. Det er en magt, der ikke er af det onde, men som virker produktivt ind på os som individer. Det er altså med udgangspunkt i en sådan magtopfattelse som vil blive uddybet i kapitel 2 at jeg vil anskue ungdomssanktionens effekt på socialarbejderens handlerum. Formålet hermed er at skabe større forståelse for det felt af muligheder, som ungdomssanktionen tilvejebringer for socialarbejderen at agere i. Herved vil man kunne belyse de forhindringer, som han eller hun støder på i arbejdet med sanktionen og som derefter eventuelt kunne søges mindsket eller elimineret i håb om at skabe flere vellykkede sanktionsforløb. Min intention med denne afhandling er altså at kortlægge socialarbejderens handlerum for at vise, hvor det kan være relevant at sætte ind med ændringer i sanktionens udformning. 1.4 Afgrænsning Jeg har i min opgave valgt at fokusere på de socialarbejdere, der indgår i forvaltningen af ungdomssanktionen. Jeg er interesseret i at undersøge, hvordan disse socialarbejdere påvirkes af arbejdet med ungdomssanktionen. Det er således ikke min intention at undersøge ungdomssanktionens omfang eller at stille mig til dommer for, om det er en god eller dårlig foranstaltning. Jeg er ej heller interesseret i at lave en kvantitativ undersøgelser, der viser, hvor mange, hvor længe og hvorfor. Derimod vil jeg fokusere på, hvordan magten virker ind på individet med særlig fokus på socialarbejderen samt, hvordan denne styring kommer til udtryk i individet. Som problemstillingen allerede har indikeret, har jeg ud af de mange involverede aktører valgt at fokusere på socialarbejderen. Jeg har i min problemformulering valgt at benytte termen socialarbejder, da jeg både vil inddrage såvel forvaltning, sagsbehandlere, gadeplansmedarbejdere, koordinatorer, kontaktpersoner og institutioner i min empiri. Ydermere ønsker jeg at skabe størst mulig sammenhæng i den indsamlede empiri ved at afgrænse min søgning til aktører, der alle er tilknyttet den samme kommune; i mit tilfælde Københavns Kommune. Ved at konstruere en sådan fælles referenceramme for de mennesker, der deltager i min undersøgelse, håber jeg at opnå en høj grad af kontinuitet i det empiriske materiale. I det omfang at min opgave er baseret udelukkende på socialarbejderes udtalelser og handlinger, kan den selvsagt kritiseres for ikke at give et fyldestgørende billede af ungdomssanktionens fulde effekt. Dette dog på ingen måde min intention. I stedet mener jeg, at jeg gennem min afgrænsning og forestående analyse i stedet kan anskue denne afhandling som en brik i det puslespil, der kan kortlægge ungdomssanktionens gode og dårlige sider. 8

10 1.5 Læsevejledning I næstkommende kapitel vil jeg præsentere afhandlingens analysestrategi. Analysestrategiens rolle er at klarlægge, hvordan jeg udformer mit teoretiske og empiriske univers, når jeg iagttager socialarbejderens handlerum i arbejdet med ungdomssanktionen. I dette kapitel vil jeg således redegøre for de valg og fravalg, som min analyse indebærer, samt konsekvenserne heraf. Dernæst vil jeg i kapitel 3 gøre en gennemgang af ungdomssanktionen for at give læseren et indtryk af sanktionens grundlag, formål og udførelse. Dette kapitel formes som en redegørelse af sanktionens retningslinier og giver læseren en baggrundsforståelse af sanktionens virke, før vi går i gang med den egentlige analyse. De næste tre kapitler 4, 5 og 6 indeholder hver især en udvalgt strategi fra ungdomssanktionens program. I disse kapitler vil jeg gennemgå de praktikker, der fungerer som strategiernes virkemiddel. I kapitel 7 vil jeg efterfølgende sammenligne disse praktikkers effekt på socialarbejderen. Sidst, men ikke mindst, runder jeg naturligvis afhandlingen af med en sammenfatning. 9

