Udlæg til dispot over fordrag.

Transkript

1 Udlæg til dispot over fordrag. Hvem er jeg, og hvor er jeg? Jeg er blevet spurgt om jeg ville nedfælde noget af det, som jeg i forbindelse med MAF s starparty 2007 gav et foredrag om. Hvilket jeg her vil prøve at gøre, men vil da meget gerne høre hvis der skulle mangle noget. Først lidt om mig selv, jeg hedder Michael er ved jeg selv vil betegne som nybegynder da jeg fik mit første teleskop i Det var et Meade DS2114ats, en 114mm Newton på en ALT/AZ montering. Med dette teleskop prøvede jeg at tage billeder af planeter og en del deepsky objekter, dog var det med et Meade LPI som jeg aldrig rigtigt fik til at virke på deepsky. Dette kan jo skyldes at det er lavet til, Solsystemets mere klare objekter. Dog fik jeg dette som mit firstlight, det skal forstille månen! Det er fra 29-September-2004, taget gemmen min nye Meade DS2114ats med LPI. Softwaren var det medfølgende AutoStarSuite, som stakkede (lagde flere billeder oven på hinanden) efterhånden som de blev taget. Her er ca 100 stks som er lagt sammen, og ved hver 10 har programmet selv brugt et skarpheds filter. Billederne jeg tog dengang blev taget i formatet JPG, som jeg sidenhen har lært ikke er godt hvilket jeg vil komme ind på senere. Man ser tydeligt, at det at stille skarpt er svært, men dog er det ikke muligt. Da jeg fik lært hvordan mit teleskop og kamera virkede, så brugte jeg noget tid på at lære softwaren til det at kende. Det lykkes også at finde ud af, månen og planeter kan man ikke så nemt stille skarpt på. Derfor begyndte jeg at stille skarpt på en klar stjerne, også gå over på det jeg ville tage billede af bagefter. Her fra 13-Nov-2005 er mit første forsøg med en mosaik:

2 Man ser nu klart at det er blevet bedre i fokus, og at jeg har fundet ud af at JPG ikke er godt. JPG har blandt andet den ulempe, at det kun indholder 8bit data (altså maks 256 farve nuancer) og at den komprimere den data der findes. Det begrænser hvad man kan gøre med det billede man tager, hvorimod et TIF, BMP eller andre 16bit formater inde holder 16bit (65535 farve nuancer), og vælger man så et af de ikke komprimerende formater spildler man ikke data. Efter at havde lært at Meade LPI ikke er velegnet til deepsky, anskaffede jeg et Meade DSI-Pro (Pro udgaven er monokrom, og jeg havde læst at det skulle give flere muligheder).

3 Her en lille sammenligning på hvad Meade LPI og Meade DSI-Pro kan gøre ved M42, begge billeder er 8sek: Meade LPI og Meade DS-2114ats, 8 sekunder taget 6-oktober 2004: Meade DSI-Pro og Meade DS-2114ats, 8 sekunder taget 14 Januar 2006: Her ses at der ikke kom noget som helst med, da jeg prøvede med Meade LPI. Men efterhånden som jeg lærte det, fik jeg også mere blod på tanden. Så fik jeg et Meade LX-200gps 8 tommers SCT! Se det kunne mente jeg, hvilket det faktisk også kan. Dog lærte jeg på denne hårde måde, at man skal afpasse kamera og teleskop. Det hele hænger nemlig sammen, således at man kommer til at kæmpe en kamp hvis størrelsen på de pixels der sidder i kameraet ikke passer til størrelsen på teleskopet. Dog kan man godt sætte store pixels på et lille teleskop, men omvendt som jeg gjorde... Uha!

