Investeringer som giver afkast for de fattige

Transkript

1 Investeringer som giver afkast for de fattige Resume Danske indkøb fra og investeringer i ulandene kan være en god forretning, men kan også blive en gevinst for de fattige. Det er dog ikke alle indkøb eller investeringer, der har den ønskede effekt. Tværtimod findes der indkøb og investeringer, der gør skade på befolkning og samfund. Om det bliver til skade eller til gavn for det lokale samfund handler i høj grad om hvor virksomhederne køber ind og investerer, og hvordan de køber ind og investerer. Det handler om social ansvarlighed. Denne artikel sætter fokus på relationen mellem social ansvarlighed og fattigdom og sult. Artiklen bygger på en studie Folkekirkens Nødhjælp har lavet om danske firmaers investeringer i Indien, og et kapitel fra håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact. Introduktion Danske firmaer investerer og handler i stigende omfang med verdens fattige lande som for eksempel Indien. Det er et led i den stadigt mere omfattende globalisering, som nogle gange opfattes som en trussel mod danske arbejdspladser og andre gange som en mulighed for dansk ekspansion på de internationale markeder. Med denne artikel vil vi sætte fokus på, hvordan globaliseringen gennem indkøb og investeringer kan give et bidrag til udvikling for de fattige i verden. Indkøb og logistik udgør en vigtig del af den globale handelskæde og spiller dermed også en vigtig rolle for de fattige i forhold til udviklingen. Når danske firmaer i stigende grad køber ind fra eller flytter produktionen ud til lande som Indien, har det stor betydning for den lokale udvikling. Strømmen af private investeringer til verdens fattige lande er steget betragteligt over de sidste 15 år og udgør en stadig vigtigere del af økonomien (UNCTAD 2005: World Investment Report 2005, Geneva). Det er dog ikke alle investeringer, som bidrager til en positiv udvikling i de lokalsamfund, hvor investeringen foretages. Det er derfor afgørende både hvor virksomhederne investerer, og hvordan de investerer og driver deres virksomheder. Det handler om social ansvarlighed. Indien Indien er et af de lande, som tiltrækker mange indkøb og investeringer. Investeringerne fokuserer stadigvæk primært på produktion med henblik på videre salg i andre lande, men i takt med at det indiske marked vokser, bliver det også mere aktuelt med investeringer, som fokuserer på salg lokalt. Investeringer fra dansk erhvervsliv findes inden for begge typer. Mellem 1999 og 2003 øgedes antallet af udenlandske investeringer i Indien med næsten 60 %. I samme periode øgedes Human Development Index kun med 5 % (se billede 1). Indien har en markant tilvækst, men desværre er der meget som tyder på, at den økonomiske fremgang ikke fører til udvikling for den store gruppe fattige. 800 millioner indere lever for mindre end to USD om dagen, og 21 % af befolkningen er undernæret (UNDP 2005, Human Development Report). Investeringerne er koncentreret i nogle få dynamiske regioner som Mumbai og Chennai samtidigt med at flere andre områder som Orissa og Bhiar kæmper med fattigdom og sociale problemer. Dette kan ses som en

2 indenrigspolitisk udfordring, men det viser også at investeringer ikke nødvendigvis fører til udvikling nationalt. Billede 1 Udvikling af investeringer og HDI over tid Foreign Direct Investment Human Development Index Kilde: Unctad, World Investment Report (2003 og 2005) og UNDP, Human Development Report ( ) Hvis man ser nøje på de områder, hvor mange af de udenlandske investeringer er koncentreret, ser resultatet meget anderledes ud. I den indiske delstat Chennai er udviklingen gået stærkt, og her har de store udenlandske investeringer i området været en bidragende faktor. I andre regioner og ikke mindst i landbrugsområderne er udviklingen nærmest gået i stå. At de positive effekter er så forskellige skyldes, at de i mange tilfælde er relateret til den lokale kontekst. Investeringer i de allerede rige områder vil derfor i overvejende grad skabe vækst og udvikling for de grupper, som bor der. Social ansvarlighed I debatten om virksomhedernes sociale ansvar har fokus især været på børnearbejde, arbejdsforhold og på miljø. Der har været mindre fokus på de bredere samfundsmæssige effekter af øgede investeringer. En analyse gennemført af Folkekirkens Nødhjælp (DanChurchAid (2006): Fighting hunger with investments. New dimensions on corporate social responsibility) hos 34 danske virksomheder, der har investeret i produktion i Indien, viste et solidt engagement i at udvikle sociale retningslinier og politikker. Af de 34 virksomheder havde 25 virksomheder en formuleret og offentlig politik for social ansvarlighed (Corporate Social Responsibility, CSR). Af de 25 virksomheder havde 24 fokus på miljø og 18 også fokus på arbejdsforholdene i virksomheden. 11 virksomheder havde fokus på diskrimination, hvilket kan være afgørende for at bekæmpe fattigdommen i et land som Indien, hvor de kasteløse (dalitterne) ofte er udstødte og marginaliserede. Men kun fire ud af de i alt 34 virksomheder havde direkte indarbejdet hensynet til at bekæmpe sult og fattigdom i deres CSR politik (se tabel 1). Tabel 1. Inddragelse af hensynet til fattigdom og sult i virksomhedernes sociale ansvar. Har CSR Har ikke Omfatter fattigdom Omfatter miljø Omfatter arbejds- Omfatter diskri- Støtte til lokal-

3 Virksomheder der svarede på spørgeskemaet (12) Virksomheder der ikke svarede på spørgeskemaet (22) politik CSR politik og/eller forhold mination samfund sult 3) ) 7 2) I alt ) Hvis CSR, etiske retningslinier eller tekst om social ansvarlighed var præsenteret på hjemmesiden blev det registreret som tilstedeværelse af en CSR politik. 2) Der var ingen tegn på CSR eller etiske regningslinier på hjemmesiden. 3) Dækningen af sult/fattigdom er baseret på spørgeskemaet. For de virksomheder hvor analysen er sket på basis af hjemmesiden/tilgængelig information er det baseret på tilstedeværelsen af tekst om sult og fattigdom. Kilde: DanChurchAid (2006): Fighting hunger with investments. New dimensions on corporate social responsibility. CSR som fokuserer på miljø og arbejderrettigheder handler ofte om at minimere negative effekter af investeringen. Forurenet affald eller brug af børnearbejdere risikerer at gøre skade på den lokale udvikling. Det kan en godt implementeret og overvåget CSR politik afhjælpe. Men hvis danske arbejdspladser, der flytter til verdens fattige lande, for alvor skal skabe positive effekter i kampen mod sult og fattigdom, skal der mere til. Der er brug for CSR, som fokuserer på at give et ekstra bidrag - en positiv effekt på samfundet. Fattigdom og sult skabes ikke mindst af ulige fordeling og ulige adgang til resurser og muligheder. Det gælder for eksempel adgangen til arbejde, vand og jord. Hvis der skal udvikles en CSR politik, der sætter et langt stærkere og positivt aftryk i kampen mod sult og fattigdom, er det derfor nødvendigt at fokusere på vand, jord, diskrimination og på de bredere påvirkninger produktionen har i de samfund, hvor den finder sted. Adgang til vand Adgangen til vand er ofte en afgørende faktor for fattige mennesker. Vand er en betingelse for alt liv, og i mange ulande er det en mangelvare og anledning til konflikt. (FAO 2003: Agriculture, Food and Water, Rome.) Investeringer, som bruger vand, bliver derfor del af et større spil, der kan handle om magt, muligheder og fattigdom. I mange fattige lande er grundvandsstanden faldet dramatisk på grund af stigende befolkning, kunstvanding og afskovning. Det skønnes, at halvdelen af befolkningen i verdens fattige lande allerede i dag er udsat for forurenet drikkevand. (UNESCO 2003: Water for people, water for life: the United Nations World Water Development Report, Paris).

