Derfor sanktioner mod Israel

Transkript

1 Derfor sanktioner mod Israel

2

3 Audrea Lim (red.) Derfor sanktioner mod Israel Solidaritet 2012

4 Audrea Lim (red.): Derfor sanktioner mod Israel oversat fra engelsk af Gerd Berlev Irene Clausen Doris Kruckenberg Johnna Mortensen Birte Nyholm Niels Stockmarr fra Audrea Lim (ed.): The case for Sanctions Against Israel Verso Books (May 2012) Dansk udgave Solidaritet ISBN: Printed in Denmark, 2012 Grafisk produktion: Solidaritet 1. udgave, 1. oplag. Solidaritet tidsskrift l forlag l trykkeri Griffenfeldsgade 41 l DK-2200 København N l vssolidaritet@gmail.com 4

5 Forord Boykot af Israel fremkalder ofte voldsomme reaktioner, vi hører ofte udtalelser som: Er det ikke at gå for vidt? Bosætterne, ja dem kan man vel gå med til at boykotte, men Israel er jo et jødisk demokratisk land så her vil en boykot få direkte negativ effekt. Og Israel er trods alt ikke Sydafrika hvor det var skrevet sort på hvidt at der var tale om apartheid. Som nærværende bog dokumenterer, så er Israel ikke et demokratisk land. Israel er en apartheid-stat, og det er uvæsentligt at skelne mellem selve Israel og de besatte områder. Hvis man tager udgangspunkt i zionismens mål at Israel skal omfatte hele Palæstina må det også være logisk at boykotte både Israel og de israelske bosættelser i de besatte områder. Israel, Golanhøjderne, Vestbredden og Gaza er blot navne på områder i Palæstina på forskellige trin i den israelske koloniseringsproces hen imod at blive annekteret og udråbt som en del af Israel. Et blik på Vestbredden dokumenterer også at dette er målet. Alle Israels handlinger er dikteret af dette endegyldige mål, og alle diskussioner om grænsedragninger, en- eller to-statsløsning osv. er blot skinmanøvrer. I den virkelige verden ændres forholdene henimod zionismens mål med brug af eksproprieringer, fordrivelser, mord, vold og generel undertrykkelse apartheid. Oslo-aftalerne var en foreløbig kulmination på denne udvikling. Med Oslo-aftalerne iværksattes den endelige opsplitning af de palæstinensiske områder i bantustans, som reelt gør en levedygtig palæstinensisk stat umulig. PLO blev på det nærmeste likvideret i og med etableringen af det palæstinensiske selvstyre 5

6 som blev det nye beslutningscenter for palæstinenserne og som er dybt sammenspist med besættelsesmagten. I 2004 blev den israelske apartheidmur inde på Vestbredden dømt ulovlig ved Den internationale Domstol i Haag. Verdens regeringer blev opfordret til at presse Israel til at fjerne Muren. Men intet skete. Herefter besluttede palæstinensiske græsrodsorganisationer og NGO er i 2005 at starte en international boykotkampagne mod Israel. Kampagnen, der var inspireret at boykotkampagnen mod Sydafrikas apartheid, opfordrede til boykot, de-investering og sanktioner (BDS) mod Israel. Kampagnen har tre krav: m Afslutning på besættelse og kolonisering af al arabisk jord som blev besat i juni 1967 og nedrivning af Muren m Anerkendelse af fuld ligestilling for de arabisk-palæstinensiske indbyggere i Israel m Respekt for, beskyttelse og fremme af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom som beskrevet i FN resolution 194. Så enkelt er det! Over hele verden er BDS-opfordringen blevet positivt modtaget. Der er dannet tusindvis af netværk og grupper nationalt og internationalt. Israel har reageret med fordømmelse, kriminalisering og anklager om anti-semitisme. Ikke mærkeligt har BDS-aktiviteterne været stærkest i Sydafrika som har leveret inspiration fra sin egen kamp mod apartheid i 1980 erne. Nu har enhver borger i verden mulighed for at give sin mening om Israels besættelsespolitik til kende. Du kan boykotte i din hverdag ved at undlade at købe israelske produkter, du kan deltage i det organiserede arbejde for at isolere Israel økonomisk og politisk og fx være med til at sikre at offentlige institutioner, 6

