Jeg stirrer på Eugenio Barbas bare fødder i sandaler, mens jeg prøver at finde det rigtige sted at begynde.

Transkript

1 Odin Teatret I HOLSTEBRO BOR EN VERDENSBERØMT ITALIENSK IDIOT Politiken, 29. oktober 2016, Sektion 3 (Kultur), side 6. Af Kjeld Hybel (kjeld.hybel@pol.dk) Italieneren Eugenio Barba er en af de største kanoner inden for moderne teater. Det har han været i 50 år. Hans teater ligger i Holstebro og hedder Odin. Folk kommer rejsende fra hele verden for at lære noget af Barba og hans trup. I dag fylder teaterguruen 80 år. Jeg stirrer på Eugenio Barbas bare fødder i sandaler, mens jeg prøver at finde det rigtige sted at begynde. Han sidder rank på en træbænk i sit lille kontor, der ud over skrivebordet er udstyret med en divan, orientalske tæpper, bunker af papir og bøger, en bærbar computer, en lille globus, et vækkeur. Væggene er dækket af postkort, tegninger, halskæder, fotografier, masker og andet, folk har foræret ham gennem tiden. Han betragter mig med tålmodige øjne, der synes at registrere alting. Bortset fra det kridhvide hår tyder intet på, at han om et øjeblik fylder 80 år. Aftenen inden har Eugenio Barba haft mig med ude i en gummibåd og ladet mig overvære, hvordan en afrikansk krigsherre i bar overkrop og lændeklæde med sin machete huggede hovedet af et barn for foden af et dødt træ. Så der burde være nok at tale om. Hvad var meningen med den gummibåd, det træ, den menneskeofring? Men fødderne distraherer mig. Jeg funderer over, hvorfor han altid, også om vinteren, går med bare fødder i sandaler. Og ikke bare ham. Det har dannet skole hos mændene på Odin Teatret.»Ja, jeg har gået i sandaler i mere end 30 år«, siger Barba, da jeg endelig får spurgt ham.»jeg bliver nemt forkølet, og alle sagde til mig: Du skal have tykke sokker på. Og jeg svedte i 14 dage. Så tænkte jeg, at det altid er sådan i livet, at når nogen siger, man skal gå den ene vej, så skal man gå den modsatte vej«. Han smed altså sokkerne. Og da han tilsyneladende nu blev mindre forkølet, tog han dem aldrig på igen. Siden har han barfodet vendt op og ned på den almindelige forestilling om, hvad teater er. Fra dette nedlagte og gennem årene kraftigt udbyggede landbrug i udkanten af Holstebro har Eugenio Barba og hans teater gennem et halvt århundred skabt noget, som folk kommer rejsende fra hele verden for at studere.

2 »Men konsekvensen er, at jeg ikke længere er i stand til at gå i sko. Det er utrolig ubehageligt«, fortsætter han sin sandalforklaring.»og det har nogle gange skaffet mig en del problemer, fordi der har været officielle situationer, hvor jeg ikke kunne møde op i sandaler. Så har jeg droppet de situationer...«. Du vil hellere melde afbud end tage sko på?»ja. Jeg har modtaget alle mine æresdoktorater i sandaler. Men nogle gange har det været lidt mærkværdigt. For eksempel da den danske dronning engang var til stede. Jeg lignede jo en tjener fra en burgerbar...«, siger Eugenio Barba og griner. Tilføjer så et»alright«, der lyder som: Vi skal vel også se at komme i gang, eller hvad? Odin Teatret er, som New York Times engang udtrykte det,»danmarks mest fejrede teater«. Det er mere fejret uden for end inden for rigets grænser, hvilket hænger sammen med, at den lille sammentømrede trup af skuespillere, hvoraf en håndfuld har været med lige så længe som Eugenio Barba, ustandselig rejser rundt i verden, ikke mindst til Sydeuropa og Syd-og Mellemamerika. Men Odin Teatret har også haft enorm betydning for den danske scene. Og fejringen skyldes frem for alt, at teatret med Barba som instruktør og omdrejningspunkt har skabt et teatersprog, der ikke findes magen til andre steder. Det begyndte i Oslo i Den forunderlige gæstfrihed det Eller det begyndte egentlig endnu tidligere. Eugenio Barba voksede op i en fiskerlandsby i Syditalien, et ultrakatolsk og tilbagestående samfund, hvor kvinder blev behandlet nogenlunde som i Saudi- Arabien eller Afghanistan, fortæller han. Hans far, der var officer i militæret, blev dræbt under Anden Verdenskrig, så moren var enke og skulle gå i sort og måtte ikke forlade huset om aftenen uden at være ledsaget af en mand. Eugenio ville være pilot, men var for nærsynet. Og havde det i øvrigt lidt vanskeligt med disciplin. Han fik sin studentereksamen på det militære akademi i Napoli, hvor han lærte både latin og oldgræsk. Bagefter ville han bare ud at rejse. To sommerferier i træk blaffede han til Danmark og Sverige.»Det, der lokkede ved Skandinavien, var myterne om, at kvinderne var...«, han leder efter et dækkende ord,»... anderledes«. Men der i 1950' erne var det ikke nemt at være italiener i Europa uden en arbejdstilladelse. Eugenio Barba vaskede op på først den ene så den anden restaurant. Og besluttede at tomle højt op i Sverige, til Kiruna, for at søge arbejde i minerne.