4 Det vand, som erhvervslivet lægger beslag på og påvirker, vil variere meget afhængig af om der er tale om for eksempel et lokalt bryggeri eller en IT-virksomhed. Men øget vandforbrug på grund af udenlandske investeringer kan være den dråbe, som gør, at de de fattiges brønde, som ofte ikke er særligt dybe, udtørrer i tørtiden (FAO 2003: Water Reports: 24, Rethinking the Approach to Groundwater and Food Security, Rome). Dermed kan adgangen til vand forsvinde for de fattigste, og det kan have alvorlige konsekvenser. Samtidig kan udledningen af miljøfarlige stoffer og forurening fra virksomheden blive afgørende for den lokale vandkvalitet. Derfor bør virksomheder, der investerer i verdens fattige lande, lave eller sikre sig at de lokale myndigheder laver - en analyse af det totale vandforbrug, hvilke effekter det vil få for adgangen til vand i området, og om det vil ændre sig i fremtiden. Analysen skal se både på den samlede forurening af det lokale drikkevand, men også, som et vigtigt aspekt, på det samlede forbrug af vand og adgangen til vand for den fattigste del af befolkningen. Det er nødvendigt at se på de bredere effekter i lokalsamfundet. I Indien bruger erhvervslivet mellem 6 og 13 % af alt vand. Det eksakte tal er usikkert, men alle analyser viser, at det er stigende (Centre for Science and Environment 2004: A Down To Earth supplement, No. 4.). Samtidig har store dele af Indien mangel på vand, og ikke mindst rent vand. Vand er derfor årsag til en potentiel konflikt, hvilket også kan få store konsekvenser for udenlandske firmaer, som investerer i området. Adgang til jord Adgang til jord er også et vigtigt spørgsmål i forhold til fattigdom og sult. Langt de fleste fattige og sultne mennesker bor i landområderne (FAO 2005: The state of food insecurity in the world 2005, Rome) og er på den ene eller anden måde dybt afhængige af adgangen til jord og produktionen fra jorden. Det er derfor ikke overraskende, at fordelingen af jord har vist sig at være afgørende for sammenhængen mellem vækst og fattigdomsbekæmpelse. En mere lige og retfærdig fordeling af jord betyder, at de positive effekter af økonomisk vækst og udvikling i langt højere grad breder sig ud i samfundet til gavn for de mange og ikke kun til gavn for de få. (Lopez 2005: Pro-poor growth: a review of what we know (and of what we don't), World Bank Policy Paper, Washington, D.C.) Ved nyetablering af virksomheder findes der altid en risiko for negative effekter på lokalsamfundet. Hvis jorden er privatejet, vil der som regel blive udbetalt kompensation. Men mange fattige ejer ikke den jord, de bruger og bor på. De kan opholde sig midlertidigt eller ulovligt på jorden, eller de kan benytte jorden til græsning for deres kvæg og geder. Effekten af en investering bør derfor ses både i forhold til dem som ejer jorden, dem som bruger den, og dem som bor på den, lovligt eller ulovligt. Alle tre grupper bør kompenseres for at undgå problemer i forhold til de fattigste grupper i samfundet. Derudover bør der ses på konsekvenserne i de områder, hvor folk eventuelt bliver forflyttet til (2002: Handbook for Preparing a Resettlement Action Plan, Washington, D.C). Omplacering af større grupper kan medføre store problemer for de nye værts-samfund, og kan også indebære behov for kompensation og mægling. Kompensationen skal både omfatte tab af jord, tab af indkomst og omkostninger i forbindelse med flytningen (World Bank 1990: Operational Directive 4.30: Involuntary

5 Resettlement, Washington, D.C.), men behøver ikke være i form af penge. For fattige mennesker er muligheden for at få arbejde og et sted at bo ofte langt mere afgørende. Det er derfor vigtigt at vurdere de langsigtede effekter af investeringen på adgangen til og anvendelsen af jord. Her kan virksomheden søge hjælp i en række internationale konventioner og bestemmelser, der beskæftiger sig med retten til jord, bolig og beskyttelsen af blandt andet oprindelige folk, samt i konkrete retningslinier udarbejdet af blandt andet Verdensbanken (IFC 2002: Handbook for Preparing a Resettlement Action Plan, Washington, D.C). Mange udenlandske investeringer laves som samarbejder, opkøb eller sammenlægninger, hvor spørgsmålet om jord ikke er relevant, da der ofte allerede findes en produktionsgrund. Som vestlige investorer er det dog stadigvæk vigtigt at inkludere adgang til jord i CSR overvejelser. Nyetableringer kan altid blive aktuelle, og en god CSR politik inkluderer samarbejdet med eventuelle underleverandører, hvor spørgsmålet om jord kan blive endnu mere konkret. I Indien hænger adgangen til jord tæt sammen med kultur og tradition som en følge af kastesystemet. De højtstående kaster ejer en stor del af landbrugsjorden, mens de fleste dalitter er jordløse. Der findes endda eksempler på at dalitter, som har haft jordrettigheder, bliver jaget væk fra deres jord. Diskrimination Fattigdom og sult er ofte tæt knyttet til diskrimination og social marginalisering af bestemte grupper. Det kan føre til ekstrem forarmelse, et stort spild af menneskelige resurser og kan svække mulighederne for at skabe vækst og velstand i et samfund. (World Bank 2005, ibid.) Investering kan bidrage positivt i kampen mod diskrimination. En vigtig dimension, hvis danske virksomheder skal øge deres positive bidrag til at bekæmpe sult og fattigdom, er derfor en personalepolitik, der sikrer en positiv særbehandling af de mest marginaliserede og udstødte grupper i samfundet. Det skal ikke ske for at give bestemte grupper forrang for andre, men fordi en positiv særbehandling ofte er nødvendig for at sikre en reel ligebehandling. Diskrimination på grund af etniske, sociale, kulturelle, seksuelle eller religiøse grunde er desværre et stort problem i mange af de lande, hvor danske virksomheder investerer. Og selv om de danske firmaer har nedskrevet principper om, at alle ansættelser udelukkende skal ske ud fra kompetencer og kvaliteter hos den enkelte ansøger, så risikerer man nemt, at diskriminationen følger med ind på arbejdspladsen. Et eksempel er de kasteløse i Indien, som ofte rammes af fordomme og forskelsbehandling både i ansættelsesforløb og på arbejdspladsen, fordi det har været og stadig er en så indgroet del af den indiske kultur (National Campaign of Dalits Human Rights-India (NCDHR), Dalits in the World of Globalisation). De kasteløse har ikke alene svært ved at blive ansat, men har også ofte problemer i forbindelse med forfremmelser, fyringer og indflydelse på arbejdspladsen.