4 Her er fra 12 Feburar 2006 et forsøg på at lave et farve billede af M42, med Meade DSI-Pro og Meade LX-200gps. Billedet består af 3 farve lag og et der indeholder detajler, et såkladt Luminas lag. De er sammensat i AutoStarSuite som følger med Meade DSI-Pro og Meade LPI, der er 12 2sekunders billeder af hver farvekanal. Da det længste jeg kunne få denne kombination til at holde runde stjerner var 2sekunder. Det blev nu også noget træls at skulle skifte filtre med den slæde der er til Meade DSI-Pro, og derfor prøvede jeg en overgang Orion Deep Space StarShoot (her efter kun kaldet Orion DSS). Den var jeg meget glad for, har den faktisk endnu. Til den medfulgte programmet MaxIm DL Enssentials, da jeg er IT-nørd kunne jeg godt se mulighederne i dette program. Men fandt et der var meget nemmere til at bruge sammen med Orion DSS, nemlig Nebulosity. Dette shareware program, gør at man kan nemt og hurtigt justere på alle indstillinger af Orion DSS. Det har en god fokus hjælp, og nogle fine værktøjer til at stakke sine billeder. Her ses M27, lavet udelukkede med Nebulosity som software. Billedet er fra 27 Juli 2006, og er taget med Orion DSS og Meade LX-200gps. Desværre har jeg aldrig lavet et billede af M42 med Orion DSS. Så fulgte en tid hvor jeg prøvede at læse ALT om astrofoto, og fandt ud af at man skulle guide. Til det brugte jeg så min Meade LX-200gps hvor jeg havde sat en 105mm refraktor oven på. Jeg prøvede så at tage nogle billeder hvor jeg brugte Meade DSI-Pro gemmen LX-200 som guide, også et DSLR der tog billeder igemmen min refraktor: Billedet er lavet den 21-september 2006, med et Nikon D50. Det er 5 billeder som er stakket (lagt oven på hinanden) af hver 10minutter.

5 Se nu begynder det jo at ligne noget. Men jeg havde nu lyst til noget var skulle være bedre, og meget gerne nemmere. Derfor fik jeg et Sbig ST-2000xm, med adaptiv optik og indbygget filterhjul. Her ses hvad forskellen er i følsomhed, 8sekunder taget med Sbig ST-2000xm og Meade LX-200gps. Billedet stammer fra 23 januar 2007: Der fik jeg både en større følsomhed og et større felt, det man kalder FOV. Og med indbygget Autoguider, skulle jeg ikke havde et teleskop mere oven på hovedteleskopet. Dog bruger jeg med mellemrum stadig et guideteleskop, da det gemmen de såkaldte narrowband filtre (Hydrogen, Oxygen og Sodium), kan være meget svært at finde en egnet guidestjerne.