3 Under denne rejse lærte han noget vigtigt. Uanset hvor han bankede på, var det et venligt menneske, der åbnede døren. Om det så var midt om natten, overdrog politimanden ham briksen i detentionen, præsten gav ham lov til at sove i kirken, og bonden stillede uden tøven laden til rådighed.»den gavmildhed og gæstfrihed, mennesker er i stand til at vise, har altid slået benene væk under mig. Det er den kvalitet, jeg sætter størst pris på hos et menneske. Gæstfrihed. Man skal altid tage imod en fremmed«, siger Barba. Han nåede ikke at være længe i Kiruna, før politiet lempede ham over grænsen til Norge, hvor de ikke havde særlige regler for italienere. Han rejste sydpå og endte i Oslo. Her støbte han grundformen til sin teaterfilosofi. Den tålmodige blikkenslager På gaden i Oslo faldt Eugenio Barba i snak med en hjælpsom sømand, som pegede på en jobannonce i avisen og sagde:»her er et arbejde, som passer godt til dig«. Der stod: ' Blikkenslagerværksted søger ladhjælpearbejder'. Sømanden fulgte ham derhen. De trådte ind i et værksted, hvor femseks mand stod og loddede og baksede med nogle tagrender. Chefen præsenterede sig som Egil og tog dem med op på første sal. Her lagde han to metalplader foran Eugenio Barba og pegede på et svejseapparat. Værsgo.»Jeg forstod ingenting, men jeg satte elektroden på de to metalstykker, og så BRRRUUUUHHH... den satte sig fast. Og jeg blev helt svedt. Elektroden lavede et stort hul i en af pladerne. Okay, tænkte jeg, nu smider han mig ud«. Men Egil lagde bare to nye metalstykker foran Eugenio Barba. Katastrofen gentog sig. Den ene gang efter den anden.»jeg begyndte at blive bange. Jeg sagde til ham: Det her kan jeg ikke finde ud af. Men nej, han tillod mig ikke at give op... Alle de ødelagte metalplader lå i en bunke. Og det gav mig en fornemmelse af, at jeg var kommet til et sted med gale mennesker...«. Eugenio Barba griner sin lidt vrinskende latter ved tanken. Så fortæller han, hvordan det langsomt lykkedes at svejse de to stykker sammen, selv om det så forfærdeligt ud. Og til sidst sagde blikkenslagermesteren:»du skal komme i morgen klokken 7«.»De seneste år er jeg begyndt at tænke på disse erfaringer, når jeg er blevet spurgt, hvordan det er lykkedes mig at holde mine medarbejdere samlet.