6 Også kvinder er typisk mere udsatte og marginaliserede på arbejdsmarkedet ikke mindst i forbindelse med barsel. I mange fattige lande er deltagelsen af kvinder på det formelle arbejdsmarked utrolig lav, samtidig med at talrige undersøgelser viser, at netop ansættelsen af kvinder kan give markante og betydelige positive effekter for bekæmpelse af fattigdommen og sulten. Et af de mest dramatiske studier har vist, at pigers muligheder for at overleve mens de er børn hænger tæt sammen med kvinders muligheder på arbejdsmarkedet. Ansættelse af kvinder er derfor et tydeligt eksempel på, at en bevidst politik fra danske virksomheder kan sætte markante spor på den lokale udvikling (World Bank 2005, ibid). Det er derfor vigtigt at have en proaktiv ansættelsespolitik, hvor positiv særbehandling kan bruges som et værktøj. Og det er vigtigt at have en personalepolitik med fokus på mangfoldighed, der også ved investeringer i verdens fattige lande - sikrer plads og rummelig på arbejdspladsen. Det kan hjælpe udsatte grupper ind på arbejdsmarkedet og kan have markante positive effekter i bekæmpelse af fattigdommen: Én person med et godt lønnet arbejde kan skabe forandring og uddannelse for en hel - og ofte stor - familie. Fokusering på udsatte og udstødte grupper kan også have positive effekter for selve virksomheden. En række analyser fra Indien har f.eks. vist, at de kasteløse klarer sig mindst lige så godt som de øvrige befolkningsgrupper når blot de får adgang og muligheder (World Bank 2005, ibid). Ved ikke aktivt at forsøge at inddrage de kasteløse på arbejdsmarkedet kan en virksomhed derfor miste gode og engagerede medarbejdere. Helt det samme gælder ansættelse af kvinder. Konkret findes der en række konventioner og anbefalinger, der kan hjælpe virksomheden med at sætte fokus på diskrimination. Det Danske Institut for Menneskerettigheder (Danish Institute for Human Rights 2004: Human Rights Compliance Assessment (HCRA) Quick Check, Copenhagen) og det Internationale Dalit Solidaritets Netværk (International Dalit Solidarity Network 2006: The Ambedkar Principles), har blandt andet udviklet en række værktøjer og retningslinier, der er nemme at gå til. Produktionsfaktorer Det fjerde område, som rapporten fra Folkekirkens Nødhjælp sætter fokus på, er de effekter produktion i sig selv kan have på et samfund. Virksomheder der investerer i verdens fattige lande bør aktivt forholde sig til den afsmittende effekt, som investeringerne har på det lokale samfund. Analyser har vist, at u-landene både producerer og eksporterer flere og flere industrivarer, men at de får mindre og mindre ud af hver ekstra enhed de producerer. Tidligere havde de fleste fattige lande en række reguleringer, der skulle forsøge at øge den positive effekt af udenlandske investeringer på den lokale økonomi. Der var for eksempel krav om, at virksomhederne skulle købe en del af deres input lokalt, at de skulle anvende lokal arbejdskraft, betale skatter eller være delvist lokalt ejet.

7 De reguleringer - som samtidig ofte blokerede for udenlandske investeringer - er gennem de sidste ti år blevet afviklet på grund af en aftale indgået i Verdenshandelsorganisationen WTO, på grund af flere og flere bilaterale og multilaterale investeringsaftaler og på grund af den stigende globale konkurrence. Samtidig har mange fattige lande i et forsøg på at tiltrække flere investeringer oprettet frihandelszoner eller eksportforarbejdningszoner, hvor virksomhederne får mere fordelagtige forhold og lavere skatter. Endelig er mulighederne for at flytte virksomhedens overskud ud af landet for at undslippe beskatning blevet bedre. Resultatet har været flere investeringer i verdens fattige lande, højere produktion og eksport af industrivarer, men samtidig at den andel af værditilvæksten, der bliver tilbage i u-landene ikke er steget med samme hastighed (se tabel 2). U-landene producerer mere og mere, men får mindre ud af hver enkelt enhed de producerer. Det er af nogle blevet betegnet som et ræs mod bunden (UNCTAD 2003, 2005: World Investment Report, Geneva). Tabel 2. Eksport og værditilvækst ved produktion af industrivarer Andel af verdens samlede eksport af industrivarer Andel af verdens samlede værditilvækst ved produktion af industrivarer Rige lande 82,3 70,9 64,5 73,3 Fattige lande 10,6 26,5 16,6 23,8 Kilde: UNCTAD (2002): World Investment Report Det betyder, at virksomhedernes sociale ansvar bliver endnu mere afgørende for, i hvor høj grad investeringer bidrager til at bekæmpe sulten og fattigdommen. Det handler om beskæftigelse, beskatning og teknologi. Hvis virksomheden aktivt forsøger at placere sig i fattige områder og samtidig fremmer brugen af lokale råstoffer, input og ansatte kan det have markante positive effekter på sulten og fattigdommen. Øget beskæftigelse er og vil fortsat være en af de mest afgørende faktorer i koblingen mellem investeringer og mindre fattigdom. Langsigtet samarbejde med lokale leverandører giver ikke alene beskæftigelse og øget beskatning, men også bedre muligheder for overføring af viden og teknologi. Her er det vigtigt, at den CSR politik, som den danske virksomhed har, også udstrækkes til at omfatte lokale leverandører. Det kan være en omfattende proces, hvor det ofte kan være nyttigt at inddrage rådgivningsvirksomheder eller folkelige organisationer. Det er også vigtigt at forholde sig aktivt og positivt til betaling af skat, da det kan forbedre forholdene for lokalbefolkningen, og på længere sigt medvirke til at opbygge de institutioner og den infrastruktur, som virksomheden er meget afhængig af (UNCTAD, 2003, ibid). Derudover kan det sikre et langt mere positivt samspil med de myndigheder og det lokalsamfund, som virksomheden er afhængig af. Endelig skal virksomheden forholde sig aktivt til spredningen af teknologi. Overførsel af viden og teknologi har stort potentiale for udviklingen i mange ulande. Det kan gøres

8 gennem træning og uddannelse, men også gennem en bevidst strategi for at give fattige mennesker bedre adgang til den teknologi og viden, der ellers i stigende omfang beskyttes af patenter, ophavsret og andre former for rettigheder. Bedre adgang til teknologi og øget lokal viden og innovation kan sætte markante og positive spor i kampen mod fattigdom og sult. Konklusioner Ifølge Folkekirkens Nødhjælps rapport er danske firmaer gode til at have en politik for social ansvarlighed. Resultatet viste dog også tydeligt, at disse politikker sjældent inkluderede specifikke refleksioner vedrørende fattigdom eller sult, to områder som er af stor betydning i mange af de lande, firmaerne investerer eller handler i, ikke mindst Indien. Den vigtigste konklusion er derfor, at danske virksomheder i deres CSR politik ikke kun skal forsøge at undgå at ødelægge miljøet eller undgå børnearbejde og engagere sig i filantropi. Det er vigtigt, at danske virksomheder, der investerer i verdens fattige lande, forholder sig samlet til, hvordan deres investering påvirker fattigdommen og sulten i landene. Det er vigtigt at se på de bredere effekter på samfundet og på adgangen til vand, jord, beskæftigelse, beskatning og viden. Forskningen peger på mange potentielle positive effekter af udenlandske investeringer, men disse effekter afhænger dog af, hvor og hvordan investeringerne implementeres. I Indien er de udenlandske investeringer samlet i få dynamiske regioner i tilknytning til store byer. Her er tilvæksten stor og positive bivirkninger tydelige. Det er i mange tilfælde de områder, som allerede har et relativt høj uddannelsesniveau og økonomi, som får del i de positive effekter af investeringerne. Store dele af landet mærker dog ikke noget til væksten og sakker derfor bagud. Erhvervslivets primære formål er produktion, som gerne skal giver overskud. Motivationen til at inkludere et fattigdoms- eller sultperspektiv kan derfor virke langt væk ved indkøb fra eller investeringer i verdens fattige lande. Social ansvarlighed kan der udover være tidskrævende og dyr at både udvikle, monitorere og opretholde. I forhold til dette er der tre vigtige overvejelser at gøre: 1. Man står ikke alene Der findes en stor mængde forskning, analyser og studier, samt internationale guidelines og retningslinier som kan bruges ved udformningen af nye retningslinjer for social ansvarlighed. Der er ikke brug for at starte forfra. Det er også godt at søge hjælp hos dem der allerede har erfaringen, f.eks. konsulentfirmaer, NGOer eller erhvervslivets organisationer. 2. At ikke gøre skade eller at gøre gavn Det er en forskel på at ikke gøre skade, og at gøre gavn. At ikke gøre skade bør være et minimum standard for enhver virksomhed. Der hvor den nationale lovgivning tillader aktiviteter som kan medføre negative konsekvenser for det lokale samfund bør virksomhederne selv tage stilling. Negative effekter på samfundet kan, udover at vare moralsk forkasteligt, senere virke som en boomerang i form af lokale demonstrationer eller forbrugerboykot. Derudover kan den socialt ansvarlige virksomhed også, gennem en aktiv politik, bidrage til den lokale udvikling og dermed gøre gavn. 3. Social ansvarlighed giver resultat Der findes flere incitamenter for et firma at gå et skridt længere. Vi tror på, at hvis danske virksomheder inddrager

9 fattigdom og sult i deres indkøbs- og investeringspolitik og deres politik for social ansvarlighed, vil det ikke alene give et styrket og vigtigt bidrag til bekæmpelsen af fattigdommen og sulten. Det vil øge forståelsen i Danmark for, at danske virksomheder flytter arbejdspladser til verdens fattige lande. Og det vil sætte en række positive aftryk på virksomheden selv i form af et bedre samspil med det lokalsamfund, hvor virksomheden etablerer sig; et bedre image i offentligheden; og ikke mindst en større tilfredshed og loyalitet hos virksomhedens medarbejdere og bagland. Det kan være afgørende i en tid, hvor virksomhedernes konkurrencefordel i stigende omfang afgøres af evnen til at tiltrække og fastholde dygtige og kreative medarbejdere. En aktiv CSR politik med henblik på at bekæmpe sulten og fattigdommen vil derfor ikke kun være til gavn for verdens fattigste; Det vil øge forståelsen af globaliseringen i Danmark, og det vil være til gavn for virksomheden selv. Det er det positive samspil, både danske virksomheder og fattige mennesker i fremtiden skal leve af. Vil du vide mere Mere information om Folkekirkens Nødhjælps arbejde med CSR og udvikling findes på hjemmesiden Rapporten Fighting hunger with investments kan downloades, alternativt bestilles, fra siden. I rapporten findes udover litteraturlisten reference til andre organisationer og aktører som arbejder med det samme tema, samt tips på eksisterende guidelines, internationale aftaler, retningslinjer etc. som kan bruges i arbejdet med at udvikle CSR i forhold til fattigdom og sult. Forfattere: Christian Friis Bach arbejder som international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Christian er en aktiv debattør i den danske udviklingsdebat og har tidligere arbejdet som blandt andet journalist, selvstændig konsulent og lektor ved Landbrugshøjskolen i København. Medforfatter til rapporten Fighting hunger with investments og et kapitel i håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact. Mattias Söderberg arbejder som programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp. Tidligere har han blandt andet arbejdet som selvstændig konsulent indenfor CSR og udvikling, samt arbejdet med bistand i forskellige danske og svenske organisationer. Medforfatter til rapporten Fighting hunger with investments og et kapitel i håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact.

10 Investeringer som giver afkast for de fattige Resume Danske indkøb fra og investeringer i ulandene kan være en god forretning, men kan også blive en gevinst for de fattige. Det er dog ikke alle indkøb eller investeringer, der har den ønskede effekt. Tværtimod findes der indkøb og investeringer, der gør skade på befolkning og samfund. Om det bliver til skade eller til gavn for det lokale samfund handler i høj grad om hvor virksomhederne køber ind og investerer, og hvordan de køber ind og investerer. Det handler om social ansvarlighed. Denne artikel sætter fokus på relationen mellem social ansvarlighed og fattigdom og sult. Artiklen bygger på en studie Folkekirkens Nødhjælp har lavet om danske firmaers investeringer i Indien, og et kapitel fra håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact. Introduktion Danske firmaer investerer og handler i stigende omfang med verdens fattige lande som for eksempel Indien. Det er et led i den stadigt mere omfattende globalisering, som nogle gange opfattes som en trussel mod danske arbejdspladser og andre gange som en mulighed for dansk ekspansion på de internationale markeder. Med denne artikel vil vi sætte fokus på, hvordan globaliseringen gennem indkøb og investeringer kan give et bidrag til udvikling for de fattige i verden. Indkøb og logistik udgør en vigtig del af den globale handelskæde og spiller dermed også en vigtig rolle for de fattige i forhold til udviklingen. Når danske firmaer i stigende grad køber ind fra eller flytter produktionen ud til lande som Indien, har det stor betydning for den lokale udvikling. Strømmen af private investeringer til verdens fattige lande er steget betragteligt over de sidste 15 år og udgør en stadig vigtigere del af økonomien (UNCTAD 2005: World Investment Report 2005, Geneva). Det er dog ikke alle investeringer, som bidrager til en positiv udvikling i de lokalsamfund, hvor investeringen foretages. Det er derfor afgørende både hvor virksomhederne investerer, og hvordan de investerer og driver deres virksomheder. Det handler om social ansvarlighed. Indien Indien er et af de lande, som tiltrækker mange indkøb og investeringer. Investeringerne fokuserer stadigvæk primært på produktion med henblik på videre salg i andre lande, men i takt med at det indiske marked vokser, bliver det også mere aktuelt med investeringer, som fokuserer på salg lokalt. Investeringer fra dansk erhvervsliv findes inden for begge typer. Mellem 1999 og 2003 øgedes antallet af udenlandske investeringer i Indien med næsten 60 %. I samme periode øgedes Human Development Index kun med 5 % (se billede 1). Indien har en markant tilvækst, men desværre er der meget som tyder på, at den økonomiske fremgang ikke fører til udvikling for den store gruppe fattige. 800 millioner indere lever for mindre end to USD om dagen, og 21 % af befolkningen er undernæret (UNDP 2005, Human Development Report). Investeringerne er koncentreret i nogle få dynamiske regioner som Mumbai og Chennai samtidigt med at flere andre områder som Orissa og Bhiar kæmper med fattigdom og sociale problemer. Dette kan ses som en

11 indenrigspolitisk udfordring, men det viser også at investeringer ikke nødvendigvis fører til udvikling nationalt. Billede 1 Udvikling af investeringer og HDI over tid Foreign Direct Investment Human Development Index Kilde: Unctad, World Investment Report (2003 og 2005) og UNDP, Human Development Report ( ) Hvis man ser nøje på de områder, hvor mange af de udenlandske investeringer er koncentreret, ser resultatet meget anderledes ud. I den indiske delstat Chennai er udviklingen gået stærkt, og her har de store udenlandske investeringer i området været en bidragende faktor. I andre regioner og ikke mindst i landbrugsområderne er udviklingen nærmest gået i stå. At de positive effekter er så forskellige skyldes, at de i mange tilfælde er relateret til den lokale kontekst. Investeringer i de allerede rige områder vil derfor i overvejende grad skabe vækst og udvikling for de grupper, som bor der. Social ansvarlighed I debatten om virksomhedernes sociale ansvar har fokus især været på børnearbejde, arbejdsforhold og på miljø. Der har været mindre fokus på de bredere samfundsmæssige effekter af øgede investeringer. En analyse gennemført af Folkekirkens Nødhjælp (DanChurchAid (2006): Fighting hunger with investments. New dimensions on corporate social responsibility) hos 34 danske virksomheder, der har investeret i produktion i Indien, viste et solidt engagement i at udvikle sociale retningslinier og politikker. Af de 34 virksomheder havde 25 virksomheder en formuleret og offentlig politik for social ansvarlighed (Corporate Social Responsibility, CSR). Af de 25 virksomheder havde 24 fokus på miljø og 18 også fokus på arbejdsforholdene i virksomheden. 11 virksomheder havde fokus på diskrimination, hvilket kan være afgørende for at bekæmpe fattigdommen i et land som Indien, hvor de kasteløse (dalitterne) ofte er udstødte og marginaliserede. Men kun fire ud af de i alt 34 virksomheder havde direkte indarbejdet hensynet til at bekæmpe sult og fattigdom i deres CSR politik (se tabel 1). Tabel 1. Inddragelse af hensynet til fattigdom og sult i virksomhedernes sociale ansvar. Har CSR Har ikke Omfatter fattigdom Omfatter miljø Omfatter arbejds- Omfatter diskri- Støtte til lokal-

12 Virksomheder der svarede på spørgeskemaet (12) Virksomheder der ikke svarede på spørgeskemaet (22) politik CSR politik og/eller forhold mination samfund sult 3) ) 7 2) I alt ) Hvis CSR, etiske retningslinier eller tekst om social ansvarlighed var præsenteret på hjemmesiden blev det registreret som tilstedeværelse af en CSR politik. 2) Der var ingen tegn på CSR eller etiske regningslinier på hjemmesiden. 3) Dækningen af sult/fattigdom er baseret på spørgeskemaet. For de virksomheder hvor analysen er sket på basis af hjemmesiden/tilgængelig information er det baseret på tilstedeværelsen af tekst om sult og fattigdom. Kilde: DanChurchAid (2006): Fighting hunger with investments. New dimensions on corporate social responsibility. CSR som fokuserer på miljø og arbejderrettigheder handler ofte om at minimere negative effekter af investeringen. Forurenet affald eller brug af børnearbejdere risikerer at gøre skade på den lokale udvikling. Det kan en godt implementeret og overvåget CSR politik afhjælpe. Men hvis danske arbejdspladser, der flytter til verdens fattige lande, for alvor skal skabe positive effekter i kampen mod sult og fattigdom, skal der mere til. Der er brug for CSR, som fokuserer på at give et ekstra bidrag - en positiv effekt på samfundet. Fattigdom og sult skabes ikke mindst af ulige fordeling og ulige adgang til resurser og muligheder. Det gælder for eksempel adgangen til arbejde, vand og jord. Hvis der skal udvikles en CSR politik, der sætter et langt stærkere og positivt aftryk i kampen mod sult og fattigdom, er det derfor nødvendigt at fokusere på vand, jord, diskrimination og på de bredere påvirkninger produktionen har i de samfund, hvor den finder sted. Adgang til vand Adgangen til vand er ofte en afgørende faktor for fattige mennesker. Vand er en betingelse for alt liv, og i mange ulande er det en mangelvare og anledning til konflikt. (FAO 2003: Agriculture, Food and Water, Rome.) Investeringer, som bruger vand, bliver derfor del af et større spil, der kan handle om magt, muligheder og fattigdom. I mange fattige lande er grundvandsstanden faldet dramatisk på grund af stigende befolkning, kunstvanding og afskovning. Det skønnes, at halvdelen af befolkningen i verdens fattige lande allerede i dag er udsat for forurenet drikkevand. (UNESCO 2003: Water for people, water for life: the United Nations World Water Development Report, Paris).

13 Det vand, som erhvervslivet lægger beslag på og påvirker, vil variere meget afhængig af om der er tale om for eksempel et lokalt bryggeri eller en IT-virksomhed. Men øget vandforbrug på grund af udenlandske investeringer kan være den dråbe, som gør, at de de fattiges brønde, som ofte ikke er særligt dybe, udtørrer i tørtiden (FAO 2003: Water Reports: 24, Rethinking the Approach to Groundwater and Food Security, Rome). Dermed kan adgangen til vand forsvinde for de fattigste, og det kan have alvorlige konsekvenser. Samtidig kan udledningen af miljøfarlige stoffer og forurening fra virksomheden blive afgørende for den lokale vandkvalitet. Derfor bør virksomheder, der investerer i verdens fattige lande, lave eller sikre sig at de lokale myndigheder laver - en analyse af det totale vandforbrug, hvilke effekter det vil få for adgangen til vand i området, og om det vil ændre sig i fremtiden. Analysen skal se både på den samlede forurening af det lokale drikkevand, men også, som et vigtigt aspekt, på det samlede forbrug af vand og adgangen til vand for den fattigste del af befolkningen. Det er nødvendigt at se på de bredere effekter i lokalsamfundet. I Indien bruger erhvervslivet mellem 6 og 13 % af alt vand. Det eksakte tal er usikkert, men alle analyser viser, at det er stigende (Centre for Science and Environment 2004: A Down To Earth supplement, No. 4.). Samtidig har store dele af Indien mangel på vand, og ikke mindst rent vand. Vand er derfor årsag til en potentiel konflikt, hvilket også kan få store konsekvenser for udenlandske firmaer, som investerer i området. Adgang til jord Adgang til jord er også et vigtigt spørgsmål i forhold til fattigdom og sult. Langt de fleste fattige og sultne mennesker bor i landområderne (FAO 2005: The state of food insecurity in the world 2005, Rome) og er på den ene eller anden måde dybt afhængige af adgangen til jord og produktionen fra jorden. Det er derfor ikke overraskende, at fordelingen af jord har vist sig at være afgørende for sammenhængen mellem vækst og fattigdomsbekæmpelse. En mere lige og retfærdig fordeling af jord betyder, at de positive effekter af økonomisk vækst og udvikling i langt højere grad breder sig ud i samfundet til gavn for de mange og ikke kun til gavn for de få. (Lopez 2005: Pro-poor growth: a review of what we know (and of what we don't), World Bank Policy Paper, Washington, D.C.) Ved nyetablering af virksomheder findes der altid en risiko for negative effekter på lokalsamfundet. Hvis jorden er privatejet, vil der som regel blive udbetalt kompensation. Men mange fattige ejer ikke den jord, de bruger og bor på. De kan opholde sig midlertidigt eller ulovligt på jorden, eller de kan benytte jorden til græsning for deres kvæg og geder. Effekten af en investering bør derfor ses både i forhold til dem som ejer jorden, dem som bruger den, og dem som bor på den, lovligt eller ulovligt. Alle tre grupper bør kompenseres for at undgå problemer i forhold til de fattigste grupper i samfundet. Derudover bør der ses på konsekvenserne i de områder, hvor folk eventuelt bliver forflyttet til (2002: Handbook for Preparing a Resettlement Action Plan, Washington, D.C). Omplacering af større grupper kan medføre store problemer for de nye værts-samfund, og kan også indebære behov for kompensation og mægling. Kompensationen skal både omfatte tab af jord, tab af indkomst og omkostninger i forbindelse med flytningen (World Bank 1990: Operational Directive 4.30: Involuntary

14 Resettlement, Washington, D.C.), men behøver ikke være i form af penge. For fattige mennesker er muligheden for at få arbejde og et sted at bo ofte langt mere afgørende. Det er derfor vigtigt at vurdere de langsigtede effekter af investeringen på adgangen til og anvendelsen af jord. Her kan virksomheden søge hjælp i en række internationale konventioner og bestemmelser, der beskæftiger sig med retten til jord, bolig og beskyttelsen af blandt andet oprindelige folk, samt i konkrete retningslinier udarbejdet af blandt andet Verdensbanken (IFC 2002: Handbook for Preparing a Resettlement Action Plan, Washington, D.C). Mange udenlandske investeringer laves som samarbejder, opkøb eller sammenlægninger, hvor spørgsmålet om jord ikke er relevant, da der ofte allerede findes en produktionsgrund. Som vestlige investorer er det dog stadigvæk vigtigt at inkludere adgang til jord i CSR overvejelser. Nyetableringer kan altid blive aktuelle, og en god CSR politik inkluderer samarbejdet med eventuelle underleverandører, hvor spørgsmålet om jord kan blive endnu mere konkret. I Indien hænger adgangen til jord tæt sammen med kultur og tradition som en følge af kastesystemet. De højtstående kaster ejer en stor del af landbrugsjorden, mens de fleste dalitter er jordløse. Der findes endda eksempler på at dalitter, som har haft jordrettigheder, bliver jaget væk fra deres jord. Diskrimination Fattigdom og sult er ofte tæt knyttet til diskrimination og social marginalisering af bestemte grupper. Det kan føre til ekstrem forarmelse, et stort spild af menneskelige resurser og kan svække mulighederne for at skabe vækst og velstand i et samfund. (World Bank 2005, ibid.) Investering kan bidrage positivt i kampen mod diskrimination. En vigtig dimension, hvis danske virksomheder skal øge deres positive bidrag til at bekæmpe sult og fattigdom, er derfor en personalepolitik, der sikrer en positiv særbehandling af de mest marginaliserede og udstødte grupper i samfundet. Det skal ikke ske for at give bestemte grupper forrang for andre, men fordi en positiv særbehandling ofte er nødvendig for at sikre en reel ligebehandling. Diskrimination på grund af etniske, sociale, kulturelle, seksuelle eller religiøse grunde er desværre et stort problem i mange af de lande, hvor danske virksomheder investerer. Og selv om de danske firmaer har nedskrevet principper om, at alle ansættelser udelukkende skal ske ud fra kompetencer og kvaliteter hos den enkelte ansøger, så risikerer man nemt, at diskriminationen følger med ind på arbejdspladsen. Et eksempel er de kasteløse i Indien, som ofte rammes af fordomme og forskelsbehandling både i ansættelsesforløb og på arbejdspladsen, fordi det har været og stadig er en så indgroet del af den indiske kultur (National Campaign of Dalits Human Rights-India (NCDHR), Dalits in the World of Globalisation). De kasteløse har ikke alene svært ved at blive ansat, men har også ofte problemer i forbindelse med forfremmelser, fyringer og indflydelse på arbejdspladsen.

15 Også kvinder er typisk mere udsatte og marginaliserede på arbejdsmarkedet ikke mindst i forbindelse med barsel. I mange fattige lande er deltagelsen af kvinder på det formelle arbejdsmarked utrolig lav, samtidig med at talrige undersøgelser viser, at netop ansættelsen af kvinder kan give markante og betydelige positive effekter for bekæmpelse af fattigdommen og sulten. Et af de mest dramatiske studier har vist, at pigers muligheder for at overleve mens de er børn hænger tæt sammen med kvinders muligheder på arbejdsmarkedet. Ansættelse af kvinder er derfor et tydeligt eksempel på, at en bevidst politik fra danske virksomheder kan sætte markante spor på den lokale udvikling (World Bank 2005, ibid). Det er derfor vigtigt at have en proaktiv ansættelsespolitik, hvor positiv særbehandling kan bruges som et værktøj. Og det er vigtigt at have en personalepolitik med fokus på mangfoldighed, der også ved investeringer i verdens fattige lande - sikrer plads og rummelig på arbejdspladsen. Det kan hjælpe udsatte grupper ind på arbejdsmarkedet og kan have markante positive effekter i bekæmpelse af fattigdommen: Én person med et godt lønnet arbejde kan skabe forandring og uddannelse for en hel - og ofte stor - familie. Fokusering på udsatte og udstødte grupper kan også have positive effekter for selve virksomheden. En række analyser fra Indien har f.eks. vist, at de kasteløse klarer sig mindst lige så godt som de øvrige befolkningsgrupper når blot de får adgang og muligheder (World Bank 2005, ibid). Ved ikke aktivt at forsøge at inddrage de kasteløse på arbejdsmarkedet kan en virksomhed derfor miste gode og engagerede medarbejdere. Helt det samme gælder ansættelse af kvinder. Konkret findes der en række konventioner og anbefalinger, der kan hjælpe virksomheden med at sætte fokus på diskrimination. Det Danske Institut for Menneskerettigheder (Danish Institute for Human Rights 2004: Human Rights Compliance Assessment (HCRA) Quick Check, Copenhagen) og det Internationale Dalit Solidaritets Netværk (International Dalit Solidarity Network 2006: The Ambedkar Principles), har blandt andet udviklet en række værktøjer og retningslinier, der er nemme at gå til. Produktionsfaktorer Det fjerde område, som rapporten fra Folkekirkens Nødhjælp sætter fokus på, er de effekter produktion i sig selv kan have på et samfund. Virksomheder der investerer i verdens fattige lande bør aktivt forholde sig til den afsmittende effekt, som investeringerne har på det lokale samfund. Analyser har vist, at u-landene både producerer og eksporterer flere og flere industrivarer, men at de får mindre og mindre ud af hver ekstra enhed de producerer. Tidligere havde de fleste fattige lande en række reguleringer, der skulle forsøge at øge den positive effekt af udenlandske investeringer på den lokale økonomi. Der var for eksempel krav om, at virksomhederne skulle købe en del af deres input lokalt, at de skulle anvende lokal arbejdskraft, betale skatter eller være delvist lokalt ejet.

16 De reguleringer - som samtidig ofte blokerede for udenlandske investeringer - er gennem de sidste ti år blevet afviklet på grund af en aftale indgået i Verdenshandelsorganisationen WTO, på grund af flere og flere bilaterale og multilaterale investeringsaftaler og på grund af den stigende globale konkurrence. Samtidig har mange fattige lande i et forsøg på at tiltrække flere investeringer oprettet frihandelszoner eller eksportforarbejdningszoner, hvor virksomhederne får mere fordelagtige forhold og lavere skatter. Endelig er mulighederne for at flytte virksomhedens overskud ud af landet for at undslippe beskatning blevet bedre. Resultatet har været flere investeringer i verdens fattige lande, højere produktion og eksport af industrivarer, men samtidig at den andel af værditilvæksten, der bliver tilbage i u-landene ikke er steget med samme hastighed (se tabel 2). U-landene producerer mere og mere, men får mindre ud af hver enkelt enhed de producerer. Det er af nogle blevet betegnet som et ræs mod bunden (UNCTAD 2003, 2005: World Investment Report, Geneva). Tabel 2. Eksport og værditilvækst ved produktion af industrivarer Andel af verdens samlede eksport af industrivarer Andel af verdens samlede værditilvækst ved produktion af industrivarer Rige lande 82,3 70,9 64,5 73,3 Fattige lande 10,6 26,5 16,6 23,8 Kilde: UNCTAD (2002): World Investment Report Det betyder, at virksomhedernes sociale ansvar bliver endnu mere afgørende for, i hvor høj grad investeringer bidrager til at bekæmpe sulten og fattigdommen. Det handler om beskæftigelse, beskatning og teknologi. Hvis virksomheden aktivt forsøger at placere sig i fattige områder og samtidig fremmer brugen af lokale råstoffer, input og ansatte kan det have markante positive effekter på sulten og fattigdommen. Øget beskæftigelse er og vil fortsat være en af de mest afgørende faktorer i koblingen mellem investeringer og mindre fattigdom. Langsigtet samarbejde med lokale leverandører giver ikke alene beskæftigelse og øget beskatning, men også bedre muligheder for overføring af viden og teknologi. Her er det vigtigt, at den CSR politik, som den danske virksomhed har, også udstrækkes til at omfatte lokale leverandører. Det kan være en omfattende proces, hvor det ofte kan være nyttigt at inddrage rådgivningsvirksomheder eller folkelige organisationer. Det er også vigtigt at forholde sig aktivt og positivt til betaling af skat, da det kan forbedre forholdene for lokalbefolkningen, og på længere sigt medvirke til at opbygge de institutioner og den infrastruktur, som virksomheden er meget afhængig af (UNCTAD, 2003, ibid). Derudover kan det sikre et langt mere positivt samspil med de myndigheder og det lokalsamfund, som virksomheden er afhængig af. Endelig skal virksomheden forholde sig aktivt til spredningen af teknologi. Overførsel af viden og teknologi har stort potentiale for udviklingen i mange ulande. Det kan gøres

17 gennem træning og uddannelse, men også gennem en bevidst strategi for at give fattige mennesker bedre adgang til den teknologi og viden, der ellers i stigende omfang beskyttes af patenter, ophavsret og andre former for rettigheder. Bedre adgang til teknologi og øget lokal viden og innovation kan sætte markante og positive spor i kampen mod fattigdom og sult. Konklusioner Ifølge Folkekirkens Nødhjælps rapport er danske firmaer gode til at have en politik for social ansvarlighed. Resultatet viste dog også tydeligt, at disse politikker sjældent inkluderede specifikke refleksioner vedrørende fattigdom eller sult, to områder som er af stor betydning i mange af de lande, firmaerne investerer eller handler i, ikke mindst Indien. Den vigtigste konklusion er derfor, at danske virksomheder i deres CSR politik ikke kun skal forsøge at undgå at ødelægge miljøet eller undgå børnearbejde og engagere sig i filantropi. Det er vigtigt, at danske virksomheder, der investerer i verdens fattige lande, forholder sig samlet til, hvordan deres investering påvirker fattigdommen og sulten i landene. Det er vigtigt at se på de bredere effekter på samfundet og på adgangen til vand, jord, beskæftigelse, beskatning og viden. Forskningen peger på mange potentielle positive effekter af udenlandske investeringer, men disse effekter afhænger dog af, hvor og hvordan investeringerne implementeres. I Indien er de udenlandske investeringer samlet i få dynamiske regioner i tilknytning til store byer. Her er tilvæksten stor og positive bivirkninger tydelige. Det er i mange tilfælde de områder, som allerede har et relativt høj uddannelsesniveau og økonomi, som får del i de positive effekter af investeringerne. Store dele af landet mærker dog ikke noget til væksten og sakker derfor bagud. Erhvervslivets primære formål er produktion, som gerne skal giver overskud. Motivationen til at inkludere et fattigdoms- eller sultperspektiv kan derfor virke langt væk ved indkøb fra eller investeringer i verdens fattige lande. Social ansvarlighed kan der udover være tidskrævende og dyr at både udvikle, monitorere og opretholde. I forhold til dette er der tre vigtige overvejelser at gøre: 1. Man står ikke alene Der findes en stor mængde forskning, analyser og studier, samt internationale guidelines og retningslinier som kan bruges ved udformningen af nye retningslinjer for social ansvarlighed. Der er ikke brug for at starte forfra. Det er også godt at søge hjælp hos dem der allerede har erfaringen, f.eks. konsulentfirmaer, NGOer eller erhvervslivets organisationer. 2. At ikke gøre skade eller at gøre gavn Det er en forskel på at ikke gøre skade, og at gøre gavn. At ikke gøre skade bør være et minimum standard for enhver virksomhed. Der hvor den nationale lovgivning tillader aktiviteter som kan medføre negative konsekvenser for det lokale samfund bør virksomhederne selv tage stilling. Negative effekter på samfundet kan, udover at vare moralsk forkasteligt, senere virke som en boomerang i form af lokale demonstrationer eller forbrugerboykot. Derudover kan den socialt ansvarlige virksomhed også, gennem en aktiv politik, bidrage til den lokale udvikling og dermed gøre gavn. 3. Social ansvarlighed giver resultat Der findes flere incitamenter for et firma at gå et skridt længere. Vi tror på, at hvis danske virksomheder inddrager