11 Teori og metode 2. Det analysestrategiske blik At lægge en analysestrategi handler grundlæggende om at forme det analytiske blik, igennem hvilket en given problemstilling vil blive iagttaget. Forestående kapitel bliver således en kortlægning af de konsekvenser, som opgavens valg og fravalg har haft. I forestående kapitel vil jeg således redegøre for afhandlingens teoretiske og empiriske udgangspunkt samt belyse det videnskabsteoretiske paradigme, som afhandlingen hviler på. Inden jeg kommer så langt vil jeg dog først knytte nogle bemærkninger til selve analysestrategiens formål. 2.1 At forme blikket En analysestrategi skal gøre rede for, hvordan vi konstruerer det sociale gennem bestemte iagttagelsesledende begreber samt konsekvenserne af at vælge netop denne konstruktion. Det handler om, hvordan vi former det analytiske blik, som vi vælger at iagttage en given problematik igennem i mit tilfælde hvordan forvaltningen af ungdomssanktionen skaber og former socialarbejderen som subjekt i et særligt handlerum og hvordan vi herigennem lader det sociale emergerer. I forhold til den mere klassiske tilgang til genstandsfeltet, der belægger et metode- og metodologibegreb, skal analysestrategien ses som et mellemliggende niveau, der inddrager begge de andre. Analysestrategien hverken kan eller skal unddrage sig metodiske og metodologiske spørgsmål, men derimod inkludere disse (Esmark et al 2005a:11-12; Andersen 1999:12-17). Gennem analysestrategien etablerer vi altså... et bestemt blik eller et perspektiv på et udsnit af den sociale virkelighed..., og dette gør vi... ved at udfolde en række analysebærende begreber. (Esmark et al 2005a:9) Teori skal i denne henseende forstås som det begrebsapparat, hvori disse analysebærende begreber udfoldes. 4 Efter at have udpeget et analysebærende begreb, fremkommer yderligere en række begreber, der knytter sig til det første, og således opstår et bestemt blik. Samtidig med at vi konstruerer dette blik eller iagttagelsesprogram om man vil, konstruerer vi også vores egen position som iagttager. Med andre ord kan vi sige, at det sted, hvorfra iagttageren iagttager, konstruerer såvel iagttagen selv som det iagt- 4 Hvor de mere traditionelle videnskabsteoretiske tilgange anvender hele teorier som udtryk for en ægte sandhed om et fænomen, tager jeg her udgangspunkt i enkelte begreber som en modsætning til dette. Ved at anvende sådanne mindre dele frem for en helhed, får jeg mulighed for at lade flere perspektiver se lyset (Esmark et al 2005a:9). 10

12 tagede (Esmark et al 2005a:11-12; Andersen 1999:13-15). Empiriens rolle i analysestrategien er ligeledes med til at konstruere det sociale, som vi iagttager det. Empirien repræsenterer virkeligheden, men er kun et sandfærdigt billede på den sociale virkelighed ud fra netop det perspektiv, som analysestrategien har anlagt på den. Empiri er kun empiri i forhold til netop det særlige perspektiv, som vi anlægger på problemstillingen gennem analysestrategien, og er ikke et billede på virkeligheden; det er et billede på det sociale, sådan som vi lader tone frem gennem det valgte iagttagelsesprogram. Empirien så at sige... gestalter virkeligheden. (Esmark et al 2005a:12) Som nævnt er formålet med denne opgave at undersøge, hvordan forvaltningen af ungdomssanktionen udstikker et særligt handlerum for socialarbejderen, og hvordan socialarbejderen rekonstruerer dette handlerum for at overkomme uoverensstemmelserne mellem det sociale systems målsætninger og socialarbejderens selvforståelse. Opgavens grundlæggende analysestrategiske udfordring består dermed i, hvordan jeg kan muliggøre en kortlægning af de mekanismer, der virker ind på socialarbejderen og efterfølgende sætter et aftryk i dette handlerum. Jeg må ydermere være opmærksom på, at jeg gennem