4 Hvorfor har Odin Teatret klaret det? Fordi min model for en arbejdsplads var Egils værksted, tror jeg«. Barba rejser sig og udpeger et sorthvidt portræt af Egil i mylderet på væggen.»han havde en kolossal tålmodighed. Selv om alt, hvad jeg lavede, var ubrugeligt, selv om jeg var en katastrofe, valgte han at tro på mig. Uden at blive sur. Uden at skælde ud. Uden at kommentere, om det var godt eller dårligt«. Du har videreført den teknik som teaterinstruktør?»ja. Én ting ved jeg med sikkerhed, og det er, at hvis du vil nå frem til de resultater, du drømmer om, kræver det en masse tid. Mennesket er som en plante. Du kan ikke trække den op for at få den til at vokse og bære frugt. Den har sin egen rytme. Ligesom mennesket«. Lad dem blive ædt af hundene En mand i grå habit og med rød klovnenæse kommer ind på scenen og begynder at skifte tøj. Han ifører sig lange støvler og en sort jakke med blanke knapper og forvandler med voks sit halvlange hår til en vanvittig hanekam. Han hænger en trompet over skulderen og en harmonika på maven. Og er klar til at smadre verden. For et øjeblik siden var han Kai Bredholt, nu er han krigsherre. Han er serberen Arkan.»Hvad ved I om krig, I, der kun kender til fred?«, råber han med tordenrøst ud i hovederne på os tilskuere, der sidder på tykke sorte gummislanger rundt om scenen. Det går langsomt op for mig, at vi sidder på kanten af en enorm gummibåd. Inde i midten står et træ. Et dødt træ.»vi må dræbe dem. Vi må udrydde dem. Tilintetgøre dem. Svin efter svin. Ko efter ko. Mænd, kvinder, gamle, småbørn. Hus efter hus. Landsby efter landsby. Lad dem blive ædt af hundene. Lad dem blive føde for usynlige fugle i natten...«, rabler krigsherren.

5 Sådan åbner Odin Teatrets nye forestilling ' Træet', som kun har spillet i et par måneder. Der kan gå adskillige år imellem, at Eugenio Barba sender en ny stor forestilling ud i verden. Til gengæld kan man så roligt regne med, at den er gennemarbejdet ned til mindste detalje. Den her handler altså om krig. Og mennesker på flugt. Mens vi forsøger at holde balancen på det glatte sorte gummi, hvirvles vi gennem den syriske ørken, hvor to yazidimunke undrer sig over, hvorfor fuglene er forsvundet, og videre til 1990' ernes borgerkrig i Liberia, hvor krigsherren Joshua Milton Blahyi (i skikkelse af balinesiske I Wayan Bawa) gør klar til en menneskeofring, som kan inspirere hans hær af bevæbnede børn til lidt ekstra blodtørst. Det hele roterer omkring det udtørrede træ. Arkan skråler, farer rundt i manegen med aggressive støvletramp, akkompagnerer sig selv på harmonikaen:»de kalder mig for morder. Men hvad kalder man det, når mordere anklager mordere? Løgn! Du skal være barmhjertig over for dem, der lyver. Jeg hader dem!«. Det gælder om at fare vild Eugenio Barba arbejder ikke ud fra en færdig tekst. Han har aldrig en sammenhængende historie. Han har et tema. I den nye forestilling er kodeordet ' børnesoldater'. Han serverer temaet for skuespillerne, og så lader han ellers hver enkelt udvikle sin egen rolle. Ved hjælp af sang, digt, dans, musik, akrobatik, hvad som helst. Først til sidst tager Barba fat i de enkelte elementer, hamrer løs på dem, filer og svejser og får stumperne til at danne en historie. Ikke en historie med et letforståeligt plot. Mere en montage af lyde og bevægelser.»skuespillerne har jo været sammen i mange år, nogle i 50 år, hvilket er helt uhørt i den moderne teaterhistorie. Så de ved, hvornår de gentager sig selv. Og når vi laver en ny forestilling, er skuespillerne de første til at komme med noget, som bryder med det, de har lavet tidligere. De forsøger at overraske både sig selv og instruktøren og kollegerne«, forklarer Barba.»Hver eneste forestilling er et forsøg på at starte med stort besvær. Med handikap. Så ingen af os bare automatisk kan bruge det, vi kan«. Men kommer man alligevel ikke nemt til at gentage det, man ved, man kan?»altså, man får det, man kan kalde sit eget personlige sprog, det er rigtigt. Og derfor er det min opgave at... arh, arh, arh«, han udstøder nogle energiske, masserende lyde,»så jeg ikke længere kan genkende det, der bliver gjort. Jeg er nødt til at give det en