18 fattigdom og sult i deres indkøbs- og investeringspolitik og deres politik for social ansvarlighed, vil det ikke alene give et styrket og vigtigt bidrag til bekæmpelsen af fattigdommen og sulten. Det vil øge forståelsen i Danmark for, at danske virksomheder flytter arbejdspladser til verdens fattige lande. Og det vil sætte en række positive aftryk på virksomheden selv i form af et bedre samspil med det lokalsamfund, hvor virksomheden etablerer sig; et bedre image i offentligheden; og ikke mindst en større tilfredshed og loyalitet hos virksomhedens medarbejdere og bagland. Det kan være afgørende i en tid, hvor virksomhedernes konkurrencefordel i stigende omfang afgøres af evnen til at tiltrække og fastholde dygtige og kreative medarbejdere. En aktiv CSR politik med henblik på at bekæmpe sulten og fattigdommen vil derfor ikke kun være til gavn for verdens fattigste; Det vil øge forståelsen af globaliseringen i Danmark, og det vil være til gavn for virksomheden selv. Det er det positive samspil, både danske virksomheder og fattige mennesker i fremtiden skal leve af. Vil du vide mere Mere information om Folkekirkens Nødhjælps arbejde med CSR og udvikling findes på hjemmesiden Rapporten Fighting hunger with investments kan downloades, alternativt bestilles, fra siden. I rapporten findes udover litteraturlisten reference til andre organisationer og aktører som arbejder med det samme tema, samt tips på eksisterende guidelines, internationale aftaler, retningslinjer etc. som kan bruges i arbejdet med at udvikle CSR i forhold til fattigdom og sult. Forfattere: Christian Friis Bach arbejder som international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Christian er en aktiv debattør i den danske udviklingsdebat og har tidligere arbejdet som blandt andet journalist, selvstændig konsulent og lektor ved Landbrugshøjskolen i København. Medforfatter til rapporten Fighting hunger with investments og et kapitel i håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact. Mattias Söderberg arbejder som programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp. Tidligere har han blandt andet arbejdet som selvstændig konsulent indenfor CSR og udvikling, samt arbejdet med bistand i forskellige danske og svenske organisationer. Medforfatter til rapporten Fighting hunger with investments og et kapitel i håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact.

19 Investeringer som giver afkast for de fattige Resume Danske indkøb fra og investeringer i ulandene kan være en god forretning, men kan også blive en gevinst for de fattige. Det er dog ikke alle indkøb eller investeringer, der har den ønskede effekt. Tværtimod findes der indkøb og investeringer, der gør skade på befolkning og samfund. Om det bliver til skade eller til gavn for det lokale samfund handler i høj grad om hvor virksomhederne køber ind og investerer, og hvordan de køber ind og investerer. Det handler om social ansvarlighed. Denne artikel sætter fokus på relationen mellem social ansvarlighed og fattigdom og sult. Artiklen bygger på en studie Folkekirkens Nødhjælp har lavet om danske firmaers investeringer i Indien, og et kapitel fra håndbogen Social ansvarlighed fra AllInFact. Introduktion Danske firmaer investerer og handler i stigende omfang med verdens fattige lande som for eksempel Indien. Det er et led i den stadigt mere omfattende globalisering, som nogle gange opfattes som en trussel mod danske arbejdspladser og andre gange som en mulighed for dansk ekspansion på de internationale markeder. Med denne artikel vil vi sætte fokus på, hvordan globaliseringen gennem indkøb og investeringer kan give et bidrag til udvikling for de fattige i verden. Indkøb og logistik udgør en vigtig del af den globale handelskæde og spiller dermed også en vigtig rolle for de fattige i forhold til udviklingen. Når danske firmaer i stigende grad køber ind fra eller flytter produktionen ud til lande som Indien, har det stor betydning for den lokale udvikling. Strømmen af private investeringer til verdens fattige lande er steget betragteligt over de sidste 15 år og udgør en stadig vigtigere del af økonomien (UNCTAD 2005: World Investment Report 2005, Geneva). Det er dog ikke alle investeringer, som bidrager til en positiv udvikling i de lokalsamfund, hvor investeringen foretages. Det er derfor afgørende både hvor virksomhederne investerer, og hvordan de investerer og driver deres virksomheder. Det handler om social ansvarlighed. Indien Indien er et af de lande, som tiltrækker mange indkøb og investeringer. Investeringerne fokuserer stadigvæk primært på produktion med henblik på videre salg i andre lande, men i takt med at det indiske marked vokser, bliver det også mere aktuelt med investeringer, som fokuserer på salg lokalt. Investeringer fra dansk erhvervsliv findes inden for begge typer. Mellem 1999 og 2003 øgedes antallet af udenlandske investeringer i Indien med næsten 60 %. I samme periode øgedes Human Development Index kun med 5 % (se billede 1). Indien har en markant tilvækst, men desværre er der meget som tyder på, at den økonomiske fremgang ikke fører til udvikling for den store gruppe fattige. 800 millioner indere lever for mindre end to USD om dagen, og 21 % af befolkningen er undernæret (UNDP 2005, Human Development Report). Investeringerne er koncentreret i nogle få dynamiske regioner som Mumbai og Chennai samtidigt med at flere andre områder som Orissa og Bhiar kæmper med fattigdom og sociale problemer. Dette kan ses som en

20 indenrigspolitisk udfordring, men det viser også at investeringer ikke nødvendigvis fører til udvikling nationalt. Billede 1 Udvikling af investeringer og HDI over tid Foreign Direct Investment Human Development Index Kilde: Unctad, World Investment Report (2003 og 2005) og UNDP, Human Development Report ( ) Hvis man ser nøje på de områder, hvor mange af de udenlandske investeringer er koncentreret, ser resultatet meget anderledes ud. I den indiske delstat Chennai er udviklingen gået stærkt, og her har de store udenlandske investeringer i området været en bidragende faktor. I andre regioner og ikke mindst i landbrugsområderne er udviklingen nærmest gået i stå. At de positive effekter er så forskellige skyldes, at de i mange tilfælde er relateret til den lokale kontekst. Investeringer i de allerede rige områder vil derfor i overvejende grad skabe vækst og udvikling for de grupper, som bor der. Social ansvarlighed I debatten om virksomhedernes sociale ansvar har fokus især været på børnearbejde, arbejdsforhold og på miljø. Der har været mindre fokus på de bredere samfundsmæssige effekter af øgede investeringer. En analyse gennemført af Folkekirkens Nødhjælp (DanChurchAid (2006): Fighting hunger with investments. New dimensions on corporate social responsibility) hos 34 danske virksomheder, der har investeret i produktion i Indien, viste et solidt engagement i at udvikle sociale retningslinier og politikker. Af de 34 virksomheder havde 25 virksomheder en formuleret og offentlig politik for social ansvarlighed (Corporate Social Responsibility, CSR). Af de 25 virksomheder havde 24 fokus på miljø og 18 også fokus på arbejdsforholdene i virksomheden. 11 virksomheder havde fokus på diskrimination, hvilket kan være afgørende for at bekæmpe fattigdommen i et land som Indien, hvor de kasteløse (dalitterne) ofte er udstødte og marginaliserede. Men kun fire ud af de i alt 34 virksomheder havde direkte indarbejdet hensynet til at bekæmpe sult og fattigdom i deres CSR politik (se tabel 1). Tabel 1. Inddragelse af hensynet til fattigdom og sult i virksomhedernes sociale ansvar. Har CSR Har ikke Omfatter fattigdom Omfatter miljø Omfatter arbejds- Omfatter diskri- Støtte til lokal-