min teori og empiri opstiller et bestemt billede af det sociale, der kun gør sig gældende i forhold til netop de præmisser, som jeg har formet mit analytiske blik efter. Det er disse præmisser, jeg skal præsentere i nærværende kapitel. Til at illustrere mit iagttagelsesprogram introduceres følgende figur: Iagttagelsesledende begreber: Motivation, normalisering og behandling Konstruktion af genstand Konstruktion af kriterier for valide argumenter Iagttagelsesgenstand: Konstituering af socialarbejderens handlerum Problemformulering: Hvordan konstrueres socialarbejderens handlerum i arbejdet med ungdomssanktionen? Specificering af iagttagelsespunkt Specificering af konditioneringer for iagttagelserne Analysebærende begreber: Magt, teknologier og subjektivering Figur 1: Illustration af afhandlingens iagttagelsesprogram. Figuren er lavet med udgangspunkt i Andersens (1999:183) diamantmodel med egne modifikationer. 11

13 Figuren her illustrerer, hvordan mine valg af begreber virker konstituerende ind på mit blik i analysen samt, hvordan disse valg former afhandlingens udkomme på en særlig måde. I indledning præsenterede jeg kort ungdomssanktionen som en dom til en normaliserende behandling, hvori socialarbejderens rolle er at motivere den unge kriminelle til at gennemføre sanktionsforløbet. Hermed har jeg præsenteret tre centrale begreber i socialarbejderens arbejde med ungdomssanktionen, nemlig motivation, normalisering og behandling, der alle er vigtige strategier i ungdomssanktionens program. Disse tre begrebers centrale rolle har jeg fundet ved at læse min empiri med et åbent blik, der har oscilleret mellem teori og empiri. Deres fylde i socialarbejdernes iagttagelser af ungdomssanktionen har lagt grunden for, at jeg har valgt at anvende dem som iagttagelsesledende begreber. Disse begreber bliver strukturerende for mit blik og fungerer som støttepunkter for mit blik. Jeg anskuer så at sige min problematik igennem disse begreber, og de bliver hermed bestemmende for, hvordan min iagttagelsesgenstand konstrueres. Det skal her understreges, at disse strategier, som jeg anvender som en art kategoriseringsredskaber for mine iagttagelser af socialarbejderens iagttagelser, eksisterer ikke individuelt, men i kraft af hinanden. Derfor vil de også til tider forestå indgribende i hinandens teknologier. Min opdeling af de enkle praktikker, som strategierne indeholder, kan derfor virke forenklet, men jeg søger udelukkende at basere min iagttagelser på socialarbejderens iagttagelser af ungdomssanktionen. Jeg vil dog senere åbne diskussionen for, hvordan strategierne virker i såvel samspil som modspil, når de udfoldes. Mit valg af magtforståelse er som nævnt ovenfor i relation til teorien altafgørende for analysens resultat. Jeg funderer mine iagttagelsesbærende begreber i Foucaults magtanalytik, hvor magten ikke skal ses som en repressions- og forbudsinstans, men som en forudsætning for sociale handlinger. Til dette magtbegreb knytter jeg overordnet begreberne magt, teknologi samt subjektivering (uddybes yderligere senere i dette kapitel), som bliver mine analysebærende begreber. Det vil sige, at det bliver disse begreber, der rammer mit blik ind i en teoretisk forståelseshorisont og som sætter de teoretiske betingelser for mine iagttagelser. Forestående afhandling udspiller sig på baggrund af det socialkonstruktivistiske videnskabsteoretiske paradigme, som jeg nu vil præsentere yderligere. Som det vil fremgå, er dette i overensstemmelse med afhandlingens begrebsmæssige fundament og vil endvidere afspejle sig i min empiriske tilgang. Men først en præsentation af det socialkonstruktivistiske paradigme. 12