6 helt anden form«. Ved at tvinge skuespillerne og sig selv til at gøre det modsatte af det, de før har gjort, opstår der en form for disorientering.»og det er denne disorientering, som er fundamental for hver eneste forestilling«. Man skal ligesom fare vild?»i høj grad. Det er det centrale. Du skal fare vild. Og i den labyrint, du bevæger dig ind i, begynder du at finde andre perspektiver, situationer, steder, møder, som du aldrig ville have været i stand til at forudsige. Det er en metode, der bygger på en viden om, hvordan man finder det, man ikke søger«. Iben, digterens datter Barba har smidt sandalerne og sidder på gummislangen og dirigerer rundt med Iben Nagel Rasmussen, der spiller en digters datter i ' Træet', og med Carolina Pizarro, der spiller Iben som ung. Til stede er også den violinspillende Elena Floris, som er en af stykkets to historiefortællere. Instruktøren vil have finpudset nogle detaljer i en blå og drømmeagtig scene, hvor Iben tænker tilbage på barndommen. Det er noget om skyer og flyvemaskiner. Og fugle. Et vældigt hvidt stykke stof er bredt ud på scenegulvet og skal nu foldes sammen under træet. Det sker ikke helt elegant nok, synes Eugenio Barba. Iben og unge Iben må gøre det igen og igen. Han retter selv den mindste bevægelse.»var det bedre nu«, spørger Iben.»Det var meget bedre«, siger Barba langt om længe.»da jeg var 19, syntes jeg, teater var dødkedeligt«, siger Iben Nagel Rasmussen, da jeg lidt senere sidder oppe i hendes lille garderobe på første sal. Det var i Men så gik hun ind og så ' Ornitofilerne' i Aarhus. Det var Odin Teatrets første turné i Danmark.»Og jeg blev fuldstændig slået ned af stolen. Det var, som om det indeholdt det hele, både det spirituelle og det fysisk udfordrende«. Da Odin Teatret året efter flyttede til Holstebro, meldte hun sig hos Eugenio Barba. Siden har hun været en

7 af teatrets bærende skuespillere. Hvordan er Eugenio Barba som instruktør?»han er meget afhængig af sine skuespillere. Han bruger vores improvisationer og digter med, mens vi laver forestillingen. Han kan sige: Næste forestilling hedder ' Mythos', og du skal spille Medea, og der skal være en scene, hvor du slår nogle børn ihjel. Og så kommer jeg med mit forslag. Så arbejder vi videre sammen, og han hakker noget af det. Som skuespiller er det utrolig spændende at være med til«.»han er jo en vanvittig stærk instruktør«, fortsætter Iben Nagel Rasmussen,»så du skal være virkelig stærk for at have noget at stå imod med. Altså, Eugenio er et unikum, ikke bare som instruktør, han er en intellektuel kapacitet. Men han er ikke nem at arbejde sammen med. Han går op i den mindste detalje...«. To hoveder eller seks ben Jeg forstår ikke meget af det, der bliver sagt og sunget, mens skuespillerne flintrer rundt om det døde træ. Af gode grunde. Skuespillerne er fra Bali, Canada, Italien, Indien, England og så et par stykker fra Danmark, og de benytter sig alle af deres modersmål. Men måske forstår jeg det alligevel.»vi er et teater, der i høj grad kommunikerer gennem fornemmelser«, siger Eugenio Barba, der, selv om han har boet i Danmark siden 1966, taler norsk med italiensk accent.»vi er i virkeligheden en monstrøsitet. Du ved, som et menneske med to hoveder eller et får med seks ben. Et uhyre. Fordi vi er et teater med skuespillere, som ikke har et fælles sprog med sine tilskuere. Hvordan fanden kan man så lave teater?«. Ja, hvordan kan man det?»ved at bygge på de to andre kommunikationsmidler, vi mennesker har: klangen af stemmen, intonationen og så det dynamiske, bevægelsen. Og musikken. Musikken er rammen om alt det, der foregår«. Sproget. Eugenio Barba vender flere gange tilbage til det.»jeg laver teater, fordi...«. Han tøver.»... for mig var en af de største erfaringer at blive emigrant. Da jeg forlod Italien og mistede mit sprog, blev jeg fra den ene dag til den anden... en idiot. I Italien blev jeg betragtet som relativt intelligent. Jeg kunne tale om filosofi. Jeg kunne oversætte Aischylos fra græsk til italiensk.