6 Med dette følte jeg at mit behov var løbet fra mit teleskop, og jeg fik derfor et Celestron CGE-800. Det er så det udstyr jeg bruger nu, som mit hovedfoto. Jeg har også et Meade LXD-75 som jeg også bruger til astrofoto, fra tid til anden. Med hensyn til Software, så gik jeg over til MaxIm DL da jeg i forbindelse med mit Orion DSS stifede bekendtskab med deres mindste udgave. Så jeg hentede deres demo, af den fulde udgave. Og fandt den virklig anvendelig, grundet dens mange muligheder. Man kan ikke sige at det er et helt nemt program, i forhold til Nebulosity. Men det kan bruges til Astrometri, og har indbygget en masse filtre til behandling af billederne. Jeg fandt også ud af, at jeg fik gode billeder ved at bruge MaxIm som guide program. Hvilket jeg havde en del bøvl med Meades AutoStarSuite, og derfor endte jeg med at købe MaxIm DL. At guide eller ikke at guide! Da jeg jo er nybegynder lærer jeg stadig noget nyt, hver uge! Hvad har jeg så lært over tiden? Lad os starte ved at gå tilbage, tilbage til det med at man skal tænke over hvilket kamera man sætter på sit teleskop. Jeg snakkede noget om pixels, der skulle passe til teleskopet. Store pixels til store teleskoper - Det passer næsten! Med hensyn til størrelsen på teleskopet og kamera, der kikker man ikke på åbningen eller teleskopets f-forhold. Man kikker udelukkende på fokallængde, så har man en stor fokallængde skal man have et kamera med store pixels. Har man et teleskop med en lille fokallængde, kan man også bruge et kamera med små pixels. Grunden til dette er seeing (luftens uro), og mekanikken i ens montering. Det nytter jo ikke noget at hver pixel på kameraet ser 0,2 buesekunder af himlen, hvis seeing og fejl i montering tilsammen udgør at en stjerne ikke kan fylde mindre end 5 buesekunder! Det passer jo ikke sammen, dog kan man nøjes med at passe kamera og teleskop sammen så hver pixel ser mellem 1,5 og 2,5 buesekunder. Det gør at man vil kunne tage rigtigt gode detajler når seeing og det hele bare spiller sammen. Og at man til hverdag, stadig ikke bare står med sløret billeder. Man kender det fra når man lige skal prøve om det 3mm okular man har lånt, ikke kan vise Albreio sådan rigtigt godt... Og det kan den så ikke, det er muligt at få skarpt og det hele står så bare og hopper rundt. Det samme sker for ens kamera, hvis hver pixel skal kikke på for lille et område. Man kan også sige at pixel-opløsningen, som det hedder, er ens forstørrelse. Jo mindre pixelopløsning, jo større forstørrelse. Jeg selv har fået en standart opsætning, min Celestron CGE-800 med en fokal længe på 1213mm hvilket giver at hver pixel ser 1,26 buesekunder. Dog er der dage, der gør at jeg enten ikke kan tage billeder grundet for ringe seeing eller blæst. Så tager jeg gerne billeder af noget der fylder en masse på himlen, og sætter en lille refraktor på jeg har. Denne refraktor er en Takahashi FS-60c, som gør at hver pixel kun skal se 4,3 buesekunder. Men det gør også at jeg kan tage et billede der viser fire gange så meget himmel. Så har jeg lært at man ikke skal lytte til alt man hører, især når snakken falder på autoguide. Jeg havde som så mange andre læst at skulle man autoguide, så skulle man overholde to ting: 1. Ens guide teleskop skulle have en fokallænge på to gange, hoved teleskopet. 2. Man skulle endelig ikke bruge for korte guide tider. Hvorfor kunne jeg så bare ikke få det til at passe med hvad der faktisk virkede? 1: Tjoe, hvis man nu kikker på de programmer man bruger til at autoguide med. Så ser man at de alle ser ned til 0,01 guide fejl. Altså en fejl på 1% af en pixel hvilket vil sige at bruger man en fokallængde på to gange hovedteleskopets, så skulle det give en fejl på 0,5% af en pixel. Hmm kan man se det? NEJ! Hvad man man så se? Tjoe det er jo op til den enkelte, men hvis man siger at ens guideteleskop og guide kamera ser op til MAKS ti gange det ens hovedteleskop og kamera ser. Så kan det måles, jeg kan ikke selv se det på mine billeder når jeg bruger den rettesnor. 2: Jeg har prøvet at kunne guide med lange guidetider... Det var bare ikke på min egen montering, men en montering der står i New Mexico og koster ca ti gange det mit gør. Da almindelige monteringer har en fejl der er større end de 0,1 buesekund som sådan en montering har. Så hvis nu din montering er fejlfri, så kan du så roligt bruge guidetider på 10sekunder eller mere. Har du derimod en montering, som de fleste af os andre. Så skal du ikke tænke på om du jagter seeing som de siger man kommer til, da seeing altid så vil være et mindre problem end din montering vil. Jeg bruger selv helt op til 1sek, men gør det nødigt. Skal jeg bruge længere tid end det, til at kunne guide på Så finder jeg en anden måde at vende det på, så jeg for en stjerne der er mere lysstærk på chippen. Eller bare tjekker min fokus Så hvad gør jeg? Hvis jeg nu har en stjerne der er så klar på min interne guider, at jeg kan slippe afsted med 0,01 sekunds guidetid. Så gør jeg det, men det er også ved brug af adaptiv optik der prøver at stoppe seeing. Bruger jeg ikke min adaptive optik, så starter jeg med 0,2sekund og går op til min guidestjerne står klar på hver af min testbilleder. Når jeg så er tilfreds med det, guider jeg bare løs. Hvad bruger jeg så hvis jeg ikke bruger den interne?

7 Joe, jeg bruger så enten min Takahashi FS-60c, eller min Sbig E-finder. Sbigs E-finder er et 25mm f/4 teleskop, som derfor har en fokallængde på 100mm. Det giver at min extren guidehoved ser 12buesekunder himmel, og det går fint med at bruge den til at guide med. Hvad jeg så også har lært er at man også skal stille sin guider til aftens vejrlig, således at man nøjes med hvad man kan få ud af det den aften. Det hjælper jo ikke noget at indstille ens guider til at prøve at justere så meget, at det hele hopper rundt Det som mange kalder at jagte seeing. Dog vil det for de fleste være monteringen eller vinden der sætter begrænsningen her, hvis man forstiller sig en cirkel som angiver det område på himlen som angiver den begræsning der findes den aften. Der i kan man så tegne et cirkelrundt område man den aften kan få ens guider til at fastholde en stjerne, det hele handler så om at få indstillet sit guideprogram til at holde sig indefor dette. Tit sker der dette: Den blå ring angiver hvad der er muligt at guide indefor, på den givende aften. Vi ser at indstillingerne som findes i den lille lyserøde kasse, er langt under hvad seeing og montering kan trække. Det vil give aflange stjerner der faktisk er større end, hvis vi sætter programmet til at bare nøjes med at justere når vi kommer uden for den blå cirkel.