14 2.2 Socialkonstruktivisme Forestående afhandling tager udgangspunkt i det socialkonstruktivistiske paradigmes grundantagelse. Jeg vil nu redegøre for, hvordan socialkonstruktivismen er med til at forme mit analytiske blik samt, hvilke konsekvenser det har for udformningen af analysen. Socialkonstruktivismens erkendelsesinteresse er at iagttage, hvordan det sociale konstruerer og skaber sig selv. Det handler om, hvordan det sociales tilbliven afhænger af den kontekst, som det måtte indgå i. Således starter enhver socialkonstruktivistisk erkendelsesteori... med forestillingen om, at (sand) viden er et socialt fænomen. (Esmark et al 2005a:11) Socialkonstruktivismen skal ses som et opgør med den ontologisk orienterede videnskabsteoris produktion af selvfølgeligheder gennem metodiske spørgsmål. I stedet er socialkonstruktivismen et udtryk for en epistemologisk orienteret videnskabsteori, hvor der ikke forudsættes en særlig genstand, men hvor denne fremkommer ved, at vi spørger til den (Andersen 1999:13; Esmark et al 2005a:11). Min analysegenstand i forestående afhandling, socialarbejderens handlerum, skal altså ikke nærmes via en metodisk fremgangsmåde; de skal derimod konstrueres. En socialkonstruktivistisk analyse former gennem udvalgte begreber et perspektiv på et udsnit af den sociale virkelighed, som dernæst leder os til en særlig form for konstruktion af denne virkelighed. Disse begreber hjælper os til at formgive virkeligheden, så vi kan iagttage og analysere den. Dermed er der i socialkonstruktivismen ikke tale om en objektiv virkelighed forstået som det givne og uforanderlige, der på tværs af sociale kontekster forbliver identisk med sig selv, som vi kender den fra den logisk-empiristiske tradition. 5 Den socialkonstruktivistiske virkelighed er et billede på, at de sociale konstruktioner, vi som individer oplever, virker virkelige for os: De virker tvingende på samme måde, som den fysiske virkelighed gør det. (Esmark et el 2005a:24) Der er tale om en social virkelighed, og enhver menneskelig aktivitet er bundet til denne. Den sociale virkelighed består af mening. Denne mening opstår i relationerne mellem subjekter og objekter, der i sig selv er ganske meningsløse. Altså er socialkonstruktivismens udgangspunkt,... at relationer ikke blot er en tilbygning til i sig selv eksisterende objekter og subjekter, men derimod grundlaget for en anden orden af virkelighed, inden for hvilken objek- 5 Det logisk-empiristiske paradigme opfatter virkeligheden som ensbetydende med den fysiske verdens objekter og er traditionelt set knyttet til naturvidenskaberne, men er som grundfigur blevet indoptaget i mange samfundsvidenskabelige discipliner (Esmark et al 2005a: ). 13

15 ter og subjekter opnår og tilskrives mening. (Esmark et al 2005a:18) 6 Individer, der handler i sociale relationer, tilskriver altså deres handlinger en eller anden form for social meningskontekst. Når vi således taler om konstruktioner af den sociale virkelighed, refererer vi kort sagt til udbredelsen og stabiliseringen af relationer, som knytter subjekter og objekter sammen i en form for meningssammenhæng (Esmark et al 2005a: ). Socialkonstruktivismen er altså det videnskabsteoretiske paradigme igennem hvilket, vi kan konstruere en social virkelighed, der kan belyse en given analysegenstands meningsskabende relationer. Ved at lade mit analytiske blik udspringe af dette videnskabsteoretiske paradigme tilskriver jeg i forestående afhandling min problemstilling en ganske særlig mening afhængig af den sociale virkelighed, som jeg konstruerer gennem mine valg af teori og empiri, og netop ved at redegøre for mit analysestrategiske blik, som dette kapitel omhandler, kan jeg blotlægge og forsvare denne meningstilskrivning for læseren Selvfølgeligheder Gennem en socialkonstruktivistiske tilgang kan jeg tillade mig at spørge til den mening og dermed de selvfølgeligheder, som vi møder hverdagen. Socialkonstruktivismen handler netop om at underminere det naturgivne og selvfølgelige for at vise, at det vores virkelighed er socialt konstrueret. Når noget virker selvfølgeligt, er det fordi, at det deles af et samfunds medlemmer på et så basalt niveau, at ingen sætter spørgsmålstegn ved det (Esmark et al 2005a:24-25). Denne spørgen til ting, vi tager for givet, afspejler sig i også i mit valg af teoretiker. Michel Foucault søger netop at de-naturalisere det, man kan kalde kulturelle forestillingsmønstre, særligt dem der fremstår som naturgivne eller indlysende og evidente sandheder. Han ønsker så at sige at gøre op med... de sandheder, vi bygger vores tilværelse og selvforståelse på. (Heede 2004:10; jf. endvidere Foucault 2001:328) Intet er fundamentalt. Hvis man som forsker leder efter genstandes essens, må man indse, at en sådan essens ikke findes. Der findes kun gensidige relationer med tråde tilbage i historien, som er blevet skabt ved en tilfældig sammenblanding af fremmedartede former under en given kulturs indflydelse (Esmark et al 2005b:157). Når jeg således i denne opgave ønsker at belyse, hvordan individet styrer sig selv, og hvordan ungdomssanktionen er et udtryk for nogle samfundsrationaler, der ligger bag en ganske særlig form for styring, vil jeg anvende en foucauldiansk optik. Dermed bliver det 6 Jf. relationismen, der bygger på, at relationerne gå forud for alt, hvad der er begribeligt (Esmark et al 2005a:18). 14

16 min opgave at spørge til, hvordan forskellige rationaler virker ind på os som individer i samfundet. Disse rationaler og teknologier er alle resultater af den måde, som samfundet gennem tiden har valgt at indrette sig på. De er bestanddele af den praksis, hvorfra det sociale emergerer. Oftest betragter vi disse rationaler og teknologier som selvfølgeligheder, som vi hverken bekymrer os om eller tænkere nærmere over i hverdagen. I forestående opgave vil jeg søge at sætte spørgsmålstegn ved de selvfølgeligheder, som jeg møder undervejs i min undersøgelse af ungdomssanktionen Blinde pletter og iagttagelser af anden orden Konstruktionen af en social virkelighed vil nødvendigvis være en afspejling af en række valg og fravalg. Som iagttagere kan jeg reflektere over de valg og fravalg, som jeg er bevidst om. 7 Men der er samtidig en række fravalg, som jeg ikke kan se fra den position, jeg har indtaget som iagttager. Disse fravalg fremstår som en slags blinde pletter; punkter i mit blik, som jeg ikke kan iagttage. Blinde pletter fremkommer uanset hvilket iagttagelsespunkt, man indtager. I relation til min afhandling om forvaltningen af ungdomssanktionen er der således blinde pletter for såvel socialarbejderen som for mig. Socialarbejderen kan for eksempel have blinde pletter i forhold til forvaltningens indvirken på dem selv, som jeg til gengæld kan iagttage ved at iagttage deres iagttagelser. Herigennem søger jeg at belyse socialarbejderens blinde pletter. Til gengæld har min undersøgelse også en række blinde pletter, som jeg ikke kan afhjælpe. Jeg er således bevidst om min iagttagelses ufuldkommenhed. Dét, at jeg iagttager socialarbejdernes iagttagelser som iagttagelser, kan beskrives som en anden ordens iagttagelse (Andersen 1999:13-14). Denne form for iagttagelse knytter sig i øvrigt til den epistemologisk orienterede videnskabsteori, som socialkonstruktivismen er en del af, jf. ovenfor. Med udgangspunkt i ovenstående socialkonstruktivistiske optik kan vi altså sige, at en anden ordens iagttagelser i modsætning til en første ordens iagttagelse spørger ind til genstanden uden at forudsætte den. Det er endvidere igennem en sådan anden ordens iagttagelse, at vi kan spørge til de selvfølgeligheder, som ungdomssanktionen er omgærdet af. Når Foucault i sit arbejde diagnosticerer vores tænknings rationalitet og samfundsbaserede betingelser, gør han det ved at placere sig i udenfor den genstand, han spørger ind til. Han positionerer sig så vidt muligt udenfor sin egen samtid og kultur i... en radikal andet- 7 Netop denne refleksion taler til socialkonstruktivismen fordel: Når vi ved, at den sociale virkelighed, vi arbejder med i vores undersøgelse, er en konstruktion af vores valg og fravalg, stiller vi os selv i en situation, hvor vi kontinuerligt må give plads til en (etisk) refleksion for disses betydning i forhold til vores resultater, jf. evt. Esmark et al 2005a s

17 hed..., for at han på denne måde kan fremmedgøre genstanden og dernæst spørge til den (Heede 2004:10). Jeg har ovenfor vist det socialkonstruktivistiske paradigmes indflydelse på mine resultater i forestående afhandling. Med udgangspunkt i Foucaults magtbegreb vil jeg definere de begreber, der er relevante i formningen af mit blik, og som jeg vil knytte an til i min analyse. 2.3 Begrebsapparat At skabe et begrebsapparat handler om at udpege de analysebærende begreber, som jeg vil basere mine iagttagelser på i analysen (jf. afsnit 2.1). I forestående afsnit vil jeg således præsentere det sæt af begreber, der virker konstituerende ind på det blik, jeg lægger på forvaltningen af ungdomssanktionen og dermed på socialarbejderens handlerum. Mit begrebsapparat tager som sagt udgangspunkt i Michel Foucaults teori om magt og subjekt. Foucaults overordnede projekt i hans forfatterskab er at skildre selvets historie. Gennem dekonstruktion af historiske processer har han søgt den eller de begyndelser, som har givet os den opfattelse af individet, som i samtiden er gængs. 8 Hans interesse er at skildre, hvordan subjektet konstitueres gennem såvel ydre som indre påvirkninger i en proces, han kalder subjektivering. På trods af dette betegnes hans teori ofte som en magtteori, men ifølge Foucault er magt som et selvstændigt begreb ganske uinteressant. 9 En analyse af magten har i stedet været den sti, der har ført subjektets tilblivelse frem i lyset. Magtanalysen er med andre ord... nødvendiggjort af subjektanalysen. (Heede 2004: 21) Målet er subjektivering, mens midlet er magt. Subjektivering og magt er begreber, der er vanskelige at adskille, men jeg vil nedenfor søge at skabe overblik ved at opdele dem. Ifølge Foucault selv er: The indvidual, that is, is not a vis-à-vis of power; it is, I blieve, one of its prime effects. The individual is an effect of power, and at the same time, or precisely to the extent to which it is that effect, it is the element of its articulation. The individual which power has constituted is at the same time its vehicle. (Foucault 1980: 98) Jeg vil tage udgangspunkt i magtens begreb, da dette senere vil vise sig at være det naturlige udgangspunkt i min analyse, hvor jeg med en blotlægning af 8 Foucaults primære metode i hans forfatterskab har været genealogien. 9 Foucault bestræbte sig da også på at skabe en magtanalytik frem for en magtteori, da han ville undgå at give magten en form for essentialisering ved at gøre den til en teori (Heede 2004:38). 16