7 kommuner og regioner lever op til de forskellige etiske og sociale krav til ordentlig virksomhedsførelse. Det er Boykot Israel ( der har oversat bogen. Boykot Israel er med i BDS-bevægelsen. Vi kom til verden i 2002 og gik allerede fra starten ind for en generel boykot af Israel. Siden da har vi deltaget i massevis af butiksaktioner hvor vi opfordrer kunderne til ikke at købe israelske varer; vi har demonstreret når der har været venskabskamp mellem det israelske og danske landshold og opfordret det danske landshold til at boykotte kampen. Vi har demonstreret når kunstnere der repræsenterer staten Israel har optrådt på fx Louisiana. Og vi vil fortsætte vores boykotaktiviteter med endnu større vægt og ildhu. Boykot Israel København, oktober

8 Indhold Forord...5. Del 1 : Israel/Palæstina...11 FRIHED I VORES TID...13 af Mustafa Barghouti NI ILIN, LIGE SOM SOWETO...25 af Jonathan Pollack HVAD SKER DER NÅR INTET SKER?...31 af Slavoj Zizek Del 2 : Boykot-bevægelsen BDS- BEVÆGELSENS OPFORDRING...39 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA...43 af Omar Barghouti ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA...61 af Dalit Baum og Merav Amir MONSTERETS HJERNE...77 af Nada Elia NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS...91 af Joel Beinin 8

9 SEKS ÅR MED BDS SUCCES! af Hind Awad BDS i USA af Noura Erakat Del 3 : Krydsveje SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED af Ronnie Kasrils OM ISRAELSKE OG AMERIKANSKE FORMER FOR KOLONIALISME af David Lloyd og Laura Pulido DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG af Haneen Maikey EFTER HOLOCAUST OG ISRAEL: KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? af Marc H. Ellis SANDHEDENS ØJEBLIK: KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS af Jamal Khader ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN af Ran Greenstein RETFÆRDIGHED FOR PALÆSTINA af Angela Davis 9

10 Del 4 : Derfor sanktioner mod Israel HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR af Naomi Klein BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV af Ilan Pappe HVORFOR BOYKOT? af John Berger BOYKOT ISRAEL af Neve Gordon JA TIL BDS! ET SVAR TIL URI AVNERY af Michael Warschawski LOOKING FOR ERIC, MELBOURNE FESTIVAL OG KULTUREL BOYKOT af Ken Loach, Rebecca O Brien og Paul Laverty INTERVIEW MED RA ANAN ALEXANDROWICZ af Rebecca Vilkomerson EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS af Omar Barghouti SOLIDARITETSORGANISATIONER...299

11 Del 1 Israel/Palæstina

12 12

13 1 FRIHED I VORES TID Mustafa Barghouti Jeg har levet hele mit voksne liv under besættelse og med Israels fulde kontrol over min færden og hverdag. Når unge israelske politibetjente tvinger mig til at sidde på den kolde jord, og soldater slår mig under en fredelig protestmanifestation, så raser jeg. Intet menneske burde tvinges til at sidde på jorden blot for at kunne udøve de rettigheder der tages for givet i Vesten. Uanset hvilken politisk aftale der til sidst måtte blive indgået har palæstinenserne brug for en enhedsstrategi når det gælder konfrontation med og bekæmpelse af Israels racisme, apartheid og undertrykkelse. Javier Solana hævdede, umiddelbart før han forlod jobbet som EU s udenrigspolitiske leder, at de palæstinensiske skridt i retning af statsdannelse måtte foretages med ro og besindighed og på det rette tidspunkt. Men han tilføjede også: Jeg tror ikke, at i dag er det rette tidspunkt. Men hvornår er mon så det rette tidspunkt for palæstinensisk frihed? Hvis Israel insisterer på at hænge fast i ældgamle tanker for at kunne bestemme datoen for et andet folks frihed, så er det op til palæstinenserne selv at organisere sig og sætte fokus på det moralsk anstødelige i sådan et synspunkt. 13

14 Mustafa Barghouti Palæstinenserne har kun to valg. Enten: 1) at undgå kampen som nogle har forsøgt, eller 2) at opfordre den kollektive nationale vilje til at gå ind i kampen. Sidstnævnte betyder ikke nødvendigvis opfordring til væbnet kamp. Israel er klart overlegen på dette felt, både hvad angår konventionelle og ikke-konventionelle (atom-) våben. De arabiske nabolande har hverken viljen eller evnen til at vælge den militære vej. Den manglende evne til at føre krig betyder ikke nødvendigvis at vi skal overgive os og undgå andre former for kamp. Selv om Israel er militært stærkt, så er det svagt på to vigtige områder: For det første kan Israel ikke påtvinge et folk som er fast besluttet på modstand en politisk løsning ved hjælp af våben. Dette er blevet rigeligt demonstreret gennem to altomfattende krige mod Libanon og i 2009 angrebet på Gaza. For det andet sker der det at jo længere palæstinenserne holder ud, og jo større rolle den demografiske faktor spiller i konflikten, jo tydeligere viser Israel sig som et apartheidsystem der er imod fred. På samme måde som den etniske udrensning i 1948 og den kolonialistiske ekspansion beskriver de forhold der omgav fødslen af staten Israel, på samme måde dokumenterer de nyligt vedtagne love der kræver lydighed i forhold til den jødiske stat og forbud mod at palæstinenserne mindes Nakba - statens dybt racistiske karakter. Det er ironisk at netop som Israel har nået toppen i sit forsøg på at splitte det palæstinensiske folk med geografisk splittelse mellem dem i Israel og dem udenfor, mellem Jerusalem og Vestbredden, mellem Vestbredden og Gaza, mellem forskellige politiske kræfter på Vestbredden, ved hjælp af bosætterveje, mure og barrierer netop da er palæstinenserne blevet forenet under deres hårde levevilkår og de udfordringer der møder dem. Uanset om de har israelsk statsborgerskab eller ej, og om de bor i Jeru- 14

15 FRIHED I VORES TID 1 salem, på Vestbredden eller i Gaza, så er de alle ofre for Israels systematiske diskrimination og apartheid. Hvis det eneste alternativ til at undgå kampen er at gå i gang med kampen for at vinde den, så kan vi bekræfte at vores nationale befrielsesbevægelse stadig lever. Vi kan endvidere bekræfte at politisk og diplomatisk handling er en grundlæggende del af håndteringen af konflikten som alternativ til at undgå kampen. Vi må faktisk gøre den diplomatiske og politiske handling til vores hovedmetode, når det gælder afsløringen af Israels sande natur og samtidig isolere landet og presse på for internationale sanktioner. I denne sammenhæng må vi advare imod planen om at opbygge statsinstitutioner under besættelsen. En administration hvis sikkerhedstjeneste ville sluge 35 pct. af det offentlige budget, og som ville være under konstant pres for at agere politibetjent for besættelsen, mens den samtidig styrker Benjamin Netanyahus plan for økonomisk normalisering som erstatning for en politisk løsning er klart et middel til at fremme tilpasning til status quo, ikke forandring. Opbygningen af palæstinensiske regeringsinstitutioner og fremme af ægte økonomisk udvikling må finde sted inden for rammerne af en modstandsudviklings tankegang. Sådan en tankegang er baseret på det tosidede princip om 1) støtte til folkemagten for at modstå besættelsens byrde og 2) formindskelse af afhængigheden af udenlandsk finansiering og hjælp. Det strategiske mål for den palæstinensiske kamp, set ud fra denne tankegang, må være at gøre udgifterne til Israels besættelse og apartheidsystem så store som muligt så de bliver ubærlige. Hvis vi kan blive enige om denne linje for kampen, så vil næste skridt være at vedtage en fælles national strategi baseret på følgende fire søjler. 15