8 Her har vi så sat programmet til at den først skal begynde at jsutere når stjernen har bevæget sig mere, end hvad seeing og montering tillader. Vi jagter nu ikke seeing, og for derved rundere stjerner. Og det selv om vi guider ved 0,25 sekund. Det modsatte kan jo også forekomme, nemlig at seeing er bedre end vi har forstillet os:

9 Nu sker der det, at programmet først begynder at justere når guidestjernen er kommet langt ud over hvad seeing og vores montering tillader. Justere man så op Maks, minium og aggrasivtet så den jsutere på monteringen før: Vi har igen runde stjerner, og flere detajler med. Derved udnytter vi den gode seeing, uden at jagte den. Billederne er venligst udlånt af CCDWare. Dertil kommer brugen af adaptiv optik. Bruger man adaptiv optik, er det hele noget anderledes. Da det meget handler om netop at stoppe, eller udligne effekten af seeing og monteringsfejl. Når jeg bruger min Sbig ST-2000xm med Sbigs adaptive optik som hedder AO-7, så har jeg slet ikke mulighed for at justere minium og maksium. Det eneste jeg kan er at justere min guidetid, og hvor aggrasitivt den skal guide. En AO-7 kan ca flytte lyset der rammer CCD en med 12pixels, så på min opstilling betyder det at vindpust og monterings evne til at følge med et objekt kan have en fejl på ~15 buesekunder. Dog gør man i praktisk det, at man beder programmet om at begynde at flytte lidt på monteringen før man når fuldt udslag. Det angives i % af fuldt udslag, hvor 50% er midtvejs. Jeg benytter normalt selv 20%, og derfor vil mit program flytte på monteringen når spejlet står enten ved 30 eller 70%. Kan jeg så bruge en stjerne der er rimelig klar (Mag~8 kan gøre det), så giver det mig mulighed for at bruge en guidetid på 0,01 sekund. Det er nok til at fjerne en del af seeing effekten, og derved give en mindre stjerner. Stjernerne til venstre er taget uden AO-7, og det højre er lavet med AO-7 aktiv.

10 Fokus, en kunst. Men hvad hjælper det at have flere billeder liggende som man gerne vil videre behandle, hvis de ikke er skarpe! Hvis man kikker på forskellen i de to billeder af månen, det første ligner noget taget gemmen en totvat. Og det andet viser faktisk en del deltajler, på trods af ikke at være 100% i fokus. Det samme gør sig også gældende ved planeter og deepsky, at hvis de ikke er i fokus så mister man meget. M57 taget med Orion DSS og LX-200gps, 15 april Billedet er en sum på 4 timer, man ser at der er meget lidt detajler på billedet. Dette er lavet med Celestron CGE-800 og Sbig ST-2000xm, her er bare en time. Lavet den 7 september 2007 Grundet bedre fokus er der meget mere med, så det kan betale sig at bruge noget tid på at justere sin fokus. Man kan måle sig frem til en god fokus, eller man kan bruge en Hartmann maske. Dog er den bedste at bruge enten en form for diffraktion fokus, som udnytter at stjerner laver streger (spikes) når de er klare og i fokus.

11 Desværre har man med et kamera kun et meget lille vindue, hvor i ens objekt er skarpt. Jo større fokal længde jo større er det vindue også, men jo flere problemmer har med med guide og seeing. Så man må vælge lidt ud fra, hvad man enten har, eller hvad der kan lade sig gøre. Man kalder det vindue hvor objekter er skarpe i, for den Kritiske Fokus Zone (forkortet til KFZ). Der findes en fin måde at udregne det på, men hvis man tager samme teleskop størrelse og bare kikker på fokallængden eller dens f-forhold. Så vil en 8 f/5 have en KFZ der er ca halv så stor, af hvad en 8 f/10 vil have. Tager jeg nu udgang i mit eget, som er 8 f/6. Så har jeg en KFZ på 8um, hvilket er 0,08 mm. En Orion ED80 som mange jo bruger har en KFZ på 12um eller 0,12mm. Det er altså ikke meget! Derfor skal man når man begynder på astrofoto, regne med at skulle bruge en mulighed for at fokusere med en eller anden form for udvekseling. Mange bruger en motorfokus, eller en fokuser der har 1:10 udvekseling. Begge dele er fine til astrobrug, dog har motorfokus den fordel at den kan flytte på fokus uden at det hele står og ryster. Man kan jo lave en hartmann maske, som kan have runde eller trekantet huller: Her ses min lavet af pap og tape, denne passer fint over min Celestron CGE-800 og har været brugt på en LX- 200gps 8. Havde jeg lavet hullerne uden flosset kanter, så havde den faktisk også kunne lave fine diffraktion spikes. Her handler det så om at man for tre billeder af en stjerne, og når de overlapper præsist så er man i fokus. Tager man så nogle skud på et par sekunder, så vil man også kunne se diffraktions spikesne. Her er en til min lille refraktor, der grundet snoren laver diffraktions spikes. Det handler så om at fine en så klar en stjerne at den ved forhodvis korte exponeringstider, kan lave diffraktions spikes. Disse er bare lange streger der kommer som et kryds oven på en stjerne, også skal man stille og roligt få dem til at blive spidse.