18 magtens virke vil vise socialarbejderens subjektivering, samt hvordan denne subjektivering fører til en særlig positionering i det gældende handlerum Magt Igennem Foucault præsenteres vi for et magtbegreb, der handler om styring og ledelse af individer. Det er essentielt at skelne mellem en foucauldiansk styringsoptik og den traditionelle magtopfattelse, der handler om tvang og underkastelse. Med Foucaults egne ord ser vi, at... basically power is less a confrontation between two adversaries or the linking of one to the other than a question of government. (Foucault i Dreyfus & Rabinow 1983:221) Det er en magtopfattelse, der som tidligere nævnt er produktiv og ikke nødvendigvis begrænsende. Moderne, liberal magtudøvelse handler nemlig ifølge Foucault om at skabe, fremelske, opdyrke og stimulere bestemte evner hos borgerne. Moderne magt virker ved at gøre individer til bestemte subjekter med bestemte evner. Det er en produktiv magt, der bibringer individerne særlige kapaciteter, og søger at gøre individet i stand til at handle på en given måde, bearbejde deres selvforhold og afrette dem (Mik-Meyer & Villadsen 2007:17-19). Magten... traverses and produces things, it induces pleasure, forms knowledge, produces discourse. (Foucault 1980:119) Vi har at gøre med et ontologisk magtbegreb, hvor magten potentielt er tilstede i alle individer, der har magt til handle, og hvor ingen har magt over andre. På denne måde adskiller Foucaults magtbegreb fra den mere traditionelle måde at tænke magt på, nemlig som en repressiv magt, der udøves gennem forbud, tvang og sanktioner, og som sætter magt og frihed som to modsætninger (Foucault 2006:98; Foucault 2002:41; Borch 2005:14). I en sådan produktiv henseende er hverken vold eller konsensus betingelser for magtens virke, om end de kan være en del af dens måde at virke på. Når magten kan beskrives som produktiv, skyldes det, at den kun kan udøves over frie subjekter. At et subjekt er frit betyder, at det foran sig har et mulighedsfelt at handle i: By this we mean individual or collective subjects who are faced with a field of possibilities in which several kinds of conduct, several ways of reacting and modes of behavior are available. (Foucault 2001:342). Individet er altså fri til at agere, og vi har således at gøre med et magtbegreb, hvor frihed og magt ikke modstilles, men virker sideløbende og øger gensidigt hinanden. Jo flere alternativer, som den ene part frit kan vælge at agere i forhold til, desto større magt har den anden part, når det lykkes denne at regulere den første parts selektion i mulighedsfeltet (Dreyfus & Rabinow 1983:221; Borch & Larsen 2003:167). Magt er en styring af andres menneskers mulighedsfelt. 17

19 Ved at sætte individets frihed som præmis for magtudøvelse åbner Foucault op for muligheden for at se magten som relationel. Magtstrukturen er ikke top-down, som vi ellers kender den fra den mere traditionelle måde at tænke den på. I stedet skal vi anskue den som en aktivitet frem for noget, der kan besiddes; magten er ikke noget... som erhverves, tilranes eller fordeles, noget man opbevarer eller som man fortaber; magten udøves fra utallige udgangspunkter og i et spil mellem utallige forhold. (Foucault 2006:99) På denne måde bliver magten at finde i relationerne mellem individer i et samfund. (M)agten er ikke en institution eller en struktur, heller ikke en særlig kraft (puissance), som nogen måtte være udstyret med: magt er et navn, man giver en kompleks strategisk situation i et givet samfund. (Foucault citeret i Heede 2004:39) Videre skal det nævnes, at magten er et ontologisk grundvilkår for ethvert samfund; at leve i et samfund er at leve med magten den kan ikke undsiges. Dens mekanismer og modaliteter omringer og gennemstrømmer alle samfundets individer til alle tider (Foucault 2002:41). Når jeg således anvender dette magtbegreb på socialarbejderen som et subjekt, der produceres gennem forvaltningen af ungdomssanktionen, ser jeg på det mulighedsfelt, der ligger foran socialarbejderen, og som han eller hun kan agere i forhold til det vil sige hans eller hendes handlerum. Dette mulighedsfelt betegner altså socialarbejderens handlerum i arbejdet med ungdomssanktionen. I det tilfælde at jeg skulle finde, at socialarbejderen ikke har et mulighedsfelt at agere i, vil der ikke længere være tale om et magtforhold, da jeg således ikke længere har med et frit subjekt at gøre. Det vil ligeledes ikke give mening at se på, om socialarbejderen har magt over den unge. Ej heller giver det mening at undersøge, hvem der har magt over socialarbejderen. I stedet kan vi bruge begrebet til at vise, hvordan magten konstant udspiller sig mellem de mange aktører, der er involverede i ungdomssanktionen. Når jeg i denne afhandling har valgt at fokusere på socialarbejderen vil det betyde, at jeg kan vise, hvordan magtrelationerne virker ind på denne. Jeg vil kunne kortlægge det mulighedsfelt, som forvaltningen af ungdomssanktionen skaber for socialarbejderen at handle i og indenfor. Samtidig er det vigtigt at have in mente at med denne relationelle opfattelse af magten udelukker mit fokus på socialarbejderen ikke, at jeg må inddrage de tilfælde, hvor magtens virke er rettet mod den unge. Tværtimod er socialarbejderen et vigtigt objekt, da magten så at sige virker gennem socialarbejderen. 18

20 2.3.2 Modmagt og ustabilitet I en foucauldiansk optik kan vi ikke tale om magt uden også at tale om modmagt. Ligesom magten er betinget af frihed, er den også betinget af modmagt. Det er så at sige friheden, der giver plads til at modmagten kan udspille sig. Magten og modmagten kan ikke adskilles. Med Foucaults ord forstår vi, at magtforholdene kun... eksisterer (...) i kraft af en mangfoldighed af modstandspunkter: disse spiller, i magtforholdene, rollen som modstand, skydeskive, støttepunkter og affyringsramper. (Foucault 2006:101). Magt og modmagt udgør tilsammen et hele. Modmagtens rolle er at gøre magten ustabil og skrøbelig. En af Foucaults hovedpointer i denne sammenhæng er, at jo desto mere manifest og eksplicit en magtudøvelse er, desto nemmere er det at øve modstand på den. Således kræver de moderne magtformer, der udspiller sig med uigennemsigtighed og diskrete former, derfor en særlig gennemtænkt og indirekte modstand. At magten er ustabil og skrøbelig taler dog også til dens egen fordel, da dette netop gør den dynamisk og foranderlig. Og dens evne til at forandre sig betyder, at den kan tilpasse sig modmagten. På den måde indgår magten og modmagten i et kontinuerligt samspil, hvor de hver især er forudsætningen for den andens eksistens. Således efterlader magtudøvelse os med to mulige udfald: enten må vi acceptere den eller også må vi udøve modmagt og forsøge at vende magtrelationen (Foucault 2006:101; Heede 2004:40). I min analyse må jeg således være åben overfor de modmagtstrategier, som jeg eventuelt kan iagttage i udførelsen af ungdomssanktion Viden og magt Magten fungerer gennem sin egen produktion af individuelle og totaliserende sandheder, som skabes i en relation mellem magt og viden. Det handler altså om sandheder, der konstrueres i et givent samfund og i et samspil mellem magt og viden. Herigennem ser vi endvidere, at sandhederne opstår igennem og ikke eksisterer uden magten:... truth isn t outside power, or lacking in power: contrary to a myth whose history and functions would repay futher study, truth isn t the reward of free spirits, the child of protracted solitude, nor the priviligie of those who have succeeded in liberating themselves. Thruth is a thing of this world: it is produced only by virtue of multiple forms and constraint. (Foucault 1980:131) Moderne magtudøvelse funderes altid i videnskaberne. Samtidig er videnskaberne ofte etableret i forbindelse med styring og kontrol af mennesker, og der er således tale om en gensidig betingende relation mellem magt og viden. Denne relation viser Foucault i sine analyser, hvor han spørger til, hvorfra velfærdsstatens institutioner kommer. Her er hans pointe netop, at når man grupperer 19