16 Mustafa Barghouti 1. MODSTAND I forhold til den US-amerikanske og europæiske mangel på handling er det afgørende vigtigt at vi fortsætter med at holde vores kultur med kollektiv aktivisme i live og kraftfuldt og ikkevoldeligt gør modstand mod Israels dominans over os. Det er handlinger som enhver mand, kvinde og ethvert barn kan udføre. Gennem årtier med besættelse og tyveri af ejendom har 90 pct. af den palæstinensiske kamp været ikke-voldelig. En metode som er blevet støttet af det store flertal af palæstinensere. I dag er stadig flere palæstinensere engageret i organiseret ikke-voldelig modstand. Modeller for den slags modstand findes allerede. Særligt bemærkelsesværdig er den tapre og vedvarende kampagne mod Adskillelses- eller Apartheidmuren som har spredt sig til adskillige byer og landsbyer og er blevet stadig mere ubøjelig trods den høje pris folk må betale, herunder den israelske hærs drab på fem palæstinensiske fredsaktivister. Modstanden fra folk i Østjerusalem, herunder dem i Silwan og Sheik Jarrah, mod den israelske husødelæggelsespolitik, og mod offensiven for judaisering af byen er en anden heroisk model. Strategien må beholde sin fredelige græsrodsbårne karakter. Hvis den gør det, vil den genoplive kulturen med kollektiv aktivisme i alle sektorer af det palæstinensiske folk. Dette vil medføre at kampen ikke bliver begrænset til eller monopoliseret af små kliker og vil fremme kampens vækst og momentum. Præsident Barak Obama støttede, måske ufrivilligt, denne tendens, da han opfordrede til palæstinensisk ikke-vold i sin Cairo tale i Palæstinensere, sagde han, må droppe volden I århundreder r har sorte mennesker i USA lidt under adskillelsens ydmygelser. Men det var ikke vold som bragte fulde og 16

17 FRIHED I VORES TID 1 lige rettigheder. Det var en fredelig og beslutsom insisteren på de idealer som ligger til grund for dannelsen af USA. Alligevel har Israel, uden at blive mødt af officiel klage fra USA, dræbt og såret mange ikke-voldelige palæstinensere, mens Obama har været præsident. Her skal især nævnes Bassem Abu Rahme der i april 2009 blev dræbt af en israelsk højhastighedståregaskanon. Den amerikanske borger, Tristan Anderson, blev alvorligt såret af den israelske hær i sidste måned med et lignende projektil. De to mænd protesterede imod illegal israelsk jordovertagelse og imod den israelske mur. Hundredvis af lignende sager er ukendte for verden udenfor. Et andet aspekt af modstanden har været bevægelsen for boykot af israelske varer og for brug af lokalt producerede varer. Denne form for modstand kan ud over at modvirke at besættelsesmagten frarøver os indtjening på lokalt producerede varer engagere en bred vifte af befolkningen, gamle og unge, mænd og kvinder og genoplive kulturen og det kollektive samarbejdes ånd. Kampen for at stoppe blokaden af Gaza, gennem eksempelvis protestskibe, forsyningskaravaner og presset på Israel for at få brudt den økonomiske knibtang, er en anden vigtig form for modstand. En ny generation af palæstinensiske ledere forsøger at tale til hele verden på vegne af den ikke-voldelige kampagne: Boykot, de-investering og sanktioner, BDS, præcist som Martin Luther King og tusindvis af afro-amerikanere gjorde i Montgomery busboykotkampagnen i midten af 1950 erne. Vi har samme ret til at bruge denne taktik for at nå vores mål. Den samme verden som forkaster enhver form for vold fra palæstinensisk side, selv i tilfælde af selvforsvar, burde sandelig unde os at bruge samme ikkevolds metoder som blev brugt af personer som King og Ghandi. 17

18 Mustafa Barghouti 2. NATIONAL STANDHAFTIGHED Denne modstandssøjle har fokus på at styrke det palæstinensiske folks demografiske magt med henblik på at gøre de millioner af individuelle palæstinensere til en effektiv græsrodskraft. Det indebærer at lytte til deres væsentligste behov for dermed at gøre dem i stand til at holde ud i kampen og udvikle deres menneskelige resurser som basis for en stærk og uafhængig palæstinensisk økonomi. Men for at nå disse mål må den palæstinensiske selvstyremyndigheds økonomiske plan og budget ændres, så vægten lægges på udvikling af uddannelse, sundhed, landbrug og kultur i stedet for at ødsle en tredjedel af budgettet væk på sikkerhed. For eksempel kunne en sådan tilpasning til budgettet for den videregående uddannelse tjene til at opfylde hundredetusinder af unge palæstinenseres uddannelsesbehov. Ud over at højne og udvikle niveauet inden for universitetsuddannelse kunne det også bidrage til mere effektiv udvikling og støtte og i sidste ende mindske afhængigheden af udenlandsk hjælp. Et sådant budget kunne også lette byrden med skolepenge for mere end familier, gøre en ende på nepotisme i behandlingen af studiestipendier og lån og skaffe lige muligheder for akademisk avancement for alle unge mænd og kvinder uanset deres økonomiske situation. Lignende innovative og dynamiske ideer kunne anvendes på andre uddannelsesområder og fx stimulere offentlig sundhed, landbrug og kultur med det overordnede mål at imødekomme palæstinensernes behov så selvstyrende som muligt og dermed øge vores kapacitet til at udøve pres på Israel. 18

19 FRIHED I VORES TID 1 3. NATIONAL ENHED OG FORENET NATIONALT LEDERSKAB Det strategiske mål indebærer at omstrukturere PLO på en demografisk mere repræsentativ måde og gennemføre aftaler som er blevet vedtaget på et tidligere tidspunkt i de palæstinensiske nationale dialoger i Cairo. I de seneste par år har Israel især draget fordel af og indrettet sine angreb i forhold til - splittelsen inden for den palæstinensiske bevægelse og svagheden i det splittede palæstinensiske lederskab. Med henblik på at rette op på denne svaghed må palæstinenserne udvikle en ny mentalitet og adfærd. De må specielt forlade deres praksis med at kappes om magten i et meningsløst selvstyre som stadig er under besættelsens tommelskrue, uanset om der er tale om Vestbredden eller Gaza. De må opgive illusionen om at et enkelt palæstinensisk parti - uanset hvor stort - er i stand til at lede den palæstinensiske kamp alene; de må vedtage demokrati og pluralistisk demokratiske aktiviteter og processer som en livsstil, og fredelige beslutningsprocesser som de eneste acceptable midler til at løse vores uenigheder og skænderier med og modstå alle ydre pres og forsøg (især fra Israels side) på at blande sig i vores interne sager og bestikke den palæstinensiske folkevilje. Grunden til vores manglende enhed er USA og Israels forsøg på med alle midler at nedbryde den enhedsregering vi oprettede som følge af demokratiske valg. Der må være en fast og urokkelig overbevisning om palæstinensernes ret til uafhængig national selvbestemmelse. Den sværeste opgave i dag er at skabe en forenet ledelse og strategi som forpligter os alle, som ingen politiske eller militære beslutninger kan afvige fra, og inden for hvis rammer ingen enkelt gruppe eller parti har monopol på beslutningsprocesserne. Kun med en forenet ledelse og strategi vil vi være i stand til at bekæmpe blokaden i fællesskab, i stedet for at afstå fra fællesskab 19

20 Mustafa Barghouti af frygt for blokaden. Med en forenet ledelse og strategi vil vi være i stand til at erobre initiativet i stedet for bare at reagere, og vi vil blive i stand til at hævde vores fælles vilje i stedet for at ødsle vores energi på interne magtkampe i hvilke de forskellige partier søger hjælp udefra for at styrke sig mod interne modstandere. Kun da vil vi blive i stand til at ændre den proces der har underlagt den nationale befrielsesbevægelse de snævre selvstyre-interesser (både på Vestbredden og i Gaza), og i stedet gøre selvstyremyndigheden til et instrument for den nationale befrielsesbevægelse. 4. FORSTÆRK DEN PRO-PALÆSTINENSISKE SOLIDARITET Det er opmuntrende at en sådan bevægelse allerede eksisterer og vokser. Men det vil kræve enorme kræfter at organisere den og koordinere dens aktiviteter med henblik på at sikre at den har størst mulig indflydelse på beslutningstagerne især i Europa og Vesten. Palæstinensiske, arabiske og muslimske samfund bliver nødt til at samles omkring samme mål. Solidaritetsbevægelsen er allerede kommet langt med organiseringen af boykot af israelske produkter, herunder den beslutning som blev taget af The Federation of British Universities om at boykotte israelske akademikere; den forbløffende beslutning som blev taget af 52 britiske fagforeninger der repræsenterer 7 millioner mennesker, om at tilslutte sig BDS-kampagnen; den beslutning som blev taget af Hampshire College og nogle kirker i USA om at nægte at investere i Israel; og den beslutning som blev taget i Norge og Danmark om at trække investeringer tilbage fra israelske militærselskaber. Der er stadig meget at gøre for at få udbredt den slags aktiviteter og opbygge sådan en solidaritetsbevægelse. Det er med stadig større bekymring jeg ser hvordan Obamaadministrationen endnu ikke er i stand til at stå fast i forhold til 20

21 FRIHED I VORES TID 1 Israel og den pro-israelske lobby. Hilary Clinton kunne i en tale i februar 2011 ikke få sig selv til at bruge ordet illegitime om Israels ulovlige bosættelser. Palæstinensernes vanskelige situation, som Nelson Mandela har beskrevet som den vigtigste udfordring til den internationale humanitære samvittighed, minder stærkt om Sydafrikas situation i starten af 1980 erne. Det krævede mange års kampagne før det lykkedes den sydafrikanske befrielsesbevægelse at vinde de forskellige regeringer for deres sag. Vendepunktet indtraf da de store multinationale selskaber indså at prisen for at handle med apartheidregimet i Pretoria var for stor. I tilfældet Palæstina vil de afgørende kriterier for den internationale solidaritetsbevægelses succes være: 1) omhyggelig organisering og minutiøs planlægning, en høj grad af disciplin og tæt koordinering; 2) en rationel, civiliseret retorik som ikke lader sig narre af Israels taktiske provokationer og 3) rekruttering af progressive bevægelser og mennesker ude omkring, herunder anti-zionistiske jøder og jøder imod den israelske politik Ingen af de her nævnte faktorer er nye, men de mangler stadig at blive gennemført. Det logiske udgangspunkt for deres gennemførelse er at operere ud fra det princip at skønt den palæstinensiske sag er palæstinensisk, arabisk og muslimsk så er den frem for alt en humanitær sag som henvender sig til alle i verden som bekymrer sig om humanitære principper og værdier. Den succes som blev opnået af frihedskæmperne i Sydafrika, Vietnam-bevægelsen og kampagnen for et uafhængigt Indien hænger sammen med at de var i stand til at formulere en universel appel. Og det er præcist hvad vi skal gøre. Vores motto for solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk må være kampen mod den nye apartheid og den systematiske racisme og kampen for retfærdighed og retten til frihed. Den kendelse som Den inter- 21

22 Mustafa Barghouti nationale Domstol i Haag udstedte om adskillelsesmuren, dens udtalelse om det ulovlige i de jødiske bosættelser og i forandringen af Jerusalems udseende, er værdifulde legale redskaber som den palæstinensiske regering har overset i fem år. Kendelsen om Muren og Goldstone-Rapporten om Israels angreb på Gaza (trods det faktum at Goldstone under pres trak rapporten tilbage) bør nu være vores platform for fremstød i retning af at gennemføre sanktioner mod Israel, på samme måde som FN-resolutionen mod besættelsen af Namibia udgjorde en platform for skabelse af en kampagne mod apartheidsystemet i Sydafrika. Den firesporede strategi som er skitseret ovenfor, og som er vedtaget af The Palestinian National Initiative Movement, kan blive en succes hvis den fremføres med en klar vision, tålmodighed og systematisk udholdenhed. Jeg regner ikke med at alle vil bakke op. Nogle er blevet så frustrerede og desperate at det har svækket deres vilje til at engagere sig eller fortsætte konfrontationen mod Israel. Vi må også anerkende at visse sektorer i det palæstinensiske samfund er blevet så afhængige af overgangsaftaler og udenlandsk hjælp og deres medfølgende økonomiske situation at de er parate til at sælge ud af deres bidrag til virkelig forandring. Ikke desto mindre repræsenterer den foreslåede omfattende strategi de allerfleste palæstinenseres interesser og rummer løfter om en bedre fremtid. Den palæstinensiske nationale kamp har indtil videre gennemgået to hovedfaser. Den første blev ledet af palæstinensere i udlandet og glemte at inddrage palæstinenserne hjemme; og den anden fase blev ledet af palæstinenserne hjemme og glemte at inddrage palæstinenserne i udlandet. I dag befinder vi os på tærsklen til en tredje fase som skal forsøge at kombinere kampen hjemme med de kampagner som laves af palæstinenserne og deres sympatisører i udlandet. 22

23 FRIHED I VORES TID 1 Til slut vil jeg kommentere spørgsmålet om valget mellem en en-stats løsning og en to-stats løsning. Af to grunde er det både teoretisk og praktisk rimeligt at rejse det spørgsmål her. For det første har Israel vedvarende forsøgt at underminere udsigten til en palæstinensisk stat ved at presse på for at få skabt en selvstyremyndighed eller en overgangsstat eller en stat uden reel suverænitet. Alt dette svarer til at erstatte en virkelig stat med klynger af ghettoer og bantustans. For det andet har Israels skabelse af facts on the ground i form af bosættelser og bosætterveje gjort en levedygtig stat umulig. Sløvheden fra Vesten betyder at tiden rinder ud for en to-stats løsning. Hvis det sker, skyldes det at man ikke har standset den israelske bosætteraktivitet. Premierminister Netanyahus erklæring om at bygningen af bosættelser vil fortsætte i Østjerusalem, og den samtidige bygning af stadig flere boligenheder på Vestbredden gjorde totalt grin med den højt profilerede indefrysning af bosætterbyggeriet som udløb i september 2010 efter ti måneder. Lad os sige det ligeud: Israel har arbejdet døgnet rundt for at ødelægge muligheden for en uafhængig palæstinensisk stat eller for en to-stats løsning. Men det stiller ikke palæstinenserne uden alternativ, sådan som zionistiske ledere utvivlsomt håber. Alternativet er: den demokratiske enhedsstat (ikke at forveksle med en bi-national stat) i hvilken alle borgere har samme rettigheder og pligter uanset deres religiøse tilhørsforhold eller oprindelse. Den er et alternativ til forsøget på at tvinge palæstinenserne til at acceptere slaveri under besættelse og et apartheidsystem i form af en svag autonom regering som man så kalder en stat. Vi palæstinenserne er så vante til og så lidt indstillede på at acceptere den slags falske kompromiser. Et farvel til to-stats løsningen vil helt sikkert føre til nye kampe for lige rettigheder inden for én stat. Israel der favoriserer do- 23

24 Mustafa Barghouti minans frem for integration med deres palæstinensiske naboer vil selv være ansvarlig for den kamp idet man konsekvent har fortsat bosættelser projektet. Ingen kan sige at man ikke var advaret. Men hverken en ægte uafhængig stat eller en enkelt demokratisk stat som begge afvises af Israel med lige stor voldsomhed kan opnås uden at udstille og nedkæmpe apartheid systemet. Dette kræver en strategi. Og derfor i stedet for på forhånd at skændes om hvorvidt vi skal gå efter en en-stats eller to-stats løsning så skal vi hellere samles om det fælles mål som er en forudsætning for begge de to løsninger: at formulere og gennemføre en strategi som bekæmper besættelsen, apartheid og racistisk diskrimination. Det vil føre os til noget som er absolut nødvendigt i denne fase som er at gå fra en verden af slogans til en verden af praktisk aktivisme i overensstemmelse med levedygtige strategiske planer som mobiliserer demonstranter imod Muren sammen med intellektuelle og politikere og andre sektorer af samfundet. Slogans afgør ikke befrielseskampe. Slogans uden strategier og kampe for at gennemføre dem er ikke andet end tomme ønsker eller for nogle måske: en tilsyneladende ædel måde at undslippe ansvar og det arbejde som følger med. Det er på høje tid vi indser at diplomatiske anstrengelser og forhandlinger ikke fritager os for at deltage i kampen. Vi har en vej som fører til et mål: det palæstinensiske folks frihed. Der findes ikke noget smukkere end at følge den vej til enden. Det er ikke et projekt for engang ude i fremtiden. Det er et projekt som ikke kan vente. Vi burde overtage parolen fra Sydafrikas frihedskæmpere: Frihed nu! Og frihed i vores levetid!. Vi vil til sidst blive frie i vores eget land enten som resultat af en to-stats løsning eller i en ny integreret stat. Der kommer et tidspunkt, hvor folk ikke længere kan klare uretfærdigheden. For Palæstina er det tidspunkt kommet. 24

25 2 NI ILIN, LIGE SOM SOWETO Jonathan Pollack Jeg var seks år gammel i 1988, og det var da den første Intifada var på sit højeste. På fjernsynsskærmen i min fars og mors dagligstue flimrede billeder med hundredvis af demonstrerende mennesker, de fleste unge mænd. Mange havde maskeret sig med keffyieh, der var nogle der kastede med sten, andre brændte bildæk, andre igen svingede med flag. Tre blev skudt ihjel. På den israelske Kanal 1 hørte vi nyhedsoplæserens neutrale stemme fortælle om dødsfaldene uden at ryste det mindste på stemmen. De døde var palæstinensiske ballademagere, for oplæseren var de det og intet andet end det navnløse og døde. Samme dag ville lignende billeder kunne være sendt fra Soweto, Cape Town eller Durban. Skønt det er længe siden, er der ikke sket grundlæggende forandringer og det der er forandret er forandret til det værre. Mere end tyve år er gået; og mens Sydafrika er fri for apartheid (om end ikke problemfrit), så fængsles, terroriseres og skydes demon- 25

26 Jonathan Pollack stranter med jævne mellemrum i de palæstinensiske landsbyer der gør oprør, som Bil in, Naba Saleh og Ni ilin. Opførelsen af den israelske mur på Ni ilins jord blev påbegyndt i 2004, men standset efter et pålæg fra Israels højesteret. Trods dette - samt at den rådgivende forsamling ved Den internationale Domstol i Haag, 2004, dømte Muren illegal - blev byggeriet genoptaget i maj 2008, ved at israelske bulldozere ryddede sig vej gennem Ni ilins århundredgamle olivenplantage. Som følge deraf lancerede Ni ilins indbyggere en kampagne for at protestere mod tyveriet af deres jord med demonstrationer, strejker og direkte aktioner. Israel svarede igen som det altid gør, med militærmagt mod den civile modstand. Fem af Ni ilins borgere blev dræbt, én af dem en 10-årig dreng; hundredvis blev alvorligt såret og over hundrede blev sat i fængsel. Aqel Srour er den femte og seneste af Ni ilins demonstranter der har mistet livet ved israelske kugler. Demonstrationerne fortsætter, og tragisk nok vil Srour næppe være det sidste offer. Faktisk er adskillige ubevæbnede demonstranter blevet dræbt i andre landsbyer. Srour blev skudt den 5. juni 2009 da han løb hen til en anden demonstrant, en 15-årig dreng der lige var blevet skudt i maven. Kuglen, der dræbte Aqel, et eneste skud fra en snigskytte, ramte ham i hjertet. Samme dag blev yderligere fire personer skudt af snigskytter der lå og lurede i grøfterne. Vi stod få meter fra Aqel og hørte skuddet, fulgt af en ligesom forbløffet stønnen. Vi styrtede af sted, men da jeg nåede derhen var han allerede ved at falde om. Med begge hænder mod brystet gik han ned på knæ og faldt derefter bagover. Hans hvide skjorte var gennemblødt af hans røde blod. Jeg prøvede at rive skjorten op, men kunne ikke mobilisere styrke nok, en anden måtte gøre det sekundet efter. 26