12 G2V en måde at finde farver på. Farver, noget vi alle aldrig kan blive enige om! For hvad farve har nu M27? Eller Albrieo? Joe, det kan man som men måle sig til, så farver altid bliver rigtige. Med mindre man har taget nogle af farverne med smallbånds filtre, så vil de aldrig kunne blive korrekte da de jo lukker en del af lyset ude. Men hvis vi nu antager at man enten bruger et farve kamera, eller bedre endnu et monokromt. Så kan man gøre dette: Finder en stjerne med spektralfarven G2V, her kan alle typer G-serie stjerner dog bruges så en G3V eller G5 kan også bruges. For at kunne bruge målingen til noget skal man hente et regneark som Bernard Hubl har lavet: Den stjerne man bruger skal helst være så højt oppe på himlen som muligt, da betydningen af asnofæren ikke betyder så meget. Man taster så ind i hans regneark, gemmensnit højen på den stjerne man vil bruge (start højde-sluthøjde). Så tager man en 30 billeder i hver farve og her skal det være med samme exponeringstid og skal helst give mellem 25% og 50% lys på ens CCD. Hvordan finder man så ud af det? Joe, har man et Orion DSS, eller Meade DSI så har man et 16bit kamera. De fleste webcams, som Toucam og Meade LPI er 8bit! Prøv at tage et 10sekunders billede af 16Cyg! Næsten alle astronomi programmer har mulighed for at måle lysstyrken på en stjerne. I MaxIm som jeg bruger, vælger jeg Info og Adapture. Det giver en lille ring som jeg så kan lægge oven på stjernen. Passer stjernen ikke i midten af ringen, skal man huske at gøre den mindre/større så den passer. Nu aflæses i info vinduet hvilken ADU (Analog-Digital-Unit) man har fået på denne stjerne. Mit system vil helt sikkert give 65535adu, som er maks den kan. Ergo er 10sekunder for lidt. Aflæser man 255 så har man et 8bit kamera. Man skal så ned på mellem og 32000, eller for 8bit: Og ingen af farverne må gå under eller over, disse tal. Derefter behandler man dem som alle normal billder, det vil sige man fratrækker darks, bias og flats. Til sidst stakker dem i det program man bruger normalt, dog skal man vælge at stakke dem som et gemmensnit. Nu måles som før, på hvert af de 3 billeder. Disse tal tastes ind i regnearket, som så flinkt udregner forholdet for netop vores system. Der er så en side mere i dette regneark, hvor man kan taste højden ind på det objekt man vil tage, og hvor meget RØD man vil tage. Så fortæller den at man skal enten tage grøn og blå i disse forhold, eller bare tage dette antal. Jeg har her lavet et farve billede af 16Cyg A og B på denne måde, som består af 30x 1sek i hver farve.

13 Dette vil jeg skrive om i anden del, som vil indeholde noget af det som jeg bare fremviste en regnvejrsnat på StarPartyet. Hvordan sætter jeg det sammen? Noget med MaxIm og Photshop, stakning og fremhævelse af detajler. Hvordan finder jeg ud af, hvad der er kommet med? Her vil jeg skrive lidt om hvilke programmer jeg bruger til at se hvordan mit billede vender og hvad der er kommet med på det. Altså hvordan jeg laver de overlays jeg til tider, poster på Lyra s forum. Evt lave en step-by-step guide, hvordan man med MaxIm DL Lite og StarryNight6 kan lave et overlay. Det var vist lidt grundlæggende! Jeg håber at i kunne finde hoved og hale i alt dette, og hvis det bare kan hjælpe dig lidt så har det opfyldt sit formål. Hilsen Michael.