8 Men da jeg kom til Norge, kunne jeg ikke tale folks sprog. Folk sagde de mest enkle ting, og jeg så bare på dem...«. Du var bare en dum blikkenslager?»jeg var en fuldstændig dum blikkenslager. Den, som ikke har oplevet det, forstår ikke, hvad det vil sige at være emigrant«. Det virker, som om du så idømte dig selv en livslang straf ved at bosætte dig i Danmark?»Jeg vil ikke kalde det en straf. Men en fremmedhed. En fremmedhed, som på den anden side også giver en kolossal indsigt og viden både om dig selv og om alt det, du ser. Fordi det giver en distance. Fordi alt, hvad du ikke vil have ud, kommer ikke ud automatisk, men skal igennem et filter. Filtret gør, at du nærmest er en dobbelt person«. Da han ikke forstod, hvad folk sagde, lyttede han i stedet til måden, de talte på. Lød det arrogant? Utålmodigt? Muntert? Ironisk? Og hvad med kropssproget? Måden, de sad på. Måden, de betragtede ham på.»det gjorde mig bevidst om, hvor meget en skuespiller kan kommunikere gennem lyden og de små nuancer«. ' Træet' bygger på avishistorier om krigsforbrydere og ufattelig brutalitet.»alle vores forestillinger handler i virkeligheden om det onde«, siger Barba.»De fleste forestillinger skildrer det tragiske. Og hvad er det tragiske i Danmark lige nu? At et stort kontingent mennesker prøver at komme ind i landet. Mange reagerer imod dem. Men i det øjeblik, du reagerer imod dem, fornægter du din egen identitet og alle de værdier, du tidligere byggede på...«. Den slags handler ' Træet' også om. Og hvis man ikke lige fatter det med sit hoved, fatter man det måske i det øjeblik, en motor går i gang med et brøl og får gummibåden, vi sidder på, til at vibrere ret så voldsomt. Pludselig er vi syriske eller afrikanske flygtninge på vej over Middelhavet.»For mig er teater et ønske om menneskelige relationer, som bygger på helt andre værdier, et ønske om at realisere et politisk ideal, et minisamfund, hvor det ikke bare handler om penge og profit, men et sted, hvor et menneske kan vente længe, hvis det er ihærdigt, på at blomstre. Det er for mig teatret«, siger Barba. For cirka fem år siden sagde Eugenio Barba i et interview i den lokale avis, at Odin Teatret kommer til at dø med sine skuespillere. Med de historiske skuespillere, som han kalder dem, der har været med fra starten. Den melding udløste en byge af læserbreve og en sørgmodig leder. Hvorfor havde han ikke

9 forberedt et generationsskifte? Forstod han ikke, at Holstebro havde brug for Odin Teatret?»Det ramte noget i mig«, siger Barba.»Jeg følte en kæmpestor taknemmelighed over for politikerne, som i 1966 tog imod en lille gruppe af fremmede. Et mærkværdigt teater, som disse politikere og embedsmænd nu i 50 år har ladet repræsentere deres danskhed. Det er en enestående historie i Europa«. Så den historie fik dig til at skifte mening om, hvordan fremtiden skal se ud?»ja, i høj grad. Jeg har tænkt over, hvordan vi kan forsvinde og samtidig blive ved med at være til stede«. Fakta: Blå bog Eugenio Barba Teaterinstruktør, forfatter og forsker. Født 1936 i italienske Brindisi. Han studerede fra 1961 teater i Polen og Indien, bl. a. hos Jerzy Grotowski. I 1964 startede han Odin Teatret i Oslo. To år senere inviterede Holstebro Kommune teatret til at slå sig ned der. Siden har Odin Teatret inspireret gruppeteatre over hele verden. Barba er æresdoktor ved en række universiteter og har blandt andet modtaget Ridderkorset og Sonningprisen. DIGTERDATTER. For første gang i 50 år havde instruktør Eugenio Barba ikke bedt Iben Nagel Rasmussen om at finde på noget nyt til den nye forestilling ' Træet'. Hun skulle bare gøre som i en allerede eksisterende forestilling. Men det var bare en måde at rive tæppet væk under hende på og skabe noget uforudsigeligt. Hun spiller Iben, en poets aldrende datter, som ønsker at flyve væk med sin far. MESTEREN. Eugenio Barba har i mere end 30 år haft sit lille overlæssede kontor under taget. Her har han styret et teater, som ikke blot har lavet egentlige forestillinger, men også arrangeret seminarer og de såkaldte byttehandler, hvor skuespillere fra Odin udveksler teater med lokale amatører og professionelle både i Danmark og i fjerne egne på kloden. På billedet øverst til venstre er det skuespilleren Kai Bredholt som den serbiske krigsherre Arkan. Kilde: